Nu går det mod lysere tider! · 2015-06-30 · par af Finns sokker og mine egne Ecco-sandaler. Et ømt syn, som alle morede sig meget over og ikke den bedste påklæd-ning i en vinterklædt

1Dansk Vestindisk Selskab - Nr. 1 - Januar 2008

ISSN 0909-4391

Danish Westindian SocietyProtektor: Hendes Majestæt Dronningen

DVS’s hjemmeside: www.dwis.dk

Januar 200843. årgang nr. 1

Nu går det mod lysere tider!

Husk at tilmelde dig/jer til mødet den 8. februar 2008: Side 3

Foto: Finn Ferrall

Foredrag af Jens Benoni Willumsen i Odense: Side 7Særudstilling på Kronborg: Side 26

2 Dansk Vestindisk Selskab - Nr. 1 - Januar 2008

Kære medlemmer

Dansk Vestindisk Selskabs medlemsblad 2008, nr. 1.Redaktion: Finn Ferrall (ansvarshavende).

Formanden skriver...

Håber I havde en god jul, med de allerbedste ønsker for 2008.

Enhver forening er præget af sine medlemmer. Og vi har i vores forening mange medlem-mer, som er på min alder. Det snakker vi undertiden om i bestyrelsen, som jo også for detmeste består af folk i 60’erne. Personligt mener jeg ikke, det er et stort problem, - for så-dan har det altid været!!!! Når jeg her siger altid, så mener jeg de sidste godt 25 år, hvorjeg har været medlem. Dansk Vestindisk Selskab tiltrækker åbenbart især folk, som er holdtop med at arbejde, og som nu kan bruge mere tid på kulturelle og historiske interesser.

Men det betyder ikke, at vi i bestyrelsen har droppet ungdommen. Overhovedet ikke! Vier jo netop i 2007 startet på et ungdomsudvekslings-program i samarbejde med vore søs-terforeninger på St. Thomas og St. Croix. Desuden har vi været med til at formidle kontaktmellem Københavns Universitet og National Park på St. John. På vores medlemsmøde tilfebruar vi I kunne høre meget mere om dette. Så støt ungdommen og mød op i Taastrup.

Disse formandsord er udtænkt den 25. december, mens jeg tog min morgen-svømmetur ide caribiske bølger. Mod øst var solen ved at stå op, og mod vest var en stor hvid fuld-måne ved at gå ned. I sådanne øjeblikke føler man sig evig ung!

På gensyn i 2008Anne Walbom


Medlemsmøde i TaastrupFredag den 8. februar 2008 kl. 19:00

Der vil blive serveret 2 stk. smørrebrød pr. deltager ved mødet.Pris for deltagelse: 60 kr. pr. deltager. Gæster er velkomne.

Tilmelding allersenest søndag den 3. februar 2008 E-mail til [email protected] - eller send nedenstående kupon til Medlemssekretariatet (Erik Marcussen) - eller ring til enten Marianne Gall, tlf.: 38 86 10 69 eller til Medlemssekretariatet.

————————————————— Brug stregen på næste side for at holde postvæsenets mindstemål.

Tilmelding til medlemsmødet fredag den 8. februar 2008, kl. 19:00 i Taastrup.

Antal deltagere: _______

Navn:

Telefon:

Sendes til Erik Marcussen - adresse på næste side..........

Taastrup Medborgerhus, Taastrup Hovedgade 71, Taastrup.Lige over for Taastrup station. Parkering bag Medborgerhuset.

Foredrag ved Laura Thatt Jensen og Jonas Møller Pedersen:Historie og arkæologi i samspil

- praktikanter på St. Jan.

De vil i foredraget fortælle om, hvordan de som praktikanter for National Park Service ogKøbenhavns Universitet har arbejdet med historie og arkæologi i praksis. Deres primærepointe er, at dette samarbejde er svært, men meget givende inden for begge områder.Løbende vil de præsentere og inddrage deres „forskningsresultater“ for at eksemplificeredette. Området de har studeret er Lameshure på St. Jan fra kolonitiden til 1770’erne.


- har som navnet siger den helt individuelle rejsesom speciale, både for den enkelte og for grupper.

Og med det bedst tænkelige kontaktnet i dettidligere Dansk Vestindien. Ring til

HEIDI CHRISTIANSEN

Lyngsø allé 3c - DK-2970 HørsholmTelefon +45 39 90 20 40 - Fax +45 39 90 20 80

(Reg. under rejsegarantifonden nr. 1026)

—————————————————

til

Erik MarcussenGræsager 3022980 Kokkedal

Portokr. 5,50


Mit møde med VictorCornelins.

Af Ulla Martinsen.

I sommeren 1951 var jeg feriebarn hosprovst Moustgaard i Løgstør.

Baggrunden for dette ophold var, atprovstens datter Bodil var fritidslærer(det hed det dengang) i det fritidshjem iBrønshøj, hvor jeg kom efter skoletid.Hvorfor Bodil syntes at jeg fortjente etferieophold hos hendes forældre står heni det uvisse, men afsted kom jeg.

Jeg mødte meget tidligt op på hovedba-negården sammen med min mor. Udstyretmed en stor seddel på maven, hvor be-stemmelsesstedet stod, drog jeg sammenmed rigtig mange andre børn afsted. Somjeg husker det, gik det meget hurtigt overSjælland og måske også over Fyn, menop gennem Jylland stoppede toget vedalle stationer, så klokken var mellem 20:00og 20:30 da jeg kom til Løgstør og blevmodtaget af to mig helt ukendte perso-ner.

Det var også der jeg for første gang ople-vede, at der var nogen der bad bordbønbåde før og efter måltidet. Jeg nåede des-værre at tage for mig af retterne inden,men kun den første dag.

Præstegården var meget stor og der kommange gæster i sommerens løb, og at jegvar der i hele sommerferien – dengangotte uger – fortæller også, at det var etmeget åbent og gæstfrit hjem. Blandt degæster der kom og boede på præstegår-den, var blandt andet Victor Cornelins,der i Løgstør Kirke skulle fortælle om sin

opvækst på St. Croix, og så vidt jeg hus-ker spillede og sang han også.

Dengang havde de fleste piger en poesi-bog, men jeg havde ikke taget min medpå ferie, så jeg fik Victor Cornelins til atskrive på et løst stykke papir der senereblev klistret ind i min poesibog. Jeg haraltid syntes det var et meget smukt digtog har citeret det hver gang jeg fandt enanledning.

Ulla Martinsen.

Projekt DVS-Ungdoms-udveksling 2007.Regnskabet for projektet er afsluttet 28.november 2007 og sendt til:Kulturministeriets AdministrationscenterH.C. Andersens Boulevard 21553 København V

DVS takker for det tilskud der er ydet tilprojektet af Kulturministeriets andel aftips- og lottomidlerne.


Great St. James, 1,6 kmsydøst for St. Thomas.

En plan om at opdele (udstykke) den næ-sten uberørte ø, Great St. James, i parcel-ler, hvorpå man ønskede at bygge snese-vis af fashionable boliger, blev enstem-migt nedstemt af St. Thomas kystzonebe-styrelsesudvalg.

Christian Kjær fra Danmark, som ejer den162 acre (tilnærmet lig med 65,6 km2) ø, afGreat St. James, sammen med flere slægt-ninge, havde ansøgt om at få tilladelse tilat opdele sin besiddelse i 53 lodder somskulle sælges for $750,000 stykket (ca.4,125 millioner).

Den økologisk rige ø, som er en del af etfredet område siden 1994, har længe væ--ret værdsat af sejlere, miliøforkæmpere,snorklere og fiskere.

Great St. James’ bedst kendte attraktioner ”Christmas Cove”, et populært fortøj-ningssted for både turister og localebeboere. Adskillige udlejningsyachts ogendags sejltursfirmaer kommer hver dagtil bugten med besøgende som ønsker atsnorkle og have picnic på stranden.

Bestyrelsesudvalgets bekymringer formiljøet omfattede spørgsmål om det ville

være bedre med en samlet bebyggelsefrem for at sprede den over 53 lodder påøen, hvorved man ville minimere omfan-get af erosion og bevare mere grønt om-råde til det eksisterende dyreliv. Øen eropholdssted for Virgin Islands træboasom er et udrydningstruet dyr. Øen harogså 6 saltsøer som ”huser” land- ogviolinkrapper og mindst 12 arter af fugle,samt en strand, som benyttes som yngle-plads af den udrydningstruede grønnehavskilpadde.

Nogle faglige grunde, bl.a. utilfredsstil-lende tilgang for beboerne og regerin-gens serviceagenturer, fik yderligere ud-valget til at mene, at den foreslåede ud-stykning ikke ville opfylde maksimal ud-nyttelse. Øens eksisterende dok ville ikkevære til-strækkelig stor til hverken athåndtere tunge byggemaskiner og byg-gematerialer eller give ordentlig adgangfor brandbiler i tilfælde af ildebrand.

Yderligere har bygherren ikke leveret envejplan til V.I.’s Teknisk Forvaltning, oghan har ikke modtaget en godkendelsefra V.I.’s historiske fredningskontor. God-kendelsen hefra er nødvendig idet øenhar adskillige betydningsfulde arkæolo-giske steder, bl.a. Great St. James lands-by, nogle historiske ruiner bestående af17 bygninger, en kilde, mure bygget afkoraller og en begravelsesplads.

Yderligere er det påkrævet, at hver bebo-else skal være forsynet med egen cister-ne, spildevandssystem og egen strømge-nerator. Om udstykningen ville væreselvforsynende, mener man ikke var fuldtoplyst i ansøgningen. Derfor blev tilla-delsen enstemmigt afslået af kommiteen.

Finn Ferrall


Charlotte Amalie var født slave i 1753 og kom som husslave til at bo i Christiansted på St.Croix. Hun blev frigivet i 1793, efter at hun var blevet solgt på auktion til sin svigersøn for200 rigsdaler. Amalie blev boende i Christiansted til sin død i 1856, 103 år gammel. Hendesbørn og efterkommere blev efterhånden ret velhavende og opnåede gradvis en høj socialstatus i det lokale samfund. Et barnebarn, Anna Heegaard, blev således generalguvernørPeter von Scholten’s kulørte samleverske. Hvordan det gik for sig, vil en af Amalies efter-kommere, Jens Benoni Willumsen, fortælle om.

