Indledning - Ribe Katedralskole

Cic. ad Qu. fr. I 1-2 – indledning - 1/36 17/12/08 20:35

Indledning Det romerske imperium hører til blandt de bedre kendte. Der er mange kilder til romerriget – også til den måde, parterne i det forholdt sig til hinanden. Vi har tekster, der viser såvel hvad de beherskede som de herskende mener om impe-riet; både positive og negative tilkendegivelser. Dette lille hæfte indeholder en oversættelse af to breve, den romerske politiker Marcus Tullius Cicero skriver til sin bror, Quintus Tullius Cicero, omkring år 60 fvt., for at give ham gode råd om, hvordan han skal administrere provinsen Asia, som han stod i spidsen for i årene 61 – 58 fvt. Brevene giver således indblik i, hvordan disse to imperialister så på deres opgave – og også i det spil, der omgav administrationen af provin-serne. For at have et imperium betyder ikke kun noget for dem, der er under-såtter – det former i høj grad også dem, der er herrer i systemet. Det er hele dette komplekse spil, de to breve kan give et indblik i. Imperiet Rom var en by og vedblev med at være det – alle beslutninger, hele det politiske spil fortsatte med at blive taget af en meget lille gruppe mennesker på et meget lille område. Fra byen udgik den autoritet, der gav dens soldater og officerer ret til at erobre og fastholde imperiet. Byen var grundlagt ca. 750 fvt., men de første fire hundrede år af dens historie er omgærdet af så mange legender, at en sikker rekonstruktion af, hvad romerne gjorde og tænkte, er aldeles umulig. Først var der konger i Rom, men ca. 500 fvt. overgik man til valgte ledere med en begræn-set embedstid – man får en republik. Det er først i midten af 300-tallet, at romerne militært har gjort sig gældende over et større område omkring dem, og da kun midten af Italien; man kan dårligt tale om imperium endnu. Men ved året 200 fvt. har Rom erobret store dele af det vestlige Middelhavs kystlinie foruden hele Italien, og alle stater langs hele Middelhavet ser Rom som en imperial magtfak-tor, man ikke kan ignorere. Romerne bedriver også internationalt diplomati med – indsætter og afsætter konger i fremmede lande og bremser og befordrer krige, hvadenten de selv deltager i dem eller ej. Halvøen Italien beboedes af folk, der var ’allierede’ med Rom på normalt ret ulige betingelser, men de var ikke formelt ’underkastet’ Rom; det var derimod områderne uden for Italien, der var organiseret som ’provinser’ – områder, der blev styret af en embedsmand udsendt fra Rom. Denne embedsmand havde fuld militær og civil myndighed (betegnelsen for denne magt er imperium); han kunne i princippet skalte og valte med de besatte. Embedsmanden er typisk netop aftrådt fra de højeste embeder i Rom, consul og praetor, og kaldes en pro-consul eller propraetor. Med sig havde statholderen (som han ofte kaldes på dansk) en stab af romere, der udfyldte vigtige funktioner i provinsadministrati-onen; de fleste valgte statholderen selv, men hans finansansvarlige, quaestor, var udpeget i Rom. Statholderens opgave bestod naturligvis i at opretholde freden, inde i såvel som ved grænserne af provinsen (men egentlig krig kunne han kun


føre med tilladelse fra Rom); heraf fulgte en række ansvarsområder, retspleje, større anlægsarbejder, skatteopkrævning, men alt sammen på forskellige ni-veauer og ikke altid ens i de forskellige provinser. De lokale samfund fik i vid udstrækning lov at beholde deres traditionelle retssystemer til mindre forbry-delser (dødsstraf forbeholdt romerne sig normalt); anlægsarbejder i de enkelte bysamfund kunne de ofte selv overkomme – men tog naturligvis med kyshånd imod bidrag fra romerne; vejarbejder osv. mellem byerne var typisk romernes opgave; og endelig var skatteopkrævningen normalt udliciteret til private sel-skaber i Rom. Disse selskaber hedder societates og medlemmerne publicani. Men i sidste ende var det statholderens opgave at tilse, at alt fungerede hensigtsmæs-sigt, og statholderen kunne blande sig i alt – hvis han turde, for mange i provin-serne havde gode kontakter i Rom ... I det vestlige Middelhav mødte romerne for det meste keltiske folkestammer, som de anså for barbarer og behandlede som barbarer. I Nordafrika lå byen Karthago, der længe gjorde Rom rangen stridig som den store imperialistiske magt i vest; karthaginienserne var hverken strukturelt eller moralsk barbarer, skønt romerne gerne ville fremstille dem sådan. Men da romerne i løbet af 100-tallet fvt. bliver involveret (med eller mod deres vilje – det kan diskuteres) i først Grækenland og derefter i Lilleasien, møder de et folk, de anser for overlegent i kulturel henseende – grækerne. I nødstilfælde behandler romerne grækerne aldeles hensynsløst – men de stiller sig gerne an, som om de respekterer grækerne og da især fortidens grækere og deres kultur. Det gælder også provin-sen Asia, hvor Quintus var statholder. Provinsen Asia har en lidt speciel status i det romerske imperium. Romerne fik den ikke ved erobring, men som arv efter kong Attalos III af Pergamon, der døde barnløs i 133 fvt.; og faktisk var de en overgang uenige om, hvorvidt de skulle tage imod arven, selvom området i det vestlige Lilleasien er overordentligt rigt på både landbrugsjord og forskellige råstoffer. Med overtagelsen af dette om-råde kommer det romerske imperium i kontakt med en helt ny politisk struktur, de hellenistiske kongedømmer, som dannedes i århundredet efter Alexander den Stores død, og bliver involveret i de magtkampe, Alexanders arvtagere havde med hinanden. Her var der ikke tale om et barbarisk område; her ligger bystat på bystat på rad og række, de er alle græske eller gennemsyret af græsk kultur og alle er allerede vænnet til at lyde en centralmagt – kongen – selvom de også er optaget af at konkurrere med hinanden. Her hersker altså statholderen over en højt civiliseret provins med en udviklet politisk lokal-kultur og en tradi-tion for at forholde sig til den centrale magthaver som konge – og som gud-dommelig størrelse; det var normalt for hellenistiske konger at have i hvert fald næsten gudestatus, som senere de romerske kejsere skulle få det. Provinsen Asia er en af de provinser, der først oplever det romerske licitations-skattesystem i dets fulde udstrækning. Den romerske statholder skal derfor ikke bare holde styr på de interne stridigheder i provinsen, men også holde et vågent øje med skatteopkræverne; finder han, de overskrider deres beføjelser, skal han gribe ind


– med risiko for at blive endda meget upopulær i Rom, hvor de økonomiske bagmænd, publicani, sidder. I den første tid under romersk kontrol var provinsen nogenlunde fredelig. Men længere ude mod øst herskede kong Mithradates VI af Pontos, og med ham havde romerne jævnligt konflikter; disse kulminerede i tre krige. I 88 fvt. erobrer Mithradates hele provinsen Asia og foranstalter en massakre på romerne, der må have været meget forhadte. Romerne må sende deres største general, Lucius Cornelius Sulla til området for at bremse ham; og hans omregulering af provin-sen var meget streng (86 fvt.) I den sidste store krig mod Mithradates, der gik fra 73 – 63 fvt., måtte romerne igen trække deres bedste general, Gnaeus Pompejus Magnus, af stald for at sejre; denne gang måtte romersk magt strækkes helt til det nuværende Syrien og Libanon, før Mithradates var helt slået. Der havde altså været krig enten i eller ved provinsen Asia i omkring 25 år, da Quintus Tullius Cicero tiltræder embedet som statholder i 62 fvt. Med de enorme behov, mili-tære styrker har, for indkvartering og proviant, har presset på provinsen været enormt. Provinsen spillede også en afgørende rolle i romersk politik de kommende år-tier, mens den romerske republik kæmpede sin dødskamp og endte med at blive et kejserdømme under kejser Augustus. Men den valgte at holde med de for-kerte under de store romerske borgerkrige fra 49 – 31 fvt. – måske er det en af grundene til, at byerne i provinsen Asia var blandt de første, der udviklede en kult af den romerske kejser. Det romerske politiske system For forholdene i provinsen skal ses på baggrund af forholdene i Rom. Netop provinsen Asia og modtagelsen af arven i 133 fvt. havde været et centralt strids-punkt mellem Tiberius Sempronius Gracchus, der ønskede at modtage kongeri-get som provins og bruge midlerne derfra til at lette de sociale problemer i Rom, og derfor støttede sig på folket direkte, og de konservative romerske politikere, der dominerede senatet. Senatet var Roms byråd; her sad alle tidligere embeds-mænd, og de udgjorde naturligvis en særlig magtfuld gruppe – herfra hentede man byens ledere både civilt og militært, og som hovedtendens var det en meget konservativ forsamling. Ledende medlemmer af senatet fik Gracchus myrdet; dette mord var startskuddet til hundrede års indre konflikter mellem de såkaldte popularer, politikere, der bygger deres politik på beslutninger taget i folkefor-samlinger, og optimaterne, der bygger deres magt på senatet. Meget groft sagt ønsker popularerne at bruge offentlige midler på at tildele fattige romere jord, de kan dyrke og dermed blive selvstændige borgere og vælgere; mens senats-partiet ønsker at bevare den offentlige jord på senatorernes egne hænder og dermed fastholde den almindelige borger i et afhængighedsforhold af senatet. Tiberius Gracchus (og senere hans lillebror Gaius Gracchus) allierede sig i denne kamp med en gruppe romere, der blev stadig mægtigere, ridderne. Oprindelig havde ridderne været romere, der skulle stille til hest i krig; men i slutningen af


