Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 11. årgang | 7. nummer | november 2009

»Jeg er blevet vild med den pinlighed, der ligger i at lyve og blive afsløret i at lyve.«

Portræt af Mads Brügger side 10

Fupforeninger narrer journalister

Interesseorganisationer skyder konstant op i det danske medielandskab. Men på trods af de flotte budskaber, har foreningerne nogle gange en helt anden dagsorden. Virksom-heder, der gerne vil fremme deres egne interesser, står nemlig ofte bag.

Side 14 - og tema om Manipulation side 12 til 17

Lær at afsløre dine løgnagtige kilder

Tænk, hvor mange historier du kunne finde, hvis du kunne læse dine kilders tanker. I månedens udgave af ’Hvad kan journalister lære af..’ kom-mer vi drømmen et skridt nærmere. Ved at træne dig op til at genkende microexpressions hos dine kilder, kan du nemlig få svar på, om din kilde taler sandt.

Side 7

SOLO. Ledelsen fra Center for Jour-nalistik var i år ikke til stede, da de studerende fra cand.public B var til Panikdag. Journalisthøjskolen var repræsenteret ved deres rektor. De studerende på CfJ føler sig glemt og svigtet.

»Jeg synes, at det er rigtig ærger-

ligt, at ledelsen ikke var der. Det sender et signal om, at de ikke støt-ter os. Vi har en ny praktikvejleder med, ikke at det nødvendigvis er en ulempe, men det havde været rart, hvis de havde været der og støttet os – og troet på os,« siger Julie Aagaard, cand. public B-studerende.

Også en håndfuld bachelorer del-tog ved Panikdagen, da de ved sidste runde fik seks måneders praktik.

Møde vigtigereDet har ikke været muligt at få et in-terview med Per Knudsen, men i en mail skriver han:

»Denne gang havde jeg på grund af andre vigtige møder desværre

ikke selv mulighed for at være fysisk til stede i Århus, hvor Jacob Vester-gaard (vikarierende praktikantvej-leder, red.) sørgede for at styre alle flot i mål.«

De studerende har forståelse for Per Knudsens undskyldning, men er uforstående overfor, at han på intet tidspunkt i forløbet har kontaktet dem.

»Ledelsen kunne have meldt ud, at de ikke kom. De burde have sendt en mail. Vi har intet hørt fra dem,« siger Tanja Vinther Larsen, cand.public B-studerende.

sohan08@student.sdu.dk

Studerende svigtet af ledelsenDe studerende på cand.public B føler sig svigtet af ledelsen ved Panikdagen. Journalisthøjskolen stillede med rektor, mens Center for Journalistiks ledelse ikke var repræsenteret.

Sophie Bremer

Journalisten plagierer LixenFagbladet Journalisten erkender plagiat af historie fra Lixen. Skribenterne kalder sagen pinlig for chefredaktøren.

Jens Anton Tingstrøm

Thomas Vibjerg

ved ifølge mediejurist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen.

»Som udgangspunkt er det godt at orientere om, at der kører en sag,« siger han.

Næstformand i DJ Fred Jacobsen håber parterne kan komme videre, nu hvor Troels Evold Widding har erkendt fejlen.

Ved redaktionens deadline har de to studerende endnu ikke fået svar på deres krav til Journalisten. De er begge indstillede på et forlig og føler sig ordentligt behandlet af DJ.

Skribenterne læser på Journalisthøj-skolen i Århus.

tør erkender fejl, men kalder beløbet urimeligt.«

Silas Fuglsbjerg bryder sig ikke om sagens udvikling:

»Jeg fatter ikke, at det her kommer til at handle om beløbets størrelse. Jeg synes, det er pinligt, at han som chefredaktør for et blad, der skriver om journalister og deres rettigheder, ikke kan finde ud af rigtigt og fork-ert.«

DJ behandler studerende fairJournalisten sidder i samme hus som Journalistforbundet, der rådgiver i sagen. Da Christian Dølpher fra DJ kontaktes af Lixen, informerer han hurtigt Troels Evold Widding om sa-gen. Dette er der dog intet mærkeligt

els Evold Widding erkender fejlen:»Min version ligger for tæt på de-

res. Det er der ingen diskussion om. Men vi havde aftalt, at jeg ville citere deres historie, så jeg synes, det er en speciel måde, de reagerer på,« siger han.

Widding understreger, at han tre gange i artiklen henviser til Lixens artikel. Hans intention var ikke at stjæle SDU’ernes historie.

Pinlig chefredaktør Den 30. oktober omtaler journali-sten.dk selv sagen:

»To journalist-studerende på SDU kræver 15.000 kroner i erstatning af Journalisten for at have kopieret teksten i en Lixenartikel. Chefredak-

Aftalen var, at Journalisten lavede en citathistorie fra Lixen, efter de selv havde udgivet den.

Journalisten plagiererDe to skribenter undrede sig over, at historien på Journalisten.dk næsten var identisk med dele af Lixens arti-kel. Lixens chefredaktør kontaktede derfor juridisk konsulent i Dansk Journalistforbund Christian Dølpher, der bekræftede, at Journalisten havde brudt ophavsretslovens citatbestem-melse. Det fik de to Lixen-skribenter til at sende en regning til Journalisten på godt 15.000 kroner. Beløbet blev beregnet efter vejledning fra Dansk Journalistforbund.

Chefredaktør på Journalisten Tro-

KOPIVARER. Det startede godt. ‘Har hovedhistorien på Journalisten.dk,’ stod der på Lixens Facebookprofil den 1. oktober. De to SDU’ere Mads Therkelsen og Silas Fuglsbjerg havde undersøgt de nyuddannede SDU’eres jobsituation, og historien blev nu omtalt på journalisten.dk. Det skete efter aftale med Journalistens che-fredaktør Troels Evold Widding.

Foto: Daniel RasmussenIllustration: Karen Straarup

Fodbolddrama: 3-1 til tredje semester, side 17

Fokus: Manipulation

FOKUS

02 | november 2009 | LIXEN

Indhold Leder

UDDANNELSE

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXENCampusvej 555220 Odense M

www.lixen.dklixen@journet.sdu.dkFind os også på Infomedia

Tryk: Arco Grafisk A/SOplag: 1000 eksemplarer

Logo: Henriette SolgaardLayoutinspirator: Sara Winther

Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Morten Bang

BRANCHE

PORTRÆT

OPINION

Johan Bertil WintherChefredaktør

Morten BangChefredaktør

Sofie Bak ThorupRedaktør

Sophie BremerRedaktør

Leonora BeckRedaktør

Kristoffer KrænRedaktør

Gudmund de StordeurRedaktør

UDDANNELSE

Som barn var han outsider og løj sig til opmærksomhed. Siden har isce-nesættelse og manipulation fascine-ret ham, og han har iført sig masker i flere omgange. Alt sammen for at demaskere sine kilder. Nu er Mads Brügger vært på flagskibet Deadline. Side 10-11.

På modsatte side kan du læse et eks-empel på, hvordan gode intentioner på de studerendes vegne er endte i skuddermudder mellem studie, branche og fagforening. Fellow Ja-kob Elkjærs faktatjekprojekt, hvor et hold studerende skal gå politik-ernes udsagn ved kommunalvalget efter, er kommet under beskydning fra KaJO og Dansk Journalistforbund. Alt sammen fordi han havde sikret muligheden for, at historierne mu-ligvis kunne blive bragt på Politikens web-side. Han havde bare ikke ske-let til forbundets retningslinjer for samarbejde mellem uddannelsen og branchen. I 11. time blev der dog fundet en løsning, men Elkjær måtte alligevel indkassere hug for sit ellers velmente initiativ.

Tidligere har studiet haft en aftale, om at de studerende på Skosåleugen kunne afsætte deres artikler til Fyens Stiftstidende mod feedback. I 2008 faldt aftalen fra hinanden. Den havde ellers tidligere sikret trykte artikler og - endnu vigtigere - en faglig suc-cesoplevelse til en lang række stud-erende.

Eksemplerne illustrerer tydeligt, at noget går galt, så snart virkeligheden og uddannelsens beskyttede værkst-ed møder hinanden for at samarbej-de til begges fordel. Dansk Journal-istforbund og KaJO stejler, hvis ikke de studerende får fuld pris eller feed-back for deres arbejde. Branchen slår bremsen i, fordi de er trængte på tid

og penge. Taberne bliver hver gang de studerende.

Det handler ikke om, at de stud-erende skal være gratis arbejdskraft for branchen, som DJ og KaJO ofte bruger som argument. Studiet har før brugt påstanden om, at det ikke er målet med undervisningen, at få artiklerne eller indslagene solgt. Det er heller ikke pointen.

Det gavner de studerendes ud-vikling at være tæt på branchen. Det

gælder måske endda i endnu højere grad før p r a k t i k t i d e n . Den studerendes

opfattelse af sig selv som journalist bliver styrket af at blive taget alvor-ligt af branchen. Og den følelse kan ikke komme hurtigt nok som ny og håbefuld journalist. Så når der en en-kelt gang eller to hvert år opstår mu-lighed for at samarbejde med andre medier end studiets eget trykteny-heder.dk, så er det værd at forfølge.

Fordi forsøgene på at lave de såkaldte ’medieværksteder’ ender uforløst gang på gang, tyder det på, at forbundets retningslinjer ikke kan forenes med de faktiske vilkår, som branchen fungerer under. Derfor vil det klæde både KaJO og Center for Journalistik at gå sammen med branchen og finde nye løsninger, der kan fungere for alle parter. Frem for at de henholdsvis skal pege fingre, når nogen tager et initiativ - eller give op, når kritik bliver rejst. Vinderne ville hver gang blive de studerende.

Medieværksteds-miskmask

Det vel nok største no-go i vores fag kommer under behandling - Mani-pulation. Læs om kreative presse-fotografer, falske foreninger, der vil fuppe dig, og om nogle af de jour-nalister, der blev grebet i snyderi. Læs også, hvordan du lærer at mani-pulere dine kilder. Side 12-17.

Fellow Jakob Elkjær kommer med en opfordring til de ststuderende: Tag erhvervsjournalisternes job! Han mener ikke, at de økonomiske skribenter og redaktører har meget at prale af. Læs, hvorfor han synes erhvervsjournalistikken er under al kritik, og hvorfor du skal score deres job på side 19.

B.T. snød ved Panikdagen i foråret, da de ringede til praktikanter for tidligt. Det fik Praktikudvalget til at smække døren i, så B.T. ikke kunne få nogen praktikanter i efteråret. Men Undervisningsministeriet har drejet nøglen og åbnet døren igen ved at annullere beslutningen. Side 5.

”Det er ikke værd at leve, hvis jeg ikke kan blive ved med at være Lixen-redaktør Kristoffer Kræn, Lixen-redaktør - lidt endnu...

Tegning: Karen Straarup Møller

Foto: Johan Bertil Winther

”Taberne bliver hver gang de studerende

Foto: Johan Bertil Winther

Foto: Daniel Wildman

Websiden WikiLeaks hjælper em-bedsmænd verden over med at lække fortrolige oplysninger, uden at de kan spores. Sidens anonyme bag-mænd ønsker at fremme åbenhed og demokrati i lande uden pressefrihed, men også danske lækager har fundet vej til siden. Side 9.

Foto: Wikimedia

Illustration: Johan Bertil Winther

LIXEN | november 2009 | �UDDANNELSE

Roderi i Politiken.dk-samarbejde

SKUDDERMUDDER. »Det hele blev ekstremt bøvlet lige pludselig med kontrakter og skriftlige evalueringer og så videre. Det er simpelthen for bøvlet.«

Sådan lød forklaringen fra Chris-tian Lindhardt fra Politiken.dk, efter han valgte at trække sig ud af samar-bejdet med Center for Journalistik. Men nu er aftalen alligevel faldet på plads:

»Det blev ikke så bøvlet alligevel, da vi fik kigget på tingene,« siger Christian Lindhardt.

Aftalen går ud på, at der under

temaugen ’kommunalvalg’ skal ned-sættes en ’faktatjek-gruppe,’ som skal tjekke om politikernes udsagn passer. Herefter skal der skrives ar-tikler, som Politiken.dk får mulighed for at udgive. Men aftalen var i første omgang ifølge Dansk Journalistfor-bund og KaJO i strid med de retnings- linjer, der er udstedt. Derfor lagde de pres på Politiken for at få dem til at indgå en skriftlig aftale. I stedet trak Politiken.dk sig i første omgang fra samarbejdet. Nu foreligger der en skriftlig aftale, som DJ forventer bliver godk-endt.

»Det afgørende er, at der er styr på det ude på arbejdspladsen. Så er vi tilfredse. Jeg får først aftalen i morgen (3. november, red.), men jeg har været indover forhand- lingerne, så jeg kan ikke forestille mig, at den ikke bliver godkendt,« siger Fred Jakobsen, næstformand i Dansk Journalistforbund.

Skriftlig aftale mangledeSagen startede, da KaJO og Dansk Journalistforbund fandt ud af, at der ikke forelå en skriftlig aftale mellem Politiken.dk og Center for Journalist -

ik. KaJO henviser til et brev sendt den 12. februar 2008 fra Dansk Journa-listforbund til JH, SDU og RUC. I brevet er det beskrevet, at DJ’s holdning er, at der skal ligge en klar aftale, som tillidsrepræsentanten skal godkende. Aftalen skal blandt andet indeholde aftale om honorering, der enten kan være kontanter eller coaching og vej-ledning.

Tillidsmand hos Politiken Lars-Bo Larsen bekræfter, at han ikke blev kontaktet af Politiken eller Center for

Journalistik.»Det er på kanten af noget, jeg kan

lide. Jeg var ikke blevet orienteret om dette på forhånd. Jeg blev orienteret om det af DJ. Det er en helt klar fejl af ledelsen,« siger Lars-Bo Larsen. Han godkendte i første omgang aftalen mundtligt, men efterfølgende krævede DJ, at der ydermere kom en skriftlig aftale. Herefter trak Christian Lindhardt og Politiken.dk fra samarbejdet, men efter

Først skulle de studerende på Center for Journalistik samarbej- de med Politiken.dk til kommu-nalvalgsugen. Så mente KaJO og DJ, at projektet var i strid med udstedte retningslinjer og kræ-vede, at de blev overholdt. Det gjorde, at Politiken.dk trak sig fra samarbejdet, men nu er aftalen alligevel faldet på plads.

Sophie Bremer

forhandlinger fredag den 30. oktober blev parterne enige.

Tilbud til eleverneHos Center for Journalistik mener man ikke, at sagen har været et problem. Centerleder Per Knudsen glæder sig over udfaldet, men mener samtidig ikke, at CfJ har forpligtet sig til at følge retningslinjerne hos DJ, som han ser som vejledende.

»Vi har lavet dette som et tilbud til vores elever. Der er ingen, der bliver

presset til noget. Det er lavet i bedste mening, for at elever-ne kan lave noget, der bliver brugt og ikke bare bliver gemt væk i skuffen,« siger Per Knudsen.

Hos DJ ser man anderledes på sagen. Næstformand Fred Jakob-sen vil selvom, at der er kommet en løsning tage sagen op med Per Knud-sen.

»Det er problematisk, at studiet åbenbart ikke respekterer DJ’s hold-ning til gratisarbejde, herunder de retningslinjer, DJ har udarbejdet i forbindelse med medieværksteder med videre. Uddannelsesstederne skal sikre sig, at der er styr på tin-gene, så der ikke bliver denne slags

støj, som der har været i denne sag,« siger Fred Jakobsen.

Retningslinjerne går ud på, at der skal foreligge aftaler, så medarbej- derne gennem tillidsrepræsentanten på de involverede medier ved, at der kommer studerende, der arbejder på deres arbejdsplads under særlige vilkår.

Følg spillets reglerI den konkrete sag har Fred Jakobsen svært ved at se, at det skulle have været ’bøvlet’ for Politiken.dk, da Dansk Journalistforbund har sendt udkast til en kontrakt. Ifølge DJ er de velvilligt indstillet over for projekter som dette og vil som udgangspunkt ikke forhindre dem. Samtidig understreger han, at hvis DJs krav ikke overholdes, ser det måske anderledes ud i fremtiden.

»Hvis man lader hånt om spillereglerne, mærker vi irritationen og bliver selv irriteret. Og jeg vil stille og roligt forklare Per Knudsen, at vi er med, hvis spillereglerne følges. Og at vi vil opføre os helt anderledes, hvis de ikke bliver fulgt,« siger Fred Jakobsen.

sohan08@student.sdu.dk

Elkjær: »En storm i et glas vand« Det var fellow Jakob Elkjær, der indgik aftalen med Politiken. Al-ligevel kontaktede hverken KaJO eller Dansk Journalistforbund ham, inden sagen gik i gang. Han stiller sig uforstående overfor DJ og KaJO, men glæder sig over ud-faldet. KaJO afviser kritikken og kalder det normal procedure.

Sophie Bremer

KONTRA. Det var en overrasket Ja-kob Elkjær, der modtog beskeden om, at Politiken.dk først ville trække sig fra samarbejdet med Center for Journalistik. Han ærgrer sig over for-løbet.

»Første gang nogen spurgte mig om sagen, var da Lixen kontaktede

mig,« fortæller Jakob Elkjær, fellow ved Center for Journalistik.

Blot en vennetjenesteInden da havde KaJO både kontak-tet Dansk Journalistforbund og cen-terleder Per Knudsen. De havde altså sat hele syste-met i gang uden at spørge manden, der havde kon-taktet og lavet aftalen med Politiken.dk

»Jeg synes, det er ærger-ligt, at KaJO har sat et stort apparat i gang uden at spørge mig. Det, synes jeg, er underligt. Hvis de var kommet til mig, så havde jeg kunne forklare, at Christian Lind-hardt fra Politiken.dk gjorde mig en tjeneste, og det ikke var et eller an-

det stort projekt, men at det var for at gøre det lidt sjovere. Aftalen blev indgået med Politiken på trods af, at de højst sandsynligt ikke ville få noget ud af det. KaJO og DJ skyder gråspurve med kanoner,« siger Jakob Elkjær.

KaJO har især været utilfreds med, at de studerende ikke ville modtage feedback på deres artikler. En opfat-telse, der ifølge Jakob Elkjær er helt forkert:

”Det er problematisk, at studiet åbenbart ikke respekterer DJ’s holdning til gratisarbejdeFred Jakobsen, Næstformand i Dansk Journalistforbund

VOXPOP - Politiken.dk-sagen

Hvad synes du om, at Politiken.dk igen er med i samarbejdet med Center for Journalistik?

Jane Clausen, 3. semester

»Jeg synes, det er spændende og fedt, at Politiken.dk er på igen. Som stud-erende er det en drivkraft at tænke på, at nogle af de artikler, vi skriver, måske bliver publiceret.«

Daniel Rasmussen, 3. semester

»Fedt, at Politiken er med på vognen igen. Det giver mig i hvert fald blod på tanden og lyst til at gøre en ind-sats. Der er ikke noget værre end at skrive til skuffen.«

Agnete Scheel, 1. semester

»Jeg glæder mig over samarbejdet med Politiken.dk. Det er motive- rende, og jeg er sikker på, at alle får noget positivt ud af det.«

Steffan Axelsen, 1. semester

»Det er rart, at de er med på banen igen. Sådan et samarbejde vil altid løfte vores arbejde et niveau op.«

Katrine Kjærulff, 1. semester

»Jeg synes, det er fedt, at vi kan have det liggende på Politiken.dk Det er fantastisk, at vi kan få det ud til andre end bare os selv.«

»Artiklerne ville blive sendt til Politiken.dk, som ville læse dem og så vende tilbage med en forklaring på, hvorfor eller hvorfor ikke de ville blive trykt. Hvis KaJO havde kontak-tet mig, havde jeg kunne forklare dem det.«

Reality-checkHos KaJO ser man anderledes på sagen. Her mener man ikke, at det er Jakob Elkjær, der skal kontaktes.