Foredraget er baseret på både slægtsforskning og nedskrevne erindringer. Der visesbilleder fra St. Croix, både gamle og nye.

Tid og sted: Klosterbakken 2, Odense, den 12. februar 2008 kl. 19:30 til ca. 21:00.Billetter á kr. 25,- kan købes i Hovedbibliotekets Ekspedition, Odense Banegård Centerog Historiens Hus, Klosterbakken 2, Odense eller via J.B. Willumsen, tlf. 65 90 18 12.

Foredrag ved arkivleder Jens Benoni Willumsen, Nr. Lyndelse, Fyn.


Et glædeligt gensyn oggenhør med Jamesie.

Vi glædede os til festival 2007 med alledens gensyn og nye oplevelser. Ved entidligere festival havde vi nydt Jamesiesmusiceren og vi havde netop set et fore-løbigt program for besøget på St. Croix,hvor Jamesie skulle optræde som nogetaf det første.

Men glæden blev kort, for mens Jamesiespillede på solskinsøen, gik vi grundetvejrliget og deraf følgende flyaflysningrundt i kulden i New York. Finn iført 2 t-shirts, skjorte og habitjakke. Jeg selviført nylonstrømper, tynde stumpebukser,halvlang silkenederdel, bluse med 3/4 ær-mer og en tynd regnjakke. På føddernehavde jeg foruden nylonstrømper lånt etpar af Finns sokker og mine egne Ecco-sandaler. Et ømt syn, som alle morede sigmeget over og ikke den bedste påklæd-ning i en vinterklædt by. Betingelsernevar stort set ens for alle, der var ikke kal-kuleret med unødigt indkøb af ny vinter-garderobe, for vægten i kufferterne skulleholdes af hensyn til den videre færd.Lykken står den kække bi og vi er altidmeget kække.

Da vi senere kom til St Thomas blev Hen-rik og Ellen Lockhart for første gang vo-res værter. Henrik er ansat som film/ka-meramand ved en TV-station og havdenetop afsluttet et stort projekt i USA meden film om Jamesie. I et af vore pusterumfra det officielle program tog Henrik osmed hjem til Jamesie for at lave en sidsteaftale vedr. nogle musikoptagelser. Viglædede os til at møde Jamesie og havdeundervejs fået at vide at Jamesie havdeværet lidt utilfreds med noget af projek-tet. Han var temmelig fåmælt, da vi an-kom til hans lille rækkehus, som lå ud tilet stort åbent område med et kæmpeskyggefuldt træ, så vi holdt os lidt i bag-grunden. Hans forhave bar tydeligt prægaf, at her boede en flittig og kreativmand. Der stod et arbejdsbord med værk-tøj og en ufuldendt ukulele lavet af enkonservesdåse.

Henrik og Ellen havde en mahognipladestående, som Jamesie ved lejlighed skullelave til et sofabord og mange andre ufær-dige ting lå rundt omkring tillige medgræsslåmaskinen, som han plejede at slåden kæmpe fællesplæne med. Under sam-talen med Henrik tøede han lidt op og viblev præsenteret. Han beklagede påHenriks forespørgsel, at han ikke havdenoget af sit træsløjd på lager, men vi kun-ne få lov at købe en fløjte lavet af et al-mindeligt rør. Den forærede Henrik osstraks. Og så pludselig lyste manden op iet stort smil, da han fik besøg af 2 mænd.Den ene var skoleinspektøren for dennærliggende skole og den anden hansfætter Brownie, som også var medlem aforkesteret. De skulle sikre sig, at han villespringe ud af arbejdstøjet og rense neg-lene, så han var klar til skolekoncertensenere på dagen kl. 13.00.

James Brewster (Jamesie, 79 år) ogHenrik Lockhart.


Inspektøren inviterede os til at besøgeskolen og overvære koncerten og det lodvi os ikke sige 2 gange. Vi hilste af og fikfat på Eileen, Henriks datter, afkortedevort planlagte strandbesøg og frokostmed hende og ankom alle forventnings-fulde til koncerten. Vi blev modtaget per-sonligt af inspektøren, som også introdu-cerede os for nogle af lærerne. En af læ-rerne anviste os vore pladser og sørgedefor et program. Hele gymnastiksalen varfyldt til bristepunktet og summede af for-ventningsfulde og glade børn. Inspektø-ren indledte med at byde velkommen ogher fik vi et chok, for vi blev præsenteretved navn for hele skolen og alle klappe-de, mens vi stod med sand mellem tæerneog halvvådt tøj og hår. Nationalhymnerblev afsunget og diverse andre formaliablev overstået inden koncerten indledtesaf skoleorkester og sangkor. Derefter varder optræden af voksne folkedansere ogbortset fra nogle få børn, som ganske en-kelt var faldet i søvn, sad de fleste af deyngste og dansede med på stolene. Dekunne simpelthen ikke holde sig i ro tilmusikken. Solister fra koret opførte det”spil” vi senere så fremført på Transfer-day.

Sangkorets dirigent var ligeså fantastisk,som hun var afholdt. Med hele kroppennærmest malede hun melodierne ind i

børnene. Når der var pause eller andenunderholdning var nogle af de ikke med-virkende børn lige henne for at omfavnehende. Hun gav dem også virkelig musik-forståelse, for da Brownie og Jamesie en-delig indtog scenen i nystrøget blå Ha-waiskjorte og stråhat var der ingen endepå begejstringen. De skiftedes til at for-tælle historien bag sangene og forklarehvordan instrumenterne fungerede og pået tidspunkt dukkede også et 3. orkester-medlem op med sine trommer. Jamesiesynger kun sine egne sange og børnenekendte de fleste af teksterne og sangmed, så det var en fryd. Taget var på ettidspunkt næsten ved at lette af al denglade energi. Der var bare god dialog.Først blev drengene sat i gang med atsynge, så pigerne, så blev nogle få udpe-get til at komme op at danse på scenen.Andre af børnene fik derefter lov at kom-me på scenen og afprøve nogle af musik-instrumenterne, først under kyndig vej-ledning, for derefter selv at få lov at slårytmen til næste nummer. Selvfølgeligkom drengene også frem i alle bandmed-lemmerne og Jamesie og Co. nød detmindst lige så meget som børnene, hvil-ket naturligvis smittede af på musikken.

Efter koncerten blev vi inviteret ”back-stage” i biblioteket til saftevand, fin kageog snak med band og lærerstab. Det bleven uforglemmelig dag. Senere på ugen såvi filmen om Jamesie ved Ritas Coll’s ha-veparty.

Tusind tak til vore venner på St. Croix,som havde gode intentioner, men måtteærgre sig over vores udeblivelse fra de-res koncert og tusind tak Henrik, fordi duer så god til at improvisere .

Fætter Brownie, Henrik og Jamsie.

Anna Lykke Jensen


Tanker ved den første Julefest I Vestin-dien - Det lithografiske Trykkerie - Jegerhverver mig en god og trofast Ven.

Tiden henrandt for mig i Tilfredshed vedmin Tjeneste og mit private Arbeide i denmilitaire Kaserne, og da man i mig snartopdagede en ædruelig og paapassendeMand med en :::: Opførsel, blev jeg snartvel set af mine ........ og fandt mangen engod Ven iblandt mine Kammerater, ogsnart kunde jeg see at det var ikke detVærste af være Soldat i Vestindien, naarman blot vilde holde sig Reglerne efter-rettelig, være ædruelig og altid have forØie, at man var Menneske, og godt kun-ne vedblive at føre sig som en saadan,om man end havde været saa uheldig atvælge sig et sexaarigt Ophold i Vestindi-en som Soldat, som man jo i Danmark al-tid har antaget for at være det lavesteTrin i det meneskelige Samfund.

Julen, den kjere Juul stod nu for Døren.Dette var den første Juul jeg skulde til-bringe i Vestindien. Her var ingen Tilbe-redelser som i mit kjere gamle Danmark,til denne høitidelige Fest. Man saae ikkepaa Torvet Juletræer eller Gjæs, som Ju-lens Bebuder, eiheller Folks livlige Ind-kjøb Dagene forud for Helligaftenen.Kun blandt os Danske i Kasernen talteman om Julen, og vi slog os sammen ismaae Partier for ret gemytlig paa nordiskViis at holde Juul. Nogle kjøbte sig enHøne, andre en Griis o.s.v. medens atteren anden kjøbte Pickles, Rødbeder og

Kartofler. Enhver gjorde sit Bedste til atskaffe et godt Bord, og Penge mangledeingen af os. Menagebestyreren gav tildenne Aften til hver Mand en dobbeltsnaps Rom ?), samt en Flaske Øl.

Den forventede Juleaften kom, og medden de veldækkede Borde med de hvideDuge, hvor der var Stativer og Flasker,decoreret med Blomster til Lysestager,hvorom var anbragt Stegefade, Talerke-ner, Flasker, og hvad der ellers hører til etdækket Bord her i dette Climat.

Om det just ei var som Julen i Hjemmet,saa følte vi dog aligevel at Julen var her,med idetmindste lidt af den vante Hygge-lighed. Vi sad jo dog paa denne Aftenved de veldækkede Borde ligesom flereFamilier, og i al Gemytlighed gik Flasker-ne omkring. og Glassene saa man stadigfyldte med Cherry Cordial, Rom og Ølsamt Rødvin og Skaaler blev drukket,Taler hørtes, og Skjemt og Latter ved alleBordene, og det evindelige: „GlædeligJuul“ hørtes fra hver Mund. Underoffice-rerne gik fra Bord til Bord og ønskede osglædelig Juul, og tog hver Mand i Haan-den, og drak et Glas med os. Kaserneche-fen saae vi nu staae i Døren, og Alle somEen reiste sig strax op for at vise deresCheff den tilbørlige Agtelse. Han traadtenu ind i den store Brandstue hvor vi varsamlet og sagde: „Jeg ønsker Alle mineSoldater en glædelig Juul, og haaber atAftenen vil vedblive at gaae ligesaa ro-ligt hen som nu. Morer Eder nu godt.Menagebestyreren lader Compagniet un-derrette ved mig om at han vil give nogleLam til Compagniets Middag. Lad nueders Juleaften ikke blive for larmende.“Efter hans Bortgang fortsattes AftenensGlæde og efter at Bordene var afdækketmorede vi os med Spil og Leeg, medens

En gendarms erindringerom sit ophold i Vestindien

Del 4 - af Vibeke Maduro Tuxen.