republikken danner de en social gruppe mellem de almindelige borgere og se-natorerne. Ridderne er kendetegnet ved at være de pengestærke og økonomisk initiativrige romere; senatorerne må som erhverv kun drive landbrug (et forbud, de naturligvis finder mange måder at omgå). Et af de midler, hvormed Tiberius lokker ridderne med på sit projekt, er at lægge skatteopkrævningen i provinsen Asia ud i offentlig licitation. Vinderne i en sådan licitation hedder som nævnt publicani, og da beløbene er astronomiske, slutter de sig ofte sammen i selskaber, societates. Den, der skal bremse overivrige skatteopkrævere, er statholderen i provinsen. Det giver sig selv, at der er stor risiko for korruption i et sådant system, og kor-ruption er også et kendetegn for romersk politik i det sidste århundrede. Korruptionen betyder, at der ligger et voldsomt pres på statholderens bagland i Rom. Det er i Rom, de vigtige beslutninger tages, men midlerne skal hentes i provinserne. Det romerske politiske system var som nævnt meget konservativt. Især de højt-stående medlemmer af senatet, dem, der har haft Roms højeste embede som consul eller bare det næsthøjeste som praetor, er næsten alle af ældgammel familie og tåler ikke gerne, at disse embeder beklædes af folk, der ikke hører til den lille gruppe af familier, der har domineret politikken i århundreder. Mænd, der alli-gevel kravler så højt op i systemet, betragtes som parvenu’er, opkomlinge, homines novi, og skal anstrenge sig langt mere end andre politikere. Brødrene Cicero Netop fra den kategori af romerske politikere kommer brødrene Cicero. Marcus Tullius Cicero, der har skrevet de to breve, er den ældste; født i 105 fvt. præste-rede han som en af de få at nå helt til tops i det romerske politiske system og blev konsul i året 63 fvt. Marcus’ vigtigste kvalifikation i den karriere var hans sjældne gaver som taler, dvs. som politiker og advokat; han gjorde aldrig militær karriere. Ud over det er han kendt som den, der bragte den græske filosofi og dannelse til Rom; han formidlede sin begejstring for fortidens græske kultur til tidens romere. Marcus er særlig betaget af Xenophon og Platon, som han ofte skriver om – ikke mindst deres statsteoretiske værker, Xenophons ’Kyropædi’ og Platons ’Staten’. Begge havde kendt Sokrates. Hans lillebror Quintus Tullius Cicero var født (formentlig) i 102 fvt. og nåede i sin politiske karriere kun til det næsthøjeste embede som prætor i 62 fvt. I modsæt-ning til sin bror var han en dygtig soldat, og han blev straks efter sin embedspe-riode udsendt som statholder, propraetor, til provinsen Asia. I modsætning til sin bror var Quintus en stejl karakter, retlinet til det stivstikkende; han var tilhænger af den stoiske filosofi, der krævede en meget moralsk stringent tilgang til ver-den. Denne stejlhed voldte ham ofte problemer – og mens han var statholder i Asia, voldte den også hans bror Marcus, der var forblevet i Rom, problemer. Disse problemer blev kun endnu større af, at popular-partiet lagde kraftigt tryk på Marcus, fordi han som konsul havde undertrykt et oprør fra frustrerede


senatorer ledet af en gammel-adelig senator, Lucius Sergius Catilina. For at gøre det havde Marcus brugt midler, der efter manges mening var et overgreb på den fundamentale retssikkerhed. Især popularen Gajus Julius Cæsar havde været imod Marcus’ adfærd; nu blev han angrebet af en anden popular, Clodius; de fleste veg tilbage fra sagen, fordi den syntes vanskelig at forsvare, og fordi Marcus jo kun var homo novus; kun den yngre Gajus Porcius Cato, en ivrig opti-mat, tog kraftigt til genmæle mod forfølgelsen af Marcus – ligesom han havde været kraftig fortaler for at gøre, som Marcus havde gjort, mod Catilinas tilhæn-gere. I Rom må Marcus altså på den ene side forsvare sig mod popularerne, der vil have hans politiske hoved på et fad, og mod de riddere, hvis interesser Quintus træder for nær i provinsen. Det er en kamp, han ikke vinder – endnu før Quintus kommer hjem fra Asia, må Marcus gå i eksil i Grækenland, og en overgang ser det endda meget sort ud for ham. Men i Rom har tre mænd, Cæsar, Pompejus og Marcus Licinius Crassus, lavet en aftale (kaldt ’det første triumvirat’), der giver dem total magt over det politiske spil, og de tillader til sidst Marcus at vende hjem til Rom. Men det er blot begyndelsen til enden; de tre kan ikke bevare enigheden, og det ender i en borgerkrig mellem Cæsar og Pompejus, som Cæsar vinder. Siden myrdes Cæsar i marts 44, og i opgøret efter dette mord ender det også med likvidering af de to brødre – i december 43 fvt. Brev-genren Det romerske samfund kendte ikke til massemedier. Der var ingen aviser, og selvfølgelig hverken radio, TV eller internet. Skulle man holde sig informeret, måtte det ske ved hjælp af breve, og breve skrev alle ledende romere mange af. De fleste af disse breve har været strengt personlige og er gået tabt; men der er også samlinger af breve bevaret, der fra starten har været beregnet på at blive offentliggjort; disse breve kan beskæftige sig såvel med aktuelle problemer som med almene problemer – filosofiske og litterære, f. eks. Den slags ’åbne’ breve, der ikke er beregnet på kun at blive læst af den, brevet formelt er stilet til, svarer til indlæg i vore dages aviser – enten det nu er som en slags ’læserbreve’ eller som ’kronikker’. Som noget ret specielt er der bevaret mange private breve af Marcus Tullius Cicero, og nogle til ham. Det fortolighedsforhold, korrespondenterne står i til hinanden, kan variere meget; der er breve mellem Cicero og hans nærmeste venner, og breve mellem Cicero og hans personlige fjender. Men der er også et antal breve af den ’åbne’ type. Man kan som regel gennemskue, hvilken slags brev der er tale om, ved at se efter, hvor privat brevets indhold er. På overfladen er de to breve her i hæftet stilet til den samme – men ser man nøjere efter, er det første brev ’åbent’ og det andet privat. Det betyder meget for fortolkningen af, hvad der står – af de motiver, Marcus har haft, da han skrev dem, og af den værdi, udsagnet har som kilde til forståelse af det romerske


samfund. Ikke sådan, at man ikke kan stole på det ’åbne’ brev, men sådan, at det netop indeholder de ting, romerne kan blive nogenlunde enige om; det private brev derimod kan tillade sig at sige ting om nogle romere, som de helst ikke skal høre ... Netop forskellen på de to breves offentlige status er måske det mest interessante ved dem. Her kan man høre, hvad romerne offentligt mener om at have et impe-rium, og hvad to af rigets fremmeste mænd kan sige til hinanden privat. Senere, da kejser Augustus var kommet til magten, og alle de store stridigheder mellem de romerske ledere var døde med dem selv i borgerkrigene, kunne en af de store romerske digtere, ifølge romerne selv den største, Vergil, skrive i sit store epos om Roms fjerne grundlægger, Augustus lige så fjerne forfader, hvad der var meningen med Roms imperium, og hvordan det skulle ses i forhold til grækerne og al deres kultur:

’Andre, med blødere hænder, får bronze og ler til at ånde – det tror jeg gerne – og skaber portrætter i sten eller taler bedre for retten end vi, beregner planeternes vandring med deres passer og véd at fortælle om konstellationer: dit kald, Romer, er det at lede og byde i verden – husk det, det er din kunst – at pålægge folkene freden, skåne enhver der bøjer sig for dig, og knuse den stejle.’

