Slotsholmsgade 10 1216 København K.

Telefon 7226 8400 Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

jm@jm.dk

Konkursrådets udtalelse om ændring af konkurslovens § 64

1. Indledning

Konkursrådet afgav den 17. september 2015 en udtalelse om § 31 om om-

stødelse af gaver mellem ægtefæller i udkast til lov om ægtefællers øko-

nomiske forhold (retsvirkningsloven) i Retsvirkningslovsudvalgets be-

tænkning Ægtefællers Økonomiske Forhold (betænkning nr. 1552/2015).

Konkursrådet anbefalede, at Social- og Indenrigsministeriet anmodede

Konkursrådet om at komme med et konkret forslag til, hvordan anvendel-

sesområdet for konkurslovens § 64 kunne udvides og dermed samle om-

stødelsesreglerne i konkursloven, således at konkurslovens § 64 fremover

også kommer til at dække indholdet i forslaget til retsvirkningslovens § 31

og dæmme op for ægtefællefinten.

Social- og Indenrigsministeriet har den 31. maj 2016 anmodet Konkursrå-

det om at komme med et konkret forslag til formulering af konkurslovens

§ 64.

2. Gældende ret

2.1. Det følger af konkurslovens § 64, at gaver, som er fuldbyrdet senere

end 6 måneder før fristdagen, kan fordres omstødt. Gaver, som er fuldbyr-

det tidligere, men senere end 1 år før fristdagen, kan fordres omstødt,

medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdel-

sen blev insolvent. For gaver til skyldnerens nærstående gælder samme re-

gel, hvis gaven er fuldbyrdet senere end 2 år før fristdagen, jf. stk. 2. Det

følger dog af stk. 3, at undtaget fra omstødelse er lejlighedsgaver og lig-

nende gaver og understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens

kår.

Dato: 25. oktober 2016 Kontor: Insolvensretskontoret

Sagsbeh: Uffe Kritte Nielsen

Sagsnr.: 2016-4074-0016 Dok.: 2101639

2

Fristen for omstødelse regnes fra fuldbyrdelsen af gaven. Dette gælder li-

geledes, hvis et bindende gaveløfte er afgivet tidligere. Udgør en gave en

løsøregenstand, anses fuldbyrdelsen for sket på tidspunktet for overgivel-

sen til gavemodtageren. Er der tale om gaver, hvor tinglysning eller anden

sikringsakt er nødvendig for at opnå beskyttelse mod overdragerens for-

dringshavere, regnes fristen for omstødelse fra tidspunktet for sikringsak-

tens iagttagelse, jf. konkurslovens § 73.

Konkurslovens § 64 indeholder ikke en definition af gavebegrebet. Gaver

defineres i almindelighed som en vederlagsfri formueoverførsel, der er ud-

slag af gavmildhed, jf. Konkursloven med kommentarer, 13. udg., s. 563.

I forbindelse med konkurs antages det, at der skal foreligge en formuefor-

del. Dette kan foreligge i form af salg til underpris, jf. U1952.288/2H, hvor

salg af en gård til underpris blev omstødt som en gave.

Det er imidlertid tvivlsomt, om der i forbindelse med konkurs skal lægges

vægt på, om formuefordelen er ydet som udslag af gavmildhed, jf. Kon-

kursloven med kommentarer, 13. udg., s. 564.

Det er som udgangspunkt konkursboet, der bærer bevisbyrden for, at en

disposition udgør en gave. Omstændighederne omkring dispositionen kan

dog bevirke, at bevisbyrden vendes, således at det påhviler modtageren at

godtgøre, at der ikke foreligger en gave, jf. U2011.2415V, hvor landsretten

fandt, at der under de særlige omstændigheder måtte stilles særlige krav til

beviset for, at en disposition, der efter aktieoverdragelsesaftalen og de re-

viderede årsrapporter fremstod som en vederlagsfri ydelse til et selskab,

hvori direktionsmedlemmerne havde økonomiske interesser, ikke var en

gave.

Hvis forholdet ikke kan antages at udgøre en gave, vil omstødelse allerede

af denne grund være udelukket.

Betænkning nr. 606/1971 om konkurs og tvangsakkord afgivet af et af

Justitsministeriet nedsat udvalg indeholdt i lovudkastet til konkursloven i §

64 en regel om omstødelse af afkald på ret til ægteskabeligt fælleseje, der

er givet senere end 2 år før fristdagen, medmindre det kunne godtgøres, at

skyldnerens aktiver efter afkaldet oversteg dennes passiver.

Af betænkningen fremgår om muligheden for at afværge omstødelse efter

den foreslåede bestemmelse:

3

”Er skyldneren selv efter afkaldet solvent, kan omstødelse ikke ske.

Da der ved skiftet bør finde en opgørelse sted over hver ægtefælles

aktiver og passiver (hans »sufficiens« eller »insufficiens«, jfr. Be-

mærkningerne til § 17), og det er denne og ikke forventninger om

fremtidige indtægter eller gældsposter, der lægges til grund for skif-

tet, har man ikke her benyttet det ellers i udkastet anvendte insol-

venskriterium, men ladet det være afgørende, om skyldnerens aktiver

efter afkaldet oversteg hans passiver.”

Bestemmelsen, der i øvrigt indeholdt sufficiens og ikke likviditet som kri-

terium for afværgelse af omstødelse, blev ikke medtaget i konkursloven,

da loven blev vedtaget. Af bemærkningerne til konkursloven fremgår føl-

gende, jf. lovforslag nr. L 25 af 3. marts 1977:

”Bestemmelsen i betænkningsudkastets § 64 om omstødelse af af-

kald på ret til ægteskabeligt fælleseje er ikke medtaget i lovforslaget,

da justitsministeriet finder det mest hensigtsmæssigt, at eventuel ind-

førelse af en sådan regel afventer resultatet af de overvejelser om den

ægteskabelige formueordning, som foregår i det af ministeriet ned-

satte ægteskabsudvalg. Omstødelse af et sådant afkald kan derfor ef-

ter forslaget kun ske, hvis afkaldet kan anses for en gave, jfr. forsla-

gets § 64.”

