145 MM

220

MM

145 MM31 MM

HVAD MEDKEVIN?

GOLDEN GLOBE NOMINERET 2012

OFFICIAL SELECTIONFESTIVAL DE CANNES

ROMAN POLITIKENS FORLAG

LIONEL SHRIVER

HVA

D M

ED K

EVIN?

LION

EL SH

RIVER

... en chokerende psykologisk gyser. JYLLANDS-POSTEN

ISBN: 978-87-400-0546-2

BOGEN BAG FILMENBogen er uafrystelig. Den er smerteligt velskrevet og spidder vort inderste indre. Bogstaveligt talt. NORDJYSKE STIFTSTIDENDE

En tankevækkende pragtpræstation er det, og tilmed timet på en måde der får én til at læse videre som en gal. WEEKENDAVISEN

En stærk og fortættet roman der brillerer med sin usædvanlige blanding af nervepirrende fremdrift og refl ekteret luntetrav. FEMINA

Lidt af en gyser altså, og som sådan konstrueret med overrump-lingseffekter til sidste side. POLITIKEN

Eva havde ikke den store lyst til at blive mor, livet var jo egentlig meget godt som det var med en sød mand og et godt job. Hun havde specielt ikke lyst til at blive mor til en dreng som Kevin.

Da Kevin var femten år myrdede han syv af sine skolekammerater, en lærer og en cafémedarbejder i en for alle uforståelig massakre. Nu to år senere forsøger Eva at bearbejde tragedien i en række breve til Kevins far. Hun fortæller om drengens opvækst, om ægte-skabet, karrieren og hverdagslivet i en familie i forstæderne – en hjerteskærende og usentimental beretning om tvivl og ambivalente moderfølelser, om afmagt og skyld.

Romanen vandt Orange Prize 2005

L I O N E L S H R I V E R

HVAD MED KEVIN?

P Å D A N S K V E DS A R A K O C H

P O L I T I K E N S F O R L A G

8. november 2000

Kære Franklin

Jeg ved ikke hvorfor en ubetydelig episode her i eftermiddags nu får migtil at skrive til dig. Men efter vi ikke er sammen længere, er det jeg sav-ner mest, nok at komme hjem og fortælle om de små, mærkelige ting derer sket i løbet af dagen, ligesom en kat der lægger en mus for dine fød-der; de små, ydmyge offergaver par giver hinanden efter at have samletføde i hver deres baghave. Hvis du stadig havde huseret i mit køkken oghavde stået der og slasket grovhakket jordnøddesmør på Branola selvomder ikke var længe til middag, ville jeg, så snart jeg havde sat poserne framig – der ville dryppe en klar, tyktflydende væske fra en af dem – ladehistorien buse ud af mig inden jeg gnavent bekendtgjorde at vi skullehave pasta, så om du ville være så sød ikke at spise hele den sandwich.

Til at begynde med var mine historier selvfølgelig eksotiske, de var fraLissabon og fra Kathmandu. Men der er ingen der egentlig vil høre omudenlandsrejser, og jeg kunne mærke på din lidt for tydelige høflighedat du faktisk foretrak småanekdoter der var lidt mere hjemligt forankret,for eksempel et mærkeligt møde med en billetkontrollør på GeorgeWashington Bridge. Hverdagens små undere der retfærdiggjorde din op-fattelse af at alle mine udenlandsrejser var en slags utroskab. Mine sou-venirs – en pakke halvgamle belgiske vafler, det britiske ord for “vås”(codswallop!) – fik et kunstigt skær af magi alene ved at komme langvejs-fra. Ligesom med de små gaver japanerne udveksler – i en æske i en posei en æske i en pose – var det det der gjorde glansen af mine offergaverlangvejsfra til lutter indpakning. Det var en noget større præstation atrode gennem den gode gamle stat New Yorks jordnære møg og redde sig

7

et øjebliks krydderi på tilværelsen på en tur til supermarkedet NyackGrand Union.

Og det er netop der min historie foregår. Jeg er endelig ved at lære detdu altid har forsøgt at lære mig, nemlig at mit eget land er lige så ekso-tisk og lige så farefuldt som Algeriet. Jeg stod ved mejerihylden og skul-le ikke have så meget; behøvede ikke så meget. Jeg spiser aldrig pastalængere, ikke uden dig til at gøre kål på det meste af indholdet i skålen.Jeg savner din appetit.