Nogle gik ned i den af Fuldmånen klartoplyste Have, hvor vi sang Fædrelands-sange. Denne Have var min sædvanligeYndlingsplads, thi her kunde jeg i mereEensomhed lade mine Tanker have fritSpillerum. Ogsaa denne Aften søgte jegmig snart en ensom Plet, for i den herligeMaaneskinsaften at ofre en lønlig Tanketil mine kjære Sødskende i Hjemmet. Her iGuds frie Natuur, alene med mig selv ogmin Gud, med den venlige lyse Maaneover mit Hoved, følte jeg mig i en høitide-lig opløftet Stemning, og glemte snart mi-ne Kammerater der sang og passiarede iden anden Ende af Haven. Jeg saae i mi-ne Tanker Hjemmet med de Kjære midt ideres Juleglæde.

Jeg var jo endnu et ungt Meneske, ogmed mine gode Forsætter, kunde jeg joendnu bane mig en god Fremtid; men jegindsaae fuldstændig, at den Bane jeg nuhavde betraadt, ei var den rette. Skuldejeg maaske her iblandt disse mange for-skjellige slags Menesker, i hvis Kreds jegnu befandt mig, blive som mange af dem,en Tilbeder af den afskyelige Rumflaske,eller vilde den gule Feber gjøre Ende paamit Liv? I begge Tilfælde vilde jeg væretabt for Hjemmet, mit kjere Hjem, og minefaa Kjære, jeg der havde efterladt. Nei!jeg vilde bestandig have for Øie, at hæv-de min Ære som et vordende nyttigtMenneske for Samfundet, og ikke forfal-de til en vanærende Last, og vilde Clima-et skaane mig, da kunde der jo endnuvære Haab om, endnu engang at kunnesamles i mit Hjem, med dem der laae mitHjerte saa nær.

Næste Dag skulde der, som altid paaSøn- og Helligdage, en Commando paa12 Mand, en Underofficeer og en Horn-blæser, i Kirke, foruden Alle som ellers

frivillig vilde gaae med. Denne Morgenvar vi henved 30 Militairer i Kirken. Vihavde dengang en meget yndet Præstved Navn Ussing, som senere har faaetKald hjemme i Danmark. Han holdt ensærdeles smuk Tale i Dagens Anledning,som særlig, vistnok gik de fleste af osnær til Hjertet, os der var adskilt fra Slægtog Venner, og den smukke Julesalme: „EtBarn er født i Betlehem“ lød meget høiti-deligt, fra Unges og Gamles Læber, ogvar ligesom en kjærlig Julehilsen fra vortModerland Danmark.

Den samme Sergent (Lampe) som gav osNummer ved vor Ankomst hertil, havdefattet en særlig Velvillie for mig, og hankom en Dag til mig, og sagde paa sit halvtydske Sprog: „Du Hundrede og Syv!Jeg ser at Du daglig sidder saa taalmodigved dine Sysler, har Du Lyst til at væreOppasser, saa kan Du gaa ned og talemed Leutenant Boye.“ Leutenanten togmig til Oppasser, og jeg fandt mig godt idenne Bestilling. Familien bestod af hamselv, Kone og et lille Barn. Jeg fik et stortVærelse med et lille stykke Have til, tilmin egen Disposition, og følte mig snartsom hjemme i disse Forhold, og man vargod imod mig, men havde meget at be-stille, og kun en lille Løn. LeutenantBoye var Adjudant hos GouverneurSchlegel, og var for et Aarstid siden ble-ven gift med en Adoptivdatter af Toldfor-valteren paa Vestenden, Justitsraad Rahr.Deres Spise fik de fra Byen, men der vardog saameget at vi alle, Ammen ibereg-net, fik Noget, om end ei ret meget. Leu-tenanten var en hjertens god Mand, menlidt hidsig, som dog kun var for et Øie-blik.

Jeg var Oppasser i otte Maaneder, oghavde sansynligviis bleven der en lang


Tid, men da blev Øernes Colonialraadaabnet; og jeg blev nu f Gouvernementetudcommanderet til det lithografiske Tryk-kerie, for der at udføre Trykningen afRaadets Forhandlinger, og maatte selv-følgelig opgive min Oppasserbestilling.

Jeg kom til at arbeide med to Mand, somvar Militair ligesom jeg selv var. De hav-de i længere Tid været som Hjelpere her.Jeg blev strax ansat som Formand, da jegvar den eneste der egentlighavde lærtdenne Bestilling i Hjemmet. jeg havde nui alt 24 Cents for Trykningsarbeidet, 11Cents i Lønning, 1 1/3 Cent i UnderMun-deringsgodtgjørelse, 1 pund Brød ogMiddagspise hver dag, samt fri for allTjeneste i den Tid der var Arbeide paaTrykkeriet. Trykkeriet var i Gouverne-mentshuset, og stod særlig under Con-trol af Expeditionssecretair Hattensen.Alt Arbeide var udelukkende Authografi.

Min første Hjelper var en Mand der alle-rede havde været i Vestindien i 3 Aar, e-gentlig en faliteret Slagtermester fra Kjø-benhavn ved Navn Viff. Han blev senereCommandersergent paa Cavaleriestatio-nen „Kingshill“. Nu er han Toldcontro-leur i Frederiksted, paa Vestenden af St.Croix. Min anden Hjelper sleb Steen, ogudførte forskjellige Arbeider i Trykkeriet.Han var en ældre Mand og havde tjentsom Soldat her i elleve Aar. SkikkeligeMenesker vare de begge to, og vi ud-førte vort Arbeide saa godt ved dette Co-lonialraad, at da det var sluttet, fik vi afGouvernementet et extra Gratiale af 10Dollars hver, som en lille Opmuntring.

Vi havde meget Arbeide, ofte til Kl. 12 à 2om Natten, men Gouverneuren var enMand der skjønnede paa vor Fliid, og vihar aldrig arbeidet nogen Aften uden at

Gouverneuren har sendt os Aftenspisened i Trykkeriet, ofte flere Retter, naarhan havde Selskab, altid ledsaget af enKaraffel Brandy, og som oftest Thee der-efter. Gouverneuren kom ofte ned til osmen aldrig som Befalende men aldelesprivat, selv Fru Gouverneurinden har vihavt den ære at vise vort Arbeide i Tryk-keriet, og hun var saa forekommende atrose vor Flid. Hun kom netop fra Kirkemed Gouverneuren, og da hun hørte at viarbeidede denne Søndag, fik hun Lyst tilat see Trykkeriet i sin Virksomhed.

Efter fem Maaneder forløb var vi færdigmed Colonialraadsforhandligerne, oghavde nu kun lidt Arbeide af og til i detteAar, men hvert Aar aabnedes atter Colo-nialraadet paany. Efter endt Arbeide blevvi altid tilbagecommanderet til Tjeneste iKasernen, og min Fritid der benyttedejeg altid som Skrædder, da jeg hervedhavde endeel extra Fortjeneste. Til at væ-re Oppasser paany fandt jeg dog ingenvidere Lyst til mere, da jeg med Synaalenkunde tjene meget mere, og var mere uaf-hængig herved.

I de første tre Aar varierede min Tjenestemellem Commisvagt, Ordonantz hos Gou-verneuren, og i Sygdomstilfælde Tjene-ste som Underofficeersaspirant, og paaTrykkeriet.

Der var en Hornblæser og Cornetist vedMusikken, ved Navn Mortensen, somjeg lærte at kjende som en brav og velbegavet Kamerat, og som jeg sluttedemig nærmere til, og som jeg aldrig harhavt Grund til at angre, og som fuldtroehar opfyldt sin Pligt som Kamerat, og og-saa alle de Forhold som Tiden senere harført os sammen i. Han sad og syede Ka-skjetter for Companiet, Da han sad


Vibeke Maduro TuxenArtiklen fortsætter i næste blad.

ligesaa stadig ved Arbeidet som jeg selv,blev vi snart enige om at holde hinandenmed Selskab, og herved lærte ham atkjende for at besidde en brav Carakteer.Han havde som Barn været i Huset hosKaskjetmager Lauritz Pacht i Mynterga-de, og her havde han seet saa meget afProfessionen, at han her i Vestindienkunne drage Nytte heraf. Han var opdra-get paa Opfostringshuset i Kjøbenhavn,efter Confirmationen kom han i Lære hosHandskemager Larsen paa Kjøbmagerga-de, og stod sine Læreaar godt igjennem,hvorefter han blev Soldat hjemme; mensenere af ubekjendte Grunde lod sighverve til vestindisk Soldat, og ankomhertil i Aaret 1856.

Mortensen og jeg sad trolig og arbeide-de sammen. Han ved Kaskjetter, og jegved Skjortesyening, som jeg havde er-hvervet mig en god Øvelse i. I et par Aararbeidede vi i Fælleskab som gode Kam-merater, og kom der engang en lille U-enighed, varede den aldrig længere end 5Minutter. Jeg kjøbte hele stykker Schjer-ting og syede ny Skjorter af det til 1 Dollpr. St. og kunde derved daglig have et ri-geligt Udkomme, og havde mange Man-chetskjorter paa Bestilling. Senere lagdejeg mig ogsaa efter Kaskjetsyningen ogder var nok af dette til os begge, og se-nere, da Mortensen reiste hjem efter de 6Aar var omme, overtog jeg denne Bestil-ling og befattede mig væsentligt med detalene og havde meget hermed t gjøre.

Efter Mortensens Bortreise havde jeg in-gen ret fortrolig Ven, og jeg savnede hammeget, thi ingen kunne forstaae at om-gaaes mig saa godt som ham, vi var somBrødre, og det gode Forhold som fandtsted imellem os her i Vestindien, var velegentlig det, der senere gav Anledning til

vor Familieforbindelse, som jeg længerehen vil berøre. Ved at nedskrive dette,opdukker mange kjere Erindringer, fraden for mig saa lykkelige Tid, da vi deltebaade Godt og Ondt sammen, og var mi-ne Penge faa engang imellem, var Mor-tensen altid beredvillig med at aabne sinPung for mig og var bestandig den hjelp-somme Kammerat hvor det gjordes for-nødent.

