HIMMELSKIBET

Sophus Michaëlis

Sophus Michaëlis

Himmelskibet

Udgivet 2018 af Pilgaard Publishing

PilgaardPublishing.dk

Copyright © 2018 Pilgaard Publishing

Sats & layout: Michael Pilgaard

1. udgave, pdf-format

ISBN 978-87-93588-72-1 (pdf)ISBN 978-87-93588-73-8 (ePub)

Himmelskibet er gengivet efter Himmelskibet, 1921, fra GyldendalskeBoghandel. Nordisk Forlag. Bogen er første gang udgivet i 1921.

Der er foretaget enkelte rettelser af trykfejl og enkelte stavemåder ermoderniseret, men ellers er teksten uforandret.

-1-

Indhold

I. Nemi-Søen 4

II. Den giftige Gas 10

III. Reddet 14

IV. Astronomisk Optagelses-Teater 17

V. I Enecellen 24

VI. Desertørerne 29

VII. Observatorie-Kælderen 35

VIII. Faldet mod Mars 41

IX. Radiospektret 45

X. Solkammer og Jordstue 51

XI. Den færdige Bog 60

XII. Meteor-Regnen 69

XIII. I den lukkede Kiste 79

XIV. Solen tilbage 86

XV. Den røde Planet 93

XVI. Jord-Egoisme 102

XVII. Mars-Atmosfære 110

XVIII. På Grund 117

XIX. Mars-Flyverne 122

XX. Det første Møde 131

XXI. Flyvningen 139

XXII. Byen og Straffens Kløft 146

-2-

XXIII. En afluset Klode 155

XXIV. I Tempelskoven 162

XXV. På den syvende Terrasse 168

XXVI. Syndkrigen 174

XXVII. Tavshedens Præster 184

XXVIII. Ral-Studier 191

XXIX. Urskødet 198

XXX. Goldhedsparken 205

XXXI. Dødssejladsen 211

XXXII. Kanalen 219

XXXIII. Den sidste Fart 224

-3-

I.

Nemi-Søen

Ercole Sabene bar den altid i sin Erindring. I dens Dybvuggede han sine blideste Drømme. Søen i det gamle Kratervar i sig selv en Drøm. Som skinnende Kviksølv på Bundenaf en grøn Jade-Skål lå den dybt nede og smilede blindt opimod Himlen. Et Spejl, Diana havde tabt. Dugget af Pustetfra en usynlig Mund, riflet af en Guddoms Åndedrag,blinkende af selve det solgyldne Blå, der hviler over Jordensom et brustent Blik.

Det var jo ikke Vind eller Brise, der furede Vandetsfølsomme Hud. Det var Luften selv, der glippede som et Lågover Søens Øje. Søen blinkede sin Sjæl op fra en Bund påhundrede Favne. Kølig og lind, grøn og blid fyldte denperlerunde Sø det lukte Krater, hvor for Tusinder År sidenUnderverdenen havde plasket sin røde Ild op mod Himlen,læsket af flydende Granit og Basalt. Jordskorpens glødendeSår havde snerpet sig sammen, Lavaen var størknet til enKumme, hvori Bjergrandens talløse Kilder samlede sig til enSø. Bollen, der havde brændt af sydende Flammer, fyldtes afVandets kølige Fred, hegnedes af Druehaver, der hverSommer rakte deres Klaser højt på de pyramidestilledeStænger.

Diana var kommen og havde bygget Bo påKraterskrænten, lukket sin Helligdom inde bag dunkleStenege, bag susende Cypresser og gyngende Pinjer. Hunvar i det altsammen. Koglerne faldt fra hendes Hår somstore kobberbrune Spanger og Bjælder. Hendes Sandalerhavde glattet Mosset under Pinjerne. Hun udstrålede krydretVarme, når hun sad i Solen på sin lille Tempelterrasse og

-4-

åndede sine Smil over Søen, så den duggedes som Hindenpå en moden Drue.

Ercole Sabene gik og drømte i Cesariniernes stillePaladshave. Ene gik han ad Zigzagstierne mellem Tufsten,klædte i lange dryppende Venushår, der ustandseligt risledeaf Kildevand.

Der faldt en Cypreskogle for hans Fødder - en Øredup fraden usynlige Gudinde, hvis Ånde han anede omkring sig.Cypresserne hviskede. Myrterne duftede i Søvne.Laurbærtræerne stod tankefulde med tykke gulgrønneBlomsterduske indflettet mellem de lange smalle Blade.Under deres violblå Skygger lå de sorte Frugter og skinnedesom tabte Jetperler.