»Det er helt klart, at ledelsen har det overordnede ansvar, og der-for er vi gået til dem. Jakob Elkjær har aldrig været problemet. Det er studiets ledelse, der skal tage ansvar i denne sag,« siger formand for KaJO Maria Djurhuus Petersen. Men Jakob

Elkjær mener, at sagen kunne være undgået, hvis de havde kontaktet ham.

»Det er en storm i et glas vand. Som studerende skal man lige tage et reality-check, før man gør en stor sag ud af det. En stor del af de deltagende er fra 1. semester. Jeg synes, at det er en undervurdering af branchens journalister, hvis man tror, at studerende, der har læst journalistik i få uger, kan presse kollegaer på arbejdsmarkedet,« siger Jakob Elkjær.

Maria Djurhuus Petersen vil ikke kommentere på, hvor lidt og hvor meget de studerende kan, men un-derstreger, at retningslinjerne skal følges.

sohan08@student.sdu.dk

”KaJO og Dansk Journalistforbund skyder gråspurve med kanoner

Jakob Elkjær, Fellow og arrangør af samarbejdet

� | november 2009 | LIXEN

Studerende savner viden om praktikkenJournaliststuderende på Syddansk Univer-sitet savner information om den praktiktid, der udgør over en tredjedel af deres ud-dannelse. Ikke kun når praktiktiden er lige om hjørnet, men også tidligt på studiet.

Ida Nathan

Hvordan er Den Gode Praktikant?

MANGELFULD. Nedbidte negle, snaps til at dulme nerverne og journaliststuderende med tårer i øjenkrogene. Det er scenarier, der hører panikdagen til. Men for de journaliststuderende på Syddansk Universitet starter bekymringerne lang tid før.

I en intern undersøgelse, foretaget af Lixen blandt 98 af de journaliststuderende på første og tredje semester svarer fire ud af fem, at ud-

dannelsen burde gøre mere ud af at informere dem om praktiktiden.

Undersøgelsen viser, at kun lidt mere end hver tiende af de journaliststuderende føler, at de ved nok om den forestående praktiktid. Lidt over halvdelen svarer, at de savner informa-tion om den. Det gælder ikke kun eleverne på tredje semester, der har under et år tilbage med lærebøger og prøveoptagelser, inden de skal ud i mediebranchen som praktikanter. Blandt de nystartede studerende føler kun tre procent, at de har fået nok information om praktiktiden.

Studiet lover bedringAnne Lea Landsted, der er studieleder ved Cen-ter for Journalistik, fortæller, at der er en årsag til den knappe praktikinformation til tredje se-mester.

»Karsten Prinds (praktikantvejleder, red.) har været på orlov. Jeg ved faktisk ikke, hvornår det er meningen, at tredje semester skal have

information omkring praktiktiden. Men jeg kan forestille mig, at det har skabt et vakuum i informationen, at Karsten Prinds har haft or-lov,« siger hun.

Samtidig understreger hun, at de stude-rende på første semester slet ikke bør bekymre sig om praktikken.

»Praktikken kan hurtigt blive kørt op til noget hysterisk. Derfor sagde jeg også til mit førstesemesterhold, da de startede i år, at de skal lade være med at tænke på den,« fortæller Anne Lea Landsted.

Netop for at undgå unødig hysteri omkring praktikken, er Anne Lea Landsted skeptisk overfor, at de studerende allerede skal høre om praktiktiden i starten af studiet. Men omvendt kan hun godt se, at man måske kan afmystifi-cere praktiktiden ved at give eleverne tidligt besked om, hvad den indeholder. Det kunne eventuelt være i form af et oplæg i stil med det oplæg om stress, som en psykolog i starten af

dette semester afholdt for de nye journaliststu-derende.

»Hvis de studerende ønsker det og foreslår det, er det ikke umuligt,« siger studielederen.

Studerende stresserKonsekvensen af den utilstrækkelige informa-tion er unødig bekymring og for nogle endda stress. Knap halvdelen af de journaliststude-rende tænker ’rimelig tit’ på praktiktiden, og som den rykker nærmere, vokser andelen af studerende, der tænker ’rigtig meget’ på den. Det samme gælder for nervøsiteten over at skulle sælge sig selv på Panikdagen.

De nystartede studerende bliver ikke i syn-derlig grad stressede over at tænke på praktik-ken. Det gør de studerende på tredje semester derimod - næsten halvdelen af de studerende på tredje semester oplever, at tanken er direkte stressende.

idnat09@student.sdu.dk

Henrik Kaufholz, Læsernes Redaktør på Politiken

Hvad karakteriserer den gode praktikant?En, der undrer sig og spørger til råds.

Er der forskel på yngre og ældre journalistprak-tikanter?De gode praktikanter kan kompensere for al-deren ved at have deres viden i orden. De per-sonlige egenskaber er nu engang det afgørende. Ansættelsessamtalen er dér, man kan vinde eller vælte.

Hvad er vigtigst; viden eller videbegærlighed? Videbegærlighed. Når det så er sagt, er det virkelig en stor fordel at have en god historisk og kulturel forståelse. Man kan læse ud af prak-tikanternes arbejde, om de har styr på histo-rien. Det er i orden, at praktikanten ikke ved alt i forvejen, men så er det nødvendigt at vide, hvor man skal lede, når man skal skaffe viden og oplysninger.

Kristoffer Meinert, redaktionssekretær på DR2 Udland

Hvad karakteriserer den gode praktikant?Ikke nødvendigvis den ambitiøse eller dygtige. Det væsentligste er at udvikle sig i praktiktiden. Ydmyghed er en vigtig egenskab - det gælder også senere i karrieren.

Hvad karakteriserer den dårlige praktikant? En attitude af at vide alt i forvejen, og at man ikke er indstillet på at lære. Måske fordi vedk-ommende har været ansat på et medie før eller allerede har været på et praktiksted.

Hvor stor betydning har erfaring og CV? Gør det overhovedet nogen forskel at for eksempel skrive for en studieavis? Jeg kan i hvert fald se, at dem, der har opsøgt erfaring, faktisk får de højtprofilerede praktik-pladser. Det gjorde jeg ikke selv, men fra jeg fik min praktikplads, boede jeg i radiostudiet for at øve mig.

Karen Seneca, journalist og tidligere praktikantvejleder på Ekstra Bladet

Hvad karakteriserer den dårlige journalistprak-tikant?En, der tæller timer og ikke er fleksibel. En, der ikke følger ting til dørs, fordi klokken har passeret fyraften. Det er også dem, der bliver dårlige journalister.

Hvad er vigtigst; viden eller videbegærlighed? Begge dele er vigtige. Viden kan komme, men naturlig begavelse er altså en fordel! Person-ligheden er det, der betyder noget. Vi søger praktikanter, der brænder igennem og som ikke vil være andre steder end hos os.

Hvilken betydning har ens CV?Det er ikke noget, vi sorterer ud fra, men det er selvfølgelig interessant, hvis vi skal vælge imellem to. Det tyder jo på engagement, hvis man har skrevet for for eksempel Bunkeren. (JH-studerendes avis, red.)

Claus Christensen, programchef TV SYD

Hvad karakteriserer den gode praktikant?Den gode praktikant er lærenem, ivrig efter at udvikle sig, energisk og glad.

Hvad karakteriserer den dårlige?Den dårlige praktikant har præstationsangst, er famlende, selvovervurderende og doven.

Hvad er vigtigst; viden eller videbegærlighed? Videbegærlighed er langt vigtigere end viden - en kombination er fremragende.

Har du et godt råd til journaliststuderende, inden de når praktiktiden?Sæt dig ordentligt ind i sagerne inden praktik-tiden: Hvad vil TV SYD? Hvad kan jeg som prak-tikant bidrage med? Hvordan kan jeg levere noget nyt? Vær klar.

Foto: Politiken Foto: Politikens Forlag Foto: TV SYDFoto: Agnete Schlichtkrull, DR

Bør SDU gøre mere ud af at fortælle de jour-

naliststuderende om praktiktiden?

Har du fået nok information omkring praktik-

tiden fra SDU?

Hvor meget tænker du på den kommende prak-

tiktid?

Bliver du stresset ved tanken om, at du skal

sælge dig selv til praktikstedet?

Ja: 77

Nej: 21

Nej : 53

Hverken eller: 33Ja: 12

Aldrig: 3

Af og til: 34

rimelig tit: 47

Rigtig meget: 14

Ja: 26

Nej: 31

Sommetid-er: 40

Om undersøgelsen: 98 journalistikstuderende på første og tredje semester har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen. Lagkagediagrammerne ovenfor er baseret på svar fra begge årgange.

De journaliststuderende på Syddansk Universitet savner information om praktiktiden. Det viser en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Lixen. De studerendes avis har derfor spurgt folk i mediebranchen, hvad der karakteriserer ‘Den Gode Praktikant’.

21 %

79 %34 %

54 %

12 %

48 %

35 %

3 %

14 % 27 %

32 %

41 %

LIXEN | november 2009 | �

Studerende savner viden om praktikken

Clement: Erfaring frem for penge

Q&A. Hvad får man som journaliststuderende ud af at skrive for RÆSON?

Man skal skrive for RÆSON, hvis man synes, det er et fedt blad, og fordi man gerne vil specialisere sig inden for samfundsjournalistik. Dem, der gerne vil skrive for RÆSON, gør det, fordi det er sjovt og for at blive klogere. Man må vurdere, om det kan betale sig at dygtiggøre sig frem for at få penge for noget arbejde. Ude i branchen laver folk jo også alt muligt, de ikke får penge for. De holder eksempelvis foredrag, skriver bøger og så videre.

Hvad adskiller RÆSON fra medier som eksempelvis Politiken, som jo konsekvent skal betale - også for de studerendes og uddannedes artikler?

RÆSON er jo et lillebitte medie, og Politiken er et kæmpe medie, der omsæt-ter for flere millioner. Vi er et foretagende, der lever af frivillig arbejdskraft, og som først for nylig har ansat en studentermedarbejder. Man kan nærmere sammenligne vores magasin med andre tidsskrifter frem for de store medier. Vi vil hjertens gerne give honorarer, og som regel skal man ikke skrive særlig mange gange, før man får betaling. Hvis vi kan sælge en artikel videre, og det sker ind imellem, så får skribenten til gengæld hele honoraret.

Kritikken har lydt på, at journaliststuderende skal have samme takst som ud-dannede, for ellers undergraver man markedet. Hvis ikke folk arbejdede frivil-ligt, ville I derfor være nødt til at betale folk for deres bidrag. Kan du forstå den udlægning?

Der er bestemt ikke noget galt i, at Dansk Journalistforbund forsøger at sikre flest mulige penge til deres medlemmer, men man kan jo ikke kræve penge, der ikke eksisterer. Alle, der gerne vil arbejde i branchen, vil gerne have mest muligt for deres arbejde, men sådan fungerer det bare ikke. I det øjeblik, der er 100.000 mennesker til 10.000 jobs, betyder det jo bare, at konkurrencen bliver hård. På den positive side betyder det, at de 10.000, der bliver tilbage, bliver meget dygtige. På den negative betyder det, at folk må arbejde rigtig, rigtig hårdt. Indtil man er skidegod og uundværlig, så skal man altså bevise, hvad man kan. Sådan er det jo i skinkebranchen, ølbranchen og chipsbranchen, og sådan fungerer det jo i virkeligheden også i mediebranchen. Statskund- skabsstuderende går ikke ud og tror, de kan være freelancejournalister og få penge for det lige med det samme. Journalister derimod har ofte en eller and-en oplevelse af, at alt, hvad man skriver, skal man betales for. Følger man den logik, så er der bare ikke særlig meget, der bliver publiceret. Hvis der ikke lige er et stort medie, der vil have ens artikler, så har man dybest set valget mel-lem at lægge det ud på sin Facebookprofil eller at få noget udgivet uden at få penge for det.

mojoe08@student.sdu.dk

johaa08@student.sdu.dk

I september holdt Clement Kjersgaard et foredrag på Medietorvet. Bagefter opfordrede han de journaliststuderende til at skrive for sit magasin RÆSON. Det udløste kritik, da magasinet ikke har råd til at betale de studerende for deres arbejde. Nu giver han svar på tiltale.

Morten Bang

Johan Bertil Winther

B.T.-snyd får ingen konsekvenser

AFLYST. Undervisningsministeriet har underkendt Praktikudvalgets karantæne til B.T. Afgørelsen betyder, at det ikke får nogen konsekvenser for B.T., at avisen brød reglerne.

Praktikudvalgets formand Chris-tian Kierkegaard mener, at det er et problem, når Praktikudvalgets e-neste sanktionsmulighed bliver for-kastet:

»Men vi er nødt til at respektere Un-dervisningsministeriets afgørelse,« siger Christian Kierkegaard.

Han mener nu, at Praktikudvalget skal sikre sig en løsning, hvor frem-tidig snyd kan undgås. Han synes samtidig, det var stærkt beklageligt, at Undervisningsministeriets af-gørelse først faldt så sent. Det betød, at Praktikudvalget ikke havde mu-lighed for at vurdere, om systemet skulle laves om inden seneste Pan-ikdag i oktober.

KlagesagenUndervisningsministeriet har be-handlet B.T.’s klage. Ministeriet vil ikke forholde sig til konsekvensen af dets beslutning om at underkende Prak-tikudvalgets karantæne. Det betyder, at B.T. ikke bliver straffet, selvom de på bladet har erkendt, at de brød reglerne.

»Vi behandler kun sagen rets-

B.T. kontaktede to studerende, før det var tilladt, ved Panikdagen i foråret. Praktikudvalget gav dem karantæne, men nu har Under-visningsministeriet annulleret beslutningen. Praktikudvalget har ikke andre sanktionsmuligheder, så selvom B.T. snød, får det ingen konsekvenser.

Natasha Dyasi

Kasper Ellesøe

ligt,« siger Peder Michael Sørensen, kontorchef for erhvervs- og vi-deregående uddannelse i Undervis-ningsministeriet

Undervisningsministeriet tager ikke stilling til, om B.T. har brudt reglerne eller ej. Ministeriet forholder sig kun til, om straffen er den rigtige i forhold til dokumentationen.

Snyd skal straffesPraktikudvalget har mulighed for at straffe med en karantæne, hvis praktikstederne bryder reglerne. Nu, hvor karantænen er ophævet, har Praktikudvalget ikke mulighed for at give en anden straf til B.T. Så selvom dagbladet har snydt, får det ingen konsekvenser. Den 26. november holder Praktikudvalget møde. Her skal medlemmerne blandt andet dis-kutere, hvad konsekvensen fremover skal være, hvis praktikstederne sny-der:

»Det er klart, at vi er nødt til at have flere og mildere sanktions-muligheder med mulighed for at niveaudele dem efter grovhed,« siger Praktikudvalgets formand Christian Kierkegaard.

Peder Michael Sørensen fra Under-visningsministeriet mener ikke, at Undervisningsministeriet kan gøre noget for at undgå snyd. Derfor står Praktikudvalget med ansvaret. Og udvalget har på nuværende tidspunkt ikke andre sanktionsmuligheder end at give karantæne, hvis reglerne bliv-er brudt.

Skærpede krav Undervisningsministeriet mener ikke, at det kunne dokumenteres, at B.T. snød med vilje. Derfor ophævede de karantænen. Christian Kierke-gaard mener nu, at Praktikudvalget er nødt til at styrke kravene til doku-mentationen:

»Vi vurderede, at vi havde tilstræk-kelig dokumentation i den konkrete sag. Nu skal vi stramme dokumenta-

tionskravene,« siger han. Praktikudvalget er dog usikkert på,

hvornår tilstrækkelig dokumenta-tion er nok. Udvalget vil bede Under-visningsministeriet om at præcisere dokumentationskravene. Fremover skal de skærpede krav være med til at sikre, at Praktikudvalgets beslut-ninger ikke bliver underkendt.

nadya09@student.sdu.dkkafri09@student.sdu.dk

Dagen før panikdagen den 22. april i år ringer B.T. til to studerende. Ifølge reglerne er det forbudt at kontakte kommende praktikanter før selve panikdagen kl. 9.30.

B.T.’s forseelse bliver opdaget, og Praktikudvalget bruger deres eneste sanktionsmulighed: at give karantæne på seks måneder.

B.T. indrømmer sin fejl, men undskylder med, at det ikke var dagbladets hensigt at snyde, og at det ikke kendte reglerne godt nok. Derefter klager B.T. til Undervisningsministeriet.

I starten af oktober modtager Praktikudvalget en opringning fra Undervisningsministeriet, som fortæller, at karantænen er ophævet.

Den skriftlige afgørelse til Praktikudvalget kommer den 20. oktober i år.

Ifølge Praktikudvalgets formand Christian Kierkegaard var begrundelsen for den afgørelse, at Undervisningsministeriet ikke fandt det dokumenteret, at B.T. skulle have brudt reglerne med vilje. Derfor mente Undervisningsministeriet, at en karantæne var for hård.

SAGEN KORT

Foto: DR

VINDER AF JERN-HENRIK 2009

For artikelserie bragt i Berlingske Tidende om psykisk syge ekssoldater

og politiets brug af magt.

Emil Ellesøe Ditzel

Foto: Johan Bertil Winther

� | november 2009 | LIXEN UDDANNELSE

Succes! Panikdagen var i dette efterår uden panik. Alle SDU’ere endte med en praktikplads. Lixen bringer her en liste over de dygtige ‘prakkere,’ der fra 1. februar skal skrible, filme, optage og interviewe og være med til at male det danske mediebillede. Stort tillykke.

Andrey KazankovJyllands-PostenJens Hjortebjerg Theil HansenBørsen

Pia Færing har hugget et halvt år af 4 studerendes praktikperioder, efter de havde underskrevet deres aftaler. De studerende havde planlagt prak-tikperioder, der var længere end de-res studie tillader. Det er første gang praktikudvalget har reageret aktivt på for lange aftaler. Praktikvejlederne mener, det er nødvendigt for at rede forårets Store Match Dag.

Praktikudvalget skærer i praktikanters ophold

Kristoffer Kræn

Ingen praktikpanik

En journalistisk efterretningstjeneste

»Vi hjælper dig med at få sand-heden sikkert ud.« Det lover hjemmesiden Wikileaks.org. Her bliver hemmelige dokumenter fra hele verden offentliggjort for at fremme ytringsfrihed og de-mokrati.

Rikke Gredsted Seidenfaden

Lise Karlshøj Ipsen

LÆKAGE. Siden december 2006 har internetsiden Wikileaks lækket fortrolige dokumenter. Dokumenter som hjemmesiden er kommet i be-siddelse af med hjælp fra såkaldte whistle-blowers.

Afhængige af whistle-blowers En vigtig del af arbejdet med at af-sløre hemmelige dokumenter er brugen af whistle-blowers. Det er en person, der er ansat i en større

»Wikileaks er guld værd«Wikileaks lækker hemmelige oply-sninger i ytringsfrihedens navn. Næstformand i Foreningen for Un-dersøgende Journalistik mener, at siden er blevet et vigtigt redskab for den undersøgende journalis-tik.

Rikke Gredsted Seidenfaden

Lise Karlshøj Ipsen

YTRINGSFRIHED. Det bliver stadig sværere for journalister at få aktind-sigt i virksomheders dokumenter. Flere virksomheder bliver priva-tiseret. Det gør journalisternes arbe-jde ekstra vanskeligt, mener næstfor-mand i Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ), Morten Hansen. Han er derfor glad for, at der eksis-terer et medie som Wikileaks.

»Journalistisk set er Wikileaks guld værd. Der er selvfølgelig nogle etiske problemer forbundet med det. Men jeg ville selv bruge information-er derfra,« siger han.