Det er stadig svært for mig at vove mig ud blandt folk. Man skulle troat jeg i et land der, sådan som europæerne påstår, er kendt for ikke athave nogen historisk bevidsthed, burde kunne udnytte Amerikas famøsehukommelsestab. Men nej. Der er ingen her i vores lille “samfund” derviser nogen tegn på at glemme efter et år og otte måneder – præcis. Såjeg må stålsætte mig når forsyningerne slipper op. Åh jo, min nyhedsvær-di er faldet for de ansatte i 7-Eleven på Hopewell Street, og nu kan jegkøbe en liter mælk uden stirrende blikke. Men Grand Union-supermar-kedet hvor vi plejede at handle, er stadig som at løbe spidsrod.

Jeg føler mig altid så lusket der. For at kompensere holder jeg ryggenrank, trækker skuldrene tilbage. Jeg forstår nu hvad man mener med at“holde hovedet højt”, og nogle gange er jeg forundret over hvor megetindre forvandling en rank ryg faktisk kan give. Når jeg fysisk fremstår somstolt, føler jeg mig en lille smule mindre ydmyg.

Mens jeg overvejede om jeg skulle have seks eller tolv æg, lod jeg blik-ket glide hen mod yoghurten. Lidt længere fremme stod en anden kun-de med slidt, sort hår med hvide, flere centimeter lange rødder og krøl-ler i spidserne efter en gammel permanent. Hendes lavendelblå top ogmatchende nederdel har utvivlsomt været moderne engang, men blusensad for stramt under armene, og nederdelen fremhævede hendes kraftigehofter. Sættet burde have været strøget, og de vatterede skuldre havde enfalmet stribe efter en bøjle. Noget der var fundet frem bagest i skabet,konkluderede jeg, det man bruger når alt andet enten er snavset eller lig-ger på gulvet. Da kvinden bøjede hovedet ned mod smelteosten, så jegfolden i en dobbelthage.

8

Der er ingen grund til at begynde at gætte; du ville aldrig genkendehende i den beskrivelse. Engang var hun så neurotisk slank, med skarpekanter og skinnende som en færdigindpakket gave. Selvom det er mereromantisk at forestille sig en sørgende som udmagret, tror jeg man kansørge lige så effektivt med chokolade som med postevand. Desuden erder kvinder der ikke så meget holder sig slanke og nette for at behage de-res ægtemand som for at holde trit med deres døtre, og den motivationhar hun, takket være os, ikke længere.

Det var Mary Woolford. Jeg er ikke stolt af det, men jeg kunne ikke sehende i øjnene. Jeg stejlede. Mine hænder blev klamme, og jeg fumle-de med bakken da jeg tjekkede om æggene var hele. Jeg lod som om jeglige var kommet i tanke om noget jeg manglede fra en anden hylde, ogfik anbragt æggene på børnesædet uden at vende mig om. Da jeg fór afsted på denne fantasimission, lod jeg indkøbsvognen stå fordi hjuleneknirkede. Min vejrtrækning blev normal igen i suppeafdelingen.

Jeg burde have været forberedt, og det er jeg også for det meste – påvagt og på spring, ofte til ingen nytte. Men jeg kan ikke forlade huset ifuld udrustning for hvert et lille ærinde, og desuden, hvad kan Mary gøremig nu? Hun har prøvet ihærdigt; hun har slæbt mig i retten. Men jegkunne alligevel ikke tæmme mine hjerteslag, ej heller gå tilbage til me-jerihylden med det samme, selv ikke da det gik op for mig at jeg havdeefterladt min broderede taske fra Egypten, med min pung i, i vognen.

Det var den eneste grund til at jeg ikke forlod Grand Union med detsamme. Jeg stod og grundede ved Campbell’s asparges- og ostesuppe ogtænkte ørkesløst på hvor forfærdet Warhol ville være blevet over deresnye design.