Tæt ved Kraterskræntens Rand lå en Søjle væltet,mosgrå, men frisk knækket, så det rene hvide Marmorgnistrede frem af Brudfladerne. Ercole Sabene satte sig påSøjlen - den stammede fra Dianas Helligdom hinsides - ogstirrede ned i Søens grønne, blinde, uudgrundelige Øje.

Dernede, på hundrede Favne Vand, lå Historien sunket tilBunds som det visne Løv fra Fortidens Træ. Derovre havdeKejserskibet ligget - en Eventyrverden af Bronze ogMarmor og skøntfarvet Træ. Statuer i Skyggen afpurpurfarvede Sejl. Gyldne Ræer som Vindharper over dethvide Marmor. Søen havde slugt det altsammen. Fiskenehavde i et Par Tusind År været den eneste levendeBesætning - tavse Dykkere, glidende mellem Marmorvragog Bronzeskeletter. Et Stykke fantastisk Oldtid gået tilBunds med Mand og Mus, en Kejserdrøm sænket, etromersk Miniatur-Atlantis på Bunden af en aldrig oprørt, enevig stille Sø. Han havde set de opfiskede Rester i Marmorsom fortæret af Lupus; Bronze-Ulvehoveder med en mægtigRing i Flaben; Medusas ville Flammeåsyn giftiggrønt afPatina; Glasskåler opaliserede og regnbuefarvede, som varOldtidens Sol brustet i deres Sider.

-5-

Skibet ... Kejserskibet ... Herskerdrømmen ... et Legetøjgået til Bunds i Pans Badekar. Et Tyranlune, skinnende somen Boble, opløst som en Perle i Nemi-Søens Kviksølvskål.Historien sporløst sænket i Tidens Danaïdekar, som enVulkan har hulet.

Ercole Sabene vækkedes ved pludselig over sig at høreen rap og snerrende Skralde, som gav Genlyd i den stilleklare Luft, der sænkede sig over Søen som en Glasklokke.

Ja, deroppe kom den klaprende, NutidsåndensEksplosionstriumf, det vidunderlige Fremskridt,Opfindelsernes Mirakeldrage: Se, det er mig, som fik løstdet højeste Problem. Jeg har gjort Årtusindernes Drøm tilVirkelighed, smedet Vinger til Menneskets Skuldre. Hør,hvor jeg kan! Jeg eksploderer mig bort fra den tyngendeJord. Jeg har afluret Himlens Fugle Flugtens Hemmelighed.Jeg har skabt Flyvere større og vældigere, end Naturennogensinde har drømt.

Ja, dér kom Teknikens gigantiske Flyveøgle, hvilende påKæmpevinger, tøjlet af Menneskemod, brasende sig frem iden rene klare Luft. Men med en Sky af Stank bagefter sig.Ikke en Fugl. En Klapredrage, kunstig, mekanisk, udenSjæl. Lutter Vilje, lutter Eksplosion.

Ercole Sabene faldt i Tanker. Han havde som alleMennesker en Dobbeltsjæl. Eller snarere: han havde i sitInderste en Dobbelttunge, der lå i evigt Skænderi med sigselv. Ikke den, der med et banalt Ord kaldesSamvittighedens Røst og taler med blidt bebrejdendeSkolemesterstemme. Nej, to skarpe Thersites-Tunger, derspillede i hans Sjæl som et Par Hugorme, rejste på Halen, oggav sig til at gylpe Galde over hinanden.

Ercole Sabene var i samme Person konservativ stædigsom et Æsel og oprørsk som en Vildkat. På een Gang naivog verdensbitter; overtroisk og skeptisk; krigsgal og

-6-

Krigshader; Optimist og Kyniker, ja så dybt spaltet i sit heleFølelsesliv, at han på samme Tid kunne være Chauvinist ogVerdensborger, Jødebeundrer og Jødehader, Troende ogFornægter. I dette sit Dobbeltsystem kunne han sværmevildt for Opfindere som Helte, mens han samtidig ikkekunne slynge Skældsord nok mod de samme „Teknikere”,der for hver ny Maskine, de „opfandt”, bare jog al Ånd ogSjæl ud af Tilværelsen.

