LORENZ CHRISTENSEN

 DET TREDIE TING 

1. DEL

.DANSK BOGKREDS

 KØBENHAVN 1943

 

INDHOLD

1.Del

Side

 

Forord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9

 1. Jødisk Maal: Fra Samfundsmagten til Verdensmagten 17-86

 a) Louis Levy om Jødedommens Mission. . . . . . 

 b) De første Efterkrigsaars Diskussioner om Jødernes Stilling indenfor de forskellige Samfund. 19

 c) Hvorledes Aage Lotinga gjorde sig fortjent til den franske Dekoration Officierd'académie 43

 d) Kontroversen om »Zions Vises Protokoller« 49

 e) Jødernes Drøm om Verdensherredømmet. 83

 

2. Striden om det tredie Ting. . . : . . . . . . . . . . . 87-189

 a) Jødernes Herredømme under Ministeriet Zahle 87

 b) De skjulte Kræfters Spil under Paaskekrisen 1920 142

 c) Hvorledes Glückstadt beherskede Ministeriet Neergaard 157

 d) Landmandsbankens Deltagelse i offentlige Laan 167

 e) Danmark 1914-24: et jødestyret Land! 185

 Side 6.

 

3. Fra Spekulationens Overdrev............................ 190-415

a) Hvordan Glückstadt fremmede Kapitalens Koncentration paa jødiske Hænder 190

 b) Hvorledes Glückstadt og Ringberg sørgede for Slægt og Venner 218

 c) Februar-Kontoen 1917...............................      244

d) Da Glückstadt ved Hjælp af Det Transatlantiske Kompagni vilde erobre Verdensmarkedet260

 e) »Nationens Forbillede« Herman Heilbuth 307 

 f) Ballin-Koncernens Virksomhed 338 

g) Hugo Rothenbergs Spekulationer 378 

h) Hvordan Theo. Kliatschko og Mayer Katz kørte Nordisk Oversøisk Handelsselskab i Sænk 386

i) Jøderne som Børsspekulationens Hovedmænd 395

 

4. Landmandsbankkatastrofen............................... 416-560

 a) Hvordan Bankens Forhold forværredes i de første Efterkrigsaar 416

 b)  Da det store Udbud af egne Aktier fremkaldte den endelige Katastrofe 429

c) Bankens Afskrivninger ultimo l922 og senere 436

 d) Processen mod Emil Glückstadt og hans Medskyldige 460

 e) Det tredie Tings Underhaandsagitation for at  faa Undersøgelsen og Processen standset 497 

f) Hvordan Laura Glückstadt, født Ree, forsvarede sin Mands sag 516

 

 

Side 7.

ANDEN DEL 

5. Parlamentarismens Falliterklæring.

 6. København som Parvus-Svindelens Eldorado.

 7. København som de jødiske Agitatorers og Konspiratorers Central.

 8. Hvor Spillet gik - udenfor Landmandsbanken.

 9. Professor L.V. Bircks Kamp mod Jødevældet.

  Afsluttende Betragtninger.

 Billedfortegnelse.

 Side 9.

 FORORD 

DET er selvfølgelig Forfatteren af dette Skrift bekendt, at der findes vide Kredse i Landet, ikke mindst i København, som anser det for usømmeligt og uforsvarligt at tale om et Jødespørgsmaal i Danmark. Saadant Spørgsmaal eksisterer efter deres Opfattelse ikke. Jøderne skal være Tabu, man skal ikke træde dem for nær ved at omtale deres Gerninger og Bestræbelser. Ja, man skal helst ikke nævne dem ved Navn. Endnu i 1813 indgav Jøderne Andragende til Kongen om, at det maatte forbydes ved Lov at bruge Navnet »Jøde« som Betegnelse for Personer, der tilhørte det mosaiske Trossamfund, Dette Andragende kunde naturligvis ikke tages til Følge, da dets Gennemførelse maatte føre til aldeles uoverskuelige Konsekvenser, bl.a. til en Ændring af Navnets Brug i selve Biblen. Det gik altsaa ikke. Men Jøderne opnaaede dog, at de i Love og i officielle Skrivelser ikke mere maatte betegnes efter deres racemæssige Tilhørsforhold, og sidenhen har det ogsaa almindeligvis været saadan, at man skulde være varsom med altfor tydeligt at karakterisere en mosaisk Troende som Jøde. Dog: Navnet blev bestaaende, og langt om længe har ogsaa de fremmede Indvandrere affundet sig med at blive anset for det, de er. De kunde taale det, da de efter Emancipationslovgivningen, og navnlig efter Grundloven af 1849, alligevel opnaaede en saadan Magtstilling indenfor Samfundet, at de ikke mere kunde føle sig foruroliget ved at blive kaldt for Jøder. Folke- eller, om man vil, Racebevidstheden slappedes indenfor den statsdannende danske Nation, og det vidste Jøderne at drage

10

sig til Nytte. Jøderne var ligeberettigede Statsborgere, føltes indenfor vide Kredse ikke som Fremmede, og hensynsfuldt søgte man i videst muligt Omfang at lade Racemærket upaaagtet. De nævntes faktisk ikke mere ved Navn. I alle Rigsdagsforhandlinger, i Processen og i Undersøgelserne vedrørende Landmandsbanksagen vil man desaarsag ej heller finde blot den mindste Antydning af det særlige Ansvar, Jøderne her havde; det vilde jo have været rystende, hvis nogen havde tyet til Racebetegnelsen. I Bankkommissionens meget omfattende Beretning bruges Betegnelsen kun en eneste Gang, idet der i Bilaget S. 168 siges, at en russisk Jøde med det aldeles u-russiske Navn Lourié havde været Mellemmand ved Ordningen af Rekylriffelsagen. C'est tout. Altsaa: Jøden er Tabu. Karakteristisk for dette Forhold er ogsaa en Bemærkning i Rabbiner Marcus Melchiors Bog: »Man siger, at Jøderne - «. Her fortælles nemlig, at det jo netop var en Ikke-Jøde, den fhv. Formand for Folketingets konservative Gruppe, Hr. Christmas Møller, der havde sagt det væsentligste om Jøderne i Danmark, da han under Valgkampen til Folketingsvalgene i 1935, udfordret af nationalsocialistiske Modstandere, sagde sin Mening om Tingene i følgende Ord: »De danske Jøder har Hjemstavnsret i Danmark saa godt som alle andre.«

 Sikkert har Christmas Møller sagt noget væsentligt med disse Ord, væsentligt rigtignok i anden Forstand end af Rabbiner Melchior ment, nemlig saadan, at han dermed karakteriserede den indenfor Systempartierne gængse Opfattelse. For disse Kredse er en Jøde nu engang en Dansker og ikke blot een, der har lige Ret med alle andre i Landet, men som ogsaa gerne maa indtage en priviligeret Stilling. Denne Forrettighed kunde eller kan Jøden udnytte saadan, at han i den Periode, som dette Skrift omhandler,

ganske aabenlyst regerede og styrede Landet som afgørende Faktor indenfor dets Højfinans, og at han indtil i vore Dage formaar at gøre sig gældende som den mere eller mindre skjulte Magt, der af »klog Selvopholdelsesdrift - for at bruge Louis Levys Ord - er trængt ind

11

i »Nationens Helligdomme« og derfra leder og regerer Samfundet. Christmas Møller havde ogsaa netop paa det Tidspunkt, da han udtalte de ovenfor citerede Ord, det sørgelige Mod paa et politisk Møde i Sdr. Bjert Syd for Kolding i en lidenskabelig Diskussion med Forf. af nærværende Skrift at hævde, at der aldrig har eksisteret noget Jødespørgsmaal i Danmark, og at den, som tillod sig at rette Angreb mod Jøderne - dengang specielt mod Direktøren for Valutacentralen Georg Cohn - var »en gemen og sjofel Person«. .

 Dette sagde altsaa en Mand, der selv var Søn af Medindehaveren af et kendt københavnsk, men ikke netop rent arisk Vekselererfirma, nemlig Søn af Vekselerer H. Chr. Møller i Firmaet Møller & Ree. Han kendte ikke noget til et Jødespørgsmaal, og meget lignende staar det til med talrige andre Personer, navnlig indenfor den sociale Overklasse, som enten af Hensyn til Forretnings- eller Familieforbindelser eller af andre Grunde ikke vil være ved, at Jøderne er en Magtfaktor i Landet og i mange Henseender virker til Folkets og Landets Fordærv; - Israelsmissionens Mænd mener f.Eks. at maatte forsvare Jøderne paa godt og ondt af religiøse Grunde. At Jøderne herunder selv bestræber sig ivrigt for at fremstille sig som trofaste, dygtige og redelige Borgere, og som de mest ansvarsbevidste Patrioter, er forstaaeligt, ligesom det ikke forbavser, at Formanden for det mosaiske Trossamfund i København, Højesteretssagfører C. B. Henriques, saa sent som den 10. Januar 1934 paa sit Trossamfunds Repræsentantskabsmøde højtideligt kunde erklære, at »herhjemme er der jo heldigvis intet Jødespørgsmaal«. Ja, hvor skulde dog denne Mand, som selv er den mest fremtrædende Personlighed indenfor de rettroende Hebræeres Kreds og selv bl.a. paa allernærmeste Hold har fulgt med i den grænseløse Svindel indenfor Ballin-Koncernen, selv var en af Forsvarerne for de Tiltalte i Landmandsbankprocessen, ja - hvor skulde han vel kunne opdage, at der er et Jødespørgsmaal i Danmark!

 Nuvel! Om saa Mænd som Christmas Møller og C. B.

12

 Henriques, som Jødeætlingen Holger Rørdam eller Prof. Aage Friis eller utallige andre ikke kan opdage, at Jøderne er en Magt, og at der truer en alvorlig Fare fra Jødernes Side – saa udelukker det jo ikke, at andre, der nok saa meget føler sig ansvarlige over for Sandheds- og Retsprincippet, kan opdage dette Problem i Danmark, ja endog erkender, at der her foreligger et alt andet overskyggende Problem, som nu mere end nogensinde trænger til at blive grundigt belyst.

 Da jeg for Aar tilbage, i Anledning af mit Skrift »Nordslesvig venter -«, saa mig foranlediget til at efterspore de hemmelige Kræfter, der havde bidraget til at ødelægge Landsdelens Økonomi og bl.a. var Skyld i den skandaløse Ordning af Markopskrivningsspørgsmaalet saavel som Landbrugets Over-prioritering og derfor havde det direkte Ansvar for den stadige økonomiske Forfølgelse af mit Hjemlands Bondebefolkning, der som bekendt førte saa langt, at københavnsk Politi blev sat ind i Grænselandet i 1932 for at prygle løs paa Bønder, der demonstrerede mod Tvangsauktionen over en gammel Slægtsgaard i Stenderup - ja, da jeg søgte at komme til Klarhed over de dybeste Aarsager til hele denne tragedie, da fandt jeg for første Gang Vejen til Granskning af Jødespørgsmaalet. Siden har jeg til Stadighed beskæftiget mig med dette Problem, ikke mindst i mit politiske Arbejde, og altid stod det klarere for mig, at Jøderne her ligesom i andre Lande stræbte efter at naa den finansielle Magt for at kunne udsuge de producerende Erhverv, de brede Befolkningslag, Bonden, Haandværkeren og Arbejderen, og at det ligger i selve det liberalistisk-marxistiske System at skaffe særligt gunstige Vilkaar for denne jødiske Udbytningspolitik.

 Denne min Erkendelse er - saa vidt jeg ser - bleven eftertrykkelig bekræftet ved den her foreliggende Undersøgelse, som netop viser, at Jøderne i Aarene under og efter den første Verdenskrig troede at kunne naa Maalet: Samfundsmagten som Vej til Verdensmagten. Netop i hele den fantastiske Landmandsbanksvindel troede de at kunne koncentrere Guldets

 13

 Magt i deres Hænder, saa de ved Hjælp af denne »Tryllering af Guld« (L. Levy) kunde beherske Samfundet indadtil og udadtil. Denne Erkendelse blev endmere bekræftet derved, at der denne Gang ogsaa fandtes Digtere indenfor Jødernes Kreds, som aabent og med religiøs Inderlighed gav Udtryk for disse den jødiske Sjæls dybeste Længsler og højeste Maal. Ja, i disse Aar beherskede den jødiske Finansmagt i Sandhed Landet; da formaaede Jøderne at gøre sig Rigsdag og Regering, Nationalbanken, de centrale økonomiske Institutioner som Industriraadet og Grosserersocietetet, ja de højeste og allerhøjeste Steder følgagtige, saa Begrebet om det tredie Ting ikke blot var en Agitationsfrase, men en højst haandgribelig Realitet. Det foreliggende Skrift har til Opgave at fremføre gyldige Beviser navnlig paa dette Punkt.

 Naar C. B. Henriques i sin ovennævnte Indledningstale paa det jødiske Repræsentantskabsmøde den 10. Januar 1934 klager med ægte jødisk Farisæisme over, at Jøder til alle Tider har været udsat for Uret og Forfølgelse, skabt af økonomiske Kriser og Konkurrencehad og retfærdiggjort ved Raceteorier osv., da skal saadanne Paastande karakteriseres som det, de er: Tomt Skvalder! - Sandheden er, at Forfølgelserne var altid selvforskyldte, da det i Reglen netop var Jøder, der ved deres utæmmelige Pengebegær skabte økonomisk Nød og Krise. Ogsaa vor Tids Historie giver mangfoldige Beviser herfor; deri ligger jo netop Jødedommens ufattelige Tragedie, ikke mindst i vore Dage, begrundet. Selv en C. B. Henriques vilde vel ikke have Mod til at bestride, at al den Svindel og Bedrag, Løgn og anden Lumpenhed, som fulgte i Landmandsbankkatastrofens Kølvand, var Jødernes Værk, ene og alene Jødernes Værk. Alle de Jødelakajer, der dengang var med i Spillet, var jo kun Nikkedukker i de kapitalstærke Israeliters Hænder. I dette meget nærliggende Tilfælde tager han altsaa grundig fejl. Men som Udgangspunktet, det afgørende, i Henriques' Betragtninger er falsk, saaledes ogsaa Udviklingen i hans Slutningsord, hvor han under Henvisning til, at »alle de store

 14

politiske Partier og deres fremtrædende Personer her i Landet havde taget Afstand fra de nationalsocialistiske Metoder«, fremsætter den Mening, at disse nye Ideer »sikkert kun vil faa rent forbigaaende Betydning«. Disse nye Ideer har dog indtil Dags Dato vist nogen Livskraft, saa HRS. Henriques ogsaa paa dette Punkt nu maa anerkende at have taget fejl.

 Den foreliggende Bog er tænkt som et Bidrag til Belysning af Jødernes Stilling i Danmark i vore Dage og gør Krav paa at være absolut objektiv i sin Bevisførelse. Den har en bestemt Tendens, men denne Tendens har selvfølgelig aldrig kunnet foranledige Forfatteren til paa nogen Maade at fravige Sandhedens og Redelighedens Bud i Udredningen af de forskellige historiske Tildragelser. Og Bogen er ikke dikteret af Had. Det er desværre nødvendigt, at sligt udtrykkeligt pointeres, eftersom Forf. ofte nok har været udsat for at faa tillagt mindre hæderlige Motiver i sin Stillingtagen overfor Jødespørgsmaalet. Som Eksempel skal her blot peges paa en Polemik med Jødeætlingen, Stabslæge Holger Rørdam, fra Efteraaret 1933, hvor han indleder en Artikel , om »Jøderne og Sønderjylland« (først offentliggjort i »Hejmdal«, senere i December-Heftet 1933 af »Jødisk Familieblad«) med Ordene: »Den lokale Nazistfører, Læge Frits Clausen i Bovrup og den tyske Dr. Lorenz Christensen har i længere Tid ved deres Møder i Sønderjylland prædiket Had mod Jøderne.« Prædiket Had? Aldrig! Men sagt Sandheden om Jøderne, om deres Indflydelse paa Landets Økonomi, om deres Ansvar for den evige Udbytning af Arbejdsmand og Bonde, som er en nødvendig Konsekvens af Kapitalmagtens overhaandtagende og utaalelige Rentekrav, ja, om alt dette blev der sikkert

allerede dengang sagt mangt et Alvorsord. At der herved faldt hvasse Ord i Kampen for Hjemstavn og Ret, er ligeledes utvivlsomt, men Ledemotivet var ikke Hadet mod Jøderne, derimod Kærlighed til Landsmænd, som led ilde, og en indre Forpligtelse overfor den Odelsret, en jordgroet Befolkning har til sin Slægtsarv, til Hjem og Jord. Det er den samme Ansvarsfølelse overfor de Værdier,

 15

 der bunder i germansk Racebevidsthed og Sandhedstrang, som danner den virkelige Forudsætning for den foreliggende Undersøgelse.

 Det skal endnu bemærkes, at Undersøgelsen i enkelte Punkter rækker ud over Behandlingen af det saakaldte tredie Tings Virksomhed. Bl.a. behandles hele den for Socialdemokratiet saa kompromitterende Parvus-Skandale og i Sammenhæng dermed de revolutionære jødiske Agitatorers Bestræbelser for, med København som Arnested og Udgangspunkt, at forberede Verdensrevolutionen henholdsvis Zionismens Sejr. København var jo under Verdenskrigen et højst besynderligt Samlingssted for alle Slags orientalske Lykkeriddere og Verdens reformatorer fra talrige Verdens Lande. I deres Virksomhed fulgtes Politik og Geschäft for det meste Haand i Haand, og denne Forbindelse førte ikke sjældent til væsentlig at forringe Landets finansielle Stilling. Ogsaa dette Spørgsmaal maatte her ikke overses.

 Et særligt Kapitel vies endelig Prof. L. V. Bircks Kamp mod jødemagtens Udskejelser i stort og smaat. Han kendte som ingen anden jødisk Mentalitet, erkendte i Tide, hvor samfundsødelæggende denne fremmede Races umættelige Pengebegær og ubegrænsede Herskelyst maatte blive, og han havde Mandsmod nok til at sætte haardt mod haardt i Kampen mod de Farer, der truede fra jødisk Side. I Fremstillingen af Bircks Indsats er der ogsaa gaaet ud over den Periode, der ellers danner Grundlaget for denne Bog - d.v.s. udover den egentlige Landmandsbankperiode - for at give et samlet Billede af Bircks Kamp mod Højfinansen og for navnlig at paavise Kontinuiteten i de af ham fremsatte principielle Krav om skærpet offentlig Kontrol paa alle de Omraader, hvor Jøderne havde deres specielle Interesser. Hans Vej var Sandhed, hans Maal var Ret. Her kan næppe tænkes noget mere opløftende end at sætte sig ind i denne Mands Higen efter et bedre Samfund, hvor den kapitalistiske Udbytning er afløst af social Retfærdighed, og hvor enhver Statsborger, ud fra Bevidstheden om at maatte

16 

være tro over for Stat og Folk, opfylder sin Samfundsfunktion som en hellig Pligt. Intet var ham højere end Folkets Vel, og da han Gang paa Gang maatte erkende, hvorledes Jøderne i deres Færden var blevet dødsens farlige for Landets Trivsel, derfor traadte han op imod dem som deres bitreste Modstander.

 --

 Dette Forord skal ikke sluttes, uden at der rettes en Tak til det Kongelige Bibliotek i København, som til Stadighed med største Redebonhed har stillet det til Behandling af det foreliggende Tema fornødne Materiale til Raadighed. Ogsaa i Universitetsbiblioteket i København samt i Weltwirtschaftliches Institut i Kiel har jeg, saavidt jeg der søgte efter Materiale, fundet den største Imødekommenhed. Men den inderligste Tak mener jeg at maatte rette til Forfatteren, Landsretssagfører Knud Nordentoft, som ud over al Forventning har støttet mig i mit Arbejde og ved Gennemgang af Teksten har ydet mig megen værdifuld Hjælp.

 Paa samme Maade takker jeg Forfatterinden Fru Olga von Eggers og Genealog, stud. mag. Knud Hassing for Hjælp ved Korrekturlæsningen.

LORENZ CHRISTENSEN.

København, den 28. 10. 1942.

17.

 

1.    JØDISK MAAL: FRA SAMFUNDSMAGTEN TIL VERDENSMAGTEN

I dette indledende Hovedafsnit af Bogen, som i det væsentlige skal koncentrere sig om Jødernes Indflydelse paa Landets politiske og økonomiske Forhold 1914-24, et Tidsafsnit, der træffende kunde betegnes som Landmandsbank-Perioden, er det først forsøgt at give en samlet Fremstilling af den nutidige aandelige Indstilling hos europæiske (incl. danske) Jøder, som har været Baggrunden for det næsten utrolige jødiske Magtstræb, Fortsættelsen derpaa vil afsløre.

 De dokumenterede reelle Forhold kan ikke til Bunds forstaas af den, som ikke først vil forstaa deres aandelige Baggrund.

Men denne andelige Baggrund peger til syvende og sidst tilbage til det gamle Testamente. De Steder i Mosebøgerne, som skal citeres til Slut i dette Indledningsafsnit (hvori der er Tale om Israelitternes Haab om at kunne undertrykke deres Naboer i Ørkenen eller i Kanaan) er altfor paafaldende tilsvarende til de ligeledes til Slut citerede Passager af franske Jøder fra 1860erne (hvor der er Tale om et gryende Haab om Verdensherredømmet). Og begge Dele tilsammen har altfor megen Lighed med Aand og Indhold i bl.a. Louis Levys eller Henri Nathansens dansksprogede Skrifter i Tiden efter den første Verdenskrig. Ingen kan afvise en Sammenhæng.

Naar det førstkommende Hoved afsnit derfor ofrer særlig megen Plads til Fremstillingen af Historien om »Zions Vises Protokoller«, dette Skrift, om hvilket man har været saa ivrig

18

for at bevise dets Falskhed, - skønt dog den afsluttende Højesteretsdom i Schweiz gik Jøderne imod i denne Henseende - kan enhver Tvivler overfor dette specielle Skrift og dets Betydning stadig kun henvises til at tænke paa det i Sammenhæng med Louis Levys eller Henri Nathansens Skrifter, hvis Ægthed jo ikke kan bestrides, eller med de før nævnte franske Skrifter fra 1860 eller med Bibelen. - Ikke desto mindre er den store Plads og den store Omhu ofret paa »Zions Vises Protokoller« og deres Opdagelseshistorie, fordi denne Historie har været saa afgørende for den antisemitiske Opvaagnen i Europa, - og ikke mindst fordi de afgørende og langt mere tydelige Røster, som den tyske antisemitiske Forfatter Ulrich Fleischhauer har afsløret, og som citeres under Fleischhauers Arbejder vedrørende Protokollerne overfor den schweiziske Domstol, peger i samme Retning.*)

 Men derhos kan det endelig allervægtigst fremhæves, at overfor den samlede europæiske magtstigning, der har været Jødernes i de sidste 50, ja de sidste 100 Aar, vilde det da være komplet utroligt, hvis den Art Haab og Vilje, som Protokollerne, som Louis Leyy, som mange andre Kilder afslører, ikke skulde have gjort sig gældende!

 Det er en gal Problemstilling at diskutere Sandsynligheden eller Ikke-Sandsynligheden af det ene eller andet jødiske Programskrift. Den rette Problemstilling er dog naturligvis denne: Det er utænkeligt andet, end at jødisk Aand maatte udtænke Retningslinjer og Planer samtidigt med at jødisk Magtrealitet efterhaanden blev saa stærk. Jøderne maatte da have været tossede ellers! Altsaa spørger vi kun saadan: Hvor finder vi

Parasitfolkets hemmelige Planer, eller skulde de virkelig være holdt helt skjulte?

 Dog, den der læser Fremstillingen af Protokollernes Historie og sammenholder deres Indhold med de andre foran nævnte danske og franske Skrifter, vil ikke kunne være i Tvivl.

 

*) Jf. bl.a. nedenfor S. 77-78

19.

a) Louis Levy Levy om Jødedommens Mission.

Da Verdenskrigen var endt, og Nationerne atter begyndte at sunde sig efter den Rædsel og Nød, de havde udstaaet under den blodige Strid, dukkede ganske selvfølgelig ogsaa Spørgsmaalet op, hvem der maatte gøres ansvarlig for den Katastrofe, Krigen havde paaført Verden. Spørgsmaalet var ligetil. Thi Erfaringen viste nu, at Jøderne alle vegne begyndte at røre paa sig, at de indenfor alle Samfund havde opnaaet en mere eller mindre fremtrædende Indflydelse paa de økonomiske, politiske, kulturelle Forhold og navnlig alle Steder førte an i Dansen om Guldkalven. Det var Jøderne, der havde udnyttet Krigsforholdene til at tilrane sig fantastiske Formuer og som nu ved deres Kapitalmagt ganske aabent arbejdede hen paa at erobre den politiske Magt. Midlerne til Opnaaelsen af Maalet var i de forskellige Lande forskellig, men Viljen var allevegne den samme, og Jøderne veg ikke mere tilbage for aabent at vedkende sig deres Maal. Denne Kamp om Herredømmet førtes saa aabenlyst, at endog en Walther Rathenau ansaa det for tilraadeligt at advare mod en altfor hensynsløs Aggressivitet. For til en vis Grad at imødekomme Folkestemningen saa han sig bl.a. foranlediget til at henstille til den tyske Regering, at der burde foretages en særlig, kraftig Beskatning af de enorme Fortjenester, visse Kredse havde opnaaet ved Udnyttelsen af Krigskonjunkturerne.I September 1920 krævede denne den mest fremtrædende Mand indenfor Jødedommen i Tyskland, der ikke blot var en mægtig Industrileder som Præsident for Allgemeine Elektrizitäts-Gesellschaft (AEG), men tillige en kendt Forfatter af økonomiske og socialfilosofiske Skrifter, at »Samfundet under en eller anden Form maatte aftvinge Krigsmillionærerne en saa stor Del som mulig af de mægtige Formuer, de har skabt sig ved Udnyttelsen af den Tragedie, som Verdenskrigen betød for Menneskeheden«. Dette svarede saa nogenlunde til det Forslag om Merformueskat, som Herman Heilbuth her i Landet var inde paa 1918, da hans egen Skatte-

20

affære vakte saa stor Opstandelse i Offentligheden. Jøderne mærkede, at Folkene langt om længe fik øje paa deres Kapitaludplyndringsmanøvrer og søgte nu at redde deres Skind ved selv at foreslaa en kraftig Beskatning af de indtjente Formuer. Godtroende Mennesker kunde jo ikke uden videre erkende, at det hele var Skalkeskjul.

 Men Mistilliden var nu engang vakt, og Trangen til at komme til Bunds i det Rænkespil, Jøderne tillod sig overfor Folkene, gjorde sig stærkere gældende end nogensinde før. Man havde paa den ene Side set, hvorledes Kapitalmagten koncentreredes paa jødiske Hænder, hvorledes bl.a. den amerikanske Højfinans havde faaet Raadighed over Størstedelen af Verdens Guldforraad og havde erkendt det intime Sammenspil, der bestod Jøderne imellem ud over alle Folke- og Landegrænser; man havde paa den anden Side set, at det i allerførste Række var Jøder, der stod forrest i den marxistiske Verdensrevolution og i Særdeleshed var Drivkraften i Bolchevismens Sejr i Rusland, i Spartakisternes og Syndikalisternes blodige Terror i Tyskland, Ungarn osv. Og særlig lagde man Mærke til det nære Samarbejde mellem den gyldne Internationales Repræsentanter i New York og den røde Internationales i Petrograd og Moskva, som bl. a. viste sig i Jacob Schiffs Financiering af den russiske Revolution i Aaret 1917.

 Til Stadighed var derfor Sindene beskæftiget med Tidens mest paatrængende Spørgsmaal: Hvem havde Interesse i denne Katastrofe, hvem har forberedt Verdenskrigen?

 Der kan nu ikke være Tvivl om, at de saakaldte »Zions Vises Protokoller«, som her i Landet publiceredes under Titlen »Jødefaren« *), i væsentlig Grad bidrog til at udbrede Kend-

 

 *) S. Nilus, Jødefaren. De verdensberygtede jødiske Protokoller. Udgivet af Lauritz Carlsen, samt S. Nilus, Jødefaren. Bevismateriale. Udgivet af Ejvind Hansen. Begge Kbhvn. 1920. Sidstnævnte Skrift indskrænker sig til en Undersøgelse af det Rædselsherredømme, der blev indført i Rusland under Revolutionen, navnlig efter at Bolchevikerne havde sejret. Fremstillingen støtter sig paa Forfatterens egne Oplevelser og Iagttagelser og gør i eet og alt et aldeles tilforladeligt Indtryk. Des infamere er den Karakteristik, »Socialdemokraten« den 2. Okt. 1918 bringer i sin Omtale af »Kgl. Hofboghandlerens Smudsliteratur«, hvor der med Hensyn til disse to Skrifter bemærkes: »Tilsammen virker de som et Par Alfonsers sjofle Gebærder.« Jvf. nedenfor dette Afsnits Punkt d.

21

skab til Jødeproblemet. Dog allerede før dette Skrift blev offentliggjort, var der fra en dansk Jødeforfatter givet Udtryk for netop de samme Forventninger og Grundtanker, der findes i Protokollerne, med en Aabenhed, som ikke overtræffes. Denne Mand hed Louis Levy, og Skriftet, der tolker hans Længslers Maal, fører Titlen: »Jøden som Fredsstifter« og betegnes som et Digt. Skriftet omfatter 6 Afsnit, af hvilke det første, betitlet »Tiden er inde!« og det femte, der indeholder en Appel til de jødiske Kvinder, allerede kort Tid efter Krigens Udbrud publiceredes i »Ekstrabladet«.

 Denne jødiske Højsang proklamerer altsaa allerede paa et tidligt Tidspunkt under Verdenskrigen, at nu er den jødiske Races Time inde til at skabe en ny Fred, en Fred i deres egen Aand. Det er Kapitalmagten, det er den jødiske Intelligens, der skal bane Vej til den nye Tid. Saaledes lyder Levys indledende Ord:

 »Har det jødiske Folk intet Hjerte? 

Er det intet Folk?

Eller mangler det Vilje?

Forstaar det ikke sin hemmelige Mission:

det holder Øjeblikket i sin Haand!

Ved det ikke, at det blev spredt for at samle? 

At det har lidt for at skabe Lykke?

 Tiden er inde.

Pengefyrster, Intelligensfyrster,.

der er Bud efter eders Hjerte!

Det er Høsttid for et Folk,

der har vundet Navnkundighed og Ære

i fremmed Tjeneste

22

og som har baaret Taknemmelighedens Gæld

med en stolt Sult

efter at betale den i Gerning.«

 Altsaa: det er Høsttid for det jødiske Folk, Tiden er inde til, at Jøderne nu ordner Verdens Forhold og skaber Fred efter deres Behov, efter deres Maal. Der siges udtrykkeligt:

 »Lad Nationens Mænd træde sammen,

hver fra sit Land.«

 Det er altsaa Jøderne, den jødiske Nations Mænd ganske alene, der skal træde sammen, »ikke for at afkaste Aaget, men for at sætte Fredens Vilje ind i Verden«. Det skal imidlertid, siger Forfatteren, ikke ske for at Jøderne skulde tænke paa sig selv, men »for at skærme den fremmede Nation, enhver af os har kær! «

(Altsaa dog: den fremmede Nation, som Jøden nu tilfældigvis havde Tilknytning til, »havde kær!«) Det skal ske af Kærlighed, siger han, uden at betænke, at det jo netop var hans egne Racefæller, der opfyldte Racens hemmelige Mission ved selv at fremkalde Verdenskrigen. Versene slutter med en fornyet Appel til »Pengefyrsterne« og »Intelligensfyrsterne« om at gribe ind for derefter at slutte med den vidunderlige Bravade:

 »Alles øjne vil være vendt mod Eder,

et Suk vil stige fra den ganske Jord,

Og Hærene vil vakle, mens de lytter 

efter den Visdom, der i Jøden bor.«

 Tænk, det bliver jo næsten til Rim. Og saa stærkt følte altsaa Levy dog Jødens Kald, at han troede, Hærene vilde vakle, naar denne blot anmeldte sine Krav.

 Afsnittet »Jødinden« er holdt i samme Aand. Her giver han Udtryk for det forfængelige Haab, at Jøden engang vil blive modtaget med aabne Arme, dersom han fra sin Ahasverus-

23

Færd bringer Fredens Gave. Da vil den gammel-mosaiske Lov, mener han, atter blive en verdensomspændende Magt.

 »Skæl skal falde fra Verdens øjne:

ikke blot Jøden skal blive forstaaet,

men Loven, der har skabt ham.

 

Der er en Pagt med Skæbnen,

der hedder de ti Mose Bud,

det var Moralskelettet til en Race.

Og det er blevet Verdens Tømmer,

Selvopholdelsesdriftens Lære,

Lovens Tempelindskrift.

 

Det er de ti Buds Tempel

Jøderne skal rejse

i Fredens velsignede Navn.«

 Som Jøden er uforstaaelig,- en besynderlig Verdenserobrer! - saaledes er ogsaa - siger Louis Levy, Jødinden skjult for Verdens Øjne, ukendt, unævnt. Qg dog vil det være hendes Mission at virke med ved Genskabelsen af Fred, da hun jo ligesom Jøden kan gøre sin Indflydelse gældende gennem Guldets Magt.

 »Ja - lad Verden engang se,

hvad de jødiske Hustruer formaar.

Sara, Rachel og Mirjam,

.. .. der kaldes paa Eders Navne!

I kan, om I blot vil,

hæve Tidens Forbandelse.

Den Tryllering af Guld,

der spænder over Kloden,

lystrer Eders Hænder...«

 Dette er altsaa Ideerne, som besjæler en Louis Levy allerede i den første Tid efter Krigens Udbrud. Men da saa i Efteraaret 1917 Lenin har sejret, Bolchevismen har oprettet sit blodige Rædselsregimente i Rusland, da Jøderne allevegne i Europa og Amerika rører paa sig, da Jødevældets Konturer

24

begynder at aftegne sig mod Horisonten, da Stammefrænderne ogsaa her i Landet har opnaaet en nærmest uindskrænket Magtstilling, da er Tiden ogsaa inde, da han kan tale rent ud om jødens Maal og Med, og da udgiver han i januar 1918 Samlingen: »Jøden som Fredsstifter«.

 De fire yderligere Afsnit, som foruden de to citerede her publiceres, siger mere om Hebræernes egentlige Væsen og Hensigter, end der ellers bliver sagt.

 Louis Levy understreger bl.a., - i Versene om: »Ved din Faders Rædsel!«, - at Jøderne aldrig kan træde ud

af deres Race, men at de til alle Tider og under alle Forhold vil være bundet til deres Racemærke, saa de maa lystre Blodets Røst. Det er til dem, Handlingens og Nuets Gud henvender sig: -

 Ser du ikke den brændende Tornebusk? Det er dem, Gud kalder til Selvbesindelse, »ved din Faders Rædsel!« Jøden maa aldrig svigte sig selv, thi den, der spotter, spotter Jehovah. Og Levy pointerer, at Jødens Forhold altid vil være religiøst bestemt, at jøderne er et Folk af Præster, og at de derfor vogter Helligdomme.

 »Det er saaledes Livet, der har skabt den lille Cohn. 

Hvert Skridt, han gør, forraader

hans Utilfredshed med sin Habitus.

Han kender sin Adel.

Thi Cohnerne er fødte til at være Ypperstepræster

i Jehovahs Tempel.«

 Levy mener, at det religiøse Forhold er det absolut bestemmende for Jødens Forhold, og ikke hans Geschäftsdygtighed; at han »overalt, selv i Regnegade, er paa Guds Veje«. Hengivenheden for hans Religion skal gælde ham mere end Hustru, Børn, Gods og Guld.

 »Fritænker- Jøden

har det ikke saa meget anderledes.

Han er ogsaa en orientalsk Fantast,

en lykkelig Beboer af Jord og Himmel.

 25

Jordens Besvær skænker han det Himmelske,

den himmelske Naade fordeler han paa Jorden.

Lad ham være nok saa trænet

i vesteuropæisk Regnekunst,

i Statistik og anden Kristendom,

han er dog og bliver sig selv:

en Jøde.

Du kan derfor finde ham, hvor han slap,

i Jødedommen!

Ellers var der ved Gud ingen Grund,

til at have Tillid til ham.«

 Racepræget er altsaa uudsletteligt. Men ligesaa uudslettelig er den særlige Mentalitet, Jøderne siden Tidernes Morgen ejer, og som viser sig i den hæmningsløse Pengebegærlighed, i Trangen efter at naa frem til Magtens Tinde og i den afgrunddybe foragt overfor alt, som ikke er jødisk, overfor de andres Verden, overfor dem, der lever »i Statistik og anden Kristendom«. Ogsaa det giver Louis Levy nu, da »Tiden er inde«, aabent Udtryk for. Dette sker i Afsnittet »Vogtere af Helligdomme«, hvor han - efter at have konstateret, - at det er Kirtlerne, som er den livgivende Kraft i Menneskenes Legeme, »Valpladsen, hvor Livet besejrer den lurende Død« siger følgende:

 

»Nuvel! I det moderne Samfund

har Jøderne af klog Selvopholdelsesdrift

taget Plads i Kirtlerne.

Samfundets Kirtler: Børser,

Banker, Ministerier, Dagblade,

Forlag, Voldgiftsdomstole, Assuranceselskaber, Hospitaler,

Fredspalæer

og andre bakteriologiske Institutioner

har hver for sig sine Jøder.

Og med Rette!

Det er ikke blot Jøderne,

der har følt Kald

til at vogte de nationale Helligdomme,

26

 det er lige saa vel Udviklingslovene

og Hensynet til det offentlige Vel,

der har givet dem Plads

i Kirtlernes

hemmelighedsfulde Korridorer.«

 Dette er dog rene Ord for Pengene. Louis Levy stadfæster netop det, som saa ofte bestrides, at Jøderne »af klog Selvopholdelsesdrift« er trængt ind i alle et Samfunds Centrer og derfra raader og regerer. Og han fortsætter endog: »Det er ikke alene Guldets Beslaglæggelse, der er Tale om, naar Jøden sætter Magt mod Magt«, det er ikke alene Rigdommen, der skal vise sin Velsignelse. Nej, siger han, »det er de sorte Blodlegemer, der skal skabe Orden og Fornuft i dette Feber-Kaos«.

 Efter at Levy paa denne Maade har skildret Jødernes modus operandi, istemmer han Højsangen over sin Races uendelige Magt og giver Udtryk for sin ligefrem umenneskelige Afsky og Foragt overfor det jævne Menneske i Folket, som af Instinkt er Antisemit, fordi han vejrer den Dødsfare, der truer fra Modpartens Side. Levy konstaterer, at Jøden allerede for længe siden Ved Kapitalens Magt (»Guldets Beslaglæggelse«) og ved Indflydelse paa Presse og Litteratur har opnaaet Magten indenfor Samfundene. Han understreger:

 »Jøderne er ikke nogle Millioner

uden aandelige Førere,

de er Vogtere af Helligdomme

overalt i Verden.«

 Og efter paa denne Maade at have fastslaaet netop denne centrale Kendsgerning, munder hans Betragtninger ud i Racebevidsthedens Forherligelse; den ubændige jødiske Nationalstolthed toner frem, der i Dag som til alle Tider indebærer et rasende Had mod alt det, der ikke er jødisk og i Navnet »Gojim« har faaet sit mest rammende Udtryk. Man høre:

 »Der er nogle Toldere og Syndere,

Lærde og Professorer

27 

der udtaler sig om,

at Jødespørgsmaalet eksisterer ikke:

Jøderne er ikke noget for sig,

det er ingen Race . . .

Spørg hver Gadedreng,

han ved bedre Besked!

Af krigerske Tilbøjeligheder

er han Anti-Semit,

Labanen.«

 Ja, ve den, der ikke bøjer sig i dybeste Ærbødighed og Føjelighed for Jøden, som til Tider i hektiske Tirader vedkender sig sin orientalske Sjæl og sine sidste Maal, men til andre Tider, hvor Forsigtigheden byder det, søger at benægte sin Eksistens som egen Race og at bestride sin Magtsyge og Begærlighed. Kendsgerningen bliver imidlertid, at Jøden som særlig Race er til, at han stræber efter Verdensherredømmet og altid nærer Haabet om, ved Guldets Magt og ved talrige underfundige Midler, som har fundet deres Karakterisering ikke blot i »Zions Vises Protokoller«, men ogsaa i det her citerede »Digt« af Louis Levy, at kunne skabe en Verden i sit Billede.

Louis Levy kender ogsaa sin Races sidste og højeste Maal. Han hører jo til de profetiske Aander, der aner Folkets store Fremtid. En Achad-ha-Am, som blandt Zionisterne anses for at være en af vor Tids store

israelitiske Profeter, havde givet Udtryk for, at den rigtige Plads for Folkeforbundet ikke vilde være Haag eller Genf, men Jerusalem. Han havde drømt om den herlige Fremtid, da alle Landes Repræsentanter - naturligvis Nationens Repræsentanter - vilde møde frem paa Bjærget Zion for der at indvie Templet til den evige Fred. Ak, Achad-ha-Am er jo den rene Sinke i Forhold til Levy; thi allerede i Januar 1918 - altsaa længe før der overhovedet var Tale om et Folkeforbund - prædikede Louis Levy ogsaa om dette sidste store Haab. Naturligvis, siger han, burde det jødiske Folk have sin internationale Repræsentation, sit eget Territo-rium. Og da spørger han, om man nu ikke kunde være gentle-

28man nok til at give det den hellige Stad? Ja, saa vilde Jerusalem, Guldnettets Midtpunkt, være det Centrum, som alle Lande maatte lystre, medens Jøderne selv naturligvis vilde blive fordelt ud over alle Lande, for der at varetage Racens Interesser som » Vogtere af Helligdomme«. At Forfatteren Louis Levy virkelig har næret denne Tanke, derom vidner de følgende, ak, saa højttravende Ord:

 »Tro ikke, at Vesteuropas Jøder

vilde flytte sig et Hanefjed.

Tilsyneladende vilde alt være uforandret.

Og dog vilde hurtigt alt være anderledes.

Jøden vilde være Herren i sit eget Hus.

Det er en Følelse; den giver stor Tryghed.

Der vilde være en Plet, en Jordstrimmel,

som hver enkelt

paa en hemmelighedsfuld Maade

vilde føle som sin egen.

Mod det jødiske Ansvar og den jødiske Aand, der herskede her,

vilde der strømme Kraft fra Alverdens Egne.

Jerusalem vilde blive som den travle,

den spindende Edderkop

i et Net, hvis Traade glimtede af Elektricitet og

Guld over Verden.

 

Jerusalem vilde blive det jødiske Pavedømme.

- - Og saa' vilde det vidunderlige vise sig,

nemlig dette:

at Jerusalem formaaede kun lidet,

naar det gjaldt Kampen om Guldet,

men desto mere,

naar det drejede sig om større Spørgsmaal,

om Freden, om Friheden

og om Retfærdigheden.

Forvandlingen fra et Spørgsmaal om Guld

til et Spørgsmaal om Aand

vilde netop ske

i Guldnettets Midtpunkt, 

hvor alle Traade løb sammen,

i Jerusalem.«

29

Som et Omkvæd til de Temata, der er blevet anslaaet her og der i Samlingen, slutter det Levy'ske Opus i Afsnittet: »Den brændende Tornebusk« med en fornyet Appel til Pengefyrsterne og Intelligensfyrsterne om at lade Freden sejre gennem dem. Atter lyder Refræn'et:

 »Vogtere af Helligdomme!

Alt, hvad vi vogter, er nu i Fare:

Bør vi da ikke vise vort Mod

og afsløre vort Hjerte

i en Handling skabt i vort Billede?«

 Disse »Fyrster« skal føle det som et religiøst Kald at give Verden Freden tilbage, ved at oprette Jødernes Verdensherredømme med Jerusalem som Guldnettets Midtpunkt. Det er Jehovas Bud, der skal opfyldes, et helligt Bud, som det i Tidernes Morgen aabenbaredes for Moses, da Herrens Engel ved Guds Bjerg Horeb viste sig for ham i en Ildslue, der slog ud af Tornebusken, for at kalde ham til Israeliternes Frigørelse. Levy minder sine Racefæller om dette ældgamle Sagn, om deres ur-evige Mission, og han føler sig i Pagt med selve det Guddommelige, naar han besværger Verdens »Vogtere af Helligdomme« om nu, da Tiden er inde, at erkende deres Mission, der for ham maa have sin Rod, sin Oprindelse i selve Thora'ens Profetier. Derfor slutter han ogsaa med Ordene:

 »Den, der spotter, spotter Jehova.

Den, der tier, fornægter Gud.

Gudens Navn er: Jeg er!

Det er Handlingens Gud og Nuets:

- Ser I ikke den brændende Tornebusk?«

 Hvert klart seende og logisk tænkende Menneskes Sind vil heraf kunne aflede Jødernes Maal og vil heller ikke mere være i Tvivl om, hvorfor disse Fremmede stræber efter Magt og Indflydelse. Det er ikke Evnerne, som giver dem Raaderum indenfor Samfundets Nervecentrer, men det er deres Opgave,

30

 der efter deres Races hellige Bud byder dem at trænge frem for at forberede Vejen til Verdensherredømmet. Nødvendighed tvinger dem til at misbruge den Stilling, den Indflydelse de har, til Varetagelse af Samfundet uvedkommende, ja skadelige Formaal. Thi for Jøderne gælder nu engang Racens, Religionens Bud mere end den fremmede Nations Vel, enhver af dem »har kær«. Maalet er altsaa klart, og Midlerne, der skal føre til Maalet, ligeledes.

 Jøderne kunde nu overfor Konstateringen af, at dette saakaldte Digt af Louis Levy maa anses for symptomatisk for jødisk Være- og Tænkemaade, indvende, at det her drejer sig om et Fantasiprodukt, som kun kan staa for Forfatterens egen Regning. En saadan Indvending gælder for intet. Der er ved ingen Lejlighed fra jødisk Side taget Afstand fra Digtets Tendens; man har tværtimod paa forskellig Maade ladet forstaa, at Digtet netop giver Udtryk for det store Maal, Jøderne har sat sig. Karakteristisk for den Bedømmelse, det jødiske Skrift har fundet hos Racefællerne, er bl.a. den Boganmeldelse, der offentliggøres i »Tidsskrift for jødisk Historie og Litteratur«, Bd. 2, 1919, S. 195 flg. Her siges indledende: »Det er et digterisk Opraab til Jøderne Verden over, halvvejs i Profetstil, halvvejs i mere jordbundne Udtryk, skrevet kort Tid efter Verdenskrigens Udbrud(!), offentliggjort i sin Helhed nu, Januar 1918, da Begivenhederne kalder paa det jødiske Initiativ.« (Udhævelser af Forf.) Efter en Skildring af Digtets, Tankegang slutter Recensenten med følgende for jødisk Selvbevidsthed og Nationalstolthed overordentlig karakteristiske Ord:

»Saadan ruller Strømmen gennem Digtningen, og ved dens Bred staar Digteren som "den orientalske Fantast«, der aner Magt i sig, føler sig i Pagt med Handlingens Gud og Nuets og derfor besværger sine jødiske Brødre om at rejse sig i deres Styrke: Føl dig som Jøde! Føl dig som Fredens Vogter og Fremtidens Bærer, hver i den fremmede Nation, han har kjær! Og Hærene vil vakle, medens de lytter til den Visdom, der

31

bor i Jøden.« Saadan lyder Ordene i dette videnskabelige Organ for jødisk Litteratur og Historie.

 »Mosaisk Samfund« er selvfølgelig paa samme Maade begejstret for Levy, som i Bladet fejres som »den stærkt nationaltfølende Digter«, som »Danmarks eneste betydelige jødiske Poet«. En pseudonym Forfatter, »Ben Maimon«, som faar Lejlighed til at offentliggøre sin Anmeldelse i »Aalborg Stiftstidende« (den 23.3. 1918 genoptrykt i »Mosaisk Samfund«), er begejstret over denne Samling Prosadigte, eller hvad man nu vil kalde dem, som netop gav Udtryk for det dybeste i Jødens Sjæl. Det maatte ogsaa efter hans Opfattelse anses for at være Jødernes specielle Opgave at være »Fredens Salt«, da de jo var »det Folk, der ved og gennem Slægts- og Folkearv har faaet Ufredsideen podet ind paa sit Instinkt som noget tilvant, men forfærdeligt«, og da de levede spredt og havde Broder staaende mod Broder i Krig i hver sin Armé. Ogsaa for denne Anmelder staar det fast, at Jøderne maa faa en egen Stat i Palæstina; Men han fremhæver samtidig med største Tilfredsstillelse, at denne Tanke nu ogsaa har Fremtiden for sig, eftersom Balfour i Brevet, han den 2. Novbr. 1917 havde sendt til Lord Rothschild, havde givet den engelske Regerings Tilsagn om, at det jødiske Folk efter Krigen vilde faa et nationalt Hjemsted i Palæstina. Han mener ogsaa,

at den tyske Regering vil godkende Planen, da den maatte tage Hensyn til, »hvad tyske Jøder har betydet baade for Krigens Begyndelse og dens Førelse indtil Dato«, og derfor kan han (og det mosaiske Samfund med ham) saa inderligt slutte sig til Louis Levys Profetier. Selv siger han:

 »Jøderne bør have deres Land igen; ikke saaledes at forstaa, at alle Jøder skal sendes til Palæstina, - har de skabt sig en Eksistens andetsteds og nyder borgerlig Tillid der, vil de selvfølgelig blive der og med deres Personlighed gennemsyre det Samfund, de lever i, samtidig med at de lidt efter lidt udviskes som Jøder, bliver naturlige Bestanddele af det Folk, de har sluttet sig til. Men alene det, at de har et Land, de kan kalde deres, at de ikke mere er »Proletarfolket«, men en Nation som enhver

32

anden, der har et Sted, hvor deres Sprog tales, og deres Liv leves efter deres Kulturs Krav, vil være Folket selv en Støtte - vil være Kulturen i det hele taget en Støtte, fordi derved en ny Strømning (men med gammel Berettigelse) vil kunne gøre sig gældende samlet udgaaende fra Jerusalem, ikke som nu spredt udgaaende fra Enkeltpersoner i alle Verdens Lande. Og de vil som andre Folk have et Samlingstegn, deres eget nationale Land og nationale Farver, som Danmark har sit Dannebrog, og Hussiterne havde den Tromme, hvis Skind var garvet af den elskede Preben Ziskas' Hud.«*).

 Ja, det er dog vel Aand af Levys Aand. Denne Skribent undser sig heller ikke for udtrykkelig at godkende, at Jøderne netop »af klog Selvopholdelsesdrift« har taget plads i Samfundets Kirtler, og paapeger endvidere, at Jøden altid var Pengemanden, »ikke fordi han særlig ønskede det, men fordi Vejen til Jord og til Embeder, Studier og meget andet var ham spærret: og fordi han gennem Guldet kunde blive en Shylock, der skar et Pund levende Kød ud af den forhadte Undertrykkers Side«.De første Efterkrigsaars Diskussioner om Jødernes Stilling indenfor de forskellige Samfund. Saa sandt Zions Vises Protokoller - uanset om de er ægte eller ej - havde givet et vægtigt Bidrag til Belysning af de hemmelige jødiske Planer, der gik ud paa Erobringen af verdensherredømmet, og saa sandt som Louis Levy opfordrede sin Races Intelligens- og Pengefyrster til nu endelig at skride til Handling og at skaffe en ny Verden i deres Billede, saa sandt regnede Jøderne med, at Tiden nu var inde til Gennemførelse af de mest forvovne Planer. Jøderne havde jo allerede længe forud regnet med Verdenskrigens Komme og knyttet de største Forventninger til den Omvæltning, der maatte følge i Krigens Kølvand. Paa den ene Side regnede de med den

 *) Forfatteren er formodentlig »Aalborg Stiftstidende«s Redaktions-sekretær, cand. jur. Knud Fridericia Levison.

33

marxistiske Revolution, paa den anden Side med Plutokratiets Sejr, og ad begge Veje haabede de at naa fremefter. Thi saavel den røde som den gyldne Internationale tjente jo selvsamme Maal, Oprettelsen af det saa stærkt attraaede Verdensherredømme. Alt var forberedt. Det viste sig bl.a. deri, at den store Zionistfører Max Nordau allerede 1903 - ifølge en den 19. September 1919 publiceret Afhandling i »American Jewish News« - i en Tale i Paris forkyndte den kommende Verdenskrig, Fredskonferencen og Oprettelsen af et jødisk Palæstina under engelsk Protektorat. I denne Tale erklærede Nordau ogsaa, at den ligesaa kendte Zionistfører Theodor Herzl vidste, at hele Verden stod overfor en forfærdelig Rystelse. Herzl og Nordau vidste altsaa begge Besked om de Ting, der skulde komme.

 Verdenskrigen kom, og den førte i Virkeligheden ogsaa til en enestaaende Koncentration af Kapitalen i den jødiske Højfinans' Hænder; ligesom den gav Stødet til, at Jøderne indenfor alle Samfund vandt en overmægtig Stilling baade paa det økonomiske og det politiske Omraade

 De københavnske Jøders Ugeblad »Mosaisk Samfund«, som i Overgangsaarene redigeredes af J. Wulff og Aage Lotinga, giver mange Vidnesbyrd om de højstemte Forventninger, den ortodokse Jødedom knyttede

til den Situation, der var opstaaet ved Verdenskrigens Slutning. De Betragtninger, dette Organ Tid til anden er inde paa, er ikke til at tage fejl af, men der gives deri ikke Udtryk for andet end netop for de Syns-punkter, Tendenser og Haab, som ogsaa gjordes gældende inden for andre Landes Jødedom.

 Nogle Enkeltheder af dette Jødeorgans verdenspolitiske Betragtninger skal her gengives.

 Med Hensyn til jødiske Firmaers Indflydelse i Amerika bringer nævnte Ugeblad den 26. 7. 1919 nogle Uddrag af »Frankfurter Zeitung«, som beretter om de Fremtidshaab, Jøderne knytter til deres Racefællers Virksomhed i U.S.A. Der bemærkes bl.a., at Amerika under Krigen ikke blot har ind-

34

 tjent 4 Milliarder Dollars paa Krigen, som den Fordel, det kunde drage af den europæiske Ødelæggelseskamp, men at det ud over dette ogsaa havde naaet et Forspring frem for England paa det internationale Kapitalmarked. Der konstateres: »England maa for Fremtiden dele Stillingen som Verdensbankier med andre, og New York anmelder allerede i stort Omfang sine Krav. Wall Streets Finansmænd ønsker nu vedblivende at financiere udenlandske Stater, ikke blot som efter den russisk-japanske Krig undtagelsesvis. Heller ikke blot sekundære Stater - men overalt og alle; Dollar-Vekslen skal i Fremtiden spille samme Rolle som Sterling-Vekslen hidtil. Amerikansk Kapital skal gaa i Brechen, hvor engelsk Kapital ikke mere er til Raadighed. Den sydafrikanske Mineindustri saavel som den kanadiske Industri skal finde Wall Streets Pengemarked aabent, men først og fremmest skal Amerika optræde som Eksportør.« *)

Dette er altsaa den amerikanske Jødekapitals Maal. Samtidig fremhæves, at bl.a. American International Corporation vil spille en særlig Rolle ved denne Udvidelse af det amerikanske Kapitalmarked. Denne Corporation, der raadede over en Aktiekapital paa 50 Mill. Dollars, stod under Ledelse af Vanderlip; men Morgan fra Standard Oil .Co., saa vel som »det jødiske Kæmpefirma Kuhn, Loeb & Co.« var repræsenteret i dens Bestyrelse, og sidstnævnte Firma var ydermere stærkt interesseret i U.S.A's ledende Industri- og Jernbaneselskaber. Der menes dernæst, at Amerika, uden Tvivl vilde kunne yde en stor Indsats paa Afsætningen af Masseprodukter som Olie, Bomuld, Kobber, Skrivemaskiner og desl.; ogsaa som Produ-

 *). Den 10. Ju1i 1924 meddelte det zionistiske »Wiener Morgenzeitung«, at Halvdelen af hele Verdens Guldforraad var i de amerikanske Bankers Besiddelse. Der vedføjes: »Hele Jordens Guldproduktion beløb sig i det forløbne Aar til 78,5 Mill. Pund, og deraf stammer mere end Halvdelen fra Transvaal. Den Pris, der betales for Guld, fastsættes hver Morgen Kl. 113/4 i London, thi Themsbyen, gennem hvilken den største Del af det ny producerede Guld flyder, er stadigvæk Verdens Guldmarked, og dette Marked har sit Sæde i Rothschild'ernes Bankhus.«

35

cent af saadanne, men tvivlsomt maatte det være, om Landet ogsaa kunde tage Konkurrencen op paa de almindelige Handelsomraader. Dog, nogle Chancer var tilstede. Thi: »Til Fremme heraf raader det bl.a. over de 2 1/2 Mill. Jøder, der er fordrevet fra Rusland, og som maaske kan blive værdifulde Pionerer for Amerika.« Dertil vilde Landet ogsaa vinde noget ved «værdifulde internationale Elementer, som f.Eks. Børsmedlemmer af tysk-jødisk Afstamning«, som før havde været den engelske Finansmagts Støtter, men nu, efter at være bleven forstødt af London City, med aabne Arme var bleven modtaget i Wall Street.

 Dette er altsaa Betragtninger, »Frankfurter Zeitung« er inde paa, og som fuldstændig falder i Traad med det, »Mosaisk Samfund« mener.

Noget uklar er den Stilling, Jødebladet indtager overfor Bolchevismen i Rusland. Herom citerer »Mosaisk Samfund« den 12. Juli 1919 en Artikel af Kommunistorganet »Klassekampen«, i hvilket det Spørgsmaal undersøges, hvorvidt Bolchevismen maa betegnes som en ren jødisk Bevægelse under Hensyn til, at den i

overvejende Grad stod under jødisk Ledelse. I denne Afhandling understreges kraftigt, at der ikke var nogen Grund til at antage, at alle russiske Jøder havde sluttet sig til Revolutionen, da der jo allevegne fandtes Jøder, der spillede en stor Rolle som Kapitalister og Spekulanter, var Udbyttere og store Finansmænd og som saadanne selvfølgelig ikke kunde føle sig solidarisk med Proletariatet. Ogsaa i København fandtes russiske Jøder, der var kontrarevolutionære, Som f.Eks. Redaktør Trotzki (der ikke maatte forveksles med den store Revolutionær af samme Navn), der arbejdede sammen med Monarkisten fra Czarvældet, den tidligere Guvernør over Petrograd, Fyrst Obolenski, eller som Anna Mironowna, der fortjente enhver Arbejders Foragt, og Wladimir Grossmann, der stod i Kapitalisternes Tjeneste (og samtidig var en meget ivrig Medarbejder ved »Politiken«. Anm. af Forf.). »Klassekampen« afviser Paastanden om, at alle Jøder skal være Bol

36

cheviker, idet en saadan kun kunde have til Formaal at opfordre til Jødehad, Antisemitisme, til Jødemassakre og Pogromer, enten direkte eller indirekte.

 Dog derefter véd »Klassekampen«, sammen med »Mosaisk Samfund«, at forklare de hebræiske Medborgere, hvor de rettelig hører hjemme i den politiske Kamp. Thi Artiklen slutter med følgende Betragtninger:

 »Hvad bør de jødiske Arbejdere og den jødiske Intelligens gøre? De bør paa ingen Maade lade sig skræmme, afskrække af Kapitalistpressen. Den kapitalistiske, borgerlige og socialdemokratiske Presse opfordrer til at tage Hævn over Jøderne, naar Bolchevikernes Magt er knækket. Erfaringen i Polen viste, at deres Ord. har Virkning. Derfor maa de jødiske Arbejdere og den jødiske Intelligens mere ivrigt end deres ikke-jødiske Brødre arbejde for Verdensrevolutionen., For under en socialistisk Ordning vil der ingen Pogromer finde Sted.« Og der sluttes med de pathetiske Ord: »De maa ikke glemme, hvad deres store Stammefæller, Jøderne Karl Marx, Lasalle, Ludvig Börne, Heinrich Heine og andre lærte dem.«

 Denne Gang svigter dog Modet hos Jødebladet meget hurtigt. Thi i flere senere publicerede Bidrag er man stærkt betænkt paa at bevise, at Jøderne alligevel ikke spiller en særlig Rolle i den russiske Revolution.*) Israelsmissionær Frk. J. Hofman-Bang mener i en Artikel, som det jødiske Organ genoptrykker efter »Kristeligt Dagblad«, at Jødedommen i sig selv slet ikke kan harmonere med Bolchevismen, da. Jøderne jo altid havde været arbejdsomme Mennesker og til alle Tider var bleven opdraget i Menneskeslægtens Børnelærdom: »Seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning«. Det passede slet ikke til Bolchevikerne, som jo helst vilde uden om Sliddet

 *) Jvf. Artikler i »Mosaisk Samfund« af 30. 8. 1919, 4. og 11. 10. 1919 (Frk. J. Hofman-Bang), af 6. 3. 1920 (Dr. Pasmanik), af 14. 8. 1920 og 4. 12. 1920 (Aage Lotinga) og af 16. 10. 1920 (Israelsmissionær Pastor E. Clausen).

 37

eller ogsaa paa den allerletteste Maade slaa sig igennem Livet ved bare at snuppe fra de andre. Forfatterinden kender tilsyneladende sin Talmud, hvor hun har læst noget om, at »Arbejde er en Æressag«, eller ogsaa fundet Sætningen: »Paatag dig ethvert som helst af de ringeste Arbejder, brug blot ikke offentlig Understøttelse.« Hun hævder for ramme Alvor, at Respekten for Arbejdet aldrig har forladt Jøderne, og at »Malacha melucha« - d. v. s.: Arbejde er en Kongekrone - er et Ord, der er gængs imellem dem. Denne værdige Repræsentant for Israelsmissionen ved endnu meget at fremføre til Forsvar for Jøderne. Hun citerer bl.a. de af hende fremfundne Ord i Talmud: »Enhver tage lige saa meget Hensyn til den andens Penge som til sine egne« - og vedføjer: Spørg Bolcheviken, om han anerkender denne Leveregel. Hun mener, at Israels Børn i Aartusinder har faaet indprentet Ordene: »Du skal ikke ihjelslaa« og mener, at Bolchevikerne jo ikke

havde vist nogen Afsky for at udgyde Blod. Alt dette har hun tilsyneladende afskrevet af Dr. Blochs Wochenblatt af 29.August 1919. Dernæst gør hun Rede for Revolutionens Udvikling i Rusland, mener, at de jødiske Masser almindeligvis havde holdt sig udenfor Bolchevik-Bevægelsen, men at Kommissærerne rigtignok for en vis Del var Jøder, Mænd, som før i Tiden i Kampen for Socialismen og Retfærdigheden tildels var blevet landsforviste og nu tog Hævn overfor det Samfund, der havde jaget dem i Landflygtighed. Og for at føre Sandhedsbeviset for sit Forsvar for de arme jødiske Folk, støtter hun sig til Udtalelser af Leo Trotzki, Dr. A. Coralnik og Alexander Kerenski. Sidstnævnte skal have udtalt, at 99 pCt. af de russiske Jøder var mod Lenins yderliggaaende Marxisme, medens dog - til Ulykke for Jødefolket - mange Bolchevikførere var Jøder. En Dr. Pazmanik skal have udtalt, at de ca. 2 Millioner Jøder i Rusland, som hovedsagelig tilhørte den saakaldte Borgerklasse, havde tabt alt under Revolutionen og derfor sandelig ikke kunde have nogen Sympati for det nye Styre. Hvis endelig Jøderne var velsete af Bolchevik-Regeringen, hvordan 

38

 kunde det saa forklares, at der var udstedt Forbud mod hebræiske Skoler og den hebræiske Presse, og at ogsaa Zionismen var forbudt. Nej, konkluderer Frk. Hofman-Bang: Jøder er ikke Bolcheviker! - Ja: Hun er jo fra den danske Israelsmission, hun maa jo vide det.

 De samme Anskuelser hævdes selvfølgelig af Missionæren Pastor E. Clausen, som efter sit Kendskab til Østjøderne særlig under Verdenskrigen og »Krigen efter Krigen« mener at kunne paastaa, at »Jødefolket som Folk absolut maa frikendes for Medskyld i Bolchevismens Terror«. For ham staar det klart, at en bolchevikisk Tanke og Agitation er fuldstændig fremmed for Jødefolkets ledende Kræfter og dets bærende. Ide. Nej, det er de fritænkeriske Jøder, som har løsrevet sig baade fra Folkets Religion og fra Folket selv, der staar i Bolchevikernes forreste Rækker, Personer som Trotzky, Bela Khun, Liebknecht, Rosa Luxemburg o.s.v. og Lenin, om hvilken imidlertid bemærkes, at han ikke var Jøde, men en Russer, hvis Moder imidlertid vist var Jødinde. Jøderne var nu engang et Folk af Profeter - for Gud eller Djævelen, alt efter deres Tro og Vantro. Pastor Clausen mener endvidere, at naar de fem Smaastater Danmark, Norge, Sverige, Holland og Svejts var blev en forskaanet for Verdenskrigens Jammer, var det sikkert en Guds Løn; fordi de aldrig havde tilladt Jødeforfølgelser. Deri aabenbarede sig Bileams urgamle Velsignelse over Israel: »Den, som velsigner dig, være velsignet, den, som forbander dig, være forbandet.«

 Mere haandfast tager Redaktør Aage Lotinga fat paa Problemerne. Han har - ifølge Oplysningerne i Artiklen: »Er Jøderne Bolchevismens og Germanismens Hovedfjender«, som publiceres i »Mosaisk Samfund« den 4. 12. 1920, og som bragtes med hans Initialer i »Folket« den 24. 11. 1920 - »fra autoritativ Side, der staar Ententens diplomatiske Kredse nær«, modtaget en Række interessante Oplysninger, der - som han siger - kaster et helt nyt Lys over forskellige vigtige Problemer. Saa fortæller han:

39

 »Kvinden, Dora Kaplan, der skød paa Lenin, var Jødinde, og af de 6000 Personer, der som Hævn blev myrdet, var den overvejende Del Jøder. Det var ligeledes en Jøde (Kannengiesser), der dræbte Uhyret Uritzky, og det er værd at bemærke, at næsten samtlige jødiske Blade er bleven forbudt som anti-revolutionære. Kampen mod Bolchevikerne har ogsaa faaet betydelig financiel Støtte fra jødisk Side. Meget ejendommelig er den Rolle, som det jødiske Befolkningselement spillede i Ukraine under den tyske Besættelse. Her var det ligeledes en Jøde, der dræbte den tyske Statholder Grev Mirbach; og i de Guerillakampe, der regnes at have kostet henved 60.000 tyske Soldater Livet, tog jødiske Friskaremænd ledende Del.«

 Den jødiske Skribent Dr. Pasmanik endelig mener, at Bolchevismens Bestaaen er en alvorlig Fare for

Jødefolket i Rusland, fordi Jøderne altid havde tilhørt det mindre Bourgeoisi og nu var truet i deres Eksistens. Da der blandt Kommissærerne ofte fandtes Jøder, havde Bolchevismen haft en Skærpelse af Antisemitismen som Resultat. Og dette er- mener Pasmanik - ikke vanskeligt at forstaa. Thi: »Bolchevismen vil bringe de laveste Instinkter og Begæret til at herske over Verden; den bygger sin Sejr paa Hadet og alles Forbitrelse mod alle. Og denne Atmosfære fører uundgaaelig til Udbredelse af Antisemitismen.« Dette var nærmest mere Selverkendelse fra en jødisk Forfatters Side, end man skulde have ventet.

 Endelig beskæftiger man sig ogsaa med Jødernes Stilling indenfor Ententemagterne

 Her har vi med et særlig interessant Spørgsmaal at gøre, idet dette Spørgsmaal bl.a. behandles paa Grundlag af et Skrift »The Jews among the Entente Leaders«, som 1918 med den britiske Regerings Tilladelse blev udgivet for private Kredse, og som giver et umaadelig vigtigt Bidrag til Karakterisering af den Indflydelse, Jøderne havde erhvervet sig hos Ententemagterne. Jøderne har senere ikke rigtigt villet være ved, at dette Skrift eksisterede - Sagen ligger altsaa her noget lignende som med Hensyn til »Zions Vises Protokoller« - men da det alligevel kom uvedkommende Personer i Hænde, maatte man jo rykke ud med Sproget. Da erklærer en Monsieur B. S.

40

 i det jødiske »Central-Vereins-Zeitung« (Nr. 14, 1922), at Bogen, som indeholder Levnedsbeskrivelser af 16 førende jødiske Personligheder, ikke er uinteressant, idet den indeholder Levnedsbeskrivelser af nogle jødiske Personligheder i Ententestaterne, der som Politikere, Statsmænd o. s. v. under Krigen har ydet deres respektive Fædrelande store Tjenester. »Bogen er«, fortsættes der, »holdt i en jævn Tone, uden nogensomhelst Stortalenhed eller Tendens til at gøre sig velyndet. Var Bogen kommet frem til den brede Offentlighed gennem Boghandelen, vilde den have virket som Skryderi og Paatrængenhed. Derfor(!) var den kun bestemt for en snæver Læsekreds.«

 Alfred Rosenberg har været i Stand til at bringe større Uddrag af dette Jødeskrift i sin Bog: »Die Protokolle der Weisen von Zion und die jüdische Weltpolitik«, og det viser sig her, at en Artikel i »Mosaisk Samfund« bringer Navnene paa Jøderne blandt Ententemagterne i næsten helt igennem den samme Rækkefølge som den, i hvilken Rosenberg citerer dem efter det engelske Agitationsskrift. Et Eksemplar af dette har altsaa foreligget for Medarbejderen ved »Mosaisk Samfund«, da han (efter al Sandsynlighed Redaktør Aage Lotinga selv) affattede Afhandlingen: »Det jødiske Samfund ude og hjemme«, som publiceredes i nævnte Organ den 30. Aug. og 6. Septbr. 1919. Men selvfølgelig nævnes Kilden ikke!

 I den nævnte Artikel fortælles nu:

 »Det bliver ligeledes fanatisk hævdet, at Jøderne under Krigen var tysksindede. Et Blik paa Verdenskrigens Historie vil vise Falskheden i denne Paastand. At de tyske Jøder som en Selvfølge har fulgt deres Fædreland i Ret og Uret gennem tykt og tyndt er kun et Bevis paa deres Loyalitet. Men kaster vi Blikket paa  Ententestaterne, saa vil vi se, at Jøderne i næsten alle Lande har været blandt Førerne i Kampen mod Tyskland! I England var 2 Jøder, Herbert Samuel og Edwin Montague, Medlemmer af den Regering, der erklærede Tyskland Krig. Den Ambassadør, der overrakte Krigserklæringen, Goschen, var af jødisk Afstamning.*) .En fjerde Jøde, Sir Alfred Mond, blev senere intimt knyttet til

 *) Er vel indføjet af Aage Lotinga, da Rosenberg ikke nævner ham.

 41

Regeringen. Og det var en Jøde, Lord Reading (tidligere Rufus Isaacs), der som overordentlig Gesandt fik

knyttet det endelige Baand mellem England og de forenede Stater, det Baand, der lagde sig som en Løkke omkring Hohenzollernes Hals. Den italienske Minister Sonnino, der lige fra Krigens Begyndelse var en af de ivrigste Ententevenner, har jødisk Blod i sine Aarer.*) Joseph Reinach (Polybe), den kendte franske Nationalist, hvis Pen utrætteligt har tjent Frankrigs Sag under Krigen, er Jøde. Føreren for det berømte australske Troppekontingent, General Sir John Monash, er Jøde. Baruch,**) hvem Organisationen af den amerikanske Krigsindustri blev betroet,- er Jøde. Af Præsident Wilsons to bekendte intime Venner og Raadgivere under hele Krigen (Oberst House og Højesteretsdommer Brandeis) er Brandeis Jøde. Og Jøde er - lad det erindres - Samuel Gompers, den store amerikanske Arbejderfører, der med utrættelig Energi fik Amerikas Millionhær af Arbejdere til at sætte deres yderste ind paa at vinde Krigen, og som under sit Besøg i London blev hyldet som en af de Mænd, hvis Bestræbelser Sejren skyldtes. Denne Række Navne turde maaske tale for sig selv.«

 I øvrigt bringer det jødiske Organ i den her behandlede Periode selvfølgelig mange Beretninger om de rædsomme Pogromer, der foregaar i Ukraine, før Bolchevikerne der opnaar Sejr, og det mangler ikke paa kraftige Solidaritetstilkengegivelser med de forfulgte Racefæller.***) Ifølge Oplysninger, som en Jødekristen Pastor Peter Gorodischz fra Kiev ved et Ophold i Stockholm havde givet, skulde der i Løbet af 9 Maaneder i 1919 være myrdet 111.000 Jøder i Ukraine, alene i Kiev

 *) Rosenberg oplyser om denne italienske Udenrigsminister Sidney Sonnino, at han var født i Alexandria som Søn af en jødisk Bankier, at han var Millionær og Højgradsfrimurer. Efter det jødiske Værk citerer han dernæst følgende Ord: »Italien var endnu ikke (efter San Guilianos Død) traadt ind i Krigen, men under Ledelse af Baron Sonnino tog det efter nogle Maaneder sin Plads ved Siden af de Allierede og var dem en tro Forbundsfælle baade i Held og Uheld.«

 **) Om Baruch siges ifølge Rosenberg i et jødisk Skrift, at han »i Virkeligheden har den fuldstændige Bestemmelsesret over alle Industrier i de Forenede Stater«.

 ***) Jvf. Artiklerne i »Mosaisk Samfund« bl.a. 9. 8. 1919, 27. 3., 1. og 29. 5. 1920.

422.400 kort før Præstens Afrejse. Grusomhederne var der bleven udført af Officerer og Soldater i den saakaldte frivillige Hær. »Mosaisk Samfund« er i en anden Artikel meget bitter mod Petljura, der sammen med Pilsudski vilde bringe Ukraine under polsk Styre. Organet holder i dette Punkt med Radek, som efter dets Skøn med Rette havde paapeget, at de polske Adelsmænd i fem Aarhundreder kun havde undertrykt den ukrainiske Bondestand. Polen havde aldrig gjort sig fortjent til Ukraine og havde med Urette i 1918 erobret Østgalizien. Petljura havde aldrig været nogen tilforladelig Forbundsfælle, havde solgt Sovjetregeringen til Ententemagterne og havde, udover at han med nogle Bandithorder havde hærget Ukraine, aldrig repræsenteret noget. For egen Regning bemærker Jødebladet endvidere, at denne Mand nu havde solgt sig til Polakkerne »ganske som en prostitueret fra Gaden«, og det var det mest forargelige ved Historien. Dog, hvorom alting er: De københavnske Jøder har taget disse Beretninger som Anledning til en storstilet Hjælpeaktion og den 18. Marts 1920 i et Opraab til Medlemmerne af det mosaiske Trossamfund anmodet om Indbetaling af Bidrag til de saa fortrykte og kuede Racefæller i Østeuropa. Her fortælles, at »væbnede Bønders(!) Overfald paa Jøderne har haft et Omfang, der stiller alt andet Skygge«. »Mindst Hundrede Tusinde af vore Brødre og Søstre,« fortsættes der, »er undergivne uhørte Pinsler, blevet skændede og myrdede«; i August 1919 havde den jødiske Hjælpekomite optalt ca. 35.000 Børn, som var blevet helt forældreløse. Opraabet er underskrevet af: Grosserer C. H. Melchior, Formand for Repræsentanterne for det mosaiske Samfund; Overrabbiner M. Friediger, grosserer Carl Levysohn, Præsident for Danmarks-Logen U.O.B.B. Nr. 712, fhv. Overrabbiner Professor D. Simonsen, Formand for Alliance Israelite Universelle' s danske Afdeling, Bankier Valdemar Goldschmidt, Højesteretssagfører C. B. Henriques, Vekselmægler

Wm. Heckscher og Vekselerer Martin J. Levin, Komitéens Hovedkasserer. De mest prominente Medlemmer in-

43

denfor det jødiske Samfund har altsaa sluttet sig sammen for at støtte Jødedommen i Østeuropa.

 

c) Hvorledes Aage Lotinga gjorde sig fortjent til den franske Dekoration Officier d'academie.

I første Nummer af »Mosaisk Samfund«, for hvilket den radikale Hebræer Aage Lotinga - senere Katolik og 1935-40 endog Formand for Administratores for Academicum Catholicum - tegner sig som ansvarshavende Redaktør; findes i den allerede nævnte store Afhandling: »Det jødiske Spørgsmaal ude og hjemme« et kraftigt Opgør med den moderne Jøde, der svigter sine Forfædres Tro, er vantro, groft materialistisk, »liberal«, »international«. Om denne siges, at han i Virkeligheden er ligesaa lidt Jøde, som han er Dansk, Tysk eller Engelsk. »Han er,« gentages der, »et ganske løsrevent Individ, blottet for enhver national Følelse, saavel overfor sin egen Race som overfor enhver anden. Han tror hverken paa Jehova eller Kristus, han er fædrelandsløs, hvor han end færdes, han er fuldkommen forsumpet i den groveste Materialisme«. Lotinga - thi der maa gaas ud fra, at han er Forfatteren - har altsaa sine Meningers Mod. Han understreger ligesaa kraftigt, at den Jøde, der er religiøs og virkelig føler sig bunden til sin Race, i desto højere Grad vil bestræbe sig for at blive en loyal Borger i det Land, hvor hans Vugge har staaet; jo mere han føler sig knyttet til sit Fødeland, desto stærkere vil han ogsaa være i sin Fædrelandsfølelse, thi han vil føle ved sig selv, at »hans og hans Races Skæbne er i den Højestes Haand, og at hans Pligt, hans guddommelige Pligt er, at udrette sin Gerning i det Land og for det land, som er blevet hans Fædreland.« Som man ser, behøves der dog al Slags Begrundelse for, at en ortodoks Jøde skal føle sig som en særlig loyal Statsborger og ægte dansk Patriot. Ved anden Lejlighed gaar Aage Lotinga kraftigt i Rette med Storspekulanterne som han anerkender,

44

til en ikke ringe Del er Jøder, og ved Lejlighed gør han ogsaa grundigt op med »Politiken«'s Folk, som han ikke rigtig vil regne med til Jødedommen, da de til dels netop hører til de »liberale« og »internationale« Jøder.

 Lotinga er altsaa Patriot, overbevist Talmudist og – oven i Købet lidenskabelig Tilhænger af Ententen og følgelig i Afstemningstiden fanatisk Flensborg-Mand.

 I »Mosaisk Samfund« beskæftiger han sig med Jødernes fremtidige verdenspolitiske Pligter, hvorved han med Navns Underskrift højtideligt vedkender sig den Opfattelse, at »selvfølgelig bør Jøderne i alle Lande udenfor Centralmagterne af al Evne og med al Energi støtte Ententestaterne i enhver fremtidig Konflikt med Tyskland-Østrig, saaledes som de ogsaa gjorde under Verdenskrigen. Og de bør gøre det under Konflikter af enhver Art, ikke blot militære, men i fuldt saa høj Grad økonomiske og kulturelle«. Disse Sætninger udhæves stærkt i Teksten, idet Forf. samtidig giver Udtryk for, at Jøderne ikke blot skal handle saaledes for deres Races Skyld, men, »som Venner af Civilisationens store Principer om Frihed og Lighed og som Fjender af Vold og Barbari«. Han er navnlig Frankrigs haandgangne Mand og paapeger, at det var Frankrig, der først gav Jøderne fuld statsborgerlig Ligeberettigelse, der ligesom England og Stalin havde hædret Racefællerne med fuld Tillid, saa at disse indenfor de nævnte Stater i Menneskealdre havde kunnet glæde sig ved fuld Ligeret med de andre Borgere og uindskrænket havde nydt godt af Fremskridtets og Kulturens Goder. Derimod havde Jøderne i Tyskland altid været anset for Mennesker af ringe Stand, saa

de bl.a. aldrig havde været velset som Officerer. Først »da Krigen kom, var de gode nok til at slagtes ved Fronten i tusindvis for den tyske Sag«. Men nu, da Krigen var tabt, gjordes de ansvarlig for det tyske Nederlag.

Aage Lotinga paaberaaber sig i sit Indlæg en Samtale med et Medlem af det franske Diplomati, i hvilken han havde faaet stadfæstet, at de franske Jøder altid havde nydt Anerkendelse

45

for deres oprigtige Fædrelandskærlighed, og at de havde været tapre Soldater og ypperlige Organisatorer. Jøderne hele Verden over burde derfor hjælpe dette Land og Belgien ved Genoprejsningsarbejdet dér, »hvor Tyskerne har huseret som ondskabsfulde Dyr.« Her maatte de jødiske Finansmænd Verden over gribe hjælpende ind med Reparationslaan, og endvidere i Tilfælde af Konflikt - som det siges i det indledende nævnte Citat - »med al Energi støtte Ententestaterne.« Thi - konkluderer den jødiske Forfatter: 

 »Der vil hengaa utallige Aar, inden Krigserstatningerne bliver blot tilnærmelsesvis betalt. Tyskland er ikke blot fallit, men tilmed en upaalidelig og uvillig Fallent, der vil sætte alt ind paa at unddrage sig sine Forpligtelser, thi Tyskerne er ikke gaaet ud af Krigen og Nederlaget med forbedrede Karakterer eller en forbedret Moral, snarere det modsatte; og for dem er en Traktat stadig kun »a scrap of paper«.«

 Naar man læser disse Betragtninger, kan man ikke være i Tvivl om, hvem der er Forfatter til de mest ondsindede Betragtninger, der efter Krigen rettedes mod Tyskland i »Finanstidende«, og som Ord til andet publiceredes i »Mosaisk Samfund« den 12. Juli 1919. Det er Overvejelser skrevet ud af Aage Lotingas Aand, og det er Ord, der vel kun kunde skrives af denne ene Mand, men selvfølgelig maatte finde Bifald saavel hos »Finanstidende«s Redaktør Carl Thalbitzer som hos det jødiske Ugeblads daværende Redaktører J.Wulff og J.Prag, selvom de sidstnævnte i Indledningen til Artiklen bemærker, at denne maa staa for »Finanstidende«s egen Regning. Hvis Jødeorganet ikke kunde godkende de her fremsatte Synspunkter fuldt og helt, kunde det jo have undladt at aftrykke dem.

 Artiklen, som i »Mosaisk Samfund« har Overskriften: »Karthago-Tyskland«, lyder som følger (Udhævelser af Forf.): 

Omkring Aar 260 før vor Tidsregning var Kartago den mest blomstrende Handelsstad. Den beherskede Middelhavet og besad en Industri, der truede med at erobre den hele dakendte Verden, endogsaa Italien.

46

 Sicilien var 1igesom Spanien under dens Herrevælde. »Romerne kan ikke vaske deres Hænder i Havet, uden at de faar Tilladelse af os«, sagde Karthagerne.

 Det store Sammenstød mellem Rom og Kartago førte efter Slægtleds Kampe til Fredsslutningen i 201. Hannibals Hære var knuste, Fjenden stod foran Byens Porte. Fredstraktaten bestemte, at Kartago skulde udlevere alle sine Krigsskibe, paa nær ti, maatte betale en uhyre Sum aarligt i 50 Aar som Skadeserstatning og aldrig føre Krig uden Roms Tilladelse.

I Løbet af det næste halve Aarhundrede voksede Kartago sig trods Tab og Krigsbyrder rigt igen og kunde i Velstand og Omfang kappes med Rom. Derfor hævdede Cato, at Kartago maatte ødelægges, og Rom krævede Stadens fuldstændige Afvæbning, alle Skibes Udlevering, og at Befolkningen skulde opgive sine Byerhverv og blive et Agrarfolk. Da Kartagerne afslog dette, var det, at Romerne jævnede Byen med Jorden. Af dens 700.000 Indbyggere blev kun 55.000 tilbage. Resten var dræbt i kamp eller af Sult og Sygdom. De 55.000 blev solgt som Slaver.

 Men Rom voksede sig stort og mægtigt. Gennem nye Krige forøgede det sit Verdensherredømme, og underlagde sig blomstrende Riger. To Tusinde Aar derefter har den europæiske Kultur spredt sig fra Italien, ud over hele Jordkloden, mens Kartago sover den evige Søvn , i Saharas Ørken.

 Og Historien gentager sig, om end i større Dimensioner. Vaabenstilstanden og den Fredstraktat, Verdensbeherskerne i Versailles har overrakt Tyskland, ligner de to Fredstraktater, Romerne dikterede Kartago i Aarene 201 og 146 før Kristi Fødsel. Tyskland har maattet udlevere sin Krigsflaade og har mistet alt, hvad det ejede i Udlandet. Det maa ikke føre Krig og betale en uhyre Skadeserstatning i 30 Aar. Og dets Befolkning maa kun ernære sig ved Landbrug og Minedrift. Af Tysklands 65 Millioner bortskænkes 10 Millioner til Nabofolkene, af de tilbageblevne maa mindst 15 Millioner dø, inden der er bragt Ligevægt mellem, hvad den tyske Jord kan producere, og hvad Menneskenes Underhold kræver. Derved opnaas samtidig, at det tyske Folketal bringes ned i Højde med det franske og det engelske.

 Saaledes jævnes den tyske Industristat med Jorden og begraves i Brandenborgs Sand. Det er Verdenshistoriens største Tragedie. Men vi andre bør ryste Uhyggen af os og slaa Flok med Sejrherrerne. Verdenspropagandaen skal nok vide at holde Tyskerhadet glødende, indtil de sidste Lig er raadnede op. Den ved jo, at den menneskelige Medfølelse er en altfor begrænset Størrelse til at reagere over for en Ulykke, som ikke fysisk mærkes, og derfor har ingen Raad til at tale den dødsdømtes

 47

 Sag. Hvad enten Krigen var kommen i 1914 eller senere, hvad enten Fredstraktaten faar den ene eller anden Form, havde Tysklands Skæbne været beseglet. Tyskland som Industristat er kaput, det maa dø, for at de unge oversøiske Industristater kan leve. Dets Stilling er som det jagede Vildsvins, Hundene har bidt sig fast i, mens Jægerne gennemborer det med Kniv og Spyd.*)

 Disse Ord er gode at faa Forstand af. Men naar Jøden kan tale med en saadan Kynisme og mener at kunne affinde sig med, at 15 Millioner Mennesker maa dø, og at et stort Rige skal tvinges til at opgive sin Industri og »begraves i Brandenborgs Sand«, ja, saa forstaar man ikke rigtig mere, hvorfor Jøderne altid jamrer og klager over al den Uret, de egne Racefæller formentlig maa lide. Dog: her har vi altsaa et Eksem-

 *) Nogle yderligere Betragtninger har »Mosaisk Samfund« ikke faaet med. Men de skal gentages her efter »Finanstidende« Nr. 34 af 21. Maj 1919, da de paa samme Maade giver en meget god Karakteristik af den »Menneskekærlighed«, Jøderne føler, naar deres Magtsyge gaar over Gevind. Der bemærkes nemlig bl.a. endnu: »Ganske vist vil den Befolkning, som bliver tilbage i den tyske Ørken, være gennemsyret af et Had mere ubændigt end det, de russiske Nihilister har afsløret under Bolchevismens Rædselsvælde. Det kan rumme en Fare for Tysklands Naboer, men det tæller ikke meget i det store Verdensregnskab, naar Kulturcentrerne flyttes bort fra Europa., Der er Plads nok paa Jorden til endnu et Pariafolk foruden Kulier og Negre. De sejrende Nationer vil i hver sin Verdensdel vokse i Sundhed og Lykke, naar Krigens Saar er lægte, indtil et nyt Opgør om Herredømmet skal udkæmpes. Da er et Præcedens skabt, da maa den tabende være klar over, at han som Romertidens Gladiatorer eller som Tyskland nu vil modtage Dødsstødet af sin Modstander, naar Kejserens Haand peger ned. Saaledes skrider den historiske Udvikling frem, og hvert Land maa løbe med bag Sejrherrens Triumfvogn, hvis det ikke vil udsætte sig for en forsmædelig Skæbne. Man maa være Hammer eller Ambolt, som Goethe med en ikke ringe Kynisme har sagt. Og den tyske Dygtighed, den tyske Flid og Orden, den tyske Teknik og Organisation, den tyske Disciplin, den tyske Kemi og Videnskab, det tyske Aandsliv, der uvilkaarligt hos Nabofolkene har givet ikke ubetydelige Impulser, bliver ved Tingenes naturlige Udvikling erstattet af Fremtidslandenes Produkter.«

Ja - hvilket Fremtidsperspektiv!

48

 pel paa det »humane« Sindelag, der findes hos Jøderne; forurolige kan det jo ikke mere, eftersom Tyskerne selv tilstrækkelig har givet tilkende, at de ikke mere er i Vildrede med, hvordan det jødiske Sind er beskaffent, og hvilke Maal Jøderne forfølger.

 At en saadan enrageret Ven af Ententemagterne som Lotinga ogsaa ønsker, at Flensborg uden videre maa indlemmes og at Zahle-Regeringens Politik paa dette Omraade maa bekæmpes eftertrykkeligt, er vel en Selvfølgelighed. Lotinga gør derfor ogsaa i en Artikel: »De danske Jøder og det sønderjydske Spørgsmaal«, som offentliggøres i »Mosaisk Samfund« den 24. April 1920, gældende, at

 »enhver, der kender blot det ringeste til de inderste og dybeste Følelser og Stemninger i ægte jødiske Hjerter, dog vil kunne indse at de danske Jøder som Helhed maa staa fuldkommen uforstaaende overfor enhver Tanke om at prisgive Landsmænd for en fremmed Undertrykkers Voldsherredømme.«

 Og han fortsætter, idet han erklærer, at alt maa sættes ind paa at bjerge Flensborg hjem til Danmark, og at gøre de flensborgske Danske uafhængige af de tyske Voldsmænd. Henvendt til »Politiken« konstateres, at Heilbuth og hans Presse ikke er identisk med de danske Jøder. Patetisk sluttes med Goldschmidts Ord: »... Min Moder talte Dansk til mig; paa Dansk har min Aand indsuget, hvad den ved; naar jeg er glad, glæder min Sjæl sig paa Dansk, og naar jeg er bedrøvet, sørger den paa Dansk. . . Her er min Haand. Kan den skrive for jer, kan den slaa for jer, saa kommandér: Det er en Broderhaand. . .«

 Saa megen Hengivenhed til Ententestaterne og navnlig til den af Frankrig drevne Politik maatte naturligvis belønnes. Jøden gør jo ikke noget for ingenting. Derfor kan »Mosaisk Samfund« ogsaa den 21. August 1920 meddele, at »Forfatteren, Redaktør Aage Lotinga paa Grund af de journalistiske Tjenester, han under Krigen havde ydet Ententen, af den franske Regering var bleven dekoreret med Ordenen »Officier d'academie«. Denne Udmærkelse blev ham ifølge den franske

49

 Presseattaches Erklæring tildelt bl.a. som Anerkendelse for de forskellige Artikler, han ved forskellige Lejligheder havde offentliggjort i »Mosaisk Samfund«.

  

d)  Kontroversen om »Zions Vises Protokoller«.Naar der er Tale om Jødernes Maal og Med, kan der ikke gaas uden om det ovennævnte antisemitiske Kampskrift, der efter Aarhundredskiftet først blev udgivet i Rusland, efter Verdenskrigen blev oversat til forskellige Sprog, deriblandt til Dansk, og overalt i Verden vakte et voldsomt Røre, et lidenskabeligt For og Imod. Det drejer sig her om et hemmeligt jødisk Programskrift; som ad ejendommelige Veje faldt Modparten i Hænderne. Hvem, der er Forfatter af Protokollerne, vides ikke, vil sikkert heller aldrig blive opklaret, efter at dette Spørgsmaal end ikke paa fyldestgørende Maade kunde besvares i de Processer, der i Anledning af Protokollerne er bleven ført i forskellige Lande, bl.a. i Syd-Afrika og i Svejts. Men ligesaa lidt er der ført Bevis for, at Skriftet er et Falsum, end mindre, at det hele, saaledes som Rabbiner Marcus Melchior hævder, »er Løgn og Digt fra Ende til, anden.« De grundigste Undersøgelser i Sagen blev foretaget i Anledning af den saakaldte Berner Proces, som paa Jødernes Foranledning blev indledet 1934 og varede i hele to Aar. Til disse Forhandlinger blev der paa Domstolenes Anmodning, bl.a. afgivet en Betænkning af den kendte tyske Antisemit Oberstløjtnant a.D. Ulrich Fleischhauer, hvis omfattende Indlæg senere (1935) blev udgivet i Erfurt under Titlen: »Gerichts-Gutachten zum Berner Prozess« og tildels danner Grundlaget for den følgende Fremstilling. Hvad angaar Oprindelsen til Protokollerne, kan bemærkes, at de først blev udgivet paa Russisk af en Forfatter G. Butmy, som Tillæg til hans Bog: »Anklager mod Menneskeslægtens Fjender«. Denne Udgave oplevede fra 1901 til 1907 fire Op-50

 lag. Bogen forsvandt meget hurtigt i Handelen, formodentlig fordi hele Oplaget blev opkøbt af Jøderne.

Men ind imellem besørgede en Embedsmand i det russiske Synodalkancelli, Professor Sergej Nilus, 1905 en anden Udgave, ligeledes som Tillæg til en Bog, betitlet: »Det Store i det Smaa, og Antikristen som en nær forestaaende politisk Mulighed«. Nye Oplag af den sidstnævnte Udgave udkom 1911, 1912 og 1917. De stærke antisemitiske Strømninger, der gjorde sig gældende i det mægtige russiske Rige, efter at den russisk-japanske Krig var tabt og senere, da de revolutionære Bevægelser under jødisk Ledelse satte ind, bidrog i væsentlig Grad til at vække Interesse for Skriftet. Dog, verdensomfattende Betydning vandt protokollerne først efter Verdenskrigen, da Bolchevismens Sejr i Rusland lod erkende, hvorledes Jøderne haabede gennem Verdensrevolutionen at naa frem til Verdensherredømmet. Udtrykkelig indrømmes dette ogsaa af »Judisches Lexikon« (Bd. IV, 1930, Sp.1161), idet der siges: »Ved den ejendommelige Stilling, som Jødespørgsmaalet efter Verdenskrigen indtog i den offentlige Kamp, men sikkert navnlig som Følge af mange Jøders fremragende Deltagelse i de forskellige Revolutioner efter Krigen, navnlig i den bolchevikiske Revolution i Rusland, som fra Antisemitismens Side anses for at være Indledningen til de jødiske Verdensherredømmebesbestræbelser, har dette Pamflet ikke blot fundet mange Læsere, men ogsaa mange Troende, i særlig Grad indenfor de akademisk dannede Kredse.« (Udhævelser af Forf.)

 De vigtigste Oplysninger vedrørende Protokollernes Fremkomst giver Sergej Nilus selv i sin Indledning til Udgaverne 1911 og 1917. I den førstnævnte Udgave meddeler han bl.a., at det var i 1901, at han fik Manuskriptet til Protokollerne. Han erklærer, at det var, som tog man ham et Bind fra Øjnene, da han havde læst disse Optegnelser; straks havde han derfor ogsaa fattet den Beslutning at publicere dem. Langt om længe lykkedes det ham ogsaa at gennemføre denne Plan; 1905 kom Manuskriptet i Tryk, og Offentliggørelsen fandt Sted for at 

51

advare alle dem, der endnu har Øren til at høre med og øjne til at se med. Iøvrigt paapeger han, at Manuskriptets Titel ikke helt svarer til Indholdet, da det ikke drejer sig om Protokoller i egentlig Forstand, men om et vel gennemtænkt Foredrag, og at det desuden ikke synes at være fuldstændigt, da Indledningen og mange andre Enkeltheder synes at mangle. »Men,« fortsætter han, »for den eftertænksomme kristelige Iagttager, gives der Beviser nok for de zionistiske Protokollers Ægthed i hans eget Milieu, i de fædrelandske Forhold og i Verdensbegivenhederne.«

 Hvorledes det russiske Udenrigsministerium har faaet fat i Manuskriptet vides ikke: *), blot er det sikkert, at Adelsmarschallen fra Tschern, Alexis Nikolajewitsch Suchotin, en skønne Dag kunde udlevere en Afskrift til Prof. Nilus til nærmere Orientering. Ligesaa lidt har man kunnet konstatere, hvordan Butmy har faaet sit Eksemplar. Saavel de Butmy'ske som de Nilus'ske Udgaver af Protokollerne forsvandt senere hen paafaldende hurtigt fra Bogmarkedet, saa at der efter de før Krigen foreliggende Oplysninger kun fandtes et eneste Eksemplar i British Museum. Det var i 1906 af Russerne bleven sendt til den britiske Regering. Et Eksemplar af Nilus’ Udgaven 1911 sendtes senere til »Verband gegen Überhebung des Judentums« i Berlin og dannede Grundlaget for den Beek'ske tyske Oversættelse. Da Protokollerne efter Verdenskrigen oversattes til alle

 *) De Oplysninger, den tyske Forfatter Gottfried zur Beek (Hauptmann .a. D. Müller von Hausen) i den af ham besørgede første tyske Udgave af Skriftet i 1919 har givet om fremskaffelsen af Manuskriptet, er ikke rigtige. Protokollerne er ikke bleven behandlet paa Zionistkongressen i Basel, der fandt Sted fra 29.-31. August 1897. De maa være udarbejdet forud for denne Tid. Dog Forfatteren forblev ubekendt. To Deltagere i den nævnte første Zionistkongres, Overrabbiner Dr. Marcus Ehrenpreis i Stockholm og den socialdemokratiske Nationalraad, Sagfører Dr. David Farbstein i Zürich, har i den kendte Proces i Bern den 30. Okt. 1934 bevidnet, at de her omhandlede Protokoller ikke blev drøftede paa Kongressen.

52

 Kultursprog og begyndte deres Sejrsgang over Jordkloden, satte selvfølgelig ogsaa straks Modaktionen ind

fra jødisk Side. Alt blev gjort for at bevise, at Skriftet var et Falsum. Et Utal af Versioner kom frem for at afsvække Bogens uhyre Virkning. En saadan Modaktion gjorde sig ogsaa meget hurtig gældende i Danmark, efter at en kendt dansk Antisemit i Efteraaret 1920 under Pseudonymet Lauritz Carlsen i en aldeles fortrinlig Oversættelse udgav de ifølge hans Betegnelse verdensberygtede jødiske Protokoller under Titlen »Jødefaren«. Samtidig publiceredes under Navnet Ejvind Hansen »Bevismaterialet« *). Det er ikke her Stedet til at behandle Protokollernes Ind-

 *) Prof. Tormer er mindre tilfreds med Oversættelsen. Han bemærker i sin Anmeldelse af Skrifterne i »Berlingske Tidende« den 28. 11. 1920, at det maa betragtes som en given Sag, at det ikke er synderligt bevendt med udgiverens viden om jødiske Forhold. Til Begrundelse for denne Opfattelse bemærker han: »Det fremgaar alene af den ganske urigtige Oversættelse af det jødiske Ord »Gojim« ved Dyr eller Hund.« Med den Autoritet, han i dette Punkt vel mener at kunne gøre Krav paa, føjer han til, at der ikke behøves yderligere Bevis for Forfatterens fuldstændige Ukyndighed i det jødiske Sprog. Den teologiske Professor gør sig her skyldig i en Tilsnigelse, der simpelthen søger sin Lige! Laurits Carlsen erklærer, at Ordet »Goj« i det hebræiske betyder, d.v.s. opfattes som Dyr eller Hund, men at han, for at lette forstaaelsen for Protokollernes mening, har tilladt sig at oversætte dette Udtryk med »Kristen« som en skarpere omskrivning af Begrebet »Ikke-Jøde«. Carlsen har selvfølgelig heller ikke i Protokollernes tekst blot en eneste gang oversat »Goj« med »Dyr« eller »Hund«, men regelmæssig med »Kristen«, og Prof. Torm gør sig derfor skyldig i en infam Sandhedsfordrejelse, naar han paastaar noget andet. Prof. Torm burde iøvrigt ogsaa have overvejet, at det her heller ikke kom an paa hebræiske Sprogkundskaber, da Protokollernes første tekst formodentlig er skrevet paa Fransk, hvortil endvidere maa bemærkes, at den danske Forfatter (Lauritz Carlsen) har haft en russisk Tekst som grundlag for sin Oversættelse. Det drejer sig ej heller her om teologiske, men om statspolitiske Problemer, til hvis Behandling Professoren næppe er kompetent, og til hvis Bedømmelse han i det mindste ganske afgjort savner enhver Forudsætning. Den Bunduvidenhed, han i saa Henseende lægger for Dagen, kan bestemt ikke overtræffes. 

53

hold i alle Enkeltheder; men da dette Skrift nu engang har beskæftiget den danske Offentlighed i særlig Grad, endog 1936 gav Stødet til, at teologiske Professorer ved det københavnske Universitet sammen med Biskoppen for Københavns Stift offentliggjorde en kraftig Protest mod Værket og derefter foranledigede, at flere Forfattere af antisemitiske Skrifter blev sat under Tiltale for Fornærmelse af fremmed Trossamfund, og da dette Skrift endvidere i mange Henseender ogsaa kan tjene til Belysning af Danmarks økonomiske og politiske Udvikling i den sidste Menneskealder, kan det vel alligevel være paakrævet at gengive en Del af de i Protokollerne fremsatte Programpunkter. Dette synes ogsaa tilraadeligt, fordi det paa denne Baggrund bedst vil kunne forstaas, hvorfor Jøderne netop i denne Sag følte sig særlig foruroliget, og efter Berner-Processens første Stadium, der endte med det af Jøderne tilstræbte Resultat, satte deres Venner i Rigsdag og Regering samt indenfor det teologiske Fakultet i aktion for at forhindre, at Sandheden om Protokollernes Opstaaen og om den i Protokollerne indeholdte Sandhed ikke mere kunde fremføres overfor den danske Offentlighed. Hvad Teologi-Professoren Frederik Torm og fhv. Justitsminister K. K. Steincke i Sammenhæng hermed har tilladt sig af uvederhæftig Bevisførelse og af Vilkaarlighed, grænser til det utrolige.

Med Hensyn til Protokollerne skal der i det følgende kun bringes Citater, uden Kommentar. Nærværende Skrift vil i hele sin øvrige Fremstilling give tilstrækkelige Beviser for de her citerede Steders Rigtighed, men der gøres opmærksom paa, at Hovedtendensen i Louis Levy's foran omtalte Publikationer, hvis Rigtighed jo vel ikke kan betvivles her i Landet, er til den Grad lig Tendensen i »Zions Vises Protokoller«, at dermed et Sandhedsbevis er ført.

Selve Skriftet er inddelt i 24 Afsnit betitlet Protokoller, med enkelte nummererede Afsnit. De er, efter deres Anlæg og Indhold at dømme, en jødisk Vismands Betragtninger l) over Spørgsmaalet, efter hvilke Retningslinier Racefællerne skal ar-

 

54

 bejde, for indenfor de enkelte Samfund at erobre Magten og dermed at bane sig Vejen frem til Verdensherredømmet, 2) over Spørgsmaalet, hvilke Regeringsprincipper den tilkommende Verdenshersker af jødisk Æt vil bringe i Anvendelse, saasnart Magten er naaet. De sidstnævnte Undersøgelser, der er rent utopiske, kan vi lade ligge, da de ikke har nogen reel Betydning; derimod er der god Grund til at bringe større Uddrag af Værkets første Protokoller. 

 I det følgende bringes nu Uddragene paa den Maade, at der ved de gengivne Afsnit af den enkelte Protokol anføres Nummeret til det paagældende Afsnit, hvorhos ogsaa enkelte Sætninger, som synes at være af særlig Betydning, udhæves af Forfatteren.

 1. Protokol.

5. Den politiske Frihed er ingen Kendsgerning, men en Idé. Man maa forstaa at udnytte denne Idé som Madding, naar man er henvist til at bringe de Folkemasser, som ønsker at styrte det herskende Parti, over paa sin Side. Denne Opgave kan let løses, naar Modstanderen selv støtter sin Magt paa Frihedens Idé, d.v.s. paa den saakaldte Liberalismes Principper og til Fordel for denne Idé ofrer en Del af sin Magt. I dette Øjeblik vil vor Idé triumfere: Saasnart Regeringens Tøjler slappes, vil disse ifølge den evige Naturlov straks blive grebet af andre Hænder, fordi Massernes blinde Magt ikke kan være en Fører foruden saameget som en eneste Dag; den nye Magt træder uden videre ind i Stedet for den tidligere Magt, der er blevet svækket ved Liberalismens Principper. I vor Tid har Guldets Magt afløst de liberale Regeringers Magt. Der var en Tid før, hvor Troen paa Gud herskede. - 11. Enhver af Folkemasserne truffen Afgørelse er afhængig af Tilfældigheder; Masserne har ingen Anelse om Politikens hemmelige Kunst, træffer derfor ogsaa kun taabelige Afgørelser og lægger saaledes Kimen til Anarkiet i Forvaltningen. - 12. 

 *) Teksten er oversat efter: Ulrich Fleischhauer, Gerichts-Gutachten zum Berner Prozeβ. Erfurt 1935 S. 285 flg. Jvf. til den her omhandlede Sag ogsaa Skrifterne: Dr. Hans Jonak von Freyenwald, Der Berner Prozeβ. Akten und Gutachten, I. Band: Anklage und Zeugenaussagen. Erfurt 1939; Dr. jur. Stephan Vász, Das Berner Fehlurteil über die Protokolle der Weisen von Zion, Erfurt, 1935. 

55

Politik har intet med Moral at gøre. En Hersker, der lader sig lede af moralske Principper, handler ikke politisk, og hans Magt staar paa svage Fødder. Den, der, vil herske, maa gribe til List og Hykleri. Et Folks ædle Egenskaber som Aabenhed og Retskaffenhed er i Politiken kun til Skade, thi de styrter lettere Kongerne fra deres Trone end selv den mægtigste Fjende. Saadanne Egenskaber turde være de ikke-jødiske Rigers Kendetegn, men vi bør paa ingen Maade tage dem til Rettesnor. - 13. Vor Ret ligger i Magten. Ordet Ret er et tomt Begreb, som ikke kan defineres. Det skal kun give Udtryk for: Giv mig, hvad jeg kræver, for at jeg derigennem kan bevise dig, at jeg er den Stærkere. - 15. Medens i Dag alle Magter ryster, vil vor Magt blive stærkere end nogen anden, fordi den vil vedblive at være usynlig, indtil den ikke mere kan undermineres ved nogen List. - 21. Kun en uafhængig Hersker kan forfølge sine storslaaede Planer og gøre sin Indflydelse gældende paa Statsmaskinens Mekanisme. Deraf følger, at et Lands. Regering, hvis den skal være nyttig og heldig, kun maa ligge i en enkelt ansvarlig Mands Hænder. Uden absolut Enevoldsmagt haves ingen Civilisation; den er ikke Mængdens Værk, men dens Førers, hvem han saa end er. - 22. folkemasser bestaar af Barbarer og beviser det ved enhver Lejlighed. Saasnart Folkemasserne har bemægtiget sig Friheden, forvandler de den meget hurtigt til Anarki, som er Barbariets højeste Trin. - 23. Se engang paa disse af Alkohol berusede, af Vinnydelse sløvede Dyr, der samtidig med Retten til at svire ubegrænset har faaet Friheden. Vi maa ikke tillade, at vore egne synker ned paa saa dybt et Trin. - 26. Vi maa ikke afholde os fra Bestikkelse, Bedrag og Forræderi, saasnart disse kan være vort Maal tjenlige. I

Politiken maa man tage fremmed Ejendom uden at tøve, hvis man ved et saadant Middel kan opnaa Underkastelse og Magt. Vor Stat, som vil gaa Vejen til fredelig Erobring, vil se sig foranlediget til at erstatte Krigens Rædsler med de mindre paafaldende, men meget virksommere Henrettelser, som er nødvendige til Terror'ens Opretholdelse og som Middel til Opnaaelse af blind Lydighed. Retfærdig, men ubøjelig Strenghed er en Stats vigtigste Magtmiddel. - 28. Vi var de første, der i sin Tid udslyngede Ordene Frihed, Lighed og Broderskab til Folkene. . .Mennesker, som ansaa sig for velbegavede, opdagede ikke disse Ords skjulte Mening, følte ikke deres Selvmodsigelse. De saa ikke, at der i Naturen ikke findes nogen Lighed, men at Naturen selv, under Afhængigheden af sine Love, har skabt Forstandens, Karakterens, Intelligensens Ulighed. Disse Mennesker har ikke betænkt, at Massen er en blind Magt, at de af dem valgte Opkomlinger i Politiken er ligesaa blinde som Massen selv, og at den Indviede, ogsaa naar han er et Fæhoved, kan regere, medens den Uindviede, selvom han er et Geni, ikke har Forstand paa Politik. Alt dette

 56

 har Ikke-Jøderne ikke lagt Mærke til. - 30. Vore Slagord Frihed, Lighed og Broderskab bragte ved Hjælp af vore hemmelige Agenter hele Legioner ind i vore Rækker, som bar vore Faner med Begejstring. Blandt andet gav dette os Muligheden for at spille vor vigtigste Trumf ud, nemlig at tilintetgøre de Privilegier, som er en Livsbetingelse for den ikke-jødiske Adel, og er den eneste Beskyttelse, Nationerne har overfor os. – 31. Paa Blods- og Slægtsadlens Ruiner har vi oprettet Intelligensens og Pengemagtens Adel. Som det skelsættende Kendetegn for dette nye Aristokrati erklærede vi Rigdommen, som er afhængig af os, og Videnskaben, hvis Retning bestemmes af vore Vise.

 2. Protokol.

2. Embedsmændene, som vi udvælger under Hensyn til deres Evne til slavisk Lydighed, skal ikke forstaa noget af den højere Statskunst. Paa denne Maade gøres de let til blotte Bønder i vort Skakspil og fuldkomment afhængige af vore vise og geniale Raadgivere, som fra Barnsben af særlig opdages til at føre Verdensregimentet - 5. I vor Tids Stater er Pressen en stor Magt, ved hvilken man behersker den offentlige Mening. Dens Opgave er at pege hen paa foregivne nødvendige Krav, at berette om Folkets Besværligheder, at skabe og udbrede Misfornøjelse. - 6. Pressen legemliggør den saakaldte Frihed. Men Staterne har ikke forstaaet at benytte sig af denne Magt. Gennem Pressen opnaaede vi vor Indflydelse, men vi selv holdt os dog i Skyggen. - 7. Takket være Pressen har vi bemægtiget os alt Guldet, omendskønt vi har været nødt til at tage det gennem Strømme af Blod og Taarer. Ethvert Offer fra vor Side vejer for Gud ligesaa meget som Tusind Ikke-Jøders.

 3. Protokol.

2.For at forlede de Magtsyge til Misbrug af deres Magt har vi sat alle Kræfter op imod hinanden, idet vi opægger deres liberalistiske Bestræbelser for Opnaaelsen af Uafhængigheden. Af denne Grund har vi opmuntret al Foretagsomhed, har forsynet alle Partier med Vaaben, og har gjort den herskende Magt til Skive for al Slags Ærgærrighed. Vent kun en Stund, og overalt vil der opstaa Uorden og Sammenbrud. - 5. Folkene er ved Armod lænket meget fastere til strængt Arbejde end ved Slaveri og Livegenskab. Fra disse kunde de befri sig paa den ene eller anden Maade, men fra Elendigheden kan de ikke frigøre sig. Alle Rettigheder, som vi har optaget i Forfatningerne, er kun paa Papiret, men ikke i Virkeligheden. Alle Folkets saakaldte Rettigheder, eksisterer kun i Ind

 57

bildningen, i Praksis virkeliggøres de aldrig. . . . - 9. Vor Magt beror paa Arbejderens stadige Sult og

Svaghed, fordi han derved tvinges ind under vor Vilje og aldrig vil føle saa megen Kraft og Energi, at han kan modsætte sig vor Vilje. Sulten giver Kapitalen større Rettigheder over Arbejderne end Adelen nogensinde sad inde med gennem Kongernes lovlige Magt. Ved Nød, Misundelse og Had. vil vi lede Masserne og betjene os af deres Hænder for at knuse Alt, som hindrer os paa vor Vej. - 10. Saasnart Timen er kommet, da vor Verdenshersker skal krones, vil de samme Hænder bortfeje alt det, som kunde være os til Hinder. 13. . . . Ved Hjælp af Guldet, som fuldkommen er i vore Hænder, vil vi med alle skjulte Midler fremkalde en almindelig Verdenskrise og til samme Tid indenfor alle europæiske Stater sætte hele Masser af Arbejdere paa Gaden. Masserne vil da styrte sig blodtørstige mod dem, som de har set med Misundelse paa allerede fra deres Ungdom og som de nu endelig kan frarøve deres Ejendom. - 14. Os vil de ikke volde nogen Fortræd, fordi vi vil vide Besked om Øjeblikket, da Angrebet skal sætte ind og fordi vi vil have truffet de til Beskyttelse af vore egne Folk fornødne Foranstaltninger. 17. I Øjeblikket er vi som international Magt ukrænkelige; thi saasnart man angriber os i den ene Stat, understøtter de andre Stater os.

 4. Protokol

3. Friheden kunde være uskadelig og bestaa i Staterne uden Fare for Folkenes Velfærd, hvis Folkene holdt sig til Troen paa Gud og til Menneskenes Broderskab og holdt sig langt borte fra Lighedsprincipet, der staar i Modstrid med Skabelsens Love, i hvilke Underordningsprincipet er fastlagt. Behersket af en saadan Tro, vilde Folket fredeligt og beskedent skride frem ved deres Sjælehyrders Haand og respektere den Fordeling af de Jordiske Goder, som Forsynet har skabt. Af denne Grund maa vi under alle Omstændigheder ødelægge Troen, rive de grundlæggende Forestillinger om Gud og den Hellige Aand ud af de Kristnes Hjerter, og erstatte Troen med materielle Overvejelser og Fornødenheder. 4. For at Ikke-Jøder ikke skal faa Tid til egne Betragtninger og Iagttagelser, maa vi henlede deres Tanker paa Handel og Erhverv. Saa vil alle Nationer kun være betænkt paa deres egen Fordel og derved slet ikke lægge Mærke til deres fælles Fjende. - 5. Men for at Friheden ikke fuldstændig skal opløse og ødelægge det ikke-jødiske Selskab, maa Spekulation gøres til Basis for Industrien; paa denne Maade vil de Skatte, som Industrien drager frem af Jorden, ikke forblive i de Industrielles Hænder, men ved Hjælp af Spekulationen flyde over i vore Kasser.

58

6. Protokol.

1. Meget snart vil vi oprette mægtige Monopoler, Reservoirer for vældige Rigdomme, af hvilke endog Ikke-Jødernes store Formuer vil være afhængige saadan, at de sammen med Statskreditterne vil forsvinde straks den første Dag efter den politiske Katastrofe. - 3. Den ikke-jødiske Adel er som politisk Magt død og magtesløs; med den behøver vi ikke mere at regne. Kun som Grundejer er den endnu farlig for os, fordi den paa Grund af sine naturlige Hjælpekilder er uafhængig af os. Derfor maa vi under alle Omstændigheder berøve den dens Jorder. - 4. Det bedst hertil egnede Middel er at forhøje Skatterne paa Jord og Ejendom, for at sætte Ejendommene i Gæld. Disse Foranstaltninger vil bringe Ejendomsbesidderne i fuldkommen Afhængighed. De ikke-Jødiske Aristokrater, som ifølge deres Herkomst ikke er i Stand til at nøjes med lidt vil hurtigt være ruineret. - 5. Til samme Tid maa vi mest muligt fremme Handel og Industri og i Særdeleshed Spekulationen, hvis Hovedrolle det er at tjene som Modvægt mod Industrien. Uden Spekulation vilde Industrien øge de private Formuer og forbedre Agerbrugets Stilling, idet Agerbruget derved vilde befries for den Gæld, som opstaar ved Laan fra Kreditforeningerne. Industrien maa unddrage Landbruget saavel Arbejdskraften som Kapitalen og sikre os hele Verdens Kapital ved Hjælp af Spekulationen. Derved vil alle Ikke-Jøder synke ned paa Proletar-Stadiet og ydmyge sig overfor os for dog blot at faa Lov til at leve.- 6. For at ødelægge Ikke-Jødernes Industri vil vi fremme Spekulationen og Begærligheden efter en altfortærende Luksus. - 7. Vi vil lade Arbejdslønnen stige, uden at det skal bringe

Arbejderen nogensomhelst Fordel, idet vi samtidig vil fremskynde en Prisstigning paa alle Livsfornødenheder; for at begrunde en saadan Udvikling vil vi undskylde os med Tilbagegangen i Agerbrug og Kvægavl. - 8. Vi vil underminere Produktionens Grundlag, idet vi forleder Arbejderne til Anarki og Drik og med alle Midler jager Intelligensen ud af Landet. - 9. For at Ikke-Jøderne ikke for tidlig skal erkende Tingenes sande Sammenhæng, vil vi skjule vore sande Hensigter ved at give os Udseende af at ville hjælpe Arbejderklassen og af kun at ville tjene vore høje økonomiske Grundsætninger.