Da jeg luskede tilbage, var kysten klar, og jeg fejede videre med minvogn som en travl, udearbejdende kvinde der i en fart må få de husligesysler overstået. En velkendt rolle, tænker du nok. Men det er så længesiden jeg har tænkt sådan om mig selv, at jeg var sikker på at folk foranmig i køen må have gennemskuet at min utålmodighed ikke var arrogan-ce hos en udearbejdende kvinde for hvem tid er penge, men en flygt-nings håndfladeklamme, uopsættelige panik.

9

Da jeg lagde mine hastigt indsamlede varer på båndet, føltes æggebak-ken klistret hvilket fik kassedamen til at åbne den. Åh. Så havde MaryWoolford alligevel set mig.

“Alle tolv!” udbrød pigen. “Jeg får nogen til at hente en ny bakke til dig.”Jeg stoppede hende. “Nej, nej,” sagde jeg. “Jeg har travlt. Jeg tager dem

som de er.”“Men de er helt ...”“Jeg tager dem som de er!” Den bedste måde at få folk til at samarbej-

de her i landet er ved at virke lidt sindsforvirret. Efter at have duppetstregkoden med et lommetørklæde scannede hun æggene, og så tørredehun sine hænder i lommetørklædet og himlede med øjnene.

“Khatchadourian,” læste pigen da jeg rakte hende mit kreditkort. Huntalte højt, som om hun talte til de andre i køen. Det var sent om efter-middagen, en vagt man kunne have efter skoletid; pigen var sikkert syt-ten, hun kunne have været en af Kevins klassekammerater. Ja, der er ethalvt dusin gymnasier i området, og hendes familie kunne lige være flyt-tet hertil fra Californien. Men efter hendes blik at dømme troede jegikke det var sådan det hang sammen. Hun så på mig med et fast blik.“Det er et usædvanligt navn.”

Jeg er ikke sikker på hvad der gik af mig, men jeg er så træt af det. Deter ikke fordi jeg ikke ejer skam. Jeg er snarere udmattet af skam, og fed-tet over det hele af den klæbrige æggehvide. Det er ikke en følelse derfører nogen vegne. “Jeg er den eneste Khatchadourian i hele staten NewYork,” snerrede jeg og tog mit kreditkort tilbage. Hun smed mine æg i enpose hvor de lå og savlede.

Så nu er jeg hjemme – det jeg kalder hjem. Du har selvfølgelig aldrigværet her, så lad mig beskrive det for dig.

Du ville blive overrasket. Ikke mindst fordi jeg har valgt at blive iGladstone efter tidligere at have lavet så meget postyr over at måtte flyt-te til forstæderne. Men jeg ville blive inden for køreafstand af Kevin.Selvom jeg har brug for anonymitet, vil jeg ikke have at naboerne skalglemme hvem jeg er; jo, det vil jeg gerne, men det er ikke en mulighed

10

nogen by giver. Det er det eneste sted i verden hvor alting hænger sam-men, og i disse dage er det mindre vigtigt at være afholdt end at blive for-stået.

Efter at have betalt advokaterne havde jeg lige akkurat penge nok til-bage til at købe et lille hus, men det uforpligtende i at leje passede migfint. Samtidig virkede det meget passende at jeg boede i et legorækkehus.Åh, du ville græmme dig. De skrøbelige papvægge trodser din fars mottoom at “det er materialerne der gør forskellen”. Men det er netop det atdet næsten ikke hænger sammen, jeg værdsætter.

Alt her er faldefærdigt. Den stejle trappe op til første sal har ikkenoget gelænder, noget der efter tre glas vin krydrer min vej i seng medhøjdeskræk. Gulvene knirker, og vindueskarmene er utætte, og helehuset oser af skrøbelighed og utryghed som om hele bygningen hvertøjeblik kunne falde sammen som en dårlig idé. De små halogenlampernede i stuen der hænger og dingler på rustne bøjler fra en wire, har ten-dens til at blinke, og deres flakkende lys bidrager til følelsen af at det derkommer hurtigt, forsvinder hurtigt – en følelse der gennemsyrer mit livlige nu. På samme måde hænger indmaden i mit eneste telefonstik løs;min usikre forbindelse til omverdenen hænger og dingler i to dårligtloddede ledninger, og samtalen bliver tit afbrudt. Selvom ejeren harlovet mig et ordentligt komfur, har jeg faktisk ikke noget imod kogepla-derne hvor lyset ikke virker. Håndtaget falder ofte af indvendig på ho-veddøren. Hidtil har jeg kunnet sætte det på igen, men det at stå meddørhåndtaget i hånden får mig til at tænke på min mor der ikke kunneforlade sit hus.