Omstødelse af afkald på ret til ægteskabeligt fælleseje kan således ske ef-

ter § 64, hvis forholdet kan betragtes som en gave.

I U1986.89H blev en bodelingsoverenskomst med skævdeling omstødt ef-

ter konkurslovens § 64 som en gave. Højesteret lagde ligesom landsretten

vægt på, at der ved bodelingen i forbindelse med skilsmissen skete en

skævdeling til fordel for hustruen ved, at hun overtog en fast ejendom, som

på daværende tidspunkt havde en kontant friværdi på ca. 136.000 kr. Høje-

steret fandt ligesom landsretten desuden, at der herved var ydet en gave,

der faldt uden for rammerne af konkurslovens § 64, stk. 3.

I U2010.2288V blev oprettelse af en ægtepagt, der blev foretaget umiddel-

bart forud for skifte i forbindelse med skilsmisse, og hvorved bl.a. en fast

ejendom og en bil, som i forvejen hørte til hustruens bodel, blev gjort til

hendes særeje, anset for en gave, der kunne omstødes i medfør af konkurs-

lovens § 64, stk. 2.

Landsretten lagde bl.a. vægt på, at ægtepagten blev oprettet få måneder ef-

ter, at skattemyndighederne havde meddelt den ene ægtefælle, at skatte-

myndighederne havde til hensigt at forhøje hans skattepligtige indkomst

for de forudgående indkomstår med i alt ca. 8 mio. kr.

4

Landsretten lagde på baggrund af de for retten afgivne forklaringer vægt

på, at ægtefællerne lod sig skille for derved at undgå, at skattevæsenet fo-

retog udlæg i hustruens aktiver på baggrund af mandens skattegæld i med-

før af kildeskattelovens § 72, stk. 2. Landsretten lagde endvidere til grund,

at ægtepagten blev oprettet for at undgå, at halvdelen af værdien af hustru-

ens aktiver ved bodelingen i forbindelse med den nært forestående skils-

misse tilfaldt manden, således at samtlige hans fordringshavere herefter

ville kunne søge sig fyldestgjort heri.

I U2005.2833H blev et afkald på boslod ved en ægtepagt, som var under-

skrevet ca. 3 uger efter, at den pågældende havde fået at vide, at han var

alvorligt syg af kræft, og med viden om, at han havde en betydelig gæld,

der klart oversteg hans aktiver, ikke anset som en gave. Højesteret lagde

herved vægt på, at dødsfaldet ikke kunne anses for nært forestående.

Boslodskravet vedrørende ejendommen havde derfor ikke en sådan aktua-

litet, at afkaldet herpå udgjorde en gave omfattet af konkurslovens § 64,

stk. 1 eller 2, eller af retsvirkningslovens § 33.

2.2. Den begunstigede kan efter konkurslovens § 64, stk. 2, afværge om-

stødelse ved at godtgøre, at skyldneren ved gavens givelse var og forblev

solvent.

Solvens efter konkurslovens § 64 skal forstås i overensstemmelse med de-

finitionen i konkurslovens § 17, stk. 2, hvorefter en skyldner er insolvent,

hvis den pågældende ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som

de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være

forbigående. I afgørelsen U2007.551H udtalte Højesteret, at retten ikke

fandt det godtgjort, at skyldneren på overdragelsestidspunktet var i stand

til at opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfaldt.

Af betænkning 606/1971 fremgår om insolvensdefinitionen i konkurslo-

vens § 17:

”Udvalget må herefter mene, at konkurs bør indtræde, hvor skyldne-

ren må antages ikke at kunne betale sin gæld, efterhånden som den

forfalder, og at det er ufornødent at opstille som en yderligere betin-

gelse for konkurs, at skyldnerens status viser underbalance. Noget

andet er, at den rigtigt opgjorte status naturligvis er et meget vægtigt

indicium i spørgsmålet om skyldnerens betalingsevne.”

5

Selv om udvalget fandt det rigtigst at basere solvensvurderingen på en

vurdering af betalingsevne, fandt udvalget alligevel anledning til at be-

mærke, at skyldnerens insufficiens kunne være et indicium for insolvens.

Det er imidlertid uklart, i hvilket omfang insufficiens i praksis tillægges

betydning, jf. Insolvensprocesret, 3. udg., 2014, s. 154.

I relation til omstødelse må der ved vurderingen af, om insolvens forelå på

tidspunktet for dispositionen, lægges vægt på, om skyldnerens økonomiske

vanskeligheder, da dispositionen blev foretaget, var så alvorlige, at kon-

kurs efter et fornuftigt skøn måtte antages at blive resultatet, jf. Konkurs-

loven med kommentarer, 13. udg., s. 645.

2.3. Lejlighedsgaver og lignende gaver og understøttelser, som ikke stod i

misforhold til skyldnerens kår, er undtaget fra omstødelse, jf. konkurslo-

vens § 64, stk. 3.

Det gælder både for gaver og understøttelser, at de for at undgå omstødelse

ikke må stå i misforhold til skyldnerens kår. Det er forholdene på tids-

punktet for gaven eller understøttelsen, der er afgørende.

Ved lejlighedsgaver tænkes navnlig på fødselsdagsgaver, bryllupsgaver,

jubilæumsgaver og andre gaver, som gives i anledning af en bestemt begi-

venhed.

Ved lignende gaver tænkes navnlig på gaver, der ikke gives i en bestemt

anledning, men som alligevel er i overensstemmelse med almindelig skik

og brug.

Ved understøttelse tænkes navnlig på understøttelse af personer, som fami-

liemæssigt eller på grund af langvarigt samliv står skyldneren nært. Der

må være et vist krav om behov for hjælp fra modtageren af understøttel-

sen.

