Indblik: Den danske

terrorist Abdullah Ali, den første terrordømte konvertit fra Vollsmose sagen.

Hans første navn var Rene Andersen. Langsomt forandres han, fra

interesseret til troende, fra ikke noget – til... muslim og terrordømt -

læs hans historie her

●●●

Af Lars Fogt, 4. november 2012

2

03 Historien om Rene, der blev til Abdullah

10 Danske soldater skal dø

3

Historien om Rene,

der blev til

Abdullah

Af Lars Fogt Foto Andreas Beck

René Andersen voksede op med

syv søskende i Vollsmose, stod

på skøjter på søen og elskede den

store kælkebakke, men så

voksede savnet i ham, han læste

bøger om religion, hyldemeter af

bøger, konverterede til islam,

blev til Abdullah - og blev

Danmarks første terrorist. I dag

så han helst at danske soldater

kom hjem i kister

Du er vores helt. Vi vil hilse på dig’.

Fire indvandrerdrenge i hængerøv og

hættetrøjer råber fra den anden side af

den enorme grønne oase bag ghettoen

Vollsmose i udkanten af Odense.

De råber af glæde og beundring, straks

de får øje på den 37-årige mand, der

bærer et enormt fuldskæg og er iført

hvid kjortel, afghansk pakolhat og

militærjakke.

Hans navn er Abdullah Ali.

Han er Danmarks første terrorist, og

derfor elsker de manden, der er døbt

René Andersen – Kaj og Karens søn

fra Odense – og den hidtil eneste

etnisk fødte dansker og konvertit (Har

skiftet religion, red.), der er blevet

dømt for terror.

I 2008 blev han idømt fem års fængsel

for at planlægge bombeangreb på bl.a.

Folketinget, Nørreport Station og

Morgenavisen Jyllands-Posten.

Dengang blev han landskendt som

Abdullah Andersen i dét, daværende

justitsminister Lene Espersen kaldte

’Danmarkshistoriens største

terrorsag’. Siden har han sagt farvel til

det sidste af ham, der var dansk, hans

Andersen-efternavn.

Nu hedder han Ali.

4

Flokken af teenagedrenge fra Odense-

ghettoen nærmer sig deres helt – og

igen og igen og igen vil have fortalt

detaljerne om, hvordan Abdullah Ali

en nat i 2006, af PET-folk med

maskinpistoler, blev anholdt og

trukket nøgen ud fra sin lejlighed med

en sæk over hovedet. Drengene vil

høre alt om, hvordan det er at sidde i

fængsel.

En af dem fortæller, at han er fætter til

en anden af de anholdte i sagen. Han

blev siden frikendt og har i dag åbnet

en nærbutik for den lille million, som

han har fået i erstatning for den

uberettigede fængsling.

- Den ligger lige derovre, siger drengen

og peger.

Da drengene hører, at vi er fra BT,

råber en 16-årig dreng ind i vores

båndoptager:

- Staten den skal bombes – hørte du:

Den skal bombes.

Kort efter siger han til Abdullah Ali:

- Vi skal have mange flere danske

muslimer som dig.

Abdullah Ali må opgivende slå ud med

armene og sige, at de er bare drenge,

der ikke aner, hvad de siger.

Drengen René

Om hjørnet, i en af Vollsmoses

gråtriste betonbygninger, voksede han

op I 1970’erne og 1980’erne som René

Andersen. Moderen Karen var

køkkenassistent og faderen Kaj havde

et flyttefirma. De fik syv børn og

opdragelsen var streng, men vold og

druk var der ingenting af, forældrene

var søde nok, siger han. Og gør det

klart, at det er ikke dér, vi skal finde

forklaringen på, hvorfor en sød lille

dreng ved navn René bliver til

Abdullah, dømmes for terror og nu

synes, det var fint, hvis danske

soldater i Afghanistan ’alle kom hjem i

kister’. Og hvorfor syv børn? Det

eneste René kan huske, er, at faderen

altid sagde, at han ikke ville fryse om

natten.

FOTO: Da han blev muslim, flyttede Abdullah tilbage

til Vollsmose, hvor han voksede op. Men nu er han

uønsket i bebyggelsen

Han viser rundt og fortæller, hvordan

han elskede parken bag betonhusene;

her, siger han og peger, lå ’verdens

bedste kælkebakke’ og en sø, hvor han

5

hver vinter stod på skøjter. i 90’erne

flyttede familien dog fra området – syv

børn kunne ikke længere klemmes ind

i lejligheden, og i stedet endte de som

far, mor og syv børn i et parcelhus i

Odense-forstaden Seden. Et

almindeligt hjem som danske er flest,

antireligiøst, en bibel fandtes end ikke.