Jeg påskønner også husets tendens til at strække sine ressourcer til detyderste. Varmen virker ikke tilstrækkeligt, radiatorerne afgiver bare enlunken, ildelugtende luft, og selvom det kun er november, har jeg alle-rede skruet termostaten helt op. Når jeg tager et brusebad, bruger jegkun varmt vand og slet ikke koldt; det er kun lige akkurat så varmt at jegikke skælver, og visheden om at der ikke er mere vand i beholderen, gen-nemsyrer mine bade med ubehag. Køleskabet er indstillet på det kolde-ste, men mælken holder kun i tre dage.

11

Der er noget spottende over den måde det er malet på, der føles pas-sende. Stueetagen er malet sjusket i knaldgult, penselstrøgene er skødes-løse, og man kan se striber af den underliggende hvide farve som omvæggen var overmalet med farvekridt. I mit soveværelse ovenpå er væg-gene amatørmæssigt malet med svamp, som en slags skoleprojekt i form-ning. Dette frygtsomme lille hus – det føles ikke helt virkeligt, Franklin.Og det gør jeg heller ikke.

Men jeg håber alligevel at du ikke har ondt af mig, for det er ikke mitønske. Jeg kunne sikkert have fundet et mere standsmæssigt hus hvis detvar det jeg ønskede. Jeg kan godt lide det her, på en måde. Det er use-riøst, et stykke legetøj. Jeg bor i et dukkehus. Selv møblerne er mærke-lige i størrelsen. Mit spisebord når mig til brystet hvilket får mig til at følemig som et barn, og det lille bord ved siden af sengen hvor jeg har an-bragt min bærbare computer, er alt for lavt at skrive ved – omtrent denrigtige højde hvis man ville servere kokossmåkager og ananasjuice forbørnehavebørn.

Måske kan denne skæve, ungdommelige atmosfære hjælpe med atforklare hvorfor jeg ikke stemte til præsidentvalget i går. Jeg glemte detsimpelthen. Alt omkring mig synes at foregå på lang afstand. Og nu vir-ker det som om landet i stedet for at danne et fast kontrapunkt til mindislokation har sluttet sig til mig i min surrealistiske verden. Stemmerneer optalt. Men som i en Kafkask fortælling er der ingen der ved hvem derhar vundet.

Og jeg har dette dusin æg – eller det der er tilbage af dem. Jeg harhældt resterne i en skål og fisket skallerne ud. Hvis du var her, ville jeglave os en lækker omelet med kartoffelskiver, koriander og den hemme-lige ingrediens: en teskefuld sukker. Nu hvor jeg er alene, smider jegdem på en pande, laver røræg af dem og stikker modvilligt til maden.Men jeg spiser alligevel det hele. Der var noget ved Marys gestus jegfandt ganske elegant på en primitiv måde.

I begyndelsen havde jeg afsmag for mad. Da jeg besøgte min mor i Ra-cine, blev jeg grøn i hovedet ved synet af hendes vinbladsdolmere selv-

12

om hun havde brugt hele dagen på at blanchere bladene og rulle lam-me- og risfyld ind i små, fine pakker; jeg mindede hende om at de kunnefryses ned. Når jeg hastede forbi delikatessebutikken på 57th Street påManhattan på vej til Harveys advokatkontor, fik den pebrede lugt af pas-tramifedt min mave til at vende sig. Men kvalmen gik over, og jeg komtil at savne den. Da jeg efter fire-fem måneder fik appetitten tilbage –glubende faktisk – virkede det upassende. Så jeg blev ved med at spillekvinden der havde mistet lysten til mad.

Men efter et års tid gik det op for mig at skuespillet var spildte kræfter.Der var ingen der brød sig om hvorvidt jeg var afmagret eller ej. Hvadhavde jeg forventet, at du ville lægge dine kæmpestore hænder rundt ommin brystkasse og løfte mig op med en streng irettesættelse som alle vest-lige kvinder hemmeligt drømmer om, og sige: “Du er alt for tynd”?