I U2005.407V havde skyldneren løbende ydet økonomiske bidrag til fami-

liens forsørgelse ved overførsel til en fælles budgetkonto, hvorfra der blev

betalt terminsudgifter til familiens bolig, som hustruen ejede. Landsretten

fandt, at de midler, skyldneren løbende havde bidraget med til familiens

forsørgelse, ikke oversteg, hvad der efter ægtefællernes livsvilkår måtte

anses for passende, jf. herved retsvirkningslovens § 2. Skyldneren havde

6

således ikke givet gaver til sin ægtefælle, til hvis gyldighed der kræves æg-

tepagt, jf. lovens § 30, jf. § 32, eller som kunne omstødes efter konkurslo-

vens § 64.

2.4. Ved siden af konkurslovens regler om omstødelse findes reglerne om

omstødelse af gaver mellem ægtefæller i retsvirkningsloven, jf. bekendtgø-

relse nr. 1814 af 23. december 2015 af lov om ægteskabets retsvirkninger.

Det følger af retsvirkningslovens § 31, at en ægtefælle, hvis indtægter i lø-

bet af et kalenderår har givet overskud, inden udløbet af det følgende år

uden oprettelse af ægtepagt vederlagsfrit kan overdrage indtil halvdelen af

overskuddet til den anden ægtefælle. Overdragelsen har dog kun gyldighed

mod overdragerens fordringshavere, såfremt overdrageren beholdt utvivl-

somt tilstrækkelige midler tilbage til at dække sine forpligtelser.

Det følger endvidere af § 33, at en fordringshaver, der har en fordring mod

den ene ægtefælle, kan holde sig til den anden ægtefælle for værdien af en

gave, skyldnerægtefællen har overført, medmindre det bevises, at overdra-

geren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtel-

ser.

Modtagerægtefællen har bevisbyrden for, at overdrageren beholdt utvivl-

somt tilstrækkelige midler, og der er tale om en streng bevisbyrde. Fra

praksis kan nævnes U1977.758V, hvor to ægtefæller ved ægtepagt havde

ophævet formuefællesskabet og delt fællesboet således, at manden som

særeje overtog tøj og personlige genstande, mens hustruen som særeje

overtog det øvrige fællesbo, herunder bl.a. en landbrugsejendom og et

sælgerpantebrev. Landsretten fandt, at der var ydet hustruen en gave, der

oversteg beløbene ifølge to fordringer mod manden, der var stiftet før æg-

tepagtens tinglysning. Det var i sagen ubestridt, at manden ved overførslen

ikke beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtel-

ser, hvorfor mandens fordringshaver kunne holde sig til hustruen.

I U1962.738Ø havde den mandlige ægtefælle ved ægtepagt overdraget en

fast ejendom til sin hustru. Ved ægtepagtens tinglysning havde manden ak-

tiver for 6.893 kr., medens hans passiver udgjorde 9.200 kr. Under sagen,

der var anlagt af en af mandens fordringshavere mod hustruen, gjorde hu-

struen gældende, at hun efter retsvirkningslovens § 33 alene havde pligt til

at sandsynliggøre, at manden beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler.

Landsretten udtalte, at hustruen ikke havde godtgjort, at hendes ægtefælle

på tinglysningstidspunktet havde beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler

7

til at dække sine forpligtelser. Landsretten udtalte desuden, at den om-

stændighed, at manden ikke havde regnskabspligt, ikke kunne formindske

kravet om bevis for den utvivlsomme solvens. Landsretten dømte herefter

hustruen til at betale i medfør af retsvirkningslovens § 33.

Afgørelsen viser, at der er tale om en streng bevisbyrde, og at det ikke er

tilstrækkeligt blot at sandsynliggøre overdragerens solvens efter overdra-

gelsen.

I U1953.886Ø havde to ægtefæller ved ægtepagt ophævet det hidtil bestå-

ende formuefællesskab og aftalt fuldstændigt særeje. Ægtefællerne havde

samtidig bestemt, at den faste ejendom og alt løsøre skulle være hustruens

særeje. Manden beholdt aktiver, der oversteg dennes passiver, men de be-

holdne aktiver var båndlagte. Landsretten fandt, at retsvirkningslovens §

33 må fortolkes således, at reglen også finder anvendelse, når giveren ved

gaven gør sig illikvid. Landsretten fandt således, at fordringshaverne ikke

skal vente på fyldestgørelse.

Afgørelsen viser således, at utvivlsomt tilstrækkelige midler skal forstås

både ud fra insufficiens og illikviditet.

3. Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har overvejet, hvordan anvendelsesområdet for konkurslo-

vens § 64 kan udvides med henblik på at samle omstødelsesreglerne i kon-

kursloven, således at konkurslovens § 64 også dækker indholdet i forslaget

til retsvirkningslovens § 31 i Retsvirkningslovsudvalgets betænkning og

dæmmer op for ægtefællefinten.

Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, hvordan konkurslovens § 64

kan tilpasses, således at bestemmelsen omfatter indholdet i forslaget til

retsvirkningslovens § 31, hvorefter det er en betingelse for at undgå om-

stødelse, at skyldneren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler. Konkurs-

rådet har følgelig overvejet, om det fortsat skal være tilstrækkeligt, at en

begunstiget kan afværge omstødelse efter konkurslovens § 64 ved at føre

bevis for skyldnerens solvens på tidspunktet for gavens fuldbyrdelse ud fra

den traditionelle illikviditetsvurdering.

Rådet finder, at der må lægges vægt på skyldnerens bestående aktiver, det

vil sige, at der også lægges vægt på en vurdering af sufficiens frem for

udelukkende den traditionelle insolvensdefinition. Det bør således ikke

8

være muligt at afværge omstødelse, blot fordi skyldneren fortsat opretholdt

indtægter, der var høje nok til at dække dennes løbende forpligtelser. Be-

tingelsen i forslaget til retsvirkningslovens § 31 om, at skyldneren skal ha-

ve beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler – og ikke blot tilstrækkelige

midler – er i overensstemmelse hermed.