 7. Protokol.

6. For at sammenfatte vort System til Betvingelse af de ikke-jødiske Regeringer i Europa i en eneste Sætning: Vi vil overfor en enkelt af disse Regeringer vise vor Magt ved Attentater, d.v.s. ved at føre den vor Terror for øje, og hvis de alle skulde rejse sig imod os, vil vi svare dem med amerikanske, kinesiske eller japanske Kanoner.

59

 9. Protokol.

5. Vi vil regere med fast Haand, thi i vore Hænder Befinder sig Stumperne af et forhen mægtigt Parti, som i Dag har underkastet sig os. Vi føler ubegrænset Ergærrighed, brændende Havesyge, ubønhørlig Hævnsyge, og vi nærer et dybt Had. Fra os udgaar en altfortærende Terror. I vor Tjeneste staar Mænd af alle Anskuelser og Lærdomme. - 6. Mænd, som vil genindføre Monarkiet, Demagoger, Socialister, Kommunister og enhver Slags Utopister; alle tjener de vore Formaal; enhver af dem undergraver fra sit Sted de sidste Ruiner af den tidligere Magt og søger at omstøde den bestaaende Retsordning. Alle Stater lider under agitatorisk Uro; de længes efter Ro, de er villig til at ofre alt for Freden. Men vi vil ikke skænke dem Freden, saalænge de ikke aabent og ydmygt har anerkendt vort Overherredømme. - 7. Folket vil stønne og kræve det sociale Spørgsmaals Løsning gennem international Overenskomst. Splittelsen i Partier har bragt det i vor Afhængighed, thi for at kunne gennemføre Partikampe bruger man Penge, og de befinder sig kun i vor Besiddelse. - 12. Vi har fordummet og fordærvet Ikke-Jødernes Ungdom, idet vi har opdraget den efter vore Grundsætninger og Teorier, som var os bekendt som falske, men som vi alligevel med Forsæt har lært dem.

 15. Protokol.

4. I de ikke-jødiske Samfund, i hvilke vi har spredt Uenighedens og Oppositionens Aand, kan Ordenen kun genskabes ved skaanselsløse Midler, der er Beviser paa en ubøjelig Kraft. Derved maa der ikke tages Hensyn til det Antal af Ofre, som maa bringes for det fremtidige Vels Skyld. Enhver Regering, der vil hævde sin Eksistensberettigelse, skal erkende, at dens Eksistens ikke alene beror paa Privilegier, men ogsaa paa Pligter. - 5. Naar en Regering vil befæste sin Stilling, maa den øge sin Magts Anseelse, og denne Magtens Glans opnaas kun ved Magtens vældige Uforanderlighed, som vidner om en hemmelighedsfuld Ukrænkelighed, der tilkommer den af Gud udkaarede. Saaledes stod det til indtil de sidste Tider med de russiske Kejseres Autokrati, vor eneste Fjende i hele Verden ved Siden af Pavedømmet. Husk, hvordan Italien, der svømmede i Blod, ikke krænkede et Haar paa Sullas Hoved, skønt det var ham, som havde fordret disse Blodofre. Folket, som han havde pint, forgudede ham, og hans modige Tilbagekomst til Italien gjorde ham ukrænkelig. Folket rører aldrig den, som hypnotiserer det med sit Mod og sin stærke Vilje. - 15. Ikke-Jødernes rent dyriske Forstand evner ikke at analysere et Begreb eller at iagttage; og endnu mindre kan de forudse, hvortil en bestemt Metode at behandle et Tilfælde paa kan være

60

 tjenlig. I denne Forskel i de aandelige Evner mellem Ikke-Jøderne og os kan vi se Beviset for, at vi er det

af Gud udvalgte Folk, og erkende det Forspring, vi har fremfor de andre i vor naturlige Begavelse. Ikke-Jøderne lader sig kun lede af deres dyriske Instinkter. De ser nok, men de kan ikke forudse noget, de kan ikke opfinde noget, med Undtagelse af rent materielle Ting. Deraf fremgaar ganske klart, at Naturen selv har bestemt os til at lede og styre hele Verden.

 Dette er altsaa nogle Uddrag af Protokollerne, som lader erkende, hvilken Overlegenhed Jøder føler overfor andre Folk, og hvorledes den fremmede Race ud fra en saadan overspændt Selvfølelse mener at være kaldet til at regere over alle Mennesker. Det maa uden videre indrømmes, at Betragtningerne paa afgørende Punkter er absurde, ligefrem sygelige og latterlige, men da de heri fremsatte Anskuelser er tænkt som et Program, ligesom det Kommunistiske Manifest, der 1847 blev udgivet af Karl Marx, eller som J. A. Cremieux' Opraab til det israelitiske Verdensforbund 1860, vilde det være en Taabelighed at skubbe dette Dokument for Jødernes Drøm om Erobring af Verdensmagten til Side som noget, man, ikke kan anse for ægte. Tankegangen er for velkendt fra det jødiske Folks Historie, eller f.Eks. fra Louis Levys foran nævnte Skrift, til i dette Tilfælde at kunne blive betragtet som et rent og skært Fantasifoster. Derfor havde Protokollerne ogsaa en saa vidtrækkende Virkning i de sidste Aartier, derfor har de navnlig fundet stærk Genklang i Rusland, i det Rige, der blev det første Forsøgsobjekt for de her udarbejdede Principer og som derved ødelagdes i Bund og Grund.

 At Jøder og Jødevenner trods alt ved Protokollernes Offentliggørelse ogsaa her i Landet fik travlt med at hævde og bevise, at disse var falske, ligger lige for Haanden.

 Fhv. Overrabbiner, nu afdøde Prof. Simonsen, mener at have afsløret »Smædeskriftet«s Oprindelse i en Artikel, han publicerer den 30.10.1920 i »Mosaisk Samfund«. Han oplyser her, at »Protokollerne« oprindelig var bygget paa gamle Skrifter, der rettedes mod Jesuitterne. I Stedet for »Jesuit« havde 

61

man ganske simpelt sat »Jøde« eller »Socialist«. Derefter beretter Rabbineren, at den tyske Romanforfatter Goedsche 1868 udgav en Roman under Navnet John Retcliffe med Titlen »Biarritz«. I denne Roman skulde der fortælles spændende om 12 Vise fra de 12 israelitiske Stammer, som hvert hundrede Aar i Nattens Mulm og Mørke satte hinanden Stævne paa den gamle jødiske Begravelsesplads (Judenfriedhof) i Prag. Videre fortælles der - siger Rabbien - i Romanen om de Planer til Oprettelsen af et jødisk Verdensherredømme, der lægges ved Mødet paa denne »Judenfriedhof«, og - fortsætter han - »det hele er meget dramatisk, ganske som en Røverroman skal og bør være.« Forfatteren paastaar endvidere, at denne Goedsche, der havde en Stilling ved det tyske Postvæsen, paa Grund af en tvivlsom Ed i en Penge- eller Paternitetssag blev afskediget, men at tyske Antisemiter til trods for denne lidet berømmelige Affære benyttede sig af Romanen til Udsendelse af hadske Flyveskrifter mod Jøderne. Disse Fortællinger havde saa senere- ,under Dreyfus-perioden, en Blomstringstid, ogsaa i Frankrig, hvorved det stadig hævdedes, at det ved disse Planer skulde dreje sig om noget virkeligt. Senere naaede de frem til Rusland, hvor de sluttelig blev udgivet af en Professor Sergej Nilus under Titlen: »De lærde Ældste fra Zions Protokoller« Med disse Paastande mente Rabbineren tilstrækkelig at have afsløret »det grimme Spekulationsforetagende« og at have rammet en Skampæl gennem dette Skrift.

 Imidlertid fremsatte » Times«, som ved en Artikel i Nummeret af 8. Maj 1920 havde givet Stødet til en ligefrem verdensomspændende Diskussion om disse protokoller, knapt et Aar senere en helt anden Forklaring. »Times« bragte nemlig i Numrene af 16.,17. og 18. August 1921) tre omfattende Artikler om Sagen, som det havde faaet tilsendt fra sin Korrespondent i Konstantinopel*) og tog iøvrigt i en egen ledende Artikel stilling til Problemet. 

 *) Art. »Jewish World Plot«. An Exposure. The Source of the Protocols. Truth at last. (Times, 16. 8. 1921.) »Jewish. Peril«

exposed. Historic »Fake«. Details of the forgery. More Parallels. (Times, 17. 8. 1921). - The Protocol Forgery. Use in Russia Politics. Methods of secret Police. Some conclusions. (Times, 18. 8. 1921.)

62

Det store engelske Blad, som endnu i Maj 1920 havde anset det for muligt, at Skriftet kunne være ægte, og oven i Købet ganske eftertrykkeligt fremhæver dets ligefrem overvældende profetiske Aand, hævder nu paa Grundlag af de ny foreliggende Oplysninger, at det uden enhver Tvivl drejer sig om et Plagiat, og at der i den Konstantinopel'ske Korrespondents Beretning gives »for the first time a conclusive proof, that the document is in the main a clumsy plagiarism«. Paavisningen heraf foregaar imidlertid under meget mystiske Omstændigheder. Altsaa: Der melder sig hos Bladets Korrespondent i Konstantinopel en skønne Dag en russisk Godsejer, som mener at kunne paavise Oprindelsen af Protokollerne, men som ikke ønsker at blive nævnt overfor Offentligheden. Han var Monarkist og flygtet fra Syd-Rusland, da Hviderusserne havde tabt i Kampen mod Bolchevikerne. Faa Maaneder før Godsejeren træffer »Times«-Korrespondenten, havde han hos en tidligere Officer fra det czaristiske hemmelige Politi, Ochranaen, som ligeledes var flygtet til Konstantinopel, købt en læderindbunden Bog uden Titelblad, som ifølge det foreliggende omfattede 324 Sider og hvis Forord, der bar Overskriften »Simple avertissement«, var forsynet med Datoen: Geneve, le 15 octobre1864. Ved nærmere Undersøgelse viste det sig nu, at de i Skriftet behandlede 25 Samtaler efter Indholdet saa nogenlunde svarede til det, der sagdes Protokol1ernes 24 Afsnit, hvorved det navnlig fremhæves, at det førstnævnte Skrifts Samtaler 1-17 »generally correspond with, »Protocols« 1-19.« I de senere Afsnit forekom der større Afvigelser, Paragraferne var aabenbart til en vis Grad udarbejdet meget flygtigt. Saavidt Korrespondentens Referat. Paa Grund af nogle af Bogens Blade, som Korrespondenten samtidig sendte Londoner-Bladet,

63

blev det derefter i British Museum konstateret, at det ved Skriftet med de franske Samtaler drejede sig om et mod Napoleon III. rettet Kampskrift med Titlen »Dialogue aux Enfers entre Machiavel et Montesquieu, ou la Politique de Machiavel au XIX. Siècle. Par un Contemporain«, som 1865 blev publiceret i Bryssel. Det kunde dernæst endvidere paavises, at den anonyme Forfatter, som hed Maurice Joly og havde været Sagfører og Journalist i Paris, blev arresteret af Napoleon den Tredies Politi i Anledning af Pamfletten og der maatte bøde med 18 Maaneders Fængselsstraf. 1868 publiceredes anden Udgave af Dialogerne i Bryssel under Forfatterens Navn og med en Bemærkning om, at Forfatteren var bleven straffet.

 Med Hensyn til Protokollernes senere Affattelse bemærker »Times« endelig, at Professor Nilus, der var en underordnet Embedsmand i Departementet for fremmede Religioner i Moskva, i sin Tid havde erklæret, at han havde modtaget Manuskriptet fra en Embedsmand ved Navn Alexander Suchotin, der indrømmede, at han for sit Vedkommende havde modtaget Optegnelserne af en Kvinde, som havde stjaalet dem hos en af Zions Vise. »Times« mener nu, at det Eksemplar, Korrespondenten i Konstantinopel fik overgivet af Jolys »Dialogue aux Enfers«, og som bagpaa bar Initialerne A. S., kan have tilhørt nævnte Suchotin, som kan have faaet det udleveret af en Agent for det russiske hemmelige Politi i Paris - som f. Eks. kan have været General Ratschkowsky, der en Tid lang var Hovedmanden.i dette Politi og som saadan var mistænkt for at have begaaet lignende og mere ubehændige Forseelser. Jolys Skrift skulde saa have inspireret Suchotin til selv at omskrive Grundtankerne i Jolys Bog i Zions Vises Protokoller, og Nilus havde derefter - maaske i god Tro - givet dem videre som ægte Protokoller. - Dette var altsaa »Times«' Kombination, som lyder noget konstrueret, men som dog kunde være rigtig.

 To Versioner stod altsaa 1920 og 1921 overfor hinanden. Hvilken af dem, der var rigtig, eller om de begge var falske, kunde dengang endnu ikke afgøres. - Det maner i hvert Fald

64

til Eftertanke, at »Times« i 1920 uden Forbehold stadfæstede, at Protokollernes Programpunkter var skrevet i en forbavsende profetisk Aand, og at Udviklingen i Rusland de facto nok kunde give Grund til Ængstelse for, at den i sidste Instans skulde blive ført frem til en »pax judaica«, medens Verdensbladet derpaa i August 1921 pludselig anser sig beføjet til at affeje hele Sagen som et »clumsy plagiarism«, et taabeligt Plagiat. Hvorom alting var: Spørgsmaalet om Protokollernes Oprindelse var endnu paa ingen Maade afklaret.

Alligevel saa nu to af de kendteste danske Forkæmpere for Israelsmissionen, Professor Dr. theol. Frederik Torm og Pastor E. Clausen, sig foranlediget til at gribe ind i Diskussionen herhjemme og forsvare Jødernes Sag. Den ivrigste i Angrebet var dengang som senere, 1936, Teologiprofessoren ved Københavns Universitet, Torm, som imidlertid ikke havde andet Bevismateriale end den ovenfor nævnte fhv. Overrabbiner Prof. Simonsen havde, og erklærede, at takket være de Undersøgelser, den kristne Teolog Professor Strack i Berlin havde foretaget, kunde det fastslaas som en »ubestridelig kendsgerning«, at Udgangspunktet for Protokollerne var en Roman af en Herman Goedsche, der omkring 1866-70 havde publiceret sit Skrift under Forfatternavnet J. Retcliffe. Forfatteren formodes nu at have været russisk Katolik, en monarkistisk, og nationalistisk sindet gammelrusser, der vilde de moderne Frihedsrørelser tillivs og i sin mod de liberale Politikere (bl.a. Grev Witte) rettede Kamp ogsaa søgte at ramme Jøderne, fordi de ansaas for at være de egentlige Ophavsmænd til alle revolutionære Tendenser og Bevægelser. Prof. Torm stempler i Henhold hertil i sit Indlæg, der offentliggjordes i »Berlingske Tidende« (Søndags-Bilag den 28. 11. og 5. 12. 1920) og genoptryktes i »Mosaisk Samfund«, det saa ubekvemme Værk som et oplagt Falskneri. Han er imidlertid dog villig til at indrømme, at Udgiverne naturligvis er uansvarlige for Selve 

65

Falskneriet i den oversatte Bog, hvis de selv har troet paa dens Ægthed.

 Professor, Dr. theol. Frederik Torm følte derefter selv Trang til at sige sin uforgribelige Mening om de i »Jødefaren« fremsatte Paastande. Han gør det paa en Maade, saa man næsten fristes til at spørge, om Manden er vel forvaret. Thi naar han selv stiller store moralske Krav til Modstanderne af Jødedommen, burde han i det mindste selv Ogsaa afholde sig fra usandfærdige Beskyldninger, misvisende Citater, og en i alle øvrige Forhold vildledende Dokumentation. Desværre holder han sig ikke sine egne moralske Krav efterrettelig. Hvor uforsvarlig hans Bevisførelse er, skal paavises ved Behandlingen af flere af ham berørte Problemer.

  Efter Prof. Torms Opfattelse vidner intet stærkere om Protokollernes ubestridelige Barnagtighed end den idelige Gentage1se af Udtalelserne om alle Kristnes kolossale Dumhed. Han paaberaaber sig her Sætningen i det 15. Protokol, hvor det hævdes, at Ikke-Jødernes rent dyriske Forstand gør dem uegnet til »Iagttagele og Undersøgelse, Analysering og Observation«. Her har vi med et Tilfælde at gøre, hvor et Citat rives ud af sin Sammenhæng og derved faar en ganske anden Mening end den tilsigtede, d.v.s. vi har med en uredelig Bevisførelse at gøre, som Professoren selv mener maa afskyes ligesaa godt som de rene Falsknerier. De følgende Sætninger i Protokollerne viser jo ganske tydeligt, ud fra hvilke Grundtanker dette Postulat fremsættes. Der paapeges nemlig, at Jøderne føler sig i Besiddelse af en overlegen Intelligens, af en anden Mentalitet, og at de derfor tænker saa ringe om Ikke-Jødernes Aandsevner. Ja, er det da ikke rigtigt? Er det da ikke en Kendsgerning, som ofte nok er bleven fremhævet ogsaa i den videnskabelige Litteratur? Der skal her blot henvises til, at bl.a. den filosemitiske tyske Nationaløkonom Prof. Werner Sombart (Berlin) i sit kendte Værk: »Die Juden und das Wirtschaftsleben« fremhæver det som et absolut centralt Faktum, at Jøderne fra Urtiden har været et Ørken-, et Vandrefolk

66

hvis ejendommelige Skæbne ligger deri, at de under særlige historiske Forhold blev ført til »Nordlandsfolkene« - det vil vel nærmest sige til de vesteuropæiske Nationer - og dermed blev spredt blandt helt igennem væsensforskellige Folk. Igennem et Samvirke mellem et orientalsk, et hedt Folk, og de koldblodede indfødte Nationer, igennem en Kombination af Jødernes særligt udviklede kommercielle Begavelse og de nordiske Folks, fornemmelig Germanernes, videnskabelig-tekniske Evner og Ydelser opstod saa denne ejendommelige Nutidens Blomst paa Økonomiens Omraade, den kapitalistiske Kultur. Sombart mener endog, at vi uden Spredning af Jøderne til Jordklodens nordiske Lande ikke vilde have faaet den moderne Kapitalisme, den moderne Kultur! At Jøderne nu i denne Udvikling har følt sig som den overlegne Part og tilranet sig uhyrlige Rigdomme, vil ej heller en Prof. Torm kunne nægte. Men saa forstaar man ogsaa, at Forfatteren af Protokollerne i overdreven Selvbevidsthed erklærer, at Jøderne netop »i denne Forskel mellem vore og Ikke-Jødernes aandelige Evner« ser Beviset for, at de er Guds udvalgte Folk, Beviset for, at de i Forhold til andre Mennesker ejer en udpræget intellektuel Overlegenhed. Protokollerne resumerer derfor ganske logisk: »De ser, men de forudser ikke, de kan ikke opfinde noget med Undtagelse af rent materielle Ting. Paa Grundlag af dette er det tydeligt, at selve Naturen har udset os til at lede og styre hele Verden.«

 Prof. Torm stiller som sagt vidtgaaende Krav til Modparten med Hensyn til saglig og redelig Argumentation og bemærker etsteds, at man »uvilkaarligt spørger sig selv: Har Udgiverne overhovedet haft den russiske Original i Hænde?« Naa, helt udelukket var dette nu da ikke, siden den anonyme Forfatter i sit Forord til Bevismaterialet selv bemærker, at han efter et mangeaarigt Ophold i Rusland vendte hjem til Danmark i Forsommeren 1919; det kan her ogsaa stadfæstes, at Oversættelsen er foretaget efter den russiske Tekst. Men iøvrigt

67

maa der peges hen paa, at den egentlige Original formodes at have været affattet paa Fransk.

 Prof. Torm støttede sig i sin Bevisførelse endvidere paa Romanen »Biarritz« af Herman Goedsche, med Forfatternavnet J.Retcliffe. Naar man har læst denne Roman og derved konstaterer, at der ikke bestaar blot de fjerneste Lighedspunkter mellem dens Indhold og Protokollerne, kan man endnu en Gang møde Prof. Torm med hans egne Vaaben, idet man kan sige til ham: »Man spørger uvilkaarligt, om Forfatteren overhovedet har haft Originalen i Hænde?« Det kan med Føje betvivles, at Teologiprofessoren nogensinde har læst det ominøse Kapitel i Sir John Retcliffes Roman betitlet »Auf dem Judenkirchhof in Prag«, thi ellers maatte han selv have opdaget Vildfarelsen!

 Med Hensyn til Teologiprofessorens tyske Kronvidne, Prof. Dr. Hermann Leberecht Strack, om hvilken Prof. Torm paastaar, at han gennem et langt Liv havde erhvervet sig et enestaaende Kendskab til jødisk Litteratur - skal endnu bemærkes, at denne Mands Kvalifikationer som Sagkyndig fandt en sønderlemmende Kritik i Anledning af en Fornærmelsesproces, som den kendte tyske Antisemit Theodor Fritsch 1912 havde indledet mod en jødisk Redaktør Itzkowski. Da sidstnævntes Sagfører paaberaabte sig Erklæringer fra Prof. Strack, kunde Fritsch's Forsvarer replicere paa følgende Maade: »Det er karakteristisk, at »Zentralverein deutscher Staatsbürger jüdischen Glaubens«, der støtter den Anklagede, endnu i Talmudspørgsmaalet vover at foreslaa en Sagkyndig som Strack, eftersom Strack fra autoritativ jødisk Side, hvad der ogsaa er Centralforeningen bekendt, er frakendt alle videnskabelige Kvalifikationer til at være Sagkyndig i Spørgsmaal vedrørende Talmud.« Den kendte Udgiver af Talmud Babylonicum, Orientalisten Lazarus Goldschmidt, har fældet en knusende Dom over Strack, som han end ikke anser for duelig til saa meget som at læse en halv Side af en Talmudhaandskrift (Kodex)!

68

Saadan bedømmes altsaa den Mand, som Prof. Torm annammer som Kronvidne. Men bortset herfra er hele den Bevisførelse, som Strack-Simonsen-Torm-Fronten af 1920 mødte frem med, jo bleven rendt fuldstændig overende gennem de Oplysninger, »Times« bragte i August 1921. »Times« saa ganske bort fra hele denne Argumentation, idet Forfatteren af Protokollerne uden Tvivl aldrig har læst Romanen »Biarritz«, - og den her omhandlede Bevisførelse er altsaa ikke andet og mere end løs Snak.

 Med særlig Interesse har Prof. Torm selvfølgelig læst det Afsnit i den første Protokol, hvor der siges, at Enevælden er den bedste Regeringsform, at »en formaalstjenlig Regering, der skal være til Nytte for Landet, bør samles under een ansvarlig Person«, og »at en Civilisation kun kan eksistere under en absolut Enevoldsmagt«, Hertil gør han gældende, at naar endelig Protokollernes russiske Udgiver (han kalder denne deres Forfatter, da han jo har gættet sig til, at Forfatteren maa være gammelrussisk Katolik!) lod de liberale Politiherrer være Dukker i Jødernes Haand, og lod disse Jøder arbejde henimod et enevældigt Styre som Idealet, saa stemte disse Skildringer jo nøje overens med Udgiverens (Forfatterens) egne Idealer. Hvis Teologiprofessoren havde ringeste Begreb om statsretlige Problemer, vilde han ogsaa i dette Tilfælde have været lidt mere samvittighedsfuld i sin Bevisførelse, da ogsaa han ved nærmere Overvejelse maatte have erkendt, at der dog er en væsentlig Forskel mellem Udgiverens (Forfatterens) enevældige Rige og det af Jøderne tilstræbte og styrede Diktatur. Tilsyneladende af Vanvare er Prof. Torm dog ved Lejlighed inde paa en rigtig Betragtning, naar han nemlig taler om de »mod en hel Nation» rettede Angreb og derved for en Gangs Skyld giver tilkende, at han dog ogsaa selv anser Jøderne for at være en særlig Nation, et fremmed Folk.

 Værst er det, naar Prof. Frederik Torm hævder, at det af den anonyme danske Forfatter (det drejer sig ved begge Pjecer om samme Forfatter) publicerede Værk ikke indeholder det

69

mindste Spor af Bevismateriale til Protokollernes Rigtighed. Denne Forfatter beretter om de Oplevelser, han selv har været ude for i Rusland, fortæller om alle de Jøder, der staar i Spidsen for den bolchevikiske Terror, nævner Navne som Finkelstein-Litwinow, Apfelbaum-Sinowjew, Sobelson-Radek, Joffe, Charagan, Krassin, Sklowsky, Uritzky, Joselewitsch, Woladarsky, Scheresinsky osv. osv., Kvinden Jakowlewa, der lod fem gamle Storfyrster skyde, han fortæller om de rædselsfulde Indtryk, han har faaet ved Besøg i mange af Petersburgs og Kronstadts Fængsler og konstaterer i nøje Overensstemmelse med den historiske Sandhed, at »Rusland blev tilintetgjort og overgivet i Jødebødlernes Hænder«, Forfatteren bringer altsaa Kendsgerninger, Bevismateriale. Naar Prof. Torm heroverfor paastaar, at det her kun drejer sig om »et hadefuldt Udfald mod Jødefolket,« er han mere Jøde end Jøderne selv. Thi selvom Organet »Mosaisk Samfund« som ovenfor paavist er stærkt betænkt paa at benægte Jødernes Deltagelse i Bolchevismens Udryddelseskamp mod det russiske Folk, eksisterer der dog ogsaa jødiske Kilder, der er mere ærlige i deres Fremstilling af disse Forhold. Saaledes beretter» Jüdisches Lexikon« (Bd. 4, , Sp. 1442) bl.a. følgende:

  »Ved den bolchevikiske Revolution af 7. November (25. Oktober) 1917 var ligeledes Jøder medvirkende i ledende Stilling, saaledes L.Trotzki som Leder af den krigsmilitære Komite, Sinowjew, Kamenew og andre som Medlemmer af den bolchevikiske Centralkomite. Efter Bolchevikernes Sejr blev Jakob Swerdlow udnævnt til Formand for den alrussiske Eksekutivkomite, L.Trotzki til Kommissær for udenrigspolitiske Anliggender og den stærkt venstreorienterede Socialrevolutionær J. Steinberg Justitskominissær. Formand for Sovjeten i Petersburg var Sinowjew, for Sovjeten i Moskva Kamenew. Efter at Organisationen» Tscheka« var dannet i Petersburg, blev Moses Uritzki dens

70

Leder. Ogsaa indenfor den kommunistiske Internationale (Komintern) havde flere Jøder en ledende Stilling: Formand var Sinowjew, og ved Siden af ham kan nævnes som ledende Personligheder K. Radek (Sobelsohn) og Felix Cohn. En betydelig Rolle spillede ogsaa Jøderne Adolf Joffe og Kopf som Sovjet-Ruslands Ambassadører. Efter Freden i Brest-Litowsk traadte Trotzki i Spidsen for Krigsministeriet og det revolutionære Krigsraad. Hans Medhjælper var Ephraim Sklianski; som Finanskommissær blev senere Sokolaikow (Brilliant) udnævnt. Ogsaa i Provinsen var Jøderne medvirkende i de bolchevikiske Eksekutivkomiteer og i andre Institutioner.«

 I »Jüdisches Lexikon« (s. St., Sp. 1566) bemærkes endvidere, at Jødernes fremragende Deltagelse i den bolchevikiske Revolution havde givet de kontrarevolutionære Elementer i Landet, materiale til den antisemitiske Pogromagitation, saaledes at bl.a. henimod 100.000 Jøder blev myrdet, og den jødiske Befolkning i Ukraine og Hviderusland blev økonomisk fuldkommen ruineret

 Det, som her siges, svarer nøjagtig til den danske Forfatters Paastande. Naar Prof. Torm til Trods herfor hævder, at han næppe nogensinde havde læst et Indhold, der saa lidt svarede til Overskriften som nævnte Forfatters Bevismateriale, saa maa det nærmest tages som Bevis paa, at Professorens logiske Tænkeevne aabenbart svigter, saasnart der er Tale om jødesagen. At Prof. Torm i Virkeligheden har stirret sig blind paa dette Spørgsmaal fremgaar ydermere af, at han aabenbart heller ikke har forstaaet nogetsomhelst af den Indledning, Pseudonymet Lauritz Carlsen har skrevet til selve Protokollerne. Thi dér citeres Artiklen, som »Times« bragte den 8. Maj 1920, og i hvilken det netop fremhæves som noget særligt paafaldende, at man i de i Protokollerne Formulerede Programpunkter Skridt for Skridt genkendte Sovjet-Ruslands Skæbne.

 Der

71

pointeres: »Visse Enkeltheder i det jødiske Program udviser en uhyggelig Lighed med Situationer og Begivenheder, der nu udvikler sig for vore øjne. »Times« fortsætter: 

 »Anden Udgave af Professor Nilus' Bog blev sikkert udgivet i Rusland 1905. Kopien af Originalen i British Museum bærer Datoen 10. august 1906. Saaledes faar nogle af Udtalelserne Karakter af Profetier, der er gaaet i Opfyldelse, med mindre man vil forklare denne Forudvidenhed hos de Ældste ved at antage, at de i Virkeligheden er de skjulte Anstiftere af disse Begivenheder. Naar man læser, at det er nødvendigt for vore Planer, at Krige ikke maa afstedkomme territoriale Forandringer, bliver man mindet om Raabet: Fred uden Landafstaaelse, der Opløftedes af alle de radikale Partier i Verden og i Særdeleshed i det revolutionære Rusland. Endvidere: »Vi vil skabe en universel økonomisk Krise ved alle tænkelige Underhaandsmidler og ved Hjælp af det Guld, som altsammen er i vore Hænder. Samtidig vil vi kaste uhyre Mængder af Arbejdere i Europa paa Gaden. Vi vil forhøje Arbejdslønnen, hvilket ikke vil hjælpe Arbejderne, fordi vi samtidig vil forhøje Priserne paa de vigtigste Livsfornødenheder. Det er af væsentlig Interesse for os at berøve Aristokratiet deres Jordbesiddelse. For at naa denne Hensigt er det den bedste Fremgangsmaade at presse Afgifter og. Skatter op.«

 Efter at have bragt flere Citater fortsætter »Times«: »Idet man erindrer, naar dette blev offentliggjort, ser man sytten Aar efter en Regering oprettet i Rusland, i hvilket et stort Procenttal af Lederne er Jøder, hvis modus operandi følger de her anførte Principper. Vi ser dette, og det forekommer os uhyggeligt.«

72

Ja, alt dette siger »Times«, og alt dette har ogsaa Prof. Torm læst, men alligevel tør han paastaa, at Protokollerne maa være et Falskneri, fordi de deri fremførte Programpunkter vidner om en »ubestridelig Barnagtighed!«

 Blandt de talrige - lad os sige urigtige - Paastande, Prof. Torm fremfører for at forsvare sin Sag, findes ogsaa denne, at der i »Bevismaterialet« ikke blot rettes Udfald mod Jødefolket, men ogsaa mod alle »Halvjøder«. Det sidstnævnte Udtryk maa Prof. Torm tage paa egen Regning, thi det bruger Lauritz Carlsen ikke. Da han nu tilsyneladende har fundet Behag i sit eget Udtryk, fortsætter han let krænket: »Jeg er tilbøjelig til at tro, at han (Udgiveren af »Jødefaren«) vil betragte enhver som »Halvjøde«, der vover at tage til Genmæle mod uberettigede og usandfærdige Angreb paa Jødefolket. Men jeg skal bære det med Sindsro, om han ogsaa vil indrullere mig blandt »Halvjøder«. –

 Forfatteren af Bevismaterialet havde andre Maal end at beskæftige sig med de saakaldte Halvjøder, - som de facto eksisterer og i tysk Lovgivning nuomstunder betegnes som »Mischling ersten Grades« - men som ikke omhandles i »Jødefaren«. Derimod rettes der en særlig velovervejet Kritik mod de politiske Kredse, der ikke undsaa sig for at gaa i Spand med den røde og den gyldne Internationales mest repræsentative Mænd og dermed efter en ærlig dansk Mands Opfattelse begik Forræderi mod Folk og Fædreland. At Udgiveren af Protokollerne her siger nogle drøje Ord er rigtigt, men det er mindre væsentligt, naar det samtidig kan paapeges, at de var sande og dermed berettigede. (Kun er Formuleringen af disse Angreb i et og andet Tilfælde lidt uheldig.) Han bemærker bl.a., at man jo næppe kan undres over, at de jødiske Forretningsmænd kraftigt benyttede sig af den Lejlighed, Litwinow-Finkelsteins Besøg i København frembød, til at lave »Geschäft«, thi Finkelsteins Guld var jo fristende. At dette Guld derved var taget fra det ulykkelige russiske Folk ved Mord og Rov, bekymrede selvfølgelig ikke Jøderne. Hvad kunde Prof. Torm

73

egentlig have at indvende mod dette? Det var Emil Glückstadt, som var mest interesseret i disse Forhandlinger, og blandt dem, der mødte til Forhandlingsbordet mod d'Hrr. Krassin og Finkelstein, er i det mindste Max Ballin samt Glückstadts nærmeste Medarbejdere, Plum og M. N. Abrahamson, udtrykkelig bleven nævnt.

 Det synes ogsaa, at det maa være mere end forstaaeligt, naar Udgiveren af »Jødefaren« i 1920, da det jødestyrede ZahleMinisterium med Vold og Magt søger at holde Taburetterne, og da Generalstrejke-Parolen sætter Gemytterne i Kog, da Landmandsbank-Kliken søger at stabilisere det jødiske Finansvælde, og da der finder højst mysteriøse Forhandlinger Sted med Krassin, Litwinow og deres jødiske Medarbejdere, retter et kraftigt Varsko til de regerende i Landet, som det f.Eks. sker i følgende Bemærkninger:

 »Det maa bero enten paa tyk Uvidenhed om Litwinow-Finkelstein og den Jødebande, han repræsenterer (thi det russiske Folk repræsenterer han ikke), at han har faaet Tilladelse til at opholde sig i Danmark. 

 Eller var det vore den Gang regerende Jødebolcheviker, der mente, at Tidspunktet var gunstigt for Tilførsel af nye Kræfter og Ideer til vort hjemlige Bolcheviksystem, direkte importerede fra Jødevældens Centrum: Moskva?

 Var det virkelig ikke længere muligt for den ellers saa snu statsmand Cohen Brandes og hans haabefulde Elever og underdanige Slaver Zahle, Rode, Stauning og Borgbjerg, samt deres Raadgivere, Max Ballin og Heilbuth, at sætte Kaos rigtig i System efter russisk Mønster – efter de jødiske Lærdes Forskrifter?

 Har vore danske Bolchevikblade, »Politiken«, »Social-Demokraten« og »Solidaritet« ikke kunnet løse den Opgave alene at bringe Landet ud i Anarki, uden at Finkelstein fik startet det ny Bladforetagende »Arbejdet«? .

 Man skulde ellers mene, at Generalstrejke-Organet »Politiken«, i Paaskedagene gjorde sig de hæderligste

Anstrengelser for at bringe Danmark ud i russiske Tilstande.

 Man kan vel næppe antage, at Finkelstein fik Tilladelse til Indrejse i Danmark, fordi vore Bolcheviker derigennem ventede at faa pekuniær Støtte for deres Propaganda, da man maa formode, at der var kapitalstærke Mænd nok bagved Ledelsen . . . «

74

 Det var kraftige Ord; men overfor den politiske Situation, der var opstaaet 1920, da Jøderne fra alle Sider søgte at faa Magt over Samfundet, var denne Form for Kritik uden Tvivl paa sin Plads. Thi Jødefaren var identisk med Bolchevikfaren.

 I dette ikke blot uheldige, men ogsaa uvederhæftige Forsvar, Teologiprofessoren fører for Jøderne, findes endeligt en arrig Bemærkning om, at den ene Udgiver af Protokollerne endog havde foreslaaet nye Love, hvormed Jøderne skulde fjernes fra Indenrigspolitik og Udenrigspolitik, og hvorved deres økonomiske Magt skulde brydes. Prof. Torm er selvfølgelig forfærdet over, at Jødernes Kapitalmagt skal brydes og bemærker: »For et Kuriosums Skyld kunde det maaske have været godt, om Forfatteren havde udtalt sig lidt nærmere om, hvorledes han egentlig tænkte sig saadanne Love formede.« Denne Bemærkning skal her gentages - ligeledes for et Kuriosums Skyld. Maaske har Prof. Torm sidenhen lagt Mærke til, at man virkelig kan lave saadanne Love og endog udføre dem.

 Den samme Melodi spilles af Pastor E. Clausen i »Kristeligt Dagblad« (8. novbr. 1920). Ogsaa for ham er det givet, at Protokollerne er »et antisemitisk Falskneri til Udryddelse af alle Jøder«. Han vil ikke helt bestride, at Jøderne er medskyldige i Ruslands Ulykke, at de ogsaa har Blodskyld, men han harmes dog for Alvor over de mod Hebræerne rettede Angreb, bl.a. ogsaa »over de modbydelige Jødepogromer i Østeuropa i vor Tid«. Nødværge overfor den Uret, Jøderne har forvoldt, skal til, siger han; men det skal kun være et kirkeligt Nødværge, en Kamp med Aandens Sværd, som er Guds Ord.

 Striden om »Jødefaren« og andre antisemitiske Skrifter, der støtter sig til det i »Zions Vises Protokoller« offentliggjorte Materiale, blusser op igen i 1936. Paa dette Tidspunkt havde nogle fremtrædende Forkæmpere for dansk Økonomis og Kulturs Frigørelse for jødisk Indflydelse publiceret en Række Smaaskrifter, der ikke faldt i Prof. Torms og Ligesindedes Smag og nu fremkaldte en særlig voldsom Reaktion fra de 

75

ufortrødne Jødevenners Side. Nu affattede Prof. Frederik Torm en offentlig Protest mod det nationalsocialistiske Partis antisemitiske Skrifter, som blev underskrevet af fire Universitetsprofessorer og een Biskop, nemlig: 

 Dr. theol. F. E. T orm, Professor med nytestamentlig Exegese som Hovedfag.

Aage Bentzen, Professor med det gamle Testamente som Hovedfag,

Dr. theol. Flemming Friis Hvidberg, Docent i det gamle Testamente

Dr. phil. & theol. J. P. E. Pedersen, Professor i semitisk orientalsk Filologi samt

Dr. theol. Hans Fuglsang Damgaard, Biskop over Københavns Stift.

 Den 10. januar 1936 blev Protesten udsendt gennem Ritzaus Bureau, ligesom den selvfølgelig offentliggjordes i alle de parlamentariske Partiers Blade Landet over.

Protesten havde følgende Ordlyd:

 »Der udbredes for Tiden gennem det danske nationalsocialistiske Parti en Del Pjecer af antisemitisk Indhold. De Anklager, som deri rettes mod det jødiske Folk, er saa haarrejsende og meningsløse, at man med Rette kunde have set bort fra dem, hvis ikke Forfatterne af disse Pjecer havde støttet deres Beskyldninger paa en Mængde urigtige og misvisende Citater og ganske særligt paa det berygtede Skrift »Jødefaren«.

 Dette Skrift er forlængst godtgjort at være et litterært Falskneri, og i Foraaret 1935 blev dette bekræftet af en Domstol i Schweiz efter en omhyggelig 2-aarig Undersøgelse af Omstændighederne ved Skriftets Tilblivelse.

 Det er allerede i sig selv forkasteligt at arbejde paa at vække Had i det danske Folk mod vore Medborgere af jødisk Afstamning, men det er ganske særligt utilstedeligt at anvende saadanne Midler, som let kan vildlede dem, der ikke ved bedre Besked. Vi vil tro og haabe, at den sunde Sans i det danske Folk vil vægre sig ved at tro paa saadanne grove litterære Falsknerier.«

 Disse Ord mente altsaa fem fremragende danske Teologer at kunne underskrive. Unægteligt forbavsende, navnlig under Hensyn til, at »Jødefaren« - som i Protesten nævnes som den vigtigste Anledning – paa intet Punkt beskæftiger sig med specielt teologiske Problemer, for hvis

76

Bedømmelse en teologisk Videnskabsmands Specialviden kan have sin Betydning, men er et rent og skært politisk Kampskrift. Begrundelsen til Fremstødet giver Prof. Torm i flere Interviews i Bladene samt i en særlig Artikel, som offentliggøres den 10. jan. 1936 i »Berlingske Tidende«. Prof. Frederik Torm behandler her paany Skriftet »Jødefaren«, idet han henviser til, at han allerede i November og December 1920 havde gjort opmærksom paa, at det drejede sig om et Falsum. Ganske rigtigt. Dengang mente han som nævnt, at det drejede sig om et Plagiat efter en tysk Roman, der var udkommet under Titlen »Biarritz«. I Mellemtiden har han imidlertid kunnet gøre sig bekendt med de i August 1920 i »Times« fremkomne Afsløringer, saa han i sin nye Afhandling: »Dansk Nazisme og det jødiske Folk« mener at maatte gaa ud fra, at baade den tyske Roman og det nævnte franske Stridsskrift var Hovedkilderne til »Jødefaren«. Dog det vigtigste Argument, han nu fremfører til Begrundelse for sine Anskuelser, er Henvisningen til den Dom, der blev afsagt mod Udgiverne af Skriftet: »Protokolle der Weisen von Zion« ved Domstolen i Bern. Her var Dommerne efter 2 Aars Undersøgelser kommet til det Resultat, at det drejede sig om et Falsum; ja, i Dommen af 14. Maj 1935 blev endog erklæret, at det drejede sig om »lächerlichen Unsinn«. De Anklagede fik en Pengebøde. Sagen appelleredes derefter til Højesteret.

 Jøder og Jødevenner følte sig efter denne Dom ovenpaa. Det viste sig ikke blot deri, at Jøderne nu for en vis Periode viste en særlig hensynsløs Aggressivitet overfor de nationalsocialistiske Kredse, men ogsaa deri, at Danmark nu i Sammenhæng med denne Protest fra Teologernes Side fik sin Talmudproces. Et interessant Bevis for det førstnævnte Forhold er de Betragtninger, Rabbiner Dr. Marcus Melchior fremfører i sit 1937 udgivne Skrift: »Man siger, at Jøderne -«, hvor han i Slutningskapitlet beskæftiger sig mere indgaaende med »Zions. Vises Protokoller«. Han er her klog nok til ikke at acceptere den Argumentation, som i Slutningen af 1920 var bleven fremført af Overrabbiner Prof. Simonsen og Prof. Torm - det syntes ham dog vel at være for meget af et Vovestykke - men i Stedet for udelukkende at holde sig til den Version, »Times« havde givet i August 1920. Han indskrænker sig, derfor til at hævde, at Protokollerne var et Plagiat af et i 1868 mod Napoleon III rettet Smædeskrift, i hvilket Kongen beskyldtes for Despoti og for den Hensigt at ville tilrane sig Verdensherredømmet, og bemærker, at dette Skrift var bleven omarbejdet paa den Maade, at Ordet »Napoleon III« overalt erstattedes med »Jøderne«. Iøvrigt mener han, at det her

drejer sig om et Plagiat, »der til alle Tider vil staa som et af vort Aarhundredes sørgeligste Kulturdokumenter«. Med rosende Ord omtaler han derefter de

 77

Mænd, der har underskrevet Protesten og mener, at Antisemiterne denne Gang har mødt deres Overmænd. »For en Gangs Skyld«, siger han, »er de her stødt paa et Bolyærk af sund Fornuft, af sand Kultur og virkelig Dømmekraft, der i hvert Fald for en Stund har taget Pippet fra dem.«

 Naa, saa helt modløse havde de Kredse, der førte Kampen mod Jødedommen, ikke Grund til at være. Thi Processen i Bern havde dog i ganske væsentlig Grad bidraget til en Klarlæggelse af de Forhold, der vedrørte Protokollernes Oprindelse og Virkemaade, og Underrettens Dom var jo foreløbigt appelleret, hvis Afgørelse nu ventedes. Navnlig lykkedes det Ulrich Fleischhauer i sin vægtige Samling af Dokumenter og videnskabelig koncist gennemførte Sammenligninger af de i Betragtning kommende Skrifter samt andre Undersøgelser at skabe overvejende Sandsynlighed for, at Protokollerne var ægte. Der er to grundlæggende Undersøgelsesresultater, Fleischhauer er naaet til, nemlig:

1) At der har bestaaet to jødiske Programskrifter. Deraf er det ene af ældre Dato. Det har allerede fra Midten af det 19. Aarhundrede, ja maaske før denne Tid været i Omløb som hemmeligt Dokument og derved dannet Grundlaget for de vigtigste, i Sammenhæng med Protokollerne nævnte Skrifter, særligt Jolys, »Dialogues aux Enfers«, Kirkegaardstalen i Goedsches »Biarritz« samt Talen »Ein Rabbiner über die Gojim«, af Rabbiner Reichhorn, som bragtes til Offentlighedens Kendskab i Forhandlingerne i det østrigske Deputeretkammer den 13. Marts 1901 og senere i 1901 af G. Butmy i hans første Udgave af Protokollerne. Det andet Programskrift, nemlig selve Protokollerne, opstod som et selvstændigt Arbejde, der i sin Helhed er en Variering og Uddybelse af de Temaer, der behandles af Joly i hans Dialoger. Forfatteren af Protokollerne kendte ved Udarbejdelsen af sit Skrift kun Dialogerne og ingen af de andre nævnte Afhandlinger.

78

2) At Maurice Joly var Jøde. I Medfør heraf hævder den tyske Forfatter Ulrich F1eischhauer i sine grundigt gennemførte Undersøgelser, at den Mand, der staar som Mellemled mellem de to Programskrifter, naturligvis selv affattede sine Undersøgelser i ren jødisk Aand. Da Joly samtidig var Frimurer, er det ogsaa uden videre forstaaeligt, at Spørgsmaalet vedrørende de hemmelige Logers Stilling ved Gennemførelsen af de tilstræbte statslige Omvæltninger finder særlig indgaaende Behandling i begge Skrifter (i den 13. Dialog henholdsvis den 15. Protokol). Til Bedømmelsen af Jolys Personlighed er endvidere paavist, at han stod i nærmeste Samarbejde og venskabelig Forbindelse med Karl Marx og Isaac Adolphe Cremieux, der begge var Banebrydere for internationale, af radikal Aand prægede Bevægelser, og at han var Socialist, Revolutionær og jakobiner. (Prof. Torms Paastand om, at Joly ikke var Jøde, er altsaa falsk. Han hed ifølge de Oplysninger, som Alfred Rosenberg giver, oprindelig Moses Joel og var en af Pariserkommunens Førere.)

 Det viser sig da ogsaa, at den svejtsiske Højesteret ikke har stadfæstet den af »Richteramt V« i Bern den 14. maj 1935 fældede Dom, men senere har frikendt de Anklagede, da det ikke kunde anses for bevist, at Protokollerne var et Falsum.

 Danmark fik derfor heller ikke sin Proces mod »Protokollerne«s Udgiver, men sin Talmudproces. Den egentlige Anledning hertil gav Teologernes Protest, der blev udsendt gennem Ritzaus Bureau og offentliggjordes den 10. januar 1936 i alle Landets Dagblade. Allerede i sin Kommentar til Protesten bemærkede Prof. Torm, at »vore hjemlige Antisemiter i sjælden Grad forstaar at benytte sig af vor tolerante

Trykkefrihed«, for dermed at antyde, at han ansaa Myndighedernes Indskriden for nødvendig. Men i sine Interviews til »Social-Demokraten«

79

og »Nationaltidende« talte han rent ud af Posen. Overfor sidstnævnte Blad erklærede han bl.a., at Tidspunktet nu var inde til en Indskriden. Der tilføjedes: »Vi har udsendt vor Erklæring, og vi har henledt Myndighedernes Opmærksomhed paa denne Form for Litteratur - mere ønsker vi ikke at foretage os.«

Henstillingen toges til Følge af Justitsminister Steincke. Der rejstes Tiltale mod syv Antisemitter efter Straffelovens Paragraffer 140 (Blasfemi) samt 267 og 268 (Fornærmelse og Bagvaskelse).

 En Ekskurs til Prof. Frederik Torms Betragtninger vedrørende »Jødefaren« kan her være paa. sin Plads;

 I sin Redegørelse taler han om den af Udgiverne fingerede jødiske Sammensværgelse, der efter deres Opfattelse staar bag ved alle Frihedsbevægelser. Til Begrundelse for sin modsatte Anskuelse mener han at maatte pointere, at Jøderne aldrig havde vist særlige revolutionære Tilbøjeligheder. Derfor kunde der heller ikke være Tale om, at den fremmede Race tilstræbte Verdensrevolutionen og Verdensherredømmet.

 Over for saadanne Overvejelser maa det anses for paa krævet at behandle nogle historiske Fakta, som vidner om Jødernes Magtbegær og om deres Vilje til om fornødent ved den hensynsløseste Terror at tilrane sig Magt over Folkene. Eksemplerne skal tages fra det russiske Folks Historie, d.v.s. fra det Folks Historie, der giver det mest rystende Bevismateriale for Jødernes Trusel mod alle Kulturfolks Ret og Moral.

 Ubeskriveligt er de Rædsler, denne Race har paaført det russiske Folk. Efter Sovjets egne Oplysninger kan Antallet af Henrettelser i Rusland anslaas til 1.860.000 i de første fem Aar, Bolchevikerne havde Styret. Blandt disse var 6000 Lærere og Professorer, 8800 Læger, 54.000 Officerer, 260.000 Soldater, 10.500 Politibetjente, 48.000 Gendarmer, 12.000 Embedsmænd, 355.000 Intellektuelle, 192.000 Arbejdere, 815.000 Bønder. Den internationale Forening mod Bolchevismen i Geneve udgav den 6. August 1935 en Beretning, ifølge hvilken 40.000 Præster var bleven arresteret, landsforvist eller dræbt. Herefter blev næsten alle ortodokse Kirker og Kapeller ødelagt eller lukket - eller forvandlet til Klubber, Biografteatre, Kornpakhuse o. lign. Endelig oplyser Sovjet-Statistikeren Oganowsky, at Antallet af Bønder, som døde af Sult i Aarene 1921-22, beløb sig til 5,2 Millioner. Indtil Aaret 1930 er under Sovjetherredømmet 31 Biskopper, 1.600 Gejstlige og 7.000 Munke bleven myrdet. Skulde

80

saadanne Tal ikke kunne mane kristne Teologer til Eftertanke og i det mindste forhindre dem i, at de altfor kritikløst tog sig af Jødernes Sag?

 Ogsaa den forfærdelige Skæbne, der ramte Finnerne, som var bosiddende i de til Sovjetunionen hørende Omraader, skulde dog vel kunne mane danske Præster til Tavshed. Her kan henvises til, at den finske Befolkning i Ingermanland blev systematisk udryddet. 1929-31 maatte 18.000, i Foraaret 1935 9.000 og i Sommeren 1936 yderligere 28.000 forlade Hus og Hjem for i de sibiriske Ødemarker at gaa deres Undergang i Møde. Fra Karelen maatte 1935 4.000 gaa i Forvisning til Centralasien og 3.000 til Ural, og af dem gik over 50 Procent til Grunde som Følge af de umenneskelige Livsvilkaar og Arbejdsbetingelser. Een Gang sagde en førende Kommunist til dem: »Krepere skal I! Vi kan ikke slaa Jer allesammen ihjel, men I skal alligevel krepere!«

 Det er disse Forhold, der gør det mere end forstaaeligt, at »Zions Vises Protokoller« først fandt Udbredelse i Rusland, da den Fare, der allerede længe før Verdenskrigen truede Landet, i dette Skrift forudses og

skildres i alle Enkeltheder, og iøvrigt stadfæstedes ved den af Jøderne ledede revolutionære Bevægelse, dens Kampmetoder og dens Maal.

I Rusland havde den Bitterhed, der herskede i de brede Folkelag mod Jøderne, allerede siden 1881 flere Gange ført til blodige Optøjer, de saakaldte Pogromer (russ.: Ødelæggelser), der for en stor Del kunde gennemføres uden Myndighedernes Indgriben. Den første Pogrom-Bevægelse opstod, da Alexander II blev myrdet, og den Opfattelse bredte sig i Folket, at det var Jøder, der havde dræbt Czaren. Raseriet opflammedes, da det rygtedes, at Czar Alexander III skulde have givet Ordre til, at der skulde tages Hævn over Jøderne, men at Myndighederne havde ladet sig bestikke af Jøderne, saa Czarens Anordning ikke var bleven bekendtgjort. Under Indflydelse heraf opstod i April 1881 flere Pogromer i sydrussiske og ukrainske Byer. Disse Jødeforfølgelser satte Gang paa Gang ind ogsaa i de følgende Aartier, greb særlig stærkt om sig i Aarene 1903 til 1906 og kulminerede under Verdenskrigen. Det var Folket, der hævnede sig paa den fremmede Race, som udplyndrede det ved Vare- og Renteaager, viste sig fjendsk overfor den kristne Civilisation og tilstræbte Magten i Samfundet, ja, derudover stræbte efter Verdensherredømmet. Allerede Alexander III havde kort Tid efter sin Faders Død i 1881 givet Indenrigsministeren Ignatiew Ordre til at undersøge, hvilke specielle Forhold indenfor de saakaldte Kolonisationsrayons, der havde givet Befolkningen Anledning til de voldsomme Overfald paa Jøderne. Der blev indsat særlige Undersøgelseskommissioner, som skulde behandle Problemet ud fra den Grundtanke, at Jøderne takket være deres Samhørighed - naar der blev set bort fra faa Undtagelser - »benyttede sig af deres

81

Evner, ikke til at forøge Samfundets produktive Kræfter, men til Udbytning af den hjemmefødte Befolkning, og da navnlig af de fattigste Dele af Befolkningen«. Kommissionernes Dom indeholdt almindeligvis skarpe Udtalelser mod Jødedommen. Ifølge »Jüdisches Lexikon« (Bd. IV, 1930, Sp. 981) bemærkede bl.a. Kommissionen i Wilna: »Jøderne har intet Fædreland, de anerkender kun deres egen Menigheds (Kahal'ens) Magt, de danner en bevægelig Stat indenfor Staten, med hvilken de fører en evindelig forbitret økonomisk Kamp.« En stærk Opblussen af Pogromerne satte ind, efter at den russisk-japanske Krig var tabt (bl.a. i Kischinew i Bessarabien 1903), men fra dette Tidspunkt traadte Jøderne ogsaa særlig aggressivt i Aktion indenfor den revolutionære Bevægelse. En Attentatbølge mod Ruslands mest fremtrædende Mænd fulgte; dens Ophavsmænd var for største Delen Jøder, navnlig var det jødiske Revolutionære i Udlandet, der gav deres Direktiver. Det var Dr. Alexander Helphand, der 1904 under den første russiske Revolution var Formand for de Arbejderdelegeredes Raad i St. Petersborg. Umiddelbart efter Udstedelsen af den nye Konstitution satte de saakaldte Oktober-Pogromer fra 1905 ind, ved hvilke der i 660 større eller mindre Byer, tildels ogsaa Landsbyer, myrdedes 810 Jøder, haardt saaredes 770, og samtidig tilføjedes de overfaldne store materielle Tab. Men - hvad der her er det afgørende: Pogromerne var saa sandelig ikke Udtryk for det russiske Folks Mordlyst og Bestialitet. Det var kun en naturlig Reaktion overfor den skaanselsløse Udplyndring, de jødiske Aagrere og Pugere tillod sig, en Kamp mod de samfundsødelæggende Kræfter, som truede fra Kahal'en. Og Pogromerne har senere fundet deres fuldkomne Retfærdiggørelse i det rædsomme Ragnarok, Bolchevikerne under jødisk Ledelse paaførte det russiske Folk.

At iøvrigt alle Landes Jøder føler sig som en Fællesmagt og i alle Forhold staar solidarisk, viste sig Gang paa Gang ogsaa med Hensyn til de i Rusland og Polen stedfindende Pogromer. Da Oktober-Urolighederne 1905 var overstaaet, samledes af Jøderne i Udlandet ikke mindre end 13 Millioner Mark til Understøttelse af disse Pogromers Ofre. Nogen Tid senere, i Foraaret 1907, dannede Danmark Midtpunktet i en stor Stats-aktion til Gunst for de russiske Jøder. Paa dette Tidspunkt rygtedes det, at der var Fare for, at der atter vilde bryde Uroligheder løs, saasnart den russiske Paaske var inde. Af Frygt for nye Overfald søgte de russiske Jøder i dette Tilfælde Hjælp

82

hos deres formaaende Venner i København. Her var det, Professor Dr. Simonsen, som forud havde været Overrabbiner ved Synagogemenigheden, sammen med Grosserer Carl Henriques Melchior og Hustruen Clara, født Melchior, foranledigede, at Carl H. Melchiors Farbroder, den 82-aarige Moses Melchior, henvendte sig til Kong Frederik VIII med Bøn om, at han maatte opfordre sin Søstersøn Czar Nicolai II til i Tide at forhindre den befrygtede Pogrom. Dr. Simonsen beretter selv udførligt om denne Tildragelse i »Tidsskrift for jødisk Historie og Literatur« (Bd. 1, 1917-19, S. 188 flg.) under Titlen: »Da Pogromerne i Foraaret 1907 blev standset.«

 Kongen havde først tilsagt den gamle Moses Melchior til Forhandling paa en Mandag; men da Sagen hastede, blev Audiensen fastsat til den forudgaaende Lørdag. I Forhandlingen viste Kongen sig ikke særlig begejstret for Henvendelsen; han gav først et blankt Afslag, da »det var en Principsag, at man ikke blandede sig i et andet Lands indre Anliggender«. Han tilføjede, at en Henvendelse derom kunde blive taget særdeles unaadigt op. Men Moses Melchior trængte paa, indtil Kongen erklærede sig villig til at henvende sig til Søsteren, Enkekejserinde Dagmar, som paa dette Tidspunkt opholdt sig i Biarritz. Men dette Tilsagn var ikke nok; Melchior gjorde opmærksom paa, at det vilde tage for lang Tid, hvis Hjælpen skulde hentes ad denne Omvej; han erklærede, at han sad inde med Informationer, hvorefter Urolighederne vilde bryde løs i de allernærmeste Dage, saa det var nødvendigt, at Kongen henvendte sig direkte til Czaren. Paa Kongens forbavsede Spørgsmaal, hvorledes gamle Melchior dog kunde vide saa nøjagtig Besked med russiske Forhold, erklærede denne, at ifølge de Informationer, Professor Simonsen havde givet ham, var den russiske Paaskes Indtræden ganske nær forestaaende. Simonsen siger hertil selv i sin Artikel, at Kongen efter denne Oplysning »gjorde en lun Bemærkning om, at han nu forstod Sagens Gang«. Kongen erklærede derefter, at han straks vilde skrive til Czaren. Men ogsaa dette tilfredsstillede ikke Jøden, saa

83

Kong Fregerik VIII maatte erklære sig rede til at telegrafere til den kejserlige Søstersøn.

 Professor Simonsen bemærker til Slut, at han nogen Tid senere, ved et Ophold i Breslau - formodentlig den 24. April 1907 - af Bladene erfarede, at »Guvernørerne i Rusland havde faaet bestemte Ordrer til ikke at tillade Uordner ved den forestaaende Paaskefest«. »Deri,« vedføjer den fhv. Overrabbiner, »læste jeg den russiske Regerings Svar paa vor Konges Henvendelse til Czaren.«

 Man kan forstaa Jødernes Tilfredshed med dette Udfald af Audiensen. Det er kun beklageligt, at der ikke nogle Aar senere fandtes danske Jøder, der henvendte sig til deres russiske Racefæller med Bøn om at standse Myrderierne mod de Millioner hvide Mennesker i Rusland, mod den ligefrem djævelske Terror, mod Deportationerne til Sibirien, mod Udryddelsen af alt kirkeligt og kristent Liv, mod den hensynsløse Socialisering af Jorden og den dermed følgende Likvidering af Kulakkerne, den russiske Bondestand osv., osv. - ja, at der ikke fandtes en eneste formaaende Mand i Verden, der kunde forhindre, at Jøderne indenfor Bolchevikernes Rækker fortsatte med deres Rædselsgerninger. Og naar d'Herrer Teologer, som kæmper for Jødernes Sag, overvejer det rigtigt, vil de maaske, hvis de da føler kristeligt Ansvar, Sandheds- og Retfærdspligt, anerkende Berettigelsen af et saadant Ønske. Iøvrigt maatte de ogsaa paa Grundlag af det, der her er skildret, kunne indse, at Pogromerne kun var en naturlig Reaktion overfor den Blodskyld, Jøderne paalagde sig ved deres Udplyndring af Folket, ved Nihilismen og de endeløse Attentater, og at selve den bolchevikiske Revolution kun kan betragtes som en Forløber for Verdensrevolutionen, som en Etappe i Jødernes Kamp om Verdensherredømmet.

 e) Jødernes Drøm om Verdensherredømmet.

De teologiske Professorer ved Københavns Universitet samt

84

Biskoppen for Københavns Stift, Fuglsang-Damgaard, tør i deres Protest af 10. Januar 1936 hævde, at det er haarrejsende og meningsløse Anklager, der fra nationalsocialistisk Side rejses mod det jødiske Folk. De henholder sig i første Række til »Jødefaren«, som efter deres Opfattelse skal være et Falsum og indeholde grove litterære Falsknerier. Men de mener ogsaa at kunne gøre gældende, at der i de angrebne Piecer ofte benyttes misvisende Citater og findes grove Misforstaaelser, Fordrejelser og desl. Naar man i øvrigt kan støtte sig til Prof. Torms Indlæg i Sagen, maa man gaa ud fra, at de navnlig ogsaa harmes over, at Jøderne beskyldes for gennem Verdensrevolutionen at stræbe efter Verdensherredømmet.

 Nej, det er disse kristne Præster aldeles enige om, at det her drejer sig om aldeles utilstedelige og uberettigede Angreb. Selvfølgelig kender de det gamle Testamentes Ord, de ved, at Jødernes Gud er en national Gud, at Jødernes Haab er rettet mod et messiansk Rige, som endnu skal komme, og at de længes efter et jordisk Paradis; at de afskyer Jesus Kristus og aldrig vil, ej heller kan anerkende, at Kristus er den i den gamle Pagt forkyndte Messias. Selvfølgelig ved de, at Jøderne betragter sig som Guds Ejendomsfolk, og at der allerede i Pentateuk'en findes Profetier, hvorefter dette Ørkenfolk engang, naar Tidens Fylde er inde, vil herske over alle Jordens Nationer. Men det passer dem ikke, at det siges, og hellere begaar de et Forræderi mod den kristne Lære, end de tillader, at Sandheden om Jødedommen bliver sagt.

 Men Sandheden vil blive sagt.

 Og det er nemt at føre Bevis for, at de Tendenser, der præger »Zions Vises Protokoller«, er i nøje Overensstemmelse med det gamle Testamentes Profetier. Læs i 1. Mosebog Kap. 12, 2-3 og Kap. 22, 17-18 eller i 5. Mosebog Kap. 28, 12-13 eller Kap. 2, 25, læs Salme 2, 8 eller Profetierne i Esajas Kap. 60, Versene 10, 12 og 16 henholdsvis Kap. 61, 5 osv., saa vil man her finde de Ord, der forkynder Israels Overheredømme over alle Folk og hvorledes Jehovahs Ejendomsfolk engang skal kunne hævne sig paa hele Menneskeheden.

 Enkelte Citater skal tjene som yderligere Bevis for Paastandens Rig-

85

tighed: I 5. Mosebog 7, 6 siges: Thi du er et Folk, der er helliget Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt til sit Ejendomsfolk blandt alle Folk paa Jorden. - 5. Mosebog 7, 16 lyder: Og alle de Folk, som Herren din Gud giver dig, skal du fortære uden Skaansel. - Den samme Tendens træder særlig grelt frem i 5. Mosebog 7, 22-24: Og Herren din Gud skal lidt efter lidt drive disse Folkeslag bort foran dig. Det gaar ikke an, at du udrydder dem i Hast, thi saa bliver Markens Dyr dig for talrige. Men Herren din Gud skal give dem i din Magt, og han skal slaa dem med stor Rædsel, indtil de er udryddet. Og han skal give deres Konger i din Haand, og du skal udrydde deres Navn under Himmelen; ingen skal kunne holde Stand over for dig, til du har udryddet dem. - Salmistens Ord Kap. 3, Vers 8 siger det samme: »Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord.«

 Hvor nøje stemmer dog disse ældgamle Paroler om, at Messias vil komme, at Tiden snart vil være inde, da den jødiske Aand skal erobre hele Verden og da hele Menneskeheden vil blive Israels Slaver, nøje overens med den nyere liberalistiske Tidsalders jødiske Proklamationer!

 Crémieux, der var Grundlægger af den israelitiske Verdensorganisation, udgav 1860 det berømte Manifest, som giver Udtryk for dette Jødernes højeste Maal og her citeres i sin Helhed:

 »Den Alliance, som vi vil danne, er hverken fransk eller engelsk eller svejtsisk eller tysk; den er jødisk, den er universel. De andre. Folk er opdelt i Nationer; vi alene har ingen Medborgere, kun Religionsfæller. Jøder bliver ikke de Kristnes og Mohammedanernes Ven, før den jødiske Tros Lys, den eneste Fornuftreligions Lys, vil sende sine Straaler ud over hele Verden; Spredt blandt alle Folk, som er fjendtlig indstillet overfor vore Rettigheder og Interesser, vil vi fremfor alt vedblive at være Jøder. Vor Nationalitet er Fædrenes Religion, og vi anerkender ingen anden.

 Vi bor i fremmede Lande, men vi kan ikke interessere os for disse Landes vekslende Interesser, saalænge vore moralske og materielle Interesser er i Fare. Den jødiske Lære maa en Dag beherske hele Verden. Israeliter! Omendskønt I er spredt over alle Jordens Punkter, skal I betragte Eder som det udvalgte Folks Lemmer. Naar I tror, at Eders Forfædres Tro er den eneste Patriotisme, naar I tror, at I trods Eders udvortes Nationaliteter kun er et eneste Folk, naar I tror, at Jødedommen

86

alene repræsenterer den religiøse og politiske Sandhed, - naar I tror alt dette, I Israeliter i hele Verden, saa mød frem, hør vort Kald, giv os Eders Tilslutning tilkende.

Værket er stort og helligt. Katholicismen, vor hundredaarige Fjende, er underkastet, slaaet fuldstændig ned. Hver Dag vil Nettet, som Israel har kastet ud over Jorden, bredes videre ud, og vore hellige Bøgers. ophøjede Sandheder vil gaa i Opfyldelse. Den Dag vil komme, da Jerusalem vil være Bedehuset for de forenede Nationer, da den jødiske Monotheismes Fane vil vaje paa de mest fjerntliggende Kyster. Lad os drage Nytte af alle Forhold. Vor Magt er stor, lad os lære at udnytte den. Hvad skulde vi vel frygte? Dagen er ikke mere fjern, da al Verdens Rigdomme udelukkende vil tilhøre Jøderne.

Et Aar senere, 1861, vælges Crémieux til Alliancens Præsident. I denne Anledning skriver Archives Israelites Aarg. 1861, Nr. 25 bl.a. følgende:

 »En ny Tids Messianisme maa bryde frem, udvikle sig, en ny Ordens Jerusalem, helligt grundlagt mellem Orient og Occident, maa træde i Stedet for Dobbeltrigerne: Kejsernes og Pavernes. Alliance Israelite har paabegyndt sin Virksomhed og gør allerede sin Indflydelse gældende i de fjerneste Egne. Den indskrænker sig ikke til at pleje vor Kultus, men den henvender sig til alle; den vil trænge ind i religionerne, som den er trængt ind i alle Lande.

 Nationaliteterne skal forsvinde! Religionerne skal forgaa! Men Israel vil bestaa, thi dette lille Folk er Guds udvalgte Folk.

 Disse Ideer finder - ganske vist i meget skjulte Vendinger - Genklang i Jolys Dialoger, og danner derefter Grundakkorden i selve Zions Vises Protokoller.

 Verdensherredømmet er altsaa Maalet - trods alle Teologers Protest. Men Udviklingen vil vise, at Maalet aldrig vil blive Virkelighed - evigt kun vil blive en Drøm.

2. STRIDEN OM DET TREDIE TING 

a) Jødernes Herredømme under Ministeriet Zahle.

 Det hændte og hænder ofte, at de to af det radikale Venstre dannede Ministerier, af hvilket det første styrede Landet fra 28. oktober 1909 til 4. juli 1910, det andet fra 21. juni 1913 til 30. marts 1920, betegnes som Jøde-Ministerier. Bl.a. er Dr. H. J. Hansen stærkt inde paa denne Tanke i sin 1923 udgivne Piece om »Jødespørgsmaalet«, i hvilken han navnlig paapeger, at Venstre stadig havde vist Tilbøjeligheder til at alliere sig med den baade nationalt og religiøst upaalidelige Jødedom. Dr. Hansen henholder sig derved i Hovedsagen til Udviklingen omkring Aarhundredskiftet, men kunde ligesaa godt have henvist til Liberalismens Stilling overfor Jødedommen allerede i 1849-Grundlovens allerførste Tider. Frederik Barfod, Grundtvig og mange andre Liberale støttede allerede dengang med en utrolig Fanatisme Jødernes Sag. Med Hensyn til den politiske Situation siden Halvfemserne, da »Politiken« begyndte at vinde en stigende Indflydelse paa det kulturelle og politiske Liv, bemærker han bl.a.: »Venstre, det store Bondeparti, som dog skulde være baade kristeligt, nogenlunde nationalt og desuden havde sine agrariske Interesser, det saa at sige forurenede sig med den leddeløse københavnske Liberalisme, med radikale, irreligiøse Jøder som Edvard Brandes og Herman Trier, ja med den gryende Socialisme; det samlede kort sagt Revl og Krat. Den Gang blev Grunden lagt til Radikalismen, med den negative Hørup og Brødrene Brandes

8

som Profeter. Partiet har i mange Aar været stærkt jødisk farvet; det bestod af en Række Universitets-Professorer, en god Portion Jurister (deriblandt ogsaa Politimestre), en Del Læger, m. m.; mange af dets finere eller velstillede Medlemmer var Jøder, og til Stemmekvæg søgte man særlig at fiske Husmænd paa Landet. Den radikale Regering fra 1913 til 1920 var absolut jødepræget: den halvbegavede cand. jur. Zahle var Chef, Dr. E. Brandes og Hr. Ove Rode viste sig at være de gode Hoveder, bl.a. til at ødelægge Finanserne, og dertil kom nogle Ikke-Jøder   ….Spekulanten Heilbuth fungerede underhaanden nærmest som Rigskansler og var samtidig den med tyske Jødebanker stærkt indfiltrede Landmandsbanks Mand, Medlem af dens Bankraad og af dens Bestyrelse fra 1914. Vi havde i Virkeligheden et Jøderegimente, og det er en uaftvættelig Skam baade for Folket og særlig for vor Rigsdag, at det Hele blev taalt til April 1920.

Her nævnes tre Mænd, som ifølge Dr. H. J. Hansens Fremstilling gav det andet Ministerium Zahle det jødiske Præg: Nemlig Konsejlspræsidenten selv, der tillige, var Justitsminister, Finansminister Brandes og Indenrigsminister Ove Rode.

Er denne Karakterisering nu berettiget?

Det er i Indledningen bleven paavist, hvorledes den enkelte Jøde, som opnaar en Position, indenfor et af Samfundenes Nervecentrer altid vil benytte sig af denne Stilling til i første Række at varetage sin egen Races Interesser, og at Jøden, takket være sin særlige Mentalitet, almindeligvis ogsaa har Evne og Kraft til at sætte sine Anskuelser igennem, saafremt han under de givne Omstændigheder faar Mulighed til frit at udfolde sine Bestræbelser. Der kan nu ikke være Tvivl om, at Forudsætningerne for Jødernes Hegemoni indenfor de to af det radikale Venstre dannede Ministerier, ikke mindst indenfor det sidstnævnte, var overmaade gunstige. (I Parentes bemærkes, at allerede det første Zahle-Ministerium havde to Jøder som Medlemmer, foruden Brandes den udpræget orientalske Halvjøde Wilhelm Weimann som Minister for Handel og Sø-

 89

fart samt, fra 2. 2.- 5. 7. 1910, for offentlige Arbejder. Finansminister Edvard Cohen Brandes var Heljøde, en Mand, som ved et kraftigt Instinkt følte sig knyttet til sin Race, og som ud fra dette Instinkt og sin fremragende Begavelse allerede i en tidlig Alder følte sig kaldet til at udrette en politisk Gerning.

Liberalismens, Demokratiets Ideer banede ham Vejen ind i Politiken. Det var atter en Venstremand, der skulde hjælpe Jøden frem, Chr. Berg, som 1880 tilbød ham et absolut sikkert Mandat ved et Suppleringsvalg paa Langeland, trods voldsom Modstand navnlig fra Præsters Side, som ikke kunde finde sig tilrette med, at Bondepartiet vilde sætte en udpræget Fritænker ind paa Rigsdagen. Brandes blev valgt med et anseligt Flertal, og Berg ansaa sig derefter endog for beføjet til i Folketingets Forhandlinger den 25. 11. 1880 at rette sit Skyts mod disse formastelige Præster, som »nu engang ikke kunde døje det, at Folketinget efter sin Art og Oprindelse er bekendelsesløst, at vi ikke her i Tinget staar paa nogen religiøs Grund, endsige paa Folkekirkens, men at vi ere et dansk hedensk Hus og ikke andet….« og til Begrundelse for denne Opfattelse paaberaabte sig Grundtvig, der havde sagt om den danske Rigsdag: Netop som født af Hedningeæt, har Du i Danmark Odelsret. Saa besynderlig en Argumentation skulde der altsaa til for at kunne klargøre, hvorfor netop Venstre, det liberalistiske Bondeparti, krævede Respekt for dette, at Tinget paa ny maatte modtage en radikal Jøde i sin Midte.

Saa ligetil var Sagen alligevel ikke. Ordføreren for Valgbrevsudvalget gjorde gældende, at det var et Medlems grundlovsmæssige Ret og Pligt at aflægge Ed paa Grundloven, og at ethvert Medlem, der stillede sig til Valg, som Følge heraf forud maatte gøre sig klart, om han kunde aflægge Eden eller ej, og Folketingets Formand, Christopher Krabbe (der senere

sammen med Brandes og Weimann tilhørte det 1. Zahle-Ministerium som Forsvarsminister!) ønskede i dette Tilfælde først konstateret, hvorvidt et Fortilfælde af manglende Ed efter den hidtil brugte Edsformular, maatte foreligge, d. v. s. hvorvidt

90

en Underskriven af Formularen af en Ikke-Kristen, der rigtignok var anerkendt som Medlem af Tinget, kunde tilstedes. Striden kom altsaa til at staa om Grundlovens § 55, hvorefter ethvert nyt Medlem skulde aflægge Ed paa Grundloven, naar Gyldigheden af hans Valg var anerkendt. Da Brandes derefter tog Ordet, paaberaabte han sig selvfølgelig Religionsfriheden og erklærede, at han fra Begyndelsen af, da han stillede sig til Valg, havde besluttet sig til at aflægge Ed efter den brugelige Edsformular. Han fortalte derefter om sine Genvordigheder i Valgkampen paa Langeland, nævnte, at de politiske Møder nærmest havde givet Indtryk af, at der skulde foretages Valg til en Synode, at Modstanderne havde benyttet sig af en ganske særegen Taktik for at komme ham til Livs ved at udkramme et helt Arsenal af Ord som Fritænker, Ateist, Gudsfornægter osv., at det jo overhovedet var Skik og Brug i Danmark at opmuntre til Racehad ved f. Eks. til Stadighed at gøre opmærksom paa en Mands racemæssige Afstamning, saasnart en Jøde søgte at yde en Indsats paa Litteraturens Kunstens eller Politikkens Omraade osv., »Jo,« fortsatte han, »man fortæller, at han er fremmed, at han ikke er rigtig dansk…. jeg kan forsikre, at, hvis man vidste, hvor krænket en Jøde føler sig, naar disse Ord nævnes mod ham, vilde selv Fanatikere betænke sig ved at anvende dem imod ham. Hvis man vidste, hvorledes man føler Jordbunden liste bort under sine Fødder, naar det siges, at man er fremmed, - og det siges trods den megen Modsigelse - tror jeg, at man vilde betænke sig paa at erklære en dansk Medborger for hjemløs i hans eget Hjem….«

Edvard Brandes forstod altsaa med mange kløgtige Argumenter at forsvare sit Standpunkt og gjorde kraftigt Rede for sit Standpunkt, idet han bemærkede:

»Jeg vedkender mig aabent, at jeg hverken tror paa Jødernes eller paa de Kristnes Gud, men jeg hævder, at mit Gudsforhold er mig ligesaa klart og helIigt som enhver af de Tilstedeværendes er for ham, og jeg

91

fordrer samme Respekt for mine religiøse Anskuelser, som jeg er villig til at yde andres.«

Alligevel forvoldte Forsvaret ham adskillige Vanskeligheder, da Edsformularen indeholdt Udtryk, som han ud fra sit fritænkerske Sindelag aldrig vilde kunne godkende. Formularen lød nemlig: »Jeg lover og sværger at holde Rigets Grundlov, saa hjælpe mig Gud og hans hellige Ord.« Han mener imidlertid med den tilvante jødiske Udenomssnak at kunne berolige Folketingets Medlemmer med, at Paaberaabelsen i denne Ed aldrig havde fundet en saadan kirkelig eller teologisk Fortolkning, at den skulde være afpasset efter en bestemt kristelig Tro. Derfor kunde troende Kristne og Jøder uden Betænkelighed aflægge denne Ed; de Kristne tænkte herved paa Kristus og Bibelen, Jøderne paa Jehovah og det gamle Testamente. For sit eget Vedkommende erklærede han:

 »Jeg har ganske simpelt underlagt Ordet »Gud« det Gudsbegreb, som jeg har; jeg har forstaaet »det hellige Ord« som logos: Alfornuften, som de Verden beherskende Ideer, jeg erkender for hellige Ord.«

Denne Rabulistikens Mester havde dermed klaret sin Sag, og Formanden Krabbe opgav at udsætte Edfæstelsen yderligere. Deri kunde ej heller ændres noget, efter at den ivrige Grundtvigianer Frede Bojsen havde gjort alt for at afværge den kristelige Forargelse, Brandes' Edsaflæggelse maatte gøre paa alle dem, for hvem denne ikke var et blot og bart Spilfægteri. Folketingets Flertal var stemt for at være velvilligt stemt overfor Jøder, thi man var dog vel nok forpligtet til at holde Liberalismens Principer i Hævd. Og Jøden vidste, at han kunde regne med denne Stemning. Han følte sig ogsaa desaarsag som den overlegne Part, krævede sin Værdighed som Folkerepræsentant respekteret og gav tilsidst Udtryk for sin særlige Selvbevidsthed ved at betone, at han kun var en ringe Discipel i en Skole, der rigtignok talte Historiens største Aander blandt sine Disciple, men at han dog stod saa højt, at han »med

92

ubeskrivelig Foragt kunde se ned paa det bundløse Hykleri, der her trivedes i denne Sag«. Naar Brandes saaledes tog paa Vej, maatte han selvfølgelig ogsaa faa Lov til at aflægge Eden og at tolke Edens Mening, saaledes som det passede ham bedst.

Men det er herefter forstaaeligt, at Edvard Cohen Brandes Virksomhed indenfor det politiske Liv havde sine Vanskeligheder. J. Hassing Jørgensen, Brandes' senere Ministerkollega i Zahle-Ministeriet, mener i sin i Dansk Biografisk Leksikon offentliggjorde Levnedsbeskrivelse af Brandes at maatte gøre gældende, at det var den lige omhandlede Episode i Folketinget, der havde givet Stødet til, at Brandes' Væsen fremtidig prægedes af et Skær af Kynisme. Denne Formodning er uden Tvivl urigtig. Edvard Brandes var ligesom sin Broder Georg Brandes. helt igennem præget af sin Herkomst og kunde, som den helblods Jøde han var, selvfølgelig aldrig slippe sit Racemærke. Rent instinktivt var han kynisk, d. v. s. skamløs, uhøvisk overfor de andre, som ikke var som ham; thi Instinktet svigter ikke Blodets Røst. Han følte sig nødvendigvis som Fremmed indenfor det danske Folk, og han bedømte sine Medmennesker i eet og alt udfra den særlige Racebevidsthed, der besjælede ham. Dog havde han det tilfælles med Broderen, at de begge ikke vilde være ved deres Racebevidsthed, men slet og ret krævede at blive anerkendt som noget, de ikke var, og ej heller nogen Sinde kunde blive, nemlig som Danske. En saadan Stræben efter det uopnaaelige, naturstridige, skaber selvfølgelig Usikkerhed i Sindet, forstyrrer Sjælens Ligevægt, og hermed lader sig forklare, at den inkarnerede Jøde, der, mener at kunne træde ud af sin Race, ved den simple Mindelse om det, han i Virkeligheden er, føler sig ramt i det dyrebareste, han mener at eje, nemlig Bevidstheden om at være dansk Medborger og det, som mere er dansk i Sind og Skind. Deraf den ramtes Reaktion, deraf ogsaa den blodige Kynisme overfor dem, der ikke vil affinde sig med den Slags Skalkeskjul og kræver, at Tingene siges som de er, kræver Sandheden sat i Højsædet. Edvard Brandes taler i Folketinget 1880,

93

ved sin Indtræden i det parlamentariske Liv, om den »ubeskrivelige Foragt«, han følte over et bundløst

Hykleri, og dog var denne anmassende Tale ikke andet end Udtryk for den Utryghed, han følte ved at give sig ud for noget andet end det, han var, og ved at aflægge en Ed, som berører et Gudsforhold, han selv aldrig har kendt til; thi at ville jævnstille Guds hellige Ord med den saakaldte Alfornuft er Blasfemi.

Alt hvad Edvard Brandes har skrevet, vidner om det Sind han ejer, og det var ikke dansk, og alt, hvad han som Politiker udrettede, tjente i sidste Instans hans Racefællers Interesser og var derfor ej heller dansk Gerning. Alene det, at hans litterære Produktion i saa stor en Udstrækning koncentrerede sig om erotiske Problemer, om seksuel Løssluppenhed og som oftest er blottet for ethvert Drag til idealistisk, etisk Livsopfattelse, vidner om Mandens Ophav.

De Mennesker, han skildrer i sine Skrifter, er Genspejlinger af et krampagtigt Sind og giver derfor ikke et tilforladeligt, endsige sandfærdigt Billede af dem, han foregiver at skildre. For at nævne et Eksempel kan henvises til den 1889 udgivne Roman »En Politiker«. Man skulde tro, at Brandes, der paa det Tidspunkt, da han udgav denne Roman, var Medlem af den danske Rigsdag, dog burde have faaet en nogenlunde, ophøjet Forestilling om de Mænd, der paa Tinge forsøgte efter bedste Evne og med dybeste Ansvarsbevidsthed at gavne deres Lands og deres Folks Tarv. Men derom findes intet i dette Skrift, til Trods for at der indledende synes at skulle være Tale om den idealistiske Demokrat, Kampfællen i hans egen Lejr. Edvard Brandes forhaaner denne Venstremand, der begynder sin Indsats ud fra en glødende Tro paa sine Idealer, men snart i hele sit politiske Værk fortaber sig i Floskler og Fraser og langt om længe lader sin Livsgerning forsimple. Kvinden i Bogen er et Produkt af Brandes selv, opfattet ud fra en bedærvet Mentalitet. Her er hun ikke andet end det forfængelige, overfladiske, elskovssyge Fruentimmer, der finder Livslykken i Tilfredsstillelsen af det erotiske Begær og det

94

materielle Behov. Det simple, karakterløse Menneske er Ledemotivet, og der kendes intet til den Type, som handler ud fra den dybe Etos af personlig Overbevisning og menneskelig Samvittighed.

De to Modspillere i Bogen er Politikeren Johan Gerner, cand. phil. og lidenskabelig Tilhænger af Liberalismens Ideer, og Tage, hans Ven, en ren Libertiner. Hvorledes Brandes opfatter disse Personer, ses som i et Glimt i den Karakteristik, han etsteds giver. Der fortæller han, at for Johans Vedkommende stemmede Askesen med hans Naturel og hans økonomiske Forhold: »Han lærte af Kierkegaard, hvor modbydelig den Skønhedsfølelse var, som mange Folk tog ind med sig i selve Ægteskabet, men som tilhørte den fordærveligste Æstetik. Han oprørtes sammen med Kierkegaard over Geheimeraad Goethes grove sanselige Udskejelser og forstod fuldkommen, hvor uværdig Lysten mod det Slanke var for et etisk Menneske. - Tage derimod holdt sig til Forførerens Dagbog, roste højlydt dens Stil og dvælte gærne ved Mødet med Tjenestepigen i Frederiksberg Have. Og det hjalp ikke, at Johan paaviste ham, at Kierkegaard kun havde opstillet dette Standpunkt for at forlade og angribe det. Selv Ægteskabet var jo ikke etisk, hvis Manden saa Konen under Synspunktet slank. Og da Tage hertil bemærkede, at Manden jo selv kunde sørge for, at Konen var etisk-uslank, blev Johan gal i Hovedet og skældte ham ud for et Svin.« Denne Antithese er Grundtemaet i hele Bogens Handling. Kampen staar mellem Etos og Frivoliteten, men der kan jo ikke være Tvivl om, hvor en Mand som Brandes staar med sin Sympati. Da Romanens Helt, Folketingsmanden Johan Gerner, tilsidst gaar til Grunde i sin egen Jammerlighed, er det Konens Elsker Tage, der ved sine Tilskud maa sikre ham Eksistensen, medens Elskeren og Vennen til Gengæld faar frit Slag til Ægteskabsbrud; - og medens Helten Gerner i Slutningskapitlet rejser ud paa Amager, for som ægte Radikaler at tale om den franske Revolutions Hundredaarsminde, tager Vennen i flot Spænd med Konen til Væddeløb

95

 

ved Eremitagen. Saa smaatskaaren og karaktersvag, jævn, men fjollet fremstiller Edvard Brandes en dansk Politiker.

Fra 1880 til 1894 var Edvard Brandes som Venstremand Langelands Repræsentant i Folketinget og gennem seks Valg formaaede han at samle et stort Flertal af Stemmer, bl.a. ved Suppleringsvalget 1880 1133 mod 396 (Wulff) + 16 Stemmer, senere ved de ordinære Valg 1881 1182 mod 249, 1884 1163 mod 360, 1887 1472 mod 546 og 1887 1269 mod 628 Stemmer. Modkandidaten var ved fire Valg Redaktøren for »Folkets Avis«, den jydskfødte H. J. Wulff. Den 10. August 1894 udtraadte Brandes, og først fra 1906 var han atter Rigsdagsmand som Repræsentant for Københavns 1.Kreds. Ejendommeligt, at langelandske Bønder kunde give ham deres Stemme, en Mand, de selv altid betragtede som en fremmed Fugl. I hvilken Grad de stod fremmede overfor ham, derom giver endog Præsten Oscar Geismar, selv ivrig radikal Venstremand, en levende Skildring i den Mindeartikel, som offentliggjordes i »Højskolebladet« af 1. Januar 1932. Han fortæller her om sit første Møde med Brandes som ung Fyr ved et Vælgermøde paa Langeland:

 »Omsider var det lykkedes - mere end 10 Aar efter Edvard Brandes' Mandatnedlæggelse i 1894 - at formaa ham til atter at tale paa Langeland, og skønt en forrygende Storm hærgede Straatagene haardt, stimlede dog den halve ø sammen i Rudkøbing. De langelandske Bønder havde altid været halvvejs forskrækkede over, men helvejs forelskede i deres for dem saa fremmedartede Folketingsmand. Nu var Mødet endt, og i en Bagstue paa »Skansen« sad de indviede i en saa tvangfri Samtale, som Situationen tillod. Under en af de ikke faa Pauser løftede Edvard Brandes sit Glas og hilste paa sin Genbo, med hvem han vidste sig uenig om mangt og meget, med de Ord: Om eet er vi enige: kun de lidenskabelige udretter noget.«

Geismar var en meget fremtrædende Gejstlig i den danske Folkekirke, da han skrev Mindeartiklen. Men til Trods for, at han maa indrømme, at »mange vil føle sig frastødt af et saa ubændigt Temperaments livslange Selvudfoldelse«, af den

96

fuldblods Individualist, der siden sin Ungdom var den svorne Modstander af Religion og Moral, trods alt dette føler han Beundring for Manden; han fængsles af Synet, da »et Krater i Danmark er et saa sjældent Fænomen«. Han indrømmer, at Brandes var herskelysten ud over alle Grænser, Tyran, og at hans Vej ind i Politiken kun kan forklares ved, at han følte Trang til at udøve Magt, og at han altid var angrebslysten. Han erklærer endog, at Brandes, »ejede i hele sin sammensatte Personlighed ikke et Gran af Tro paa Folkeflertallets Klogskab og vidste vist egentlig ikke, hvorfor han egentlig kæmpede for at give dette Flertal hele Magten«, og alligevel holder Geismar aabenbart paa, at netop en Edvard Brandes var en fuldgyldig Repræsentant for Demokratiet. Intet tyder paa, at han tænkte anderledes. Det er denne ejendommelige Inkonsekvens i liberallstisk, demokratisk og om man vil marxistisk Tankegang, at den saa ofte vil lade Jøden gælde for det, han agerer at være, i Stedet for at tage ham som han er, og som han i Realiteten tror og tænker. Naar han blot i Klassekampens Navn kæmper for den sociale Frigørelse, skal han have Lov at virke, selvom Folkefællesskabet, Traditionen i alle dens Skikkelser maa prisgives.

Edvard Brandes banede sig Vej til Magten, og Midlet hertil blev Pressen. Han var allerede fra 1871 Medarbejder ved »Illustreret Tidende«, blev senere sammen med Broderen Georg Brandes Medudgiver af Maanedsskriftet »Det 19. Aarhundrede«, var fra 1875 til 1883 Medarbejder ved Bergs »Morgenbladet«, og fremkaldte selv det endelige Brud ved ud fra sin instinktmæssige Modvilje mod Kristendommen aabenlyst at ironisere over N. F. S. Grundtvig. Den underfundige Kritik, som gav Stødet til Bruddet med Berg, offentliggjordes i »Morgenbladet« den 9. September 1883 i Anledning af Hundredaarsdagen for Grundtvigs Fødsel. Selvom Omtalen af Grundtvig her er meget maadeholden i Tonen, for ikke at støde. de gode

Partifæller, der er Grundtvigianere, mærkede den opmærksomme Læser dog Brodden, og blev forstemt. Brandes er meget

97

forbeholden i sin Anerkendelse, mener, at Grundtvig som Digter ikke har frembragt noget monumentalt Arbejde, at han ikke har skrevet noget klassisk Skrift, der vil tilhøre den almene Bevidsthed, og. at hans Salmer og Opbyggelsesbøger kun vil være de Menneskers aandelige Ejendom, som er religiøst grebet ligesom han. Paa det, at han har stiftet Parti, vil han erindres længe, men den Tid, da hans Skrifter ikke mere læses, formodes at være endda ikke saa fjern. Brandes ser kun Begrænsningen i Grundtvigs Værk og Virke, men søger at glide let hen over det, han gerne vilde revse og forklejne. Dog helt kan han ikke bide den Kynisme i sig, han fristes til, naar han skal skrive om denne ham saa fremmede Aandshøvding, og helst lodder han ogsaa her Bunden ved at søge Motivet i det seksuelle Liv. Sikkert, siger han, var Grundtvigs Synskreds præstelig begrænset, da Faderen var Præst, Moderen Præstedatter, den hele Familje ornatklædte Personer. Trods alt dette, paastaar Brandes, var Grundtvig dog ikke, da Tiden var inde, tilbøjelig til at gaa ind til Præstegerningen. »Men«, fortsætter denne saa forslagne Kyniker, »saa kom Opholdet paa Langeland, hans Kjærlighed til Fru Leth paabød ham en Forsagelse, der næppe laa for hans Kæmpenatur. Han skiltes fra hende i dyb Sorg med noget brudt i sin Sjæl. Theolog var han, som Præstesøn følte han, digterisk begavet sværmede han i formløs Mysticisme, fattig og ulykkelig gik han om, splittet i sit Indre, med Trang til en Lærdom, der handlede om kraftigt Liv - da faldt pludselig Skellet fra hans øjne, og han saa sig selv som en kaldet, som en sikker; guds mærket Folkevækker«. Det skulde han ikke have sagt, thi saa lydhøre var de godtroende Vælgere dog, at de her fornam den bidende Spot, og derfor maatte Brandes nu tage Konsekvensen. Ogsaa de Lovord, han yder Grundtvig som Forkæmperen for det frie Ord, som Stifteren af et eget Parti (der jo virkelig var og er mere end et Parti, nemlig en religiøs Bevægelse) kunde ikke mere redde ham. Grundtvigianerne krævede, at Brandes skulde gaa og tvang deres Villie igennem; dog foreligger der næppe, som J. Hassing Jørgensen

98

forsøger at give det Udseende af, Grund for den Formodning, at Brandes ved den nævnte Artikel selv havde stræbt efter at fremkalde Bruddet; dertil er Artiklen alligevel holdt i en altfor maadeholden Tone. Men det er Erkendelsen af, at en sund og ægte folkelig Bevidsthed ikke kan gaa i Pagt med de nedbrydende Kræfter, der udgaar fra Jødedommen, som her med Nødvendighed førte til en klar Sondring mellem begge Aandsretninger. Berg og Bojsen dannede herefter et nyt Parti, det danske Venstre, medens Brandes og Hørup førte det gamle Parti videre, hvis Forkæmpere meget karakteristisk ofte blev betegnet som »Europæere«. De sidstnævnte oprettede paa samme Tidspunkt et nyt Dagblad »Politiken«, som siden Stiftelsen har været det mest udprægede Jødeorgan, Landet nogensinde har ejet. Da »Forliget« gennemførtes 1894, nedlagde Brandes sit Rigsdagsmandat og trak sig for et længere Tidsrum ud af Politiken, ja, han tog endog for nogle Aar Ophold udenfor Landet, i Kristiania.*)

Da det radikale Venstre var blevet dannet paa Landsmødet i Odense 1906, det Møde, hvor, C. Th. Zahle mødte frem, efter at Partiprogrammet var bleven vedtaget, og akcepterede Programmet ubeset, var ogsaa Brandes Tid kommet til atter at gøre sin Indsats i dansk Politik. Fra 1906 var han Landstingsmedlem, fra 1920-1927, efter Grundlovsændringen, tingvalgt Medlem i Landstinget. Senere blev han baade i det første

 *) Jvf. Holger Begtrup: »Det danske Folks Historie«, Kbh. 1937. Folkehøjskoleforstander Begtrup erklærer her (2. Oplag, 1917, 2. Bd., S. 511), at Edvard Brandes Artikel om Grundtvigs 100 Aarsfest »røbede fuldstændig Mangel paa Begreb om denne danske Stormands aandelige Virke og indholdsrige Digtning«. Da dansk Folkelighed kendetegnes derved, at den hjemmefødte finder »sit Livs sande Rigdom ved at dele det bedste med sit danske Folk«, er det efter Begtrups Opfattelse selvfølgeligt, at Brandes aldrig kunde forstaa den danske Højskoles største

Aandshøvding. Begtrup knytter til disse Betragtninger endnu en Bemærkning om, at Episoden ved »Morgenbladet« var medvirkende Aarsag til, at Brandes og Hørup blev opsagt, men at det »kort efter lykkedes disse to med Støtte af flere jødiske Rigmænd at faa paabegyndt »Politiken««.

99

og det andet Ministerium Zahle Finansminister, og her forstod han med Kraft og Myndighed at virke for sin Races Interesser. Han havde jo sin Mission, og ligesom den jødiske Kapitalmagt i sin Tid havde foranlediget Berg til at anvise Brandes et sikkert Folketingsmandat paa Langeland, saaledes fik denne nu i Kraft af de særlige Forbindelser, han stod i til sine hebraiske Trosfæller i København, Mulighed for i en aldeles overvældende Grad at gøre de folkeødelæggende Principper gældende, der for ham havde størst Betydning. Han var jo, næst efter sin Broder, den mest fremtrædende af det saakaldte litterære Gennembruds Mænd og søgte som saadan at gennemtrænge hele det sociale og politiske Liv med de af ham forfægtede Anskuelser. Landet skulde blive til en Planteskole for jødisk Aand, og idet han endelig var trængt ind i et af dette Samfunds Nervecentrer, var det selvfølgelig i første Række hans Opgave at lade jødisk Aand faa Raaderum overalt, hvor han kunde gøre sin Indflydelse gældende.

Dertil kom, at Edvard Brandes ogsaa i udpræget Grad stræbte efter Magten, og at der i alt det, han foretog sig, gik »Politik«, saaledes, at endog Racefællen Henri Nathansen i sit store, saa enestaaende oplysende Værk »Georg Brandes« taler om det hensynsløse Despoti, han udøvede »i sin Enevælde« og om hans særlige Anlæg til at være »Organisator og Konspirator«; han taler om den revolutionære Glød, der var indebrændt i hans Sind; en Glød, der »ikke næredes af Luften udefra, tabte, mens Aarene gik, sin Hede af Had og Hævn, og som ulmede tilsidst dybt under Lag af træg Indifferens og skeptisk Indolens - som et orientalsk Bliks kolde Glød under tunge og tungsindige Øjenlaag«. Rammende karakteriseres han som følger: »En Art Altmuligtmand i stort Format: Videnskabsmand, Politiker, Journalist, Dramatiker og Dramaturg – et Menneske, hvis Liv og Virke mere bestemmes af Vilje til Førstepladsen end af Evne dertil. Hvis Indsats som Følge deraf ikke er baaret oppe af uselvisk Stræben i en højere Idé's Tjeneste, men hidset frem af en hæmmet Naturs lidenskabelige Magt

100

drift og Magtbegær.« Og Nathansen tilføjer, at man maaske kunde karakterisere Edvard Brandes som Bagmændenes fødte Førstemand! »En Førstemand, ikke i Offensiven, men i Defensiven, der altid forstaar at trække sig tilbage i god Orden. Først bag Broderen, dernæst bag Hørup, saa bag Bladet, bag Partiet, bag Ministerchefen - man kunde med et Paradoks kalde ham Forgrundsfiguren i Baggrunden... En sikker Soldat i Partiets Tjeneste - saa længe Partiet fulgte hans hemmelige Ordrer«.

Netop saaledes tegner sig ogsaa Edvard Brandes Virksomhed som Landets Finansminister. Ikke dette karakteriserer hans Færd, at han trænger sig frem i forreste Række, men dette, at han virker i det skjulte, og da han vilde Maalet: at skaffe sin Race Raaderum, tjene Jødefolkets Ide ved at danne en Verden skabt i dens Billede - vidste han ogsaa at finde og benytte sig af Midlerne, der skulde føre til Maalet. Ogsaa det har Henri Nathansen med sin instinktmæssige Indfølingsevne i sine Racefællers særlige Mentalitet erkendt, at »alt hos Edvard Brandes var underordnet Hensigten - i første Instans Sagens, i anden Partiets, i sidste Instans hans egen”. Han vilde udøve Magt, og han fik rigelig Lejlighed dertil.

Det var i Virkeligheden ham, der gav Ministeriet Zahle sit Præg. Dog, hans Indflydelse strakte langt ud over Partiet. Om den markanteste Skikkelse i Højres Rækker, J. B. S. Estrup, fortælles, at han kun mødte i Landstinget, naar Brandes talte. I nærmeste Kontakt kom han ogsaa til de Konservatives Førstemand Grev Mogens Frijs, saa J. Hassing Jørgensen med en vis Sarkasme bemærker, at »de to privat nød hinandens distingverede Selskab« samt at Brandes »ved denne sin ændrede elskværdige Holdning opnaaede at forsone

den ængstelige Overklasse med det radikale Demokratis stadig mere bevidste Fremmarch mod Regeringens Overtagelse og Privilegiernes Fjernelse«. Ja, selv i de højeste Kredse fandt Brandes Fodfæste; bl.a. var det ham, der udformede Udkastet til den kongelige Proklamation af 2. august 1914, som fandt Kongens uforbe-

 Finansminister Edvard Brandes. Født 21. 10. 1847 i Kbh., død 20. 12. 1931 sst. Finansminister i Ministerierne Zahle 1909-10 og 1913-20.

 101

holdne Anerkendelse. Brandes skal iøvrigt efter Hassing Jørgensens Fremstilling ogsaa i Krigens Begyndelse have fremsat Planen om, at der dannedes et stort nationalt Samlingsministerium med Grev Frijs som Konsejlspræsident, en Plan, som strandede paa Venstres Mistænksomhed. Denne Udvikling - eller om man vil det, Stigning paa den sociale Rangstige, denne fremadskridende Udvidelse af hans Virkemuligheder, karakteriseres ligeledes paa træffende Maade af Nathansen, idet han skildrer Etapperne i denne Sejrsgang. »Nej«, siger han, »Folket vandt han, populos, »Hr. Folk«, som han i tidligere Tiders Overmod havde kaldt det! Først Landstingets Folk af alle Stænder: Adel, Gejstlige, Borger, Bonde. Saa det menige Folk af Vælgere, Avislæsere og Stemmeretskvinder. Og da han efter kort Tids Forløb rykkede op paa Ministertaburetten, vandt han Bureaukratiets Stab af Departementschefer, Kontorchefer og Sekretærer. Ja, til slut vandt han Topfiguren i kransekagen - selveste Hoffet af Højeste og Allerhøjstsamme - det Hof, som maaske engang i en fjern Fortid havde straalet for den lille østerlandske Drengs Teaterfantasi i Glansen af Eventyrets vidunderlige Lampe«. Dertil kan med Føje endnu henvises til Ove Rodes Ord i Mindeartiklen (Gads Danske Magasin, Febr. 1932), ifølge hvilken Brandes »var under hele Verdenskrigen den af Ministeriet Zahles Medlemmer, der traadte i det nærmeste Forhold til den nuværende Konge«.

Men først og sidst holdt Edvard Brandes dog Forbindelsen med den jødiske Højfinans vedlige, sørgede for, at det Ministerium, han tilhørte, i ét og alt lystrede Kapitalmagtens Paroler. At han havde en mægtig Indflydelse, og at Handlingernes dybeste Ledemotiv var Magtbegær, kan ikke betvivles. At Brandes tillige følte en Mission som Jøde, er ligesaa sikkert, og ud fra dette er det mere end forstaaeligt, at det blev ham, der som det første Medlem af et dansk Ministerium søgte at give Erhvervene, de ledende Mænd indenfor Industri og Handel, Myndighed i Statens Anliggender. Denne Udvikling begyndte, da Finansminister Edvard Brandes, allerede 1913 byggede Bro ud

102

 fra Finansministeriet til Nationalbanken, den udbyggedes videre under Krigen, da Glückstadt blev Statens Repræsentant i Forhandlingerne om Handelsaftaler med England, da Industriraadet og Grosserersocietetet blev taget med paa Raad eller endog fik videregaaende Rettigheder, da Mænd som Ballin, Heilbuth, Dessau, Weimann følte sig som magtfulde Faktorer, der havde Medbestemmelsesret over Samfundets Skæbne. Iøvrigt beviser netop Brandes’ saa kraftigt tilkendegivne Ærefrygt overfor Landmandsbankdirektøren, at han ikke alene og i egentlig Forstand var den paa forfatningsmæssigt Grundlag udnævnte Finansminister, men at han paa afgørende Maade var Finansminister - af Glückstadts Naade. Den Hengivenhed, Brandes Gang paa Gang. har givet Udtryk for overfor Glückstadt og som bevirkede, at han indtil det sidste var aldeles blind for den Nationalulykke, Landmandsbankdirektørens forbryderiske Spil havde fremkaldt, vidner om, at hans Ansvar ikke bundede dybt, og at han aldrig har haft Gnist af Anelse om, hvad der baadede Landet bedst. Dengang, da Alberti-Skandalen bragte Uro i Folket, var Brandes ikke sen til i sin Piece om »De to Uadskillelige« at lægge Ansvaret paa J. C. Christensen, fordi han havde gjort Alberti til den politiker, der kunde indtræde i Venstre-Ministeriet, og fordi han havde sagt god for denne Storsvindler. Edvard Brandes' Ansvar er tusind Gange større. Thi ikke blot lod han Glückstadt faa frit Spil til sin bedrageriske Fremfærd, men han overdrog ham en Myndighed og en Indf1ydelse som en udenfor Regeringen staaende Mand aldrig før i Tiden havde haft og aldrig havde

kunnet opnaa, og han holdt med denne Mand længe efter, at han var blevet afsløret som den mest samvittighedsløse Aktiespekulant og den farligste Bedrager, Danmark nogensinde har ejet. Og han harmedes aldrig over den grænseløse Svindel, Glückstadt fremmede, og som forvoldte Samfundet et Tab paa et Tusindtals Millioner Kroner og bragte Tusinder og atter Tusinder Mennesker i Nød og Fortvivlelse, ja, bragte en Forskydning i Kapitalforholdene, hvis katastrofale Konsekvenser

103

 har vist sig bl.a. i Landbrugets Overprioritering og i stigende Arbejdsløshed indtil i vore Dage!

Men selvfølgelig er den uforsvarlige Holdning, Brandes viste, kun alt for godt forstaaelig, naar man mindes, at Brandes var Jøde, tænkte som Jøde, handlede som Jøde. Hvad ragede da Folkets Nød ham, naar det kun gjaldt for ham at skabe et sikkert Grundlag for Racens Magtsystem. Hermed – men ogsaa ene og alene hermed - kan det forklares, at Ministeriet Zahle gennem Brandes' Virke blevet udpræget Jøde-Ministerium, at den jødiske Højfinans fra 1916 til 1923 blev en saa magtfuld Faktor i Samfundslivet og at denne Periode mundede ud i Landmandsbankens Kæmpeskandale. Uden Brandes intet Glückstadt-Regime, uden Glückstadt-Regimet ingen Bankkatastrofe, ingen mageløs Korruption i offentlige Forhold, som den opelskedes under Zahle-Ministeriet.

Og hvorfor? Brandes har selv givet Svaret ved. bl.a. den 4. 11. 1921 at berømme Glückstadt for »Evnerigdom, Viljesikkerhed, verdenskendt Indsigt og Vidsyn« og ved den 13. 5. 1921 at sige Glückstadt saa rørende Tak »for det Utal af Tjenester«, hvormed han havde lettet ham, som Finansminister, Vejen i 5-6 Aar, d. v. s. i næsten hele hans Ministertid. Og man kan med en let Omskrivning af de Ord, som Brandes bruger for at skildre Alberti og I. C. Christensen som de to Uadskillelige konstatere, at der var et endnu mere sikkert Grundlag for Samhørighedsfølelsen for de to her omhandlede Jøder. Hvorfor?

 Jo. »Fordi Emil Glückstadt og Edvard Brandes - selvfølgelig Forbrydelserne fraregnede - er Mænd, hvis Tænkermaade og Karakter, Taktik og Politik er falden sammen i de mange Aar, hvor de stod som Tvillingstjernerne paa det radikale Ministeriums Himmel, som de to Kæmpe-Vogtere i det danske Vaaben. De følte ens - de vilde det samme - havde Venner og Fjender tilfælles - tænkte og handlede i Politik

104

efter samme Principer: De to Uadskillelige. Hvorledes kan Mennesker nu vilde skille dem ad, som Forsyn og Natur saa tydeligt har sammenføjet?«

 Overfor en I.C.Christensen var dette retoriske Spørgsmaal en Anmasselse, thi han var godtroende blevet en Jødeætling’s Nar, narret af en Mand, som Brandes betegner som »Bandit«, »Kødbjerg af Drifter, der løj, løj, løj i Politik som i Forretning«, som den »kolossale Padde«, der følte sig bedst tilpas i Sumpen. Brandes bekæmpede Alberti med denne fanatiske Hensynsløshed, da det gjaldt for ham om selv at naa frem til Magtens Tinde. Overfor Brandes bliver imidlertid Kravet om, at man bør se ham under eet med den magtgridske Finansmagnat og - lad os saa ligeledes sige: Banditen Emil Glückstadt, mere berettiget, da disse to Mænd saa sandelig helt igennem var to Alen af et Stykke. Derved var de endnu mere farlige end de førnævnte Dioskurer, saasom Edvard Brandes som Landets Finansminister havde Myndighed over Statskapitalen, og Glückstadt som Direktør over Landets førende Bank og som ledende Mand i denne Banks ekspansive Politik langt om længe var blevet den mægtigste Faktor paa Privatkapitalens Omraade. Henri Nathansen har ogsaa her set rigtigt, naar han bemærker, at Brandes som Souschef under Ministeriet Zahle havde med den »diligentia quam in suis rebus« at gøre, som »tidlig gjorde ham til en fri og uafhængig Mand i sin private Højfinans«, men denne Forfatter har ejendommeligvis – eller skal man ikke snarere sige betegnende nok - ikke faaet øjet op for, at Brandes netop i denne Position havde de bedste

Betingelser for at gøre sig og dermed Samfundet til et viljeløst Redskab i den internationale Højfinans' Tjeneste.

Brandes kendte sin Mission; selv fortæller han engang om sin Forbindelse med den parisiske Baron Rotschild, selv holdt han i sin Ministertid Forbindelsen med den udenlandske Højfinans vedlige, navnlig gennem Glückstadt, Ballin osv. Thi

105

ved Guldet, og om fornødent ved aandelige Magtværdier skulde jo Verdensmagten for Jødedommen erobres.

Først Samfundsmagten, saa Verdensmagten. Naar Jøden først indenfor de forskellige Samfund havde sat sig fast i de »nationale Helligdomme«, vilde jo Overtagelsen af Verdensherredømmet følge af sig selv.

Som Edvard Brandes banede ogsaa C. Th. Zahle sig Vejen over Jounalistikken til den politiske Arena. I Begyndelsen af Halvfemserne blev han Medarbejder ved »Politiken« og fandt dermed sin Tilknytning til Brandesianismen og de herfra udgaaende politiske Tendenser. Selv har han altid anerkendt, at, ved Siden af Hørup, var Brødrene Brandes hans fornemste Læremestre; og dermed var ogsaa fra Begyndelsen af hans politiske Karriere garanteret. Han duede til den Opgave, Jøderne vilde bruge ham til, derfor fandt han Vejen fremad. 1897 blev han gift med Heljødinden, Stenograf i Rigsdagen Mathilde Trier. Selv er han af arisk Afstamning. Men Giftermaalet, Samarbejdet med Jøder og mere eller mindre jødisk inficerede Personer har ført med sig, at han i sin politiske Gerning som Landets ledende Statsmand altid var lydhør overfor specielt jødiske Interesser.

Naar Ordsproget: Sig, mig, med hvem du omgaas, og jeg vil sige dig, hvem du er - gælder, saa kan der ikke næres Tvivl om, hvor Zahle hører hjemme. Da han. i Januar 1916 fejrede sin 50-Aars-Fødselsdag, maatte det selvfølgelig være den ortodokse Jøde Ivar Berendsen, der bragte ham sin Hyldest i en Kronik i »Politiken«. Blandt de mest fremtrædende Gæster paa denne Dag nævner Bladet i et Referat om Festdagens Begivenheder bl. a. den fhv. Ministerkollega Wilhelm Weimann, desuden fra det københavnske Demokrati og fra Forfatterverdenen »Eskild Salomon, Gustav Philipsen; Direktør Heilbuth og Frue, Peter Nansen, Sophus Clausen, P. C. V. Hansen, Louis Levy; Kalkar« og andre. Vennekredsens Navne siger alt.

106

 Dog: afgørende for Zahles politiske Virksomhed var, at han under Verdenskrigen selv efter bedste Evne bidrog til, at det blev Jøder, der fik den afgørende Indflydelse paa Erhvervslivet, og at Regeringen i alle økonomiske Foranstaltninger lod sig lede udefra, gjorde sig til et tredie Tings viljeløse Redskab. Hvad gavnede det i sidste Instans Samfundet, at C. Th. Zahle ved vidtspændende sociale Foranstaltninger søgte at fremme de brede, folkelige Lags Interesser, navnlig fremmede Udstykningsbevægelsen, naar han samtidig lod den jødiske Kapitalmagt faa ubegrænset Raaderum? Han tilstræbte ud fra en konsekvent demokratisk Tankegang en mere ligelig Fordeling af de materielle Livsgoder; men hans Bestræbelser i denne Retning resulterede i, at Plutokratiet, Pengemagnaterne, tilranede sig Samfundets Værdier i Spekulation og Spil, medens Landets virkelige Adel, Landadelen, gennem den -paa hans Initiativ - gennemførte Lov om Len og Stamhuse af 4. Oktober 1919 maatte afstaa, en væsentlig Del af sin Kapital til Statskassen. Indtil 1929 var rigeligt 90 Millioner Kroner bleven indbetalt til Jordfonden som Afgift for de fidelkommissarisk, bundne Værdier. Samtidig købtes ved Hjælp af disse Midler efterhaanden ca. 20.000.ha Jord af Grevskaber og Baronier til Udstykningsformaal. Selvom man ser et Fremskridt i det store Arbejde, der er blevet udrettet med Hensyn til Oprettelsen af Smaabrug ad den her omhandlede Vej, fortjener det dog at fremhæves, at Loven om Len- og Stamhuse, som er Zahles Værk, i sin Tendens meget stærkt minder om Kravet om

Ekspropriation af det store Jordbrug til Fordel for den passive Kapital og for Jødemnagten, saaledes som det propaganderes i jødiske Skrifter, deriblandt i Zions Vises Protokoller. Og Bestemmelsen om, at Statshusmandsbrug i Reglen skal oprettes efter Grundrenteprincippet, saaledes som det navnlig er bleven forfægtet fra de Radikale og fra Socialdemokratiet, kan ud fra de Synspunkter, som for disse Partiers Politik er afgørende, næppe anses for at være andet end en Etappe til Socialiseringen af Jorden, saaledes som Marxismen tilstræber den og Bolchevismen

107

 i Rusland har praktiseret den. Sandelig: i alt dette som i mange andre Foranstaltninger viste Zahle, at han var Jødernes lydige Redskab.

Ligesom Zahle har ogsaa Ministrene Ove Rode og J. Hassing Jørgensen, til Trods for deres ariske Afstamning, vist en særlig paafaldende Hengivenhed for jødiske Kapitalistkredse; Rodes specielle Sympatier for den jødiske Race maa maaske nærmest betragtes som en Slags Slægtsarv, da Bedstefaderen Orla Lehmann allerede var stærkt jødisk orienteret, hans Broder Oberst Wilhelm Lehmann endog var gift med en Jødinde Adelaide David, Datter af den kendte Nationaløkonom og Politiker C. N. David. Hvor det gjaldt om at forsvare jødiske Finansmænds Interesser, der ydede Rode altid en kraftig Indsats; det viste sig bl.a. i Oktober 1917, da Neergaard i Folketinget rettede sin Kritik mod det Underhaandsarbejde, Mænd som Ballin og Heilbuth kunde tillade sig indenfor dansk Erhvervsliv og Politik. Da Krigsperioden satte Statsreguleringen i Højsædet, og Lovgivnings- og Administrationsopgaverne efterhaanden midtsamledes i Indenrigsministeriet, kunde Rode udnytte sin Magtposition til en planmæssig Favorisering af Jøder indenfor alle Handelsforhold. Han havde jo med alle Forsyningsspørgsmaal at gøre, lige fra Kul og andet Brændsel, Foder- og Gødningsstoffer til Skotøj, Sytraad og Korkpropper. Alt reguleredes, alt stilledes under offentlig Kontrol. Men eet forsømte han, forsømte hele Ministeriet: at holde Finansverdenens Transaktioner under Kontrol, at forhindre den jødiske Kapitalmagts hensynsløse Udnyttelse af Krigskonjunkturerne til dens egen Fordel, at forhindre Spil og Spekulation. Han kunde have sat en Stopper for denne Udvikling, men han svigtede, da han manglede Instinktet, der maatte gøre ham Jødernes Higen efter det financielle Herredømme mistænkelig. Derfor maatte ogsaa Katastrofens Udvikling sætte ind under det radikale Styre; under en Regering, der skabte Milieuet, Aanden, hvor jødisk Rovdrift af Erhvervslivet bedst kunde trives.