Så nu spiser jeg en croissant hver morgen sammen med min kaffe ogsamler hver en krumme op med en fugtet fingerspids. En del af disselange aftener går med metodisk at hakke kål. Et par gange har jeg oveni købet afslået de få invitationer der kommer telefonisk. Det er mest ven-ner fra udlandet som sender e-mails en gang imellem, men som jeg ikkehar set i årevis. Særlig hvis de ikke ved det, og det kan jeg altid høre; deuvidende lyder larmende glade, mens de indviede altid indleder stam-mende og med en kirkeagtig hviskende stemme. Selvfølgelig vil jeg ikkefortælle hele historien. Men jeg har heller ikke brug for den tavse med-ynk fra venner der ikke ved hvad de skal sige, og lader mig krænge mithjerte ud for at holde samtalen i gang. Men den virkelige årsag til at jegundskylder mig med at jeg har “så travlt”, er at jeg er rædselsslagen for atvi begge vil bestille en salat, og regningen vil komme allerede klokkenhalv ni eller ni, og jeg så vil gå hjem til mit lille rækkehus og ikke haveandet at lave end at hakke kål.

Det er sjovt at jeg efter at have levet i en kuffert for a Wing and aPrayer – en ny restaurant hver aften hvor tjenerne talte spansk eller thai,og hvor man kunne finde seviche eller hund på menukortet – skulleblive så afhængig af denne strenge rytme. Forfærdeligt nok så minder jegom min mor. Men jeg kan ikke bryde denne faste rutine (et stykke ost

13

eller seks-syv oliven; kyllingebryst, kotelet eller omelet; kogte grøntsager;en dobbelt kiks med vaniljefyld; ikke mere vin end præcis en halv fla-ske), det er som om jeg balancerer på en stang, og et skridt ved siden afvil få mig til at falde. Jeg har været nødt til at bandlyse sukkerærter fordidet ikke er besværligt nok at tilberede dem.

Nå, selvom vi ikke længere er sammen, vidste jeg at du ville bekymredig om hvorvidt jeg spiser. Det har du altid gjort. Takket være Mary Wool-fords hjælpeløse hævn her til aften har jeg fået rigeligt at spise. Ikke allevores naboers krumspring har haft samme positive effekt.

De litervis af blodrød lak der blev hældt ud over verandaen foran husetdengang jeg stadig boede i vores nouveau riche-typehus (det var det detvar, Franklin, hvad enten du kan lide det eller ej – et avanceret typehus)på Palisades Parade. Over vinduerne, og døren. De kom om natten, ogda jeg vågnede næste morgen, var lakken næsten tør. Dengang, kun enmåned efter – ja, hvad skal jeg kalde den torsdag? – tænkte jeg at jeg ikkelængere kunne blive forfærdet, eller såret. Jeg tror at det er almindeligtat bilde sig ind at man allerede er så fuldstændig ødelagt at selve ødelæg-gelsen sikrer dig mod flere ødelæggelser.

Da jeg kom ud fra køkkenet og ind i stuen den morgen, indså jeg atforestillingen om at jeg var usårlig, var det rene vås. Jeg gispede. Solenstrømmede ind ad vinduerne, eller i det mindste gennem de ruder derikke var dækket af lak. Den skinnede også igennem der hvor lakken vartyndest og gav de hvide vægge i stuen det flammende røde skær man fin-der i en spraglet kinesisk restaurant.

Jeg havde tillagt mig den vane altid at se min frygt i øjnene, noget dualtid beundrede, også selvom den vane stammede fra dengang hvor minstørste frygt var at fare vild i en fremmed by – det var den rene barneleg.Hvad jeg ikke ville give for at vende tilbage til de dage da jeg ikke vidstehvad der ventede mig (mit barns leg, for eksempel). Men gamle vaner ersvære at bryde, så i stedet for at kravle tilbage i seng og trække tæppet opover hovedet bestemte jeg mig for at undersøge hærværket. Men hoved-døren bandt, den var limet fast med rød lak. Modsat maling er lak ikke

14

vandopløseligt. Og lak er dyrt, Franklin. Nogle havde været ude at brugemange penge. Vores gamle kvarter havde mange mangler, men pengevar selvfølgelig aldrig en af dem.