Kun lille René er optaget af religion

FOTO: 2006 - Abdel Hakam Andersen, som han hed

dengang med Koranen, kort før han blev dømt for

terror. Foto: Ernst Van Norde

- Jeg læste alt… Alt om religion,

mindes Abdullah Ali, der er efternøler

i børneflokken – hans ældste

storesøster er 21 år ældre.

Da Réne er 12 år, melder faderen ham

ind i en kristen søndagsskole.

- Han sætter mig på en bus, der kører

til Frelsens Hær. Det var hyggeligt at

høre om kristendom, se tegnefilm og

spise slik. Jeg synes dog, at det var

noget mærkeligt noget, at de bad til

Jesus og ikke til Gud.

I ungdomsskolen kommer han i klasse

med troende jøder, muslimer og

kristne.

- Muslimerne er dog ikke så troende.

De er det jeg kalder Ramadan-

muslimer – de både drak og jagtede

piger. Jeg kan ikke forstå, at man

kalder sig muslim, når man ikke

praktiserer det. Men jeg læste Biblen,

jødernes Torah og Koranen. Jeg

sugede det hele til mig, siger Abdullah

Ali.

Forandringen

Indtil da havde han været... ingenting.

Tygget sig gennem hyldemeter af

religiøse bøger. Arbejdet som

pædagogmedhjælper, forsøgt at tage

en HF-uddannelse på VUC, men gav

op på grund af hjerteproblemer.

Langsomt forandres han, fra

interesseret til troende, fra ikke noget

– til... muslim.

Han kan nævne dagen: 20. august

2002. Han ser en film om en

muslimsk kvinde fra Indonesien.

- Hendes familie var omkommet i en

massakre. Både mand og børn.

6

Alligevel sad hun smilende og sagde,

at det var Guds vilje, forklarer han.

Guds vilje.

Det giver mening.

Da udsendelsen er slut, tager han

afsted, iført t-shirt og cowboybukser;

afsted til den lokale moske.

- Det hele falder på plads for mig.

I moskeen er de tilfredse. De roser

ham, ’du har gjort dit forarbejde godt,’

siger de, og så bliver han muslim.

Han begynder at komme i moskeen.

Næsten dagligt. Og fortæller sin mor,

at han er blevet muslim.

- Hun spørger, om det ændrer noget

mellem hende og mig. Det gør det

ikke, siger Abdullah Ali. Flere venner

og en af hans søstre meddeler dog, at

de ikke vil se ham mere.

I dag ses de igen, men kun fordi

Abdullah har lovet ikke at tale religion

under middage med familien.

Kort efter flytter han til

barndomsområdet Vollsmose, der har

forandret sig fra et almindeligt

boligbyggeri til en indvandrerghetto.

11. september

Det er året efter. 2011, 9. september

2011.

- Der er mange som spørger, hvordan

jeg kan blive muslim efter sådan et

angreb. En ting er 11. september, men

jeg er lige så ked af, hvad der sker med

de mange, der dør i Afghanistan. Dem

føler jeg mig tættere på end

amerikanerne, fordi de er mine

muslimske brødre og søstre.

René, der bliver til Abdullah, der

bliver til muslim, bliver også til

salafist, en fundamentalistisk sunni-

muslimsk retning, der ikke tror på

demokrati, og mener, at de eneste

love, der gælder, er de, der står i

Koranen. Han er tilhænger af hellig

krig og sharialoven, der taler om

stening og at hugge hånden af tyve.

7

- Jeg begynder at blive ekstrem i 2004.

Folk spørger, om jeg tager afstand fra

jihad (hellig krig, red.), og jeg svarer:

Absolut ikke. Var min far så terrorist,

fordi han var modstandsmand under

2. verdenskrig? Hvis et land bliver

invaderet, må man forsvare sig, siger

Abdullah Ali.

FOTO: 2012 - Abdullah Ali som han ser ud i dag.

I slutningen af 2004 og 2005 er

Abdullah Alis holdninger til hellig krig

begyndt at skille sig så meget ud, at

han finder sammen med en mindre

gruppe om religion og fællesskab. Ud

over konvertitten Abdullah Ali, er det

den 21-årige irakiske kurder og

slagterlærling Ahmed Khaldahi og den

jævnaldrende palæstinenser og

førtidspensionist Mohammed Zaher.

Alle tre bliver siden dømt for at

planlægge terrorangreb.