Den samme Mangel paa Instinkt karakteriserede J. Hassing

108

 Jørgensen, der betegnende nok paa Edvard Brandes' Foranledning blev udnævnt til Handelsminister i det radikale Ministerium. Ogsaa denne Mand følte sig paa godt og ondt knyttet til de jødiske Magthavere i og udenfor Tinget og kunde som saadan selvfølgelig ikke faa øje paa den Fare, der truede fra Højfinansens Side. Det undrer ej heller, at netop en Mand som Hassing Jørgensen kom i skarpeste Konflikt med Prof. L. V. Birck, eftersom han selvfølgelig maatte hade en Mand, der førte sin hensynsløse Kamp mod de evneløse Middelmaadigheder, der styrede Landet. Hassing Jørgensen maatte tilsidst alligevel give op mod den store Samfundsrevser. Han havde udfra den samme Taktik, som Ballin og Glückstadt benyttede sig af ved Vurderingen af de Værdier, der var dem betroede, i Februar 1922 overfor Birck sagt god for den Rekonstruktion, der efter de af ham fastlagte Principper var bleven gennemført ved Københavns Diskontobank og Revisionsbank, han var »ved, Navn og Ære« gaaet ind for, at de foretagne Afskrivninger osv. vilde være tilstrækkelige til at føre Foretagendet frelst igennem Vanskelighederne. To Aar senere maatte han, der i Mellemtiden i Valutakonferencens Forhandlinger havde tilladt sig en udfordrende Kritik overfor Birck*), indrømme, at hans Erklæringer ikke holdt Stik, og at Banken maatte likvidere. Jo, Hassing Jørgensen var netop af den Type, der passede ind i Zahle-Ministeriet, og det undrer ej heller, at det netop er ham, der i Dansk Biografisk Leksikon faar Lejlighed til at fremsætte de mest rosende Betragtninger om

Edvard Brandes og Herman :Heilbuth. Sandelig, han hørte med til Kliken.

Lad os saa tie om de andre Mænd, der sad i det radikale Ministerium. Brandes var toneangivende, og modtog sine Direktiver fra Emil Glückstadt. Ove Rode og Dr. Munch havde deres politiske Raadgiver i »Rigsforstanderen« Heilbuth, og saavel Zahle som Rode betroede Max Ballin en særlig vidtrækkende Indflydelse paa Handelsforholdene. I Lovgivnings

 *) Jvf. nedenfor Afsnit 9f.

109

arbejdet fulgte Ministeriet i udstrakt Grad de Direktiver, der blev givet af Industriraadet, hvor Benny Dessau og Max Ballin førte det store Ord. Og herover var Tafelrunden omkring Glückstadt højeste Myndighed. Jo, sandelig er der god Grund til med Hensyn til det radikale Styre under og efter Krigen at tale om et Jødeministerium, om et jødestyret Land.

 Det var jo ogsaa dette Ministerium, som netop gjorde sig saa meget til af, at det havde knyttet nær Forbindelse med de store Foretagenders Ledelse. Gang paa Gang berømmes Brandes i Overgangs-Aarene 1916-23 for, at det var ham, der var Foregangsmand paa dette Omraade. Det sker bl. a. i Betragtninger i »Finanstidende« den 29. novbr. 1922, hvor der siges: »Allerede i 1913 byggedes den første Bro ud fra Finansministeriet til Nationalbanken, og det følgende Aar, da Direktør Heilbuth sattes ind i Landmandsbankens Ledelse, fuld-. endtes Brobygningsarbejdet, hvad Etatsraad Glückstadt senere med saa fuldendt Mesterskab benyttede. Vi kunde nærmere belyse dette og den Betydning, det har faaet for vor Finanspolitik, ogsaa det Ansvar, der i saa Henseende knytter Landmandsbanken, Nationalbanken og Regeringen sammen, men vi ønsker ikke at puste til Ilden.« Det nævnte Finansorgan nærer her sine Betænkeligheder ved denne Udvikling, medens Formanden for det radikale Venstres Landsorganisation, fhv. Udenrigsminister i Zahle-Ministeriet Erik Scavenius, faa Dage i Forvejen havde ytret sig absolut positivt til denne Ordning, idet han ved et politisk Møde i Hjørring den 24. Novbr. 1922 hævdede, at det maatte ligge i Sagens Natur, at der til enhver Tid maatte bestaa en nær Forbindelse mellem Regeringen og de store økonomiske og finansielle Foretagenders Ledere, paa den ene Side af Hensyn til den Nytte, Staten kunde drage af disse Mænds Indsigt, paa den anden Side af Hensyn til, at disse Ledere paa denne Maade fik Lejlighed til paa den mest virksomme Maade at varetage deres egne Interesser. Dog gjorde Scavenius ogsaa straks sine Forbehold gældende, idet han til-

110

 føjede: »Men det er nødvendigt, at den Indflydelse, der her er Tale om, kun udøves paa de Omraader, hvor den har sin naturlige Berettigelse, og saaledes, at der er Adgang for Folkets retmæssige Organer til at følge og bedømme, hvad der foregaar.« Begrænsning skulde altsaa til, Misbrug forebygges, og Scavenius mener, at dette Krav ogsaa under Krigen var bleven overholdt. Mænd som Ingeniør Foss, Bankdirektørerne C. C. Clausen og Glückstadt, Etatsraad H. N. Andersen havde stillet sig til Regeringens Raadighed, og alt det Arbejde, de havde paataget sig til Fordel for Samfundet, var til Stadighed bleven udrettet i fuld Offentlighed. Han konkluderer derfor: » Jeg følte og føler mig stadig overbevist om, at der under Krigen ad denne Vej naaedes de bedste Resultater for danske Interesser.«

I disse Betragtninger var Linierne trukket op for det Samarbejde, som under det radikale Venstres Ministerium var indledet mellem Regeringen og Højfinansen. Partiets ansete Pennefører Kristen Dahl havde iøvrigt allerede 1917 i »Politiken karakteriseret denne Udvikling ved at udtale om den radikale Regering: »Den har i Tide indset, at den maatte have andre Hjælpere end Embedsmændene herhjemme og Gesandterne og Konsulerne derude. Regeringen har søgt til selve de Erhverv, der økonomisk lider under

Krigen. Det var et lykkeligt Greb, at give deres store Organisationer en Myndighed og et Ansvar, som de aldrig før har haft.«

Dog Spørgsmaalet bliver herefter: Hvem var de Mænd, som fik saa stor en Myndighed og saa stort et Ansvar overdraget af Regeringen, og Spørgsmaalet bliver endvidere: Hvorledes virkede denne Ordning?

Blandt de Mænd, som fik en særlig stor, Indflydelse, maa som allerede paavist i første Række Emil Glückstadt nævnes. Han udførte allerede under Krigen mange Sendelser til Udlandet, navnlig til Sikring af Landets Kultilførsler fra England, og overtog ligeledes efter Krigen betydelige officielle Missioner. Mere end 40 Gange tog han i Krigsaarene over

111

 Vesterhavet. I Efteraaret 1917 opholdt han sig paa Regeringens Vegne rigeligt en Maaned i London for at forhandle om Videreførelsen af Samhandelen ogsaa under den skærpede Undervandsbaadsblokade, hvorved der opnaaedes Enighed om en udvidet Levnedsmiddeludførsel fra Danmark og en tilsvarende øget Tilførsel af engelske Produkter til Danmark. Da Forhandlingerne vedrørende Kulleverancerne var afsluttet, tilskrev Udenrigsministeren den 22. Juli 1915 Glückstadt følgende: »Efter at Etatsraadens Mission i England nu er afsluttet med saa udmærket Resultat, beder jeg Dem modtage Regeringens varme Tak for den Beredvillighed, hvormed De har paataget Dem dette for Landet saa vigtige Hverv.« Paa samme Maade modtog Glückstadt Regeringens Tak, da han i Efteraaret 1917 havde afsluttet sin Handelsaftale med England. I det i denne Anledning til Glückstadt sendte Brev tilføjedes: »Jeg udtaler ogsaa min Tak, fordi De vil paatage Dem at repræsentere Danmark ved de fra engelsk Side foreslaaede Forhandlinger med de amerikanske Delegerede.« Fru Glückstadt kan derfor ogsaa i sit i 1929 udgivne Forsvarsskrift for sin Mand, som idet følgende oftere vil blive omtalt, med Rette understrege, at han virkede »under den udvidede Undervandsbaadskrig som den eneste officielle Stats-Repræsentant.«.

En særlig fremskudt Stilling kom ogsaa Max Ballin til at indtage under Zahle-Ministeriet.

Da det nu engang hørte til den radikale Regerings Formaal at give Højfinansen større Raaderum, laa det nært, at man ogsaa gav en Mand som Lederen af Landets største Fabriksvirksomhed paa Garveriets Omraade og Grundlæggeren af den mægtige Skotøjskoncern, Max Ballin, særlige Bemyndigelser. Ballin havde allerede før Krigen i mange Henseender vist store organisatoriske Evner og havde i særlig Grad vundet sine Standsfællers Tillid, var Medlem af Industriraadet, den faste Voldgiftsstol osv. Da Industriraadet nu sammen med Grosserer-Societetets Komité i Begyndelsen af Krigen nedsatte et Fællesudvalg for at undersøge og kontrollere Landets Forsy-

112

ningsforhold blev Max Ballin meget hurtigt ledende Mand indenfor dette Udvalg. Dette saakaldte Dispensationsudvalg, som bestod af to Repræsentanter for hver af de nævnte store Erhvervsorganisationer, havde navnlig den Opgave for Justitsministeriet at fremskaffe det Materiale, der kunde tjene til Orientering over Forsyningsforholdene. Ballin var endvidere Medlem af Det staaende Udvalg samt af det saakaldte Kompensationsudvalg og som saadan speciel Raadgiver for Udenrigsministeriet. Kompensationsudvalget havde hovedsagelig til Opgave at kontrollere Danmarks Vareudveksling med Tyskland og Østrig, et Gebet, som ikke blot kunde interessere Ballin som officiel Raadgiver, men ogsaa, og ikke mindst, som privat Forretningsmand. Hvor betroet en Post han paa det her omhandlede Omraade havde, fremgaar med tilstrækkelig Tydelighed af en udenrigsministeriel Skrivelse, som blev forelagt af Ballin i en Retssag, mod »Vort Land« og som - ifølge en Offentliggørelse i »Fyns Tidende« og andre Provinsblade der senere blev gengivet i »Politiken« den 28. 8. 1918 - havde følgende Ordlyd:

 Udenrigsministeriet

2. Departement. 1917.

Paa given Foranledning skal Udenrigsministeriet udtale, at nærværende Ministerium hyppigt har ført Forhandlinger med Direktør Max Ballin, dels i hans Egenskab af Næstformand i Industriraadet, dels som, Formand for det af Grosserer-Societetet og Industriraadet nedsatte Fællesudvalg for Dispensationssager, hvilket Udvalgs Indstillinger har været af væsentlig Betydning for Udenrigsministeriet ved Afgørelsen af de under dets Ressort henhørende Spørgsmaal.

Direktør Max Ballin er dernæst Medlem af et af Udenrigsministeriet nedsat Kompensations-Udvalg, og ogsaa i denne Egenskab har man ført indgaaende Forhandlinger med ham og støttet sig til hans Sagkundskab paa de foreliggende Omraader.

Man skal sluttelig udtale, at Direktør Ballin sammen med andre Udsendinge fra Industriraadet, bistaaet af Kontorchef Sthyr i Udenrigsministeriet, med den danske Regerings Intro-113

 duktion til det tyske Udenrigsministerium for nylig førte vigtige Forhandlinger i Berlin paa Industriens Vegne om Tilførsler fra Tyskland til Danmark.

 P. M. V. (sign:) Clan.

 Tydeligere kunde den førende Stilling, Industrien - og dermed i Særdeleshed Ballin - havde opnaaet i Forhandlingerne om Handelsoverenskomster og desl. næppe karakteriseres. Ballin forhandler i Berlin som Delegationsleder, paa Industriens Vegne, men introduceret af den danske Regering som officiel Udsending og bistaaet af en Embedsmand fra Udenrigsministeriet, Knud Sthyr. Sidste Afsnit i den citerede Skrivelse lader tilstrækkeligt erkende, at Ballin i denne Sammenhæng. havde en Myndighed, som om han var Landets officielle Repræsentant. Man kan forstaa, at dette Forhold gav Anledning til Kritik i Offentligheden, og at det navnlig i Provinspressen pointeredes, at Ballin stod Regeringen nær som personlig Ven og Raadgiver. Ligesaa forstaaeligt var det, at man ytrede Betænkeligheder ved denne Ordning, da det selvfølgelig ikke kunde anses for udelukket, at Ballin vilde benytte sig af den i sin officielle Virksomhed opnaaede Viden til personlig Fordel.

Alligevel tog Regeringen kraftigt til Orde til Gunst for Max Ballin, idet det gjordes gældende, at han ikke kunde betragtes som Regeringens Repræsentant, men at han fra Industrien var udpeget til at beklæde vigtige offentlige Hverv. Sin Myndighed kunde han kun udøve i Kraft af sin Stilling indenfor Industriraadet.

En principiel Debat vedrørende Favoriseringen af jødiske Finansmænd fandt bl.a. Sted den 29. oktober 1917 i Folketinget. Rigsdagsmændene Alex Foss og Niels Neergaard havde ved forskellige Lejligheder rettet deres Kritik mod Sammensætningen af de af Regeringen indsatte Krigsnævn og Kommissioner, saa Indenrigsminister Ove Rode ikke kunde undlade at tage Stilling hertil. Hans Gensvar rettede sig navnlig til Neergaard, bl.a. fordi denne paa et politisk Møde i Randers

114

skulde have udtalt, at Kapitalen regerede Landet, hvorved han som en Tribut til Tilhørerne havde forsøgt at vække visse aggressive Stemninger mod en bestemt Kreds af Medborgere. Neergaard havde maattet vedgaa, at der derved navnlig tænktes paa Ballin og Heilbuth, og Rode spørger derpaa, om der her monstro ikke forelaa lidt af en antisemitisk Tendens? Eller havde Kritiken maaske sit Grundlag i politiske Grunde,

deri, at Direktør Max Ballin i sin Ungdom var radikal Venstremand og var vedblevet at være det? Efter dernæst at have sunget en Lovsang om Ballins Standardstøvle der i Folkemund kaldtes Maksimalstøvle, men burde kaldes Nationalstøvle som i Frankrig, »saa det bankedes ind i Folkets Bevidsthed, at, her havde Nationen faaet et godt og billigt Fodtøj«, eller burde ophøjes til Folkestøvle som i Svejts:- efter saaledes at have forherliget dette Fodtøj, som af aldeles ubegribelige Grunde var kommet i Miskredit, tilføjede Rode, at »denne Mand (Ballin), hvor han har raadet, har givet et samfundsmæssigt Raad«. Da Rode til Slut spørger Neergaard, hvor det er, at han ser noget andet, da, kryber Venstres Fører i Skjul og replicerer: »Hvem har sagt andet?« Og paa det radikale Medlem Slengeriks Tilraab: »Det har De!« svarer han, sagtmodig: ”Absolut ikke«. Venstremanden Niels Neergaard havde ikke haft Grund til paa denne Maade at give op, thi de Betragtninger, han havde fremført paa Mødet i Randers, og som gav Stødet til Rodes Fremstød, var blot altfor berettigede. Han havde der og i Rigsdagen med Rette fremhævet, at en Mands Interesser let kan faa afgørende Indflydelse paa hans offentlige Virksomhed og bemærkede endog desangaaende i Folketinget: »Det er umuligt for en stor Forretningsdrivende, hvis hele Ve og Vel og hele Livsgerning, hvis saare berettigede og naturlige Ærgerrighed, kan jeg sige, er knyttet til at faa sin Forretning det mest mulige frem, ikke at lade sin Betragtning af de offentlige Forhold, han faar at gøre med, i ikke ringe Grad farve - naturligvis ubevidst - af de Hensyn, som er hans daglige Liv, hans Kød og Blod, saå at sige. Derfor er

 115

 der en ikke ringe Fare ved en saadan Anvendelse af disse Mænd.« Disse Bemærkninger var jo rigtige. Selvfølgelig var de det. Det maatte ogsaa indrømmes af Indenrigsminister Rode. Men han kunde alligevel ikke se noget betænkeligt deri, da en Mands Embedsgerning nu engang altid og hos alle vilde præge hans Syn. Der fandtes ej heller noget Holdepunkt for, at Ballin og Heilbuth benyttede sig af den Indflydelse, de havde indenfor visse Kommissioner, til at varetage deres egne Interesser; højst kunde saadanne Overvejelser passe paa Alexander Foss.

Rode søgte i Folketingets Forhandlinger den, 29. Okt. 1917 nærmere at præcisere sine Synspunkter ved endvidere at bemærke, at Ballin- jo slet ikke havde nærmere med de af Staten indsatte Nævn at gøre. Her, erklærede han, indskrænkede Ballins Virksomhed sig til Transportnævnet, hvor han næppe fandt nogen Lejlighed til at fremme sine Erhvervsinteresser. Om Virksomheden indenfor Dispensations- og Kompensations-, udvalget nævner Rode ikke eet eneste Ord! Og denne Virksomhed stilles ligesaa selvfølgelig ej heller til Diskussion fra Modpartens Side! Alligevel kan der ikke være Gnist af Tvivl om, at netop Ballin i særlig Grad har forstaaet at udnytte den Forhaandsviden-og den Indflydelse, han sad inde med, til egen Fordel og Bankkommissionens Beretning giver ogsaa nogle Holdepunkter herfor. I denne Beretning meddeles f. Eks. (Bilag, s. 293) at Ballin 1920 i Forventning om, at der vilde komme et Importforbud, havde forceret Indkøbet af amerikansk Læder og Chevreaux, og at der derved- ifølge de Oplysninger Højesteretssagfører Bülow gav paa Skotøjskoncernens Generalforsamling i 1921 - var opstaaet uforholdsmæssigt store Lagerbeholdninger hos Skotøjskoncernen. Kommissionsberetningen giver hertil den meget sigende Oplysning; at Ballin 1920 var Medlem af Valutakommissionen; som saadan var han vidende om, at der kunde regnes med Importforbud, havde han i Tide indrettet sig efter disse, i Fortrolighed drøftede Foranstaltninger. Ballin var ogsaa 1920 med i de Forhandlinger, der førtes

 116

 med Finkelstein-Litwinow og Levin-Krassin og kunde ved denne Lejlighed afslutte egne Forretninger, som ovenikøbet vel nok var de eneste Leverancer, der senere blev betalt med en Del af det til Oprettelse af et Clearing House i København deponerede russiske Guld.*)

Den tredie jødiske Finansmand, der spillede en stor Rolle i dansk Økonomi under og efter Verdenskrigen, saalænge de Radikale havde Regeringsmagten, var som lige nævnt Herman Heilbuth, Manden, der i

Folkemunde betegnedes som Rigsforstanderen og som Lederen af det tredie Ting, og som almindeligvis ansaas for at være Mellemmanden mellem Regeringen og Landmandsbanken.

Det er en ejendommelig Mystik, der hviler over denne Mands Virksomhed, og det maa konstateres, at ingen som han har forstaaet at virke i det skjulte. Da hans Navn nævntes af Neergaard i Folketingets Forhandlinger den 29. oktober 1917, havde Ove Rode endnu let Spil med at tage Heilbuth i Forsvar, thi da anede man i Offentligheden endnu intet om det store politiske Spil og de forvovne Spekulationer, netop denne mægtige og indflydelsesrige Storkapitalist var inde paa. Rode kunde derfor ogsaa i dette Tilfælde slaa rigtigt fra sig. Han gjorde desaarsag opmærksom paa, at Heilbuth dog kun var Medlem af Majsnævnet og Den overordentlige Kommission (Prisreguleringsudvalget) og som saadan da sandelig ikke havde nogensomhelst Chance for at hyppe egne Kartofler. Og hvorfor saa -spørger Rode - nævne Ballin og Heilbuth, i Stedet for Ballin og Foss, da disse to dog var Medlemmer i Den overordentlige Kommission og som saadanne dog snarere burde være nævnt i samme Aandedræt? Eller var det alligevel ikke den antisemitiske Tendens, der havde set ”nogen Fare ved en saadan Anvendelse af disse Mænd«. Dristigt - og mod bedre Vidende! - hævdede Rode derefter, at de fremsatte Betænkeligheder idetmindste ikke passede paa Heilbuth, da denne

 *) Jvf. nedenfor Afsnit 7d.

117

»siden 1913 ikke har været aktiv Forretningsmand«. Om Heilbuths Skibsinteresser var der selvfølgelig ikke Tale, ej heller om hans Maleri- og Valutaspekulationer, der ifølge de senere, af Bankkommissionen foretagne, Undersøgelser afsluttede med et Tab paa 16 Millioner Kroner, endnu mindre om den radikale Presses rundhaandede Financiering, med hvilken Heilbuth tilkøbte sig politisk Indflydelse. I Stedet for kunde Rode endnu i Oktober 1917 uanfægtet tale om Herman Heilbuths forbilledlige Samfundssind og møde op med retoriske Spørgsmaal som: »Hvem er i denne Kommission (Prisreguleringsudvalget) indtraadt for at begrænse Udbyttet af Kapitalvirksomheder? Hvem er indtraadt for at hindre Skibsfartens alt for store Fragtstigninger og for at tilvejebringe en Ordning, hvorved den tjente Samfundet? Hvem er indtraadt for at fremme Fordelingen? Hvem er indtraadt for, at Samfundshensyn skulde være afgørende?«

Nej, sandelig, Herman Heilbuth var uden Plet og Lyde -ligesom Max Ballin!

Da Rode imidlertid 6½ Aar senere, den 7. 2. 1924 maa forsvare disse Argumenter overfor Justitsminister Rytter og Indenrigsminister Krag, kommer han i en meget pinlig Situation. Thi da foreholdes det ham bl.a., at Direktørerne i Ballin-Koncernen netop i den Periode, da han saa ivrigt forsvarede Ballin, var inde paa Spekulationer i Selskabets Papirer, der løb op til 6-7 Gange Aktiekapitalen, og at der alene ved Landmandsbanken omsattes 67 Millioner i dette Selskab. Da spørges han, om maaske de radikale Presseforetagender, der havde kunnet nyde godt af den fra Heilbuth udgaaende Guldstrøm, nu ogsaa var villige til at dække de Tab, Heilbuth havde paaført Landmandsbanken. Og Indenrigsminister Krag raillerer over Rodes letfærdige Paastand om, at Heilbuth siden 1913 ikke havde været aktiv Forretningsmand, over at Rode havde sunget »en Lovsang over Ballins Reformstøvle, eller hvad den nu hed, som en Samfundsvelgerning, man ikke kunde vide den vedkommende Tak nok for, og ingen Lyriker kunde have lov

118

 sunget dette Produkt mere begejstret end den daværende Indenrigsminister«. *)

 Som den radikale Regerings særlige Fortrolige kan endelig nævnes Mænd som Benny Dessau og Wilhelm Weimann. Den førstnævnte var bl.a. Næstformand i Industriforeningens og Industriraadets Bestyrelse; hvad

det betød, erfarede Prof. L. V. Birck den 6. August 1918, da Dessau i Forening med Max Ballin - i Alexander Foss’ Fraværelse - ved provokatorisk Optræden i den overordentlige Kommission forsøgte at tvinge Birck ud af Kommissionen.**) Det viste sig atter April-Maj 1920, da Dessau i Samarbejde med H. N. Andersen bragte Forhandlingerne med de russiske Delegerede vedrørende Oprettelsen af et Clearing House til Standsning. til Trods for, at Regeringen ønskede at fremme disse Forhandlinger.***) Og Wilhelm Weimann? Ja, han var Handelsminister i det første Zahle-Ministerium, blev 1915 Formand for Jernbaneraadet og Dansk Kulbureau, var med i alt, hvor det drejede sig om den radikale Presses, om Landmandsbankens og Ballin-Koncernens Interesser. Som et Eksempel paa, i hvilken Grad Jøder kunde trænge sig ind i de enkelte vigtige Handelsgrene skal nævnes, at den mest fremtrædende Leverandør af Kul fra Tyskland, var Alexander Helphand (Parvus), at Medinteressent ved Skibstransporten af disse Kul var Georg Sklarz, medens A. F. Lamm sørgede for Financieringen af Arbejdernes Brændselsforsyning, Emil Henius var Mellemmand som Repræsentant for Z. E. G., Benny Dessau som Medlem af Fastlandskuludvalget var medbestemmende ved Fordelingen af Kul m. m. indført fra Tyskland, og Wilhelm Weimann som nævnt var Formand for Dansk Kulbureau. Hvert et Led i denne Handelsgren havde altsaa sin Jøde.

 *) Jvf. ned_nfor Afsnit 3f og 3g, S. 338 flg.

**) Jvf. nedenfor Afsnit 9c.

***) Jvf. nedenfor Afsnit 7d.

119

 Om de særlige Forudsætninger for det snævre Samarbejde mellem Regeringen og Højfinansen under Verdenskrigen giver Formanden for Industriraadet, Fabrikant Alexander Foss, gode Oplysninger i en Artikel: »Landbruget og de andre Erhverv«, som offentliggjordes i »Nationaltidende« den 6. November 1922. Anledningen hertil gav ifølge denne Fremstilling Undervandsbaadsblokaden i Februar 1917. Følgen heraf havde i første Omgang været en omfattende Standsning af Søtrafikken og navnlig af Eksporten af Landbrugsprodukter til England. Men værre var det, at Amerika ifølge den skærpede Ubaadskrig blev interesseret i at standse Importen til de neutrale Lande og snart selv blev Krigsdeltager. Thi dermed standsede Tilførslen af de for Landbruget fornødne Raastoffer. Kvæg- og Svineholdet maatte nedsættes. Samtidig meldte Afsætningsvanskelighederne sig. Som eneste store Køber af Heste og Køer kom kun Tyskland i Betragtning, og da dette Land var Eneaftager, kunde det, saalænge det kun drejede sig om Opkøb, ogsaa diktere Priserne.

Foss fortæller nu, at Tyskland paa dette Tidspunkt havde organiseret Indkøbet af danske Eksportvarer paa egen Haand gennem Z. E. G-: (Zentral-Einkaufs-Genossenschaft), hvis Agent var Grosserer Emil Henius. Selve Indkøbet lededes af en Embedsmand fra det tyske Udenrigsministerium Geheimrat Frisch. Ved de første Forhandlinger, der førtes i Juli 1917 med de tyske Centralinstanser, drejede det sig udelukkende om Køb af Landbrugsprodukter, og det var som Følge deraf ogsaa kun Repræsentanter for det danske Landbrug, der fik Mulighed for at deltage i Forhandlingerne. Landbrugets Delegerede var i denne Omgang Folketingsmand Niels Frederiksen, Direktør Anders Nielsen, Direktør Ole Olsen og Proprietær Niels Porse. Som Ordfører tiltraadte Forpagter Chr. Sonne. Resultatet af Forhandlingerne var af de allerede nævnte Grunde lidet tilfredsstillende. Som Følge af Mangel paa Raastoffer maatte Landbruget sælge løs, og Opkøberne benyttede denne Situation til at trykke Priserne. Landbruget havde, som Foss fremhæver,

120

 »i Virkeligheden ikke noget Magtmiddel« og maatte derfor give sig tilfreds med de lave Kreaturpriser. Ganske anderledes, fortsætter Alexander Foss, blev Situationen, da der nogen Tid senere skulde forhandles

i Berlin om Udførsel af Kul, Raavarer og Industriprodukter til Danmark. Thi da mødte der en Delegation med særlige Kapaciteter frem, saasom Direktør Max Ballin og Direktør Benny Dessau, sammen med Kontorchef i Udenrigsministeriet Knud Sthyr og Kontorchef i Industriraadet Harald J. Nielsen. Med Hensyn til de af denne Delegation førte Forhandlinger berettes derefter: »Da man fra tysk Side allerede havde sikret sig de Fødevarer, man havde Brug for, var Situationen overmaade vanskelig; dog lykkedes det at faa Resultater, der var nogenlunde tilfredsstillende, fordi de Delegerede i Berlin endnu havde et Middel paa Haanden, idet man fra Tysklands Side samtidig med at ville sælge Varerne ogsaa vilde have et Pengelaan fra Danmark.« Til Forhandling om saadanne Spørgsmaal var den nævnte Delegation naturligvis særlig egnet, fordi Jøder her kunde føre det afgørende Ord. Alligevel synes Foss ikke at have været særlig begejstret for de opnaaede Resultater, eftersom han bemærker, at man maatte gaa med til en Forhøjelse af Priserne baade for Kul og for de andre Eksportvarer. Fejlen laa - gentager han - hovedsagelig deri, at Handelen om de danske Landbrugsprodukter allerede i Forvejen var afgjort.

Hele denne Vareudveksling kom ifølge Alex Foss' Redegørelse senere i det rigtige Leje, efter at Erhvervenes Fællesudvalg, som dannedes 1917, fik Lejlighed til at medvirke ved Tilrettelæggelsen af Forhandlingerne med Tyskland, saaledes at alle Erhverv blev repræsenteret og saaledes, at Erhvervene havde opnaaet indbyrdes Enighed, forinden Forhandlingerne optoges. Det viste sig meget hurtigt, at denne Ordning var af største Værdi for Samfundet, idet der allerede ved de Forhandlinger, der fandt Sted i Tiden fra 15. November til 5. December, opnaaedes væsentlig gunstigere Betingelser end det tidligere havde været Tilfældet. Udbyttet. blev 28 Mill. Kr.

121

bedre for Danmark end Berlin oprindelig havde regnet med. Her havde det vist sig, hvor nødvendigt det var at føre en aktiv Handelspolitik, og at Landbrug og Industri stod sammen, hvor det gjaldt om at kæmpe sig igennem Vanskelighederne.

Her pointeres paa ny, at det var Jøder, der indtog en fremskudt Stilling i Forhandlingerne om Handelsaftaler med Tyskland, saasom Ballin, Dessau og Emil Henius, ligesom det jo ogsaa var en Jøde, Emil Glückstadt, der havde et tilsvarende Hverv med Hensyn til dansk-engelske Handelsoverenskomster. Saaledes sikrede Jøderne deres Interesser udadtil. Dog ogsaa indadtil vidste den jødiske Højfinans at varetage sine Interesser med -fornøden Kraft. Det viste sig ikke mindst i Lovgivningsarbejdet. To Eksempler herfor skal anføres.

Den 6. oktober 1914 fremsatte Handelsminister J. Hassing Jørgensen i Folketinget Forslag til Lov om Banker, et Forslag, der sluttede sig til et allerede i Landstinget i Samlingen 1913-14 vedtaget Forslag, som havde sit Udgangspunkt i et forud af Bank- og Sparekommissionen udarbejdet Udkast. Selve Lovudkastet indeholdt bl.a. den Bestemmelse, at Stillingen som Medlem af Bankraadet og som Medlem af Direktionen i samme Bank ikke kan forenes, og at Medlemmer af en Banks Direktion ikke kan optage Laan i Banken undtagen efter Vedtagelse i Bankraadet i hvert enkelt Tilfælde. I selve Forhandlingerne om Lovforslaget vedtoges endvidere en Bestemmelse om, at Stillingen som Medlem af Bankraadet og Medlem af Direktionen i en Bank ikke kan forenes med Stillingen som Bestyrelsesmedlem i noget Aktieselskab, som vedkommende Bank financierer. Dette blev foreslaaet af et Udvalgsflertal med Undtagelse af det konservative Medlem, Børskonsulent Julius Schovelin, Venstremanden, Komitteret under Fængselsdirektoratet, August Birch og. Den radikale Venstremand Dr. phil. Eduard Larsen. Trods en vis Modstand blev Forslaget i Folketinget vedtaget med 49 Stemmer mod 6, medens 33 Med-

122

 lemmer undlod at stemme. Et Underændringsforslag, som de nævnte tre Folketingsmedlemmer stillede og som gik ud paa, at den sidstnævnte Bestemmelse ikke skulde være gældende overfor Medlemmer af

Bankraad, forkastedes med 43 Stemmer mod 23. Men alligevel: Forslaget var vedtaget med Flertal i Folketinget. Da imidlertid Handelsminister Hassing Jørgensen den 9. April 1915 forelægger Bankloven til Behandling i Landstinget, gaar han selv imod denne Bestemmelse! Da viser det sig, at han paa ingen Maade er betænkelig ved en Sammenblanding af Ledelsen af en. Bank og af Ledelsen af de Aktieselskaber, der financieres af denne Bank. Nu bemærker han »at en Bestemmelse af den Rækkevidde, som denne har, mener jeg ikke, det er forsvarligt at gennemføre« og at en saadan ej heller paa nogen Maade kunde motiveres ved Henvisning til Kendsgerninger. »Det vilde«, siger han, »paa en altfor generende Maade gribe ind i det daglige økonomiske Liv.« Og sandelig, om det ikke lykkedes ham at standse Sagen. Landstinget naaede ikke at blive færdig med Lovforslaget i den paagældende Samling, og Regeringen stillede Sagen i Bero. Først i 1918-19 kom Lovforslaget atter til Behandling i Rigsdagen. Paa dette Tidspunkt var Christopher Hage, Formand for Den overordentlige Kommission, blevet Handelsminister, og han havde sørget for, at den her omhandlede Bestemmelse, som Folketinget den 10. Marts 1915 havde vedtaget med stort 'Flertal, var slettet i selve Regeringsforslaget. Det radikale Ministerium; som saaledes to Gange maatte beskæftige sig med Sagen, lystrede altsaa ganske aabenbart Storbankernes, Højfinansens, Paroler og hindrede derved en Ordning, som paa afgørende Maade kunde have bidraget til at forhindre Landmandsbankkatastrofen. Mest interesseret i en Afvisning af den foreslaaede Ordning maatte Mænd som Glückstadt, Ringberg, Heilbuth osv. være, og dette var selvfølgelig tilstrækkelig Grund for Zahle-Ministeriet til at frafalde Kravet om, at, Bankdirektører og Bankraadsmedlemmer ikke maatte have

123

Sæde i Bestyrelsen for de Aktieselskaber, som vedkommende Bank financierede.

Noget lignende gik det med andre Forslag, der kunde ramme Højfinansens Interesser.

Socialdemokratiet havde under Krigen fremsat et Forslag om Forbud mod Spekulation i egne Aktier, men dette Forslag strandede navnlig paa de borgerlige Partiers Modstand. Noget lignende gik det med Forslaget til midlertidig Lov om offentligt Tilsyn med visse Virksomheder, som det radikale Ministerium fremsatte i Folketinget den 27. august 1918. Det var den Ballin'ske Koncerns vilde Aktiespekulation og den stærke Stigning af Priserne paa Fodtøj, der gav Anledning til, at saavel Prisreguleringskommissionen som Indenrigsministeriet ansaa offentlig Kontrol med enkelte eller sammensluttede Virksomheder af monopolagtig Karakter for fornøden og til dette Formaal foreslog Udnævnelsen af et Tilsynsraad paa 14 Medlemmer, som efter bestemte Regler skulde dannes af 5 af Indenrigsministeren udnævnte Personer samt af Repræsentanter for Rigsdagen, Industriraadet, Den danske Handelsstands Fællesrepræsentation, De samvirkende Fagforbund og De samvirkende danske Andelsselskaber. Tilsynet skulde navnlig foretage en Prøvelse af Trusters og Monopolers Aarsregnskaber, Dividendepolitik osv.; forhindre Misbrug af økonomiske Magtmidler, uforsvarlig Konkurrence osv. I Grunden var alle Partier enig om, at denne Kontrol med de store Erhvervsforetagender maatte foretages, og det var ikke blot Prof. L. V. Birck, som i sin Kamp mod Ballin-Koncernen havde paavist Nødvendigheden heraf. Men i Rigsdagen viste det sig, at der alligevel indenfor det konservative Partis Rækker gjorde sig adskillig Modstand gældende, en Modstand, som den 9. September 1919 fandt Udtryk i Dr. phil. Arnold Fraenkels Angreb mod Forslaget. Fraenkel søgte at skræmme Folketinget bort fra Planen om en effektiv Kontrol med »de koncentrerede Bedrifter«, idet, han bl.a. understregede, hvor nødvendigt det var at give selve

124

 Produktionen alle Chancer netop i en Periode, hvor Overskudsindførselen - der fra Januar til Juli i det nævnte Aar var naaet ganske tæt op imod en Milliard Kroner - truede med at blive til en Katastrofe for Samfundet. Han var heller ikke indforstaaet med, at selve Lovforslaget navnlig sigtede paa Priserne. Naar man vilde gribe ind fra Lovgivningsmagtens Side, maatte man efter hans Opfattelse indskrænke sig til at

hindre en saa vidtgaaende Koncentration af Bedrifter, at de blev til egentlige Monopoler og dermed opnaaede en uhyre social Magtposition, som ogsaa kunde faa afgørende Indflydelse paa det politiske Omraade. Det var selvfølgelig en Fare for Samfundet, naar en saadan Sammenslutning i altfor stærk Grad raadede over Kapitaler, Produktionsmidler og Mennesker. Men med statslige Indgreb mod Monopoler var ogsaa den vigtigste Opgave for en saadan Lovgivning givet. Iøvrigt skulde man, mente Fraenkel, benytte sig af Toldlovgivningen som et Værge for Samfundet, men saavidt muligt aldrig lovgive om Priserne, højst i Undtagelsestilfælde fastsætte Maksimalpriser. Det vilde jo være aldeles urimeligt ved en Lov som den foreslaaede at hindre, at enkelte Mennesker fik store Indtægter og dermed at bevirke en stærk Tilbagegang i den store Kapitalansamling. Saaledes forsvarede det konservative Parlamentsmedlem Dr. Fraenkel sine Racefællers Finans- og Spekulationsinteresser og Resultatet var at Højfinansens Interesser ogsaa i denne Omgang gik af med Sejren. Lovforslaget henvistes efter en Dags Forhandling til Udvalgsbehandling og dermed forsvandt det for stedse.

Om Grunden til denne ejendommelige Udgang af Sagen bemærkede Ove Rode den 7. februar 1924 i Folketinget: »Hvorfor strandede det? Fordi Industrien havde Indflydelse paa de Konservative og paa Venstre til at hindre dets Gennemførelse, og Industrien var den Gang repræsenteret ved tre Mænd, som havde Magt til at hindre Trustloven: Ballin, Benny Dessau og H. P. Prior. Det var disse Mænds Indflydelse paa den højtærede Indenrigsminister og hans allierede, som hindrede

125

Trustlovens Gennemførelse og dermed umuliggjorde Etableringen af det offentlige Tilsyn, som havde hindret den fortsatte Svindel netop med disse Aktier, som er afsløret.« At Indenrigsministeren i det radikale Ministerium her selv paataler Ballins og Dessaus mægtige Indflydelse paa de borgerlige Partier, kan kun tjene som Bevis paa, at Højfinansen hele Tiden under og efter Verdenskrigen forstod at benytte sig af deres Magtposition, enten ved intimt Samarbejde med Regeringen, navnlig med Mænd som Rode selv og Edvard Brandes, eller ogsaa om fornødent ved at sætte Regeringsoppositionen i Aktivitet, saasnart den følte sine Interesser truet.

Skjulte Veje til at gøre deres Indflydelse gældende stod til alle Tider aabne for Kapitalmagtens Mænd. Overfor dem var Parlamentarikerne de rene Nikkedukker. Saaledes kunde Jøderne sikre sig det absolute Herredømme over Samfundet, som grundlagdes under Jødeministeriet Zahle-Brandes-Rode, og ogsaa opretholde det, efter at Venstreministeriet Neergaard i Maj 1920 havde overtaget Landets Styrelse. Derfor er det ogsaa forstaaeligt, at Landmandsbankens Direktør Ove Ringberg i den Skrivelse, han den 18. Oktober 1920 sendte til Emil Glückstadt i Paris og i hvilken han beklager, at denne opholder sig saa længe i Udlandet, fremsætter disse meget sigende ord med Hensyn til statslige Hjælpeforanstaltninger for Aktiespekulanterne:” … Desuden vil jeg ad rette Vej foreslaa, at Børsskatten halveres og Baisse forbydes,- - - -under det virkelige Paaskud; at Staten ellers vil faa et betydeligt Tab gennem Nedgang i Formueskatten.« Brevet gengives i Bankkommissionens Retsforhandlinger, Bd. I, S. 291. Beklageligt, at der, hvor Sætningen tilsyneladende har været særlig interessant, findes der kun de fire Tankestreger. Men uanset dette vil man jo erkende, at Ringberg har været klar over den »rette Vej« til at varetage Glückstadts, Landmandsbankens, Aktiespekulanternes, d. v. s. den jødiske Kapitalmagts Interesser. Det vides ogsaa, at Ringberg i foreliggende Tilfælde gennem det konservative Medlem Børskommissær Julius Schovelin rettede

126

en Henvendelse til Rigsdagen, og at Schovelin allerede samme Dag, som Ringberg skrev til Glückstadt, d. v. s. den 18. oktbr. 1920, opfordrede Vekselererne til at give Qplysninger om deres Aktiebeholdninger, for at der kunde træffes Foranstaltninger til »Regulering« af Baissen paa Børsen.

Det er ud fra disse Erfaringer om Højfinansens Rænkespil, at der i Efteraaret 1922 satte en omfattende Diskussion ind om det saakaldte »tredie Ting«. Stødet hertil blev givet af Venstrebonden J. S. Vanggaard fra Vendsyssel, som den 21. novbr. 1922 i Folketinget i ganske faa Bemærkninger talte om den politiske Indflydelse, som var udgaaet fra Landmandsbanken, og som havde været »en saare uheldig Ting«. Thi »den var ligesom ved at blive det tredie Ting her i Landet«: Banken havde overalt kunnet gøre en Indflydelse gældende, bl.a. derved, at den knyttede de betydeligste Embedsmænd i Justits- og Udenrigsministeriet til sig ved at give dem lønnede Tillidsposter i Banken eller dens Selskaber. Landmandsbankens Inderkreds havde jo ogsaa været den afgørende Faktor ved Dannelsen af Ministeriet Friis i Marts-Dagene 1920.

Faa Dage senere, den 24. november, saa Formanden for det radikale Venstre, fhv. Udenrigsminister Erik Scavenius, sig foranlediget til at tage kraftigt til Genmæle mod Vanggaards Paastande, idet han i en politisk Tale i Hjørring beskæftigede sig med Højfinansens Indflydelse paa dansk Politik under Ministeriet Zahle. Han afviste de mod sit Parti rettede Beskyldninger, idet han gjorde gældende, at det nære Samarbejde, der havde bestaaet mellem det nævnte Ministerium og Erhvervslivets førende Mænd, »altid havde haft sin naturlige Begrænsning og ogsaa til alle Tider foregik saa aabenlyst, som de særlige Omstændigheder tillod det«. Scavenius mente ogsaa i denne Anledning at maatte betegne det Arbejde, Etatsraad Glückstadt havde ydet i Forhandlingerne vedrørende det internationale, finansielle Mellemværende, som var opstaaet ved Overtagelsen af Nordslesvig, som særlig fortjenstfuldt. Her

127

forelaa der altsaa ikke nogensomhelst Grund til at gaa i Rette med Radikalismen. Des mere maatte der imidlertid være Anledning til at holde øje med Etatsraad H. N. Andersen, som i Virkeligheden var Landets »3. Ting«, »den politiske Magtfaktor, der holder sig skjult i Baggrunden«. Det var ham, der havde muliggjort, at Landbrugsminister Madsen-Mygdal kunde bevare et Sæde, der brændte under ham, efter at han var blevet desavoueret af sine egne. Det var ham, der i sin Tid (1920 og 1921) havde foranlediget Udenrigsminister Harald Scavenius til at afbryde Forhandlingerne med Russerne vedrørende Oprettelsen af et Clearing House i København osv. Det var endelig ham, der havde fremtvunget Udenrigsminister Harald Scavenius’ Tilbagetræden, »for derefter at forsyne Ministeriet med den nuværende Udenrigsminister Hr. Cold, til hvem der længe har været søgt en passende Post«. Ironisk knytter Erik Scavenius dertil en Kommentar, der ikke er til at misforstaa: »At Hr. Cold til Bestyrelsen af de fremmede Sager medbragte det, at være fremmed for Sagerne, skal ikke bebrejdes en forstandig Mand. Betænkeligere vilde det være, om hans Uerfarenhed skulde forøge en Afhængighed, der er en Følge af et mangeaarigt Protegéforhold og af en Indflydelse, som var i Stand til at gøre ham til Udenrigsminister til Erstatning for den Gesandtpost, der ikke lod sig gennemtvinge. Det nuværende Tidspunkt er maaske heller ikke det bedst egnede til at vælge til en politisk Tillidspost en Mand, der ved sin tidligere Stilling som Direktør for D.F.D.S. stod det feberagtige Forretningsliv under og efter Krigen saa nær.« Rygtet har nu, erklærede Scavenius endvidere, med Bestemthed udpeget Etatsraad H. N. Andersen som den politiske Magtfaktor, der havde haft bestemmende Indflydelse paa Ministeriets Stilling, og overfor saadanne Forhold syntes det dog at være paakrævet, at denne mægtige Mand, naar han endelig attraaede en politisk, specielt en udenrigspolitisk Rolle, ogsaa fattede Mod til at træde offentlig frem.

Saa sikkert det er, at Erik Scavenius havde nogen Grund

128

til at fremsætte saadanne Angreb, Angreb, hvis delvise Berettigelse ogsaa i den følgende Fremstilling vil blive godtgjort, blev disse dog pure afvist af H. N. Andersen i en Erklæring af 24. novbr. 1922. Deri gives Udtryk for Beklagelsen af, »at en Mand, der var Udenrigsminister under Krigen, og under hvem jeg har udført et loyalt Arbejde af langt større Rækkevidde og af intimere Art, end Talen antyder, har ladet sig

forlede til at fremsætte urigtige Sigtelser om mit Forhold til Ministeriet Neergaard.« Samtidig faar Scavenius bl.a. af »Nationaltidende« kraftigt læst og paaskrevet, og navnlig imødegaaes hans Paastand om, at Samarbejdet med ham altid var foregaaet »saa aabenlyst, som de særlige Omstændigheder tillod«'. Hertil bemærker Bladet, at de lukkede Rigsdagsmøder, i hvilke der blev givet fortrolige Oplysninger, havde været alt andet end behagelige, ja ligefrem pinefulde, »dels derved, at de intet som helst sagde netop om det, Rigsdagen gerne vilde vide Besked med, dels derved, at Hr. Scavenius benyttede sig af Krigsforholdene, som hindrede Rigsdagsmændene i at give Hr. Scavenius Svar paa Tiltale, til at te sig saa anmassende og uhøfligt overfor Rigsdagsmændene, at intet andet Forhold end netop de alvorlige Forhold, Rigsdagen var samlet under, friede ham for en Behandling, der nok skulle have retledet ham med Hensyn til, hvem han stod overfor.” Det konservative Organ raser, i Anledning af de af Scavenius bragte Afsløringer, over denne Mand, der ganske havde savnet Evner til at, vurdere politiske Forhold, og »hvis sygelige Selvfølelse Gang paa Gang har bragt ham til at ofre Landets Interesser for sin Selvdyrkelse«. Bladet vilde have sig frabedt en saadan Mistænkeliggørelse af Landets betydeligste Mænd, navnlig »i et øjeblik, hvor det maa gælde for enhver, der vil Landet vel, at støtte. og oparbejde Tilliden til de faa, Folket endnu tror paa.«

 Paa lignende Maade gik »Berlingske Tidende« og »København« i Rette med Angriberen; førstnævnte Blad mente bl. a., at »Talen vil bekomme Hr. Erik Scavenius’ altid noget skrø-

129

belige Renomme meget ilde.« Endog »Politiken« forholder sig meget reserveret overfor Talen. Det konservative Folketingsmedlem Povl Drachmann ser sig i Anledning af disse Angreb foranlediget til i Bladet »Nordjylland« at kalde paa en dansk Mussolini, medens han samtidig kraftig pointerer, at denne personlige Kritik af Lederen af et saa stort Foretagende som Ø. K. er uforsvarlig. Og denne Afvisning faar sin Pointe ved et Gensvar, som ligefrem er symptomatisk for den Diskussion, der, efter Landmandsbankens Sammenbrud i næsten halvandet Aar behersker den offentlige Diskussion. Han taler nemlig om de andres Skyld og mener, at den fra radikal Side fremsatte Kritik maa virke dobbelt utiltalende; »thi den Polyp, som har eksisteret her i Landet, og som virkede bag Kulisserne med en uhyggelig Magt, det var hele den Tafelrunde, der grupperede sig om Landmandsbanken, og som var intimt allieret med den officielle Radikalisme.« Statsminister Neergaard afgiver til sidst en officiel Erklæring i Sagen, ifølge hvilken »Etatsraaden aldrig har øvet eller søgt at øve nogen Indflydelse paa Regeringens Politik«, en Erklæring, som desværre ikke ledsagedes af nogen Oplysning om, hvorfor bl.a. de dansk-russiske Forhandlinger strandede. Men da Angrebene var meget haardnakkede, maatte H. N. Andersen tilsidst endnu 2 Gange udsende Erklæringer, af hvilke den ene indeholder særlig vægtige Oplysninger. I en Udtalelse af 28. november 1922 hedder det nemlig bl.a:

 »Om Forhandlingerne med Rusland kan jeg give den Oplysning, at forhenværende Udenrigsminister Harald Scavenius uopfordret fra min Side personlig henvendte sig til mig i Slutningen af Juli 1921 for at høre min Opfattelse med Hensyn til Afslutning af en Traktat med Rusland. Efter at have hørt hans Fremstilling udtalte jeg som min egen upaavirkede Opfattelse, at Tiden endnu ikke var moden til Afslutning af en saadan Traktat, naar den skulde hvile paa saadan Gensidighed, som Jeg mener er nødvendig for et tilfredsstillende Resultat, - en Opfattelse, som jeg overhovedet ikke lagde Skjul paa overfor nogen, - men selvfølgelig var der ingen Grund for Kammerherre Harald Scavenius til at handle i Overensstemmelse med denne min Opfattelse, hvis han ikke delte den.

130

Forholdene i Forbindelse med det seneste udenrigsministerielle Skifte kender jeg ikke noget til, og med Hensyn til Udenrigsminister Cold har jeg kun paa derom til mig rettet Spørgsmaal udtalt som min Opfattelse, at han var egnet dertil. - -«

 Efter at Etatsraad H. N. Andersen paa denne Maade i det store og hele havde bekræftet, hvad han vilde modbevise, og viselig ikke med eet Ord var gaaet ind paa de Aarsager, der førte til, at Forhandlingerne i April-Maj 1920 om Oprettelse af et Clearing House i København til Fremme af Handelen med Rusland maatte standses*), forstaar man ogsaa, at han i sit Dementi til »Fyns Venstreblad«, som havde bragt en tydeligere Udformning af de af Erik Scavenius fremsatte Paastande, indskrænker sig til at stemple disse som »meget betydelige Misforstaaelser«.

Midt i al denne Staahej, som paafulgtes af flere Ministererklæringer, stillede Borgbjerg i »Social-Demokraten« den 26. novbr. 1922 et ubehageligt Spørgsmaal til Udenrigsminister Cold: »Foretog De i Sommeren 1916 i Tiden før og efter 11. juli Salg og Køb af Aktier i D.F.D.S.?« Spørgsmaalet var meget nærgaaende, da Cold nævnte 11. juli havde ladet offentliggøre en meget omstridt Erklæring, som bl. a. havde til Følge, at hans Selskabs Aktier sank med 55 Points, medens den samtidig fra tredie Side blev misbrugt til visse ikke særlig sobre Spekulationer.**) Det viste sig straks at Cold ikke selv, som af Borgbjerg antaget, havde gjort et Kup ved at spekulere paa Grund af sine egne Udtalelser den 11. juni. Men det Tema var dermed anslaaet, som skulde give Anledning til et Væld af Avisartikler, til uendelige Debatter i Rigsdagen o. s. v., ja endog til at selve Regeringen stilledes overfor stadig gentagne Krav om delvis eller hel Demission. At Cold havde spekuleret i egne Aktier, endog i meget stor Udstrækning, blev senere konsta-

 *) Jvf. nedenfor Afsnit .7d.

**) Jvf. nedenfor Afsnit 5d.

131

teret, og Striden stod derefter om, hvorvidt en Direktør i et Selskab skulde være berettiget til at eje Aktier i sit eget Selskab, og hvorvidt han maatte indlade sig paa Aktiespekulation. Den 27. novbr. svarede Cold paa Borgbjergs Spørgsmaal: »Jeg kan hertil svare: Absolut Nej, hverken af D.F.D.S.' Aktier eller af Aktier i noget andet Selskab, som kunde paavirkes af Interviewet med mig den 11. Juli.« Han sagde altsaa ikke mere, end han lige kunde staa ved. Etatsraad Glückstadt indrømmede imidlertid den 29. novbr. i et Forhør hos Bankkommissionens Formand Dommer Rump, at Cold 1915 havde spekuleret i D.F.D.S.-Aktier i et Konsortium, i hvilket han ogsaa selv var Medlem. Faa Dage senere forelaa yderligere Erklæringer saavel af Bankkommissionen som af dette Kommissions Medlem Prof. L. V. Birck, af hvilke det fremgik; at Direktør Cold havde været Deltager i et Opkøbskonsortium for D.F.D.S.-Aktier i Tiden fra 1911 til 1916; men at disse Opkøb udelukkende var sket til et fuldtud nationalt og legitimt Formaal. I den Udenrigsministeriet den 1. decbr. 1922 af Kommissionen tilsendte Erklæring oplystes endvidere, at de Køb og Salg, i hvilke Direktør Cold var interesseret, var endelig afsluttet den 16. marts 1916; Kursen var da ca. 270. Den 11. juli 1916, da han offentligt advarede imod Kursoverdrivelse i D.F.D.S.-Aktier, havde Kursen imidlertid været ca. 420: Om Colds senere Spekulationer sagdes der intet i denne Erklæring.

Dog, selve Udgangspunktet for den offentlige Kontrovers, Striden om H. N. Andersens Stilling i dansk Politik, bragtes foreløbigt til en vis Afslutning i en yderligere Redegørelse, som Erik Scavenius den 30. novbr. gav i en Tale i Hobro. Statsminister Neergaards Erklæringer korrigeredes her, idet det pointeredes, at der de facto var bleven forhandlet med Cold om Overtagelse af Gesandtposten i London, og at Colds Udnævnelse til Udenrigsminister ikke alene skyldtes Neergaards Indstilling til Hs. Majestæt Kongen, eftersom Etatsraad Andersen. selv havde vedgaaet, at Spørgsmaalet var bleven forelagt ham o.s.v. Og endelig kunde Scavenius i denne Tale meddele, at Rege-

132

ringen ved Landmandsbankens Rekonstruktion havde foreslaaet at overgive Ledelsen af den nye Bank til Etatsraad Andersen.

Hertil bemærkedes:

 »Lige havde man klaget over, at Etatsraad Glückstadts enevældige Magt over Landmandsbanken lagde for stor en Magt i Enkeltmands Haand, og nu foreslog man at forene Ledelsen af den vidtomspændende Landmandsbank med Ledelsen af det mægtige Foretagende »Østasiatisk Kompagni«. Saadant forstaas ikke uden en Afgudsdyrkelse, som Regeringen ser sin Fordel ved at udnytte.«

 Scavenius pointerede endvidere, at han af to Grunde havde set sig foranlediget til ved sit Fremstød at afsløre Regeringspartiernes, Ministeriet Neergaards forargelige Spil. For det første var det sket, fordi han var en principiel Modstander af, at skjulte Kræfter skulde regere Landet; thi det politiske Livs sunde og naturlige Udvikling taalte ikke nogen hemmelig uansvarlig Side- eller Overregering. I saa Henseende var alvorlig Fare tilstede, da H. N. Andersen var blevet en altfor mægtig Faktor, efter at saavel Industriraadet som Grosserer-Societetets Komité, der under Krigen havde røgtet saa store Opgaver, var vendt tilbage til deres daglige Virksomhed, og efter at Landmandsbanken var brudt sammen. Og for det. andet var han bestemt Modstander. af, at Udenrigsministeriet, som efter hans Mening under Krigen havde naaet en saa glimrende Stilling, efter denne først skulde blive en Kastebold mellem den indbyrdes kæmpende Højfinans og endelig, efter Landmandsbankens Rekonstruktion, skulde nedsænkes til at blive blot et Kontor under Østasiatisk Kompagni.

Dette Gensvar ramte, ramte haardt. Ikke med et Ord blev de saglige Paastande, Scavenius fremførte, imødegaaet i de borgerlige Partiers Presse. Derimod rasede disse Blade over de sidste Afsløringer. Mest hensynsløst »Nationaltidende«, som tillod sig ligefrem pøbelagtige Angreb mod »den forhenværende Udenrigsminister, forhenværende adgangsberettiget til anstændigt tænkende Menneskers Selskab«, og som med Hensyn til

 133

 Talen i Hobro bemærkede, at den ikke indeholdt noget som helst nyt og tilføjede: »Fra den ædelige Brændevins Hjemstavn er der denne Gang kun kommet det rene Fusel og Bundfald.« Dog: Mod alle disse Grovheder fandtes der dog et væsentligt Modargument i Højrebladet, idet der nemlig i den ledende Artikel den 1. decbr. 1922 bemærkedes, at det virkede »ganske ejendommeligt at høre en radikal Eksminister, en af Mændene fra den Tid, da alt afgjordes udenom Rigsdagen og i mange Tilfælde efter Tilskyndelse fra radikale Koryfæer - tænk blot paa Navnene Ballin og Heilbuth! - at høre ham beklage sig over udefra kommende Indflydelse!«

Dette var som sagt Optakten til en næsten halvandet Aar varende offentlig Kontrovers om de Magtfaktorer, der i det skjulte havde regeret Landet og ført det ud i en næsten uoverskuelig Katastrofe.

Skærmydslerne førtes saa smaat videre i de første Decemberdage. Grev Bent Holstein var i en Artikel om den politiske Situation (Nat. Tid., 1. 12. 1922) inde paa den Tanke, at Ministeriet Zahle under Verdenskrigen havde staaet i en intim Forbindelse med en vis Del af Højfinansen, særlig repræsenteret ved Landmandsbanken. Zahle protesterede, gjorde navnlig gældende, at han med sine Ministerkolleger aldrig havde tilhørt Landmandsbankens Spekulantkredse saadan som Hr. Cold. »Finanstidende«s Redaktør, Carl Thalbitzer, ansaa Udenrigsministerens Spekulation i egne Aktier for »fuldkommen hæderlig og lovlig«. Det kunde vel nok være et Taktspørgsmaal, i hvilket Omfang en Mand, der var Direktør for et Selskab, kunde blive interesseret i Køb og Salg af sit eget Selskabs Aktier, men det maatte være en Sag, der udelukkende maatte ordnes mellem Cold og det af ham ledede Selskab. I »København« spørges Zahle, hvad han mener

om en Regering, der har hjulpet Hr. Emil Glückstadt med at bortdestillere 150-200 Mill. Kr. og har staaet i nærmeste Kontakt med Heilbuth, som nu skyldte Landmandsbanken adskillige Millioner Kroner.

Zahle erklærede tilslut den 14. decbr. i et politisk Møde i Storehedinge, at det Forhold, Cold havde været indviklet i, var strafbart i mange Lande, og han sluttede sig til Erik Scavenius Paastande om det tredie Ting. Rygter begyndte at gribe om sig, hvorefter Ministeriet Neergaard for tredie Gang skulde rekonstrueres.

Da fik Diskussionen pludselig en kraftig Opdrift ved de sensationelle Oplysninger, en af det radikale Partis Stiftere, Forfatteren, Kommunelærer Osvald Hansen, offentliggjorde vedrørende Herman Heilbuths Stilling indenfor sit Parti.*) Her var der for første Gang Tale om »Rigsforstanderen«, der ikke blot havde financieret det radikale Parti siden dets Stiftelse, men som tillige ifølge sin Stilling som Partiets Mæcen havde en afgørende Indflydelse paa Partiets politiske Kurs og paa Regeringens Foranstaltninger.

Osvald Hansen paapegede navnlig, at Herman Heilbuth til Stadighed havde sat store Midler i de radikale Provinsblade saasom »Jydsk Morgenblad« i Aarhus samt de radikale Smaablade i Odense, Næstved og Nykøbing. Med »Politiken« fik han imidlertid aldrig at gøre. Desuden financierede han Partiet. Hvor stor en Sum, han havde stillet til Raadighed for disse Formaal, kunde selvfølgelig ikke oplyses; men Hansen gik ud fra, at Understøttelserne nok kunde have andraget en Million Kroner. Før Krigen havde han og hans Meningsfæller ikke gjort sig store Tanker om, hvorfor Heilbuth viste saa stor en Offervilje. Men senere havde Udviklingen til fulde ladet erkende, at Heilbuth havde ydet denne Indsats for at faa Indflydelse paa Landets politiske Forhold. Allerede det i Odense i 1905 vedtagne Partiprogram, som for en væsentlig Del var affattet efter de af Heilbuth givne Direktiver, viste, at det nu

*) Jvf. Artiklerne: »Rigsforstanderen paa Vintappergaarden« (Nat. Ti4., 16. decbr.) og »Det radikale Venstre fra Vuggen til Graven« (Nat. Tid., 18., 19.,21. og 29. decbr. 1922). - Jvf. ogsaa Art.: »Den radikale Regering og Krigsforretningslivet«, Nat. Tid., 21. decbr. 1922.

 

Direktør H. P. Heilbuth.

F. 27. Maj 1861 i København. Bl. a. Medlem af Landmandsbankens

Bankraad og Bestyrelse 1914-22. Efter Verdenskrigen endnu Bestyrelses

medlem i store Foretagender, bl. a. Medlem af Bestyrelsen for Dansk

Svovlsyre og Superphosphat Fabrik og flere af dens Datterselskaber fra

1921 (Formand 1934-42).

 Efter »Nationaltidende«, 16. 12. 1917.

Da en af det radikale Partis Stiftere, Forfatteren Osvald Hansen, fremsatte sine opsigtvækkende Afsløringer om Heilbuths politiske Virksomhed under Verdenskrigen, bragte »Nationaltidende« det ovenstaaende Billede af Villaen, hvor det udentings Landsstyre holdt sine fortrolige Raadslagninger og berygtede Krigsmiddage.

135

 kun var Partiet om at gøre at erobre den politiske Magt, den Magt, hvis Opnaaelse Heilbuth ansaa for fornøden til at kunne varetage sine personlige og sine Venners finansielle Interesser. Deri viste Heilbuth sin særlige politiske Begavelse, at han erkendte Nødvendigheden af at sikre det af ham financierede og af hans Velvilje afhængige Parti Statsmagten for at kunne lede denne Magts økonomiske Foranstaltninger ind i det

Spor, der gavnede Højfinansen bedst. Osvald Hansen beretter dernæst, at de radikale Ministre Ove Rode og Dr. P. Munch samt Redaktør Bransager til Stadighed mødte til politiske Raadslagninger paa Heilbuths Villa »Vintappergaarden« i Lyngby, og at det var her, det radikale Partis Taktik blev fastlagt. Statsminister Zahle lystrede blindt de Anvisninger, som blev givet herfra. Kun Finansminister Edvard Brandes, der ikke kunde udstaa sin formaaende Racefælle, og - som »Nationaltidende« siger - af private Grunde ikke kunde taale at være i Stue med »Rigsforstanderen«, forholdt sig stærkt reserveret. (For Heilbuth maatte det imidlertid ogsaa være tilstrækkeligt at kunne udøve sin Indflydelse paa Rode og Munch, da Edvard Brandes jo alligevel aldrig kunde blive farlig, eftersom han var Jøde og som paavist følte sig nært knyttet til Emil Glückstadt.) Hansen bemærker hertil: »Vi maa huske, at Landmandsbanken repræsenterede Finanskredse, der først »kom op« i Begyndelsen af dette Aarhundrede, Kredse, der var i den højeste Grad interesserede i at opnaa politisk Indflydelse, - denne Indflydelse skaffede Hr. Heilbuth dem ved sin geniale Ide: at skabe et nyt demokratisk Parti, der samlende Landets Intelligens, maatte have Fremtiden for sig.«

Ad to Veje havde Heilbuth herefter under Krigen forsøgt at varetage de Kapitalistkredses Interesser, der samlede sig omkring Landmandsbanken. - Osvald Hansen mener for det første, at Glückstadt uden Betænkelighed var gaaet med til den hasarderede Finansiering af den mægtige Import, fordi han »ikke tvivlede om, at han gennem Hr. Heilbuth kunde bevæge Hr. Ove Rode til et Importforbud, der vilde have tvunget den

156

 danske Befolkning til at købe de indførte Varer til høje Priser.« Disse Forventninger slog dog fejl, da det radikale Ministerium maatte træde tilbage i Marts 1920. »Var Ministeriet Zahle,« siger Hansen, »ikke blevet styrtet, er det muligt, at Landmandsbanken og Hr. Heilbuth havde klaret sig.« Dernæst hævder Osvald Hansen, at Heilbuth i særlig Grad gavnede Højfinansen ved stadig at fremtvinge Restriktioner overfor Mellemstanden, Landbruget, osv., medens Kapitalmagten gik Ram forbi. De Restriktioner, som gennemførtes ved Forbud mod Kædehandelen, ramte aldrig det første Led i Kæden! Derfor kom Loven først til at virke fra det Øjeblik indenfor Handelsomsætningen, hvor »Højfinansen havde solgt Varerne med den Fortjeneste, den kunde opnaa i den foreliggende Situation.« Aldrig forsøgtes nogen Kontrol med Storimportørernes Køb i Udlandet og deres Fortjeneste. Derimod blev enhver. Avance, Mellemhandelen, beregnede sig, paa det skrappeste kontrolleret. Og ved alt dette tjente Hr. Glückstadt og Hr. Heilbuth Millioner, og »var lige glad, hvordan det ellers gik«. Da der i Anledning af disse Afsløringer rettedes skarpe Angreb mod det radikale Venstre, saa fhv. Statsminister Zahle sig atter foranlediget til at tage til Genmæle. Den 16. decbr. 1922 lod han offentliggøre en udførlig Erklæring, i hvilken han forsøger at bortforklare de af Osvald Hansen skildrede Forhold. Han bestred bl.a., at Heilbuth var Partiets Kasserer, men afviste imidlertid ikke Paastanden om, at denne Mand havde ydet store Tilskud til Parti og Presse, han taler i saa Henseende tværtimod om Heilbuths store Offervilje. Han ved ikke saa særlig meget om de Ting, der staar til Diskussion, men saa meget ved han dog, at Heilbuth »aldrig har været karrig med Arbejde og Støtte til sit Parti, at dette aldrig har været nogen Fordel for ham selv« osv. Zahle berømmede derefter Herman Heilbuth for hans uselviske Hjælp og hans sociale Sindelag, idet han bl. a. bemærkede:

 »Hele Hr. Heilbuths Virksomhed i det offentlige Livs Tjeneste under Krigsaarene ligger ganske aaben i de Indstillinger fra Den overordentlige

137

Kommission m. v., som efterhaanden er udgivet. Han samarbejdede herunder med Mænd og Kvinder af alle Partier og alle Erhverv og har aldrig virket som Landmandsbankens eller i det hele taget som Højfinansens Mand. Han lagdes tværtimod for Had som Krigsforretningslivets og Kapitalens Modstander. Derfor opgav han efter Generalforsamlingen paa Børsen sin Stilling som Medlem af Grosserer-Societetets Komité Hr.

Heilbuths Virksomhed under Krigen har altid været i god Overensstemmelse med Partiets Ideer. Hvorledes skulde den Mand, der stemte for Regulering af Priser, Fragter og Dividender, kunne tjene Højfinansens Interesser? Hr. Heilbuth har i Den overordentlige Kommission som Regel stemt sammen med Professor Birck, og de to Mænd kan altsaa ikke have tjent modsatte Interesser. - Hr. Heilbuths økonomiske Forhold før og nu er mig selvfølgelig ikke nøje bekendt. Jeg mener kun at vide saa meget, at Hr. Heilbuth var en rig Mand, da han i 1914 traadte ind i Landmandsbankens Bankraad, men at han er traadt ud af Bankraadet som det modsatte.«

Med en saadan uvederhæftig Argumentation mente altsaa C. Th. Zahle at kunne forsvare en Mand, der under Krigen havde været en af Landets mest samvittighedsløse Børsjobbere, en Mand, der kun ofrede de store Midler paa Partiet for at varetage sine egne store Pengeinteresser. Det er Landets Statsminister gennem Krigens Aar, der optræder saaledes! Han tør paastaa, at Heilbuth ikke var Højfinansens haandgangne Mand, omendskønt det allerede. i Forvejen var blevet offentligt bekendt, paa hvilken Maade han ved en særlig uredelig Dividendepolitik i Dampskibsselskabet »Vesterhavet« trods fantastiske Milliongevinster forstod at unddrage sig de høje Krigsskatter paa Indkomsten. Der tales om Heilbuths uegennyttige Virksomhed, medens han i Virkeligheden drev et forargeligt Dobbeltspil ved paa Skrømt at føre en Kamp mod de saakaldte »Krigsforretningsmænd«, for samtidig selv til det yderste at udnytte Krigskonjunkturerne til egen Fordel og i hemmelige Raadslagninger med Regeringens Mænd at fremme Krigsforretningsmændenes Sag. Og saa forsøger fhv. Statsminister. Zahle endog at fremkalde det Indtryk, at Heilbuth uforskyldt havde ofret Penge paa Landmandsbanken, oprindelig var en rig Mand, men senere havde tabt alt, medens Sandheden dog var den, at han ved sine fantastiske Spekulationer i Aktier, Valuta og

138

 Malerier satte Millioner over Styr og derved selv paaførte Banken Milliontab! »Nationaltidende« havde yderligere rettet det Spørgsmaal til fhv. Statsminister Zahle, om det radikale Parti var rede til at tilbagebetale Landmandsbanken de Penge, som det i Aarenes Løb havde modtaget som Gave fra Partiets Mæcen. Dette Spørgsmaal blev ubesvaret.

Selvfølgelig forsømte heller ikke Bladene eftertrykkeligt at afvise den ejendommelige Erklæring om Direktør Heilbuths Rigsforstanderskab. »Berlingske Tidende« skrev bl. a.: »Den røber hist og her en Naivitet, som man efter Omstændighederne vil tilskrive Forfatterens gode Hjerte eller hans mindre gode Forstand. Et Spørgsmaal som det, hvorledes en Mand med Hr. Heilbuths Iver for Prisregulering skulde tjene Højfinansens Interesser, eller en vemodig Bemærkning som den, at Hr. Heilbuth er gaaet ud af Landmandsbankens Bankraad som en fattig Mand (hvor mange af hans Kolleger har været heldigere?), er ikke skikkede til at paavirke Offentligheden i den Retning, Hr. Zahle ønsker.« - »Børsen« bemærkede: »Og naar Hr. Zahle tilføjer, at Direktør Heilbuth derfor(!) opgav sin Stilling som Medlem af Grosserer-Societetets Komitè, saa er det et højst eufemistisk Udtryk for den Kendsgerning, at Hr. Heilbuth paa den bevægede Generalforsamling i 1918 hentede sig et saa eklatant Mistillidsvotum, som det ingen Sinde tidligere var set paa Københavns Børs." og som trods hans Forsøg paa at sidde det overhørigt - efter faa Dages Forløb tvang ham ud af Komitéen.« Ogsaa den Kommentar, Regeringsbladet »København« bragte, var ikke uden Interesse. Med Hensyn til Heilbuths Financiering af den radikale Provinspresse bemærkedes bl. a. følgende: »Naar Hr. Zahle f. Eks. søger at give det Udseende af, at Hr. Heilbuths Forhold til den radikale Presse indskrænker sig til, at han en Tid har været Udgiver af radikale Blade i Nykøbing paa Falster, er dette jo haandgribeligt urigtigt. Han har vitterligt paa én Tid desuden været Ejer af det radikale Næstvedblad og haft store Aktieinteresser i andre Provinsblade, ligesom han gennem sin Indflydelse paa »Den frie Presse«

139

 havde Haand i Hanke med andre Blade.« Zahles Fremhævelse af, at Heilbuth var gaaet fattig ud af Landmandsbanken, afvises kraftigt med Henvisningen til, at "det jo mildest talt ikke er Bankens Interesse, at han er kommen til at skylde den henimod 8 Mill. Kr.« Og den absurde Sammenligning mellem Bircks og Heilbuths Virksomhed som Krigsforretningernes og Kapitalismens Modstandere afvises lige saa eftertrykkeligt i Regeringsbladet, idet der hertil bemærkedes: »Der er bare den lille Forskel, at Hr. Heilbuth samtidig med, at han talte imod Krigsforretningerne og Kapitalismen, har vist sig at være interesseret med Millionbeløb i kapitalistiske Spekulationer. Det har Birck ikke været.«

Men den vægtigste Imødegaaelse kom atter fra Osvald Hansens Side, som gentager, at det var Heilbuth, der i sin Tid havde financieret den lille Flok Mænd, som det i Løbet af kort Tid blev muligt at danne Rammerne for et helt Landsparti, og at »han skabte med sine Penge Organisation og Presse, længe før der var Vælgere«. Han maatte handle saaledes, fordi han havde Brug for et Parti, der kunde overtage Regeringen snarest muligt. Han »fristede de Mænd, der opnaaede fremskudte Poster indenfor Partiet, Zahle, Munch og Rode med sine Penge«, pressede paa, at de skulde tage imod Pengene for Partiet, da det dog ikke kunde lønne sig at virke et langt Liv uden Resultater. Derefter tilføjede han: ”Hr. Zahle var den, som forstod mindst. Han blev altid holdt ude. Det er vel derfor, han i disse Dage udses til at udstede Erklæringer. Hr. Heilbuth var ikke Partiets Kasserer, siger Hr. Zahle. Naa, det var han ikke! Hr. Zahle bør spørge sig for hos Hr. Rode«. Om Dr. Munch bemærker Osvald Hansen, at han altid var en tør Dogmatiker, urokkelig i sine Meninger, en Mand, som bl. a. virkelig troede paa, at der aldrig mere vilde blive Krig i Verden. Rode betød adskilligt mere, havde Førerevner og taktisk Dygtighed, ”men netop hans Karakter gjorde ham til et let Bytte for Hr. Heilbuth«. Han tog imod Pengene til sit Parti, de Penge som var Fundamentet for Ministeriet Zahle. Endelig

140

gjorde Osvald Hansen gældende, at Zahles Erklæring om, at Hr. Heilbuth stedse var i Overensstemmelse med sit Partis Ideer, ikke var helt urigtig, blot i en noget anden Mening end den af Zahle hævdede. Kort og knapt repliceres hertil, at »baade Partiet og Ideerne var hans«, d. v.s. Heilbuths. Til Forsvar for sit Fremstød mod sit eget Parti, som han havde tilhørt med Liv og Sjæl, erklærer han til Slut, at han maatte handle saaledes, fordi den Lovgivning, som Højfinansens Interesser havde paatvunget Samfundet, havde ført til almindelig Demoralisation og Korruption, og fordi Landet langt om længe var havnet i en Fordærvelse af offentlige Forhold, som var rent ud forfærdende.

Med Hensyn til Heilbuths Stilling overfor Ministeriet Zahle kunde der herefter ikke mere bestaa nogen som helst Tvivl. Han var den radikale Regerings Mellemmand ved Landmandsbanken, var Regeringens specielle Raadgiver i økonomiske Spørgsmaal ligesom andre betydende Racefæller var det, og han bidrog sit til, at det vilde, forbryderske Spil om Samfundets Værdier under det radikale Styre kunde gennemføres uanfægtet til den bitre Ende.

Diskussionen om den hemmelige, uansvarlige Side- eller Overregering, der under Zahle-Ministeriet havde forvoldt Landet saa ubodelig Skade, førtes nu videre i lange Baner, medens samtidig Glückstadts overmægtige Indflydelse paa Venstre-Ministeriet Neergaard droges frem i Dagens Lys. Men langt om længe blev man dog betænkelig ved altfor indgaaende at tale om det saakaldte tredie Ting, da jo i sidste Instans intet af de parlamentariske Partier kunde sige sig fri for Skyld i saa Henseende. Og jo længere Forhandlingerne i Landmandsbanksagen skred fremad, des klarere naaede det ogsaa til alle Befolkningskredses fulde Bevidsthed, at det i Virkeligheden havde været Kapitalmagten, der under og efter Verdenskrigen havde ledet Landets Skæbne. I utallige Indlæg i Pressen, i omfattende Debatter paa Tinge stod dette Forhold til Diskussion, men intetsteds fandt det mere slaaende Udtryk end i den Kom-

141

 mentering, Dagens Stridsspørgsmaal fandt i Handelsstandens eget Organ »Finanstidende«. Her bragtes bl. a. den 18. april 1923 følgende enestaaende rammende Karakteristik af Forholdene:

 »Vore større Selskaber ledes af en lille Kreds af Personer, som næsten alle tilhører det samme sociale Milieu. Snart optræder de som Direktører, snart som Bestyrelsesmedlemmer, men det forbliver samme sluttede Kreds. Det er som et Spil Kort, man kan blande dem, som man vil, saa bliver Antallet dog kun 52, og de er afpassede saa glat og nydeligt efter hinanden, at de uden at krølles kan skifte Haand. . .. Trods al Parlamentarisme styres vort elskede Fædreland af de sammenspistes Klub, de 52 Tordenskjolds Soldater tropper op overalt, hvor Trompeten kalder, og som Regel bestemmes endda det mindste ved Bestyrelsesmøderne, for som oftest har nogle enkelte særlig entreprenante i Forvejen arrangeret Brikkerne, saadan som det skal være.«

Saadan var i Virkeligheden Stillingen under det radikale Ministerium Zahle. De førende Finansmænd, der sad indenfor Bankerne og de store Industri- og Handelsselskaber, var dem, der regerede Landet. Rigsdagen havde selv sat sig ud af Spillet. Regeringen ligeledes. Og alle parlamentariske Partier var rørende enige om, at det ikke kunde være anderledes, lige fra Socialdemokratiet og det radikale Venstre, der dannede Ministerium med Edvard Brandes som Finansminister og lod dennes Racefæller danne en hemmelig Overregering, det tredie Ting, til Venstre og navnlig de Konservative. Den gyldne Internationales Eksekutivorgan var dannet, og overfor denne Instans faldt Ministeriet Zahle villigt til Føje. Dog, da Zahle-Regeringen faldt, var denne Overregerings Tid ikke endt, Ministerierne Liebe og Friis var yderligere dens

142Værk, og det saakaldte tredie Ting, Højfinansen, opnaaede næppe mindre Myndighed under det paafølgende Ministerium Neergaard. Man fristes snarere til at hævde: Tværtimod! 

b) De skjulte Kræfters Spil under Paaskekrisen1920..

Det ligger lige for Haanden, at den jødiske Højfinans, som havde opnaaet saa overmægtig en Stilling under det radikale Ministerium, ikke uden videre vilde rømme Pladsen. Derfor undrer det ej heller, at det i de kritiske Paaskedage 1920, da der efter Zahles Tilbagetræden i Løbet af godt en Uges Tid dannedes to nye Ministerier, kom til en alvorlig Holmgang med Finansverdenen, hvis modstridende Interesser væsentlig bidrog til at forplumre Forholdene og at skærpe Krisen.

Forsaavidt der foreligger Undersøgelser om Udviklingen i hin Paaskekrise, gaaes der almindeligvis ud fra, at det var et udenrigspolitisk Problem - Striden om Internationaliseringen af Mellemslesvig - og et indrepolitisk - Striden om Indførelsen af nye Valgbestemmelser, der gav Stødet til de alvorlige Begivenheder i Slutningen af Marts og i Begyndelsen af April 1920. Der var selvfølgelig saadanne Faktorer, som spillede ind, men den dybeste Grund maa alligevel søges andetsteds, der, hvor Finansgrupperne stredes om Magten. Som det nedenfor vil blive nærmere belyst,*) var i Marts Maaned Forhandlingerne paabegyndt med Sovjet-Repræsentanten Krassin vedrørende Oprettelsen af et internationalt Clearing House i København, ved Hjælp af hvilket Ruslands Handel med Udlandet skulde genopbygges og centraliseres i København, medens der samtidig skulde findes Udveje til, at Ruslands Kreditorer, deriblandt i første Række Danmark, kunde faa Dækning for deres russiske Tilgodehavender, og disse Bestræbelser støttedes af Zahle-Regeringen. Her var der yderligere en Chance

 

*) Jvf. Afsnittene 3d og 7d.

143

for, at navnlig Transatlantisk Kompagni kunde redde en Del af sine udenlandske Interesser og skabe Grundlaget for en Sanering og Videreførelse af det store Datterselskab, det Russiske Handelskompagni. Dermed vilde det samtidig have været muligt at sikre Landmandsbanken mod altfor store Tab af dens omfattende Spekulationer paa det russiske Marked. Dette maatte selvfølgelig være det radikale Ministerium Anledning nok til at bevare Styret, indtil disse Forhandlinger var afsluttet.

Saa langt naaede Regeringen rigtignok ikke. Men det lykkedes dog under Ministeriet Friis, at der afsluttedes Overenskomst mellem de danske Repræsentanter M. A. Abrahamson og Carl Holbek paa den ene og Krassin paa den anden Side som Repræsentant for de kooperative russiske Organisationer. Selve Agreement'et blev underskrevet Fredag den 23. April. Der var opnaaet Enighed om, at en international Konference skulde indkaldes til København til den 20. Maj s. A. og at Indbydelserne dertil skulde udgaa, saasnart Industriraadet og Grosserer-Societetet havde givet deres Tilslutning til den trufne Ordning. Ifølge de Oplysninger, som senere blev bekendtgjort i de saakaldte »hemmelige Beretninger«, viste det sig da ogsaa, at de i den russiske. Handel stærkest interesserede Stater var, villige til at gaa med ind i Forhandlingerne. En udenrigsministeriel Skrivelse fra disse Dage giver tilkende, at Transatlantisk Kompagnis gigantiske Planer havde vakt Interesse i Amerika. Ifølge denne Skrivelse - som ejendommeligvis aabenbart kun har været tilgængelig for en særlig Sagkyndig hos det kommunistiske Ugeblad »Pressen« (offentliggjort i dette Ugeblads Nr. 2 af 8. september 1923) - havde en speciel Repræsentant for den danske Komité, der var udsendt til NewYork, Lejlighed til at forhandle med indflydelsesrige Personer saasom Vanderlip, Cravath, Warderwel og Oberst House. Med Hensyn til disse amerikanske Finansmænds Stilling berettedes endvidere: »Hvis Komitéen dannes, ønsker man snarest et Møde i København mellem danske, franske, engelske og amerikanske Komité

144

delegerede til Drøftelse af Situationen, d.v.s. Muligheden af en Forbindelse med Rusland nu eller senere, Oversigt over Ruslands Behov og Mulighed for dettes Dækning, Ruslands Betalingsevne, samt Tysklands, eventuelt Polens Medvirkning. Jeg anser det for absolut nødvendigt, at Mødet afholdes bl.a. for at sikre Danmarks førende Stilling og foreslaar den 26. eller 28. marts, ikke tidligere.« Allerede her var altsaa den Tilskyndelse givet, som kunde danne Udgangspunktet, for de netop i Slutningen af Marts med Krassin indledede Forhandlinger og som bl.a. fastlagte Indkaldelsen af en international Konference til København til den 20. maj.

Her var det Etatsraad H. N. Andersen saa sine Interesser, truet, og at han, som Følge deraf gav Stødet til de Foranstaltninger, som medførte det radikale Ministeriums Fald. Udadtil søgte man rigtignok at give det Udseende af, at det var Kampen om Flensborg, som i første Linie havde foranlediget de borgerlige Partier til at kræve Dannelsen af en ny Regering. Ogsaa Ove Rode fremhæver i sit Skrift: »Paaskekrisen 1920« dette Udgangspunkt som det afgørende og nævner i denne Sammenhæng, at et Møde af Flensborgbevægelsens Ledere paa Ny Carlsberg den 27. april om Eftermiddagen i saa Henseende havde haft væsentlig Betydning. Hans hele Argumentation bygger paa den Antagelse, at det kun er det nævnte udenrigspolitiske Problem, samt Venstres Udtalelse om Nødvendigheden af Valg, som offentliggjordes samme Dags Eftermiddag der fremkaldte Paaskekrisen.

Men Grunden til Paaskekrisen laa som sagt dybere. Medarbejderen ved »Pressen« kan nemlig yderligere oplyse, at den hviderussiske General Judenitch i Slutningen af Marts 1920 har opholdt sig i København og ved denne Lejlighed havde Forhandlinger med H. N. Andersen, den russiske Enkekejserinde og flere andre højtstaaende Personer, og at der maa gaas ud fra, at H. N. Andersen efter disse Forhandlinger, som fandt Sted dels i det gule Palæ, dels paa Amalienborg, har besluttet at løbe de Harald Plum'ske Planer overende.

Og for at kunne

145

opnaa dette, maatte Zahle-Ministeriet, der vilde sætte alt ind paa at faa Clearing-House-Planen gennemført, styrtes, og et Ministerium skabes, der var villig til, i denne for H. N. Andersens Interesser saa vigtige Sag, at slaa ind paa nye Baner. Men selvfølgelig kunde man derved ikke gaa aabenlys til Værks. Det er derfor ogsaa aldeles forstaaeligt, at Ove Rode i sin Redegørelse over Paaskekrisen 1920 maa lade Spørgsmaalet staa aabent, hvorfor netop Højesteretssagfører Otto Liebe fik Anmodning om at danne det nye Ministerium, og hvornaar det skete i Timerne mellem Ministeriet Zahles aldeles uforventede Afskedigelse Mandag den 29. marts om Formiddagen henimod Kl. 11½ og en eller anden Tid hen paa samme Dags Eftermiddag. Rode bemærker desangaaende: »Det er endnu ganske uopklaret, hvad der er foregaaet paa Amalienborg, efter at Kongens Samtale med Zahle fra Kl. 10 3/4-11½ havde fundet Sted og indtil Liebe paatog sig Ministeriets Dannelse.« Han kan yderligere oplyse, at Liebe endnu om Formiddagen, før Zahle gik til Amalienborg, ikke anede noget om, at han faa Timer senere fra Kongen vilde blive anmodet om at danne et nyt Ministerium!

Zahle mødte nævnte Formiddag Kl. 10 3/4 til Audiens hos Kongen. Om denne saa vigtige Samtale beretter Rode bl. a.: »Den drejede sig først om den sønderjydske Politik og om Stillingen paa Rigsdagen, som Kongen mente var spændt og utryg. Hertil svarede Zahle, at det kunde han ikke mene, siden Forhandlingerne om Valgloven nu var bragt sin Løsning nær, og da Formanden just havde sendt Rigsdagen hjem til en extraordinær lang Ferie. Da Kongen dernæst bragte Valgerklæringerne paa Tale, bemærkede Zahle, at de som afgivet udenfor Tinget var uden nogen konstitutionel Betydning. Kongen tog nu Anledning til at sige, at han ønskede Valg straks og opfordrede Ministeriet til at udskrive det. Zahle udtalte, at han kunde ikke udskrive Valg netop, naar man nærmede sig Afslutningen af Forhandlingerne om at tilvejebringe en Valglov, der sikrede Anskuelserne retfærdig Repræsentation ……….Saa

146

snart Grundlov og Valglov laa færdige, og det kunde hurtigt ske, var Ministeriet rede til at udskrive Valget. Denne Redegørelse besvarede Kongen med en Opfordring til Zahle om at indgive Ministeriets Demission, og da Zahle erklærede, at det kunde han ikke forsvare overfor Folketingets Flertal, som ogsaa efter Kongens Opfattelse maatte være bestemmende for Ministeriet, udtalte Kongen, at naar Ministeriet ikke kunde udskrive Valg, vilde han meddele Ministeriet dets Afsked.« Kongen traf sin Afgørelse, men hvor uklar Situationen i det Hele var, fremgaar bl.a. af, at det afskedigede Ministerium faa Timer senere, da Neergaard havde afvist at danne en ny Regering, anmodedes om foreløbig at fungere videre. Hertil svaredes, at Ministeriet ikke mere kunde træde til som ansvarlige Ledere af Administrationen.

Alt imens synes de hemmelige Kræfter, som af Erik Scavenius var bleven betegnet som det tredie Ting, for Alvor at være traadt i Funktion. Noget efter Kl. 12 havde Kongen sin første Samtale med Liebe, som tilsyneladende har været af orienterende Karakter. Endnu Kl. 3 ½ blev det Offentligheden meddelt, at Neergaard »efter paalidelig Kilde ikke skal danne. det nye Ministerium«. Hvad der alt imens foregik paa Amalienborg, er endnu ikke kommet til Offentlighedens Kendskab. Hvorom alting er: Ø.K.'s Sagfører og Bestyrelsesmedlem i Ø.K.-Selskaber (A/S Orient), Højesteretssagfører Otto Liebe, overtog Dannelsen af det nye Ministerium, og Ministerlisten overraktes Kongen Mandag den 30. Marts om Formiddagen Kl. 11 ½. Liebe overtog herefter selv Stillingen som Statsminister og som Justitsminister. Til Ø.K.'s Inderkreds hørte endvidere Etatsraad Monberg, der blev Trafikminister, og Direktør Hjerl Hansen, der blev Finansminister; begge var Bestyrelsesmedlemmer i flere Ø.K.-Selskaber. Som Forkæmpere for Flensborg-Bevægelsen blev Th. Rovsing og Kammerherre W. Oxholm Regeringsmedlemmer, den første som Undervisningsminister, den anden som Forsvarsminister. Endvidere blev Kommandør Konow

Marineminister, Oberst With Forsvars-

147

 minister, Rektor Hass fra Frederikssund Kirkeminister, Skibsreder M. Suenson Handelsminister, Kammerherre Grevenkop-Castenskiold Udenrigsminister og Gaardejer Porse Landbrugsminister. H. N. Andersen havde altsaa vundet Sejr. Flensborgbevægelsen havde rigtignok samtidig faaet nogle af sine ihærdigste Talsmænd ind i Ministeriet. For den jødiske Kapitalmagt saa Stillingen under disse Forhold ikke særlig gunstig ud, selv om der dog ikke maatte regnes med, at denne Regering vilde føre en udpræget antijødisk Kurs, da H. N. Andersen og de øvrige til Ø.K.'s Inderkreds hørende Personer jo til Stadighed havde staaet i intimt Samarbejde med Landmandsbanken; H. N. Andersen havde endog selv i stor Maalestok været Konsortialdeltager sammen med Glückstadt ved Spekulationer i Aktier i de til Ø.K. hørende Selskaber, og Glückstadt var ovenikøbet Formand for Bestyrelsen i Ø.K. Men selvfølgelig maatte denne Udgang af Konkurrencekampen mellem de førende Finansgrupper føles som en Trusel for de personkredses Vedkommende, som stod i nærmeste Tiiknytning til Landmandsbanken, og det var at forudse, at Modaktionen fra denne Banks Side ikke vilde udeblive.

Den kom. Jøden følte sig i Fare. Glückstadt følte, at hans Indflydelse vilde blive stærkt indskrænket, hvis Kampen yderligere tilspidsede. Og Glückstadt vilde ikke vige, hellere lade det komme an paa en Kamp paa Liv og Død. Underhaanden lod han derfor arbejde hen paa en ny Løsning af Regeringskrisen, hvorved Overformynder Friis propaganderedes som Statsministeremne. Harald Plum havde, som det nedenfor vises, sin Haand med i Spillet, uden Tvivl paa Glückstadts Tilskyndelse. Nødvendigheden af at skabe et Kompromis med den mægtige Leder. for Ø.K. erkendtes, men samtidig blev det ogsaa meget hurtigt klart for Glückstadt, at han i Samarbejde med de forhenværende Regeringspartier vilde kunne gennemtrumfe Dannelsen af et nyt Ministerium. Derfor foranledigedes bl.a. Socialdemokratiet til at lade Arbejdermasserne gaa paa Gaden og at lade Generalstrejken forkynde. Straks efter, at

148

Dannelsen af Ministeriet Liebe var bekendtgjort, nedlagde Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe i et Opraab, som vedtoges paa et Møde den 30. Marts, den mest energiske Protest mod det Dagen i Forvejen begaaede Statskup. Der krævedes Valg, ved hvilket der skulde opnaas en gennemgribende Demokratisering af Forfatningen, Indførelsen af den republikanske Statsform, Etkammersystem og Valgret fra 21 Aars Alderen. Da Paaskelørdag kom, satte de store Demonstrationer ind, efter at Generalstrejkeparolens Bestemmelser allerede tildels var traadt i Virksomhed. Paa Folkemassernes March til Amalienborg lød det med taktfast Smæld »Re-pu-blik«, og paa Pladsen forkyndte »Socialdemokraten«s Redaktør Marinus Kristensen, at de Kredse, der trodsede Folkets Vilje, skulde vide, at hver, Time istemmede nye Tusinder Raabet: Leve Republiken! Det var denne Dag, da der paa Amalienborg om Eftermiddagen ved Femtiden fandt Forhandlinger med de københavnske Kommunalbestyrelses Flertalspartier Sted, medens Folkemasserne samledes udenfor paa Pladsen. Senere hen paa Aftenen, kl. 9, var Partiformændene i Folketing og Landsting tilkaldt, for at der, under Hensyn til de fra Borgerrepræsentationen fremsatte Henvendelser mellem disse Partiformænd kunde skabes en Overenskomst om Valgloven og dermed Grundlag for et nyt Forretningsministerium. Alle Kredse var nu bleven enige om, at Opretholdelsen af Ministeriet Liebe var en Umulighed og at Ro først kunde skabes, naar et Kompromis paa det nævnte Grundlag blev gennemført.

Det blev en livlig Paaskenat paa Amalienborg. Efter omskiftelige Forhandlinger, under hvilke Rigsdagsmændenes Konference lededes af Herman Trier, enedes Partiformændene i det afsluttende Møde med Kongen om, at der skulde dannes et nyt Ministerium, der skulde indkalde Rigsdagen, genoptage Valglovsforhandlingerne og dernæst træffe Forberedelser til et nyt Rigsdagsvalg den 22. april eller saa snart

derefter som muligt. Da Kongen derefter anmodede om, at man foreslog en Mand, der kunde overtage Dannelsen af et saadant Overgangsmini-

149

sterium, undslog Repræsentanterne for de borgerlige Partier sig for at fremsætte Forslag. Ove Rode foreslog derefter Overformynder Friis som en egnet Person. I sin Afhandling om »Paaskekrisen 1920« knytter Rode til dette Forslag følgende Bemærkning (S. 87):

»Han (Friis) havde staaet ganske udenfor Striden, var vel udpræget konservativ, men nød de tidligere Regeringspartiers Tillid for sin Virksomhed under Krigen, hvor han havde gjort Landet store Tjenester. Ogsaa Venstremænd, der havde haft Sæde i Krigstidens Kommissioner og Nævn, havde udtalt sig meget anerkendende om hans ledende og forhandlende Evner. Det var endelig bekendt, at andre havde henledet Kongens Opmærksomhed paa denne Løsning.«

Rode siger intet om denne anden Side, men naar der ses hen til den senere Sammensætning af Ministeriet Friis, som omfattede - den socialdemokratiske Finansborgmester Jens Jensen medregnet - ikke mindre end 6 Personer; der hørte til Landmandsbankens Inderkreds, kan der jo ikke være Tvivl om, hvilken Side, der har »henledet Kongens Opmærksomhed paa denne Løsning«. Ovenikøbet haves endog Vidnesbyrd om, hvorledes en enkelt fremtrædende Personlighed indenfor Glückstadts særlige Vennekreds hin kritiske Paaskelørdag fandt Lejlighed til, som Repræsentant for den af Rode saa forsigtigt antydede anden Side, at forhandle ikke blot med Overformynder Friis, men endog med Hds. Majestæt Dronning Alexandrine. Det er Harald Plum, som i sine endnu ikke tilgængelige Erindringers tredje Bind udførligt beretter om sine Oplevelser Lørdag den 3. April, kort opridser de forudgaaende tre Dages feberagtige Virksomhed, og hvorledes han nævnte Dag ved Frokosttid ved »indløbende Meldinger« havde erfaret, at der herskede »en betydelig Mathed hos de forskellige politiske Partiers Førere«, og at Kongen syntes at vakle i sin Fortrøst-

150

ning til Ministeriet Liebes Politik. Han fortsætter dernæst, at han »begynder at fatte den Overbevisning, at det ved en tilstrækkelig Aktion lod sig gøre at starte et Ministerium Friis, der vilde kunne faa Flertal hos Partierne og blive akcepteret af Kongen«. Dernæst beretter han i sine Optegnelser af 3. April 1920, skrevet i Transatlantisk Kompagnis Palæ, Bredgade 42, følgende:

»Den Mand, der i disse Dage er min første Sekretær i denne Sag, indfandt sig omgaaende hos Overformynder Friis for at faa en tilstrækkelig fast Erklæring fra dennes Side om, at han under visse Omstændigheder vilde overtage Posten som Statsminister. Svaret var ikke utilfredsstillende. Forhandlingerne afbrødes ved Larmen af en Mængde paa Titusinder, der fyldte ikke alene Gaden her udenfor og Marmorpladsen ………..

……Jeg maatte imidlertid tilbage til mine Forhandlinger, som lod til at nærme sig en Afslutning, egnet til at standse de Raab paa Republiken og »Ned med Kongen«, der rungede omkring Amalienborg. Højesteretssagfører Bülow og Overformynderen var meldt blandt de Personer, der bad om Lov til fra Palæets Vinduer at se paa de stormende Masser. Jeg lod de Besøgende faa Vinduerne i mit Værelse til Disposition, medens jeg i Ydings Kontor til Overformynderen i forstærket Form gentog, hvad jeg havde ladet sige til ham for faa Timer siden, og hvad der efter de seneste Begivenheder indlysende stod for mig som det rette. Han syntes at vige tilbage for Planen. Men jeg forstod, at de Betænkeligheder, som han nærede, vilde falde, hvis den Situation indtraf, hvor et Ministerium Friis maatte være den rette Løsning.

Jeg kunde, da han var gaaet, naa at komme op til Overhofmesterinden, inden hun. begav sig over til Taflet, for at meddele de sidste Tilføjelser til, hvad jeg to Timer før havde anmodet hende at forebringe

Kongen efter Taflet. Hun gentog omhyggeligt hvert Ord, for at intet skulde blive misforstaaet.«

 Efter dernæst at have bemærket, at han havde lovet Overhofmesterinden at være tilbage i Palæet Klokken halvni, fortsætter Plum:

»Næppe var jeg kommet tilbage, før Telefonen begyndte at ringe. Det var Overhofmesterinden, der bad mig snarest komme op til sig. Hds. Maj. Dronningen ventede mig efter et hurtigt Taffel. Kongen havde allerede - efter at have faaet min Meddelelse om den ændrede Situation - ladet indkalde alle Partiformænd til et møde Kl. 9. I en Fremstilling paa tre Kvarter udviklede jeg nu for Dronningen, hvorledes den politiske Si-

151

tuation laa for Øjeblikket, og hvorledes det, naar Kongen tog et Ministerium Friis paa de opnaaelige og akceptable Betingelser fra de forskellige Partiers Side, vilde være muligt at afbøde den Kritik, der nu syntes at føre Riget mod en Afgrund og at maatte berede Kongemagten dens Undergang, saafremt Generalstrejken blev sejrrig gennemført, og i hvert Fald forvolde uoverskuelige Ulykker, selvom denne glippede. Jeg belyste Sagen fra alle Sider, gennemgik hver Mulighed og Umulighed, der forelaa, og Dronningen afbrød ustandselig med Spørgsmaal, der viste, hvor nøje Hendes Majestæt forstod, hvad jeg udviklede, og hvor fuldstændig hun delte den Tankegang, der gik ud paa af den forvirrede og ulovlige Tilstand at skabe en enkel og klar Situation, der var antagelig og tilfredsstillende for alle Parter, desuden ogsaa for Kongen personlig. Til sidst bad Dronningen - paa samme Maade som Overhofmesterinden før - om at maatte gentage min Udviklings Hovedpunkter, for at ingen Misforstaaelse skulde kunne indtræde. Jeg kunde fastslaa, at Dronningen havde forstaaet mig fuldstændigt. Overhofmesterinden blev igen kaldt ind fra Sideværelset, hvortil en Dør havde staaet aaben, medens den saa alvorlige Konference under saa usædvanlige Former fandt Sted.

Dronningen, ledsaget af Overhofmesterinden, ilede tilbage i Mørket gennem Haven til Amalienborg, og jeg gik ned til mit Skrivebord, hvor jeg efter Løfte satte mig til at vente ved Telefonen for at høre, om min Nærværelse yderligere skulde blive ønsket, naar Dronningen havde faaet Kongen kaldt ud fra Mødet med Partiformændene.

Kl. 10 ¾ ringede Telefonen, og da jeg lagde Hørerøret, følte jeg mig overtydet om, at den store Konflikt vilde blive løst paa den Maade, som jeg havde fundet fremkommelig. Pludselig fandt jeg mig fuldstændig overvældet efter den stærke Spænding.og de saa voldsomt skiftende Situationer Dagen igennem. Jeg tog ud til Nimb for at faa noget at spise...«

Her gives et levende Billede af, hvor ivrigt udentings Kræfter var paa Færde for at sikre sig Dannelsen af et nyt Ministerium svarende til deres Interesser. Naar fhv. Statsminister Friis i sit Indlæg i »Politiken« (den 2. novbr. 1929) forsøger at bagatellisere de af Plum skildrede Hændelser, vil der næppe være Anledning til at tage dette Gensvar alfor højtideligt, da Friis selv maa indrømme, at han havde modtaget en Mand, som Harald Plum havde sendt i den af denne omtalte Mission, og at han, som han selv bemærker, Paaskelørdag mødte sammen med Plum i Det Transatlantiske Kompagnis Bygning (Kong Georgs Palæ). Han havde nemlig - erklærer han selv

152

 - Aftenen for Folketoget set paa Demonstrationerne fra Hotel Phoenix's Kafe sammen med sin Hustru og en Bekendt (det vil sige Højesteretssagfører Bülow). Derefter var han paa sidstnævntes Forslag sammen med sine Ledsagere gaaet over i Kong Georgs Palæ for fra Vinduerne der bedre at overse Folkemængden. Og dernæst tilføjer han: »Vi traf vistnok da Direktør Plum nogle Øjeblikke og vekslede et Par flygtige

Ord«. Vistnok - naa ja, det kan vel tages som en aaben Indrømmelse.

Friis forsøger derefter ret overlegent at affeje Plums Betragtninger om sin Indflydelse paa Friis-Ministeriets Dannelse med en Bemærkning om, at han var »afgjort tilbøjelig til at henføre Betydningen heraf under samme Kategori som hans tillidsfulde Forsøg, paa at sætte alt paa Plads i det russiske Kæmperiges Kaos«. Denne Overlegenhed virker ikke særlig overbevisende, naar man mindes, at Plum i deri her omhandlede Periode endnu var den uomstridte Leder af Direktør Glückstadts Kælebarn, Det Transatlantiske Kompagni, ja, endog i disse selvsamme Marts-Dage med Etatsraad Glückstadts Mandat og med Udenrigsministeriets Støtte var primus motor i de dansk-russiske Forhandlinger om Oprettelsen af et Clearing House i København. Han ansaas jo for at være en af Landets mest fremsynede Handelsfyrster, et Forhold, som dengang dog vel ogsaa er blevet fuldtud respekteret af Viceformanden i Landmandsbankens Bestyrelse, d. v.s. af Overformynder Friis selv. Det er nemt nok 1929 at raillere over Plums Storhedsvanvid; i Paaskedagene 1920 var Plum i det mindste Hr. Friis ikke mere mistænkelig, end at han kunde forhandle med ham direkte i hans egne Kontorer! Og hvorfor skulde han ikke? Plum nød dog saa stor en Anseelse, at Landmandsbanken paa dette omhandlede Tidspunkt havde indrømmet den af ham ledede Koncern Kreditter, Garantier osv. paa ca. 175 Mill. Kr. Han ansaas skam dengang ikke for at være skør. Tværtimod!

Hvorfor skulde saa ikke Friis forhandle med ham? Med Glückstadts mest betroede Mand?!

Lignende kan siges om Hds. Majestæt Dronningens ejen-

153

 dommeligt bekræftende Dementi, i hvilket Plums Paastande om, at der fandt Forhandlinger Sted hin Paaskelørdagaften, ikke bestrides. Det højofficielle Dementi, som udsendtes den 2. november 1929 om Aftenen af Ritzaus Bureau, indskrænker sig tværtimod til at meddele, »at naar Harald Plum i sine Optegnelser har søgt at give det Udseende af, at han bl.a. gennem en Samtale med Hds. Maj. Dronningen har udøvet Indflydelse paa Udviklingen af de politiske Begivenheder i Foraaret 1920, er dette ganske urigtigt«. At Samtalen ikke har haft nogen afgørende Indflydelse paa Udviklingen, kan sikkert være rigtigt; men ejendommeligt bliver det alligevel, at altsaa ogsaa Dronningen i det danske Kongehus' mest alvorlige Skæbnetime har anset det for tilraadeligt at forhandle med Harald Plum.

Forhandlingerne fandt Sted, og de gennemførtes til Fremme af de Interesser, Landmandsbanken mente at maatte gennemtrumfe ved det nye Ministeriums Dannelse. De danner et Led i de omfattende Bestræbelser, Glückstadt udfoldede for atter at opnaa en dominerende Indflydelse paa Landets Politik, og har saadan set deres særlige politiske Betydning.

Det viste sig jo ogsaa, at den af Harald Plum overfor Dronningen saa varmt anbefalede Ordning senerehen paa Natten dannede Grundlaget for Forhandlingerne om Udnævnelsen af et Ministerium Friis. Selv om Plums Forslag til Dronningen derved slet ikke har spillet nogen Rolle, er det dog en Kendsgerning, at de af Plum udviklede Retningslinier blev fulgt.

 Efter at Rode som nævnt i Paaskenattens Forhandlinger paa Amalienborg havde anbefalet Friis, som egnet Person, gav Stauning straks sin Tilslutning og tilraadede ligeledes Kongen at anmode Friis om at danne det nye Ministerium. Rode udarbejdede Kommunique'et vedrørende Forhandlingernes Resultat.

Om den bevægede Nats Afslutning bemærker Ove Rode derefter i sit Skrift-følgende: »Ved 5½ Tiden om Morgenen kom Overformynder Friis fra Kongen, og i en kort Samtale tilraadede Stauning og jeg ham selv at overtage Forsvarsministeriet.

154

 Stauning opfordrede ham tillige til blandt Ministeriets Medlemmer at optage et Par Socialdemokrater, og iøvrigt drøftede vi med ham, hvorledes H. P. Hanssens sønderjydske Sagkundskab paany kunde knyttes til Administrationen. Ved 6-Tiden forlod vi i Morgenlysningen Slottet, Friis for at danne sit Ministerium, der udnævntes Mandag Kl. 2 og for telegrafisk at kalde H. P. Hanssen til Konference«.

I det Ministerium, Overformynder Michael Petersen Friis dannede, blev nogle Departementschefer Fagministre. Iøvrigt var det Landmandsbankens Mænd, der fik en absolut dominerende Stilling indenfor dette Forretningsministerium. Blandt Regeringsmedlemmerne maatte nemlig til denne Banks Inderkreds regnes:

Statsminister og Forsvarsminister M. P. Friis, Overformynder, Storkors af Dbg. og Dbmd., som var Viceformand i Landmandsbankens Bankraad og bl. a. ogsaa-Formand i »Berlingske Tidende«s Bestyrelse;

Udenrigsminister O. C. Scavenius, Chef for det 1. Departement i Udenrigsministeriet Kammerherre, Kmd. af Dbg., Dbmd., Medlem af Landmandsbankens Bankraad;

Handelsminister H. P. Prior, som var Direktør for Nordisk Kabel- og Traadfabrikker og Medlem af Bankraadet samt Bestyrelsesmedlem i flere af de af Landmandsbanken financierede Selskaber;

Trafikminister K. Riis-Hansen, Departementschef, som allerede 1920 stod i Kontakt med Landmandsbanken, senere blev Direktør i Banken og derefter i forskellig Henseende blev en af Glückstadts nærmeste Medarbejdere, og endelig

Landbrugsminister Chr. Sonne, der ligesom Friis og Prior var Medlem af Landmandsbankens Bankraad.

 (N.B.: Alle, med Undtagelse af O. C. Scavenius, som ikke var Medlem af Bankens Bestyrelse, men af Bankraadet udenfor

155

Bestyrelsen, blev senere dømt i Anledning af Landmandsbankprocessen, baade ved østre Landsret den 7. juli 1923 og ved Højesteret den 29. septbr. 1923.) - Som Repræsentanter for Ø.K.-Kredsen blev derimod betragtet:

Justitsminister F. C. G. Schrøder, der tillige beklædte Stillingen som Departementschef i Justitsministeriet, og

Kirkeminister C. E. A. Ammentorp, Stifts amtmand for Sjællands Stift.

Departementschef Schrøder var 1910-11 Medlem af Bestyrelsen for Østasiatisk Kompagni og senere Medlem af Bestyrelsen for Dampskibsselskabet »Orient«. Dernæst blev Generaldirektør Michael Koefoed Finansminister og Departementschef i Indenrigsministeriet Henrik Vedel Indenrigsminister. Endelig fik ogsaa Stauning sit Ønske opfyldt; idet tillige to Socialdemokrater, blev Medlemmer af det midlertidige Forretningsministerium Friis, nemlig som

Undervisningsminister Skoleinspektør P. J. Pedersen og som Socialminister Københavns Finansborgmester Jens Jensen.

Sidstnævnte var iøvrigt ogsaa medlem af Bestyrelsen af landmandsbankens Byggeselskab, hvis Formand Emil Glückstadt var.

 Stillingen var dermed reddet for Landmandsbanken. Navnlig kunde nu de med saa store Forventninger imødesete dansk-russiske Forhandlinger om Oprettelsen af et Clearing House i København videreføres. Flensborg-Sagen var gledet helt ud; nu var alligevel Udviklingen naaet saavidt, at man ogsaa udadtil aabent kunde vedkende sig, hvorom det i Virkeligheden drejede sig, og at hele Rummelen om Mellemslesvigs Internationalisering kun var Bluff. Liebe-Ministeriet kunde iøvrigt ogsaa uden Betænkelighed træde tilbage nu, idet Hovedformaalet var naaet: den endelige Afskaffelse af det radikale Styre, som havde overdraget hele Magten til den mest renlivede jødiske

156

Højfinans, en Udvikling, som ikke blot havde været H. N. Andersen, men ogsaa Formanden for Industriraadet Alex Foss imod. Begge havde vel nok i meget stor Udstrækning fælles Interesser med de førende jødiske Finansmagter, stod ogsaa i intimt Samarbejde med dem, saasom med Glückstadt, Ballin, Dessau osv., men et vist Modsætningsforhold var alligevel tilstede. Ministeriet Zahle havde navnlig villet forhindre Nyvalg, benyttede sig endog af Typografstrejken til at forhindre, at Kundgørelsen om Rigsdagens Opløsning og Udskrivning af nyt Valg blev spredt over Landet. Men nu blev trods alt Valgdagen fastsat til den 26. April 1920, den blev ogsaa bekendt allevegne, og dermed maatte Sagen gaa sin Gang. Dette Forhold understreges ogsaa af den fhv. Undervisningsminister i Liebe-Ministeriet, Prof. Dr. Thorkild Rovsing, i hans Artikel, Politisk Nytaar« (Tilskueren, Januar 1926, S. 18), hvor han bl. a. bemærker: »De færreste ved, at Ministeriet Liebe hin Paaskenat, da politiske Rævestreger, medens Ministeret intetanende sov, fik Kongen til at afskedige det til Fordel for det Glückstadt'ske Ministerium, allerede havde sejret, havde gennemført sin Opgave: Rigsdagens Hjemsendelse og Udskrivningen af det nye Valg! De Glückstadtske Ministre troede, da de satte sig paa Taburetterne, at det kun var for at holde dem varme til det Zahle'ske Ministeriums Atterkomst, og at Valg endnu kunde forhindres.« Men dette Haab svigtede altsaa.

Baade Socialdemokraterne og de Radikale har senere haft ondt ved at døje, at der blev talt om dette Glückstadt'ske Interregnum. Ove Rode karakteriserede derfor forbitret de aabenmundede Betragtninger i »Politisk Nytaar« som den sidste Fase i en temmelig bedrøvelig Historie om den totale Forandring af en tiltalende rank og lys Skikkelse. Rovsings Skildring af Begivenhederne i 1920, hvori han pludselig var blevet hvirvlet ind, maatte herefter nærmest betragtes i Forbløffelse over, »hvad en i sit Fag højt anset Mand har kunnet debitere paa et ham fremmed Omraade«. Sandheden var altsaa ilde hørt. Der maatte nu engang ikke være Tale om, at Landmandsbanken,

157

Glückstadt, havde afgørende Indflydelse ved Dannelsen af det midlertidige Forretningsministerium Friis.

Af afgørende Betydning var det, at Glückstadt nu for en Stund atter havde Magten i Hænde. Forhandlingerne med Krassin bragtes nu til en Afslutning. Agreementet af 23. april kom i Stand. Men da det efter Valget viste sig, at Venstre havde sejret og dannede nyt Ministerium, og samtidig H. N. Andersen i Skrivelsen af 3. maj 1923 gav sit afvisende Standpunkt tilkende om Planen om Oprettelsen af et Clearing House, maatte Glückstadt lægge Kursen om. Han drog Konsekvenserne paa Stedet. Det første, han gjorde, var Nedlæggelsen af Formandsposten i Det Transatlantiske Kompagnis Bestyrelse.*) Det næste, at han stillede sig til Raadighed for den nye Regering.

Dyrkelsen af Jødevældet blev videreført. Aldrig opnaaede Glückstadt større Indflydelse paa Landets offentlige Forhold og i internationale Spørgsmaal end under Venstre-Ministeriet.

 c) Hvorledes Glückstadt beherskede Ministeriet Neergaard.

 Det var en tung Arv, Venstre-Partiet tiltraadte, da det den 5. maj 1920 overtog Regeringen. Det kunde have ført den økonomiske Udvikling ind i et sundt Spor, kunde have opbygget hele Samfundslivet efter nye Principper, hvis det havde kunnet frigøre sig for den jødiske Indflydelse. Hvordan Folket i de brede Lag saa paa det anmassende Finansstyre, der havde etableret sig under det radikale Ministerium, vidste det; Folket, navnlig Landboerne, ønskede sig fritaget for det jødiske Herredømme. Den antisemitiske Tendens havde ogsaa - omend i en meget dæmpet Form fundet Udtryk i de Angreb, Venstremanden Niels Neergaard rettede mod Max Ballin og Herman

 *) Jvf. nedenfor 7d.

158

Heilbuth i Folketinget den 29. oktober 1917. En vis Forstaaelse for Situationens Alvor paa det her omhandlede Omraade fandtes altsaa indenfor Venstre-Kredse, og da Ministeriet Neergaard senere, i Februar 1924, var udsat for særlig hensynsløse Angreb fra Oppositionens Side, da paapegede fremtrædende Venstre-Politikre som de daværende Ministre Oluf Krag og Svenning Rytter meget eftertrykkeligt de Brist, det radikale Styre havde vist, netop ved at gøre sig fuldkommen afhængige af Kapitalrnagten.

Venstre kendte altsaa Faren.