Dansk Vestindisk Selskab siger mangetak for ovenstående gamle emblemer,som foreningen har modtaget af RitaKorst, som er ved at flytte til udlandet ogi den anledning har ryttet op og fundetdisse flotte emblemer, som hun har do-neret til foreningen.

Samlingen består af 2 hjerter med nål, 2DVS-manchetknapper, 2 FDV-emblemermed nål og 1 emblem med V.I.-flaget, og-så med nål. TAK

Finn Ferrall


Om aftenen skulle vi se Harry Potter ogFønixordenen i biografen. Tirsdag giksom sagt med at hjælpe til i 4-H skolepro-jektet, hvor vi lavede både bananafritterog mangois! Jeg ved ikke, hvem der syn-tes det var sjovest, børnene eller jeg,

men der var ingen tvivl om, at både AKog jeg selv havde en rigtig god dag. Ikkemindst fordi man ikke får så god og varmen velkomst af andre end børn! Alt godthar jo desværre en ende, men det giverogså plads til nye oplevelser, og klokken8 tog vi båden ud til The Protestant Cay,for at prøve deres barbecue og se deresunderholdning. Selvfølgelig bliver jeg,der ikke har en rytmisk sans i kroppennår det gælder dans, valgt til at danse ogvære med i limbo konkurrencen. Densidstnævnte gik dog temmelig godt, jegblev i hvert fald valgt blandt de bedste,som måtte få en gratis drink i baren. Ogder blev ikke sparret på rommen bare for-di den var gratis!!

Onsdag var desværre den sidste dagsammen med Whitney, men det blev den

Rejsen til paradis

3. og sidste delAf Rie Kjær Christensen.

skam ikke dårlig af! Vi kørte til Christian-sted for at blive hentet klokken 9 af „tan-tan tour“ gutterne, der tog os og 6 andre

turister med på en jeeptur – offroad, i de-res ”regnskov”. Dette kan nok karakteri-seres som den sjoveste dag på hele tu-ren. Aldrig har jeg prøvet noget lignende.At sidde bag i en åben jeep gennem et sågroft terræn, med usandsynligt sjovebumpede grusveje, kan ikke sammenlig-nes med noget andet. Det var en megetspændende tur, hvor vi først blev kørt optil forskellige udsigtsposter, sådan at vikunne tage billeder, og få lidt kultureltviden om forskellige steder på øen. Der-efter kørte vi ind til en gammel mølle ogfik fortalt, hvordan den havde virket igamle dage, og at der fandtes 3 forskel-lige slags møller på øen. Derefter gik tu-ren til en stenstrand, hvor naturen havdeformet sit egen lille badekar inde i klip-perne. Her badede vi, og skulle for førstegang på turen passe meget på søpind-svin, da de var over det hele her! På vejtilbage gik turen hen til den øldrikkendegris, hvor det nu var AK’s tur til at fodreden! Lige ved siden af kunne vi dereftergå hen og se en lille minizoo med lokaledyr, mens vi nød en frugtsmoothie medalle de lokale frugter. Da vi havde fåetkigget færdigt var turen desværre slut og

I skole med børn

På tan tan tour


vi kørte tilbage mod Christiansted, kun2½ time senere end planlagt, man skal ik-ke sige, at de ikke var villige til at stoppeet par ekstra gange, da vi spurgte omdet! Da vi kom tilbage til Whitneys husvar der kamp om badeværelset for atkomme først! Vi var fuldstændig udmatte-de, og ville gerne være friske til en kortshoppingtur i Sunny Isle, og Sarahs fød-selsdag om aftenen, der blev holdt sam-men med nogen af Whitneys veninder,der kom forbi til hamburgere og kæmpechokoladekage!

Torsdag morgen var det tid til at sige far-vel, da vi begge skulle med den lille fly-ver tilbage til St. Thomas. Her skulle vitilbringe de sidste dage sammen medJudy i hendes pæne store hus. Vi starte-de opholdet med en rundtur på øen ogen dejlig kold milkshake, som vi nødmens Judy forsikrede mig om, at havnenaltså lå dernede og at den var megetpæn, og kunne ses fra udsigtsposten,når det ikke regnede så meget! Jeg fikmulighed for at se hun havde ret, da viom aftenen skulle til middag på en finrestaurant med udsigt over havnen. Dadet blev meget tidligt mørkt, havde jeggod mulighed for at nyde udsigten underhele middagen, hvor jeg for første gangogså mødte Amaré. Fredag blev tilbragtmed hygge og pleje af os selv først pådagen, da Judy tog os med til en salon,hvor vi alle fik både manicure og pedicu-re. Eftermiddagen blev tilbragt i øensYachtclub, hvor vi fik lov at komme medud på hver vores båd i en kapsejlads, jegmå sige jeg blev helt god til at tacke tilsidst, hvor min største og vigtigste op-gave var, at fungere som menneskelig ba-last☺. Det var en sjov eftermiddag, hvorvi fik prøvet noget, jeg ikke havde reg-net med at prøve på sådan en tur. Dette

var også samtaleemnet om aftnen, da vispiste på Duffy’s Hamburgers sammenmed Judy, som dog brugte det meste afmiddagen på at gemme sit nummer påhendes egen mobil så vi kunne få fat ihende om aftenen, når vi skulle hjem fraen natklub. På trods af hendes store an-strengelser for at få det til at virke, skullehun nok have taget imod hjælp fra os.Om aftenen da vi skulle hjem, viste detsig nemlig at nummeret IKKE var gemtunder Phones Owner!! Vi kom da heldig-vis hjem takket være en af dem vi havdemødt tidligere i Yachtclubben.

Lørdag ankom Whitney fra St. Croix ogefter at AK havde sikret sig en udgave afHarry Potter 7, der udkom den dag, tog viud for at spise frokost i Yachtclubben.Judy fik chancen til at sige mange tak tilTery for at køre os hjem, og efterfølgendegik turen til stranden, hvor vi sad somægte strandnymfer med vores egen køle-boks med vand og cola. På en svømme-tur mødte vi en dansker lidt ældre end os,som boede på øen og arbejdede for etsvensk smykkefirma. Hende og hendeslokale kæreste inviterede os på en koldøl, og resten af strandturen gik med at ta-le med hende. Det viste sig, at hun kend-te både nogen fra min familie, og havdevenner, der boede på samme vej i Dan-

Sejlholdet


Rie Kjær Christensen.

mark som AK! Det var ret vildt at findeud af, at verden er så lille. Da dette varvores sidste aften, blev den tilbragt hosJudy med at spise rigtig gode spareribs,og inden vi gik i seng, pøvede vi at fåstyr på både indhold og vægt i voreskufferter. Tidligt næste morgen stod vi ilufthavnen og sagde farvel til Judy. Detvar mærkeligt at kigge ud over øen ogtænke på, at vi om 36 timer ville stå påjorden i Danmark og sige hej til vores fa-milier, uden at vide hvornår vi ville få dedejlige øer at se igen.

Rejsen til paradis blev langt mere endblot en paradisrejse, det blev en rejse,hvor jeg fik knyttet nye venskaber, bådetil den anden danske pige, der var af stedpå samme vilkår som mig, men så sande-lig også venskaber som jeg aldrig villehave dannet på en charterrejse til ’USVirgin Islands’, nemlig venskaber med tolokale piger fra øerne, hvoraf den ene hu-sede både Anne Katrine og mig, hun sør-gede for at vi fik oplevet noget som kunjævnaldrene kunne finde på at vise os,og hun sikrede sig at vi ikke havde tid tilat kede os! Den samme pige boede hosmig i 5 dage. I de 5 dage oplevede jegselv Danmark på en helt anden måde,end jeg nogensinde har gjort før. Det atskulle fortælle om de ting jeg ser hverdag, til en som måske kun kommer til atse netop det én enkelt gang i sit liv, fikmig til selv at opleve dem på en andenmåde, og ikke bare se på dem som en delaf min egen hverdag i lille Danmark.

Slaverne får stemmer.

Af Bernhard Michael Bierlich, mag.scient, PhD, EU Programforsker, Rigsar-kivet.

Slavehandlen, Kolonialismen og denAfrikanske Faktor

Denne artikel bygger på mit Galathea 3-Projekt i 2006-2007. Projektet var nyska-bende og benyttede en virkningsfuldanalytisk blanding af antropologiske oghistoriske metoder og erkendelser i enundersøgelse af forholdet mellem afri-kansk slavemedicin og dansk kolonial-medicin og -kirurgi i det tidligere DanskVestindien – se også www.galathea3.dk/dk/Menu/Forskning/Healers%2c+Slaves+and+SurgeonsI Vestindien havde indflydelsen fra afri-kanske helbredelsesformer en centralplads, og man opfordres derfor til - nårman beskæftiger sig med de vestindiskeslaver - altid at være parat til at begivesig ud på en returrejse til Afrika for atfinde mange af forklaringerne. Den vest-lige/danske koloniale vinkel (dvs. degængse kilder om Vestindien) indeholderikke alle svarene. For at afdække slaver-nes undervurderede perspektiv og skrivehistorien om mødet mellem Europa ogAfrika og sygdomsbehandling ud fra de-res synsvinkel, anvendte projektet ikkealene historiens, men også antropologi-ens nutidige metoder, idet der både hen-vistes til og gjordes brug af kilder fra det18. og 19. århundrede samt helt nutidigtmateriale i form af interviews med vestin-diske weed women - en slags kloge konerog direkte efterkommere af slaver med enstor overleveret viden om helbredelsemed planter. Ved deres mellemkomst er vi


i stand til at fuldføre cirklen, idet vi meddem kan tage tilbage til slavetiden (17.-19. århundrede) på de vestindiske øer ogogså foretage rejsen tilbage til Afrika, detkontinent, som de vestindiske slaver komfra.