Især Achmed Khaladi og Abdullah Ali

er nære venner – og tilbringer næsten

hver dag i Bøgeparken i Vollsmose.

Men ikke alt er harmløst.

I 2005 installerer Politiets

Efterretningstjeneste

overvågningsudstyr i Abdullah Alis

lejlighed – og filmer vennerne, der

diskuterer mulige terrormål.

Optagelserne bliver siden spillet i

retten og fører til langvarige

fængselsdomme i Danmarks første

terrorsag.

Drengen, der hed René og taler meget,

vil ikke sige meget.

- Vi har aftalt, at jeg ikke må sige

noget, der kan belaste andre, men ja,

jeg har, hvad nogen vil mene er rabiate

holdninger, men jeg har aldrig sagt, at

nogen skulle bombe en bus, siger

Abdullah Ali.

Grisebilleder i fængslet

Han slipper med fem års fængsel, fordi

han ’kun’ har været med til at

planlægge terror, men trak sig fra

gruppen, inden planerne blev for

konkrete. PET havde sendt en agent,

der infiltrerede gruppen.

- Jeg vidste han måtte være en stikker

pga. hans sære opførsel. Og derfor

8

holdt jeg mig på afstand, siger

Abdullah Ali.

Han var derfor ikke med til at købe

bombeudstyr og fremstille sprængstof

som de andre to, der begge fik 12 års

fængsel, og den ene blev udvist af

Danmark.

Den 23. november 2007 dømmes

René, der stod på skøjter på den lokale

sø, elsker bøger om religion, og har

seks søskende, men intet fornuftigt at

give sig til.

Først havner han i Randers Arrest,

hvor han sidder varetægtsfængslet de

første uger. Her hævder han, at

vagterne serverer mad påklistret

billeder af grise.

- De kunne ikke lide mig. Jeg blev

kaldt Al Qaeda-svin. Uden for cellen

var en kontakt, der slukkede for al

strøm i cellen – det morede de sig

meget med. Så kunne jeg sidde der i

mørke og kunne ikke følge med i,

hvornår jeg skulle bede, siger Abdullah

Ali.

Mordere og pædofile

Senere får han armen skåret op af et

søm eller en nål – noget han også siger

skyldes en fængselsbetjent. Han ender

i sygeafdelingen i Vestre Fængsel i

København og derfra videre til

Herstedvester, stedet, hvor man

anbringer børnemordere og pædofile

og så terrorister som René, der ikke

må ende i et fængsel med andre

muslimer. Så hellere børnemordere.

- Der var 15 børnemordere på

fængselsafdelingen – landets værste

pædofile og drabsmænd, siger

Abdullah Ali, der får celle mellem

Peter Lundin, der slog sin kone og to

børn ihjel, og Tønder-faderen, der i

årevis misbrugte sine døtre i en af

rigets værste sager.

- Jeg havde så mange ulykkelige

stunder. Hvis ikke jeg havde haft

islam, så var jeg død. Du kommer ud i

et badeværelse, hvor der er sæd og

afføring på gulvet. Folk sidder og

blærer sig med, hvordan børnenes

øjne blev sorte, mens de kvalte dem.

Jeg kunne se de børn for mig, siger

Abdullah Ali.

I fængslet når han selv at blive gift. En

konverteret kvinde fra Vollsmose

skriver til ham og spørger til sidst

Abdullah Alis mor, om de må blive

gift. Han kender kvinden.

- Til brylluppet måtte vi ikke engang

kysse og jeg måtte heller ikke holde

hende i hånden. PET-agenten sagde,

at han så ville afbryde mødet. Inden vi

bliver gift, beder jeg hende tænke sig

godt om – det kunne jo være, at jeg fik

livstid. Men hun er fast besluttet, siger

Abdullah Ali.

Ægteskabet varer lige til

fængselsporten går op og Abdullah Ali

9

bliver løsladt i slutningen af 2010. De

når kun lige at flytte ind i hendes

lejlighed i Vollsmose før kvinden

ringer.

Foto: Før han blev dømt og før han hed Abdullah

- Hun fortæller, at hun er gået bag min

ryg og er gået til en imam og har fået

skilsmisse. Det var koldt og kontant.

Vi skulle lige til at leve et liv sammen,

siger Abdullah Ali.

Uønsket

De unge knægte i bydelen elsker ham,

andre foragter ham. Næsten ingen af

byens muslimer vil have noget med

ham at gøre.