Partiet havde jo ogsaa netop i de kritiske Uger før Valget, der gav det Flertallet i begge Ting sammen med de Konservative, været Vidne til den Kamp, Finansmagten førte om Herredømmet i Landet. Venstre maatte, hvis det ellers havde staaet frit, allerede dengang have gennemskuet hele Svindelen. Det havde set, hvorledes Stauning og Rode arbejdede hen imod, ved Dannelsen af Ministeriet Friis, for en Tid at sikre Landmandsbankens Mænd Magten i Staten, et Forhold, som netop af Indenrigsminister Krag karakteriseredes efter Fortjeneste i hans Folketingstale den 7. Febr. 1924. I denne Dags Forhandlinger paa Rigsdagen var det nemlig, at Dr. Krag til største Forbitrelse for Oppositionen bl. a. fremhævede det som et særlig betydningsfuldt Faktum i vor Tids politiske Historie, at »Socialdemokratiet og de Radikale ikke helmede, før Landets Ledelse i Paaskedagene 1920 var overgaaet til en Kreds af Mænd, til dem, der havde Socialdemokratiets Tillid«. Da denne Bemærkning vakte Munterhed hos Oppositionspartierne, fortsatte han: »Ja, De ser, det er Udtryk for, at De fortryder det. Disse Mænd lovsang man som de Samfundets Støtter, paa hvis stærke Skuldre alt maatte hvile, om man skulde føle sig tryg. Deres Tiltræden var Betingelse for en Afblæsning af dette Aarhundredes største socialistiske Dumhed i dette Land: Generalstrejken. Det var Landmandsbankens Mænd ……(Borgbjerg: Det er Majestætsfornærmelse), som man krævede sat i forreste Række. (Afbrydelse af Borgbjerg) . ……… Paaskedagenes

159

hemmelige, intime Historie vil, naar Sløret en Gang løftes, sikkert give et godt Bidrag til Belysning af Sammenspillet mellem Socialdemokratiet og Kapitalisme.« Og lidt senere bemærkede Krag, rettet mod Stauning, at Hulheden og Tomheden i dennes Paastande om, at Ministeriet Neergaard havde vist den største Afhængighed af Kapitalmagten, viste sig bedst »paa Baggrund af Tolereringen af disse Svindelens Højkonjunkturaar og af den Tillid til Kredsen. af Landmandsbankens Mænd, som man tilkendegav i Paaskedagene 1920, og som fandt sit Udtryk i Taksigelser til, ja Lobhudling af selve Sjælen i det hele, det Midtpunkt, hvori alle Svindelens og Spillets Traade samlede sig, Glückstadt.« Indenrigsminister Krag vidste altsaa, hvordan Landet laa, da hans Parti i Maj 1920 overtog Regeringen. Selvfølgelig maatte den nye Regering ved dens Tiltræden have lagt Mærke til, hvorledes ogsaa en af de betydeligste Personligheder i den danske Rigsdag, Prof. L. V. Birck, i disse kritiske Dage fremhævede det som et aldeles centralt Problem, at Højfinansen holdtes i Ave. Han havde endnu faa Dage før Paaskekrisen i sin til det konservative Parti sendte Udmeldelseserklæring af 20. Marts 1920 udtrykkelig givet tilkende, at et af hans

Hovedmotiver til dette Skridt var Erkendelsen af Nødvendigheden af, at der til Sikring af Samfundet indadtil maatte kræves et kraftigt Værn mod Storkapitalens Sammenslutninger. Endelig havde Venstre jo navnlig ved Ministeriets Rekonstruktion kort efter den i September 1922 foretagne første Landmandsbanksordning, kraftigt givet Udtryk for, at nu skulde det være Slut med Korruption og Svindel i dansk Politik. Og for at vise, at der stod Alvor bagved, meddeltes det samtidig Offentligheden, at man nu havde foranlediget, at fhv. Direktør C. M. T. Cold fra Det Forenede Dampskibs-Selskab blev udnævnt til Udenrigsminister! - Man sparede da heller ikke det nye Regeringsmedlem for al Slags Forskudslavrbær, idet man navnlig forherligede ham som en helstøbt Karakter, der ved given Lejlighed havde vist Mands Mod til at modarbejde Landmandsbankens hæmningsløse Spekulationer. Thi det var ham, der i 1916 havde vendt sig imod den vilde Hausse i sit Selskabs Aktier ved offentlig at erklære, at Aktierne kun var 205 pCt. værd plus Fremtidschancen og som senere, den 2. April 1921, havde taget sin Afsked fra Selskabet, da han ikke vilde tage Ansvaret for en Udvanding af Aktiekapitalen ved, at der udstedtes 30 Mill. Kr. rentebærende Reservefondsbeviser. I sidstnævnte Tilfælde havde, forklaredes det, Etatsraad Glückstadt trumfet sine Krav igennem, men derefter havde Cold ogsaa taget Konsekvenserne. Oprejsningen skulde han nu faa fra Venstre-Partiet ved at blive udnævnt til Udenrigsminister, og dermed skulde overfor Offentligheden bekræftes, »at Mands Gerning dog undertiden her i Livet faar Mands Løn«. (Regeringsorganet »København«, 10. 10. 1922). Her viste sig altsaa atter Tendensen til at muge ud!

Men ak! Allerede, naar man bliver staaende hos Cold, har den senere Udvikling mere end tilstrækkelig vist, hvor slet det var bevendt, ogsaa indenfor Ministeriet Neergaard med Evnen til at gøre rent Bord overfor de hemmelige Kræfter, der søgte at bevare Samfundsmagten, - det saakaldte tredie Ting.

Cold var dog intet andet end en af Glückstadts ihærdigste Spillebrødre, og hans Forhold baade med Hensyn til Erklæringen fra 11. Juli 1916 saavel som med Hensyn til Bekæmpelsen af Udvandingen af hans eget Selskabs Kapital alt andet end upaaklagelig. Det førstnævnte Punkt gik senere ind som Led i den ligefrem endeløse Diskussion om Colds Spekulationer i egne Aktier og behandles her andetsteds.*) Hvad angaar det andet Punkt, skal her kun henvises til den Redegørelse, enkelte Medlemmer af D.F.D.S’s Bestyrelse (Konsul Erik C. Henius, Godsejer Lassen, Kammerherre I.C. Tuxen og Fabrikant Chr. Hasselbalch) udsendte den 11. Oktober 1922, umiddelbart efter at Glückstadt og Admiral Richelieu var traadt ud af Bestyrelsen. Her fremhævedes nemlig udtrykkeligt, at Bestyrelsen og Direktionen - hvortil ogsaa Hr. Cold hørte!

 *) Jvf. nedenfor Sd,

161

 - havde været enig i ikke at gaa højere med Udbytte end 40 pCt. plus Udstedelse af 30 Mill. Kr. Friaktier! Dette var jo ogsaa en Udvanding af Kapitalen, og Sagen bliver ikke bedre derved, at Cold i denne Anledning svarede, at han selv havde fundet Udstedelsen af Friaktier uheldig, men havde været rede til at gaa med til denne, da den efter hans Skøn ikke vilde virke helt saa skadelig for Selskabet som de 30 Mill. Kr. Reservefondsbeviser.

Galt var det, at Venstre-Ministeriet mente med en Mand som Cold i Spidsen at kunne indlede Rensningsaktionen inden for Højfinansen, men værre var det, at selvsamme Ministerium straks efter dets Tiltræden udbyggede Samarbejdet med de jødiske Kredse, navnlig med Etatsraad Glückstadt Bl.a. fik denne Mand straks overdraget det Hverv at ordne de med Overtagelsen af Nordslesvig forbundne Finansieringsproblemer, ligesom talrige andre Spørgsmaal, der vedrørte Grænselandets økonomiske Skæbne, blev betroet Jøders, bl.a. Naphtali Cohns og Marcus Rubins, Behandling. Heller gik det ikke værre eller bedre, end at Ministeriet Neergaard ogsaa foranledigede, at to af de mest aggressive jødiske Finansmænd, Emil Glückstadt og Max Ballin, fik tildelt de højeste Udmærkelser, idet førstnævnte den 19.

12. 1920 blev dekoreret med Storkors af Dannebrogsordenen. og Max Ballin den 27. 12. 1920 blev udnævnt til Kommandør af 2den Grad af Dannebrogsordenen. Den sidste Udnævnelse vakte sær1ig Opmærksomhed, da Venstre netop havde rettet indtrængende Advarsler mod det radikale Ministeriums jødiske Raadgivere, havde protesteret mod Landsmandsbanksvældet, Ballins Aager osv. Ubegribeligt, at Regeringen under saadanne Forhold kunde gaa med til at tildele en Mand som Ballin denne høje Udmærkelse. Men Venstre-Ministeriet mente i dette Tilfælde at kunne undskylde sig med, at det blot havde underteget en Indstilling, der laa fra Zahles Tid. Saa liden Troskab viste man overfor sine egne Principper. Men hvorfor skulde Neergaard ikke ogsaa med Hensyn til Uddeling af Hæderstegn til Jøder følge de samme Retningslinier som Zahle

162

havde gjort, naar man alligevel vilde lade Jødernes Indflydelse paa Landets finansielle og økonomiske Forhold være eneraadende? Naar det radikale Ministerium havde ladet Mænd som Konsul Erik Semmy Henius og Generalkonsul Dr. jur. Isidor Heckscher, Direktørerne Harald Bing og Benny Dessau udnævne til Kommandører af Dannebrogsordenen, kunde vel Ministeriet Neergaard følge det gode Eksempel og lade Mænd som Ballin og Glückstadt blive hædret paa samme Maade. Glückstadt fik sin Udmærkelse som Anerkendelse for sin energiske Tingen og Købslaaen ved Fastsættelsen af det Beløb, Danmark skulde betale for Overtagelsen af Statsaktiverne osv. i Nordslesvig. Hertil har »Finanstidende« med fuld Ret spurgt, hvor det er, han i Statens Tjeneste har sparet Landet for mægtige Beløb, - som han endog selv havde anslaaet til 60 - 80 Mill. Kr.? - Det kunde være interessant at faa det nærmere belyst. Venstre-Regeringen havde set anderledes paa Sagen; Glückstadt blev Storkorsmand.

 Det er endnu en uløst Gaade, hvordan Glückstadt har formaaet i en snæver Vending ogsaa at vinde Venstre-Regeringens Tillid, saa han i Løbet af faa Aar fik overdraget en lang Række meget betydelige offentlige Hverv. Rigtignok nød han endnu i 1920 en ligefrem overvældende Anseelse, ansaas for den Mand, der som dansk Repræsentant overfor internationale Kredse, og det vil her hovedsagelig sige: overfor al Verdens jødiske Højfinans, havde Mulighed for at gøre en særlig stærk Indflydelse gældende. Men alligevel var dog i 1920 ikke saa lidt blevet bekendt om Kapitalens Magtstræb, saa man nok havde Grund til at være meget varsom overfor denne Kapitalmagtens mest fremtrædende Personlighed. Det skete imidlertid ikke. Finansgrupperne, der forud for Ministeriet Neergaards Dannelse havde ligget i aaben Strid med hinanden, var tilsyneladende meget hurtigt atter kommet til indbyrdes Forstaaelse, og dermed var aabenbart den væsentligste Forudsætning skabt for den Ordning, der atter skulde føre Jøderne til

163

 Magtens Tinde. Efter at Glückstadt viste sig rede til at lade Det Transatlantiske Kompagni falde og at give Afkald paa Clearing House-Projektet, har H. N. Andersen, der fra Begyndelsen af var Regeringens fornemste Tillidsmand indenfor Erhvervslivet, vel selv draget Omsorg for, at den saa føjelige Landmandsbankdirektør atter blev taget til Naade. Regeringen kunde bruge ham, og, hvad vigtigere var, han kunde bruge Regeringen.

Den første vigtige Opgave, Glückstadt fik overdraget, var, som allerede nævnt, Forhandlingerne vedrørende Ordningen af den finansielle Side i Nordslesvig-Sagen. Disse Forhandlinger havde han allerede i 1919 indledet med Ententemagterne. De fik, efter at Spørgsmaalet om Grænsespørgsmaalet var bleven principielt afgjort i Marts-April 1920 fast Form. I samme Aar blev Glückstadt Danmarks officielle Repræsentant paa Finanskonferencen i Bryssel og paa den internationale Hjælpekonference i Paris. 1922 fik han tilsvarende officielle Hverv overdraget, først paa Konferencen angaaende International Corporation, dernæst i April-Maj næste Aar paa Genua-Konferencen.

Helt uden Kritik forblev denne officielle Virksomhed, der nu videreførtes under Venstreregeringen, imidlertid ikke. Saaledes bemærker »Finanstidende« allerede i August 1920, at det dog havde vakt adskillig Forundring i Offentligheden, at Glückstadt havde faaet den Opgave at forhandle med Erstatningskommissionen vedrørende Ordningen af det finansielle Mellemværende i Anledning af Nordslesvigs Overgang til Danmark, efter at der var rejst saa megen Kritik mod den radikale Regering, fordi denne saa ofte havde overdraget ham tilsvarende Hverv. Det virkede, tilføjede Finansorganet, ejendommeligt, at Regeringen mente at maatte overlade det til en privat Forretningsmand (dennes Kvalifikationer ufortalt), »at være Enerepræsentant for den danske Regering i dette overordentlig betydningsfulde og mangesidede Anliggende, medens vort Finansministerium sidder roligt, hjemme«. Den radikale Presse

164

bebrejdede ligeledes Venstre, at det var gaaet med til en saadan Ordning, navnlig efter at det radikale Ministeriums nære Samarbejde med den saakaldte Højfinans Aar ud og Aar ind havde givet Venstreblade - navnlig Fru Marie Lassens »Aalborg Amtstidende« - Anledning til at boltre sig i Antisemitisme. »Fremtiden« mener, at ogsaa her skulde for en Gangs Skyld» den moderate Gemenhed afsløres.« Dog ligemeget hjalp det; Glückstadt vedblev nu engang at være de danske Regeringers særligt betroede Mand.

Om Forløbet af Forhandlingerne i Paris om Overtagelsen af Statsaktiverne i Nordslesvig osv. beretter E. Glückstadt i sin Indberetning til Statsminister Neergaard, dateret Paris den 17. December 1920. Heraf fremgaar bl. a., at Anmodningen om at være Regeringens finansielle Raadgiver allerede rettedes til ham i Januar 1919, og at han i den følgende Maaned sammen med Nordslesvig-Delegationen drog til Paris for i Forhandlingerne at varetage Danmarks finansielle Interesser. Han forblev sidenhen i stadig Forbindelse med Erstatningskommissionen, overfor hvilken han efter Nytaar 1920 kunde legitimere sig som officiel Udsending, der »var forsynet med kgl. Fuldmagt til at træffe Afgørelse i Sagen«. Omendskønt han nu bestræbte sig for at bringe Spørgsmaalet til den hurtigst mulige Afslutning, kunde Drøftelserne vedrørende de Betalinger, som Danmark skulde yde til Erstatningskommissionen for de i Grænselandet overtagne Aktiver samt for Landsdelens Andel i Preussens henholdsvis Rigets Gæld, dog først tage rigtig Fart hen paa Sommeren. De sinkedes yderligere derved, at man fra tysk Side lod vente længe paa sig med de detaljerede Forslag i denne Sag. Under Forhandlingerne opstod mangehaande Vanskeligheder, først med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvad der skulde medregnes til Statsaktiver. En Række Ejendomme, som man fra dansk Side ønskede anerkendt som Statsaktiver, maatte tilsidst udgaa af Listen over disse, deriblandt Hertug Ernst Günthers Privatgodser, det hannoverske Klostergods, den preussiske Stats-og Höfebanks Prioriteter i de saakaldte Rentengüter,

165

den preussiske Stats Andel i Kredsbanerne og desl. Alvorligere var, at der var stor Forskel paa de to Kontrahenters Værdiansættelser. Den danske Vurdering af Aktiverne lød oprindelig paa 70.978.185 Kr. (senere paa ca. 78 Mill. Kr.) til Kurs pr. anno 1920, medens den tyske lød paa 84.628.678 Mill. Guldmark pr. August 1914. Med Hensyn til Betaling af Statsgældsandelen bestod der Enighed om, at Danmark ikke skulde deltage i den Forøgelse af Statsgælden, som Krigen havde medført, men kun i Andelen af Statsgælden pr. 1. August 1914. Glückstadt gjorde iøvrigt gældende, at Terminen pr. 1. August 1914 kun skulde gælde for Beregningen af Andelen i Statsgælden, derimod ikke være bestemmende for den Kurs, der skulde gælde ved Omregningen. Fra tysk Side blev Protesten mod denne Opfattelse til det sidste opretholdt. Efter langvarige Forhandlinger og efter hvad Glückstadt siger - en »temmelig stærk Marchandering« (Tingen) blev der tilsidst, da Tilslutning fra tysk Side til de af Glückstadt fremsatte Forslag ikke blev givet, fra Erstatningskommissionen bestemt, at Danmark skulde betale 65 Mill. Guldmark, et Beløb, som

omregnet efter Parikurs Mark 4.197,92 pr. 1000 Dollar udgjorde ca. 15.483.000 Dollars. Dette Guldmarkbeløb skulde udredes i Dollars senest den 25. December 1920.Saavidt om Ordningen af det finansielle Mellemværende med Ententemagterne vedrørende Nordslesvig.En ikke mindre betydningsfuld Mission blev betroet Glückstadt faa Maaneder senere, da han fik Anmodning om at medvirke ved Ordningen af Østrigs økonomiske og finansielle Forhold. Dette Hverv blev ham overdraget af Folkenes Forbund i April 1921. Hele den danske Offentlighed følte sig nærmest smigret, ved, at det netop var Glückstadt, der opfordredes af det af Folkeforbundet nedsatte Finans- og økonomiske Raad til paa Ententens Vegne at reorganisere Østrigs Finansvæsen paa Grundlag af de Ter Meulen'ske Forslag. Da bl. a. »Børsen« den 3. 4. 1921 beskæftiger sig med denne Sag, mener Bladet, at en dansk Finansmænd næppe nogensinde166

 havde modtaget en mere hædrende Opfordring end den, der nu var bleven rettet til Landmandsbankens Direktør, og at man maatte forvente, »at Landets øverste ansvarlige Autoriteter allerede har henledt Etatsraad Glückstadts Opmærksomhed paa, i hvor høj Grad de vilde paaskønne, at han svarede Ja til Ententens Henvendelse.« Det var ikke blot for sin egen, men for Danmarks Berømmelses Skyld, at han maatte overtage Hvervet; selve Opfordringen maatte anses for at være et overvældende Bevis for den Anseelse, Glückstadt nød i den internationale Verden som Finansmand af højeste Rang. Glückstadt gav selvfølgelig ogsaa sit Tilsagn og drog til Østrig med Riis-Hansen og Knud Sthyr som sine nærmeste Medarbejdere. Formanden for Folkeforbundets Finanskomité, den svenske Bankdirektør Marcus Wallenberg, har givet Udtryk for, at den senerehen af Glückstadt afgivne Rapport dannede et udmærket Grundlag for Reorganisationen af Østrigs Finansvæsen, og at de efter Rapporten udarbejdede Forslag tilsidst blev godkendt af Folkenes Forbunds Raad. Udtrykkeligt betoner han, at alle indenfor Finanskomitéen havde faaet den Opfattelse, »at ingen i saa høj Grad som Glückstadt har bidraget til den omtalte Rapport,« ligesom han kunde bekræfte, at »de Indlæg i Diskussionen inden for Finanskomitéen vedrørende Østrig og andre Spørgsmaal, som gjordes af Glückstadt, altid var prægede af Klogskab og fremført paa beskeden Maade.« Da Glückstadt her faar al Æren tildelt, er det ikke uinteressant, at ogsaa K. Riis-Hansen taler med samme Anerkendelse om Rapporten, og at han ligeledes mener, at det paa Grundlag heraf udarbejdede Forslag til en gennemgribende Reform af de østrigske Pengeforhold var et af de betydningsfuldeste Resultater, Folkeforbundet havde opnaaet. Dog, han giver ikke Glückstadt Æren for dette Arbejde, men kræver i sit Skrift »Landmandsbanksagen og mit Forhold dertil« (Kbh. 1924) denne Ære for, sig selv, idet han kort og godt erklærer: »Forslaget stammede fra mig, og jeg udformede det og udarbejdede den tilhørende begrundende Redegørelse paa Stedet. Jeg ledsagede derefter

167

Etatsraad Glückstadt til Finanskomitéens Møde i London, i Slutningen af Maj, hvor Forslaget antoges.« Hvorom alting er: Glückstadt fik af Folkeforbundet overdraget det offentlige Hverv at bringe Østrigs Finansvæsen ind i et sundt Leje, og Ordningen, der gennemførtes, tjente naturligvis i første Række den Opgave at bringe Landet i Afhængighed af den internationale Kapital. Derfor er det ogsaa forstaaeligt, at den trufne Ordning i Østrig selv aldrig blev hilst med Glæde, og at Kansleren Seipel i aarevis var udsat for Folkets Misfornøjelse, fordi han havde prisgivet sit Land til den internationale Finanskontrol. Det jødiske Organ » Wiener Morgenzeitung« ydede derimod Kansleren Anerkendelse, idet det den 5. Juni 1924 fremsatte følgende meget karakteristiske Bemærkninger: »Hr. Dr. Seipel har i rigtig Erkendelse af de sande Forhold i Evropa (ak ja!) sikret sig de jødiske Organisationsevners og Verdensforbindelsers Medhjælp. Han og Landet har kunnet drage ikke liden Nytte deraf, (er und das Land sind dabei nicht schlecht gefahren) og de i Saneringsarbejdet hidtil opnaaede Resultater har man kun kunnet sikre sig ad denne Vej.«

 

d) Landmandsbankens Deltagelse i offentlige Laan.

 Særlig Røre skabte det Offentliges stærkt fremadskridende Gældsstiftelse overfor Udlandet, som rigtig tog Fart, efter at Venstre havde overtaget Regeringsmagten. Denne Udvikling var rigtignok allerede begyndt under det radikale Styre. Den 13. August 1919 kunde Københavns Kommune afslutte Overenskomst med New Yorkerfirmaet Brown Brothers & Co. vedrørende et Laan paa 15 Millioner Dollars. Dette Laan ydedes til en Kurs af 90, medens Rentefoden blev fastsat til 5½ pCt., og Amortisationen skulde foregaa med 3/4 Mill. Dollars til Pari aarlig fra 1925-1944. Ved Optagelsen af Laanet var baade Landmandsbanken og Privatbanken medvirkende, dog gaar Bankkommisionen i sin Beretning ud fra, at Privatbanken, der kun fik Provision fra Kommunen, ikke synes at have haft

168

 med Laanet at gøre ud over at lægge Navn til. Landmandsbanken modtog som Provision fra Kommunen 16.200 Dollars og desuden fra Brown Brothers 22.500 Dollars. Under Ministeriet Neergaard blev der yderligere optaget to Kommunelaan, et Dollarlaan i 1921 og et Sterling-Laan i 1922. Ved Ordningen af det førstnævnte Laan opstod der nogen Konkurrence mellem Landmandsbanken og Privatbanken, hvorved det lykkedes Glückstadt ved et vel tilrettelagt Underhaandsarbejde at løbe af med Sejren. Den 29. Januar 1921 afsluttedes Kontrakt med National City Co. om et Laan paa ialt 15 Mill. Dollars. Salget af disse Dollars indbragte 73 ¼ Mill. Kr., hvoraf Københavns Kommune fik 33 1/4 Mill. Kr., Frederiksberg 4,9 Mill. Kr. og Provinsbyerne ca. 24 Mill. Kr. Optagelseskursen var i dette Tilfælde 93, medens Amortisationen skulde ske i 25 Aar til Kurs 107½. Den faktiske Rente kom derved til at ligge paa den uforholdsmæssig høje Sats af 9 ½ pCt., hvis Forsvarlighed ifølge Bankkommissionens Beretning udelukkende maatte bero paa, om Glückstadt skønner rigtigt, naar han i sit Laanetilbud henpeger paa Muligheden af Dollarens Fald og, derved den store Kursavance, naar Laanet tilbagebetales.« Endelig optoges et tredie udenlandsk kommunalt Laan ved Kontrakt af 6. Juni 1922 denne Gang paa det engelske Pengemarked. Ogsaa denne Gang ordnede Landmandsbanken Sagen. Ved denne Lejlighed optog Provinskommunerne et Laan paa 2 Mill. £ ved Firmaet Hambros Bank Ltd. til en Kurs paa 87 1/4 og til en Rente paa 5 pCt. Laanet skulde amortiseres i 35 Aar. Det tjente hovedsagelig til Indløsning af Købstadkommunernes indenlandske Laan af 1920 paa 30 Mill. Kr.; Ordningen gennemførtes under skarp Modstand fra Købstadkommunerne. Selvfølgelig blev Højfinansens Interesser afgørende. Landmandsbanken forstod ogsaa i dette Tilfælde at varetage sine Interesser ved at sikre sig en væsentlig Del af Provenuet paa et Tidspunkt, da, som det siges i Beretningen, »der syntes frembragt en kunstig Bølgedal i Valutakurserne.« Og i Provision tjente Banken paany de 40.000 Kr.

169

Ved alle disse Transaktioner viste det sig; at Landmandsbanken var overmaade ivrig efter at afkøbe Laanstifterne de overtagne Beløb i udenlandske Midler for at kunne sætte dem ind i Valutaspekulationer. Bankkommissionens Beretning giver herom indgaaende Oplysninger. De 15 Mill. Dollars, som overtages af Københavns Kommune ifølge Overenskomst af 13. August 1919, købtes allerede en Uge senere, den 20., i fuldt Omfang af Landmandsbanken og Privatbanken til en Kurs af 4,62½ medens Dagskursen laa lidt lavere, paa 4,60½. Straks efter Overtagelsen satte en livlig Handel med Dollars ind hos Landmandsbanken. Allerede i dette Tilfælde vil man kunne spørge, om det havde været fornødent at tilføre Landet fremmede Midler, eftersom der dog som Følge af de mægtige Indtægter under Krigen maatte være rigelig indenlandsk Kapital til Stede, som mest passende kunde have fundet Anvendelse som Laan til Hovedstaden. Rigtignok var den store Indkøbsspekulation sat ind; men alligevel maatte der have været Mulighed for at udbringe et indenlandsk Laan i den fornødne Størrelse - ca. 60 Mill. Kr. - hvis ellers Regeringen havde været

interesseret i, at Gældsstiftelse udadtil skulde undgaas. Der forlyder i 1919 endnu intet om, at Pengemarkedet er strammet; tværtimod!

Dette Forhold træder endnu grellere frem ved de senere optagne Laan. Med Hensyn til Laanet fra 1921 fremgaar det ganske tydeligt af Bankkommissionens Beretning, at det var Banken, der var interesseret i, at Kommunerne foranledigedes til at optage et udenlandsk Laan, og at daværende Indenrigsminister Berg lagde kraftigt Pres paa Kommunerne ved at sige, at man ikke vilde kunne regne med Statsgaranti ved senere Laan og derfor gjorde klogt i at benytte sig af den nu foreliggende Lejlighed. Overfor Købstadforeningens Formand, Borgmester Bresemann, gjorde Berg endog gældende, at »Undladen af at akceptere Tilbudet denne Gang kunde skade Statens fremtidige Laanepolitik.« Hvor stærk Landmandsbankens lnteresse i dette Laan har været, fremgaar ikke blot af de forskelligartede Foranstaltninger, Glückstadt indledede for at forhindre, at Privatbanken fik Ordren paa at fremskaffe et amerikansk Laan, men ogsaa deri, at Landmandsbanken senere modsatte sig Finansborgmester Jensens Forlangende om at overføre en større Del af Laaneprovenuet til Privatbanken. Det lykkedes ogsaa her Glückstadt i alle Henseender at trumfe sin Vilje igennem. Ogsaa Sterling-Laanets Nødvendighed maa betvivles, eftersom det alene tjente til at afløse et indenlandsk Laan. Her viste det sig endmere, at Købstadskommunerne havde vanskeligt ved at faa konstateret, hvorvidt Provenuet af det ved Hambros Bank fremskaffede Laan fra Juni 1922 nu ogsaa som foreskrevet var bleven anvendt af Landmandsbanken til Indløsning af det indenlandske Laan af 1919, og desaarsag rettede flere Henvendelser til Banken, navnlig efter at der var fremkommet Rygter om Bankens vanskelige Stilling. Paategningen paa Hovedobligationen om, at dets Paalydende gennem Provenuet af det udenlandske Laan var nedbragt med ca. 29 Mill. Kr., foretoges ogsaa først den 20. Januar 1923. I en Skrivelse fra Købstadforeningen af 9. Marts 1923 bemærkedes desangaaende: »Landmandsbankens reserverede Holdning, naar Talen om at give os fuld Sikkerhed for, at et af os indbetalt Beløb virkelig anvendtes til Dækning af Kommunernes gamle Laan og den Vanskelighed, vi i Aarenes Løb har haft med at opnaa Ministeriets Tilladelse til at uddrage Penge af Landmandsbanken, har naturligvis givet vor Ængselse med Hensyn til Bankens Soliditet Næring.. .«

Var det i og for sig noget omtvisteligt, hvorvidt det var nødvendigt for Kommunerne at overtage store udenlandske Laan, saa ligger Sagen meget værre med Hensyn til de af Staten stiftede to udenlandske Laan. I Domsforhandlingerne mod Direktørerne og Bankraadsmedlemmerne i Landmandsbanken fremsatte den offentlige Anklager ved Lejlighed en Bemærkning om, at »Glückstadt lod Staten optage Laan i Udlandet«. Denne Bemærkning har senere fundet sin rette Belysning i Bankkommissionens Undersøgelser, idet Fremstillin-

171

gen af begge Dollarlaanenes Historie lader erkende, at det var Landmandsbanken, der her var den drivende Kraft, at det var Landmandsbanken, der var interesseret i den amerikanske Va1uta for ved Hjælp af disse Midler at kunne afstive sin egen Stilling, og at det samtidig aabenbart var Regeringen meget magtpaaliggende at støtte Landmandsbanken i disse Bestræbelser, uden at man udadtil fik Indblik i, hvad der i Virkeligheden foregik. Derfor var Ministeriet Neergaard ogsaa navnlig i Anledning af Dollarlaanenes Optagelse udsat for en særlig haardhændet Kritik baade i og udenfor Rigsdagen.

Forhandlingerne om et Dollar- eller Sterlinglaan til Staten satte allerede ind paa et Tidspunkt, da den radikale Regering endnu sad ved Styret, i Januar-Februar 1920. Midlerne skulde efter den dengang drøftede Plan bruges dels til Finansiering af Importen, dels som Laan til Kommunerne. Uroen i de indre politiske Forhold medførte en Standsning af Forhandlingerne, men de tog atter Fart i Sommeren, da Glückstadt paa amerikanske Finanskredses Tilskyndelse indhentede Tilbud baade fra Bankers Trust Company og fra National City Company. Nu var det altsaa den amerikanske Kapital, der var interesseret i at faa

Investeringsmulighed i Danmark, og Glückstadt var selvfølgelig gerne villig til at hjælpe den amerikanske Finansverden i denne Retning. Oktober 1920 lykkedes det ham ogsaa at formaa Staten til at akceptere et af National City Bank afgivet Tilbud paa 25 Mill. Dollars, som udstedtes i 8 pCt's Obligationer til Kurs 95. Laanet skulde være amortisationsfrit i de første fem Aar og derefter tilbagebetales i de følgende 20 Aar, i det første Aarti til Kurs 110 og dernæst til Kurs 107½.

Betingelserne for Laanet var altsaa meget skrappe. Størstedelen af dette Dollarlaan anvendtes senere til Ordningen af de nord-slesvigske Erstatninger, idet der heraf den 28. Decbr. 1920 udbetaltes et Beløb paa 15.483.859 $ til Reparationskommissionen. Da Kursen denne Dag var ca. 6,55, opførtes Erstatningsbeløbet senere i Statsregnskabet med 101½ Mill. Kr., medens Glükstadt selv i sin Indberetning om Sagen til Statsminister

172

Neergaard havde foreslaaet, ved Omregningen af Erstatningsbeløbet at benytte Dollarkursen 20,18 pr. 100 Kr., »som har været den, der var afgørende for Beløbets Fastsættelse«. Derved vilde der være udkommet en Sum paa knapt 77 Mill. Kr. Regeringen tog ikke dette Forslag til Følge, men valgte den rigtigere Vej ved at beregne Kronebeløbet efter den Omregningskurs, efter hvilken Betalingen faktisk var sket.

Ved Optagelsen af dette første udenlandske Statslaan viste det sig senere, da Bankkommissionen nærmere undersøgte Landmandsbankens Forhold, at der havde været Mulighed for at opnaa den fornødne Kredit paa det indenlandske Marked. Derom indeholder Beretningen følgende meget sigende Oplysning:

 »Der havde dog været Tale om at søge optaget et indenlandsk Laan. I August 1920 fremsætter Vekselerer Schiøler for Statsminister Neergaard en Plan om at skaffe et indenlandsk Statslaan ved en frivillig Overenskomst med Rederne, der laa med store kontante Beholdninger, eventuelt kombineret med en Imødekommen af Redernes Ønske om Ophævelse af Fragtnævnet. Rederne skulde stille ca. 150 Mill. Kr. til Raadighed for Staten og have 5½ pCt.'s Statsobligationer i Stedet, som de skulde uddele til deres Aktionærer; herved vilde blandt andet opnaas lavere Kursniveau, hvorved Børsomsætningen vilde lettes.

Vekselerer Schiøler hørte ikke senere noget til Planens Skæbne, derimod fik han gennem Vekselerer Lunn en Besked fra Direktør Ringberg om, at saafremt han eller andre Vekselerere arbejdede videre for et indenlandsk Statslaan, vilde dette have til Følge, at deres Kasselaan i Landmandsbanken straks vilde blive opsagt.«

Glückstaclt var altsaa interesseret i, at Staten afholdt sig fra at optage Laan paa det indenlandske Kapitalmarked, og

173

 Neergaard fulgte blindt de Direktiver, Landmandsbankdirektøren gav. Statsminister Neergaard drøftede Spørgsmaalet med Glückstadt, da denne i September 1920 nogle Dage opholdt sig i København. Senere fik Statsministeren skriftlig Besked fra Glückstadt, hvori denne indtrængende fraraadede at lade optage et indenlandsk Laan, som under de givne Forhold maatte føre til en for Erhvervslivet betænkelig Stramning af Kapitalmarkedet. Denne Betragtning var ikke helt uberettiget, naar der var Tale om Landmandsbankens Stilling, idet denne Bank ved Forsøget paa at støtte de af Prisomslaget ramte Virksomheder og ved at foretage omfattende Støtteopkøb af Aktier uden Tvivl i saa stærk Grad havde disponeret over sine egne Midler, at den ikke vilde være i Stand til ved egen Kraft at imødekomme Kunders stigende Udtræk af Tilgodehavender til Køb af Obligationer. Den vilde i saa Tilfælde have maattet søge Hjælp ved Nationalbanken. Men Spørgsmaalet var imidlertid, hvorvidt Statsministeren kunde være berettiget til at tage særligt Hensyn til dette Forhold. Hvorom alting er: Neergaard holdt sig til de Forslag, Glückstadt fremsatte.

Der rettedes rigtignok en Forespørgsel til Nationalbanken om, hvorvidt denne ansaa det for betimeligt at optage et udenlandsk Statslaan. Men da Nationalbanken principielt fraraadede at optage et saadant Laan, og kun ansaa det for forsvarligt at dække betalingerne til Erstatningskommissionen med saadanne Midler, blev Forhandlingerne i denne Sag med Nationalbanken ikke videreført. Selve Bedømmelsen af Laanevilkaarene osv., blev derved en Sag, som udelukkende afgjordes mellem Statsminister Neergaard og Glückstadt Nationalbanken blev ikke hørt, men blev, som Bankkommissionens Betænkning udtrykkeligt pointerer, »kun bekendt med Resultatet som en fuldbyrdet Kendsgerning!« Gang paa Gang saa Stats- og Finansminister Neergaard sig nødsaget til at forsvare denne Gældsstiftelse overfor Rigsdagen, og han gør det med største Ihærdighed, i Folketinget bl.a. den 18. Okt. 1923 og den 5. Febr. 1924. Derved henholder han sig

174

navnlig til, at Optagelsen af Dollarlaanet i 1920 var vedtaget aldeles enstemmigt i begge Ting, og at alle Partier havde været enige om, at der under de givne Forhold slet ikke var nogen anden Udvej end at tage mod det af Glückstadt fremskaffe de Laan, selvom det maatte erkendes, at Laanets Forrentning under Hensyn til den høje Rentesats paa 8 pCt. og de ugunstige Kursbetingelser maatte blive en stor Byrde. Til Forsvar for sin Fremgangsmaade paapegede han i Folketinget den 18. Okt. 1923, at alle i 1920 havde været klar over, at ene og alene Glückstadt vilde være i Stand til at fremskaffe et Dollarlaan paa rimelige Betingelser, og at »det fremhævedes den Gang, fra flere Sider, at det var den særlige Position, som Glückstadt indtog under Forhandlingerne om Erstatningssummen, og den nære Forbindelse, han som Medlem af Folkeforbundets Finanskomité havde med ledende Finarismænd, der bidrog til, at han kunde negotiere Laanet paa saa relativt fordelagtige Vilkaar, som det var.« Han paaberaaber sig her ogsaa de Argumenter, han havde fremført i Rigsdagens Forhandlinger i Oktober 1920, hvorved han bl. a. havde sagt: »Men at tilvejebringe en Sum som den, her er Tale om, i Indlandet, er efter mit Skøn efter Pengemarkedets nuværende Tilstand ikke muligt for Øjeblikket, og dette Skøn er bekræftet for mig af Nationalbanken og af de øvrige finanssagkyndige, jeg har haft Lejlighed til at raadføre mig med. Men selvom et saadant Laan kunde tilvejebringes, hvad jeg altsaa ikke tror, vilde det i alt Fald være ensbetydende med en fuldstændig Udpumpning af vort Pengemarked, som i Forvejen er saa anspændt, at det, som alle vil vide, er saa godt som umuligt at opnaa Laan selv for de solideste Laantagere og selv til de mest legitime Formaal. Dertil kommer saa, hvad der muligt vejer endnu tungere, at de Udbetalinger til Commission des réparations skal præsteres i fremmed, antagelig amerikansk, Valuta, og da Indkøbet af denne Valuta ganske vilde slaa den danske Krones Kurs ned, saa vilde et saadant stort Begær efter fremmed Valuta være fuldkommen ødelæggende for vor Valutasituation. Dette turde

 175

 ogsaa være almindelig anerkendt, og der foreligger for mig en fortrolig Udtalelse fra Valutakommissionen, en enstemmig Udtalelse, som paa indtrængende Maade siger, at hvis det bliver nødvendigt af Hensyn til de Udgifter, der følger ved Generhvervelsen af Sønderjylland, at optage et større Laan, bør det være et udenlandsk Laan og ikke et indenlandsk. «

Neergaard havde altsaa paastaaet, at Ordningen af 1920-Laanet var sket i nøje Overensstemmelse med Nationalbanken, og at Valutakommissionen, ligesom Nationalbanken, havde indtaget det Standpunkt, at Betaling til Erstatningskommissionen maatte ske ved Hjælp af et udenlandsk Laan. Oppositionen kunde i Februar 1924 i det store Opgør i Folketinget henvise til, at i det mindste den første Paastand var i afgjort Modstrid med Sandheden, da det i Bankkommissionens Beretning var paavist, at Afgørelserne blev truffet udenom Nationalbanken og at Neergaard - som Stauning siger - indskrænkede sig til at gøre, hvad Glückstadt befalede ham at gøre. Der var altsaa intet Grundlag for den Afvisning, Neergaard havde givet,

eller for hans Forargelse over at være udsat for uberettiget Mistænkeliggørelse. Det bebrejdedes her ogsaa Neergaard, at det aabenbart slet ikke var blevet alvorligt undersøgt, om Reparationsbetalingerne ikke kunde ordnes ved indenlandsk Laan eller ved Betaling i Guld, som man jo senere alligevel i Anledning Af Oprettelsen af Egaliseringsfonden havde maattet eksportere i større Omfang. Iøvrigt henvises der til, at Nationalbanken i Modsætning til Neergaards Erklæringer principielt havde fraraadet Optagelsen af et udenlandsk Laan, og Redaktør, Carl Thalbitzer, - der havde været Medlem af Valutakommissionen 1920, meddeler endvidere i »Finanstidende«, at Neergaards Paastand om, at Valutakommissionen enstemmigt havde støttet det Standpunkt, at der burde optages et udenlandsk Laan, næppe var rigtigt; at tværtimod »Laanet af 1920 optoges paa Trods af Valutakommissionens Udtalelse og til Forbavselse for i hvert Fald nogle af dens Medlemmer«. Thalbitzer gjorde hertil gældende, at man dengang netop maatte være interesseret i

176

at faa et indenlandsk Statslaan, da man maatte haabe at kunne bringe Forholdene i Lave ved et stærkt Tryk paa offentlig og privat Økonomi, »hvad han maatte befrygte, at disse Laan i Hr. Glückstadts Haand vilde modarbejde.« En Overvejelse, som stemmer godt overens med de Forventninger, Glückstadt selv knyttede til Optagelsen af Dollarlaanet, idet han selv i et Telegram til Ringberg den 14. Oktober 1920 gav Udtryk for den Opfattelse, at denne nye Tilførsel af udenlandske Midler vilde kunne bidrage til atter at fremkalde en Stigning af Priserne og dermed stimulere Erhvervslivet.

Bankkommissionens Beretning forsøger videre at udrede, hvad Landmandsbanken maatte have tjent ved Køb og Salg af de Dollars, over hvilke den fik Raadighed, efter at Erstatningskommissionen havde faaet de 15½ Mill. $ udbetalt, men konstaterer, at det er umuligt at give nøjagtig Oplysning herom, da Banken ved denne Omsætning ikke optraadte som Kommissionær, men selv opkøbte den fremmede Valuta og derved lod de fra Staten og Kommunerne købte Beløb opføre paa Arbitragelisterne sammen med de andre Køb, saaledes at de ikke kunde Udsondres. Dog bemærkes i Betænkningen, at Bankens Fortjeneste ved Omsætningen af en Del af de her erhvervede Dollars og Sterling pr. 1. Februar 1921 omtrentlig kan anslaas til 1.4 Mill. Kr. Dertil maa bemærkes, at Landmandsbanken fra 27. 12. 1920 til 14. Jan. 1921 gennem R. Henriques jun. omvekslede 1.310.000 $ mod Sterling hos Hambros Bank i London.

Ikke blot det lige omhandlede første Dollarlaan, men ogsaa det andet i December 1921 optagne udenlandske Statslaan paa 30 Millioner Dollars var Genstand for heftige Diskussioner.

Forhandlingerne om dette Laan indlededes i Slutningen af November 1921, da to Repræsentanter for National City Co. sammen med Glückstadt mødtes med Neergaard for at drøfte Mulighederne for et nyt Laan. De søgte at overbevise Finansministeren, om, at det vilde være klogt straks at optage et Laan for at kunne skaffe Dækning for det paa Finansloven

177

 opstaaede Deficit, da der maatte regnes med, at Staten kun ved en hurtig Optagelse af et Laan vilde kunne opnaa favorable Betingelser. Neergaard vilde helst udskyde Optagelsen af Laanet til hen paa Foraaret, men heroverfor gjorde Glückstadt gældende, at der paa et senere Tidspunkt maatte regnes med en stærk Kapitalefterspørgsel efter Dollar baade fra selve det amerikanske Erhvervsliv og fra Udlandet. Der pegedes endvidere hen paa, at sterling sikkert vilde stige i Forhold til Dollar, saasnart Guldudvekslingen mellem U.S.A. og England indlededes, og at en saadan Udvikling maatte føre til en Stigning af Kroneværdien, der var saa stærkt knyttet til den engelske Valuta. Tilbyderne af Laanet gjorde gældende, at det ogsaa under Hensyn til en saadan forventet Stigning i Kronens Værdi var hensigtsmæssigt for Staten at skride til hurtig Handling, da Kursstigningen nødvendigvis maatte resultere i en Sænkning af den effektive Rente. Endelig

hævdedes det, at det ej heller nu vilde være muligt at faa de fornødne Penge frem ved et indenlandsk Statslaan.

Og atter faldt Neergaard til Føje. Resultatet blev, at Staten overtog et Laan paa 30 Mill. Dollars til Kurs 90 og mod Udstedelse af 6 pCt.'s Obligationer. Laanet skulde amortiseres i Løbet af 20 Aar, men kunde ogsaa før Udløbet af denne Periode udbetales i sin Helhed mod Indfrielse af Obligationerne til Kurs 105. Da det udadtil ikke maatte blive bekendt, at Landmandsbanken ogsaa i dette Tilfælde var ene om at fremskaffe Laanet, foranlediges de øvrige Hovedbanker til at medoptræde som Tilbydere; til Gengæld fik disse fire Banker hver udbetalt en Femtedel af Provisionen paa 75.000 $ lig 15.000 $, d. v. s. lig ca. 75.000 Kr. til hver Bank. Udover denne Femtedel fik Landmandsbanken imidlertid endnu en Provision paa 37.500 $, og den samlede Provision paa 112.500 $ var indkalkuleret ved Fastlæggelsen af Laanets Overtagelseskurs, uden at Laantagerne fik nogen Meddelelse om denne Ordning. Laanet til Staten blev altsaa under Haanden tilsvarende forringet. Til dette Punkt bemærkes i Beretningen: »Det kan nævnes,

178

at da Bankerne fremsender National City Co.'s Laanetilbud til Finansministeriet, vedlægges Kopier af nogle med National City Co. udvekslede Telegrammer. I et af Telegrammerne er en Passus om, at der ved Kursernes Fastsættelse til 90 er regnet med en Provision paa 3/8 pCt., udeladt i den fremsendte »Kopi«!« Iøvrigt gaas der i Bankkommissionens Beretning ud fra, at Neergaards Beslutning om at tage imod det amerikanske Tilbud er bleven fremskyndet i den Forhandling, der fandt Sted Lørdag den 17. Decbr. 1921 om Eftermiddagen i Finansministeriet med Statsgældsdirektøren, Gltickstadt samt Repræsentanter for de øvrige Hovedbanker. Her havde Glückstadt fremsat den overraskende Meddelelse, at de allierede Magter skulde paatænke at fremskaffe et stort internationalt Laan til Genopbygning af det tyske Erhvervsliv, og at det amerikanske Laanemarked derved let vilde blive saa anspændt, at det maatte blive vanskeligt for Danmark derefter ligeledes at faa Laan.

I Beretningen oplyses hertil, at »Enigheden mellem Briand og Lloyd George gav dette Rygte nogen Sandsynlighed«. De øvrige Tilstedeværende i Forhandlingen erklærede, at de ikke kunde have nogen Mening om denne Sag, men at det under disse Forhold formodentlig dog maatte anses for tilraadeligt at tage imod Laanet. Man »turde ikke fraraade Ministeren at modtage det foreliggende amerikanske Tilbud«.

Karakteristisk er det, at der ogsaa i dette Tilfælde forelaa et Tilbud om et indenlandsk Laan, denne Gang fra Firmaet R. Henriques junr. Dette Firma havde fraraadet yderligere at modtage amerikansk Kredit og var sikker paa, at det i det mindste kunde fremskaffe en Del af den fornødne Kapital paa det indenlandske Marked til gunstige Vilkaar. Om galt skulde være, mente Firmaet endog, ogsaa fra Udlandet at kunne fremskaffe et billigere Tilbud. Dette Tilbud forblev upaaagtet, »formentlig« - siger Beretningen - fordi »Regeringen da allerede havde bundet sig overfor Glückstadt.« Senere blev det ogsaa bekendt, at Hambros Bank gerne vilde have afgivet Tilbud, og »at Hambro havde følt sig daarligt

179

behandlet af den danske Stat i denne Sag, da han kun har faaet 12 Timer til at konkurrere med Amerika om et Laan af den Størrelse, medens Amerikanerne havde faaet god Tid til at arrangere sig.«*) I den ovenfor nævnte Forhandling Lørdag den 17. 12. 1921 med Storbankernes Repræsentanter mindede iøvrigt Direktør Nørgaard fra Handelsbanken om, at der jo ogsaa forelaa et Tilbud om et indenlandsk Laan; men denne Sag blev ikke nærmere drøftet. Spillet var jo allerede afgjort.

Glückstadt havde atter sejret med sin Overrumplingstaktik. Sin Arbejdsmaade røber han aabent i et Brev, han den 20. Decbr. 1921 sendte til Direktøren for National City Co., hvor han bl. a. meddeler, at

Finansminister Neergaard endnu den 10. Decbr. havde været afgjort Modstander af straks at optage Laan og ønskede at vente til Februar-Marts 1922, at han Lørdag den 17. Decbr. havde vundet Hovedbankerne til at lægge Navn til Laaneoperationen, og at denne i sin Helhed kunde gennemføres Mandag den 19. Decbr. Saaledes havde det altsaa været muligt at holde Konkurrencen borte og at forebygge, at Finansministeren forsøgte at faa andre Tilbud frem.

Ogsaa med Hensyn til dette Laan fremsatte Finansminister Neergaard den 18. Oktober 1923 Betragtninger, som senere gav Anledning til skarp Kritik. Neergaard vilde her indrømme, at det denne Gang ikke havde været absolut nødvendigt at optage Laanet i Udlandet, da Hovedparten i dette Tilfælde ikke skulde anvendes til Indbetaling i Dollarvaluta, men til indenlandske Betalinger. Han fortsatte: »I den Anledning havde jeg Samraad med Nationalbanken og andre Hovedbanker om det Spørgsmaal, hvorvidt det var rigtigt under Hensyn til Næringslivets hele Stilling at optage Laanet i Ind- eller Udland, og der var ganske afgjort Stemning for, at det burde optages i Udlandet, ligesom man mente, at de Betingelser, der

*) Denne Klage har uden Tvivl været Anledning til, at Hambros Bank Ltd. i London i Juni 1922 fik Lov at yde det ovenfor (S. 168) omhandlede Laan paa 2 Mill. $. Noget for noget, naar Venskab skal holdes.

180

bødes, kunde man ikke vente bedre under den daværende Situation. Særlig blev der henvist til Erhvervslivets trykkede Tilstand, der gjorde det uheldigt at optage et stort Laan i lndlandet, hvorimod man mente, at det var forholdsvis heldigt at stive den danske Valuta af ved et udenlandsk Laan.« Neergaard kunde til sit Forsvar atter henvise til, at jo alle Partiers Ordførere i Folketinget havde givet deres Tilslutning til Laanet, og understregede, at i Landstinget bl. a. Socialdemokraternes Ordfører Hr. Bramsnæs ligesom den tidligere Finansminister Edvard Brandes havde anbefalet Vedtagelsen af det herhen hørende Lovforslag. Brandes havde endog »i ret stærke Ord udtalt, at Loven var nødvendig og Øjeblikket belejligt, og gjorde heller ingen Indvending hverken mod Betingelserne eller mod, at Laanet optoges som udenlandsk Laan«. Den eneste Bebrejdelse, Brandes havde gjort ham, var den, at han ikke havde optaget Laanet før, da Betingelserne saa formodentlig havde været endnu gunstigere. Neergaard pointerede endvidere, at Afgørelserne var blevet fremskyndet ved, at der var adskilligt, der tydede paa visse Bevægelser i Finansverdenen forud for Konferencen i Cannes, og at man regnede med en Nedgang i Dollarvalutaen, som gjorde en hurtig Stiftelse af Laan ønskeligt, saafremt det skulde indhentes fra det amerikanske Marked. Han saa iøvrigt en væsentlig Fordel ved den udenlandske Gældsstiftelse deri, at de vestlige Valutaer -var bleven holdt nede i Kurs.

Thorvald Stauning, Ove Rode og Grev Bent Holstein gik i det store Opgør med Ministeriet Neergaard i første Halvdel af Februar 1924 grundigt i Rette med Finansministeren navnlig i Anledning af de Erklæringer, han havde fremsat med Hensyn til det her omhandlede, i Decbr. 1921 optagne Laan. Stauning paaviste i Folketingsforhandlingerne den 1. Febr. 1924 bl. a., at Samarbejdet med de andre Hovedbanker ved Ordningen af dette Laan havde været det rene Spilfægteri, at det var Glückstadt, der ledede og gjorde det paa en ganske anden Maade end Neergaard havde villet give Udtryk for, samt at

181

Glückstadt tilsyneladende havde overvundet Finansministerens Betænkeligheder ved tilsidst at bilde ham ind, at der forestod et stort internationalt Laan til Tyskland. Nationalbanken og de øvrige Banker havde paa ingen Maade givet deres Tilslutning til Glückstadts Argumenter, men de havde erklæret, at de, »hvis det var rigtigt, hvad Glückstadt der kom og fortalte, naturligvis ikke kunde paatage sig Ansvaret for at fraraade Laanet«. Neergaard havde derved ganske aabenbart ikke villet indlade sig paa Drøftelser om Muligheden for et indenlandsk Laan. Rode rettede tilsvarende Bebrejdelser mod Neergaard i Folketingets Forhandlinger

den 5., 8. og 13. Februar og understregede Gang paa Gang, at Finansministeren havde givet et fuldstændigt falsk Billede af Forudsætningerne for Dollarlaanene. Enkelthederne omtaltes, hvorved bl.a. ogsaa Finansminister Neergaards Paastand anholdes, at Nationalbanken og de fire andre Hovedbanker havde fremskaffet et Tilbud fra National City Co. »Nej,« siger Rode, »de har ikke fremskaffet Tilbud; Landmandsbanken har fremskaffet det, og de har ikke haft anden Ulejlighed med det, end at de, da Landmandsbanken forstod, at man ønskede, det skulde se ud, som om de havde været med, har faaet en Provision derfor.« Og han resumerer »Det vil heraf ses, at der overhovedet ikke er et eneste Ord, som er sandt, den højtærede Minister gav her i Rigsdagen af, hvorledes dette Laan var blevet til, ikke et eneste sandt Ord.« Havde man 1920 og 1921 faaet Sandheden at vide, vilde næppe noget af de udenlandske Statslaan være kommet i Stand. Rode bemærkede ved anden Lejlighed, at man ikke ligefrem kunde beskylde Neergaard for nogen illegitim Afhængighed af Glückstadt, men dog for grov Uagtsomhed, og Grev Bent Holstein, der fremsatte et grundigt Indlæg i Sagen den 12. Febr. 1924, beskyldte Finansministeren for en »utrolig embedsmæssig Skødesløshed«, der viste sig i, at Neergaard »for det første uden videre havde taget Glückstadts Forklaringer om Nødvendigheden af hurtig Optagelse af et Statslaan for gode Varer, og for det andet havde overladt Glückstadt en

182

Fortrinsret fremfor andre Bankmænd til at tilvejebringe dette Statslaan.« Grev Holstein beskæftigede sig navnlig indgaaende med den Begrundelse, Glückstadt havde givet for sin Anmodning om en hurtig Optagelse af et amerikansk Laan. Han havde her hentydet til Konsekvenser, der kunde knytte sig til de forestaaende Forhandlinger i Cannes og havde herved ladet forstaa, at den franske Finansekspert Hr. Avenol havde udtalt en tilsvarende Opfattelse. Dertil bemærkede Grev Holstein, at Terminen for Mødet i Cannes, saavidt ham bekendt, endnu slet ikke havde været fastlagt, da Glückstadt i Midten af December 1921 pressede paa med Forhandlingerne vedrørende Dollarlaanet. Først i Slutningen af December 1921 havde der i Paris blandt Finanseksperter fra Frankrig, England og Belgien været Forhandling om at danne et fransk-engelsk-Konsortium, der skulde fremskaffe et Laan til Mellemeuropa, men derved havde der ogsaa kun været Tale om et saa forholdsmæssig ringe Laanebeløb som 20 Mill. Lst, d. v. s. et Beløb, som paa ingen Maade kunde have fremkaldt større Bevægelse, paa det internationale Kapitalmarked. Det øverste Raads Møde, som derefter fandt Sted i Cannes den 8. Januar 1924, havde jo først her taget Beslutning om Sammenkaldelsen af en stor international Konference i Genua til Behandling af Europas økonomiske og finansielle Forhold. Alt, hvad Glückstadt havde fremført for at gennemtrumfe sit Laaneanliggende, var altsaa Bluff, men Finansministeren bøjede sig villigt for Glückstadts Krav; og det var denne Mand, der i sidste Instans bestemte, om, hvornaar og under hvilke Betingelser Statslaanet skulde optages.

Overfor en saadan Bevisførelse maatte Neergaard give op; her hjalp ingen Udenomssnak mere.

Med Hensyn til de katastrofale Virkninger, der knyttede sig til disse Bestræbelser for at bringe den danske Stat og de danske Kommuner i Afhængighed af den internationale Kapital, fremførte Regeringsoppositionen endnu nogle meget oplysende Kendsgerninger. Saaledes fremhævede Stauning den

183

1. febr. 1924, hvor fejlagtig Finansministerens Beregninger vedrørende Forrentningen af Dollarlaanene havde været. I sin Rigsdagstale den 21. Oktober 1920 var han gaaet ud fra, at Kursen, som denne Dag androg 4.50, sikkert snart vilde komme langt ned, saa det vilde være lettere at bære Rentebyrden. Nu var imidlertid Kursen 6.20 eller deromkring! Ved Stiftelsen af det andet Laan havde Finansministeren den 19. Decbr. 1921 atter udtalt Forventning om, at Kursen, som denne Dag androg 4.78, vilde gaa betydeligt ned. Nu var den 6.19! Det finansielle Resultat af denne Kursudvikling paa de omhandlede Gældsforhold karakteriserede dernæst Ove Rode den 5. Febr. 1924 paa følgende Maade:

»Disse Laan, der var til en saa stor og øjeblikkelig Fordel for Landmandsbanken ved alle dens Valutaspekulationer, er nu en alvorlig Fare for Samfundet. Jeg skal blot nævne, at regnet efter Dagens Kurs betaler vi nu 8.25 pCt. af disse Laan, hvoraf det ene optoges til 8 pCt. og det andet til 6 pCt., og Ministeren fortalte os den Gang, hvor snart man kunde haabe, at denne Rente dalede. Efter Dagens Kurs vil det, inden disse Laan paa 280 Mill. Kr. er tilbagebetalt, have kostet det danske Samfund 700 Mill. Kr., hvis vi altsaa ikke faar vor Krone forbedret.”

Det er et forfærdende Billede, der her gives af den politiske Korruption, som var begyndt at gribe om sig under det radikale Styre, men som kraftigt førtes videre, under Ministeriet Neergaard. Stats- og Finansminister Neergaard selv spillede derved den mest ynkelige Rolle. Selve Forhandlingerne om de to Dollarlaan, viser paa den ene Side en Minister, der blindt lystrer de Paroler, der gives fra Kapitalmagtens Side, men som er for fejg til, overfor Rigsdagen aabent at give Besked om det, der er sket. Og paa den anden Side viser de en jødisk Finansmand, der ikke kender til Skrupler og gladelig ofrer Landets Tarv, naar han blot dermed kan varetage sin Banks,

184

sine amerikanske og engelske Forretningsvenners og sine højst personlige Interesser. Denne Mand skammede sig end ikke ved at modtage Ros og Ære for det fantastiske Forræderi, han begik overfor Samfundet.

Resultatet af denne uforsvarlige Politik var en ligefrem uhyrlig Stigning af den offentlige Gæld. Statsgælden steg fra ialt 360.9 Mill. Kr. pr. 31. 3. 1914 til 1216.5 Mill. Kr. pr. 31. 3. 1924. Udviklingen i det enkelte var som følger:

 

  Indenlandsk gæld Udenlandsk gæld

     

1914 88.4 Mill. Kr. 272.5 Mill. Kr.

1917 325.8 Mill. Kr. 263.3 Mill. Kr.

1920 671.9 Mill. Kr. 254.3 Mill. Kr.

1924 672.0 Mill. Kr. 544.5 Mill. Kr.

 

 Under Finansminister Edvard Brandes var efter dette den indenlandske Gæld fra 1914 til 1920 blevet godt 7½ Gange større, medens den udenlandske Gæld under Finansminister Neergaard fordobledes. Tilsvarende var Udviklingen ogsaa med Hensyn .til Kommunernes Gæld, som steg fra 393.9 Mill. Kr. i 1913/14 til 772.4 Mill. Kr. i 1919/20 og til 948.6 Mill. Kr. i 1923/24. Rentebyrden forøgedes dermed i det enkelte som følger for de to Arter af offentlig Gæld:

 

  Statsgæld Kommunegæld

     

1913/14 12.4 Mill. Kr. 15.5 Mill. Kr.

1919/20 36.8 Mill. Kr. 32.3 Mill. Kr.

1923/24 62.9 Mill. Kr. 51.0 Mill. Kr.

De samlede Rentebetalinger steg herefter i Finansaarene 1913/14 til 1923/24 fra 27.9 til 114.8 Mill. Kr., d.v.s., de forøgedes i den her omhandlede Tid med rigeligt det Firedobbelte.

Jo, sandelig havde Systempartiernes Regering gjort deres

185

 til at bringe Folket og Samfundet, de producerende Erhverv, i Afhængighed af den passive Kapital. Stigningen var forfærdende. Og her ses endog bort fra Forøgelsen af den private Gæld under og efter Krigen.

Med den paa saa uforsvarlig Maade forcerede offentlige Gældsstiftelse er imidlertid endnu ikke Bunden naaet i det ejendommelige Sammenspil, der bestod mellem Ministeriet Neergaard og Emil Glückstadt. Selve Landmandsbankens Sammenbrud skulde senere afsløre andre meget værre skandaløse Forhold. Da viste det sig, at Venstre-Regeringen ikke blot havde forstaaet at give den internationale Højfinans et kraftigt udvidet Virkeomraade indenfor det danske Samfund, men at det samme Ministerium ogsaa paa anden Maade forstod at gøre det danske Folk tributpligtig overfor denne Højfinans. Da skulde Folket ikke blot bløde for de Tab, de indenlandske Storspekulanter som Glückstadt, Ringberg, Ballin, Dessau, Weimann, Plum, Rothenberg osv. osv. havde forvoldt Banken, men ogsaa for de Tab, der var forvoldt ved rent eksotiske Foretagender, under Ledelse af jødiske Banditter som Theo Kliatschko, Mayer Katz, Stöckle osv., og af talrige andre nævenyttige Storspekulanter i oversøiske Lande. Selve Rekonstruktionen af Landmandsbanken, som behandles nedenfor, er derved en Tragedie for sig.

 

e) Danmark 1914-24: et jødestyret Land!

Da Opgørelsens Dag kom, og Minister Neergaard maatte forsvare sit Maskepi med den jødiske Højfinans, sit forargelige underjordiske Sammenspil navnlig med Emil Glückstadt, da véd han ikke bedre end at forsvare sig med Henvisningen til, at jo ogsaa hans Forgænger i Embedet, Edvard Brandes, havde haft intim Tilknytning til Glückstadt, og at det var aldeles uberettiget at dømme om disse Forhold ud fra de sørgelige Kendsgerninger, som først var bleven bekendt i Retssagen mod

186

Glückstadt og i Bankkommissionens Betænkning. Han spørger sine ihærdige Angribere den 6. Febr. 1924 i Folketinget: »Hvem var Glückstadt?« Og han svarer: »Det var den Mand, som ved kongelig Resolution af 12. Marts 1920 - altsaa udstedt under det radikale Ministerium - havde faaet overdraget at føre den vigtigste finansielle Forhandling, som vi i lange Tider havde ført i Danmark, Forhandlingen med de allierede Magter angaaende Fastsættelsen af Erstatningssummen for Sønderjylland. Det var en Arv, jeg overtog fra min Forgænger.« Men, fortsætter Neergaard: »men trods alt, hvad der er sket siden hen, viger jeg ikke tilbage for at sige, at det var i denne Forbindelse en god Arv.- Glückstadts Stilling var den Gang saaledes, at han, hvad ogsaa alle, ikke mindst fra radikal Side, erkendte, var bedst egnet til at bringe et saadant Laan i Stand

paa Grund af sine udstrakte internationale Forbindelser - han havde jo Sæde i Folkeforbundets internationale Komité - og paa Grund af de nære Forbindelser, han havde med de mest fremragende Finansfolk i Europa.«

Og saa giver Neergaard Oppositionen raat for usødet, sætter navnlig de Radikale paa Plads, som nu forsøger at skubbe Glückstadt over paa ham, medens dog deres egen Finansminister Evard Brandes til alle Tider havde vist adskillig mere Hengivenhed overfor sin store Frænde og Racefælle. Nu fremfører Neergaard Bevisligheder, der slaar igennem. Han bemærker bl.a.:

»»Det var noget, som alle den Gang var fuldkommen paa det rene med, og som ikke mindst ogsaa det radikale Parti og dets Finansminister var fuldkommen paa det rene med. Som der tidligere er erindret om, udtalte Finansminister Brandes i August 1922 - paa et Tidspunkt, da det havde vist sig, at Glückstadt var i den nedadgaaende Linie -:

»Jeg haaber, at De ikke lader Dem paavirke af ondsindede Bestræbelser, der kan tænkes rettet imod Dem. De skal altid erindre, at De er og bliver den ind-

187

 sigtsfuldeste, vidtskuende og eneste store Financier, Danmark ejer.«

Saa stærke Ord vilde jeg ikke have brugt; men paa det Omraade her, med Hensyn til Muligheden for og Dygtigheden til i en saare vanskelig international finansiel Situation at stifte et stort udenlandsk Laan, kan jeg sige, at dertil var han ubetinget den, der havde de bedste Betingelser….. Det var desuden en Mand, som under hele det radikale Ministeriums Tid var Regeringens uundværlige Støtte og Raadgiver i Finanssager, det fremgaar ganske tydeligt af det Afskedsbrev, Finansminister Brandes skrev til ham:

»Jeg føler imidlertid, at jeg maa slutte disse Linier med en sidste T ak for det Utal af Tjenester, hvormed De lettede en brydsom Vej for mig i 5-6 Aar. Jeg skylder Dem overmaade meget og mere, end jeg kan afbetale.««

Efter at have citeret disse Sætninger, erklærer Neergaard, at han paa ingen Maade i denne Anledning mener at maatte rette Bebrejdelser mod Brandes, men at han tværtimod mener, at det tjente Brandes til Ære, saa aabent at have udtalt sin Hjertens Mening, og »at han paa et Tidspunkt, hvor det begyndte at gaa ned ad Bakke for Glückstadt, fuldt ud og aabent erkendte, at han skyldte ham meget, og erkendte de fremragende Egenskaber, han havde ved Siden af det, der senere er blevet saa almindelig kendt, saa mange slette«. At Neergaard med denne sin Opfattelse ogsaa var i god Overensstemmelse med det radikale Partis Mænd, havde ved tidligere Lejlighed vist sig, bl. a. i en Tale, den fhv. Udenrigsminister Erik Scavenius holdt i Hjørring den 24. November 1922, hvor han ligeledes roste Glückstadts Indsats i de finansielle Forhandlinger vedrørende Overtagelsen af Nordslesvig, idet han bl.a. sagde: »Jeg føler mig overbevist om, at man trygt kan tiltræde de af Statsminister Neergaard, ved Beretningen om disse For-

188

 handlinger udtalte anerkendende Ord om den for Danmark gunstige Ordning, det var lykkedes Etatsraad Glückstadt at opnaa. «

Ved al denne Anerkendelse, der saaledes ydes Glückstadt, overses med Haardnakkethed de Konsekvenser, der knytter sig til Glückstadts og Brandes' Bestræbelser for at stabilisere den internationale jødiske Kapitalmagts Overherredømme over Samfundene, i dette Tilfælde over Danmark. Man forsøger at bortlede Opmærksomheden fra det jødiske Magtstræb, da man selv føler sig alfor stærkt bunden til denne

Kapitalmagts Repræsentanter og, for at kunne berolige sin Samvittighed, ikke vil se det, som det er. Men det har selvfølgelig aldrig afholdt de fremmede Racefæller fra ufortrødent at forfølge deres Maal; de vilde jo have fornægtet deres Natur, hvis de ikke havde ført Kampen videre som »Vogtere af Helligdomme«. Glückstadt fuldbragte faktisk sin Mission, da han fremtvang de talrige udenlandske Laan og paaførte Danmark Landmandsbankkatastrofen, og han fuldførte dermed blot den Idé, som i sin Tid havde fundet digterisk Udtryk i Edvard Brandes' Nytaarsvers i »Politiken« faa Aar før Aarhundredskiftet. Dér rettedes allerede den Haan og Trusel mod det danske Folk, som senere under Ministeriet Neergaard skulde blive til Virkelighed; dér udtalte Brandes netop det, der af ham selv føltes som Racens Mission. Ordene lød:

 »Hvor meget de sig nu af Magten blærer,

de falder dog engang som raadne Pærer.

Vi lægger Øksen ved Træets Rod.

Vor Hævn bliver gammel, men den bliver god.

Vi haaber intet, vi venter kun;

en Gang kommer vor Nytaarsstund.«

 Den kom. Og den jødiske Hævn blev god. Den kostede Samfundet de Hundrede Millioner Kroner, den skabte et overfor Kapitalen fuldkommen afmægtigt Folk. Dog, hvad der

189

 end gik tabt af materielle Værdier, - værre var det, at tillige de sande ideelle Værdier gik tabt, dem, der skaber et sjælelig sundt Folk, et virkelig nationalt Samfund. Det jødiske Regimente blev Landets Pest.

3. FRA SPEKULATIONENS OVERDREV

a) Hvordan Glückstadt fremmede Kapitalens Koncentration paa jødiske Hænder.

Hovedmanden for det store vilde Hazaraspil om den økonomiske Magt under og efter Verdenskrigen var Emil Raphael Glückstadt, Direktør ved Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank m. m. Han var den fødte Spekulant, grænseløs ærgærrig og pengegridsk som kun Jøder kan være det, uden Hemninger og Skrupler, en Mand, der netop saa sin Mission i at sikre sin Race det finansielle Herredømme inden for det Samfund, han nu engang ved en Skæbnens Førelse tilhørte, og som Søgte at opnaa dette Maal ved alle de Midler, som stod til Raadighed for ham som en Storbanks Leder. De Forhold, hvorunder han paabegyndte sine Transaktioner, var saare gunstige for hans Planer. Statens finansielle Styrelse laa i en Jødes Haand, Regering og Rigsdag ansaa det nærmest for en Selvfølgelighed, at Kapital- og Pengemarkedet stod under jødisk Kontrol. Landets offentlige Mening beherskedes af en jødebunden Presse. Dertil kom, at den fremmede Race netop i denne Periode i stigende Grad kunde bemægtige sig de internationale Forbindelser og just derved erhverve sig en overmægtig Stilling indenfor de enkelte europæiske Samfund. For Danmarks Vedkommende er det i saa Henseende karakteristisk, at det var Jøden Emil Glückstadt, der var Statens officielle Repræsentant i alle Forhandlinger vedrørende Kulleverancer fra England, medens det

var Jøden Alexander Helphand, - Parvus, - der ordnede Kulleverancerne fra Tyskland; først-

191

nævnte foretog jævnlig under hele Krigen sine Rejser til England, ogsaa efter at den uindskrænkede Undervandsbaadskrig var indledet, og var ogsaa efter Krigen den af Regeringen mest betroede Mellemmand i internationale Forhandlinger, medens Parvus ikke blot var baade den danske og den tyske Regerings commis voyageur i Kul, men tillige Verdensrevolutionens Forkæmper. Begge de kapitalstærke og formaaende Mænd tjente, hver paa sin Maade, samme Maal, begge var de her i Landet under og efter Verdenskrigen Forgrundsfigurer i deres Races Kamp om Verdensherredømmet. Herunder forstod de paa mesterlig Maade at sikre sig deres Racefællers Medvirken. I hvilken Grad dette har været Tilfældet, skal i det følgende først belyses paa Grundlag af Landmandsbankens Udvikling i Tiden efter 1910, da Emil Glückstadt som ledende Direktør for denne Bank ikke blot kæmpede om det finansielle Hegemoni indenfor Landet, men samtidig søgte at erobre en mægtig Position indenfor Verdenshandelen ved Hjælp af sin Banks Virkemidler.

Fremstillingen af denne den mest skæbnesvangre Periode i vor Tids danske Økonomi støtter sig hovedsagelig paa det Materiale, der er gjort tilgængeligt for Offentligheden i »Beretning om Forholdene i Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank m. m., afgivet af den ved Kgl. Ordre af 21. September 1922 nedsatte Kommission«, Kbh. 1924. Det er et grundigt Undersøgelsesarbejde, der her foreligger, for en ganske væsentlig Del affattet af det ene Kommissionsmedlem, Prof. L. V. Birck, personlig.*) Selve Skriftet giver et ligefrem enestaaende Anskuelsesmateriale vedrørende de Arbejdsmetoder, Glückstadt og hans Fæller benyttede sig af for at fremskynde Kapitalens Opsamling paa deres Hænder; det indeholder et omfattende Talmateriale til Belysning af de Kapitaldispositioner, der blev truffet af Landmandsbanken, henholdsvis af de til Bankens nærmeste Kundekreds hørende

*) Jvf. nedenfor Afsnit 9e.

192

Vekselererfirmaer, industrielle Foretagender osv. Bevisførelsen er i alle Enkeltheder strengt saglig og uangribelig. Selvfølgelig er enhver politisk Tendens holdt ude, da Betænkningens Materiale jo ifølge den kongelige Ordre skulde tjene som Grundlag for den mod de i Landmandsbankkatastrofen ansvarlige Personer indledede Undersøgelse. Der skulde altsaa udelukkende gøres Rede for de Forhold, der førte til den vilde Spekulation under og efter Verdenskrigen, samt fremskaffes beviskraftigt Materiale til Udmaaling af det Ansvar, der kunde paalægges den enkelte, som paa den ene eller anden Maade havde bidraget til at fremkalde Landmandsbankkatastrofen. Denne Linie er ogsaa i Beretningen bleven nøje overholdt. Til Trods herfor vidner Beretningerne paa hver en Side netop om det, der her interesserer os mest: nemlig om Jødernes umaadelige Magtbegær, om deres Bestræbelser for at bringe alle produktive Erhverv i Afhængighed af den passive Kapital og at befordre Privatkapitalens Udbytningsmuligheder paa Bekostning af de Befolkningskredse, der røgtede Realkapitalens Værdier.*) Hvad Jøderne derved kunde tillade sig, grænser til det fantastiske; men at de overhovedet fik Mulighed til dette samvittighedsløse Spil om Landets økonomiske Frihed og Fremtid, vidner tillige om den mægtige Indflydelse, de jødiske Finansmænd havde vundet paa Landets parlamentariske Styre. Prof. L. V. Birck har naturligvis ikke været blind for alle de herhenhørende Problemer, men har under de givne Forhold maattet lade dem upaagtet. Han har end ikke kunnet faa samtlige de

*) Begreberne er her opfattet saaledes som af Prof. L. V. Birck fremstillet i sin Afhandling: »Realkapital contra Privatkapital« (Die Wirtschaftstheorie der Gegenwart, Bd. 3, Wien 1928, S, 181 flg.), hvorved der

under den sociale Realkapital forstaas den i Erhvervsvirksomhederne investerede omløbende og faste Kapital, medens Privatkapital anses for at være det udbyttegivende Medium, der, da denne Kapitals Formaal ikke er Vareproduktion, Fremskaffelse af reelle Værdier, men Afkastning af Pengeprofit, med en vis Berettigelse ogsaa kan betegnes som Spekulationskapital.

193

Kendsgerninger frem, der maatte kunne tjene til Sagens Belysning; jvf. Bemærkningen paa S. 64 i Beretningen: »Om den Udstrækning, disse Undersøgelser har faaet, har der dog ikke været Enighed i Kommissionen«. Men alligevel! Materialet, som det nu foreligger, er nok til at faa Forstand af, og Jødernes Ansvar skal man ikke lede længe efter. At der ogsaa har været et vist Antal danske Mænd, der trods deres Anseelse og fremskudte Stilling ikke undsaa sig for at være aktive Deltagere i Jødernes forbryderiske Spil, ændrer i Princippet intet. Her vil naturligvis fortrinsvis være Tale om Glückstadts, om Jødernes Skyld. Alt andet er, trods det store Ansvar, der ogsaa maa paalægges andre Personer, af underordnet Betydning; hvad f. Eks. en Ove Ringberg eller en Harald Plum har forskyldt, hvad Landmandsbankens Bestyrelsesmedlemmer har forsømt eller forset sig med, - det kan kun forklares ud fra de Tendenser, som var bestemmende for Glückstadts Kreditpolitik, og ud fra de Forhold, der blev skabt ved hans uforsvarlige Kapitaldispositioner.Dog nu til Sagen!Landmandsbanken havde straks fra Starten staaet under jødisk Indflydelse paa en mere afgørende Maade end nogensomhelst anden dansk Bank. Det var Emil Glückstadts Fader, Isaac Mose Hartwig Glückstadt, som allerede ved Bankens Oprettelse i 1871 paa Jøden Abraham Gedalias Foranledning var bleven tilkaldt som Bankens ledende Direktør og som beklædte denne Post indtil sin Død i 1910. Banken havde altid, omendskønt den efter sit oprindelige Formaal navnlig skulde hjælpe med til at tilfredsstille Landbrugets Kreditbehov, i særlig Grad været interesseret i Børsomsætningen og i industrielle Foretagender og under Hensyn hertil stadig haft Tilknytning til jødiske Vekselererfirmaer og Forretningsmænd. Hypotekafdelingen førte herunder en mindre paaagtet Tilværelse. Denne Afdeling holdtes desforuden strengt adskilt fra Bankvirksomheden saavel i forvaltnings- som i regnskabsmæssig Henseende, havde sin egen Ledelse og var underkastet en særlig af Inden-

194

rigsministeriet beskikket Revision. Direktør for Hypotekafdelingen var fra Oprettelsen og indtil Efteraaret 1922 P. C. C. Harhoff. Om Landmandsbankens Organisation maa iøvrigt bemærkes, at Ledelsen oprindelig bestod af 3 Direktører. Disses Antal blev 1920 udvidet til 5 og i September 1921, da Krisen blev overhængende, til 6; Departementschef i Finansministeriet Riis-Hansen var den sidste, der før Sammenbrudet tiltraadte som Direktør. Emil Glückstadt var allerede 1904, i en Alder af kun 29 Aar, bleven Direktør; han blev 6 Aar senere administrerende Direktør og overtog som saadan den almindelige Ledelse af hele Virksomheden. 1910 blev endvidere paa Emil Glückstadts Tilskyndelse den daværende Sekretær i Banken, Ove Ringberg, kun 29 Aar gammel, ansat som 3die Direktør.

Ringberg var, omendskønt ren Arier, just en Mand efter Emil Glückstadts Hjerte, idet han stadig havde vist særlige Anlæg og speciel Interesse for Børsomsætning. Han havde grundigt levet sig ind i et jødisk Milieu, idet han udelukkende havde haft Stilling i gode jødiske Forretninger; han var uddannet i I. M. Levin & Co.’s Vekselforretning, blev derefter Sekretær hos Emil Glückstadts Svigerfader, den meget foretagsomme og i hensynsløs Aktiespekulation særlig forfarne Direktør og Vekselmægler Eduard Rée.*) Ringberg var altsaa helt igennem Jødernes Mand, viste sig ogsaa senere villig til sammen med den administrerende Direktør at deltage i, henholdsvis støtte, de forrykteste Børsengagementer. Hans Spekulationsiver kunde saa sandelig ikke overtræffes af nogen Jøde. Det forbavser derfor heller ikke, at

Ringberg endnu Aar efter at han sammen med sin Herre og Mester havde paaført Samfundet Tab for de Hundreder Millioner Kroner, faar rosende Omtale i Laura Glückstadts Forsvarsskrift. Fru Glückstadt bemærker bl. a., at hendes Mand altid havde anset Ringberg for særlig dygtig og stadig betonede: »Hvad jeg sætter saa stor Pris paa hos Ringberg, er, at han tør sige En imod. De andre

*) Jvf. nedenfor Afsnit 9b.

195

staar altid og bukker og snakker En efter Munden.« Det tilføjes, at ogsaa Finansminister Edvard Brandes værdsatte O. Ringberg paa samme Maade, idet han ifølge Fru Laura Glückstadts Fremstilling engang omkring 1918 udtalte: »I Mangel af deres Mand er det en Fornøjelse at forhandle med Direktør Ringberg, som er Deres Mand en udmærket og loyal Medarbejder, der opfatter klart og hurtigt og har den rigtige Forstaaelse af, hvad man forelægger ham, og dog har sin egen personlige Mening.« Jo, dygtig var han efter disse jødiske Stormænds samstemmende Mening, dygtig navnlig, fordi han selv efter bedste Evne søgte at fremme Kapitalens Koncentration paa jødiske Hænder og i saa Henseende uden Tvivl var »en udmærket og loyal Medarbejder«. At han saa senere med sine Bestræbelser havnede ude i det rene Morads, og ved Udforskningen af sine Transaktioner efterlod sig adskillige Gaader, som end ikke den administrerende Direktør kunde løse under Retsforhandlingerne, - gør naturligvis mindre til Sagen; efter jødisk Opfattelse fortjener Ringberg selvfølgelig alligevel ikke andet end Ros og Anerkendelse.

Dog den ledende Mand indenfor Foretagendet var og blev Emil Glückstadt. Han regerede uindskrænket, og han forstod at træffe sine Dispositioner saaledes, at hverken Bankraad, Bestyrelse eller Revisionen naaede at faa fuldt Overblik over de af ham trufne Dispositioner, før det var for sent og Katastrofen uundgaaelig. Det var ham, der forcerede Udvidelsen af Bankens Forretninger, fremmede den vildeste Spekulation indenfor Børs, Handel og Industri, og Gang paa Gang kunde vinde Bankraadets og Generalforsamlingens Tilslutning til en Udvidelse af Aktiekapitalen, for at Banken kunde efterkomme de stigende Krav paa Kapitaldisposition. Netop den stadig fremadskridende og til det yderste forcerede Udvidelse af Aktiekapitalen i det Aarti, da Emil Glückstadt var ledende Direktør i Landmandsbanken, giver et første Indtryk af, i hvilken Grad denne Mand bestræbte sig for at fremme Kapitalens Koncentration paa jødiske. Hænder. Det var denne Form for

196

Kapitaludvidelse, der dannede Basis for talrige jødiske Veksellereres hasarderede Transaktioner, for Trust- og Karteldannelser indenfor Handel og Industri under jødiske Rigmænds Ledelse, og som samtidig bidrog til, at Banken selv ved en systematisk gennemført Spekulation i sine egne Aktier under gunstige Konjunkturer kunde opnaa mægtige Fortjenester, og hvorved heller ikke Direktørerne Ringberg og Glückstadt undslog sig for selv at spekulere i deres Banks Papirer for egen Vindings Skyld. Det var denne Form for Spekulation, der senere skulde blive særlig skæbnesvanger for Banken.

Denne farlige Udvikling satte ind allerede længe før Verdenskrigen. 1907 stillede Emil Glückstadt, som dengang endnu kun var Vicedirektør i Banken, Forslag paa et Bankraadsmøde i Faderens, den administrerende Direktørs Fraværelse, om at indstille til Generalforsamlingen, at Bankraadet skulde bemyndiges til at udvide Aktiekapitalen med 40 Mill. til 80 Mill. Kr. I Dagsordenen til Bankraadsmødet havde der kun været Tale om Udvidelse af Aktiekapitalen med 20 Mill. Kr., og den administrerende Direktør havde før Mødet ikke faaet Lejlighed til at tage Stilling til det videregaaende Andragende. Til Trods herfor behandledes det. Emil Glückstadt begrundede sit Forslag med »den daglige Forretnings

betydelige Stigen«. Paa en ekstraordinær Generalforsamling den 27. Marts 1907 bemyndigedes Banken derefter til at udstede for 20 Mill. Kr. nye Aktier og dernæst at afvente en gunstig Lejlighed til yderligere Emission. 1913 forhøjedes Aktiekapitalen til 72 Mill. Kr., 1915 til 80 og 1916 til 100 Mill. Kr. I Marts Maaned 1920 vedtoges endelig, at Bankraadet skulde være bemyndiget til yderligere at udvide Aktiekapitalen til 150 Mill. Kr., men denne Bemyndigelse blev aldrig benyttet, da det allerede forinden i foruroligende Grad havde vist sig, hvor vanskeligt det var at placere den allerede forhaandenværende Aktiemængde paa det indenlandske Marked. Yderligere Emission laa i 1920 simpelthen udenfor Mulighedens Grænse.

197

Allerede før Krigen, paa den Tid, da den unge foretagsomme Vicedirektør, Emil Glückstadt, begyndte at presse paa med Kapitaludvidelsen, havde Vanskeligheder ved at placere Bankens nye Aktier gjort sig gældende. Efter Emissionen af de 20 Mill. Kr. nye Aktier i Aaret 1907 maatte der dannes et Støttekonsortium, bestaaende af Landmandsbanken samt af Firmaerne L. Behrens & Söhne i Hamburg og S. Bleichröder i Berlin. Medlemmerne deltog med hver en Tredjedel. Konsortiet financieredes hovedsagelig af Landmandsbanken selv, stod iøvrigt under Ledelse af Vicedirektør Emil Glückstadt og havde til Opgave, ved Opkøb af Aktier at holde Kursen oppe paa 13 ½ pCt. Nævnte Konsortium overtog ca. 4 Mill. Kr. Aktier. Landmandsbanken financierede endvidere to andre private Konsortier, der overtog 1 Mill. Kr. gamle Aktier. Langt om længe lykkedes det at sælge ud i Tyskland, saa tilsidst ca. Halvdelen af de i 1907 nyudstedte 20 Mill. Kr. Aktier var placeret der. I Danmark var der allerede ved Fremlæggelsen bleven tegnet 11,95 Mill. Kr. Efter Emissionen af 1912 meldte der sig nye Vanskeligheder, og atter maatte der foretages kraftige Støtteopkøb, som denne Gang iværksattes af to Konsortier, nemlig dels Opkøbssyndikatet af 1912, som bestod af et tysk og et dansk Konsortium under Ledelse henholdsvis af Firmaerne L. Behrens & Söhne, L M. Levin & Co. og et rent dansk Foretagende »Konsortiet Landmandsbank-Aktier ved I. M. Levin & Co.« Sidstnævnte Konsortium afsluttede sine Transaktioner efter 3 1/4 Aars Forløb den 7. Septbr. 1915, hvorefter de opsamlede 5,4 Mill. Kr. Aktier overtoges af et Fjerdedels Konsortium, bestaaende af selve Direktørerne for Landmandsbanken O. Ringberg og Emil Glückstadt samt af sidstnævntes Svigerfader Ed. Rée og af Firmaet J. M. Levin & Co. Dette Konsortium maatte straks efter Starten gaa med til at opkøbe yderligere Aktieposter. Ogsaa i dette Tilfælde viste det sig altsaa, at den udstedte Aktiekapital var altfor stor for det hjemlige Marked, et Forhold, som imidlertid ikke kunde skræmme Landmandsbankens Direktører fra ogsaa under Krigen, da

198

Forholdene rigtignok for en Tid tegnede sig noget lysere, at fremme Kapitaludvidelsen ganske eftertrykkeligt.

Af den ved Verdenskrigens Udbrud indbetalte Aktiekapital paa 72 Mill. Kr. var noget mere end Halvdelen placeret i Tyskland. I de første Krigsaar strømmede imidlertid de i Tyskland beroende Aktier meget hurtigt tilbage, saa Aktiekapitalen ved Udgangen af 1916 maa formodes i sin Helhed at have været paa danske Hænder. Da der nu ogsaa gjorde sig stærkere Pengerigelighed gældende paa det indenlandske Marked, var det muligt at placere et endnu større Udbud af Aktier her, saa Bankledelsen allerede i Efteraaret 1915 paany saa sig tilskyndet til at gennemtrumfe en Forøgelse af Aktiekapitalen med 8 Mill. Kr. under Henvisning til, at Bankens Balance nu var steget til over ½ Milliard Kr. og derved nødvendiggjorde, at Banken havde Raadighed over et større Aktiemateriale. Denne Gang profiterede Bankens nærmeste Vennekreds ved Emissionen, idet Retten til at overtage nye Aktier forbeholdtes ca. 20 Banken nærtstaaende Personer, til en Kurs, der laa 5 à 6 Points under Noteringen, hvorved det maa fremhæves, at ogsaa Ringberg og Glückstadt selv kunde udnytte dette Privilegium. Hvem der ellers fik Chancen, siges ikke i

Bankkommissionens Beretning, men at det har været Jøder alle til Hobe, kan næppe betvivles. For at forsone de gamle Aktionærer med denne Ordning, fik de ved Udbetalingen af Aarsudbyttet foruden 9 pCt. Dividende som særlig Erstatning en Bonus paa 2 pCt. I 1916 var der en livlig Omsætning i Landmandsbankaktier til stærkt stigende Kurser, og Resultatet heraf var, at Bankraadet allerede i Decbr. 1916 paany gav Bemyndigelse til at udvide Aktiemængden med et Beløb af indtil 40 Mill. Kr. Der blev imidlertid foreløbig kun udstedt 20 Mill. Kr., og for at placere disse Papirer maatte der paany oprettes et Støttekonsortium, der denne Gang dannedes som et Tolvtedels-Konsortium, som atter financieredes af Landmandsbanken selv. Deltagerne var foruden et svensk Firma, Aktiebolaget Stockholms Andelsbank (2 Parter), 6 danske Firmaer, nemlig Aktieselskabet Fyns Dis-

199

conto-Kasse (2 Parter), Fa. I. M. Levin & Co. (4 Parter), samt Vekselererfirmaerne M. H. Cohen & Lamm, Aug. Lunn & Co., Erik Møller og Th. Schiøler med hver sin Part. Af I. M. Levin & Co.’s 4 Parter gik 3 tilbage til Bankens Direktører. Da Konsortiet opløses, var der 643.390 Kr. til Udbetaling, saa der paa hver af de 12 Parter faldt 53.616 Kr. I Bankkommissionens Beretning (Kbh. 1924) bemærkes hertil S. 24: »Angaaende de 4 Parter i Konsortiet, der repræsenteredes af Firmaet I. M. Levin & Co., sendtes officiel Underretning fra Banken til Firmaet, medens Direktør Ringberg i et privat Brev til Vekselerer Johan Levin anmodede om at faa de Bankens Direktører tilkommende 3/4 af Overskudet udbetalt kontant.« Efter Opgørelsesdagen fortsætter Konsortiet sin Virksomhed, idet det dog ændrede sit Navn til »Konsortiet i Landmandsbank-Aktier af 17. 4. 18«, og dette Konsortium lykkedes det saa at afsætte alle Aktier i Løbet af 1918, hvorved Firmaet I. M. Levin & Co. overtog 3.510.000 Kr. Aktier. Ogsaa to af Banken selv indrettede Opkøbskonti kan paa Grund af det gunstige Salg i Aaret 1918 frigøres for deres opsamlede Aktiemængde. Med Hensyn til den Overkurs, Banken opnaaede ved de forskellige Emissioner, skal bemærkes, at Avancen regelmæssig blev henlagt til Reservefonden, medens de med Emissionerne forbundne Omkostninger betaltes af Driften. Da Kurserne i Tidens Løb steg i betydelig Grad, var det paa denne Maade bleven muligt at lade Reservefonden tilflyde meget betydelige Midler. 1886 blev der af en ny Aktiekapital paa 12 Mill. Kr. indbetalt en Bruttoavance paa 993.000 Kr., 1912, ved ligeledes 12 Mill. Kr. nye Aktier, 459.000 Kr. I 1905 bragte en Aktieforøgelse paa kun 4 Mill. Kr. en Avance paa fulde 951.360 Kr. Fra 1906, da Banken var gaaet over til at udbetale en Dividende paa 8 pCt. p. a., steg Kursen betydelig, saa de 1907 udstedte 20 Mill. Kr. indbragte et Provenu paa 5 ½ Mill. Kr., af hvilke 4 ½ Mill. Kr. henlagdes til Reservefonden. Ved Emissionen 1913 af de 12 Mill. Kr. til Kurs 118 opnaaedes en Bruttoavance paa 3.360.000 Kr., som krediteredes Reservefon-

200

den, medens der 1915 overførtes 1,6 Mill. Kr., af et samlet Overskud paa 4.040.000 ved Udstedelsen af 8 Mill. Kr. nye Aktier til Kurs 138. Da endelig de sidste 20 Mill. Kr. udstedtes i 1916, kunde et Beløb paa 6 Mill. Kr. henlægges til Reservefonden som Udbytte af Overkursen.

Den stadige Udvidelse af Aktiekapitalen gik i Takt med Udvidelsen af Forretningen og havde for det meste denne som Paaskud. Dog kunde ogsaa andre Omstændigheder være bestemmende for Udstedelsen af nye Aktier, bl. a. Overtagelsen af en mindre Bank (1905 Industribanken) eller Udnyttelsen af nye Investeringsmuligheder. Bankens Balance, som 1910 ved Isaac Glückstadts Død havde andraget 312 Mill. Kr. og ultimo Marts 1912 efter Sammenslutningen med Lollands Spare- og Laanebank, var steget til godt 368 Mill. Kr., mens den ultimo 1915 beløb sig til mere end en halv Milliard, androg derpaa ultimo 1918 1.155 Mill. Kr. og ultimo 1920 1.482 Mill. Kr., hvilket udgjorde lidt over en Fjerdedel af samtlige 208 danske Bankers samlede Balance, der beløb sig til godt 5.700 Mill. Kr. Af Balancens knapt 1 ½ Milliard ultimo 1920 havde Hovedsædet anbragt og udlaant, de 1.060 Mill. Kr. og Filialerne de 420 Mill. Kr.

Det var den af de unge Direktører Emil Glückstadt og Ove Ringberg repræsenterede Ekspansionstrang, som var Grunden til den forcerede Udvidelse af Aktiekapitalen. Dog den førte ogsaa Banken ind paa nye Veje til Udvidelsen af dens Virksomhed i Landet, bl. a. ind paa den systematiske Udvidelse af Filialnettet, fornemmelig ved Opkøb af Smaabanker og Sparekasser med rigeligst mulige Indskudsmidler. Hvor Sparekontiene, Indlaan og Folio var særligt store, veg man end ikke tilbage for at byde Smaabankens Aktionærer en særlig stor Dividende som Affindelsessum; sandelig: man lod Dalerne springe, naar det drejede sig om at tilkøbe sig et mindre Pengeinstituts Selvstændighed for at faa Raadighed over Befolkningens Sparekapital ude i Provinsen.

201

Under Isaac Glückstadts Bankledelse var der indtil 1883 bleven oprettet ialt 8 Fillialer i Provinsbyer, og dette Antal udenbys Filialer blev opretholdt indtil 1912. Men under Emil Glückstadts Ægide var det ikke mere tilstrækkeligt, at Banken foruden Hovedsædet havde en Række Filialer i nogle Provinsbyer og nogle Afdelinger i København, nu skulde der foretages en Udvidelse af' Bankens Virksomhed baade indadtil og udadtil. Bankkommissionens Beretning karakteriserer denne nye Tendens i Landmandsbankens Finanspolitik paa følgende Maade: »I Størstedelen af den forløbne Periode (d.v.s. i den Tid, da Isaac Glückstadt endnu var administrerende Direktør) kan man tale om en organisk Vækst; men i de sidste Aar mærker man dog et noget stærkere Tempo; selvom de ydre Forhold vel i nogen Grad forklarer dette, kan man formentlig allerede i disse Aar spore den ny Generations begyndende Indflydelse. Det var tilmed ikke blot Tempoet i Udviklingen, der ændredes i disse Aar, ogsaa Aanden blev efterhaanden en anden. Dette finder Udtryk i Bankens mere intime Forhold til Fondsbørsen og Børsspekulationen, der i disse Aar tager et stærkere Opsving, delvis under Ledelse af Emil Glückstadts’ Svigerfader Direktør Eduard Rée. Dette gaar ikke sporløst hen over Bankens Udlaanskonti, der efterhaanden svulmer stærkt op, samtidig med, at Bankens egen Fondskonto - der omfatter saavel Aktier som Obligationer - viser stigende Omsætningstal (Køb og Salg) fra 98 Mill. Kr. i 1901 til 210 Mill. Kr. 1910. Lidt efter lidt glider man da ud i en Udvikling, der ikke længere er Udtryk for den naturlige organiske Vækst, men derimod for en bevidst Ekspansionsvillie, der ogsaa søger udenfor Landegrænsen.« (S. 21-22).

Den af Emil Glückstadt indlede Udvidelsespolitik satte sine første Spor i Landmandsbankens Virksomhed udadtil, da Glückstadt sammen med ledende Bankdirektører i Stockholm og Oslo tog Initiativet til Oprettelsen af to skandinaviske Banker i Paris og London. »Banque des Pays du Nord« i Paris startedes 1911 med en Aktiekapital paa 25 Mill. Kr. og en

202

engelsk-skandinavisk Bank under Navnet »British Bank of Northern Commerce« 1912 i London. Ved Oprettelsen af sidstnævnte Bank var foruden de skandinaviske Banker ogsaa en førende engelsk, fransk og russisk Bank medvirkende og Institutionen blev ved Starten indregistreret med en Aktiekapital paa 2 Mill. £. British Bank havde kun en relativ kort Levetid, idet den i Oktober 1920 blev sammensluttet med det jødiske Bankierfirma: C. I. Hambro & Søn (hvis Grundlægger Carl Hambro var hjemmefødt i Danmark) og siden August 1921 fører Navnet: Hambros Bank ltd.*)

Kort efter at der paa denne Maade var knyttet internationale Forbindelser, koncentrerede Glückstadt sin Opmærksomhed mod Udvidelsen af sin Banks Virkeomraade indenfor Landet. Paa alle mulige Maader søgte Landmandsbanken som kapitalstærk og formaaende Pengeinstitution at faa provinsielle Banker og Sparekasser ind under sit Herredømme. Opkøbene satte ind i 1912, da et gammelt og anset Institut, Lollands Spare- og Laanebank i Nakskov, et - ifølge Bankkommissionens Beretning - »rent Spareinstitut, tilmed en af Provinsens største selvstyrende og selvejende Sparekasser«, mente at maatte give op over for

den moderne Banks haardhændede Konkurrencemetoder og derfor søgte Sammenslutning med den københavnske Storbank. Derefter blev i 1913 to mindre jydske Pengeinstituter, Fredericia Bank og Esbjerg-Fanø Bank, der begge var kommen i Vanskeligheder, overtaget af Landmandsbanken. Under Krigen fortsattes Opkøbene af Smaabanker, tildels af saadanne, der i og for sig var sunde og i god Drift, men som

*) Vedrørende denne Sammenslutning oplyser »Mosaisk Samfund« den 4. 9. 1920 bl. a., at Aktiekapitalen vil blive 400.000 Aktier à 10 Lst, hvoraf 2 Lst 10 sh. indbetalt. Sir Everard Hambro vil blive Præsident, Sir Eric Hambro Vicepræsident, H. Hambro og Olaf Hambro administrerende Direktører og C. L. d’ Abo Generaldirektør. Det fremhæves, at det drejer sig om en »engelsk-dansk« (!) Banksammenslutning, og at Hambro’erne nedstammer fra den paa Frederik den Sjettes Tid kendte danske Bankier Joseph Hambro.

203

ikke mente at kunne skaffe tilstrækkelig rentable Investeringsmuligheder for Indlaansmidlerne, dels imidlertid ogsaa af Provins-Instituter, som var kørt fast ved fejlagtige Dispositioner over deres Kapital og derfor søgte deres Redning ved en Fusion med Storbanken. Blandt den førstnævnte Gruppe maa nævnes Tølløse-Merløse Bank, hvis Aktier indløstes til Kurs 200 pCt. eksklusive Dividende for det sidstudløbne Regnskabsaar, Thylands Bank i Hurup, hvor Aktionærerne udløstes med 225 pCt. ex Udbytte, Banken for Korsør og Omegn, hvor Udløsningen androg 238 pCt, incl. Restdividende, Thisted Bank, hvor der i Udløsning betaltes endog 285 pCt., samt Salling Herreders Spare- og Laanebank i Skive, hvor Aktionærerne som Vederlag fik bevilliget 227 ½ pCt. Da imidlertid Handels- og Landbrugsbanken i Svendborg 1921 besluttede sig til at søge en Sammenslutning med Landmandsbanken, var Grunden hertil, at den som Følge af en altfor rundhaandet Financieringsvirksomhed overfor lokale Foretagender var truet med finansiel Ruin og for at undgaa Standsning af Bedriften ansaa det for rigtigere at redde sig i en Storbanks Favn. I dette Tilfælde maatte Aktionærerne affinde sig med en ikke helt saa flot Godtgørelse, idet de for hver 1000 Kr. egne Aktier fik udbetalt 500. Kr. kontant og 500 Kr. i Landmandsbankaktier, der da stod i 136. Den trods alt rundelige Betaling finder iøvrigt sin Forklaring i, at Landmandsbanken paa det her omhandlede Tidspunkt krampagtigt søgte at værge sig mod det katastrofale Udbud af dens egne Papirer og derfor priste sig lykkelig, at den ved Overtagelsen af Svendborgbanken idetmindste kunde placere en mindre Del af sit Aktiemateriale paa faste Hænder.

Det systematiske Opkøb af Provinsinstituter stødte selvfølgelig ikke sjældent paa Modstand, og ikke alle Kredse var blinde for, hvor farligt det kunde blive, naar en Storbank fik Mulighed for at lægge sine Sugerør ud over Landet i altfor stor

*) Jvr. Prof. Bircks Bedømmelse af denne Udvikling nedenfor i Afsnit 9b.

204

Grad. *) I Nyborg, Nykjøbing Sj, og i Korsør gjorde Modstanden sig særlig kraftig gældende. Her oprettedes nye Lokalbanker, efter at Landmandsbanken havde gennemført Fusionen med de nævnte dersteds bestaaende ældre Pengeinstitutter. Hvor lidet imidlertid Landbefolkningen har forstaaet de Farer, der truede fra en Storbanks Side ved en saadan forceret Udvidelsespolitik, viser bl. a. de Betragtninger, Bankledelsen for Sallingbanken fremførte paa den til Behandling af Fusionsforslaget indkaldte Generalforsamling. Der fremsattes bl. a. den naive Tankegang, at man efter Sammenslutningen jo ikke mere vilde være henvist blot til Aktiekapitalens beskedne 600.000, Kr., men i Stedet for vilde »faa Landmandsbankens Millioner til Raadighed«. Paa samme Maade hævdedes i Forhandlingerne om Overtagelsen af Nyborg Bank, at man fremtidig kunde »disponere over praktisk taget ubegrænsede Midler«. Man vidste vel ikke bedre!

De i Tiaaret 1912-21 af Landmandsbanken overtagne Provins-Instituter havde ved Overtagelsen følgende Virkemidler (i Kroner):

Navn Sparekasse, Indlaan og Folio

Aktiekapital Reserver

Lollands Spare- og Laanebank 35.000.000 1.400.000Fredericia Bank 870.000 100.000 24.000Esbjerg-Fanø Bank 3.900.000 1.000.000 348.000Tølløse-Merløse Bank 869.000 60.000 15.000Slangerupbanens Oplandsbank 1.030.000 60.000 19.000Spare- og Laanebanken for Nykøbing Sj. og Omegn

802.000 25.000 31.000

Thylands Bank (Hurup) 3.583.000 240.000 160.000Banken for Korsør og Omegn 2.300.000 200.000 107.000

Thisted Bank 9.827.000 600.000 300.000Grenaa Handels- og Landbrugsbank 9.680.000 500.000 235.000Salling Herreds Spare- og Laanebank 5.877.000 600.000 320.000Nyborg Bank for By og Omegn 2.920.000 400.000 47.000Hørsholm Sparekasse 3.000.000Stubbekøbing Bank og Sparekasse 7.420.000 25.000 246.000

205

Banken for Faaborg og Omegn 2.659.000 350.000 45.000Svendborg Handels- og Landbrugsbank

25.800.000 3.000.000 1.925.000

115.537.000 7.160.000 5.222.000

De overtagne Bankers samlede Balance androg ialt 143.232.000 Kr. Men Indskudsmidlerne beløb sig altsaa til ikke mindre end 115,5 Millioner Kroner. I Begyndelsen af 1922 forsøgte Landmandsbanken forgæves at overtage Kjøbenhavns Diskonto- og Revisionsbank, men det lykkedes den i Marts 1922 at inkorporere Kjøbenhavns Private Laanebank. Overtagelsen skete nærmest ved et Kup. Al Modstand fra de gamle Aktionærers Side frugtede intet, end ikke Bankinspektør Greens Fraraadelse af Sammenslutningen kunde ændre noget ved Resultatet. Ved den trufne Ordning kunde Landmandsbanken paany udvide sit Virkeomraade indenfor Hovedstaden betydeligt.*)

Foruden ved den skildrede Sammenslutning med mindre Banker navnlig ude i Provinsen søgte Landmandsbanken ogsaa ved Oprettelsen af Filialer at udvide sin Virksomhed, saaledes at den ved Udgangen af Aaret 1921 talte 61 Afdelingskontorer i Provinsen, mod kun 8 udenbys Filialer i 1912. Efter at Nordslesvig 1920 var bleven dansk, indrettedes der ogsaa i denne Landsdel i alle 4 Byer Landmandsbankfilialer. Saadanne fandtes herefter 1921 i: Aabenraa, Aalborg, Bagsværd, Balle, Bandholm, Bedsted, Bramminge, Durup, Esbjerg, Eskildstrup, Faaborg, Fejø, Fredericia, Frøstrup, Grenaa, Haderslev, Halskov, Helsingør, Holbæk, Horslunde, Hurup, Hvidbjerg, Hørdum, Hørsholm, Kallundborg, Kolding, Kolind, Korsør, Langeskov, Maribo, Marstal, Nakskov, Nordby, Nykøbing F., Nykøbing S., Nysted, Nørre Broby, Roslev, Rødby, Sakskøbing, Selde, Skagen, Skive, Slangerup, Snedsted, Stokkemarke, Stub-

*) Jvf. nedenfor Afsnit 4a, S. 419 flg.

206

bekøbing, Svendborg, Sønderborg, Sønderho, Thisted, Trustrup, Tølløse, Tønder, Vejle, Vesløs, Vestervig, Æreskøbing og Ørbæk. Desuden havde Landmandsbanken ultimo 1921 Afdelingskontorer i København.

Udvidelsen af Bankens Virkeomraade var altsaa et af de Midler, der benyttedes til at styrke Institutionens Indflydelse paa Landets Økonomi i det Hele. Det hævdedes fra Bankens Side, at Bestræbelserne for at fusionere mindre Provinsbanker og allevegne at oprette Filialer kun havde til Formaal at gøre Kapitalen frugtbar indenfor Produktionen i videst mulig Udstrækning. Derom siges bl. a. i Aarsberetningen for 1918 i Tilslutning til Meddelelsen om de i Aarets Løb overtagne Banker og Sparekasser følgende: »Det er Bankens Opfattelse, at det er af overordentlig Betydning, at et stærkt Pengeinstitut er repræsenteret i Landets forskellige Egne, hvor der for den stedlige og tidt betydelige Handel og Industri kan være Brug for en stærkere finansiel Støtte, end en mindre Bank kan yde. Bankens vidtforgrenede Virksomhed bærer det bedste Vidnesbyrd om det rigtige i denne Betragtning, idet det meget ofte er fra Provinsen, at der stilles de største Krav til Bankens Kasse - Krav, som en lokal Bank ikke altid uden Vanskelighed vilde kunne opfylde.«Saa snakker de Ræve for de Gæs. Thi en mere hyklerisk, en mere usandfærdig og underfundig Karakterisering af de med Bankens Ekspansionspolitik forfulgte Maal kunde bestemt ikke gives. Det drejede sig nemlig slet ikke om, ved den stadig fremadskridende Opsamling af Landets Pengemidler i Landmandsbanken at gavne alle Egne i Landet, at gavne alle Erhverv, at holde Produktionslivet i Gang, at skabe en sund og kraftig Økonomi, men Maalet med denne systematiske Opsugning af Landets Kapitalværdier gennem den mægtige og formaaende Bank, der stod under Jøden Emil Glückstadts Ledelse, var at udplyndre den jævne Befolkning

207

til Gunst for de københavnske Børshyæner, at tvinge det danske Folk ind i en haabløs Afhængighed af Kapitalen og i Sammenhæng dermed at styrte det ud i Arbejdsløshed og Fattigdom, for at en lille Kreds af jødiske Rigmænd kunde leve højt paa de Formuer, den havde tilranet sig ved en forceret Kapitalakkumulation og ved de mest samvittighedsløse Spekulationer i Varer og Effekter. Det var ikke Folket, Emil Glückstadt vilde tjene, men det var sig selv, sine nærmeste Frænder og Venner, det var sin Race, han vilde gavne. Det var det Jøderne iboende, racemæssige Anlæg for Magtbegær, en forbryderisk Religion havde udviklet, der var bestemmende for Glückstadts Bestræbelser og Handlinger.

Kendsgerningerne viser til fulde, i hvor forfærdende en Grad disse Paastande er rigtige.

Paa den Tid, da Omslaget indenfor Verdensøkonomien lige var indtraadt, ultimo 1920, udgjorde Balancen i Landmandsbanken cirka 1 ½ Milliard Kroner, deraf ved Hovedsædet 700 Mill. Kr. og ved Filialerne 550 Mill. Kr. Diverse Kreditorer m. m. androg 66 Mill. Kr. og Egen-Kapitalen 167 Mill. Kr. Den fremmede Kapital beløb sig paa nævnte Tidspunkt til 1.297 Mill. Kr., hvoraf Indlaansmidlerne alene udgjorde 1.249 Mil1. Kr. eller 96 pCt. I Sammenhæng med disse Oplysninger bemærkes i Bankkommissionens Beretning kort og godt:

Filialernes egne Kapitalanbringelser, androg ca. 40 pCt. af Hovedsædets, medens deres lndlaan androg ca. 80 pCt. af Hovedsædets Indlaan.

Det vil altsaa sige, at en væsentlig Del af de Indlaan, Landmandsbanken modtog gennem Filialerne, ikke flød tilbage til de Befolkningskredse, hvor Sparekapitalen oparbejdedes og samledes, for dér at fremme Produktionen, men at Pengene, tilbageholdtes i København, for der navnlig at tilfredsstille

208

Jødemagtens Kreditbehov. Spørgsmaalet bliver derefter, hvem der kunde udnytte disse Banken tilflydende Virkemidler og paa hvilken Maade de kunde udnytte dem. Og Besvarelsen af disse Spørgsmaal lader saa tydeligt som noget erkende, hvad Glückstadt og hans Inderkreds eller som denne Klike ogsaa i den offentlige Diskussion kaldtes: de sammenspistes Klub - tilsigtede, nemlig ikke andet og ikke mindre end en planmæssig Opsamling af Landets Kapital i jødiske H ænder.

Hovedsædets Pengeanbringelser udgjorde ultimo 1920 mere end en Milliard Kroner. I Balancen var Diverse Debitorer den største Post, idet den lød paa over ½ Milliard Kroner. Dog var Betegnelsen misvisende, da den dækkede over mere end den gav Udtryk for. Summen omfattede nemlig ikke blot Diverse Debitorer i egentlig Forstand (med 298 Mill. Kr.), men desuden tre andre Poster:

Aktier 103 Mill. Kr.Indlandske Banker og Sparekasser. 17 Mill. Kr.Faste Ejendomme. 2 Mill. Kr.

Herefter var mere end 100 Mill. Kr. anbragt i Aktier, uden at dette Faktum fremgik af Regnskabet. Den samlede Anbringelse i Fonds og Aktier beløb sig i Virkeligheden ultimo 1920 til 229 Mill. Kr.Bankkommissionens Beretning bringer derefter en Opstilling over Hovedsædets Debetkonti, som viser, at

der ultimo 1920 fandtes 2881 Debetkonti med en samlet Gæld paa ialt 803,2 Mill. Kroner. Endvidere havde Hovedsædet afgivet 606 Garantier til et Beløb paa 78 Mill. Kr. Anbringelsen af disse Penge var imidlertid - og det er særlig karakteristisk for Tendensen i Bankens Kreditpolitik - anbragt paa en meget snæver Udlaansbasis, saaledes at det de facto kun var en meget lille Inderkreds blande Bankens Kunder, der kunde profitere af Landmandsbankens mægtige Kapitalanbringelser. Landmandsbankberetningen bringer herom en Række Oversigter

209

(S. 62-63), som paa Grund af de yderst værdifulde Oplysninger, de indeholder, her skal behandles udførligere.

De 2881 Debet-Konti og de 606 Garantier fordelte sig saaledes efter Størrelse:

TilsammenAntal Beløb

Under 20.000 Kr. 1.951 10.0 Mill. Kr.Fra 20.000 til 100.000 Kr.

702 32.4 Mill. Kr.

Fra 100.000 til ½ Mill. Kr.

525 120.0 Mill. Kr.

Over ½ Mill. Kr. 309 718.2 Mill. Kr.3.487 881.2 Mill. Kr.

Deraf udgjorde Debet-Kontiene alene et Beløb paa i alt 803.2 Mill. Kr.

Som Kommentar til denne Tabel bringer vi ordret den Redegørelse, Bankkommissionen - d.v.s. d’Hrr. Landsdommer Rump, Prof. L. V. Birck og Bankinspektør Green - giver til nærmere Udredning af denne højst besynderlige Form for Udlaanspolitik, der ganske aabenlyst og med en ligefrem utrolig Konsekvens favoriserede Personer, der paa den ene eller anden Maade havde nær Tilknytning til Bankens Direktører og aabenbart paa Grund af deres racemæssige Anlæg ansaas for særlig værdige til at opnaa Millionkrediter. Beretningen herom lyder som følger:

»Vi ser heraf (d.v.s. af den ovennævnte Opstilling) at over 4/5 af Bankens Udlaan faldt paa de 266 Debetkonti paa over ½ Mill. Kr. og at ca. 2/3 af Garantierne faldt paa 43 Garanti-Konti over denne Grænse.

En Gennemgang af de 266 Debet-Konti over ½ Mill. Kr., hvortil Størstedelen af Bankens Risiko var knyttet, viser, at samme Debitor ofte optræder med flere Konti, saaledes at Antallet af Debitorer bliver langt mindre end Antallet af Debet-Konti, samt at en Del af Debitorerne naturligvis er Bankens

210

egne Filialer eller andre Banker. Vi faar derefter følgende Fordeling af Debitorerne med Konti paa over ½ Mill. Kr.:

Antal BeløbEgne Afdelinger og Filialer 11 59.4 Mill. Kr.Provinsbanker 11 12.3 Mill. Kr.Udenlandske Banker 5 10.2 Mill. Kr.Almindelige Debitorer 162 585.9 Mill. Kr.

189 585.9 Mill. Kr.

Deler vi igen de 162 almindelige Debitorer efter Størrelse, faar vi:

Antal Beløb½ - 1 Mill. Kr. 55 38.3 Mill. Kr.1 - 5 Mill. Kr. 82 175.4 Mill. Kr.5 - 10 Mill. Kr. 14 95.2 Mill. Kr.10 Mill. Kr. og derover 11 277.0 Mill. Kr.

162 585.9 Mill. Kr.

Denne Oversigt viser, at 372,2 Mill Kr. er anbragt hos 25 Debitorer (5 Mill. Kr. og derover); hos disse 25 Firmaer og Personer er altsaa henimod Halvdelen af Debet-Kontienes samlede Beløb og over 1/3 af hele Balancens Beløb koncentreret. Heraf skyldtes atter 277 Mill. Kr. eller ca. 1/4 af Balancens Beløb af kun 11 Debitorer med Laan paa 10 Mill. Kr. og derover.

Allerede denne statistiske Oversigt over Debitorerne viser, at en uforholdsmæssig stor Del af Bankens Midler var bundet i store Udlaan til et Faatal af Debitorer. Bankens Magtstilling var derfor mere tilsyneladende end virkelig, forsaavidt som nogle faa Debitorers Svigten vilde kunne bringe den i Vanskeligheder.En mere indgaaende Betragtning af Debitorerne fører til, at de naturligt deles i 3 Grupper: Den Transatlantiske Kon-

211cern, Børsengagementer og en Række større Handels- og Industrivirksomheder. Af disse Engagementer (Krediter og Garantier) skal følgende nævnes:

ITransatlantisk Kompagni Koncern:Krediter 144 Mill. Kr.Garantier 25 Mill. Kr.Aktie-Interesse 9 Mill. Kr.