Feltarbejde på US Virgin Islands

Jeg opholdt mig på US Virgin Islands fraden 4. til 18. marts 2007. I denne relativtkorte periode var jeg, på baggrund af go-de lokale kontakter og et stort forarbejdepå især Rigsarkivet og Det KongeligeBibliotek samt Botanisk Museum i Kø-benhavn, i stand til - op til flere gange -at interviewe Veronica Gordon, nok en aføernes mest markante weed women. Pa-rallelt hermed havde jeg flere samtalermed den lokale økolog Olasse Davis,som er ansat ved University of the VirginIslands. Han viste mig desuden - i forbin-delse med en ekskursion til et område ik-ke langt fra Universitetet - en række af ø-ernes almindelige helbredende planter,

Kort over den danske trekantshandel(København-Afrika-Vestindien og returtil København).

buske og træer. Min kontakt med OlasseDavis blev udvidet med et længere mødeog præsentation af mit projekt ved Ex-tension Service på University of the Vir-gin Islands. Diverse kontakter kom istand, især med leder af Extension Servi-ce, Kwame Boateng. Min forskning påøerne blev afsluttet med en rundbords-diskussion på VÆDDEREN (Galathea 3ekspeditionsskibet) den 17. marts medmine lokale samarbejdspartnere ToniThomas og Carlos Robles, ligeledes fraUniversity of the Virgin Islands.

Heksekunst eller Plantemedicin?

Projektet, som tog udgangspunkt i dendanske trekantshandel med slaver, un-dersøgte forskellige kilder for at beskriveden ’afrikanske faktor’. Efter at have stu-

Veronica Gordon med sine smykkerFoto: Bernhard Bierlich


deret de danske læger på øerne i det 18.-19. århundrede og deres journaler gjaldtdet om at forstå frygten for slaverne ogderes angiveligt onde hensigter og hek-seri, kendt som obeah. Denne frygt kom-mer tydeligt til udtryk i de såkaldte krimi-nal- og politiretsprotokoller for øerne,som findes på Rigsarkivet i København.For at sætte denne totalt overdrevnefrygt for hekseri (primært plantageejernesfrygt for deres dårligt ernærede og be-handlede slaver) i rette perspektiv, un-dersøgte projektet den ganske overseteplantebaserede helbredelse med forskel-lige urter og planteafkog ved slavernesegne ’læger’. Disse livsvigtige initiativervedrørende den almindelige, daglige menlangtfra ligegyldige sygdomsbyrde be-stående af sår, infektioner (bl.a. tetanus-infektioner i forbindelse med fødsler), fe-ber, vejrtræknings- og lungeproblemer,fordøjelsesgener, hudsygdomme etc.kommer til at stå som afgørende. I denforbindelse undersøgte projektet bl.a.diskussioner af tetanusinfektioner hosslavekvinder i forbindelse med fødslerved franskmanden Dazille, som fungere-de som læge på øen St. Domingue - detnuværende Haiti - i den anden halvdel afdet 18. århundrede. Det moderne og in-teressante studie og ph.d.-afhandlingenFor Slavernes Sundhed: sygdom, sund-hed og kolonialadministrationens sund-hedspolitik blandt plantageslaverne påSt. Croix, Dansk Vestindien, 1803-1848fra 2006 ved den danske historiker NiklasThode Jensen blev også inddraget i un-dersøgelsen.

Fra Guldkysten til Vestindien

Galathea 3-projektet fortsatte undersø-gelserne af den vigtige samling af helbre-

dende planter, indsamlet af de danske vi-denskabsmænd Peter Thonning og PaulIsert, der opholdt sig i Vestafrika i tiden1783-1803. Samlingen befinder sig på Bo-tanisk Museum i København, og planter-ne er blevet fotograferet. BotanikerenEdward Ayensu har nemlig påvist, at derer en klar overensstemmelse mellem enrække af de medicinske planter, der fin-des i det tropiske Afrika og dem, der fin-des i et andet tropisk område - på den an-den side af Atlanterhavet, i Vestindien.De blev anvendt af slaverne, som bl.a.bragte dem med som frø i deres hår, da deblev tvangsforflyttet til Vestindien fra de-res hjemland i Afrika. Således er nogle afde planter, især de lavere vækster, dervokser i Vestindien, uden tvivl indført fraAfrika. At der er forgået en spredningover Atlanten kan ikke undre os, idetdette er en del af den proces, der kendessom ’Kulturens Veje’, grundlaget for en-hver form for kultur, vestlig og ikke-vest-lig.

Vi kan på denne baggrund afslutte voresrejse tilbage til Afrika og konkludere, atbrugen af urtemedicin og sammenhæn-gen mellem Afrika og Vestindien har mere

Galathea 3-ekspeditionen, St. Thomas,Vestindien, den 16. marts 2007Foto: Bernhard Bierlich


på sig end som så. Hvad de skrevne dan-ske kilder fortier, er at slaverne på ingenmåde blot var passive ofre for det brutaleplantagesystem. Når vi betænker spred-ningen og brugen af planter, gøres sla-verne til aktive personer, ansvarlige forderes egen sygdomsbehandling. Dermedgives slaverne den ”stemme” tilbage,som de er blevet berøvet i de europæiskeskriftlige kilder.

Plantemedicin i Vestindien

Til billedet af Vestindien hører, at den me-dicinske viden ikke er samlet i standardeller gængse forklaringsmodeller og rela-terede behandlinger. Der er dog en visgenerel enighed om forskellige plantershelbredende funktioner i forhold til f. eks.at lindre smerter (JUMBEE PUMPKIN,momordica charantia), styrke kroppen(MAUBI BARK, Colubrina elliptica) ogat løvet fra LIGNUM VITAE (Guaiacumofficinale) kan bruges i behandlingen afen forkølelse. Derudover er den medicin-ske viden, ligesom i Afrika, spredt påmange hænder. I det vestindiske tilfældeer viden og kunnen om helbredelse medplanter gået i arv fra generation til gene-ration og i et utal af familier. Til billedethører også, at den vestindiske kultur ermeget blandet og har ganske mange lag,der både stammer fra det indianske Vest-indien før Columbus ankomst i 1492, frade omkringliggende øer i Vestindien, fraMellem - og Sydamerika og ikke mindstfra Afrika. Hvad der ’i tidernes morgen’(17.-18. århundrede) antageligt var en ri-melig homogen befolkning i Dansk Vest-indien, bestående af europæiske planta-geejere og afrikanske slaver, ændrede sighurtigt. Allerede mens slaveriet stadigeksisterede foregik der nemlig en stor ud-

veksling og import af slaver fra omkring-liggende vestindiske områder, og såledesvar der allerede dengang tale om en hete-rogen befolkning. Derudover kan man idag tale om en sand multietnisk befolk-ning på de forskellige øer i Vestindien,der har bosat sig det ene eller andet stedi dens søgen efter arbejde. Derfor harkun cirka en femtedel af befolkningen idet tidligere Dansk Vestindien, de nuvæ-rende US Virgin Islands, dybe rødder påøerne, således at de kan føre slægten fle-re generationer tilbage på stedet. Nårman beskæftiger sig med plantemedicinog ønsker at begive sig ud på en ’retur-rejse’ for at spore den ’afrikanske faktor’,må man således nøje skelne mellem peri-ode og etnisk gruppe, idet hver indvand-rende gruppe har medbragt sin egen vi-den og tilgange, også vedrørende plan-ter.

Formidling

Fra et formidlingsperspektiv tegnedeprojektet sig for en række fine resultater.Udover omtale af projektet i landetsnetaviser – se f.eks. http://web.politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=491017 - harprojektet sammen med historielærerPeder Wiben søgt at formidle sine resul-

Toni Thomas (tv.) og Carlos Robles medBernhard Bierlich (forgrunden), Polfoto.


tater og visioner i form af et webbaserettværfagligt undervisningsmateriale forhistorie-, geografi-, biologi-, dansk- ogengelskundervisningen i gymnasiet.Disse er tilgængelige på http://galathea3.emu.dk/kultur_historie/slaverogmedicin.html. Dette site har dan-net udgangspunkt for en livlig diskussi-on blandt franske undervisere, som ermeget optaget af spørgsmålet om inte-grering af forskningen i undervisningen.

Derudover er en dokumentarfilm om em-net på tale med en af Galathea 3-ekspedi-tionens mediepartnere og DR samt even-tuelt også Discovery-kanalen. Endelighar Galathea 3-projektet også ført til endeltagelse i et nyt multidisciplinært EU-program om slavehandlen, slaveriet, hi-storie og identitet. Så selvom Galatheaprojektet var et mindre humanistisk pro-jekt, har det både opnået meget spæn-dende forskningsresultater, og samtidig,hvad der en vigtig grundtanke bag selveGalathea 3-ekspeditionen, er det blevetformidlet, og der er skabt fint, nyskaben-de og stimulerende undervisningsmate-riale.

Projektet har på afgørende måde bidragetmed materiale til at virkeliggøre ambitio-nen om at skrive en NY KOLONIHISTO-RIE, som forsøger at se forholdet mellem’os’ (europæerne) og ’dem’ (de kolonise-rede befolkninger, herunder slaverne) udfra deres perspektiv. Endelig har Muse-um Tusculanums Forlag på KøbenhavnsUniversitet vist sig meget interesseret iat udgive en bog, som forbinder antropo-logi og historie på en stimulerende måde.Manuskriptet med titlen Configuring the’other’: Medical Practices and Africansin the Danish Slave Trade and the Da-nish West Indies – Colonial History from

the perspective of the enslaved - A NEWAND DIFFERENT COLONIAL HISTORY,er under udarbejdelse og forventes fær-digt til næste sommer.

