Lixen maj 2014

LixenAvisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 16. årgang | 3. nummer | maj 2014

Lixen

FOKUS: STORE MATCH DAG SIDE 13-17

“Jeg gider simpelthen ikke kede mig!- Ane Cortzen

PORTRÆTOPINION

Thomas Skov bryder sig egentlig ikke om journalister Side 18 Side 10

Læser du journalistik eller arbejder du i mediebranchen, er du med al sandsynlighed etnisk dansker. Journalister og journaliststuderende med anden etnisk baggrund end dansk er et sjældent syn. Det bekymrer en forsker fra Aalborg Universitet, da branchen derfor ikke afspejler samfundets mang- foldighed. Lederne på landets journalistuddannelser finder sagen problematisk og erkender, at de ikke ved, hvordan problemet skal løses.

Side 8

2 | maj 2014 | LIXEN

Indhold Leder

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser

LIXENCampusvej 555230 Odense M

[email protected] os også på Infomedia

Tryk: Arco Grafisk A/SOplag: 1000 eksemplarer

Faste skribenter: Karen Louise MørkVictoria TouveneauStefan Jørgensen

Billeder af Thomas Skov på forsiden, side 2 og side 18 er taget af Mathias Bojesen.

LixenJane Grønning

Ansv. chefredaktørJosephine Fogsgaard

ChefredaktørAnna Nedergaard

RedaktørMette Mølgaard Henriksen

RedaktørRebecca Mølsted Cywan

Redaktør

Sofie RyeRedaktør

Stefanie Mather Redaktør

Karen Lerbech Digital redaktør

Holger AndersonBilledredaktør

Hendes vej til tv-skærmen har været en utraditionel én af slag-sen. Men det betyder ikke noget for Ane Cortzen. Hun springer gerne ud i nye udfordringer, når muligheden byder sig.

Side 10-12

Lixen tog med til forårets Store Match Dag for at være med på første række, da hornet lød. I denne måneds fokus kan du læse om oplevelser fra dagen, og se hvor de kommende jour-nalistpraktikan-ter fra SDU skal hen. Side 13-17

Advertorials er blevet alminde-ligt indhold i medieverdenen. Vi ser nærmere på annoncerne i artikelform. Og så har Lixen undersøgt holdningen til licens blandt landets journaliststud-erende.

Side 7-9

Otagelsesprøven til Journalistik blev afholdt lørdag den 5. april. Lixen var med på sidelinjen for at fange stemningen på dagen. Og så har Center for Journalistik fået tilladelse til at oprette en ny kandidatuddannelse.

Side 3-6

Thomas Skov bryder sig virkelig ikke om journalister. Hvorfor han ikke gør det, kan du læse i månedens Opinion. Her kan du også læse Dagbog fra en prakti-kant, der tager os med til både Rusland og Bruxelles.

Side 18-19

INTERN

EKSTERN

PORTRÆT

OPINION

FOKUS

”Journalister er privilegerede.”

Det er i hvert fald, hvad Børsens nyhedsredaktør, Susanne Sayers, skriver i april måneds udgave af Journalisten.

Men vi mener, at journaliststuderende både er privilegerede og selvhøjtidelige – og det starter allerede på journalistuddannelserne.

Vores årgang af journaliststuderende lever op til de fordomme, der er i sam-fundet om os og vores jævnaldrende. Kører tingene ikke efter vores hoved, takker vi ’nej tak’ på forhånd. Men det er ikke de studerendes skyld – det er tværtimod noget, vi bliver presset til på uddannelserne.

Ved hver semesterstart lægger underviseren ud med at snakke om eksamen. Det punkt bliver slået fast, inden vi har været forbi boghandlen og købe semes-trets dosis af studiebøger. Det medfører, at vi konstant leder efter historier, der kan imponere underviserne, så vi får faglig anerkendelse. Vi søger efter en historie med konflikt eller en, der berører vores dagligdag. Er historien eller kilden ikke spændende nok, sløjfer vi den. Og det er her problemet ligger.

Når 5. semester hvert år den 1. august åbner døren til det nye praktiksted, har de et problem, hvis de kun vil fortælle historier, hvor de selv har noget på spil. Det skal vi lægge fra os – og vi skal gøre det, inden vi forlader studiet.

Men for at vi kan rette op på fejlen, har vi brug for, at vores undervisere tager det første skridt. Vi mener, at det er en fuldstændig fordrejning af den jour-nalistiske opfattelse, at en eksamen i håndværksfagene kun kan nå højder i karakteren, hvis den indebærer så stor en konflikt, at mediehusene ikke en-gang kender til den.

Vi vil helst belyse historier, der kan ryge direkte på forsiden under BREA- KING-bjælken. Selvfølgelig vil vi det. Som små ville vi alle være prinsesser eller Superman eller andre populære figurer – men det skete bare ikke. Vi måtte se i øjnene, at der fandtes en virkelighed, og det samme må vi som journalister. Nogle gange må vi nøjes og tage det sure slæb. Vi kan ikke alle sammen sidde på Christiansborg og dække den politiske dagligdag.

Det er i orden, at vi er privilegerede og selvhøjtidelige, men vi mangler en op-fattelse af, at journaliststuderende er klare over det. Vi mangler en erkendelse af, at det er et område, der skal ændres. Og vi mangler, at de studerende har lyst til at ændre det.

Vi mener ikke, at det er en måde at komme frem på i livet, for det er netop et privilegie, at vi har fået lov til at studerede journalistik. Vi skal have selvhøjtide-ligheden under lup, for den trænger til at blive justeret.

Så læg den på hylden og erkend, at du som journaliststuderende har det meget godt!

På vegne af redaktionen

Jane og Josephine

LIXEN | april 2014 | 3INTERN

I øvrigt mener jeg...

Kalender

At tømmermænd er et spørgsmål om (manglende) træ-ning.

- Kristian Pedersen, 2. semester

At 2. semester burde tage kampen op og genoptage festud-valget.

Caroline Møller Gundesen, 4. semester

At onsdags-byture er nogle af de bedste.- Kristian Pedersen, 2. semester

At onsdags-byture er nogle af de værste.- Martin Lorentsen, 2. semester

At ‘Slagteriet’ er et godt navn til en praktikfest.- Simon Lund Christiansen, 4. semester

At DR skal holde op med at stjæle historier fra dagbladene uden at citere. Tre dage i træk i TVA/21Søndag er simpelt-hen for dårligt!

- Kasper Thomsen, 4. semester

At påske-paintball er vejen til en del blå og smertefulde pletter i morgen.

- Danny Longhi Andreasen, 2. semester

At SDU ligger frygteligt langt væk fra min lejlighed.- Maria Rode Olsen, 2. semester

At 4 minutter er lige kort nok til et Detektor-indslag til TV.- Morten Hillebert Bay, 2. semester

At min telefonpasser skal blive bedre til at tage telefonen, når jeg ringer til ham.

- Nicolaj Thomas Truelsen, 4. semester

Odense2. maj: Institutdysten på Samfundsvidenskabligt Fak-

tultet

7.-8. maj: Samtaler for de kommende journaliststu-

derende

10. maj: Tutortræning

København10. maj: Kravling

Aarhus24. maj: High Risk

4 | maj 2014 | LIXEN INTERN

Endnu en thriller til samlingenREPORAGE: Spænding- en, nervøsiteten og præ-stationsangsten kan mær-kes hele vejen ned ad Gydehutten. Det er dagen for optagelsesprøverne til Journalistik på Syddansk Universitet, og det syder af forventning.

Sofie Helene Grue, 2. semester

Ude foran lokale U45, hvor velkomsten skal foregå, står der store klaser af mennesker. Klokken er 8.52 lørdag den 5. april 2014. Ude i ydrekredsen står der en fyr med brunt hår, sorte, runde briller, striktrøje og orange pandebånd. Mikkel Vithner er klar til at gå til optag-elsesprøve.

»Lige nu er jeg ikke så nervøs for det, men det kommer nok,« siger Mikkel og smiler, så man kan se tænderne. Den manglende nervøsitet kommer nok af, at Mikkel tidligere har forsøgt at søge ind på Fotojournalistik i Aarhus, hvor han ikke kom videre fra optagelsesprøverne. Nu har han fundet ud af, at han hellere vil søge ind på journa-listuddannelserne i både Aarhus og Odense.

»Jeg opdagede, at der var

meget store begrænsninger ved kun at kunne fortælle via billed-er,« forklarer Mikkel, som kender nogle, der er kommet ind på Fotojournalistik og derfor ved lidt om studiet.

Så langt, så godtEfter en velkomsttale af Peter Bro, centerleder ved Center for Journalistik, går de to første prøver i gang. Den første prøve er sprogtesten, den anden er ana- lyseprøven, hvor deltagerne ud fra en masse bilag skal skrive en relevant leder. Mikkel har især problemer med opgave num-mer to.

»Jeg var virkelig i tidspres med nummer to,« siger han, da vi møder ham i kantinen, hvor han er ved at spise sin frokost. Mikkel er ikke bange for, hvor-dan videnstesten kommer til at gå. Han har fulgt godt med og føler sig rustet til den.

»Det er sjovt. Det er videnstesten, som alle taler om og er bange for, men ikke jeg,« er hans udmelding.Til gengæld er der en anden prø-ve, som Mikkel gennem dagen har været mere nervøs for.

»Jeg frygter faktisk referat-opgaven mere, fordi det er så svært at vide, om man nu har for- stået det rigtigt og kan få skrevet noget relevant,« siger han efter at have tygget en mundfuld med-bragt lasagne færdig.

Mikkel spiser op, mens vi snak-ker, frokostpausen går hurtigt, og inden længe er det blevet tid til de to sidste prøver.

Ganske udmærketMikkel går sammen med de an-dre tilbage mod lokale U45 for at høre den obligatoriske fore-læsning, som hvert år holdes i forbindelse med referatøvelsen. I år er det lektor i Mediesprog

Mikkel Vithner. Foto: Holger Anderson

HJERTEBANKEN. Nervøse journalistaspiranter sveder over den lange optagelsesprøve på Syddansk Universitet. Foto: Holger Anderson

Jonas Blom, som holder sit op- læg om mediernes mumledan-sk.

Efter oplægget går Mikkel sammen med de andre ansøge-re ultra stille tilbage mod deres prøvelokaler. Hjælperne leder dem på vej og holder øje med, om de diskuterer, hvad der nu skal stå i referatet. Det må man nemlig ikke. En del af øvelsen er, at man skal kunne forstå og

omsætte et mundtligt oplæg til skrift – uden hjælp.Tiden går. Referatprøven bliver gjort færdig og videnstesten går i gang. Inde i TV-lokalet sidder Mikkel og klikker løs i multiple- choise-testen. Han ser meget koncentreret og en smule an-strengt ud i ansigtet.

Da prøven er slut, og alt er afleveret på intranettet Black-Board, kommer Mikkel ud af lokalet. Han ser en anelse træt ud, men humøret er der stadig, og han lyder ikke som om, han er slået helt ud.

»Jeg tror, at det er gået gan-ske udmærket,« siger han og ly-der tilfreds, men tilføjer. »Det er jo rigtig fint at sige, hvis jeg ikke kommer videre til samtalerne.« Han griner en smule ironisk.

Det lader dog til at være gået godt for ham - trods alt. Dog lægger han ikke skjul på, at da-gen har været nervepirrende og fyldt med spænding.

»Hvis jeg skal beskrive dagen som en filmgenre, så vil jeg nok kalde det en thriller, fordi der var så meget spænding i den,« vurderer Mikkel.

[email protected]

Mikkel er gået videre til sidste led i optagelsesprocessen, sam-talerne, der afholdes den 7. og 8. maj.

LIXEN | maj 2014 | 5INTERN

Flere valgfag på vejMere innovation eller EU? Til efteråret træder den nye reform af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet i kraft. Her er der udsigt til mere at vælge mellem for de studerende.

Sofie Rye

»Det er noget pis, at der ikke er nogen valgfag.« Så kon-tant lyder udmeldingen fra Maj Schubert, journaliststuderende på 2. semester ved Syddansk Universitet. Men nu ser det ud til, at hende og valgfagshung-rende ligesindede bliver hørt. En ny reform af bacheloren i journalistik vil give de stude-rende flere fag at vælge mellem.

»Med den nye reform, der træder i kraft til efteråret, er der lagt 2-4 valgfag ind på 7. semester,« siger centerleder for Center for Journalistik på Syddansk Universitet, Peter Bro. Han gør opmærksom på, at det, som det er i dag, allerede er mu-ligt at tage et valgfag på bache-lorsemesteret; det kan endda være fag på et helt andet univer-sitet, men det er et tilbud, som få gør brug af.