(Æneiden, 6, 847 – 853, oversat af Otto Steen Drue)

Cic. ad Qu. fr. I 1 – oversættelse - 7/36 17/12/08 20:35

Rom, efteråret 60 fvt. Kære Quintus! 1 Jeg er ikke i tvivl om, at dette brev vil blive overhalet af mange meddelelser, ja, af rygtet selv med al dets hurtighed, og at du altså kommer til at høre først fra andre, at et tredje år er kommet til, så vi må savne og du må anstrenge dig endnu et; men jeg finder nu allige-vel, at også jeg bør overbringe dig denne irriterende nyhed. Ikke bare i det sidste, men i flere af de sidste breve har jeg, skønt sagen i de flestes øjne allerede var håbløs, trods alt givet dig håb om en snarlig hjemrejse - ikke kun for at holde dig i godt humør med denne glæ-delige tanke så længe som muligt, men også fordi både jeg og præto-rerne lagde så kraftigt et pres på, at jeg ikke var i tvivl om, at sagen kunne ordnes. 2 Nu er det altså endt sådan, at hverken prætorerne med alle deres beføjelser eller jeg med alt mit engagement har kun-net komme nogen vegne, og det er særdeles svært ikke at blive lidt nedtrykt over det - men det går ikke an, at vi lader vore åndelige kræfter, trænet i arbejdet med både at gennemføre og udholde mæg-tige opgaver, bryde sammen eller svækkes af den slags problemer. Siden man bør tage de ting tungest, som det er ens egen skyld man bliver ramt af, er der et og andet i dette her, jeg må tage tungere på mig end du må - det er nemlig min fejl, at du ikke fik en afløser efter det første år (selvom du advarede mig mod det, både da du tog af-sted og i vor korrespondence). Jeg gjorde det af hensyn til vore allie-redes velfærd, for at bremse adskillige forretningsfolks skandaløse fremfærd, i forsøget på at øge vores status ved hjælp af din dygtighed – men det var dumt, ikke mindst fordi jeg åbnede for den mulighed, at dette andet år kunne trække et tredje med sig. 3 Jeg tilstår altså min forsyndelse – så nu er det op til dig at være klog og forstående, og sørge for, præstere, at dette ikke særlig intelligente træk af mig bliver rettet ved den omhu, du udviser. Og hvis du med des større ildhu sætter dig selv op til alle aspekter af et godt omdømme (ikke for at konkurrere med andre, men med dig


selv!), hvis du samler al din opmærksomhed, al din interesse, alle dine tanker omkring behovet for et fremragende ry i alle forhold, så vil, tro mig, tilføjelsen af dette ene år til dine anstrengelser bringe mange års glæde til os, og mange års prestige til vore efterkommere. 4 Så det første, jeg vil bede dig om, er ikke at rebe sejlene eller tabe pusten eller lade dig skylle væk af opgavens størrelse som af en bølge; rejs dig i trods, gør modstand, eller endnu bedre: opsøg selv dine opgaver! Du administrerer ikke en del af staten, hvor skæbnen råder; her formår rationel og omhyggelig fremfærd særdeles meget. For hvis jeg så din bemyndigelse forlænget, mens du førte en eller anden stor og farefuld krig, ville jeg ryste af skræk, fordi jeg ville kunne forstå, at skæbnens magt over os var blevet forlænget samtidig. 5 Men nu er en del af statens styre blevet dig betroet, hvor skæbnen har enten ingen eller kun en ganske ubetydelig rolle at spille, og som forekommer mig at afhænge helt af din personlige dygtighed og selvbeherskelse. Ingen fjendtlige baghold har vi at frygte, skulle jeg mene, intet afgørende øjeblik i slag, intet svigt af allierede, ingen mangel på sold eller forplejning, intet mytteri i hæren - det er ellers ting, der ofte har ramt selv de klogeste mænd, så de ikke kunne klare skæbnens angreb, ligesom selv de bedste rorgængere ofte ikke kan klare stormens kraft. Du har total fred, total ro, dog sådan, at den kunne sågar skylle en rormand væk, hvis han sov, men er man årvågen, kan den endda give én glæde. 6 Din provins består jo for det første af den slags allierede, som er den mest civiliserede i hele menneskeslægten, dernæst af den slags borgere, som enten står os allernærmest, fordi de som publicani har vundet offentlige licitationer, eller som mener, at deres formue er intakt på grund af de tjenester, mit konsulat ydede dem, fordi de nu driver forretning sådan, at de bliver rige af dem. 7 ‘Men netop mellem disse opstår der alvorlige uoverensstemmelser, mange grovheder kommer til og store konflikter følger.’ Som om jeg skulle mene, du ikke har dit at se til. Jeg kan godt se, at opgaven er kæmpestor og kræver stor omtanke, men husk nu på, at jeg netop mener, det noget mere er omtanke, denne opgave kræver, end den er


åben for skæbnens luner. Hvor stor en opgave er det at styre dem, du er sat til at lede, hvis du kan styre dig selv? Det er nok muligt, at det er en stor og vanskelig ting for alle andre, hvad det da også er - dig er det altid faldet meget let og burde også være det, siden din natur er sådan, at den ser ud til at have kunnet beherske sig endda uden skoling, og så har man givet den en sådan skoling, som kunne gøre selv den mest uduelige natur frugtbar. Når du fremover modstår bestikkelse, når du modstår dine drifter, når du modstår begæret efter alt muligt, som du jo gør, skal der nok være fare for, jo vist, at du ikke kan få foden på en forretningsmand, hvis metoder ikke er helt fine i kanten, eller en lidt for profitsyg skatteindsamler! Når du fører et sådant liv, vil grækerne i hvert fald se på dig, som om en eller anden helt er trådt ud af historien eller ligefrem et gudemenneske er dalet ned til provinsen fra himlen. 8 Jeg skriver disse ord, ikke for at du skal gøre sådan, men for at du skal glæde dig over, at du har gjort det. Det er nemlig en bedrift at have opholdt sig i Asia i to år med absolut magt, uden at nogen statue, noget billede, noget stykke husgeråd, nogen klædedragt, nogen slave, nogen skønhed, nogen investeringsmulighed (alt sammen ting, som den provins har en overflod af) har ført dig bort fra din totale uangribelighed og selvbeherskelse. 9 Hvad kan man finde, der er så storslået, så efterstræbelsesværdigt, som at din dygtighed, din selvbeherskelse og velafbalancerede dømmekraft ikke gemmer sig i mørket, ikke ligger gemt væk, men bliver anbragt midt i Asias lys, for øjnene af den fornemste provins og finder ind i alle folks og stammers øren? At folk ikke bliver rædselsslagne, når du er på rejse, ikke bliver plyndret af det, du forbruger, ikke skræmmes over din ankomst? At der, hvor du end kommer frem, hersker den største glæde både offentligt og privat, siden byen synes at have fået en beskytter, ikke en tyran på besøg, det enkelte hus en gæst, ikke en tyv? 10 Om alt det her har erfaringen givetvis allerede gjort det klart for dig, at det aldeles ikke er nok, at du selv har disse kvaliteter; du må omhyggeligt sikre dig, at det er åbenbart, at du ikke kun stiller dig


selv, men også alle dine embedsmænd til rådighed for allierede og borgere, ja for offentligheden som sådan, med denne beskyttelse af provinsen. Dine legater er godt nok folk, der nok skal passe på deres værdighed helt af sig selv. Tubero står højest i hæder og ære - og alder, og han kan nok, tror jeg da, vælge sig mange fra sine historiske værker (han skriver jo historie), som han vil og kan lægge sig efter; Allienus er vores mand dels af mentalitet og sympati, dels også i sin efterligning af vores livsstil. Hvad skal jeg sige om Gratidius? Jeg ved helt sikkert, at han gør en så stor indsats for sit eget omdømme, at han vil gøre det samme for vores på grund af sin broderlige kær-lighed til os. 11 Din quaestor har du ikke selv valgt på baggrund af en vurdering af ham; du har fået ham ved lodtrækning. Han bør både af egen drift vise selvkontrol og i øvrigt rette sig efter dine beslutnin-ger og anvisninger. Hvis en af dem ikke helt holdt standarden, kunne du finde dig i det, indtil han af sig selv lod hånt om de be-grænsninger, han var givet, ikke sådan at han udnyttede den magt, du havde givet ham til opretholdelse af hans værdighed, til personlig vinding. Især nu hvor tidens moral allerede er gledet over i alt for stor eftergivenhed og karriereræs, bryder jeg mig ikke om, at du nøje undersøger alle skandaler og checker hver eneste af dem - du må tildele hver enkelt af dem så megen magt, som deres troværdighed hver især kan bære. Og blandt disse må du simpelthen holde dem, som staten selv har givet dig med som ledsagere og hjælpere i dit offentlige hverv, inden for de grænser, jeg har skitseret før; 12 men dem, som du selv har besluttet dig for at have hos dig, enten fordi du har haft dem i huset eller har brugt dem i personlig tjeneste, de folk, man plejer at kalde ‘statholderens garde’, deres handlinger såvel som ord må vi stå inde for personligt. Men dem, du har med, er folk, du let kunne vise din venlighed, når de handler korrekt, og særdeles let sætte på plads, hvis de ikke tager tilstrækkeligt hensyn til dit om-dømme. Før du fik erfaring nok, kan det godt se ud til, at din åbne indstilling har kunnet misbruges (for jo bedre man selv er moralsk, jo sværere har man ved at mistænke andre for misbrug); men nu skal dit tredje år vise samme integritet som de foregående, men endnu