I Øjeblikket stod han nu ved Nemi-Søen og spyede Hånop i Luften efter denne „Menneskefugl”, der symboliseredeMenneskeånden i dens højeste Flugt: Er det, ret beset, andetend den hæsligste Klaprestork med Stank ud af Halen, en råog plump Deus ex machina, der med den allerbrutalesteEksplosionsdrivkraft sprutter sig løs fra Jorden og hæver sigop i det himmelske Element med sin Larm og Stank.Pralende som en fræk Komediant sidder Helten ved Rattetog stinker sig gennem Skyerne, slår Kolbøtter om sig selvog gøgler med de dumdristigste Jonglørkunster. Som omman nogensinde har set en Kongeørn slå Saltomortaler elleren Svale vende Mølle i Luften. Flyvemaskinen er nøjagtigså genial og så materiel, så åndløs og så rå som enhveranden teknisk Opfindelse, der imiterer Naturen gennemAnvendelse af plumpe Drivkræfter og rå Mekanik. HvilkeFremskridt! Fra det yndefulde Sejlskib, der pustes overHavet som en Svane med krummede Vinger, til de tungeKolosser, der stønner sig over Vandet med kulfyldte Lunger.Store mekaniske Hvaler, usmidige og klodsetmanøvrerende. For at efterligne disse uhyre Dyr, også når dedykker, fandt man på at pumpe Vand i Skrogene, så dekunne synke. Alligevel, disse Undervandsbåde, hvor død ogbarbarisk en Efterligning af Naturen! Og hvor råt og åndløstet Formål!

Livet selv viste, hvor sjælløs al Menneske-Mekanik var.Hver Fugl, der sejler gennem Luften, gør

-7-

Menneskeflyvernes Propel-Spektakkel til Skamme. Førstden Dag, da Klapredragen holder op at eksplodere og stinkesig frem gennem Luften og lærer at glide med sammelydløse Gratie som en Svale eller Falk, har Menneskeåndenvirkelig lært at flyve. Er ikke Knaldgas en uværdigDrivkraft? Menneskene har forvandlet Naturen til enSmedje.

Ercole Sabene stod alligevel med tindrende Øjne ogfulgte Flyveren på hans korte Kryds over Nemi-Søen.Mennesket deroppe var sikkert ude for at nyde Naturens frieSalighed. Solen lyste i Planernes store runde rødeØjenpletter. Maskinen gik gennem Rummet suverænt som etProjektil, og Kraterrandene saluterede ved at kasteSmældene fra Bred til Bred.

Nu, da han havde bjæffet mod Dragen over sit Hoved,blev han pludselig hed af Beundring og ønskede, han selvsad deroppe i Læderrustning, stolt som en Gud, medKyklop-Øjne midt i Helvedeslarmen, med højtbankendeHjerte over den dristige Fart. Det var jo dog kun det dødeStof, Materien, der skreg og hvinede over sin Betvingelse.Luften hylede over at blive pisket af Propellen, den dødeInerti bralrede i Raseri over denne ubetvingelige Fremdrift,styret af et Par almægtige Næver. Se, nu gik Flugten højtover Kraterranden med dens Bræm af krybende Træer. Ligeind i Blået! Lyden var overvundet, intet hørtes. Sikker somet flimrende Insekt, en guldvinget Guldsmed, holdt denKursen midt ind i den luende Sol. Herligt, herligt! Udødeligtskønt!

Prikken var borte. Ercole Sabene sænkede Blikket og såigen ned i den sølvgrå tavse Sø, der rugede over sit Dyb,som havde den slugt Alverdens romerske Kejsere, alleSkibe, alle Flåder, alle Flyvere. Sænkes skulle det hele. Lækvar hver Opfindelse, grundskudt hver Maskine,synkefærdigt hvert Skib, Menneskeånden hidtil havde

-8-

bygget. Hvad var der mer at erobre? Hvert Hav var besejlet,hvert Ocean opmålt. Skibsfartens højeste Triumf varUndervandsbåden, der lumsk som en Haj lurede påTilintetgørelse af alt, hvad der flød på Havet. Luftsejladsensstolteste Fantasi havde udtømt sig i disse støjende Flyvere,som kunne kaste Postsække af og hurtigbefordre Købmænd,der havde Hast med Gesjæften.

Hvor kummerligt, hvor fattigt! Ikke En drømte sig etSkridt bort fra „Verdenshandelen”s Alfarvej. Ikke En vovedeat styrte sig hovedkuls ud i det endeløse Rum, i det vildeUnivers.

-9-

II.

Den giftige Gas

Trods sit Krigshad gik Ercole Sabene en skønne Dagsamme Steds hen som Jordens øvrige dådkraftige Ungdom.Også han lod sig indrullere i Tilintetgørelsens Legioner.Også han fandt sin Fjende og sin Front og sin retfærdige Sagat slå Mennesker ihjel for. Som alle andre brave Soldatersloges han for sit Lands Ret, som han vidste, var helligereend alle de andres.

Han var tapper og ærekær, og det faldt i hans Lod at bliveHelt blandt Helte. Når han på Orlov kom tilbage fraIldlinjen til de store Byer, blev også han i Balsalenomsværmet af skønne Beundrerinder, der begærligt spurgteefter Bedrifter.