Kan styrke demokratietMediejurist fra Journalisthøjskolen, Oluf Jørgensen, mener, at det kan være problematisk, at de ansvarlige bag Wikileaks ikke kan identificeres. Han siger dog, at der i europæisk forstand kan være vide grænser for ytringsfriheden.

»Hvis de ansvarlige bag Wikile-aks blev stillet for en domstol, vil jeg mene, at den europæiske mennesker-etsdomstol i Strasbourg ville frifinde bagmændene bag Wikileaks.« siger Oluf Jørgensen og understreger, at dokumenterne skal være med til at styrke demokratiet.

Blandt svedne, håbefulde, snapsdrik-kende journalistspirer på årets pan-ikdag adskilte fire studerende sig fra mængden. De skrev nemlig under på ulovlige aftaler. Aftalerne indebar, at de studerende fik seks måneder mere i praktik, end deres studie til-lader. Praktikkoordinator Pia Færing har nu bedt medierne om at ændre aftalerne:

»Vi står i en situation til foråret, hvor der kommer til at mangle plad-ser. Derfor vil vi sørge for, at de der har lavet for lange aftaler, får dem forkortet fremover.«

Mediejuristen mener også, at det vigtigste er, at oplysninger, som er i samfundets interesse, kommer ud i det åbne rum.»Hvis dokumenterne styrker den de-mokratiske kontrol, så kan jeg kun hilse dem velkomne,« fortæller han.

Whistleblowers er nødvendigeMorten Hansen fra FUJ peger på, at den øgede lukkethed hos både pri-vate- og offentlige virksomheder, er et problem for den åbne debat.

»Vi har brug for whistle-blowers. For eksempel når ministrenes kal-endere bliver lukket, som det skete i foråret, er de et vigtigt redskab,« siger næstformanden.

Status quo Morten Hansen mener, at WikiLeaks er med til at opretholde en form for balance i mediebilledet.

»Resultatet er, at balancen er den samme. Noget bliver mere lukket, og Wikileaks åbner,« siger Morten Han-sen.

risei09@student.sdu.dk

liips09@student.sdu.dk

Lisette Ihler HjertholmDR Østjylland og DR DokumentarLouise PlessingTV2/LorryRené MadsenFyns Amts AvisSigne Funding TherkildsenRitzaus BureauTine Torp Torlin24TimerTobias WellendorfMetroXpress

Cand.Public. B.Anne AnderssonPolitikenAnne Splittorff OvesenJydskeVestkystenAstrid Sofie Gajhede SejersenTV2/NyhederneCathrine Bakkebo KierBørsenDeniz Berxwedan SerinciLolland-Falsters FolketidendeEmilie Iess HalbergAltinget.dk Frank Neergaard Thøgersen

virksomhed eller organisation. Whistle-bloweren vælger af etiske grunde at ignorere sin tavshedspligt og lække fortrolige oplysninger om det sted, han tilhører. Oplysningerne kan handle om ulovlige, uetiske eller uansvarlige handlinger eller forhold indenfor virksomheden.

Det kan have store personlige om-kostninger at bryde sin tavshedspligt. For eksempel kan whistle-bloweren blive retsforfulgt af virksomheden for at have lækket fortrolige oplys-ninger.

Hemmelige bagmænd Det er uvist, hvem folkene bag hjem-mesiden er. Wikileaks offentliggør kun oplysningerne. Siden arbejder med specielle krypteringsprogram-mer, som betyder, at afsenderen af de hemmelige dokumenter ikke kan afs-løres. Det beskytter whistle-blowers, mod eventuel retsforfølgelse. Kun et par talsmænd, Daniel Schmitt og Ju-lian Assange, har udtalt sig til få in-

For få pladser til foråretTil oktober måneds panikdag drak alle sejrsøl med en kontrakt i hånden. Til foråret er situationen en anden. Det er ikke sket før, at praktikudval-get har gjort noget aktivt for at for-korte aftaler, der ellers var for lange. Men krisen brækker branchens bud-get i stadig mindre stykker. Det har gjort, at praktikudvalget har set sig nødsaget til at gribe ind:

»Jeg har som praktikkoordinator ikke været efter dem, der lavede for lange aftaler før. Men nu har vi en situation, hvor fire pladser mindre er

TV2/LorryJakob NeisterTV2SportJonas Løwschall-WedelHerning FolkebladJulie Henriette Aagaard CarlsenDR PerspektivLena Skov JakobsenJydskeVestkystenMaria Moni Skov MadsenFyens StiftstidendeMichelle Tubæk GramDansk Røde KorsMorten Seest Jensen

JydskeVestkystenPeter OlanderJydskeVestkystenPeter WestermannBerlingske TidendeSouzane KhalidanDR DeadlineTanja Vinther LarsenSjællandske MedierTarek Omar Abdul-LatifPolitiken

krsoe08@student.sdu.dk

BRANCHE

Illustration: Kristoffer Kræn

en stor forskel. Vi har alt for få plad-ser til foråret,« siger Pia Færing.

Find solidariteten frem! SDU’s praktikkoordinator ved eft-erårets panikdag, var Jacob Vester-gaard. Han efterlyser solidaritet hos de praktiksøgende, og beder dem værne om praktiksystemet:

»Jeg synes at det er uheldigt, at man tager længere praktikophold end studiet tillader, for det går ud over de næste i køen. Vi har et meget skrøbeligt system, og det skal vi sam-men passe godt på.«

Pia Færing langer ud efter dem der tager længere praktikophold end det er tilladt, og banker fast, at man fre-mover skal holde sig til reglerne om-kring Store Matchdag:

»Det er voldsomt egoistisk at lave for lange aftaler. En bliver bremset i sin uddannelse, fordi en anden optag-er en plads han ikke burde. Hvis man ikke kan holde sig til reglerne, griber vi nu ind.«

krsoe08@student.sdu.dk

terviews omkring konceptet Wikile-aks. Udover de to talsmænd arbejder et væld af frivillige for siden. Deru-dover sørger frivillige jurister for, at de tilsendte dokumenter ikke er fal-ske.

Et åbent samfundDaniel Schmitt, en af bagmændene bag og talsmand for Wikileaks, forklarer i et interview til den tyske IT-hjemmeside Gulli.com:

»Jo mere lukket samfundet er, des sværere er det at lave undersøgende journalistik. Og netop den afslørende og undersøgende journalistik er es-sentielt for ethvert oplyst samfund.«

Kæmper for demokratiI begyndelsen var Wikileaks rettet mod lukkede samfund, som Rusland og Kina. Men efterhånden som siden har udviklet sig, er dokumenter fra hele verden blevet afsløret.

Et aktuelt eksempel er bogen ’Jæger i Krig’ af Thomas Rathsack. Den blev lækket på Wikileaks samme morgen, som Politiken valgte at trykke den.

Den islandske bank, Kauth-ing krakkede i 2008. Wikileaks lækkede derefter oplysninger, som afslørede, at banken lånte penge ud til selskaber, der var ejet af bankens ejere. Sagen er bare et eksempel på Wikileaks’ kamp mod korruption og lukkede samfund.

Den islandske bank truede Wikile-aks med fængsel og bøder, men uden held.

risei09@student.sdu.dk

liips09@student.sdu.dk

LIXEN | november 2009 | �BRANCHE

Lær at spotte en løgner

- Microexpression kan oversættes til mikroudtryk.Det er et ansigtsudtryk, der varer en femogtyvendedel af et sekund.

- De blev opdaget i 1960’erne af William Condon, som begyndte at studere videoklip billede for billede. Her fandt han uoverensstemmelser mellem det, folk sagde, og de udtryk, de viste.

- Den førende forsker er amerikaneren Paul Ekman. Han er konsulent på den amerikanske serie ’Lie to me’.

- Christian Vandsø er cand.scient og har forsket i microexpressions i otte år. Han holder foredrag om emnet. Du kan læse mere om ham på www.microexpressions.dk.

- På www.kortlink.dk/746n finder du en test i at genkende de syv forskellige grundansigtsudtryk.

- Paul Ekman har lavet en række dvd’er, som du kan bruge til at træne dig op i at spotte microexpressions. De kaldes ’Microexpression training tool’ eller METT.

- Christian Vandsø kan ikke sige noget om, hvor lang tid det tager at træne sig op. Det er individuelt hvor lang tid, det tager, og man skal huske at holde det ved lige.

FAKTA

Folk lyver i gennemsnit for 34 procent af dem, de møder på en uge. Politikere og andre kilder lyver for journalister hver dag. Tænk, hvis du kunne se det, hver gang de løj. Christian Vandsø har forsket i teknik-kerne til at spotte løgnere i otte år. Når du har lært at opfange de små tegn, der afslører løgneren, vil du ifølge Christian Vandsø få adgang til en helt ny verden af historier.

Camilla Falkenberg Sønderstrup

Sofie Bak Thorup

SANDSIGER. »De radikale vil helt sikkert sam-arbejde med Socialdemokraterne efter valget,« kunne din radikale kilde sige til dig. Du skribler løs på blokken, og næste dags overskrift lyder: ’Venstrefløjen står sammen igen.’ Hvis du der-imod havde kendt teknikkerne til at aflæse de såkaldte microexpressions, ville du måske have set, at din kilde viste tegn på afsky, mens hun sagde det. Hun løj altså. Og så ville rubrikken nok have set anderledes ud. I Lixens serie ’Hvad kan journalister lære af…’ sætter vi i denne måned fokus på microexpressions eller på dansk mikroudtryk.

Et journalistisk redskab Christian Vandsø forklarer, at når du har trænet dig op til at kunne aflæse microexpressions, kan du se om din kilde lyver. Mikroudtryk er et ansigtsudtryk, der viser sig i en femogtyvende-del af et sekund. Det er ikke noget, man selv har kontrol over, da det kommer direkte fra under-bevidstheden. På den måde kender du også sva-ret fra din kilde, inden du får det verbalt. Krop-pen svarer nemlig hurtigere end hjernen. Men det er ikke kun løgne, du kan afsløre. Teknikken giver også adgang til ekstrainforma-tioner.

»Det kan være, at kilden lige pludselig viser et tegn på glæde, når han får at vide, at hans værste fjende er blevet udnævnt til gene-

ralsekretær. Er de så fjender i virkeligheden? Du kan få en masse ekstrainformation, som folk normalt ikke ville sige. Man kan finde historier, som andre ikke vil kunne finde,« siger Christian Vandsø.

Han er cand.scient fra Århus Universitet og har studeret fænomenet microexpressions i otte år. Han fortæller, at journalister normalt skriver historier ud fra noget, der er blevet for-talt eller udgivet. Hvis man træner sig op til at aflæse mikroudtryk, kan man pludselig finde historier ud fra de signaler, folk udsender.Hvis der viser sig uoverensstemmelser mellem det, kilden siger, og det ansigtsudtryk han viser, kan man som journalist prøve at tale med folk omkring kilden, for at finde dokumentation for, at kilden faktisk har løjet. Christian Vandsø vil ikke opfordre til, at man konfronterer kilden med det samme. Det kan føre til ubehagelige situationer, hvor seerens sympati ender hos kilden, fordi journalisten ikke har håndgribelig dokumentation.

How toIfølge Christian Vandsø kræver det lang tid at træne sig op til aflæse de næsten usynlige tegn, da kun én procent af befolkningen har den naturlige evne til at afkode dem.

»Måden, man træner sig på, er ved at se videoklip. Her gælder det om at finde de små uoverensstemmelser mellem det talte og det udtrykte,« siger han.

Han fortæller, at der ligger en del tests på nettet, hvor man skal gætte mikroudtrykket på en lille filmsekvens. Christian Vandsø forklarer, at det er meget krævende at spotte microex-pressions:

»Det er meget svært at være til stede i sam-talen, hvis du sidder og har et liveinterview med en, og samtidig skal holde øje med de her udtryk. - Fordi man skal bruge så meget kapa-citet på at kigge på folk.«

Han foreslår derfor, at man er to, hvor den ene interviewer, og den anden holder øje, eller at man filmer interviewet og kigger det igen-nem bagefter. Når du er trænet, er der flere måder at gribe en løgner an på. Stilhed er noget af det værste for en, der lyver.

»Du kan først være stille, og så spørge ’virkelig?’, som om, at du ved noget, han ikke ved. Den u-skyldige vil slet ikke fange de her ting, men den skyldige vil begynde at føle sig lidt utilpas,«siger Christian Vandsø.

Han forklarer, at den skyldige typisk vil ud-dybe sin forklaring for at overbevise dig. Du kan derefter stille uskyldige spørgsmål. Du in-terviewer for eksempel en cykelrytter, der er mistænkt for at have været et andet sted, end han har fortalt. Her kan du opdigte en løgn om det sted, cykelrytteren påstår at have været. Du kan for eksempel spørge ind til en frygtelig snestorm, som slet ikke har fundet sted. Hvis han bekræfter din opdigtede historie, ved du, at han lyver.

Underbevidstheden afslører løgneren Underbevidstheden arbejder hurtigere end hjernen, og det er underbevidstheden, der ud-sender microexpressions. En løgner kan aldrig lyve uden at vise mikroudtryk, hvis han ved, at han lyver. Tror han derimod fuldt og fast på løgnen, er der ingen tegn at finde.

»Da Anders Fogh for eksempel fortæller, at Danmark vil gå ind i Irakkrigen på grund af masseødelæggelsesvåben, viser han ingen tegn på at lyve. Det vil sige, at da han holder den tale, tror han fuldt og fast på, at der er masseødelæg-gelsesvåben i Irak og på alt det, CIA har fortalt ham. Så man kan aldrig afsløre en løgner, der selv tror på det, han siger,« fortæller Christian Vandsø. Pas på!Nu kan det godt være, at du tænker, at de her microexpressions lige er sagen, og du næsten ikke kan vente med at komme i gang. Men der er nogle ting, du skal være opmærksom på. Når du kan spotte en løgner, gælder det ikke kun kilder. Det gælder også familie, venner og kæresten.

»Det er ikke fedt at sidde og snakke med konen, når du kan se, at hun lyver. Der bliver lø-jet for os utrolig tit, og man mister måske troen på det gode i mennesker,« fortæller Christian Vandsø.

Men man skal huske på, at det ikke altid er

løgnen, man afslører. Teknikken kan lige så vel bruges til at sikre sig, at kilden taler sandt.

Lixen vil ikke opfordre dig til at opdigte historier for at tjekke, om din kilde lyver. Det er for egen regning, hvis du alligevel har lyst til at gøre brug af netop denne teknik.

camso08@student.sdu.dk

sotho08@student.sdu.dk

- Det er ikke kun Pinocchios næse, der vokser, når han lyver. Blodtil-førslen til næsen øges nemlig på grund af adrenalin, når man lyver.

Hvis din kilde sidder stiv som en istap, tyder det på, at han lyver. Mangel på gestikulation er nemlig et tegn på, at kilden er bange for at afsløre med sit kropssprog, at han lyver.

Model: Per KnudsemFotos: Daniel Rasmussen.

Illustrationer: Sofie Bak Thorup

� | november 2009 | LIXEN BRANCHE

Tv-kampagne i strid med reglerneEn offentlig kampagne skulle objektivt orientere om de nye muligheder ved overgangen til digitalt tv i november. Kam-pagnen endte dog med kun at fortælle forbrugerne om én løsning. Ifølge mediejurist er det brud på reglerne.

Thomas Damgaard Sørensen

TV-KNAS. Midt i oktober blev der udsendt en flyer med budskabet:

»Du kan nå det endnu, hvis du har egen antenne: Køb enten en mod-tagerboks, som du slutter til dit nu-værende tv. Eller køb et tv, som kan vise det nye tv-signal uden en boks.«

Strategien er dog i strid med reglerne.

»Det er et grundlæggende prin-cip inden for forvaltningsretten, at offentlige informationskampagner skal være saglige og objektive,« siger mediejurist Søren Sandfeld Jakobsen fra Copenhagen Business School.

Kampagnen havde også et website med en lignende forklaring.

»Den digitale modtagerboks kan købes som en separat enhed, der kobles til dit tv-apparat, men du kan også vælge at købe et nyt tv-apparat med indbygget digital modtager.«

De vil kun have tv via antenneHenrik Vejlgaard, sekretariatschef

ved ’Det Nye Tv-signal’, undskylder sig med, at mange bare vil fortsætte med at se antenne.

»Jeg vil vurdere, at en stor del af den gruppe, vi henvender os til, slet ikke er interesseret i andre mu-ligheder,« siger han.

Den går dog ikke ifølge Søren Sand-feld Jakobsen:

»Uanset hvad intentionen med ikke at oplyse objektivt er, så strider det med de forvaltningsretlige prin-cipper.«

Henrik Vejlgaard mener samtidig med flyerens omdeling, at mange i målgruppen ikke ville kunne nå at anskaffe andre løsninger:

»Mange i målgruppen er informa-tionssvage borgere, ældre og folk på landet. De kan reelt ikke nå at få leve- ret andre løsninger nu.«

Ifølge tv-leverandørerne, som for eksempel TDC, var det dog muligt at få leveret andre tv-løsninger.

»I hovedparten af landet vil man kunne få leveret vores tv-løsninger inden 31. oktober 2009. Der kan være enkelte steder, hvor vi ikke kan nå det,« lød det fra Jesper Theill Erik-sen fra TDC. TDC-direktøren forklar-er desuden, at man, da kampagnen blev lanceret, tog kontakt, fordi man mente, den var subjektiv. Han kunne stadig godt tænke sig yderligere fokus på andre løsninger.

thoso07@student.sdu.dk

DK for småt til mere tv-kampSkiftet fra analogt til digitalt tv-signal i november skal øge konkurrencen på tv-markedet. Men det bliver ikke tilfældet, mener tv-analytiker John Strand. Danmark er simpelthen for lille.

MINIPUT. Det digitale antennesig-nal er netop blevet lanceret den 1. november. Derfor kan man se flere kanaler med en almin-delig antenne. Det sker blandt andet for at øge konkurrencen, så forbrugerne får lavere priser. Direktør og ana-lytiker i konsulentvirk-somheden Strand Con-sult John Strand tror dog ikke, det kommer til at ske.

»Uanset hvor mange, der tilbyder kanalerne, bliver der ikke flere til at betale for dem,« siger han.

Minister ønsker konkurrenceVed udvælgelsen af Boxer, der skal drive det danske antennenet, sagde daværende kulturminister Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse i marts sidste år:

»Jeg er meget glad for, at vi nu har fundet den operatør, der skal stå for etableringen af den nye kommerci-elle tv-platform. En platform, som vil øge tilbuddet til seere med almind-elig antenne og skabe konkurrence til de eksisterende tv-platforme.«

Ministeren forventer altså, at Boxer vil være med til at sænke priserne.

Brian Mikkelsens analyse er John Strand dog ikke enig i. Ifølge ham af-hænger priserne i første omgang af indbyggertallet. Derudover har også public service-kanalernes position og antallet af populære stofområder betydning.

Ikke lavere priser i DanmarkBoxer har i en årrække haft ansvaret for det svenske antennenet. Priserne på den anden side af sundet er la-vere. Ifølge John Strand skyldes det dog ikke konkurrencesituationen, men i stedet markedets størrelse:

»En journalist i Danmark og Sverige tjener det samme. Danskeren har potentielt 5,5 mio. modtagere, mens svenskeren har ni. Derfor er der flere til at dele regningen.«

Thomas Damgaard Sørensen

Tv-analytikeren forklarer, at priserne på tv i høj grad hænger sammen med antallet af kunder. Derfor bestemmer indbyggertallet i høj grad priserne på nationale tv-kanaler.

Public service styrer markedetPå det danske marked sidder DR og TV 2 på en stor del af seerne. Det er derfor vanskeligt for rene kommerci-elle udbydere at tjene penge.

»Kommercielt tv er ikke noget, man bliver fed af i Danmark,« siger John Strand.