I alt 178 Mill. Kr.

II BørsengagementerDe Lunn’ske Konsortier 48 Mill. Kr.I. M. Levin & Co. 38 Mill. Kr.10 andre Vekselerer 20 Mill. Kr.12 Konsortier 41 Mill. Kr.H. Heilbuth 16 Mill. Kr.Max Lester og Valdemar Glückstadt 15 Mill. Kr.28 større Spekulationskunder 27 Mill. Kr.

I alt 205 Mill. Kr.

III Større Handels- og Industrivirksomheder m.m.:Nordisk Oversøisk Handelsselskab 14 Mill. Kr.Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik 27 Mill. Kr.Ballin 6 Hertz 34 Mill. kr.Nielsen & Winther 14 Mill. Kr.Levin & Salomonsen (Frederik Salomonsen) 10 Mill. Kr.Skandinavisk Frøkomp. & Dansk Saasæd Komp. 10 Mill. Kr.Grønlandsk Minedrift m.m. 6 Mill. Kr.E. P. og I. Frigast 6 Mill. Kr.

I alt 121 Mill. Kr.

212

Alene disse faa Engagementer giver en Interesse paa over 500 Mill. Kr.For et Faatal af Kunder havde Banken financieret Børsspekulationer til et Beløb af over 200 Mill. Kr.,

de samlede Børsengagementer androg 250 Mill. Kr., og det udækkede Beløb herpaa beløb sig til 42 Mill. Kr. Da Bankens Obligationer og Aktier var bogført til 230 Mill. Kr., bliver Bankens samlede Børs- Interesse saaledes 480 Mill. Kr.

I den transatlantiske Koncern var Banken interesseret med 178 Mill. Kr., paa 8 andre Engagementer var placeret godt 120 Mill. Kr.« (Udhævelser af Forf.)

Saavidt Bankkommissionens Fremstilling af Landmandsbankens Udlaanspolitik, som afsluttende resumerer: »Naar Krisen kunde virke saa stærkt paa Landmandsbanken, skyldes det, at den som vist i saa høj Grad havde koncentreret sin Udlaansvirksomhed i en ensidig Financiering af enkelte store Debitorer, først og fremmest Transatlantisk Kompagni, og i omfattende Spekulationsengagementer i Børseffekter.«

Det er overfor denne Redegørelse, at det Spørgsmaal navnlig interesserer, hvorvidt det ved de ovennævnte Debitorer drejer sig om jødiske Firmaer og Forretningsmænd henholdsvis om Firmaer, der paa den ene eller anden Maade maatte anses for paa det nærmeste at være knyttet til jødiske Interesser. Denne Side af Sagen vil blive nærmere undersøgt i de følgende Afsnit. Her skal kun sammenfattende bemærkes, at man ved en Gennemgang af den af Bankkommissionen udarbejdede Opstilling over Landmandsbankens

betydeligste Engagementer, der omfatter et samlet Gældsbeløb paa mere end en halv Milliard Kroner, vil konstatere, at det Faatal af Kunder, der kunde profitere af denne ødsle og uforsvarlige Kapitaldisposition, i langt overvejende Grad var Jøder, for en væsentlig Del rettroende Hebræere, men dog ogsaa Racejøder, som stod uden for deres oprindelige Trossamfund, saasom f. Eks. Emil Glückstadt selv, der var gaaet over til Katolicismen. Ved Siden af disse Jøder, der stort set indtager en absolut dominerende Stil-

213

ling, findes der saa rigtignok ogsaa et vist Antal Interessenter, der ikke er af orientalsk, men af god dansk Herkomst, og som ikke undslaar sig for at gaa med ind i den vilde Dans om den gyldne Kalv og paa godt og ondt at lystre Jødernes Direktiver.

Dog kendte Landmandsbankens Direktører endnu et Middel til, ved Hjælp af den af dem ledede Storbank, at fremme Kapitalens Koncentration paa jødiske Hænder. Midlet hertil var Financieringen af Bankens specielle Børsspekulationskunder, altsaa den systematiske Forcering af Aktiespekulationen ved en hasarderet Laanepolitik til Fordel for en snæver Kreds af særligt driftige jødiske Storspekulanter, hvis Antal ikke udgjorde mere end mellem to eller tre Snese. Ogsaa angaaende denne Sag giver Bankkommissionens Beretning fra 1923 meget instruktive Oplysninger.

Landmandsbanken havde allerede før Verdenskrigen paabegyndt en Klassificering af sine Kunder, hvorefter der kunde skelnes mellem almindelige Børsspekulationskunder, for hvem de almindelig hævdede Belaaningsregler for Børsspekulanter var gældende, og de specielle, Banken særligt nærstaaende Kunder, der nød større Begunstigelser og navnlig var fritaget for at indbetale en bestemt Margin ved Oprettelsen af en Spekulationskonto, ligesom de ej heller behøvede at underskrive Deklarationer. De kunde ovenikøbet tildels belaane de Papirer, de spekulerede i, ud over de regulært gældende Belaaningssatser, som før Verdenskrigen varierede mellem 65 og 80 pCt. af Papirernes Kursværdi, men under Krigen var sat til 65 pCt. paa Obligationer og Bankaktier, Ø. K., D.F.D.S. og Transatlantisk Kompagni, 50 pCt. paa Industriaktier og 40 pCt. paa Smaadampere. For en Del af de særlige Kunder traf Bankens Direktører absolut egenmægtigt deres Dispositioner, medens andre Kunder dog havde en vis Medbestemmelsesret. Naar der paa saadanne Konti opstod Tab, traf Direktørerne ligesaa egenraadigt deres Afgørelse med Hensyn til Kontoens

214

videre Skæbne; som oftest anordnedes Overførslen af en saadan Konto med afsvækkede Effekter til »Konsortiet af 1. Februar 1917« eller en lignende af Banken indrettet Støttekonto, ved hvilken Banken selv overtog Dækningen af de opstaaede Tab.

Bankkommissionens Beretning bringer følgende Oversigt over Børsspekulationskontiene ved selve Banken (Hovedsædet incl. 9 - 1914: 7 - indenbys Filialer og 1 udenbys Filial):

Antal Konti Debet Saldo

Pr. 30. Juni 1914 207 40.2 Mill. Kr.

Pr. 31. Jan. 1917 1.086 250.6 Mill. Kr.

Pr. 30. Novbr. 1918 1.102 251.0 Mill. Kr.

Pr. 29. Febr. 1920 1.103 262.1 Mill. Kr.

Pr. 31. Decbr. 1920 970 249.3 Mill. Kr.

Pr. 31. Decbr. 1921 841 217.5 Mill. Kr.

Pr. 16. Septbr. 1922 676 188.7 Mill. Kr.

Opstillingen viser en mægtig Stigning i Størrelsen af Debet-Saldoen paa Spekulationskontiene i de første Krigsaar, indtil Iværksættelsen af den uindskrænkede Undervandsbaadskrig den 1. Febr. 1917. Denne Vækst udgør det Femdobbelte af de oprindelige Beløb; det er navnlig i 1916, da alle Aktier er inde i en kraftig Hausse, at Spekulationen tager Fart. Efter Indledelsen af Nordsøblokaden indtræder der for en kort Periode en Nedgang i Kurserne, og dette Tilbageslag medfører, at Spekulationen stagnerer indtil Krigens Afslutning og indtil Foraaret 1920, da endelig Tilbagegangen sætter ind. I Begyndelsen af 1920 sætter de store Katastrofer ind indenfor de Foretagender, som ved Hjælp af Landmandsbankens Kreditter har forceret deres Drift ud over alle Grænser, - Baissen kommer, ikke mindst for enkelte af Landmandsbankens Standardpapirer, og dermed ogsaa Kursnedgangen for Bankens egne Aktier.Nu er Tiden inde, da Spekulationskontiene maa afvikles. Ultimo 1920 er den gradvise Likvidation saa smaat begyndt, 1921

215

tager den, som Resultatet ultimo 1921 viser, stærkere Fart, for derefter i 1922 at fortsætte i stigende Tempo. Alligevel er Antallet af Spekulationskonti efter den den 1. September 1922 gennemførte anden Rekonstruktion endnu tre Gange saa stor som i 1914, og Debet-Saldoen, som udgør et Beløb paa henimod 190 Mill. Kr., er endog rigeligt fire Gange saa stor!

Særlig interessant ved denne Udvikling er nu den Stilling, de særlige Børsspekulationskunder indtager, d. v. s. de Storspekulanter, som favoriseredes af Bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg, af hvilke nogle er kendte, men flere aldrig offentlig er bleven nævnt, mens de dog selvfølgelig udelukkende maa søges indenfor den af de jødiske Finansmænd dannede Inderkreds, der ganske udelukkende bestod af Jøder eller Jødelakajer. Med Hensyn til Kontiene, der førtes ved Hovedsædet for disse saakaldte særlige Børsspekulationskunder, bringer Bankkommisionens Beretning følgende Tal:

Heraf Laan, hvorfor ikke fandtes fuld Dækning

Antal

Konto i alt:

Debet Saldo I alt:

Mill. Kr.

Antal

Konti:

Debet Saldo

i Mill. Kr.

Depot Værdi

i Mill. Kr.

Udækket

Beløb i

Mill. Kr.

Pr. 30.6.1914 31 17.1 13 8.4 7.9 0.5

Pr. 31.1.1917 125 113.0 74 73.3 64.6 8.7

Pr. 30.11.1918 82 110.5 48 63.4 56.1 7.3

Pr. 29.2.1920 127 139.3 65 76.8 68.2 8.6

Pr. 31.12.1920 137 155.2 118 136.4 103.1 33.3

Pr. 31.12.1921 103 140.3 89 134.5 73.2 61.3

Pr.16.9.1922 87 121.2 81 115.9 49.4 66.5

Her viser det sig altsaa, at paa den her omhandlede Kategori af Konti, skyldtes ultimo 1921 henholdsvis endnu den 16. 9. 1922 et Beløb paa godt 60 Mill. Kr., for hvilke der ikke var

216

nogen Dækning i de af Spekulationskunderne deponerede Værdier. Paa saa letfærdig en Maade havde Landmandsbanken financieret Slægtninges og Venners forrykte Aktiespekulation, paa denne Maade havde Banken forsøgt at sikre Inderkredsen særlige Indtjeningsmuligheder. Spekulationen slog i sidste Omgang fejl, men Tendensen, der gør sig gældende i det her skitserede Børsspil, kan der saa sandelig ikke være nogen Tvivl om: her drejede det sig om den sidste afgørende bankpolitiske Foranstaltning, der skulde tjene til Styrkelse af den jødiske Finansmagts Hegemoni indenfor Landet. Bemærkes maa iøvrigt, at Antallet af Kontiene ikke er ensbetydende med Antallet af Kunderne, da adskillige af Kontiene lød paa samme Person, saaledes at det reelle Antal Kunder oprindelig kun udgjorde cirka 15 og til Slut ca. 2/3 af Kontiantallet, altsaa 40 - 60. I samme Retning som Begunstigelsen af de særlige Børsspekulationskunder virkede ogsaa de Kasselaan, Landmandsbanken ydede Forbindelserne indenfor den hovedsagelig jødiske Vekselererstand. Saadanne Kasselaan var der pr. 30. 6. 1914 ydet til 24 Personer til et samlet Beløb af 14,3 Mill. Kr., mod fuld Dækning. Debet-Saldoen for disse Laans Vedkommende steg stærkt under Krigen, udgjorde pr. 31. Januar 1917 77.8 Mill. Kr. og 30. 11. 1918 endnu 65.1 Mill. Kr. Derefter nedbragtes de saaledes, at Debet-Saldoen i den senere kritiske Periode for disse Kasselaans Vedkommende beløb sig til 26,2 Mill. Kr.; men heraf var derefter Opgørelsen af 16. Sept. 1922 13.2 pCt. udækket.

Antallet af de almindelige Børsspekulanter var i alle de her behandlede Perioder væsentligt større end Antallet af de ovenfor behandlede specielle Kunder, men deres samlede Debet-Saldo var væsentlig lavere, og det udækkede Beløb androg endnu 30. Novbr. 1918 kun 0,9 pCt., steg derefter gradvis, ultimo 1920 til 4,6 pCt. og ultimo 1921 til 8,5 pCt., mens det sluttelig den 16. 9. 1922 udgjorde 10,6 pCt. af den samlede Debet-Saldo. Paa sidstnævnte Tidspunkt taltes der endnu 199 almindelige Børsspekulationskunder med en samlet Debet-Saldo

217

paa 23 Mill. Kr. Med Hensyn til Filialernes Belaaningsmetoder kan endelig bemærkes, at her overholdtes Dækningsreglerne for Børsspekulationskunder væsentlig strengere end i Hovedsædet.

Da Krisen kom, blev, som den følgende Fremstilling vil vise, en stor Del af de særlige Børsspekulationskunder beskyttet mod Tab derved, at de paa deres Konti opstaaede Underskud overtoges af »Konsortiet af 1. Febr. 1917«. En saadan Hjælp kunde almindelige Børsspekulationskunder naturligvis ikke faa; de blev hængende med Tabene. Mellem dem fandtes formodentlig heller ikke alt for mange Jøder og bestemt ingen formaaende Folk, Prinser eller Medlemmer af det højeste Aristokrati og af Diplomatiet. Talrige af de letsindige Personer, der af Højfinansen lod sig forlede til at gaa med ind i det vilde Børsspil, har maattet bøde haardt derfor med deres Formue og mere end det. Men Jøderne, der havde Hovedansvaret, forstod i stor Udstrækning at hytte deres Skind. De forstod at erhverve sig Millionformuer ved det rene og skære Børsjobberi, forstod ved deres Kapitalmagt at underlægge sig alt og alle, men de forstod endelig til Slut ogsaa ved et i Bund og Grund forløjet Spil mere eller mindre at redde sig igennem Katastrofen. De tabte paa ingen Maade deres Magtstilling ved Landmandsbankens Sammenbrud.

Sandelig: H. Brunøe havde mere Ret, end han selv kunde ane det, da han 1920 i sit Skrift: »Danskerne og de andre« (S. 112) skrev følgende Ord: » Den sidste Menneskealders Kapitalsamling er paa jødiske Hænder, dels privat, dels i Storbanker og Bankierforretninger. En Gennemgang af Vekselmæglerlisten og Bankdirektørlisten viser det, og Følgen er blevet, at den storkapitalistiske og kreditøkonomiske Magt har gjort Jøden mere enevældig, end nogen Adelsmagt og Kongemagt nogen Sinde har været i Danmark. Jøden sidder i vort Erhvervsliv paa et saa ideelt og centralt Sted i Samfundsmaskineriet, at han, hvis han vil, ikke blot regerer os, men misregerer os trods Rigsdag, almindelig Valgret og det hele.« Og han

218

kunde med Ret tilføje: »Og Viljen mangler han ikke - Talmuds Bud byder ham at være hensynsløs og samfundsopløsende, og han er det nu som aldrig før.«

b) Hvorledes Glückstadt og Ringberg sørgede for Slægt og Venner.

Til de særlige Forretningsmetoder, Landmandsbankens Direktører bragte i Anvendelse for at fremme deres specielle Interesser, hørte som nævnt ogsaa Favoriseringen af en vis Kreds af Børsspekulationskunder. Der vil senere være Anledning til at undersøge dette Forhold nærmere ved Behandlingen af de hos Vekselererfirmaet J. M. Levin løbende Spekulationskonsortier, (jvf. Afsnit 3i). Her skal blot fremhæves, at der ved Landmandsbanken førtes Konti for særlige Kunder, som for det meste ikke fik tilsendt Notaer og Konto-Udskrifter, og hvis Konti paa det Tidspunkt, da der opstod Tab paa dem som Følge af Papirernes Kursfald eller Udbetalinger, blev overført til en Konto betegnet »Konsortiet af 1. Februar 1917«. Banken financierede Hausse-Spekulation for disse specielle Kunder, ofte uden at give den Vedkommende Besked. Under Hensyn hertil følte den sig i Foraaret 1917, da Erklæringen af den uindskrænkede Undervandsbaadskrig for en Stund truede med at skabe Panik paa Børsen, moralsk forpligtet til at holde disse Kunder fri for Tab. Tilsvarende Synspunkt mente Landmandsbankens Direktører ogsaa at maatte gøre gældende under Domsforhandlingerne 1923; saaledes erklærede Kommitteret Schack Eyber i Forhandlingen den 14. April, at han »var ganske enig med Etatsraad Glückstadt i, at der hverken moralsk eller juridisk kunde gøres noget Krav gældende mod de Mennesker; man maatte tage Ansvaret for, hvad den fungerende Direktør havde gjort, og bringe disse Konti ud af Verden for de Posters Vedkommende, som man havde lagt derind«. Det var, for det meste Landmandsbankens Favorit-

219

papirer, som Aktier i D.F.D.S., Ø.K., Ø.P. og Orient, som var indkøbt paa disse Konti.Bankkommissionens Beretning bemærker paa Side 67 følgende om denne Fremgangsmaade:

»De særlige Konti deler sig efter Indehaverne i forskellige Grupper. En stor Del angaar Personer, der ved Slægtskab eller Venskab havde nær Forbindelse med Direktørerne, navnlig Glückstadt, men ogsaa Ringberg og i nogle Tilfælde Rothe. Nogle af Direktørerne foretagne Dispositioner, der kan føres tilbage til de for Prinsesse Maries Bo i Banken indestaaende Midler, udførtes i forskellige Prinsers Navn. Andre Konti førtes for forskellige højtstaaende Herrer og Damer; en paa Lensgreve Aage Danneskjold-Samsøes Navn ført Konto synes at hidrøre fra en Afregningsfejl, som Banken vilde spekulere af.«

Nogle særlig grelle Eksempler paa Favorisering af Slægtninge fra Bankdirektørernes Side skal i det følgende behandles.

Her har vi først to meget driftige Forretningsmænd, Max Lester og Valdemar Glückstadt, af hvilke den første var gift med Emil Glückstadts Søster, den anden var Glückstadts Broder. Sammen var de Indehavere af Firmaet Max Levig &. Co., et Foretagende, der i 1890 var bleven oprettet som Assurance- og Handelsvirksomhed, men senere udelukkende tog sig af Forsikringer. Allerede kort før 1909 var dette Firma ude for store Vanskeligheder, da de Herrer Assurandører Lester og Glückstadt havde lidt Tab paa Patentsager og ogsaa ødslede Penge bort i et altfor flot Levned. Da maatte den gamle Isaac Glückstadt gribe hjælpende ind med ikke mindre end 600.000 Kr.; Beløbet blev, ifølge Bankkommissionens Beretning, betalt af Landmandsbanken til Debet for Geheimeetatsraadens Kasselaan og til Kredit for Firmaet Max Levig & Co.’s Folio Konto. Samtidig overtog Direktør Ringberg den Opgave at føre Tilsyn med Firmaet og dets Indehavere, et Mandat, Hr. Ringberg, som den senere Udvikling viser, røgtede saare slet. Allerede 30. 6. 1914 beløb Firmaets Gæld til Banken sig til ikke mindre

220

end ca. 800.000 Kr. som Overtræk paa Folio og Konto-Kurant Konto.Da det under Krigen viste sig vanskeligt at faa de betydelige Sø- og Krigsrisikoer i

Assuranceforretningen anbragt hos de tidligere Forbindelser, tilskyndede Firmaet Oprettelsen af et Søforsikringsselskab A/S »Baltica«, i hvilket dets to betydeligste Kunder, Det Forenede Dampskibsselskab og Østasiatisk Kompagni, blev Deltagere. Præmieindbetalingerne fra disse to Forbindelsers Side havde indtil da andraget ca. 2 ½ Mill. Kr. aarlig. Forhandlingerne angaaende Oprettelseskontrakten til det nye Selskab, til hvilke Højesteretssagfører Bülow blev tilkaldt, forvoldte mange Brydninger, da Firmaets Indehavere, Generalkonsul V. Glückstadt og Grosserer Max Lester, stillede vidtgaaende Fordringer, som de to interesserede Rederier ikke uden videre kunde godkende. Langt om længe opnaaedes dog Enighed, hvorefter der bl. a. blev vedtaget, at det nye Søforsikringsselskab skulde overtage Firmaet Lester, Levig & Co.’s Portefeuille uden særligt Vederlag, hvorimod Firmaet fremtidig som saadant skulde virke som Selskabets Generalagent. D’Hrr. Lester og Glückstadt sikrede sig derved godt for Fremtiden, idet der i Kontrakten bestemtes, at Firmaets Ret skulde vedvare, selvom en af Indehaverne udtraadte, ligesom disse skulde være berettiget til at optage deres Sønner og den Førstefødtes Enke samt til at omdanne Firmaet til et Aktieselskab med en af Indehaverne eller deres Sønner som Direktør. Aktieselskabet fik kun i stærkt begrænset Omfang Mulighed for at kunne ophæve Kontrakten, idet saadant kun kunde tilstedes ved gentagne Misligholdelser eller ogsaa, saafremt Retsforholdet var opretholdt ud over den 1. Januar 1926, ved at betale en større i Kontrakten nærmere normeret Affindelsessum til Firmaet. Denne Bestemmelse viste sig senere at være af særlig Værdi for Indehaverne. Thi da Firmaet 1922, efter Landmandsbankens Sammenbrud, ikke mere kunde klare sine Forpligtelser, kunde disse stille deres Betingelser for at give Afkald paa deres i Kontrakten med »Baltica« fastsatte

221

Rettigheder. Til dette Selskab tegnedes straks ved Starten i Foraaret 1916 en Aktiekapital paa 17 Mill. Kr.Efter at Overenskomsten med »Baltica« var kommet i Stand, oprettedes der fra Firmaets Side straks en

Række Spekulationskonti ved Landmandsbanken under de Betingelser, der almindeligvis blev tilstaaet Bankens særlige Kunder. Saaledes optoges den 23. Febr. 1916 et Kasselaan for 152.000 Kr. D.F.D.S. Aktier til Kurs ca. 226, for hvilket der ifølge Kommissionsberetningen »overførtes som en Sikkerhedsmargin 400.000 Kr. fra Firmaets Folio-Konto, skønt denne Konto i Forvejen var overtrukket.« Der fortsættes: »For de følgende Laan havdes overhovedet ingen Margin, og kun de indkøbte Spekulationspapirer, der i denne Periode i Almindelighed var i Stigning, tjente som Sikkerhed. Den første Spekulationskonto, paa hvilken der i Marts 1916 tilkøbtes nogle Aktier, afsluttedes den 21. Marts 1916 med en Avance paa ca. 133.800 Kr., der overførtes til Firmaets Folio-Konto.« Spekulationerne blev videreført, dog blev i Sommeren 1918 alle Dampskibsengagementer afviklet, og i Stedet for købtes 140.000 Kr. Sukker-Aktier og 60.000 Kr. Forenede Bryggeri-Aktier. Paa indtrængende Henstilling af Direktør Ove Ringberg overtog Firmaet John Levig & Co. imidlertid i September-Oktober 1918 igen Rederipapirer, ialt 300.000 Kr. D.F.D.S., 300.000 Kr. Orient og desuden 200.000 Kr. Ø.K Aktier. Naar rettidig Afvikling af denne Gæld undlodes, skal dette ligeledes skyldes Ringbergs Modstand. Firmaets Spekulationsgæld øgedes i den følgende Tid i betydelig Grad, saaledes at den den 31. 12. 1921 beløb sig til ca. 4,2 Mill. Kr., medens de som Sikkerhed deponerede Aktier kun havde en Værdi paa ca. 1,9 Mill. Kr. Udover dette skyldte Firmaet til Banken paa Folio og Kontokurant ca. 2,7 Mill. Kr., med en tilsvarende utilstrækkelig Sikkerhed i Policer, Assuranceaktier, Panteobligationer samt Mark (934.600 Mk. til en Værdi af 26.100 Kr.).

Saavidt vedrørende selve Firmaets Gæld til Landmandsbanken.

222

Dog havde de to Indehavere af Firmaet desuden ogsaa personlig Gæld til Landmandsbanken. Thi som Broder og Svoger til Bankdirektør Emil Glückstadt skulde de selvfølgelig have Lejlighed til paa alle Ledder og Kanter at udnytte Chancen i de mest hasarderede Børsspekulationer.

Grosserer Max Lester havde allerede i sin Ungdom været paa Færde paa det her omhandlede Omraade; hans Spekulationer rækker helt tilbage til 1885. Under Krigen spekulerede han for egen Regning og sammen med andre i Konsortiet i Landmandsbankens Hovedsæde og i dennes Vesterbroafdeling; han var indviklet i talrige Børsforretninger og tjente voldsomme Penge, hvis nøje Størrelse imidlertid ikke har ladet sig beregne, da »han i mange Tilfælde lod sine Børsforretninger gaa uden om Banken, der saaledes gik Glip af Kurtagen«. Max Lesters Spekulationsgæld androg

i Hovedsædet: i Vesterbro Afd.:

Pr. 31. Jan. 1917 Ca. 2.1 Mill. Kr. Ca. 3.7 Mill. Kr.Pr. 30. Nov. 1918 Ca. 3.8 Mill. Kr. Ca. 2.6 Mill. Kr.Pr. 31. Decbr. 1920 Ca. 5.2 Mill. Kr. Ca. 2.0 Mill. Kr.Pr. 31. Decbr. 1921 Det samme som ultimo 1920

Den 25. Nov. 1921 var Spekulationskontoen med det yndige Navn» Jagtselskabet Dianetta«, i hvilket Max Lester var Deltager, afsluttet, og »hans Andel i Aktierne (Ø.K., D.F.D.S., Orient og Norden) til en Værdi af ca. 250.000 Kr. overførtes til et af hans Laan i Hovedsædet mod Debitering paa dette af ca. 571.000 Kr« (S. 163).

Grosserer Valdemar Glückstadt var ikke mindre dygtig og havde ogsaa allerede før Verdenskrigen tjent sine første Sporer som driftig Børsspekulant. Hans Gæld til Landmandsbanken androg den 30. Juni 1914 ca. 440.000 Kr., imod Depot af diverse Aktier til en Værdi af ca. 344.000 Kr. samt 5.000 Kr. Odense

Emulsionsplade Fabrik og 60.000 Mk. Hamburg-Amerikanische Packetfahrt A. G. (Hapag). Alt ialt androg Valde-

223

mar Glückstadts Gæld til Banken ultimo Juni 1914 en halv Million Kroner, da han endnu bl. a. paa en Villa-Konto skyldte 57.000 Kr. Under Krigen blev Spekulationerne kraftigt videreført, saaledes at Gælden til Banken den 29. 2. 1920 beløb sig til ca. 5,7 Mill. Kr. Herfor var som Sikkerhed henlagt Aktier til 4,2 Mill. Kr. Værdi samt 2den Proritets Panteobligationer lydende paa 125.000 Kr. med Pant i Villa paa Frederiksberg, Bel Colle, Kristinedal m. m. Ultimo 1921 androg Spekulationsgælden endnu ca. 3,2 Mill. Kr., med utilstrækkelig Sikkerhed i Aktier, diverse Panteobligationer, Mark og Francs, hvis samlede Værdi beregnedes til henimod 1,9 Mill. Kr.

Da nu i Sommeren 1922 Landmandsbankens Sammenbrud var evident, blev Landmandsbankdirektionen, d. v. s. Emil Glückstadt, samt de gode Slægtninge Max Lester og Valdemar Glückstadt enige om, at nu skulde alt sættes ind paa at tilsløre den store Gæld, som Firmaet Max Levig & Co. samt dets Indehavere stod i overfor Banken. - Til dette Formaal foretoges Juni til August 1922 de utroligste Transaktioner, som rigtignok ikke førte til noget Resultat, men som dog lader erkende, hvor samvittighedsløst Jøder kan gaa til Værks, naar det gælder for dem om at bedrage deres Medmennesker. Formaalet var at holde en Gæld paa 4 Mill. Kr. skjult for Revisionen og at forhindre, at d’Herrer Lesters og V. Glückstadts personlige Gæld blev bekendt; thi deres Fallit vilde medføre Ophævelse af Kontrakten med »Baltica«, og dermed vilde en Aarsindtægt paa 400.000 Kr. være bortfaldet. Da de i denne Anledning foretagne Transaktioner var særlig indviklede, er det hensigtsmæssigt at bringe Beretningen om de herhen hørende Forhold ordret efter Bankkommissionens Beretning (S. 164-166):

»Den 24. Juni 1922, medens Bankinspektøren gennemgik Landmandsbankens Forhold, oprettedes paa Bankens Foranledning en Række pro forma Dokumenter om Bankens og Max Levig & Co.’s indbyrdes Mellemværende. Mellem Grosserer Max Lester og Generalkonsul Vald. Glückstadt som eneste ansvarlige Indehavere af Firmaet Max Levig & Co. paa den ene Side og Overretssagfører P. Theisen, der var Kontorchef i Firmaet,

224

men som da var bortrejst, paa den anden Side oprettedes en Interessentskabskontrakt, hvorefter Theisen som Kommanditist skulde indskyde 4 Mill. Kr. i Firmaet; Kommanditisten kunde dog i Stedet deponere sine Rettigheder efter Kontrakten i Landmandsbanken til Sikkerhed for en Firmaet ydet Kredit. Ved en Kassekredit-Kontrakt deponeredes Interessentskabskontrakten samtidig i Banken som Haandpant for en Theisen indrømmet Kassekredit paa 4 Mill. Kr., saaledes at Udbytte af Interessentskabskontrakten skulde tjene til Dækning af Kassekrediten. Max Levig & Co. samt Max Lester og Vald. Glückstadt anmodede derhos skriftligt Banken om til Debet for denne Kassekredit at indkøbe for indtil 4 Mill. Kr. Obligationer, der skulde tjene til Sikkerhed for deres Gæld til Banken og sekundært for den nævnte Kassekredit; i Anmodningen siges, at Banken havde erklæret sig villig til naar som helst at tilbagekøbe Obligationerne til Indkøbspris. Firmaet udstedte samtidig en Deklaration om, at de af samme deponerede Effekter tjente til Sikkerhed baade for Firmaets Kasselaan og Indehaverens Gældsforpligtelser til Banken samt for Kassekrediten. Om Ordningen fandtes et Notat i Banken med Emil Glückstadts Haandskrift. Der afgaves derhos skriftlige Erklæringer fra Banken, underskrevet af Direktør Riis-Hansen, til Theisen, om at Theisen ikke var personlig ansvarlig for Kassekrediten, for hvilken alene Haandpantet og de af Firmaet Max Levig & Co. stillede Sikkerheder hæftede; endvidere Erklæring fra Max Lester og Vald. Glückstadt til Banken om, at de var indforstaaet med, at Theisen ikke hæftede for Kassekrediten, samt fra Theisen til dem om, at Interessentskabskontrakten kun var oprettet for at kunne deponeres i Landmandsbanken, og at han intet Krav havde efter denne. For Theisens Vedkommende var Underskrifterne meddelt ved Max Lesters Søn, Poul Lester, overfor hvem Banken erklærede, at Kontrakterne kun var bindende med Theisens skriftlige Indforstaaelse hermed.Den 26. Juni 1922 stillede Emil Glückstadt til Sikkerhed for Firmaet Max Levig & Co.’s Laan en værdiløs Obligation

paa ½ Mill. Kr. fra Nordisk Oversøisk Handelsselskab og en Bankbog med Landmandsbanken paa 146.568 Kr. 33 Ø., der udgjorde hans Tantième for Aaret 1921.

For den oprettede Kassekredit indkøbte I.andmandsbanken i Dagene 26. og 27. Juni følgende Obligationer, der debiteredes en Konto-Kurant-Konto, lydende paa Overretssagfører P. Theisen ved Komitteret Schack Eyber:

5 pCt. Københavns Havneobligationer 174.000 Kr.5 pCt. Danske Statsobligationer 1919 320.000 Kr.4½ pCt. Jydske Husmands Kreditforenings Obligationer III 280.000 Kr.6 pCt. Jydske Grundejer Kreditforenings Obligationer II 360.000 Kr.6 pCt. Østasiatisk Industri- og Plantageobligationer 460.000 Kr.

225

6 pCt. D.F.D.S. Reservefondsbeviser 1.452.000 Kr.5 pCt. Københavns Kommuneobligationer 340.000 Kr.4½ pCt. Kongeriget Danmarks Hypothekbank Obligationer 260.000 Kr.

3.646.000 Kr.

Papirerne blev ikke indkøbt paa Obligationsmarkedet, men skulde leveres af Landmandsbankens Beholdning. Ifølge de foreliggende Oplysninger fandt Levering ikke Sted, idet Obligationerne blev liggende og ikke udsondredes af Landmandsbankens Beholdning. 903.800 Kr. 6 pCt. D.F.D.S. Reservefondsbeviser kunde Landmandsbanken ikke levere af sin fri Beholdning, idet disse Obligationer laa i Nationalbanken til Sikkerhed for Landmandsbankens Mellemværende med denne.

Paa Konto-Kurant-Konto hævedes der, efter at ovennævnte Obligationer var debiteret derpaa, 545.046 Kr. 33 Ø., der blev indsat paa Indlaansbog med Landmandsbanken Litra C Nr. 40816 ogsaa lydende paa Overretssagfører P. Theisen ved Kommitteret Schack Eyber, og Konto-Kurant-Kontoen stod derefter i Debet med nøjagtig 4 Mill. Kr.For de paa Kontoen debiterede Obligationer udstedtes der den 27. Juni en Recipisse (Nr. 10254), og denne Recipisse tillige med ovennævnte Indlaansbog Litra C Nr. 40816 blev ved en Deklaration af 28. Juni 1922 haandpantsat til Landmandsbanken af Overretssagfører Theisen (underskrevet for P. Theisen Poul Lester) til Sikkerhed for Max Levig & Co.’s og Vald. Glückstadts og Max Lesters Forpligtelser i Landmandsbanken.Den 24. Juni 1922 havde Max Lester og Vald. Glückstadt endelig forpligtet sig overfor Banken til ikke at pantsætte eller sælge deres Malerier og Kunstgenstande.

Ved Bankinspektørens Undersøgelse i Landmandsbanken i Juni og Juli Maaned 1922 er det meddelt Bankinspektøren, at der som en Del af Sikkerheden for Max Levig & Co.’s og dettes Indehaveres Forpligtelser laa i Banken en Recipisse for de forannævnte Obligationer (nom. 3.646.000 Kr.), og at der paa Max Levig & Co.’s Kasselaan Nr. 28132 i Juni er indbetalt kontant 545.288 Kr. 33 Ø.; den tilsvarende Gæld paa 4 Mill. Kr. blev ikke opgivet.

Overretssagfører Theisen ønskede ikke at tiltræde den foretagne Ordning, og saavel Obligationerne som det kontante Beløb førtes senere tilbage til Banken.

Omkring Slutningen af August foretoges i Banken forskellige Transaktioner, der maa antages dels at have skullet tilsløre Firmaets og dets Indehaveres Gælds virkelige Størrelse og Karakter og dels at skulle skjule, hvorledes den nedbragtes.

226

Paa Max Levig & Co.’s Spekulationskonti indbetalte Max Lester og Vald. Glückstadt deres Gæld til Firmaet, henholdsvis 211.000 Kr. og 1,8 Mill. Kr., ialt ca. 2 Mill. Kr., som debiteredes de Paagældendes Konti.

Konsortiet af 1. Februar 1917 overtog samtidig for Firmaet diverse Aktier, hvis Værdi paa Posteringsdagen androg 1.187.900 Kr., for 1.389.400 Kr., hvorved Konsortiet betalte 201.500 Kr. for meget for Aktierne.

Endvidere indbetalte Emil Glückstadt sin Tantième for Aaret 1921, ca. 153.800 Kr., paa Firmaets Engagement.

Der udsondredes derefter et Laan paa 481.900 Kr. imod Sikkerhed i diverse Assuranceaktier. Dette Laan debiteres yderligere for 183.850 Kr., som overførtes til Max Lesters Engagement, og 134.250 Kr., som overførtes til Vald. Glückstadts Engagement, idet der samtidig henlagdes forskellige Assuranceaktier som Sikkerhed, saaledes at Gælden blev ialt 800.000 Kr. imod Depot af de nævnte Aktier, der maa anses for at have frembudt tilstrækkelig Sikkerhed for Gælden. Ved disse Posteringer samt forskellige Rentereguleringer var Firmaets Gæld nedbragt til ca. 2,7 Mill. Kr. uden Sikkerhed og 800.000 Kr. imod Sikkerhed i Assuranceaktierne.«

Saa vidt Kommissionsberetningen.Alle mulige besynderlige Transaktioner var altsaa bleven forsøgt for at bringe Gælden ned. Men dermed var man jo endnu ikke naaet til Vejs Ende. Thi en Gæld paa 2,7 Mill. blev bestaaende, og man vidste ikke sine levende Raad, hvordan man skulde skaffe den ud af Verden. Man maatte derfor finde paa andre Udveje.

En Tid lang var man inde paa den Tanke at overføre Firmaet. Max Levig & Co. til et nyt Aktieselskab, der skulde oprettes med en Aktiekapital paa 2 Mill. Kr. plus 2 Mill. Kr. yderligere disponibel Kapital. Aktiekapitalen skulde Etatsraad Glückstadt selv stille til Raadighed af sin personlige Formue. Dog ogsaa denne Vej havde sine store Vanskeligheder. I Kommissionens Beretning bemærkes desangaaende nøgternt og sagligt: »Direktør Emil Glückstadt havde imidlertid ikke Penge disponible, og han skulde derfor optage et Laan i Banken imod Sikkerhed i forskellige Værdipapirer. Værdien af Effekterne ansloges til 2.456.670 Kr. Det bemærkes dog, at nogle af de paagældende Værdipapirer formentlig tilhørte Etatsraadinde

227

Glückstadt som Særformue, saaledes at Etatsraad Glückstadt overhovedet ikke var berettiget til at disponere over dem. Den ovennævnte Ordning med Glückstadts Optagelse af dette Laan er aldrig traadt i Kraft, og der er intet indført i Bankens Bøger derom.« Al Møje var altsaa forgæves, omendskønt der allerede var udarbejdet en Overenskomst, i hvilken det var nøje fastlagt, hvordan Max Lester og Vald. Glückstadt ogsaa fremtidig skulde have en god Eksistens sikret henholdsvis som Direktør og som Formand for Bestyrelsen i det paatænkte Aktieselskab, inclusive en rigelig Forsørgelse af deres Ægtefæller eller andre eventuelle Efterfølgere i Forretningen.

Denne Plan maatte opgives. Men saa blev Emil Glückstadts nære Slægtninge hjulpet paa anden Maade. I Stedet overtog Landmandsbankens egen Konto, der førtes under Navnet »Konsortiet af 1. Februar 1917« diverse Aktier, hvis Værdi paa Posteringsdagen androg 400.140 Kr., fra Valdemar Glückstadt mod Godskrivning af 496.920 Kr., og fra Max Lesters Depot paa samme Maade Aktier til en Kursværdi paa ca. 1.724.270 Kr. mod Godskrivning af 1.966.740 Kr. Desuden overtoges fra Max Lester direkte Aktier til reelt 712.900 Kr. Værdi for 812.600 Kr. Saaledes betalte Landmandsbanken til Gunst for Direktørens Broder en Overpris paa 96.780 Kr. og til Gunst for Direktørens Svoger en Overpris paa 242.470 plus 99.700 Kr. Desuden indbetalte »Konsortiet af 1. Februar 1917« for Valdemar Glückstadt 600.000 Kr. og for Max Lester 400.000, Kr., der i begge Tilfælde betragtedes som Afskrivning paa Engagementet. Man kan jo vel nok sige, at denne Sag var flot ordnet!

Vedrørende Konsekvenserne af disse Transaktioner bemærkes i Kommissionsberetningen dernæst bl. a.: »Ved disse og de foran nævnte Posteringer samt forskellige Rentereguleringer forøgedes Vald. Glückstadts Engagement i Hovedsædet og Hørsholm Afdeling saaledes til ialt ca. 3,9 Mill. Kr. Denne Gæld tænktes derefter ordnet saaledes at der udsondredes et Malerilaan paa ca. 1.375.000 Kr., og som Sikkerhed herfor

228

pantsatte Vald. Glückstadt sine Malerier og Kunstgenstande, der var vurderet til 1.439.250 Mill. Kr. Endvidere udsondredes et Ejendomslaan paa ca. 1,7 Mill. Kr. Som Sikkerhed herfor gav Vald. Glückstadt

Banken Haandpanteret i nogle formentlig værdiløse Aktiver, dels i nogle Akkomodationsobligationer i hans Lystejendomme »Kristinedal« og »Bel Colle« i Hørsholm samt i hans Villa paa Frydendalsvej. Det antages, at de nævnte Aktiver ikke ydede Dækning for Laanet, idet Værdien af dem ansattes til 1.581.700 Kr. Paa Max Lesters Engagement i Vesterbro Afdeling indbetaltes af Emil Glückstadt 560.655 Kr., hvilket Beløb Nordisk Oversøisk Handelsselskab skyldte Emil Glückstadt efter et Gældsbevis; Nordisk Oversøisk Handelsselskab indfriede Gældsbeviset paa den Maade, at Beløbet debiteredes Selskabets Konto i Banken. Dette Firma havde i Forvejen en betydelig Gæld, og da Firmaet ikke kan dække sine Forpligtelser, betyder denne Transaktion blot en Overflytning af en Del af Max Lesters Gæld til Nordisk Oversøisk Handelsselskab.« Emil Glückstadt mente iøvrigt at maatte hjælpe yderligere, idet han til Sikkerhed for Vald. Glückstadts og Max Lesters Malerilaan deponerede 700.000 Kr. Landmandsbankaktier og samtidig indestod over for sin Bank som Kautionist og Selvskyldner for disse Laan. Dog ogsaa hermed var Gælden ikke skabt ud af Verden, bl. a. fordi Banken paa dette Tidspunkt ikke kunde realisere de deponerede Aktier.

Resultatet var, trods alle Hjælpeforanstaltninger af mere eller mindre legitim Art, deprimerende. Gælden opgøres pr. 1. September 1922 endnu til ca. 17,2 Mil1. Kr., idet der skyldes til Landmandsbanken

af Firmaet Max Levig & Co. Ca. 6.8 Mill. Kr.af Grosserer Max Lester Ca. 7.1 Mill. Kr.af Generalkonsul Vald. Glückstadt Ca. 3.3 Mill. Kr.

Aktiverne, der skulde tjene til Dækning af denne Gæld, ansloges samtidig til en Værdi af 9.884.860 Kr., en Taksation,

229

der desværre ikke slog til, da det senere viste sig, at navnlig Vurderingssummerne for Malerierne og de faste Ejendomme var sat alt for højt.

Da den endelige Afgørelse maatte træffes, blev Firmaet Max Levig & Co. overdraget til et nystiftet Aktieselskab under Navnet Max Levig & Co.’s Eftf. A/S, i hvilket »Baltica« praktisk talt tegnede alle Aktier. Som Vederlag betaltes til de oprindelige Indehavere af Firmaet 500.000 Kr. som Goodwill og desuden skulde de have udbetalt hvert Aar til 1. Juli 125.000 Kr. for et Tidsrum af 10 Aar. Fra 1. Juli 1923 at regne fik d’Hrr. Max Lester og Valdemar Glückstadt Berettigelse til at tegne Forsikringer for de Forsikringstagere, som ikke havde tegnet Forsikringer hos Baltica, Max Levig & Co. eller A/S Max Levig & Co.’s Eftf., og samtidig kunde de begynde at tegne Co-Assurancer i Brandforsikring og Driftstabforsikring. Helt paa bar Bund stod de altsaa ikke, trods de Milliontab, de ved deres forrykte Spekulation havde paaført Landmandsbanken.

Blandt de Familiemedlemmer, der kunde glæde sig ved Emil Glückstadts særlige Bevaagenhed, befandt sig ogsaa John Levig, en Broder til Max Lester, der endnu ikke var naaet saa vidt som til at tage Navneforandring.

John Levig var bosiddende i Paris og havde før Krigen der drevet en Børsforretning, men maatte likvidere under Krigen, da han var tysk Statsborger. Kommissionsberetningen fortæller nu, at han efter Krigen forsøgte at genopbygge sit Firma for paa denne Maade at kunne bevare sit Sæde som noteringsberettiget Vekselerer i Syndicat des coullissiers. Men for at starte behøvede han Penge, ialt 2 Mill. fr., og da det ikke var ham muligt at fremskaffe dette Beløb i Frankrig, henvendte han sig til sin Broders Svoger, den meget formaaende Bankdirektør Emil Glückstadt. Helt ubetænkelig var denne Fremgangsmaade ikke, da John Levig vilde opbygge sit Vekselererfirma som et fransk Kommanditselskab og ved gældende Lov var bunden til,

230

ved en saadan Retsform for Foretagendet hovedsagelig at have fransk Kapital investeret i Foretagendet, henholdsvis at hovedsagelig Franskmænd var Interessenter. Men da der ikke fandtes Franskmænd, som var villige til at sætte deres Penge paa Spil hos Jøden John Levig, maatte der skaffes Kapital udefra.

Glückstadt var selvfølgelig i dette Tilfælde, hvor det gjaldt om at støtte et Medlem af Familien, straks rede til at gribe ind. Der berettes: »Landmandsbanken ydede ham (John Levig) i Oktober 1918 et midlertidigt Laan paa 100.000 fr., og Glückstadt telegraferede fra Paris til Ringberg, at hvis denne intet fandt til Hinder, foreslog han Landmandsbankens Andel forhøjet med 250.000 fr.; selv vilde han deltage med 250.000 fr. og foreslog Max Lester at tage det samme Beløb. Der kom dog til at mangle en Del i de 2 Mill. fr., og Resultatet blev, at Banken i Oktober 1919 indskød en Kommanditkapital af 550.000 fr., som blev stillet til Raadighed for Selskabet i en Franskmands Navn, medens Glückstadt indskød 250.000 fr., Max Lester 100.000 fr. og en tredje Broder, Rudolph Levig, 50.000 fr. paa John Levigs Part. Endvidere fik han et midlertidigt Forskud af Landmandsbanken paa 250.000 fr., der skulde tilbagebetales ved Hjælp af hans tilsvarende Andel af det likviderende Selskab. Tilbagebetalingen fandt Sted efter en Del Forsinkelser med Halvdelen den 19. Juli og Halvdelen den 15. Oktober 1920. Den norske Handelsbank havde ogsaa ved Glückstadts Bistand indskudt 250.000 fr.«

Saaledes kom det franske Vekselererfirma John Levig & Cie, Paris i Gang.1921 kommer John Levig flere Gange i Forlegenhed, og hver Gang behøver han Kredithjælp aldeles

omgaaendc. I Februar hjælper Landmandsbanken med 300.000 fr. og 1 Million Mark. Da de som Sikkerhed givne Papirer, 14.000 i Victoria Falls Kupons, maa realiseres, maa Banken tage et Tab paa ca. 43.500 Kr. I Begyndelsen af Juli maatte han atter have 300.000 fr., og inden Forudsætningerne for et nyt Laan var bleven grundig undersøgt, stilledes der 200.000 fr. til Disposition for

231

ham mod 3 Maaneders Veksel endosseret af en af de franske Kommanditister. Emil Glückstadts Fætter, Erik Glückstadt, rejste nu som Landmandsbankens Repræsentant til Paris for at undersøge Forholdene hos John Levig & Co., og han kom til det Resultat, at der maatte stilles yderligere 800.000 fr. til Raadighed, deraf 500.000 fr. straks, hvis Forretningen skulde reddes. Som Sikkerhed tilbødes nogle mere eller mindre tvivlsomme Værdier. Erik Glückstadt fraraadede Bevilling af yderligere Kredit, men Ove Ringberg mente, at Landmandsbanken nu ikke mere kunde trække sig ud af Affæren og bevilgede de 800.000 fr. mod en tvivlsom Tabskaution fra Rudolph Levig paa 50.000 fr., og Emil Glückstadt hjalp videre, indtil Laanene beløb sig til henved 2 Mill. fr. Trods alle Pengetilførsler forringedes Forholdene dog stadigvæk, og Falliten syntes til sidst uundgaaelig. For ikke at faa Banken, der paa ulovlig Maade havde hjulpet med til Oprettelsen af Kommanditselskabet, blandet med ind i Sagen overfor de franske Myndigheder, udbetaltes efterhaanden endnu yderligere ca. 1 Mill. fr.

Til Slut var Landmandsbanken interesseret i Firmaet John Levig & Co. med ca. 4½ Mill. fr. (godt 1 ½ Mill. Kr.), og pr. 31. 12. 1922 maatte den i første Omgang afskrive 550.000 fr. som sin Andel i Kommanditkapitalen og desuden en halv Million Kroner af sit Tilgodehavende.

Til de nære Slægtninge, Emil Glückstadt i særlig Grad forsynede med store Kreditter til Foretagelse af de mest forvovne Transaktioner, hørte endvidere Fætteren Frederik Salomonsen, som nogle Aar før Krigen arvede det personlige Firma Levin & Salomonsen efter sin Fader.

Selve Firmaet, der var oprettet 1857, hørte til Landmandsbankens gamle Forretningsforbindelser og drev oprindelig Handel med Huder, Skind og Uld, men var allerede før 1914 gaaet over til Fabriksvirksomhed, idet det først paabegyndte et lille Garveri i Form af et Aktieselskab og derefter indrettede en tilsvarende større Fabrik paa Lyngbyvej.

232.

Aktiekapitalen i det nye Foretagende A/S Nordisk Læderfabrik, som 1915 udgjorde 300.000 Kr., fremskaffedes navnlig ved Hjælp af Landmandsbanken, hvor foruden Glückstadt ogsaa Ringberg og Kommitteret Schack Eyber var stærkt aktive for at skaffe den fornødne Kapital tilveje. Sidstnævnte sammen med de foretagsomme Direktører Julius Heilbuth og Frederik Salomonsen dannede Aktieselskabets Bestyrelse. Da det 1918 ved Forordning bestemtes, at al Uld i Landet skulde udleveres til Uldcentralen, forsaavidt den ikke hørte til Tekstilfabrikkernes Lagerbeholdning, saa Fr. Salomonsen sig foranlediget til ved Siden af sin Læderfabrik ogsaa at oprette en Klædefabrik, for saaledes at være fritaget for Afleveringspligten. Til dette Formaal købte han en lille Klædefabrik i Dragør, hvor han opstablede den Uld, han indvandt som Biprodukt fra de i Læderfabrikken behandlede Faareskind. For at efterkomme Lovens Bestemmelser, paabegyndte han dernæst 1919 en mindre betydelig Fabrikation af grove Klædevarer. Ved Siden af sit personlige Hovedfirma, som fortsatte Produktforretningen, sad Frederik Salomonsen herefter inde med to Fabrikker, der blev drevet som Aktieselskaber. Nordisk Læderfabrik udvidedes endvidere under Krigen med et Vaskeskindsgarveri, 1918 og 1919 desuden med et Krom-, Hvid-, Sems- og Barkgarveri. Foretagsomheden vokser altsaa stærkt hos Fætteren.Samtidig stiger Balancen. Den androg hos Hovedfirmaet, som ejer begge Fabrikkernes Aktiekapital, 1914

ca. 1 Mill. Kr., men 1918 allerede 5 Mill. Kr. Og da Spekulationen i Aarene efter Krigen rigtig tager fat, gaar det flot videre med Udvidelsen af Kapitalinteresserne. Ultimo 1919 udgør Balancen efter Firmaets egen Opgørelse 9,8 Mill. Kr., ultimo 1921 endog 11,7 Mill. Kr. Og Aktiverne frembyder alt imens et meget broget Billede. Der opføres her foruden Fabriksanlægene paa Lyngbyvej, i Odense, Herning og Dragør, et Motorskib »Nevenklint« (ultimo 1919 ansat til 144.000 Kr., ult. 1921 Værdien reduceret til 67.000 Kr.), desuden en Villa i Springforbi, som modsat Motorskibet stiger i Værdi, grundet paa forskellige

233

luksuriøse Indretninger, saaledes at den ultimo 1919 ansættes til 210.000 Kr. og to Aar senere til 550.000 Kr. Firmaet ligger derhos til Stadighed med et uforholdsmæssig stort Varelager i Huder, Skind og Uld, der efter Krigen opgøres til en Værdi paa rigelig 1,5 Mill. Kr. og ultimo 1921 endnu fastsattes til ca. 1 Mill. Kr. Alt vidner om et særlig kraftigt Initiativ, men ogsaa om en betænkelig Tilbøjelighed til at føre et flot Levned. Det er Krigskonjunkturerne, der danner Grundlaget for den hastige Udvidelse af Forretningerne. Medens Overskuddet 1913 kun havde andraget et beskedent Beløb paa 20.000 Kr., steg det til 150.000 Kr. i 1916, ydermere i 1917 til 450.000 Kr., i 1918 til 725.000 for derefter i 1919 at dale til 458.000 Kr.

Alt saare vel, hvis Forretningen derved altid havde hvilet paa et sundt Grundlag. Men netop herpaa skorter det. Udvidelserne foretages hovedsagelig i den dyre Tid, 1919, og de hermed forbundne Omkostninger kan ikke bestrides af et stigende Udbytte i Forretningen, men maa dækkes ved Laan. Ultimo 1919 er Landmandsbanken opført paa Passivsiden med 6,4 Mill. Kr., d. v. s. med 10 Gange saa meget som i 1915. Salomonsens Egenkapital udgør ifølge Status kun 1 2/3 Mill. Kr. Det store Laanebehov kan imidlertid tildels ogsaa forklares ved, at de i Fabrikkerne producerede Varer til en stor Del ophobes paa Lagre i Forventning om, at gunstigere Konjunkturer vil bringe større Gevinst ved Afsætningen. Navnlig sælges intet af de grove Klædevarer i Tide, da Salomonsen ikke mente at kunne nøjes med den Maksimalavance, Aftalen mellem Den overordentlige Kommission og Tekstilfabrikant-Foreningen vedrørende Prisberegningen paa Tekstilvarer hjemlede. Resultatet er, at Tilgodehavendet i Klædefabriken og Læderfabriken ultimo 1920 udgør ikke mindre end 6 2/3 Mill. Kr., medens selve Fabriksbygningerne er opført til ca. 1.870.000 Kr.

Da Centralanstalten 1920 faar Ordre til at foretage en kritisk Revision af Firmaet Levin & Salomonsens Regnskab - formodentlig paa Foranledning af Landmandsbanken - viser det sig, at Hr. Salomonsen ikke er

særlig tilbøjelig til at lade

234

sig kigge i Papirerne. Han er dog den mægtige Direktør Glückstadts Fætter; hvorfor skulde han saa lade sig kontrollere? Revisor Locht taler i sin Beretning til Direktør Rothe i Landmandsbanken om Hr. Salomonsens ubeherskede Optræden, der havde gjort det umuligt at trænge til Bunds i alle Punkter. I sine fortrolige Informationer bemærker Revisoren endvidere: »Vi har som meddelt i vor offentlige Beretning ikke paa noget Punkt haft den for en fuldstændig Vurdering nødvendige sagkyndige Assistance, og vi tvivler ikke om, at en sagkyndig Vurdering af samtlige Aktiver vilde forværre Resultatet i nogen Grad. Opmærksomheden skal ogsaa fæstes paa de Aktiver, om hvilke vi slet ikke har villet udtale noget bestemt, f. Eks. Motorskonnerten, Automobilerne, Villaen, de tyske Ejendomme, der sikkert alle maa nedskrives betydeligt for blot at naa ned til en rimelig Brugsværdi.« Der henpeges endvidere paa, at sikkert ogsaa Klædefabriken i Dragør var ansat for højt i Værdi, og det konstateres til Slut, at »Hr. Salomonsen har udvidet sin Fabrik udover rimelige Grænser«, og at »han nu ikke har Overblik over selve Fabrikationen«, hvortil føjes den meget sigende Bemærkning: »I de sidste to Aar har han haft fire forskellige Hovedbogholdere, hvilket ikke hjælper til god Bogføring.« Landmandsbanken var altsaa bleven grundig advaret, men foretog sig intet. I Bankkommissionens Beretning slutter man heraf, at Banken i Virkeligheden ikke selv har ønsket at faa fuld Klarhed over Salomonsens virkelige Stilling! Havde man grebet kraftigt ind straks efter denne Beretning, vilde der efter Kommissionens Opfattelse have været Mulighed for i nogen Maade at begrænse det endelige Tab.

Erkendelsen af, at der maa foretages energiske Skridt til Varetagelse af Bankens Interesser slaar først igennem i Efteraaret 1922, da Landmandsbankens Tilgodehavende hos Firmaet Levin & Salomonsen er steget til ca. 12 Mill. Kr. Ingeniør Alfred Hertz *) foretager en grundig Gennemgang af Regnskabet,

*) Selvsamme Mand var siden 1918 Formand i Direktionen for Akts. M. I. Ballin’s Sønner og Hertz’ Garverier og Skøtøjsfabrikker, det mægtige Konkurrencefirma, der selv netop i samme Tidsrum stod over for Sammenmenbrudet og i Juni 1923 blev rekonstrueret, efter at Aktiekapitalen var bleven nedskrevet til 5 pCt. Direktør Hertz virkede her som Landmandsbankens særlige Tillidsmand!

235

konstaterer ud over det allerede kendte et yderligere Tab paa 6 Mill. Kr., gør navnlig opmærksom paa Frederik Salomonsens store Spekulationsgæld, der opgøres til ikke mindre end 1.125.000 Kr.! Da Bankkommissionen til Slut i Efteraaret selv foretager en Korrektur af den af Hertz udarbejdede Status, efter hvilken Underskudet maatte sættes til 5,4 Mill. Kr., beregnes dette Underskud til ikke mindre end 7 Millioner Kroner. Endvidere havde Landmandsbanken allerede forud afkøbt Vekselerer J. S. Salomonsen en Fordring mod Fabrikanten Fred. Salomonsen paa ca. 1,1 Mill. Kr. for kun 366.000 Kr.! Spekulationsgælden var opstaaet ved Børsengagementer, som førtes baade hos Landmandsbankens Vesterbroafdeling og Vekselerer I. S. Salomonsen. Førstnævnte Engagement foretoges imidlertid i Hovedsædet, medens blot Kontoen førtes i nævnte Afdeling, saaledes at Glückstadt maatte være fuldt vidende om de herhen hørende Transaktioner. Børsspekulationen var allerede bleven paabegyndt før Verdenskrigen og tog en rivende Udvikling under Krigen; 30. 6. 1914 skyldte Salomonsen paa denne Konto Banken ca. 236.000 Kr., men Gælden steg: 31. 1. 1917 til ca. 966.000 Kr., 30.11. 1918 til 1,8 MiIl. Kr., 16. 9. 1922 udgjorde Gælden endnu 1,1 Mill. Kr., mod Depot i Landmandsbank- og Ballin & Hertz-Aktier til en samlet Værdi af ca. 207.000 Kr.; det udækkede Beløb androg herefter 0,9 Mill. Kr.! Hos

Vekselerer I. S. Salomonsen havde den driftige Børsspekulant Fred. Salomonsen et a meta-Engagement med den ligesaa hasardiøst anlagte Racefælle fra Firmaet Ballin & Hertz, Direktør Hugo Rothenberg (se nedenfor 2g), hvorved den samlede Spekulationsgæld endnu i Efteraaret 1922 udgjorde noget over 1 Mill. Kr. Med Hensyn til Spekulationen ved Landmandsbanken bemærkes i Kommlssionsberet-

236

ningen (S. 325): »Landmandsbankens Direktion kendte Levin & Salomonsens Engagementer i Landmandsbankens Hovedafdeling saavel paa Forretnings- som paa Bygge-Konti og maa have Pligt til at kende et Filial-Engagement af en saadan Størrelse, at det kan give Tab paa 1 Mill. Kr. At Frederik Salomonsen og Emil Glückstadt var Fætre, medfører en dobbelt Pligt for Glückstadt til at vide Besked, selvom det ikke befrier Bankens øvrige Direktører fra deres Pligt til at kende Engagementet.«

Blandt de Aarsager, der førte til de store Tab paa det her omhandlede Firma, fremhæver Kommissionen navnlig, at der i Fabrikkerne under en udpræget Nedgangsperiode produceredes til Lager, og at Læderfabriken var anlagt paa en i Forhold til Afsætningsmulighederne altfor stor Produktion. Med Hensyn til Klædefabrikationen var der ifølge Beretningen endvidere af fhv. Direktør i Nordisk Tekstil A/S, Hr. Axel Abrahamsen, bleven konstateret, at det ved den oplagrede Produktion drejede sig om udprægede Krigsklædevarer, og at Tabet herpaa sikkert vilde andrage mere end de beregnede 1 Million Kroner. I Beretningen kritiseres endelig Hr. Fred. Salomonsens store Privatforbrug. 1909-12 havde det kun andraget lidt over 2000 Kr. aarlig. Men da saa Krigskonjunkturerne øgede Indtægterne, steg ogsaa Livfornødenhederne. 1913 og 1914 laa Forbruget omkring 20.000 Kr., 1915 og 1916 omkring 30.000 Kr., 1917 naar det op til 63.000 Kr. og senere stiger Aarsforbruget til 177.000 Kr. foruden Skatter og Livsforsikringspræmier! Den herskabelige Villa i Springforbi karakteriseres bl. a. ved et Hønsehus til 20.000 Kr.! Flot skulde man naturligvis leve, saalænge man kunde faa den fornødne Kredit hos Landmandsbanken.

Bankkommissionens Hovedkritik mod Landmandsbanken i foreliggende Sag sammenfattes i følgende Ord: »Ser man paa Balancens Hovedsum, vil man forundre sig over, hvorledes en Balance, der var paa ca. 2/3 Mill. Kr. før Krigens Udbrud, er firedoblet ved Udgangen af 1917, er blevet til 5 Mill. Kr. i

237

1918, 10 Mill. Kr. i 1919 og til 14½ Mill. Kr. i Oktober 1922, og det synes mærkeligt, at den stærke Stigning i Landmandsbankens Tilgodehavende fra ½ Mill. Kr. i 1914 til 2 Mill. Kr. i 1918, til 8 ½ Mill. Kr. i 1919 og til 12 ½ Mill. Kr. ultimo 1922 ikke tidligere har vakt Betænkelighed hos Landmandsbankens Ledelse eller foranlediget den til at skaffe sig Klarhed over, i hvilket Omfang Engagementet kunde betragtes som sikret gennem de bogførte Værdier.«

Efter Landmandsbankens Sammenbrud blev Nordisk Læderfabrik omdannet til et Aktieselskab med en Kapital paa 3 Mill. Kr. Direktør Hertz traadte ind i Selskabets Bestyrelse, medens Frederik Salomonsen, der jo ogsaa efter Hertz’ Opfattelse havde vist mindre heldige Egenskaber, forblev som Direktør! De københavnske Ejendomme samt Villaen og Ejendommene i Berlin, der formodentlig var købt i Sammenhæng med Markspekulationer, blev overtaget af Landmandsbanken, og Kommissionen formoder, at ogsaa Nordisk Klædefabrik blev overtaget af samme Bank. 1922 afskrev Banken ialt 4 ½ Mill. Kr. paa Konto Levin & Salomonsen.

Katastrofen var stor; men Frederik Salomonsens Anseelse led alligevel ikke nogen Skade, selv ikke efter

at Fætter Emil Glückstadt var gledet ud af Spillet.

En ejendommelig Skæbnens Ironi føjede det saaledes, at det netop blev et Tilfælde, hvor Emil Glückstadt havde understøttet en af sine Slægtninge paa en ikke særlig paafaldende Maade, der skulde have skæbnesvangre Konsekvenser i Procesførelsen mod ham. Der tænkes her paa Sagen Frk. Anna Raffel.

Sagen behandledes for Landsretten den 15. Juni 1923. Frk. Raffel førtes som Vidne. Af Forhandlingerne fremgaar, at denne Kusine til Emil Glückstadt i 1914 eller 1915 fik Lov til at spekulere med sine i Banken beroende Sparemidler. Dog kun i begrænset Maalestok. Højst maatte hun købe Effekter for 4.000 Kr. ad Gangen. Hun raadførte sig af og til med Fætte-

238

ren samt med Underdirektør Nikolaysen, om hvilke Papirer hun skulde købe. Der blev kun spekuleret i Ø.K. og D.F.D.S.-Papirer. 1918 eller 1919 viste det sig, at Spekulationerne bragte Tab. Det voksede, udgjorde tilsidst et Beløb paa 70 - 80.000 Kr. Frk. Raffel var fortvivlet. Hun søgte at faa en Forhandling med Fætter Glückstadt, men han var aldrig at faa i Tale, var altid undervejs. Endelig, efter hans Hjemkomst fra Paris den 22. December 1920, mødte hun ham en skønne Dag paa Gaden ude foran Landmandsbanken. Hun fortæller nu om sin Nød, og han lover straks at hjælpe, idet han erklærer: »Naar jeg betaler det, du skylder i Banken, synes jeg, jeg har gjort nok for dig; saa synes jeg, du maa faa din Familie til at hjælpe dig ellers.« Hvortil Frk. Raffel i Vidneforklaringen kun har at bemærke, at »Det var jeg ham meget taknemmelig for.« Paa Rigsadvokatens Forespørgsel, om hun havde faaet det Indtryk, at Glückstadt vilde dække Tabet af egne Midler, og at det ikke var Banken, der skulde betale Pengene, svarer Frk. Raffel ordret: »Nej, det tror jeg ikke. Han sagde rent ud til mig: Naar jeg betaler, hvad du skylder i Banken, synes jeg, jeg har gjort nok for dig - og det syntes jeg jo ogsaa - saa maa du lade din Familie hjælpe dig med Resten.«Gælden blev dækket, dog ikke af Glückstadt personlig, men af Bankens egen Konto »Konsortiet af 1. Februar 1917«.

Rigsadvokaten bemærker i Tilknytning til den her behandlede Vidneforklaring, at den kan tjene som Bevis paa, hvor lidet paalidelig Direktør Glückstadts Forklaring var, naar den gik ud paa, at det i alle Tilfælde var Ringbergs delvis uforsvarlige Dispositioner, som havde foranlediget ham til at mene, at Banken var forpligtet til at overtage samtlige de Tab, som forelaa ved Januar 1921. Her viste det sig, at Glückstadt selv havde tilskyndet Børsspekulationerne, havde givet gode Raad, og da han endelig maa indse, at der herved er bleven Frk. Raffel paaført Tab, erklærer han selv at ville betale det, der skyldes i Banken, d. v. s. de 70 - 80.000 Kr. Rigsadvokaten resumerer: »I de samme Dage, Bestemmelsen om at overføre

239

Beløbet træffes, maa han altsaa huske og være klar over, hvad det er, han foretager med hendes Konto. Efter hendes Forklaring lover han hende personlig at ville dække Beløbet, og det sker altsaa paa den Maade, at han lader Banken gøre det.«

Det var et af de Forhold, Glückstadt blev dømt for. Han ansaas for helt eller delvis at have Ansvaret for, at Underskudet paa Frk. Raffels Konto, der blev opgjort til 83.397,38 Kr., blev dækket med Bankens Midler paa den skildrede Maade.

Fru Laura Glückstadt, der 1929 publicerer Forsvarsskriftet for sin Mand, harmes navnlig over denne Sag. Hun forstaar ikke, at denne Kusine til hendes Mand har turdet sige Sandheden, karakteriserer hende som »en lidt sygelig og omstændelig Person« og erklærer endog, at hun selv »kendte denne Slægtnings ejendommelige Konfusion og Konfusionsevne«. Hun tillader sig at ironisere over, at Rigsadvokat Topsøe-Jensen har spurgt Frk. Raffel, om hun havde »faaet Lov« til at spekulere i Landmandsbanken, omendskønt

Vidnets Forklaringer selv gav Grund nok til netop denne Formulering! Følgende Replikskifte viser det:

Rigsadv.: Talte De ogsaa med deres Fætter derom? R. (Raffel): Ja, naar der var noget, der skulde købes. Rigsadv.: Var det saa ham, De raadførte Dem med? R.: Ja, saa fik jeg Lov til det.Rigsadvo: Maatte De have Lov til det?R.: Jeg maatte have Tilladelse af ham.

Fru Glückstadt mener i sit Skrift at maatte gaa ud fra, at hendes Mand intet havde med Dispositionerne vedrørende »Konsortiet af 1. Februar 1917« at gøre, og at Sigtelsen for Bedrageri i dette Tilfælde var aldeles ubegrundet. Med sin fra først til sidst ligesaa spidsfindige som uvederhæftige Bevisførelse konkluderer hun til Slut som følger: »Nu kunde der være to Meninger om, hvad saadant et Gademødes Ord indeholdt; min Mand vilde maaske berolige den altererede Slægtning, for hvis økonomiske Sorger han ikke havde Ansvaret, og som var en fuldkommen værdiløs Skyldner for Banken, med, at hun

240

ikke fra den havde noget at frygte. Mere kunde han ialtfald ikke tænke sig, at hun ønskede at vide. Og noget Løfte til Banken om at tage denne ham uvedkommende Gæld paa sig, skal der dog vist en Dommer-Fordom til at faa ud af den Samtale. Nej, Banken havde slet ingen Ret imod ham.« Hun tør altsaa tale om - Dommer-Fordom! Men hun skylder jo saa unægtelig Forklaring paa, hvorfor Glückstadt ikke kunde paavise, at han havde betalt Gælden selv, saaledes som han havde lovet det, og hun skylder Forklaring paa, hvorfor Tabet blev overført til det saa ominøse Konsortium af 1. Februar 1917.

Det er ikke, som Fru Glückstadt ironisk mener, en med »sjælden Finhed« ført Anklage, men nøgtern Konstatering af Kendsgerninger, naar Rigsadvokaten bemærkede i Forhandlingen den 16. Juni 1923: »Vi hørte i Gaar Frk. Raffel staa her i Vidneskranken og forklare, at hun, efter at hun var blevet raadet af sin Fætter til i smaa Partier, afpasset af hendes ringe Forhold 4.000 Kr. ad Gangen, at spekulere, og det var gaaet ned ad Bakke for hende, og hun følte sig ulykkelig over den Situation, hun var kommet i, saa prøvede paa at træffe sin Fætter, tilsidst maatte passe ham op paa Gaden for at faa hans Hjælp og Raad til, hvad hun skulde gøre, og han saa hjalp hende ædelmodigt og sagde: De 80.000 Kr. betaler jeg; men Indtrykket af Ædelmodigheden svandt, naar man vidste, at han et Par Dage efter lod Banken overtage disse Penge. Forsvareren siger, at det var en hastig Samtale, og der var ikke givet noget Løfte fra Glückstadts Side. Hendes Forklaring gaar bestemt ud paa, at det var et Løfte. Det er kun et lille Træk, dette her; men det viser dybt ind i det virkelige Forhold. Godgørenhed i det stille har maaske ikke ligget slet saa meget for Glückstadt som Godgørenhed, hvor der var Tale om at kunne stille sig i et vist Relief udadtil«. Landsretten statuerede herefter ogsaa med Rette Bedrageri efter Straffelovens § 251.

241

Naar Direktør Emil Glückstadt kunde sørge for sine egne paa den skildrede Maade, kunde Ove Ringberg det vel ogsaa. Og han havde heldigvis ogsaa en Broder, Fætre og Svogre, der fandt Lyst til at gøre sig den Rundhaandethed til Nytte, disse formaaende Bankmænd af Princip viste overfor Slægt og Venner. Da Ringberg imidlertid ikke var Jøde, var det mere undtagelsesvis - denne Gang ikke-jødiske Forretningsmænd, der profiterede af Landmandsbankens Laanepolitik.

Ove Ringberg havde bl. a. en Fætter, Hr. Boie Fritz-Rasmussen i Sakskøbing, der var Direktør i Firmaet A/S Fritz Rasmussen & Co., Sakskøbing, en Forretning i Korn, Foderstoffer, Kul, Trælast osv., som var grundlagt af den nævntes Fader 1880 og 1912 efter Faderens Død var bleven omdannet til et Aktieselskab.

Før Verdenskrigen havde dette Selskab kun et beskedent Engagement hos Landmandsbankens Nakskov-Filial, og ogsaa under Krigen holdt Gælden sig indenfor rimelige Grænser. Men fra 1918 bliver Fritz-Rasmussens Virketrang større, og Selskabet paabegynder nu under hans Initiativ mere storslaaede Foretagender. Penge er der jo nok af. Direktøren har sine Forbindelser til Landmandsbanken i Orden, saa det aldrig vil kunne mangle paa den til Udvidelsen af Forretningerne fornødne Kapital. Nu skal der bygges, handles og spekuleres, saa det forslaar noget. April 1918 stiftes paa Boie Fritz-Rasmussens Initiativ et Aktieselskab til Anlæg af et A/S Sakskøbing Skibsværft, paa hvilket der skal bygges Træskibe til 5-600 Tons d. w. Formand i Bestyrelsen bliver naturligvis den dygtige og initiativrige Fritz-Rasmussen, medens den øvrige Bestyrelse bestaar af tre Bønder fra Egnen, en Sparekassebestyrer og en Forretningsfører. Da Aktierne er udstedt med Paalydende 250 Kr., er Aktiekapitalen fordelt paa mange Hænder. Skibsbygningen paabegyndes. Før imidlertid det første Skib paa Værftet er færdigbygget, gør Vanskelighederne sig for Alvor gældende. Prisfaldet kuldkaster alle Kalkulationer, og Skibsværftets Bestyrelse erkender, at der maa regnes med store Tab. Direktørens Anseelse staar paa Spil. Men

242

han vil redde Æren, og derfor tilbyder han Aktionærerne en særlig gunstig Afvikling af Foretagendet, hvorved hans eget Firma A/S Fritz-Rasmussen & Co. overtager Værftet mod en rundelig Affindelse af Aktionærerne. Overenskomsten kommer i Stand, og Resultatet er, at sidstnævnte Selskab alene paa dette Engagement senerehen lider store Tab. 1918 overtog selvsamme Selskab endvidere Sakskøbing Dampmølle, hvis Formalingsevne straks udvides til ca. 50.000 Tdr. Korn aarlig, medens der opførtes et særligt Losningsanlæg for Firmaet ved Havnen.

Disse Foranstaltninger fremkalder selvfølgelig et stadig stigende Kreditbehov. Gælden vokser fra Aar til Aar. Medens den ultimo 1918 andrager 250.000 Kr., stiger den til 1.070.000 Kr. ultimo 1919, 1.785.000 Kr. ultimo 1920 og 2.791.000 Kr. ultimo 1921. Da Katastrofen ikke mere kan skjules, undskylder Boie Fritz-Rasmussen sig selvfølgelig som alle Spekulanter i Gullasch-Perioden med, at det er Konjunkturerne, der har slaaet ham ud. Saaledes erklærer han paa sit Selskabs Generalforsamling den 6. Maj 1921, at »den store Konjunkturforandring, der var indtruffet i Slutningen af forrige Aar, havde selvfølgelig ogsaa berørt dette Selskab. Særlig paa Foderstoffer var der lidt store Tab.« 1922 forsøgte de Banker, der havde Tilgodehavender i det Fritz-Rasmussen’ske Selskab, at gennemføre en Rekonstruktion ved at indskyde en Præference-Aktiekapital paa 1.710.000 Kr., men ogsaa denne Ordning holdt ikke. Men saa hjalp Direktør Ringberg sin kære Fætter Boie Fritz-Rasmussen. Landmandsbanken gik med til at udløse de andre Banker, der havde tegnet Præferencekapital, saa den selv blev eneste Kreditor. Selskabet blev derefter forsynet med den fornødne Driftskapital. Hertil bemærkes i Kommissionsberetningen: »Vi ser atter her Landmandsbanken delvis udløse en af sine svage Debitorers øvrige Kreditorer for selv at blive Ene-Kreditor med en forøget Risiko, en Politik, der her som andet Steds medførte, at Selskabet kunde føres videre, uden at de virkelige Tab konstateredes.«

243

I 1923 opgjordes Selskabets samlede Tab til henimod 3 Mill. Kr., af hvilke der kunde skaffes Dækning for 1 Mill. Kr., saaledes at et Tab paa ca. 2 Mill. Kr. forblev udækket. Medvirkende til denne uheldige Udvikling var foruden fejlagtige Dispositioner i Handelsvirksomheden Direktør Boie Fritz-Rasmussens overdrevne Privatforbrug, der endda havde ført til, at han ved sin Fratrædelse stod med 50.000 Kr. i Gæld til sit Firma. Desuden var Vanskelighederne fremkaldt ved Laan til nogle af Direktørens nærmeste Familiemedlemmer. Saaledes skyldte i November 1921 Proprietær Oscar Fritz-Rasmussen ca. 170.000 Kr. til Selskabet, Enkefru Camma Fritz-Rasmussen 60.000 Kr. og Fritz-Rasmussens Manufakturforretning, som ejedes af sidstnævnte, ca. 25.000 Kr. Ialt androg alene Familie-medlemmers Gæld til Selskabet ikke mindre

end godt 300.000 Kr. Som Tab maatte senere afskrives for Oscar Fritz-Rasmussens Vedkommende 173.000 Kr. og for Boie Fritz-Rasmussens Vedkommende 52.000 Kr.! Men sidstnævnte blev ogsaa paa anden Maade en dyr Mand for Landmandsbanken, idet han ogsaa hørte til Bankens Spekulationskunder og til Aktiespekulation i Hovedsædet havde faaet indrømmet en Blancokredit paa Konto-Kurant, paa hvilken der tilsidst var Udlaant ca. 700.000 Kr. Den 16. Sept. 1922 skyldtes endnu 688.000 Kr. Som Sikkerhed henlaa til dette Tidspunkt i Depot 100.000 Kr. D.F.D.S. Aktier (Værdi ca. 60.000 Kr.), 500.000 Kr. Aktier i A/S Fritz-Rasmussen & Co. samt forskellige Livsforsikringspolicer, af hvilke saavel det ene som det andet var uden Værdi. Her forblev altsaa et Beløb paa ca. 630.000 Kr. udækket!

Lignende stod det til med Ringbergs to Svogre E. P. L. Frigast og Povl Frigast i København. Den førstnævnte begyndte smaat i den maskintekniske Branche 1915, oprettede derefter i 1916 sammen med en Forretningsven et Interessentselskab under Navnet: Københavns Værktøjsfabrik, med det Formaal at producere Økser og Haandværktøj for det russiske Marked. Da de økonomiske Forhold i Rusland brød sammen, led Firmaet, som i Mellemtiden i stigende Grad var bleven finansieret

244

af Landmandsbanken, meget store Tab. Ultimo 1921 udviste Status for E. P. L. Frigast’s eget Firma og for Interessentselskabet et samlet Tab paa ialt 1.382.000 Kr.; Tabet var i Virkeligheden større. Bankens Tilgodehavende beløb sig til ca. 3.452.000 Kr. - Svogeren Povl Frigast havde siden Foraaret 1915 en Sølvvarefabrik. Han arbejdede ligeledes med store Kreditter og havde, omendskønt Virksomheden var begyndt under ret beskedne Former, 1922 til Landmandsbanken en samlet Gældsforpligtelse paa 2.962.000 Kr. Bankens Tab formodedes i dette Tilfælde at ville andrage ca. 1,5 Mill Kr. Ogsaa her kom altsaa Direktør Ringbergs Hensyntagen til Familieinteresser Banken dyrt at staa.

c) Februar-Kontoen 1917.

Anledningen til Oprettelsen af denne Konto var Indledelsen af den uindskrænkede U-Baadskrig fra den 1. Februar 1917; den skabte Panik paa Børsen, fremkaldte et større Kursfald, navnlig for Skibspapirernes Vedkommende, og gav Stødet til, at Fondsbørsen for en Tid blev lukket. Da Bankens specielle Kunder i særlig Grad var interesseret i de nævnte Papirer, ansaa Direktørerne Glückstadt og Ringberg det for paakrævet at gennemføre særlige Hjælpeforanstaltninger til Fordel for dem. Resultatet af Overvejelserne i denne Sag var, at der oprettedes en med særlige Midler forsynet Konto, der skulde give Dækning for de paa de priviligerede Spekulationskonti opstaaede Tab. Bankdirektørerne følte sig, som det senere forklaredes af Glückstadt i Undersøgelsen og i Domsforhandlingerne, forpligtet til at gennemføre en saadan Foranstaltning, da Dispositionerne paa disse Konti tildels var foretaget fra Direktionens Side uden Kundernes Medviden.

Med Hensyn til Februar-Kontoens Oprettelse hævdede Glückstadt - hvad der selvfølgelig ogsaa understreges meget

245

Billede

Emil Raphael Glückstadt. Født 24. 8. 1875 Kbh., død 24. 6. 1923sst. Landmandsbankens adm. Direktør 1910-23.

245

Mænd fra Februar-Kontoen.

Billede

Christopher Hage. Medlem af Ministeriet C. Th. Zahle.

Valdemar Glückstadt.

HRS. Frits Bülow. Medlem af Ministeriet Klaus Berntsen.

Max Lester-Levig.

245

kraftigt i Fru Glückstadts 1929 udgivne Forsvarsskrift - at dette var sket med Etatsraad Andersens Tilslutning, en Tilslutning, der maatte anses for at være nødvendig, da Midlerne stilledes til Raadighed fra en Ø.K. tilhørende Konto. Vedrørende denne Ordnings Forhistorie meddeler Fru Glückstadt endvidere bl. a., at hendes Mand og Direktør H. N. Andersen gentagne Gange havde været Partnere i Spekulationen i Ø.K.’s Aktier, og ved Verdenskrigens Udbrud havde en Konto paa ca. 2 ½ Mill. Kr. Aktier, senere kaldet »Konsortiet af 23. April 1915«, der - som Forfatterinden selv beretter - »omkring Aarets Midte, efterhaanden som Kurserne steg, kunde uddele 710.000 Kr. Aktier til Deltagerne som Gevinst.« De oprettede desuden i Februar 1915 i Fællesskab »Ø.K. Opkøbskonto A.«, med 1.200.000 Kr. Aktier til Kurser mellem 600 og 700, og Fru Glückstadt mener, at de sikkert ogsaa var fælles om det samtidige Syndikat med 1 Mill. Kr. Aktier fra det nystartede Østasiatiske Plantagekompagni, som tjente saa udmærket i Maj 1917. Da nu Tilbageslaget indtraadte i Februar 1917, laa Landmandsbanken endnu med 9 - 10 Mill. Kr. af Kompagniets Aktier og med over 5 Mill. Kr. af det ligeledes H. N. Andersen’ske Dampskibsselskab Orient’s Aktier. Der bestod altsaa et meget snævert Samarbejde mellem Landmandsbankens og Ø.K.’s ledende Mænd, hvilket efter Fru Glückstadts Fremstilling maatte gøre det forstaaeligt, at Etatsraad Andersen gik med til den i de første Februardage 1917 trufne Ordning. Det var ogsaa, mener Fru Glückstadt, aldeles rimeligt, idet det jo navnlig var Papirer fra de H. N. Andersen’ske Dampskibsselskaber, der hørte til de i Landmandsbanken beroende afsvækkede Børseffekter.

Det første Beløb, som indbetaltes paa Februar-Kontoen 1917, blev altsaa overført fra Ø.K.s Konto »Dansk Soyakagefabriks Seperatkonto« og stilledes til Raadighed som Sikkerhedsfond for den af Landmandsbanken indrettede Konto, der fik Navnet »Konsortium af 1. Februar. 1917«. Konsortiets Konto krediteredes den 3. Febr. 1917 med 2.237.801. Kr. 73

246

Øre fra Kontoen »Soyakagefabrik«. Derefter overtog Konsortiet ialt:

Nom. Kr. 1.128.000 D.F.D.S. Til Kurs 360 4.060.800 Kr.Nom. Kr. 846.000 Ø.K. Til Kurs 560 4.737.600 Kr.Nom. Kr. 157.000 Ø.P. Til Kurs 300 471.000 Kr.Nom. Kr. 552.000 Orient Til Kurs 560 2.531.200 Kr.

11.800.600 Kr.

Papirerne blev overtaget for ialt 31 af Bankens Kunder, og til Dækning af det ved Overtagelsen opstaaede »Underskud« debiteredes der Konsortiet de lige nævnte 2.237.801 Kr. Selve de enkelte Børsspekulanter fik ingen Meddelelse om denne Transaktion, derimod fik Bankens Delegation ifølge Delegationsprotokollen, Oplysning om Sagen. Det skete paa følgende Maade:

»Direktionen meddelte, at den fra en Del private Kunder havde overtaget Aktier i Det forenede Dampskibsselskab, Det Østasiatiske Kompagni og Orient til de Priser, der fandtes ved Børsens Lukning paa Grund af den udvidede Blokade; det drejede sig for det væsentligste om Aktier, som Banken havde solgt af egne Beholdninger. De Differencer, der var opstaaede, var bragt ud af Verden uden at influere paa Bankens Overskud.«

Fremstillingen var formelt rigtig, da der var skabt Dækning ved den Sikkerhedsfond, der stilledes til Raadighed af Kontoen: »Soyakagefabrik«. Dog er det forblevet et aabent Spørgsmaal, hvorvidt H. N. Andersen havde givet udtrykkelig Tilladelse til Overførslen fra Soya-Kontoen. Domsforhandlingerne den 14. April 1923, som behandles udførligere i Afsnittet 4f viste dette tilfulde. Etatsraad Andersen selv bestred at have givet sit Samtykke. (Jvf. S. 540 flg.).

247

Hvem der saa end havde Ret i sine Forklaringer, saa blev Andersens Vidnesbyrd taget til Troende, og Glückstadt blev dømt.

Blandt de 31 Kunder, der blev hjulpet i denne Omgang, befandt sig som nævnt Valdemar Glückstadt, Max Lester og flere andre Jøder. Paa hvilken Maade Støtteforanstaltningerne i det enkelte blev gennemført er allerede bleven belyst for enkelte Forholds Vedkommende, men hertil skal der her anføres et for de Glückstadt’ske Forretningsmetoder særlig karakteristisk Eksempel. I Bankkommissionens Beretning meddeles, at der den 18. 11. 1916 paa Kontiene 26.197 og 28.079 var bleven købt 40.000 D.F.D.S. og 40.000 Orient uden Indbetaling; Kontiene førtes under Navnet Hr. J., medens den berettigede var Vedkommendes Hustru Fru J. Vedrørende sidstnævntes Forklaring til Rigsadvokaten bemærkes (Bilag, S. 57): »Fru J. har forklaret, at hun en Gang traf Glückstadt ved et Selskab paa »Sølyst«, og han spurgte, hvorfor hun aldrig havde henvendt sig til ham om at bestyre hendes Pengesager, hvortil hun svarede, at dels hadede hendes Mand alt, hvad der hed Spekulation, og dels havde hun ikke selv saa mange Penge, at der kunde være Tale om det. Nogen Tid efter henvendte hun sig dog i Banken og sagde til Glückstadt, at hun tog ham paa Ordet, og afleverede samtidig en Sparekassebog paa ca. 38.000 Kr. og bad ham administrere Pengene for hende, idet der tilføjedes, at hun ikke havde Kendskab til de Ting og helt overlod det til ham. Hun kender intet til, at Banken den 2. Februar 1917 havde overtaget et Tab paa 135.279 Kr. 05 Øre, og har ikke kunnet vide Besked dermed, da hun aldrig har vidst, hvad der var købt paa Kontoen, og ej heller faaet Konto-Kuranter eller Afregninger.«

Denne Episode faar sin særlige Betydning ved, at Glückstadt - som det fremgaar af Retsforhandlingens Beretninger af 14. April 1923 - med dette sit ejendommelige Tilbud henvendte sig - til Fru Admiral Richelieu, hvis Mand var selve Formanden i Bankbestyrelsen! Da Richelieu blev forhørt ved-

248

rørende denne Sag, erklærede han overfor Rigsadvokaten, at han først i Oktober 1922 fik noget at vide om denne Sag ved, at Banken sendte en Kontokurant til ham, som han ikke kendte noget til, og som han derfor sendte tilbage til Banken. Da Rigsadvokaten gør opmærksom paa, at Kontoen jo lød paa hans Navn, erklærede Richelieu: ”Men det har været en Fejl. Derved fik jeg denne Kontokurant, og jeg sendte den

tilbage til Banken; derved fik jeg en Forklaring paa det, og saa sendte de en Kontokurant til rette Vedkommende.« Paa tre Forespørgsler fra Rigsadvokatens Side, om han da slet ikke kendte noget til Sagen, svarede Richelieu tre Gange: »Nej!«

Den Sikkerhedsmargin for Februar-Kontoen, der var skabt ved Hjælp af Konto ”Soyakagefabrik«s Midler, viste sig 1917 snart at være overflødig, da de afsvækkede Papirer meget snart skulde stige i Kurs igen, saaledes at Konsortiet kunde afhænde de overtagne Effekter uden Tab og mod Slutningen af 1917 endog havde indvundet en Nettoavance paa ca. 650.000 Kr. Denne Sag var altsaa foreløbig løbet heldigt af, men dermed blev Transaktionen jo lige ulovlig, da Indtægten paa Konsortiets Konto selvfølgelig under alle Omstændigheder maatte blive Bankens, eftersom det drejede sig om Bankens egen Konto. Rigsadvokaten resumerer derfor ogsaa, at Bankdirektør Glückstadt selvfølgelig ikke maatte anvende Beløbet til Dækning af Banken uvedkommende Spekulationstab. Fru Laura Glückstadt mener ikke at kunne godkende dette Synspunkt og bemærker desangaaende følgende: »Men: naar ”Spekulationstabet«, det kalkulerede, ikke nogensinde bliver konstateret, men dækker sig selv (og altsaa ogsaa den uden Tab for Banken af nogen Art afsatte Sikkerhedskonto) og derudover endda bringer Gevinst, - naar Banken altsaa netop i Juli faar Alt, hvad der kan tilkomme den, uden længere at have Panikrisikoen fra de overtagne Konti, - hvorledes kan saa Transaktionen indeholde Bedrageri? Paavis een Øres Tab!« (S. 98.)

Mesterlig argumenteret; men dermed bringes ikke den Kendsgerning ud af Verden, at »Konsortiet af 1. Februar 1917« var

249

en Konto, der tilhørte Banken. Denne Argumentation slaar iøvrigt ogsaa fuldstændig Klik over for den Situation, der 1921 og senere opstaar med Hensyn til Februar-Kontoen.

Enkelte af Posterne, der oprindeligt var overdraget til det ominøse Kontortium, blev videreført, og jævnlig blev i de følgende Aar nye Tab overført, altimens Bankens Direktører fortsatte med at spekulere i Børspapirer for forskellige Kunders Regning paa samme Maade som tidligere. Derved krediteredes Konsortiet af 1. Februar 1917 i Efteraaret 1919 med et Beløb paa ca. 2,6 Mill. Kr. af Bankens egne Midler, og den 15. Febr. 1921 med 9.945.248,24 Kr.

Angaaende det førstnævnte Beløb oplyses i Bankkomimissionens Beretning (Bilag S. 60 f.), at Konsortiet af 1. Februar 1917 den 24. November 1919 blev krediteret med 2.620.571,12 Kr. med Tekst »Indbetalt D.S.S.« Beløbet var indtjent derved, at Landsmandsbanken ved Opløsningen af Kommanditselskabet Dansk Søfartsselskab opnaaede en Avance paa 1.877.102,73 Kr. og ved Opløsningen af Konsortiet i Gorm-Aktier og Salg af Konsortiets nom. Kr. 2.027.000 Aktier til D.F.D.S. fik en Fortjeneste paa 882.638,89 Kr. plus 330.105,18 Kr. Provision. Alt ialt var der altsaa indtjent 3.089.846,80 Kr. Men da der af den Fortjeneste, der opnaaedes ved Dansk Søfartselskabs Opløsning, fragik en kontant Udbetaling paa 469.275,68 Kr., mod en Bon fra en af Direktørerne som midlertidig Dækning, er kun Restbeløbet - 2.620.571,12 Kr. - bleven overført til Februar-Kontoen. Hvem af Direktørerne, Emil Glückstadt eller Ove Ringberg, der har tilbageholdt Restbeløbet paa henimod en halv Million Kroner og paa hvilket Grundlag det er sket, er ikke oplyst. I Kommissionsberetningen bemærkes, at Beløbet, saavidt man kan se, idetmindste ikke er kommet Banken tilgode!

De 9.945.248,24 Kr., som overførtes til Februar-Kontoen som tredje og sidste Beløb den 15. Februar 1921, udbetaltes af Bankens Overskud for Aaret 1920, uden at det fremgik af

250

Aarsregnskabet, og uden at Bankbestyrelsen fik Oplysning om denne Transaktion. Beløbet overførtes fra følgende Konti:

Obligations-Konto 3.000.000 Kr. 00 ØreAgio-Konto 4.000.000 Kr. 00 ØreInteresse-Konto 2.945.248 Kr. 24 Øre

Disse Beløb var udregnet af Direktør Glückstadt. Af Udkastet til Gevinst- og Tabskonto (Driftsregnskabet) for 1920, fremgik, at det brudte Tal af Interessekonto opstod, fordi Glückstadt ønskede, »at der som Overførsel til næste Aar skulde figurere 16.850.532 Kr. 25 Øre«.

Bankens Bestyrelse blev ikke gjort bekendt med denne Ordning ud over, at Delegationen ifølge Bankens Delegationsprotokol den 21. Januar 1921 fik følgende Oplysning:

»En Del mindre Laanekonti, som udviste Underskud, havde Banken taget ud af Verden.«

I Bankkommissionens Retsforhandlinger erklærer Bestyrelsens Medlemmer, saasom Admiral Richelieu og Grosserer Collstrop, den 14. April 1923, at de ikke paa Grund af den ovennævnte den 21. Januar 1921 givne Meddelelse kunde formode, at det her drejede sig om en stor Støtteaktion, og at de ej heller havde anet, at der herved skaffedes Dækning for private Spekulanters Tab til et samlet Beløb paa 4,6 Mill. Kroner. (Jvf. Admiral Richelieus Erklæringer nedenfor 4f.) Kommitteret Schack Eyber forsvarede sig med, at han var gaaet ud fra, at de 9,9 Mill. Kr. skulde henlægges for at skabe hemmelige Reserver, men at han intet anede om, at de skulde gaa ind paa Februar-Kontoen. Da Rigsadvokaten i Forhandlingen den 14. April erklærer, at de 9,9 Mill. Kr. var taget ud af Regnskabet, svarede:

Schack Eyber: Jeg kan erindre, at paa et vist Tidspunkt af Regnskabets Udarbejdelse ønskede man, at det blev gjort under en Form, at man

251

undlod at gøre visse Konti op, som der var Avance paa, for paa den Maade at skabe hemmelige Reserver. Og jeg maa formode, at naar Bogholderen har faaet et større Beløb ud af det, er det, fordi han har gjort alle de Konti op, som senere blev stillet hen.

Rigsadvokaten: Nej, saaledes er det ikke gaaet til. Det er gaaet saaledes til, at man har formindsket Indtægten af Obligationer med 3 Mill. Kr., formindsket Indtægten af Agio med 4 Mill. Kr. osv. Man har altsaa ligefrem nedskrevet Indtægten.Schack Eyber: Det kender jeg ikke.Rigsadu.: Det er ikke noget, man samler sammen.Schack Eyber: Jeg troede, det kom af, at man......Rigsadv.: Har De ikke vidst det?Schack Eyber: Nej, jeg troede, det kom af, at man......

Saa lidet vidste altsaa Bestyrelsens Medlemmer Besked med de her omhandlede Transaktioner!Ved Indbetalingen den 15. Februar 1921 var Grundlaget skabt for de nye omfattende Overførsler af

nødlidende Papirer, der allerede fra 1. Januar 1921 var paabegyndt til Fordel for Bankens særlige Kunder. Inden Overførslen af de 9,9 Mill. Kr. fandt Sted, var allerede i Løbet af 6 Uger overtaget ca. 4.6 Mill. Kr. »Underskud« fra Børsspekulationskonti, der førtes for 32 Personer og Konsortier (samt for 8 Personer, der havde lidt Tab uden Papirer!) og disse Overtagelser fortsattes, medens der samtidig til denne Konto foretoges et omfattende Opkøb af egne Aktier til et Beløb aftalt 5,7 Mill. Kr., hvoraf godt 4 Mill. Kr. af det saakaldte Kaptajn v. Rosens Konto (ogsaa en af Bankens egne Konti, der førtes under fingeret Navn). Pr. 31. 12. 1921 opgøres

Tabet paa Papirer til 2.104.256,57 Kr.de overtagne Underskud til 5.854.271,25 Kr.

Ogsaa 1922 finder spredte Overførsler Sted.Ved de sidstnævnte Overførsler har navnlig Direktørerne Emil Glückstadt og Ove Ringberg selv sikret sig mod Tab ved fejlslagne Spekulationer, idet de lod en Række af Ban-

252

kens Konti for Børsspekulationskonsortier, i hvilke de selv var Deltagere og ved hvilke der ifølge Kursnedgangen var Risiko, overføre til Februar-Kontoen. Alt dette skete uden Bankbestyrelsens Vidende og ogsaa uden at Glückstadts og Ringbergs Meddirektører i Banken vidste Besked. Nogenlunde orienteret om disse Transaktioner i Banken var maaske Direktør Mik-Meyer, der havde Vekselafdelingen under sig og som man - efter Bestyrelsesmedlem Collstrops Forklaring den 14. April 1923 - »maatte stole ubetinget paa«, da han var den eneste, der havde grundigt Kendskab til Debitorerne, Trassenterne og Endossenterne, samt desuden Direktør Emil Glückstadts Nevø, Erik Glückstadt, som bl. a. i Januar 1921 besørgede den kontante Indbetaling af de to Poster paa hver 400.000 Kr. til Gunst for Onklerne Valdemar Glückstadt og Max Lester.

Hvor egenmægtigt Bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg handlede for at varetage deres Slægts og Venners Interesser, fremgik særlig tydelig af Direktør Rasmussens Forklaringer den 14. April 1923. Det var Direktør Rasmussen, som i sin Tid havde faaet Ordre af Glückstadt til at skrive Bilaget, hvorved. ca. 10 Mill. Kr. af Overskudet for 1920 blev overført til Februar-Kontoen. Rasmussen erklærede i Forhøret, at han paa det Tidspunkt, da han fik denne Ordre, endnu aldrig havde hørt om denne Kontos Eksistens, men af Glückstadt fik den Forklaring, at det herved drejede sig om en Konto, som Banken selv ejede, og paa hvilken den havde nogle Aktier. Rasmussen gik ud fra, at det ved Overførelsen drejede sig om at skabe hemmelige Reserver, og han erklærede ikke at have haft nogen som helst Anelse om, at det Underskud paa 4,6 Mill. Kr., der havde været Tale om, skulde debiteres »Konsortiet af 1. Februar 1917«. Derefter faldt følgende Replikskifte, som for engangs Skyld kort og knapt, berører det Centrale i hele Sagen.

Rigsadvokaten spørger: Hvor skulde det da tages fra?Rasmussen: Jeg hørte den Meddelelse af Etatsraad Gl. (i Bankraadet

253

den 23. Febr. 1921) og tænkte, at det var Konti for Folk af visse Samfundsklasser, som man vanskeligt kunde kræve.

Rigsadvokaten: Ja, det er altsaa Bankens Venner - for at sige det rent ud: det er Folk, der staar Direktørerne Glückstadt og Ringberg nær, deres personlige Venner og saadanne Folk.

Rasmussen: Nogen Tid efter spurgte jeg Underdirektør Nicolaysen, idet jeg refererede, hvad der var sagt i det Møde: Det er vel Folk af den og den Kategori, der her er Tale om? Det bekræftede han, men jeg fik ikke noget at vide.

Disse Bemærkninger siger alt. Rigsadvokaten har netop understreget det, det kom an paa, omendskønt han herved undlod at fremhæve, at den Kreds af favoriserede Kunder var Jøder og Jødelakajer om en Hals, tildels rigtignok ogsaa desværre - højt ansete og hæderlige Mennesker, der af Glückstadt og Konsorter var bleven ført grundig bag Lyset. Ogsaa Rasmussen og Nicolaysen, Underdirektører i Landmandsbanken, var, som Bemærkningerne viser, klare over dette Forhold, men de følte sig magtesløse overfor Glückstadt og

føjede sig i eet og alt. Mistænksomheden var tilstede, men de turde ikke ytre den, end ikke overfor Bestyrelsen, som jo til Stadighed lod Glückstadt og Ringberg egenmægtig bestemme, hvad der skulde ske, og til Stadighed mødte disse to Mænd med ubetinget Tillid. Saaledes kunde disse »Folk af visse Samfundsklasser«, »Folk af den og den Kategori« - saadan maa jo Jødens Navn omskrives, da man selvfølgelig ikke kan risikere at nævne Jøden ved sit Navn! - sikre sig den finansielle Overledelse indenfor Banken - og udenfor, i Samfundet.

Hvor indgroet Raaddenskaben i de offentlige Forhold under Landmandsbank-Katastrofen har været, fremgaar med tilstrækkelig Tydelighed ogsaa deraf, at der fra Regeringens og de borgerlige Partiers Side sattes alt ind paa at forhindre Offentliggørelsen af Navnene paa de Personer, der stod opført paa Februar-Kontoen. Ministeriet Neergaard vilde end ikke give Finansudvalget nærmere Besked. Efter at Bankkommissionens Beretning i de første Dage af Januar 1924 var bleven

254

offentliggjort, erklærede Handelsminister Jørgen Christensen, at Finansudvalget kun vilde faa Navnene at vide under den strengeste Diskretionspligt. Senere viste han sig rede til at give Listen fri til Offentliggørelse, men han vilde saa samtidig meddele, under hvilke særlige Forhold den enkelte var kommet med paa Kontoen, for at undgaa »at stille en Mængde uskyldige Mennesker i Gabestokken«. Da saa endelig Finansudvalget den 30. Januar 1924 fik Listen med Navnene overgivet, maatte hvert enkelt Medlem forud ved Haandsoprækning forpligte sig til at hemmeligholde Navnene. Da Socialdemokratiet trods alt krævede, at der blev givet Offentligheden ren Besked, erklærede Udvalget sig efter »en lang og meget heftig Debat« indforstaaet med, at Navnene kom frem. Men det føltes endnu knapt nok som Alvor, og Socialdemokratiets Krav om fyldestgørende Offentliggørelse af Februar-Kontoen og af Listen over Landmandsbankens særligt begunstigede Kunder, af Spekulationskonsortiet i »Ø.K.«s Aktier og af Konsortiet »British Bank of Commerce« mødte endnu i Finansudvalgets Møde den 1. Febr. Protest fra saavel Venstre som fra Højre.

Listen bragtes derefter den 1. Februar 1924 i »Socialdemokraten« til Offentlighedens Kendskab. Knuden var dermed hugget over. De borgerlige Blade fulgte straks det givne Eksempel med at offentliggøre en mere officiel Redegørelse om Kontoen, udarbejdet af HRS. Bruun.

Mest Røre skabte det, at der blandt de af Direktør Glückstadt priviligerede Aktiespekulanter befandt sig to forhenværende Ministre: Christopher Hage og Højesteretssagfører Bülow. Sidstnævnte overlod 1916 paa daværende Finansminister Hages Vegne et Beløb paa 40.000 Kr. til Direktør Ringberg med Anmodning om at disponere over dette Beløb i Spekulationsøjemed. Hage og Bülow var begge Partnere i det i denne Anledning oprettede Konsortium med hver Halvdelen. Kort Tid derefter fik Hage 60.000 Kr. udbetalt som sin Andel i den Avance, der var opstaaet. Hage lod de 20.000 Kr. Indskud

255

indestaa paa Kontoen, hvorefter Ringberg uden særlige Anvisninger førte Spekulationen videre. Derved opstod, som det senere viste sig, et Tab paa 50.000 Kr., et Beløb, som blev overført til Februar-Kontoen, men som Hage i sidste Omgang, efter en Opfordring, der tilgik ham den 26. Januar 1924, selv maatte dække. Da Hage selv ikke havde erfaret noget om, at Indskudet var bleven brugt til yderligere Spekulationer, havde han 1920 givet Banken Ordre til at købe Genforeningsobligationer for dette Beløb. Ordren udførtes ved Tegning af 20.000 Kr. Obligationer, som udleveredes til ham.

Ifølge den den 1. Febr. 1925 offentliggjorte Liste befandt sig blandt de der opførte Personer Godsejer A. F. Lassen, som var Ejer af Høvdingsgaard fra 1901-17, og som spillede en meget fremtrædende Rolle

indenfor de af Transatlantisk Kompagni financierede Selskaber. Paa Listen var endvidere opført fhv. Direktør i Landmandsbanken Fr. V. Rothe, der sammen med sin Fader Kammerherre og Hofmarskal William Rothe (gift med Dagmar, født Berling), var Medejer af »Berlingske Tidende«. Direktør Rothe havde, da Listen kom frem, betalt noget tilbage af det skyldige Beløb. Hans Fader, der ogsaa var bleven favoriseret, tilbagebetalte 68.000 Kr., og dermed var Sagen for hans Vedkommende ordnet. Til de kære Familiemedlemmer, som Direktørerne mente at maatte holde skadesløse, hørte endnu Fru Dr.

Øllgaard, Søster til Direktør Ringberg og gift med Læge Christian Øllgaard, Frk. Klara Levi, Søster til Max Lester, Fru Mary Keller, født Rée, Søster til Fru Glückstadt og gift med Dr. med. Otto Keller. Fra Vennekredsen kan endnu nævnes Direktør Leon Levin, som havde været administrerende Direktør for A/S Nordiske Metalvarefabriker, cand. jur. Molt Wengel, Fru Mozart Jensen, Skibskonstruktør Werner Hansen, Frk. Marie Gjerding, Fru Margrethe Loiewsky, Etatsraadinde Louise Beck, Fru Clara Bloch Knudsen, Kammersangerinderne Ellen Beck og Emilie Ulrich, Fru Annie Ruben, hvis Sag ved Listens Publikation var ordnet, Fru E. Hansen i London og den tidligere Lærerinde i

256

Glückstadts Hjem Frk. Bruun. Uden Kundernes Viden blev Konti, som førtes for Dr. P. Vedel paa Java og Grosserer Birger Christensen, overtaget af »Konsortiet af 1. Februar 1917 «. Med Forfatteren Josias Bille blev der truffet Aftale om Tilbagebetaling af 17.500 Kr. Overfor Etatsraad Johs. Hammerich til Iselingen havde Banken været særlig kulant, idet ikke blot Tab fra Spekulationstonto overførtes, men ogsaa andet Tab. Endvidere var Konsortiet af 22. 8. 1918 overført, af hvilket der var udbetalt 8.700 Kr. til Lektor Stockmarr og 5.319 Kr. til Fru Carrie Drucker; sidstnævnte havde imidlertid tilbagebetalt Beløbet. Endelig nævnes 6 Personer, der havde faaet udbetalt en Gave.

Blandt Navnene paa Kontoen af 1. Februar 1917 var ogsaa Chefen for Københavns Opdagelsespoliti, Politiinspektør Tage Jensen opført. »Socialdemokraten« oplyste, at Kontoen i hans Favør havde dækket et Tab paa ca. 5.000 Kr.; men dette Tal var ikke rigtigt, da der kort derefter kunde meddeles, at Tabet beløb sig til 43.000 Kr. Iøvrigt bemærkede »Socialdemokraten« til Forsvar for Politiinspektøren, at Direktør Ringberg havde været hans Ungdomsven, og af lutter Kammeratskab havde hjulpet ham ved at skaffe Dækning for Tab, han havde lidt ved uheldige Børsspekulationer. Til Trods for de haardeste Angreb i Pressen kunde Tage Jensen under Ministeriet Neergaard, bevare sin post; Justitsminister Rytter vilde ikke afskedige ham. Men efter at Ministeriet Stauning var bleven dannet i April 1924, fik han snart sin Afsked. Den 16. Juni 1924 kom et Forlydende frem i Pressen om, at Politiinspektør Tage Jensen vilde gaa af, og at dette vilde ske ved en mindelig Ordning; det havde dog gjort et altfor pinligt Indtryk, at en saa overordnet Politimand stod i saa intim Forbindelse med Storspekulanterne. Justitsminister Steincke erklærede som Begrundelse for Afskedigelsen, at det vilde virke uheldigt, hvis Opdagelsespolitiets Chef fik blot et Skin af Afhængighed af Uvedkommende over sig; iøvrigt bemærkede han, at Dispositionerne paa Tage Jensens Konto ogsaa i dette Tilfælde var foretaget af

257

Direktør Ringberg, uden at rette Vedkommende havde faaet fuld Besked. Fra 1. August 1924 fik Tage Jensen Ansættelse som Leder af Politiskolen. *)

Paa Februar-Kontoen findes endvidere en Række Navne fra Hoffet, Adelen samt Personer, der tilhørte Diplomatiet og Militæret.

Blandt Medlemmerne af det Kongelige Hus maa i første Række nævnes Prinserne Valdemar, Axel og Viggo samt Prins og Prinsesse Aage. For Prins Valdemars Vedkommende var der blevet overført en Tabskonto paa over 1 Mill. Kr., som hidrørte fra Spekulationer i hans Navn. Ifølge »Socialdemokraten« af 1. Februar 1924 blev hertil oplyst, at Glückstadt havde bestyret Prinsens Formue, og at denne ikke personlig

*) Kort Tid derefter maatte han helt afskediges. Det viste sig nemlig, at han i sin Embedstid havde standset flere Politisager, i hvilke Sigtede havde gode Forbindelser med overordnede Politiembedsmænd og Jurister. Efter at der af Formanden for Dansk Kriminalpolitiforeningens 1ste Kreds (Storkøbenhavn) i en Artikel i Medlemsbladet var bleven gjort opmærksom paa, at der førtes en saakaldt P.D.C.-Protokol hos Chefen for Opdagelsespolitiet, til hvilket saadanne Sager henlagdes, der helst skulde være utilgængelige for det underordnede Personale og Offentligheden, fordi disse Sager var afsluttet paa en uregelmæssig og ulovlig Maade, gennemførtes en grundig undersøgelse fra Justitsministeriets Side. I den derefter af Justitsministeren offentliggjorte Redegørelse understreges bl. a., at Tage Jensen ifølge Undersøgelserne oftere havde taget Hensyn til de Sigtedes (Forældrenes) sociale Stilling eller lignende ulovlige Hensyn ved Henlæggelsen af Politisager. I 7 Tilfælde rejstes der særlig Kritik. Her drejede det sig ifølge Redegørelsen »om en Skuespiller ved et større Teater (grov Uterlighed), en 23aarig Dame, Datter af to meget kendte Personer, af hvilke Faderen var Halvjøde (Smykketyverier fra privat Hjem), en 40-aarig Mand, Broder til en Politiassistent (Uterlighed overfor 3 Drenge), en 21-aarig Student, Søn af en Dommer (flere Bedragerier og Pensionatstyverier), en 22-aarig Bankassistent, Søn af en Oberst, (Frimærketyverier til 1.300 Kr.), en 20-aarig Dame, Datter af en Kontorchef (Bedragerier overfor et Stormagasin, 350 Kr.) og en 26-aarig Tjenestepige (Bedrageri overfor Herskabet og opdigtet Tyverianmeldelse). I Redegørelsen udtaltes til Slut en Misbilligelse mod Politidirektør Dybdal, Statsadvokat Poul Gammeltoft og Politiinspektør Hakon Jørgensen.

258

havde haft noget Kendskab hverken til Spekulationerne eller til det opstaaede Tab. Prinserne Axel og Viggo - Sønner af Prins Valdemar - havde ligeledes faaet betydelige Tab overført til Februar-Kontoen, sidstnævnte desforuden 27.000 Kr. paa en anden Konto. For Hofdamerne Frk. Utke Ramsing og Frk. Astrid Carstensen blev Jødebankens Privilegium skæbnesvangert, idet førstnævnte maatte tilbagebetale 26.403 Kr. og sidstnævnte 22.000 Kr. Desuden nævnes i denne Sammenhæng af høje Standspersoner Lensgreve og fhv. Udenrigsminister Frederik Raben Levetzau, Medlem af Landmandsbankens Bankraad, Besidder af Christiansholm, Bremersvold, Beldringe og Løkkende samt hans Hustru Grevinde Susanne Raben Levetzau, født Moulton. Paa Februar-Kontoen var endvidere overført Spekulationskonti, der var bleven ført for fhv. Komtesse Ethel Lerche, Kammerherreinde P. Collet, Grevinde Marie Witte samt Grevinde Helle Frijs-Juellinge, der havde spekuleret efter Aftale med Glückstadt, og hendes Søster Lensgrevinde F. Bernstorff (begge Døtre af den 1923 afdøde Lensgreve Mogens Krag-Juel-Vind-Frijs paa Frijsenborg); sidstnævnte hævdede imidlertid intet at kende til Kontoens Overføring. Endelig havde Glückstadt ogsaa paa den her omhandlede Maade vist sin Bevaagenhed overfor Grev Eigil Knuth, der i stort Omfang lod Glückstadt spekulere for sig og siden fik Saldo-kvittering mod Betaling af 50.000 Kr., samt overfor Lensgreve Aage Danneskjold Samsøe, der ikke vidste noget om Spekulationskontoen, og overfor Grev Flemming Knuth, der tilbagebetalte 11.000 Kr. Af Diplomatiets Mænd førtes endvidere paa Februar-Kontoen to udenlandske Diplomater og en dansk, der i Tide ordnede deres Forhold. Desuden Minister Henrik Kauffmann, som havde overdraget Forvaltningen af sin Formue til Direktør Fr. V. Rothe og derved maatte lide stort Tab. Han ydede fuld Erstatning for det af Februar-Kontoen afholdte Beløb.Iøvrigt var han ligesom Legationssekretær Helmer Petersen, Legationssekretær Oscar Oxholm og den tidligere Direktør i

259

Udenrigsministeriet Kammerherre O. C. Scavenius uden Vidende om, at de førtes paa Februar-Kontoen. Endelig maa her endnu nævnes Generalkonsul Poul Holm og Gesandten i Kristiania, Minister J. V. Kruse, af hvilke sidstnævnte tilbagebetalte 11.000 Kr. Blandt militære Personer fik Generalmajor P. V. Ibsen ikke blot et stort Spekulationstab overført til Februar-Kontoen, men ydermere 30.700 Kr. udbetalt af denne

Konto. Desuden nævnes her Kaptajnerne Walther Christensen, O. Aarestrup og C. G. Schnack; sidstnævnte refunderede 16.000 Kr.

Mange af de nævnte Personer er uden Tvivl kommet uforskyldt paa Februar-Kontoen. Om Størstedelen af de her opførte Personer - naar bortses fra Mænd som Valdemar Glückstadt, Max Lester, Bülow, Hage, begge Rothe’r osv. – kan endda sikkert med Føje hævdes, at de slet ikke kan anses for at have været Aktiespekulanter, da de ikke selv havde givet Direktørerne Glückstadt og Ringberg Anvisning paa at spekulere for deres Regning. Af Prins Axel blev der efter Offentliggørelsen af Listen afgivet en Erklæring paa Faderens, Prins Valdemars og egne Vegne, ifølge hvilken de, efter at de »paa forskellige Tidspunkter havde overgivet Landmandsbankens Førstedirektør, Etatsraad Glückstadt, Værdier til Forvaltning, ikke har haft noget som helst Kendskab til de paa vore Navne i Landmandsbanken foretagne Spekulationer, ligesom de skete Overførsler paa Kontoen af 1. Februar 1917 har været os begge fuldstændig ubekendte«. Paa samme Maade afgav fhv. Godsejer A. F Lassen og fhv. Direktør O. C. Scavenius, Erklæringer, ifølge hvilke hverken O. Ringberg eller Emil Glückstadt havde været bemyndiget til paa nogen Maade at disponere over deres Midler. Fru Generalkonsulinde Julie Glückstadt erklærede paa Tro og Love under Eds Tilbud, at hun efter September 1920 havde afviklet sit Mellemværende med Banken og betalt det fulde Beløb kontant.