mere forsigtig og omhyggelig. 13 Lad dine øren være sådan, at man tør tro på, at de hører, hvad de hører, ikke sådan, at man kan hviske opdigtede og konstruerede anklager i dem for personlig vindings skyld. Lad din ring være ikke som et eller andet stykke husgeråd, men nærmest dig selv i egen høje person, ikke en slave af andres, men et vidne på din egen vilje. Lad dine betjente have den plads, som vore forfædre havde tiltænkt dem - de overlod ikke tankeløst denne opgave til andre end deres frigivne slaver og ikke som en slags sinecurepost, men som en hård, betroet opgave; og de gav deres frigivne ordrer, som ikke skilte sig meget ud fra dem, de gav deres slaver. Lad din lictor være repræsentant ikke for sin egen, men for din smidighed, og lad dem bære dine kæppe og økser frem mere som tegn på din værdighed end som tegn på din magt. Lad det være kendt i hele provinsen, at du føler dyb omsorg for alle dem, du har ledelsen over - deres velfærd, deres børn, deres anseelse og deres formue. Lad det endelig være den almindelige opfattelse, at du vil være en fjende af ikke bare alle, der har modtaget bestikkelse, men også af dem, der betalt den - der vil heller ikke være nogen, der beta-ler noget, når det står klart, at man normalt intet kan opnå af dig gennem dem, der foregiver at have stor indflydelse hos dig. 14 Men det, jeg siger, skal ikke forstås sådan, at jeg gerne så dig være enten altfor hård eller mistænksom over for dine folk - for hvis der er nogen af dem, du gennem de to år aldrig har fundet grund til at mistænke for grådighed, som jeg forstår det er med Caesius, Chae-rippus og Labeo, hvad jeg tror på, fordi jeg kender dem - ja, så er der intet, jeg ikke ville synes med al god grund skulle kunne overlades og betros til både dem, og hvem der ellers er af den støbning. Er der derimod nogen, som du allerede har fundet grund til at tage anstød af, som du har hørt noget om, skal du ikke vise ham nogen tillid, ikke betro ham nogen del af dit omdømme. 15 Men hvis du har fundet en i selve provinsen, som er kommet helt ind i inderkredsen omkring dig, og som vi ikke har haft kendskab til før, så må du nøje overveje, hvor meget du tør betro ham; ikke fordi der ikke kan være mange gode og pålidelige folk i en provins, men


det er noget, man tør håbe på, at tage det for givet det er en risikabel ting. Der er mange forklædninger, man kan forstille sig i og som dækker en mands natur til, ligesom skygger for den med sejl. Folks ansigt, øjne og udtryk lyver meget ofte, deres ord endda særlig ofte. Så hvordan kan du blandt den slags mennesker finde folk, der er drevet af deres pengebegær og mangler alle de ting, som vi ikke kan tillade os at se bort fra, men samtidig elsker dig, en fremmed mand, af hele deres hjerte og ikke forstiller sig i deres egen interesse? Jeg synes det er helt fantastisk, især da hvis de selvsamme personer stort set ikke holder af nogen som helt privatperson, men nok af prætorerne alle som én. Så hvis du har lært en at kende blandt den slags mennesker, der holder mere af dig (det kunne jo ske) end af din embedsperiode, skal du da endelig med glæde regne ham blandt dine; men hvis det ikke er åbenlyst, er der ingen gruppe, man skal være mere forsigtig med, især fordi de kender alle pengestrømme og gør alt for pengenes skyld - og ikke kerer sig det mindste om en mands omdømme, som de ikke skal leve videre med. 16 Også med grækerne selv må man omhyggeligt undgå bestemte nære venskaber, på nær dem med nogle få personer, hvis der ellers er nogen, der er det gamle Grækenland værdige. Men de fleste er rene svindlere, letfærdige og af deres lange tid som undersåtter opdragede til at snakke én alt for meget efter munden. Lad dem endelig komme til alle sammen, siger jeg, knyt de bedste af dem til dig som gæstevenner eller rigtige venner - men alt for nære forbindelser med dem giver ingen prestige og er upålidelige (for de tør ikke sætte sig op imod vores vilje, og de under ikke vore folk noget, ja, end ikke deres egne). 17 ‘Nå, når jeg nu så gerne vil være forsigtig og omhyggelig i den her slags sager (jeg er bange for, at jeg måske er for streng), hvordan synes du så, jeg skal stille mig overfor slaverne?’ Dem bør vi rigtignok holde styr på alle vegne, men især da i provinserne. Om dem kan der gives mange anvisninger, men denne her er den korteste og den, der er lettest at huske: de skal opføre sig på dine rejser i Asia, som om de var på vej ad Via Appia, og de skal ikke


synes, der er nogen forskel på, om de kommer til Tralleis eller til Formiae. Er der en af dine slaver, der er enestående pålidelig, skal han være det i din husholdning, i dine private sager; hvad der har relation til din kommandos opgaver og til et eller andet offentligt, af det skal han ikke røre noget. Der er meget, der med god grund kunne betros til pålidelige slaver, som man ikke bør betro dem for at undgå sladder og kritik. 18 På en eller anden måde er det, jeg skriver, gledet over i lærebogsstil - og det var ikke meningen fra begyndelsen. Hvad kan jeg lære én, som jeg især i den her slags ting godt kan se ikke er min undermand i teoretisk viden, og endda langt min overmand i praktisk erfaring? Jeg mente bare, at hvis jeg lagde hele min personlige vægt bag det, du laver, ville du føle større glæde ved det. Så lad nu dét her være hjørnestenen i din værdighed: for det første din personlige integritet og selvkontrol, så ansvarsfølelse hos alle dem, du har med dig, så en gennemforsigtig og omhyggelig sortering i din omgangskreds, både af romere bosiddende i provinsen og af grækere, og endelig en streng og ufravigelig disciplin i dit hushold. 19 Disse egenskaber tjener én til ære i disse vore private dag-til-dag gøremål; med så megen magt og ansvar, omgivet af så fordærvet moral, i så forfø-rende en provins må de forekomme guddommelige! Denne målsæt-ning og disciplin kan fastholde den konsekvens i dine beslutninger og domsafsigelser, den som du har vist i de forhold, som til min store glæde har skaffet os en del konflikter på halsen; medmindre du da tror, at jeg lader mig påvirke, når folk som denne hersens Paconius brokker sig (ikke engang græker er han, snarere fra Mysien eller Fry-gien), eller når Tuscenius råber op, den lyssky galning. Det var fuld-stændig rimeligt, at du rev hans skandaløse begær ud af hans stin-kende gab! 20 Dette og andre ting er klare udtryk for den konsekvens, som du har fastlagt i din provins, men vi ville ikke godt kunne holde til dem uden den yderste uangribelighed; så lad der da herske total konsekvens i din retspleje - bare der ikke gøres forskel efter person-lige bånd. Konsekvens må der være ligeligt over for alle. Det er bare ikke af nogen betydning, om du selv plejer ret med ligelighed og


omhu, hvis ikke de, hvem du tilstår en del af den opgave, gør det samme. Efter min mening i det mindste er variationen i administrati-onen af Asia ikke ligefrem stor; den består stort set kun af hele rets-plejen, og i den er selve kernen af især provins-kundskab samlet: man må udvise en fasthed og værdighed, som ikke bare kan modstå vennetjenester, men også den blotte mistanke derom. 21 Hertil må føjes let adgang til at blive hørt, smidighed i beslutnin-gerne, omhyggelig imødekommenhed og gennemskuelighed. Det var med den slags ting, C. Octavius for nylig blev så populær; hos ham forholdt første-lictoren sig i ro, hans betjente tav stille og folk fik lov at tale, så ofte og så længe de ville. Med alt det havde han måske vist sig lidt for smidig, hvis ikke denne smidighed havde sikret hans konsekvenslinje. Sullas folk blev tvunget til at give det tilbage, de med vold og trusler havde tilegnet sig; folk, der havde truffet uret-mæssige beslutninger i deres embedstid, måtte selv, som privatper-soner, rette sig efter samme principper. Den konsekvens, han viser sådan, ville give en bitter smag, hvis ikke den blev krydret ved tilsætning af hans store menneskelige kvaliteter. 22 Man sætter pris på denne smidighed i Rom, hvor folk i den grad stiller krav, hvor de udfolder en helt uhæmmet frihed, hvor deres rammer er så vide, og der endelig findes så mange embedsmænd, så mange muligheder for hjælp, styrke i folkeforsamlingen, autoritet i senatet - jamen hvor kan da så ikke en imødekommende prætor glæde i Asia! En provins, hvor der er så mange borgere og allierede, hvor der er så mange byer og små samfund, som alle retter sig efter én mands mindste vink, men hvor der ingen hjælp er at finde, ingen klagemulighed, intet senat, ingen appel til folket. Det er altså en opgave for en meget stor personlighed, kendetegnet både ved en naturlig selvbeherskelse og desuden studier og fordybelse i de vigtigste fag, at opføre sig sådan i al denne magtfuldkommenhed, at ingen af dem, han har ansvaret for, føler noget behov for at kunne henvende sig til nogen anden magt. 23 Xenophons ‘Kyros’ - skrevet ikke som historisk værk, men som et spejlbillede af en retfærdig enevælde; Kyros, i hvem denne filosof forbinder stor værdighed med enestående åbenhed. De bøger