På verdensplan ligger Danmark i toppen, når det gælder public service stationernes position. I USA er situa-tion drejet 180 grader. Her ser cirka en procent public service-tv.

thoso07@student.sdu.dk

Svensk selskab, der gennem en årrække har drevet antennenettet i Sverige.

Vandt i marts 2008 retten til en tilsvarende opgave i Danmark i perioden 1. november 2009 til 3. april 2020.

BOXER TV A/S

”Uanset hvor mange der tilbyder kanalerne, bliver der ikke flere til at betale for dem John Strand, tv-analytiker

ANNONCE

LIXEN | november 2009 | 9BRANCHE

I mediemanegen hos Cirkus Presselogen Hver søndag træder fire af landets mediepersonligheder ind på scenen hos TV2 News medie- magasin Presselogen. Den 25. oktober var emnet ’kendisjour-nalistik’ og debattørerne Poul Madsen, Ekstra Bladet, Michael Dyrby, TV 2, Kim Henningsen, Se og Hør, og Peter Brüchmann, B.T. Lixen spionerede i kulissen.

Sophie Bremer

SPIONAGE 09:28: »Min gamle pro-fessor fra SDU udtalte forleden, at der kun var ét mediemagasin, og det var ’Mennesker og Medier.’ Det men-er jeg jo ikke,« fortæller Presselogens vært Mark Stokholm på vej hen mod området, hvor programmets deltage-re snart vil dukke op.

09:29: Redaktørerne begynder at ankomme. Kim Henningsen giver hånd til de andre, der straks kom-menterer, at han i det seneste num-mer af Se og Hør havde hele to de-mentier. Han indrømmer med et smil, at det nok ikke har været hans bedste uge.

09:41: Peter Brüchmann er i tvivl om programmets rækkefølge, og Mark Stokholm gennemgår den. Imens kommer Kim Henningsen ud fra makeuppen.

»Hey – ingen hemmelige aftaler uden mig,« griner han.

09:51: De går ned i studiet. Hele ve-jen derhen diskuterer de to tidligere B.T.-kollegaer Kim Henningsen og Peter Brüchmann heftigt dækningen af en gammel sag.

Michael Dyrby ankom lidt efter de andre og mangler stadig at få lagt makeup. De andre tager plads i studiet. De får deres mikrofoner på og taler lidt om løst og fast.

»Jeg har aldrig været her uden at blive angrebet,« siger Peter Brüch-mann.

09:54: Michael Dyrby ankommer fra sminken og Mark Stokholm ori-enterer om, at de har ændret på em-net ’mediestunts.’ De skal snakke om drengen, der angivelig var forsvun-det i en luftballon og bøsserapperen fra ’Dagens mand.’

Redaktørerne griner over histo-rierne og punker hinanden for deres dækning. Især bliver der grinet af Mi-chael Dyrby, da sidstnævnte program blev vist på TV 2.

09:59: Mark Stokholm skal til at gå på, men nedtællingsskærmen dur ikke. Han sidder afslappet og taler med redaktørerne. Pludselig lyder jinglen, og fra det ene øjeblik til det andet vender han sig om og begyn-der at læse dagens overskrifter. Re-daktørerne sidder stille og lytter.

10:01: »Så er det tid til Presselo-gen,« siger Mark Stokholm. Dagens program går i gang.

10:03: Der vises et klip med Mogens Lykketoft, der fortæller, hvad han synes om ugens mediedækning.

Redaktørerne griner højt af ham, imens klippet afspilles.

10:09: Presselogens redaktør Karsten Nielsen følger med fra afviklingsrummet. Han taler til Mark Stokholm i studiet gennem en øresnegl og siger, han gerne må gå lidt over tid i denne første diskus-sion.

10:10: Karsten Nielsen ombestem-mer sig – der sker simpelthen for lidt:

»Lad os komme videre, Mark.«

10:15: »Hurtigt videre, Mark,« beder Karsten Nielsen ind i øresneglen.

10:16: Poul Madsen bryder ind, da Mark Stokholm prøver at afslutte emnet. Kort forinden har Kim Hen-ningsen sammenlignet deres medier, og det vil han ikke finde sig i.

10:18: Mark Stokholm kæmper for at komme videre. Han prøver flere gange at bryde ind. Redaktørerne giver sig ikke og taler videre i mun-den på hinanden. Karsten Nielsen virker efterhånden desperat:

»De kan være svære at styre«

10:20: »Hvis vi får strammet op nu, vil det være fint. Vi er liiiiddt bagud med tiden,« siger Karsten Nielsen.

10:24: Jeppe Søe sidder klar i Odense til at komme på live, men baggrun-den i studiet er røget.

»SHIT, hvad laver de i Odense?,« lyder det i afviklingsrummet.

»Det skal på nu!« beordrer Karsten Nielsen og orienterer Mark Stok-holm, så han kan træde lidt vande.

10:27: Det lykkes at få ordnet bag-grunden, og Mark Stokholm har denne gang held til at afbryde redak- tørernes debat, så Jeppe Søe kan komme på. 10:30: Tiden er stadig et problem. »Mark, der skal strammes ekstremt op,« siger Karsten Nielsen.

10:32: »Mark, vi dropper historien med Gitte Nielsen med mindre, du protesterer,« siger Karsten Nielsen. Mark Stokholm kan ikke snakke, men nikker. Historien slettes.

10:37: »Haha, han er sgu da sjov.« Der grines i kontrolrummet over Jeppe Søes kommentarer.

10:38: Kim Henningsen indrømmer, at han har givet kompensation på 20.000 kr. til en kilde. De andre går hårdt til ham og griner ad ham.

10:40: Mark Stokholm kæmper sta-dig for at styre redaktørerne: »Nu skal vi springe til udlandet.«

»Nej!« kommanderer Michael Dyrby og fortsætter talestrømmen.

10:41: Karsten Nielsen snakker med Mark Stokholm, om hvordan de red-der programmet tidsmæssigt. De bliver enige om, at droppe historien med Michael fra ‘Talent,’ der dolkede kollegaerne i ryggen.

»Vi må desværre tage et valg. Det er lidt af en ’kill your darlings’, men sådan er det jo,« siger Karsten Nielsen.

10:47: »STRAM OP MARK. Der er 6 minutter igen.«

10:49: Mark Stokholm bryder ind: »Vi skal videre.« Peter Brüchmann nægter:

»Nej, jeg skal lige svare.« Mark Stokholm ser opgivende ud. Karsten Nielsen griner:

»Det her er simpelthen for ab-surd.«

10:55: Programmet er færdigt. De piller deres mikrofoner af og for-lader studiet. På vej mod udgangen fortsætter diskussionen. De griner lidt ad hinanden og joker med de forskellige historier. Mark Stokholm kommer ud af studiet:

»Hold da op. De var svære at få til at stoppe. Poul Madsen skulle jeg næsten sparke ned ad stolen. Men det er fint nok, det er med til at give den underholdningsværdi, som er vigtig.«

sohan08@student.sdu.dk

»Vi har så ondt i røven over andre, så vi skal også tjekkes igennem«Presselogen på TV2 News gennemgår hver uge mediernes fejl og mangler. Det giver redak-tørerne mulighed for at forklare sig, og dermed får seerne et blik ind bag pressens facade.

Sophie Bremer

TÆSK. Hver dag hives kilder gen-nem mediernes mølle. I Presselo-gen på TV2 News får journalisterne gengæld.

»Vi har så ondt i røven over andre, så vi skal også tjekkes igennem,« siger Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen.

Programmet har kørt siden 2008 og har op mod 100.000 seere. Det blev lavet, da man på TV2 News syn-tes, der manglede et program, hvor man kunne slå til medierne.

»Normalt er det os, der stiller spørgsmål til politikere og alle an-dre. Her var der mulighed for at stille spørgsmål den anden vej,« siger Karsten Nielsen, redaktør på Pres-selogen. Han mener, at det kan være

med til at højne troværdigheden i branchen, at den også kan kigge på sig selv og evaluere. Dette er blandt andet årsagen til, at Poul Madsen gerne vil deltage.

Dropper søndagskaffenPresselogen giver redaktørerne mu-lighed for at forklare sig og dermed give seerne en chance for at få en bedre forståelse for, hvad der sker, når historierne skabes. Det mener vært på Presselogen Mark Stokholm.

»Det handler om at give seeren en forståelse for, at mediearbejdsplad-serne har nogle vilkår, der gør, at det nogle gange går galt. Ligesom det gør i andre virksomheder,« siger Mark Stokholm.

Poul Madsen er en af dem, der oft-est har gæstet Presselogen. Det skyl-des ifølge ham selv, at Ekstra Bladet er et af de kontroversielle medier, og derfor har de flere sager at forklare.

»Jeg vil da helst være derhjemme og drikke søndagskaffe med famil-ien, men jeg vil hellere være til stede her, end ikke at have muligheden for at forsvare mig,« siger Poul Madsen.

De skal tænke, før de udgiverEt af målene med programmet er, at

de gerne vil have redaktørerne til at evaluere deres handlinger.

»Pointen med programmet er at få nogle indrømmelser på banen. Hele ideen med programmet er at sætte nogle tanker i gang, som forhåbentlig gør, at redaktørerne retter sig op og bliver bedre. De er klar over, at vi holder øje. Jeg vil gerne have, at re-daktørerne går hjem med en følelse af, at ‘det kan jeg gøre bedre’,« siger

Mark Stokholm. Karsten Nielsen tvivler dog på, at det ændrer noget.

»Det er nok en illusion at tro, at pressen bliver meget bedre og ikke laver fejl. Og så alligevel. Det er de-jligt at kunne gå kritisk til vores egen stand og stille spørgsmålstegn ved, hvad er det vi laver? Hvor går grænsen og går vi over den? Der er hele tiden tvivlstilfælde. Om det bliver ændret, tror jeg ikke, men det

sætter nogle tanker i gang hos redak-tørerne,« siger Karsten Nielsen.

Det sidste er nyhedschef på TV 2 og gæst Michael Dyrby enig i:

»Det er virkelig en udfordring at deltage. Presselogen er med til at skærpe mine sanser. Redaktørerne er forberedt og jeg er tvunget til at tænke nogle ting igennem.«

sohan08@student.sdu.dk

Foto: Sophie Bremer

10 | november 2009 | LIXEN PORTRÆT

Maskernes skaldede mester

RAMMEKNUSER. På loftet i en villa i Rungsted synker en ung Mads Brügger langsomt ned i Huckleberry Finns forunderlige og letsindige verden. Hans røde hår forsøger at dække et par strittende flyveører, men uden det store held. Derfor bliver han ofte drillet på Rungsted Pri-vate Realskole. De små fingre bladrer intenst i bogens sider, og mens eventyrene udspiller sig, glider den lille rødhårede drengs bevidsthed væk fra den virkelige verden. For hans egen virkelighed ligner langt fra den, han finder i bøgerne og tegneserierne.

»I en eller anden forstand har det som barn været et grundvilkår for mig at være udenfor,« fortæller Mads Brügger.

Han tøver lidt og ser stille frem for sig, inden han fortsætter:

»Forstået på den måde, at det, som børn aller-helst vil, er at ligne de andre børn. Og det kan jo godt være ret smerteligt, hvis man ikke ligner de andre børn. Så jeg har ret tidligt forholdt mig til det at skulle være udenfor.«

Den unge Mads Brügger følte alligevel et be-hov for at få de andres opmærksomhed. I fjerde klasse trak han sine klassekammerater ind i et spind af løgne om sig selv og sin familie.

Sort kaffe og smøgerI lobbyen ved hovedindgangen til DR-byen møder vi Mads Brügger, som træder ind ad svingdøren sammen med en flok kolleg-er. I dag er issen barberet fri for den røde grydeklipning.

»Han har lige vundet en pris,« siger en af hans følgesvende begejstret til os, inden den rødskæggede journalist giver os hånden. Prisen

vandt han i slutningen af september for doku-mentarversionen af Det Røde Kapel - en af hans adskillige kontroversielle tv-udsendelser.

På vej op ad DR-Byens rulletrapper spørger Mads Brügger, om ikke vi skal lægge ud med at drikke en kop kaffe. Så med sort automatkaffe i hænderne begiver vi os ud i en af DR-byens små gårde. Ude i efterårskulden fisker Mads Brüg-ger en pakke grønne Kings op fra lommen og tænder en cigaret. Mens han inhalerer røgen, spørger vi til manipulation i journalistikken, og hvordan han forholder sig til det. Svaret er prompte:

»Det sker jo hele tiden i større eller mindre grad, for eksempel når man citerer en kilde. Men jeg har jo brugt løgnen og manipulationen som værktøj en del gange, hvor jeg synes, det har givet mening.«

Vi indleder jagten på et ledigt lokale, og på vej rundt i DR-byen spørger Mads Brügger, om han skal hjælpe med at bære en sort attachemappe, vi har med. Mappen rummer to spraydåser, en sprittusch og en maler-dragt. Mads Brüggers stil fremkalder følelser som afsky og beundring hos danskerne, og han har siddet i den terapeutiske portrætstol flere gange før. Beretninger og for-tolkninger tegner et ikke entydigt billede af den 37-årige mand. Så hvordan ser han egentlig sig selv? Spraydåserne kan måske afsløre det, for senere vil vi bede journalisten om at male et selvportræt. Alt det ved han dog ikke, mens han bærer mappen hen til et rødt kileformet rum, hvor vi sætter os.

MaskefaldetErfaringerne med løgn og skuespil startede tidligt i Mads Brüggers liv. Da han gik i fjerde klasse, fortalte han sine klassekammerater og sine lærere, at han skulle flytte med sin familie til Tokyo. I løbet af et halvt år eskalerede løgnen, og Mads Brügger husker, at det snørklede net af forviklinger blev temmelig svært at holde styr på. Målet var at se mere spændende ud i klasse-kammeraternes øjne, og da BMX-cykler for eks-empel var populære, fandt lille Mads på, at hans far kunne skaffe billige cykler.

»Det bunder i sådan et dybtliggende op-mærksomhedsbehov, jeg har.«

Ordene falder langsomt og søgende, som om han går en tur i sit sind og åbner døre på klem for at finde den helt rigtige kombination.

»I en eller anden forstand tror jeg blandt an-

det også, at jeg havde held med det, fordi jeg var forbløffende god, og sikkert også er, til at lyve.«

Til et forældremøde gennemskuede lærerin-den løgnen, efter hun havde spurgt forældrene, hvornår de skulle rejse til Japan. Næste dag i skolen trævlede hun nettet af løgne op foran klassen.

»Det var maskefaldet. Det er jo noget, der knuser et barns verden. Men i realiteten var det dybest set en sund og god oplevelse, som i en eller anden forstand vaccinerede mig mod at lyve. Ikke fordi jeg ikke har løjet siden, men jeg er meget påpasselig med det.«

KystbanemalerneI midten af firserne opdagede Mads Brügger og hans venner hiphoppens verden. På Hørsholm bibliotek lånte de hiphop-plader med old-school rap, og dengang var det eneste, der fandtes på hylderne, musikere som Run DMC og Dr. Jeckyll & Mr. Hyde. Også spraydåserne fangede hans in-teresse, og det varede ikke længe, før de havde

en vant plads i Mads Brüggers hånd. Han læner hovedet op ad sin knyttede hånd, mens et smil toner frem på læberne.

»Vi begyndte at male graffiti langs med kyst-banen. Vi var kystbanemalere. Dem, jeg oplev-ede det stærkeste fællesskab med, var dem, jeg malede graffiti med,« siger han.

Vild med pinlighedI 1992 søgte Mads Brügger ind på Journa-listhøjskolen i Århus, men han dumpede op-tagelsesprøven. I stedet tog han en bachelor i film- og medievidenskab i København, og da DR ville udvælge fire unge talenter og uddanne dem til journalister, tog han udfordringen.

Efter hård konkurrence blev Mads Brügger udvalgt, og to år senere besatte han redaktør-posten på ungdomsredaktionen. Sideløbende skrev han for magasiner og aviser som Euro-man, Politiken og Ekstra Bladet.

I sin journalistik begyndte Mads Brügger at bruge utraditionelle metoder. Metoder, der ville være bandlyst på journalistuddannelserne, og som flere i dag både roser og kritiserer ham for: Maskerne. At lille Mads’ maske faldt i fjerde klasse, da han blev afsløret, afskrækkede nem-

lig ikke voksne Mads fra at bruge løgnen og is-cenesættelsen i sin journalistik.

»Senere hen er jeg blevet vild med den pin-lighed, der ligger i at lyve og at blive afsløret i at lyve,« fortæller han.

Igen kan han ikke finde de rigtige ord. Han væver nogle øh’er sammen, inden han siger:

»Der er noget meget pirrende over det spænd-ingsfelt, der ligger der. Ikke så meget med børn, for børn glider jo ind og ud af fantasier og virke-lighed. Men når voksne mennesker bliver taget i at lyve – det er altid vældig underholdende. Altså fordi det er så barnligt at lyve.«

Derfor har han flere gange udnyttet løgnen og manipulationen til at få spændende jour-nalistiske resultater frem i tryksværten og på skærmen.

Fanatisk republikanerDa den amerikanske præsident George Bush stillede op til genvalg i 2004, besluttede Mads Brügger sig for at infiltrere, hvad han beskriver som et ’meget forgiftet og forpestet’ politisk klima i USA – og han valgte manipulationen som værktøj. Under navnet ’Danes for Bush’ klædte han sig ud som fanatisk republikaner i rødt jakkesæt sammen med kunstneren Jakob Boeskov. De to rejste rundt og opsøgte rigtige republikanere, mens de udgav sig for at være inkarnerede Bush-støtter, der var taget til USA for at hjælpe præsidenten til sejr.

Mads Brügger læner sig tilbage i kontorsto-len i det røde lokale og siger:

»Den amerikanske regerings politik dengang var jo løgn og rollespil på kæmpe niveau. Så der tænkte vi, at vi godt kunne forsvare at indgå som nogle andre, end vi var.«

I iscenesatte jo virkeligheden, når I klædte jer ud. Var I ikke med til at fremprovokere nogle af de medvirkendes handlinger?

»Jamen altså, selvfølgelig var vi med til at på-virke virkeligheden. Men det, at vi er et falsum og ikke findes i virkeligheden, gør jo ikke det, der sker uden om os, mindre virkeligt.«

Efter showet blev vist på dansk fjernsyn mod-tog Mads Brügger mange både glade og vrede breve. Når han tænker tilbage i dag, er han enig i en del af kritikken:

»Jeg synes, det er rigtigt, at vi krænkede no-get meget fint i USA – nemlig at man kan køre rundt som et tv-hold og opsøge, hvem man vil og stille spørgsmål til, hvem man vil.«

Samtidig gentager Mads Brügger flere gange, at alle, der optræder i showet, vidste, at de blev filmet til Danmarks Radio. De troede bare, at de blev filmet til et program om to fanatiske, dan-

Som barn var han outsider og løj sig til op-mærksomhed. Siden har iscenesættelse og manipulation fascineret ham, og han har iført sig masker i flere omgange – blandt andet som fanatisk republikaner i USA og excentrisk teaterinstruktør i Nordkorea. Alt sammen for at demaskere sine kilder. Nu er Mads Brügger Deadline-vært, og han smiler så lidt som muligt for ikke at ligne en lurifaks.

Johan Bertil Winther

Leonora Beck

” Nogle gange har det været så risikobetonet, at det hele kunne ramle sammen på få timer. Mads Brügger

LIXEN | november 2009 | 11PORTRÆT

Fotos: Johan Bertil Winther

Maskernes skaldede mesterske Bush-elskere. Ikke til et program, der ville gå bag om det republikanske USA.

Grænsen gik i DallasEfter kritikken mod ’Danes for Bush’ overvej-ede Mads Brügger ekstra nøje, inden han spil-lede skuespil for sine kilder igen.

»Jeg tænkte: ’Er der nogen steder i verden, hvor man moralsk og etisk kan forsvare at ar-bejde på den måde?’ Og så nåede jeg frem til, at det må være i et diktatur,« forklarer den 37-årige journalist.