»Jeg kan godt forstå, at de studerende gerne vil have jour-nalistiske valgfag, og der er måske ikke så mange mulighed-

er på bachelordelen. Det er der til gengæld på kandidaten, hvor 2. og 3. semester er valgfrie,« siger Peter Bro og pointerer, at det langt hen ad vejen er et spørgsmål om økonomi. Men med de mange BA-studerende er midlerne nu fundet, så valg-fag kan blive en realitet fra efter- året.

Maj Schubert er ikke i tvivl om de fordele, det vil have.

»Man bliver specialiseret i noget, man brænder for. Jeg kunne f.eks. godt tænke mig noget mere kultur.« Hendes medstuderende Nina Alimooti

Grumsen nikker, men kan nu også godt se fordelene ved den nuværende struktur.

»Det er fedt, at vi har et helt semester til både skrift, radio og tv. Det giver mere mening at specialisere sig inden for de akademiske fag.«

Sådan gør de i AarhusValgfagene fylder mere på Danmarks Journalisthøjskole (DMJX). Her specialiserer de studerende sig i enten tv, radio eller print allerede på 3. semes-ter; og også deres 7. semester er under forandring.

»Før var semesteret en yder-ligere mediespecialisering. Nu laver vi i stedet en overligger med sociale medier,« siger ud-dannelseschef på Danmarks Journalisthøjskole, Henrik W. Jørgensen, der også gør op-mærksom på, at økonomien spiller en stor rolle.

Det endelige antal af valgfag, der vil blive udbudt fra efteråret på journalistuddannelsen på SDU, er endnu ikke fastlagt.

[email protected]

Hash og flugtkonger på radioholdetEt samarbejde mellem Radio 24syv og 2. semes-ters radiohold gav et an-derledes output end den sædvanlige P4-flade.

Victoria Touveneau, 2. semester

Jeg møder hjemløse Csaba på Knippelsbro. Hans hår er langt og tyndt, men ikke fedtet. Han er en anelse fjendtlig over for, hvad vi skal til at begive os ud i. Han fortæller, at han bliver ond om aftenen, mens et smil breder sig, og hans manglende fortand titter frem. Jeg ånder lettet op over, at klokken kun er 11 om formiddagen. Men tanken nager mig. Vil han lave en scene? Kan jeg regne med ham?

Lædervesten sidder stramt omkring hans lille torso, som han tit griber mod med begge hænder på siden af maven i smerter. De sidste syv år har lægerne sagt, at han kun har to måneder tilbage at leve i, så han er vant til at være ved at dø. Men han er ligeglad med livet efter

døden - det er kun det her liv, vi har, siger han. Jeg tænker over, hvorfor han har valgt at bruge det på gaden. Det skal jeg finde ud af om lidt, når vi skal ud at spise på en af Danmarks fineste restauranter, Kadeau. Det hele vil blive foreviget på min med-bragte optager.

En uge tidligere Mads Brügger og kollegaen Mikael Bertelsen var mødt op på Medietorvet for at give ra-dioholdet deres ugeopgave. Opgaven var så fri, at der ingen rammer var.

Opildnet af de to radio-værters oplæg med skøre ra-dioindslag og underviser i Journalistisk Innovation, Lene Rimestad, der sparkede op-gaven yderligere i gang med føl-gende sætning. »Forestil jer det mest grænseoverskridende for jer selv at gøre - og arbejd så ud fra det.« Med en åben fase blev radioopgaven skudt i gang.

Det var en omvæltning fra den tidligere radioundervis-ning, der har været præget af P4’s rammer.

»Det er sjovt engang imellem at få fri leg. Undervisningen har haft meget faste rammer og for-

mater med nyhedspakker og re-portager, som også er godt, men det er lidt trættende at lave lo- kalradio til 40+,« fortæller Niels Vedersøe Østergaard fra 2. se-mesters radiohold.

Flødekarameller Anderledes og prestigefyldte projekter forsøger underviser Karen Løth Sass altid at få ind i løbet af radiosemestret.

»Jeg synes altid, der skal lægge en flødekaramel i radiose-mestret,« siger hun.

Opgaven var en udfordring,

fordi der netop ingen rammer var, mener hun og fortæller, at Radio24syv’s Mads Brügger og Mikael Bertelsen ikke ville sige noget, for at se hvad radioholdet turde. Selvom opgaven umid-delbart lyder udfordrende, var stemningen opløftet på radio-holdet.

»Det var rart at møde men-nesker fra branchen, der for-tæller dig, at selv den skøreste ide er god nok,« fortæller Niels Vedersøe Østergaard efter hans pitch med Mads Brügger.

At det lige netop var 24syv-

makkerparret, der kom med op-gaven, har også en anden positiv sideeffekt.

»Det, der altid sker, især når der kommer koryfæer ind, er, at der kommer en umiddelbar motivation fra de studerende,« siger Karen Løth Sass. Hun mener desuden, at der er kom-met original radio ud af forløb-et, og at samarbejdet har været sjovt for både studerende og un-dervisere.

De færdige produkter og ud-viklede formater spænder vidt og bredt. En af fællesnævnerne er, at de ligger langt fra de sæd-vanlige flader. Forløbet er endnu ikke afsluttet, og radioprogram-mernes skæbne er derfor uvist.

[email protected]

NYE IDÉER. Kanalcheferne fra Radio24syv ping-pong’er i sædvandelig stil. Foto: Holger Anderson.

6 | maj 2014 | LIXEN INTERN

Optagelsesprøver forsinker cand.magDen nye kandidatuddannelse, cand.mag i Journalistik, er blevet godkendt på Syddansk Universitet, men til de håbefulde ansøgeres ærg-relse tager uddannelsen først sin start i 2015. Forsinkelsen skyldes blandt andet, at Center for Journalistik søgte om dispensation for, at alle ansøgere skal til en optagelsesprøve ligesom på bacheloruddannelsen.

Rebecca Mølsted Cywan

Journalistuddannelsen på Syddansk Universitet (SDU) er kendt for at stille høje krav til sine ansøgere. Det samme øns- ker de at gøre på den nye kandidatuddannelse, cand.mag i Journalistik, som erstatter den tidligere cand.public B. Des-værre har det blot forsinket godkendelsen af uddannelsen i Akkrediteringsrådet. De gav ikke kandidaten grønt lys i før-ste omgang, da det er imod reg- lerne, at alle ansøgere til en kandidatuddannelse skal til en op- tagelsesprøve, selv hvis der er nok studiepladser til at optage alle ansøgere. Dette fremgår af afgørelsen på SDU’s dispensa-tionsansøgning fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Fortvivlede studerendeSelvom der aldrig blev offent-liggjort en ansøgningsfrist på cand.mag’en, har flere håbeful-

de ansøgere vist interesse for uddannelsen. Flere har fortviv- let ringet til SDU, da de fik beskeden om, at uddannelsen først bliver oprettet næste år.

»Vi har allerede oplevet interesse for uddannelsen, selvom vi ikke har gjort meget for at annoncere med den.

Personer, som troede, de kunne starte på uddannelsen i 2014, har grædende ringet til os,« fortæller Peter Bro, centerleder på Center for Journalistik.

Cand.mag’en blev godkendt i midten af april og kunne i teori-en starte allerede i år. Men dette er der ifølge Peter Bro ikke nok tid til.

»Formelt set kan uddannel-sen godt blive oprettet i 2014, men det er ikke realistisk, at vi kan nå det, så derfor har vi valgt at vente til september i 2015,« forklarer Peter Bro.

Lang ventetidAndreas Berg Jackobsen var en af dem, der allerede havde fået nys om den kommende kadidat-uddannelse. Siden sommeren 2013 har han planlagt at søge ind.

»Jeg synes, det er rigtig ær-gerligt, at den ikke allerede bli-

ver oprettet i år. Det er længe, jeg har gået og troet, at jeg kunne søge ind på uddannelsen. Jeg ringede ind tre dage før ansøgningsfristen på bache-loren i Journalistik og fik at vide, at kandidaten ikke bliver oprettet i år,« siger Andreas Berg Jackobsen, der afslutter sin bachelor i engelsk til som-mer.

På SDU’s hjemmeside har man længe kunnet læse, at der er en ny kandidatuddannelse i journalistik på vej. Dette fjern- ede SDU for cirka en måned siden, da de kunne se, at de ikke kan nå at oprette uddannelsen til

2014. Andreas Berg Jackobsen satsede fuldt ud på, at SDU ville få oprettet uddannelsen i år. Da han i slutningen af maj fandt ud af, at dette ikke var tilfældet, måtte han hurtigt lægge plan B.

»Jeg har søgt ind på bacheloruddannelsen i journalistik i ste-det. Det er hundrede procent

journalistikken, jeg vil gå efter, og jeg kan ikke vente et helt år på at komme i gang,« fortæller han. Prøven er nødvendigDet nye ved kandidaten er, at alle med en hvilken som helst bachelor eller professionsbachelor har mulighed for at søge ind. Derfor mener Peter Bro, at det var nødvendigt at søge om dispensation for, at alle kon-sekvent skal gennem en opta-gelsesprøve.

»Det er nødvendigt at have alle til optagelsesprøve, fordi de kommer fra forskellige bachelor-uddannelser, og derfor er det ik-

ke sikkert, at de er passende skarpe på det journalistiske om-råde. Optagelsesprøven er også et princip, der fungerer rigtig godt på bacheloruddannelsen, og derfor kunne vi lige så godt prøve at føre det videre til kan-didatuddannelsen,« siger Peter Bro.

Resultatet af dispensations- ansøgningen blev desværre et af- slag. Derfor bliver optagelses- prøverne kun afholdt, hvis antallet af ansøgere overstiger de tre-dive studiepladser, som kandi-daten tilbyder, når den starter næste år. Peter Bro håber, at op- tagelsesprøverne kan blive af-holdt hvert år.

»På den tidligere kandidatud-dannelse cand.public B oplevede vi, at der var under tredive an-søgere. Men den var også ander-ledes opbygget, da det kun var få bacheloruddannelser, der gav adgang til den. På cand.mag’en kan alle med en bachelor eller professionsbachelor søge ind, og med den interesse, der allerede har været for uddannelsen, tror og håber jeg på, at der er over tredive ansøgere hvert år,« for- tæller Peter Bro.

[email protected]

“ Personer, som troede, de kunne starte på uddannelsen i 2014, har grædende ringet ind til os.

Peter Bro, centerleder på Center for Journalistik

FORSINKELSE. Cand.mag blev godkendt forsent til at starte op i 2014. Derfor må kommende kandidatstuderende vente til næste år med at starte på uddannelsen. Foto: Danny James Ford

LIXEN | maj 2014 | 7EKSTERN

Er journalister forpligtigede til at betale licens?Over halvdelen af landets jour-naliststuderende betaler licens. De fleste har endda tilmeldt sig frivilligt. Men hvorvidt de stud-erende bør føle sig særlig forp-ligtet til at betale licens, fordi de er en del af mediebranchen, er der ikke enighed om.

Josephine Fogsgaard & Mette Mølgaard Henriksen

Tænder man for fjernsynet og slår over på enten Danmarks Radio eller TV2 re-gionernes kanaler, er det lovpligtigt at betale licens. Sådan lyder det i hvert fald, hvis man modtager et opkald fra DR Licens. Monte Carlo-drengene har udtalt, at ’licens er noget, vi giver til hinanden’, mens Dårligt Nyt på DR2 senest har sat licens-debatten på spidsen med ind-slaget ’Licens er noget, du giver til mig’. Men hvordan forholder vi journalister os egentlig til licens? Er vi særligt for-pligtigede til at betale licens, blot fordi vi er en del af mediebranchen? Lixen har sat sig for at undersøge, hvad de journa-liststuderende mener om licens.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i et spørgeskema, Lixen har sendt ud blandt de journaliststuderende på Roskilde Universitet og Syddansk Universitet, hvor godt halvdelen af de

studerende har svaret. Ens for de jour-naliststuderende er, at over halvdelen be-taler licens, og at over 80 % har tilmeldt sig frivilligt. ’Overraskende’, lyder det fra professor i Medievidenskab ved Aarhus Universitet, Frands Mortensen.

»Det er da pænt høje tal. Umiddelbart er det højere, end jeg havde skønnet på forhånd. I den her aldersgruppe havde jeg regnet med, at der nok var færre,« vurderer Frands Mortensen.

Han mener, at forklaringen især skal findes i, at undersøgelsen er foretaget blandt journaliststuderende. Det er der-for ikke så underligt, at tilslutningen til licens er stor.

»Det er jo en forpligtelse, du har. Det er en lovgivning, og de fleste danskere

følger jo trods alt loven. Yderligere, fordi I netop er journaliststuderende vil det være endnu mere mærkværdigt, hvis ikke I betalte licens,« fortæller Frands Mortensen.