Konkursrådet foreslår på den baggrund at ændre formuleringen i konkurs-

lovens § 64, stk. 2, vedrørende solvensbeviset, således at afværgelse af

omstødelse tillige forudsætter, at det bevises, at skyldneren beholdt utvivl-

somt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Beviset for utvivlsomt tilstrækkelige midler må efter Konkursrådets opfat-

telse vurderes i overensstemmelse med retspraksis vedrørende retsvirk-

ningslovens § 33, hvorefter en fordringshaver, der har en fordring mod den

ene ægtefælle, kan holde sig til den anden ægtefælle for værdien af en ga-

ve, skyldnerægtefællen har overført, medmindre det bevises, at overdrage-

ren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Som det fremgår ovenfor, pkt. 2.4, antages det, at den gældende formule-

ring om utvivlsomt tilstrækkelige midler i retsvirkningslovens § 33 inde-

holder en solvensvurdering både ud fra insufficiens og illikviditet.

Konkursrådet foreslår, at denne dobbelte insolvensvurdering videreføres i

den foreslåede regel. Konkursrådet foreslår desuden, at kravene til bevis-

byrden videreføres, således at det er modtageren, der bærer bevisbyrden,

og således at det ikke er tilstrækkeligt blot at sandsynliggøre, at overdrage-

ren forblev solvent.

Det er Konkursrådets opfattelse, at denne ændring af solvensbeviset i kon-

kurslovens § 64 skal gælde generelt, det vil sige også i relation til andre

gavemodtagere end ægtefæller, da sufficiens generelt bør være en betin-

gelse for at undgå omstødelse af en gave fuldbyrdet mere end 6 måneder

før fristdagen.

Konkursrådet anser det ikke for nødvendigt at foreslå tilsvarende ændrin-

ger i de øvrige omstødelsesregler, der indeholder bestemmelse om sol-

vensbevis, men bemærker, at insufficiens som forudsat i forarbejderne kan

indgå som et indicium for insolvens.

Konkursrådet har endvidere overvejet, om konkurslovens § 64 i tilstrække-

ligt omfang er dækkende i forhold til at dæmme op for dispositioner sær-

9

ligt mellem ægtefæller, hvor aktiver overføres fra den ene ægtefælle til den

anden med henblik på at bringe aktiverne i sikkerhed for fordringshavere –

den såkaldte ægtefællefinte.

Ægtefællefinten består typisk i, at giveren – på et tidspunkt, hvor denne

frygter at blive mødt med krav, den pågældende ikke vil kunne betale –

overfører aktiver til sin ægtefælle. Hvis der forløber mere end 2 år efter

dispositionens fuldbyrdelse, inden giveren begæres konkurs, kan den

begunstigede ikke rammes af omstødelse efter konkurslovens § 64. Er

dispositionen fuldbyrdet mere end 6 måneder, men mindre end 2 år før, der

indleveres konkursbegæring mod giveren, kan den begunstigede ægtefælle

efter § 64, stk. 2, afværge omstødelse ved at føre bevis for giverens

solvens.

Selv om kravet til solvensbevis som anført ovenfor foreslås skærpet, vil

konkurslovens § 64 ikke give et tilstrækkeligt værn mod ægtefællefinten.

Det kan således forekomme, at skyldnerens fordringshavere ikke har mu-

lighed for at få erklæret skyldneren konkurs inden 2 år efter gavens fuld-

byrdelse, fordi de væsentligste krav mod skyldneren er omtvistede. Hvis

der eksempelvis rejses krav mod skyldneren vedrørende dennes ledelse af

et selskab, kan en sådan erstatningssag vare adskillige år. Skyldneren vil i

den forbindelse have et incitament til at forsøge at trække sagen ud, såle-

des at en konkurs først indtræder senere end 2 år, efter at gaven blev fuld-

byrdet. Selv i tilfælde, hvor en konkurs begæres inden 2 år efter gavens

fuldbyrdelse, vil omstødelse ikke altid kunne ske. Hvis gaven blev fuld-

byrdet tidligere end 6 måneder før fristdagen, vil omstødelse kunne afvær-

ges ved førelse af solvensbevis. Det er efter gældende ret tvivlsomt, om et

omtvistet krav indgår i solvensvurderingen.

På den baggrund finder Konkursrådet, at konkurslovens § 64, stk. 2, ikke i

tilstrækkeligt omfang dæmmer op for en skyldners mulighed for at bringe

aktiver i kreditorly hos sin ægtefælle i situationer, hvor skyldneren frygter

et erstatningskrav (eksempelvis på grund af erstatningsansvarspådragende

ledelse af en virksomhed), men hvor kravet ikke er rejst endnu, eller hvor

kravet endnu ikke er fastslået ved dom.

Konkursrådet er opmærksom på, at der også er et hensyn at tage til den

begunstigede ægtefælle. Det kan således virke vidtgående at omstøde en

gave, som er fuldbyrdet mere end 2 år før fristdagen, navnlig hvis ægtefæl-

len var i god tro om skyldnerens insolvens, da gaven blev modtaget. Dette

hensyn gør, at en udvidelse af konkurslovens § 64 alene bør angå gaver,

10

som stod i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold. Udvi-

delsen af konkurslovens § 64 bør med andre ord være møntet på at mod-

virke skyldnerens overførsler af særligt værdifulde aktiver, herunder fast

ejendom, værdipapirer, motorkøretøjer og lignende til sin ægtefælle.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at der indføres et nyt stk. 4 i kon-

kurslovens § 64, hvorefter en gave, der står i åbenbart misforhold til

skyldnerens økonomiske forhold, og som er ydet til skyldnerens nærståen-

de, skal kunne omstødes gennem en tidsmæssigt udvidet adgang i forhold

til den nugældende adgang til omstødelse i konkurslovens § 64, stk. 1 og 2.