plejede vores egen Africanus aldrig at lægge fra sig, og ikke uden grund; i dem er nemlig ingen af de pligter, der påhviler et omhyggeligt og kontrolleret regime, blevet overset - og hvis Kyros passede disse pligter sådan, han som aldrig skulle være almindelig borger, hvordan tror du så ikke, at dé folk må holde sig tæt til dem, som kun har fået deres magt for at give den tilbage, og har fået den under de samme love, som de må vende tilbage til? 24 Jeg synes i hvert fald, at folk med ledelsesansvar for andre må have dette ene mål, at de, der er i deres magt, skal være så lykkelige som muligt. At dét går forud for alt andet for dig og har gjort det fra det øjeblik, hvor du først betrådte Asias jord, har vedblivende rygtet og folks almindelige snak understreget igen og igen. Det er dog ikke karakteristisk alene for den, der leder allierede og borgere, men også for den, der står for et hold slaver, eller en, der vogter stumme dyr, at tjene deres interesser og gavn, som han står for. 25 Jeg ser, at der er bred enighed om, at du udviser den største omhu på dette område - der pålægges ikke de forskellige samfund ny gæld, ja, mange er blevet befriet for stor og tyngende gammel gæld af dig; adskillige forfaldne og næsten forladte byer - herunder en meget berømt i Jonien, en anden i Karien, Samos og Halikarnassos, er blevet sat i gang igen af dig; der er ingen oprør i de små byer, ingen stridighe-der; du sørger for, at samfundene administreres efter de bedste bor-geres opfattelse; i Mysien er landevejsrøverierne væk, mange steder er blodige opgør blevet kvalt, der er skabt fred i hele provinsen, og det er ikke kun røverierne på vej og mark, men i endnu højere grad de mange flere og meget grovere i de små byer og i helligdommene, du har drevet ud; du har fjernet denne den bitreste af hjælperne for prætorernes grådighed, de falske anklager, fra de velståendes omdømme, deres formue og den fred og ro, de lever i; de forskellige samfunds udgifter og skatter bæres ligeligt af alle, der bor i det område; adgang til dig er meget let, dine ører står åbne for enhver, der har en klage, ingen er på grund af fattigdom eller mangel på forbindelser udelukket fra ikke bare adgang i offentligheden eller ved tribunalet, men ikke engang fra dit hjem eller dit soveværelse. I


hele dit regimente er intet bittert, intet grusomt, og alt er kendetegnet ved mildhed, smidighed, medmenneskelighed. 26 Hvor stor er ikke den tjeneste, du har gjort, ved at befri Asia for det tunge ædil-bidrag, trods de store fjender, det har skaffet os! Hvis bare én mand af adelen klager overfor dig over, at du har stjålet 200000 sesterts fra ham, fordi du har forordnet, at der ikke kan afsættes penge til de store festival’er - hvor stort et beløb ville så ikke blive betalt, hvis der blev rejst krav i navn af alle dem, der laver festival’er i Rom (og det var, hvad der var blevet praksis). Men alt det brokkeri fra folk her i Rom har jeg sat en stopper for med den her manøvre (jeg ved ikke, hvordan den omtales i Asia; her i Rom er folk i hvert fald ikke så lidt imponerede): byerne havde jo afsat penge til vores tempel og mindesmærke, og havde gjort det helhjertet som tak for mine store bedrifter og de meget store tjenester, du har ydet; loven rummer en udtrykkelig undtagelse om, at man må modtage penge til templer og mindesmærker, og det, der blev tilbudt, ville jo ikke gå til, men altid forblive som udsmykning på templet, så det snarere syntes givet til det romerske folk og de udødelige guder end til mig - og alligevel fandt jeg det ikke værd at modtage det, som ellers rummede megen værdighed, var lovmedholdeligt og udtryk for givernes bedste vilje, af navnlig den grund, at de, som hverken havde krav på noget eller ret til noget, skulle bære situationen mere ligevægtigt. 27 Læg dig derfor af hele din sjæl og al din id efter den grundtanke, du hidtil har holdt dig til, nemlig at du viser din velvilje mod dem, som senatet og folket i Rom har overgivet og betroet i din varetægt med den magt, der følger deraf, og at du beskytter dem på alle måder og sørger for, at de er så lykkelige som muligt. Hvis nu lodtrækningen havde givet dig ledelsen af afrikanere, spaniere eller gallere, mægtige barbariske folkeslag, havde det alligevel været et bevis på, hvor meget menneske du er, at varetage deres interesser og tjene deres velfærd. Men nu, hvor vi har ledelsen over den slags mennesker, som ikke bare er så meget mennesker, som man kan være, men fra hvem man mener at begrebet om at være menneske har bredt sig til alle andre, så skylder vi da selvsagt at vise os som


mennesker overfor dem, vi har fået begrebet af. 28 Det vil ikke genere mig at sige det her længere, især da med mit liv og mine handlinger, som ikke lader plads tilbage til nogen mistanke om mangel på handlekraft eller seriøsitet: jeg har opnået det, jeg har opnået, med den viden og de færdigheder, som man finder i de gamle mester-værker og de lærdomsfag, som Grækenland har efterladt os. Så når man ser bort fra den almindelige respekt, som man skylder alle, må vel navnlig vi skylde den slags mennesker, at vi gerne vil udtrykke, hvad vi har lært, netop overfor dem, som vi har lært det af. 29 Og den store Platon, den mest intelligente og vidende filosof nogensinde, mente jo, at samfund først ville blive lykkelige, når enten vidende og vise mennesker kom til magten eller regeringen baserede hele sin politik på viden og visdom; denne kombination af magt og visdom mente han tydeligvis kunne gøre samfundet sundt. Måske vil det engang ske for vores samfund som helhed, nu er det i hvert fald helt sikkert sket i din provins, at dén har den højeste magt i den, som har engageret sig mest og brugt mest tid lige siden barn-dommen på at samle viden og på at blive god og dygtig og fuldt og helt menneske. 30 Sørg derfor for, at dette tredje år, som er kommet til og forlænger din byrde, må synes en forlængelse til Asias bedste. Siden Asia har haft større held med at holde på dig, end vi har med at få dig hjem, må du virke for, at vor længsel mildnes ved provin-sens glæde. For siden du har været særdeles omhyggelig med at gøre dig fortjent til at få så mange hædersbevisninger som næppe nogen før, bør du udvise en langt større omhu med at bekræfte berettigel-sen af den respekt, de viser. 31 Hvad jeg personligt mener om den slags hædersbevisninger, har jeg skrevet til dig før - jeg har altid anset dem for billige, hvis de var almindeligt tildelte, og for ligegyl-dige, hvis de kun tildeltes for en periode. Men hvis (og det er jo det, der er tilfældet her) de blev givet som tak for dine egne fortjenester, mener jeg, at du må lægge et stort arbejde i at fastholde den respekt. Så eftersom du ofte kommer med din store, enevældige magt i det byer, hvor du ser dine personlige egenskaber holdt hellige og anbragt blandt guderne, vil du naturligvis i alle dine forordninger,


dine beslutninger og dine handlinger betænke, hvad du skylder folks høje tanker om dig, deres domme, deres hædersbevisninger. Det vil ske sådan, at du tager dig af alle og enhver, sikrer deres velfærd i fremtiden, at du vil både kaldes og anses for Asias fader! 32 Viljen hertil, din omhu med det, er i alvorlige vanskeligheder på grund af publicani. Hvis vi stiller os i vejen for dem, vil vi støde en gruppe fra os, så vel som fra det offentliges interesser, som ellers har gjort os store tjenester og som er forbundet med det offentlige takket være os. Hvis vi omvendt føjer os i alle spørgsmål, er det at tillade, at netop dé går fuldstændigt til, hvis velfærd og interesser vi bør tage os af. Det er, ret beset, den eneste vanskelighed i hele din admini-stration. For at holde måde, styre alle behov, kontrollere sine folk, opretholde en ligelig retspleje, at være imødekommende i undersø-gelsesfasen og villig til at lytte og give adgang til folk - det er mere berømmeligt end det er svært; det kræver ingen særlig anstrengelse, bare en bestemt indstilling og god vilje. 33 Hvor stor irritation publica-nis interesser giver vore allierede har jeg for nylig forstået fra nogle borgere, som her for nylig i forbindelse med ophævelsen af havneaf-gifterne i Italien klagede ikke så meget over selve afgiften som over opkrævernes mange misbrug. Jeg er derfor ikke uvidende om, hvad der kan ske vore allierede ved verdens ende, når jeg hører borgernes klager i Italien. At gebærde sig sådan, at du både stiller publicani tilfreds, især nu de har købt skatteopkrævningen for dyrt, og desu-den ikke lader de allierede gå helt til, det er da vist noget, der kræver guddommelige evner - altså dine! Og for det første - det som grækerne finder allermest bittert, at de skal betale skat, det bør de ikke opfatte som så bittert, især fordi de også havde det sådan uden for det romerske imperium, efter deres egne bestemmelser. De kan heller ikke vise afsky for det, man kalder publicani, fordi de ikke selv uden publicani kunne erlægge den skat, som Sulla havde udskrevet ligeligt fordelt. At grækere ikke er blidere skatteopkrævere end vore publicani, kan man se deraf, at borgerne i Kaunos og alle fra de øer, som Sulla havde tildelt Rhodos, for nylig søgte til senatet for at give dem lov til at betale skat til os hellere end til Rhodos. Derfor bør de,