Så jeg gik ud ad bagdøren og om foran huset i min kimono. Mens jegfordøjede synet af vores naboers kunstværk, kunne jeg mærke mit ansigtantage den “uanfægtede mine” som New York Times beskrev under rets-sagen. The Post skrev mindre venligt at man i mit ansigt kunne aflæse en“trods”, og vores lokale Journal News gik endnu længere: “At dømme udfra Eva Khatchadourians skadefro stenansigt havde hendes søn ikkebegået en større brøler end at dyppe en piges fletning i et blækhus.” (Jegindrømmer at jeg stivnede helt i retssalen, kneb øjnene i og bed tænder-ne sammen; jeg kan huske at jeg holdt fast i dit mandfolk-motto: “Laddem ikke se dig svede.” Men, Franklin, “trods”? Jeg forsøgte jo bare ikkeat græde).

Virkningen var storslået, hvis man altså har sans for det sensationelle,hvilket jeg på det tidspunkt så afgjort ikke havde. Huset så ud som omdet havde fået skåret halsen over. Lakken var hældt ud over det hele somi en vild, strømmende Rorschach-prøve, og farven var så omhyggeligtudvalgt – dyb, fyldig og kvalmende med et skær af blålilla – at den næ-sten kunne have været specialblandet. Sløvt tænkte jeg at hvis syndernehavde fået blandet farven i stedet for bare at tage den direkte fra hylden,ville politiet kunne spore dem.

Men jeg havde ikke tænkt mig at gå ind på en politistation igen med-mindre jeg var tvunget til det.

Min kimono var tynd, det var den du gav mig på vores etårs bryllups-dag i 1980. Den var til sommerbrug, men det var det eneste jeg havde attage på, som du havde givet mig, og jeg ville ikke gå med noget andet.Jeg har smidt meget væk, men ikke noget af det du gav mig, eller efter-lod. Jeg indrømmer at disse lykkebringende ting er smertefulde. Det erderfor jeg beholder dem. De anmassende psykologer ville mene at mineoverfyldte skabe ikke er “sunde”. Men jeg har nu en anden opfattelse afden sag. I modsætning til den krybende, beskidte smerte over Kevin, lak-ken, retssagen og søgsmålet er denne smerte sund. Efter at sundhed blev

15

underkendt i tresserne, har jeg indset at det er et overraskende sjældentfænomen.

Men faktum var at jeg frøs mens jeg stod og krammede det blå stof ogbetragtede det noget skødesløse malerarbejde som vores naboer havdetilladt sig at skænke ganske gratis. Det var maj måned, men køligt meden frisk vind. Inden jeg fandt ud af hvordan det egentlig hang sammen,kunne jeg have forestillet mig at i efterdønningerne af en personligundergang ville livets små problemer fuldstændig forsvinde. Men sådanfungerer det ikke. Man fryser stadig, man fortvivler stadig når en pakkeforsvinder i posten, og det er stadig træls at få for lidt tilbage i byttepen-ge på Starbucks. Efter omstændighederne kan det næsten virke lidt pin-ligt stadig at have brug for en trøje eller et par vanter, eller at gøre ind-sigelser mod at blive snydt for halvanden dollar. Men efter den torsdaghar mit liv været så indhyllet i skam at jeg har valgt at betragte disse nåle-stik som en lindring, som symbol på at konventionerne har overlevet. Atvære forkert klædt på eller irriteret over ikke at kunne finde en pakketændstikker i en Wal-Mart på størrelse med et kvægtorv får mig til atglæde mig over det følelsesmæssigt normale.

På vej ind igen spekulerede jeg på hvordan en flok bøller sådan kunneoverfalde huset på den måde mens jeg sov uvidende indenfor. Jeg skødskylden på de beroligende piller jeg tog hver aften (lad være med at sigenoget, Franklin, jeg ved at du ikke synes om det), indtil jeg indså at jegforestillede mig scenen helt forkert. Det var en måned efter, ikke en dag.Der var ingen spottende råb, ingen skimasker og oversavede haglgevæ-rer. De kom listende. De eneste lyde kom fra knækkede kviste, et dæm-pet dunk da indholdet i den første spand ramte vores blanke mahogni-dør, den rolige, skvulpende lyd af lak mod glas, et lille tap-tap-tap nårstænkene ramte som tung regn. Vores hus var ikke blevet overmalet medselvlysende spraymaling i et spontant udbrud, men syltet ind i et had dervar kogt ind til det var tykt og kraftfuldt som en fin fransk sauce.