Flere sider af samme sagSelvom Morten Hillebert Bay fra SDU mener, at licens er en forældet idé, ser han det som en selvfølge at betale, idet det er lovpligtigt. Det samme mener Runa Ammitzbøll Flügge, der er studer-ende på SDU.

»Jeg får det stramt, når mine med-studerende ikke betaler licens. Det synes jeg ikke, man kan forsvare, når man ar-bejder i vores branche,« fortæller Runa Ammitzbøll Flügge.

Men faktisk er det godt 30 % af de journaliststuderende, der ikke betaler licens, hvilket der kan findes mange grunde til.

»Især som journaliststuderende bur-de man jo støtte sine kollegaer. Men det

er bare sindssygt mange penge! Derfor prøver jeg at undgå det så længe som muligt,« siger en studerende fra SDU, der ønsker at være anonym. Navnet er kendt af redaktionen.

Lixens undersøgelse viser også, at det kun er lidt over halvdelen, der har svaret, at ’de føler, at de har en særlig forpligtelse til at betale licens’. Det undrer Frands Mortensen, professor i Medievidenskab. Han mener, at det må formodes, at man som kommende journalist er velvidende om, hvad det koster at lave journalistik af høj kvalitet. Det er ifølge ham nødven-digt at betale licens, for at systemet kan køre videre.

»Det overrasker mig, at tilslutnin-gen ikke er højere. Jeg ville have regnet med, at den var betydeligt højere. Det overrasker mig en del,« siger Frands Mortensen.

Meningerne er delte hos de journa-liststuderende, og for Mikkel Poulsen fra RUC er det væsentligt at betale licens – uanset professionen.

»Jeg føler mig forpligtet til at betale. Det er underordnet, om jeg er en del af journalistbranchen,« fortæller han.

Licens er for alleMen fordi man studerer journalistik, er det ikke ensbetydende med, at man har en større pligt til at betale licens. Sådan lyder fra kommunikationskonsulent fra

Dansk Journalistforbund, Esben Ørberg, der ikke mener, at professionen afgør, om man skal betale licens.

»Vi har en formodning om, at vores medlemmer betaler ligesom alle andre mennesker for det, de får, og det de køber. Akkurat som de betaler et abonnement på en avis,« fortæller Esben Ørberg.Forpligtigelsen hos journalister er altså ikke anderledes end hos resten af Dan-marks befolkning.

»Efter vores mening har man ikke en større forpligtigelse til at betale licens, hvis man er ansat i medierne. Det er den samme forpligtelse – uanset om man er journalist eller rengøringsassistent,« mener han.

Journaliststuderende på SDU Jens Jakob Kjær Hansen er af en anden over-bevisning. For ham er det tankevæk-kende, hvis man ikke engang som jour-nalist føler, at man bør betale licens.

»Hvis man som journaliststuderende, hvor man må formode, at man virkelig brænder for journalistikken, ikke er vil-lig til at betale for journalistik i det hele taget, er det svært ikke at være lidt be-kymret for fremtiden. Hvis ikke engang vi vil betale, hvem gider så?«

[email protected]@student.sdu.dk

“Jeg får det stramt, når mine medstud-erende ikke betaler licens. Det synes jeg ikke, man kan forsvare, når man arbejder i vores branche. Runa Ammitzbøll Flügge, SDU

LICENS. Undersøgelser viser, at over halvdelen af de journaliststuderende betaler licens. Foto: Mette Mølgaard Henriksen

8 | maj 2014 | LIXEN EKSTERN

Få journaliststuderende med indvandrerbaggrundSkaren af journalister afspejler ikke mangfoldig-heden i samfundet. Det gælder både på uddannelserne og i branchen. Det er problematisk mener ledere på de danske jour-nalistuddannelser.

Karen Louise Mørk, 2. semester

Der er for få journaliststuderen-de med indvandrerbaggrund på de danske journaliststudier, og det er et problem ifølge professor på AAU Iben Jensen, der forsker i medier og etnicitet. Hun mener, at det er pressens opgave at afspejle samfundets sammensætning og der- ved give en ligeværdig repræ-sentation af alle etniske grup-per.

»Når man har en mangfoldig befolkning, skal man også have en mangfoldig journalistskare,« siger Iben Jensen.

Men er det overhovedet muligt for journalister at leve op til rol-

len som demokratiets vagthund, når andelen af journalister med indvandrerbaggrund er så lav? Det mener journalistpraktikant fra SDU Inaam Nabil ikke, at det er.

»Det er et demokratisk pro-blem i forhold til at fremstille den virkelighed, danskere med anden etnisk baggrund oplever. Journalistikken gengiver ikke virkeligheden proportionelt, og det skaber et skævt billede,« mener Inaam Nabil, der selv er dansk-palæstinenser.

Flere fordeleJournalister med indvandrer-baggrund kan bidrage med en anden kulturforståelse, andre kilder og anderledes indfalds-vinkler til indvandreremner og problemfelter. Derfor er det et problem, at de ikke er til stede i medierne, mener rektor på DMJX, Jens Otto Kjær Hansen.

»De vil være i stand til at lave journalistik, der kan formidle forståelsen af deres samfund til folk med en tilsvarende kultur,« siger han.

Problemet bekræftes af studieleder på RUC, Michael

Bruun Andersen, men kun un-der forudsætningen af, at journalister med indvandrerbaggrund dækker områder, der ikke er særligt godt dækket i forvejen.

»Hvis de laver det samme som danske journalister, så er det jo fuldstændig ligegyldigt. Men vi

hører kun problemhistorier, når der har været skyderi på Nørrebro, så der er en lang ræk- ke historier, der ikke bliver dæk-ket,« mener Michael Bruun Andersen.

Sprogkrav og troværdighedStudielederne på uddannelserne er enige i, at kravet om de upåklagelige sprogkundskaber kan være en af grundene til, at det er svært at finde en studer-ende med indvandrerbaggrund blandt de kommende journalis-

ter.»Man kan ikke slippe gennem

vores studie, hvis man ikke kan skrive korrekt dansk, så sprog-kravet holder utvivlsomt nogen ude,« siger Michael Bruun Andersen.

På SDU kan man se, at der fra begyndelsen er meget få an-

søgere fra denne gruppe, så det er ikke ved prøven, de ryg- er ud. Studieleder Karsten Baagø gætter på, at det skyldes en indforståethed i journalist-branchen.

»Hvis jeg skulle sætte mig i en nydanskers sted, ville jeg tænke, at der er så meget, der er indforstået; det er et landskab, der er for ukendt til at kaste sig ud i det.«

Inaam Nabil tror ikke, at det handler om de høje krav, men derimod om den lave tro-

værdighed, der er til journalister – særligt i indvandrermiljøer.

»Jeg er selv vokset op i Vollsmose, hvor mange har haft uheldige episoder med journalister, der i udgangs-punktet søger konflikthistorier. Derfor er troværdigheden utro-lig lav, og det, tror jeg, kan være en af grundene til, at man ikke vil have noget med branchen at gøre,« siger hun.

De tre studieledere aner-kender, at det er et problem med så få studerende med ind-vandrerbaggrund. De har alle bud på, hvad det skyldes, men når man spørger, hvad man kan gøre for at tiltrække flere, er svarene få.

»Det ved jeg ikke. Jeg er faktisk helt blank. Men man kan starte med at få taget hul på snakken,« siger Karsten Baagø fra SDU.

[email protected]

“Det er et demokratisk problem i forhold til at fremstille den virkelighed, danskere med anden etnisk baggrund oplever.

Inaam Nabil, journalistpraktikant

Historisk forståelse forbedrer journalistikkenPå DMJX og Center for Journalistik bliver de studerende ikke undervist i historiefaget. Fagfolk mener, at det kan være en fordel for journalistikken, hvis faget indgår i undervisningen. Men studielederen på Center for Journalistik fortæller, at det er en prioriteringssag.

Josephine Fogsgaard

De journaliststuderende star-ter hvert semester med en tur i boghandlen. Afhængigt af semestrets nummer bliver kurv- en fyldt med bøger til Journalistisk Innovation og Offentlig Forvaltning. Men ingen af bøgerne er præget af faget ’Historie’. På Center for Journalistik og DMJX mener man, at det er et spørgsmål om prioritering. Men Politikens ansvarshavende chefredaktør og en lektor i historie ved SDU mener, at journalister kan bruge den historiske metode i journa-listikken.

»Jeg vil bestemt mene, at ind-gående kendskab til historien er en fordel for journalister og derfor også bør indgå i den journalistiske uddannelse,« sig-er Politikens ansvarshavende chefredaktør, Bo Lidegaard.

På DMJX mener rektor, Jens Otto Kjær Hansen, at man på uddannelsen bør kunne forudsætte, at de studerende har fået en grundig historieunder-visning. De har derfor ikke intentioner om at indføre faget.

»Vi har ikke nogen specifikke planer om at indføre historie som fag,« fortæller han.

Farvel til historiefagetFor nogle år siden undervis- te lektor i historie, Nils Arne Sørensen, de journa-liststuderende i faget ’Moderne

dansk og europæisk historie’. Men sådan forholder det sig ikke længere. Ifølge studieleder, Karsten Baagø, skyldes det ikke, at historie er et mindre vigtigt fag. De andre fag har bare været mere relevante. Han vur-derer, at både studerende og undervisere ønsker at få faget tilbage på pensumlisten, men det er endnu ikke sket.

»Det var en lang række om-stændigheder, der gjorde, at vi sagde farvel til historie for nogle år siden. Vi besluttede os for at skærpe profilen i retningen af samfundsfaglige politologiske emner,« fortæller Karsten Baagø.

Historisk metode er vejenNils Arne Sørensen mener ikke, at de journaliststuderende skal

undervises i historisk viden. De skal derimod trænes i at tænke over, at emner og problematik-ker kan have en historisk dimension. Han tror, at un-dervisning i historisk metode kan hjælpe de kommende jour-nalister.

»Jeg vil ikke være fortaler for, at man for at være journalist skal have en bachelor i historie. Jeg vil argumentere for, at det er vigtigt for de fleste ting, at tænke over, at det, man skal forklare, bliver man ofte klogere på ved at se det i en historisk sammenhæng,« fortæller han.

Karsten Baagø erkender, at de journaliststuderende kan have gavn af at blive undervist i metode, herunder også his-torisk metode. Han fortæller, at metodeundervisningen er nog-

et, Center for Journalistik i stigende grad vil lægge vægt på fremover.

Historisk perspektivBo Lidegaard mener ligeledes, at den historiske metode er afgørende for det journalistiske arbejde. Han erkender, at man på alle uddannelser må prioritere hvilke kundskaber og færdigheder, der er vigtigst. Han mener dog, at det er en kvalifikation, hvis journalister kan sætte tingene i historisk perspektiv.

»Alt andet lige tror jeg, journalister, som har et historisk perspektiv og har de kvalifika- tioner qua deres uddannelse, vil stå stærkere på jobmar-kedet.«

[email protected]

LIXEN | maj 2014 | 9EKSTERN

Pas på advertorials!

Stefan Jørgensen, 2. semester

Annoncer i artikelform, de såkaldte advertorials, er blevet almindeligt indhold i medieverdenen. Men medierne skal være opmærk- somme – ellers svigter de læserne.

’Giv hverdagsmaden et ekstra pift’. ’Nyd julen: Find vej til by- ens julepyntede værtshuse’. ’Danskerne inviterer færre gæs-ter’.

Alle tre rubrikker lyder umiddelbart som nogle, der kunne indgå i journalistiske produk-tioner. Bag dem gemmer sig betalt indhold, og det eneste, der afslører det, er et ’Annonce’ i det ene hjørne. Annoncerne er skjult i artikelform og betalt af hen- holdsvis et bryggeri, et catering-firma og et madvaremærke i de tre ovenstående eksempler. ‘Problematisk’, mener Pernille

Tranberg, tidligere fellow på SDU og nu journalist og rådgiver i eget firma, som har forsket i netmediers troværdighed.

»Advertorials er i bund og grund skjult reklame på den måde, at de er attraktive, fordi folk tror, at det er en artikel. Det vil sige, at man låner trovær- digheden fra det redaktionelle til det kommercielle, og den sammenblanding er risikabel,« mener Pernille Tranberg.

Ikke råd til at lade værePernille Tranberg synes derfor, at medierne skal passe på med at bruge advertorials. Især hvis de gerne vil bevare deres tro-værdighed samtidig med, at det publicistiske og journalistiske indhold i fremtiden bliver svæ-rere at finde. Hun erkender dog, at den journalistiske branche er presset.

»Hvis man har råd til at lade være med advertorials, så skal man gøre det. Jeg er klar over, at der er mange, som ikke har råd til at lade være. Så skal man naturligvis løse det på en måde,

så det er fuldstændig klart for brugerne, at det her er en an-nonce og ikke en redaktionel tekst,« siger hun.

