LAYOUT: BENTE BRUUN

Laktosetolerance er mere udbredt i solfattige landkender det fra den nordiske mytologi, hvor koen AuBrynjulfssons Edda, 1760. KILDE: SCANPIX

Af NIKLAS S. HESSEL

»Og hvor mange tror så på anything goes-modellen?« spørger professor Russell Gray fra bunden af auditoriet.

På skærmen bag ham flimrer en kompliceret model fyldt med små fremadskri-dende pile og store sving tilbage. Pilene skal illustrere, hvordan et samfund kan bevæge sig fra lederløse fællesskaber af ligemænd over eksempelvis høvdingestyrede sammenslutnin-ger til de centralstyrede stater, der findes i teg-ningens højre hjørne. Men i modsætning til de andre modeller, som Gray lige har præsen-teret, opbyder denne ingen entydig forklaring: Udviklingen fra mindre til mere komplekse politiske enheder kan ske i små hop såvel som i store spring, og den kan være præget af både mindre og større tilbagefald.

Den tanke vækker øjensynlig bred tilslut-ning blandt de forskere, der er forsamlet i Aarhus Universitets teologiske auditorium denne torsdag, for der rejser sig en skov af hænder på tilhørerrækkerne. »Ja,« bemærker Gray smilende. »Det siger antropologer altid: Det er så komplekst, alt kan ske. Det er rig-tigt, at alt kan ske. Men vi vil gerne vide, hvad der faktisk skete.«

Hvad der faktisk skete, vender vi tilbage til. Nok så interessant er selve udvekslingen mel-lem Gray og hans publikum. Den indkapsler nemlig det stilfærdige akademiske drama, der udspiller sig på konferencen om kulturel og biologisk evolution, som Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet havde indkaldt til i sidste uge. For hvor forskere som Russell Gray fra University of Auckland leder efter lovmæs-sigheder i menneskets kulturelle udvikling og finder dem med inspiration fra evolutionsbio-logien, leder de fleste humanister i detaljen og leverer komplekse, kvalitative beskrivelser.

Splittelsen mellem grupperne er langtfra nogen nyhed; det er til gengæld dialogen. Konferencen i Aarhus er i sig selv et tegn på, at humanistiske forskere så småt rækker hånden ud til de genetikere, evolutionsbiolo-ger og kognitionsforskere, der ofte har tegnet den offentlige debat om menneskedyret i det seneste årti.

»Vi sejler stadig imod tidsånden, men måske blæser vinden så småt den anden vej,« lyder det håbefuldt fra professor Anders Klostergaard Petersen, der er medarrangør af konferencen. Sammen med kollegaerne Armin Geertz og Hans Jørgen Lundager Jensen står han over for at søsætte et stort dansk- og engelsksproget bogprojekt, hvis hensigt er at forklare hele religionshistorien fra 450.000 fvt. til i dag i et kulturevolutio-nært perspektiv. »Der er blevet talt meget om naturvidenskabens overtagelse af humaniora, men vi prøver at sammentænke et biologisk og kulturelt perspektiv. Og dele af kognitions-forskningen og biologien er faktisk opmærk-som på, at kultur er noget særligt.«

TILBAGE i auditoriet har Russell Gray hevet et velkendt værktøj frem fra evolutionsbiolo-giens værktøjskasse. Her har man i mange år lavet såkaldt fylogenetiske træer, som kort-lægger en række arters indbyrdes slægtskab og udviklingshistorie på baggrund af eksem-pelvis dna-sekvenser. Gray og hans kolleger har brugt et lignende træ til at undersøge, hvordan samfund går fra beskeden til større politisk kompleksitet. Men i stedet for at kigge på biologiske organismer tog forskerne udgangspunkt i et træ, som kortlægger den

historiske, sproglige udvikling på øgrupperne i Sydøstasien og Stillehavet, der tilhører den austronesiske sprogfamilie. Sprogtræet blev kombineret med etnografiske data om de enkelte samfund, og til sidst brugte forskerne statistiske metoder til at beregne samfundenes sandsynlige udvikling over tid.

Formålet var at finde den model, der var bedst til at beskrive udviklingen. Og ifølge Gray er svaret ikke »anything goes«. Den mest sandsynlige udvikling er, at samfundene har bevæget sig fremad med ét skridt ad gangen og altså ikke eksempelvis kan fremvise store spring fra et lighedspræget stammesamfund til en statslignende indretning; til gengæld er større tilbagefald mulige. Studiet fik en blandet modtagelse i antropologiske kredse, da det udkom i Nature, og flere vil nok mene, at kulturhistorien er for kringlet til, at man kan udlede klare lovmæssigheder.

Ikke desto mindre bør humanisterne bløde lidt op på deres skepsis, for den hviler ofte på en misforstået opfattelse af, hvad evolutions-biologi faktisk er. Det mener Robert Bellah, 85-årig professor emeritus ved Berkeley og en af religionssociologiens store skikkelser. Han deltager grundet sin høje alder på konferencen via en Skype-forbindelse.

»Mange har en ide om, at evolution er ens-betydende med en rigid determinisme. Men det er en helt forkert antagelse, som får hu-manister til at tro, at de kan ignorere biologi, selvom vi er biologiske væsener,« siger Bellah til Weekendavisen over en telefonforbindelse. Han udgav sidste år Religion in Human Evolution: From the Paleolithic to the Axial Age, et digert magnum-opus, der forsøger at give en evolutionær forklaring på religionens opståen.