Den interessanteste Gruppe Personer, der favoriseredes paa den her omhandlede Maade, nævnes desværre ikke: nemlig

260

Medlemmerne af de Konsortier, som lod deres Tabskonti overføre, blandt hvilke i første Række maatte nævnes Landmandsbankens egne Direktører Glückstadt og Ringberg samt Valdemar Glückstadt og Max Lester. Med Hensyn til de to Bankdirektørers Aktiespekulationer hos I. M. Levin & Co. ved vi bl. a., at de fik Tab paa ialt ca. 3.5 Mill. Kr. udlignet paa den her omhandlede Maade! Saaledes overførtes Tabsposter fra Konsortiet af 24. April 1918 (ca. 946.000 Kr.), fra Syndikatet i Ø.K.-Aktier (229.000 Kr.), fra Konto Trio for D.D.F.S.-Aktier (1.076.291 Kr.) og fra Konto Trio for Ø.K. (85.846 Kr.). Med Hensyn til Konsortiet af 22. August 1918 og Konsortiet af 13. September 1918, for hvilke der overtoges Tab paa ca. 333.000 henholdsvis 383.000 Kr., vides end ikke, hvem Deltagerne var. Men hvorom alting er, de Tabsposter, som dækkedes af Februar-Kontoen til Fordel for de jødiske Storspekulanter, er væsentlig betydeligere, end alle de Beløb, som overtoges til Fordel for alle andre af Bankens særlig begunstigede Kunder.

d) Da Glückstadt ved Hjælp af Det Transatlantiske Kompagni vilde erobre Verdensmarkedet.

Glückstadt vilde ikke være blevet den mest typiske Repræsentant for den internationale Kapitalmagt i Danmark, hvis han havde indskrænket sig til at udvide sin Banks Virkeomraade indenfor Landet og skabe et Par Filialer i London og Paris. Hans Maal rakte højere og videre, han arbejdede faktisk samtidigt paa at opnaa en fremragende Stilling indenfor Verdenshandelen for sig og sine Medarbejdere. Den ekspansive Tendens, som allerede havde præget Landmandsbankens Virksomhed indadtil, traadte om muligt endnu tydeligere frem i Bestræbelserne for at gøre økonomiske Landvindinger udadtil. Nu skulde den internationale Tryllering af Guld, der lystrede den store Finansmands Hænder, formes; nu skulde et verdens-

261

omspændende Foretagende skabes, et Holding Company, som ved et System af samvirkende Handels- og Industrivirksomheder kunde sikre den af Landmandsbanken, og det vil sige den af Jødedommen

kontrollerede danske Kapital Virkemuligheder udover hele Jordkloden.Som sin mest fremtrædende Medarbejder vandt han Harald Plum, der, efter at han 1905 havde bestaaet

juridisk Embedseksamen med laud, besluttede at søge ind i Handelen og siden skulde blive en af de mest fremtrædende Skikkelser indenfor den danske Handelsstand. Plum stammede fra et velstaaende Købmandshjem i Assens og tilhørte saavel fra fædrene som fra mødrene Side (Skovby) ansete Slægter ude i Provinsen. At han har været et lynende intelligent Menneske, fremgaar med tilstrækkelig Tydelighed af hans »Dagbogsblade«, *) i hvilke der findes Optegnelser allerede fra Barndomsalderen, fra 1893, da han kun var 12 Aar gammel. Men han var tillige fra Barns Ben af meget selvraadig, paagaaende og anmassende. Et karakteristisk Eksempel giver hans Optræden som Elev i Aarhus Katedralskole 1896, da han paa Grund af sin disciplinløse Optræden overfor nogle af Lærerne ikke blev flyttet op i en højere Klasse. Om denne Episode fortæller han selv i sine ”Dagbogsblade” i en mange Aar senere affattet Beretning, at Grunden til denne Bestemmelse uden Tvivl havde været, »at der mellem Lærerne havde bredt sig en stærk Uvilje over, at jeg efterhaanden fuldstændig beherskede Klassen, idet den ganske fulgte mig som dens ubestridte Fører«. Plum bemærker, at dette havde givet Anledning til meget dybtgaaende Kontroverser »mellem Klassen og nogle desværre ret umulige Lærere, som vi havde, medens vi med de faa af Lærerne, der var egnede til deres Gerning, stod paa en god Fod«. Plum forlod Skolen i Vrede og bestod Studentereksamen 1899 paa Jessens Skole i København. **) Efter at han 1905 var blevet cand. jur., paabe-

*) Harald Plum, Dagbogsblade, 1. Bd. 1925, 2. Bd. 1927.**) Vedrørende Harald Plums Ungdom jvf. ogsaa nedenfor Afsnit 8a.

262

gyndte han en Manuduktørvirksomhed i København. Men samtidig indrettede han en egen Eksportforretning for fersk Smør, der var tilvirket efter en særlig Kærningsmetode, saa det havde større Holdbarhed og derfor kunde komme i Betragtning ved en Udførsel til oversøiske Lande. Efter at et lille Forsøgsselskab The Butter Export Co. havde afsluttet sine specielle Undersøgelser med den nye Metode for Fremstilling for Smør, lykkedes det Plum den 17. 12. 1907 at oprette The Crown Butter Export Co. A/S., hvis Bestyrelse kom til at bestaa af Højesteretssagfører P. G. C. Jensen, Etatsraad Ingeniør Holger Hammerich, Kammerherre Carl Bech paa Engelsholm, Kammerherre Sehestedt Juul til Ravnholt og Bankier Valdemar Goldschmidt, Seniorchefen i D. B. Adler & Co. Det var altsaa formaaende Mænd, der lagde Navn til, men alligevel opstod der til en Begyndelse store Vanskeligheder, da Standsningen af Grundejerbanken i Begyndelsen af 1908 og den dermed forbundne Lukning af D. B. Adler & Co. for en Stund umuliggjorde Emissionen af det nye Selskabs Aktier. Til Trods herfor startedes Firmaet i 1908, rigtignok med en mindre Kapital, kun paa 150.000 Kr. og med Eksport af konserveret Smør i Blikdaaser til oversøiske Pladser for Øje. I det følgende Aar lykkedes det saa at bygge Foretagendet op paa et solidt Grundlag, idet et allerede godt indarbejdet Firma, The United Danish Butter Preserving Co., erhvervedes. Forretningslokalene indrettedes derefter i det overtagne Firmas Ejendomme i Ny Toldbodgade 31 - 35.

Herved lagdes Spiren til det senere saa omfattende Transatlantiske Kompagni. En paagaaende Konkurrence fra to andre Smøreksportfirmaer, Firmaerne L. E. Bruun og Philip W. Heyman, som iøvrigt ogsaa laa i indbyrdes Strid med hinanden, foranledigede Harald Plum til 1911 at skabe en Underafdeling i The Crown, Butter Co., som fik Navnet The United Export Co. (U. E. C.) og havde med Eksport af alle Slags Varer, med Undtagelse af Smør, at gøre. I Slutningen af 1910 fik en af Plums nærmeste Medarbejdere, Eskil Yding, den

263

Opgave paa en Rejse til Vestafrika at undersøge Mulighederne for en Handel til dette Omraade, og U. E. C. paabegyndte derefter i 1911 sine Eksportforretninger med en Aktiekapital paa 200.000 Kr. Det var ogsaa denne Gang meget repræsentative Mænd, der tog Plads i Bestyrelsen for det nye Foretagende, idet der ved Siden af Bestyrelsesmedlemmerne fra »The Crown Butter Co.« her traadte to ledende Mænd fra Landmandsbanken til, Glückstadt og Grosserer Collstrop.

Landmandsbanken støttede Financieringen af de Plum’ske Foretagender. Harald Plum og Emil Glückstadt, der hver paa sin Maade følte sig kaldet til at vinde Indflydelse paa Verdensmarkedet, havde fundet hinanden. Da senere Verdenskrigen brød ud og skabte nye og uanede Muligheder for den danske Handel, da den forcerede Eksport og de stærke Prisstigninger meget hurtigt fremkaldte Kapitaloverflod i Landet, da var hermed ogsaa Betingelserne skabt for en ny Gründerperiode, der navnlig gav Mænd som de to nævnte Vind i Sejlene. Nu skulde dansk Foretagsomhed ikke mere være indskrænket til den hjemlige Aktiespekulation, og til Starten af smaa Fiskeriaktieselskaber, der allerede i de første Krigsaar havde forvoldt adskillige Tab, eller til andre mindre indbringende Forretninger, nej, nu skulde der arbejdes med Sigt helt ud i det Fjerne. Og dertil var Emil Glückstadt og Harald Plum de rette Mænd, da de begge følte en ubændig Virketrang, begge var ubeskriveligt herskelystne, hvortil kom, at den ene følte sig stærk paa Grund af sin Kapitalmagt, den anden ud fra den Følelse, at hans Sukkersyge kun vilde levne ham faa Aar at leve i, saa sig tilskyndet til at udnytte sin Levetid til at disponere hurtigt, til - som han engang siger i sine Dagbogsblade - stadig »at supplere sig selv« (Bd. II, S. 20) til »at skabe Virksomheder, der vel samledes til en Enhed gennem Det Transatlantiske Kompagni, men som dog hver for sig og under deres egne ansvarlige Chefer kunde klare sig fuldt selvstændigt«. Det, disse to Mænd byggede op, voksede altsaa ikke organisk frem, men prægedes af en hektisk, usammenhængende, ja ligefrem eksplo-

264

siv Udvikling, der i det Øjeblik, Vanskelighederne taarnede sig op, med indre Nødvendighed maatte bryde ligesaa pludseligt sammen. Det var jo ikke redelig dansk Handelsaand, der her gjorde sig gældende, men det var rent spekulative Interesser, der bestemte Kursen.

Det Trantatlantiske Kompagni oprettedes i 1916, i det Aar, da Danmark indtjente maaske mere end en Milliard Kroner, saa Samfundet ligefrem var ved at revne af Penge. Den ledige Kapital søgte efter Investeringsmuligheder og fandt den for en stor Del i nye Handels- og Industriselskaber, der blev startet i Forventning om ganske enestaaende Fremtidsmuligheder. 1916 startedes bl. a. Ø.K.’s Filial Østasiatisk Industri- og Plantage-Selskab (Ø.P.), og paa Landmandsbankens Foranledning en hel Række Selskaber som Nordisk Oversøisk Handelskompagni, Dansk-italiensk Eksport Co., Det udenlandske Skovindustriselskab, Det dansk-japanske Selskab Winkel & Gedde, de i Handelen med Sydamerika interesserede Selskaber Gransoe & Co., Schlodtmann & Co. (Casa Armarinho), Emil Hansen & Co. og Union Trading Co. Ltd., desuden under Handelsbankens Ægide Det almindelige Handelskompagni, som stod i Samarbejde med det allerede eksisterende Sibiriske Kompagni osv. osv. Den største Del af disse nye Foretagender, der financieredes af Landmandsbanken, blev den 7. September 1916 sammensluttet under holding company’et Det Transatlantiske Kompagni.Om Synspunkterne, der var bestemmende for Oprettelsen af dette Kompagni, beretter Glückstadt nærmere i den foreløbige Redegørelse, som han den 7. Okt. 1922 sendte til Bankkommissionen. Her bemærker han indledende, at Selskabet stiftedes efter Forslag af United Export Co., og at han selv havde krævet, at Selskabet stiftedes som Holding Company, hvis Landmandsbanken skulde financiere det. Formaalet var »at sikre dansk Handel en varig Deltagelse i den Transithandel paa Østersøen, der hidtil hovedsagelig var gaaet over Tyskland, særlig Hamborg«. Til yderligere Begrundelse bemærker

265

Glückstadt i nævnte Redegørelse: »Saadanne Exportkombinationer med en Række Selskaber grupperede om et Moderselskab fandtes særlig før Krigen i Hamborg og havde gennem en Aarrække staaet deres Prøve, og det vilde nu være en betydelig og naturlig Opgave for dansk Erhvervsliv, om Tiden kunde benyttes til at opbygge en oversøisk Handel paa samme Maade som vore Nabolande havde gjort det. Den Situation, der forelaa ved Oprettelsen af det Transatlantiske Kompagni var, at Tyskland, i hvis Skygge Danmark havde levet, var lammet af Verdenskrigen, og hele det russiske Marked var aabent. Enhver vil sikkert mindes de Forhaabninger, der fra alle Sider næredes til Udviklingen af Forbindelsen med det russiske og sibiriske Marked og de Krav, der stilledes om at udvide Københavns Havn med Transithandel for Øje.«

Dette var altsaa Planen med Det Transatlantiske Kompagni, ved hvis Start de 4 Millioner Kroner Aktiekapital straks blev fuldt indbetalt. Bestyrelsens Fornand blev Emil Glückstadt, og det var denne Mands Anseelse indenfor den internationale Højfinans, der bidrog til, at der fra Begyndelsen af stilledes Kompagniet et særlig gunstigt Horoskop. Som Eksempel herpaa skal anføres at bl. a. det svenske Organ »Affärsvärden« den 17. Aug. 1917 i en Afhandling om denne »danske Organisation for Verdenshandelen« i hvilken de enkelte i Kompagniet sammenfattede Handelsselskabet opføres, til Slut bemærkede: »I alla dessa afdelningar arbetar hufvudsakligen dansk kapital, i vissa företag finnas synbarligen äfven starka norska intressenter. Som centrum i det hela och det med Transatlantisk Kompagni samarbetande Nordisk Oversøisk Handelskompagni torde man väl ha att räkna danska Landmandsbanken med dets ovanligt inflytelsesrike och framstående ledare etatsråd E. Glückstadt.« At Glückstadt havde en absolut dominerende Indflydelse indenfor Transatlantisk Kompagni, fremgaar imidlertid ogsaa af talrige andre Vidnesbyrd, deriblandt ogsaa af en Erklæring, Harald Plum afgiver i en Skrivelse af 1. Febr. 1920 til Dir. Aage L. Dessau i Continental

266

& Oversea Trading Co. i Paris. Da det finansielle Mellemværende mellem Kompagniet og det nævnte Pariser Datterselskab volder Vanskeligheder, gør Plum i sit Svar til Direktør Dessau en principiel Bemærkning vedrørende Kompetencen til at træffe Dispositioner, idet han (jvf. Bankkommissionens Beretning, Bilag. S. 188) til Slut i Brevet siger følgende:

»Det Transatlantiske Kompagni er ganske vist ikke det samme som Landmandsbanken, men det indlader sig ikke paa at give Kreditter, som Banken ikke vilde sanktionere, hvis den blev spurgt, ikke mindst under de nuværende Forhold, hvor Styrken først og fremmest skal bestaa i Samarbejde, og sidst men ikke mindst, fordi Formanden for Det Transatlantiske Kompagni er Landmandsbankens første Chef, og derfor under de nuværende forvirrede Kursforhold maa som Ekspert i Kurser, derunder Overførsel i fremmed Valuta, ikke alene tages med paa Raad, men være den afgørende for enhver større Disposition i saa Henseende.«

Da Transatlantisk Kompagni 1916 oprettes, indtræder foruden Glückstadt og Plum to Medlemmer af Landmandsbankens Bankraad, Grosserer A. Collstrup og Direktør Kay Reinhard i Bestyrelsen, endvidere Disponent N. O. Young Fearnly i Kristiania, Godsejer A. F. Lassen, Høvdingsgaard, Kaptajn Oluf Aarestrup og Direktør K. F. Knudsen, London. Efter at Kompagniet ved Nytaarstid 1917 havde overtaget Tvermoes & Abrahamsons Afdeling for teknisk Import og Eksport, blev ogsaa ingeniør Martin A. Abrahamson Medlem af Bestyrelsen. Administrerende Direktør var oprindelig Eskil Yding, senere - da Yding paa Grund af sine talrige Rejser til oversøiske Pladser var fraværende fra København - Harald Plum og endvidere fra 1918 Kaptajn Aarestrup.Det Transatlantiske Kompagni udvidede sin Virksomhed

267

under og i de første Aar efter Krigen i stærkeste Tempo, saaledes at det til en Tid omfattede ca. 160 Datter- og Datter-datterselskaber. Ifølge en Redegørelse, som den 21. September 1919 publiceredes i »Berlingske Tidende«, omfattede Holding Kompagniet paa dette Tidspunkt, da netop Sammenslutningen mellem det og United Export Co. var bleven gennemført og den samlede Kapital var bleven udvidet til 30 Millioner Kroner, følgende større Handelsfirmaer:

Det Ostindiske Handelsselskab, SoerabayaF Gagliardi & Co., SydneyWinkel & Gedde, KobeEast Sibirian Trading & Packing Co., VladivostokRussisk Asiatisk Co., OmskRussisk Handelskompagni, Petrograd og Moskva

Continental Trading Co., StockholmNational Trading-Co., ChristianiaUnited ExportCo., KøbenhavnCarl Høepfner & Co., ReykjavikAlliance Trading Co., London,Continental and Oversea Trading Co., Paris Dansk-Italiensk Export Co., GenuaBrandt & Co., Cairo og AlexandriaCompania Hispano Ultramarino, Barcelona Det Iberiske Kompagni, Lissabon A. J. Larsen & Co., Mérida (Venezuela) B. Bech, van Siclen & Co., Inc., New York Vils, Johnson & Co., Rio de Janeiro og Santos A. Boye & Co., Sao PauloGransøe & Co., Porto AlegreUnion Trading Co., Buenos AiresAug. Petersen & Co., Guayaquil (Ecuador)

Erik Plum nævner endvidere i sit Skrift om »Russisk Handelskompagni A/S 1915-1922« (Kbh. 1923) S. 31 følgende Firmaer, der associeredes med Transatlantisk Kompagni: Ren-

268

loek Trading Co. i de hollandske Kolonier i Osten; Philippine, Trading Co. paa Philippinerne; Continental Import Co. i Finland; John Tofft & Co. i Tyskland og Compagnie Francaise de la Côte d’lvoire i Vest Afrika.

Saa langt rakte altsaa nu dette mægtige Foretagendes Traade. Alene disse Selskaber raadede tilsammen over en Kapital paa 50 Mill. Kr., og de kontrolleredes og lededes fra en Central i København, som havde indrettet sig fyrsteligt i St. Georgs Palæet i Bredgade, en af Hovedstadens fornemste Bygninger, som 1918 var bleven købt for 1.300.000 Kr., men efter Ombygningen kom til at staa Kompagniet i ca. 2 ½ Mill. Kr. Da Harald Plum i sine Dagbogsblade beretter om de store Ting, han har udrettet i sit Liv, og om den pragtfulde Ramme, han har skabt for sin Virksomhed, anstiller han bI. a. den 29. 10. 1918 følgende

Betragtninger: »Resultatet har unægtelig til Dato været straalende. Naar jeg bruger netop denne Betegnelse, er det maaske, fordi jeg netop nu, her fra mit Skrivebord, i Frederiksgade 7, hvor disse Linier skrives, ser over til det gamle Palæ, Bredgade 42, der af Hensyn til Haandværkerne, som i en sen Aftentime har travlt med Omlægning af Varmeapperater, ligger oplyst og straalende. Det ser pragtfuldt og imponerende ud saaledes. Jeg kan, fordi jeg kender det saa godt, herfra skimte det pragtfulde gamle, gyldne Loft i den skønne Rococosal, hvor jeg har mit Chefskontor.« (Bd. II, S. 63-64.) Andetsteds taler han med Begejstring om sin »Forretning, der strækker sig over den halve Verden, med utallige Kontorer og et Personale, der løber op i Tusinder, med Jordarealer og Skove, der i Sydamerika og Rusland spænder over et Fladerum større end Lolland og Falster tilsammen, og med et københavnsk Centralkontor, som selv Kong Georgs Palæ ikke kan rumme, saa kun en Del deraf nu kan flytte derind.« (Bd. II, S. 12.)Og den 14. Januar 1918 bemærker han i sin Dagbog: »Mine Firmaer er i Øjeblikket spredt over saa at sige hele Verden. Jeg er blevet, hvad man plejer at kalde en Handelens Fyrste, i dette

269

Ords gammeldags Forstand. . . Hundreder og atter Hundreder af Millioner Kroner i alle Landes Mønt er gaaet gennem mine Hænder, men kun en uendelig lille Brøkdel er vandret i min Tegnebog som Gager og Tantiémer. Jeg er i Øjeblikket vel ikke fattig, men heller ikke rig i dette Ords moderne Forstand. Jeg har handlet med disse Millioner for at udrette noget, for at være med til at skabe Fremgang for Landet og for saa mange af dets Sønner som muligt. . .« (Bd. I, S. 328.)

Dette er altsaa Harald Plums egne Betragtninger over det, han har skabt, skabt ved Hjælp af de Millionkreditter, han fik fra Landmandsbanken, skabt for at give den danske Kapital Virkemuligheder langt ud over landets Grænser, langt ud over Europa, ja ud over hele Jordkloden. Planen var vel tilrettelagt og, forsaavidt det drejer sig om det principielle, vel gennemtænkt. Landmandsbanken søgte at lede en Del af den Kapitaloverflod, Landet havde samlet i de første Krigsaar, ind i kontrollerede Baner, søgte at lade videnskabelige, initiativrige, - tildels jødiske - Forretningsmænd faa Raadighed over denne Kapital - forsaavidt den ikke brugtes til Aktiespekulationen. Man vilde derved ikke blot fremme Landets egen Produktion og Eksport, men virke som Mellemled mellem de forskellige Landes Handel, for paa denne Maade at frugtbargøre de indtjente Midler. At disse lndtjeningsmuligheder derved ogsaa blev forbeholdt snævre kapitalstærke Kredse, der kunde glæde sig ved at regnes med til den Glückstadt’ske Tafelrunde, taltes der naturligvis mindre om.Ved Hjælp af de talrige udenlandske Selskaber, der sammenfattedes af Holding-Kompagniet, haabede

man paa virksom Maade at kunne imødegaa den udenlandske Handelstands Konkurrence paa de forskellige Steder. De under Kompagniet staaende Søsterselskaber fik til Opgave at favorisere hinanden gensidigt ved Vareomsætningen. De var af denne Grund ikke indskrænket til at gøre Forretninger kun paa og over Danmark, men tværtimod henvist til at danne Grundlaget for en regulær international Samhandel ogsaa udenom

270

Stamlandet. Formaalet, var, som det engang sagdes, »at være Mellemmand i den internationale Verdenshandel, hvor den til enhver Tid findes, for Eksempel med Hensyn til Varer, der produceres paa Filippinerne, derfra føres til Nord-Amerika for at fabrikeres og derefter maaske bringes til Argentina for at bruges«. Harald Plum karakteriserer denne Form for Omsætning i et Interview som »Berlingske Tidende« offentliggør den 21. Sept. 1919, paa følgende Maade: »Kompagnierne skal ikke ud at søge nye Forretninger og paa usikre Chancer; de kommer ud og ind ad Dørene i Kraft af hvert enkelt Kompagnis Stilling som Led af den saa omspændende Organisation. Varerne flyttes uden nogen Omvej og Mellemled og derfor paa den billigste og mest økonomiske Maade fra den ene Verdensegn til den anden direkte fra Produktionsstederne

til Konsumptionsstederne. Risikoen for Tab ved Prisfluktuation nedsættes derved til det mindst mulige, og den største Risiko, Kreditydelsen til fjerne Steder, som Verdenshandelen nødvendiggør, forsvinder, idet alle Forretninger kan gøres med eller gennem Søsterfirmaerne, hvis Soliditet kontrolleres paa samtlige Selskabers Vegne af Centralfirmaet, Det Transatlantiske Kompagni i København.«Da Krigsaarene bringer Kapitaloverflod, og da de jødiskeKapitalistkredse i København med deres Vennekreds mener ogsaa efter Fredsslutningen at kunne regne med at Danmark som neutralt Land under Verdenskrigen har særlig gode Betingelser for at varetage sine Interesser paa det internationale Marked, gaar man dristig til Værks. Man har ogsaa for en Stund Medbør, da amerikanske Kredse syntes at interessere sig for Holding Kompagniet og lader fremkomme Forlydender om at man kunde være interesseret i at lade København blive Centret for hele Transithandelen til Rusland og de baltiske Lande. Den amerikanske Konsul B. L. Agerton i København beretter i Marts 1918 om Det Transatlantiske Kompagnis Virksomhed til Department of Commerce i Washington, hvorved der peges hen paa, at Kompagniet nu har sendt sine Repræsen-

Billeder:

Glückstadt – Kliatschko – Ballin – Plum.Tegninger til Valdemar Koppels Artikel om »Danmarks Fremtid« i »Politiken«, den 7. Jan. 1917.Billedtekster:

1) Etatsraad Emil Glückstadt. Landmandsbankens unge idérigr Førstedirektør er ubestridelig en af de Mænd, der er gaaet i Spidsen for disse Aars Udvikling paa det finansielle, økonomiske og merkantile Omraade. Der er ikke ret mange af de nye Foretagender, der ikke i større eller mindre Grad støtter sig paahans indsigtsfulde Medvirkning.

2) Direktør Theo Kliatschko. Trods sit fremmedklingende Navn og sin russiske Afstamninger Dir.Kliatschko nu allerede en gammelog kendt Kjøbenhavner, idet han for mange Aar siden afløste Firmaet Jacob & Ko. Som Repræsentant her i Byen for det store Verdensfirma i Korn, Dreyfusi Paris.Hr. Kliatschko overtager nu Stillingen som Direktør for det ny Nordisk Oversøisk Handelskompagni.

3) Direktør Max Ballin. Mellem de personligheder, paa hvis fremskuende Dygtighed og utrættelige Arbejde vor Industris Fremtid væsentlig beror, staar den energiske Leder af det store Læderfirma M.I.Ballins Sønner i forreste Række. Hans omfattende Indsigt ikke mindre end hans skarpe og klare Forstand og hans praktiske Sans har i Forening med en usædvanlig Arbejdsduelighed gjort ham til en af de mest benyttede Mænd herhjemme, og ikke mindst i Krigsperioden er hans Evner taget i Brug.

4) Direktør Harald Plum. Hr. Harald Plum var allerede juridisk Kandidat, da han, sikkert til ikke ringe Overraskelse for adskillige, blev praktisk Forretningsmand og omtrent samtidig med, at han blev Overretssagfører, blev Direktør for The Crown Butter Co., tilhvilket senere adskillige Søsterselskaber sluttede sig.Den allerede meget betydelige Virksomhed, Dir. Plum før Krigen ledede, har han under denne stærkt forøget ved sin Medvirkning i Dannelsen af forskellige store og betydningsfulde Selskaber,der er omtalt i vor Artikel.

Billede: (”Danmark er kun en Prik paa Verdenskortet”)Tegning til Valdemar Koppels Artikel om »Danmarks Fremtid« i »Politiken«, den 7. Jan. 1917.:

271

tanter ud til Datterselskaberne i Sydamerika og det Fjerne Østen. Alt tegnede altsaa saare godt, saa man nok kan forstaa, at Anker Kirkeby (Per Kimer) i en Artikel i »Politiken« den 6. August 1917 begejstret skriver - aabenbart i en Reminiscens til Louis Levys Digt om Jødedommens Mission - om »den internationale Tryllering«, Det Transatlantiske Kompagni nu har spændt ud over Jorden, ud over Rusland og Sibirien, fra Bergen og Kristiania, fra Stockholm, London, Paris, til Argentina, Brasilien, hvor de paagældende Foretagender har erhvervet en Række Handels- og Skov koncessioner, og til Italien, Ægypten og Japan, og at endelig Valdemar Koppel lader sin Nytaarsartikel i »Politiken« den 7. Januar 1917 om »Danmarks Fremtid« munde ud i følgende Apoteose:

Allerede før Krigen vajede det danske Flag paa Verdenshavene og i fjerne Lande; vi har nu vist, hvad der i de sidste 2 ½ Aar er groet frem af nyt og forhaabentlig livskraftigt og levedygtigt. Fra alle Kanter af Jordkloden løber Traadene sammen her i denne By, der nu i højere Grad end nogen Sinde er Danmarks Hovedstad, og den stolte Drøm, der fylder enhver Dansk, er den, at det maa lykkes København virkelig at blive et sæde for den internationale Hnadel, som den har saa mange Betingelser for at blive et Sæde for den internationale Handel, der værdig kan rivalisere med Hamburg, med Bremen, med Antwerpen, med Amsterdam - et kommercielt Verdenscentrum.«

Mændene, der skal bære Landet ind i denne Fremtid, bliver nævnt ved samme Lejlighed, deriblandt som de første og største Direktøren for Østasiatisk Kompagni Etatsraad H. N. Andersen, den kraftfulde og energiske Leder af Handelsbanken Gehejmeetatsraad P. N. Damm og Formanden for Industriraadet Ing. Alex. Foss, alle tre Mænd, som stod med begge Ben paa Jorden og aldrig var til Sinds at indlade sig paa nogen

272

Hasard. Men Valdemar Koppels Nytaarsartikel i »Politiken« 1917 bringer tillige Billeder af fire andre, som efter Bladets og Forfatterens Mening vil være de rette Foregangsmænd i den kommende Udvikling: Emil Glückstadt, Max Ballin, Harald Plum og - Theo Kliatschko!

Ja, saamænd, disse fire (tre Jøder og een Arier) var naturligvis de helt rigtige Mænd, men i en noget anden Forstand end Koppel mente. Hvad de i Virkeligheden har udrettet, var til Fordærv for Landet, i et Omfang, som man selv i sin vildeste Fantasi ikke skulde have anset for mulig.

Planen om at skabe dansk Foretagsomhed nyt Raaderum, at oprette et skabende og organiserende Kommissionsforetagende i Verdensformat, var stor og skøn, men for at gennemføre denne Plan skulde der alligevel Mænd med større Ansvarsbevidsthed og Dygtighed til end dem, Det Transatlantiske Kompagni raadede over. Det kunde aldrig blive jødiske Storspekulanter, der skulde sikre Landet en bedre Fremtid ligesaa lidt som det kunde være Spekulation i Varer og Aktier, der kunde gøre Samfundet rigt. Men da det nu blev samvittighedsløse, af Storhedsvanvid besjælede Gründere, for hvem saa sandelig den rent personlige, øjeblikkelige Gevinst var det afgørende, maatte selvfølgelig Kompagniets Virksomhed ogsaa ende med en dundrende Fiasko.Hvor samvittighedsløst der blev ødslet med de Midler, som stilledes til Raadighed for Det Transatlantiske Kompagni og dets talrige Underselskaber, kan her ikke undersøges og behandles i alle Enkeltheder. Den, der vil have nøje Rede paa disse Ting, maa henvises til Bankkommissionens Beretning, som bringer et enestaaende og omfattende Materiale. Her skal kun, som karakteristiske Eksempler for de Forretningsmetoder, der var gældende indenfor det stormægtige Holding-Kompagni nærmere undersøges 1)

United Export Co.’s Historie og 2) de russiske Foretagenders katastrofale Endeligt efter Bolchevismens Sejr.

273

Som allerede nævnt, var det The United Export Co. (U.E.C.), som dannede Udgangspunktet for det senere saa mægtige Transatlantiske Kompagni. U.E.C. oprettedes i 1911 og havde oprindelig til Opgave at videreføre Eksporten af specielle Industrivarer, som Smøreksport-Aktieselskabet The Crown Butter Export Compagni havde paabegyndt nogle Aar i Forvejen, men som det nu ønskede udsondret fra Selskabets Eksportvirksomhed. Det drejede sig hovedsagelig om Eksport af Cement, Porcelæn, Malt, Øl, Klaverer, Blæk osv. 1913 udbyggedes U.E.C. som Eksporthus fra Hamborg, og senere overtog Firmaet ogsaa Udførslen af tyske og franske Varer. Allerede før Verdenskrigen udvidedes Aktiekapitalen til 1 Mill. Kr., hvorhos der tillige paa en den 13. Maj 1914 afholdt Generalforsamling vedtoges en Lovændring, hvorefter Bestyrelsen fik Lov til at udvide Kapitalen til 2 Mill. Kr. Da Krigen udbrød, blev U.E.C. paa Grund af dets nære Tilknytning til Tyskland straks blacklisted af Ententemagterne. Kompagniets oversøiske Handel maatte derfor standses. Men samtidig aabnede der sig nye store Forretningsmuligheder for Firmaet sydpaa, til Tyskland og andre centraleuropæiske Stater. Saaledes kan det forklares, at Kompagniet ogsaa i de første Krigsaar successive kunde udvide sin Aktiekapital indtil 5 Mill. Kr. i Løbet af 1916, og at det samtidig kunde overtage større Aktieposter i en Række tilknyttede Selskaber, nemlig

500.000 Kr. i Russisk Handelskompagni (R.H.K.)450.000 Kr. i Continental and Oversea Trading Company (C.O.T.C.),250.000 Kr. i Dansk Italiensk Export-Kompagni (D.I.E.C.) og500.000 Kr. i A/S Lund & Petersen.

Af disse Selskaber var Russisk Handelskompagni bleven dannet i Juni 1915 for at udnytte de store Forretningsmuligheder, der aabnede sig for den danske Handelsvirksomhed i Rusland, efter at Handelen med Tyskland var standset. For-

274

mand for Bestyrelsen i det her nævnte Kompagni blev Højestretssagfører Harboe, af Bestyrelsens Medlemmer kan endvidere nævnes Kommandør Drechsel, Grosserer Aage Berlème, Direktør Siegumfeldt fra Svovlsyrefabrikerne og Ingeniør W. Werner. Til administrerende Direktør valgtes Erik Plum. Th. Lund & Petersen var et sibirisk Smørfirma, som allerede længe før Krigen var engageret i Eksport af Smør fra Rusland til mellemeuropæiske Stater, men som 1916 ifølge Standsningen af disse Forretninger omdannedes til et Aktieselskab under U.E.C. Det Dansk-Italienske Eksport-Kompagni blev først oprettet den 9. Maj 1916 med det Formaal for Øje at importere Sydfrugter, Silke og visse Specialmaskiner fra Italien mod Eksport navnlig af tørret og saltet Fisk. Til Selskabets Bestyrelse blev ved Starten valgt Generalkonsul Valdemar Glückstadt, Landmandsbankens juridiske Raadgiver Højesteretssagfører Blüow samt Kaptajn Aarestrup og den tidligere italienske Minister Senator Maggionera Fenaris. Ved Continental & Oversea Trading Co. drejede det sig om et Foretagende, der havde sin Oprindelse i det franske Kolonialselskab Compagnie Francaise de la Côte d’Ivoire. Selskabet erhvervedes allerede før Verdenskrigen af U.E.C., efter at belgiske, hollandske og engelske Kreditorer i Firmaet var bleven udkøbt, og U.E.C. selv havde faaet Aktiemajoriteten. I Marts 1916 blev Kolonialselskabet, da Frankrig ikke var interesseret i at give dansk-jødisk Kapital frit Spil i Landet, omdannet til et selvstændigt fransk Selskab under Navnet Continental & Oversea Trading Co., der til en Begyndelse lededes af U.E.C.’s Pariser Agenter, en Græker Jahiel og en Syrer Corkidhi, der, som det hedder i Bankkommissionens Beretning, »af forskellige Grunde blev

misliebige og udvistes af Frankrig i Slutningen af 1917«. Det bemærkes endvidere i denne Beretning, at »de to Herrer viste en udpræget Tilbøjelighed til at ansætte deres egne Slægtninge i Firmaet saavel som til at drive Forretning med disse«; alligevel skal Firmaet indtil dette Tidsrum have gaaet godt, saa det endnu 1916 gav en Dividende paa 10 pCt. Efter at de to Re-

275

præsentanter for D.U.C.’s Pariser Agentur var bleven udvist, blev Jøden Aage H. Dessau paa Jøden Abrahamsons Anbefaling udnævnt til C.O.T.C.’s Direktør, og samtidig blev Foretagendet udskilt fra D.U.C., idet Kontrakten, ifølge hvilken 50 pCt. af Aarets Overskud skulde tilfalde D.U.C., efter at Aktionærerne havde faaet udbetalt 10 pCt., overtoges af D.T.C.

The United Export Co. bevarede herefter kun sine Interesser i Russisk Handels-Komp. og Th. Lund & Petersen udover Krigen, desuden i en Række tyske og danske Selskaber, og endelig, i Forening med Russisk Handelskompagni og Det Transatlantiske Kompagni, det store Engagement med Rekylsyndikatet. 1917 - 18 udvidede U.E.C. desuden sine Interesser i nogle danske industrielle Foretagender som A/S Fabriksanlæg og A/S Dansk Staalindustri, A/S Frysningskompagniet og i Frøfirmaet Trifolium, der voldte store Tab.

Den 18. Juni 1918 vedtoges paa en Generalforsamling i U.E.C., at der skulde søges nærmere Samarbejde med det 1916 oprettede holding company, Det Transatlantiske Kompagni (D.T.K.), efterat U.E.C.’s finansielle Virksomhed allerede var bleven udskilt til Fordel for D.T.K. ved dets Stiftelse. I den nu, d. v. s. 1918, oprettede Kontrakt fastsattes bI. a., at D.T.K. skulde have 15 pCt. af U.E.C.’s Netto-Overskud, efter at Aktionærerne havde faaet 10 pCt. Paa et Delegationsmøde den 18. November 1918 stillede Harald Plum Forslag om Udvidelse af Aktiekapitalen fra 5 til 10 Mill. Kr., under Paaberaabelse af, at der nu maatte kunne regnes med meget store Forretningsmuligheder i Rusland. Det vedtoges imidlertid at udsætte Vedtagelsen af de Plum’ske Forslag, indtil Glückstadt havde taget Stilling til Sagen. Bankdirektør Glückstadt foreslog derefter i et Delegationsmøde den 30. 12. 1918, at Landmandsbanken skulde bemyndiges til at udbyde de 5 Mill. Kr. nye Aktier til en Kurs, der senere skulde fastsættes, hvorimod Landmandsbanken forpligtede sig til forlods at udbetale U.E.C.’s Aktionærer et à conto-Beløb paa 5 Mill. Kr. For-

276

slaget vedtoges. Aktierne blev senere, i Februar 1919, udbudt til en Kurs paa 140 pCt. minus 5 pCt. Provision. Ved Aktieombytninger og forskellige andre Transaktioner foretoges derefter en nøje Adskillelse af de to Kompagniers Interesseomraader, hvorved det endnu i 1918 var Planen, at U.E.C. skulde bevare sine Interesser i Skandinavien samt Rusland og Finland, medens D.T.K skulde føre Handelen i den øvrige Verden inclusive Sibirien.

De ved Adskillelsen af Interesseomraaderne foretagne Transaktioner finder i Bankkommissionens Beretning en særlig interessant Belysning, idet følgende fortælles (Bilag S. 134): ”Da samtidig (d. v. s. i Sommeren 1918) Crown Butter ønskede at skille sig af med sin Aktiebesiddelse i Th. Lund & Pedersen, for derved blandt andet at bøde paa et noget magert Regnskabsresultat pr. 30. April 1918, blev der truffet en Ordning gaaende ud paa, at U.E.C. overtog Crown Butters 240.000 Kr. Aktier til Kurs 200 minus 6 pCt. Rente fra 30. April til 31. Juli 1918, hvorved Crown Butter fik en Avance paa 232.800 Kr., der gik ind paa Selskabets Regnskabsaar, der afsluttedes pr. 30. April 1918, udvisende et samlet Overskud paa kun 152.000 Kr. U.E.C. overdrog dernæst D.T.K. sin Aktiebesiddelse i Th. Lund & Petersen 500.000 Kr. plus de nyerhvervede 240.000 Kr. til Kurs 200, hvorved U.E.C. realiserede en Avance paa 496.000 Kr. Samtidig afkøbte U.E.C. D.T.K. dets Aktiebesiddelse i R.H.K. 1.181.000 Kr. til Kurs 180. Ved Hjælp af Avancen paa Th. Lund & Petersens Aktier nedskrev U.E.C. straks Aktierne i R.H.K. til Kurs 130, medens de

overskydende 12.000 Kr. blev overført til Generalindtægtskonto. For en Ordens Skyld nævnes her, at D.T.K. ligeledes nedskrev sine Aktier i Th. Lund & Petersen fra 200 til 130, hvortil medgik 518.000 Kr., men da D.T.K. havde sine Aktier i R.H.K. til Kurs 114,7 og saaledes ved Salg til U.E.C. havde indtjent 771.000 Kr., blev der tilovers en Fortjeneste paa 235.000 Kr., som gik ind paa Generalindtægts-Konto for 1918. Alle tre Selskaber tjente saaledes ved den foretagne Handel, men i det

277

lange Løb blev det alligevel Crown Butter, der havde gjort den bedste Forretning.« Ja, saaledes opnaaede Crown Butter først en Avance paa 232.800 Kr., dernæst U.E.C. en Avance paa 496.000 Kr. og D.T.K. sluttelig en Avance paa 771.000 Kr., og alle disse Fortjenester erhvervedes ene og alene ved Kursmanipulationer, som foretages af den selvsamme Kreds af Mænd, der dannede Bestyrelserne for de respektive Foretagender. Det var vel nok fint klaret.

Med Hensyn til The United Export Company, der som nævnt oprindelig dannede Basis for det store Moderselskab Det Transatlantiske Kompagni, skal endnu bemærkes, at det efter Verdenskrigen indledede et særlig kraftigt Arbejde østpaa, efter at det var bleven slettet paa den engelske Sorte-Liste. Kompagniet saa nu sin specielle Opgave i at vinde en Slags Monopolstilling paa det russiske Eksport- og Importmarked, i Haab om derved ogsaa om føje Tid at kunne gøre København til den centrale Stabelplads for hele Østersøhandelen. Samtidig indrettede man sig paa en kraftig Udvidelse af Eksporten til Tyskland og paa Import af al Slags Kolonialvarer, Margarineraaprodukter osv. fra oversøiske Lande.

Efter at Danmark ved Udgangen af 1918 havde sluttet Handelsoverenskomst med Amerika, begyndte Opkøbet af Varerne ved Søstersdskabet Bech, van Sicklen & Co. i New York, hvor der 1919 købtes Varer til et Beløb paa godt 100 Mill. Kr. Det lykkedes imidlertid kun at videresælge for ca. 74 Mill. Kr. heraf, »saaledes at man« - som det berettes i Bankkommissionens Beretning – ”ult. 1919 laa med et Varelager paa 31 Mill. Kr., hvoraf 26 Mill. Kr. var Føde- og Kolonialvarer; af disse havde ca. Halvdelen dels ligget paa Lager over 6 Maaneder og dels ligget paa Lager fra 3 - 6 Maaneder, uden at Salg havde fundet Sted.« Samtidig forkøbte U.E.C. sig paa en Række andre amerikanske Varer som store Partier Fedt, Flæsk og Oleostosk samt tørrede Frugter. Grundene hertil var bI. a., at Afsætningen til Baltikum samt til de tyske Indkøbsorganisarioner »Reichsfleischstelle« og »Reichstelle fur Öle und Fette«

278

svigtede, at Markkursens Fald virkede destruktiv paa Forretningerne, eftersom U.E.C. ikke havde kursdækket sit Salg, og endelig fordi amerikanske Exportfirmaer langt om længe selv begyndte at sælge umiddelbart til Tyskland og derved paaførte The United Export Co. en meget følelig Konkurrence. Dertil kom, at de tyske lndkøbsorganisationer rejste Erstatningsspørgsmaal, efter at de indgaaede Kontrakter var annulleret, og at D.U.C. maatte betale en større Erstatning, om hvilken Bankkommisionen beretter (S. 138), at »det ikke har været Kommissionens Revisorer muligt at konstatere, hvor Erstatningen er bogført«, og at Harald Plum kun kunde oplyse, at han ikke saa paa den Erstatning som direkte Tab, idet man paa anden Maade skulde have Lejlighed til at tjene Beløbet ind igen«. Af det Varelager, som U.E.C. laa med ult. 1919, var for ca. 26 Mill. Kr. Kolonialvarer; deraf Flæsk for 1,5 Mill. Kr., Fedt for 5.7 Mill. Kr., tørrede Frugter for 3,1 Mill. Kr., Ris for 4,7 Mill. Kr., Tælle for 0,6 Mill. Kr., Kokosolie for 0,6 Mill. Kr., Klipfisk for 0,4 Mill. Kr., Oleostock og Oleooil for 1,2 Mill. Kr. Da Afsætningsmulighederne fra Maaned til Maaned blev vanskeligere, maatte Frasalget ske paa bedste Beskub. Bl.a. solgtes i September 1919 13 Partier Flæsk for 1,4 Mill. Kr. med et Tab paa 478.000 Kr. og et Parti Kokosolie, for 107.000 Kr. med et Tab paa 38.000 Kr. Et Parti Klipfisk blev ogsaa en relativ dyr Historie, idet der foruden Tab ved Salget paa ca. 215.000 Kr. maatte betales en Erstatning for Varen paa ca. 50.000 Kr. ifølge Dom. Ravruskende galt gik det ogsaa med et Parti Æbler, som man først forsøgte at afsætte i Stockholm og derefter i Helsingør, hvorved der maatte

tages et Tab paa 91.000 Kr. med i Købet. Og saadan gik det videre i lange Baner. Paa Kaffe tabtes der 1921 353.000 Kr.

September 1919 overtog Det Transatlantiske Kompagni som nævnt Financieringen af U.E.C., og samtidig gennemførte det en kraftig Udvidelse af Aktiekapitalen fra 10 Mill. til 30 Mill. Kr.Kort efter denne Sammenslutning begyndte Tragikomedien

279

med Hermann Kobritz, i hvem Harald Plum troede at have opdaget et fænomenalt Forretningsgeni, der havde særlige Forudsætninger for at bane The United Export Compagni Vejen til det østsibiriske Marked. Kobritz havde før Verdenskrigen handlet paa Østen, og Plum gik ud fra, at en saadan Mand nu passende kunde yde sine Tjenester for den i D.T.K. arbejdende dansk-jødiske Kapital. Kobritz ansattes som Direktør med fast Gage, fik straks en Kredit paa 10 Mill. Mark til Raadighed for at foretage Opkøb i Tyskland, hvorved det blev bestemt, at Kreditterne skulde afregnes efter en Kurs 21 Kr. lig 100 Mark. Derved gik man ud fra, at Markkursen vilde stige op til 30, medens Udviklingen jo som bekendt gik den modsatte Vej; allerede den 19. 12. 1919 var Markkursen gaaet ned til 11,35. Opkøbet skulde foregaa 1920. l Foraaret 1920 overtog U.E.C. det hamborgske Firma John Tofft & Co., hvorved Kobritz’ Firma blev en Filial af John Tofft & Co. Overtagelsen skete iøvrigt under ikke særlig gunstige Vilkaar, da U.E.C. ved at overtage »de gamle Aktionærers Konto« paabyrdede sig et Underskud paa ikke mindre end 1.391.494 Kr. 34 øre. Men saadan en Bagatel kunde selvfølgelig ikke forurolige en Harald Plum eller D.T.K., da det jo nu engang drejede sig om at komme hurtigt ind i Forretningerne, og da en Mand som Kobtitz ved sit Handelsgeni jo sikkert i en Haandevending vilde skaffe Dækning for dette Tab paa 1,4 Mill. Kr. Kobritz begyndte aItsaa sit Arbejde; men Prisstigningen paa det tyske Marked samt Advarslerne fra Vladivostok mod den paatænkte Export standsede snart Opkøbene. laIt blev der opkøbt for 4 Mill. Kr. Varer, for det meste lndustriprodukter. Afskibningen sattes straks i Gang. Da ingen vilde modtage Varerne i Vladivostok, sendtes de videre til Shanghai, hvor de endelig realiseredes. Tabet opgjordes til Slut til ca. 659.000 Kr. Da Kobritz’ Forretningsforbindelse senere henvendte sig til Firmaet Th. Lund & Petersen for at faa nærmere Forklaring paa de fejlslagne Transaktioner, gøres der bI. a. opmærksom paa, at Kobritz ikke kunde danne sig nogen Fore-

280

stilling om Afsætningsmulighederne i Sibirien for de tilbudte Varer nu efter Krigen, at der tildels var bleven forlangt Fantasipriser, at man aldrig havde faaet Prøver paa Varerne, ligesom Beskrivelsen manglede, saa man bl. a. ikke vidste, om f. Eks. de tilbudte File »var firkantede, runde, trekantede, flade, fine eller grove etc.«.

Dog, Harald Plum søgte ogsaa paa anden Maade at udnytte det tyske Marked til sine store Handelsspekulationer. Under Hensyn til de sørgelige Erfaringer, han havde gjort i 1919 ved Salgene af amerikanske Levnedsmidler til de tyske lndkøbsorganisationer (Reichsstellen), foranledigede han, at D.T.K. optog store Kursdækningslaan i tyske Mark for at sikre sig mod Valutatab. Da han til Trods herfor ved Salg til Tyskland stadig led store Tab, besluttede han at anvende 30 Mill. Mark til Opkøb af tyske Varer, som derefter skulde videresælges til oversøiske Lande. Til Opkøbene stilledes fra 17. 2. - 19. 6. 1920 ikke mindre end 28 Mill. Kr. til Raadighed.Men da de paa denne Maade indkøbte Varer var købt for Mark efter en Markkurs af 12, og Varerne derfor ogsaa faktureredes efter samme Kurs, kom D.T.K.’s Filialer, der fik Varerne tilsendt i Konsignation, meget hurtigt i en vanskelig Situation. De kunde ikke konkurrere, da andre Firmaer købte Varerne i Tyskland efter Dagskurs og derfor uden videre kunde slaa de saakaldte U.E.C. Consignments ud. Dertil kom, at de udenlandske Datterselskaber ogsaa ofte modtog Varerne uden at have bestilt dem og uden at kende noget til

Varernes Kvalitet, saa der idelig maatte rettes Klager over denne Fremfærd til D.T.K.’s Hovedsæde. Bankkommissionens Beretning bemærker hertil, at der ofte sendtes Varer, der var ganske uegnede for Markedet eller ogsaa i latterlig Grad oversteg Markedets Behov. Som Eksempel nævnes (S. 143): »Til Brasilien sendte man saaledes Dukker og Hængelaase til hele Brasiliens Forbrug i flere Aar, og til Equador sendte man Ligkistepynt til Equadors Forbrug i 2 à 300 Aar.« Bedre blev det ikke ved, at Salgsorgani-

281

sationen i Udlandet meget ofte ikke var i Orden, og at Varerne ofte var af meget ringe Kvalitet osv.Af Konsignationspartier sendtes der til Brasilien for 734.000 Kr., til Argentina for 830.000 Kr. og til

U.S.A. for 718.000 Kr. Afsætningen var umulig. Og hvad sker saa? Ja, man høre, hvad Bankkommissionen beretter (S. 144): »Da saa Prisfaldet indtraf, laa man med saa godt som alle Varer usolgte og ufortoldet, og da Tolden paa de fleste Pladser som Værditold afhang af Fakturaprisen, viste det sig gennemgaaende, at Tolden vilde overstige Salgsprovenuet, saa at Abandonnering var at foretrække. Hertil bidrog f. Eks. i New York i væsentlig Grad Varernes slette Kvalitet og Ukuranthed. Man abandonnerede faktisk et Parti med en Fakturaværdi af 93.000 Dollars ved at sælge varerne paa Kredit for 10.000 Dollars til en insolvent Køber i Valparaiso blot for at slippe af med Varerne og derved undgaa yderligere Lagerleje. Buenos Aires gik det saaledes, at da man sendte Hjælp til at udløse U.E.C.’s Konsignationer hjem over Tolden, blev Pengene i Stedet brugt til at klare nødvendige Forpligtelser med. Ogsaa her endte man med at abandonnere Varerne, der laa i Tolden. Til Rusland og Konstantinopel blev der indkøbt store Partier, og Russisk Handelskompagni sendte en Indkøbsekspert til Tyskland med det Resultat, at der indkøbtes store Partier, hvoraf en betydelig Del gik til Vladivostok, medens man maatte opgive at eksportere Resten, der efterhaanden realiseredes i Hamburg til 1/5 à 1/10 af Kostprisen. Efter Externas Oplysninger har der ialt været anvendt 3.750.000 Kr. til disse Konsignationer, medens Tabet andrager 3.280.000 Kr., eksklusive Forrentning, Omkostninger og Tab paa udestaaende Fordringer, saaledes at der i Virkeligheden er tabt over 100 pCt. paa Forretningen.« (Udhævelser af Forf.)

Saaledes gik det altsaa med den Spekulation, den dansk-jødiske Kapital var inde paa ved Udsalget af Varer fra det aIlerede i Forvejen udplyndrede og forarmede Tyskland til de

282

oversøiske Lande. Sandelig: et ophøjet Billede af Jødemoralen, der raner Byttet, hvor det byder sig, men tillige dog et Bevis paa den udlignende Retfærdighed, der hævner sig paa Finanshajerne ved at lønne ubændigt Profitbegær med tilintetgørende Tab. Her røg henimod 4 Millioner Kroner i Suppedasen.

The United Export Comp. under Harald Plums Ledelse havde imidlertid endnu et tredie Felt, paa hvilket det skulde hente sig store finansielle Nederlag. Kompagniet havde, som allerede nævnt, i den første Tid efter Verdenskrigen importeret Kolonialprodukter i store Mængder fra oversøiske Lande i Forventning om at kunne afsætte disse Varer med stor Gevinst i Rusland, Baltikum og de centraleuropæiske Lande. Spekulationen slog fejl, bI. a. derved, at store Mængder Varer som Følge af Markderouten ikke kunde afsættes til rentable Priser i Tyskland, og at Pengeknapheden indenfor de af Krigen saa haardt hjemsøgte Stater i det hele vanskeliggjorde Afsætningen. For mange Varers Vedkommende viste Videresalg sig endog umuligt, saa U.E.C. til Slut ikke saa nogen anden Udvej end at foretage Reafskibninger med en stor Del af disse Varer. Uheldigvis drejede det sig derved hovedsagelig om Levnedsmidler og letfordærvelige Varer, som først var bleven sendt fra Amerika til Europa og nu maatte gaa Vejen tilbage. Dertil kom, at U.E.C. selv havde desorganiseret Markederne ved her og der at opkøbe en betydelig Del af de amerikanske Varer ikke hos Søsterselskabet Bech van Sicklen & Comp. i New York, men hos amerikanske Konkurrencefirmaer; saaledes havde det i fast Regning overtaget store Partier Fedt, Flæsk og Oleostock fra amerikanske Pakkere som Omaha Packing Company. Da nu Afsætningen i Europa viste sig at være umulig,

tilbød U.E.C. sit Søsterfirma Bech van Sicklen Fedt, Margarineprodukter, Svedsker, Abrikoser til Afskibning og afventede slet ikke Ordrerne, men lod straks Varerne tilbagesende i Marts 1920 med Damperne »Manchuria«, »Mongolia« og »Oregon«. Denne Reafskibning ordnedes af Direktør Erik Plum, og Varerne faktureredes til Kostpris med 1 ½ Mill. Kr.

283

Bech van Sicklen & Co. var forfærdet. Dollaren steg, Priserne sank, saa de tilbagesendte Varer aldrig vilde kunne opnaa Kostprisen, endsige Varer, som allerede var mere eller mindre fordærvede. Udførselsforholdene for U.S.A. var iøvrigt katastrofale, da Eksportprisen som Følge af den forøgede Dollarværdi var uoverkommelig for de udenlandske Aftagere af amerikanske Varer. Paa det amerikanske Marked herskede som Følge heraf Vareoverflod. Bech van Sicklen & Co. telegraferer derfor ogsaa bI. a., da det erfarer, at et større Parti St. Joaquin Abrikoser vil blive transporteret fra Hamburg til New York, fortvivlet: »Vi har gennemtrawlet hele Markedet uden mindste Held, da andre Eksportører og Spektilanter her i Byen har deres Lagre fulde af Varer, som de ikke kan blive af med.« Og ligesaa fortvivlet telegraferer New Yorker Firmaet den 2. Marts 1920: »Gør Deres yderste for at standse Hamburg tørret Frugt Afskibning; træk ikke - Returner ingen Varer uden Bemyndigelse.« Lige meget hjalp det. U.E.C. var i Knibe. Varerne maatte væk koste hvad det vilde.

Store Mængder gik som nævnt tilbage til Amerika. Og Tabene blev store, meget store. 492 Kasser med 1918-Svedsker var 1920 selvfølgelig usælgelig som Spisevarer og maatte ifølge Forbud fra Sundhedskommissionen ikke sælges som saadanne. Saa fik Tobaksfabrikanter dem til Fremstilling af Tobaksauce for en Pris, der saa nogenlunde var ensbetydende med Totaltab. Værre gik det med et stort Parti Abrikoser, der blev reafskibet med »Mongolia« fra Hamburg til Amerika, og derefter tilbagelagde en tredie Rejse over Atlanterhavet med Mellemstation i London, for endelig paany at havne i Hamburg. Disse Svedskers Eventyrrejse frem og tilbage over den store Dam stilles rigtigt i Relief ved følgende Skrivelse, som Bech van Sicklen den 13. November sendte til U.E.C.: »»... Det er os ubegribeligt, hvorledes nogen, der havde besigtiget disse Varer før Afskibningen, kunde erklære, at Varerne var i god Tilstand, eller »at der ikke var noget særligt at udsætte paa dem«. Det maa sandelig have været en mangelfuld Besigtigelse,

284

og vi vilde ønske, De paany henvendte Dem til Vedkommende, der besigtigede Varerne. Det er ganske udelukket, at Varerne kunde være gaaet saa stærkt i Gæring undervejs. Som angivet i Besigtigelsesrapporten er Varerne uegnet til Menneskeføde og i en næsten ubeskrivelig Forfatning. De maa have været i en daarlig Tilstand i det sidste halve Aars Tid, og efter vor Mening er Hovedaarsagen den, at man ikke har vist tilstrækkelig Omhu med Oplægningen i Danmark. Denne Art Vare maa opbevares i Fryserum i Sommermaanederne. Som forudsagt i tidligere Breve vil De sikkert møde endnu større Utilfredshed hos The Alliance Trading Company i London, da vi er tilstrækkelig fortrolig med Londonmarkedet til at kunne forsikre Dem om, at man der ikke vil aftage disse Abrikoser, der ikke engang er tjenlige til Svineføde.«« Det var klar Besked. London vægrede sig. Men saa fik Hamburg dem tilbage, og herfra solgtes de med mægtige Tab i Tyskland. Vær saa artig: en Vare, der betegnes som »ikke engang tjenlig til Svineføde«, var efter Jødernes Opfattelse god nok til i sidste Instans at sælges til det udsultede tyske Folk i det Herrens Aar 1920!

Ligesaa galt gik det med alle mulige andre Varer, Korender, Blommer, Sardiner, »fine selected Denia Rosiner« og Valencia Rosiner.

Da der saa 1921 foretoges en endelig Opgørelse mellem D.T.K.’s Søsterselskaber U.E.C. og Bech van Sicklen & Co., viste det sig, at man paa 17.903 Kasser tørret Frugt fra Skibene »Manchuria« og

»Mongolia« havde et samlet Tab paa godt en halv Million Kroner. Hvortil der bemærkes i Bankkommissionens Beretning (S. 148): »Naar Udfaldet af disse Reafskibninger gav et Tab paa ialt 8 - 900.000 Kr., kan U.E.C.’s Ledelse ikke henskyde sig under, at det er foraarsaget ved Prisfaldet i Forsommeren 1920. Hovedaarsagen ligger i selve Reafskibningerne til et Marked, man forud vidste var svagt og svingende, samt i Varernes Overgemthed og slette Tilstand.«Det finansielle Resultat af U.E.C.’s Vareomsætning under

285

Det Transatlantiske Kompagnis Overledelse fremgaar af følgende Opstilling:

Køb Salg Avance1919 99.106.707 Kr. 74.659.259 Kr. 6.218.508 Kr.1920 66.805.796 Kr. 73.052.181 Kr. -7.192.523 Kr.1921 23.256.663 Kr. 32.273.096 Kr. -8.400.826 Kr.

Efter en af Selskabet Externa foretaget Opgørelse androg Tabene ultimo 1922 i U.E.C. og Datterselskaberne ialt 32.933.290 Kr. 98 øre.

Ansvaret herfor havde navnlig Eskil Yding, der var ledende Direktør, men som paa Grund af sine talrige Rejser maatte overlade det egentlige Tilsyn til Under-Direktøren Ammentorp, der, som det flere Gange fremhæves, ikke havde nogen købmandsmæssig Uddannelse. Men større Ansvar ligger paa Harald Plum, Direktøren for Financieringsselskabet D.T.K. samt paa Direktør Emil Glückstadt. Sidstnævntes Hovedansvar paa dette Punkt er det at have givet Skrivebordsfantasten Harald Plum fri og uhindret Adgang til det danske Folks Penge, mens Manden i Stedet for burde have siddet i en Daarekiste.

Der kunde endnu fortælles mangt og meget om de eksotiske Foretagender, Det Transatlantiske Kompagni var inde paa. I Brasilien tabtes alene ved forskellige forfejlede Transaktioner godt 17 Mill. Kr. Et af de brasilianske Selskaber, Johnson & Co., som startedes i September 1916, satte straks store Penge til ved Køb af en lille Oliemølle i Nærheden af Rio de Janeiro, der senere viste sig at være aldeles ubrugelig. Da Kaptajn Aarestrup i Februar 1919 besøger denne Virksomhed, beretter han til D.T.K.: »Oliemøllen frembyder et traurigt Syn: beliggende langt ude paa et usundt Sted med Maskiner, der daterer sig fra Tredserne og virker ganske forhistorisk, og med et stort Lager.« Oliefabriken forvoldte et Tab paa ca. 1,3 Mill. Kr.

286

Den driftige Direktør Johnson førte ogsaa Forhandlinger med en amerikansk Jøde, Stockle, vedrørende Køb af en Skovkoncession osv. Han købte en Koncession i Staten Esperito Santos for 500 Contos lig ca. 1 ½ Mill. Kr. (1 Contos = 1000 Milreis = 1.135 Kr. efter pari Kurs), desuden 3 Facendaer (d. v. s. Storgodser til Kvægavl) for tilsammen 140 Contos. Da Eskil Yding senere, i December 1917, opholder sig i Brasilien for bI. a. at undersøge disse Forhold, er han meget imponeret over, at man i Brasilien »kan faa Koncessioner paa ligesaa meget Land, man ønsker, og uden at betale en eneste Øre«. Skovkoncessionen alene omfattede et Areal saa stort som Lolland. Saa imponeret Yding imidlertid var over Købsmulighederne, saa ringe Tiltro havde han til Muligheden af at opnaa Udbytte af de af Stockle erhvervede Arealer. Koncessionen anser han, eftersom Forholdene ligger, for at være aldeles værdiløs, og han knytter heller ikke særlige Forventninger til Omdannelsen af Urskov til Plantage. Herom bemærker han bI. a.: »Med Hensyn til Kvægdrift, da kunde der være Tale om en saadan for saa vidt, at man kunde faa Køerne til at leve oppe i Træerne.«

Da Engagementerne saaledes ansaas for haabløse, anbefaledes det af Yding atter at sælge baade Skoven

og Storgodserne, og da der ikke kunde findes andre Købere, indledes paany Forhandlinger med den smarte amerikanske Jøde Stockle. Denne erklærede sig ogsaa rede til at købe det hele tilbage, dog kun for 500 Contos (han selv havde faaet 640 Contos). Da han ikke kunde betale kontant, købte han paa Kredit mod Udstedelse af 5 Veksler, der forrentedes med 5 pCt. i Tiden fra 1. Juli 1918 til 1. Juli 1920. I Bankkommissionens Betænkning tilføjes: »Man regnede med, at Stockle ikke vilde lade sig erklære fallit, efter at han blot havde betalt et ringe Rentebeløb. Fallitboet indbragte kun 18 Contos netto.« Stockle havde dermed jo i tilstrækkelig Grad overfor D.T.K. ført Bevis for, at han forstod sin Metier. Selve Koncessionen maatte ved Udgangen af 1921 afskrives med et Tab paa 804 Contos; desforuden var et Tilskud fra Det Sydamerikanske Plantagesel-

287

skab paa 125.000 Kr. gaaet tabt. Her røg altsaa en Million Kroner!Tabet paa den amerikanske Jøde Stockle maatte senere som utallige andre Tab dækkes ved danske

Statsborgeres Skatteydelser!

Et særlig tragisk Kapitel i Det Transatlantiske Kompagnis Historie er Afviklingen af de af Kompagniet finansierede russiske Handelsselskaber, navnlig Russisk Handelskompagni, hvis Oprettelse, som allerede nævnt, fandt Sted i Juni 1915.

Handelsinteresser i Øst havde Danmark allerede haft længe før Verdenskrigen. Ja, allerede før Aarhundredskiftet fandtes der foretagsomme Forretningsmænd, der begyndte Samhandelen med Rusland og det fjerne Sibirien, og denne Handel tog straks fra Begyndelsen et kraftigt Opsving. Det var navnlig Firmaerne Det sibiriske Kompagni, som lededes af Direktør Hjerl Hansen, samt Dansk-sibirisk Eksportselskab under Ledelse af Direktørerne Th. W. Jacoby og Noack og det sibiriske Smøreksportfirma Theodor Lund & Petersen, hvis Indehaver var Grosserer Groes Petersen, som var banebrydende paa dette Omraade. Handelens Hovedartikel var Smør, som opkøbtes af de nævnte Firmaers Forretningskontorer i de vestsibiriske Byer, derefter befordredes til en Afskibsningshavn i de baltiske Lande - for det meste til Windau - for derfra at sendes videre til de mellem- og sydeuropæiske Markeder. Men der handledes ogsaa med andre Produkter, og navnlig var Det sibiriske Kompagni inde paa en Varehandel, der omfattede alle mulige Artikler. Omsætningen gik ogsaa godt fremad, saa længe det var Fredstid. Men da Krigen brød ud, meldte Vanskelighederne sig meget hurtigt, og den vigtigste Forretning, Handelen med Smør, standsede brat, da den russiske Regering i Efteraaret 1915 forbød enhver Eksport af Smør og samtidig overdrog hele denne Handel til oprindelig en, senere to Brugsforeninger.

De nævnte danske Firmaer maatte nu se sig om efter nye Virkeomraader. Det gik let for Det sibiriske Eksportselskab,

288

som allerede i Forvejen havde haft med Omsætningen af de mest forskellige russiske Produkter at gøre, men haabløs blev Situationen for Th. Lund & Petersen, hvis Smøreksportforretning gik helt i Staa. Dette Firma maatte 1916 rekonstrueres. Det blev nu omdannet til et Aktieselskab med en Aktiekapital paa 1 Mill. Kr., af hvilken United Export Comp. overtog 500.000 Kr., Crown Butter ca. 240.000 Kr., og Resten overtog de to tidligere Indehavere af Firmaet, Groes Petersen og Poul Kjersgaard, som tillige blev Direktører for det nye Aktieselskab. Samtidigt sammensluttedes dette Selskab med det i Juni 1915 oprettede Russisk Handelskompagni til et Interessent-Selskab under Navnet Russisk-Asiatisk Co., som overtog Th. Lund & Petersens ca. 20 sibiriske Filialer og tog fat paa andre større Virksomheder. Paa denne Maade fik R.H.K. et helt Net af Filialer i Vestsibirien til Raadighed, idet Russisk-Asiatisk Kompagni fik sit Centralkontor i Omsk og desuden Filialer i følgende Byer: Kurgan, Petropavlovsk, Jalutarovsk, Ischim, Nasivajevskaja,

Tatarsk, Barabinsk, Novonikolajevsk, Kamen, Barnaul, Ustscharisk-Pristan, Bijsk, Ekatarinenburg, Tjumen, Semipalatinsk, Irkutsk, Stretensk, Harbin og Vladivostok. Straks efter at denne Ordning var bleven gennemført, satte der en livlig Vareudveksling ind paa Grundlag af den nye Kombination, idet Foretagendet derved blev til en ret væsentlig Faktor indenfor den russiske-sibiriske Handel.

Senere, den 31. Juli 1918, blev U.E.C. og Crown Butter overtaget af Det Transatlantiske Kompagni, og i Efteraaret 1919 blev sidstnævnte Kompagni yderligere interesseret i Th. Lund & Petersen som Ejer af Halvdelen af R.H.K.’s Aktiekapital. For Russisk-Asiatisk Co. gik Forretningerne godt trods de voldsomme Rystelser, Landet 1917 - 18 var udsat for; det var navnlig Ostehandelen, som florerede, da denne Handel ikke var monopoliseret fra Statens Side, og da der ej heller var fastsat Maksimalpriser for Ost. Desuden handledes med alt muligt andet mellem Himmel og Jord. Men da Bolchevikerne i Efteraaret 1919 opnaaede en afgørende Sejr ogsaa over

289

det vestsibiriske Omraade og kunde udvide deres Herredømme indtil Bajkalsøen, da var det forbi med Forretningerne. Filialfirmaerne maatte standse, og deres Personale drog bort, for det meste til Manchuriet og til Vladivostok. Samtidig ramtes Kompagniet meget haardt af det store Rubelfald mod Slutningen af Aaret 1919. Russisk-Asiatisk Co.’s sibiriske Erstatningskrav opgjordes ifølge Bankkommissionens Beretning ultimo 1922 til 12.760.000 Kr., som maatte afskrives som fuldstændig tabt. Heraf faldt de 12 ½ Mill. Kr. paa Externa, det vil sige Landmandsbanken.

Mere omskiftelsesrig var den Skæbne, Russisk Handelskompagni A/S havde.

Dette Selskabs Stiftelse skete den 2. Juni 1915, hovedsagelig som en Modaktion mod de talrige fremmede Købmænd fra Rusland og Polen, som hjemsøgte det danske Marked for at opnaa Krigsleverancer. Russisk Handelskompagni finansieredes i Begyndelsen af Privatbanken, men sluttede kort efter Stiftelsen Kontrakt med United Export Co., hvorved der foretoges en Afgrænsning af de to Kontrahenters Virksomhedsomraader. R.H.K. skulde herefter lede Opkøbene og Omsætningen paa det russiske Marked, medens U.E.C. skulde fremskaffe Importvarerne til Rusland og til dette Formaal foretage Køb og Salg paa Markederne udenfor Rusland. Direktør for det Russiske Handelskompagni blev Erik Plum, og denne opbyggede i Løbet af faa Aar en mægtig Handelsorganisation, der for en Tid var een af de førende Virksomheder i Rusland. Forudsætningerne for en gunstig Udvikling var fra Starten af tilstede, da R.H.K.’s Forretningsafdelinger stod under Ledelse af erfarne Grosserere, tildels godt indarbejdede Dansk-Russere, og da Forholdene iøvrigt virkede til Gunst for Foretagendet. Det var en neutral og i Almindelighed i Rusland velset Stats Handelsmænd, der tog fat paa Opgaven, og dertil kom, at Danskerne (jvf. »Politiken«s Beretning om Det Transatlantiske Kompagnis Historie, 13. - 17. 10. 1922) havde særlig Evne

290

til at omgaas Russere, »til at sætte sig ind i deres Tankegang og indrette sig efter de særlige østeuropæiske Handelsformer.«

Det skortede ej heller paa kraftigt Initiativ hos Kompagniets ledende Mænd. Tværtimod! Allerede 1915 blev Kompagniets Forretninger gennemorganiseret i 7 Afdelinger, hver med en kyndIg og dygtig Fagmand i Spidsen, 1916 var Firmaet naaet saa vidt, at det kunde købe et mægtigt Handelspalæ i Moskva. Nogen Tid senere erhvervedes ligeledes en større Ejendom i Petersborg, Newski Nr. 8, til Forretningslokale. Allerede 1916 indlededes et nært Samarbejde med andre danske Foretagender, der havde deres Interesser i Rusland. Da A/S Dansk Rekylriffel-Syndikat overtog Leverancen af 10.000 Vaaben til den russiske Hær, fik R.H.K. den Opgave at modtage og aflevere de i Amerika bestilte Præcisions-Værktøjsmaskiner til den nye Fabrik, der blev oprettet i Kowrow, næsten midtvejs mellem Moskva og Nishni-Nowgorod. Det drejede sig herved

om en Leverance til en Værdi paa 5 - 6 Mill. Kroner. Dette var Optakten til en Forretningsforbindelse, der senerehen skulde faa en stærk Indflydelse baade paa U.E.C.’s og R.H.K.’s Stilling i Rusland. Sammen med det russiske Selskab ”Krigs-Union« overtog R.H.K. endvidere Levering af 20.000 Pud (à 16 kg) Sikkerhedssprængstof, der, fremstillet efter en af den danske Ingeniør K. W. Nielsen opfunden Metode, kun kunde bringes til Eksplosion ved en Kviksølvsknaldhætte. Den overtagne Ordre beløb sig til ca. 1,6 Mill. Rubler. Da en lille Fabrik, man havde lejet i Nærheden af Petersborg, ikke var i Stand til at producere det fornødne Kvantum Sprængsof alene, paabegyndtes Oprettelsen af en ny Ammunitionsfabrik i Wologda, som var Knudepunktet for Jernbanestrækningerne Moskva-Archangelsk og Petersborg-Omsk. Inden Fabriken var færdigbygget, brød den første Revolution ud i Marts 1917. Da Sprængstof til Krigsbehov ikke mere var fornødent, blev Selskabet omdannet til Fabrikation af et Sprængstof, der kunde bruges i russiske Mine- og Skovbrugsselskaber. Det nye Firma »Detonator« naaede imidlertid aldrig at træde i Aktion, da Fa-

291

briken efter Bolchevikernes Sejr i Efteraaret 1917 blev nationaliseret. Det lykkedes imidlertid i Tide at faa Maskinanlægget og Raaprodukterne solgt, saa R.H.K. kunde trække sig ud af Sagen uden Tab. Endelig oprettede R.H.K. endnu 1916 - efter Tilskyndelse af U.E.C. og det københavnske Firma »Løvens kemiske Fabriker« - i Forbindelse med det russiske Firma »Stollberg & Co.« i Petrograd et Fabrikforetagende »Standard Laboratorium« i Petrograd til Fremstilling af kosmetiske og medicinske Præparater. Noget senere blev det russiske Firma udkøbt og Fabriken blev flyttet til Moskva. Alt tegnede godt. Afsætningen var meget stor. Men ogsaa her satte Revolutionen snart en Stopper for den heldige Udvikling. 1916 paabegyndtes desuden Samarbejdet med det norske Firma Wilh. Willumsen med det Formaal at levere kemiske Raaprodukter, navnlig amerikansk Harpix, til de russiske Papirfabrikker. Men særlig store Fællesinteresser fik R.H.K. paa samme Tid ved Samarbejdet med norske Skovbrugs- og Papirindustri-Firmaer, idet der startedes et dansk-norsk Selskab »A/S Det Udenlandske Skovindustriselskab” (Aktiekapital 8. Mill. Kr.), som erhvervede 1/4 Mill. Tdr. Land Storskov i Gouvernementerne Wologda og Rybinsk og, - efter Erik Plums Opfattelse *) - vilde være blevet »Europas største Selskab indenfor Skovbrug, Cellulose- og Papirindustri«, hvis Forholdene ellers havde udviklet sig normalt.

Selve de store Muligheder, som R.H.K.’s Fremstød aabnede for dansk Handelsvirksomhed mod Øst, gav Stødet til Oprettelse af Søsterselskaber her og der i Verden, som i første Række skulde tjene som en Slags Fødestationer for R.H.K., altsaa fremskaffe Varer for det russiske Marked. Her laa jo de store Chancer for et neutralt Lands Initiativ, efter at Tyskland, som indtil 1914 havde haft en aldeles dominerende Stilling i russisk Im- og Eksport, var slaaet ud. Saaledes etableredes en

*) Russisk Handelskompagni A/S (The Russian Trading Co. Ltd.) 1915 - 1922. Kbh. 1923. S. 27.

292

ny Forbindelse med et Londoner Selskab, The Alliance Trading Co., som 1916 var bleven oprettet paa Foranledning af The British Bank of Northern Commerce og allerede samme Aar havde oprettet en Filial i Petersborg. Dette Selskab traf senere paa Harald Plums Foranledning en Overenskomst med R.H.K., hvorefter Alliance Trading Co. overtog førstnævntes Repræsentation i London, medens R.H.K. overtog sidstnævntes Kontor i Petersborg. 1917 blev Selskabet Bech van Sicklen & Co. i New York oprettet med det Formaal at skaffe amerikanske Varer frem, som i Transithandel via København kunde leveres til R.H.K. Da endelig Det Transatlantiske Kompagni oprettedes med det Formaal »at anbringe Kapital i andre Foretagender, væsentligst oversøiske Handels- og Exportfirmaer og ved Kontrakter at forene disse i fælles Samarbejde«, blev R.H.K. hurtigt dette Holding-Kompagnis betydeligste Foretagende. Talrige Firmaer,

ikke blot i Danmark, men ogsaa i Frankrig, England, Italien osv. havde meget hurtigt konstateret, at der opnaaedes gode Avancer ved Leverancer til Rusland, og D.T.K.’s Ledelse, som regnede med ligefrem ubegrænsede Muligheder paa det russiske Marked, satte nu alt ind paa ved omfattende Indkøb, at forberede sig paa det Tidspunkt, da dette Marked atter vilde være en sikker Aftager for Alverdens Produkter.

Ogsaa i 1917 tog man fat paa nye Opgaver. Bl. a. søgte man at etablere en nærmere Forbindelse med Søsterselskabet Winkel & Gedde i Kobe, og i Samarbejde med et svensk Firma opnaaede man at blive Eneimportør af Kaffe til Rusland. Endvidere sattes allerede i Foraaret 1917 en Fabrik Toro til Fremstilling af Bouillonterninger i Gang under Firmanavnet A/S Russow. Til Fremme af Ruslands Sukkerfabrikation besluttedes det i Sommeren at oprette et særligt Aktieselskab, A/S Svovlsyrc- og Superfosfatfabriken Rusland, som efter Krigens Slutning vilde paabegynde Kunstgødningsproduktionen i Samarbejde med A/S Dansk Svovlsyre- og Superfosfatfabrik samt russiske Kredse med Interesse i Sukkerroedyrkningen. Forskel-

293

lige Banker i Kiew havde givet fast Tilsagn om finansiel Støtte; der regnedes med, at det russiske Selskab, der senere skulde startes, til en Begyndelse vilde kunne arbejde med en Kapital paa 10 Millioner Rubler. Planen var god, men desværre indlod man sig i denne Sammenhæng ogsaa paa en hasarderet Rubelspekulation, hvorved man ved Opkøbet af en halv Million Rubler satte 72 pCt. af Købesummen over Styr. Endelig erhvervede R.H.K. sammen med det danske Frøfirma Trifolium Aktier i Firmaet Holten & Bondarzewski, som havde Kontorer og Pakhuse i Kiew og Riga og allerede før Krigen havde leveret Kløver og Græsfrø fra Rusland til Danmark. I dette Tilfælde overtog R.H.K. det russiske Frøfirma som Datterselskab under det gamle Navn, hvorved Aktiekapitalen paa 806.000 Kr. overtoges med Halvdelen af R.H.K. og Halvdelen af Trifolium. Der regnedes med, at man efter Krigen vilde kunne udbygge Forretningen i Samarbejde med Søsterselskaberne i New York og Buenos Aires, idet de oversøiske Lande ligeledes for en stor Del havde importeret Kløverfrø fra Rusland, Argentina desuden i betydelig Grad Lucernefrø. Det manglede altsaa saa sandelig ikke paa Initiativ, og Forretningerne befandt sig derfor ogsaa allerede i disse første Aar efter R.H.K.’s Stiftelse i en rivende Udvikling.

Gode Holdepunkter for denne Udvikling giver Udvidelsen af Aktiekapitalen i Løbet af Aarene samt Tallene for Omsætningen. Ved Stiftelsen i Aaret 1915 beløb Aktiekapitalen sig til 1 Mill. Kr.; men allerede paa Generalforsamlingen den 18. Maj 1916 blev det vedtaget, at Bestyrelsen maatte gaa med til en Udvidelse af Kapitalen indtil 5 Mill. Kr. Aktiekapitalen udvidedes derefter indenfor korte Perioder meget kraftig: ifølge Beslutningen paa sidstnævnte Generalforsamling til 1 Mill. Kr., knapt 2 Maaneder senere, den 6. Juli 1916, fra 1 til 2 Mill. Kr. og den 10. Maj 1917 yderlIgere til 5 Mill. Kr. Medens Selskabets samlede Balance 1915 kun havde andraget 1,9 Mill. Kr., steg den 1916 til 11,7, 1917 til 14,4, 1918 til 19 og 1919 til 29,5 Mill. Kr.; først derefter sætter Tilbagegangen ind, idet

294

Balancen 1920 udgjorde 25,1, 1921 26,5 Mill. Kr. Da man iøvrigt bedømte Fremtidsmulighederne overmaade gunstigt, betaltes der for Regnskabsaaret 1915 et Udbytte paa 10 pCt. for 1916 paa 20 pCt. og for 1917 og 1918 igen 10 pCt.

Da Kursdækningen ved Indkøbene i Udlandet forvoldte alvorlige Vanskeligheder efter Nedgangen i Rublens Værdi, der satte kraftigere ind efter den første Revolution, saa R.H.K. sig foranlediget til i Sommeren 1917 at lade alle Forsendelser af Varer, der endnu laa i Udlandet, standse. Denne Foranstaltning viste sig imidlertid ogsaa at være nødvendig af Hensyn til de i Rusland opstaaede Transportvanskeligheder. Selve R.H.K.’s Omsætning berørtes imidlertid ikke heraf, da Kompagniet havde store Varepartier paa Lager, som var aldeles tilstrækkelige til at holde hele Apparatet i Gang. løvrigt gik man nu ogsaa af Hensyn

til Transponvanskelighederne over til at befordre de over Vladivostok indgaaende Varer videre som smaa Forsendelser i Postpakker (à 16 kg), en Forretningsform, der var meget lønnende, da Salgspriserne i det europæiske Rusland var væsentlig højere end cif-Priserne beregnet per Vladivostok. Paa denne Maade leveredes bI. a. Peber, amerikansk tørret Frugt og Saalelæder, dog hovedsagelig Kaffe. Alt gik godt, ogsaa længe efter at Lenin havde indledet den anden Revolution. Forretningerne florerede ikke mindst, fordi Tyskland efter Freden i Brest-Litowsk, som sluttedes i Marts 1918 foretog meget store Opkøb i Rusland og derved stimulerede Handelen. Paa den anden Side kom det R.H.K. tilgode, at Privatbankerne, efter at de havde faaet indsat deres Raad, meget hurtigt desorganiseredes, saa R.H.K. praktisk talt fik en priviligeret Stilling ved Omsætningen af Pengemidler i hele det store Rige. Af russiske Pengeinstituter havde kun den russiske Rigsbank kunnet fortsætte sin Virksomhed, efterat Ledelsen var overtaget af bolchevikiske Kommissærer. Erik Plum kan som Følge heraf ogsaa berette, at Kompagniets Forretningsafdelinger lige indtil August 1918 forblev i fuldt Sving, og at navnlig Bankafdelingen viste en meget stærk Udvikling.

295

Plum bemærker herom bI. a.: »Det var store Beløb, der omsattes, og efter at den havde virket i nogle Maaneder, var der optjent saa store Reserver, at det gradvist var forsvarligt at forøge Risikoen ved de forskellige Overførsler. Værdien af Rublen laa meget forskellig i det store Land, og ved at transportere Penge fra Sibirien til Petrograd og Moskva og videre igen til Charkow, Kiew etc. Laa der store Avancer. I Juni Maaned gik Direktionen med til paa enkelte Sendinger at tage Risiko op til et Par Millioner Kroner, og det lykkedes at faa alle Sendinger vel frem.« Ogsaa R.H.K. var altsaa i denne Periode gaaet over til rent spekulative Forretninger. Transaktionerne lykkedes. At man endnu havde Modet i Behold, viste sig ogsaa deri, at man paa Grund af de store Indtægter saa sig tilskyndet til at købe nogle betydelige russiske Firmaer; dog bragtes kun Købet af det store Firma i Optik og Instrumenter O. Richter i Petersborg til Afslutning. Endvidere købte Kompagniet et større Palæ i Petersborg, som stilledes til Disposition for det danske Gesandtskab mod Betaling af en minimal Leje, og som Gesandten for en Tid indrettede til sin private Bolig.

Endnu en mægtig Chance kunde udnyttes, da Bolchevikregeringen paabegyndte den systematiske Socialisering. I denne Situation saa mange russiske Forretninger sig nemlig foranlediget til at sælge bort fra deres Varelagre til R.H.K., og derved købte Kompagniet i meget stor Udstrækning Pelsvarer. Det var dette store Parti Pelsværk, der senere kom til at spille saa stor en Rolle under Selskabets Likvidering. Erik Plum bemærker imidlertid, at Opkøbet af disse Pelsvarer skete for at ombytte mindre holdbare Exportvarer med Varer, der kunde oplagres uden at tabe i Værdi. Da der i November 1918 fremkom Forlydende om, at ogsaa udenlandske Formuer vilde blive sat kraftigt i Skat og at Direktøren for R.H.K., i hvis Navn Firmaet dreves, vilde blive paalignet en Skat af flere Mlllioner Rubler, saa Direktør Erik Plum sig nødsaget til hurtigst mulig at forlade Landet. Faa Uger senere maatte ogsaa det sidste

296

fremmede Gesandtskab, der fandtes i Rusland, det danske, forlade Landet, og samtidig drog det hele overordnede Personale ved R.H.K. bort.

Men dermed var endnu ikke alting tabt. Thi ved en klog Foranstaltning fra det danske Gesandtskabs Side var alle de danske Firmaers Varelagre efter Udstedelsen af Bolchevikernes Nationaliseringsdekret bleven socialiseret til Fordel for den danske Stat og overdraget til en Institution kaldet »De danske Statsvarelagre i Rusland«. Alle Varepartier forsynedes – med den russiske Regerings Tilslutning - med det danske Gesandtskabs og den russiske Regerings Segl, og det viste sig, at Myndighederne respekterede denne Ordning. Helt indtil Efteraaret 1921 var disse Varelagre i det store og hele urørte! Ifølge det senere opgjorte Erstatningskrav paa den russiske Regering repræsenterede disse Varer alene en Værdi paa ca. 33

Mill. Kr. En umiddelbar Følge af hele R.H.K.s Ledelses Bortrejse fra Rusland var, at Importen til Rusland nu maatte standses. Alle de Varer, som var opkøbt i fremmede, hovedsagelig oversøiske Lande osv. med Reeksport til Rusland for Øje, maatte nu altsaa afsættes andre Steder. En tilsvarende Reorganisation af Afsætningen maatte gennemføres. Ifølge den Redegørelse, Bankkommissionens Beretning giver over R.H.K.’s Balance ultimo 1919, som paa dette Tidspunkt beløb sig til ialt 29,5 Mill. Kr., »laa Værdien for 8,7 Mill. Kr. - samt alle Firmaets bogførte Reserver - i Moskva-Petrograd Rayonen, Værdien for 8 Mill. Kr. i de Dele af Rusland, der i Begyndelsen af 1920 kom under Bolchevikernes Herredømme, samt endelig 12,8 Mill. Kr. udenfor Rusland.« Af disse 12,8 Mill. Kr. hørte imidlertid, som Beretningen fremhæver, en Del til den russiske Risiko, fordi de delvis bestod af Varer, der kun var sælgelig i Rusland.

Medens Det Transatlantiske Kompagnis Datterselskaber for en meget stor Del var rene Spekulationsforetagender, der lededes paa absolut uforsvarlig Maade og derfor voldte store

297

Tab, maa man anerkende, at de russiske Foretagender gennemgaaende blev ledet efter sunde købmandsmæssige Principer, selvom ogsaa Ledelsen af R.H.K. ikke helt har kunnet afholde sig fra stærkt spekulationsprægede Dispositioner. Dette gælder navnlig om Bankforretningerne i 1918. Ogsaa vil det vel kunne diskuteres, hvorvidt det var forsvarligt at opkøbe store Mængder fint Pelsværk fra private russiske Firmaer, efter at Nationaliseringsdekretet var forkyndt. Men trods alt maa det konstateres, at det ikke var Spekulation og Spil, som slog R.H.K. og Søsterselskaberne i Rusland - som Russisk-Asiatisk Kompagni, The East Sibirian Trading & Packing Co. og andre mindre Foretagender - i Stykker, og som førte til Standsning af store industrielle Foretagender, i hvilke R.H.K. var interesseret, saasom Sprængstoffabriken i Kowrow, Svovlsyre- og Superfosfatfabriken »Rusland«, Firmaerne »Kurolit« og »Standard Laboratorium«, men at det var Revolutionen og dennes helt uforudseelige Konsekvenser, der væltede det hele. Det maa ogsaa pointeres, at der - saavidt det vides - ikke var en eneste Jøde medvirkende ved Handelen i Rusland! Selvom Glückstadt og selve Landmandsbanken havde den stærkeste Indflydelse paa Det Transatlantiske Kompagni, er det aabenbart, at det ikke har været muligt i den her omhandlede Periode at sætte Jøder ind i Kampen om det russiske Marked.

løvrigt vil man kunne give Erik Plum Ret, naar han til Forsvar for R.H.K.’s Arbejde i Rusland i sit 1923 udgivne Skrift om Selskabet paa S. 80 - 81 bemærker følgende:

»Jeg kan vanskelig tænke mig, at nogen dansk Forretning nogensinde har været ude for tilsvarende Vanskeligheder som de, der kom. Rusland havde gennem Aarhundreder været et meget rigt Land, hvor det altid havde været meget fordelagtigt for de store Nationer at arbejde. Nu var der under Verdenskrigen skabt virkelige Muligheder for dansk Initiativ i Rusland, og der var fra Kompagniets Side gjort saa stor en Indsats for at udnytte denne Chance. Saa indtraadte Bolchevik-Revolutionen, hvorved helt nye samfundsmæssige Principer blev indført, og dermed Europas Brud med Rusland. Først blev det private Initiativ lammet, og

298

dernæst blev den private Ejendomsret, der i andre Samfund, selv under Revolutioner, har været anset for et ukrænkeligt Klenodie, saa at sige ophævet. Et hidtil ukendt Fænomen, Proletariatets Diktatur og Kommunismen, skulde praktiseres overfor russiske Undersaatter, under Ledelse af en Klike meget intelligente, men meget fanatiske Mennesker, og blev af disse, da den øvrige Verden søgte at spærre Rusland inde, overført ogsaa til udenlandske Forretningers og Personers Ejendom indenfor deres Magtomraade. Ingen havde tænkt sig Muligheden af en saadan Udvikling, og jeg mener ikke, at der kan

tillægges hverken Kompagniets Bestyrelse eller Direktion noget moralsk Ansvar for, at de ikke havde forudset denne Skæbne.«

Hvorledes nu Erik Plum i Samarbejde med sin Fætter Harald Plum og med Emil Glückstadts Tilslutning i 1919 forsøgte ved Hjælp af militære Foranstaltninger, og 1920 ved Hjælp af diplomatiske Midler, at vende Skæbnen til Gunst for de i Rusland interesserede Foretagender, vil blive andetsteds behandlet (se nedenfor 7d). Her skal blot bemærkes, at R.H.K. 1919 og fremefter forsøgte at skaffe sig nye Afsætningsmuligheder paa andre Markeder, navnlig i de baltiske Lande, Polen, Tyrkiet osv. Dog søgte man ogsaa Forbindelse med et dansk Firma, der havde Kontorer i Murmansk og Archangelsk, i Haab om, at man over disse nordrussiske Havne, der indtil Foraar 1920 stod under engelsk Kontrol, kunde genoptage Leverancerne til de mange Filialer, det Russisk-Asiatiske Selskab havde i Sibirien. Senere dannedes et særligt Aktieselskab, der overtog Filialerne i Murmansk og Archangelsk under Firmanavnet »Jennow Maage & Co.«; disse modtog derefter de Varer, der specielt var opkøbt for det russiske Marked. Samtidig søgte man som sagt nye Arbejdsfelter i de nyopstaaede Stater. Nogle Forretningsmuligheder blev herved ogsaa skabt; men de under Krigen opstablede Varer kunde dog almindeligvis kun afsættes med store Tab. Slutresultatet var, at der ved de her omhandlede Firmaer ultimo 1920 konstateredes følgende Tab:

299Russisk Handelskompagnis Filial, Riga 3.790.799 Kr.A. Iversen & Co., Konstantinopel 2.938.041 Kr.The Polish & Oversea Trading Co., Ltd., Warschau 469.208 Kr.

7.198.048 Kr.

Dertil kom et Tab hos Estonian Trading Co. i Reval af et Beløb mellem 100 - 150.000 Kr.I Rusland blev Nationaliseringen konsekvent gennemført, og de danske Firmaer reddede intet af deres

Varelagre. Forhandlingerne, som 1920 førtes med den bolchevikiske Regerings Repræsentanter, tog et for Det Transatlantiske Kompagni meget tragisk Forløb (se nedenfor 7d). De herved opstaaede Tab anslaas af cand. Polit. A. C. Kaarsen i sine i »Politiken« publicerede Undersøgelser (13. 10. 1922) til alt ialt 75 Millioner Kr. Landmandsbankens Tab heraf var ifølge den Opgørelse, Bankkommissionens Beretning bringer, i Efteraaret 1922 28,5 Mill. Kr. for R.H.K.’s Vedkommende (foruden 5 Mill. Kr. Aktier og hvilende Tab), i Sibirien 18.160.000 Kr. og hos Det Udenlandske Skovindustriselskab ca. 3 Mill. Kr., alt ialt altsaa henimod 50 Millioner Kroner.

For at karakterisere Betydningen af, at Bankdirektør Emil Glückstadt var Formand for Bestyrelsen i Det Transatlantiske Kompagni og som saadan ogsaa havde en afgørende Indflydelse paa de russsiske Foretagender, vil det her endnu være paa sin Plads at gaa nærmere ind paa en Transaktion, som Glückstadt tvang R.H.K. at gaa med til, omendskønt det derved selv led et Tab paa ca. 1.500.000 Kr. Udfra den Mistillid, Erik Plum havde til den russiske Rubelkurs, havde han ved alle Opkøb af Varer i Udlandet draget Omsorg for at kursdække sine Importvarer. Derfor havde Kompagniet stadig realiseret sine Rubelbeholdninger saa hurtigt som muligt. Da nu Salget

300

af Rubel ifølge de russiske Anordninger maatte standses, laante Kompagniet 1916 gennem Den danske Landmandsbank hos det Østasiatiske Kompagni - hvor man ligesom i Landmandsbanken regnede med Rubelens Stigning - 3 Mill. Rubler. Dengang var Kursen 1,10 Kr. for en Rubel. Da nu dette Beløb skulde tilbagebetales i Sommeren 1919, ønskede R.H.K. at regulere Gælden ved Betaling af 3 Millioner i kontante Rubler. Paa dette Tidspunkt var Rublens Kurs imidlertid faldet til ca. 10 øre. Ø.K. var ikke tilfreds med

denne Ordning og nægtede at modtage Beløbet. Der maatte altsaa forhandles om Sagen. Herom beretter Erik Plum nu paa S. 94 i sit ofte nævnte Skrift følgende:

»Etatsraad Glückstadt var Formand saavel i Bestyrelsen for Ø.K. som for Transatlantisk Kompagni, der igen var Russisk Handelskompagnis Moderselskab og Hovedkreditor. Etatsraaden ønskede ikke nogen Strid mellem disse Parter og foreslog derfor et Kompromis, til hvilket man maa sige, at Russisk Handelskompagni blev tvunget til at gaa frivilligt med og hvorefter der blev fastlagt en Kurs paa Rublen paa 50 Øre, saaledes at Russisk Handelskompagni ved denne Regulering blev belastet med Kr. 1.500.000. Kompagniets Direktion var langt fra tilfreds eller glad ved denne Ordning, men da der samtidig blev stillet fremtidigt Samarbejde, Støtte etc. i Udsigt fra Ø.K.’s Side, mente man at maatte acquiescere ved denne Ordning . . . Denne Tankegang synes maaske noget fremmed for disse Dages Danmark, men man maa betænke, at Etatsraad Glückstadt paa det Tidspunkt havde en alt overvejende Indflydelse paa de Foretagender, der var grupperet om Landmandsbanken, og naar han udtalte sin Mening om en Sag, var den dermed faktisk afgjort«. (Udhævelser af Forf.).

Erik Plum bemærker hertil, at han i 1920 endnu ikke var klar over Modsætningsforholdet mellem Glückstadt og H. N. Andersen og over Stillingen indenfor Trekanten: Landmandsbanken, det Østasiatiske Kompagni og Det Transatlantiske Kompagni. Da han senere var naaet saa vidt, at han kunde se igennem disse Forhold, havde han meget stærkt paatalt de ved den trufne Ordning fremkaldte uheldige Konsekvenser overfor Direktionen af Det Transatlantiske Kompagni.

301

Dermed er nogle af de væsentlige Afsnit i Det Transatlantiske Kompagnis Historie behandlet. Bankkommissionens Beretning bringer endnu et Væld af Enkeltheder, der viser, paa hvilken uforsvarlig Maade der i saa godt som alle Koncernens Selskaber er bleven disponeret over de til Raadighed staaende Midler. Der er næsten ikke et Firma, der er gaaet Ram forbi, og naar der saa endelig er et Selskab, der staar under dygtig Ledelse - som Londoner Selskabet Alliance Trading Co. - saa rammer Nemesis alligevel. I de Dage i Maj 1920, da Direktøren for dette Kompagni opholder sig i København for at aflægge Beretning over Regnskabsresultatet for 1919, som viste et Overskud paa 40.000 £ - i netop disse Dage træffer Selskabets Prokurist uheldige Dispositioner i Omsætningen af Hørfrø, der volder et Tab paa 80.000 £. 1920 følger den ene Jobspost efter den anden. Fra Direktøren for de brasilianske Selskaber Paulli meddeles den 14. 2. 1920, at Tabet andrager ca. 6 Mill. Kr., Firmaet F. C. Sievers & Co. i Chile bryder i samme Maaned fuldkommen sammen, hvorved det viser sig, at Indehaveren Sievers ved omfattende Valuta- og Varespekulationer har paaført Selskabet store Tab (som senere opgjordes til ca. 873.000 Kr.), i Sommeren kommer New York-Selskabet Bech van Sicklen & Co. samt Mexicofirmaet A. J. Larsen & Co. i Vanskeligheder, og saadan gaar det stadig videre. Da det stærke Prisfald i Efteraaret 1920 sætter ind, bliver Katastrofen naturligvis større og større. Hvorledes Forholdene f. Eks. i Brasilien laa, fremgaar bI. a. af nogle Erklæringer, Paulli, der var Direktør for D.T.K.’s brasilianske Foretagender, sendte til Hovedsædet i København. Han meddeler bl. a., at Paul Dessau, som havde været Leder af Datterselskabet i Italien og i August 1920 tog til Brasilien for at ordne Forholdene der, efter sin Ankomst »foretog en forceret Likvidation af Firmaerne, hvad der medførte Tab, som ved en rolig Afvikling kunde være undgaaet«. Beretningen tilføjer: »Da Paulli rejste fra Brasilien, opgjorde han Tabene til ca. 10 Mill. Kr., væsentlig hidrørende fra Paul Dessaus alt for hurtige Likvidation.« Og

302

Beretningen fortsætter: »Som et Eksempel paa de Instrukser, man modtog fra København, nævner Paulli et Cirkulære om, at der skulde oprettes en Afdeling for Salg af Pelsvarer. Dette Cirkulære blev dog henlagt i Betragtning af, at Temperaturen paa disse Steder gennemgaaende ligger omkring 40 Graders Varme«. 1920

gaar endnu flere af Selskabets Direktører, som Erik Plum i sit oftere nævnte Skrift betegner som særligt dygtige forretningsmænd, ind i store Vareindkøb, der meget hastigt bringer deres Selskaber ind i en Krise, - saasom Groes-Petersen i U.E.C., den argentinsk-svenske Grossist Tellander ved Union Trading Co. i Buenos Aires og den græske (formodentlig jødiske) Grossist Ino Jahiel *) ved Spansk-Transatlantisk Co. -

1919 og 1920 blev Spørgsmaalet undersøgt, hvorvidt det var muligt at interessere amerikansk Kapital i D.T.K., for ved Hjælp af saadan Kapitaltilførsel at kunne skaffe en vis Aflastning for den store finansielle Risiko, Landmandsbanken havde paadraget sig. Tilskyndelsen til disse Forhandlinger blev givet af Direktør Johannes Larsen, der ledede New York-Selskabet Bech, van Siclen & Co. Henvendelse skete til Bankierhuset William R. Read & Co. i New York. Drøftelserne trak i Langdrag og standsedes i Sommeren 1920, efter at Firmaet W. R. Read & Co havde ladet forstaa, at det ansaas for ønskeligt ogsaa at drage Finanshuset J. P. Morgan & Co. med ind i Forhandlingerne, samt at Majoriteten af D.T.K.’s Aktier maatte overtages af de to amerikanske Banker. Koncernens ledende Mænd befrygtede, at Forbindelsen med den overmægtige Morgan-Koncern i det lange Løb vilde blive altfor farlig.Langt om længe gik det ogsaa op for Harald Plum, der udadtil søgte at bevare sin Optimisme, at det i det lange Løb ikke vilde være muligt at dække over Sammenbrudets sande Omfang. Alligevel foretog han alt muligt for at forhindre, at der sivede altfor meget ud om de katastrofale Forhold og for

*) Jvf. Billedet i Harald Plums Dagbogsblade, 2. Bd., S. 156.

303

navnlig at skjule overfor Landmandsbanken, hvor alvorlig Stillingen var. Erik Plum hævder rigtignok, at Fætteren Harald Plum allerede i Foraaret 1920 havde udtalt Ønsket om, at nogle af de vanskeligst stillede Selskaber maatte likvideres, men at Glückstadt aldrig var rede til en alvorlig Forhandling om saadanne Spørgsmaal, da han endnu regnede med at kunne ride Stormen af. Hvor ængstelig Harald Plum i Virkeligheden har været for, at Sandheden om hans Koncerns Stilling kunde komme frem, ses med stor Tydelighed af en Skrivelse af 20. Septbr. 1920 til Eskil Yding, som Bankkommissionen har kunnet offentliggøre i sin Beretning (S. 265). Den lyder:

»Grunden til at Dessau (d. v. s. Poul Dessau) kommer nu i September i Stedet for i Oktober som aftalt, er mig altsaa ubekendt. Antagelig er det dog for at hjælpe Broderen (d.v.s. Villy Dessau) med hans Vanskeligheder i Italien; under alle Omstændigheder maa kun den Grund, at han vil tilrettelægge Forretningerne mellem Brasilien, Italien og de øvrige europæiske Kompagnier, angives. Det er af Vigtighed, at han ikke kommer op i London-Sagerne og paa den anden Side ikke blander nogen som helst ind i Brasil-Sagerne. Af sidstnævnte Grund tror jeg ogsaa, det vil være heldigst, at han ikke paa dette Besøg kommer hertil. De og han kan jo tale om alt i London. Vi vil herfra lade Brasilien deltage i Forretninger, der giver saa tilfredsstillende Indtægter, at Differencen derovre udlignes af sig selv dels i Aar, dels næste Aar. Enhver anden Fremgangsmaade vil svække Gennemførelsen af de store Planer, som vi har med Dampskibsselskabet her, og Kombinationen med det ved Etablering af et Firma sammen med det i Brasilien. De maa under streng Diskretion fortælle ham om denne Plan«.

Dog, trods alle Kneb kunde Katastrofen i Længden selvfølgelig ikke holdes skjult. Harald Plum foreslog, som allerede nævnt, i Løbet af 1920 flere Gange, at der skulde foretages delvise Likvidationer, men det vilde Glückstadt ikke gaa med til; han kunde end ikke afse Tid til alvorlig Forhandling, da han mente at have vigtigere Ting at foretage sig. Han skulde jo paa Statens Vegne til Paris, for bl. a. at forhandle om den finansielle Ordning med Hensyn til Nordslesvigs Overtagelse.

304

Plum forsøgte gennem Grosserer Collstrop at opnaa, at Glückstadt gav Afkald paa at rejse bort; men forgæves. Han opnaaede kun, at der af Hensyn til Direktør Glückstadts Bortrejse udnævntes en ny Slags Overdirektorat for D.T.K. af de tre Landmandsbankdirektører Ringberg, Rothe og Rasmussen, under Ledelse af Direktør Ove Ringberg, medens den gamle Delegation blev afskediget. Til Trods for, at denne Nyordning ikke betød nogensomhelst Hjælp, blev den gennemtrumfet. Erik Plum bemærker hertil: »Det var umuligt for Direktionen i Transatlantisk Kompagni paa det Tidspunkt at sætte sig imod Etatsraad Glückstadts Afgørelse og hans den Gang afgørende Tillid til Direktør Ringberg. Ikke alene var Etatsraad Glückstadt Kompagniets almægtige Formand, for hvis Anvisning selv Herr Collstrop, der dog ellers havde haft den største Indflydelse, maatte bøje sig, men Landmandsbanken var tillige saavel Kompagniets Hovedkreditor som Hovedaktionær. Banken havde i 1919 overtaget 10 Mill. Kr. af Aktiekapitalen, og med denne Post forenet med de øvrige Poster, der laa i Banken eller under dens Indflydelse, besad den saaledes Majoriteten af Kompagniets Aktiekapital.« (S. 125).

I hele den Periode, da Verdensprisfaldet som en Lavine væltede ind over den transatlantiske Ring og paaførte Selskaberne, som næsten alle var inde paa de mest forvovne Spekulationskøb, fantastiske Tab, foretoges der af den nye Overdirektion intet som helst for at imødegaa Ulykkerne. Man lod alting staa til. Glückstadt var bortrejst, Ringberg havde andre Ting at tage Vare paa, navnlig sine Konsortialspekulationer, og Rothe og Rasmussen fattedes - trods al god Vilje - Evne og navnlig Autoritet, til at gribe ind. Indtil langt ind i Aaret 1921 overlod man D.T.K. til sin Skæbne, og dette skete overfor en Koncern, der arbejdede med større Aktiekapital end Landmandsbanken, og hvis Sammenbrud simpelthen maatte være dødbringende for Banken selv! I Efteraaret 1921 fremsatte Harald Plum Forslag om idetmindste at tage de forskellige Transatlantisk-Russiske Selskabers Erstatningskrav

305

samt de direkte og indirekte Tab i Russisk Handelskompagni ud af D.T.K. og at overdrage dem til et nyt Kompagni, som derefter vilde repræsentere Fordringer og Tab paa Rusland, der med Renten maatte anslaas til ca. 100 Mill. Kr. Glückstadt afviste Forslaget, og Erik Plum formoder, at det skete, fordi Glückstadt »frygtede for, at der under Fremlæggelsen af de russiske Tab skulde komme for Dagen de ganske anderledes betydelige og graverende Tab, som det nu viser sig, at Banken har lidt ved sine Konsortialforetagender«. (S. 147.) Andetsteds pointerer han ogsaa, at Ringbergs Aktiespekulationer »var den virkelige dybtliggende Grund til Bankens utrolige Udsættelsespolitik overfor de af den afhængige Handelseelskaber«.

Altimens havde Glückstadt under Forhandlinger med den tidligere tyske Handelsattache i København Dr. Toepffer forsøgt at forbinde D.T.K. med tyske Import- og Eksportforretninger. Der blev ogsaa dannet et Selskab »Deutsch-Überseeische Wirtschaftsaktiengesellschaft«; men Selskabet traadte aldrig i Virksomhed. Forhandlinger mellem en dansk Delegation under Kammerherre Clan og en Repræsentant for Sovjetregeringen Hr. Kergentzew om Erstatningsspørgsmaalet, som fandt Sted i Efteraaret 1921 i Stockholm, førte heller ikke til noget Resultat. De interesserede Selskaber blev iøvrigt ej heller taget med paa Raad i denne Anledning. Overdirektionen, der dannedes af de tre Landmandsbankdirektører, traadte tilbage i Foraaret 1921, og i Stedet for fik Kontorchef Knud Sthyr fra Udenrigsministeriet den Opgave overdraget at repræsentere Landmandsbanken overfor D.T.K., men ogsaa derved bedredes intet; Harald Plum saa sig ved alt dette tilsidst foranlediget til at indgive sin Demissionsbegæring og traadte den 1. Januar 1922 tilbage fra sin Direktørpost. I Efteraaret 1921 dannedes en ny Bestyrelse, og Formand herfor blev paa Glückstadts Foranledning Grosserer Carl Johan Michaelsen, Heljøde, der siden 1912 havde været administrerende Direktør ved Ø.K.-Selskabet »Dansk Sojakagefabrik«. Endelig satte ogsaa Etatsraad H. N. Andersen igennem, at D.T.K.’s fornemme Han-

306

delshus, Bredgade 42, solgtes til hans eget Assuranceselskab »Baltica«. Nu begyndte altsaa alt at ramle.Ogsaa efter at Harald Plum var traadt helt tilbage fra D.T.K., søgte Glückstadt at holde Tabenes

virkelige Størrelse skjult. Da Regnskabet ultimo 1921 blev opgjort, udviste det, - efter at forskellige Manipulationer var foretaget - et Tab paa kun 3 Mill. Kr. udover Aktiekapitalen, omendskønt den nye Ledelse efter Erik Plums Overbevisning har været vidende om, at Tabene var væsentlig større. Men - fortsætter han: »Dette blev underskrevet af Herr Sthyr som administrerende Direktør, og Direktør Michaelsen forelagde det som Delegeret for Selskabets Bestyrelse, der i Tillid til ham og Sthyrs Underskrift vedtog det.« Generalforsamlingen afholdtes først noget ind i Juni 1922, og »Formanden, Etatsraad Glückstadt, oplæste en Beretning, der ikke som ellers forelaa trykt«. Paa denne Generalforsamling blev det derefter vedtaget, at et nyt Selskab »Externa« overtog Aktier og Passiver i Transatlantisk Kompagni mod at udløse de gamle Aktionærer. Den 20. Novbr. 1922 kom det omsider paa det Russiske Handelskompagnis Generalforsamling til et Generalopgør med Aktieselskabet »Externa« i hvilket der rettedes vel motiverede haarde Angreb mod Direktør C. J. Michaelsen og dennes Svoger Overretssagfører Aage Faurschou. Der dannedes her en ny Bestyrelse for R.H.K., hvorhos den gamle Bestyrelse frafaldt Decharge for det forelagte Regnskab. (Jvf. Erik Plums Skrift, S. 160 - 165 og »Børsen«, den 21. November 1922.)

Da Opgørelserne over de ved Det Transatlantiske Kompagni opstaaede Tab foretoges, beregnes de

i September 1921 til ca. 73.000.000 Kr.

i Slutningen af December 1921 til ca. 140.000.000 Kr.

i Juli-August 1922 pr. ultimo 1921 til ca. 157.000.000 Kr.

og i August 1923 per ultimo 1922 til ca.175.700.000 Kr.

Dertil kommer Tabene hos Det udenlandske Skovindustriselskab med 15,7 Mill. Kr., i The Industrial Trading Co., Dansk

307

Staalindustri og Buddinge Værk med 6,8 Mill. Kr., i Rekylaktierne og Renter 7 Mill. Kr. samt i Overkurser og Dekorter 1,8 Mill Kr., saaledes at de ifølge de af Bankkommissionen foretagne Undersøgelser alt ialt beløb sig til 207 Millioner Kroner.

e) »Nationens Forbillede« Herman Heilbuth.

Blandt de mest dristige og forvovne Spekulanter, som under og efter Verdenskrigen spillede en betydelig Rolle i dansk Økonomi og Politik, maa ogsaa Heljøden Herman Heilbuth nævnes.

Heilbuth fik som ung sin Uddannelse i Gødningsbranchen og var fra 1884 - 96 Leder af Beckett & Meyers Gødningsforretning. Da de i Handelen med Kunstgødning særlig interesserede Firmaer Dansk Svovlsyre (oprettet 1891 ved Overtagelse af Firmaet Güssefeldt & Rée), Importfirmaet Beckett & Meyer samt A/S Fredens Mølles Fabrikker i Marts 1897 enedes om en Sammenslutning og oprettede et fælles Salgskontor under Navnet Det Danske Gødningskompagni, blev Herman Heilbuth og H. Siegumfeldt Ledere for det nye Foretagende. 1900 førtes Trustdannelsen et Stykke videre, idet Beckett & Meyer samt Fredens Mølle lagdes ind under Firmaet Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik, og ved denne Lejlighed blev Heilbuth sammen med Siegumfeldt Direktør for denne Fabrik. Det mægtige Opsving, som Gødningshandelen i den her omhandlede Periode oplevede, var navnlig betinget af den fremadskridende

Intensivering af Landbruget. Derved viste det sig som særlig gavnligt, at Heilbuth allerede 1884 begyndte med at stille Gødningshandelen under videnskabelig Kontrol for paa denne Maade at give Aftagerne Sikkerhed for Levering af absolut gode Gødninger og for samtidig at sikre en rationel Anvendelse af de kunstige Gødningsstoffer. 1901 indledede Heilbuth et

308

nært Samarbejde med Andels-Gødningsforretningen, som oprettedes af Sveistrup-Østergaard.Iøvrigt prægedes Selskabets Udvikling efter Aarhundredskiftet af store Udvidelser. 1902 byggede

Dansk Svovlsyre en Syrefabrik med Koncentrationsanlæg i Kastrup, 1903 en Aftapnings- og Destillationsanstalt paa Nyelandsvej. A/S Fredens Mølles ene Fabrik i Mundelstrup, som Dansk Svovlsyre 1902 overtog for en Pris af 200.000 Kr., blev 1904 efter en stor Ildebrand genopbygget. Til Fremme af Handelsvirksomheden oprettedes dernæst 1906 et eget Kontor i Hamburg, der endnu samme Aar konstitueredes som et selvstændigt Selskab under Firmanavnet Nordische Salpetergesellschaft. En yderligere Udvidelse foretoges 1907, da alle Aktier i A/S Blaakilde Mølles Fabrikker købtes, hvorved to Benmelsfabrikker i Hobro og Utterslev gik over i Selskabets Eje. Senere traadte Dansk Svovlsyre i nærmere Samarbejde med Ø.K., som i 1913 overtog for 1 Mill Kr. Aktier i Svovlsyre- og Superphosphat-Fabriken Limfjorden (Nørre Sundby), hvis Kapacitet androg 70.000 Tons. 1913 - 14 blev endelig ogsaa en ny Fabrik i Fredericia oprettet med en Kapacitet paa ca. 80.000 Tons. Langt om længe antog Foretagendet altsaa ret store Dimensioner, og henimod Krigen var man naaet saa vidt, at Selskabet med sine store Fabrikker næsten kunde dække hele det indenlandske Behov for kunstige Gødningsstoffer. Af Landets samlede Forbrug i 1914, 335.000 Tons, leverede Selskabet alene 285.000. Hele Foretagendet befandt sig altsaa i en absolut sund Udvikling, som det ogsaa viste sig i Selskabets Aktiekurser, der til Stadighed viste stigende Tendens uden store Svingninger, fra 128 i Januar 1904 til 293 1/4 i Januar 1914.

Paa det sidstnævme Tidspunkt, d.v.s. ved Udgangen af 1913, standsede Heilbuth sin Virksomhed indenfor Dansk Svovlsyre paa Grund af Uoverensstemmelser med sin Meddirektør Siegumfeldt. Heilbuth mente selv at have for lidt Handelsblod i Aarerne til med Gavn at kunne virke videre i Dansk Svovlsyre. Han gjorde ogsaa gældende, at hans Inter-

309

esser laa paa andre Felter, og at han navnlig følte sig tilskyndet til at gøre en Indsats indenfor Landets Politik.

Saaledes gik det til, at Herman Heilbuth under Verdenskrigen ikke mere havde med sit oprindelige Erhverv, Gødningshandelen, at gøre, men derimod skaffede sig en mægtig Formue ved dristige Transaktioner som Skibsreder og samtidig opnaaede en ligefrem overvældende Indflydelse i Landets almindelige Politik. Sandelig: naar Jødernes Udskejelser under og efter Krigen skal behandles, fortjener Heilbuths Bedrifter i denne Tid særlig Opmærksomhed.

Heilbuth vandt under Krigen særligt Ry gennem sin storslaaede Kapitaludbytning som Storaktionær i Dampskibsselskaberne ”Vesterhavet« og »Dania« og ved den ejendommelige Maade, paa hvilken han misbrugte sin Stilling som Medlem af Prisreguleringskommissionen til at varetage sine egne Aktionærinteresser: Redaktøren af Dagbladet ”Børsen” (senere Bankinspektør og navnkundigt Medlem af Bankkommissionen, dernæst 1923 - 1931 Nationalbankdirektør) H. Green har givet nøje Oplysninger om disse besynderlige Transaktioner i sin Piece: »Nationens Forbillede« (2. Oplag. 1918), et lille Kampskrift, som gengiver en grundlæggende Artikel om Sagen, der under den nævnte Titel publiceredes i »Børsen« den 15. Januar 1916, samt nogle Kommentarer til denne Artikel. Green har her paa en sjælden uforfærdet Maade skildret, med hvilken Snedighed og List Jøden Heilbuth forstod at erhverve sig en Millionformue og

samtidig ved Hjælp af en dertil købt Presse kunde bevare sin Anseelse som en Mand med særlig social Forstaaelse og forbilledligt Samfundssind.