På Søndagsavisen har man også taget annonceformen til sig. Det økonomiske incita- ment var her en af årsagerne til, at de begyndte at tilby- de annoncørerne advertorials. Søndagsavisen har endda ansat en tekstforfatter og en freelance-journalist på grund af den store efterspørgsel.

»Advertorials har eksisteret i mange år, og da vi så fra USA, at det havde fået et voldsomt

opsving, så valgte vi at gå offen-sivt ind og lave en bevidst plan for det og tage nogle af de udfordringer, der er. Som avis kunne vi heller ikke sige nej, når blandt andet Politiken tilbød det,« fortæller Søndagsavisens ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør,« Arne Ullum.

Troværdighed i fokusPå begge medier er der fokus på troværdighed og skillelinjen mellem eget indhold og annon-cørindhold. Læserne må ikke være i tvivl, mener Politikens

ansvarshavende chefredaktør, Bo Lidegaard.

»Vores vigtigste gode i for-hold til vores læsere er jo vores troværdighed. Hvis der opstår den mindste tvivl om troværdig- heden, og om hvad, der er vores eget publicistiske materiale i avisen kontra noget, som an- noncører har betalt for at få i avisen, så svigter vi vores læs- ere,« forklarer Bo Lidegaard.

Han suppleres af Arne Ullum, som fortæller, at Søndagsavisen er ved at lave ændringer, fordi de vil gøre det mere klart for læserne, hvad der er hvad.

»Vi er løbet ind i den udfordring, at selvom vi synes, vi har lavet markante forskelle, så er vi ikke sikre på, at det frem-står så klart. Så vi er i gang med at lave nogle forandringer, så vi får en mere klar adskillelse, fordi vi har fået så mange adver-torials.«

[email protected]

Kritisk journalistik møder kritikEn begrænset dækning af Snowdens afsløringer har fået den danske aktivist Peter Kofod til at stille sig kritisk over for dansk journalistik. Graverjournalist er enig i, at sagen ikke har fyldt meget herhjemme, mens chefredaktør er u-enig.

Mette Mølgaard Henriksen

»De danske medier lod næsten som ingenting.« Sådan lyder kritikken fra aktivisten Peter Kofod, der tilbage i februar fik det hidtil første danske interview med whistlebloweren Edward Snowden. Peter Kofod har fulgt Snowdens afsløringer tæt, og igennem fælles bekendte

lykkedes det ham at få et interview på plads. Ifølge ham har medierne langt fra været kritiske nok.

»Det er de her store magt-strukturer, de ikke tør dække. Det var derfor, jeg lavede inter-viewet med Snowden for at pege fingre af medierne. Det burde have været dem, der lavede det,« forklarer Peter Kofod.Denne kritik kan Politikens chefredaktør Anne Mette Svane dog ikke genkende.

»Jeg synes faktisk, at danske medier har haft en rimelig ind-gående dækning af det. Hvis du genlæser de historier, vi har skrevet, vil du finde artikler, der gør ondt på magthaverne,« siger hun.

Et magtforhold i ubalanceMen ifølge Peter Kofod slipper magthaverne ofte alt for let. Snowden-sagen er et eksempel

på dette. »Det er selvfølgelig medier-

nes opgave at være kritiske. Men det de især skal være kritiske overfor, er de her magtcentre, der udøver magt over alle os ganske almindelige borgere. Det er dem, der skal holdes til regnskab,« siger Peter Kofod.

Og det lykkedes da også langt hen ad vejen. Det mener Lars Nørgaard Pedersen, der er en del af gravergruppen på Berlingske. Dog erkender han, at dækningen af Snowdens af-sløringer havde potentiale til at fylde mere i medierne.

»Jeg synes, Peter Kofod har ret i, at det har været be-mærkelsesværdigt, hvor lidt Snowden trods alt har fyldt herhjemme,« fortæller Lars Nørgaard Pedersen.

Men det er ikke altid så ligetil. Nyhedsstrømmen går hurtigere, og det sætter pres på redak-

tionerne om at prioritere ny-hederne. En anden forklaring er, at kommunikationsfolk fylder mere i den politiske verden.

»Balanceforholdet har ænd-ret sig. Det er tippet over i ret-ningen af, at spinsiden er blevet stærkere, og journalisterne er blevet færre. Det sætter medier-ne under pres i forhold til at lave kritisk, undersøgende journalistik,« fortæller Lars Nørgaard Pedersen.

Udviklingens præmisser Magthaverne har kommunikationsfolk ansat, der rådgiver og beskytter dem mod ubehag- elige sager. Ifølge Anne Mette Svane er det en del af udvik-lingen inden for journalistik-ken, og det sætter ekstra krav til journalisterne om at bevare den kritiske afstand.

»Det er jo et forhold i den moderne journalistik, som man he-

le tiden er nødt til at for-holde sig til. Det er ikke noget, jeg forventer, går væk. Til gengæld betyder det, at vi skal være skarpe og holde en kritisk distance til magt-haverne,« fortæller Anne Mette Svane.

Peter Kofod er heller ikke blind over for, at der kan væ- re udfordringer på vejen til en afslørende historie. Og selv om det ofte ikke lyder sådan, er han faktisk på jour- nalisternes side, da de arbej-der for det samme som ham selv. Nemlig retfærdighed og åbenhed.

»Det er ikke nemt at skulle stille magthaverne til ansvar. Det er svært arbejde. Men jeg så gerne mere magt til jour-nalisterne.«

[email protected]

10 | maj 2014 | LIXEN PORTRÆT

Mere end bare en finurlig TV-trold

Karen Lerbech & Stefanie Mather

Ane Cortzen er ikke din normale TV-vært. Hun er opvokset i en journalistfamilie, uddannet arkitekt og grafisk designer, og på skærmen er hun ikke sen til at hoppe i de korte shorts, hvis det giver seerne godt tv. Og så vil hun desuden helst undgå, at der bliver mast en kasse ned over hende. Sådan fungerer tilværelsen nemlig ikke, når man hedder Ane Cortzen. Hun føler begrænsningen, så snart hun bliver reduceret til ét adjektiv, og folk begynder at se hende som en rigtig, lille TV-trold.

hende for en smule kassetænkning. Men vi vil gøre vores bedste for, at det ikke bliver firkantet.

Hun skulle i hvert fald ikke være journa-list. Med en far der var chefredaktør, en mor der var journalist og en bror, som ønskede at blive journalist, så skulle Ane Cortzen være noget andet.

»Det er den der fornemmelse, man har, når man er ung. At mulighederne ligger åbne, og at man kan blive alt mu-ligt. Jeg syntes, at det var røvsygt at gå direkte hen og blive journalist. Selvom det helt klart havde været det letteste for mig.«

Ja, journalist skulle du ikke være. Det var måske den første bås, du brød ud af på vejen til det, der skulle vise sig at blive dit karriere-liv. Du er lidt en Rasmus-modsat, men på den gode måde. Du er det absolut modsatte af en medløber.

Ane, du er en modløber.

Valget om ikke at vælge noget blot for nemhedens skyld, eller fordi det giver mening på papiret, har ført Ane Cortzen ud på en snoet studie- og karrierevej. Det førte hende både igennem musik på højt niveau i gymnasiet, optagel-sesprøven til landets skuespillerskoler, Kunstakademiets Arkitektskole, chef-stillinger som grafisk designer i Schweiz og Danmark, indtil hun for fire år siden havnede i en værtsrolle ved DR. Med Ane Cortzens egne ord, så »giver det ikke umiddelbart så meget mening«. Og så måske allige-vel.

Ane Cortzen er født og opvokset i det nordsjællandske. Da hun var 13 år, flytte-de familien til København, hvor hun be-gyndte på privatskolen Ingrid Jespersen på Østerbro. Ane Cortzen beskriver det i et interview med Politiken i julen 2012 som »fantastisk«, da hun på skolen på Østerbro mødte en masse anderledes

mennesker, og havnede i »et sjovt, kreativt miljø«. Det kreative smittede af på den unge Ane, der i sin skole- og gym-nasietid deltog aktivt i både musik og teater. Og da det kom til valget af valgfag i gymnasiet, hoppede Ane Cortzen på musik på højniveau – på trods af, at hun efter eget udsagn er »tordnende umusi-kalsk«. Men hun syntes, at det var sjovt. Samfundsfag ville have givet mere me-ning på papiret for journalistdatteren, men maven sang musik.

I gymnasiet begyndte Ane Cortzen at tage skuespiltimer ved skuespiller Bodil Jørgensen. Både Ane Cortzen selv og Bodil Jørgensen var enige om, at hun var talent- fuld, og havde det der særlige, og at verden lå for hendes fødder. Men Ane Cortzen gik ikke videre fra førsteprøven ved opta-gelsesprøven til skuespillerskolerne, og så var det ligesom dét. Ville de ikke have hende, så kunne de blive fri. Ane Cortzen søgte nye græsgange, som førte hende til Kunstakademiets Arkitektskole.

Det kan siges ret kort. Ane Cortzen vil ikke sættes i bås. Når adjektiverne begynder at stå i kø for at blive sat på hen-de, er det tid til at forlade skuden. Så skal der bladres i ordbogen og findes nye ord, som kan passe på hende. Og bliver der sat lighedstegn mellem hende og et ad-jektiv, så er det ud af vagten og videre. Så bryder hun fri.

Ja, og nu skal vi så lave et portræt af hende. Og hvordan gør man lige dét uden at sætte hende i bås? 13 siders transskribering skal skæres ned til tre sider i en avis. Og det er når billederne er medregnet! Sand-heden er, at det desværre nok ikke kan lade sig gøre uden at udsætte

Foto: Holger Anderson

LIXEN | maj 2014 | 11PORTRÆT

Et ukendt territorium med et sprog Ane Cortzen først efter noget tid fik lært.

»Der var ikke nogen, der holdt mig i hånden på skolen, og jeg var meget ulykkelig i starten. Men jeg holdt ud, knækkede koden. Og så udfoldede der sig bare en hel ny verden for mig, som jeg er rigtig glad for, at jeg har lært at kende. Det der med at vælge noget, som ikke lig-ger til én, kan sagtens ende med at være godt. Man skal bare holde ud.«

Nu har du fundet din vej. Den er anderledes, den ligner ikke dine forældres eller brors. Du skal være arkitekt. Men efter de første to år på bygningskunst vælger du over-bygningen i design. Det der med at skulle tegne huse er alligevel ikke lige dig. Processen er for lang og for langsom. Grafisk design, deri-mod. Der finder du din hylde. Tem-poet er hurtigere, og det visuelle er stadig i fokus.

Ja. Arkitekt og grafisk designer. Det er det, du skal være.

Ane Cortzen blev færdiguddannet som grafisk designer fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2001. Kort tid efter pak-kede hun sine kufferter og sin kæreste, som hun havde mødt på Arkitektskolen, og flyttede til Lucerne i Schweiz. Året for-inden havde hun set et stillingsopslag i kantinen ved det reklamebureau, hun ar-bejdede på ved siden af arkitektstudiet. Bodum søgte en designchef til deres kon-tor i Schweiz. Ane Cortzen søgte stilling-en – og fik den. 25 år gammel og netop færdiguddannet. Og dér sad Ane Cortzen så i et hjørnekontor med udsigt til Lucernes bakkede landskab med fire folk under sig.

Ane Cortzen havde ikke gjort sig de store tanker, da hun søgte stillingen.

»Jamen, det var den der fornemmelse af, at jeg jo bare kunne søge den. Der kunne jo ikke ske noget ved, at jeg ikke fik stillingen. Min mand, der var min kæreste dengang, er halvt schweizer, og vi havde været i Lucerne og talt om, at det var en mega fed by. Og så søgte en dansk virksomhed en grafisk designer lige dér, så jeg tænkte, at jeg da bare skulle søge den. Der var alt muligt, der gjorde, at jeg tænkte, at jeg nok ikke ville få den allige-vel. Men så fik jeg den! Det havde jeg slet ikke forventet.«

Det her er Ane Cortzen i en nødde-skal. Hun ser en mulighed og byder den gerne op til dans. Med hendes egne ord kan det jo både gå godt, eller det kan gå skidt – men man ved det først, hvis man giver det forsøget.

»Det der med at frygte nederlaget, det kan du ikke rigtigt bruge til noget,« siger Ane Cortzen.

Uden at sætte dig for meget i bås, kan vi godt sætte adjektivet ’speciel’ på dig. Altså, speciel på

den dér måde, at du er din egen lykkes smed. At du er din egen. Hvis jobopslaget kom om, at der blev søgt folk, som skulle til månen, så ville du prøve at søge det. Du ser en chance, og så griber du efter den.