Nationens største Idealer var selvfølgelig de uforligneligeFlyvere, der samlede på nedskudte Fjender som Indianere påSkalpe. Ingen Alexander har været mere tilbedt end densyvogtyveårige Flyverkonge, der bar Rekorden for ødelagteAëroplaner. Den Bedrift at sende en Modstander ned fratusind Meters Højde som et brændende Skelet og etforkullet Ådsel var Heltemodets højeste Triumf. Aldrighavde Verden kendt så stolt og berusende en Jagt. IngenLystmorder har smagt en sødere Pirring.

Når Helten steg ned fra sin Himmelflugt og gik om påden flade Jord, var hans Bryst prydet med flere AlenRegnbue. „Spektralanalyse” kaldte Ercole Sabene det, nårhans krigshadende Thersites havde Overtaget.

De gik allesammen med Spekter på Brystet. Også hanselv. Det så virkelig ud, som om Mandshjertet var

-10-

spektralanalyseret og hængt udenpå Uniformen: blåt oghvidt og rødt og grønt og gult i en stribet Rigdom, hvor hverFarve svarede til Sjælens lødige Sammensætning af Mod ogRådsnarhed, Dristighed og Uforfærdethed, Had ogMordlyst, Håndgranater og Bajonetstik.

Ercole Sabene kunne skelne alle Krigsdyderne i deresRækkefølge. Hver Stribe betød noget bestemt. En smalstærktgrøn Stribe udlagde han som de giftige GasartersSpekter. Når han så på sit eget Bryst, savnede han den, menfølte et kildrende Gys i en sikker Anelse om, at den nokskulle komme.

Unægtelig var han tapper. Var der to Sjæle, der skifteviskommanderede i hans Indre, skete det heldige altid, at netopHeltemodet havde Tur, når han skulle gå på, medensbagefter „Krigshaderen” gav sig Luft i de mest rasendeSkældsord over, at det var for sent. Spektralstriben på hansBryst blev ved at vokse - hvad hjalp det så, atKrigsnihilisten afmægtigt spyttede på de stolte Farver?

En Nat lå han udkommanderet på Forpost i sin Løbegravog underholdt sig med Flyvere, Lysprojektører ogBombesprængninger.

Vanen sløver. Hans Folk døsede lidt for tit, og han måttejævnlig pirke ved dem, at de ikke sov ind i Mudderet.

Han havde taget den besværlige Gasmaske af og stod ogindåndede den skarpe Forårslugt, der ligesom var blandetmed en kvalm sødlig Gødningstank. Der var sikkert ikkeandet end Kadavergødning på disse Kanter.

Projektørerne begyndte at genere ham - de søgte dybereog dybere ned i hans Løbegrav. Nu og da skar de ham iØjnene på en underlig uforskammet Måde. Det klippede iSynsnerven, og han blinkede opad.

Da så han nogle underlige små uldne Projektiler komme

-11-

plumpende som Snebolde eller Garnnøgler. En slog ned påBunden af Løbegraven. Den sprang ikke, men lå og bovnedesom en lille kugleformet grøngul Sky.

Pludselig begyndte den at krybe frem som en stor gråOrm. Han kom til at tænke på et japansk eller kinesiskLegetøj, han engang havde set. Men blev i samme Nu grebetaf Rædsel, der fik Hjertet til at hamre, så han kunne høreBrystkamret gungre hult for dets Slag: Dér var den - Gassen- Giften - Kvælerslangen - den dybe, lavtgående, der villefylde Løbegravens Bund og om et Øjeblik krybe ind i hansegne Lunger og fortære dem med sin Syre.

Han slog Masken for sit Ansigt, så det sortnede forØjnene. Han ville skrige til sine Folk, at de skulle rejse sigog retirere. Her gjaldt det ene om at holde Hovedet oppe.Den, der segnede, så Gassen kunne nå hans Åndedræt, varredningsløst fortabt.

Men Skriget blev ham stikkende i Halsen. Han villekravle op ad Brystværnet for at undgå Dødstågen, derallerede kvalmede om hans Ben. Da sang det i hans Hjelm,som blev han ramt i Hovedet af en Skovl, og han sankbaglæns tilbage i Gifttågen - i Lethe - i Døden. Etmælkehvidt Slør bølgede for hans Øjne, der spilede sig opbag Glassene. Og han slubrede Døden i sig som et uhyreBæger Absint.