Boligselskabet har skrevet til ham, at

han er uønsket. Det samme har

moskeen, der dog accepterer at han

kommer engang imellem til

fredagsbønnen. Helst vil han rejse

langt væk fra Danmark – og de

muslimer i Odense, der ikke vil kendes

ved deres terrordømte trosfælle. Men

som terrordømt er han som en af de få

danskere på den internationale ’no fly-

liste’. Intet flyselskab vil have ham om

bord.

- I dag kan jeg kun komme med bus og

tog. Jeg har sagt, at så snart jeg kom

ud, ville jeg forlade Danmark – jeg har

virkelig ingen forkærlighed og

kærlighed til Danmark overhovedet.

Men jeg kan ikke rejse, siger Abdullah

Ali.

Og uden for døren holder PET.

- I sommer gik jeg ud med fire glas

hyldebærsaft til dem i deres varevogn,

fordi det måtte være varmt at sidde og

følge mig, siger han.

Hvis PET-agenterne bare samtidig

stoppede de mennesker, der skriver

Al-Qaeda svin og perker på hans

vindue og postkasse, så gjorde de da

nytte, mener han.

10

FOTO: Abdullah Ali erkender, at han ikke har noget

imod at se danske soldater komme hjem i en kiste fra

Afghanistan. For de har selv valgt at tage derned. Selv

forlod han gerne Danmark for at tage til et land med

sharia-lovgivning – men ingen flyselskaber vil have

ham med.

Danske soldater

skal dø

En dom for fængselsterror har ikke

rykket på den 37-årige konvertit

Abdullah Alis holdninger. Han er

stærkt troede muslim, salifist, der tror

på en streng fortolkning af Islam – og

siger, at han ’er på Al-Qaedas side’.

Er du tilhænger af sharia – islamisk

lov – og straffeformer, der gør det

muligt at stene kvinder og hugge

hænder af tyve?

- Selv om jeg går ind for sharia, så

lever jeg i et land, hvor det ikke findes.

Jeg tager sharia som en helhed. Folk

vil kun fokusere på straffene – og ikke

på, at fattige ikke skal lide.

Hvad tænkte du om Kurt

Westergaards tegning af Muhammed

med en bombe i turbanen?

- Jeg hadede dem. Jeg var nok også en

af de første til at reagere på dem. Jeg

synes, at tegningerne var noget

svineri.

Har du overvejet at begå et

terrorangreb?

- Nej, det har jeg ikke. Kurt

Westergaard skal stå til ansvar for

Gud. Han får sin straf en dag. Men lad

ham nu dø af alderdom.

Så man skal ikke blande sig?

- Det kommer an på. Det er jo noget

andet i en krig. Hvis øksemanden (der

brød ind hos Westergaard og forsøgte

at dræbe ham, red.) havde haft succes,

så var det Guds vilje, der var sket. Han

så det som en nødvendighed. Han er

min bror i Islam – derfor støtter jeg

ham i det, han gjorde. Nogen siger, at

det er forfærdeligt at sige sådan, men

han er stadig min bror.

11

Hvad med de danske soldater, der er

udsendt – ønsker du de kommer hjem

i kister?

- Ja, det må jeg indrømme. Jeg har

ikke nogen kærlighed til dem. Om de

ender på YouTube med deres hoved

skåret af? Jeg er fuldstændig ligeglad.

Men jeg regner da også med, at hvis

jeg kom derned, så ville de også

bekæmpe en mand som mig, og så må

den bedste mand vinde. Jeg begræder

ikke, når de kommer hjem og mangler

et ben. De kunne jo bare være blevet

hjemme.

Har du været glad efter

terrorangreb?

- Jeg ved ikke om jeg har jublet. Men

jeg har måske kunnet forstå de angreb.

Jeg har flere gange hørt én af de

mænd, der gennemførte

terrorangrebet i London, holde taler,

og jeg synes, de var gode. Jeg kan godt

forstå hans frustration, men det er

ikke det samme som at sige, at jeg vil

anbringe en bombe under en bil. Jeg

lever ikke i Pakistan og vi er ikke i en

shariazone. En ting er at ønske en

politiker død – det er ikke det samme,

som at man gør alvor af det.

Hvornår har du sidst stemt ved et

valg?

- Før jeg blev muslim stemte jeg på

Socialdemokraterne.

Jeg tror ikke Helle Thorning-Schmidt

vil have dig som fan...

- Nej, hun vil have mig til at rejse ad

helvede til. Men jeg var totalt

fascineret af Svend Auken og Ritt

Bjerregaard. Skulle jeg stemme i dag,

så ville jeg stemme SF, men det er jo et

dobbeltmoralsk spørgsmål at stille

mig, når jeg ikke tror på demokrati,

siger han.