som altid har skullet betale skatter, ikke væmmes ved det, vi kalder publicani, de, som ikke selv kunne administrere skatteopkrævningen, bør ikke væmmes ved dem, og de, som har krævet romerske skatte-opkrævere, bør heller ikke nægte at betale. 34 Desuden skal provinsen tænke på, at ingen katastrofe i form af enten krig med andre lande eller indre uroligheder ville kunne holdes på afstand, hvis den ikke var under kontrol i dette imperium - men dette imperium kan ikke opretholdes på nogen måde uden skatter, og derfor skal Asia roligt og føjeligt købe sig evig fred og ro for bare en del af sine afgrøder! 35 Så hvis de kan bære selve gruppen af det, vi kalder publicani, uden uro og opsætsighed, vil de kunne se alt det andet i et mildere lys, hvis du planlægger med fornuft. De kan, når de indgår deres kon-trakter, orientere sig ikke efter censor-loven, men efter det, der tjener til at afslutte deres sag, efter det, der fjerner alt det ubehagelige. Du kan også gøre, hvad du både har gjort glimrende før og stadig gør, nemlig at du minder dem om, hvor megen vægt publicani har, socialt set, hvor meget vi skylder denne gruppe borgere, så du kan lægge hele din myndighed, dit magtudtryk, fasces, fra dig og forene publi-cani med grækerne ved hjælp af den sympati, du nyder, og den auto-ritet, du har, og du kan bede dem (du har jo gjort dig glimrende fortjent af dem, og du kan forlange alt af dem) om dette ene, at de, som jo er så lette at omgås, forstår og accepterer, at vi griber og beva-rer den nære forbindelse, vi har med publicani. 36 Men hvorfor er det nu, jeg opfordrer dig til det her, som du har gjort for en stor del allerede af dig selv, uden gode råd fra nogen som helst? Dagligt kommer de største og fornemste selskaber til mig for at give udtryk for deres tak; det er mig desto kærere, som også græ-kerne gør det - det er jo da vanskeligt at forene, hvad der er så for-skelligt hvad angår interesser, nytte og nærmest også natur. Det ovenstående har jeg ikke skrevet for at instruere dig (for din viden har ikke brug for gode råd fra nogen), men tanken på din dyg-tighed har glædet mig, mens jeg skrev; og dog har jeg udbredt mig mere end jeg bryder mig om eller troede, jeg ville. 37 Der er kun én ting, jeg ikke vil holde op med at give dig gode råd om, og jeg vil


efter bedste evne ikke finde mig i, at der er forbehold i den ros, du får. Alle, der kommer derudefra, taler om, hvor dygtig du er, hvor ubestikkelig du er, hvor meget de kan lide dig som menneske - men de undtager midt i alle disse positive meldinger én ting: din hidsig-hed. Det er en brist, der i ens privatliv med de daglige gøremål vel kendetegner en ubetydelig og svag personlighed, men der er ikke noget, der passer så dårligt til en vanskelig personlighed som absolut magt. Jeg skal derfor ikke tage det på mig at redegøre for, hvad kloge mænd plejer at sige om hidsighed; jeg vil jo ikke udbrede mig for meget og du kan let finde ud af det i værker af mange forfattere - men hvad brevgenren kræver, nemlig at modtageren får oplysninger om de forhold, han ikke kender til, det mener jeg ikke, jeg bør und-lade at fortælle. 38 Det er det samme, alle melder: intet kan, plejer de at sige, være mere behageligt selskab end du, bare hidsigheden ikke viser sig, men når kriminelle eller uanstændige handlinger først har sat dig i gang, så bliver du så ophidset, at man spørger, hvor menne-sket Cicero egentlig blev af. Så siden vi er blevet ført til vor livsform af vel ikke så meget en trang til prestige som tingenes gang og tilfæl-det, så folk evig og altid vil snakke om os, må vi passe på, så vidt vi kan få det til at ske, at man ikke kan sige, vi har nogen brist af betyd-ning. Ja, jeg presser jo ikke på for en personlighedsændring (det er måske vanskeligt, ligemeget hvilken natur man har, og så især da i vores alder), for en pludselig fjernelse af noget, der ellers sidder dybt i din karakter, men jeg vil godt indskærpe, at hvis du ikke kan undgå det helt og holdent, fordi dit sind overvældes af hidsighed, før det kan foregribe angrebet, at du så forbereder dig forinden og dagligt reflekterer over, at du må stå imod din hidsighed, og når den har særligt godt fat i din personlighed, at du så tænker på, at du med specielt stor omhu må styre din tunge. Den egenskab forekommer mig undertiden ikke mindre end den overhovedet ikke at blive ophidset. For dét er ikke bare et tegn på seriøsitet, men ikke sjældent også på sløvhed; men at styre ens tanker og tale, mens man er ophid-set eller endda tie og holde sindsbevægelsen og raseriet under kontrol, det er, om ikke den perfekte visdom, så dog noget, ikke


enhver noksagt kan præstere. 39 I den forbindelse melder de, at du er meget mere behagelig og mere mild - ingen voldsomme sindsbevæ-gelser refereres til mig, ingen eder og forbandelser, ingen fornærmel-ser, der for det første er dårligt sprog og vidner om utilstrækkelig dannelse, for det andet står i et modsætningsforhold til din post og din værdighed. For er anfald af hidsighed uforsonlige, efterlader de en ubehagelig stemning; lader de sig derimod tale til ro, afslører de stor overfladiskhed, som dog - nu vi snakker dårlige egenskaber - er at foretrække for den ubehagelige stemning. 40 Det første år gav anledning til megen snak om dette kritikpunkt, formentlig af den grund at folks overgreb, deres grådighed, deres frækhed var over din forventning og forekom dig uacceptabel. Det andet var meget mere omgængeligt, siden både tilvænning og fornuft og også, vil jeg tro, mine breve gjorde dig mere tolerant og omgængelig - men det tredje år skal nu være så fejlfrit, at ingen kan kritisere bare den mindste detalje! 41 Nu og her er det ikke længere gode råd og forskrifter, jeg giver; jeg retter en broderlig bøn til dig om, at du lægger hele din personlighed, al omhu og omtanke i at samle sympati fra alle og fra alle sider! For var bare vores situation genstand for almindelig sladder og omtale, krævedes intet særligt af dig, intet ud over, hvad andre plejer at yde; men sagen er jo, at på grund af det skarpe lys, der hviler over det, vi har været involveret i, på grund af disse sagers betydning er det ikke sandsynligt, at vi kan undgå den skarpeste kritik, medmindre vi opnår den mest positive omtale med den provins. Det hænger sådan sammen med os, at alle gode mænd dels støtter os, dels både kræver og forventer al omhu og dygtighed af os, hvorimod alle subversive elementer åbenbart er tilfredse med selv den mindste detalje for at kritisere os, fordi vi har kastet os ud i en evig kamp imod dem. 42 Du har fået et sådant teater - hele provinsen Asia! - til dine talenter, et teater fyldt med berømt-heder, kendt for dets betydning, særdeles kvalificeret i sin dom, og af naturen udstyret med så god lyd, at hver kropsbevægelse og hvert ord bæres helt til Rom. Så gør, hvad du kan, jeg beder dig, slid i det for at man kan se, at du ikke bare var værdig til alt dette, men sågar


med din kunst overgår det hele! 43 Mig har tilfældet givet en plads i administrationen af staten i Rom, dig en i en provins; selv om min rolle ikke står tilbage for nogens, så sørg for, at din sejrer over alle andre. Betænk samtidig, at vi ikke kæmper for en prestige, som står tilbage at erhverve og vi kan håbe på at få, men for en, vi allerede har skabt os, skønt vi vel ikke så meget havde grund til at stræbe efter den, som vi nu har til at beskytte den. Hvis jeg besad noget som helst adskilt fra dig, ville jeg ikke ønske mig mere end den position, jeg allerede har fået; men nu er situationen jo den, at hvis ikke alt, hvad du gør og siger, fra din side er nøje afstemt med vore interesser, må jeg slutte, at jeg ikke har opnået noget med alt det slid og al den fare, som du selv var med i al sammen. Hvis du frem for alle andre hjalp med at vinde enestående berømmelse, vil du helt bestemt frem for alle andre også gøre dit for at beholde den. Det er ikke kun den vurdering og dom, som folk kommer med nu og her, du skal lægge vægt på, men også den, som folk vil have i fremtiden. Deres dom vil ellers være mere sand, fri som den vil være for bagvaskelse og ond vilje. 44 Endelig bør du også tænke på, at det ikke kun er dig selv, du søger prestige til (hvis det var tilfældet, ville du ikke forsømme det alligevel, især siden du har villet helligholde erindringen om dit navn med store monumenter), men du må dele den med mig og give den i arv til vore børn. Hvis du ikke gør dig omhu nok, må du altså passe på, at du ikke kommer til at se ud til ikke at have taget din situation alvorligt nok, og endda ikke have undt dine kære noget. 45 Hensigten med disse ord er ikke at give det indtryk, at jeg har vækket dig af søvne, men snarere ansporet dig allerede i fuldt løb. Du vil jo fortsætte med at gøre, hvad du har gjort så alle priste den balance, beherskelse, konsekvens og integritet, du udviste. Men mig er der på grund af min enestående kærlighed til dig en vis umættelig sult efter prestige på dine vegne, der har fat i. Jeg tror da bestemt - nu hvor du kender Asia så godt som man bør kende sit eget hus, nu hvor så megen erfaring er kommet oveni din omfattende teoretiske ballast - at der så ikke er noget, der giver god omtale, som du ikke selv udmærket kan gennemskue og som du ikke dagligt kommer i


tanke om (ikke uden gode råd fra forskellige). Men fordi jeg føler det, som om jeg hører dig tale, når jeg læser dine breve, og som om jeg taler med dig, når jeg selv skriver til dig, derfor glæder jeg mig især over dine længste breve og skriver ofte selv mere, end jeg burde. 46 Til sidst vil jeg indtrængende bede dig om og råde dig til at gøre, som gode digtere og omhyggelige skuespillere plejer at gøre - vær særlig omhyggelig her i den sidste del, i slutningen af din opgave og dit hverv, så dette tredje år af din kommando ligesom et tredje akt kan være så gennemført og veliscenesat som muligt. Det klarer du let, hvis du forestiller dig, at jeg - som du altid har villet vise det bedste af dig selv mere end alle andre - altid er ved din side og tager del i alt, hvad du gør og siger. Det eneste, jeg mangler, er at bede dig om at passe omhyggeligt på dit helbred, hvis du ikke vil sætte mit og hele din families på spil. Kærlig hilsen

Marcus


Rom, nov. 59 fvt.