Mærkeligt, at Døden ikke var mere ubehagelig. Den komsom en prikkende Vellyst, han aldrig forhen havde kendt. Enhyacint-agtig Duft, der steg til en Højde, en Renhed, enStyrke, som ville den spalte hans Næseben højt op iHjernen. Samtidigt en berusende, næsten kønslig Syrelugt,som blev hver Fiber i hans Legeme taget med Vold. Hankrympede sig som for et Favntag, hans Arme slappedes, hanlå blot for dette vældige Dødskys, han gav sig hen, han villeikke andet end give sig hen.

-12-

Hans sidste Blik søgte opad gennem det knusteMaskeglas. Dansede Stjernerne deroppe? Gassens mælkedeFlod havde allerede fyldt ham. Hans Lunger sugede Giftenind, som en Svamp mætter sig med Eddike. Blodet begyndteat koge i Bronchierne. En Stjerne tændte Himlen i Brand, såden blev en eneste Flamme - en Dør slået op til en uhyreSmelteovn, der sugede ham til sig som et Fnug.

Ja, han blev draget opad, hvirvlet til Vejrs, som var hanpludselig bleven grebet af en magnetisk Strøm. Det var altsåDøden: at blive suget fri for Krop og Lemmer, for Hylsterog Harnisk og Maske og Hjelm, at blive løftet op afMudderet og Livet som af en Kasteskovl for at slynges ind iet Flammegab, i den evige Fortærelse, i Verdensbranden, derlutrer og tilintetgør og får selv Slakkerne til at blive somAvner i et Bål.

Så var der intet mere: Leve den evige Død!

-13-

III.

Reddet

Han var til igen.

Han var til som en Streng af Smerte, hvori Livet, detusynlige Liv, rispede som med een Finger. Han var en enesteblotlagt Nerve, en Harpestreng af Ve, hvori Bevidsthedengreb.

Han kunne hverken bevæge Hånd eller Fod, men Mundog Øjne stod åbne i et stort stumt Spørgsmål. Intet af, hvadhan sansede, svarede til Hospital- eller Lazaretforestillinger.Han lå ikke i en Seng, men i en Art Svøb eller Kurv, ikkemellem Lagener, men hyllet i et uldent og blødt violet Stof.Rummet havde ikke faste Konturer. Lyskilden kom ikke fraBlus eller Lampe, men et dæmpet lilla Skær sivede omkringham. Han følte sig som lukket inde i det krusede Dyb af enfyldt Blomst.

Der var ingen sort Febertavle bag hans Hoved, hellerintet andet for hans flakkende Blik at fæste sig ved, intetBord, ingen Klokkestreng, ingen Knap at trykke på.Alligevel måtte han være under Behandling. Han hviledeuden Vægt og Tynge, dækket til som et Barn i sin Vugge.Han levede, han drog Ånde. Han kunne føleVejrtrækningens rolige Bølgen i sine Lunger - de var ikkefortærede, ikke ætsede bort af den giftige Gas.

Han havde ikke hørt nogen Dør bevæge sig, menpludselig stod der En hos ham. En Mand, tilknappet,skægløs, stramt klædt som en Feltmand, men uden demange Lommesække og - Ercole Sabene bemærkede detstraks - uden det stribede Bånd på venstre Brystside.

-14-

Manden sagde ingenting, men lagde tyssendePegefingeren på Læben, derefter fjernede han af PatientensNæsebor to Vatpropper, hvis Tilstedeværelse han først nufornam, idet Luften stak ind i ham som to iskolde Syle. NytVat blev stukket ind og fyldte ham med en kvalm Narkose,så hans Øjenlåg faldt til som to Ventilklapper.

Skikkelsen stod over ham og smilede, da han påny slogBlikket op.

- Stikker det endnu? spurgte han med en besynderligklinger melodisk Stemme, som var det et Urværk, der talte,og skiftede Vattet igen. Ercole Sabene kunne kun svare medBlikket og ved at fortrække Mundvigen.

Så lå han længe og trak Vejret med den ydersteVarsomhed. Hans Hjælper stod foran ham med korslagteArme. Hans Dragt syntes af samme mørkviolette Farve somalt det andet. Ercole Sabene stirrede på ham med Behag.Han holdt sit smukke unge Hoved lidt skævt til den ene Sideog havde noget skråt opadvendt i det fulde åbne Blik.Panden var underlig lav, men det mørke Hår stod stejltderover med et Krus som en mangefliget Krysantemum.Ansigtet udstrålede en ejendommelig frisk, næstendrengeagtig Energi. Ercole Sabene huskede med eet, hvaddet var for et Hoved, der havde denne vredne, himmelvendteHoldning og dette opadhigende Blik: Alexander, såledessom Oldtids-Bysterne skildrer ham.