Der skal efter Konkursrådets opfattelse ikke skelnes mellem ægtefæller og

andre nærstående, idet dette vil kunne medføre en uhensigtsmæssig forskel

på overdragelser mellem gifte og ugifte samlevende. De gavedispositioner,

den foreslåede regel skal vedrøre, er ofte overførsler mellem personer med

fælles økonomiske interesser, der lever i et ægteskabslignende forhold. Det

bør imidlertid efter Konkursrådets opfattelse være uden betydning, om der

er tale om gifte eller ugifte samlevende, eller om der er tale om overførsler

til børn eller andre nærstående. Konkursrådet finder på den baggrund ikke

anledning til at begrænse den foreslåede regels anvendelsesområde til

overførsler mellem ægtefæller.

Konkursrådet foreslår derfor, at reglen skal finde anvendelse på overførsler

til nærstående som defineret i konkurslovens § 2, det vil sige ægtefæller,

slægtninge i op- og nedstigende linjer, søskende, de nævnte personers æg-

tefæller og andre personer, der har stået hinanden særlig nær, jf. nr. 1, et

selskab og en person, såfremt personen eller dennes nærstående direkte el-

ler indirekte ejer en væsentlig del af selskabets kapital, jf. nr. 2, to selska-

ber, såfremt det ene eller dettes nærstående direkte eller indirekte ejer en

væsentlig del af det andet selskabs kapital, eller såfremt en væsentlig del af

begge selskabers kapital direkte eller indirekte ejes af samme person eller

selskab eller af indbyrdes nærstående personer eller selskaber, jf. nr. 3, og

andre personer, selskaber eller organisationer, som har tilsvarende interes-

sefællesskab som under nr. 2 eller 3 angivet, jf. nr. 4.

Reglen skal efter Konkursrådets opfattelse finde anvendelse på gaver af

usædvanlig værdi. Afgørelsen af, om der skal ske omstødelse af en gave i

medfør af den foreslåede regel beror på en samlet bedømmelse af, om ga-

ven stod i misforhold til skyldnerens formue, og der må herved som ud-

gangspunkt henses til gavens værdi og formuens størrelse på det tidspunkt,

hvor gaven blev givet. Konkursrådet finder desuden, at der ikke kun skal

11

tages hensyn til gavens relative værdi i forhold til skyldnerens økonomiske

forhold, men også til dens i sig selv meget store værdi. Det betyder navn-

lig, at fast ejendom, værdipapirer og motorkøretøjer ofte vil være omfattet

af den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde, hvad enten der er tale

om lejlighedsgaver eller andre gaver.

Konkursrådet har herefter overvejet, om der skal knyttes tidsfrister til reg-

len. De dispositioner, der omfattes af den foreslåede regel, vil efter deres

art allerede være omfattet af omstødelsesadgangen i konkurslovens § 64,

stk. 2, hvorfor en eventuel tidsfrist må være længere end 2 år før fristdagen

for at have en virkning.

Dette kan give anledning til problemer, hvis etablering af fristdag afventer

udfaldet af en sag vedrørende et omtvistet krav. Der kan således gå mange

år, før der foreligger en endelig domstolsafgørelse, der kan anvendes som

grundlag for en konkursbegæring.

Konkursrådet har i den forbindelse overvejet muligheden for at indføre en

alternativ frist for omstødelse. En mulighed kunne være, at gaven kan om-

stødes, hvis en fordringshaver inden 2 år efter gavens fuldbyrdelse har

varslet et eventuelt omstødelseskrav over for den begunstigede.

En sådan løsning vil sikre muligheden for at omstøde gaver, der ligger

længere tilbage end 2 år før fristdagen. Omvendt vil fordringshavernes

mulighed for at give den nævnte meddelelse forudsætte et kendskab til

skyldnerens forhold, som en almindelig fordringshaver ikke kan forventes

at have. Desuden vil en eksplicit regel om varsling af et eventuelt omstø-

delseskrav bevirke, at dersom kravet ikke varsles, hvilket kan skyldes

ukendskab til dispositionen, vil omstødelse være udelukket.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at der ikke knyttes en tidsfrist til

bestemmelsen.

Den begunstigede bør imidlertid efter Konkursrådets opfattelse have visse

muligheder for at afværge et eventuelt omstødelseskrav.

Konkursrådet har på den baggrund overvejet, om god tro hos den begun-

stigede, herunder om de omtvistede krav mod skyldneren, skal kunne af-

værge omstødelse.

12

En sådan regel vil kun medføre en mindre skærpelse i forhold til konkurs-

lovens § 74 om omstødelse af utilbørlige dispositioner, som vil bestå i, at

det i modsætning til efter § 74 vil være den begunstigede, der skal bevise

god tro. En sådan ordning vil desuden efter Konkursrådets opfattelse stride

mod det objektive element i konkurslovens § 64.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at der i overensstemmelse med

reglerne i konkurslovens § 64, stk. 2, alene bør være adgang til at afværge

omstødelse ved at føre bevis for skyldnerens solvens på tidspunktet for di-

spositionens foretagelse. Kravet til solvensbevis efter konkurslovens § 64,

stk. 2, foreslås som nævnt ovenfor skærpet, således at der tillige skal føres

bevis for, at skyldneren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at

dække sine forpligtelser.

Omstødelse bør således efter Konkursrådets opfattelse kun kunne afvær-

ges, hvis skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen af gaven blev in-

solvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forplig-

telser.

Utvivlsomt tilstrækkelige midler må efter Konkursrådets opfattelse forstås

på samme måde som Konkursrådets forslag til § 64, stk. 2, jf. ovenfor.

Da den foreslåede regel navnlig vil være relevant i tilfælde, hvor der er

rejst omtvistede krav mod skyldneren, da denne ydede gaven, foreslås reg-

len udformet således, at det eksplicit angives, at omtvistede og betingede

krav anses for forpligtelser, uanset at disse ikke er endeligt fastslået. Det er

naturligvis en forudsætning, at kravet senere fastslås over for skyldneren

eksempelvis ved dom eller ved skyldnerens erkendelse.