Hovedmanden for de Rederier, om hvilke der i det følgende vil være Tale, var oprindelig Konsul og Grosserer Ditlev Lauritzen i Esbjerg, der 1884 oprettede en Trælasthandel i denne By, men senere udvidede sin Forretning med Kul, Kunstgødning, Smør, Korn, Foderstoffer osv. og ved den stigende Omsætning af disse Massevarer tilsidst ogsaa blev interesseret

310

i Skibsfarten. 1900 oprettede han Dampskibsselskabet »Dania«, senere blev han korresponderende Reder for det 1895 stiftede Dampskibsselskab» Vesterhavet«. I disse to Selskaber gik Aktiemajoriteten i de sidste Aar før Verdenskrigen over til denne D. Lauritzen og - Herman Heilbuth, hvorved disse to Storaktionærer samtidig vandt den afgørende Indflydelse paa Rederiernes Udbyttepolitik, i "Dania« som Selskabets "Kommitterede«, i ”Vesterhavet« Lauritzen i sin Egenskab som Reder og Heilbuth atter som Kommitteret. I »Vesterhavet«s Bestyrelse sad desuden Bankdirektør i Holstebro, Etatsraad I. P. Aggerholm, som Formand, og som fjerde Medlem fhv. Skibsfører S. Meinertz, der tillige var Selskabets eneste Revisor! Paa Udbyttefordelingen havde disse to Mænd, som det er bleven oplyst, ingensomhelst Indflydelse.Det var navnlig »Vesterhavet«s Udbyttepolitik, som under Verdenskrigen vakte den største Opmærksomhed.

Dette Selskabs Aktiekapital androg 1913 een Million Kroner. Takket være de gunstige Forhold for Skibsfarten opnaaedes allerede før Verdenskrigen relativt store Indtægter, saaledes at Rederiet 1912 kunde give et Udbytte paa 15 pCt. og i det følgende Aar, 1913, ikke blot den samme Dividende, men desuden 100 pCt. i Friaktier til Aktionærerne. Trods Udvidelsen af Aktiekapitalen kunde Dividenden derefter for 1914 og 1915 atter fastsættes til 15 pCt. Heilbuth og Lauritzen forstod altsaa ret godt at udnytte de Chancer, som Forholdene i Skibstrafiken bød. 1916 raadede Rederiet »Vesterhavet« over 27 Skibe. Fragterne, der sidenhen, efter Indledelsen af den skærpede Ubaadsblokade, indsejledes af denne Flaade, var enorme. Muligheden for en væsentlig Forhøjelse af Dividenden blev nu ejendommeligvis ikke udnyttet, derimod blev de mægtige Overskud, fra 1916 at regne, for største Delen overført til de forskellige af »Vesterhavet« oprettede Fonds, medens Dividenden holdtes nede paa 20 pCt. af Aktiekapitalen. Stigningen af de enkelte Fonds Beholdninger fremgaar af følgende:

311

1. Jan. 1914 1. Jan. 1918Reservefond 1.000.000 Kr. 8.500.000 Kr.Udbytte-Regulerings-Fond 150.000 Kr. 2.000.000 Kr.Afskrivnings- Regulerings- Fond 150.000 Kr. 2.000.000 Kr.Fond for Nyanskaffelser 10.103.244 Kr.Samlede Reserver 1.300.000 Kr. 22.603.244 Kr.

Resultatet af denne Udbyttepolitik var selvfølgelig en voldsom Stigning af Kurserne paa Dampskibsselskabet »Vesterhavet«s Aktier, navnlig fra 1916. Enkelte Tal - gengivet efter H. Greens Skrift - viser Udviklingen:

Marts 1911 130Køber

- 165Sælger

November 1912 215 ” - 300 ”

Oktober 1913 140 ” - 175 ”

April 1914 110 ” - 195 ”

November 1915 366½ ” - 435 ”

Maj 1916 525 ” - 650 ”

Novbr. Med. 1916 1400 ” - 1700 ”

Maj ult. 1917 1000 ” - 1200 ”

Decbr. Med. 1917 1200 ” - 1400 ”

16. Maj 1918 1525 ” - 1700 ”

23. Maj 1918 1400 ”

Tilsidst blev der den 20. Juni 1918, efter at Skibene var solgt og Rederiet likvideret, noteret en Køberkurs paa 2250. Kursstigningens afgørende Del skete, som det fremgaar heraf, i Aaret 1916. Dog den egentlige Kulmination af Kurserne indtraadte efter Offentliggørelsen af Meddelelsen om Salg af Skibene og Likvidationen, idet der den 20. Juni 1918 noteredes en Køberkurs paa 2250!

Og hvad var nu Grunden til, at d’Hrr. Heilbuth og Lauritzen i Stedet for at gaa over til en Forhøjelse af Dividenden, saaledes som det almindeligvis skete hos Dampskibsselskaberne

312

i denne Periode, lod overføre de mægtige Overskud til Selskabets Fonds? Ja, det er netop Besvarelsen af dette Spørgsmaal, der vil vise, med hvilken Snarraadighed Jøden forstaar at tilrane sig Kapitalens Udbytte paa Samfundets Bekostning og derved endog kan bevare Skinnet af at ville gavne og at have gavnet Samfundet. Historien om Dampskibsselskabet »Vesterhavet«s Udbyttepolitik og dennes specielle Forudsætninger giver et yderst illustrerende Skoleeksempel netop til Belysning af de specifikt jødiske Forretningsmetoder.

Da Verdenskrigen udbrød i August 1914, maatte Regeringen selvfølgelig være forberedt paa at træffe Foranstaltninger, der sikrede Samfundet et nogenlunde stabilt Prisniveau. Til dette Formaal udstedtes midlertidig Lov af 7. August 1914 om Regulering af Prisen paa Levnedsmidler og Varer, paa Grund af hvilken Priskontrollen indførtes og hvorved det samtidig overdroges den saakaldte overordentlige Kommission at gennemføre de i Medfør af Loven fornødne Foranstaltninger. Maalet var at sikre Landets Behov af de nødvendige Forbrugsartikler, at forhindre Spekulationsforretninger i Varer og at modarbejde Prisaager. Til Opnaaelsen af dette Formaal indrømmedes der Kommissionen vidtrækkende Myndighed til at indvirke regulerende paa Handelen med og Priserne for Levnedsmidler og Varer. Kommissionen kunde saaledes »kræve alle for sin Virksomhed fornødne Oplysninger meddelt mundtligt og skriftligt saavel af alle statslige og kommunale Myndigheder som af private« osv. Der maatte herefter naturligvis regnes med,

at Regeringen til denne Kommissions Medlemmer vilde udnævne saadanne Personer, som efter deres Stilling og Karakter gav fuld Borgen for, at alles Interesser vilde blive varetaget paa absolut saglig og upartisk Maade af Kommissionen, og som ingenlunde vilde misbruge deres Hverv til Varetagelse af egne egoistiske Interesser.

H. Green understreger nu, at dette Princip paa ingen Maade blev respekteret ved Udnævnelsen af Kommissionens Repræsentanter for den almindelige danske Handel og Skibs-

313

fart, idet netop d’Hrr. H. Heilbuth og D. Lauritzen blev udpeget som de nævnte Erhvervsgrenes Repræsentanter. Hvad var nu Grunden til denne paafaldende Udnævnelse, der foregik uden om Grosserer-Societetet og uden at andre interesserede Kredse var bleven hørt. Green svarer: »Ærtehalm! Kommissionen skulde jo sortere under Indenrigsministeren. Hr. Rode valgte sin nære Fælle, den radikale Presses Financier, Hr. Heilbuth, til at repræsentere Handelen, og Hr. Heilbuth trak da sin nære Fælle, Hr. Lauritzen, med sig til at repræsentere Skibsfarten. Ærtehalm! Intet andet!«

Heilbuth var selvfølgelig nu straks ivrig efter at udnytte sin nye Stilling til at mele sin egen Kage. Han var jo ikke for ingen Ting Jøde, og som den drevne Forretningsmand han var, var han heller ikke længe om at udpønse en særlig raffineret Metode til at holde sit Rederis Indtægter fri for den særlige Krigsbeskatning, som ramte alle konkurrerende Dampskibsselskaber. Til dette Formaal opfandt han det, som Green saa træffende betegnede som »moralsk Dividendepolitik« og som gik ud paa, at Rederierne skulde tvinges til højst at udbetale en Dividende paa 20 pCt., saaledes at Overskudet hovedsagelig overførtes paa Selskabernes Fond for senere at kunne tjene til Fornyelsen af Handelsflaaden. Heilbuth og hans Medaktionær Lauritzen propaganderede fra Efteraaret 1915 for denne Tanke og opnaaede endelig i den overordentlige Kommissions Forhandlinger i Januar 1916, at der fra Kommissionen rettedes en Henstilling til Regeringen om at overveje, hvorvidt der var Mulighed for at skabe en forøget Skat paa Merindkomst i progressivt Forhold for de Selskaber, der satte Udbyttet højere end 20 pCt. Planen gik imidlertid i Vasken, da Finansminister Edvard Brandes ansaa det for klogere at lade Rederierne fastsætte højere Udbytte, da der dermed ogsaa sikredes Statskassen øgede Indtægter. Heilbuths Bestræbelser i denne Retning slog altsaa fejl. Men saa forsøgte han at lægge Sagen om paa en anden Bov. For at udøve et moralsk Tryk paa Rederierne i den ønskede Retning, lod han og Lauritzen nemlig paa et

314

uforholdsmæssig tidligt Tidspunkt - d.v.s. allerede den 14. Januar 1916 - gennem Ritzaus Bureau »Vesterhavet«s Regnskab og Udbyttefordeling for Aaret 1915 bekendtgøre under Fremhævelse af, at Dividenden var fastsat til kun 20 pCt. Men ogsaa dette Forsøg paa at gennemtvinge den saakaldte »moralske Dividendepolitik« slog fejl.

Dog hvad kunde nu foranledige Heilbuth til saa ihærdigt at agitere for, at der for Dampskibsselskabernes Vedkommende fastsattes en Maksimumsdividende paa 20 pCt. Var det da ikke et Bevis paa, at han blot var interesseret i at holde private Kapitaludbytningsinteresser nede til Fordel for Samfundet?

Viste han ikke derved, at han paa uegennyttig og paa en købmandsmæssig aldeles forsvarlig Maade søgte at fastholde Midler til den fremtidige Nyopbygning og Udvidelse af den danske Handelsflaade? Man skulde næsten tro det, og Organer som »Politiken« og »Socialdemokraten« søgte ogsaa kraftigt at fastslaa, at det netop var saadanne forstandige, af ædle Motiver bestemte Overvejelser, der havde givet Anledning til det saa haardt omdisputerede Heilbuth’ske Forslag. Dog Redaktør H. Green ved det bedre, idet han paapeger, at d’rr. Heilbuth og Lauritzen anbefaler Fastsættelsen af en Maksimumsdividende for Dampskibsselskabernes Udbyttepolitik, fordi de

1. dermed kun kan skade de konkurrerende Firmaer til Fordel for A/S Vesterhavet,2. dermed undgaar at betale en meget følelig Merindkomst- og Krigsskat af Kapitaludbytte og3. ovenikøbet kan fremkalde det Indtryk, at de som Medlemmer af den overordentlige Kommission paa forbilledlig Maade sikrer Samfundets Tarv ved at holde kapitalistiske Kapitalinteresser i Ave og ved at virke hen til en Opsamling af de under Krigskonjunkturerne indvundne særlige Fragtindtægter til Brug for Genopbygning af Skibsfarten efter Krigen.

315

H. Green gennemskuer dette forløjede Spil og giver klar Besked om, hvad Hensigten var, og hvad d’Hrr. Heilbuth og Lauritzen ved deres Fremgangsmaade i Virkeligheden tilsigtede og ogsaa opnaaede.

Han paapeger her i første Række Betydningen af, at Aktionærerne i »Vesterhavet« i Aaret 1913 foruden 15 pCt. Udbytte for 1912 ogsaa fik 100 pCt. i Friaktier, da dette faktisk betød 100 pCt. + 30 pCt. af deres Kapital, og at dette selvfølgelig ogsaa maatte virke ind paa den fremtidige Størrelse af Udbyttet. Han bemærker herom allerede i sin den 15. Januar 1916 publicerede Artikel: »1914’s tilsyneladende beskedne 15 pCt. svarer altsaa i Virkeligheden til 30 pCt. og 1915’s 20 pCt. er faktisk 40 pCt. Lægger man sammen, hvad Aktionærerne har faaet i 1912 - 1915, bliver dette 215 pCt. eller i de sidst forløbne fire Aar en Gennemsnitsdividende af 53,75 pCt., det vil med andre Ord sige, at intet os bekendt dansk Dampskibsselskab i disse fire Aar har kunnet udbetale saa meget. Green gør endvidere i sin Artikel opmærksom paa, at »over for de mange beskedne Aktieejere med 10.000 à 20.000 Kr. Aktier i de forskellige Selskaber staar Hr. Heilbuth som den, der med en efter danske Forhold overordentlig stor Formue er i Stand til at interesser« sig i de Foretagender, han tager Del i, paa en Maade, at han - alene eller sammen med en enkelt eller et Par enkelte - ganske har Herredømmet og Raadigheden over det paagældepde foretagende.« Dette var, mener Green, ogsaa Tilfældet med A/S Vesterhavet, og hvad det betød viste sig navnlig i dette Foretagende, som i Sammenligning med andre Dampskibsselskaber maaske havde opnaaet den relativt allerstørste Fortjeneste og nu kunde disponere over Indtægterne til privatkapitalistisk Fordel saaledes, som Indehaverne af Aktiemajoriteten ansaa det for godt og rimeligt. De kunde derhos ogsaa dotere sig selv paa andre Maader. Green knytter hertil følgende meget sigende Betragtninger: »Set fra et privatkapitalistisk Synspunkt er det maaske endda slet ikke saa gal en Ide at lade saadanne Penge, som man altsaa kan tage, naar det

316

passer en (f. Eks. i endnu en Gang Friaktier), i en Skattedyrtid som nærværende blive liggende i Kassen. Saa skal der da kun en Gang svares Krigsskat af dem. Af mange andre af den Slags Penge svares der jo nemlig baade to og tre Gange. Ja, man vilde maaske endog uden synderlig Opfindsomhed kunne forestille sig, at en saadan Fremgangsmaade netop for Privatpersonen Heilbuth kunde stille sig som ganske hensigtssvarende, altsaa opfylde et smukt Dobbeltformaal, nemlig baade at være saare moralsk og saare fordelagtig. Tænker man Sagen igennem, tør man vistnok som givet gaa ud fra, at Hr. Heilbuths Skatteindtægt for 1915 i langt overvejende Grad vil være Indtægt af Formue, d.v.s. Afkastning af Obligationer og Aktier.Hr. Heilbuth er jo fra aktiv Virksomhed i Forretningsverdenen gaaet over til at gøre i radikal Politik, men driver jo ellers ikke Krigsforretning. Nu er jo den radikale Krigsbeskatning saaledes indrettet, at de store Indtægter ikke særligt beskattes, naar de bare ikke er større, end de plejer at være. De, der f. Eks. har haft nogle magre Aar efter 1910, men derefter nu atter har faaet deres tidligere Indtægter tilbage, de straffes jo

nu for disse magre Aar ved en Særskat i disse Aar, som ikke rammer dem, der stadig har haft lige fede Dage (dette er jo et af den radikale Skattepolitiks Retfærdighedsudvalg).« Derefter resumerer Green, at Heilbuth netop ved at fastholde Dividenden paa de 20 pCt. undgaar med sin Merindkomst at blive ført ind under Krigsbeskatningen, foruden under den almindelige Beskatning, og at den i al Slags Spekulation drevne Skibsreder Heilbuth derfor ved sin moralske Dividendepolitik bedst kan hytte sine privatkapitalistiske Interesser. Heilbuth ræsonnerede jo heller ikke her saa helt tosset, da den langt større Fortjeneste jo dermed alligevel ikke vilde løbe fra ham.Synspunkterne kunde altsaa, mener Green i sin 1916-Artikel, i denne Sag være særligt rigt facetteret, og »Aristokraten blandt Dampskibsaktionærer har jo selvfølgelig Lov til, dér hvor han har Raadighed, at gennemføre sine Synspunkter«.Men hermed skulde han dog ikke anse sig for berettiget til,

317

som Medlem af den overordentlige Kommission at paatvinge den mere beskedne demokratiske Hob blandt Dampskibsaktionærerne sine Synspunkter og ovenikøbet gøre sig til af sit forbilledlige Samfundssind. At Regeringen under Krigsforholdene paa den ene eller anden Maade greb ind i Næringslivets frie Dispositionsret, var noget, den lovlydige Borger maatte og kunde finde sig tilrette med, men det maatte selvfølgelig vække den dybeste Indignation, at en Mand som Heilbuth under de skildrede Forhold gjorde Forsøg paa at opkaste sig til Formynder for danske Redere og andre Skibsfartinteresserede.

Det var altsaa den Kritik, H. Green rettede mod Hr. Heilbuth i »Børsen« den 15. Januar 1916.Svaret udeblev ikke fra Modstandernes Side, d.v.s. fra den radikale, med Heilbuth’ske Midler

financierede Presse samt fra den socialdemokratiske Presse. »Politiken« lægger for i Modangrebet. Bladet publicerer den 16. 1. 1916 under »Naboer og Genboer« en Artikel, i hvilken det ironiserer over, at Bestyrelsen for et Dampskibsselskab overfaldes netop i et Handelsorgan, fordi den ikke vil give større Udbytte end - 20 Procent! Men Bladet har straks Forklaringen paa rede Haand, idet det kort og godt bemærker: »Forklaringen er den simple, at Bladets to Redaktører tillige har Borgerskab som Outsider-Vekselerere og driver Forretning som saadanne, og i denne Egenskab er det i deres Interesse at faa Kurserne saa højt op som muligt, hvorfor et Skridt, der forekommer dem at kunne virke i modsat Retning, fordi det kunde opfordre andre Skibsredere til at følge det givne Eksempel, ganske naturlig faar de to Herrer til at se rødt.« (En Bemærkning, der desværre ikke var helt ved Siden af, da d’Herrer Green og Stein faktisk en kortere Periode i Krigsaarene drev Vekselererforretning, men dog snart blev klare over, at dette var uforeneligt med deres Stilling som Børsen’s Redaktører og derefter standsede den.) »Politiken« mener iøvrigt, at hele Kontroversen mellem »Børsen«, der selv prunkende kaldte sig »den danske Handels Dagblad«, og Samfundets Talsmand (!) Hr. Heilbuth paa det

318

klareste viste Modsætningen mellem paa den ene Side dem, der som Vekselerere fra Dag til Dag havde deres egne smaa Særinteresser at varetage, Interesser, der meget ofte ikke faldt sammen med Handelens og Erhvervslivets, og paa den anden Side dem, der føler deres Ansvar overfor Samfundet og derfor »i Stedet for at sprede de indvundne Penge for Vejr og Vind søger at holde saa mange som muligt af dem i Selskabets Kasse for dermed at betale en Række Ny-Anskaffelser, som er bestilt.« Det maatte jo dog være indlysende, at Landet havde større Interesse i, at Handelsflaaden forøges, end at mere eller mindre tilfældige Aktionærer faar uhyre Dividender. Og naar en Mand som Heilbuth netop disponerede ud fra saadanne Overvejelser, var saa sandelig Tanken om, at man ved den foreslaaede Indførsel af en Maksimaldividende forsøgte at snyde sig fra en Del af Merindtægtsskatten, ligefrem oprørende, en infam Insinuation, der hørte hjemme i Skandalepressen«.

Saa mange var Ordene i »Politiken«, som den 26. Jan. 1916 endnu engang pointerede, at Angrebet havde maattet vække »overordendig Forundring specielt i et Organ, der vil gaa og gælde for et Organ for dansk Handelsliv og ikke for ensidige Børsspekulantinteresser”.»Socialdemokraten« er selvfølgelig straks med i Laget, hvor det drejer sig om at forsvare Jøden Heilbuths Interesser. Bladet understreger (18. 1. 1916) ligeledes, at det er Egeninteresse, der har været bestemmende for Redaktørerne Greens og Steins Polemik -- »der som bekendt driver Virksomhed som Veksellerere« og at de er med i den Mistænkeliggørelsens Agitation, der er iværksat paa Børsen, Mand og Mand imellem, stigende navnlig i den senere Tid med Børsskattens og Fragtreguleringens gennemførelse for Øje. Den 21. 1. 1916 slaar derefter det socialdemokratiske Hovedorgan rigtig løs, idet det afviser Paastanden om, at Heilbuth ved den af ham foreslaaede Ordning forsøgte at unddrage sig Betalingen af Krigsskat. Det er, erklærer Bladet, noget Vrøvl, »Børsen« skriver. Og til Begrundelse for denne Opfattelse fortsætter dette Blad, som selv stod i den

319

jødiske Højfinans’ Tjeneste og ved sin Chefredaktør Borgbjerg allerede paa denne Tid havde indledet et intimt Samarbejde med Jøderne Parvus og Sklarz, med følgende Betragtninger: »Det opsigtvækkende ligger dog ingenlunde heri (at »Børsen«s Betragtninger er noget Vrøvl), men deri, at dette Blad for kapitalistiske Interesser som den selvfølgeligste Ting af Verden fortæller, at naar et eller to Medlemmer af Kapitalist-Lavet i en for hele Landet stærkt trykket Tid anbefaler at skære en lille Smule af den ublueste Profit bort til Lettelse af Befolkningens Forsyning med de allernødvendigste Livsfornødenheder, saa er det den skæreste og den mest udspekulerede Havesyge, der nu leder dem. Naar vi afdækker det personlige Begær bag Kapitalisternes Optræden, da hyles der fra Vore Modstandere op om vort materialistiske Syn, men naar et Par Kapitalister træder en Smule udenfor de snævreste Kapitalist-Interesser, hvor skadelige de end er for Land og Folk, saa tillægger Kapitalisterne øjeblikkeligt aldeles ugeneret deres Kaldsfæller den usleste Tankemaade. Det er jo af sine egne, man skal have det.« For »Socialdemokraten« er det en afgjort Sag, at Heilbuths Forslag kun har tilsigtet »at faa ogsaa de øvrige Dampskibsselskaber til at holde deres Dividende nede paa dette Niveau og bruge det øvrige indvundne Udbytte til Udvidelser«. Altsaa, lad Socialdemokraterne blive fri for Kritik mod det Par ædle Kapitalister, der træder ”en Smule udenfor de snævreste Kapitalist-Interesser« - d.v.s. mod Mænd som Heilbuth og - sikkert her underforstaaet, selvom han i Januar 1916 ikke er paa Tapetet endnu - Parvus.

Ogsaa andre radikale Blade, der i Heilbuth har deres store Financier, er inde paa tilsvarende Betragtninger og fremhæver Hr. Heilbuths ædle Motiver. Han ønskede jo kun, at Dampskibsselskaberne skulde give »en i Forhold til den indsejlede Fortjeneste beskeden Dividende«, saa det øvrige Overskud kunde henlægges til en senere Konsolidering af Skibsfarten. Ifølge Greens indledende nævnte Kampskrift har der i denne Sammenhæng endog været Tale om, at Rederiet »Vesterhavet«

320

ved den af Heilbuth indledede moralske Dividendepolitik vilde opnaa 1918 at have »en Flaade paa ca. 50 Dampere« og at Selskabet til denne Tid vilde kunne gavne Fædrelandet i særlig Grad »ved at tilføre Danmark Forsyningen af de Varer, vi behøver fra Udlandet«.

Konsul Lauritzen, Medindehaver af »Vesterhavet«, faar selv et omfangsrigt Indlæg frem i »Børsen« af 16. Jan. 1916 vedrørende »Vesterhavet«s Udbytte-Deklarering, i hvilket han selv - for at faa sin Kompagnon Hr. Heilbuth ud af Skudlinien - overtager hele Ansvaret for alt det skete. Der kunde altsaa ifølge hans Fremstilling paa ingen Maade være Tale om »Hr. Heilbuths Politik«. Det var ham selv, der havde tilskyndet Fastsættelsen af Dividenden til 20 pCt., da han altid havde hyldet det Princip, »at de

Penge, som en Virksomhed tjener, først og fremmest skal anvendes til Konsolidering af den paagældende Virksomhed, og at den indtjente Kapital, hvis Foretagendet er rentabelt, anvendes til Udvidelse og ikke til i et enkelt Aar at fylde Aktionærernes Lommer«. Hvor lyder dog saadanne Betragtninger besnærende. Blot glemte Hr. Lauritzen at forklare, hvorfor »Vesterhavet« saa i Aarene 1912 til 1915 havde udbetalt en Gennemsnitsdividende paa reelt 53,75 pCt., glemte han ogsaa at tage Hensyn til, at de Aktionærer, hvis Interesser her var Tale om, saa godt som udelukkende bestod af to Personer: ham selv og den ak saa sagesløse Hr. Heilbuth. - Lauritzen bemærker endvidere, at Dividenden var bleven fastsat til 20 pCt., fordi man haabede paa denne Maade bedst at kunne imødegaa Regeringens Plan om at indføre en fast Afgift paa Selskabernes Brutto-Fortjeneste, der maatte virke ruinerende paa Rederiernes Budget. Og saa vedkender han sig Tanken om en Beskatning af de store Dividender, da Dampskibsselskaberne jo netop ved en saadan Foranstaltning vilde se sig nødsaget til at henlægge de store Overskud til senere Tider, hvor Skibsbygningen atter kunde sætte ind. »Jeg mener,« bemærker Lauritzen, »fremdeles, at hvis en Skibsreder ikke i Øjeblikket kan komme til at bygge nye Skibe, da vil det være

321

langt sundere at anbringe de indtjente Penge i Værdipapirer, som giver en god Rente, for paa den Maade at sikre sit Selskab en god Renteindtægt, indtil det Tidspunkt kommer, da Skibe kan bygges.« Ja, Pengene skulde jo tjene til Udvidelse af Selskabets Flaade og derved skabe en Mængde Arbejde for dansk Skibsbygningsindustri og andre Virksomheder, og samtidig skaffe Arbejde til Søfolk og Maskinpersonale og andre, der er knyttede til Skibsfarten. Altsaa, Ansvaret over for Samfundet, over for de i Skibsfart og Skibsbygning interesserede Parter, men naturligvis ogsaa over for Aktionærerne, er Aarsagen til Fastsættelsen af de 20 pCt.’s Dividende, intet andet! Alt dette, mener Lauritzen, er »at foretrække for en Kortsigts-Politik med Udbetaling af Dividender paa maaske 50 à 70 pCt. eller mere«; ja, saaledes siger han, og mener med saadanne Floskler at kunne bortdisputere sit eget Selskabs reelle Gennemsnitsdividende paa 53,75 pCt.! Endelig indrømmer Lauritzen, at »Foranledningen til vort Regnskabs tidligere Fremkomst« virkelig var at man ønskede, herved i al Beskedenhed (!) at »foregaa andre Redere med et Eksempel, man kalde det godt eller ondt«.

»Børsen« gør overfor disse saa skønt klingende Fraser gældende, at hele Argumentationen var ved Siden af, og at d’Hrr. Medlemmer af Prisreguleringskommissionen Lauritzen og Heilbuth i alle deres Bestræbelser kun var ude efter at falde deres Kolleger i Ryggen, »der jo ikke alle sammen for to Aar siden har været i Stand til - eller forudseende (!) nok til at udbetale 100 pCt. i Friaktier«.

Men der var endnu to særlig kompetente Personligheder, der tog Stilling til Sagen, nemlig Indenrigsminister Ove Rode og endelig Hr. Heilbuth selv!

Da Forslaget om Bidrag af Skibsfarten til Foranstaltninger under Dyrtiden den 22. Januar 1916 behandledes i Rigsdagen, kom Indenrigsministeren henimod Slutningen af sin Tale ind paa det staaende Mellemværende mellem »Vesterhavet«s Redere og Dagbladet »Børsen«. Rode udtalte under Henvisning til,

322

at Ministeriet vilde beskæftige sig meget grundigt med det af Prisreguleringskommissionen fremsatte Forslag om en særlig høj Beskatning af Selskaber, som gav en højere Dividende end 20 pCt., følgende (jvf. Sp. 2716 i Folketingets Forhandlinger):

»Jeg vil minde om, at ikke saa snart var det meddelt, at den overordentlige Kommission havde fremsat en saadan Tanke, før det Organ, der betegner sig som Handelens Organ her i Landet, overfaldt de Mænd, der havde fremsat denne Plan, med fuldkommen smudsige Beskyldninger. Det vilde være meget ønskeligt, om Handelsstanden kunde holde sit Organ saaledes i Ave, at det ikke overfaldt den overordentlige Kommissions Medlemmer med smudsige

Beskyldninger.«

Rode var modig nok til at fremsætte disse Injurier indenfor Rigsdagen, men da han opfordredes til ogsaa at gentage dem udenfor Tinget, svigtede Modet. »Børsen«s Redaktion anmodede derefter Folketingets Formand om at give Tilladelse til, at Rode for disse Udtalelser droges til Ansvar for Domstolene, men fik - selvfølgelig - Afslag paa denne Henstilling. Anmodningen gjorde hele 9 Ugers Overvejelser paakrævet, og derefter forelagde den radikale Regerings særlige Tillidsmand, Folketingsmand Ivar Berendsen, i Forhandlingen den 30. 3. 1916 en af ham selv affattet Betænkning, i hvilken han erklærede, at Hr. Rodes Bemærkninger havde været »berettiget« og at man iøvrigt ikke kunde være sikker paa, om Rodes Ord skulde »forstaas saaledes, at det er smudsigt at rejse Beskyldningerne eller saaledes, at Beskyldningerne gaar ud paa at tillægge de to Medlemmer af Kommissionen smudsige Handlinger og Motiver«. Bortset fra, at det havde været mere ligetil, om Minister Rode selv havde givet den tilsyneladende nødvendige Fortolkning af sine Ords Mening eller ogsaa havde stillet sig til Raadighed for en Behandling af Sagen ved Domstolene, er dette Berendsen’ske Indlæg vel nok et Mesterstykke af jødisk Rabulistik.

Dog endelig - som et Punktum i hele Kontroversen - tog ogsaa Herman Heilbuth selv til Orde. Han følte sig altsaa dog ikke saa sagesløs som af Kompagnonen Lauritzen frem-

323

stillet, at han ikke selv ansaa det for tilraadeligt at forsvare sin Holdning. Derfor bragte han i den Presse, han havde købt med sine Penge, følgende til Klarlæggelse af sin Opfattelse:

»Danmarks Handelsflaade er meget lille, sammenlignet med den norske, og for lille til at tilføre Danmarks Forbrug af Varer, naar indarbejdede Ruter skal opretholdes, men ved nu i disse Aar at begrænse Dividenden til en rimelig Rente af Aktiernes Værdi (!!) og beholde Resten af Overskudet i Kassen, kan Rederne i Løbet af de nærmeste Aar efter Krigen, naar Skibe atter bliver billigere, i væsentlig Grad forøge den danske Handelsflaade. Erhvervelse af en hel ny Flade, betalt af forud fortjente penge, vil være til lige Held i Fremtiden for Selskaberne og for vort Samfunds Økonomi.

Man maa undre sig over den megen Opstandelse, denne naturlige Betragtning har givet Anledning til. Det viser, i hvilken Grad Aktionær-Interesser for øjeblikket i vide Kredse har Overtaget over den købmandsmæssige Betragtning, der mere ser paa Sikkerhed og Fordel i det lange Løb end paa den øjeblikkelige Gevinst.« (Udhævelser som i Greens Pjece.)

H. Green havde, da han den 15. Januar 1916 i »Børsen« rettede sin Kritik mod Herman Heilbuths »moralske« Dividendepolitik, i langt højere Grad Ret end han selv kunde ane. Thi ganske selvfølgelig tjente hele Aktionen, indledet af en forslagen Jøde, ikke til andet end Varetagelsen af egoistiske Interesser. Maalet var navnlig at snyde Staten for Skat af en ligefrem fantastisk Formuestigning.Grossereren, Konsul, R., D.M. p.p. Ditlev Lauritzen, den stormægtige fhv. Direktør Herman Heilbuth samt den dertil indrettede Presse med »politiken« og »Socialdemokraten« i Spidsen havde Gang paa Gang erklæret, at de ved »Vesterha-

324

vet« foretagne store Henlæggelser til Selskabets Fonds selvfølgelig kun skulde tjene det ene for Samfundet gavnlige Formaal at kunne konsolidere Foretagendet og senere engang med de forud tjente Penge at kunne bygge en hel ny Flaade. Det var jo, som Heilbuth erklærer, rent købmandsmæssige Betragtninger, som

herved gjorde sig gældende.Det lød saa kønt, dog ak, det var Løgn altsammen. Løgn, Løgn og nok engang Løgn.Allerede i Sommeren 1916 svigtedes Idealet, idet Dampskibsselskabet» Vesterhavet« frivilligt gik over

til at sælge bort af sine Skibe. Paa dette Tidspunkt stiftedes Dampskibsselskabet »Skagerak« med en Aktiekapital paa 1 3/4 Mill. Kr., som kort derefter udvidedes til det dobbelte, for at det kunde købe seks af »Vesterhavet«s Skibe, med ialt 7550 Tons d. w. Disse Skibe, som var bogført til en Værdi af 545.000 Kr., og hvis Anskaffelsessum havde andraget 1.1.60.400 Kr., blev solgt til Dampskibsselskabet »Skagerak« for en samlet Pris af 5.200.000 Kr.

Men Selskabets Skibsbestand blev samtidig kraftig reduceret ved Krigsforlis. De Lauritzen-Heilbuth’ske Dampskibs-selskaber, »Vesterhavet« og »Dania«, havde Ry for, at de efter deres Rederes Ordrer maatte gennemføre deres Ture over Nordsøen særlig hurtigt, og at de derfor oftere end andre Skibe kom i Fare. De benyttedes hovedsagelig til Transport af Kul, og det var fantastiske Summer, der indtjentes ved de stærkt opskruede Fragtrater. Og hvor det for saa haardhudede Pengemænd som disse Redere drejede sig om at tilfredsstille det mest graadige Profitbegær, kunde der naturligvis ikke tages altfor meget Hensyn til Menneskeliv. Saaledes kan det vel ogsaa forklares, at »Vesterhavet« i Løbet af 2 Aar ikke havde mindre end 17 Krigsforlis. Listen over disse Krigsforlis ser - som det fremgaar af en Artikel i ”Dagens Ekko” af 23. 12.1919 - saaledes ud:

April 1916 Dorothea og JohanneMaj 1916 Karla

325

Oktbr. 1916 HebeDecbr. 1916 Yrsa, Nexar, Inger, Nora og GerdaApril 1917 Esther og HelgaMaj 1917 Marie ogMaj 1918 Anna, Ingeborg, Laura, Rigmor og Stella

Af »Dania«s Skibsbestand, der oprindelig udgjorde 8 Skibe, gik fire tabt, nemlig:

Novbr. 1914 MaryMaj 1915 EllyJuni 1917 Lilly ogMaj 1918 Alexy

Hvor hensynsløse Rederne var ved Udnyttelsen af deres Skibe, viste sig, da Skibet »Johanne« i April 1916 minesprængtes, hvorved Kaptajnen mistede Livet. Enken fik en Assurancesum paa 12.000 Kr. udbetalt af Selskabet, medens »Vesterhavet«s Rederi derefter krævede denne Erstatningssum refunderet af Assuranceselskabet. Sidstnævnte Selskab nægtede Udbetalingen. Det kom til Proces, i hvilken Assuranceselskabet frikendtes. Under Sagen oplystes det nemlig, at »Johanne« efter Skibsreder Lauritzens Ordre var gaaet tværs over Nordsøen, skønt Krigsforsikringen havde udstedt Meddelelse om, at Skibene skulde sejle et Stykke langs den engelske Kyst mod Nord, før de paabegyndte Rejsen over Nordsøen. Lauritzen havde ikke anset det for nødvendigt at give den forulykkede Kaptajn Meddelelse om den Fare, Skib og Mandskab var udsat for, og Krigsforsikringen fritoges derfor for at refundere Assurancesummen! Men ikke nok med det. Krigsforsikringen fritoges endog for at betale Assurancesummen for selve Skibet »Johanne«, og Skibsrederne Lauritzen og Heilbuth maatte selv overtage det med dette Krigsforlis

forbundne Milliontab. Overfor »Dagens Ekko« gav Fuldmægtig Rasmussen i Krigsforsikringen den Forklaring,

326

»at »Johanne«s Forlis var sket under saadanne Omstændigheder, at Udbetaling vilde blive nægtet - og at Hr. Lauritzen efter al Rimelighed ikke kunde gennemføre et Sagsanlæg«.

Bladet bemærker derfor med Rette: »Der klæber danske Sømænds Blod ved Hr. Heilbuths Millioner«. Selskabet havde jo netop sin særlige Profit ved Krigsforlisene og kunde derfor ogsaa godt finde sig tilrette med, at saa mange af dets Skibe blev torpederet og minesprængt. Videre Enkeltheder kunde »Dagens Ekko« ikke bringe om disse Ting; da to artikler var bleven bragt om »det blodige Dampskibsguld«, blev Offentliggørelsen af yderligere Publikationer forhindret fra Jødemagtens Side.

Dog, tilbage til »Vesterhavet«s Handel med sine Skibe. Efter at der i Februar 1916 var bleven solgt 6 Skibe, solgtes de sidste 11 Skibe (med 16.880 Tons d. w.), som »Vesterhavet« endnu raadede over i 1918, til Dampskibsselskabet »Progress« (samme Rederi som Skagerak) for en Sum af 20 Millioner Kroner. For disse Skibes Vedkommende havde Anskaffelsessummen ialt andraget 3.096.700 Kr., medens den bogførte Værdi beløb sig til 2.250.000 Kr. Købesummen skulde ifølge Overenskomsten udredes med 13 Mill. Kr. kontant og 2 Mill Kr. nye Aktier i »Progress«, omregnet efter Kurs 350. H. Green bemærker til denne Transaktion i sit Skrift »Nationens Forbillede«, at de to driftige Ledere af »Vesterhavet« her atter viste sig som dygtige Forretningsfolk. Thi: »Da Tegningen var forbi, stod Progress-Aktierne i ca. 420, saaledes at der helt udenfor Programmet paa dette lille Regnestykke blev en Fortjeneste paa smaa halvanden Mill. Kr.«.

Men iøvrigt havde det sin særlige Betydning, at Købesummen for de sidste 11 Skibe udbetaltes i Aktier i det nye Dampskibsselskab »Progress«. Thi Hensigten hermed var paa denne Maade at foretage en Slags Sammenslutning paa Skrømt, for derefter at kunne likvidere »Vesterhavet«, da man jo ellers ikke

327

kunde faa Pengene ud, uden at Skattemyndighederne kunde gøre vidtgaaende Krav med Hensyn til Krigs- og Indtægtsskat gældende. Green undersøger derefter, hvad Likvidationen vilde kunne udbringe d’Herrer Lauritzen og Heilbuth og bringer til Belysning af dette Spørgsmaal følgende Opstilling, udarbejdet paa Grundlag af de pr. 1. Jan. 1918 forhaandenværende Aktiver:

11 Skibe, bogført for 2,38 Mill. Kr. solgte for kontant Kr. 13.000.000plus 2 Mill. Kr. Aktier, omregnet til den anslaaede Værdi Kr. 7.000.000

En Obligationsbeholdning, der udelukkende er samlet i Krigsaarene ved de »opsparede« Beløb, ca.

Kr. 10.000.000

Kontant i Banker, ligeledes i det væsentlige»opsparede« Beløb, ca.

Kr. 9.700.000

Baandlagte Beløb (indgaaede for torpederede Skibe, ca. Kr. 5.270.000

Andre Tilgodehavender Kr. 3.000.000

Summa Kr. 47.970.000

Naar der herefter tages Hensyn til endnu bestaaende Skattekrav osv., bliver det endelige Resultat: 1 Mill. Kr. Vesterhavs-Aktier forvandlede til 45 Mill. omtrent skattefri kontante Kroner. Hvortil Green bemærker:

»Der er i disse Aar i Udbytte ialt udbetalt tre Millioner Kroner! Resten gaar i de Herrer Aktionærers Lommer som Formuestigning paa Grund af den dem utilregnelige Aarsag: Likvidationen! Unægtelig - Teorierne har staaet deres Prøve! Dette er en Forretning, som der næppe er gjort Magen til. D’Hrr. har opnaaet alt, hvad man overhovedet kunde tænke sig. Kun en eneste Ting er gaaet fløjten - Idealet! Af det er der til Gengæld ikke saa meget tilbage, som der kan ligge paa en Negl!«

328

Naa ja: Anvendelsen af Millionerne i Samfundets Tjeneste blev altsaa ikke til noget. Men det kunde selvfølgelig ikke forurolige de to kapitalstærke Redere, end mindre Regeringen, der jo altid havde været et lydigt Redskab i Heilbuths Hænder. Heilbuth vilde ganske vist nok indrømme, at det Offentliges Skatteprinciper i foreliggende Sag havde virket mindre heldigt(!), men anbefalede derefter - Indførelsen af en særlig Beskatning af Formuegevinster og var dermed inde paa det samme Trick, han benyttede sig af, da han anbefalede den 20 pCt.’s Dividende. Han kunde jo sagtens anbefale en fælles Formuestigningsskat, da han jo aldrig havde betalt Indtægts- og Krigsskat af de saakaldte »opsparede« Beløb, for hvilke Konkurrenterne havde maattet betale i dyre Domme. Men snedigt gjort var det selvfølgelig af Heilbuth nu at anbefale en saadan Formuestigningsskat, da han dermed atter i den hertil Indrettede Presse kunde sætte sig i Positur som den store Mand med det rette Samfundssind. Og »Politiken« triumferer naturligvis paany, hævder den 17. Juli 1919, »at de vilde Skrig i Anledning af Hr. Heilbuths Dampskibsfortjeneste er hurtig afløst af Tavshed og undvigende Raadvildhed«, finder undskyldende Ord for den store Mæcen, der uden egen Skyld ifølge en lidet heldig Skattelovgivnings Teknik havde »tjent nogle Penge«. Dermed maatte efter den radikale Presses Opfattelse Sagen betragtes som afgjort.Herman Heilbuth og Ditlev Lauritzen fik ogsaa Lov til at beholde deres Millioner ubeskaaret af Indtægts- og Krigsskat, fik Lov til at bevare deres Stilling indenfor Prisreguleringskommissionen, og Heilbuth forblev den radikale Regerings kapitalstærke og formaaende Ven, Lederen af Det radikale Venstres Kontor, Formanden for Bestyrelserne for Akts. De sydsjællandske Venstreblade og Akts. De Lolland-Falsterske Venstreblade osv osv. Og hans Vej førte videre til Ros og Magt - hvilket alt ialt tør kaldes for et af de grelleste Udtryk for den enestaaende korrupte Regeringsmagt, der var i Landet.

329

Heilbuth kunde ogsaa i alle de Aar, da han stod udenfor Gødningsbranchen, var Skibsreder, Medlem af Landmandsbankens Bestyrelse og Bankraad osv., bruge sine Penge til andre Formaal end til Rederivirksomhed, nemlig: til Spekulation!Bankkommissionens Beretning (S. 157f) røber nogle Enkeltheder om disse Transaktioner, men de er saa til Gengæld heller ikke kedelige. Knapt nok var Heilbuth bleven Medlem af Bankraad og Delegation i April 1914, saa begyndte han ogsaa med Aktiespekulationen. Paa denne Konto androg Gælden allerede pr. 31. Januar 1917 1,8 Mill. Kr. Men disse Transaktioner vandt i Krigens Løb Betydning, saa Heilbuth pr. 30. 11. 1918 paa forskellige Kasselaan skyldte 6,8 Mill. Kr. Som Sikkerhed for denne Gæld henlaa bl. a. 1.062.000 Kr. Landmandsbank, 360.000 D.F.D.S., 460.000 Ø.K., 360.000 Orient og 125.000 Kr. Nordisk Oversøisk Handelsselskab, til en samlet Værdi paa ca. 7,9 Mill. Kr. Heilbuth havde paa dette Tidspunkt endvidere

deponeret Aktier i sine egne Dampskibsselskaber: 20.000 Kr. Aktier i D/S Vesterhavet og 220.000 i D/S Dania. Den 29. 2. 1920 var Gælden steget til 9,6 Mill. Kr. for Aktiespekulationens Vedkommende. I Depot henlaa nu som Sikkerhed Aktier til en samlet Kursværdi paa ca. 12,2 Mill. Kr., deriblandt 250.000 Kr. Genforeningsobligationer. I Løbet af 1921 indtraadte stærke Forskydninger paa denne Konto, idet der paa D.F.D.S. Aktier alene tabtes ca. 3 Mill. Kr. Genforeningsobligationerne blev solgt. Til Dækning af Kasselaan til et samlet Beløb paa 7 1/4 Mill. Kr. var henlagt i Depot Aktier til en Kursværdi paa nu kun ca. 5,2 Mill. Kr. Det udækkede Beløb androg derefter rigeligt 2 Mill. Kr. Da endelig i September 1922 Stillingen med Hensyn til Heilbuths Aktiespekulationer opgjordes, viste det sig, at Kasselaanene endnu androg 6,9 Mill. Kr., medens de til Sikkerhed henlagte Aktier (væsentligst Landmandsbank, D.F.D.S. og Ø.K.) kun repræsenterede en Værdi paa ca. 1,5 Mill. Kr.Heilbuth hørte - selvfølgelig - til de priviligerede Kun-

330

der, fra hvilke der ikke forlangtes nogen Margin-Indbetaling. Hele Risikoen laa altsaa hos Banken.Foruden i Aktier spekulerede Heilbuth ogsaa i Valuta og Malerier. Den 30. Novbr. 1918 havde han

deponeret £ 50.000 samt £ 20.000 National War Bonds (engelsk Krigslaan), efter Vaabenstilstanden indestod paa Markkonti 4,7 Mill. tyske Mark.

Men den mest omfattende Spekulation foretog Herman Heilbuth dog med kostbare Malerier, som han købte under Krigen i Forventning om, at han vilde kunne videresælge dem med stor Fortjeneste efter Krigen. I dette Punkt var han lige saa klog - eller om man vil: ligesaa taabelig - som sin Racefælle Emil Glückstadt. Denne Spekulation begyndte 1917 og førte til store Omsætninger i nævnte og det følgende Aar. Af Bankkommissionens Beretning fremgaar, at Heilbuth paa denne Konto pr. 30. 11. 1918 skyldte 4,3 Mill. Kr. paa Folio og paa Rimesser i fremmed valuta 5,1 Mill. Kr. Ved Bortsalg kunde disse Malerilaan dog i den følgende Tid nedbringes; efter Vaabenstilstanden til 7 Mill. Kr. og ultimo 1921, efter at bl. a. Rembrandts »Lukretia« var solgt for ca. 862.000 Kr., til 5,7 Mill Kr. Samtidig var Hermann Heilbuth engageret i to Spekulationskonsortier i Malerier, i hvilke foruden ham Bankraadsmedlem Etatsraad Wilhelm Hansen samt Firmaet Winkel & Magnussen var Participanter.

Det endelige Resultat var, at Landmandsbanken ifølge Beretningen »ved Aarsopgørelsen ultimo 1922 maatte afskrive et Tab paa 4 ½ Mill. Kr. paa Direktør Heilbuths Engagementer, hvorhos der paa de to Malerikonsortier, hvori foruden Direktør Heilbuth som nævnt deltog Etatsraad Wilh. Hansen og Winkel & Magnussen, maatte afskrives 550.000 Kr. Foruden Engagementerne i Landmandsbanken havde Direktør Heilbuth Engagementer løbende hos forskellige Vekselerere,. bl. a. J. M. Levin & Co., hvor der maatte afskrives ½ Mill. Kr. som tabt«.Hvor Heilbuth ellers har sat de store Fortjenester til, som

331

han erhvervede som Skibsreder - eller skjult dem – nævner Beretningen ikke. Det kan derfor her kun fastslaas, at Heilbuth, da Landmandsbank-Krak’et indtraadte, ikke var i Stand til at klare sine Forpligtelser overfor Banken. Pengene maa altsaa for en stor Del være gaaet tabt ved andre Transaktioner. Det gjorde de ogsaa, eftersom det almindeligvis antages, at hans meget omfattende Financiering af den radikale Venstrepresse, der var Midlet til at sikre ham afgørende Indflydelse paa Zahle-Ministeriets Politik, har kostet ham ustyrligt mange Penge.

Fadæsen i Forbindelse med Landmandsbankkatastrofen kunde selvfølgelig ikke paa nogen Maade skade

hans Indflydelse paa det økonomiske Omraade. Han hørte jo nu engang til Finansvældets Inderkreds, og han forstod at lempe sig igennem alle Vanskeligheder, saa han atter kunde sikre sig Positionen som mægtig Industriherre. Med Udgangen af Aaret 1913 var han gledet ud af Ledelsen af A/S Dansk Svovlsyre & Superphosphat-Fabrikerne. Efter Krigen, da Skibsrederiet »Vesterhavet«, der havde afkastet saa store Indtægter, blev opgivet, maatte han se sig om efter nye Opgaver, og da kom det ham meget belejligt, at hans gamle Firma »Dansk Svovlsyre« var kørt fast, saa han her atter kunde finde et Virkefelt.Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrikerne havde i Mellemtiden, da H. Siegumfeldt var Ene-Direktør, ved Hjælp af Landmandsbankens Kreditter kunnet indlade sig paa de mest eventyrlige Spekulationer. Da Raamateriale-Leverancerne ifølge den skærpede U-Baadsblokade i 1917 standsede, og Lagrene langt om længe var opbrugt, søgte Siegumfeldt at sikre det af ham ledede Industriforetagende nye Indtjeningsmuligheder ved at engagere sit Firma i alle Slags Finans- og Spekulationsoperationer, og dette skulde i det lange Løb blive Foretagendet til Fordærv. Blandt Datterselskaberne, som Dansk Svovlsyre under Verdenskrigen oprettede, befandt sig bl. a. et Dampskibsselskab, »Atlanterhavet«, og et Sejlskibsselskab, »Hip-

332

palos«, desuden et Forsikringsaktieselskab, »Codan«. Yderligere erhvervedes Aktiemajoriteter i Nord-Østersø-Rederiet og Continentale Rhederei A.G., og samtidig stiftede Dansk Svovlsyre i Samarbejde med det under Det Transatlantiske Kompagni hørende Russiske Handelskompagni det russiske Firma »Svovlsyre- og Superfosfatkompagni Rusland« med det Formaal at paabegynde industriel Virksomhed paa Gødningsfabrikationens Omraade i Omegnen af Kiew. Tilskyndelsen til at tage fat paa denne Sag kom fra Harald Plum, og Bestyrelsen for Foretagendet blev efter Oprettelsen den samme som i Russisk Handelskompagni. Da imidlertid de urolige Forhold i Rusland umuliggjorde Oprettelsen af Fabriker osv., besluttede Bestyrelsen for det her omhandlede Aktieselskab at benytte en Del af den indbetalte Aktiekapital - ialt 2 ½ Mill. Kr. - til Indkøb af Rubler. Ialt erhvervedes ca. 4 Mill. Rubler, som dernæst stilledes til Raadighed for Russik Handelskompagni. R.H.K. anerkender i Efteraaret at skylde 1.080.000 Kr. til Dansk Svovlsyre paa denne Konto, som imidlertid kun skulde tilbagebetales, naar R.H.K. selv fik sine Erstatningskrav mod Rusland dækket. Til de store spekulationsforetagender, Dansk Svovlsyre indlod sig paa under Siegumfeldts Ledelse, hørte ogsaa det den 12. April 1916 oprettede »Aktieselskab for kemisk Industri«, hvis Aktiekapital androg 1,2 Mill. Kr., og i hvis Bestyrelse Glückstadt sad som Formand og H. Siegumfeldt som Næstformand. Kemisk Industri oprettede store Fabriksanlæg i Kastrup til Fremstilling af Blaakali, Tjære, Nigrosin, Benzol, Natribenzol, Anilin, Napthalin, Cyan, Azo-Farvestoffer osv. og opnaaede ogsaa under Krigen gunstige finansielle Resultater. Men efter Krigen forrentede de store Anlæg sig ikke mere, saa Tabene for Aarene 1919 - 21 udgjorde ikke mindre end 7.642.000 Kr. Ogsaa A/S Hios, som stiftedes i Januar 1918 af Etatsraad H. N. Andersen, Direktør Glückstadt og Kaptajn O. de Fine Skibsted med det Formaal at fremstille Smøreolier ved Træsvidning, blev en Fiasko. Dansk Svovlsyres Tab opgjordes her til ca. l,5 Mill. Kr. Men Sie-

333

gumfeldts Interesser rakte meget videre. Saaledes lod han 1917 bl. a. sit Firma medvirke ved det efter det Transatlantiske Kompagnis Principper organiserede »Ostindisk Handelsselskab«, som begyndte sin Virksomhed med en Aktiekapital paa 1 ½ Mill. Kr., bl. a. i Juli 1919 indrettede Filialer i Soerabaja paa Java og i Batavia og i nogle Aar stod i Handelsforbindelse med Det Transatlantiske Kompagnis Datterselskaber U.E.C., Alliance Trading Co. i London og Bech, von Siclen & Co. i New York. Status pr. 1. Juli 1921 udviste her et Tab paa henved 8 1/4 Mill. Kr., medens det dog den 27. Oktober 1921 blev meddelt i

Ostindisk Handelsselskabs Generalforsamling, at Regnskabet for 1920 kun viste et Nettotab paa over 1 Mill. Kr., efter at Dansk Svovlsyre havde afskrevet et Tab paa 600.000 Kr. En Del af Tabene, 1.238.000 Kr., var forvoldt ved et Datterselskab »Matandus« (Maatschappij voor Handel, Industrie & Culturen), ved hvis Organisation Overretssagfører Paul G. Cohn havde spillet en større Rolle. Vanskeligheder opstod ligeledes med Produkthandlerfirmaet, A/S Joseph Levin, med hvilket Dansk Svovlsyre allerede siden 1899 stod i Forbindelse. Dansk Svovlsyre havde her 1918 overtaget 500.000 Kr. Aktier for 1.405.740 Kr.; da Levins Regnskab senere viste et Underskud pr. 1. 6. 1922 paa 455.000 Kr., maatte en Reorganisation foretages, ved hvilken der bl. a. opstod Strid om Direktørgagen, som udbetaltes med et Beløb paa 34.000 Kr. baade til Joseph Levin og til Sønnen Preben Levin (dengang 26 Aar gammel!). Dansk Svovlsyre var derudover engageret i en Række andre Spekulationsforetagender, bl. a. ogsaa i Ejendomsselskabet Holmens Kanal. H. Siegumfeldt havde altsaa i sin initiativrige om end mindre velsignelsesrige Gerning sørget for, at hans Selskab efterhaanden fik mangfoldige Interesser og Engagementer. Og netop dette førte til Katastrofen.

Selskabets Tab ved Datterselskaberne androg ifølge Bankkommissionens Beretning (Bilag S. 350) saavel gennem Aktiebesiddelse som ved direkte Financiering ultimo 1921 ikke mindre end ca. 32 Millioner Kroner. Kun de gamle Fabrikfore-

334

tagender samt Dampskibsselskaberne - Limfjorden, Fredericia Blaakilde Mølle, Nordische Salpeter samt Atlanterhavet og Hippalos - og Forsikringsselskabet Codan havde kunnet opretholde en nogenlunde sund Status. Mægtige Tab opstod samtidig ved Selskabets Aktieengagementer, som medio 1918 ogsaa for Datterselskabernes Vedkommende var bleven sammenfattet i Konsortiet »Saffa«, d.v.s. Selskabernes Andels Finans og Fonds Afdeling. Paa »Saffa”s Aktiebeholdning, der ultimo 1918 udviste en Saldo paa 29.238.000 Kr. og ultimo 1920 11.974.000 Kr., maatte der til sidstnævnte Termin afskrives ca. 11.767,000 Kr. Om disse Engagementer erfarede Landmandsbanken og Privatbanken, der havde ydet Dansk Svovlsyre de største Laan, først Enkeltheder i Januar 1921, og der maatte foretages flere Revisioner, inden Bankerne kunde trænge til Bunds i disse Forhold. Ultimo 1921 opløstes »Saffa«, og Dansk Svovlsyre overtog Konsortiets Aktiebeholdning.Angaaende Realisationen af 670.000 Kr. Landmandsbankaktier, som var deponeret hos »Saffa«, bringer Bankkommissionens Beretning nogle Uddrag af Selskabets Bestyrelsesprotokol, der ganske rigtigt - som det ogsaa siges i Beretningen (Bilag, S. 357) - taler for sig selv. Uddragene lyder:

»Den 24. Oktbr. 1921: » . . . Med Hensyn til vor Beholdning af Landmandsbankaktier forespurgte Hr. Wonsild, om Bestyrelsen ikke fandt det rigtigt at afhænde nogle deraf. Om dette sidste Forhold vilde Hr. Heilbuth tale nærmere med Landmandsbanken . . .«

Den. 18. Novbr. 1921: » . . . Af Depotet i Privatbanken har vi faaet udleveret 30.000 Atlanterhavet og 6000 Kul, hvilke Aktier tilhørte Hr. Siegumfeldt. I Stedet for har vi deponeret 32.000 Landmandsbank-Aktier . . .«Den 8. Septbr. 1922: »Med Hensyn til Landmandsbank-Aktier vedtog man at anmode Formanden eller Konsul Henius om ved første Lejlighed at tale med Bankdirektør Clausen og derefter med Landmandsbanken om eventuelt Salg af disse . . .«Den 9. Septbr. 1922: »Direktionen bemyndiges til successive at foretage Realisationen af de paa Mødet i Gaar omtalte Aktier, dog ikke Landmandsbank-Aktier . . .«

335

Den 26. Septbr. 1922: » . . . Det bemærkedes, at vi havde 671 Stk. Landmandsbank-Aktier, paa hvilke der efter det passerede vilde lides et betydeligt Tab . . .«Tabet var godt 1 ¼ Mill. Kr.«

Hvis Heilbuth, som nu var kommen ind i Bestyrelsen igen, i Tide havde sørget for Salget af Landmandsbankaktierne, vilde hele dette store Tab og mere end det være undgaaet. Vedrørende Landmandsbankens Stilling overfor Salg fra Dansk Svovlsyres Aktiebeholdning bringer Beretningen ydermere følgende Forklaring af Direktør Siegumfeldt overfor Bankkommissionen: »Efter at Bankerne (i Begyndelsen af 1921) havde indskudt ny Kapital (12 Mill. Kr.) i Dansk Svovlsyre, blev Heilbuth og Henius delegerede til at overvære Bestyrelsesmøderne. I et af de første Møder bragte Hr. Siegumfeldt Spørgsmaalet frem om Afhændelse af Aktier, men Heilbuth udtalte, at det maatte man vente med, da Markedet ikke kunde optage disse Poster for Tiden. Med Hensyn til Landmandsbank-Aktier udtalte Heilbuth positivt, at de ikke maatte afhændes, men at han, hvis det ønskedes, kunde arrangere en god Belaaning af dem”.Det samlede Tab paa Aktier udgjorde til sidst ca. 26 ¼ Million Kr., hvoraf Transatlantisk Co. dækkede 1 Mil. Kr.Slutresultatet var

Tab ved Aktier ca. 25 Mill. Kr.Tab ved Financiering ca. 22 Mill. Kr.I alt ca. 47 Mill. Kr.

Da Krisen i December 1920 brød ind, saa Direktør Siegumfeldt sig nødsaget til at anmode Landmandsbanken om Hjælp, og i denne Anledning blev Herman Heilbuth bedt om at indlede en Undersøgelse af Dansk Svovlsyres Status. Centralanstalten foretog derefter paa Heilbuths Foranledning i to

336

Dage en summarisk Undersøgelse, efter hvilken det statueredes, at Selskabets Egenkapital skulde andrage netto 27 Mill. Kr., og at Selskabets 10 Mill. Kr. derefter skulde svare til en Kurs paa 270 pCt. Paa dette Grundlag ydedes nye Laan, hvorved Landmandsbanken forhøjede sin Kredit fra 20 til 28 Mill. Kr. og Privatbanken fra 13 til 17 Mill. Kr., saa hele Gælden nu beløb sig til 45 Mill. Kr. Ved en i Foraaret 1921 foretaget fornyet Gennemgang af Selskabets og Datterselskabernes Forhold viste det sig imidlertid, at Aktierne var sat 17 Mill. Kr. for højt i Centralanstaltens Beregning, grundet paa utilstrækkelige Oplysninger fra Direktør Siegumfeldts Side osv., og at Aktierne derfor kun var pari værd. Den heraf følgende Konflikt førte til Siegumfeldts Afskedigelse. Rekonstruktionen gennemførtes 1922 paa den Maade, at bl. a. de to interesserede Banker nedskrev deres Tilgodehavende med tilsammen 4 Mill. Kr., deraf Landmandsbanken med 2 ½ Mill. Kr. Af Generalkonsul Wessels Bo, der havde et Tilgodehavende paa 8 Mill. Kr. i Selskabet, blev der desuden givet en Dekort paa 50 pCt. Bankkommissionens Beretning resumerer: »Naar Landmandsbankens Tab paa Dansk Svovlsyre ikke blev større end 2 ½ Mill. Kr., trods Bankens store Engagement og dettes Forøgelse i Begyndelsen af 1921, skyldes det, at Dansk Svovlsyre – og dette er den gamle Ledelses Fortjeneste - havde henlagt meget betydelige officielle og skjulte Reserver, der gjorde, at Selskabet ultimo 1920 kunde bære et Tab paa ca. 30 Mill. Kr., uden at Aktiekapitalen berørtes deraf, og at det lykkedes at faa Wessels Bo til at overtage en saa stor Del af Tabet i 1921.«

1921 kom altsaa Heilbuth sammen med sin Racefælle Erik S. Henius ind i Dansk Svovlsyres Bestyrelse, medens Overretssagfører Werner blev Formand i Bestyrelsen. 1922 tabte Heilbuth hele sin Formue ved Landmandsbankens Sammenbrud; derpaa led han navnlig store Tab ved Realisationen af den i Spekulationsøjemed indkøbte store Malerisamling. Saavel i Økonomi som i Politik spillede han sidenhen kun en ubetyde-

337

lig Rolle, hvad der naturligvis ikke er til Hinder for, at han endnu opføres i den Blaa Bog som en af de mest repræsentative Jøder her i Landet. Omendskønt hans Fremgangsmaade som Skibsreder var en Skandale af Rang, og omendskønt han i Landmandsbanksagen viste sig som en af de mest hensynsløse og letsindige Storspekulanter i Aktier, Valuta og Malerier, faar J. Hassing Jørgensen, der har Ansvaret for Diskontobank og Revisionsbankens Sammenbrud i 1924 og ved utallige Lejligheder har vist en komplet Mangel paa Forstaaelse for samfundsøkonomiske Problemer, endnu i Dansk Biografisk Leksikon (Bd. 9, 1936, S. 599) Lejlighed til at konstatere, at Heilbuth »af den Undersøgelse af Bankens (Landmandsbanken) Forhold, som naturligvis ogsaa rettedes mod ham, gik ud uden Plet paa sin personlige og købmandsmæssige Ære«. Hvad betyder saa den Bagatel paa godt 4 ½ Mill. Kr., som Landmandsbanken i sidste Instans maatte afskrive paa denne Storspekulants Engagementer, eller de 1 1/4 Mill. Kr., som Banken tabte ved Dansk Svovlsyre, efter at Heilbuth havde fraraadet Salg af Landmandsbankaktierne. Saadan en Jøde forbliver en Hædersmand trods alt. Hassing Jørgensen tør endvidere paastaa, at Heilbuth har skabt »stor og fortjent Opmærksomhed om sit Navn ved det omfattende Arbejde, han udførte som Medlem af Den overordentlige Kommission«, omendskønt han jo netop for dette Arbejdes Skyld var udsat for de skarpeste Angreb fra Handelsstandens Side og 1918 med Brask og Bram blev sat ud af Grosserer-Societetet. Naar fhv. Minister i Zahle-Ministeriet Hassing Jørgensen til Slut berømmer sin under Krigen saa kapitalstærke og formaaende Partifælle for hans forretningsmæssige Indsigt og hans sociale Forstaaelse, sker det vel af Hensyn til de Millionunderstøttelser, Heilbuth ydede til den radikale Presse; her maatte der selvfølgelig ses bort fra, at disse mægtige Tilskud blev ydet paa Landmandsbankens Bekostning og med andre Ord senere maatte dækkes af Samfundet.

338

f) Ballin-Koncernens Virksomhed.

I intet af de af Landmandsbanken financierede storindustrielle Foretagender under Verdenskrigen har jødiske Spekulationsinteresser og -principer i stærkere Grad kunnet gøre sig gældende end i de under Max Ballins Ægide sammensluttede Garverier og Skotøjsfabrikker. Der eksisterede næppe selv under Krigen nogen Trust, der i saa udpræget Grad som Ballin-Koncernen var præget og baaret af jødiske Forretningsmænd.Hovedfirmaet indenfor denne store økonomiske Sammenslutning var M. J. Ballins Sønner, i hvis Ledelse Max Ballin havde staaet allerede siden 1890, og hvis administrerende Direktør han blev i Aaret 1897. Max Ballin havde under et længere Studieophold i Udlandet (navnlig Wien) gjort sig fortrolig med nye rationelle Garvningsmetoder og blev derefter her i Landet Foregangsmanden med Hensyn til Indførelsen af det saakaldte Ekstraktgarveri: Denne Rationalisering af Bedriften skulde meget snart bidrage til at sikre det af ham ledede Foretagende en overlegen Stilling i Konkurrencen med andre Firmaer indenfor Branchen. Talrige smaa Garverier i Provinsen maatte give op over for Ballins Fabrik, deriblandt ogsaa det relativt betydelige A/S Dansk Garvekompagni i Vejle (Indeh. Seligmann), som 1907 overtoges af J. M. Ballins sønner mod Betaling af 125.000 Kr. for to Fabriker med Maskiner. Allerede 1898 havde Ballins Fabrik ogsaa udvidet sine Interesser til Sverige, idet den købte Kjeflinge Skofabriks Aktier. 1907 købtes endvidere Kjeflinge Garveri. Begge de svenske Fabrikers Omsætning androg 1909 1,1 Mill. Kr. Et Garveri med tilsvarende Omsætning overtoges 1901 i Wilster (Holsten); før Krigen fusioneredes endvidere Em. Messerschmidt & Sønners Garveri og Danchells Kromgarveri i København og endelig overtoges 1917 A/S R. Schous Fabriker i Fredericia, der var stiftet i 1914 med en Aktiekapital paa 200.000 Kr., efterhaanden, indtil 1916, udvidet til Mill. Kr.Haand i Haand med Udvidelsen af Fabriksvirksomheden

339

ved Overtagelsen af konkurrerende Firmaer gik Forøgelsen af Aktiekapitalen. Denne Stigning stod før Krigen alt i alt i et nogenlunde rimeligt Forhold til Stigningen af Virksomhedens Produktionskapacitet fra oprindelig 630.000 Kr. i 1897 til 1 Mill. Kr. i Aaret 1902, dernæst til 1.750.000 Kr. 1906, til 2 ½ Mill. Kr. i 1907, til 2 3/4 Mill. Kr. i 1908 og til 3 Mill. Kr. 1910. 1914 forsøgte J. M. Ballin & Sønner at erhverve en norsk Fabrik; Planen strandede; men alligevel udvidedes Aktiekapitalen til 3 ½ Mill. Kr. Da saa Krigskonjunkturerne øgede Omsætningen og Fortjenstmulighederne, gik der meget hurtigt Gulasch i Foretagendet, hvilket for det første viste sig i en systematisk Udvanding af Kapitalen, og for det andet deri, at Hovedfirmaet søgte at opnaa en Monopolstilling indenfor Skotøjsbranchen ved en Forcering af Trustdannelsen indenfor Skotøjsindustrien. Nu fik Jøderne travlt med at udnytte Chancerne, og Max Ballin var ikke sen til ved Prisaager og hensynsløst Børsjobberi at sikre de i Foretagendet interesserede de mest ublufærdige Fortjenester. Nu skulde ogsaa Ballin bevise, at han var Mester for at gennemtvinge Kapitalens Koncentration paa jødiske Hænder. 1915 udvidedes Aktiekapitalen fra 3 ½ til 4 Mill. Kr. Hele den nye Aktiekapital overtoges af Landmandsbanken og J. M. Levin & Co. Af den ved Udstedelsen af de nye Aktier opnaaede Overkurs paa tilsammen 527.500 Kr. (Kurs. 209) gik 437.000 Kr. til Aktionærerne som Erstatning for Tegningsretten, og 90.000 Kr. overførtes til Reservefonden. En god Forretning for Landmandsbanken og J. M. Levin & Co., da Aktiekursen allerede den 22. Januar 1916 stod paa 260. 1915 foretoges en yderligere Emission af 2 Mill. Kr. og i Efteraaret 1916 to Emissioner, først paa 2 Mill. Kr., dernæst paa 570.000 Kr. Overkursen androg her noget over 4 Mill. Kr., som henlagdes til Reservefonden. For det sidstnævnte Beløbs, d.v.s. for de 570.000 Kroners Vedkommende, var det bestemt, at det skulde anlægges i nye Virksomheder; men da saadan Anlægsmulighed ikke viste sig, blev en Del af Aktierne, nemlig for 470.000 Kr., solgt til et Konsortium hos J. M. Levin & Co.

340

for en Kurs paa 385, paa et Tidspunkt, da Ballin-Aktier stod i 484! Havde Konsortiet straks solgt Papirerne videre, vilde Gevinsten have andraget 470.000 Kr. Overdragelseskursen var altsaa overordentlig gunstig. Men det er jo ogsaa forstaaeligt, naar man samtidig erfarer, at Konsortiets Deltagere var E. Glückstadt, O. Ringberg, Hugo Rothenberg, Benny Dessau, Alfred Hertz og Max Ballin, - 5 Heljøder og en branket hvid Mand.

Endelig udvides Kapitalen i 1917 med 1.430.000 Kr. til 10 Mill. Kr. Af den nye Aktiekapital medgik 360.000 til Overtagelsen af Kapitalen i R. Schous Fabriker. Og med denne stærkt udvandede Aktiekapital indgik Virksomheden derefter 1918 i den store Skotøjstrust Ballin & Hertz.Der var mange Forhold, der bidrog til, at J. M. Ballin & Sønner fik øgede Afsætnings- og Indtjeningsmuligheder under Krigen. Med Hensyn til Levering af Underlæder indtog Firmaet efter Overtagelsen af Seligmanns Fabrik i Vejle en Monopolstilling i Landet. Dertil kom, at Standsningen af Importen af Læder skabte en større Efterspørgsel efter indenlandske Produkter, og at Krigsforholdene for en Stund skabte større Eksportmuligheder, som ikke havde været til Stede før Krigen. Resultatet heraf var, at Max Ballin gik over til en kraftig Forhøjelse af Prisen paa de af ham leverede Varer, hvorved det ikke mere var rent produktmæssige, men tværtimod spekulative Interesser, der var afgørende for den indledede Prispolitik. Det af Selskabet bearbejdede Hudeantal steg fra 1913 til 1917 omtrent det dobbelte, men Salgsprisen af de leverede Varer steg mellem disse Aar fra 4 3/4. Mill. Kr. til 18 Mill. Kr., og samtidig steg Driftsoverskudet fra ca. 400.000 til 3 1/4 Mill. Kr. Denne Udvikling genspejler sig i Dividenden, som 1913 blev fastsat til 15 pCt., 1914 til 27½ pCt. (heraf 12½ pCt. Bonus), 1915 til 37 pCt. (heraf 20 pCt. i 6 pCt.’s Obligationer), 1916 til 40 pCt. og 1917 til 30 pCt. Og det var endelig denne Udbyttepolitik, som forcerede den stærke Udvanding af Aktiekapitalen, der tilsidst fik sit kraftigste Udtryk i de Betingelser,

341

under hvilke J. M. S. Ballin & Sønner gik ind i Koncernen med A/S Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker, A/S E. F. Jacob & B. Lotinga og A/S De forenede Skotøjsfabriker.

Bankkommissionens Beretning skildrer paa en yderst instruktiv Maade, hvorfor den ved Fusionen trufne Ordning nødvendigvis maatte føre til Koncernens Sammenbrud; Foretagendet var overkapitaliseret og dermed var Katastrofen uundgaaelig. Der berettes som følger (Bilag, S. 275): » Ved Sammenslutningen i 1918 gaar M. J. Ballins Sønner ind i Storkoncernen. Overtagelsen sker saaledes, at for hver 100 Kr. Aktier i Ballin udleveres 140 Kr. i Sammenslutningen, der faar Navn af A/S M. J. Ballins Sønner & Hertz’ Garverier og Skotøjsfabriker; der er altsaa betalt 14 Millioner for M. J. Ballins Sønners Ejendele. Men til de 14 Mill. Kr. skal lægges 1.200.000 Kr. i Obligationslaan. Af disse 15 1/4 Mill. Kr. svarer 5 3/4 Million til Aktier i fremmede Foretagender, helt og holdent vurderet med en Højkonjunkturs Forhold for Øje, og som under alle Omstændigheder straks bør reduceres til 5 1/4 Million. Der bliver saaledes ca. 10 Mill. Kr. tilbage, hvilket for 200 Arbejdere giver 50.000 Kr. pr. Arbejder, hvad der mindst er en halv Gang for meget efter datidige udenlandske Produktionsforhold. Med en Produktion af 125.000 Huder faar vi en Kapital af 80 Kr. pr. forarbejdet Hud, hvad der er meget paa en Tid, hvor som i Maj 1918 Krigens Afslutning laa indenfor Sandsynlighedens Grænser. Man maa erindre, at Ballins Aktiekapital i 1913, da han forarbejdede 80.000 Huder, var 2 ½ Mill. Kr., hvoraf ½ Mill. Kr. var dækkede af fremmede Værdier, altsaa 25. Kr.’s Kapital pr. Hud. Det nye Selskab kommer saaledes til at overtage et Garveri, hvis Kapitalisation i Forhold til Kapaciteten er tre Gange saa stor som før, og denne Kapitals Forrentning er en varig Byrde ogsaa i normale Aar; tilmed stod ved Overtagelsen de 10 Mill. Kr. Ballin-Aktier i 435, d..v.s. man ventede, at Garveriet og dets Datterselskaber skulde forrente 43 ½ Mill. Kr.

342

A/S Hertz Garverier & Skotøjsfabriker, som i Maj 1919 indgik i Storkoncernen Ballin & Hertz, var ligeledes ved Overtagelsen et aldeles overkapitaliseret Foretagende. Det var bleven startet 1897, overtog 1906 alle Aktier i Københavns Skotøjsfabrik (Goldstein) og paabegyndte fra 1911 en planmæssig Udvidelse af Foretagendet. I nævnte Aar blev Aktiekapitalen udvidet fra 400.000. Kr. til 1 Mill. Kr. og denne Forøgelse af Kapitalen fortsattes successive i de følgende Aar, saa den ved Fusionen 1919 beløb sig til 5,4 Mill. Kr. 1917, da Produktionen afkastede det største Udbytte, 1 ½ Mill. Kr., androg Dividenden 25 pCt. Ved Overtagelsen kom Firmaet til at staa Koncernen i en Pris paa ca. 18 ½ Mill. Kr., eftersom de 5,4 Mill. Kr. Hertz-Aktier, der blev ombyttet med et tilsvarende Antal Koncern-Aktier, stod i 320, saa der alene paa denne Konto betaltes ca. 17,3 Mill. Kr. Udover dette betaltes der ½ Mill. Kr. kontant plus 600.000 Kr. Obligationer.

Det ligeledes fusionerede A/S E. F. Jacob & B. Lotinga, som først var bleven oprettet 1916, var et mindre Firma med en Aktiekapital paa 1,2 Mill. Kr., der ombyttedes efter Forholdet 6 Aktier for 5 nye Aktier i Koncernen.

Af største Betydning var imidlertid Sammenslutningen med A/S De forenede Skotøjsfabriker, som 1916 var bleven oprettet paa Initiativ af M. S. Ballins Sønner og Hertz. Disse Skotøjsfabriker, som før Verdenskrigen havde arbejdet under meget trange Kaar, oplevede under Krigen et mægtigt Opsving, takket være den store Afsætning af Skotøj til Udlandet. Bl.a. steg Antallet af Arbejderne i disse Fabriker fra ca. 2500 i 1913 til ca. 3500 i 1917. D.F.S. stiftedes derefter paa den konstituerende Generalforsamling den 26. Okt. 1916, hvorved saa driftige Jøder som Wilhelm Weimann og Johan Levin foruden Jarl, H. C. Kristensen og Chr. Schou blev Bestyrelsesmedlemmer. Samtidig med Oprettelsen af D.F.S. blev en særlig Overenskomst truffet med Hertz, Ballin og Jacob, ifølge hvilken det efter Bankkommissionens Beretning (S. 276) bestemtes, ”1) at alle de kartellerende Skotøjsfabriker skal købe deres

343

Raavarer hos Ballin, 2) at Ballin og Hertz skal udøve Kontrol over D.F.S. og Jacob, ikke ved at være Medlemmer af Bestyrelsen, men ved at udøve en direkte Kontrol med Driften. Mellem Ballin og Hertz er der Overenskomst om, at de 1) i Fællesskab skal udøve deres Magt, 2) i Fællesskab skal overtage og styre de 4,6 Mill. Kr., de skal eje i D.F.S. Aktier og de 400.000, de i Fællesskab skal eje af Aktier i »Jacob & Lotinga« og 3) at de skal samarbejde i et ret snævert Kartel til Regulering og Fordeling af Produktionen«. Saadan sammensmeltedes 2 Garverier og 11 Skotøjsfabriker til en Trust, indenfor hvilken Jøderne fra Begyndelsen kunde sikre sig en absolut dominerende Stilling. Fabrikernes Produktionskapacitet androg ved Overtagelsen 850.000 Par Sko til en Salgsværdi af knap 9 Mill. Kr. Kapitalen i det nye Foretagende sattes til 9 Mill. Kr., medens 3 Mill. Kr. havde været et passende Beløb under normale Forhold. Altsaa ogsaa i dette Tilfælde tillod man ved Fusionen en kraftig Overkapitalisering af de sammensluttede Fabriker.Selvfølgelig sattes samtidig Kurserne paa D.F.S.-Papirerne ved alle Slags Manipulationer op i en urimelig Højde, helt op til 300. Her maatte Vanskelighederne snart melde sig, da Produktionen allerede fra 1917 af var for nedadgaaende.En urimelig Ordning ved Oprettelsen af den store Koncern var, at Direktører og Ledere af de fusionerede Virksomheder alle overtoges som fuldt lønnede Direktører i den nye Koncern, saa der som saadanne foruden Max Ballin fungerede d’Herrer Alfred Hertz, H. Lotinga, L. Nathan, P. Seligmann, E. F. Jacob og Hugo Rothenberg og desuden tre ikke-jødiske Forretningsmænd E. Bredahl, C. F. Müller og Anton Scheel. Ligesaa ejendommelig var iøvrigt ogsaa Sammensætningen af Selskabets Bestyrelse, i hvilken naturligvis Max Ballin var selvskreven som Formand. Sammen med ham dannede Direktør Benny Dessau og Generalkonsul Wilhelm Weimann, samt Overretssagfører Konrad Levysohn Forretningsudvalget. Desforuden sad i Bestyrelsen Racefællerne Vekselerer Johan Levin, Professor Karl Meyer, Direktør J. Nathanson og Direktør S. V.

344

Slomann samt nogle Ikke-Jøder som Bankdirektør Frederik Paulsen fra A/S Københavns Diskonto- & Revisionsbank, Skotøjsfabrikant H. C. Kristensen, Fabrikant Jarl og ORS. Otto Bang. Endog blandt Selskabets Revisorer havde man faaet en Jøde med, Hovedrevisoren for Statsbanerne S. E. Jacob, en Broder til Direktøren E. F. Jacob. Hvortil der lakonisk bemærkes i Bankkommissionens Beretning: »1 Overdirektør, 9 Direktører, 3 Medlemmer af Forretningsudvalget, 10 andre Bestyrelsesmedlemmer, 2 Revisorer foruden Fabriksbestyrere - er det et Under, at Ansvaret blev forflygtiget? Og saa er ikke nævnt Administratorerne og Bestyrerne i Datterselskaberne, hvis Aktier saa godt som alle laa i Koncernen, og som derfor faktisk kun var Underafdelinger.«Beretningen gaar iøvrigt ud fra, at den Kapitalisering, som foretoges ved Sammenslutningen af de 4 Selskaber, havde til Resultat, at de gamle Aktionærer ved Aktieombytningen fik en Overpris paa en 10 Mill. Kr., som Publikum betalte og hvoraf Industrien intet fik, da Pengene gik til alle Slags andre Formaal. Bl. a. brugtes 2.650.000 til Dækning af det Beløb, der var nødvendigt for at sikre Ballins gamle Aktier Overpris, 600.000 Kr. kom Hertz’ gamle Aktionærer tilgode, 1,8 Mill. Kr. Konsortiet, og 140.000 Kr. betaltes som Salær til Overretssagførerne Axel Bang og Konrad Levysohn (een hvid Mand og een Jøde).Koncernens samlede Aktiekapital beløb sig til 25,6 Mill. Kr.Alligevel var Expansionstrangen dermed ikke tilfredsstillet. Man forsøgte endvidere at erhverve de Jørgen Petersen’ske Skotøjsfabriker for 4 Mill. Kr., hvorved Indehaveren samtidigt skulde overtage en Direktørpost indenfor Koncernen. Planen lykkedes ikke. Derimod købte man 1918 Overbecks Fabrik for 2.150.000. Kr.; i Handelen var indbefattet Bygning og Fabrik med Varelager. Da der var noget muggent ved denne Transaktion, og navnlig forelaa en Overtrædelse af Kædehandelsbestemmelserne, ifølge hvilken Fabrikanterne ikke indbyrdes maatte sælge Varer med Avance, oprettedes i Anled-

345

Ballin’er!

Alle Forudsætninger, der havde været afgørende for Oprettelsen af Koncernen, brast, da det kom til Stykket. Man havde regnet med, at Garverierne ved denne Fusion vilde opnaa større Sikkerhed med Hensyn til Afsætningen af deres Produkter. Denne Beregning viste sig at slaa fejl, da Garveriernes Produktionskapacitet var altfor stor i Forhold til Skotøjsfabrikernes Behov. Man havde regnet med, at de udenfor Koncernen staaende Firmaer vilde kunne slaas ud eller dog hol-ning af dette Fabrikssalg ikke mindre end fire Dokumenter, med hvert sit Formaal. Sælger var Magnus Nathansohn, som havde købt Fabriken af den oprindelige Ejer Overbeck for 150,000 Kr. M. Nathansohn startede derefter i 1917 et Selskab med en nominel Kapital af 1 Mill. Kr., i hvilket – ifølge Bankkommissionens Beretning - hans Fætter, Vekselerer Berthold Nathansohn, der kautionerede for Overbeck & Co. for Banklaan og hjalp det med Vekseldiskonteringer m. v., havde Stemmeret for ½ Mill. Kr. Aktier. Købekontrakten gik i sidste Instans ud paa, at Aktiekapitalen i A. V. Overbeck & Co. A/S skal indløses til pari, »og at Hr. Magnus Nathansohn herudover erholder til sig og et af ham repræsenteret udenlandsk Konsortium (!) 1.150.000 Kr. kontant«.Hertil knytter Beretningen følgende Bemærkning: »Naar den samlede Købesum for Overbecks Fabrik forlods blev sat saa højt som til 2.150.000 Kr. - en grov Pris for en Forretning, der i 1913 havde 36 og i 1916 55 Arbejdere - skyldtes det vistnok i første Række, at Ballin mente, at Overbecks Lager var meget stort og værdifuldt. Det viste sig imidlertid efter Overtagelsen, at Lageret var sammensat af meget uensartede og tilfældigt sammenkøbte Varer tildels af meget ringe Kvalitet (blandt andet et stort Parti udenlandsk Fodtøj), saaledes at Ballin i sit Regnskab for 1919 straks maatte afskrive ca. ½ Mill. Kr. som Tab ved Overtagelsen.« Her viste altsaa de Nathansohn’er sig som mere snedige Forretningsfolk end de346

des nede i Konkurrencen, til en vis Grad ogsaa se sig nødsaget til at aftage Koncernens Produkter. Men ogsaa disse Forventninger var ved Siden af, da de konkurrerende Firmaer netop paa Grund af det opskruede Prisniveau, som Ballin & Hertz Koncernen maatte opretholde for at kunne fremskaffe tilstrækkeligt Udbytte til den saa stærkt udvandede Aktiekapital, opnaaede en Fortjenstmargin, der satte dem i Stand til uden nogensomhelst Vanskelighed at underbyde Ballin. Bedre blev Forholdene heller ikke ved, at Ballin næsten til Stadighed havde ligget i Konflikt med Skotøjshandlerne, som derfor nu efter Evne benyttede sig af Lejligheden til at frigøre sig for Koncernen. Resultatet var bl. a., at Jørgen Petersen, som trods alle gode Tilbud ikke var gaaet med ind i Koncernen, kunde fordoble sit Arbejderantal fra 1913 til 1920, medens Ballin, som en Tid havde beskæftiget Halvdelen af Fagets Arbejdere, 1920 kun raadede over en Fjerdedel af disse. Ifølge Beretningen maatte ogsaa Hertz’ Afdeling kæmpe med Ballins Garverier for at faa gode Chevreaux’er, hvor f. Eks. Jørgen Petersen stod frit i sit Valg; thi det virkede ogsaa mod Ballin, at han laa inde med daarlige Raavarer, som han paatvang sine egne Fabriker: Tilsidst laa saavel Garverierne som Skotøjsfabrikerne nede under en Trediedel af Koncernens Produktionskapacitet. »Det var lykkedes Ballin paa samme Tid at forcere Landets Produktion udover Publikums Købeevne og at jage sine Kunder over til Konkurrenterne«.

Til Trods herfor undlod Koncernen en kraftig Afskrivning af de oppustede Værdier, men fortsatte endnu to Aar udover Krisens Indtræden med den taabelige Udbyttepolitik, alt imens den endog eftertrykkeligt fremmede Indførslen af amerikanske Varer, rigtignok hovedsagelig i det Øjemed at reeksportere dem til Rusland, de baltiske Lande, Tyskland osv. Bircks Betragtninger hertil i den saa ofte citerede Beretning gaar ud paa, at »det er erhvervsmæssig set en Forbrydelse under en Højkonjunktur at bruge hele sit Overskud til Dividender, naar der - rette Afskrivningsprinciper anvendt - slet intet er«.

347

»Og« - fortsætter han - »ligeledes er det galt at udstede Friaktier og Friobligationer, fordi den ved en højere Værdi fremkomne Status ikke skyldes, at Realkapitalen er forøget; men et Overskud, der fremkommer paa Grund af en højere Vurdering, bør paa Passivsiden modsvares af en særlig Delkrederefond, som man kan kalde Inflationsfonden, og som kan bortfalde, naar Prisniveauet er faldet tilbage, og Værdierne skal nedskrives«. Saadanne rationelle Overvejelser laa imidlertid selvfølgelig ikke for Mændene omkring Ballin-Koncernen.

For disse var Sammenslutningen ene og alene sket af Børshensyn. Nødvendig var den ikke i den Forstand, at det for A/S J. M. Ballins Sønner drejede sig om at skaffe sikker Afsætning for dets Garveriprodukter; i saa Henseende var allerede det opnaaelige opnaaet derved, at Jacob & Lotinga, Hertz og D.F.S. allerede 1916 havde forpligtet sig til at aftage alt deres Raamateriale hos Ballin. Nej, Hensigten var, som det ogsaa fremhæves af Bankkommissionen, at kunne skabe Grundlaget for en ny Aktieudstedelse, for paa denne Maade at kunne lokke Befolkningens Sparemidler ud af Lommerne og ind i Højfinansens uudtømmelige Svælg. Man fik her Lejlighed til at give et Konsortium en Fortjeneste paa 1.800.000 Kr.; det var vel nok en Chance, Jøderne maatte benytte sig af. Paa denne Baggrund faar ogsaa de Betragtninger deres særlige Betydning, som Højfinansens store Mænd er inde paa i de Taler, de holder paa Generalforsamlingerne i Anledning af Koncernens Oprettelse. Thi naar de ofrede saa megen Virak paa Førstedirektøren Max Ballin, skete det jo netop ud fra den Erkendelse, at han paa bedste Maade havde forstaaet at varetage Aktionærernes spekulative Interesser, og at han var den rigtige Mand til at gøre det fremdeles. Men udadtil maatte der selvfølgelig ikke være Tale om, at Børshensyn var det afgørende for Sammensmeltningen; her talte man om ganske andre Ting.Da A/S De forenede Skotøjsfabriker den 23. 5. 1918 afholder Generalforsamling under Ledelse af ORS. Konrad Levysohn, fremhæver Bestyrelsens Formand Wilhelm Weimann

348

i sine Udtalelser, at en gennemgribende Samvirken kun kan finde Sted, naar alle Bedrifterne blev undergivet en fælles Ledelse. Sammenslutningen vilde saavel i teknisk som i administrativ Henseende frembyde store Fordele, da man paa denne Maade kunde gennemføre den til Opnaaelse af billig Fabrikation fornødne Specialisering og Rationalisering. Den øgede Produktionsevne med de samme Anlæg vilde muliggøre at levere det bedste og billigste Fabrikat paa Markedet. Koncernens Ledere ansaa det ogsaa for deres Pligt under de kommende vanskelige Tilstande for dansk Industri at yde deres Indsats for at bevare Fabrikationen for Landet med alle de Fordele, der heraf flyder, frem for at lade saavel Fortjenesten ved Varens Fremstilling som ved Arbejdslønnen komme Udlandet til Gode.

De selvsamme Betragtninger er Max Ballin inde paa i sin Tale, der holdes paa J. M. Ballin Sønners Generalforsamling den samme Dag under Ledelse af HRS. C. B. Henriques. Dog kraftigere pointeres denne Tankegang i den Tale, som Wilhelm Weimann holder faa Dage senere, den 7. 6. 1918, paa M. J. Ballins Sønners og Hertz Garverier og Skotøjsfabrikers Generalforsamling. Ved denne Lejlighed erklærer Jødeætlingen Weimann bl. a.: ”Der er skabt en imponerende stærk Organisation, som - og det ikke mindst fordi i den er samlet Branchens bedste Kræfter - vil være en vigtig, fremadstræbende og udviklingsmulig dansk Industris stærke, hærdede Værge mod mægtig og farlig udenlandsk Konkurrence. Samtidig bliver de forskellige Selskabers Aktionærers Interesser betrygget. Dette er ogsaa vigtigt; thi hvor skulde der komme Initiativ og Vovemod, naar ikke Dygtighed og Foretagsomhed havde Mulighed for et rundeligt Vederlag. Selv under den nuværende, paa det private Initiativ baserede Samfundsorden, kan Hovedvægten imidlertid ikke ligge paa, at Aktionærers økonomiske Interesse fremmes og betrygges. Hovedsynspunktet maa være at fremme dansk Arbejde, saaledes at det danske Marked - til Fordel baade for Konsumenterne og for

Erhvervslivet, hvorved jeg ikke mindst tænker paa Arbejderne - i videst muligt Ud-

349

strækning forsynes med danske Varer, og det er paa dette Punkt, at den nyskabte Sammenslutnings Hovedbetydning ligger, selvom dens Maal rækker videre, idet der jo ved dens Udenværker er aabnet Muligheder for dansk Foretagsomhed uden for Landets Grænser«.

Det lød altsammen saare pænt, og dog var det ikke andet end Fraser. Selv »Politiken« var ikke glad ved al den Virak, disse Herrer fra Ballin-Koncernen ydede sig selv og mente, at Dommen fra Publikum, som skulde betale Omkostningerne, jo fremdeles stod tilbage. Udviklingen senerehen viste ogsaa tilfulde, hvor lidet Koncernen var i Stand til at indfri de givne Løfter. Allerede to Maaneder efter at Sammenslutningen var tilvejebragt, ramlede Forudsætningerne for den tilstræbte Udvidelses- og Udbyttepolitik.

I Anledning af Regeringens Bestræbelser i Sommeren 1918 for at gennemføre en Prisregulering for de Varers Vedkommende, der produceredes indenfor Garveri- og Skotøjsindustrien, kom det til en meget alvorlig Konflikt mellem Max Ballin og Prof. L. V. Birck, der som Medlem af Den overordentlige Kommission krævede Kortene lagt paa Bordet, saa det kunde udfindes, hvorvidt Ballin & Hertz Koncernen ved Prisberegningen for Læder og Skotøj holdt sig Prisreguleringsbestemmelserne efterrettelige. Disse Konflikter, som kulminerede i et voldsomt personligt Sammenstød mellem de to nævnte Hovedpersoner indenfor Kommissionen (jvf. nedenfor 8b), havde deres Grundlag i den Modvilje, Koncernen viste overfor de af Den overordentlige Kommission tilstræbte prisreduktioner, medens Ballin søgte at begrunde sin afvisende Holdning med, at han ikke kunde føle sig forpligtet til at røbe Fabrikationshemmeligheder overfor Kommissionens Medlemmer. Resultatet af hele denne Kontrovers var bl. a., at Indenrigsministeriet den 16. August 1918 - af Hensyn til den offentlige Mening, der afgjort stod paa Bircks Side - bekendtgjorde, at enhver var pligtig mundtlig eller skriftlig at meddele de ved

350

kongelige Anordninger i Henhold til Loven af 7. August nedsatte Vurderingskommissioner de af samme til Brug ved Vurderingen ønskede Oplysninger i det Omfang og paa den Maade, som den paagældende Vurderingskommission skønnede nødvendigt for at opfylde sit Hverv. Udtrykkelig bestemtes endvidere, at Rigtigheden af de meddelte Oplysninger, naar den paagældende Vurderingskommission stillede Krav derom, skulde godtgøres ved alle til Raadighed staaende Bevisligheder.

Derefter fulgte en offentlig Meningsudveksling mellem Max Ballin og daværende Direktør for Arbejds- og Fabrikstilsynet, Docent Jakob Kristian Lindberg (senere Nationalbankdirektør), der med al Tydelighed afslørede den dybere Aarsag til de Stridigheder, der var opstaaet mellem Birck og Ballin. Lindbergs Kritik rettede sig navnlig mod den af Koncernen af Børshensyn dikterede Prispolitik, samt mod den Prisaager, som den Ballinske Trustdannelse søgte at udøve paa Skøtøjshandelens Omraade. Derved rørtes netop ved det, der ogsaa var Nerven i hele den Birck’ske Kampagne, og som fik et prægnant Udtryk i de grundige og strengt saglige Argumenter, Jak. Kr. Lindberg fremførte i Diskussionen.

Direktør Max Ballin sendte den 21. 8. 1918 et Indlæg til samtlige Dagblade, i hvilket han søgte at imødegaa de Klager, der rettedes mod den af ham ledede Koncern. Han taler her om en over hele Landet rejst hadefuld og agitatorisk Forfølgelse, nævner de gennemsnitlige Priser, hans Selskab forlangte for alle Sorter Fodtøj og knytter dertil den Bemærkning: »Det tør vistnok siges, at intet Land i Europa i samme Tidsrum har været i Stand til at fremstille Fodtøj til saa lave Priser. Fabrikerne har ingen Indflydelse paa og derfor intet Ansvar for de Priser, der for disse Varer er betalt af Publikum«. Ballin forsøger dermed at skubbe Skylden for de høje Priser fra sig og over paa Skotøjsforhandlerne og giver derefter nærmere Oplysning om de gennemsnitlige Priser, den Del af Skotøjsindustrien, for hvilken han havde Ansvaret,

havde faaet.Paa dette Indlæg svarede Direktør Jak. Kr. Lindberg den

351

22. August 1918 Ballin bl. a., at Uroen ikke stammede derfra, at Skotøjspriserne i og for sig var for høje, Hr. Ballin havde jo selv meget rigtigt gjort opmærksom paa, at mange andre vigtige Varer var steget langt mere i Pris. Dernæst fortsatte han: »Men Uroen stammer fra, at det i vide Kredse formodes, at Skotøjsindustrien beregner. sig en urimelig Nettoavance pr. produceret Par Fodtøj. Jeg tror at kunne garantere Hr. Ballin, at i samme Øjeblik han offentliggør Tal, der beviser, at Fabrikerne i 1917 har opnaaet en større Nettoavance pr. produceret Par Fodtøj end i de nærmeste Aar før Krigen, i samme Øjeblik vil ethvert Angreb paa Hr. Ballin som Repræsentant for Skotøjsindustrien forstumme. Endnu bedre vilde det naturligvis være, hvis Hr. Ballin tillige vilde erklære, at de af ham ledede Fabriker ikke for indeværende Aar agter at anlægge højere Priser, end at Nettofortjenesten pr. produceret Par Fodtøj bliver den samme som før Krigen«. Lindberg bemærker til Slut, at han følte sig berettiget til at rette en saadan Henvendelse til Ballin, da han i sine egne Undersøgelser af Koncernens Prispolitik, som han ikke blot havde meddelt Ballin, men ogsaa Den overordentlige Kommission, var kommet til det Resultat, at Nettoavancen i 1917 syntes at have været 10 à 15 Gange saa høj som før Krigen.

Det er en Selvfølge, at denne Henvendelse ikke netop vækker blide Følelser hos Max Ballin, der nu for Alvor følte sig truet i sine pengeinteresser. Han stillede sig meget forarget overfor det Forslag, at Nettofortjenesten nu (d. v. s. i August 1918), da et Par Støvler f. Eks kostede 32 Kr. at fremstille, ikke skulde være større end 1913, da saadant et Par kun kostede 12 Kr. Herom erklærer Ballin i sit den 23. August gennem Ritzaus Bureau offentliggjorte Svar bl. a.:

»Jeg maa da svare Dir. Lindberg med et afgjort Nej, jeg erklærer tværtimod at være ganske ude af Stand til at bevise, at ene og alene Skotøjsindustrien - naar den anbringer 3 - dobbelt Kapital - skulde kunne nøjes med den samme Avance pr. Vareenhed, og

352

jeg udbeder mig i Ærbødighed nogle Eksempler paa tilsvarende Forhold i al anden Handel eller Industri.Tror Dir. L. virkelig, at Købmanden, der før Krigen paa en Sæk Kaffe til 60 Kr. tjente 7 ½ Kr., nu, naar den

samme Sæk koster 120 Kr., ogsaa kun kan nøjes med en Fortjeneste paa 7 ½ Kr.?Tror Direktøren virkelig, at hele den Risiko, der er forbundet med at købe Raamateriale til 3 - 4-dobbelte Priser og

sætte disse Varer sammen til en Støvle, i en Fabrikation, hvor alle Driftsomkostninger lige fra Kul til Sytraad er steget 5 - 10 Gange, med Rette kan medføre det Resultat for Fabrikanten i økonomisk Henseende, at hans Avance bliver den samme, naar Vareenheden - Støvlen koster 30 Kr. at fremstille, som da den kostede 10 Kr.

Kender Dir. L. da slet ikke den almindelige Foreteelse i det virkelige Liv, der hedder Fluktuationer i Varens Værdi, kan Dir. L. slet ikke tænke sig den nærliggende Mulighed, at f. Eks. Støvler, naar Krigen slutter, vil gaa ned i Pris? Skal Fabrikanten da absolut have forberedt sin sikre økonomiske Ruin?Jeg erkender altsaa, at jeg ikke vil være i Stand til at fjerne Uroen omkring Skotøjsspørgsmaalet ad den Vej, Dir. L. foreslaar, men jeg er fuldkommen enig med ham i, at det der er Hovedspørgsmaalet, er dette: »Har Skotøjsindustrien beregnet sig en urimelig Nettoavance eller ikke?«Dette Spørgsmaal er til Undersøgelse i Den overordentlige Kommission, og fra den vil Svaret komme.

Kriteriet er jo forøvrigt klart og tydeligt givet ved Forordningen af 1. Febr. 1917, der i Følge den overordentlige Kommissions Definition hjemler Ret til den samme procentvise Avance efter nævnte Tidspunkt som i Tiden før.

Her er Begrænsningen af den tilladte Avance klart og tydeligt udtrykt.

Max Ballin.«

Denne anden Erklæring fra Dir. Ballins Side fik først rigtig Diskussionen til at blusse op, navnlig hans Henvisning til, at det for Koncernen drejede sig om nu at kunne skaffe Dividende for en tredobbelt Aktiekapital. Først havde han paastaaet, at det var Hensynet til de stigende Raavarepriser, der havde medført Forhøjelsen af alle Skotøjsfabrikater, men nu maatte han altsaa indrømme, at det fremfor alt var Profithensyn, der havde foranlediget Prisstigningen. Prof. Birck understregede straks, at det her drejede sig om falsk Kapital, der skulde for-

353

rentes, medens Lindberg paa samme Maade pointerede, at det var netop den usunde Overkapitalisering af den af Ballin kontrollerede Skotøjsindustri, der var Aarsag til den ublufærdige Prisstigning.

Direktør Lindberg gav i sit Partiorgan »Social-Demokraten« i flere Indlæg (25. og 30. 8 og 3. 9. 1918) Svar paa Tiltale.

I sit første Indlæg bemærkede han bl.a.:

»Hr. Direktør Ballin udtalte i sin første Erklæring, at Aarsagen til Forhøjelsen af Skotøjspriserne udelukkende laa i den stadig fortsatte Forøgelse af Raavarepriserne og af alle Omkostninger. Da nu enhver Vares Pris kan deles i to Bestanddele, nemlig 1) Raastofpris + Omkostninger (herunder ogsaa Driftsherreløn og Renten af fremmed Kapital) og 2) Nettoavancen til egen Kapital, saa kunde Offentligheden misforstaa denne Udtalelse derhen, at Skotøjsfabrikerne ikke havde beregnet sig en større Nettoavance end før Krigen. For at undgaa en saadan Misforstaaelse bad jeg Hr. Ballin om at udtale sig lidt tydeligere, og det har han forsaavidt gjort, som han nu erklærer, at Skotøjsindustrien ingenlunde agter at lade sig nøje med den hidtidige Nettoavance af en tolvskilling pr. Par Fodtøj. Og dog mener jeg at turde hævde, at før Krigen vilde enhver Skotøjsfabrik her i Landet med en saadan Nettoavance have været i Stand til at betale sine Aktionærer et passende Udbytte. Men Hr. B. har vel nok nu - ud fra sine gyldne Erfaringer om, hvad der kan tjenes paa Underlæder - lært Skotøjsfabrikanterne at regne med Kroner, hvor de før regnede med Tolvskillinger.Hr. B.s eneste Grund for Nødvendigheden af nu at beregne en større Nettoavance pr. Vareenhed er den, at naar en Vares Pris stiger til det 3-dobbelte, saa maa ogsaa Aktiekapitalen forøges til det 3-dobbelte. Men er dette rigtigt? Vil Hr. B. da, naar Priserne atter falder til det normale, formindske Aktiekapitalen i det af ham ledede Selskab fra 27 til 9 Millioner Kr.? Og hvortil har man egentlig Bankerne, naar fluktuerende Varepriser og varierende Varelagre skulde nødvendiggøre slige Ændringer i Selskabernes Aktiekapital?Maaske rører Hr. B. alligevel her ved Kernepunktet i Sagen. Thi Uroen i den offentlige Mening hidrører vel netop fra de stadige og tilsyneladende ganske unødvendige Udvidelser af Aktiekapitalen i Forbindelse med en vis Ængstelse for, at Hr. B. skulde have Magt til at fremskaffe et Udbytte til denne Kapital, der ligger langt over det, som man før Krigen ansaa for rimeligt. Af den nuværende Aktiekapital (27 Mill. Kr.) er det vel Tanken, at ca. 13 Mill. Kr. skal forrentes af Skotøjsafdelingen. Da det

354

kan formodes, at Hr. B. vil søge at fremskaffe et Udbytte paa 20-25 pCt., bliver det altsaa ca. 3 Mill. Kr. eIler ca. 2,30 Kr. pr. Par Fodtøj, hvorved jeg her forstaar aIle Arter af Læderfodtøj omregnet til Gennemsnit. I 1913 var Gennemsnitsprisen for saadant Fodtøj Kr. 6,50, hvoraf Nettoavancen formentlig udgjorde 10 til 20 Øre, medens Prisen i 1917 antages at have været 13 Kr. med en Avance paa noget over 2 Kr. Det er formentlig om dette Punkt, Offentligheden ønsker at høre Hr. B.s sagkyndige Mening.

Hr. B. finder en Nettoavance paa en Tolvskilling latterlig. Maa jeg da bede om Svar paa følgende Spørgsmaal: Havde de 10 Fabriker, som sammensluttedes til A/S De forenede Skotøjsfabriker, i de nærmeste Aar før Krigen gennemsnitlig en Nettoavance, der laa over dette Beløb? Eller laa de for de fleste Fabriker ikke snarere nede meIlem 10 og 15 Øre?

Men Direktør Lindberg - uden Tvivl den mest overlegne og karakterfulde Nationaløkonom, Socialdemokratiet har kunnet tælle indenfor sine Rækker - lader sig ikke nøje med disse Indlæg, som besvaredes af Ballin med megen Udenomssnak; han gaar videre og aflægger Besøg paa Hertz’ Fabrik, for i Undersøgelser paa Stedet at orientere sig om den virkelige Stilling med Hensyn til den ved Salg af Skotøjet opnaaede Avance.

Han erklærer derefter i sit sidste Gensvar, at Dir. Ballin ikke synes at være dygtig udi den Regningsart, der kaldes Division. Overfor Ballins Antydninger om, at Nettoavancen før Krigen laa mellem 50 Øre og 1 Kr. pr. Par Sko, derimod nu mellem 1 og 3 Kroner, saaledes at der kun kunde være Tale om en Stigning til det dobbelte eller maaske til det tredobbelte, konstaterer Lindberg: »Den er steget til det 10-dobbelte eller snarere endnu mere«. Han paaberaaber sig derved Resultatet af sine Undersøgelser; Nettoavancen var herefter steget fra 3 ½ pCt. af Prisen før Krigen til 14 pCt. af Prisen i 1917. Hertil bemærker han:

»Før Krigen gav A/S Hertz med en Nettoavance af meIlem 20 og 25 Øre pr. Par et aarligt Udbytte paa 9 pCt. til Aktionærerne, og Selskabet blev anset for et af vore bedste industrieIle Foretagender. Hr. Ballins Paastand om, at Industrien ikke forud for Krigen kunde trives med en Nettoavance af en Tolvskilling pr. Par er altsaa - med et mildt Udtryk - ganske misvisende«.

355

Jak. Kr. Lindberg fremhæver dernæst, at Kapitalen i A/S De forenede Skotøjsfabriker efter de af ham foretagne Undersøgelser var mindst 4 Gange saa stor som den, man før Krigen vilde have anset for passende, og begrunder denne Opfattelse som følger:

»Ved Overkapitalisering forstaar jeg, at man ved Rentabilitetsberegningen for det paagældende Selskab gaar ud fra en Nettoavance pr. produceret Vareenhed, som ikke hidtil er opnaaet i den paagældende Industri, men som man forventer at kunne fremtvinge ved at hindre den frie Konkurrence. Taget i denne Forstand er der ingen Tvivl om, at de Ballin’ske Skotøjsselskaber er meget stærkt overkapitaliserede; thi en Forrentning af en Aktiekapital paa ca. 13 Mill. Kr. med 20 à 25 pCt. vil kræve, at Nettoavancen pr. Par Fodtøj vedblivende kan holdes oppe paa et Niveau, der er 10 à 15 Gange højere end før Krigen«.

Denne Argumentation slog igennem. Men næsten værre var det, at Skotøjshandlerne nu selv saa sig foranlediget til at gaa ligesaa skarpt og grundigt i Rette med Skotøjstrustens Hovedmand. Allerede efter Ballins første Indlæg fremkom talrige Indsigelser i Pressen, i hvilke der pegedes hen paa, at Ballin slet ingen Grund havde til at paaberaabe sig Stigningen i Priserne for Raavarer, da hverken Ballin eller Hertz i de fire Aar, Krigen stod paa, havde faaet Læder eller Skind hjem og som Følge heraf ogsaa udelukkende havde forarbejdet Fodtøjet af de Raavarer, som de havde haft oplagret under hele Krigen. Men dernæst fremhævedes, at de af Max Ballin offentliggjorte Priser over fabriksmæssigt tilvirkede Varer var aldeles misvisende. Dette understregedes navnlig af Centralforeningen for Skomagere og Skotøjshandlere i Danmark, som i to Erklæringer (underskrevet J. S. Falck) udførligt behandlede Ballins Forklaringer. BI. a. hævdedes her kort og godt, at Prisen paa almindeligt gangbart Fodtøj (ikke Luksus), der før Krigen var 13,10 Kr., nu var 40,50 Kr.

Centralforeningerne erklærede dernæst, at de maatte tilbagevise den Insinuation, at de skulde være Skyld i Fordyrelsen. Vanskelighederne var iøvrigt ogsaa blevet væsentlig forøget

356

ved den store Eksport af Fodtøj og Sadelmagerarbejde under Krigen. Ballins Fabriker havde profiteret deraf, medens Skotøjsforhandlerne og Skomagerne havde maattet tage Skaden, til Trods for at de siden den 9. November 1914 stadig havde protesteret mod den altfor store Eksport, som navnlig for det færdige

Skotøjs Vedkommende havde været af den anden Verden. Rigtignok havde Ballin stadig forsvaret Eksporten og i Mødet af 9. November 1914, i hvilket Repræsentanterne for Sadelmagere, Skomagere, Skotøjshandlere, Skotøjsfabrikanter samt Garvere var til Stede, erklæret, at han altid vilde have tilstrækkelig Læder til at forsyne det indenlandske Marked dermed til rimelige Priser. Ud fra saadanne Overvejelser havde han ogsaa i nævnte Forsamling opfordret de Tilstedeværende til efter bedste Evne at udnytte Situationen; »thi her var en Chance, som aldrig vilde komme igen; Forretning er nu engang Forretning«. (Hertil kom Max Ballin med den Indvending, at han kun havde anbefalet at, »faa rømmet bort de gamle Lagre af umoderne Fodtøj, som alle Butikkerne var overfyldt med«. Pol., 25. 8. 1918).Til Slut forlangte Centralforeningerne for Skomagere og Skotøjshandlere i Danmark, at Max Ballin straks maatte blive fjernet fra den dobbelte Stilling, han under hele Krigsperioden havde indtaget, idet han »foruden at være Landets største Eksportør i Sadelmagerarbejde tillige var Medlem af Sadelmager- saavel som Skotøjsudvalget, hvis Opgave var at paase, at Hjemmemarkedet ikke blev gaaet for nær«. Dette Krav blev i den anden Erklæring, Centralforeningerne udgav, endnu kraftigere understreget, idet der bI. a. sagdes: »Vi ved os i Overensstemmelse med Landets 7000 Skomagere og Skotøjshandlere, naar vi endnu en Gang anmoder om, at Hr. Direktør Max Ballin maa blive fjernet fra den Stilling, han altfor længe har beklædt som Raadgiver og Industriens Tillidsmand i Ministeriet, idet Hr. Ballin, efter vor Formening, er en altfor farlig Mand paa denne Post. Dette vil sikkert ogsaa være den bedste

Billede

Max Ballin taler!

Mine Herrer! Naar jeg skal indlede Forhandlingen om Forhandlingen af Huder her i Landet, saa er det ikke nogen Skinforhandling for mit Vedkommende. Derimod tror jeg nok, d’Herrer Skomagere selv har en Rem af Huden i saa Henseende, og derfor kunde de nok have Lyst til at flaa deres Publikum. Deres eget Skind skal de nok hytte.Men de Herrer snakker en god Støvle, gør de, de ved ikke, hvad de taler om. Den ved bedst, hvor Skoen trykker, som har den paa, og skal jeg endelig tvinges til at trække fra Læderet,saa skal de faa deres Rygstykker garvet ganske gratis hos mig. Beskyldningen for, at jeg for at bevare Skinnet skulde gemme paa Huderne er ganske absurd. Tværtimod, jeg er klædt af til det bare Skind og er i Øjeblikket nærmest hudløs.At mine Aktier stiger paa Børsen, kan jeg jo ikke gøre for. Spekulanterne vil nok med Tiden komme til at betale dyre Lærepenge.»Svikmøllen 1915«.Billeder

Dir. Benny DessauKonsul Emil Henius.

357

Maade at komme bort fra den Utryghed, vort Fag altfor længe har maattet lide under«.Hvor stærk Forbitrelsen i Folket over Max Ballins Trustdannelse var, fremgik navnlig af den Kritik,

Provinspressen rettede mod Koncernens Førstemand samt deraf, at Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger truede med at oprette en egen Skotøjsfabrik, ja eventuelt endog et Garveri. »Social-Demokraten« bebrejdede Ballin at have gjort sig skyldig i taabelige Udflugter. »Man se blot til, at hans Dokumentation ogsaa gaar ud paa, at naar Arbejderen, der har 1200 Kr. i Løn, faar en Stigning paa 82 pCt.,

saa bør Millionæren Max Ballin og hans Læder- og Skotøjsfrænder ogsaa have Lov til en saadan Stigning. Den Slags Nonsens opvarter Hr. Ballin med, men han undgaar imidlertid meget omhyggeligt at komme ind paa alt det reelle«. Indvendingen var kun altfor berettiget, blot havde det været paa sin plads at henvise til, at Ballin jo langt fra nøjedes med de 82 pCt. Tillæg paa sin Indkomst, da han fremsatte sine Indlæg. Millionærens Indkomst var tværtimod bleven forøget med flere hundrede Procent!

Da Jak. Kr. Lindberg i September atter tager til Orde mod Koncernen, understreger han navnlig, at det er Landmandsbanken, der stod bag den af Ballin-Koncernen øvede Obstruktion, og at Formanden for Den overordentlige Kommission tilsyneladende af utilstedelige Hensyn lod sig afholde fra at bryde denne Obstruktion. Lindberg gør gældende, at man overalt mærkede Landmandsbankens skjuIte, men mægtige Indflydelse,men det var jo ogsaa en Bank, der forstod at knytte de rette til sig. Knapt nok havde Overformynder Friis modtaget Stillingen som Formand for Prisreguleringskommissionen, før han ogsaa blev valgt til Medlem af Landmandsbankens Repræsentantskab. At Lindberg har gennemskuet de Ballin’ske Transaktioner til Bunds fremgaar deraf, at han (3. 9. 1918) understreger, at det ved Ballin-Koncernens nye Aktieudstedelse i Anledning af dennes Oprettelse drejede sig om den mest udprægede

358

Form for Overkapitalisering, man kunde tænke sig. For det første var 20,6 Mill. Kr. gamle Aktier bleven ombyttede med 23.147.000 Kr. nye Aktier, d. v. s., Aktiebeløbet var bleven forøget med 2.547.000 Kr. For det andet var der blevet udstedt nye Aktier for et Beløb af 3.853.000 Kr., hvoraf 3 Mill. Kr. overtoges af et Bankkonsortium til Salg under Haanden. Og derefter bemærker han ironisk og skarpt:

»Hvem Bankkonsortiet bestod af, vides naturligvis ikke, men da det forlyder, at Konsortiet overtog Aktierne til en saa lav Kurs, at der kunde nappes en pæn lille Fortjeneste paa et Par Millioner Kroner, kan man nok gaa ud fra, at det var nogle af Hr. Ballins fineste Venner, der dannede Konsortiet - formodentlig med Landmandsbanken i Ryggen. Betingelsen for, at denne Fortjeneste kunde realiseres, var naturligvis, at Aktierne kunde holdes oppe i Kurs, indtil de var solgt til det godtroende Markedspublikum«.