- Ti blot stille! nikkede dette Hoved til ham: Og lig rolig.Jeg véd, hvad De vil spørge om. Og kan svare på detallermeste. Selv om De næppe vil tro mig. Hvor De er, oghvordan De er kommen her? Det kan jeg sige Dem med detsamme. Jeg var ved at lette og slå fuld Strøm. Vi gik kun etPar Hundrede Fod over Jorden og havde endnu ikke skiftetTyngdepunkt. Min Projektør ramte Stedet, hvor De stod. Jegså Dem segne i den hvide Sky. Vor sidste Ankerhage slæbteendnu på Jorden og greb ved et Tilfælde fat i Deres

-15-

smadrede Gasmaske. De hang ved, da vi halede op. De varfyldt af Gassen som en Svamp af Syre. Vi nænnede ikke atkaste Dem af, skønt De var helt færdig. Vi måtte behandleDem med vore Iltmaskiner i Timevis, før De gav Livstegnfra Dem. Men nu har vi renset Deres Lunger helt ud iSpidserne. De ånder, De lever, De er Dem selv igen, ikke?

Ercole nikkede med Sjælen i sine Øjne. Hans Mundbævrede, sprængfuld af Spørgsmål.

Hjælperen smilede forstående: Ja, det kommeraltsammen. Vent! Jeg er selv ved at sprække afVidebegærlighed. Jeg må ud og se. På Gensyn!

Med eet var han borte. Ercole Sabene hørte ingen Dørlukke sig efter ham.

-16-

IV.

Astronomisk Optagelses-Teater

Var der gået Minutter eller Århundreder, før han igen fikBesøg? En bredskuldret Kæmpeskikkelse, herkulisk også afHoved, med et Overskæg som en lille Halvmåne og medsmå elektriske, ligesom rødtgnistrende Øjne.

Han så på Ercole Sabene som på en Flue, man vil til atfange i sin højre Hånd.

- Kort og godt! sagde han, som klaprede han på enSkrivemaskine. Kaptajnen sender mig herind. Jeg er Dr.Krafft, Alexander Krafft. Hvad vil De så vide mere? Vi harikke Tid.

Ercole Sabene slog mimrende Munden op. Kæmpensnappede Spørgsmålet fra ham.

- Hvor De er? Længde og Bredde har vi ikke længer. OgDe er sagtens ikke Astronom, vel? Og jeg har, Fandentordne mig, ikke Tid til at holde populærvidenskabeligeForedrag. Vent og se selv!

Dermed vendte han ham Ryggen. Ercole Sabene så, hvorden ene store Hånd klaskede i den anden af Utålmodighed.

- Er De ikke stærk nok til at komme i Tøjet? spurgte hanog vendte sig igen.

- Jo, jeg tror, sagde Ercole Sabene og forbavsedes over,så let Ordene fløj fra Stemmen.

- Så tørn ud og kom og se! sagde Kæmpen. Her ligger nytBentøj til Dem, for De gik, reverenter talt, i Skidt til midt påLivet.

-17-

Ercole Sabene var igen alene. Længe lå han og tøvedemed den Kraftanstrengelse at lette Overkroppen over Ende.Da han endelig besluttede sig, løftede han den som en Fjer.Havde han ingen Vægt mere? Først, da han gyngede sineFødder ned fra Lejet, fornam han en sær sugende Stivhed ide lodrette Ben.

Han stak dem i et Par bløde Filtstøvler, han stødte på, ogprøvede at stå. Hoved, Krop og Arme vejede ingentingmere. Han løftede sine Hænder som et Par Fnug. KunGulvet ligesom sugede hans Fødder. Når han løftede Sålen,var også Foden let, men måtte overvinde en Modstand, somnår man trækker Stål fra en Magnet.

Ercole Sabene søgte at sunde sig, men hans Hjerne gik iStå. Mekanisk trak han sin Uniformstrøje på. Nu huskedehan: Det var den fineste, han ejede - de andre var itu.Tankeløs stod han og så på Båndstriben over venstre Bryst.Alle Farverne forekom ham forvanskede, ligesom slukte.Fingrene gik automatisk til den vante Lomme og fandt bådeCigaret og Voksstikker. Søvngængeragtigt gav han sig til atryge. Han lagde Mærke til, at den brændende Aske ikke varrød, men sølvgrå.

Han vaktes af sin Sløvhed ved, at Cigaretten blev slået udaf Hånden på ham. Alexander-Hovedet lyste tæt foran ham.

- Væk med den dumme Vane! Trænger De tilStimulanser, så har vi dem bedre. Kom med!