Konkursrådet har ikke herved taget stilling til, om sådanne krav indgår i

solvensvurderingen efter andre regler i konkursloven.

Betingelsen om, at kravet senere fastslås over for skyldneren, indebærer, at

kravet skal fastslås ved en afgørelse over for skyldneren personligt eller

ved skyldnerens personlige erkendelse. Det er således ikke tilstrækkeligt,

at kravet anerkendes af skyldnerens konkursbo, idet konkursboet i sagens

natur kunne se en fordel heri, hvis dette kunne muliggøre omstødelse over

for den begunstigede.

Det vil således efter Konkursrådets forslag være nødvendigt først at føre

en sag mod overdrageren med henblik på at fastslå kravet. Denne frem-

13

gangsmåde vil efter Konkursrådets opfattelse være den hyppigst mest fo-

rekommende situation. Der tænkes her navnlig på de situationer, hvor

overdrageren er blevet mødt med et større erstatningskrav, eksempelvis i

anledning af ansvarspådragende ledelse af en virksomhed.

Såfremt overdrageren – mens sagen verserer – måtte blive erklæret kon-

kurs på baggrund af et andet krav, opstår spørgsmålet, om konkursboet ved

sin passivitet efter konkurslovens § 141, stk. 1, vil medvirke til, at betin-

gelserne opfyldes gennem en udeblivelsesdom.

Konkursrådet finder, at konkursboets interesse i omstødelseskravet må fø-

re til, at det ikke er tilstrækkeligt at få dom over konkursboet. Rådet læg-

ger herved vægt på, at konkursboet kan have en interesse i, at kravet fast-

slås, idet dette vil føre til, at der efter den foreslåede regel vil kunne rejses

et omstødelseskrav over for skyldnerens nærstående, som har modtaget en

gave på et tidspunkt, hvor der var rejst et omtvistet krav mod skyldneren.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at det bør være en betingelse, at

kravet fastslås over for skyldneren personligt, eventuelt sammen med boet.

Det betyder, at sagen om det omstridte krav skal videreføres mod skyldne-

ren (overdrageren), eventuelt sammen med boet, jf. konkurslovens § 141.

Ofte vil skyldneren ikke have midler til at videreføre sagen om det om-

stridte krav, hvorfor der vil blive afsagt udeblivelsesdom vedrørende kra-

vet, medmindre den begunstigede for egen regning sørger for at varetage

skyldnerens interesser under sagen. Konkursrådet har overvejet, om det så-

ledes er rimeligt, at den begunstigede herved påføres risikoen for skyldne-

rens manglende økonomiske evne til at varetage sine interesser under den

verserende sag. Rådet finder i den forbindelse, at den særlige konstruktion

og det nære interessefællesskab mellem skyldneren og den begunstigede,

som ofte vil være ægtefæller, bevirker, at dette er rimeligt. Rådet bemær-

ker i den forbindelse, at den begunstigede ikke er afskåret fra at stille sik-

kerhed for skyldnerens omkostninger ved at føre sagen.

Er skyldneren en juridisk person, det vil sige et aktie- eller anpartsselskab

eller lignende, er det ikke muligt at få dom over skyldneren personligt. I

disse tilfælde må det efter Konkursrådets opfattelse være tilstrækkeligt, at

det omstridte krav erkendes af konkursboet, der efter konkursen har over-

taget ledelsen af selskabet.

14

Ved at lade skyldnerens forpligtelser omfatte omtvistede krav undgås det,

at en skyldner trækker en verserende sag i langdrag, imens den pågælden-

de overfører sine aktiver til sine nærstående.

Eftersom der er tale om en udvidelse af omstødelsesadgangen vedrørende

gaver uden tidsfrist, finder Konkursrådet det hensigtsmæssigt, at det præ-

ciseres i lovbemærkningerne, at omstødelseskravet kan lempes efter kon-

kurslovens § 78 om nedsættelse eller bortfald af urimeligt byrdefulde krav,

hvis omstændighederne taler derfor. Lempelse kan eksempelvis komme på

tale, hvis den begunstigede var i god tro om skyldnerens insolvens og i

fortsat god tro herom har forbrugt det modtagne. Derimod bør lempelse

ikke ske, hvis den begunstigede var bekendt med, at der var rejst et stort

krav mod skyldneren, uanset om kravet på gavetidspunktet var omtvistet.

Som anført ovenfor er understøttelser, der ikke stod i misforhold til skyld-

nerens kår undtaget fra omstødelse, jf. konkurslovens § 64, stk. 3.

Konkursrådet foreslår, at bestemmelsen i § 64, stk. 3, moderniseres sprog-

ligt, således at lejlighedsgaver og understøttelser vurderes ud fra skyldne-

rens økonomiske forhold frem for dennes ”kår”.

I forslaget til retsvirkningslovens § 31 er det udtrykkeligt bestemt, at reg-

lerne om omstødelse af gaver tillige finder anvendelse på løbende, større

betalinger fra skyldneren til dennes ægtefælle, hvis betalingerne er større

end, hvad der henset til ægtefællernes økonomiske forhold og familiens

behov er rimelige bidrag til familiens forsørgelse. Sådanne løbende, større

betalinger kan efter omstændighederne kvalificeres som gaver og dermed

være direkte omfattet af konkurslovens regler om omstødelse af gaver. For

at undgå tvivl om, hvorvidt sådanne løbende, større betalinger kan anses

for gaver, foreslår Konkursrådet, at der indsættes et nyt stk. 5 i konkurslo-

vens § 64, hvorefter sådanne løbende, større betalinger kan omstødes i

samme omfang som gaver. Betalinger, der er udtryk for en understøttelse,

der ikke står i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, kan ikke

omstødes, jf. konkurslovens § 64, stk. 3.