Det Kulturelle og Koloniale Møder

Ved at lade slaverne og deres afrikanskekulturer og baggrund - og ikke-vestligekulturer i det hele taget - fremstå som af-gørende i samspillet mellem Europa/Dan-mark og Afrika/det anderledes forsøgerjeg at anlægge et nyskabende, stimule-rende og kritisk perspektiv. Ved at kombi-nerer antropologiske og historiske ind-sigter bliver det muligt at bidrage med nyviden og en kritisk og klar forståelse afdet kulturelle og koloniale møde.Når der her fokuseres på slaverne og de-res kulturer, er det for at understrege, atdet ‘afrikanske’, dvs. ‘anderledes’ (ikke-europæiske), må have en fuldt ligeværdigplads i vores fremstilling af det ene ellerandet aspekt af den koloniale historie,som altid, hvad enten den udspiller sig idet Indiske Ocean (tropekolonierne Tran-quebar og Nicobarerne), i Vestafrika(Guldkysten) eller i Dansk Vestindien -eller i vores tidligere ‘kolde’ kolonier iGrønland og på Færøerne - vil være etmøde mellem en vestlig og en ikke-vest-lig kultur. Dette fokus er spændende ognyt.

Bernhard Bierlich er socialantropolog,mag. scient., med en PhD fra CambridgeUniversity og forhenværende Galathea 3forsker ved Københavns Universitet og fortiden EU programforsker på Rigsar-kivet.Som antropolog har han en særlig inter-esse i medicinske, koloniale og hi-storiske sammenhænge, især forholdet

mellem Afrika og Vestindien.


Den vestindiske historie-kavalkade.

Christen Prams brevefra Dansk Vestindien1820-1821

I serien af artikler om personer i DanskVestindien skal vi denne gang høre omdigteren og embedsmanden ChristenPram. Han var født i Norge i 1756, men

kom allerede som barn til Danmark, hvorhan siden blev student og studeredenogle år, inden han i 1781 blev ansat iØkonomi- og Kommercekollegiet. Hanvar meget kulturelt interesseret og skrevselv adskillige skønlitterære arbejder,som opnåede et vist ry i samtiden; menmest kendt i eftertiden blev hans for-

tjenstfulde indsats som redaktør 1785-1793 af tidens toneangivende frisindedetidsskrift, Minerva. Prams ægteskab varulykkeligt, og hans privatøkonomi varmildest talt dårlig.

Derfor rejste han til Dansk Vestindien forat overtage det indbringende embedesom toldforvalter i Charlotte Amalie påSankt Thomas. Til afskedsfesten i Kø-benhavn i april 1820 skrev Grundtvig denkendte sang ”Langt højere bjerge så videpå jord”.

I en række velskrevne og interessantebreve fra årene 1820-1821 har den aldren-de og svagelige Christen Pram beskrevetdagliglivet i kolonien og især den vold-somt irriterende tropehede.

Nedenstående uddrag af brevene er gen-givet i original bogstavering, men tegn-sætningen og brugen af store begyndel-sesbogstaver er moderniseret. Desudener indsat enkelte forklarende noter.

D. 1ste julii1 er jeg indsat i min post somvirkelig toldforvalter paa St. Thomas.Commandanten her, en ung major v.Scholten,2 var bortrejst nogle dage justden dag, jeg kom. [...]

Det hus, jeg skal beboe,ligger paa skraaningen af den bakke, paahvilken byen er anlagt, saa højt over by-ens lavere deel som omtrent fladen afRunde Taarn over Kjøbmagergade. Derer altsaa en fortryllende udsigt over by-en, øer og halvøer, som omringe den, al-leer af palmer, kokus og tamarindetræerop ad siderne af det høje fjeld, hvoraføen bestaaer, derimellem sukkerplantagerog lyststeder med større og mindre haverpaa hældningerne, der og for en deel be-staae af skove og krat.

Christen Pram, født 1756, død 1821,toldforvalter på St. Thomas 1820-1821.


Alt vilde her, hvad den physiske naturangaaer, være paradisisk, dersom ikkeden hede var, som især paa denne aarstider nærved utaalelig. Heden er her vel kun25 grader,3 altsaa dog et par grader høje-re end den største hos os; men selv omnatten er den nu 22 til 23 grader, altsaaintet afkjølet i den saa lumre nat. Manmaa skifte linned og klæder 3-4 gange ogoftere om dagen, og imellem staae opmidt om natten for at faae nyt paa. [...]

St. Croix, ogsaa for endel St. Thomas, er fordelt i avlsgaarde,plantager kaldet, der ligge hinanden saanær som bøndergaardene paa Gjentoftemark. Vaaningshusene, der for det mesteligne hinanden, have almindeligen et net,landligt, ingenlunde pralende udseende.Sukkeravlens huse ere slet ikke anseeli-gere end vore bønders udhuse. Markar-bejderne (negrene) boe for det meste i enklynge af hytter vore smaae huusmands-huse ikke ulige; men for det meste liggedisse hytter skjulte i en lund af tamarind-og andre træer. Ved hver plantage er envejrmølle, til saftens udpresning af suk-kerrørene, som, naar de ere i gang, givedet hele et meget livligt udseende. [...]

Af de mennesker, manmøder, som ikke ere arbejdere eller negre,seer man næsten ingen saaledes, somman hos os vilde kalde stadset eller ele-gant; men begge kjøn (dog mandfolke-nes sorte klædes-kjoler fraregnede) i dereneste linnedelegance, da alle næstenuden undtagelse – endog haandværkereog deres arbejdere – hver dag iføre sigrent linned, i det mindste ingen smudslade see. Selv negerne, det er negersla-verne – naar de netop ej gaa i jordarbej-de, da de have meget lidt paa, ej stort an-det end en ofte meget utilstrækkelig che-

mise – have for det meste rent linned, omog kun linnede pjalter, men blegte ogskinnende. [...] Yderst sjelden seer mannoget præg af elendighed eller lidelser ogvel aldrig noget, der ligner det kryberieeller den nederdrægtighed, som desværreer det udvortes hovedtræk i vor laverealmueklasse. Den hurtigt aldrende slavekommer stedse for sin herre, hvis ejen-dom han er som en hund, med en art fri-modig stolthed. [...]

Men her er djævelskhedt! [...] Her blæser næsten stedse, end-og temmelig stærkt, men blæsten er somemmen af en kogende kjedel. Man kanom natten inden vinduer ikke taale et la-gen paa det brændende legeme, da manligger paa en enkelt haard madras i megetbrede senge, hvor man snurrer sig om-kring paa alle kanter. I saadan uophørlighede tabes let ej alene al lyst, men og alevne og beqvemhed til nogen forretning.[...]

Man staaer dog oftesttemmelig tidlig op, kl. 5 eller halvsex.Man drikker da en kop kaffe og gjør,hvad man netop ikke kan skulke fra sig.Kl. 10 spises i alle husholdninger envarm frokost med thee, vel endog bouil-lon; for resten et par retter. Dog spises,som jeg har mærket, til dette maaltid ejmeget og drikkes næsten ingen vin ellerspiritus, kun sanggri, som bestaaer afvand med en fin sirup i og muskat, hvor-til ganske lidt vin. Men siden drikker næ-sten alle mennesker grog, det er vandmed brændevin. Hvad nu ikke heden gjørdorsk og dum, gjør brændevinen. Kl. 5½om aftenen spises til middag, og aldrig erder buden mig mindre end 6-8, men velflere retter. Disse frembæres alle paa en-gang, og enhver tager eller forlanger,hvad han vil, saa der altid maa laves fire-dobbelt saa meget, som der spises. Det,


der er tilovers, er spildt, thi det raadnerstrax. Man har for resten gode spiseva-rer, især fisk af mange gode slags. Mandrikker til maaltidet ej endda saa meget,som man havde sagt mig, og nøder ikke.Efter maaltidet og deserten frembringesnye vin af andre sorter og øl. Ej enddadrikkes meget. Men nu var just tiden – kl.5 til 6½ – da man nogenledes kundespadsere. Den tid er nu spildt, fordi manspiser for sildig. Efter kl. 7, da der faldernogen dug, holder man det farligt at værei aaben luft. Man gjør da undertiden i by-erne visiter og bydes thee eller grog, ogkl. 9 eller før ligge alle i deres senge. Dis-se ere, som jeg forhen har omtalt, omgiv-ne med netteldugs-gardiner,4 som snørestæt til. Det skal være for at holde mygge-nen (musqvittos) borte, hvorfor man kal-der dem musqvittos-gardiner. De gjøreluften endnu mere qvalm, og myggeneere slet ikke værre her end hjemme, daman her, hvor blodet af den dræbendevarme er meer i opkog, føler deres stikheftigere. Søvnen bliver indenfor dissegardiner maaskee saa meget tungere, saafolk saaledes sove væk en 8-9 timer. [...]

De ældste jordejere ogegentlige jorddyrkere vare for det mestehollændere – eller hollændere og engel-lændere imellem hinanden. Deraf er et afhollandsk og engelsk samt maaskee no-get oprindeligt caraibisk, vel og nogetafrikansk, sammenlappet sprog – creolsk– som endnu stedse er det, der alminde-ligt tales, ej alene af slaverne og de øvri-ge couleurte5 indbyrdes, men og i detdaglige husliv. [...] Da det engelske sprogved Engellands store søefart og det og-saa nu frie Nordamericas store handelpaa Vestindien er blevet det sprog, somfornemmelig og næsten ene tales. Dette(tilligemed det creolske) er det første,

børn lære, og jeg finder blandt alle de fa-milier, i hvilke jeg har aflagt besøg, neppemeer end en eneste, hvor børnene tillige-med engelsk tale lidet dansk eller givetegn til at forstaae det. Af alt, hvad derhører til huslivet, vide de neppe benæv-nelserne i noget andet sprog end en-gelsk, og selv af de hidflyttede eller heransatte danske have mange den ambitionej let at tale, eller lade som de forstaaemodersmaalet. [...] Vistnok finder jeg migendnu, skjønt lidt mindre end i de førstedage, udsat for at ansees for umælende,fordi jeg ikke veed navn eller udtryk fordet meget, der udgjør vore huslige omgi-velser. [...]