Mads Brügger besluttede, at han ville til Nordkorea, som ifølge ham er det mest ondsk-absfulde og perverterede diktatur i verdens-historien. Løsningen blev et skuespil på flere niveauer, hvor Mads Brügger udgav sig for at ville opføre et socialistisk show med Gøgler-truppen ’Det Røde Kapel’. Han mener, at det giv-er mening at bruge løgnen og iscenesættelsen som værktøjer for at afsløre sandheden bag det glansbillede, diktaturet ønsker at vise.

Hvis man skal tale om, hvor grænsen for ma-nipulationen i journalistikken går, vender den rødskæggede journalist tilbage til ’Danes for Bush’. Da de to Bush-fans var i Dallas, blev en ældre mand fascineret af dem, og han invite-rede dem på date med sine to niecer. Daten blev optaget, men aldrig sendt, fordi Mads Brügger vurderede, at den var for personlig og dermed irrelevant. Han siger:

»Man kan ikke give noget entydigt svar på det, fordi det afhænger af den situation, man er i og den målsætning, man har. Så det må man bestemme sig for i øjeblikket. Hvis man kan.«

En kanin i hattenDen 26. februar 2007 var Mads Brügger vært på det tiende afsnit af samtaleprogrammet ’Den 11. time’. Aftenens gæster var forfatterparret Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen, som for-talte om deres bog ’Den Sidste Aktion’, hvor de påstår at afsløre den sande historie om dobbelt-mordet på Peter Bangsvej i 1948. En historie, der involverer adskillige efterretningstjenester, royale forbindelser og nazister i Argentina.

I starten af programmet lover Mads Brügger ikke at trække kaniner op af hatten. Samtidig opfordrer han med sine sidste ord seeren til at kigge med i programmet den følgende dag, hvor han vil slippe kaniner løs. Og det gør han. For det viser sig, at situationist og tidligere trylle-kunster Peter Wendelboe har opfundet og holdt liv i mere end 20 kilder i forfatterparrets bog gennem en periode på fem år. Og de to forfat-tere bliver udleveret som gigantiske konspira-

tionsteoretikere. I programmet forklarer Peter Wendelboe, at han har narret Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen, fordi han ønsker at udstille og afsløre deres falske historieskrivning.

»Som journalist er det nødvendigt dels at gå sådan nogle efter i sømmene og også i vid ud-strækning at demaskere dem. Og afsløre dem i deres spil,« siger Mads Brügger. Han vælger sine ord med omhu og formulerer sætningen flere gange, da Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen siden har lagt sag an mod ham for den behandling, de fik i ’Den 11. time’.

Selv kan Mads Brügger ikke se noget galt i metoden:

»I virkeligheden synes jeg, at det er noget af det mest regulære journalistik, jeg har lavet. Altså, jeg kan selv med min bedste evne ikke se nogle etiske eller moralske problemer i det.«

Fra korthus til ambolt I dag har Mads Brügger sat kaninerne på stand-by. Journalisten valgte i august at skifte sit luren-drejerimage ud med den seriøse værtsrolle på DR2s’ nyhedsudsendelse Deadline. Et valg, som han er glad for at have taget.

»Meget af det andet, jeg har lavet, har mere været på gyngende grund og nogle meget skrø-belige korthuse. Korthuse på den måde, at no-gle gange har det været så risikobetonet, at det hele kunne ramle sammen på få timer.,« siger Mads Brügger.

Den risiko, der har tegnet sig mellem linjerne i hans tidligere journalistik, er nu erstattet af det seriøse flagskibs faste rammer. Men rygtet som journalistikkens satiriske manipulatør har sat nogle tanker i gang.

»Fordi jeg har meget bagage med ind i pro-grammet, så har jeg en meget lille bane at spille på udtryksmæssigt. Det forsøger jeg at være bevidst om. Jeg kan for eksempel ikke sidde og smile for meget i Deadline. Så tænker folk, at jeg er en lurifaks,« siger han.

Mere end manipulatørNu er det snart tid til at åbne den sorte attache-mappe, som Mads Brügger hjalp med at bære rundt i DR-byen. Et selvportræt giver som-metider anledning til at reflektere over, hvor-dan man ser sig selv. Vi spørger Mads Brügger.

»Når jeg medvirker til sådan nogle portræt-interviews her, så forsøger jeg at lave en øvelse, hvor jeg læser det, som om jeg ikke er mig selv. Og så sidder jeg tit tilbage og tænker ’hold kæft, hvor lyder han irriterende’,« svarer han.

Du er før blevet fremstillet som journalisten, der spiller rollespil og manipulerer. Hvordan har

du det med det?»Jamen, faktisk er jeg ret træt af at blive skudt

i skoene, at jeg lyver og svindler. 80 procent af det, jeg har lavet som journalist, har været meget regulært og straight. Nogle gange er jeg så røget ud af en tangent, og jeg har brugt nogle meget utraditionelle og kontroversielle metod-er og greb. Men derfra og så til at fremstille mig som ham, der udelukkende lyver og laver rol-lespil. Det, synes jeg, er forkert.«

Hverken ærlig eller personligHvordan ser han så sig selv? Den skaldede jour-nalist. Da vi har stillet spørgsmålet på forskel-lige måder, stopper han op.

»Hvis jeg i realiteten svarede på det spørgsmål, så ville det jo fordre, at jeg var eks-tremt ærlig, privat og personlig. Men det vil jeg jo ikke være. Og ellers vil jeg jo gribe ud efter varerne på den hylde, hvor man typisk ville gå hen, hvis man svarede på det spørgsmål,« siger han og sidder og vipper lidt på kontorstolen, in-den han fortsætter:

»Når man begynder at besvare dem, så lig-ger det i kortene, at man er meget forelsket i sig selv og sine egne fortræffeligheder. Og at man måske endda ringeagter andre journalister. Og det vil jeg helst styre udenom.«

Butterfly matcher stritørerMads Brügger kigger på den sorte mappe, som han har fået placeret mellem hænderne. Fing-rene arbejder hurtigt, og efter to høje klik fra låsene åbner han mappen og ser forundret ned på spraydåser og sprittusch.

På baggrund af nogle af de ting, vi har talt om

nu, har du mulighed for selv at bestemme, hvor-dan du skal se ud.

Mads Brügger griber udfordringen og går straks i gang med at spraye en rød bue på det hvide lærred, han har fået til rådighed. Imens pumper hiphoprytmer ud i det kileformede, røde lokale. Det er pladen Rap Attack fra 1985. Den samme plade, som introducerede Mads Brügger til hiphop-genren, da han var dreng og kystbanemaler.

Da journalisten fire minutter senere er fær-dig med portrættet, forklarer han:

»Det er lille Mads med en kæmpe butterfly. Det med butterflyen er, fordi slipset fremhæver mandens kønsorganer, mens butterflyen frem-hæver mandens ører. Og det går godt i spænd med stritører.«

Mads Brügger pakker dåserne væk og gør klar til at gå ud i efterårssolen.

Hvilket råd ville du give lille Mads, hvis du mødte ham på grusstien foran DR-byen om lidt?

»Tja. Jeg ville sige til ham, at han skulle lade være med at ryge. Og så ville jeg sige til ham, at han skulle aftjene sin værnepligt, selvom han trak frinummer. Jeg er meget interesseret i fæl-lesskaber, sociale dynamikker og så videre, og hvad fællesskaber angår, er jeg lidt ked af, at jeg missede det.«

Den rødskæggede journalist læner sig helt tilbage i kontorstolen, mens et lurendrejersmil breder sig over hans læber.

»Og så ville jeg også sige til ham, at han ikke skal flytte til Japan med sin familie.«

johaa08@student.sdu.dk

libec08@student.sdu.dk

I august i år blev Mads Brügger vært på DR2’s nyhedsudsendelse Deadline.2008: Han realiserede tv-serien ’Quatraro-mysteriet’ med Mikael Bertelsen. 2007 til 2008: Han var udvikler af og vært på samtaleprogrammet ’Den 11. Time’ med Mikael Bertelsen.2006: Mads Brügger rejste til Nordkorea for at lave dokumentaren ’Det Røde Kapel’.2004: Han dækkede valgkampen i USA gennem satireprogrammet ’Danes for Bush’.2002: Han blev ansat og afskediget fra det konkursramte dagblad DAGEN, hvor Mads Brügger var en del af avisens gravergruppe. I 2002 blev han også færdig med sin BA-grad i Film- og Medievidenskab. 1996 til 2002: Mads Brügger blev fastansat hos Danmarks Radio, blandt andet i ungdomsredaktionen og P1’s dokumentarafdeling.

Mads Brügger har også udgivet magasinerne ’Döner magazine’, ’VIRUS’ og ’Black Box’. Bogen ’Abemanden’ er skrevet af ham, og han var medforfatter til bøgerne ’Ingen kender dagen’ om avisen Dagens konkurs og ’Grænselandet’ om Tøndersagen. Derudover har han vundet flere priser.

BLÅ BOG

12 | november 2009 | LIXEN FOKUS

Åbenhed skal genrejse troværdighedenManipulationsskandaler med fabrikerede historier har været med til at svække mediernes tro-værdighed, mener medieforsker Arjen van Dalen. Ifølge ham er vejen til at genvinde det tabte at være mere åben omkring jour-nalisternes arbejdsvilkår.

Morten Bang

TILBAGEEROBRING. Undersøgel-ser, der sætter journalisters trovær-dighed i bås med brugtvognsfor- handlere, kan efterhånden ikke læn-gere gøre sig fortjente til en Breaking News-bjælke på tv. Tiden, hvor jour-nalistens ord var lov, er væk. Hvis journalister skal genvinde noget af det tabte, så er åbenhed vejen frem ifølge medieforsker og ph.d.-stude-rende Arjen van Dalen fra Center for Journalistik:

»Der bliver formentlig ikke flere af den slags Mr. News, og det tror jeg bestemt også er på grund af den slags skandaler med Jayson Blair hos The New York Times, men også fordi folk generelt er blevet mere skep-tiske over for institutioner. Skal me-dierne beholde deres troværdighed, så kræver det mere åbenhed.«

Selvransagelse lig troværdighedJayson Blair blev i 2003 afsløret i om-fattende snyd i en lang række artikler I The New York Times. Avisen måtte i den forbindelse lide et tro-værdighedsknæk. Den efter-følgende selvransagelse førte blandt andet til en stor udre-dende artikel på forsiden. Det er den slags åbenhed, Arjen van Dalen mener, der skal til.

»I eksemplet med Blair blev der la-vet en større intern undersøgelse på The New York Times, der viste, at der faktisk var folk, der løbende undrede sig og stillede spørgsmålstegn ved hans historier. Det viste sig dog, at

der ikke var noget centralt sted, hvor klagerne blev samlet. Det førte også til, at der nu er kommet en læsernes redaktør, der kan samle dens slags klager,« fortæller Arjen van Dalen og kommer med et andet eksempel på, hvad medierne kan gøre for at sikre troværdighed:

»En anden mulighed er at be-tale forskere ude fra for at lave en gennemgang af mediets artikler eller indslag fra en periode. Derefter kan de så lave en rapport. Eksempelvis fik en hollandsk avis to forskere til at

gennemgå bladets artikler om Koso-vo-krigen for at fastslå, om der var tale om en afbalanceret dækning.«

Krigsjournalistik er umuligDen hollandske forfatter og krigs-

korrespondent Juris Luyendijk har påstået, at det er umuligt at lave journalistik fra krigszoner og dikta-turer, så det kan man ifølge ham lige så godt være åben omkring. Den op-fattelse deler Arjen van Dalen.

»Jeg tror, løsningen på at imøde-komme faldet i troværdighed, ek-sempelvis for udenlandskorrespon-denter, er at være mere åben omkring de rammer eller begrænsninger, man arbejder under som journalist. Det gør det nemmere for modtagerne at forholde sig til, hvorfor man gør, som

man gør,« siger han og fortsæt-ter med krigsjournalistik som eksempel:

»Har man ikke billeder fra et bombeangreb, så må man gøre en dyd ud af at fortælle, hvor-for man bruger arkivbilleder.

Når journalister laver live stand-ups, så kan det måske også være en god idé nogle gange at fortælle, hvad man ikke ved i stedet for at gisne.«

Med det omfattende svindelnum-mer Jayson Blair slap af sted med

hos The New York Times, kunne man fristes til at tro, at det er nemmere at slippe af sted med manipulationen i den skrevne journalistik. Helt så skarpt kan man ifølge den ph.d.-stu-derende ikke stille det op.

»Det er svært at sige, hvor det er nemmest at manipulere med histo-rierne, men det er klart, at det er sværere at lave fabrikerede historier til tv, da der også er en billedside at tænke på. I Holland har der dog været eksempler på dokumentarud-sendelser med opdigtede anonyme kilder,« siger Arjen van Dalen, men han peger på, at grænserne for ma-nipulation er mere flydende:

»De fleste kan være enige om, at fabrikerede historier er manipula-tion, men i forhold til redigering og instruktion af kilder i elektroni-ske medier, så træder man ind i en gråzone. Det er en individuel vurdering fra medie til medie eller endda fra journalist til journalist.«

mojoe08student.sdu.dk

Fire famøse eksempler på snyd

Sagen kort: I september 1980 udkom Janet Cooke med historien ‘Jimmy’s World’. I den beskrev hun en 8-årig dreng, der var afhængig af heroin. Historien nød stor omtale, og myn-dighederne i Washington indledte en eftersøgning for at finde dreng-en. Da drengen ikke blev fundet, begyndte spekulationerne om, at historien var falsk. Alligevel støttede Washington Post op om journalisten. I 1981 vandt hun på trods af tvivlen Pullitzer-prisen for historien. Blot to dage efter prisoverrækkelsen blev hun dog presset til at indrømme snyderiet, efter nye uoverensstem-melser i artiklen dukkede op.

Sagen kort: Den kun 26-årige redak-tør for det amerikanske venstreori-enterede magasin The New Republic blev grebet i omfattende snyd. Han havde blandt andet fabrikeret hjem-mesider for at snyde magasinets fak-tacheckere. Glass’ historie om en 15-årig hacker, der hackede et firma og bagefter blev ansat, afslørede ham til sidst. Det kom frem, at han selv havde fået lavet en falsk hjemmeside for firmaet og fået sin bror til at udgive sig for direktør, når faktacheckerne ringede. Senere har Stephen Glass udgivet en selvbiografisk roman om svindleriet. Den blev filmatiseret i 2003 under titlen ’Shattered Glass’.

Sagen kort: Jayson Blair startede som praktikant på The New York Times. Han blev senere fastansat på avisen uden at have færdiggjort sin uddan-nelse. Her steg han langsomt i grad-erne på trods af flere eksempler på artikler med fejl i. I 2003 opdagede en tidligere praktikant, at Blair havde plagieret hendes artikel. Redaktøren slog alarm, og senere undersøgelser viste 36 sikre eksempler på forkerte fakta. The New York Times har se-nere skærpet kontrollen med fakta og blandt andet ansat en læsernes redaktør. Senere optrevlede avisen sagen med en 7.239 ord lang artikel på forsiden.

Fabrikerede historier: Når historierne er fuldstændigt eller delvist opdigtede.

Lyd og billedmanipulation: Som da Jeppe Nybroe pyntede på et indslag ved at bruge samme eksplosion flere gange i samme indslag. Dog er grænserne for, hvornår man redigerer for meget i et indslag svære at definere.

Instruktion: Når man beder kilder om at gøre noget bestemt for kameraets skyld eller rekonstruerer noget. Kilde: Arjen van Dalen

Se i øvrigt Journalistens guide til redigering på tv og radio på: http://kortlink.dk/745m

TYPER AF MANIPULATION

”Skal medierne beholde deres troværdighed, så kræver det mere åbenhed.

Arjen van Dalen, ph.d.-studerende

Janet Cooke i Washington Post, 1981

Stephen Glass i The New Republic, 1998

Jayson Blair i New York Times, 2003

Jeppe Nybroe ’21 søndag’ på DR, 2007

Sagen kort: 29. juli 2007 berettede Jeppe Nybroe i ’21 søndag’ på DR fra en dansk militærkonvoj, der ifølge ham, var på vej ud af Irak. Det viste sig senere, at Nybroe og konvojen be-fandt sig i Kuwait og altså allerede var ude af Irak. Jeppe Nybroe blev taget af TV Avisen. En senere gennemgang af andre af hans historier afslørede desuden, at han i et tilfælde havde brugt lyden af den samme eksplosion flere gange i samme indslag.

mojoe08student.sdu.dk

FOKUS: DEN JOURNALISTISKE DØDSSYNDJOURNALISTISKE

Man har ikke lavet mange interviews, før man oplever at sidde med et knudret citat. Dilemmaet rejser sig: Hvor meget kan jeg skære i det? Og når man redigerer radio og tv er mulighederne for at klippe og klistre endnu større. Sagerne, hvor journalister er gået for langt og direkte har opdigtet historier, er få, men de skader hele journaliststanden. Derfor sætter Lixen i november fokus på fagets helt store no-go:

LIXEN | november 2009 | 1�FOKUS

Q&A: »Man har pligt til at slå hårdt ned på manipulation«Er fejlcitater, fiktive kilder og instruerede svar et fænomen, der eksisterer på de danske redaktioner? Og hvor alvorligt tages det, når journalister manipulerer med deres kilder? Her følger tre forskellige bud fra udvalgte mediebosser.

Casper Fauerholdt, cafau09@student.sdu.dk

Hvordan oplever du manipulation af kilder i journalistikken? »Alle redaktører har oplevet, at nogle i mere eller mindre grad har manipuleret med et citat. Journalistik og mediehuse lever af én ting, og det er troværdighed. Vi kan have nok så mange penge i kassen, men hvis vi ikke har troværdighed blandt vores kilder og læsere, så er der ikke nogen, der vil benytte vores medier. Så er vi døde. Vi har generelt en høj troværdighed, og det er sjældent, at jeg får decideret klager over, at der er store fejl i artiklerne i Fyens Stiftstidende.«

Hvilke konsekvenser vil det få for en journalist, hvis kilden føler sig manipuleret med?»Jeg har snakket alvorligt med journalister, om de har strammet udtalelser for meget. Der er nogle, som er dygtige til at vinkle hårdt og engang imellem overfortolker det materiale, de har. Man oplever jo af og til, at der er nogle journali-ster, der nedprioriterer god presseskik - typisk folk, der er nye i faget eller kynikere, men de får ikke lov til at gøre det ret mange gange før, de er opdaget.«

Jan Kristensen, chefredaktør på Fyens Stiftstidende

Foto: Brian Karmark

Er manipulation af kilder noget, du oplever?»Vi har skrevet i vores etiske retningslinjer, at vi bedriver en journalistik på Berlingske Tidende med en fair og ordentlig behandling af kilderne. Jeg har ikke i min tid som chefredaktør på Berlingske Tidende oplevet, at en journalist har ma-nipuleret med citater, historier eller kilder.«

Hvilke konsekvenser vil det få, hvis en journalist bevidst har fejlciteret en kilde?»Hvis vi skulle få sådan et tilfælde, så vil det for det første give anledning til en meget alvorlig efterkritisk gennemgang af den pågældende sag og i værre tilfælde en påtale eller en advarsel. Manipulation af kilder bør tages meget alvorligt. Det er vores troværdighed, det handler om.«

Lisbeth Knudsen, chefredaktør på Berlingske Tidende

Hvordan oplever du manipulation af kilder i journalistikken?»Jeg har oplevet det flere gange. Ikke dagligt, månedligt, men det sker. Og det er noget, man tager dybt alvorligt på alle seriøse redaktioner. Regel nummer et i journalistik er: Lortet skal holde! Vi lever af vores troværdighed. Mister vi den, har vi ingen berettigelse som formidlere af fakta. Vi kan alle komme til at begå fejl, men vi har ikke plads til journali-ster, der bevidst fordrejer kendsgerningerne.«

Hvilke konsekvenser får det, når en journalist bliver afsløret?»Når man opdager det, har man som redaktør en pligt til at slå så hårdt ned på det og give så kraftig en advarsel, at journalisten er klar over, at hvis det bliver gentaget, er det ud. Den journalist, der har manipuleret, kommer ofte i en ydmygende form for ’bad standing’ blandt kollegerne. Det tager ikke ligefrem kegler, når man bliver grebet i løgn.«

Mikael Kamber, chefredaktør på Jydske Vestkysten

Foto: Jydske Vestkysten

Klippe klistre-fotojournalistikMedierne kan klippe billeder sammen, så tosset de vil, bare de skriver det i billedteksten. Det er et problem, hvis det manipule-rede billede ligner et nyhedsfoto, mener lederen af fotojourna-listuddannelsen Søren Pagter.