Du ville have insisteret på at vi ringede efter nogen der kunne fjernedet. Du var altid så begejstret for den amerikanske forkærlighed for spe-cialisering hvor der er en ekspert til ethvert behov, og du kiggede tit i de

16

gule sider bare for sjov. “Maling, fjernelse: blodrød lak.” Men der havdestået så meget i aviserne om hvor rige vi var, hvor forkælet Kevin var. Jegville ikke give Gladstone den tilfredsstillelse at kunne sige: Se, hun kanbare ringe efter en mand der kan gøre det beskidte arbejde, ligesom medhendes dyre advokater. Nej, jeg lod dem se mig skrabe det af i håndendag efter dag, og leje en sandblæser til fliserne. En aften så jeg mig selvi spejlet efter dagens arbejde – plettet tøj, flossede negle, maling i håret– og skreg. Jeg havde set sådan ud en gang tidligere.

Man kan måske stadig skimte et rubinrødt skær i sprækkerne omkringdøren; i mellemrummet mellem de rustikke mursten funkler måske etpar trodsige dråber som jeg ikke kunne nå med stigen. Jeg ved det ikke.Jeg har solgt huset. Efter det civile søgsmål blev jeg nødt til det.

Jeg regnede med at jeg ville have problemer med at få solgt huset.Overtroiske købere ville sikkert trække sig når de fandt ud af hvem derejede det. Men det viser bare igen hvor dårligt jeg forstod mit eget land.Du anklagede mig engang for at ødsle min nysgerrighed væk på “skod-steder i ulandene”, mens det der med rette kunne siges at være det mæg-tigste imperium i menneskets historie, stirrede mig lige i øjnene. Duhavde ret, Franklin. Ude er godt, men hjemme er bedst.

Så snart huset var sat til salg, begyndte buddene at komme. Ikke fordikøberne ikke vidste det; det gjorde de. Vores hus blev solgt for en god delmere end det var værd – over tre millioner dollar. I min naivitet havdejeg ikke forstået at det netop var det at huset var så kendt, der fik det solgt.Når folk snagede rundt i vores køkken, forestillede de sig åbenbart medfryd højdepunktet ved deres indflytningsfest.

(Klir-klir). Hej, alle sammen. Jeg vil gerne udbringe en skål, men førstvil jeg lige sige at I aldrig gætter hvem vi har købt det her palads af. Er Iklar? Eva Khatchadourian ... Siger det jer noget? Ja, ikke. Hvor ville vi flyt-te hen? Gladstone! ... Ja, den Khatchadourian, Pete, hvem andre kenderdu? Helt ærligt, langsom i optrækket eller hvad?

... Nemlig. “Kevin”. Vildt, ikke. Min søn Lawrence har fået hans værel-se. Her den anden aften sagde han at han ville blive oppe sammen med

17

mig for at se Henry: Portrait of a serialkiller fordi hans værelse blev “hjem-søgt” af “Kevin Ketchup”. Jeg måtte skuffe ham. Beklager, sagde jeg, KevinKetchup kan altså ikke hjemsøge dit værelse når den lille lorteunge stadiger i live og bor i et eller andet ungdomsfængsel oppe nordpå. Hvis det stodtil mig, mand, var den skiderik endt i stolen ... Nej, det var ikke så slemtsom Columbine. Hvor mange var det, skat, ti? Ni, ja, syv børn og to voks-ne. Læreren han nakkede, var vist møgungens store helt. Og jeg tror ikkeman kan skyde skylden på videoer og rockmusik. Vi hørte sgu da også rock-musik, gjorde vi ikke? Og der var ingen af os der gik amok og skød folk davi gik i gymnasiet. Eller se på Lawrence. Den lille fyr elsker splatterfilm ogkan tåle hvad som helst. Men da hans kanin blev kørt over? Dengang grædhan i en uge. De ved hvad der er hvad.

Vi lærer ham at kende forskel på godt og ondt. Måske er det lidt uret-færdigt, men man kan ikke lade være med at tænke på hvad det egentligvar for nogle forældre.

Eva