Hun sprang ud i værtsrollen i program-

met TV!TV!TV! i 2010 – med hovedet først. Der kom hun direkte fra en stil-ling som designredaktør i DR Design og havde aldrig lavet TV før. Men Thomas Klinkby, der var redaktør på program-met, havde på fornemmelsen, at Ane Cortzen ville blive en fantastisk vært. Så hun kom til prøvefilmning, fik jobbet, sagde sin chefstilling op og kom på en etårig kontrakt med DR.

Den nye rolle foran skærmen kom som en kærkommen forandring i Ane Cortzens tilværelse.

»Det var en enorm befrielse! Jeg var kreativ chef i DR, og havde en masse folk

under mig, som skulle levere. Jeg havde en masse ansvar, forpligtelser, krav og ting, jeg skulle leve op til. Pludselig blev jeg sat fri. Der var andre på redaktionen, som skulle tage sig af det tunge arbejde, og der var en redaktør, som havde ansvar- et. Min del føltes ansvarsfri. Det var en stor lettelse.«Kasser og bokse er ikke noget Ane

Cortzen er tilhænger af i sit arbejdsliv. Hvor andre efter et lille årti i samme branche med flere chefstillinger på CV’et måske ville tænke, at nu var kursen lagt, så finder Ane Cortzen trøst i, at mulig-hederne altid er åbne.

»Jeg synes, at det er en rar og trøst-ende tanke, at man jo faktisk kan blive ved med at finde på alt muligt.«

Og du finder på alt muligt, og du flygter fra både båse og bokse. Hvor du ender i dit liv, tror vi, er en gåde selv for dig.

Man fornemmer tydeligt Ane Cortzens arbejdsmantra, når man sidder overfor hende og hører om hendes karriereveje: At sætte sig selv på spil og hoppe ud i liv-et, når muligheden byder sig og så ikke tænke så meget over det. Hun beskriver sig selv som rastløs, og det fornemmer man også. Ikke blot ved det faktum, at hun gennem 14 år på arbejdsmarkedet har haft syv forskellige job – de sidste tre som vært i DR. Det kommer også frem på den måde, hun sidder i sofaen på. Først helt fremme i sædet, så helt tilbagelænet, så hænderne igennem håret og så en tredje position i sofaen. En mellemting imellem de to første. Det er næsten som om, at hun lidt er på vej videre igen.

De tre ord du vil beskrive dig selv med er rastløs, spontan og for-fængelig. Men du er mere end det, du er sprudlende, når du taler. Og du taler med kroppen. Du er forvirret, for lige så snart du har sagt forfængelig, fortryder du det igen – og så alligevel ikke. Du dis-kuterer med dig selv om, hvorvidt du er forfængelig eller ej. Du er travl, der foregår så mange ting oppe i dit hoved. Du er på en eller anden måde videre i din tanke-gang, langt væk fra interviewet, der ellers handler om dig – og på samme tid er du enormt meget til stede, og du giver virkelig meget af dig selv. Den balance formår du at skabe, måske fordi du både er rast- løs og spontan.

Og ja, nu satte vi adjektiver på dig, men vi håber, at du kan leve med dem.

Jagten efter det utrygge og bruddet med egne rutiner har ført Ane Cortzen forbi tre forskellige værtsroller i DR siden 2010. Først TV!TV!TV!, så Vogternes Råd og for tiden styrer hun løjerne i 2. sæson af DR2s program Søndag Live.

»Det er rigtig vigtigt for mig at skifte job ofte. Jeg har altid skiftet job omkring hvert tredje år. Jeg bliver meget hurtigt rastløs, og jeg bryder mig ikke om, når tingene begynder at blive rutine.« Der-for valgte hun at stoppe TVTVTV! efter fjerde sæson på trods af programmets store popularitet. Det var blevet for trygt. Hun følte, at hun begyndte at gentage sig selv. Derfor måtte programmet stoppe. Inden det blev en bleg version af sig selv – og inden hun blev det samme.

For Ane Cortzen gælder det om at bryde ud af den bås, man som TV-vært ofte bliver sat i. Hun var træt af at blive beskrevet som en lille finurlig TV-trold på TV!TV!TV, og hun følte, at den TV-persona hun havde i programmet var ved at blive for dominerende. Hun ville gerne have, at der skulle findes nye adjektiver frem, når hun skulle beskrives. Og det skulle fortsat være sjovt at lave TV.

»Når man bruger så mange timer på TALESTRØM. Ane Cortzen har knapt færdiggjort en sætning, før hun er i gang med den næste. Foto: Holger Anderson.

“Jeg syntes, at det var røvsygt at gå direkte hen og blive journalist.

12 | maj 2014 | LIXEN PORTRÆT

arbejde, så skal det altså også være sjovt. Jeg gider simpelthen ikke kede mig.« Ane Cortzen smager lidt på ordene. »Jeg synes, der er et frisind og en helt ny en-ergi i det der med at sige det trygge op og prøve noget nyt.«

Tryghed på arbejdsmarkedet duer ikke for dig. Du skal videre, og du skal udfordres, når det bliver for trivielt. Men du nævner fra tid til anden både mand og børn. Tryghed i familien og i hjemmet virker til at være alfa og omega. Der er ro på hjemmefronten, hvilket gør, at du kan skabe røre på din karrierevej. Også selvom den byder på udfor-dringer.

Ane Cortzen har i sin værtstjans måtte forholde sig til den journalistiske virke-lighed – uden en uddannelse indenfor faget. Men det tager hun ikke så tungt. Hun ville ikke have været sin omvej foruden, for på vejen igennem den krea-tive branche har Ane Cortzen lært noget af det, der i dag gør hende til den vært, hun er.

»Det giver mig en ukonventionel måde at gribe tingene an på, som kan virke meget godt, når alle andre gør det på den traditionelle måde,« siger hun. »Det, at jeg ikke er uddannet journalist betyder nok, at jeg er god til at sætte mig selv mere i spil. Jeg har ikke den der profes-sionelle facade.«

Ane Cortzen er meget bevidst om, hvilken vært hun gerne vil være. Der er tænkt over detaljerne, og hendes frem-træden på skærmen er helt overlagt.

»Værtsrollen kan nogle gange være meget tryg – for tryg. Man beder folk om at levere alt muligt, så man kan suge så meget som muligt ud af dem. De skal give af sig selv og sætte alt muligt på spil. Det synes jeg også, at værten skal.«

For Ane Cortzen skal den gode vært være godt selskab. Hvad der så er godt selskab, er op til seerne. Men så længe man giver noget af sig selv, så mener Ane Cortzen ikke, at man kan ramme helt ved siden af. Og det lader til, at hendes for-mel virker, for siden sin TV-debut har hun vundet adskillige priser blandt an-det for bedste TV-vært.

Hun synes alligevel, at det er godt, at der er forskel på både journalister og TV-værter. At der er nogle, som tager sig af den mere objektive form, hvor de holder sig selv tilbage, mens andre stikker ud.

»Altså, det ville jo ikke være til at hol-de ud, hvis alle var som mig. Eller hvis alle var som min bror, som jo også fylder ret meget.«

Og du giver noget af dig selv. Når

du trækker i hotpants og en stram top, og går igennem kantinen i DR Byen for at få det bedst mulige pro-gram. Dér kan man mærke dig.

Ane Cortzens bror er Mads Brügger, som er kanalchef på Radio24syv og kendt for

sin utraditionelle tilgang til journalistik. At de bruger forskellige efternavne er helt tilfældigt. De hedder begge Brügger Cortzen, og har altid brugt hvert deres efternavn. Ane Cortzen har tidligere for-talt, at hun valgte at bruge Cortzen, da hun med navnet Ane Brügger ville hedde det samme som sin mormor. Og det syn-tes hun altså ville være for underligt.

De forskellige efternavne endte med at blive en mindre befrielse for Ane Cortzen, da hun indtog de danske TV-stuer.

»Der var ikke nogen, der vidste, at Mads var min bror, da jeg startede. Det var en stor lettelse, ellers ville jeg jo blive målt op ad ham hele tiden. Derfor sagde jeg det heller ikke selv så meget i starten,« fortæller Ane Cortzen og smiler. I dag er hun blevet accepteret, for den hun er, og hun er selv overrasket over hvor lidt, hun er blevet målt op ved siden af sin bror.

Men det er jo egentlig også noget mærkeligt noget, det der med at måle folk – om det så er op ad dem selv eller andre. Som du selv siger, bliver du hverken mere eller min-dre TV-vært jo flere gange, du er det. Når man er TV-vært, er man TV-vært, og det er underligt, at der ingen rang er. Det synes du i hvert fald. Men du synes også, at det er meget rart.

Da Ane Cortzen hoppede ud i sin nye til- værelse som TV-vært, var hun 36 år. Mor til tre børn og gift med den kæreste, hun ni år tidligere var draget til Schweiz med. Manden arbejder i dag stadig som arki-tekt, og familielivet er i høj grad centrer-et omkring parrets tre børn og et liv, der egentlig ikke handler særlig meget om TV – ud over dét der bliver set hjemme i sofaen. For Ane Cortzen skaber det ba-lance i tilværelsen, at baglandet ikke kun kender hende som TV-værten. De kender hende også som den grafiske designer, moren, den selvstændige, hustruen og arkitekten, som hun var inden livet på TV. Og det spiller en stor rolle. For eks-empel når Ane Cortzen mærker den nye følelse af forfængelighed, som der er be-gyndt at trænge sig på, efter hun er kom-met på skærmen.

»Man bliver simpelthen eksponeret for sit eget ansigt på en helt anden måde, end man gør normalt. Man ser sig selv udefra, og det skaber en eller anden un-

derlig, ja… Man bliver tvunget til at tage stilling til sig selv hele tiden. Det skaber en irriterende form for forfængelighed, som jeg ville ønske, at jeg kunne lægge på hylden, men det er virkelig svært.«

Her spiller Ane Cortzens tre børn en væsentlig rolle, for ifølge hende selv er det børnene, som holder hende normal. De er ligeglade med, hvad hun går og la-ver – så derhjemme er Ane Cortzen mor, der læser godnathistorier og laver mo-dellervoks.

Har vi nu sat dig i båsen som den gode mor, der har tid til sine børn, mens hun også er en travl karrie-kvinde, som går op i sig selv?

Evnen til at drømme og gribe chancen, når den byder sig, betyder meget for Ane Cortzen, hvilket ikke fornægter sig, når man ser på hvad, hun har opnået i en alder af lige knapt 40 år. Hun er ikke fær-dig med at drømme – heller ikke selvom hun lige nu laver det, som ifølge hende selv, er drømmejobbet. Hun drømmer om at gøre det bedre, skarpere. Gøre sig selv bedre og skarpere. Og af helt andre drømme, så drømmer hun om at bo i

udlandet. »Der er ikke nogen grund til at blive

boende i det samme lille hjørne af verden hele sit liv, når der ligger en helt fantas-tisk verden derude. Jeg kunne da godt tænke mig at bo i Paris, bo i New York og bo i Uruguay,« fortæller hun. Om det bliver mens børnene stadig går i skole eller først senere, det ved hun ikke. Men drømmen om bopæl udenfor Danmarks grænser, den holder hun fast i.

Lige nu befinder hun sig i Danmark. Midt i den danske mediebranche, som hun ellers i sin ungdom gjorde alt for at undgå. Ane Cortzen griner. »Man kan åbenbart ikke undgå sin skæbne.«

Men du fortæller, at du heller ikke er færdig endnu. Skæbne eller ej. Og det er med en fed streg under nej, når vi spørger dig, om du skal lave TV resten af dit liv.

Ja, Ane. Sådan er det vist med dig.


FORFÆNGELIGHED. Ane Cortzen går meget op i sig selv, men ville ønske, at hun ikke gjorde. Foto: Holger Anderson.

“Det ville jo ikke være til at holde ud, hvis alle var som mig.

LIXEN | maj 2014 | 13

Fordom skydes ned af praktikanterNår de journaliststuder-ende søger praktikpladser op til Store Match Dag, er der mange overvejelser og tanker, der skal tages høj- de for. Fordomme om praktikstederne er en af dem.

Jane Grønning

Tromlen er den samme hvert år, når de journaliststuderende starter på 4. semester. Lav en hjemmeside, lær at sælge dig selv og søg en praktikplads. I forvejen er der mange ting at tænke over. Fordomme om, at man som praktikant på et stort medie får lov til at lave mindre. kan lægge ekstra pres på de stud-erende. Journalistpraktikant på DR Nyheder Christine Brink

mener ikke, der er belæg for denne fordom.

»Jeg har hørt folk sige, at hvis du kommer på DR, så får du ikke rigtig lov til at lave noget, fordi det er så stort et hus. Det pas-ser i hvert fald ikke. Du får lov til at lave alt,« siger hun.

Mere end kaffeFordommene afholder måske nogle fra at søge det, de drøm- mer om. Praktikant på Politiken Kristian Corfixen troede, han kun fik lov til at lave kaffe i starten. Den fordom viste sig at væ- re det pure opspind.