Kitt Kristensen

Nana Fischer

BLITZ. Jyllands-Posten offentlig-gjorde den 19. april artiklen ‘Thorn-ing og Løkke: Hvem er bedst?’ på deres hjemmeside. Artiklen er led-saget af et foto af Helle Thorning og Lars Løkke, der står side om side i folke-tingssalen. Lars Løkke smiler svagt og er fremhævet i lysere og mere markerede farver end Helle Thorning. Det er fordi, billedet er en såkaldt fotocollage, der består af to sammenklippede fotografier.

Det fremgår med småt i fotografiets billedtekst.

Åbenlys manipulationLeder af fotojournalistuddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole Søren Pagter mener, at det skal fremgå tydeligt ved manipulerede illustrationer, at de er redigeret, så læseren ikke opfatter dem som ny-hedsbilleder. Pagter overså selv i første omgang, at der stod ‘Fotocol-lage’ under billedet af Helle Thorning og Lars Løkke.

»Det er to reportagefotos, der er sat sammen, altså er det ikke ét øje-blik, men to. Og med det samme, at der manipuleres med tid og sted, så er det en illustration. Men man skal, specielt på en lille skærm, se godt efter for at opdage det. Og når man så tænker på læsernes hurtige brug af netnyheder, så er der ingen, der opdager det.«

Ole Lind, fotograf på Jyllands-Posten, kan ikke forklare, hvorfor avisen har valgt at bruge et manipul-eret foto i forbindelse med artiklen.Han siger, at det ofte ikke er foto-

graferne selv, som står for sammen-sætningen af fotocollagerne. Han er ikke bekendt med det konkrete foto, men mener først, at der er tale om et problem, når to sammensatte billeder foregiver at være en virkelig situation.

Ole Lind er bevidst om det store ansvar, medierne har over for læseren. Men når det er sagt, synes han, at det er i orden at klippe bil-leder sammen, så længe det står un-der fotoet:

»Det er måske ikke alle, der ser det lille ord ‘fotocollage’, men har man skrevet det, så synes jeg, at man er dækket ind.«

Avisernes overlevelseBegrebet ’fotocollage’ kan i jour-nalistisk regi dække over alt fra en abstrakt illustration til et repor-tagelignende billede klippet sam-men af flere forskellige fotografier. Spørgsmålet er, om der er forskel på at klippe en julenisse sammen med et dollartegn og at sammensætte to politikere i en scene, der lige så vel kunne være ægte. Ekstra Bladets

fotochef Claus Lunde satte sig i chef-stolen i 2007, og han har siden sin tiltrædelse gjort en indsats for at stramme reglerne i forhold til redi-gering af fotos. Han mener, at moral og troværdighed bliver de afgørende faktorer for avisernes overlevelse i fremtiden med konkurrence fra ama-

tørjournalister som f.eks. bloggere:»Man skal kunne stole på de

etablerede medieplatforme. De, der går på kompromis med det, de vil komme til at tabe på det.«

kikri09@student.sdu.dk

naros09@student.sdu.dk

Det skal fremgå tydeligt, hvis der er pillet for meget ved computeren, mener Søren Pagter fra fotojournaistuddannelsen i Århus. Her er det artiklen, hvor en fiks Photoshopper har

smeltet Helle Thorning og Lars Løkke sammen. Illustration: Screenshot fra jp.dk

Foto: Liselotte Sabroe

1� | november 2009 | LIXEN FOKUS

HUMBUG. Mads Kolby, journalist-praktikant på Berlingske Tidende, sidder på redaktionen, da han får en henvendelse fa en forening. Den vil gerne kommentere et nyt lukkelovs-forslag, men navnet – Alliancen til Fremme af Butiksfællesskaber - væk-ker absolut ingen genkendelse.

»Da jeg googlede foreningen, kom der ikke noget frem,« siger Mads Kol-by. Han undrer sig over, at foreningen ikke har nogen hjemmeside og ikke

er omtalt nogen steder.Et kritisk spørgsmål til forening-

en afslører, at alliancen er stiftet til lejligheden af virksomheden Steen & Strøm Danmark A/S, der driver en række storcentre i Danmark. De havde hyret en kommunikations-virksomhed til at stå for kontakten til pressen. Og ifølge Mads Kolby var alliancen ikke så repræsentativ, som den gav udtryk for.

»Jeg kunne se, at alle de folk,

som sad i foreningens bestyrelse, arbejdede i samme virksomhed. Derfor var det i virkeligheden ét firma,« siger Mads Kolby.

Fup eller fakta?Ifølge Niels R. Brink-mann, direktør i Brinkmann + Mas-ters A/S, er Mads Kolbys oplevelse langt fra enestående. Han har selv været med til at oprette en række foreninger, som skulle sikre virksomheder ad-gang til medierne.

»Reelt er det ikke interesseorganisa-tioner. Det er spon-serede talsmand-systemer, hvor en virksomhed, en or-ganisation, et politisk parti eller an-det har behov for at fremstå bredere med sine synspunkter, end man gør i forvejen. Så i virkeligheden er det jo fup,« siger han.

Hvor udbredt fænomenet er, kan han ikke give et svar på, men det er ikke få falske foreninger, der er i omløb.

»Det er formentlig væsentligt mere udbredt, end nogen forestiller sig,« fortæller Niels R. Brinkmann.

Fidusen er at konstruere en orga-nisation, som ser ud til at repræsen-tere en stor gruppe mennesker eller en række eksperter:

»Det foregår ved, at PR-folk får en fed idé til en virksomhed og siger:

’Vi kan lave sådan en body, så I kan få jeres synspunk-

ter igennem, fordi de fremstår som mere

uafhængige.«Niels R.

Brink-

mann bruger begrebet bodybuilding om disciplinen og sammenligner de falske foreningers statur med elver-piger fra eventyrene, som er hule i ryggen og forsvinder, når de vender sig om.

»Det er det samme med de her bodies (kroppe, red.) – der er reelt ikke noget i dem,« siger Niels R. Brinkmann.

Et eksempel kunne være en asfalt-virksomhed, der opretter en interes-seorganisation, som kæmper for at få plantet flere vejtræer. Hvis formålet med organisationen i realiteten er at få solgt en bestemt slags asfalt, er det at føre folk bag lyset, mener han.

Skabt til lejlighedenMen det betyder ifølge ham ikke, at de falske foreninger lyver:

»Det er ikke nødvendigvis sådan, at det, der bliver sagt, er forkert. Det er bare vinklet i forhold til den kom-mercielle interesse, som virksom-heden har, mens man lader, som om det er nogle uafhængige mennesker, der mener det,« siger Niels R. Brink-mann og tilføjer:

»Men det er alligevel fup efter min mening. For de fører offentligheden og forbrugerne bag lyset. Og de fører også journalisterne bag lyset.«

Niels R. Brinkmann er kritisk over for de falske foreningers manglende repræsentativitet og uafhængighed.

»Det er et problem, at man forskruer opfattelsen af, hvem det egentlig er, der mener hvad, og hvor mange der egentlig mener det,« siger han.

Han tilføjer, at tiden efter hans op-fattelse helt er løbet fra at lave sind-rige konstruktioner, hvor man lader, som om man får støtte fra en bred kreds af mennesker eller virksom-heder:

»Hastigheden i informations-strømmen er så stærk, at der ikke er tid til først at sløre afsenderne – og derefter forsøge at komme igennem med budskaberne. Virksomheden

Ahornsirup. Blindtarmsbetæn-delse. Cyklisme. Interesseorgani-sationer skyder konstant op i det danske medielandskab. Men det er langt fra alle, der er lige reelle og langtidsholdbare. Ofte er foreningerne det rene fup, vurderer ekspert.

Andreas Dohn

Karine Kirkebæk

Illustrationer: Karen Straarup Møller

Stil konkrete spørgsmål, fx:- Hvor mange medlemmer har I?- Hvem er det?- Hvem står bag foreningen?- Hvem har finansieret starten?- Hvem betaler PR-virksomhedens honorar?

Hvis flere af spørgsmålene giver samme svar, bør man være særlig opmærksom:

»Så er der stor sandsyn-lighed for, at det er én spon-sor, der har fundet på det hele.«

Niels R. Brinkmanns råd til at håndtere falske foreninger:

”Det er formentlig væsentligt mere udbredt, end nogen forestiller sig. Niels R. Brinkmann, tidligere stifter af falske interesseorganisationer

Falske foreninger fupper journalisterKolby sig også over hændelsesforlø-bet:

»Det er en mærkelig omvej at gå for at få en historie i medierne. De havde ikke behøvet at gå i gennem et kommunikationsbureau, for vi havde skrevet historien alligevel. Historien var god nok,« siger Mads Kolby, der synes, at baggrunden for hændelsen er problematisk:

»Selvom der ikke er noget ulovligt i det, er foreningen jo udelukkende oprettet for at få pressens opmærk-somhed. Det er da at manipulere sandheden, når man får noget til at fremstå som noget andet.«

andoh09@student.sdu.dk

kakir09@student.sdu.dk

skal i stedet bruge kræfter på at gøre virkeligheden så interessant,

at både medier og offentlighed er interesseret i den. Man

har ganske enkelt ikke til-strækkeligt mange skud

i bøssen i et overkom-munikeret samfund til at køre de lange om-veje.«

Butiksfællesskab: Vi snyder ikkeClaus Tüschen, mar-ketingsdirektør i Steen & Strøm Dan-mark, mener ikke at alliancen er fup.

»Arbejdet er først og fremmest sket på vores initiativ, men vi har drøftet det med en række center-

foreninger,« siger han og tilføjer:

»Vi kunne i princippet have taget alle de centre, vi (Steen & Strøm Dan-mark, red.) administrerer, men det havde vi ikke tid til, da vi skulle lave det. Så vi talte med fem centre.«

Claus Tüschen understreger, at det er seks juridisk uafhængige enheder, der udtaler sig i forbindelse med luk-kelovsforslaget. Derfor fandt de det ikke nødvendigt at kontakte cen-terforeninger i storcentre, som ikke drives af Steen & Strøm Danmark.

Krumspring og fiduserMen det mener Niels R. Brink-mann er med til at svække allian-cens autoritet:

»Troværdig-heden i en sådan alliance er altid væsentligt mindre, når deltagerne er ’en del af en fælles familie’,« siger han og hæfter sig ved, at Steen & Strøm Danmark ikke har haft kontakt til no-gen uden for ’familien’:

»Det handler om, at man centralt har ringet til fem centerforeninger. De har ikke haft noget imod at lægge navne til - og vupti - så har man en platform at kommunikere på. Men en sådan alliance har naturligvis ikke nogen uafhængighed. Den er cen-tralt drevet, og der er næppe noget synderligt engagement eller nogen involvering fra deltagerne.«

Derfor mener Niels R. Brinkmann, at der er tale om en »fake, konstru-eret alliance til lejligheden«.

»Formålet kan jo være godt nok. Men Steen & Strøm burde have så megen tillid til deres egen trovær-dighed, at de ikke behøvede den slags krumspring,« siger han.

Mærkelig omvejPå Berlingske Tidende undrer Mads

LIXEN | november 2009 | 1�FOKUS

Fanatikeren:Det er ham, der brænder for en fiks idé. Det kan gælde religion, politik, forskning, og så videre. Modsat kar-rieremageren og tryghedsnarkom-anen sætter fanatikeren gerne sin egen tryghed eller sit job på spil for at udleve drømmen. Han inddeler folk efter, om de deler hans fanatisme eller ej. Han forstår ikke trygheds-narkomaner, og statsmænd er alt for abstrakt tænkende til ham.

Hvordan interviewer man bedst fa-natikeren?»Fanatikeren er meget nådesløs i den rene type. Han oplever hele verden igennem den ene ting, der optager ham. For at han overhove-det skal interessere sig for dig, skal han placere dig i sit verdenssyn. Ekstremister er blevet behandlet forkert mange gange, så virk inter-esseret i at fremhæve deres syns-punkter, så vil de ikke modarbejde dig.«

Kend din kilde - og manipulér ham

OPSKRIFT. Manipulation. Ordet klinger negativt. Det er ikke noget, ordentlige mennesker beskæftiger sig med. Jeg er nok lidt en pæn pige. Jeg ser mine hensigter som reelle. og spiller mine kort åbent. Alligevel lig-ger bogen ’Manipulation – en hånd-bog’ af Klaus Kjøller åben foran mig på spisebordet. Det er en indføring i at få sine omgivelser til at gøre, som det passer én. Alle dem, du selv kan manipulere, eller som potentielt kunne manipulere dig, er dine mod-standere.

Verden ifølge DarwinForfatteren Klaus Kjøller indleder bogen med at skrive:

»Hvis du er tilfreds med at lade an-dre bestemme over dig og dit liv, så lad være med at spilde penge og tid på denne bog.«

Jeg er faktisk godt træt af, at mine kilder ofte dikterer, hvilken historie jeg kommer hjem med. Men som en god journalist burde man jo netop stille sig udenfor og lade kilderne og virkeligheden komme i centrum. Måske jeg bare skulle lukke den bog? - Og acceptere at mine kilder mani-pulerer med mig hver dag.

»Ved at nægte at se de ubehage-lige realiteter i øjnene, som bogen handler om, giver du alle dem, som skamløst benytter disse realiteter til egen fordel endnu bedre betingelser, end de har i forvejen.« læser jeg.

Det er enten mig eller dem, der manipulerer. I så fald skal kilderne ikke længere kontrollere mig, så hellere omvendt.

Fem forskellige modstandereJeg er i flere tilfælde blevet over-rumplet af en kilde. Derfor ringer jeg til bogens forfatter for at få svar på, hvordan jeg kunne have fået kontrol-len over mine kilder, og hvordan jeg kan få det i fremtiden:

KARRIEREMAGERFor nylig prøvede vi på radioholdet, at

en kriminolog var meget interesseret i det emne, vi havde. Men da vi fortalte, at vi var journaliststuderende, og at indslaget var en skoleopgave, sprang hun fra med det samme. Kunne jeg have gjort noget for at overbevise hende om, at hun skulle medvirke?

»Så skal du fremhæve mulighed-erne for at det, I laver, vil kunne blive bragt i et medium. Den slags ekspert-er bliver jo ringet op hele tiden. De vil være nødt til at prioritere benhårdt. Du skal overbevise eksperterne om, at det, de siger, er så værdifuldt, at deres udsagn kan få jeres opgave bragt i et medie. Men man må jo gøre op med sin egen etik, om man vil gå så langt.«

Ja, det er jo næsten at lyve.

»Ja, og det er ikke noget, jeg vil op-fordre dig til. Der ligger utrolig meget etik i det her. Det skal man huske på. Hvis du bare går ud og lyver og be-drager folk, vil det falde tilbage på dig selv,« fortæller han.

Men knebet virker tilforladeligt. Jeg prøver med en anden hændelse:

TRYGHEDSNARKOMAN OG FOR-MANDJeg sad for et par uger siden med en gammel kommunist, som jeg gerne ville have til at formidle sine følelser

om, at Danmarks Kommunistiske Parti er gået fra at have flere tusinde medlemmer til at have 200. Men han holdt sig hele tiden til historisk fakta i stedet for følelser. Hvordan kunne jeg have manipuleret ham?

»Du skal så vidt muligt udtrykke: ’Det må man jo virkelig beundre, at I stadig holder sammen.’ Derfra kunne du gå videre til: ’Det må da have været hårdt for dig at være en af de sidste.’ Men han har jo totalt overtaget fad-errollen over for dig. Så må du gå lidt til ham: ’Jeg er glad for alle de her de-taljer, men jeg vil også gerne høre lidt om dine personlige oplevelser.’ Brug din charme og empati.«

Charme og empati. Tja, jeg skulle jo lægge den objektive formidler lidt på hylden, hvis jeg ligefrem skulle have siddet og rost det kommunis-tiske projekt. Omvendt er det heller ikke meget, der skal til for at få sin vilje, hvis det er så simpelt, som Klaus siger. Kunne det skade noget at prøve? Han får lige en rigtig svær én:

FANATIKER OG KARRIEREMAGERI Lixen havde vi på et tidspunkt et interview med Clement Kjærsgaard. Han skulle forholde sig til, at mange mener, at han selv fylder meget i sine egne programmer. Men i stedet for at svare på spørgsmålet, havde han sin egen dagsorden, hvor han gerne ville

fortælle os, hvad han mener, der er galt i den danske journaliststand. Efter halvanden times interview havde han stadig ikke svaret på vores spørgsmål. Kunne vi have gjort noget?

»Han er sådan en type, der skal be-handles meget direkte. Det gør han jo også selv. Du kunne have sagt: ’Hør her!’ Men det er svært for jer, fordi I sidder som nogle nuller og er glade for, at han har viet tid til jer. Men I kunne måske have sagt: ’Ved du hvad Clement? Du er en stor banan, men det ville være mere interessant og værdigt, hvis du faktisk svarede os.’ Det kunne I gøre sent i interviewet. Hvis han så lægger på, må I sige nå, pyt. Han er jo en blanding af karri-eremager og fanatiker, og det er de slemme.«

Glem ikke etikkenTænk, at det skulle være så enkelt at få sin vilje. Men som Klaus Kjøller også sagde, skal man tænke på etik-ken. Som du også kan læse fra di-verse chefredaktører i dette nummer af Lixen, vil man blive upopulær på redaktionen, hvis man bliver taget i at manipulere. Jeg vil nok også kun finde redskaberne frem, hvis det bliver strengt nødvendigt, for jeg er jo trods alt en pæn pige.

sotho08student.sdu.dk

Manipulation er for psykopater, massemordere og terrorister, tænker du. Men uden for citat manipulerer vi hele tiden for at få vores vilje. Og hvis vi ikke gør, er vi overladt til at blive dukkeført af vores omgivelser – for eksempel vores kilder. Sådan er verden groft sagt skruet sammen ifølge lektor i sprog og kommunikation Klaus Kjøller. Hvis du har lyst til at være en del af vinderholdet, så læs ne-denstående, og bliv bedre til at få viljen med dine kilder.

Sofie Bak Thorup

Karrieremageren:Det er ham, der vil gøre alt for at fremme sin karriere. Han er på ud-kig efter personer, begivenheder og situationer, som han kan bruge til at komme længere op i systemet. For ham er målet ikke selve aktiv-iteten. Det er et middel til at avan-cere til bedre job, bolig, ægtefælle eller mere indflydelsesrige venner. Han inddeler folk efter, om de kan fremme hans karriere eller ej.

Hvordan interviewer man bedst Kar-rieremageren?»Man skaber god kontakt ved, at han ser det som en del af sit eget pro-jekt at snakke med dig. For han vil elske at fortælle dig om sine planer. Han vil tænke: Hvor sandsynligt er det, at det, du skriver, vil komme til at gavne mig?’ Derfor må du starte med noget positivt, uanset hvilken historie du måtte være i gang med om ham.«

Formanden:Han er leder af en gruppe, afdeling eller organisation. Hans gerninger er bestemt af hensynet til trivsel og vækst i den gruppe, han repræsen-terer. Han inddeler folk efter, om de er potentielle forbundsfæller eller rivaler.