Det bør i forhold til sådanne betalinger – ligesom ved gaver i øvrigt – være

muligt at omstøde betalinger, der er foretaget mere end 2 år før fristdagen,

hvis der er tale om beløb, der står i åbenbart misforhold til skyldnerens

økonomiske forhold.

15

Konkursrådet foreslår, at reglen om omstødelse af løbende, større betalin-

ger tillige skal finde anvendelse på ugifte samlevende.

Endelig har Konkursrådet overvejet, om der er behov for en udtrykkelig

regulering af adgangen til omstødelse af ægtepagter, boslodsafkald og bo-

delingsaftaler.

Ifølge retspraksis kan særejeægtepagter og afkald på boslod, herunder del-

vist afkald i form af skævdelingsaftaler, betragtes som en omstødelig gave

efter konkurslovens § 64. I forslaget til retsvirkningslovens § 31 foreslås

skævdelingsaftaler undtaget fra omstødelse efter retsvirkningslovens § 31,

men dette ville ikke udelukke omstødelse efter konkurslovens regler.

Konkursrådet finder, at konkurslovens regler om omstødelse af gaver fort-

sat bør finde anvendelse på ægtepagter, hvorved skyldnerens ægtefælles

bodel helt eller delvis gøres til dennes særeje, samt aftaler, hvorved skyld-

neren helt eller delvis giver afkald på sin ret til boslod, herunder skævde-

lingsaftaler.

Konkursrådet har overvejet, om det bør være en betingelse for omstødelse

af sådanne dispositioner, at skiftet var nært forestående. Dette må anses for

en betingelse efter retspraksis. En sådan betingelse kan efter Konkursrå-

dets opfattelse give en vis uforudsigelighed, idet det kan variere, hvad der

nærmere forstås ved nært forestående. Konkursrådet finder imidlertid, at

der ikke er behov for at lave lovregler herom, idet det fortsat bør overlades

til domstolene at foretage en konkret vurdering i sådanne tilfælde.

Det vil som følge af de foreslåede ændringer i konkurslovens § 64 være

nødvendigt at indføre overgangsbestemmelser, således at den nye affattel-

se af konkurslovens § 64 gælder for gaver, der er fuldbyrdet efter lovens

ikrafttræden, mens de nugældende regler om omstødelse i konkursloven og

retsvirkningsloven gælder for gaver, der er fuldbyrdet før lovens ikrafttræ-

den.

4. Konkursrådets lovudkast

§ 1

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 11 af 6. januar 2014, som senest

ændret ved § 16 i lov nr. 573 af 4. maj 2015, foretages følgende ændringer:

16

1. I § 64, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter ”insolvent”: ”og utvivlsomt havde

tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser”.

2. I § 64, stk. 3, ændres ”kår” til: ”økonomiske forhold”.

3. I § 64 indsættes efter stk. 3:

”Stk. 4. Gaver til skyldnerens nærstående, som stod i åbenbart misforhold

til skyldnerens økonomiske forhold, kan fordres omstødt. Dette gælder dog

ikke, hvis det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen

blev insolvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine

forpligtelser. Et omtvistet eller betinget krav anses for en forpligtelse efter

2. pkt., forudsat at kravet senere fastslås endeligt over for skyldneren.

Stk. 5. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, i det omfang skyldneren lø-

bende har betalt større beløb til eller for dennes ægtefælle eller samlever,

end hvad der efter disses økonomiske forhold og familiens behov er rime-

lige bidrag til familiens forsørgelse.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den […]

Stk. 2. Loven finder anvendelse på dispositioner, der er fuldbyrdet efter lo-

vens ikrafttrædelse.

§ 3

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for

Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 64, stk. 2)

Det følger af konkurslovens § 64, stk. 2, at gaver, som er fuldbyrdet tidli-

gere end 6 måneder, men senere end et år før fristdagen, kan fordres om-

stødt, medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuld-

byrdelsen blev insolvent. Gaver til skyldnerens nærstående kan omstødes

efter samme regel, hvis gaven er fuldbyrdet senere end to år før fristdagen.

17

Den begunstigede kan således efter konkurslovens § 64, stk. 2, afværge

omstødelse ved at godtgøre, at skyldneren ved gavens givelse var og for-

blev solvent.

Det foreslås med tilføjelsen til konkurslovens § 64, stk. 2, at afværgelse af

omstødelse forudsætter, at modtageren kan godtgøre, at overdrageren ikke

var eller blev insolvent og beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at

dække sine forpligtelser. Vurderingen af overdragerens insolvens skal her-

efter ske både ud fra en vurdering af illikviditet og insufficiens.

Det er således efter forslaget ikke tilstrækkeligt til at afværge omstødelse,

at overdrageren efter overdragelsen opretholder en indtægt, der er stor nok

til at dække dennes løbende forpligtelser. Det er desuden en betingelse for

at afværge omstødelse, at overdragerens aktiver utvivlsomt overstiger den-

nes passiver.

Det er modtageren, der bærer bevisbyrden, og det er ikke tilstrækkeligt

blot at sandsynliggøre, at overdrageren forblev solvent.

Til nr. 2 (§ 64, stk. 3)

Det følger af konkurslovens § 64, stk. 3, at lejlighedsgaver og lignende ga-

ver og understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår, er

undtaget fra omstødelse.

Det foreslås, at der foretages en sproglig modernisering af den gældende

bestemmelse, således at ”kår” ændres til ”økonomiske forhold”.

Herudover tilsigtes ingen ændring i forhold til gældende ret.

Til nr. 3 (§ 64, stk. 4-5)

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4, hvorefter gaver til skyldnerens

nærstående, som stod i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske

forhold, kan fordres omstødt.

Dette gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at skyldneren hverken var eller

ved fuldbyrdelsen blev insolvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler

til at dække sine forpligtelser. Et omtvistet eller betinget krav anses for en

forpligtelse, forudsat at kravet senere fastslås endeligt over for skyldneren.

18

Ved gaver, der står i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske for-

hold, skal forstås gaver af usædvanlig værdi.