»En af de fordomme jeg havde, inden jeg startede, var, at det var sådan et stort sted, hvor man risikerede at blive sat over i hjørnet, og så kunne man i øv-rigt lave en kop kaffe engang i mellem. Det har vist sig at være fuldstændig forkert. Fordomme- ne jeg havde omkring et stort medie, de er virkelig gjort til

skamme,« fortæller han.Det er ikke kun journalist-

praktikanterne, der skyder for-dommene ned. Rasmus Baastrup Nielsen, praktikantvejleder på DR Nyheder og journalist på 21Søndag, er enig med praktikanterne i, at der ikke er hold i fordommene.

»Man får lov til at lave lige så meget, som man gerne vil. Men man får det ikke foræret. Der er ikke fem minutter, der venter på, at en praktikant kommer ind og fylder dem ud i toppen af TV-Avisen. Man skal selv by- de ind og kræve de fem minut-ter,« siger han og tilføjer.

»De praktikanter, vi har haft på 21Søndag, laver også tophisto- rier. Man får lov at lave lige så meget som de rigtige journalister,« fortæller Rasmus Baastrup Nielsen.

Stort eller småt?Selvom man som praktikant på

et stort medie får lov til at lave alt det, man vil, er der forskel på, hvor meget man får lov til at komme ud af huset. På et mindre medie, hvor der er færre journalister, er muligheden for at komme ud af huset meget større end hos de store medier.

»Ligegyldigt hvad det er for et indslag, du kommer tilbage med, så skal det bringes. Der er brug for, at det er i fla- den. Så man ved, at det er vig-tigt, det man skal ud at lave,« siger Christina V. Jensen, jour-nalistpraktikant på TV2/Fyn og fortsætter.

»Selvfølgelig ville jeg slet ikke kimse af at have fået plads på TV2 eller Politiken, men det er klart, når det er mindre steder, så kommer du også mere ud.«

Tag stillingIfølge praktikvejleder på Center for Journalistik, Karen Løth Sass, er det vigtigt, at de studer-

ende søger med åbne øjne og på et oplyst grundlag. De skal forholde sig som journalister til praktikfasen ved at researche på den.

»Det, jeg lægger vægt på i vejledningen, er, at man skal gøre op med sig selv, hvor man passer ind. Jeg beder dem tage stilling til ’hvad er jeg for en type’ og ’hvor vil jeg trives henne’,« siger hun.

Karen Løth Sass mener heller ikke, at de journaliststuderende skal lade sig skræmme af de store medier.

»Jeg synes faktisk sjældent at praktiksøgningen er særlig kritisk over for de store steder. Vi har en fælles konsensus om, at det er fedt at være på de store steder.«

[email protected]

En telefonpassers oplevelserPanikdagen bliver frygtet af alle. Også af telefon- passerne. Jeg, Julie Lykke, var telefonpasser for Lars Düwel, og dagen bød på spænding, der grænsede til det ubærlige.

Julie Lykke, 2. semester

Telefonpasser. Hvad mon det indebærer? Hverken jeg eller Lars Düwel, som jeg var telefon-passer for, vidste det. Heldig-vis kunne en telefonpasser fra DMJX forklare mig det.

»Som telefonpasser løber man rundt mellem praktikstederne og hjælper med at tage telefonen, når praktiksteder ringer,« siger Sofie Hedegaard Bach.

Umiddelbart ikke voldsomt hårdt. Hårdt bliver det først, hvis praktikansøgeren ikke bli-ver kaldt til møde eller modtager opkald.

Klokken er lidt i ni på DMJX, og panikhistorier fra tidligere år svirrer i luften. Nu kommer Lars. Han smiler stort, og de blå øjne ser rundt i landskabet uden at hvile i længere tid end et par sekunder på noget bestemt.

»Jeg glæder mig. Politiken, Børsen - alt er jo en drøm!« siger han. Lars’ glæde overskygger heldigvis enhver panik, for nu. Alligevel stikker vi hovederne sammen for at tage en snak om dagens taktik. Hvis førsteprio-riteten Politiken ringer – så skal jeg afbryde Lars uanset hvem, han er til møde hos.

»Jeg kan ikke tage hurtige be- slutninger. Så dem tager du,« siger han Jeg kigger utrygt på ham.

Flere små hold af telefon-passere og praktikansøgere står rundt om os og taler fåmælt.

»Skal jeg have læder- jakken på,« spørger Lars. Min første beslutning som telefon-passer. Jeg kigger på Lars og vurderer, at det er bedre bare med skjorten.

Så er klokken 09:15. Vi stiller

os foran Politikens lukkede døre. Langsomt kommer der flere til. Antallet af journalist-spirer foran døren overstiger Politikens antal af praktik-pladser. Både ansøgere og telefonpassere ser på hinanden meget klare over netop det faktum. Fem minutter før hornet lyder, beslutter vi at dele os op. Jeg løber over til Børsen, som er Lars’ 2. prioritet. Startskuddet går!Vi er i gang. En Børsen-mand træder ud af døren og kigger rundt på ansøgerne. Han peger nogle stykker ud. Lars’ navn bliver ikke råbt op. Efter fem minutter bytter vi plads, og jeg løber op til Politiken. Fem-ti minutter senere, får vi, der ven-ter foran Politiken, at vide, at alle pladser er taget. Telefonen har endnu ikke ringet. Folk løber småpanisk rundt i de sid-ste minutter. Jeg står nu foran Lars’ 4. prioritet, da også 3. prio-riteten Dagbladet Information var lukket for pladser. Panikken bliver så småt erstattet af arme

i vejret, men også af apatiske ansigter slukkede for håb. Jeg skriver nervøst til Lars. »Hvor er du?« Han ringer. »Det er overstået. Jeg har skrevet under med Børsen. Så vi er glade!«

En Børsen-mand»Hvorfor stod du ikke foran døren, Lars? Vi kiggede efter dig,« spurgte en fra Børsen, da han fik øje på Lars. Kun de an-søgere, som stod foran deres dør blev valgt, og alle fem praktikp-

ladser var besat. Heldigvis lavede Børsen en ekstra plads til Lars. Det var på et hængende hår.Jeg fanger en glad Lars midt i virvaret. Han bliver ved med at gå, men sænker tempoet og kig-ger på sit ur.

»Vi skal lige have møde i Børsen, noget internt, du ved.«Allerede en ægte Børsen-mand.

[email protected]

Foto. Julie Lykke

FOKUS: STORE MATCH DAG

14 | maj 2014 | LIXEN

Lokalt er ikke banaltSig lokaljournalistik og nogle forestiller sig måske en lidt kedelig, banal og uvæsentlig journalistik, der ikke gør den store forskel for folk. Spørger man to chefredaktører for lokalmedier, er virkelig-heden omvendt.

Jens Jakob Kjær Hansen, 2. semester

Han havde aldrig troet at han skulle ende på et lokalmedie. Sådan lyder det fra Jesper Markussen, konstitueret chefre- daktør på Dagbladet Holstebro-Struer. Som journaliststuderende havde han en idé om, at lokaljournalistik var lidt af en sove-

pude. Han fik dog hurtigt afkræf- tet fordommen, da han kom i praktik.

»Da jeg var i praktik på Fyens Stiftstidende, var det en af de bedste perioder, jeg har haft i mit liv. Jeg sad på Ringeredaktionen, men det var en fest. Der var ikke nogen grænser for, hvad jeg kunne få lov til at lave af journalis-tik.«

Efter sin praktiktid på Fyens Stiftstidende endte han med at tage vikariater på Dagbladet Holstebro-Struer, hvor han se-nere blev fastansat. En ansættel-se, han aldrig har fortrudt, han tog imod. Han nyder nærheden til læserne, og at man som lokal-journalist har stor journalistisk frihed.

På bar bundDen journalistiske frihed ved at

være praktikant og journalist på lokale medier er en stor fordel, fremhæver Peter Orry, ansvarshavende chefredaktør for JydskeVestkysten og admini-strerende direktør for Syddanske Medier.

»Hvis man kommer i praktik på et lokalt medie, tror jeg, at der sker mere journalistisk, end hvis man sidder på et landsdæk-kende medie. Det gør der, fordi man får lov til at blive kastet ud i den journalistiske virkelighed. Man får flere historier trykt og lagt på nettet, end man gør på et stort medie, hvor der kan gå uger mellem, at praktikanter har historier i avisen,« fortæller han. Udover den journalistiske udvikling markerer Peter Orry også den menneskelige ud-vikling ved at komme til et sted, man ikke kender, som vigtig.

»Jeg tror, det som ungt men- neske er rigtig sundt, hvis man kommer fra en beskyttet til-værelse til en helt ny. Det er uanset, om man flytter fra Esbjerg til København eller omvendt. Det hører helt klart med til at blive voksen at komme ud af sine faste rammer og blive udfordret.«

Alt andet end kedeligtAt skulle skrive for et lokalblad, som ligger i en landsdel, nogle betegner som udkantsdanmark, kunne for nogle måske lyde som et kedeligt arbejde. Det er det ikke, hvis man spørger redaktører- ne.

»Det synes jeg slet ikke. For du mærker tydeligt virkningen af din journalistik, når du arbejder på et lokalmedie. Det, man skriver, bliver læst af dem, man kan se nede på gaden, og som

man møder, når man har fri. Det stiller krav til ens professiona-litet som journalist,« fortæller Peter Orry.

Jesper Markussen fortæller, at han også tydeligt mærker ef-fekten af hans journalistik.

»Man er i et lille samfund, men har en kolossal gennem-slagskraft i det område, man er i. Der er kort vej til forsiden, og man får lov til at kaste sig over alt inden for de lokale rammer. Man mærker konsekvenserne af det, man laver, med det samme, når man for eksempel møder kilderne i brugsen, eller når de kommer dampende af raseri ind på redaktionen over noget, der er blevet skrevet. Man møder dem og skal kunne se dem i øjnene igen.”

[email protected]

Orlov er lig med netværkEfter forårets Panikdag, torsdag den 24. april, var der 14 SDU’ere, der stod uden en praktikplads. Det be-tyder, at de nu skal overveje, om de skal tage et halvt års orlov. En orlov, hvor de ifølge praktikvejleder Karen Løth Sass skal ud i branchen og skabe et netværk.

Jane Grønning

14. Så mange SDU’ere måtte i år køre hjem fra DMJX uden en praktikplads. Det er det højeste tal nogensinde. Et tal, der er på- virket af et betydeligt lavere antal praktikpladser i forhold til antallet af praktiksøgende. Ingen praktikplads betyder for de fleste en orlov på minimum seks måneder indtil næste Panikdag. Men hvad skal der så ske, når man er tvunget til at rive et halvt år ud af studiet?

»Jeg synes bestemt, man skal forsøge at lave noget studierele-vant. Noget, der forbedrer ens chancer i det halve år. Så skal man også bruge det halve år på at få et netværk,« siger Karen Løth Sass, praktikvejleder på Center

for Journalistik på Syddansk Universitet.

Snævert søgefeltTil årets Panikdag var der hele 45 pladser i underskud. Der ple-jer normalt at mangle 30. Det medførte en øget konkurrence, der i sidste ende resulterede i, at mange måtte gå tomhændede hjem.

»Der var færre pladser, end der plejer at være. Og så var det bare et meget snævert elektro-nisk søgefelt på det her hold,« lyder det fra Karen Løth Sass, der hentyder til, at mange kun søgte radio og TV.

Annika Raunstrup fra 4. semester var en af de studerende, der måtte tage hjem uden en praktikplads. Hun søgte kun fi-re pladser, men fortryder ikke sit valg.

»Jeg søgte virkelig snævert og ikke nok med det, så søgte jeg og-

så nogle pladser, som de andre også gerne ville have. Det er virkelig dårlige odds. Så jeg havde hele tiden sagt til mig selv, at hvis jeg ender med orlov, så er det helt okay,« fortæller hun.

Nej tak til MatchroomDe studerende, der ikke får en praktikplads kan vælge at gå i Matchroom. Her bliver de resterende praktikpladser slået op. Så kan de studerende vurdere, om der er en praktikplads, de skal forsøge at satse på. For Annika Raunstrup var den beslutning taget på forhånd.

»Jeg har sagt fra dag 1, at jeg ikke går i Matchroom. Det var et bevidst fravalg. Vi har fået vist vi- deoer, hvor der er nogle, der har søgt DR som ender med at skrive under på ’Vi med Hund’. Det er ikke en god slutning i mit hoved,« siger hun.

I nogles øjne er man kræsen, hvis man tager orlov, fordi man ikke får den praktikplads, som man gerne vil have.