Hvordan interviewer man bedst for-manden?»Det er ofte ham, du får fat i som journalist. Han ser dig som et middel til at få sin afdeling til at køre bedst muligt og tænker på hvilke signaler, han sender ud ved at tale med dig. Der er det vigtigt, at du er klædt godt på, så du kan bruge hans inter-esser til fordel for din historie. Når du skal have kontakt til ham, skal du spille på hans ansvar. De nega-tive sager, der verserer i pressen om formanden, vil han altid selv have en positiv udlægning af. Det nytter ikke at gå i klinch med ham, for så vil han modarbejde.«

Statsmanden:Hans ord og gerninger er bestemt af hensynet til landets, menneskehe-dens eller Jordens trivsel. Han lig-ner formanden, men hans gruppe er væsentligt større. En anden forskel er, at han ikke er formelt ansat til at være repræsentant for gruppens interesser. Han forstår ikke karriere-magere, fordi deres mål er prestige og magt.

Hvordan interviewer man bedst stats-manden?»Spil på hans ansvar over for sin næste. Når du skal have kontakt til ham, skal du udvise, at du er meget optaget af de her spørgsmål. Du skal finde ud af, hvor hans syn på de overordnede værdier ligger. Hvis han for eksempel er optaget af miljøspørgsmål, skal du finde ud af, hvilke aspekter han fokuserer på, så du ved hvilken side, du skal gribe spørgsmålet an fra.

Tryghedsnarkomanen:Han ønsker, at alt skal være, som det plejer. Han tager ikke initiativer til at ændre sin situation. Han er på vagt overfor personer eller hæn-delser, der kan ændre hans liv. Han kan godt lide andre tryghedsnarko-maner, statsmænd og formænd, der repræsenterer hans interesser. Han hader derimod de lidenskabelige fa-natikere og karrieremagere. Hvordan interviewer man bedst tryghedsnarkomanen?»Langt de fleste er jo tryghedsnar-komaner. Hans yndlingshistorie om sig selv er en, der forsvarer det, han har. Men du skal arbejde med at få vedkommende til at stå frem. Det kan du gøre ved at sige ’Nu hvor du er blevet bange og har trykket dig - det vil andre jo også gøre - og så sker der jo ikke noget. Hvis du står frem, vil det måske gøre en forskel.’ Du skal gøre det klart, at du bekæmper den fare, han er udsat for.«

Med dette indblik i manipulationens kunst kan du blive en sand master of puppets. Illustration: Leonora Beck

1� | november 2009 | LIXEN FOKUS

Der er gået inflation i brugen af skjult kamera. På fem år er antallet af sager i pressenævnet om skjult kamera steget fra en enkelt om året til otte sager sid-ste år. Redaktionerne er uenige om, hvornår brugen af skjult kamera er relevant. Pressenævnet anerkender problemet, men vil ikke gribe ind.

GEMMELEG. Journalister krydrer i større grad deres produkter med skjulte optagelser. Det blæser liv i de-batten i de danske mediehuse. Rundt på redaktionerne er man nemlig uenige om, hvornår denne speci-elle brug af kamera opfylder god presseskik. Miki Mistrati er tidlige-re Cavlingvinder og medstifter af produktionsselskabet Bastard Film. Han gemmer kun kameraet i jakken, hvis det er sidste udvej:

»Jeg mener, at historien skal have en høj samfundsmæssig relevans, før man kan benytte sig af skjult kamera. Eksempelvis inden for forbruger-journalistik er det ret irrelevant.«

Miki Mistrati’s udsagn bliver bak-ket op af Lene Sarup, der er journal-ist på Fyens Stiftstidende og medlem af Pressenævnet:

»Det skal kunne afsløre noget, som har en vis valør. Det vil sige, at emnet skal have en højere samfundsmæssig interesse,« siger hun.

Udover at have en høj relevans i samfundet, er der ifølge Lene Sarup endnu et afgørende kriterium, som journalister ikke må slække på:

»Det er vigtigt, at man ikke kan få fat i de nødvendige informationer på

andre måder.«

Kopivarer på kræmmermarkederPå DR-programmet ‘Kontant’ bruger de skjult kamera i deres program-mer. For eksempel den 26. maj 2009. Her rykker ’Kontant’ ud til et kræm-mermarked for at afsløre de såkaldt ’falske kopihandlere’. Med sig i den journalistiske værktøjskasse bringer de et skjult kamera, der snurrer i lommen, mens seerne kommer med på en kigger. ’Kontants’ udsendte spørger en sælger til råds om falske boksershorts i håb om at få den uvi-dende sælger til at afsløre sig selv. Det gør han.

Lisbeth Kølster har som reda-ktør på ’Kontant’ sagt god for ud-sendelsens brug af skjult kamera. I modsætning til Miki Mistrati mener

Skjult kamera splitter branchen

Søren Dal Rasmussen

Kristoffer Kræn

Brugen af skjult kamera må ikke tage overhånd. Det mener professor i me-diejura på Danmarks Journalisthøjs-kole Oluf Jørgensen. Han advarer imod de konsekvenser, som det på længere sigt kan have, hvis man misbruger skjult kamera som værktøj.

Hvad har stigende brug af skjul ka-mera af konsekvenser for journalistik-ken?

»På den ene side kan det betyde noget positivt. Der bliver afdækket nogle væsentlige samfundsmæssige forhold. På den anden side er det utroligt krænkende. Brugen af skjulte optagelser forbedrer på ingen måde troværdigheden i journalistikken som fag. Samtidig skader det journal-isternes ry. Det er også et problem, at tilliden i befolkningen bliver lavere

hun, at forbrugerjournalistikken kan rumme en høj samfundsmæssig relevans. Høj nok til at bruge opta-gelser, man har fået uden samtykke fra kilden:

»Man kan selvfølgelig sige, at der i den her situation ikke er nogen, der får det dårligt, fordi de er ble-vet snydt lidt på pengepungen. Men programmet afdækkede kopivarer som en helhed og ikke kun kopiering af boksershorts. Vi mener, at selve emnet ’kopiering’ havde en sam-fundsmæssig relevans.«

Men kunne man ikke have fået oply-sninger om ulovligt salg på et kræm-mermarked på andre måder?

»Vi ville ikke få den ægte kunde-situation, hvis vi gav os til kende som journalister. I samme øjeblik, vi beg-ynder at filme, pakker kræmmerne

Eksempel på en sag, der medførte kritik fra Pres-senævnet

Sagens implicerede: Privat person mod TV 2 Østjylland.

Sagen kort: TV 2 Østjylland sendte den 22. september 2008 kl. 19.30 indslaget ’Forargelse i Silkeborg’. Af indslag-ets billedside var optagelser af Silkeborg Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg., indhentet med skjult ka-mera fra en studietur til Liverpool. Optagelserne var indhentet af Ekstra Bladet og viste studieturens del-tagere på bar/diskotek.

Uddrag fra pressenævnets kendelse: »Nævnet finder, at der som udgangspunkt ikke er samfundsmæssige interesser forbundet med at kunne optage offentlige personers fritidsaktiviteter med skjult kamera, og der er i det foreliggende til-fælde ikke oplyst omstændigheder, som kan føre til, at dette udgangspunkt må fraviges. Det er heller ikke godtgjort, at den nødvendige journalistiske do-kumentation ikke eller kun meget vanskeligt kunne være skaffet på anden måde end ved brug af skjult kamera.«

Eksempel på en sag, der ikke medførte kritik fra pressenævnet.

Sagens implicerede: Privat person mod DR.

Sagen kort: Danmarks Radio sendte den 19. maj 2008 DR Doku-mentaren ’Prostitutionens bagmænd’. Udsendelsen beskrev, hvordan bagmænd tjener penge på at sælge kvinder til det københavnske prostitutionsmiljø, og hvordan bagmændene via et netværk får forretningen til at syne lovlig.

Uddrag fra pressenævnets kendelse: »Pressenævnet finder, at forholdene i prostitutions-miljøet – herunder de enkelte personers rolle, har en sådan samfundsmæssig interesse, at det var berettiget at bruge skjult kamera til at indhente den nødvendige dokumentation. Nævnet har lagt vægt på, at oplysninger om blandt an-dre [K]s rolle ikke synes at kunne komme frem uden anvendelse af skjult kamera.«

til en branche, der i forvejen ligger lavt i meningsmålingerne.« Man ser flere og flere eksempler på skjult kamera i forbrugerjournalistik. Hvad er din holdning til det?

»Håndværkersituationen, hvor man afdækker forholdene inden for en enkelt branche - det er ikke i or-den. Det har ikke samfundsmæssig relevans. Kameraet bliver brugt for at skabe underholdning og en effekt. Det er vel derfor, man bruger det, og det er ikke sagligt relevant. Det er et problem, at det bliver underholdning frem for journalistik.« Er det en farlig udvikling?»Ikke hvis man bruger dem or-dentligt. Men det er klart, at det ikke må tage overhånd.«

.soeda09@student.sdu.dk,

krsoe08@student.sdu.dk

Kamerainflation skader troværdigheden

med kopivarerne sammen. Med an-dre ord opfylder situationen kriteriet ’dokumentation, der ikke kan skaffes på anden måde.’«

Debat hver gangMiki Mistrati mener ikke, at de dan-ske redaktioner gør et stort nok nummer ud af at diskutere de etiske konsekvenser, før de rykker ud i felten:

»Nogle gange lugter det af, at man ikke har været kritiske på redaktion-erne, da man bestemte sig for at bru-ge skjult kamera. Man skal huske på, at selvom det er nemt, så skal man være kritisk overfor brugen,« siger han.

Lisbeth Kølster fortæller, at hver situation med skjult kamera bliver nøje overvejet:

»Vi overvejer det meget grundigt hver gang. Og jeg snakker meget med folk på redaktionen i de situationer. På DR skal det endda godkendes oppefra, hvis man skal bruge skjult kamera.«

Redaktionerne bestemmerSelvom redaktionerne er uenige om, hvor muren mellem god og dårlig presseskik står, mener Lisbeth Køl-ster ikke, at pressenævnet kan gøre mere for at trække linjerne op:

»Det er ikke Pressenævnets op-gave at lave retningslinier. Deres afgørelser påvirker brugen af skjult kamera og fungerer indirekte som en slags vejledning.«

Heller ikke Lene Sarup, der er medlem af pressenævnet, mener, at Pressenævnet kan gøre mere for at trække grænserne op:

»Personligt tror jeg ikke, det er ak-tuelt. Det er ikke sådan, at man kan trække en streg. På den ene side er det i orden. På den anden side er det ikke. Det er et skøn fra redaktion-erne. Så længe, der er så mange skøn, kan vi ikke gøre noget ved det. Skjult kamera er altid med mulighed for stor slinger i valsen.«

soera09@student.sdu.dk

kroe08@student.sdu.dk

Antal sager med skjult kamera i pressenævnet fra 2003 - 2008

”Skjult kamera skal kunne afsløre noget der har en vis valør. En højere sam-fundsmæssig interesse.

Lene Sarup, medlem af pressenævnet

Foto: Leonora Beck

LIXEN | november 2009 | 1�FOKUS

Dokumentaren - virkelighed eller virkemidler?En dokumentar kan vare over en time. Uden musik, redigering og skjult kamera, kan det hurtigt blive en lang time. Men man skal passe på med sine virkemidler advarer DR Dokumentars Steen Jensen og professor Ib Bond-ebjerg. Men uenigheden melder sig, når grænselandet debatteres og TV 2’s Operation X sættes på dagsordenen.

Tine Heinricy

USYNLIG. En scene optaget med skjult kamera toner frem på skær-men. Rudy Frederiksen står tæt på Operation X’ muldvarp Mette og forklarer hende, hvordan hun skal sutte på hans pik for at få den stiv. Klip - tilbage til en lamslået og afs-løret Rudy Frederiksen i selv samme lokale, blot 25 minutter senere: ’Nej, hvad er det du finder på?’

»Brugen af skjult kamera og den åbenlyst sensationelle jagt på seere,

som præger for eksempel en udsen-delse som TV 2’s Operation X, er en skandale - både etisk og journalis-tisk,« siger professor ved afdeling for Film- og Medievidenskab på Køben-havns Universitet Ib Bondebjerg.

Han mener ikke, at det er forkert at benytte virkemidler og kreativitet indenfor dokumentarismen, men man må ikke manipulere med virke-ligheden eller skabe effekter for ef-fekternes skyld.

Denne holdning deler DR Doku-mentars chefredaktør Steen Jensen. Han mener dog ikke, at Operation X har noget i klemme.

»Jeg synes, at Operation X er et godt program. Og jeg synes, det er et program, der rigtig tit lykkes med at sætte nogle sager på dagordenen og også med et formmæssigt sprog, som mange gange appellerer til seerne. De laver meget vinklede historier, og Operation X går også lige til kanten engang imellem. Men i det store hele er det da mit indtryk, at de forsøger at have dokumentationen i orden,« siger Steen Jensen.

Ib Bondebjerg og Steen Jensen er dog enige om, at en fuldkommen

neutral gengivelse af virkeligheden er for kedelig.

»At sætte et kamera op på Nør-

report Station viser måske nok et meget objektivt udsnit af en lille del af virkeligheden, men det er meget

kedeligt og meget lidt sigende,« siger Ib Bondebjerg.

Ifølge ham har alt, der formidles til danskerne, altid skulle styrkes af retorik, æstetik og stil. Derfor er det umuligt at skildre noget neutralt - også indenfor dokumentarismen.

»En dokumentar skal du se på i en time, og så er det jo ikke vores ambi-tion, at vi kun skal give vores seere en indholdsmæssig oplevelse, men at det også skal give seerne en ’tv-mæs-sig oplevelse’,« siger Steen Jensen.

Men man skal være på vagt, når man bruger virkemidler som for eks-empel musik.

»Vi må ikke bruge musikken på en måde, der gør, at den kommer til at understøtte eller signalere noget, som vi ikke kan vise, dokumentere eller synliggøre i vores dokumentar,« fortæller Steen Jensen og fortsætter:

»Så er det, at man kommer til at bruge musikken ikke bare som et dramaturgisk redskab men også et redskab, der er med til at manip-ulere.«

tihei09@student.sdu.dk

Eksperterne er uenige, når det kommer til TV 2’s dokumentarserie ‘Operation X’. Her ses værten Morten Spiegelhauer til optagelserne til ansnittet ‘Operation XXL - En fed fidus’.

Lyssætningen og udklædningen viser, at dokumentar er en genre i et grænseland.Foto: Johan Bertil Winter

Fire hurtige

(fortsat fra forsiden) 3-1 til tredje semester efter 60 minutters spil

Kampen endte 8-4 til første semester

SDU’ere nomineret til årets graverprisSDU er stærkt repræsenteret i nomineringerne til FUJ Prisen 2009. Rune Skyum-Nielsen, ud-dannet ved SDU, er nomineret for bogen ‘Sagaen om Nyhedsavisen’ sammen med Morten Runge, Niels Holst og Rasmus Karkov. Malene Rykær, ligeledes fra SDU, er sammen med Michael Els-borg fra DR/Bastard Film nomineret for doku-mentaren ’Markusholm.’ Du kan læse begrun-delserne på www.fuj.dk.

Sofie Bak Thorup

En gammel kending vender tilbageFra og med uge 45 vil der stå en ny underviser bag katederet hos radioholdet på Center for Journalistik. Journalistisk lektor Karsten Prinds vender nemlig tilbage fra tre månedersforæl-dreorlov. Radioholdet har i de første måneder fået undervisning af DR-journalist Louise Kjær-gaard.

Sofie Bak Thorup

Hulu-bulu!Vi bringer den lige igen: Fra starten af efter-årssemestret 2009 fik Center for Journalistik to nye ansatte ind ad svingdøren: Fellow Ja-cob Elkjær og studieleder Anne Lea Landsted. Mange studerende har glædet sig til at byde dem velkommen på SDU, men de to nye ansig-ter har endnu ikke vist sig for 3. semester. Jacob og Anne Lea, er I her? Kom forbi og hils på, hvis I er.

Redaktionen

Ingen udskiftning i StudienævnetDer bliver alligevel ikke valg til Studienævnet på Center for Journalistik, da ingen modkandi-dater meldte sig. Nævnet består derfor fortsat af Sophie Bremer, Sally Hilden og Sofie Amalie Rasmussen fra de studerendes side - alle fra 3. semester. Næstformand Sophie Bremer siger: »Det er ærgerligt, at der på trods af opfordring ikke er nogle af de nye studerende, der op-stiller. Det ville have gjort Studienævnet mere repræsentativt.«

Sofie Bak Thorup

Foto: Leonora Beck

Manipuleret fodbolddrama

1� | november 2009 | LIXEN OPINION

… at 3. semesters pigehold er lige lovligt langt ude på sengekanten, når de hyrer en fodbolddommer, som privat og på banen råsnaver en af kampens del-tagere fra 3. semester.

Sidsel Duch Langpap, 1. semester SDU

... at den næste semesterfodboldkamp skal vare 70 minutter.Kristoffer Kræn, træt journited-wing

‘… at der er pikke-koldt på medietorvet, og en pejs ville være på sin plads.

Astrid Holck Jensen, SDU

… at journalistuddannelsen mangler en torsdagsbar.Jakob Elkjær, fellow SDU

… at der burde være faste frokostpauser på skemaet. Pernille Marie Louise Ulriksen, 1. semester SDU

… at det er hul i hovedet at oprette kandidatuddannelsen cand.public B, hvis det reelt bliver en B-uddannelse, når man ikke prioriterer den økonomisk og tilsyneladende ikke synes, at disse studerende har lige så meget ret til ét helt års praktik, som andre journaliststuderende.

Marchen Gjertsen, 7. sem., BA og Marie Dissing Sandahl 3, sem., public B.

… at undervisergangen bør udstyres med håndvævede ege-tæpper, et særdeles velfungerende Guinness-fadølsanlæg og en altertavle.

Lene Rimestad, lektor i journalistik SDU

… at færdighedsprøven i radio og tv er spild af undervisningstid.Gudmund de Stordeur, 3. semester SDU

… at omdøbe panikdag til store match dag er historiens mest gennemskuelige spin.

Anders Topp Thomsen, 3. semester JH

… at I alle bør stemme på min bror, Thomas Funding, til kommunalvalget den 7. november.

Signe Funding, 5. semester SDU

… at undervisere, der læser højt fra manuskript til forelæsninger, burde afs-kaffes....!

Karen Straarup Møller, 3. semester SDU

… at gatecrashing på Panikdagen er det nye sort.Christian Bartels, 3. semester JH

… at journaliststuderende er blomsten af Danmarks ungdom. (Ifølge os selv i hvert fald)

Søren Geisler, 3. semester SDU

… at journaliststuderende er tidslen af dansk ungdom.Rune Moesgaard, 3. semester SDU

… at Odense går lige lovligt meget op i H.C. Andersen!Kitt Kristensen, 1. semester SDU

… at journaliststuderende navlepiller for meget og kommer for lidt ud blandt rigtige mennesker.

Benita Dreyer, 3. semester SDU

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og uden for Medietorvet. Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emnefeltet + din kommentar, dit navn og din stilling. Så bringer vi indlægget i næste nummer.

Public service på skrump - nej tak!Hans Redder Nørgaard

HOVEDKULDS. I starten af oktober præsenterede Anker Brink Lund og Rambøll Management den længe ventede og meget afgørende ’Medi-estøtteudredningens slutrapport’. Rapporten opstiller en lang række muligheder for fordelingen af støt-temidler til de danske medier.