Afgørelsen af, om der skal ske omstødelse af en gave i medfør af den fore-

slåede regel beror på en samlet bedømmelse af, om gaven stod i misfor-

hold til skyldnerens formue, og der må herved som udgangspunkt henses

til gavens værdi og formuens størrelse på det tidspunkt, hvor gaven blev

givet. Der skal ikke kun tages hensyn til gavens relative værdi i forhold til

skyldnerens økonomiske forhold, men også til dens i sig selv meget store

værdi.

Den foreslåede bestemmelse vil navnlig finde anvendelse på fast ejendom,

værdipapirer og motorkøretøjer, det vil sige gaver af også usædvanlig ka-

rakter, der normalt kan tjene den samlede husstand. Det er uden betydning,

om de pågældende gaver er givet som lejlighedsgaver.

Gaver i form af løsøre til modtagerens personlige brug vil sædvanligvis

falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde, uanset at der er tale om

luksusgenstande. Sådanne gaver vil dog efter omstændighederne kunne

omstødes efter den foreslåede bestemmelse, såfremt gaven åbenbart stod i

misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, herunder det sædvanlige

gaveniveau mellem parterne.

Omstødelse efter den foreslåede bestemmelse er ikke betinget af, at gaven

er fuldbyrdet inden for en bestemt tidsfrist i forhold til fristdagen.

Omstødelse er dog udelukket, såfremt modtageren kan godtgøre, at skyld-

neren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent og utvivlsomt

havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Modtageren skal godtgøre, at skyldneren hverken var illikvid eller insuffi-

cient. Der er således tale om en skærpet bevisbyrde i forhold til de øvrige

objektive omstødelsesbestemmelser, idet det efter den foreslåede bestem-

melse ikke er tilstrækkeligt, at skyldneren var i stand til at efterkomme si-

ne løbende forpligtelser. Der skal også ses på, om skyldnerens aktiver

overstiger dennes passiver.

Kravet til bevis er en videreførelse af praksis vedrørende retsvirkningslo-

vens § 33, og der er tale om en streng bevisbyrde. Det er således ikke til-

strækkeligt, at modtageren blot sandsynliggør, at skyldneren beholdt

utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

19

Ved opgørelsen af skyldnerens forpligtelser indgår også omtvistede og be-

tingede krav mod skyldneren, forudsat at kravet senere fastslås endeligt

over for skyldneren personligt. Kravet kan eksempelvis fastslås ved dom

eller ved skyldnerens erkendelse. Det er således ikke tilstrækkeligt, at kra-

vet anerkendes af skyldnerens konkursbo, medmindre der er tale om en

skyldner, der er en juridisk person. Er skyldneren således et selskab med

begrænset ansvar, er det tilstrækkeligt, at kurator, der efter konkursen har

overtaget ledelsen af selskabet, erkender kravets eksistens.

Er skyldneren en fysisk person, vil det således være nødvendigt først at fø-

re en sag mod skyldneren med henblik på at fastslå kravet. Er der forud for

konkursen indledt en sag med henblik på at fastslå kravet, men er sagen

ikke afgjort, inden skyldneren tages under konkursbehandling, må den for-

dringshaver, der har anlagt sagen søge at få dom over skyldneren eller

skyldneren sammen med boet, jf. konkurslovens § 141. Hvis ingen sag er

anlagt, og kravet ikke er fastslået forud for konkursen, må konkursboet el-

ler fordringshaver søge at opnå skyldnerens erkendelse eller anlægge sag

mod skyldneren med påstand om anerkendelse af kravets eksistens.

Det er som udgangspunkt uden betydning for spørgsmålet om omstødelse,

at den begunstigede var i god tro om skyldnerens insolvens. Kravet mod

den begunstigede kan imidlertid efter omstændighederne lempes efter

konkurslovens § 78 om nedsættelse eller bortfald af urimeligt byrdefulde

krav. Lempelse kan eksempelvis komme på tale, hvis den begunstigede var

i god tro om skyldnerens insolvens og i fortsat god tro herom har forbrugt

det modtagne. Derimod bør lempelse ikke ske, hvis den begunstigede var

bekendt med, at der var rejst et stort krav mod skyldneren, uanset om kra-

vet på gavetidspunktet var omtvistet.

Det foreslås desuden, at der indsættes et nyt stk. 5, hvorefter stk. 1-4 skal

finde tilsvarende anvendelse, i det omfang skyldneren løbende har betalt

større beløb til eller for dennes ægtefælle eller samlever, end hvad der efter

disses økonomiske forhold og familiens behov er rimelige bidrag til fami-

liens forsørgelse.

Den foreslåede regel skal bl.a. finde anvendelse i situationer, hvor skyld-

neren løbende har afholdt udgifter, herunder terminsydelser, på en fast

ejendom, der tilhører den anden ægtefælle. Har skyldneren således eksem-

pelvis forbrugt hele sin indkomst over en længere periode på familiens for-

sørgelse, så ægtefællen har været i stand til at oparbejde en opsparing, vil

20

ægtefællen kunne mødes med et omstødelseskrav efter den foreslåede be-

stemmelse.

Hvis der er tale om beløb, der står i åbenbart misforhold til skyldnerens

økonomiske forhold, kan omstødelse ske uden nogen tidsmæssig begræns-

ning, jf. henvisningen til den foreslåede bestemmelse i stk. 4.

Betalinger, der er udtryk for en understøttelse, der ikke står i misforhold til

skyldnerens økonomiske forhold, kan ikke omstødes, jf. konkurslovens §

64, stk. 3.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den […].

Lovens § 1 gælder for dispositioner, der er fuldbyrdet efter lovens ikraft-

træden. For dispositioner, der er fuldbyrdet før lovens ikrafttrædelse, gæl-

der de nugældende regler om omstødelse i konkursloven og retsvirknings-

loven.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens geografiske anvendelsesområde.

Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Efter stk. 2 kan loven sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de æn-

dringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.