»Det er jo pisse forkælet at sige, at man bare tager orlov, hvis der egentlig er en plads tilbage. Men jeg valgte simpelthen, at jeg ikke ville i Matchroom,« siger Annika Raunstrup.

Ikke verdens undergangTrods ærgrelsen over at komme hjem uden en praktikplads, så lader Annika Raunstrup sig ikke gå på af det.

»Det er ikke verdens under-gang, at jeg ender med orlov. Hvis jeg ikke ender med at få en plads næste gang, så er det hel-ler ikke nogen garanti eller no-get pejlemærke for, at jeg ikke kan blive til noget,« fortæller hun.

Ifølge Karen Løth Sass er en orlov ikke uvelkomment. Men de studerende skal tage den med fornuft.

»Hvis man griber det or-dentligt an og undersøger re-aliteterne, så kan det være ud-mærket i et halvt år, hvis man laver noget fornuftigt. Men det er dumt at sidde ved kassen i netto. Så er det måske bedre at få et studiejob på TV2.«

[email protected]

Annika Raunstrup har dagen efter Panikdagen fået praktikplads på TV2 Østjylland. ORLOV. 14 håbefulde SDU’ere gik hjem fra Panikdag uden praktikplads.

Foto: Jane Grønning


LIXEN | maj 2014 | 15

I hælene på Altinget.dkStress, angst og dårlige nerver har de seneste må- neder været dagligdag for de praktiksøgende journaliststuderende. Den 24. april eskalerede de mange måneders arbejde i Store Match Dag, bedre kendt som Panikdag. Men hvor-dan er den store dag mon for praktikstederne? Lixen har fulgt netmediet Altinget.dk for at få svar på det.

Anna Nedergaard

Jeg møder de to repræsentanter for Altinget.dk første gang, da klokken er halv ni. De sidder i lokale 411 i den store, grå beton-bygning, der huser Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Direktør Rasmus Nielsen ogredaktionschef Anders Jerking er sendt i marken for at forsøge at hive de bedste kandidater med tilbage til kontoret påChristiansborg.

Det er mange måneders arbejde, der nu forhåbentlig skal munde ud i, at de får to egnede kandidater i hus. Udover Åbent Hus og samtaler bruger de også ressourcer på at se hjemmesi- der igennem og læse ansøgning- er. Og så selvfølgelig på at være til stede, når Panikdagen løber af stablen.

»Vi bruger lige så meget tid på det her, som hvis vi skal an- sætte en leder. Det er lidt tanke-vækkende,« påpeger direktør Rasmus Nielsen.

2 ud af 21Selvom de kun skal bruge to praktikanter, har de fået hele

21 ansøgninger. Jeg sætter mig overfor de to chefer, der er godt i gang med den endelige udvælg- else. På bordet foran mig ligger en masse visitkort spredt ud i et forsøg på at lave en prioriteret rækkefølge. Og det har været særlig svært i år.

»Jeg har været rigtig impone- ret over niveauet i år. Jeg synes, at der er mange, der er kompe- tente, og som har gjort sig tanker om, hvem de er, hvad de kan, og hvad de vil. Så der er sådan set mange, som jeg godt ville kunne ansætte,« fortæller redaktions- chef Anders Jerking.

45 pladser i underskudInden dagen er skudt i gang, står det allerede klart, at der er mindst 45 praktipladser for lidt i år. Eller 45 studerende for meget, om man vil. Og det er sjældent, at så mange håbefulde studerende står tilbage uden en plads, når dagen er omme. En faktor, der i den grad skræmmer de studerende, men som kan være en fordel for praktikstederne.

»Det, at der i år er 45 pladser for lidt, ved jeg, giver os en stor fordel. Det handler jo om udbud og efterspørgsel. De studerende er meget mere pressede i år, så de spiller ikke så højt spil, og deres tærskel for hvor meget de satser er langt lavere,« mener direktør Rasmus Nielsen.

Selvom Altinget.dk mener, at dagen er ’helt umulig’ at for-udse, bærer stemningen i det lille lokale præg af, at der hersker en vis ro. Og en følelse af, at det nok skal lykkes at få et par stærke praktikanter med hjem. Til for- rige Panikdag havde selvsamme sted fået omkring otte ansøg-ninger, så med 21 visitkort på bordet er der grund til at være fortrøstningsfuld.

Jeg forlader de to herrer igen en tyve minutters tid senere, så de kan arbejde videre.

Flot fremmødeFremmødet er massivt ved lo-kale 411, da jeg vender tilbage kvart over ni. Da der er fem minutter til, at hornet lyder, står hele otte personer klar. De to chefer træder ud ad døren et par minutter inden for at se de ner- vøse ansøgere an og holde øje med, om deres førsteprioriteter er iblandt. Det er anspændte smil, de bliver mødt med, mens de lader blikket glide fra den ene til den anden potentielle praktikant.

Pludselig lyder hornet, og to kandidater bliver med det sam-me prikket på skulderen og he-vet ind. Tilbage står seks stud-erende, der med telefonen i hånden stirrer stift ned på skær-men. Et par stykker får med det samme et opkald og skynder sig videre. Resten bliver stående.

Kun to minutter senere bli-ver døren åbnet, og beskeden om at ’pladserne er besat’ møder mængden af de håbefulde stu-

derende, der stadig står og ven-ter. Et højt suk lyder fra flere, der med det samme griber telefon og telefonpasser og spæner videre.

Ti minutter senere går døren op og to lykkelige og overvælde- de kommende Altinget.dk-praktikanter springer jublende i ar- mene på deres telefonpassere.

To DMJX’ereDa jeg igen bevæger mig ind bag den brune jerndør, med nr. 411 skrevet på, er det to glade og til-fredse chefer, jeg møder. Stem- ningen bærer nu præg af enorm lettelse. Jeg sætter mig igen ved bordet, mens de har travlt med at ringe til deres redaktion i København for at fortælle, at dagen er forløbet som planlagt. De har fået to førsteprioriteter, som oven i købet også havde dem som første prioritet.

»Og det er jo i sådanne tilfæl-de, at det hele går op i en højere enhed,« konstaterer en glad re-daktionschef.

Valget er faldet på to stu-derende fra DMJX, men det er helt tilfældigt. Det er ikke noget, Altinget.dk går op i.

»Jeg kunne faktisk ikke en-gang huske det, da de sad her. Så det har absolut ikke spillet ind. Det er profilen på personen, der er relevant. Alle tre uddan-nelser kan være lige gode,« slår Rasmus Nielsen fast.

Praktikpladsen ikke altFor de fleste studerende er Panikdagen alfa og omega. Men det er en overdrivelse, mener begge chefer. Selvom dagen er vigtig, er den ikke altafgørende. De journaliststuderende er slet ikke færdige journalister, når de kommer i praktik. Der kan nå at ske en masse i mellemtiden.

»Man er jo ufærdig som praktikant. Man er i gang med en læ- ringsproces, og man er slet ikke færdigudviklet,« mener Anders Jerking.

Rasmus Nielsen indrømmer dog, at en god praktikplads er at foretrække, da den kan sætte skub i karrieren.

»Vores karriere består i sej-re, sejre og sejre, ikke i ’ej, så gik det ikke lige’-oplevelser,« slut-ter den tilfredse direktør.

[email protected]

Foto: Anna Nedergaard

Kasper Kaasgaard, DMJX»Altinget var min førsteprioritet, så jeg stod klar her. Jeg vil gerne i praktik der, fordi man får lov til at lave specifik journalistik, og man får lov til at snakke med nogle, der ved, hvad de taler om. Jeg har også mødt deres EU-korrespondent i Strasbourg, og det var egentlig det, der åbnede mine øjne for stedet. Man har jo mulighed for at komme til EU det sidste halve år, og det kunne jeg utrolig godt tænke mig. Og så er

det ellers bare fedt at være på Christiansborg.«Foto: Anna Nedergaard

Lise-Lotte Skjoldan, DMJX»Altinget var uden tvivl min førsteprioritet. Jeg ved, at det er politisk journalistik, jeg rigtig gerne vil lave. Desuden synes jeg, det er fedt med et netmedie, der virkelig har nogle læsere, der gider at betale for deres indhold, fordi det er så god journalistik. Og så vil jeg bare gerne ind og arbejde på Christiansborg. Det er en drøm, og det skal jeg nu i 18 måneder. Det er noget, jeg har gået efter i meget lang tid, så det er helt fan-

tastisk.«

De blev valgt

PANIKDAG. Altinget.dk skal i år ansætte to nye praktikanter. Foto: Jane Grønning


16 | maj 2014 | LIXEN

Navn

Amalie Pil SørensenAnders RasmussenAnna Amalie Breusch LarsenAnna Eg PedersenAnne Sofie FeldAnnemette Drue CallesenAnnika RaunstrupBianca Gajda KirkebyBrian NebelongCarl-Emil SøeCaroline Gerd FrandsenCaroline Møller GundesenChristina Krogh LauritzenChristina Mia VinterChristina Schmidth PedersenChristoffer Miguel FrendesenDitte Nørgaard GoorDorthe LodbergEmil HermannEva Krarup Randa NielsenFaton NesimiFrederik Palle PedersenIda Hestbek YdoIda Kirstine KristensenIsabelle MathiassenJane Bruun ElkjærJens Lund FeveileJeppe Aamand ØvigJeppe Sig Løkke NielsenJohan HaarløvJonas Sivkær PettersenKari KvaaleKasper Stoof JensenKasper LarsenKasper ThomsenKatrine Heiberg BaumgardtKatrine Marie KrøjbyKirstine Møgelbjerg ØstrupKresten Mosbæk GravesenKristian Magnus Damsgaard JensenLars Düwel

Praktikplads

Kristeligt DagbladDR Nyheder/SportenNordisk Film TVFyns Amts AvisDR-BornholmSjællandske MedierTV2 ØstjyllandUafklaretDSB KommunikationDR Nyheder/SportenBørsenTV2 ØstjyllandRadio24syvUafklaretTV2/FynUafklaretUafklaretJydskeVestkystenFyens StiftstidendeFyns Amts AvisEkstra BladetDR Nyheder/SportenTV2/BornholmUafklaretKoncern TV- og FilmproduktionPolitikenEkstra BladetRadio24syvSand TVDR Nyheder/SportenUafklaretUafklaretJydskeVestkystenDR-Kontant og OrienteringEkstra BladetModemagasinet INDR Kultur/VidenskabEkstra BladetTV2/Nord

Radio24syvBørsen

Studerende i praktik pr. 1. august 2014Antal mdr.

12121212121218

612121812

12

121212121218

121212121212

18121212121218

1212

Navn

Lasse Ryom NielsenLouise Bendix PoulsenLouise Lønsmann ChristensenLouise Ravn UbergMaibritt Schulz-PedersenMaja Mackintosh JohansenMalte Lillelund NørgaardMarc Killigren AkselsenMaria Holm MikkelsenMaria Rye VangstedMathias RaunMathilde Kjær HansenMette Glud OlsenMette Rønn NielsenMia Bentzen NielsenMichel Kisby Bloch AndersenMichelle ThygesenMie Boggreen WintherMikkel EskelundMorten Bank FrederiksenNanna Sofie Nagy FrejvaldNicolaj Thomas TruelsenNiklas Majgaard Andersen

Oliver Morten JensenPernille Baden ObelitzPernille KjærsgaardPeter Blæsild EriksenRasmus Friis JensenRebecca Eva BodniaRikke Stockholm Qvist RasmussenRonni Burkal NielsenRuna Louise Ammitzbøll FlüggeSimon Lund ChristiansenStine Voigt de KlaumanStine Væde LykkeboSøren Kramer VestergaardSøren Martin OlsenTeis Jeppe GørtzThomas Harboe WestergaardTobias Sydradal LundVibeke Mikkelsen Hansen

Praktikplads

Kristeligt DagbladTV SydDR/NordjyllandTV2/Danmark: NyhederneUafklaretInformationUafklaretTV2/Danmark: NyhederneUafklaretTV/Midt-VestUafklaretDR UngDansk MetalJyllands-PostenTV2/Danmark: SportenBerlingskeDR Nyheder/SportenFagbladet FolkeskolenTV2/Danmark: NyhederneRitzaus BureauKoncern TV- og FilmproduktionBTSjællandske Medier – DAGBLADET og Frederiksborg Amts AvisLolland Falsters FolketidendeEkstra BladetHer & NuTV2/LorryDR KulturUafklaretUafklaretBTTV2/FynBørsenUafklaretDR B&U/LivsstilTV2/Danmark: NyhederneBerlingskePolitikenDR KulturUafklaretKristeligt Dagblad

Studerende i praktik pr. 1. august 2014Antal mdr.

12181212

12

12

18

1212121212121218121212

121212121812

121212

1218121212

12

Her kom SDU’erne i praktikLixen har samlet et overblik over, hvor de journaliststuderende fra SDU kom i praktik. Der var i alt 90 kandidater. 76 fik en plads, mens 14 er uafklarede. De er nu måske nødt til at gå på orlov.