Som ventet har DR været midt-punkt både i rapporten og i den ef-terfølgende diskussion, der har raset den sidste måned. Det er jo i og for sig logisk nok, da DR sidder på over halvdelen af den samlede pose penge, der udgør mediestøtten. Men mange af forslagene virker som ugennem-tænkte hovsa-løsninger, der i sidste ende vil skade det samlede danske medieudbud.

Lad P3 bliveEt meget omtalt forslag i rapporten peger på, at radiokanalen P3 skal tages fra DR. Ræsonnementet synes at være, at det er den eneste måde kommerciel radio kan overleve på. Det er muligvis rigtigt. Med Sky Ra-dio, TV 2/Radio og senest 100FMs konkurs tegner der sig i hvert fald et billede af, at det er meget svært at lave reklamefinansieret kvalitetsra-dio i Danmark, når DR sidder på så stor en del af lytterne. Og P3 er umid-delbart den kanal, der virker mest kommercielt attraktiv.

Men at fratage Danmarks Radio deres største radiosucces og over-lade kanalen til det frie marked vil have mange negative konsekvenser.

For det første vil et kommercielt P3 skade den danske musikscene. På samtlige kommercielle kanaler hører vi de etablerede, populære og ’sikre’ kunstnere om og om igen. Kun P3 tør at give plads til uprøvet og eksperi-menterende dansk musik, fordi de ikke er afhængige af konstant høje lyttertal for at få reklamekroner i kassen.

P3 er samtidig et af de bedste eks-empler på, at DR kan appellere til og samle en hel generation. Hvis unge fortsat skal føle, at DR er relevant og vedkommende for dem, er det netop eksempler som P3, der skal styrkes og udbygges. Det er tvingende nød-vendigt, hvis der også i fremtiden skal være bred opbakning til en stærk public service-institution i Danmark.

Internettet er nødvendigtEt andet af rapportens forslag sigter mod at begrænse DRs udbredelse på internettet. Igen er tanken, at DR skal tilbyde et dårligere produkt for at give plads til de kommercielle aktører. Og igen virker forslaget u-igennemtænkt.

Det helt store problem med medi-ernes forretningsmodel på nettet er, at virksomheder ikke vil betale nok for annoncerne. Det har ingen store

medier i verden fundet en løsning på endnu. Men public service er netop karakteriseret ved ikke at være finan-sieret af annoncer. Den samlede pose penge, som virksomheder vil bruge på annoncering i danske netmedier, vil derfor hverken blive større eller mindre af, at DR forsvinder fra cy-berspace. Til gengæld vil danskerne få et dårligere og mindre alsidigt medieudbud, hvis en af de helt store aktører forsvinder.

Ligesom P3 er internettet en plat-form, der i høj grad appellerer til den unge del af befolkningen. Hvis public service i fremtiden ikke er at finde på nettet, vil DR virke gammel og umoderne, og mange unge vil have svært ved at se meningen med public service.

Alt i alt virker de to forslag som et forsøg på komme de mange kriseram-te mediehuse undsætning, men uden tanke på, om danskerne får et bedre og mere alsidigt medielandskab.

Man må håbe, at politikerne tænk-er sig rigtig godt om, når de sætter sig til forhandlingsbordet i januar 2010. Den nye mediestøtte skal nytænkes, men danskerne får ikke bedre medi-er og mere kvalitetsjournalistik af at begrænse public service-tilbuddet. Tværtimod.

hanoe09@student.sdu.dk

Til Panikdag med bind for øjnene og propper i ørerneSophie Bremer, næstformand Studienævnet

HØREBØF. ‘Praktikudvalget har ikke modtaget nogen meldinger om snyd i denne runde,’ står der på journali-sten.dk. Det tvivler jeg ikke på. Men det betyder bestemt ikke, at der ikke blev snydt. Jeg var til stede på dagen og snydt, det blev der. SMS’er blev sendt hele morgenen fra forskellige medier med beskeder som: ’Kom-mer du lige forbi os kl. 9.30?’ Flere blev ringet op tre kvarter før og fik tilbudt kontrakt. Mange tog imod, og jeg forstår dem godt. Jeg havde gjort det samme.

Pia Færring fortæller, at der i år blev indført et båthorn, der skulle sig-nalere, hvornår der måtte ringes. Nu er det bare sådan, at medierne udover at være på Journalisthøjskolen, også er to andre steder. Jeg befandt mig på et af de andre steder, og her blev der intet signal givet. Godt tre minut-ter før tid begyndte telefonerne at ringe – er det for tidligt? For som en mand klogt sagde – ’Hvis ur går vi efter?’ Jeg stillede personligt mit om i søndags til vintertid – det blev gjort på vej ud af døren og meget tilfældigt

– så klokken på mit ur var ikke det samme, som på min sidemands.

Men alt dette er nu ikke det vigtig-ste at debattere. For mange oplevede snyd. Rigtig mange. Alle talte om det, men ingen vidste noget, når det kom til stykket.

Ingen medier er blevet meldt. Selvom mange havde lyst til det. Jeg forstår dem godt. Både at de havde lyst til det, men også at de ikke gjorde det. For straffen går selvfølgelig ud over medierne, men det går i lige så høj grad, måske faktisk højere, ud over de studerende, der søger praktik ved næste ansøgningsrunde. Som én af de studerende, der blev ringet op tre kvarter før sagde:

’Jeg har lyst til at melde dem, men det går jo udover din årgang og det har jeg ikke lyst til.’ Tak, siger jeg og glæder mig over, at han valgte at lukke øjnene.

Kære Praktikudvalg. I bliver nødt til at kigge på sanktionen, hvis vi skal snyd til livs. Det dur ikke, at det går ud over de studerende, for hvis man bare har lidt medfølelse for sine yn-gre studiekammerater, så er det nem-mest at tage bind for øjnene og lytte-

bøffer på ørerne. Løsningen kunne, udover at ændre straffen, være at droppe Panikdagen og indføre helt normale jobsamtaler. For hvem er det lige, der får noget ud af, at det hele er et stort kaos og hverken me-dier eller ansøgere ikke ved, om de er købt eller solgt? Lad os tænke alter-nativt og komme det her til livs.

Jeg håber bare, at I ved, at de man-glende anmeldelser ikke er et udtryk for, at det gode har sejret, og ingen har snydt. Nej, det er et udtryk for, at det onde bliver gemt væk, så ens studiekammerater ikke bliver straf-fet næste gang.

Hvis nogen spørger, så kender jeg ikke til snyd ved praktikdagen. Jeg har fået et midlertidigt tilfælde af hu-kommelsestab. For jeg og mine med-studerende skal selv til panikdag om et halvt år – og vi vil gerne have prak-tikpladser. Derfor holder jeg mig for ørerne og lukker øjnene for snyd ved Panikdagen og åbner dem først igen den dag, hvor straffen ikke går ud over mine medstuderende. For hvem har lyst til at være en stikker?

sohan08@student.sdu.dk

LIXEN | november 2009 | 19OPINION

En gang i mellem må man suk-kende bukke sig ned og trække de højrøde sokker på. Og nu er det oppe over.

Benita Dreyer-Andersen

Det er tid til at råbe vagt i gevær el-ler noget andet, man råber, når man er godt og feministisk sur. For hvor

Iført røde strømper og Fjällräver ligestillingen henne i den danske presse? Jovist er journalisterne til-nærmelsesvis lige, men hvad med vores kilder? Diskriminerer vi dem på deres køn?

Under en far-lig mængde p r e s s e d æ k n i n g landede den ameri-kanske præsident-frue i København i september. I den anledning havde TV 2 News flækket

et portræt sammen af førstedamen, der indeholdt en beskrivelse af en alenlang og succesrig jurakarriere, samt et show-off af en række fine

priser og diplomer. I næste nu har de en live igennem med ingen ringere end: chefredaktøren for modebladet Costume, der lige skal kommentere

Klummestafetten

Tag erhvervsjournalisternes job!

Kvalificer jer til de tunge økono-miske emner og kæmp jer ind på erhvervsredaktionerne. Der er brug for nyt blod. Erhvervsjournalisterne er nemlig medansvarlige for den fi-nanskrise, der rammer jer nu. I kan blive en del af løsningen.

Der er al mulig grund til at ud-sætte politikere, nationalbank og

bankdirektører for en sønderlem-mende kritik. Ikke mindst for nu-værende studerende. I kommer til at betale prisen for bankernes uansvarlige lånepolitik og den pris-boble på ejermarkedet, der førte til først finanskrisen og så den stigende ledighed.

Forvent ikke, at den barske kritik af autoriterne kommer fra de nu-værende journalister - der ellers yn-der at omtale sig selv som samfundets vagthund og den fjerde statsmagt. Ukritiske erhvervsjournalister, der alt for ofte dækker ejendomspriser og aktiekurser som en fodboldkamp var og er en del af problemet. Der skal nye koste til.

For nylig blev kritikken af autorite-terne rejst igen i særdeles barske vendinger og den kom - ligesom de kritiske pip før finanskrisen - fra den akademiske verden. Nærmere be-stemt fra lektor ved Institut for Øko-nomi på Århus Universitet Johannes Raaballe, professor på Copenhagen Business School, Ken L . Bechmann samt professor Anders Grosen på Handelshøjskolen ved Århus Univer-sitet i et såkaldt festskrift, der netop er udkommet på Gyldendal.

Trekløverets budskab er klart. Bank-direktører har haft travlt med at give den internationale finanskrise skylden for krisen. Men de har selv skabt den ved at feste igennem med hovedet under armen i fire år, hvor de lånte 500 milliarder kroner mere

ud, end de havde stående på bank-bøgerne. Ballet sluttede først, da udenlandske banker - ikke danske myndigheder, politikere eller danske banker - trådte på bremsen ved at afvise at forlænge kreditterne.

Umiddelbart før helvedet brød løs, sendte Nationalbanken misvisende rapporter ud om den danske bank-sektor med budskabet om, at her går det godt. Bankpakke II, som den blev præsen-teret af statsminister Lars Løkke Ras-mussen og økonomiminister Lene Espersen, var fyldt med fejl, fordi politikerne er uvidende nikkedukker, der lader sig manipulere af Finansrå-det og Danske Bank. Samtidig pynter politikerne på størrelsen af hjælpen til finanssektoren. Staten har i virke-ligheden skudt 100.000 kroner ind i bankerne per dansker.

Desværre er det ikke medierne, der spiller rollen som vagthund. Da festen var i gang brugte danske er-hvervsjournalister mere energi på at fortælle boligejerne, hvordan de kunne omsætte friværdi til forbrug end på at stille kritiske spørgsmål.

I USA har John Stewart i The Daily Show hængt de hysteriske erh-vervsjournalister fra kabeltv ud for deres uansvarlighed. Samtidig har The Columbia Journalism Review på forsiden portrætteret amerikanske erhvervsjournalister som blinde: ’The business press did everything but take on the institutions that brought down the financial system’. En barsk coverhistorie, som går i rette med den såkaldt seriøse del af erhvervspressen. I Danmark uddel-te erhvervsmedier ligefrem priser til Stein Bagger lige før hans cirkus blev afsløret, uden at det har ført til nævneværdig selvransagelse.

Der er nok at kaste sig over. Både socialdemokratiske og borgerlige regeringer var med til at puste låne-boblen op ved at tillade afdragsfrie og variabelt forrentede lån. Dermed blev grunden lagt til et enormt gene-rationstyveri fra de unge til de gamle. Samtidig bliver det selvføl-gelig de unge, der kommer til at betale den største del af prisen for oprydningen. Hold galden flydende og sæt navne på de ansvarlige. Der er ingen, der gør det for jer.

Foto: Johan Bertil Winther

Jakob Elkjær, fellow

på Michelle Obamas påklædning. Hørbart suk. Vi var så tæt på mål. Så tæt på at komme over stregen uden at falde til klichépatten. Men ak. Mi-

chelle er kvinde, så vi skal diskutere hendes tøj.

Villys FjällrävOg vi har set det før. Når en kvindelig partileder har haft fremgang, er vi død og kritte nødt til at fejre begiven-

heden med et billede af håndtasken. Ingen bad Villy posere med Fjäll-räven, da han kom i front. Da Helle Thorning-Schmidt blev fanefører for de Røde Borgbanditter, gik en række journalister meget op i, hvordan hun nu skulle få passet sine børn. Anders Fogh har også børn, men det var til-

syneladende ikke problematisk. Og listen af disse diskriminerende

hændelser er lang som en lokums-rulle. Det er træls i en verden, der har bladret sig frem til år 2009 og dyrker ligestilling alle andre steder. Forskelsbehandlingen er affødt af de stereotyper, vi gerne vil væk fra, nemlig dem, hvor moder passer afkommet og fader arbejder ude (med en Fjällräv på ryggen).

Familiefaren og karrierekvindenNår nu Verden har besluttet sig for, at alle er lige, så har medieland et stort ansvar for at kommunikere det ud. Det kunne man gøre ved straks at aflive antagelsen om, at alle kvinder elsker at tale om tøj. Det kunne I gøre ved at indse, at mænd også kan passe børn. Det kunne man gøre ved at droppe betegnelser som ’familiefar’ og ’karrierekvinde’. For når man har navngivet netop disse to termer og ikke de omvendte tilfælde – ’karri-erefar’ og ’familiekvinde’ – har man så ikke stemplet førstnævnte som unormal?

Så lad os trække i arbejdstøjet og gøre noget ved det. Enten kan man snuppe den seriøse tilgang og bare køre neutrale spørgsmål til alle kilder m/k. Eller man kan smøre et provokerende smil på og spørge mændene om det sidste nye inden for Fjällräve.

bedre06@student.sdu.dk

”Når nu Verden har besluttet sig for, at alle er lige, så har medieland et stort ansvar for at kommunikere det ud. Benita Dreyer-Andersen

Fotos: Pernille Marie Louise Ulriksen. Kollage: Sofie Bak Thorup

LIXEN BAGFRAIllustration: Gudmund de Stordeur

Ministeriet, som holdt skandale-sabbatI Biblen står der vist et eller andet sted, at Gud ser alt. Gud må derfor have haft travlt med at holde øje med de danske ministerier, som på det seneste har stået i kø for at ud-komme med den ene skandale efter den an-den. Justitsministeriet har haft uoverskueligt mange ombudssager, endnu en kødskandale i Fødevareministeriet og chefforhandlersagen i Miljøministeriet er blot nogle af de sager, som har været oppe at vende de seneste måneder. Et ministerium har dog vandret i lyset moralsk højt hævet over andre: Kirkeministeriet.

Morten Thrane

SKANDALE. Kirkeministeriet har holdt skan-dalesagerne langt væk, og kun afviste asylan-søgere, der kravlede rundt på orglet i Bror-sons kirken, har givet seriøs mediedækning - men for at være helt ærlig; en skandale var det ikke. Derfor vil jeg prøve at opsnuse en rigtig skandale i Kirkeministeriet - en skan-dale, der ville ryste hele kabinettet og sende det ned i snavset sammen med de andre. Jagten er gået ind, og Cavlingen (Kravlingen eller Jern Henrikken kan også gå an) synes nærmere.

Dog kan Kirkeministeriet ved første øjekast snyde en. Birthe Rønn Hornbech er kirkemi-nisteren, men den rigtige chef er Den Store Mand i Himlen. Derfor ville det være tidsspil-de at ringe kagerullesvingeren op for derefter at opnå total tavshed som i en almindelig dansk kirke søndag formiddag. Da overteg-nede desværre ikke ligger inde med nummer-et på Gud den almægtige Fader, Himlens og Jordens skaber eller hans énbårne Søn, i det ellers store kildekartotek som Lixen besidder, må man gå andre veje. Svaret var åbenlyst, nemlig hos en præst. Præster er jo lægman-dens chefforhandler, bindeleddet mellem Gud og menigheden, derfor skal sandheden findes hos dem. Da Guds veje er uransage-

lige, kom jeg i kontakt med en af slagsen (en kvinde!) med fingeren på pulsen, en tidligere ungdomspræst med egen hjemmeside, face-book- og artoprofil, som altid kan kontaktes over SMS, og som lige nu har fået sit eget sogn i Næsby. Marie Holm, som præsten hed-der, skulle stå ansigt til ansigt med de mest faretruende spørgsmål, kirken har stået over for siden reformationen.

Marie Holm, du må da, som tidligere un-gdomspræst og nu med eget sogn, have fin-geren på pulsen. Er der for Guds skyld ikke noget snavs eller nogle skandaler på vej?

»Nej, ikke hvad jeg ved af. Der var det med Brorsonskirken, men ellers ikke noget, jeg har hørt om.«

Med én sætning viste Marie, at hun var skarp og opdateret, og hjernen skulle derfor sprinte hurtigere end apostlenes heste, for ikke at blive løbet over ende af præstens vise ord. De bidske anklager skulle findes frem.

Hvis jeg spørger, om der ikke er visse præster, der har spist for 15.000,- oblater, hvad siger du så?

»Igen nej, jeg ved faktisk ikke, hvor meget sådan en oblat koster, men man skal virkelig spise mange, hvis man skal spise for 15.000.«

Igen måtte jeg se mig slået af et guddom-meligt spin fra præstens side, dog lod hun paraden falde som Jerikos mure, da hun ikke vidste hvad en oblat kostede. Dette måtte være et tydeligt tegn på manglende økono-misk sans, og derfor var næste spørgsmål nærliggende:

Så må der vel være præster med bilag-sproblemer.

Er der ikke en præst a la Peter Brixtofte der har haft snuden lidt langt nede i altervinen?

»Nej, vi præster har det med at skille ting-ene: Når vi står i kirken, prædiker vi, og når vi skal drikke, tager vi på kroen.«

Bang! Igen var jeg slået tilbage til 1. Mose-bogs tid. Med et ærligt svar i Søren Gade’ske dimensioner om krobesøg, skulle der des-perate metoder i brug, for at konvertere præsten.

Kommer der ikke snart en fortsættelse på Biblen, sådan en rigtig bogsag som kirken er tvunget til at stoppe?

»Øhh… «Lang pause, måske en åbning…? Nej. Inden

fryden nåede at brede sig, kom svaret.»Altså, præster skriver altså rigtig uendelig

mange bøger, men der er kun én bog, der vil afsløre alt. «

Endelig kom sandheden frem. Hvilken forfatter kommer aldrig i Himmeriget for de vers, han har nedfældet, som vil rive den ene chef efter den anden ned fra hans babel-stårn? Salman Rushdie for ‘De sataniske vers 2’, bo-gen med faktiske sataniske vers? Kurt Westergaard for bogen og det medføl-gende spil, ‘Tegn og gæt, nu med guder som vi aldrig har set dem før?’Nik og Jay med, ‘En dag tilbage, denne gang mener vi det 4 real’? Nej.

»Guds søn er den, der skriver bogen, der vil afsløre alt.«

Med fokus på det usandsynligt og mirakuløst

høje bogsalg der ville komme ud af den; Kommer bogen eller Jesus så først?

»Nej, Jesus har bogen med på dommedagen.Intet bogsalg der, og med dommedag kommer der ikke en tid med efterfølgende debatter. «

Stakkels Thøger som heller ikke kan nå at trykke den. - Rygter vil vide. at Jesus Kristus ikke lækker materialet før publikationen.

Vil det så sige, at der ingen skandaler er? Er præster og kirken virkelig Guds gave til folket!?

»Nej. der er ikke rigtig nogen skandaler og nej, præster er ikke Guds gave, vi synder, men vi syn-der tappert.«

Desværre var der ikke noget at komme efter i denne omgang, men man skal ikke lade sig stoppe i jagten efter sandheden, selvom man en gang i mellem får kastet en spand koldt helligvand i hovedet.

Derfor vil undertegnede forsøge at skaffe nummeret til Den Store Mand. Han ser jo alt og må kunne give nogle svar på anklagerne, men er der nogen, der har hans nummer? Ellers må man jo gå undercover som præst for at få num-meret den vej…

morth08@student.sdu.dk

Foto: Leonora Beck

Illustration: Johan Bertil Winther