Fruentimrene ligne hin-anden her og allevegne. Jeg seer aldelesingen forskjel mellem deres pynt og paa-klædning her og i Kjøbenhavn. Smukthvidt er hovedsagen der og her; dog sy-nes det paa de tidlige morgenpromena-der, som ere temmelig almindelige vedsolens opgang eller før, som om skinnen-de linnedelegance er her noget aldelesvæsentligt. Jeg finder ved damernes ar-bejdsborde overalt tegn til bekjendtskabmed den engelske og franske skjønne lit-teratur. Et elegant og godt fortepiano6

sees i alle huse, og i mange hører jegspille med færdighed. Den sang, jeg harhørt, betyder ikke stort, og i mine ørenklinger det engelske ingenlunde godt isang. Man elsker dands, hører jeg, medlidenskab. [...] Man siger, damerne hersom i Europa ere sysselsatte uophørligmed deres arbejder. Den flok negresser,7

man har i hvert hus, lader, som det sig velbør, kun det finere syetøj og broderie tilgjenstand for damernes arbejdsomhed.Mandfolkene ere uende-ig renligere herend hjemme. I husene klæder man sig let,men sjelden seer man paa gaden en hvidmand i en fin hvid eller stribet kattuns8


trøje, som, naar det da skeer, stedse ernyvasket og stivstrøget. Men aldrigsaae jeg nogen – knapt i sit eget hus –gaae til bords uden i nyvaske-debomuldstøjs underklæder og, trodsklimatet, en sort klædeskjole; til stads iden klædesuniform med epaulette, somdog fast alle hvide borgere – ogsaa nuen mængde couleurte – ere qualificeredetil at bære. [...]

I solen er det reent utaa-leligt, og man kan, saalænge den skinner,intet skridt gjøre uden under en parasol.[...] Uagtet man nu gaaer saa tyndt klædtsom muligt, er dog hele kroppen i et o-vertrukken med en sved, der strax bliversejg og klæbende, som var man over-smurt med sirup. Det hjelper lidt eller in-tet, hvad man for renligheds skyld ernødt til, at man vasker hele kroppen fleregange om dagen i saakaldet koldt vand,thi det er altid melkevarmt. [...]

Hvad tid og lejlighed an-gaaer til at skrive, da kan jeg ikke klageover mangel derpaa. Mit embede medfø-rer virkelig saare lidt arbejde i forhold til,hvad jeg min hele levetid er vant til. For-retningerne ere mecaniske. Naar fuld-mægtigen9 gjør, hvad jeg dog ikke kangjøre for ham, saa er der for mig kun atpaasee, at det gjøres, og rigtighed hol-des. Dette fordrer, at jeg jevnligen er til-stede, uden dog synderlig at gjøre andetend see til. Jeg har saaledes dagene heligjennem til min raadighed, synes det.Jeg har liden eller ingen omgang. Kl. 5gaaer jeg paa mit spisequarteer, spadse-rer herpaa en halv times tid og gaaerhjem. Gaaer til sengs kl. 12-1-2, vaagnermed vagtskuddet kl. 5 og – paa et par be-søg paa comptoiret nær – sidder og kuk-kelurer hjemme i mine elegante værelser(endnu boer jeg i kommandantboligen10 )

til kl. 5 for igjen at spise til middag. [...]

Men al denne ledige tid bruger jeg tilhartad11 ingen ting, fordi her i et væk ersaa rasende hedt. Selv natten er – udenmærkelig forskjel – lige saa hed som da-gen, og det endog naar jeg, som man heralmindelig gjør, stiller mig saaledes, at detblæser tvert igjennem værelset, da manher aldrig har ly-sene staaende frit i enlysestage paa bordet, men i en aabenglasklokke, som man kalder ”a shade”, etglasrør omtrent en alen12 højt og omtrent½ vidt om midten, lidt smallere til ender-ne. Skjøndt disse af helt glas holdesmeget klare, give de dog et skjær, sompiner øjnene og gjøre det besværligt atlæse.Men heden afslapper desuden sjelog legeme, saa man kan kun kort adgangen holde ud, hvad man endforetager sig. [...]

Jeg trives ved min saaresparsomme diæt – som bestaaer til fro-kost af et glas maderavin, da man her in-gen anden vin drikker, og 3 blødsødne13

æg, og til middag af et par retter, fisk,melkemad eller koldskaal (en ret, somman aldrig har seet før min tid) – saavel,at alle mine hidbragte klæder ere blevnemig for trange. [...]

Crown House, Dronningens Gade 26-27 iCharlotte Amalie, hvor Christen Pram boede.


Pludselige vindstød ere her meget almin-delige; da flyver alting i værelset en omørerne. Især gjør dette det meget ubeha-geligt at skrive her, da man hvert øjeblikmaa søge pen og papir i et fjernt hjørneaf huset. Dog er heden her af alt det vær-ste. Jeg skifter linned 5-6 gange om da-gen, ogsaa ofte midt om nætterne, ogdog ere lagen og madrats gjennemblødteaf sved. Uagtet al vor blæst og hede erluften dog for det meste saa fugtig, athvad man hænger op at tørres, aldrig tør-res tilgavns. Alting skimler og raadner.Fordøjelsen duer her sjelden. Alle men-nesker eller dog de fleste maa bruge denevige cajaputolie.14

Man er meget glad over at have kroppenbesat med evige røde hunde – en glæde,som de fleste have. Jeg burde ogsaa exal-tere derover, thi jeg har nu i flere uger detudseende, som om jeg var fuldkommenskabbet; men saa u-skjønsom er jeg, atjeg glæder mig ikke det mindste over athave en uophørlig kløe, som ikke engangvældigste kradsen med en skobørstegandske kan fyldestgjøre.

Christen Pram var få uger efter sin an-komst i juni 1820 til Dansk Vestindienblevet angrebet af tropesygdomme, såhan allerede samme år måtte foretage enlængerevarende rekreationsrejse til Nord-amerika fra august til oktober. Tilbage iCharlotte Amalie levede han præcis et år,plaget af varme og uden nogensinde atfalde til i det lille samfund, inden han dø-de i november 1821. Han blev begravetpå Sankt Thomas. Efter Prams død karak-teriserede Jens Baggesen ham som ”denunderlige, rasende, ubegribelige, ulykke-lige, i grunden overordentlig ædle Pram,dette med alle sine svagheder og besyn-derligheder beundringsværdige og elske-

lige væsen”.

Det sammensatte menneske ChristenPram nåede ikke at sætte sig mange spori Dansk Vestindien, men hans privatebreve hjem til en ven i København giveret spændende indblik i livet på SanktThomas 1820-1821.

Kilder:

Prams Breve fra Vestindien og Nordamerica iAarene 1820-21 (i Magazin for Rejseiagtta-gelser, bind 4, red. af R. Nyerup, København1825, side 265-339)

Prams selvskrevne Biographie, udg. af O. J.Rawert (i Archiv for Psychologie, Historie,Litteratur og Kunst, bind 1, red. af NielsChristian Øst, København 1824, side 111127).

1 1820.2 Peter von Scholten var embedsmand påSankt Thomas, inden han blev generalguver-nør.3 25 grader Reamur er 30 grader Celsius.4 Lærredsagtigt stof, forarbejdet af nældeta-ver.5 Farvede personer, frikulørte.6 Klaver.7 Negerkvinder, sandsynligvis slavinder.8 Bomuldstøj, ofte påtrykt brogede mønstre.9 Ansat til at udføre embedsvirksomheden påPrams vegne.10 Crown House, Dronningensgade 26-27,ejedes af Peter von Scholten.11 Næsten.12 En alen er 63 centimeter.13 Blødkogte.14 Medicinsk olie til brug mod træg mave.

Erik Gøbel


Særudstilling på Handels- og Søfartsmuseet.

I årene 1946-1948 rejste tegneren og arkitekten Ib Andersen rundt i de tidligere dansketropekolonier i Indien, Vestindien og Afrika.I 1973 overdrog Ib Andersens familie de mange tegninger, kunstneren havde lavet underrejserne i 1946-1948, til Handels- og Søfartsmuseet, og det er et udvalg af disse mangetegninger, udstillingen viser.På linket http://www.maritime-museum.dk/detsker/saerudstilling.asp kan læses mere omudstillingen, som er åben til og med lørdag den 8. marts 2008.

December fotos. Indtryk fra St. Croix.Foto: Anne Walbom

På en lille sidevej i nærheden afFrederiksted bor en familie, som harvalgt ikke at udsmykke huset medlyskæder og julefigurer. De har skre-vet „JOY TO THE WORLD“ vedhjælp af hvide og blå engangspla-stikkrus. Hver gang jeg kommerforbi, fyldes jeg af ægte glæde, ogbegynder straks at nynne den megetpopulære julesang.

Når man i disse dage færdesrundt omkring på St. Croix,så kan man sagtens kommetil at møde „kongelige“ per-soner. Jeg har også væretheldig.Midt på Companystreet stårpludselig en „prinsesse“,samt hendes stolte bror ogmor. Hun er ikke en heltrigtig karnevalsprinsesse.Hun blev „First runner up“,som man her kalder nr. 2.Og når man ser rigtig efter,så blev hun også kåret som„Miss Popularity“.


Friends of Denmark’s årlige julefest er no-get af det mest hyggelige jeg kender.

Stemningen er i top, der deles gaver ud, ogenkelte julesange afsynges.

Dette års fest startede med et gruppebille-de. Jeg skulle absolut sidde forrest i midtenmellem den ældste og den yngste - EdYork på 95 og Winifred "Oyoko" Lovingsnyfødte barnebarn Lilah Gizelle Loving.

Juletid er gave-tid. Hvis man er teenager,som Elaine, vil man allerhelst selv væl-ge. Mor sagde OK, og jeg fik lov at kom-me med. Gaveønsket er guldøreringe.Ogde skal helst være kæmpestore, gernemed en tekst på som f.eks.“Princess“eller „I Love You“. Mor sagde nej. SåElaine måtte nøjes med den næststørstestørrelse med teksten „9 lives“ og en lil-le kat på kanten! Men hele denne „guld-smedebutik“ var en oplevelse. Aldrig førhar jeg set magen til samling af storeguldsmykker.

En søndag i december er der et særligtjulearrangement i St. George Botanical Garden.Hovedbygningen giver plads til 12 smukke ægtejuletræer. Al pynten er lavet specielt til dennelejlighed, og træerne med deres pynt bliver solgt påauktion. Dette træ med pynt lavet af maleren CindyMale blev solgt for 6.000,- kr. Pengene går tilvelgørenhed og køberen får træet bragt til døren etpar dage inden juleaften.