Foto: Jane Grønning


LIXEN | maj 2014 | 17

“Jeg tager dem med storm”Lixen fangede nogle af SDU’s kommende praktikanter, efter de havde underskrevet kontrakten med deres fremtidige arbejdsgiver. Her kan du læse deres reaktioner.

Teis Jeppe Gørtz, Politiken

Beskriv din samtale.»Nu her? Der var ikke nogen samtale. De råbte syv navne op, og der var jeg nummer to. Så efter 30 sekunder kom jeg ind, og de sagde ‘du er ansat’. Så sagde de, at vi skulle mødes på en bar nede i byen og drikke øl.«

Hvor mange øl skal du have?»Rigtig mange. Og så skal jeg nok have en masse flødedrinks. Piña Colada og White Russian.«

Skal du bare sove hele dagen i morgen?»Ja for fanden. Jeg er godt nok lige flyttet i går, så jeg skal ligge på en luftmadras i en tom lejlighed.«

Katrine Krøjby, DR Kultur/Videnskab

Kunne du sove i nat?»Ja, jeg kunne godt sove.«

Havde du mareridt?»Jeg drømte faktisk, at jeg fik DR Videnskab. Da jeg vågnede, tænkte jeg: ‘Det kan ikke passe’. Jeg turde ikke sige det til nogen, fordi hvis man siger det til nogen, så er det noget med, at drømmen ikke gælder alligevel.«

Hvad havde du gjort dig af taktik om, hvor du skulle stå?»Jeg stod på DR, fordi det var min førsteprioritet. Jeg vidste godt, at chancerne ikke var så store, men det var det, jeg helst ville. Så hvis det ikke gik, så ville jeg efter fem minutter løbe hen på DMJX.«

Morten Bank Frederiksen, Ritzau

Hvordan har du sovet i nat?»Jeg har faktisk sovet helt vildt dårligt. Jeg drømte, at der ikke var nogen, der ville have mig. Kun et sted med musikanmeldelser som ville have mig i seks måneder, og alle andre stod og kiggede på mig og sagde: ’Det var da klart’.«

Hvad glæder du dig mest til, når du starter i praktik?At få nogle kilometer i benene. At komme ind første dag og ringe til kilder på daglig basis. Og at blive udfordret.

Beskriv Panikdag med tre ord.Jeg synes sgu psykisk waterboarding er ret godt.

Kirstine Møgelbjerg Østrup, Ekstra Bladet

Hvordan har du haft det op til? Jeg tror, jeg har været et af de mest rolige mennesker på det her studie. Jeg har meget den indstilling, at jeg ikke får noget ud af at gå rundt og være nervøs og hysterisk.

Beskriv Panikdag med tre ord.Fuldstændig urimelig, hysterisk og samtidig fantastisk.

Hvad kommer der til at ske den 1. august, når du åbner dørene ind til EB?Så tager jeg dem med storm. Så er jeg pisse spændt, og jeg glæder mig til at komme i gang. Og jeg ved, at Ekstra Bladet er et mega fedt miljø.

Fortalt til Jane Grønning og Josephine Fogsgaard


18 | maj 2014 | LIXEN OPINIONDAGBOG FRA EN PRAKTIKANT

Kære LixenAlt det, jeg vil fortælle om min praktiktid, kan slet ikke være på det her lillebitte postkort. Da jeg satte en lykkelig underskrift hos Politiken i april sidste år, turde jeg ikke drømme om, at den kunne bringe mig så vidt omkring og give mig så meget, som den har gjort. I august skræpper jeg op om homoseksuelle og højreekstremister i Rusland og begynder at skrive om den nye homolov. Artiklerne bliver til mange, og et halvt år senere står jeg ansigt til ansigt med to voldelige højreekstremister i en dunkel park i Skt. Petersborg. Jeg hører dem stolt tælle, hvor mange homoseksuelle de har tævet, og lader dem forklare deres planer om at rense Rusland for dem. Det gør jeg uden at tisse i bukserne af skræk, selvom det er fristende for at holde varmen i den russiske kulde. Det er ikke kun en øvelse i at undgå forfrysninger, men også i at besinde sig. De fuldvoks-ne mænd taler i ramme alvor om homoseksualitet som en sygdom i hjernen og en parasit i samfundet. Til sidst står fotografen, tolken og jeg for skud: Vi er for dumme til at forstå dem, fordi vi kommer fra primitive samfund i Skandinavien, hvor noget så dyrisk og ukristeligt som homoseksualitet er accepteret.

Praktikken har ikke bare sendt mig ud af Medietovet, men ud af redaktionen, væk fra skriveborget og direkte i ansigtet på det, jeg skriver om. Det er det allerbedste og det, jeg har lært mest af.

Det er nogle måneder siden, jeg rystede af skræk og kulde i Skt. Petersborg, og siden har Politiken givet mig en enkeltbillet til Bruxelles og et halvt år i selskab med EU-journalistikken. Jeg vader dagligt rundt mellem kæmpestore bygninger i EU-kvarteret, som kun bliver mindre forvir-rende og mere spændende. Jeg er både blevet klogere og rundere af at være praktikant i EU-hovedstaden, fordi jeg ikke bare har fået smag for EU-journalistikken, men også de kalorierige belgiske specialiteter som øl, chokolade, vafler og pomfritter.Det er ikke til at forstå, at tiden snart er gået, og det er ikke særlig rart at tænke på, selvom jeg glæder mig til at se dig og Medietorvet igen. Det er umuligt at gøre op, hvad praktikken har lært mig, nu, hvor jeg stadig er midt i den, for det er en hel ubegribelig masse.Jeg føler mig næsten som en voksen og færdigudviklet journalist. Jeg føler, at jeg er blevet bedre i alle genrer og mere bevidst om, hvad mine styrker og svagheder er. Det hele har været og er ret fantastisk. Jeg håber, du har det godt. Du må hilse årgangen under mig og sige, at de godt kan glæde sig til at komme i praktik.

Kærlig hilsen,Tinne Hjersing Knudsen

KLUMME

Det er svært at komme ind på diverse journalistuddannelser. Du skal både kunne stave og sætte kom-ma, og så skal du være klog. Klog som bare fanden. Hvert eneste år, når der har været optagelsesprøve til journalistskolerne, kan alle prøve kræfter med videnstesten. Jeg prøver hvert eneste år, og uanset hvordan jeg klarer det, revner jeg altid af stolthed over, at jeg klarede skærene i sin tid.

Om ikke andet så har jeg været klog. Det har jeg bevis på. For jeg kom ind på Journa-listhøjskolen.

Sammen med alle de andre journalister. Der gik vi så alle sammen rundt og vidste, at vi

var kloge, og det var skønt. I virkeligheden var det så skønt, at alle andre mennesker egent-lig ikke sagde os noget læng-ere. Vi havde nok i os selv. Vi gik rundt med en ‘Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle tale med en

renovationsarbejder om’-attitu-de. Og jo mere du er journalist, desto gladere bliver du for at være journalist. Du kan da godt tale med en slagter eller en me-kaniker, men det er altså kun, hvis de er kilder i en eller an-

den historie, du kan skrive for at få endnu mere journalistaner-kendelse.

En gang imellem har jeg så-dan et mareridt, hvor jeg plud-selig ser mig selv sidde og tale med en speditør af egen fri vilje.

Det er en frygtelig drøm, for i drømmen har jeg en menings-fuld samtale med speditøren, som ikke handler om en eller anden fed feature, jeg har læst i Politiken eller Zetlands nyeste udgivelse, eller om hvor ge-nialt Third Ear er. Det bliver endnu værre, for jeg taler med speditøren, om hvad han laver, og om hvordan man fragter en 40 fods high cube hjem fra Kina, og jeg har ikke engang tænkt mig at bruge oplysningerne til noget journalistisk. Jeg tager endda mig selv i at tænke, at jeg burde se andre mennesker end kun journalister, fordi det ville fjerne mit snæversyn, der gør, at jeg tror, hele verden drejer sig rundt om mig og mine kol-legaer, og at vi er Guds gave til jorden, når vi i virkeligheden er mere tjenere, end vi er konger.Heldigvis bliver jeg som regel revet ud af mareridtet af en Twitter-notifikation fra @Jour-nalistendk. Pyha.

Thomas Skov om journalister Jeg bryder mig i virke-ligheden ikke om jour-nalister.

THOMAS SKOV. Foto: Mathias Bojesen.

LIXEN | maj 2014 | 19OPINION

DET MENER MEDIETORVET OM PANIKDAG

Der har i den seneste tid været meget furore om fraværet på 2. semester. Det er også forståeligt, at der bliver set skævt til, at 13 e- lever møder op, når der burde være 40. Men hvorfor dette mandefald?

Udgangspunktet for os alle må vel være, at vi gerne vil være gode journalister. Hvorfor ellers skrive ansøgning, komme til prø- ve og samtale og være en af de heldige 88?

Er konklusionen simpelthen, at vi ikke føler, at vi bliver gode

journalister af at komme til ti- merne?

Det kan godt være. For hvordan bliver vi gode journalister? Vi bliver bombarderet med

meninger fra undervisere, branchefolk og medstuderende. Ve-jen til det fælles mål er splittet. I vores iver efter at gøre alt rigtigt, ender vi i nogles øjne altid med at gøre det forkerte.

Vi skal udvise stram metodik, men også være kreative formid-lere. Vi skal arbejde meget på studiet, men huske at tage pau-se. Vi skal have relevant er-hvervserfaring, men også passe skolen.

Håndværkstimerne er nogle af de vigtigste timer, vi har. Dog virker det som om, at selve hånd- værket ikke prioriteres. Det

handler om at få fat på de vigtig-ste personer. Vores undervisere er branchefolk, og i stedet for metode og fremgangsmåde bliver vi snarere bedømt på, hvem der kan skaffe den bedste kil-

de. Vi arbejder bare ikke for et mediehus. Til tider virker det som om, at vores undervisere glemmer, at vi er studerende.

Vi er selvfølgelig glade for de mange undervisningstimer. An-dre studerende hiver efter at få lov til at blive undervist mere. Men vi har også brug for pauser. Vi forstår ikke, at vi ikke har set skyggen af hverken en semester-

pause eller anden ferie efter ek- samensræset i januar.

Første semester var slut i de- cember 2013, hvor vi gik en her-lig og tiltrængt juleferie i møde. For mange bestod en stor del

Fravær, forventninger og ferieJournaliststuderende på 2. semester er dårlige til at møde op til undervisningen. Man kan mistænke os for at være dovne, men vi mener, at det høje fravær har an-dre årsager.

Andreas Holleufer og Martin Lorentsen, 2. semester

af juleferien dog af læsning og forberedelse til den jernhårde eksamensmåned i januar. Fra den 3. januar til den 24. januar blev der knoklet. Vi var trætte og udkørte, og vi kunne mildt sagt godt bruge en pause. Men sådan blev det ikke.

Så til undervisere og planlæg- gere: Vi vil gerne være gode og pligtopfyldende elever. Men vi vil først og fremmest gerne blive dygtige jour-nalister. Ned med de e- norme forventninger til kilder og lad håndværk være hånd-værk. Lad os trække vejret en-gang imellem og lad os komme nemmere til det fælles mål – at blive gode journalister.


THOMAS SKOV. foto: Mathias Bojesen

“Til tider virker det som om, at vores under-visere glemmer, at vi er studerende.

Andreas Holleufer og Martin Lorentsen, 2. semester

Afskaf lortet og lav det til en normal ansættelsesprocedure.- Amalie Pil Sørensen, 4. semester

At medierne skal kigge i kassen, om der ikke er råd til en praktikplads mere. Det kan ikke være rigtigt, at så mange skal på tvungen orlov. - Annemette Drue, 4. semester

Panikdagen er den dag, hvor de res-sourcestærke får bekræftet deres po-sition i erhvervslivet, imens de andre bliver psykisk waterboardet. - Alexander Oscar O’strit schmidth, 6. se-

At det tydeligvis er trange tider, og at vi måske som praktikanter må gå ned i løn, hvis medierne tager flere praktikanter ind. - Laura Aller Jónasdóttir, 2. semester

Panikdagen er traumatiserende for alle. Selv min praktikantvejleder kom tilbage på redaktionen lettere rystet. - Kristian Højgaard Nielsen, 6. semester

Hvorfor kan Panikdagen ikke foregå ligesom, når du søger et job? Det ude-lukker ikke Åbent Hus, og man undgår den store ydmygelse folk oplever på Panikdagen.- Mimi Munch-Jensen, 1. semester på cand.public A

Bagsiden

Bagsideredaktører: Emilie Dyrup og Philip Bidstrup

Documents

Lixen maj 2014