Men Bellahs fortælling adskiller sig en del fra den indflydelsesrige og ligeledes evolutionære teori, som er blevet fremført af kognitionsforskere som psykologi- og antro-pologiprofessoren Pascal Boyer i de senere år. Ifølge disse forskere er religion et evolutionært biprodukt, der ikke i sig selv er adaptivt – altså ikke giver mennesket nogen udviklingsmæssig fordel – men som skyldes en evolutionært set fornuftig tendens til at være på vagt over for handlende væsener; lydene fra busken kunne jo være et sultent rovdyr. Gud dukker op, når forestillingen om et væsen eller en »agent« bag det hele bliver ved med at spøge. Men den udlægning køber Bellah ikke:

»Min oplevelse er, at folk som Boyer gene-raliserer en særlig monoteistisk ide, som ikke er karakteristisk for religion som sådan,« siger han. »Ideen om en enevældig Gud, som den findes i Vesten, er ganske særegen og eksiste-rer faktisk kun i tre religioner, mens tusinder ikke har den. Ofte er grænsen mellem guder og mennesker meget flydende – i mange religioner er der tale om forfædre, som men-

nesker kan tale med. Se også på Japan, hvor den kejser, der døde i det 20. århundrede, stadig ses som guddommelig, så folk flokkes om hans gravsted.«

HVOR finder Bellah så den evolutionære forudsætning for religion? Det gør han, over-raskende nok, i leg. Med inspiration fra evolu-tionsbiologen Gordon Burghardt fremhæver han, at leg i udgangspunktet ikke behøver at være adaptiv – altså give dyret fortrin i evo-lutionskapløbet – men måske sekundært kan forbedre et dyrs angrebs- eller forsvarsevner eksempelvis. Da leg i en vis forstand bærer sit formål i sig selv og ikke handler om at finde føde eller undgå fjender, har den gode vækst-betingelser hos dyr, hvor forældre i en længere periode tager sig af deres afkom og skærmer det fra omverdenens farer. Der opstår, hvad Burghardt kalder et afslappet område.

Det er her, religionen så småt kommer ind i fortællingen, for i Bellahs optik er ritualer en slags avanceret leg blandt mennesker, der kun kan opstå i en afskærmet parallelvirkelig-hed, hvor overlevelsesræset er sat på stand-by, og dansen, sangen eller sakramentet bliver verdens omdrejningspunkt.

»Ritualer finder sted i et ’afslappet om-råde’, hvor de, der udøver dem, ikke konstant frygter at blive angrebet. Man må føle sig nogenlunde sikker for at kunne danse og synge. Efterhånden som mennesket udvik-lede et sprog, blev ritualerne spundet ind i en fortælling om magtfulde væsener, eksempelvis dyreguder, og på lang sigt dukkede skrifter som Det Gamle Testamente op,« forklarer Bellah i et tæt kondensat af sin beretning.

I sin bog inddeler han den tidlige menne-skelige udviklingshistorie i fire kategorier: En episodisk kultur, som findes generelt hos hø-jere pattedyr, og handler om at kunne aflæse en situation og sammenflette den med tidli-gere erfaringer. I den mimetiske kultur, som begynder med Homo erectus for to milliarder år siden, foregår kommunikation primært ved bevægelser, men også musik. Derpå følger den mytiske kultur for 100-250.000 år siden med opkomsten af sprog og grammatik. Endelig kommer aksetiden, som findes i det antikke Grækenland, Kina, Indien og Israel, hvor der opstår en hierarkisk samfundsstruktur, og en mere organiseret form for religion begynder at tage form.

En del af pointen er dog, at træk fra disse kulturer lever videre i dag. Eksempelvis har Kalapalo-stammen i Brasilien en fortrinsvis mimetisk religion, hvor musik og lyde frem-bragt med kroppen er en afgørende måde at kommunikere med højere væsener på, da de og menneskene menes at være fælles om netop musikken.

DET er næppe alle evolutionsbiologer, der vil være lige begejstrede for Bellahs religions-historie – da han finder religionens rødder i situationer, hvor den naturlige selektion med professorens egne ord er »begrænset«, kan det næsten se ud, som om religionen undslipper det evolutionære jerngreb. Men også blandt genetikere og biologer findes røster, som hævder, at der må gøres op med et par evolu-tionsbiologiske dogmer, hvis videnskaben skal redegøre for kulturen. En af dem tilhører Eva Jablonka, genetiker og professor ved Tel Aviv University, som også deltager i konferencen i Aarhus.

Den dominerende opfattelse inden for evolutionsforskningen har nemlig længe

Kultur-evolution. Sådan lyder det løsen, der skal forsone humanister og evolutionsbiologer efter flere års skyttegravskrig. Men skal kulturen s

Når kulturen piller ved genetikken

været, at evolution handler om gener, der med Richard Dawkins’ metafor er »selviske«. Evolution er altså konkurrence mellem gener med egne interesser for øje og handler ikke om arter eller individer. Denne udlægning siger også, at mens gener i høj grad påvirker den individuelle organismes egenskaber, så er

»Mange har en ide om, at evolution er ensbetydende med en rigid determinisme. Men det er en helt forkert antagelse, som får humanister til at tro, at de kan ignorere biologi, selvom vi er biologiske væsener.«

Ideer8 # 27 6. juli 2012