Ercole Sabene følte sig trukket afsted med enejendommelig varm og tør Hånd i sin. Aldrig havde hanbevæget sig så let og hastigt. Han kunne ikke skelne Døreeller Vægge eller Trapper, men skiftede dog bestandigtRum. Ind og ud! Op og ned! I Halvlys bølgede Rummeneforbi ham, som gled han gennem en Labyrint af Kulisser,der ideligt forandrede Farve.

Fra det violette Lys kom han gennem en lang Gang af et

-18-

Skær som en grøn Pinjeskov set op mod Himlen, dernæstopad gennem et svalt fløjlsbrunt Halvmørke, ulmende af Lyssom Iris i et Øje. Trappen havde ingen Trin, men Stigningenvar stærk, skønt uden Besvær. Han trådte hele Tiden som iFilt, Fødderne klappede til og fra som over en Rækkeusynlige Sugekopper.

Pludselig befandt han sig i en Art høj Kuppelsal, derusikkert svømmede i et matgyldent Skær, som mest af altmindede om et potenseret Måneskin: blafrende og gøglende,fosforgrønt og svovlgult, glidende og ulmende, stærkt ogdog blødt, sammensmeltet af usikre Genskærstoner.

Ercole Sabene stod blændet på sine vægtløse, menfastsugede Ben og så sig om.

Rummet havde en underlig kegleformet Karakter, somstod han i Centrum og stirrede op gennem et vældigtKugleudsnit, overhvælvet af et Stykke Kugleflade,transparent gennem en tyk sleben Glasskive.

Rummet var befolket af Skikkelser, der hver havde sit atpasse: Håndsving og Kontakter, slanke Opstandere,Apparater og Pulte. Lyset var akkurat stærkt nok til atstudere de udbredte Kort og gøre Optegnelser i Bøger ogJournaler. Øjnene gik frem og tilbage mellem disse ogKuppelskiven foroven, hvorigennem Skæret faldt.

Over de andre ragede Dr. Kraffts Kæmpeskikkelse; medHænderne foldede bag sin Nakke stod han og stirredeufravendt mod oven. Ingen talte højt; ingen gjordeBemærkninger, da Ercole Sabene kom. Kun Dr. Krafftkaldte: Avanti! Manden med Alexander-Hovedet slap hansHånd, og Ercole Sabene stod alene og løftede sit Blik somde andre.

Han havde engang set Månen i en Observatoriekikkert oginddrukket et mærkeligt smertende Indtryk af Spøgelselysetpå disse sære Bjergkamme og udbrændte Kratere, der rynker

-19-

sig bort som livløse Vorter i et for evigt forhærdetKlodeansigt.

Kun et Nu havde Ercole Sabene en Fornemmelse af, atdet var dette døde Ansigt, han genså i forfærdende Nærhed,vokset, forstørret, vildt og rynket som et Stykke Hud, derses under en Lup.

Straks efter var han klar over, at det ikke kunne væreMånens kolde livløse Fjæs, i hvis Rynker han stirrede ind.Det var et levende, et åndende Klodeansigt, han så,skiftende, lysbeåndet, overgydt af sølvhvide Smil,foranderligt af lysere drivende Pletter, der slettede ogafslørede, fortrak Bjergkædernes Bryn, fik Snetoppe til attindre og ligesom kastede Rosenrødme over store blondeFlader.

Han kunne skelne Farver, der voksede frem under hansBlik og blev dybe af Lys og Skygge. Under vældige hvideSkydrifter blussede glødende Opaltoner frem. DunkelgrønneTåger måtte være Skove. Faste Konturer trak sig op,omrandede af store blege ensartede Flader. Det måtte væreHave. Tinblå glatte Pletter lå spredte under en ru Kam afSkygge, isprængt med hvide Prikker.

Pludselig var han orienteret: Ja, det måtte væreNorditaliens Søer, hvis Former han kendte ud og ind. HansBlik var med eet hjemme og begyndt at spore kendte Linjerover et uhyre Kort. Fladerne sprang plastisk frem, fyldtes afFarver, gennemrisledes af Floder, nu og da med Søer somuregelmæssige Perler, med sære Knuder, der lignedemineralske Krystaller: det måtte være Byer. Ja, dér undervældige hvidplettede Bjergvolde - nærved Søpletterne - denstore takkede ru Krystal - som et Stykke Svovlblomst -måtte være Milano. Og derude til Siden, glidende ind iHavets glitrende Sølv, Lagunernes Dronning, Venezia!Bevæget tog han sig til Hovedet og fandt på den uhyreProjektionsflade selve den evige Stad, Rom.

-20-

Ercole Sabene tålte ikke at se mere af dette forunderligelysende Syn. Det var som at stirre sig blind i en uhyreMuslingeskal, hvor Perlemoret tindrede i tusinde Toner frableg Rosa til Åreblåt og Perlehvidt.