Kære Quintus! 1 Statius kom til mig den 25. oktober. Hans ankomst var mig ikke kær, siden du har skrevet til mig, at i hans fravær ville du blive revet i småstykker af dine folk; men fordi han foregreb forventningerne til din ankomst og hele det opløb, der stod for, hvis han havde forladt provinsen sammen med dig og ikke havde vist sig forinden, fandt jeg, at det ikke var nogen ulykke, det skete. For nu er folk blevet trætte af at snakke, og der er blevet sagt mange af den her slags bemærkninger: ‘bestandig jeg vented, at hid en Mand skulde komme med vældige Kræfter begavet’ - og at alt det er overstået, før du kom, er jeg glad for. 2 At du sendte ham til mig, for at han kunne rense sig, det var virkelig overflødigt. For det første har jeg aldrig haft mistanke til ham, og hvad jeg har skrevet til dig om ham, var ikke udtryk for min egen vurdering af ham, men da vi politikeres adfærd og sikkerhed ikke kun er afhængig af sandheden, men i høj grad også af rygter, har jeg altid sendt rygtedannelserne videre i mine breve - ikke mine egne vurderinger. Men hvor mange og hvor alvorlige disse rygter var, har Statius selv fundet ud af, da han kom; for han var til stede, mens klager fra ganske mange mennesker over netop ham blev forelagt for mig, og han kunne høre, hvordan disse urimelige personers påstande navnlig brød løs over ham. 3 Men det, som plejede at gøre størst indtryk på mig, når jeg hørte, han han havde større indflydelse på dig, end der kræves af den betydning, som din alder, din kommando og din indsigt har - hvor mange tror du ikke har henvendt sig til mig for at få mig til at anbefale dem til Statius; hvor meget tror du ikke, han selv fremførte quite frankly overfor mig under vor samtale: ‘Dét har jeg aldrig brudt mig om; dét gav jeg min anbefaling; dét rådede jeg ham til; dét frarådede jeg ham.’ Selv om der er al mulig grund til at tro på sådan noget (jeg tror helt og fuldt på det, siden du selv vurderer situationen sådan), er dog selve det, at


det ser ud, som om en frigiven eller en slave har så stor indflydelse, ikke et godt udtryk for værdighed. Men lad det nu være, hvad det er (det hører sig ikke til, at jeg siger hvad som helst ud i det blå eller holder noget tilbage med bagtanke): Statius er substansen i al den sladder, folk, der ville bagtale dig, har udspredt; før kunne man ikke opfatte det anderledes, end at en hel del var ophidsede over, så streng du var, men med hans frigivelse fik de ophidsede endelig noget reelt at tale om. 4 Jeg vil nu give dig svar på de breve, som L. Caesius har bragt mig. Jeg skal støtte ham på alle punkter, siden jeg forstår det er, hvad du ønsker. Det ene brev er det om Zeuxis fra Blaundos, som du skriver, at jeg har anbefalet til dig, selv om han helt sikkert har slået sin mor ihjel. I den forbindelse, ja i det hele taget i forbindelse med al den slags, vil jeg gerne lige sige et par ord, for at du ikke ikke skal tro, jeg er blevet sådan helt forhippet på at sikre mig grækernes støtte. Da jeg forstod, at grækernes klager fik for stor vægt på grund af deres trang til at svindle, fik jeg lagt låg på alle dem, jeg hørte klage over dig, på alle mulige måder. Først fik jeg borgerne i Dionysopolis, som var meget fjendtlige, til at se mildere på sagen; jeg vandt deres formand, Hermippus, ikke bare ved det, jeg sagde, men ved at gøre ham til en af mine forbindelser. Det var mig, der med al min imødekommende venlighed fik hold på Hephaistios fra Apamea, på den der fuldstændig overfladiske mandsperson, Megaristos fra Antandros, på Nikias fra Smyrna, på alle de helt uduelige narrehoveder, ja også Nymphon fra Kolophon. Alt det har jeg gjort, ikke fordi disse personer eller hele det folk, de tilhører, er noget, jeg bryder mig om; jeg er træt af deres overfladiskhed, deres smiger, deres karakter, der ikke tager sig af deres forpligtelser, men lader dem udnytte deres chancer, som de forefalder. 5 Men for nu at vende tilbage til Zeuxis: da han sagde nøjagtig det samme som du om hans samtale med M. Cascellius, modstod jeg hans forklaring og gjorde manden til en af mine forbindelser. Hvad der var grunden til, at du var så forhippet, ved jeg ikke, – du skriver


jo, at siden du havde syet to mænd fra Mysien ind i en sæk i Smyrna, ønskede du vise et tilsvarende eksempel på din strenghed i den indre del af provinsen og derfor ville lokke Zeuxis ud på enhver måde (og han burde muligvis ikke have været frikendt, hvis han var blevet ført for retten), men at manden skulle eftersøges og lokkes ud til rettergang med ‘søde ord’, som du skriver, dét var virkelig ikke nødvendigt, især da sådan en mand, som jeg dagligt får oplysninger om, både fra hans egne borgere, og fra mange andre, der siger, at han nærmest er mere respektabel end hele den by, han er borger i. 6 Javel, ja, jeg er kun venlig mod grækerne. Har jeg ikke bragt L. Caecilius til ro på alle måder? Sikken en mand, sikke et raseri, sikke en kampgejst! Hvem har jeg i grunden ikke formildet på nær Tus-cenius, hvis sag der ikke kan gøres noget ved. Se bare, jeg har den der ligegyldige ubetydelighed, Catienus (men han er dog af ridder-stand), hængende over hovedet. At du har været temmelig barsk imod hans far, kritiserer jeg ikke; jeg ved jo med sikkerhed, at du har været det med god grund. Men hvad var pointen i et brev af den slags, som du sendte ham, at ‘han var ved at sætte det kors op til sig selv, som du tidligere havde trukket ham ned fra; du skulle nok sørge for, at han blev kvalt i et røgbål, med hele provinsens bifald’. Og hvad tjente brevet til denne her C. Fabius til (T. Catienus rejser også rundt med dét brev), ‘at du fik melding om, at Licinius og hans glente-unge af en søn inddrev sine skatter som en anden kidnapper’. Og så beder du Fabius om at brænde både far og søn levende, om han ellers kan; og ellers skal han sende dem til dig, så de kan blive brændt for retten. Det brev, sendt som det sikkert er - og hvis det er dit – i spøg til C. Fabius: når man læser det, indeholder det en provokerende brutalitet i formuleringen. 7 Og hvis du gennemgår de anvisninger, der står i alle mine breve, vil du indse, at jeg ikke har kritiseret noget som helt andet end den beske og hidsige tone i stilen, og undertiden, en sjælden gang, din mangel på omhu med din korrespondence. Hvis, i denne sammenhæng her, min indflydelse på dig havde været lidt stærkere end din – hvad enten det er din lidt mere kantede natur eller en vis fornøjelse ved egen hidsighed eller


din skarpe eller vittige tunge - ja, så havde der ikke været nogen grund til at ærgre sig ved dét! Tror du, det giver mig bare gennemsnitlig irritation, når jeg hører hvor højt man sætter C. Vergilius, og C. Octavius i den tilstødende provins? For hvis du sætter dig selv højere end dine naboer inde i landet, ham i Cilicien og ham i Syrien, så sætter du minsandten din standard højt! Smerten består i, at skønt de, som jeg nævnte, ikke overgår dig i uangribelighed, så overgår de dig dog i kunsten at skaffe sig velvilje - folk, der aldrig har læst Xenophons Kyros eller Agesilaos, konger, under hvis høje kommando ingen nogensinde hørte et urimeligt hårdt ord. 8 Men jeg ved jo udmærket, hvad jeg har fået ud af at råde dig til dette her lige siden starten. Nu, hvor du er ved at forlade provinsen, hvad jeg altså synes du allerede er godt i gang med, så vær så venlig at efterlade så godt et minde om dig selv som muligt. Din efterfølger er overordentligt omgængelig; alt andet vil man i høj grad savne ved hans ankomst. Du har været alt for flink med din korrespondence - jeg har skrevet det til dig ofte. Fjern, hvis du kan, alle de breve, der er urimelige, fjern dem, der er ikke er i normal administrativ stil, fjern dem, der modsiger hinanden. Statius har fortalt mig at brevene normalt blev bragt til dig i koncept og læst op af ham, og at du så blev klar over, om de var urimelige; før han kom op til dig, var der ikke sorteret i brevene; deraf kom der flere bind af frasorterede breve, som gerne blev kritiseret. 9 Af den slags giver jeg ikke længere nogen råd (det er jo for sent), og du ved jo godt, jeg har givet mange - men som jeg gav Theopompos besked på, da jeg fik det at vide af ham, sørg for, med loyale folks hjælp, hvad der er let, at du får fjernet disse typer breve, for det første de urimelige, dernæst dem med modsigelser, så dem, der er skrevet sært og mod normal praksis, og sidst men ikke mindst dem, der rummer injurier mod nogen. Jeg tror ikke, de er så problematiske, som jeg hører, men hvis ikke de blev bemærket midt under dine mange gøremål, så kig dem igennem nu og ryd op i dem. Jeg har læst et brev, som Sulla, din PR-