Den botaniske have er denne søndag fyldtmed boder, hvor man kan købe mad, smyk-ker samt en hel masse andet. Som noget nyt,kan man dette år også købe en hundehvalp.Det er den lokale dyreværnsforening, St.Croix Animal Welfare Center, som gør etstort arbejde for at hvalpe og unge hunde kanfå et godt hjem. Hunden til venstre villerigtig gerne i kontakt med mig. Gudskelov erjeg mere til katte, så jeg modstod fristelsen.


Santa Maria, i Columbus,i staten Ohio, USA.

Et af Dansk Vestindisk Selskabs medlem-mer, Grethe Strange, besøgte i oktober2007 USA.

Grethe Strange benyttede den voucherpå $250,- hun havde modtaget fra Amari-can Airlines (i forbindelse med Festival2007) til en rejse fra N.Y. til byen Colum-bus i Ohio og har sendt redaktionen etpar billeder. Det er en kopi af Columbus’sflag-skib Santa Maria, et typisk handels-skib af træ, 98-fod (ca. 32 meter).

Byen Columbus er hovedstaden og denstørste by i den amerikanske stat Ohio.Den er opkaldt efter Christoffer Colum-bus, der som opdagelsesrejsende gik iland ved Salt River på St. Croix i 1493.

Byen Columbus blev etableret i 1812 vedsammenfletningen af floderne Scioto ogOlentangy og fik funktion af hovedstad i1816. I Columbus findes et spændendemuseum om Christoffer Columbus medbl.a. guidede omvisninger.

Finn Ferrall

Kaffegrog.Redaktionen har fundet en gammel kaffe-drik-opskrift fra Vestindien.

Groggen kan nydes både kold og varmog læsker i varmen.Den fremstilles af stærk kaffe og en kryd-derrimasse, som røres af:

2 spsk. smør250 g mørkt puddersukker1 knivspids salt½ tsk. stødt allehånde½ tsk. støt muskat½tsk. støt nellike

Rør smørret blødt, tilsæt sukkeret lidt ef-ter lidt. Bland salt og krydderrier i. Selvegroggen tilberedes således: Kom en tsk.krydderimasse i et ¼ liters krus, derefterlidt revet citron- og appelsinskal. Rørmassen med 3 spsk. lys/brun rom og 2spsk. piskefløde.Fyld kruset med isafkølet eller varm kaffe.

VelbekommeFinn Ferrall

Santa MariaFoto: Grethe Strange


Bogsiden

“DE FRIFARVEDE” - af Henrik Hertz i anledning af 150 åretfor slaveriets ophævelse i Vestindien. 81sider,1998. Pris kr. 90,-

“FLÅDEN OG DANSK VESTINDIEN” - Den danske flådes togter til Caribien1671-1917. Af Per Nielsen. 48 sider, Kbh.1997 Pris kr. 40,-

“FRA SLAVESANG TIL SOCA” - Historien om musikken fra de tidligereDansk Vestindiske øer. Af Ole Bidstrupm.fl. 63 sider, 1991. Pris kr. 40,-

“EN OFFICER I DANSK VESTINDIEN

OG HANS FRITIDSBESKÆFTIGELSE” - Redigeret af Steffen Linvald. 122sider, DVS Kbh.1988. Pris kr. 40,-

“Dansk Vestindien for 250 år siden” - J.L. Carstens: En almindelig beskrivelseom alle de Danske, Americanske ellerWestIndiske Eylande. 164 sider, 1981.

Pris kr. 50,-

Dansk Vestindisk Selskabs udgivelser af bøger ogpostkort tilbydes medlemmerne til fordelagtige priser.

“KUNSTNERE I TROPESOL. SKITSER” - akvareller og malerier fra det tidligereDansk Vestindien. Af Ole Bidstrup m.fl.87 sider, DVS Kbh 1992. Pris kr. 40,-

POSE MED 4 POSTKORT

4 forskellige. motiver, dobbelte og medkuverterPris pr. sætkr. 25, -5 sæt kr.100, -

„TOLDVÆSENET I DANSK VESTINDIEN,1672-1917"Poul Erik Olsen, 1988, 261 sider, indbun-det m. fotos, billeder og ill. Pris kr. 60,-

Priserne er ekskl. porto og forsendelseskuvert. Betales på et vedlagt girokort.

„I Orkanens Øje“Af Signe Trolle Gronemann og RikkeVindberg: Beretninger fra OrlogsskibetValkyriens togt til Dansk Vestindien 1915-1917, 202 sider, DVS 2005. Pris kr. 200,-

„Kunstakademiets Vestindienstudieropmålinger 1961 af bygninger på St.Thomas og St. Croix“-Dahl og de FineLicht, 2005, 300 sider, 30 x 24 cm, indbun-det Pris kr. 350.-

Cay Andersen,Færøvej 15, 4180 Sorø

E-mail: [email protected].: 57 83 11 27

„DANSK VESTINDIEN,ISLANDS OF BEAUTY AND BOUNTY“Uddrag fra C. E. Bærentzens værkDANMARK, udgivet 1856, Oversat tilengelsk og genudgivet med både danskog engelsk tekst. 94 sider. Nina York, St.Croix 2003 Pris kr. 70,-

ST. CROIX 500 YEARS. Pre Columbusto 1990. By Erik J. Lawaetz. Secondedition. Paperback. Pris kr. 50,-

DVS-emblem (kr. 25,-) og bøger kan købes ved møder eller bestilles pr. brev, mail, telefon hos:


Indmeldelsesblanket

(udfyld med tydelige blokbogstaver - sendes til)

MedlemssekretariatetErik MarcussenGræsager 3022980 Kokkedal

Navn

Gade

Postnr: Telefon/E-mail:

By:

Dansk Vestindisk Selskabhar eksisteret siden salget af øerne i1917. Selskabet har den engelskeundertitel „Danish West Indian Society“.Selskabets protektor er HendesMajestæt Dronning Margrethe II.Selskabet, der er upolitisk, blev stiftetValdemarsdag 15. juni 1917 somklubben „Dansk Vestindien“ og senerereorganiseret. I 1969 blev navnetændret til “Dansk Vestindisk Selskab“,som er landsdækkende, men harhjemsted i København.

Selskabets formål er:a. - at samle alle, der har eller har hafttilknytning til U.S. Virgin Islands, det tid-ligere Dansk Vestindien, samt alle an-dre, der har interesse i at opretholde ogskabe kulturelle og venskabelige forbin-delser til øerne, og bevare minderne om

Dansk Vestindien.

b. - at informere om og støtte interessenfor U. S. Virgin Islands og dets historie iDanmark, samt støtte interessen forDanmark i U.S. Virgin Islands.

Formålet søges gennemført ved:a. - Møder, sammenkomster, foredragog anden foreningsvirksomhed.b. - Udgivelse af et medlemsblad ogandre publikationer f.eks. hjemmeside.c. - Samarbejde og korrespondancemed andre foreninger med tilsvarendeformål.d. - Formidling af personlige kontaktergennem gensidige besøg.

Årligt kontingent:300 kr pr. husstand.


Bestyrelse og adresser

Nordjylland:Bodil Vidarsson, Tulipanvej 2,9850 Hirshals. 98 94 92 40

Midtjylland:Edith Christiansen, Hvedevænget 63,8700 Horsens,

Dansk Vestindisk Selskab

Selskabets kontaktpersoner

KULTURHISTORISK UDVALG: Anne Walbom, e-mail: [email protected], FinnBagger, 74 53 05 15, Lundsgårdsvej 23 E, 4180 Sorø, Jonna SkourupChristensen. Uden for bestyrelsen: Louise Sebro, Niklas Thode Jensen.

FESTIVALUDVALG: Walther Damgaard, Marianne Gall, Erik Marcussen, Anne Wal-bom. Uden for bestyrelsen: Lis Andersen Torpet.

Fyn:Jens Benoni Willumsen, Birkelyvej 52,Nr. Lyndelse, 5792 Årslev. 65 90 18 12.

Sydjylland:Lilly Grønborg, Hans Tausens Vej 56,6100 Haderslev 74 52 74 9075 64 12 88

FORMAND: Anne Walbom, 33 24 10 20, Lykkesholms allé 2 A, 4. sal1902 Frederiksberg C. e-mail: [email protected]

NÆSTFORMAND: Walther Damgaard, 56 63 09 18, Blegdammen 30,4600 Køge. e-mail: [email protected]

BESTYRELSESSEKRETÆR: Anna Lykke Jensen, 43 99 80 50,Skolevej 43, 2630 Taastrup; e-mail: [email protected]

MEDLEMSSEKRETARIAT OG KASSERER: Erik Marcussen, 49 18 14 34,mobil 28 18 14 34. Græsager 302, 2980 Kokkedal. e-mail: [email protected]: Lån & Spar Bank, reg.nr. 0400 konto 117 00 79724

MEDLEMSBLAD: Finn Ferrall, 44 97 70 24, Fuglehavevej 7, 2750 Ballerup.e-mail: [email protected], Erik Marcussen, Anne Walbom

WEB-UDVALG: Webmaster: Ben Säbel, 33 73 13 65, Bredgade 35 B, 2. sal,1260 København K, e-mail: [email protected]; Finn Ferrall, Erik Marcussen.Uden for bestyrelsen: Eva Frellesvig.

MØDEUDVALG: Marianne Gall, 38 86 10 69, Godthåbsvej 223, 2720 Vanløse,e-mail: [email protected]; Per Dahl, 44 98 71 13, Holmesvinget 15, 2730 Herlev,e-mail: [email protected]; Anna Lykke Jensen; Jonna Skourup Christensen,

36 17 13 05, Rønhaven 4, 2500 Valby, e-mail: [email protected]. Udenfor bestyrelsen: Kirsten Christiansen.

2017-udvalg: Anne Walbom, Erik Marcussen, Walther Damgaard. Uden for be-styrelsen: Louise Sebro, Hans Torpet.

32 Dansk Vestindisk Selskab - Nr. 1 - Januar 2008Deadline for artikler til blad 2008-2 er 1. marts

Documents

Nu går det mod lysere tider! · 2015-06-30 · par af Finns sokker og mine egne Ecco-sandaler. Et ømt syn, som alle morede sig meget over og ikke den bedste påklæd-ning i en vinterklædt