Han holdt Hånden over de smertende Øjne, som ville hantrykke denne magiske Svindel itu med et fast Tag. Hanmåtte jo sove, han måtte drømme. Det varØjenforblændelse. Et drevent udført optisk Kunststykke.Han var falden i Hænderne på en Flok Illusionister, der varved at sætte et storslået Panorama op. Han var tilGeneralprøve på et Pragtnummer: Jorden set i Måne- ellerPlanetperspektiv.

Underligt, så Instruktører og Maskinister gik stilfærdigttil Værks. Der lød ikke Kommandoer eller Eder, derforetoges ingen Ændringer, der skruedes ikke op og ned påBelysningen. De Medvirkende stod stumme som Statister ogstirrede op i denne Fantasmagori, de havde fremtryllet ogøjensynligt ikke fandt noget at rette ved. Knap nok, at manhørte en Kontakt knirke eller et Papir knitre. Intet hørligtMaskineri, ingen Dynamo-Snurren, ingen Remskive-Susen,ingen Klingren af Målernåle. Allerhøjst et stakåndetVejrpust fra de tavse Betragtere, hvem deres eget Værkgjorde målløse. Han så Alexander-Manden, hvem Dr. Kraffthavde kaldt Avanti, stå som fastnaglet til en Opstander meddet sværmeriske Skråblik rettet mod det magiskeIllusionsnummer. Kæmpen selv lå lænet bagover en Pult, såhans Ansigt var parallelt med Synet deroppe. De andreSkikkelser rørte sig lige så lidt. På Gulvet ved sine Fødderså han et mongolsk Ansigt blinke med et Par storeHornbriller.

Da Ercole Sabene igen vendte sine Øjne samme Stedshen som de andre, gik der et Gys igennem ham af en aldrigforhen følt Ekstase.

Det kom ham virkelig for, at hans Blik svimlede hen over

-21-

et stort Stykke Jordklode. Synsfeltet omfattede nu heleEuropa lige fra den skandinaviske Halvø til ned over dettungede flimrende Middelhav og ind i Nordafrikas hvideSaharaflader bag den broderede Kystbræmme. Storslået!Gennemtænkt rigt i de Tusinder af Enkeltheder - intet glemt,alle Effekter taget med. En enestående Fantasi!

Man kunne endogså se, hvor Sollyset i dette Øjeblikholdt op i en flimrende og gnistrende Linje midt igennemIsland. Et begsort Mørke lå på den anden Side afMeridianen. Enkelte Gnister, der blinkede frem af dethinsidige Nattemulm, skulle være Bjergtoppe, ramte af denopgående Sol.

Aldrig havde Ercole Sabene set et mesterligere Skuespil.Hans Øjne var ved at sprænge sig ud af Hovedet. Hanstirrede så længe, at han troede at se Jordfladen krybe ind iMørket og Sollyset afsløre stadig nye Linjer og Punkter.Mage til Illusion havde han aldrig set.

En Hånd lagde sig på hans Skulder. Avantis Stemmeklingrede i hans Øre:

- Er det til at begribe? Havde De tænkt Dem dettemuligt?

Ingen af dem tog Øjnene fra Kuplen. Ercole Sabenesvarede med oprigtig Beundring:

- Nej. Det er storartet. Min Kompliment! Jeg har aldrigdrømt noget lignende. Det er fabelagtig godt gjort.

Alexander-Blikket gled et Øjeblik ned over ham oglysnede i et Smil, som tog det Gyldenglansen medderoppefra.

- Gjort!?

- Jeg mener, dette her vil gøre sig, rettede Ercole Sabene.Jeg har i hvert Fald aldrig set noget lignende. Sådan etNummer -

-22-

Han kom ikke længer. Avanti tog med begge sine Hænderom hans Hals som for at ruske ham vågen:

- Nummer, Menneske!

- Ja, et enestående Nummer, ingen endnu har hittet på,svarede Ercole Sabene og lod sine Øjne synke - de gled ligeind i Avantis tindrende mørkeblå: Den mest grandioseCinema, jeg endnu har set. Astronomisk Optagelsesteater -noget virkelig nyt!

Det løb pludselig rundt for Ercole Sabene. Han var ved atskvatte om. Han svajede som et Siv på de fastståendeFødder. Avanti opfangede ham i Faldet og førte ham ud.

Ercole Sabene lukkede Øjnene.

- Lyset er for voldsomt, stammede han; det angriberØjnene. Det må De dæmpe.

- Ja, ja. Det har De ikke godt af. Jeg tror, De har bedst afat sidde lidt i Enecelle for at sunde Dem.

Ercole Sabene lod sig lede som et Barn.

-23-