mand, selv skal have skrevet - ikke noget heldigt eksempel, og jeg har læst en hel del ophidsede breve. 10 Det var lige øjeblikket til det med brevene! For netop mens jeg sidder her med dette ark, kommer L. Flavius, en af næste års prætorer, til mig, en mand jeg har meget gode forbindelser med. Han fortæller mig, at du har sendt et brev til hans betroede folk, et brev, jeg synes er helt urimeligt, om at de ikke måtte fjerne noget af det, der havde været C. Octavius Naso’s ejendom (L. Flavius er arving til Octavius), førend de havde betalt C. Fundanius hans penge, og at du ligeledes har skrevet til borgerne i Apollonis, at de ikke måtte tillade, at der blev fjernet noget af det, der havde været Octavius’ ejendom, før gælden til Fundanius var betalt. Jeg tror ikke mine egne øren; alt det her ligner ikke dig og din forsigtighed. Må arvingen ikke fjerne noget? Hvad nu, hvis han bestrider gælden? Hvad nu, hvis han faktisk ikke skylder noget? Nå? Er det prætor, der plejer at vurdere, om der foreligger en gæld? Nå? Håber jeg ikke det bedste for Fundanius, er jeg ikke hans ven, kan jeg ikke føle medlidenhed? Ingen kan mere; men lovens vej er i visse spørgsmål sådan, at der ikke er plads til sympati. Og Flavius fortæller mig også, at der står i det brev, han siger er fra dig, at du enten ville takke dem som venner, eller give dem stort besvær som fjender. 11 Hvad kan man sige? Han tager det ilde op og går hårdt i rette med dig overfor mig og beder mig om at skrive så omhyggeligt som muligt til dig. Det er det, jeg gør, og jeg beder dig rent ud igen og igen indstændigt om, at du giver dig overfor Flavius’ betroede folk vedrørende frigørelsen af arven, og at du ikke giver Apollonis-borgerne yderligere anvisninger, som kan være imod Flavius. Du vil gøre alt dette både for Flavius’ skyld og naturligvis for Pompejus’! Jeg vil ved gud ikke have, at du synes, jeg er venlig imod ham til din ulempe, men jeg beder dig om selv at efterlade en stærk opfattelse af sagen og et eller andet dokument – et dekret eller et brev – som passer til Flavius’ ejendom og sag. Han er en mand, der viser mig den største opmærksomhed og står på sin ret og sin værdighed, og


han tager det meget ilde op, at han ikke har haft noget at skulle have sagt hos dig hverken i kraft af dette venskab eller i juridisk forstand. Såvidt jeg ved, har både Pompejus og Cæsar også engang anbefalet Flavius’ sag til dig og Flavius selv har skrevet til dig og jeg selv med, for den sags skyld. Hvis der altså overhovedet er noget, som du synes du bør gøre på min foranledning, så lad det være dette her. Hvis du ellers holder af mig, så sørg for, kæmp for, at Flavius kommer og takker både dig og mig så meget som overhovedet muligt. Det beder jeg dig om, så jeg ikke kan gøre det med større intensitet. 12 Det, du skriver til mig om Hermias, er jeg fandme rigtig træt af. Jeg skrev brevet til dig på en lidet broderlig måde; jeg skrev det altfor hidsigt, foranlediget af Diodotos’ (Lucullus’ frigivne) redegørelse, straks jeg havde hørt om aftalen, og jeg ønsker, jeg kunne kalde det tilbage. Du skal på bedste broder-maner tilgive det brev; det var skrevet alt andet end broderligt. 13 Om Censorinus, Antonius, Cassius’erne, Scaevola, at du er vellidt hos dem, som du skriver, er jeg vældig glad over. Alt det andet i det brev var værre, end jeg ville ønske: with flying colours og to be or not to be. Alt det der vil være en stor historie; mine ophævelser var fulde af kærlighed - de er ikke ubetydelige, men dog alligevel gen-nemsnitlige, ja nærmest små. Jeg ville aldrig i livet have fundet dig værdig til bare den mindste kritik, siden du opfører dig gennemreelt, hvis ikke vi havde mange fjender. Hvad jeg har skrevet til dig på en moraliserende eller kritisk måde, har jeg skrevet på grund af min omhu for min sikkerhed, og den holder jeg fast i og vil jeg holde fast i og vil jeg ikke holde op med at bede sig om at gøre også. 14 Attalus fra Hypaipa har forhandlet med mig om, at du ikke ville forhindre ham i, at det, der er besluttet vedrørende Q. Publicius’ statue, kommer til udbetaling. Jeg både beder dig om og indskærper dig, at du ikke må lade en sådan mand - og så god ven af os - se en æresbevisning til ham blive gjort mindre eller endda forhindret af dig.


Forresten er Licinus, en slave af Aesopus, vores gode bekendt, flygtet; du kender ham godt. Han har opholdt sig en tid i Athen hos Patron, epikuræeren, med status af fri mand; derfra tog han videre til provinsen Asien. Senere var der en vis Plato, en epikuræer fra Sardes, der plejer at være meget i Athen, og som havde været i Athen dengang, da Licinus var kommet dertil, og som altså, da han senere gennem Aesopus’ korrespondence var blevet klar over, at han var bortløben slave, pågreb ham og satte ham bag lås og slå i Efesos, men om det var i et offentligt fængsel eller i en arbejdsanstalt har jeg ikke rigtig kunnet finde ud af i hans breve. Hvordan det nu forholder sig - siden du nu er i Efesos, vil jeg bede dig forhøre dig om manden og med største omhu enten * * * tage ham med dig tilbage. Tag dig ikke af mandens værdi; en person, der i den grad ikke er til noget, er jo ingenting værd. Men Aesopus er så hårdt ramt af skuffelse over sin slaves usle handlinger og skamløse optræden, at du ikke ville kunne gøre ham nogen større glæde, end hvis han fik ham tilbage ved din hjælp. 15 Nu skal du få det at vide, du helst vil have noget at vide om. Vi har fuldstændig tabt kontrollen i det offentlige liv, i en sådan grad, at Cato, en hovedløs ung mand men dog romersk borger og en Cato, knap slap fra det med livet i behold, da han gik på talerstolen på forum og kaldte Pompejus for en ‘privat diktator’. Han ville have tilladelse til at anklage Gabinius for uredelig valgkamp, men det havde i flere dage ikke været muligt at komme til prætorerne, eller rettere, de havde ikke gjort det muligt. Det kunne ikke komme tættere på, at han han blev dræbt. Af det kan du se, hvad der er situationen i det offentlige liv i det hele taget. 16 Det ser dog ikke ud til, at folk vil svigte min sag; på den mest forunderlige måde erklærer de sig for mig, de stiller sig til rådighed og lover mig alt. Jeg har for min del de bedste forhåbninger og endda endnu mere kampgejst - håb om at ende ovenpå, gejst til ikke at frygte noget som helst udfald, sådan som det offentlige har det nu. Men sådan står sagerne altså. Stævner han mig, vil hele Italien strømme til, så jeg forlader


retten med min prestige mangedoblet; prøver han voldelige metoder, håber jeg der sker det vi kan yde voldelig modstand med sympatiaktioner ikke kun fra vore venner, men også vore fjender. Alle giver løfte for både sig selv og deres venner, klienter, frigivne, slaver, ja, endelig deres penge. Vores gamle loge af aristokrater er fyr og flamme af engagement i og kærlighed til mig. Havde der før været nogle, der var temmelig fjendtligt indstillede eller langsomme i optrækket, slutter de sig nu til aristokraterne af had til disse monarker. Pompejus lover alt muligt, og Cæsar gør; jeg stoler nøjagtig så meget på dem, at jeg ikke slækker det mindste på mine forberedelser. Næste års folketribuner er venligt stemte imod mig; konsulerne viser sig fra den bedste side; som prætorer har jeg nogle yderst venligt stemte og dybt engagerede borgere, Domitius, Nigidius, Memmius og Lentulus. Der er også andre gode allierede, men en for en. Så vær du bare ved godt mod, håb det bedste! Men jeg vil alligevel ofte orientere dig om, hvad der sker dag for dag i de enkelte aspekter. Kærlig hilsen Marcus

Documents

Indledning - Ribe Katedralskole