Det var klare, tydelige Ord, og Udviklingen sidenhen har tilfulde vist, at Direktør Lindberg skønnede ret. Transaktionen lykkedes derigennem, at man skabte Børsrygter om Koncernens fantastiske Fremtidsmuligheder, og Resultatet var, at der ved denne Kapitaludvidelse, som allerede ovenfor nævnt efter Bankkommissionens Beretning (Bilag, S. 280), opnaaedes en Overpris paa ikke mindre end 6,6 Mill. Kr. Og Lindberg konkluderer ydermere rigtigt, naar han siger, at Kravet om Prisregulering for denne Produktionsbranches Vedkommende selvfølgelig maatte vække Rædsel i de interesserede Kredse, da »enhver kunde sige sig selv, at Udbyttet af Aktieselskabet Ballin fra det Øjeblik, en saadan Regulering fandt Sted, nødvendigvis vilde blive reduceret til en Brøkdel af, hvad det har været i de senere Aar, og Kursen vilde da let falde saa stærkt, at Konsortiet (og Landmandsbanken!) brændte inde med Aktierne«.HviIke Anelser!

359

Sent paa Natten til den 5. September 1918 enedes endelig Den overordentlige Kommissions Forretningsudvalgs-Medlemmer, Overformynder Friis, Professor Birck, Redaktør Hauge, Direktør Heilbuth og Konsul Lauritzen, med Repræsentanterne for Skotøjsfabrikantforeningen, d’Herrer Fabrikanter Hertz, Jacob og P. Sørensen, om en Regulering af Skotøjspriserne paa følgende Grundlag: Fabrikernes Netto-Fortjeneste fastsættes til 10 pCt. af Salgssummen fra Fabriken til Detaillisten. Heraf skal de foruden

eventuel Godtgørelse til Mellemhandler afholde følgende Udgifter: a) Aktiedividende og enhver Art af Renter; b) Tantièmer af enhver Art og Lønninger til Bestyrelsen eller Bestyrelsesraad; c) Vederlag til Driftslederne udover 8 pCt. af Arbejdslønnen; d) Indkomst- og Formueskatter; e) alle Henlæggelser til Reserver eller andre Formaal; f) enhver Art af Afskrivning udover Afskrivning paa Maskiner osv. Endvidere fastsættes bestemte Grænser for de Beløb, hvormed Afskrivninger, Husleje og Vedligeholdelse m. v. maa indgaa i Produktionsprisen. I Prisreguleringskommissionens Meddelelse om denne Ordning bemærkes dernæst udtrykkeligt: »Efter et foreløbigt Skøn betyder Prisaftalen, at Fabrikernes ovennævnte samlede Netto-Fortjeneste paa Skotøjsfabrikationen for Fremtiden vil blive nedsat med henimod Halvdelen. Kommissionen kontrollerer Prisaftalen ved en Revision af Regnskaberne, naar Aaret er omme«. Foreningen af Københavns Skotøjsforeninger vedtog derefter denne Ordning med 25 Stemmer mod 10, dog med Forbehold af Industriraadets Sanktion.

Birck og Lindberg havde dermed vundet Sejr for deres Bestræbelser. Men der skulde dog endnu knytte sig en Episode til denne Ordning, som viste, hvorledes de i Sagen interesserede Jøder fremdeles var rede til at unddrage sig de i Overenskomsten indgaaede Forpligtelser ved illoyale Handlinger.

Thi Forbeholdsklausulen skulde nu netop tjene Ballin, som var Medlem af Industriraadet, til et sidste Forsøg paa alligevel at rende den trufne Ordning overende. Til Forhandlingerne i Den overordentlige Kommission havde han sendt sin Med-

360

direktør Alfred Hertz og sin Slægtning Dir. E. F. Jacob, der sammen med den tredje Mand, Sørensen, var gaaet ind paa den vedtagne Ordning og dermed selvfølgelig samtidig gav deres Samtykke paa Ballins Vegne. Men da han sammen med de øvrige Medlemmer af Industriraadet som Alex. Foss, Benny Dessau, Dir. Gammeltoft, Bankdirektør Glückstadt, Dir. H. P. Prior osv. skulde tage Stilling til Sagen, protesterede han mod den Overenskomst, Hertz og Jacob (og dermed han selv) var gaaet med til! Samtidig anmodede Ballin lndustriraadet om at foranledige et sagkyndigt Udvalg nedsat til at undersøge, hvorvidt De forenede Skotøjsfabriker kunde siges at være overkapitaliserede.Alle Krumspring, alt Bluffmageri hjalp dog intet mere, Den overordentlige Kommission fastholdt sin Indstilling, og anbefalede Regeringen at ophøje den med Skotøjsindustriens Repræsentanter trufne Overenskomst til Lov. Alle de Ballin’ske Argumenter i Industriraadets Indsigelse, bliver kraftigt tilbagevist, deriblandt den snedige Indvending, der gik ud paa, at de ifølge Overenskomsten fastsatte Priser »vil være sammensatte af 10 pCt. saakaldt Nettoavance og 90 pCt. Udgifter«, og at det saaledes »er umiddelbart indlysende, at det er disse, der viI gøre Udslaget«. Hele Ordningen vilde dermed gøre Fabrikanterne interesseret i at holde Produktionspriserne højst muligt oppe. Heroverfor pointerede Den overordentlige Kommission, at det først efter den vedtagne Overenskomst vilde være muligt at bringe Nettoavancen ned paa de 10 pCt., medens den hidtil havde ligget særdeles betydeligt højere. Kommissionen afviser samtidig med al Eftertryk den Insinuation, at der tilsigtedes at faa Haand- og Halsret over Produktionen og at bane Vejen for den statskontrollerede Bedrift og for Statssocialismens Principer. Maalet var alene at afløse Prisstigningen for Fodtøj med en Prisnedgang og intet andet.Dermed var Kontroversen i det store og hele endt.Allerede ved Bekendtgørelsen af 18. Juni 1918 havde Regeringen uden større Modstand fastsat Maksimalavancen ved

361

Salg af Fodtøj, som herefter kun maatte andrage mellem 20 og 30 pCt. af Fabrikernes Salgspris. Nu, den 18. September 1918, bestemtes ydermere, at Fabrikerne skulde fastsætte deres Priser for alt Fodtøj saaledes, at den samlede Nettoavance indenfor et Regnskabsaar ikke oversteg 10 pCt. af Regnskabsaarets samlede

Salgssum. Endelig fastsattes Maksimalpriser paa Huder og Skind ved Bekendtgørelse den 23. Decbr. 1918, paa Læder ved Bekendtgørelse den 20. Februar 1919. Den overordentlige Kommission havde først ønsket, at Støvleprisen skulde fastsættes som Materialpris og Arbejdsløn plus 25 pCt.’s Bruttoavance, da man gik ud fra, at Fabrikanterne derved vilde være nødsaget til at holde deres Generalomkostninger indenfor en rimelig Grænse. Men Koncernen og de øvrige Fabrikanter indenfor Branchen satte sig imod denne Ordning og opnaaede saaledes, at den samlede Nettoavance som ovenfor skildret blev fastsat til 10 pCt. Derved kunde Fabrikerne paalægge Administrationsudgifterne Særomkostninger, f. Eks. unødvendige Repræsentationsudgifter, saa meget de vilde og indirekte sikre sig store Avancer. Generalomkostningerne blev ogsaa paa denne Maade holdt kunstigt oppe, og Følgen var, at Reguleringen kun tildels førte til de ønskede Resultater. Ballin & Hertz holdt stadigvæk paa relativt høje Priser (30 Kr. for et Par Støvler, som andre Firmaer leverede for 25 Kr.) og solgte ikke bort fra Lageret, saalænge Markedet ikke vilde aftage Varerne til de højere Priser.Da 1920-Prisfaldet paa Verdensmarkedet langt om længe ogsaa gjorde sig gældende her i Landet, kunde Maksimalprisordningen bortfalde, Juni 1920 for Huder og Læder, Januar 1921 for Fodtøj. Men da var Katastrofen for Koncernen ogsaa blevet uundgaaelig.Indtil denne Tid gjorde imidlertid saaveI Kursstigningerne som Pengeoverfloden, som Koncernen kunde glæde sig ved under Udvidelsen af Aktiekapitalen, men som tildels ogsaa øgedes ved den siden Begyndelsen af 1919 indledede Inflation, sin skæbnesvangre Indflydelse gældende indenfor Koncernen.

362

Man flottede sig rigeligt med Lønninger, Tantièmer osv., hvoraf Bankkommissionen drager den nyttige Lære, at der ikke er nogen større Ulykke for et Lands Erhvervsliv, end at der pludselig stilles for mange Kontanter til Raadighed«. Koncernen betalte alene i Lønninger 1918 - 19 og 1919 - 20 275.000 Kr. aarlig, i det følgende Regnskabsaar 360.000 Kr. Direktionens Tantièmer androg 1919 1.060.000 Kr., Bestyrelsens 120.000 Kr. For Repræsentationsudgifter faar Direktionen 1919 25.000 Kr. erstattet og ”den 26. Januar 1920 beslutter man at yde Direktørerne Ballin, Hertz, Rothenberg og Jacob hver 6.000 Kr. som Godtgørelse for Automobiler«. Alt ialt andrager Udgifterne til Direktion og Bestyrelse 1918 1 ¼ Mill. Kr. Men ikke blot de urimeligt store Administrationsudgifter virker uheldigt, ligesaa farligt er det, at selve Administrationen ifølge den store Direktionsstab er aldeles desorganiseret. Bankkommissionens Betænkning konstaterer kort og godt: ”De ti Direktører falder over hinanden.« Eksempler gives paa det indenfor Selskabet herskende Tohuwabohu. Hr. Jacob skriver i et Brev til Direktionen i 1922: »Jeg kan ikke arbejde med 10 Direktører« og erklærer ved en anden Lejlighed: »... det har været mig uforstaaeligt, at Direktør Ballin ved Stiftelsen tog saa let paa den Omstændighed, at vi var 9 Direktører«. Direktør, Bestyrelsesmedlem H. C. Kristensen klager: »Der var saa mange Direktører, og det var ikke nemt at blive fri for dem. Jeg har været Leder af min Fabrik efter Sammenslutningen, men kunde ikke arbejde sammen med Nathan og Seligmann. Skotøjshandlerne klagede over den altfor megen Bureaukratisme indenfor Foretagendet, som resulterede i, at de aldrig rigtigt kunde handle. Før havde de med en gammel Forretningsven at gøre, nu med en Direktør, der som oftest ikke selvstændigt kunde træffe sine Afgørelser. Dertil kom Kompetencestridigheder, vild Forvirring paa alle Omraader. Fabrikant Godsejer H. C. Hansen betegnede Sammenslutningens Organisation som en Daareanstalt. Det bemærkes bI. a., at Koncernen straks til en Begyndelse mistede en Tredjedel af Kunderne,

363

fordi Fabrikerne vilde diktere Kunderne deres Køb og Garverierne vilde diktere Skotøjsfabrikerne, hvilke Raavarer de skulde bruge. Produktionen kunde ikke opretholdes i normal Udstrækning, da Omorganisationen af hele Virksomheden med Nedlæggelsen af 8 af de oprindelig 12 Fabriker skabte

Uorden. Der klages over, at de importerede Varer ikke besigtiges ved deres Ankomst, at man indenfor Direktionen ikke staar i tilstrækkelig Tankeudveksling med hinanden, at Koncernens Rejsende løber hinanden i Vejen, at der ikke haves tilstrækkelig Kontrol med de udenlandske Forretningsforbindelser, at Direktør Rothenberg disponerer ravruskende galt, faar uhjemlede Beløb udbetalt af Direktør Nathan, spekulerer sammen med Koncernens Forretningsforbindelser, at der hersker »en ugudelig Uorden« i Bøgerne, at Valby-Fabrikerne er anlagt for dyrt osv. osv. Forholdene indenfor Koncernen er altsaa i alle Retninger saa tossede, som de overhovedet kan være.Det var en Dans paa Vulkanen. Gullaschbaronerne rasede. Et Trøstens Ord fandt de i den Parole, der ogsaa gjaldt forud for den franske Revolution: Après nous le déIuge! Efter os Syndfloden!

Saaledes tænkte vel ogsaa Hugo Rothenberg, der havde Ledelsen af Koncernens Handelsafdeling efter Sammenslutningen og i 1918 paa sit Firmas Vegne indledede en vidtomspændende Transithandel i Haab om paa denne Maade at kunne indtjene store Midler, der kunde sikre Koncernens høje Aktiekurser. Under Krigen havde Ballin’s Udenrigshandel endnu holdt sig indenfor relativt beskedne Grænser. Først 1915 begyndtes med Indkøb af Chevreaux og Underlæder hos det amerikanske Jødefirma E. Blumenthal, senere ændret til The Amalgamated Leather Co. Paa dette Tidspunkt købtes 28.000 Dusin Chevreaux, som med nogen Avance videresolgtes til Rusland. 1917, efter Indledelsen af den uindskrænkede Undervandsbaadskrig, købtes yderligere hos nævnte Firma 22.500 Dusin Chevreaux, som imidlertid først leveredes 1919 og som

364

Følge af Dollar’ens Kursstigning maatte betales med ca. 2.35 Kr. pr. Kvadratfod, medens den danske Pris ved Ordrernes Afgivelse kun var 2 Kr. l Foraaret 1918 solgte Ballin-Koncernen 80.000 Chevreauxskind til to jødiske Grossister i Tyskland, Steinberg og Schalit, og købte noget senere 130.000 Dusin hos Blumenthal i New York, i første Række for paa denne Maade at kunne foretage den nævnte Levering til de tyske Aftagere, men dernæst ogsaa for at have Varer paa Lager. Rothenberg og Ballin er paa samme Maade som d’Herrer i det Transatlantiske Kompagni forberedt paa, at der vil aabne sig store Afsætningsmuligheder i Rusland, de baltiske Stater og det mellemeuropæiske Marked og søger i Tide at indrette sig paa en storstilet Transithandel. Derfor forceres de amerikanske Køb; bI. a. købes i Juni 1918 yderligere 6.600 Chevreaux. Bankkommissionen gaar i sin Beretning ud fra, at Køb og Salg af de 80.000 Dusin i 1918 havde været forsvarligt, hvis Blumenthal straks havde leveret, Ballin straks havde betalt og straks videreleveret Varerne til Steinthal; disse Betingelser blev imidlertid ikke opfyldt.Skæbnesvangre bliver de Dispositioner, der træffes i 1919. Ballin opnaar ganske vist lndførselstilladelse for 170.000 Dusin Chevreaux hos de tyske Myndigheder, deriblandt ogsaa for Steinbergs Parti, men kan ikke udføre Salgsordren, da han selv ikke har faaet nogensomhelst Vare fra Amerika. Reichseinfuhrstelle krævede iøvrigt, at kun tre bestemte Grossister, deriblandt J. M. Schiff, skulde være berettiget til at opkøbe Læder hos Ballin. Da i Mellemtiden den tyske Maksimalprisordning ophæves, viser det sig, at tyske Grossister er villig til at betale højere Priser. I denne Anledning kan Rothenberg den 11. Juni 1919 telegrafere fra Berlin hjem til sit Firrna, at lndførseIstilladelsen er i Orden, at der er god Udsigt til at kunne sælge det hele Kvantum til en Pris mellem 4 og 5 ½ Kr. pr. Kvadratfod, at Kontrakten vilde blive underskrevet næstkommende Onsdag, samt at han - naturligvis under Hensyn til de særligt gunstige Salgsvilkaar - selv havde opkøbt et Parti Chev-

365

reaux og ogsaa kunde anbefale sit Firma yderligere at acceptere et Tilbud fra Blumenthal paa Levering af 20.000 Dusin Chevreaux. Alt tydede saaledes paa, at en mægtig Forretning skulde lykkes. For nu snarest

muligt at kunne afvikle Sagen, tilbød Rothenberg i Forstaaelse med Ballin Køberne af de 80.000 Dusin Chevreaux, Steinthal og Schalit, at tilbagekøbe en Del, de 60.000, til en Pris paa 3.85 pr. Kvadratfod. Der opnaas Enighed og Ballin betaler Overprisen, 2.900.000 Kr., men »da hverken Salget eller Købet var effektive (Varerne laa i Amerika), blev der kun udstedt pro forma Fakturaer af Ballin til Bilag for Posteringer i hans Bøger«.

Dog værre blev det med denne Transithandel. Uheldigt var det for det første, at Blumenthal stadig krævede Forudbetaling for sine Varer. Derved blev Leveringerne trukket i Langdrag. Ordrer, der var tilgaaet det amerikanske Firma 1917 - 19, blev først effektueret 1919 - 21. lalt bestiltes 180.000 Dusin. Dernæst var det »betænkeligt, at de Valutaspekulationer, Ballin var inde paa i Sammenhæng med denne Transithandel, slog fejl. Men værst af alt var, at de Salg, med hvilke Rothenberg havde regnet i sit Telegram af 11. Juli, ikke kunde gennemføres, da Forhandlingerne i Sagen bristede. Rothenberg har senere hævdet, at det dog i Efteraaret 1919 var lykkedes ham at sælge ca. 20.000 Dusin Chevreaux til de tre Grossister Kaufmann, Schiff og Pinner. l December 1919 krævede Steinthal Leveringen af Restordren paa 30.000 Dusin, hvoraf en Del faldt under Overenskomsten af 18. April 1918. Ballin maatte nu være betænkelig ved at foretage denne Levering, da Dollarkursen i Mellemtiden var steget og han selv ikke havde dækket sig ind med amerikanske Valuta, mens Kursen endnu var relativt lav. Paa den anden Side viste Salget mod Mark sig ligeledes at være en forfejlet Spekulation, idet Markkursen sank! Ballin besluttede derfor, ogsaa i dette Tilfælde at tilbagekøbe Varerne, hvorved han maatte overtage et Tab paa 5.640.000 Kr. Alt i alt betalte han altsaa en Overpris paa 8 Mill. Kr. for Varer, som slet ikke var forudbetalt, ej heller leveret. Bankkommissionens

366

Beretning bemærker hertil, at Ballin ved alle sine Dispositioner havde regnet med, at Dollarkursen vilde synke og Markkursen stige; det omvendte skete. Der tilføjes: »Paa Trods af Nathans og Rothenbergs Raad om at forcere Betalingen gik Max Ballin den modsatte Vej, formentlig efter Glückstadts Raad.« Valutatabet ansættes til 10 Mill. Kr.Købet af de 180.000 Dusin amerikanske Chevreaux skulde imidlertid yderligere forvolde mægtige Tab, da Varerne forsaavidt de blev leveret - viste sig at være af slet Kvalitet og allerede af denne Grund ikke var salgbare under et synkende Prisniveau. Da Ballins 19-aarige Søn, som opholdt sig i Amerika, ikke kunde forhandle med Blumenthal, maatte Rothenberg rejse til U.S.A. for at bringe Orden i Sagerne. 1921 oprettedes et Interessentskab mellem Ballin og Blumenthal til Afløsning af alle bestaaende Kontrakter, hvorved der blev truffet en Særordning med Hensyn til de endnu ikke leverede 40.000 Dusin. Endelig viste det sig, at ogsaa mindre Leveringer til svenske Købere, til Lichtenherg i Lodz osv., medførte Tab. Ved Handelen med amerikansk Underlæder opstod yderligere et Bruttotab paa ca. 3 ½ Mill. Kr. Alt ialt, mener Bankkommissionens Beretning, vil et Bruttotab paa 30 Mill. Kr. være nær ved det rette. Og disse tabvoldende Varespekulationer financieredes af Landmandsbanken, der først i Efteraaret 1921 forsøger at skaffe sig Klarhed over Ballins omfattende Engagementer paa dette Omraade. Juli 1921 andrager Gælden til Banken 37 3/4 Mill. Kr., ved Aarets Udgang ca. 36 Mill. Kr.

Hertil maa endnu bemærkes, at en Del af de her behandlede Forretninger besørgedes af Datterselskaber, deriblandt af det 1915 stiftede A/S Agentur, i hvilket Ballin-Koncernen var Ene-Aktionær. Aktiekapitalen androg 100.000 Kr. Rothenberg var Leder. Desuden stiftedes 1917 A/S Lædereksportkompagniet med 2 Mill. Kr. Aktiekapital. I Bestyrelsen sad Max Ballin, Benny Dessau, Johan Levin og John Messerschmidt. Dernæst skal nævnes det 1918 oprettede A/S Skandinavisk Extrans, der vilde drive Import- og Eksportforretninger i Læder, Levneds-

367

midler, Kolonial og Foderstoffer, Spedition osv. Bestyrelsen bestod her af de mest raceægte Forretningsmænd. Navnene paa disse gæve Mænd - Max Ballin, Hugo Rothenberg, Johan Levin, B. Hirschowitz og L. Grintschuk-Lukaschewitsch - viser det. Endelig maa der endnu henvises til A/S Ballin & Bomaveri, som 1920 stiftedes af A/S Ballin og det ungarske Firma Bondy, Marton & Co. og skulde varetage Ballin-Koncernens Interesser i Østeuropa. Dette Foretagende synes at have lidt en krank Skæbne, idetmindste skal det fremgaa af A/S Ballins Forretningsudvalgs Møde den 4. Maj 1921, at Bondy bI. a. har anmodet Ballin om at udstede falske Fakturaer, hvad der »vakte dennes Raseri«. Episoden kunde tyde paa, at ogsaa de ungarske Forretningsmænd var af den rigtige Slags.

Naar man nu véd, at Ballin-Koncernen saavel i Fabriks- som i Handelsvirksomheden i Tiden efter Krigen har lidt saa enorme Tab, har det selvfølgelig sin særlige Interesse til Slut at undersøge, hvorledes Koncernens Aktiespekulation og Udbyttepolitik i denne Tid arter sig og hvordan Ballin under saadanne Forhold formaar at skaffe Aktionærerne et for dem tilfredsstillende Resultat.

I ingen Papirer, er der foregaaet en mere forrykt Spekulation end i Skotøjstrustens Aktier. Her benyttede Selskabets Ledelse og de Børsmatadorer, der stod i nærmere Kontakt med Ballin-Kliken, sig af alle Tricks, ikke mindst af tilrettelagte og oppyntede Aarsregnskaber, af Børsrygter om forestaaende Nyemissioner og desl., for fra Tid til anden at jobbe Kurserne op og derved at sætte Spekulationen i Sving. Metoderne har i dette specielle Tilfælde særlig interesseret Prof. L. V. Birck, som jo i Aarevis laa i bitter Kamp med Skotøjstrusten og dens Forløbere, A/S Hertz Garverier & Skotøjsfabriker samt navnlig A/S M. J. Ballins Sønner, og derfor finder de en særlig grundig Belysning i Bankkommissionens Beretning, der først og fremmest er udarbejdet af ham (Bilag, S. 307 ff.). l Behandlingen af Hertz-Aktierne, der i Begyndelsen af 1915 har en

368

Kurs af 136, men sidenhen kraftigt stiger og den 2. November 1916 er pisket op til »det absurde Punkt 529«, fremsætter Beretningen følgende grundlæggende Betragtninger:

»Vi ser her det samme som ved de fleste Emissioner, at Kursen holdes relativt lavt, medens de indviede køber op; Rygterne tager Fart, og Kursen sættes over 100 pCt. op; saa kommer der en ny Spurt, og Aktierne stiger til fabelagtige Højder netop paa det Tidspunkt, da den nye Emission skal finde Sted. Efter Emissionen falder selvfølgelig Kursen paa den udvidede Aktiekapital, men ikke saa meget som den beregningsmæssigt, nemlig i Forhold til Kursen før Emissionen, skulde falde; dette benytter de indviede sig af til at læsse af, og først en Maaneds Tid efter falder Aktierne. Paa den anden Side er Forklaringen paa, at saa mange Mennesker ligger med Aktier langt ud over deres Evne, at naar en Mand har en Aktie, der noteres til over 500, og den nye Aktie udbydes til 150, er han, for ikke at tabe, tvungen til at købe, i dette Tilfælde 15 Aktier til Kurs 150 pCt. for hver 10 gamle Aktier, han ligger inde med. Trick’et er meget forskelligt, alt i Forhold til Markedets Modtagelighed; er dette meget modtageligt, giver man kun de ældre Aktionærer Forret til en mindre Del af de emitterede Aktier, men hvis man tror, at Markedet er sløjt, da til en større Del. Hvilken Politik man følger, beror ogsaa paa, hvor Aktierne ligger idet givne Øjeblik.«

Den forrykte Kursudvikling, Hertz-Aktierne gennemgaar før Sammenslutningen 1918, er paa samme Maade karakteristisk for Kurserne paa »De forenede Skotøjsfabriker«s Aktier under Krigen. Ogsaa her har vi det med en stigende Tendens at gøre, der kulminerer hver Gang Emissionsrygterne, henholdsvis selve Emissionen, skaber Røre om Papirerne. En fantastisk Situation opstaar paa Børsmarkedet, da Sammenslutningen af Skotøjsfabrikerne gennemføres 1916. Store Forventninger vækkes allerede ved Prospektet, som udsendes den 23. Okt. 1916, da Bestyrelsen og Direktion af D.F.S. her meddeler, at »det er Hensigten at søge Aktierne optaget til Notering paa Københavns Børs, saa snart Muligheden derfor foreligger«. Prospektet var altsaa lagt an paa at skulle bringe Successen hjem, og hvad det ikke formaaede at udrette til Præparering af en Hausse-Stemning, det besørgede Børsrygterne. Alle var forberedte paa,

369

at Ballin-Papirerne vilde stige, stige stærkt, at de var et rent Guldpapir, og blandt dem, der havde Midler og lod sig rive med at Stemningen, udbrød derfor et ligefrem run. De stod i Kø foran Landmandsbanken i Timevis! Det var et fuldkommen vildt Børsspil, som satte ind. Banken bidrog sit til at sætte Stemningen i Vejret. Det meddeltes, at kun 2 Mill. Kr. af de nye 9 Mill. Kr. vilde blive udbudt til Kurs 110. Dette Beløb overtegnedes ikke mindre end 100 Gange, og ikke mindre end 2.700 Personer tegnede sig. Banken havde forbeholdt sig at foretage den nødvendige Reduktion af de enkelte Tegninger efter Forgodtbefindende, ikke pro rata. Resultatet var, ifølge Bankkommissionens Beretning, følgende:

»400 Personer fik de 2 Mill. Kr. Aktier, og kun de mest begunstigede fik over 10.000Kr. Ballin overtog selv af de 2 Mill. Kr. 750.000.Kr. plus 20.000, som han mulig har foræret bort blandt sine Venner. Ellers gaves Poster paa over 20.000 Kr. kun til ledende Mænd i Finansverdenen, de øvrige accepterede Tegninger havde Karakter af et Naadessekretariats Gaver, givet til Folk, der enten stod Glückstadt, Ballin eller Levin nær, eller som ifølge deres Stilling var en Vennetjeneste værd. Ved at gennemgaa Listen over de smukke Navne, der var interesseret i Kursens Opretholdelse, forstaar man, hvilken halsløs Gerning det maatte være at kritisere denne Emission.«

Den kraftigste Stigning af Kurserne før Sammenslutningen viser imidlertid Aktierne i »Ballins Sønner«. Nogle Tal vil vise det. Før Krigen var Kursen Januar 1911 166, i de første Krigsmaaneder viste den stigende Tendens, til 238 i Begyndelsen af Januar 1915, til 345 den 11. Juni s. A. I den følgende Tids Op- og Nedgang af Kurserne dominerer dog Hausse-Tendensen. Højeste Notering var den 1. November 1916, da Kursen stod i 604 pCt. Men derefter synker Kursen stadig,

370

indtil den i Juli 1917 er helt nede paa 316, med en lille Afbrydelse i April Maaned, da den svinger mellem 380 og 430. Slutkursen før Sammenslutningen var ca. 440 pCt. Sandelig, et Papir, der var Sving i, og som kunde gøre Tilværelsen spændende for dem, der var med i Spekulationen. Fra Februar til Juni 1918 androg Omsætningen af Ballins Sønners Aktier ikke mindre end 10 Mill. Kr.

Startkursen for Koncernens Aktier var ca. 318, omendskønt den efter Statusopgørelserne for de forskellige Selskaber kun burde have andraget 144. Her satte Nedgangen kort efter Koncernens Stiftelse ind, og Katastrofen voksede fra Maaned til Maaned. Støtteaktioner hjalp intet. Kursen er: 2. Septbr. 1918 endnu 305, ultimo samme Maaned 258; Prisreguleringsforordningens Bestemmelser begyndte at gøre sine Virkninger gældende. Aaret efter begynder Kursen i September med 198 og slutter med ca. 180. Saa kommer det mægtige Industriforetagende i Verdensprisfaldets Vold; igennem hele Aaret 1921 synker Kursen støt og stadig. Den 21. Jan. passereres 100, 16. Marts noteres 58. I Begyndelsen af April svinger den omkring de 70 . . . Den 10. April faldt Skuddet.

Ballin-Aktier var Spekulationspapirer par excellence, og det var i særlig Grad Ledelsen selv, der spekulerede deri: ved Siden af Direktørerne Ballin, Rothenberg og Alfred Hertz Bestyrelsens Medlemmer Benny Dessau og Johan Levin samt Landmandsbankdirektørerne Glückstadt og Ringberg. Bankkommissionens Beretning giver Enkeltheder om ca. 30 Spekulationskonsortiers Virksomhed, der specielt var interesseret i BaIIin-Aktier. Denne Inderkreds formenes at have haft en Omsætning paa alt ialt mindst ca. 23 Mill. Kr. Aktier til en samlet Købesum paa ca. 67 Mill. Kr. De tjente først godt; men Tabene, der kom senere, var større, og det var uden Tvivl Koncernens Chef, der maatte bøde haardest for sine Transaktioner, da Baissen først rigtig tog Fart.

Max Ballin forstod endnu indtil Slutningen af Aaret 1921 at lempe sig tilrette. Ultimo 1919, da den store

Import af

371

Læder begynder, og de store Ordrer til Blumenthal er afgivet, nævnes der overhovedet intet om disse store Engagementer, endsige om den store Risiko, der knytter sig dertil. Derimod erklærer Ballin paa Generalforsamlingen i April 1920, at de store Mængder af Varer, Selskabet ligger inde med, sandsynligvis vil give store Fortjenester, da de er indkøbt til billig Pris, og efter al Sandsynlighed vilde kunne sælges under gunstige Vilkaar, bI. a. til Sydeuropa. Skotøjsfabrikerne er for 1919 opført med et Overskud paa 2,8 Mill. Kr., Handelsafdelingen med et paa 3,9 Mill. Kr., saa det samlede Nettooverskud andrager 6 Mill. Kr. For at kunne fremvise et saadant Resultat er Overskudet ved Annullering af en tidligere Afskrivning bleven forøget med 2 MilI. Kr. samt ved Varernes Opskrivning med 3. MilI. Kr. Til Risikoreserve henlægges intet, ligesom der heIler ikke foretages Afskrivninger, Dividenden fastsættes til 25 pCt., og dermed stabiliseres Koncernens Aktiekurs, der ultimo 1919 var faldet til 145, atter for nogen Tid.

I Oktober 1920 mener Max Ballin endnu, at Selskabet vil kunne give et Udbytte paa 10 à 15 pCt. Men nu melder Vanskelighederne sig for Alvor, navnlig da Handelen med de amerikanske Chevreaux, trods Aftalen med New Yorker-Firmaet Blumenthal, volder stigende Tab. Lagrene kan ikke sælges. Prisfaldet er hurtigt, saa Salgsmulighederne forringes fra Dag til Dag. Paa den anden Side stiger Rentebyrden i foruroligende Grad og andrager 1921 alene til Landmandsbanken 2 ½ Mill. Kr. Uroen omkring Koncernen breder sig. Desuden foregaar der eet og andet netop i denne Koncernens mest kritiske Periode, som er egnet til at øge Vanskelighederne og at uddybe Mistilliden til Foretagendet. BI. a. henstiller Forretningsudvalgets Medlemmer, ORS. Levysohn og Generalkonsul Weimann, til Ballin at forhandle med Landmandsbanken vedrørende Køb af Dollar. Ballin lover det, men det forventede Køb af Dollar udebliver. Levysohn mener, at Glückstadt har fraraadet Køb af Dollar, da BaIIin i saa Henseende intet foretog sig; hvortil bemærkes i Landmandsbankens Beretning: »Hvis dette er Til-

372

fældet, og Banken efter Hr. Rothes Udtalelser troede paa Stigning af Dollaren og handlede derefter, saa kan Glückstadts i saa Fald illoyale Raad til Ballin kun forklares med Bankens forstaaelige Uvilje mod at fremskaffe Dollars«. HRS. Bülow beklager paa Generalforsamlingen i April 1921, at der er opstaaet saa mange Rygter om Koncernen, »paaviser deres Skadelighed og anbefaler at træde op mod dem og, hvis de er ondartede, drage Rygtesmedene til Ansvar«. Dette siges i et Øjeblik, da Katastrofen allerede er indtraadt, og der sandelig ikke er nogen Grund til at gaa i Rette med Rygtesmedene. Bülow mente, at endnu to Trediedele af Aktiekapitalen var i Behold.Da Regnskabet for 1921 opgjordes, blev Tabet anslaaet til 22,8 Mill. Kr., saaledes at endnu 3 ½ Mill. Kr. - af en Aktiekapital paa 26,3 Mill. Kr. - var i Behold. BankkommissIonen kommer til et andet Resultat og mener, at Tabet maa ligge mindst 10 Mill. Kr. højere, saaledes at Tabet udover Aktiekapitalen beløber sig til 6 ½ Mill. Kr. (foruden Tab af Pensionsfonden), hvoraf de 6 Mill. Kr. falder paa Landmandsbanken.

Langt om længe havde ogsaa Ballin maattet indse, at Kampen var forgæves, og at den uforsvarlige Udvanding af Kapitalen, for hvilken han havde Hovedansvaret, maatte føre mod Katastrofen. Her var ingen Hjælp mere mulig. De Konsekvenser, Mænd som Birck og Lindberg havde forudsagt, viste sig nu faktisk at være uundgaaelige. Desuden havde Koncernens Prispolitik bragt Ballin i den skarpeste Modsætning til de brede Befolkningslag. Dog, Regeringerne holdt paa ham, og han bevarede sine offentlige Hverv til det sidste. Paa Zahle-Ministeriets Indstilling, der nød Fremme af Neergaard-Ministeriet, blev Max Ballin endda i Begyndelsen af Januar 1921 udnævnt til Kommandør af Dannebrogsordenen.Men der var intet mere at redde.Da Ballin-Papirerne efter Sammenslutningen i Sommeren 1918 stod i en Kurs af 340, havde hele

Aktiekapitalen paa 27 Mill. Kr. en Værdi af 74 Mill. Kr. I April 1921 var Kursen

373

nede paa ca. 70, og den 10. s. M. havde Aktierne efter Dagspris kun en Værdi af 18 Mill. Kr. Tabet androg altsaa 56 Mill. Kr. Det var ikke, som det saa ofte blev paastaaet, Verdenskonkurrencen, Verdensprisfaldet, der slog Koncernen og dens Leder ud, men det var i første Række Foretagendets Overkapitalisering samt Ballins forfejlede, ja uforsvarlige Vare- og Valutaspekulation, der var Aarsag til Katastrofen. Ballin hørte jo ogsaa til dem, der havde regnet med at erobre en Del af Verdensmarkedet ved sine Fabrikers Produktion og fuldt og fast havde troet, at Krigens Guldaldertid ogsaa efter Krigens Afslutning vilde blive bevaret for det neutrale Danmark. Disse Forventninger slog imidlertid ikke til, og dermed fik Baissen tilsidst frit Spillerum overfor Ballin-Aktierne.

Max Ballin drog Konsekvenseren af sine forfejlede Spekulationer, der havde ført ham mod Ruinens Rand: han skød sig en Kugle i Tindingen den 10. April 1921 om Eftermiddagen i Badeværelset i sin Bolig, Bülowsvej 14 B, og han døde den 12. s. M. Da han selv havde vovet sig ud i en omfattende Spekulation i sine egne Papirer, satte han hele sin Millionformue til. Han havde allerede efter Krigens Slutning mistet sin Paagaaenhed, da han vel meget hurtigt maatte erkende, at han havde regnet forkert. Langt om længe brød han sammen; han var faktisk nedbrudt indtil Sindssyge det sidste halve Aar af sit Liv.Selvfølgelig ydede Systemblade som ”Berlingske Tidende” og ”Politiken” ham ikke andet end Ros og Ære ved hans Død. Førstnævnte Blad mente, at det ikke var privatøkonomiske Uheld, det havde knækket hans Livsvilje, men at det snarere var en Æressag, Max Ballin havde villet afgøre med denne Handling. Bladet fortsætter: ”Det var sin Prestige, han vilde skaffe den Oprejsning, som endnu syntes ham mulig. Der var gaaet Slid paa hans Ry for Ufejlbarlighed, hans Skøn havde glippet, hans Beregning havde svigtet, han kunde ikke mere byde som den, der har Krav paa ubegrænset Tillid – og han

374

vilde fastslaa over for sig selv og Verden, at han var for stolt til at udbedre Rifterne i sit Renommé som en Lappeskrædder. Han, der var blevet saa haardt bedømt af sine Modstandere, har villet vise dem, at han vidste, hvad en Mand har at gøre, naar han har »mistet sit Ansigt«.« Ja, saadan lyder det meget kønt og stort, men selvsamme Blad indrømmer dog ved en senere Lejlighed, at »Ballin med sin vældige Livskraft næppe stod i det inderlige Pligtforhold til Livet, som holder, naar alt andet brister, fordi det har sine Rødder dybt i gammel Kultur eller religiøs Overbevisning«. Derfor var han ikke i Stand til at give det Eksempel paa Storhed under Modgang, som Tiden trængte til, derfor var hans sidste Handling ikke blevet til Oprejsning, men til Advarsel. Ogsaa »Politiken« berømmer Ballin for hans Dygtighed, hans uhyre Arbejdsomhed, hans klare Logik osv., men erklærer ligeledes, at »dette skæbnesvangre Revolverskud lød som Signal, et Varsel«. De store og rige Muligheder, han som saa mange andre havde regnet med, var nu vejret bort. Der var ikke blevet andet tilovers end Tab, Skuffelser og brudte Illusioner. Fra et blændende Krigseventyr var man vendt tilbage til en temmelig ensformig og temmelig fattig Tilværelse med kun lidt Rester i Behold af Eventyrets Glans.»Det kan jo«, mener Bladet,»være, at det, der var i Vejen med Max Ballin, var, at han, der havde troet paa de store Muligheder og arbejdet for dem med alle sine rige Evner, ikke havde Lyst at være med mere, nu da Livet atter blev snævert, trangt og graat.«

Paa samme Maade har Industriens Mænd ikke andet end Ros tilovers for den Afdøde. Som for Eksempel Direktør Hjerl Hansen fra Det sibiriske Kompagni, Ingeniør C. F. Jarl, Formanden for Industriraadet Alex. Foss, Direktørerne Benny Dessau, Gunnar Gregersen, Sophus Agerholm, Chr. H. Olesen, H. P. Prior osv. Men ogsaa andre fremtrædende Mænd mente at maatte riste ham en Minderune,

som Formanden for Arbejdsgiverforeningen, Langkjær, og - Forrhanden for Dansk Arbejdsmandsforbund, M. C. Lyngsie, som kun havde gode

375

Minder om Max Ballin. Endelig fremsætter Børskommissær Julius Schovelin nogle højst besynderlige Betragtninger i »Nationaltidende« i Anledning af Ballins Død, idet han bI. a. pointerer, at ingen havde gjort sig mere fortjent til Kommandørkorset end Ballin; ja, »det vilde simpelthen have været en Skam, om Udenrigsministeriet, ikke havde sørget for, han fik det«. Schovelin slutter sine Mindord som følger: »En frodig Natur, struttende af Livskraft, af Livsglæde - en naturlig Overbegavelse, netop betinget af hans Evne til at smile ad Mennesker og Ting! Hvor vidunderlig morsomt kørte han ikke Dr. Birck til Vands - hvor var han ham ikke netop overlegen! – Til et saadant Liv passer en brat Død. Han maatte slukkes som et Stjernskud. Omsider, endelig har Max Ballin taget Ferie«. Saadan noget skriver altsaa Landmandsbankens Festskrift-Forfatter!

Hvilke Vrangforestillinger og Fejlsyn der endnu paa dette Tidspunkt kunde gøres gældende af en underkøbt Presse, med Hensyn til Max Ballins Livsgerning og –formaal træder maaske ingen Steder tydeligere frem end i den Nekrolog, »Børsen« publicerede. Her berømmes han for at have været et usædvanligt merkantilt Talent og den moderne industrimand, durch und durch, Foregangsmand og genial Qrganisator indenfor den hjemlige Industri, men Foregangsmand ogsaa af international Betydning. Dernæst tilføjes følgende »Men der er et andet Led af hans individuelle Struktur, som i denne Forbindelse er endnu vigtigere: Han var tillige Industrimanden i den Forstand, at Produktionen stedse interesserede ham mere end Pengetransaktionen; Virksomheden - det gamle Firma, som han arvede, og som han omformede og udviklede, indtil det blev et Verdensfirma - laa ham altid stærkere paa Sinde end selve det personlige Udbytte i Retning af Indtægter og Penge. Hovedformaalet var for ham Udviklingen af den store Industri-Sammenslutning, hvis lykkelige primus motor han var. Om denne Opgave koncentrerede han sin Energi, i Resultatet samlede sig hans Ærgerrighed.«

376

Altsammen Paastande, som lyder meget pæne, men som Bankkommissionens Undersøgelsesresultater in mente - ikke havde nogetsomhelst Hold i Virkeligheden.

Det skortede ogsaa paa Tillid til Ballin-Koncernens Fremtid, trods al den Virak, der ydedes den store afdøde Industrimand og hans Værk. Aktiekurserne gled nu atter nedefter. I de første Dage efter Ballins Død gik de ned til 45, og Landmandsbanken saa sig nødsaget til, gennem Vekselererne Johan Levin, Tage Philipson og van Deurs at foretage større Opkøb paa Børsen. Ligemeget hjalp det. Ogsaa Forretningsudvalgets højtidelige Erklæring, at Selskabets økonomiske og forretningsmæssige Stilling ikke var i Fare, idet Selskabets Forhold var i nøje Overensstemmelse med den i sin Tid udsendte Meddelelse angaaende Resultatet af det forløbne Driftsaar, og »at det Tab, der er opstaaet paa Grund af yderligere Prisfald paa Verdensmarkedet, ikke vil kunne forrykke Selskabets hele Stilling«, kunde ikke skabe Ro om Koncernen. *) I August søger man endnu at holde Kursen oppe i 35 - 40; det lykkes tildels, men i September tager Nedgangen atter Fart, og Aaret slutter med en Kurs paa 17 ¾. 1922 synker den videre, til den formelle Kurs 4. Kort og godt statuerer Beretningen: »Aktiernes Værdi, der for 4 Aar siden bedømtes til 81 Mill. Kr., havde længe været 0«.Med Ballins Død skabtes tillige den første alvorlige Uro om Landmandsbanken. Allerede den 11. April fandt i Bankdirektør Emil Rasmussens Bolig en første Behandling af den Situation, der var opstaaet ved Ballins Død, Sted, hvortil hele Koncernens Bestyrelse og Forretningsudvalg var tilkaldt. Den

*) For denne Meddelelses Rigtighed indestod Forretningsudvalgets Medlemmer, Direktør Benny Dessau,

Overretssagfører Konrad Levysohn og Generalkonsul Wilh. Weimann. Og dog var Erklæringen bundfalsk! Det er senere blevet bekendt, at Benny Dessau efter Ballins Selvmord personlig mødte op hos »Politiken«s Redaktør, Viggo Cavling for at forsikre, at alt var i skønneste Orden. Da Cavling meget hurtigt blev klar over, at han var blevet ført grundig bag Lyset, ønskede han ikke mere at møde Dessau.

377

20. April 1921 bemærkes i Bankbestyrelsens Protokol, at Direktør Max Ballins Død havde gjort et stærkt Indtryk paa Publikum. Bankens Engagement var ca. 30 Mill. Kr., der hovedsagelig var ydet som Laan til Indkøb af amerikanske, Chevreaux. Dog mente man endnu at kunne gaa ud fra, at mindst Halvdelen af Koncernens Aktiekapital var i Behold. Banken havde støttet Koncernens Aktiekurser ved Opkøb af 400.000 Kr. Aktier.Den 20. April bemærkes endvidere, at Landmandsbanken under den givne Situation havde maattet opkøbe ca. 600.000 Kr. egne Aktier for at holde disses Kurs. Ifølge Protokollen af 27. April maatte yderligere nogle Poster Landmandsbankaktier optages paa Børsen, da der endnu var en Del Uro i Anledning af Ballins Død.

Det var Optakten til den Katastrofe, der senere brød ind over Glückstadts Bank. *)

1923 maatte Ballin Koncernen rekonstrueres. Aktiekapitalen blev nedskrevet til 5 pCt. Landmandsbanken maatte afskrive 7 Mill. Kr., men skabte samtidig det finansielle Grundlag for en ny Opbygning af den industrielle Virksomhed. Firmanavnet førtes videre, men Jøderne var traadt i Baggrunden.Og saa endnu en lille Slutbemærkning.Den 3. Februar 1924 ser »Socialdemokraten«, der to Dage i Forvejen havde publiceret Februarkontoens Navne, sig foranlediget til at kræve Navnene paa de Personer bekendtgjort, som havde modtaget Aktiegaver af Max Ballin, Personer »der ifølge deres Stilling var en Vennetjeneste værd«. Bladet spørger: ”Hvem lod sig bestikke af Ballin?« Frem med Navnene!

Dette navnlig for at afbøde den haarde Anklage, Bankkommissionens Beretning, Side paa Side, retter mod Jøderne! »Socialdemokraten« citerer Beretningens Bilags S. 309, og tilføjer følgende: ”Som man ser, svinger selve den iøvrigt tørre, uklare

*) Jvf. nedenfor Afsnit 8c: Birck contra Ballin.

378

og glansløse Beretning sig paa dette Punkt op til dramatisk Stil. Med Kendskab til Forfatteren ved man, at det i væsentlig Grad skyldes, at Hovedpersonerne var Jøder og endog døde, hvad der gør Kraftudfoldelse uden Risiko. (Nu har Bladet aabenbart Medfølelse med disse arme ud over deres Grav forfulgte Mænd: Max Ballin og Emil Glückstadt!) Men de 400 fine Folk, der sendte Glückstadt Tiggerbreve, fyldt af den fadeste Smiger, var ikke Jøder tilhobe, og de 400 smukke Navne bæres af levende Samfundsstøtter. En Gennemgang af disse Navne med Tilføjelse af hver enkelt Aktiepost vil drage en Række af de inderste Cirkler omkring Spillebulen.«

Saaledes skrev »Socialdemokraten« den 3. Febr. 1924. Før Folketingsvalget! Til samme Tid krævede Stauning i Folketinget disse Navne offentliggjort, ikke een Gang, men flere Gange. Men da Valgsejren var overstaaet, og det første socialdemokratiske Ministerium dannet i April samme Aar, hørte man ikke mere om denne Sag. Regeringen blev sidenhen forgæves mindet om Kravet fra Februar 1924. Var der mon alligevel for mange Jøder blandt dem, der tryglede om Glückstadts Gunst og stolede paa Ballins Evner?

g) Hugo Rothenbergs Spekulationer.

Rothenberg var, som allerede vist, næst Ballin den mest betroede Direktør indenfor Skotøjstrusten og Sjælen i Foretagendets Handelsvirksomhed. Men samtidig var han stærkt engageret i rent private Spekulationer, som han i stor Udstrækning gennemførte i nærmeste Samarbejde med sit Firmas store Kunder. Han var selv tysk Statsborger og Jøde, kom nogle Aar før Krigen til Danmark, hvor han til en Begyndelse overtog Martin Polacks Agenturforretning. Ogsaa efter at han 1914 var bleven Disponent hos A/S Ballin, fortsatte han sit eget Agentur, som blev omdannet til et Aktieselskab »Agentur«, hvis Aktier overtoges af Koncernen til høj Kurs, medens han

379

selv blev A/S »Agentur«s Leder. Hans gamle Forretningsforbindelser i Tyskland og Galizien - tilsyneladende alle jødiske - var de første, der blev interesseret i den af ham saa stærkt forcerede Transithandel.Men bortset herfra søgte han ogsaa paa anden Maade at lave Forretninger med gamle Venner; det gjaldt navnlig med Hensyn til P. Lichtenberg i Lodz og det tyske Skotøjsfirma Dorndorff. Til Varetagelse af sidstnævnte Firmas Spekulationer i Valuta og Ballin-Aktier førte han i sin private Bog ikke mindre end tre Konti betegnet som a) Veksel Konto, b) Kurt Dorndorff, Kopenhagen og c) Konto für Schweizerfrancs. Ved førstnævnte Konto drejede det sig om en Markspekulation, til hvilken Rothenberg 1916 ydede Dorndorff et Laan paa 200.000 Kr. Kontoen løb hos Firmaet J. M. Levin & Co.; Vekselerer Johan Levin er oprindelig gaaet ud fra, at det var A/S Ballin, der hæftede for Vekslerne. Ifølge Bankkommissionens Beretning debiteredes Dorndorff ved hver Omsætning i Rothenbergs private Bog for Diskonto og Stempel samt for 1000 Kr. i Provision til Rothenberg. Den anden Konto har aabenbart tjent til Foretagelse af Spekulationer i Ballin-Aktier; den slutter med en Gæld til Rothenberg paa 442.000 Kr. Omvendt skyldte Rothenberg paa Konto for Schweizerfrancs ultimo 1920 382.000 Kr.Et særligt spændende Kapitel er Rothenbergs Gældsforhold til sit Firma og de Transaktioner han foretager, for med Dorndorffs Midler at stille Sikkerhed for sin egen Gæld til Firmaet.

Med Hensyn til selve Gældens Størrelse henholder Bankkommissionen sig til Revisor Christiansens Beretning til Selskabet. Herefter var der ved 23 af Direktør Nathan underskrevne Cheks udbetalt Rothenberg 857.000 Kr. og ved 5 Cheks udstedt af Max Ballin 154.000 Kr. Endvidere overførtes 87.000 Kr. til ham fra Dorndorffs Konto, og hans egen Konto debiteredes ydermere for Udbetalinger paa 53.000 Kr. til Neumond, for forskellige mindre Beløb og Renter (heri Diskonto for Vekselengagementer hos Levin) 67.000 Kr. - Rothenbergs

380

Gæld til Firmaet androg altsaa i Tidens Løb alt ialt 1 1/3 Mill. Kr. Herimod blev denne Konto krediteret med 291.000 Kr. i Tantièmer, Restgage 26.500 Kr., en à conto Indbetaling paa 200.000 Kr. og en Overførsel fra Steinberg & Schalit’s Konto gennem Moos & Joffe paa 100.000 Kr., en Overførsel fra Kaufmann paa 127.000 Kr., tre Accepter fra Stiller i Helsingfors paa 83.000 Kr., en Rimesse fra Phister & Vogel paa 14.000 Kr. og en Godtgørelse for Elektromobil paa 4.500 Kr., ialt 840.000 Kr. Beretningen bemærker hertil: »Kontorchef Poulsen i A/S Ballin udtaler, at han kendte Rothenbergs Konto i Selskabets Bøger og havde forundret sig over den betydelige Gæld, der var opstaaet paa en aldeles utilstedelig Maade. I 1920 havde Poulsen henledt Max Ballins Opmærksomhed paa Kontoen, men Ballin sagde, at han havde nogen Dækning i Papirer. Ballin har altsaa kendt Rothenbergs mærkelige MelIemværende med Firmaets Kunder og af ukendte Grunde baaret over med dem.«Dog det bliver endnu bedre. Thi det mærkeligste ved hele denne Sag er alligevel den Form, under hvilken Rothenberg stiller Sikkerhed for denne sin betydelige Gæld. Derved spiller en Post paa 462.000 Mark Adler

& Oppenheimer Aktier, som Dorndorff sender til A/S Ballin, en særlig Rolle. Af disse skulde de først sendte 160.000 Mark tjene som Sikkerhed for ca. 155.000 Kr. Vekselgæld til Selskabet. I øvrigt betegnede Rothenberg disse Papirer som sin Ejendom (als mir gehörend).Hele denne Aktiepost deponeres dels Decbr. 1919, dels Jan. 1920 som Sikkerhed for Rothenbergs Gæld hos Firmaet J. M. Levin & Co., men skulde imidlertid efter Rothenbergs Erklæringer samtidig tjene som Sikkerhed for Max Ballins Engagement hos Levin. Derpaa sker efter Bankkommissionens Beretning følgende: »Rothenberg udtaler overfor Levin, at disse Aktier er over 1 Mill. Kr. værd, og efter Rothenbergs Anmodning sender Levin dem gennem Banques des Pays du Nord i Paris til Banque d’ Alsace et Lorraine i Strassburg, hvor de laa paa den neutrale Undersaats, Max Ballins Navn. Efter Elsass’

381

Overdragelse til Frankrig og Adler & Oppenheimers Omdannelse til fransk Selskab indløstes nemlig ikke-fjendtlige Undersaatters Aktier efter en høj Markkurs, medens tyske Undersaatters Aktier indløstes til lav Omregningskurs. Da den franske Bank gennem Levin & Co. afkræver Ballin forskellige Erklæringer om Ejerens Nationalitet o. l., som han af gode Grunde ikke kan afgive, opgives imidlertid den paatænkte Transaktion med Aktierne, og disse gaar senere tilbage til J. M. Levin & Co., der gaar Glip af en smuk Provision, lovet Firmaet af Rothenberg.« Altsaa oplagt Bedrageri. Men den gik heldigvis ikke.

Maaske er disse mærkelige Transaktioner oprindelig blevet indledet til Fordel for Firmaet Dorndorff. Da denne Foranstaltning til Kapitalflugt ikke lykkedes, krævede Max Ballin og Rothenberg af Dorndorff, at han skulde yde Sikkerhed for sin betydelige Gæld til Firmaet, som for en væsentlig Del var foranlediget ved de i hans Interesse foretagne Transaktioner. Dorndorff bestrider Berettigelsen af dette Krav, men indvilliger »af forskellige Grunde« alligevel i at acceptere to Veksler paa 160.000 og 140.000 Kr., ialt 300.000 Kr., som med hans Tilladelse den 25. Januar 1921 deponeres hos A/S Ballin som delvis Sikkerhed for Rothenbergs Gæld til Selskabet, men samtidig, omendskønt de kun var Garantibevis, krediteres Rothenbergs Konto, saa dennes Gæld til Firmaet pr. 31. 12. 1920 dermed nedbringes med dette Beløb! Ved et af Nathan konciperet Dokument af 3. Marts 1921 pantsætter Rothenberg endvidere de 462.000 Mark Adler & Oppenheimer Aktier - som paa dette Tidspunkt var deponeret i Strassburg - til yderligere Sikkerhed for sin Gæld til Firmaet, omendskønt disse Papirer jo allerede i Forvejen var deponeret som Sikkerhed for Gælden hos J. M. Levin - samt desuden som Sikkerhed for Max Ballins Engagement hos J. M. Levin & Co.! Rothenberg erklærer hertil (jvf.: Bankkommissionens Beretning, Bilag, S. 305):

382

»at saavel Udstedelsen af disse Veksler som Udstedelsen af Fuldmagten af 14. Februar - (hvorved Ballin bemyndiger Rothenberg til under en Rejse i Strassburg at handle paa hans Vegne!) - og Pantsætningen af 3. Marts d. A. er foranlediget og formuleret af Direktør Ballin, og jeg har handlet derefter med den Overbevisning, at Direktør Ballin havde ordnet Forholdet med J. M. Levin.«

Ved disse besynderlige Transaktioner var det endelig muligt at føre Selskabets Forretningsudvalg grundigt bag Lyset i Forhandlingerne den 9. April 1921, idet der her hævdedes, at Rothenberg kun skyldte Selskabet 175.000 Kr., og at 135.000 Kr. heraf var Tab ved Dansk Stivelse- og Skoklisterfabrik. Det hævdedes, at 1.) 300.000 Kr. var overført af Dorndorff, 2.) 100.000 Kr. af Joffe, og til Sikkerhed for Restgælden (de 175.000 Kr.) var der henlagt saavel Accepten fra Dorndorff til et Beløb paa 300.000 Kr. som 462.000 Mark Adler & Oppenheimer Aktier noteret til Kurs 700. De 300.000 Kr. tjente altsaa baade til Nedskrivning af Gælden og som delvis Sikkerhed for Restgælden. Endnu kosteligere er imidlertid Forholdet med Hensyn til Aktieposten paa 462.000 Mark, af hvilke Dorndorff kun havde stillet de 160.000 Mark som Sikkerhed for sin Gæld, medens de øvrige 302.000 Mark var hans Ejendom og kun laa hos

Ballin til hans Disposition! Thi disse 462.000 Mark Aktier tjente, - som paavist, - her i Landet tre Gange som Sikkerhed!!

Dorndorff følte sig senere, da han fik Overblik over de foretagne Transaktioner, grundig bedraget, maatte ogsaa ofre 300.000 Kr. kontant for atter at faa Raadighed over Aktieposten, som han tilsidst fik helt udleveret, men han rejser ikke Anklage mod Rothenberg, - som Bankkommissionen mener, paa Grund af hans mangeaarige, lukrative Forretninger med denne. Dorndorff selv havde vel imidlertid ogsaa god Anledning til at vise en vis Tilbageholdenhed, da han jo sikkert forfulgte sine specielle Planer ved at deponere de 302.000 Mark Aktier hos Ballin til egen Disposition og derved vel næppe

383

har været helt uvidende om de Transaktioner, der var paatænkt i Strassburg. Dorndorff var jo med inde i alle Slags Transaktioner og stod i et særligt intimt Forhold til Ballin. Det viser sig bI. a. i, at der af en à meta Spekulation i Mark, som Ballin og Rothenberg var Deltagere i, den 24. 10. 1919 pro forma overførtes et Beløb paa 400.000 Mark til Dorndorff til Kurs 58, ved hvilken Transaktion Ballin var ledet af skattemæssige Hensyn! Det viser sig ogsaa i, at A/S Ballin i 1916 optræder som pro forma-Køber overfor et amerikansk Firma, der ikke vil sælge til Dorndorff. Da Sagen ved et uforsigtigt Telegram fra Dorndorff opdages af den engelske Censur, maa Ballin springe ind som virkelig Køber! Forretningen kunde ogsaa lønne sig, da Ballin senere paa denne Handel kunde udbetale 1/4 Mill. Kr. til Dorndorff som dennes Andel i Udbyttet.

løvrigt var Rothenberg meget ivrig Mellemmand for sine Forretningsforbindelser i Tyskland, naar det drejede sig om at fremme Kapitalflugten. Vi citerer desangaaende efter Bankkommissionens Beretning (Bilag, S. 302):

»Blandt Rothenbergs Forbindelser skal nævnes Kosterlitz i Berlin, der foruden almindelig Forretningsforbindelse ogsaa havde en betydelig Markspekulation à meta med A/S Ballin & Hertz, Eugen Neumond, Phister & Vogel, Moos & Joffe, Firmaet Leopold Kaufmann i Frankfurt, der i Rothenbergs private Regnskabsbog har en Række forskellige Konti (Gülden, Schweizerfrancs, Aktier etc.) og Schiff. Man skal ikke forsøge her at fremstille Rothenbergs meget indviklede Forhold til disse Selskabers tyske Forbindelser. Rothenberg paastaar, at Grunden til, at disse findes i hans private Bøger, er, at Selskabet hjalp dets tyske Kunder med Kapitalflugt, der undertiden skete i Form af Fælles-Spekulationer og altid maatte bogføres paa en ejendommelig Maade«.

Endelig oplyses i den officielle Beretning om Forholdene i Landmandsbanken, at Rothenberg i særlig Grad var Deltager i Spekulationer i Landmandsbankaktierne, enten alene, eller sammen med Ballin eller i Konsortier. - Prokurist Heiberg

384

erklærede, at man hos J. M. Levin & Co. spekulationsmæssigt betragtede Ballin og Rothenberg som eet«. Han fortsætter: »Max Ballin disponerede ofte for Rothenberg; naar Firmaet telefonerede til Max Ballin om Aktiekøb, anmodede denne ofte om, at der maatte blive tegnet baade for ham selv og Rothenberg«.

Rothenbergs sluttelige Tab paa disse Engagementer hos J. M. Levin beløb sig til ialt 1.815.000 Kr. Landmandsbankens indirekte Tab hos Rothenberg, incl. Gælden til Ballin, ansættes til ca. 2 1/3 Mill. Kr., dens direkte Tab paa en Udlaanskonto var 150.000 Kr. Ogsaa i Mark- og Gyldenspekulationer var han ivrig Deltager; saaledes købte han sammen med Dorndorff nominelt 280.000 Kr. Ballin-Aktier, sammen med Ragozcy 410.000 Kr. Ballin-Aktier, desuden havde han sammen med Indehaveren af Firmaet Lyvin & Salomonsen, Frederik Salomonsen, en omfattende Spekulation i Ballin-Aktier, der forvoldte meget store Tab, og endelig havde han Ballin-Engagementer hos Vekselerer Carl O. Meyer til 212.000 Kr., hvor han

tilsidst ogsaa blev hængende med en Gæld paa ca. 100.000 Kr.Hugo Rothenberg har uden Tvivl været en af de mest samvittighedsløse Spekulanter, der har virket i

Landet under Verdenskrigen, og det er særlig karakteristisk for hans Færden, at han i ligefrem overvældende Grad har bygget sine forretningsmæssige Forbindelser op med udenlandske Jøder, der har benyttet sig heraf til Foretagelse af alle Slags lovstridige Handlinger, navnlig til Kapitalflugt og Bedrageri. Rothenberg selv var en udpræget jødisk Svindler, og Max Ballins moralske Kvaliteter er bedst karakteriseret ved, at han helt igennem følte sig solidarisk med denne Forbryder, saa endog Fætteren Jacob overfor Selskabets Bestyrelse i Mødet den 13. April 1921 mener at maatte anerkende, at »Ballin var ikke uafhængig af Rothenberg«, men dette havde han ikke kunnet fremføre i Bestyrelsesmøderne overfor Ballin. Direktør E. F. Jacob, der tildels vel ogsaa var fyldt af Skinsyge overfor Rothenberg, erklærede ydermere i nævnte Generalforsamling: »Jeg har ikke

385

kunnet tale frit ved dette Bord, medens Ballin levede. Jeg har ikke kunnet sige de Ting om Rothenberg, jeg nu har sagt.« Saa stærk var altsaa dette forbryderiske Element indenfor Skotøjskoncernen, at Max Ballin ikke blot føjede sig efter ham, men endog paa godt og ondt plejede det inderligste Maskepi med ham, saa stærk var dette Forbryderiske Element, at end ikke Jøden Jacob kunde træde op imod det! Men da saa hele dette infame Spil afsløres, og Katastrofens uhyggelige Virkninger viser sig, da er denne anden Jøde ogsaa klog nok til at sige fra, da anser han sig endog for kaldet til at gaa i Rette med sine Racefællers Forbrydelser, som heller ikke mere kan skjules. Jacob er et godt Eksempel herpaa, men det gælder ligeledes Højesteretssagfører Karsten Meyer, som ifølge Bankkommissionens Beretning den 19. September fremlægger en Betænkning vedrørende Rothenbergs Forhold, udarbejdet paa Grundlag af de Oplysninger, Revisor Christiansen har fremskaffet. HRS. Meyer udtalte i sin Beretning bI. a.,

»at Rothenberg har tilegnet sig et meget betydeligt Beløb af Selskabets Midler og har derved, hvad enten Direktør Max Ballin har samtykket deri eller ej, forsyndet sig saa groft mod Selskabet, at dette er berettiget til at afskedige ham uden Varsel; Revisorerne - d. v. s. statsautoriseret Revisor Carl Andersen og Hovedrevisor ved Statsbanerne S. E. Jacob - har syndet meget groft, idet intet har kunnet berettige dem til at bortse fra Lovenes § 17, hvorefter Revisorerne skal være kritiske; man maa være berettiget til at afskedige dem, hvis dette skønnes opportunt«. (Bilag, S. 307).

Saa vidt de gode Mænd E. F. Jacob og Karsten Meyer. Nu skulde man jo tro, at Selskabet vilde gøre rent Bord med denne Bedrager, der saa skammeligt havde gjort Indgreb i Selskabets Midler og ovenikøbet ved sine spekulative Transaktioner havde forvoldt Selskabet og dets Bankforbindelse, Landmandsbanken, Tab af flere Millioner Kroner. Men nej, dette sker selvfølgelig ikke. Man beslutter rigtignok i Mødet den 23. September 1921 at afskedige ham, dog bestemmes det samtidig, at man helst

386

vil undgaa kriminel Undersøgelse! Man kræver, at den store Gæld skal betales, men man kan dog ikke nænne at melde ham konkurs. Det vilde dog være Synd over for saa god en Racefælle, der tilmed havde været Chefens, Max Ballins, haandgangne Mand. I et Møde den 8. 10. 1921 er man iøvrigt ogsaa inde paa, at Rothenberg paa lovstridig Maade har benyttet sig af A/S Agenturs Midler til private Formaal; A/S Ballin gav imidlertid ifølge Generalafregning med Dorndorff af 2. Novbr. 1921 Afkald paa sit her bestaaende Restkrav paa 50.000 Kr. Det sidste, Kommissionens Beretning bringer om Sagen, er følgende meget sigende Passus:

”I et Møde den 17. Januar (1922) meddeles, at Rothenberg ikke er erklæret konkurs, fordi man skal bruge

ham som Vidne i Sagen mod Jørgen Pedersen.l et Møde den 14. August 1922 - (altsaa 7 Maaneder senere! Forf.) udtales det, at man endnu ikke har taget

fat paa Rothenberg. Levysohn oplyser, at det ogsaa er forskellige andre Hensyn, end at Rothenberg kan blive Vidne i Sagen mod Jørgen Pedersen; »men ogsaa Ballins Forhold til Rothenberg« - (her er der udslettet en Linie i Forhandlingsprotokollen, saaledes at intet kan ses om, hvad der har staaet)«.

Saaledes berettes i den officielle Beretning om Forholdene i Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank m. m., i Bilagene til Beretningen paa Pagina 307! Selskabet foretog sig selvfølgelig heller ikke nogetsomhelst mod Rothenberg, efter at denne Beretning var publiceret. Man undlod vel af Hensyn til Max Ballins gode Eftermæle at indlede Proces mod denne Mands Fortrolige og nærmeste Medarbejdere.

h) Hvordan Theo. Kliatschko og Mayer Katz kørte Nordisk Oversøisk Handelsselskab i Sænk.

Et lille Eventyr for sig er Historien om Nordisk Oversøisk Handelsselskab, som af Stifterne forventedes at blive en rigtig

387

Guldgrube, og som i Stedet for blev til en samvittighedsløs Spekulations stinkende Mudderpøl. Man havde haabet, ved Hjælp af smarte jødiske Forretningsmænd i en Haandevending at kunne tjene store Penge, men blev tilsidst selv grundigt flaaet af disse drevne Haandlangere.Det var Korn og Majs, der skulde handles.Initiativet tog i dette Tilfælde Grosserer Theodor Colding, Indehaver af Kornfirmaet Wilh. Colding & Co. Han havde, som Bankkommissionens Beretning meddeler, allerede længe før Krigen beskæftiget sig med den Tanke at oprette et dansk internationalt Firma, der umiddelbart købte Korn op paa de oversøiske Pladser, i Stedet for ved Opkøbet at være henvist til de store europæiske Kornimportfirmaer. Han mente ogsaa at have fundet en Mand, der var særlig egnet til at bygge et saadant Foretagende op, nemlig Theophile Kliatschko, Borgmestersøn fra Wilna, der 1897 - 1901 havde været Direktør for Firmaet Louis Dreyfus & Co. i New York, senere havde han boet et Par Aar i Rusland og derefter fra 1903-16 i København. Efter Krigens Udbrud havde han rigtignok for en Tid haft Ophold i Argentina. Da nu Pengerigeligheden satte Sving i Erhvervslivet, og navnlig 1916 havde givet Stødet til Oprettelsen af talrige nye Handelsselskaber, ansaa Grosserer Colding ogsaa Tiden for inde til at realisere sin Yndlingstanke. Han fandt først tre Forretningsvenner, der var villige til at gaa med i et Aktieselskab for Import af Korn og Foderstoffer, der skulde have til Formaal at oprette Filialer i Produktionslandene, saa Kornet umiddelbart kunde indføres fra disse Lande. Dog lykkedes det ikke i første Omgang at sætte Foretagendet i Gang, da Kliatschko ikke saa hurtigt kunde blive løst fra sit Firma. Men i Sommeren 1916 var Manden rede til at vende tilbage til Danmark, og i den andetsteds omhandlede Nytaarsartikel af Valdemar Koppel, som »Politiken« offentliggjorde den 5. Januar 1917, blev det for første Gang røbet overfor Offentligheden, at det nye mægtige Foretagende, der var bleven oprettet under Navnet »Nordisk Oversøisk Handelsselskab«, vilde

388

faa en særlig fremragende Kapacitet som Direktør, nemlig den højt ansete Repræsentant for Firmaet Louis Dreyfus & Co. Aktieselskabet var kun bestemt for særlig velhavende Kapitalister, der kunde tage en stor Risiko. Oprindelig regnede man med at kunne nøjes med en Aktiekapital paa 10 Mill. Kr. Men da Interessen blandt de Kredse, der var særlig spekulationsivrige, var stor, og ledig Kapital i Overflod tilstede, blev Foretagendet bygget op paa et endnu bredere Grundlag end oprindelig paatænkt. Aktiekapitalen blev sat til 15 Mill. Kr., »idet vor elskværdige Formand (Glückstadt) rimeligvis ikke har ment at kunne afslaa de

mange Anmodninger«. Selskabet stiftedes den 24. Oktober 1916.

Det var en Kreds af meget fremtrædende Mænd, der blev Aktionærer. Ved Siden af Glückstadt (Formand) og Theodor Colding (Næstformand) tiltraadte ved Stiftelsen Privatbankens adm. Direktør C. C. Clausen og Bankraadets Formand, Grosserer og Fabrikejer Christian Hasselbalch; endvidere fra Kredsen omkring Landmandsbanken Bankraadsmedlemmerne Grosserer Allan Hansen og A. Collstrop samt Højesteretssagfører Bülow; desuden Direktørerne Max Ballin fra Skotøjsindustrien og H. Siegumfeldt fra Svovlsyrefabrikerne, Korngrosserer Eriksen fra Esbjerg, Associé i de kendte Muus’ske Korn- og Foderstofforretninger Grosserer Ove Bruun Muus, Administrator Chr. Lassen, Administrator F. Lassen Landorph, Overretssagfører Werner og Direktøren for Det forenede Dampskibsselskab C. M. T. Cold. I Bestyrelsen blev foruden Glückstadt og Colding indvalgt Hasselbalch, C. C. Clausen, Siegumfeldt, Ballin og Allan Hansen, senere endvidere Grosserer Eriksen af Kornfirmaet Eriksen & Christensen i Esbjerg. Af Aktiekapitalen blev 7 ½ Mill. Kr. kontant indskudt, medens Aktionærerne afgav Garantibevis for de yderligere 7 ½ Mill. Kr. ved Tegningen, da man, ifølge Grosserer Coldings senere Erklæring til Bankkommissionen, gik ud fra, at »Selskabet i Løbet af forholdsvis kort Tid under Kliatschko’s Ledelse vilde kunne indtjene de 7 ½ Mill. Kr., hvorved man vilde kunne undgaa

389

at kræve yderligere Tegning og Indbetaling af Aktionærerne, men omvendt vilde kunne glæde Aktionærerne med et tilsvarende Beløb i Friaktier«. Aktiekapitalen var fuldt tegnet straks ved Stiftelsen. Foruden de nævnte Hovedaktionærer, som alle tegnede mere eller mindre store Beløb, tilsammen ca. 1,5 Mill. Kr., var Landmandsbanken interesseret i Foretagendet med 500.000 Kr. plus en senere overtaget Aktiepost paa 85.000 Kr., altsaa ialt med 585.000 Kr.; desuden tegnedes Aktier af Privatbanken, Ø.K., D.F.D.S., Det Transatlantiske Kompagni og dets tre Datterselskaber, Alliance Trading Co. i London, det Russiske Handelskompagni i Moskva og Continental & Oversea Trading Co. i København og Paris, endvidere Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik, Eriksen & Christensen i Esbjerg og M. J. Ballins Sønner. Som Aktionærer nævnes endvidere Øernes Andelsselskab for Indkøb af Foderstoffer, »samt en Del af Glückstadts og Ringbergs Slægtninge, Venner og Forbindelser«.

Forberedelserne var dermed truffet. Kliatschko fik sikret en fast, høj Gage plus 10 pCt. af Nettooverskuddet, endvidere bevilligedes der ham en Erstatningssum, fordi han havde maattet afbryde sit gamle Kontraktforhold med L. Dreyfus &. Co. Et stort Kontor blev indrettet i Ejendommen Havnegade 29, den saakaldte ”Druckerske Ejendom”, som købtes for 300.000 Kr. Et stort Kontorpersonale blev ansat, som imidlertid knapt nok fik noget at bestille. Hensigten ved Oprettelsen af »Nordisk Oversøisk Handelsselskab« var at sikre Landets Forsyning med Korn og Foderstoffer og ogsaa, saa vidt muligt, at bidrage til, at København vandt en central Stilling i Østersøhandelen og blev et kommercielt Verdenscentrum - men denne Opgave svigtedes fuldkommen af Hr. Kliatschko, da Arbejdet skulde sættes i Gang. Da interesserede han sig hovedsagelig for Terminspekulationer i Baissen i Stedet for at organisere Kornindførslen fra oversøiske Pladser, og derfor forsømte han ogsaa fra Begyndelsen af den mest paatrængende Opgave, nemlig den at skabe Filialer for Omsætningen i Korn og Foderstoffer paa de vigtigste europæiske og oversøiske Pladser. Det eneste,

390

han i saa Henseende foretog sig, var, at han engagerede en Repræsentant for Selskabet i Buenos Aires ved Navn Mayer Katz, med en fast Gage af 24.000 Pesos og 10 pCt. af Nettooverskuddet i Argentina efter Fradrag af 6 pCt. for indskudt Kapital.

Medens Kliatschko før Tiltrædelsen af sin Stilling ved »Nordisk Oversøisk Handelsselskab« skal have disponeret overordentligt forsigtigt og have været meget sparsom og paaholdende, begyndte han nu, da han

som Direktør havde faaet fuld Dispositionsfrihed, at spekulere paa Kraft og at vænne sig til et flot Levned. Med Hensyn til hans Kvalifikationer og hans Virksomhed som Selskabets Direktør bemærkede Underdirektør Gjessing i en Beretning til Bestyrelsen den 3. Februar 1918, at »Kliatschko ganske vist var i Besiddelse af fremragende Evner baade i Retning af Kendskab til den internationale Kornforretning og i Henseende til en levende Fantasi og Kombinationsevne, men heroverfor synes at have staaet en Mangel paa Evne til at begrænse sig og til at samle sig om Gennemførelsen af en bestemt Sag, parret med en udpræget Selvraadighed og Herskesyge«. Det burde nu have været muligt for Bestyrelsen at tvinge Direktøren ind paa de rette Baner, da det i Kontrakten udtrykkelig var fastsat, at han var forpligtet til at følge de Anvisninger, som Bestyrelsesraadet eller de kontrollerende Medlemmer maatte give og at han var forpligtet til at give alle Oplysninger, saaledes at daglig Kontrol med hele Forretningens Virksomhed kunde finde Sted. Men til Trods for disse Forskrifter handlede Direktøren, som det passede ham bedst, og han brød sig fejl om de Raad og Henstillinger, Grosserer Colding, henholdsvis Bestyrelsens særlige Delegerede, gav ham. Efter Selskabets Stiftelse koncentrerede Theo. Kliatschko sig som nævnt hovedsagelig om Terminspekulationer. I de første 9 Maaneder omsatte han paa den Maade ca. 400 Mill. Kr. med Selskabets Midler, og selve Transaktionerne financieredes af Kreditter, som Landmandsbanken og Privatbanken stillede til Raadighed. Forsaavidt han lavede Leveringsforretninger, der skulde foretages særlig over København, drejede det sig regel-

391

mæssig om Blanco-Salg, hvorved han solgte Varerne, inden han havde købt dem, og udsatte Købet til Leveringsterminen i Forventning om, at Priserne indtil da vilde synke. Terminsspekulationer var for ham Trumf; Hr. Colding skriver engang til Bestyrelsen: »Kliatschko kunde ikke modstaa Fristelsen til at figurere med, og uden at have købt Varerne eller have Tilbud derpaa optog Kliatschko Konkurrencen med de amerikanske Firmaer og solgte saavel Korn som Oliekager til Danmark og Norge«. Med Hensyn til Chicago-Salgene bemærker Bankkommissionens Beretning, at de for største Delen var »Difference-Terminshandler, altsaa uden Hensigt til at levere Varen, og disse Terminsengagementer blev i Reglen prolongerede af Kliatschko, der som tidligere nævnt var fuld af Tro til sit Baisse-Synspunkts snarlige Sejr«.

Juli 1917 rejste Kliatschko til Amerika for at organisere Leverancerne af Korn og Foderstoffer ved Oprettelsen af Opkøbsfilialer. Samarbejde med Det Transatlantiske Kompagnis Filialer, som det oprindelig var planlagt, blev opgivet. Opgørelsen pr. 31. Juli 1917 viste, at Direktørens Dispositioner allerede indtil dette Tidspunkt havde forvoldt et Tab paa ca. 11.250.000 Kr., hvortil kom nogle uafviklede Engagementer, som formodedes at ville forhøje Tabet til ca. 14 Mill. Kr. Trods denne alvorlige Advarsel mod yderligere Spekulationsengagementer fastholdt Bestyrelsens Formand, Glückstadt, heroverfor den Opfattelse, at Spekulationerne maatte fortsættes, for at Kliatschko kunde indvinde Tabene. I Generalforsamlingen sattes imidlertid et Kontrolraad af tre Bestyrelsesmedlemmer ind, som skulde drage Omsorg for, at Kliatschko ikke fortsatte sine forrykte Spekulationer.

Om Fortsættelsen giver Bankkommissionen derpaa følgende sørgmuntre Beretning:»Der telegraferedes bestemte Instrukser til Kliatschko om kun at afvikle Engagementet i Chicago og

ikke uden Sanktion hjemmefra at gaa ind i nye Forretninger. Telegrammerne sendtes, foruden ad sædvanlig Vej, over Sibirien og Argentina samt

392

gennem Udenrigsministeriet, men Kliatschko svarede ikke paa Telegrammerne. Bestyrelsen blev mere og mere betænkelig, og da de intet hørte fra Kliatschko, rettedes der gentagne Anmodninger til ham om at komme tilbage, men uden Virkning. Havde det været svært at faa Kliatschko af Sted, viste det sig lige saa vanskeligt at faa ham hjem igen, og til sidst sendtes Selskabets Bogholder, Hr. Grue, af Sted til Amerika for

at undersøge Forholdene og eventuelt hjemføre Hr. Kliatschko.Da Bogholder Grue kom tilbage, blev det klart, at Kliatschko imod den givne Instruktion havde kastet

sig ind i yderligere Spekulationer, hvorved han havde tabt alt, hvad Selskabet endnu havde indestaaende i amerikanske Banker og Commissions-Houses. Et Beløb paa 215.000 Dollars i National City Bank var det dog lykkedes Underdirektør Gjessing at redde fra denne Skæbne ved at beordre det overført til Buenas Aires. Det skal dog nævnes, at Kliatschko ved at handle imod den Instruktion, som han inden sin Rejse havde faaet om at dække Hvedeengagementet straks, havde formindsket Tabet med ca. 600.000 $ ved at vente med at inddække; og det var dette Held, der havde tilskyndet ham til at gaa ind i de nye Spekulationer; Hr. Kliatschko skriver til Bestyrelsen i sin Redegørelse, »at jeg i Betragtning af den indvundne Besparelse mente at maatte handle paa egen Haand i den oprindelige Aand« - altsaa uden Hensyn til de telegrafiske Instrukser. Under sit Ophold i U.S.A. udvidede Kliatschko sit Operationsfelt til foruden Kornvarer at omfatte en Række andre Artikler: Ribs, Lard, Pork, Cotton og Cotton Oil (d. v. s. Ribbén, Fedt, Flæsk, Bomuld og Bomuldsolie).« Da denne saa vindskibelige Direktør endelig i Begyndelsen at 1917 vendte tilbage, fik han meget snart sin

Afsked paa graat Papir. En Situationsoversigt pr. 9. Januar 1918 viste et Tab i Nordamerika paa ca. 15 Mill. Kr., en Fortjeneste i Argentina paa ca. 3 3/4 Mill. Kr., altsaa et samlet Tab for Selskabet paa ca. 11,6 Mill. Kr., hvortil kom ca. 45.000 $ som ikke bogført Tab og et Kurstab paa 500.000 Rubler, indestaaende i

393

to russiske Banker, (købt til Kurs 98.50), samt Renter af Tabsbeløbet.Saadan sluttede altsaa Æraen Kliatschko. Retslige Skridt blev selvfølgelig ikke indledet mod den kære

Theo, trods de enorme Tab, han havde forvoldt. Men det kan maaske forklares ved, at Terminsspekulationerne oprindelig gennemførtes med Bestyrelsens Samtykke, saa denne havde et Medansvar, selvom den vel senere ikke rigtig har villet være ved, at den selv var med paa den Slags Transaktioner. Da der var tjent godt paa Handelen med Argentina, opretholdtes Forretningsforbindelsen med den derværende Repræsentant, Mayer Katz. Men ogsaa han tjente godt paa Sagen; der var ifølge Regnskabet pr. 31. Januar 1918 udbetalt ham ikke mindre end en halv Million Kroner i Tantième, og desuden 293.000 Kr. til Dækning af Kontorudgifterne i Buenos Aires mod 204.000 Kr. for Hovedkontoret i København og 161.000 for New York-Kontoret. l Stedet for at kræve den resterende Aktiekapital indbetalt optoges nu et Laan paa 5 Mill. Kr. i Haab om, at man med disse Midler kunde køre videre. Laanet ydedes af Selskabets Storaktionærer og Bestyrelsen, desuden af Privatbanken og Landmandsbanken med hver 1 Mill. Kr. Som ny Direktør ansattes efter Kliatschko’s Afsked Hr. de Conninck Smith. Dennes første Opgave var at afvikle de løbende Engagementer fra sin Forgængers Tid osv., og da dette Arbejde var gjort, viste det sig, at Tabet var vokset til ca. 14 Mill. Kr.

I den følgende Tid blev der foretaget større Forretninger, navnlig med Hr. Katz i Buenos Aires, hvorved det for det meste drejede sig om regulære Vareforretninger. Katz tilskyndede ogsaa Handel i andre Varer end Korn; paa hans Initiativ importeredes bI. a. Garveekstrakt fra Sydamerika, som atter fandt Afsætning med god Fortjeneste i første Række til Ballin-Koncernen. Paa Katz’ Forslag blev hans Agentur mod Slutningen af 1919 omdannet i et selvstændigt argentinsk Aktieselskab Sociedad General de Exportación, og Kapitalen paa 3

394

Millioner Pesos optoges hos en argentinsk Bank mod Landmandsbankens og Privatbankens Garanti. Ogsaa dette Samarbejde førte tilsidst til meget uheldige Resultater. Katastrofalt blev det navnligt, at Katz i Begyndelsen af 1920 gik i Baissen i en Periode, hvor baade Majs- og Hvedepriserne var for opadgaaende. Derved tabtes mægtige Beløb. Ogsaa de ustabile Valutaforhold bidrog til, at Selskabet kom ud for mange

tabsvoldende Dispositioner. Denne Spekulation i Samarbejde med en saa erfaren Mand som Mayer Katz slog altsaa ligeledes grundig fejl.

Ifølge Regnskabet pr. 31. Juli 1922 var Tabet svulmet op til ca. 19 Mill. Kr. I Generalforsamlingsberetningen fra Novemeber 1922 bemærkes bI. a.: »Sociedads Regnskabsaar gaar til 31. Decbr. 1922, og det maa desværre befrygtes, at dels Driften, dels Likvidationen af Værdierne dernede vil bringe yderligere Tab«. Likvidationen var paa dette Tidspunkt endnu ikke helt afsluttet, men man gik ud fra, at Tabet paa det argentinske Selskab og M. Katz’ Dispositioner vilde blive ca. 9 Mill. Kr., saa det samlede Tab maatte ansættes til 20 ½ Mill. Kr., muligvis noget højere. Landmandsbankens direkte Tab ansattes paa samme Tidspunkt til 2.291.310 Kr., foruden de Beløb, som Banken maatte indbetale for nogle af sine Aktionærer, hos hvem den var Hovedkreditor. Dog havde Banken ganske vist i Forvejen tjent store Beløb paa de Pengeforretninger, den havde udført for »Nordisk Oversøisk Handelsselskab«. Saaledes endte Æraen Mayer Katz. Aktionærerne fik aldrig de forventede Friaktier. De maatte i Stedet for indbetale hele Aktiekapitalen for at kunne skaffe Dækning for alle de Tab, der i Aarenes Løb var opstaaet. Man havde spillet grundigt Fallit.Bankkommissionens Beretning resumerer:»Selskabets Tab kan i det store og hele henføres til hasarderede og mislykkede Spekulations-Dispositioner af dets to mest aktive Disponenter, Kliatschko og M. Katz, for Katz’ Vedkommende, som vist, ved en trods Hovedsædets Advarsler

395

indgaaet Risiko i Francs, kombineret med en mislykket Baisse i Hvede. Nordisk Oversøisk’s Bestyrelse og de interesserede Selskaber har selv bødet med store Beløb for de urigtige Dispositioner; Kliatschko er ikke blevet rig gennem de Spekulationer, han førte Selskabet ind i, men han har ganske vist undgaaet at bøde synderlig økonomisk for sine Fejl. Den eneste, der egentlig har haft Fordel af Nordisk Oversøisk, er den naturaliserede Argentiner Mayer Katz, der har modtaget det store Tantième-beløb af 1 1/4 Mill. Kr., og som derefter er udtraadt af Forbindelsen med Nordisk Oversøisk«.

i) Jøderne som Børsspekulationens Hovedmænd.

Forvovne og forrykte Dispositioner som Det Transatlantiske Kompagnis vanvittige Vareindkøb med Transit tiI Rusland for Øje (og senere til Polen, de baltiske Lande og de mellemeuropæiske Stater), eller som Hugo Rothenbergs omfattende illegale Pengeforretninger, eller Ballins forrykte Valutaspekulation, Heilbuths forslagne Rederipolitik, Glückstadts og Heilbuths Spekulation i Malerier eller endelig Kliatschko’s og Mayer Katz’ Fantastiske Terminsspekulationer – alt dette var kun Udslag af, Udtryk for selve Kræftskaden i det jødestyrede Lands Økonomi: Den hemningsløse forbryderiske Børsspekulation. Det var den, som paa afgørende Maade forrykkede hele Landets finansielle Situation. Den dannede Grundlaget for det jødiske Finansvælde, fordi Jøderne netop gennem Aktiespekulationen forstod at gøre Landets mest fremtrædende Mænd indenfor Politik, Økonomi, Landbrug osv. føjelige. Det var Børsspekulationen, der hindrede Glückstadt og Ringberg i Tide at lægge Kortene paa Bordet og derved umuliggjorde en rettidig Rekonstruktion af de Selskaber, som var kommet ud i det værste Uføre og derfor senere forvoldte Banken nogle af de største Tab, saasom Det Transatlantiske Kompagni og Ballin-Koncernen. Det var Børsspekulationen, der

396

skabte Spilleaanden i Folket, det var den, der blev bestemmende for Landets Valutapolitik, skabte Inflation og Deflation efter Kapitalens Behov. Det var den, som tilsidst førte med sig, at selve Landmandsbankens

Reorganisation kun kunde gennemføres paa et aldeles uredeligt og uhæderligt Grundlag, og at endog selve Stabiliseringen af Landets Mønt, selve Kravet om Genindførelse af »den ærlige Krone«, ikke blev til andet end Kapitalmagtens Middel til paany at tyvstjæle fra Folket og atter at underbygge den passive Kapitals Magt over de producerende Erhverv.

Naar der berettes om Spekulationens Overdrev, er det derfor nødvendigt til Slut at foretage en speciel Undersøgelse af den ved Landmandsbanken direkte eller indirekte fremmede Aktiespekulation og at undersøge Spekulationskonsortiernes særlige Betydning.

Landmandsbankens egne Børsengagementer, som ultimo 1920 var opgjort til et samlet Beløb af 205 Mill. Kr., androg 1921 182 Mill. Kr. Deraf skal nævnes:

De Lunnske Konsortier 40 Mill. Kr.J. M. Levin & Co 30 ” ” 10 andre Vekselerere 20 ” 20 Konsortier 20 ” ”Max Lester og Vald. Glückstadt 17 „ „H. Heilbuth 13 „ „31 større Spekulationskunder 42 „ „

I alt 182 Mill. Kr.

At Medlemmerne i Vekselererfirmaerne og Konsortierne langt overvejende var Jøder, er allerede i anden Sammenhæng bleven nævnt. Her skal imidlertid gaas nærmere ind paa enkelte Forhold vedrørende disse Konsortialspekulationter.Med Hensyn til de saakaldte Lunnske Konsortier drejede

397

det sig om en Del Spekulationskonsortier, som Landmandsbanken indrettede hos en af sine ældste Forretningsforbindelser, Firmaet Aug. Lunn & Co. Samarbejdet var indledet omkring Aaret 1883. August Lunn (Søn af Oberst Ove Lunn) og Sønnen Aage Lunn, som i den her omhandlede Periode var Indehavere af Firmaet, var af ren arisk Afstamning, men havde under Krigen i ganske særlig Grad finansielle Interesser tilfælles med Landmandsbanken. Navnlig samledes en stor Del af de af Vekselererne oprettede Støttekonsortier, der senere afvikledes med saa store Tab, hos Aug. Lunn og Co. - Underskudene blev for de enkelte Vekselererfirmaers Vedkommende pr. 31. Decbr. 1921 som følger:

Jul. T. Levinsen ca. 1,3 Mill. Kr.Aage Trier “ 1,0 “ “ Paul Philipson “ 0,45 “ “ M. H. Cohen & Lamm “ 1,05 “ “ Th. Schiøler “ 2,8 “ “ J. M. Levin & Co “ 0,25 “ “

Firmaet Aug. Lunn & Co. selv fik under og efter Verdenskrigen store Laan fra Landmandsbanken, saa Gælden steg fra 464.000 Kr. pr. 30. 6. 1914 til 1.206.000 pr. ultimo 1917, til 1,5 Mill. Kr. ultimo 1920 og endelig til ca. 2,2 Mill. Kr. pr. 16. 9. 1922. Paa sidstnævnte Tidspunkt beløb desuden Firmaets og Aage

Lunns Gæld paa Støttekonsortierne sig til ca. 3,2 Mill. Kr., saa den samlede Gæld til Landmandsbanken androg ikke mindre end 5,3 Mill Kr. Med Hensyn til Konsortierne maa imidlertid bemærkes, at Direktørerne Emil Glückstadt og Ove Ringberg hørte til de mest fremtrædende Deltagere. Der var Tab paa Direktørernes Andele allerede i 1918 og 1919. I Bankkommissionens Beretning bemærkes herom, at de to Direktører ved Udtrædelsen i 1920 overtog Aktier i D.F.D.S., Orient, Ø.K. og Ø.P., som i Landmandsbanken indlagdes paa Konsortiet af 24. April 1918 A, hvorfra de senere overtoges

398

med Tab af Konsortiet af 1. April 1917 (S. 77). Af selve den Kendsgerning, at der til de Lunnske Konsortier ved Opgørelsen ultimo 1921 var udlaant ikke mindre end 40 Mill. Kr., kan man slutte, hvor nært Firmaet Aug. Lunn & Co. har været knyttet til de jødiske Finansinteresser.

Firmaet J. M. Levin & Co. (Indehavere: Johan Levin og Farbroderen Martin J. Levin; Prokurist: Erik Heiberg) var et udpræget Jødefirma, der allerede fra Landmandsbankens Oprettelse havde hørt til denne Banks nærmeste Forretningsforbindelser: I Virkeligheden har vi her med Landmandsbankens mest betroede Vekselererfirma at gøre, som rigtignok ogsaa tilsidst forvoldte Banken langt de største Tab. J. M. Levin & Co. favoriseredes fra Landmandsbankens Side paa enhver tænkelig Maade. Overfor Bankens almindelige Kunder var det under Krigen Regel, at der krævedes en vis Margin, naar Børspapirer skulde belaanes, saaledes at der f. Eks. ydedes 65 pCt. Belaaning af Kursværdien paa Obligationer og Bankaktier samt paa Ø.K., D.F.D.S. og Transatlantisk Kompagni, derimod 50 pCt. paa Industriaktier og kun 40 pCt. paa de mindre Dampskibsselskaber. Men for J. M. Levin & Co. gjaldt den Særbestemmelse, at den ved Kasselaan kunde nøjes med en Margin paa 10 pCt., og at Banken endog ved en Række af Firmaets separate Laan overhovedet ikke krævede nogen Marginindbetaling, men at Papirerne her belaantes til Indkøbsprisen. Ifølge Kommissionsberetningen (S. 146) drejede det sig ved de sidstnævnte Laan som oftest om Konsortialspekulationer, i hvilke igen Bankdirektørere Glückstadt og Ringberg for største Delen var Deltagere. Vekselererfirmaet J. M. Levin & Co. gled i særlig Grad med ind i den vilde Spekulation, der bredte sig under Verdenskrigen, hvorved det paadrog sig enorme Forpligtelser overfor Landmandsbanken. Den 31. Januar 1917 beløb Firmaets samlede Gæld til Banken sig til ikke mindre end 63,8 Mill. Kr., hvoraf 19 seperate Laan talte de 41,8 Mill. Kr. Til Sikkerhed tjente Depotets Værdi med ca. 61,7 Mill. Kr. Under Trykket af det Kursfald, der indtraadte efter

399

den skærpede Undervandsbaadskrig, foranledigede Firmaet imidlertid en meget kraftig Afvikling af de separate Laan, saaledes at Firmaets Engagement ultimo 1917 kun beløb sig til ialt 20,7 Mill. Kr., imod et Depot paa 19 Mill. Kr. Den 29. Februar 1920 var Firmaets Stilling endnu nogenlunde gunstig, idet der overfor en samlet Gæld paa ca. 27 Mill. Kr. stod Depoters Værdi med 27,5 Mill. Kr. Men snart fulgte Tilbageslagene, saaledes at Firmaets Gæld allerede ultimo 1920 var 5,6 Mill. Kr. større end Depotets Værdi. Det udækkede Gældsbeløb steg derefter pr. 31. Decbr. 1921 til ca. 9 Mill. Kr., opgjordes 16. Septbr. 1922 til ca. 19 Mill. Kr., medens det ifølge en af Centralanstalten for Revision og Driftsorganisation pr. 28. Oktbr. 1922 udarbejdet Status var vokset til ca. 20,2 Mill. Kr. Ifølge denne Status bestod Underskudet i det enkelte af følgende Poster:

Tab paa Konsortier ca. 4.300.000 Kr.Tab paa egne Fonds 3.400.000 Kr.Tab paa Fondsdebitorer (Spekulations-Engagementer) 8.700.000 Kr.Laanedebitorer (Forretnings-Engagementer) 5.100.000 Kr.Driftstab fra 1. 1. 1920-28. 10. 1922 1.100.000 Kr.

Ialt ca. 22.600.000 Kr.

I denne Sammenhæng giver Bankberetningen nogle meget interessante Oplysninger om enkelte af de Dispositioner, som voldte disse enorme Tab. Saaledes havde et Konsortium af 24. Juni 1920, i hvilket foruden Firmaet J. M. Levin adskillige Privatpersoner deltog, deriblandt Direktør Max Ballin, et Tab paa ca. 1,1 Mill. Kr. Bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg havde oprindelig deltaget i Konsortiet, men var gaaet ud den 1. Juni 1922 og havde betalt deres Andel. Spekulatio-

400

nen i dette Konsortium var hovedsagelig foregaaet i Torm-, Ballin- og Det Transatlantiske Kompagnis Aktier.Paa Laanedebitorer tabtes ca. 3 Mill. Kr. paa Firmaet A/S E. L. Weimann (Indehaver var Carl Salomonsens Svigerfader Elias Louis Weimann og N. N. Abrahamsen), og ca. 1,2 Mill. Kr. paa A/S Russo-Dania, i hvilken ORS. Carl M. Levin, Svigersøn af Etatsraad J. C. Ferslew, var Formand i Bestyrelsen. (Direktionen i dette Aktieselskab dannedes af Levins Svigersøn T. S. B. Drechsel samt P. R. Mosdal. Medlemmer af Bestyrelsen var desuden Dr. økonom. K. S. Leites, Grosserer C. J. Schottländer, Børskommissær Julius Schovelin, Bankdirektør M. S. Plotnikoff og Prokuristen i Firmaet J. M. Levin & Co., Vekselerer Erik Heiberg). Firmaet J. M. Levin havde desforuden ogsaa selv engageret sig i A/S E. L. Weimanns Papirer og tabte derved ca. 2,2 Mill. Kr., saaledes at det samlede Tab i dette Tilfælde beløb sig til 5,2 Mill. Kr. Angaaende Aarsagerne hertil bemærkes i Bankkommissionens Beretning: »Om dette Firma (A/S E. L. Weimann) har Vekselerer Johan Levin forklaret, at det kom i Vanskeligheder, fordi Indehaverne havde haft et langt større Privatforbrug, end Forretningen kunde bære, og havde disponeret forkert. Den ene af Deltagerne (d. v. s. N. N. Abrahamsen) havde ganske sindssvagt kastet sig over enkelte dyre Juveler, som ikke kunde sælges, da Konjunkturomslaget kom.« For at redde Foretagendet overtog J. M. Levin & Co. 1,1 Mill. Kr. af Selskabets Aktier til Kurs 200; men denne Hjælpeaktion kunde ikke forhindre Sammenbrudet; August 1921 standsede A/S E. L. Weimann & Co. sine Betalinger, hvorefter det rekonstrueredes af Landmandsbanken. Ifølge Bankkommissionens Beretning maatte der i dette Tilfælde regnes med et samlet Tab paa ca. 6,5 Mill. Kr. I Beretningen fremhæves endvidere, at blandt de private Spekulationskunder fandtes ogsaa Direktørerne Hugo Rothenberg og Max Ballin, af hvilke den første forvoldte Firmaet et Tab paa ca. 1,8 Mill. Kr., den sidste paa ca. 1,3 Mill. Kr. Hvortil her kun skal bemærkes, at Weimann, Rothenberg og Ballin selv-

401

følgelig er lige saa renlivede Jøder som Levin. De samlede Tab ved det her omhandlede Vekselererfirma ansættes til 22,5 Mill.Kr.

Blandt de jødiske Vekselererfirmaer, der efter Verdenskrigen led en krank Skæbne, befandt sig ogsaa Firmaet Herman Meyer (Indehavere: H. Meyer og J. Nathanson; Prokurist P. Nathanson), der allerede fra 1908 stod i Forretningsforbindelse med Landmandsbanken og endnu under Krigen havde forstaaet at holde Gæld og Depotværdi i et nogenlunde rimeligt Forhold til hinanden, saaledes at der pr. 30. 11. 1918 overfor en Gæld paa 1,3 Mill. Kr. stod en Depotværdi paa 1,5 Mill. Kr. Men den 9. 2. 1920 var der en udækket Gæld paa ca. 126.000 Kr., der indtil Slutningen af samme Aar steg til ca. 400.000 Kr. Senere udfærdigede Firmaerne J. M. Levin & Co. og Th. Schiøler et Kautionsbrev til Landmandsbanken, ifølge hvilket de erklærede sig villig til at indestaa for Firmaet Herman Meyers udækkede Gæld, idet de gik ud fra, at der endnu bestod Chancer for at redde Foretagendet. Men i September 1921 maatte Firmaet standse sine Betalinger, og ved Aarsopgørelsen ultimo 1921 viste det sig, at det udækkede Beløb var vokset til ca.

760.000 Kr. Her led ikke blot J. M. Levin & Co. Tab ved Garantiydelsen, men ogsaa en anden af Landmandsbankens Forretningsforbindelser, nemlig Firmaet Th. Schiøler. Hos sidstnævnte Firma konstateredes der ved Opgørelsen den 16. September 1922 et udækket Beløb paa ikke mindre end ca. 5,5 Mill. Kr.; det viste sig, at Firmaet var bleven særlig haardt ramt ved at deltage i de Lunn’ske Støttekonsortier, idet det herved forvoldteTab pr. 16. 9. 1922 androg ca. 3,9 Mill. Kr.

Næst J. M. Levin & Co. var M. H. Cohen & Lamm Landmandsbankens ældste Forretningsforbindelse blandt Vekselererfirmaerne. Indehaveren af det sidstnævnte rent jødiske Firma var A. E. Lamm med Sønnerne C. A. Lamm og H. P. Lamm; 1. Prokurist var C. L. Moritz. Aron F. Lamm er navnlig kendt som Formand for Revisionsbanken, i hvilken Egen-

402

skab han var ledende Mand ved Financieringen af Arbejdernes Brændselsforretning og fremmede Parvus’ storstilede Spekulationer i Kul. Allerede før Verdenskrigen havde iøvrigt Firmaet M. H. Cohen & Lamm indladt sig paa visse tabsvoldende Dispositioner, saaledes at Landmandsbanken maatte springe ind med en Garanti paa 20.000 £. overfor British Bank of Northern Commerce. Under og i de første Aar efter Verdenskrigen havde Firmaet endnu i det store og hele disponeret paa forsvarlig Maade med Hensyn til Børsengagementerne, saaledes at der altid var fuld Dækning for den Gæld, det stod i til Landmandsbanken. Endnu ultimo 1920 var der - naar der bortses fra Tabet, som ogsaa dette Firma led ved Deltagelse i de Lunn’ske Støttekonsortier - fuld Dækning paa Bankens Tilgodehavende paa Folio og Kasselaan, idet det tilsammen beløb sig til godt 900.000 Kr., medens Depotets Værdi var paa ca. 1.1. Mill. Kr. Men i Løbet af 1921 indtraadte meget alvorlige Komplikationer, saaledes at der et Aar senere, den 31. Decbr. 1921, konstateredes et udækket Beløb paa 1.2 Mill. Kr. Og den 16. Septbr. 1922 var Firmaets Gæld paa Kasselaanet ca. 388.000 Kr. og dets Andel i Underskudet ved Støttekonsortierne hos Aug. Lunn & Co. ca. 1.4 Mill. Kr. Heroverfor kunde Firmaet til Sikkerhed kun stille Depot paa ca. 172.000 Kr. Det udækkede Beløb androg herefter ca. 1.6 Mill. Kr. paa sidstnævnte Tidspunkt.Noget lignende saa det tilsidst ud med Hensyn til Firmaet Paul Philipson (Indehaver P. Philipson, blandt Prokuristerne H. G. Morville og C. Herforth), hvor den udækkede Difference overfor Landmandsbanken den 16. Septbr. 1922 opgjordes til 2.2 Mill. Kr. Ogsaa for dette Firma var der opstaaet Tab ved Deltagelse i de Lunn’ske Støttekonsortier. Blandt de Værdier, som her henlaa som Sikkerhed for Gælden, kan nævnes 168.000 Kr. Aarhus Oliemølle, 145.000 Kr. Ballin & Hertz, 140.000 Kr. Nielsen & Winther og 350.000 Kr. Nordisk Metal Aktier. Hos Firmaet Aage Trier udgjorde det samlede udækkede Beløb ved den endelige Opgørelse 3.3 Mill. Kr., hos Jul. T.

403

Levinsen ca. 5.1 Mill. Kr. Disse tre større Firmaer maatte tilsidst, efter Landmandsbankens Sammenbrud, selv træde i Likvidation. Mindre betydeligt var Bankens Krav overfor Vekselererfirmaerne Tage Lehn Schiøler og Moritz Melchior & Co. (Indeh. W. Melchior); det udækkede Beløb androg her 107.000 Kr. henholdsvis 70.000 Kr.

Det fremgaar af denne Fremstilling tilstrækkeligt, at det overvejende var jødiske Vekselererfirmaer, som stod i Forretningsforbindelse med Landmandsbanken og i stærkeste Grad var medvirkende ved den vilde Børsspekulation, der blev saa kraftigt stimuleret fra Bankens Side, men selvfølgelig ogsaa blev eftertrykkeligt fremmet fra de mere enterprenante jødiske Vekselereres Side. At herunder ogsaa d’Hrr. Glückstadt og Ringberg Personlig var interesseret i en Del Spekulationskonsortier, blev allerede nævnt ved Undersøgelsen af Firmaet Aug. Lunn & Co.’s Stilling under Krisen. Endnu skal blot tilføjes, at disse to Storspekulanter ikke indskrænkede sig til den nævnte Konsortialdeltagelse hos J. M. Levin & Co., men at Kommissionsberetningen nævner endnu to andre Firmaer, hos hvilke Landmandsbankdirektørerne var

Deltagere i Konsortialspekulationer. Saaledes har der hos Vekselererfirmaet Jul. T. Levinsen været ført to Konti med en Omsætning paa noget over 7 Mill. Kr., som førtes for O. Ringbergs Regning à meta med Vekselererfirmaet. Avancen androg her ca. 180.000 Kr. Desforuden blev der hos Vekselererfirmaet A. Vollmond & Co. (Indeh. A. Vollmond og M. M. Warburg) ført ikke mindre end 12 forskellige Børsspekulationskonti for Direktørerne E. Glückstadt og O. Ringberg, hvorved der »paa flere af Kontiene omsattes Millionbeløb og i flere Tilfælde fremkom store Avancer« (S. 77). Spekulationerne omfattede her hovedsagelig Ø.K. og D.F.D.S.; paa en Sukkerspekulation blev der tjent ca. ½ Mill. Kr.

Med Hensyn til de to Bankdirektørers Spekulationer indeholder Bankkommissionens Beretning endnu flere interessante

404

Oplysninger. Saaledes fremhæves det, at de hos J. M. Levin & Co. i de 7 ½ Aar, der er bleven undersøgt, var Deltagere i 250 til 300 Konsortier, og at det største Antal Konsortier, i hvilket de samtidig spekulerede - det var den 1. April 1917 - var 44. Paa nævnte Tid var ca. 37.5 Mill. Kr. bundet i Spekulationen, hvoraf de to Bankdirektører var Deltagere med hver 6 Mill. Kr. Financieringen af disse Spekulationer foretoges almindeligvis indirekte af Landmandsbanken, idet denne Bank, hver Gang dens Direktører indledede en ny Spekulation, stillede den fornødne Kapital til Raadighed som Kasselaan. Kun i Undtagelsestilfælde overtog Vekselererfirmaet selv en Del af Financieringen. Lejlighedsvis blev ogsaa de to Bankdirektørers Anparter belaant hos Aug. Lunn & Co., som atter belaante dem hos Landmandsbanken, saa Banken ogsaa i et saadant Tilfælde i sidste Instans belaante sine egne Direktørers Spekulationer. Naar der opstod Tab paa Direktørernes Anparter i Spekulationskonsortier, blev de overført til Februar-Kontoen; i Tilfælde, hvor der ikke fandt en saadan Overførsel Sted, ses der ikke at være opstaaet Tab. Bankkommissionens Beretning kommer iøvrigt til det Resultat, at Etatsraad Emil Glückstadt ved de hos J. M. Levin gennemførte Spekulationer har haft en samlet Avance paa 2,9 Mill. Kr. og Tab til et samlet Beløb paa 2,3 Mill. Kr., saaledes at Nettoavancen androg 0,6 Mill. Kr. Med Hensyn til Direktør Ringberg androg Avancen ialt 3,2 Mill. Kr., Tabene 2,3 Millioner og Nettoavancen dermed 0,9 Mill. Kr.

De Papirer, i hvilke der fandt størst Omsætning Sted, var

Landsinandsbanken, Orient, Ballin,

D.F.D.S., Hafnia, Kul,

Torm, Ø.K., Sukker,

hvorved der af D.F.D.S.-Aktier omsattes ca. 55 Mill. Kr. nominelt, af Ø.K.-Aktier ca. 24 Mill. Kr. og af Landmandsbank-Aktier ca. 13,6 Mill. Kr. nominelt.Bankkommissionens Beretning giver dernæst en udførlig

405

Redegørelse for Spekulationerne i de enkelte Papirer, som giver et grundigt Indblik i de forrykte Transaktioner, der til visse Tider kunde finde Sted. Dampskibsaktier var altid det taknemligste Objekt; de var ofte ude for en ligefrem fantastisk Kursudvikling. BI. a. noteredes D/S Torm Aktier ved Krigens Begyndelse til ca. 125, steg August 1916 til 1600 og havde, inden Friaktierne udstedtes i September 1916, en Kursværdi omkring de 2700. Det var vel nok et Papir, i hvilket der kunde spekuleres.

Konsortialdeltagerne hos J. M. Levin & Co. tjener Penge, saa det forslaar noget, et Konsortium af 24. 4. 1915 (Gl. og R. hver 1/3) saaledes ca. 68.800 Kr.; en »Konto Quinto« for Torm Aktier fik 1. Juli 1915 udbetalt en Avance paa ialt 325.000 Kr. og siden, indtil 3. Maj 1916, ialt 814.000 Kr. osv. Og naturligvis er det altid de rette Mænd, der er med i Spillet. Kraftig Svindel drives der samtidig, idet der i 1920 i en vis Periode manipuleredes med et fiktivt norsk Tilbud om Køb af Torm-Aktierne. Hovedmanden i denne Affære var Prokurist Heiberg hos J. M. Levin & Co. og Steen Giebelhausen. For at give et Begreb om, hvem der var særlig interesseret i Torm-Aktier, skal kun henvises til Sammensætningen af Konsortiet af 24. 6. 1920 hos J. M. Levin & Co.: det var Emil Glückstadt og Ove Ringberg for hver 3/9, Max Ballin, H. Rothenberg og L. Schottlænder for hver 1/9.

Et Kapitel for sig er ogsaa Spekuationen i Dansk-Russisk Dampskibsselskabs Aktier. Ogsaa med Hensyn til disse Aktier spiller norske Opkøbsplaner en betydelig Rolle. Mod Slutningen af Aaret 1917 forhandler nemlig ifølge Kommissionsberetningen nogle Nordmænd med Direktøren for dette Selskab, Kay Reinhard, »om Køb af Aktiebesiddelsen i Dansk-Russisk og Northern Steamship Company«. Der forlanges 33 Mill. Kr. Overfor et saadant Krav anser de norske Interessenter det for klogere at forsøge at erhverve Aktiemajoriteten i Dansk-Russisk til den gældende Kurs 360. Nu faar Kay Reinhard Betænkeligheder, og han sætter alt ind paa at forhindre, at Nordmændene faar den afgørende Indflydelse indenfor hans

406

Selskab. Det er denne Situation, nogle særlig entreprenante Spekulanter forstaar at udnytte, deriblandt Erik Glückstadt, Direktør Glückstadts Nevø. Bankkommissionen beretter herom følgende (S. 91):

»Den 3. Januar 1918 forhandler han (Reinhard) om Eftermiddagen med Nordmændene om Salget af Northerns Aktier; samme Dag forhandler han med Glückstadt om at købe den kvalificerede Minoritet i Dansk-Russisk, for at Nordmændene ikke skal kunne opløse Selskabet og paa den Maade komme billigt til Northerns Aktier. Reinhard giver Glückstadt Ordre til for sin (Reinhards) og sin Meddirektør, Direktør Jensens Regning at opkøbe hvad der fandtes paa Markedet af Dansk-Russisk’s Aktier. Disse Køb foretages paa et Konsortium af 3. Januar 1918 bestaaende af de to Herrer; der købes nominelt 836.000 Kr. Dansk-Russere til Kurser fra 387 til 414, blandt andet fra Aug. Lunn & Co. Blandt de 508.000 Kr., der købes igennem Aug. Lunn & Co., samles en Del fra forskellige Vekselerere og fra et Konsortium, Dan-Rus, fra hvilket 120.000 Kr. under 3. Januar købes med en Avance af 34.000 Kr. Dan-Rus har samme Dag købt Posten 24.000 Kr. billigere. Konsortiet bestaar af Aug. Lunn og Erik Glückstadt, der hver faar 12.000 Kr. i Fortjeneste. Den 10. Januar køber Aug. Lunn for Regning Landmandsbanken alt op til 500 og køber blandt andet hos Palsby 260.000 Kr. til Kurs 500. Erik Glückstadt der maa antages fra sin Onkel eller fra sin Stilling i Banken at have haft Nys om Søfartens Opkøb, køber à meta hos Vekselerer Palsby den 7. Januar nominelt 100.000 Kr. Dansk-Russisk til Kurs 425 à 430 samt Dagen efter andre 100.000 Kr. til Kurs 450; disse Aktier sælges den 10. Januar paa Efterbørsen til Aage Lunn, der opkøber til Topkursen 500. Erik Glückstadts Fortjeneste har saaledes været 60.000 Kr.«

Direktør Reinhard var iøvrigt gaaet ud fra, at de af Landmandsbanken opkøbte Papirer fra hans Konto vilde gaa direkte over til Selskabets uden Fortjeneste. Det skete ogsaa for de 736.000 Kr.’s Vedkommende. Men ved Restbeløbet opnaas en Avance paa 100.000 Kr., som Ringberg krediterer sin egen Konto og som dermed ikke kom Banken tilgode.Gang paa Gang viser det sig ved alle disse Børsengagementer, at Direktørerne Glückstadt og Ringberg paa

ganske ublufærdig Maade udnytter det Kendskab, de sidder inde med om de enkelte Selskabers StilIing og fremtidige Indtjenings-

407

muligheder til Varetagelse af personlige Interesser. Ja, man kan paastaa, at Diskretionsbrud til en vis Grad

ligefrem danner Grundlaget og Udgangspunktet for Børsengagementerne. Saadan set var det Hele ofte ren Svindel og Bedrag, da Dispositionerne derved blev anlagt paa at udnytte Chancer, der med Sikkerhed kunde forventes at indtræde og som man ud fra en bestemt Forhaandsviden søgte at gøre sig til Nytte ved de evindelige Haussespekulationer. De lige omhandlede Erik Glückstadt’ske Transaktioner viser Fremgangsmaaden. Ogsaa Cold-Affæren (jvf. nedenfor 5d) er meget brugbar til Illustrering af dette Forhold. Men endelig behandler ogsaa Fru Glückstadt i sit ofte nævnte Forsvarskrift et Eksempel, som nok er værd at tage med. Hun fortæller nemlig, at da hendes Mand i Maj 1920 fatter Beslutningen om at trække sig helt ud af Spekulationskonsortierne, maatte ogsaa Salget af et vist Parti af Ø.P.-Aktier finde Sted. Børskursen paa disse Papirer havde ved Udgangen af April været 320 %. Da nu Konsortiet skulde likvideres, skal Ø.K. træffe Bestemmelse om, til hvilken Kurs Aktierne i Datterselskabet Østasiatisk Industri og Plantageselskab (Ø.P.) skal overdrages til Banken, der skal overtage Glückstadts Anpart. Fru Laura Glückstadt beretter nu (S. 119):

»Der (d.v.s. i Østasiatisk Kompagni) har man hævdet, at en Kurs af 320 % var uforholdsmæssig lav efter Ø.P.s endnu ikke Offentligheden bekendte, men fortrinlige Aarsresultat. Med en saadan Motivering har Ringberg fra den 5te til den 14de Maj for Landmandsbankens Regning købt paalydende 370.000 Kr. Aktier op til Kursen ca. 320 til ca. 356; og pr. 14. Maj opløses Syndikatet af 29. Oktober 1919, dels ved at Banken (nominelt Kontoen 1. Februar 1917) tager paalydende 1 Million Kroner af dets Ø.P.-Aktier til Kurs 350, dels ved at Ø.K. køber en Post til samme Kurs.«

408

Syndikatets Fortjeneste beløb sig i dette Tilfælde til 600.000 Kr., hvoraf Glückstadt fik en Fjerdedel, 150.000 Kr. Den Anklage, der i denne Anledning senere rettedes mod Glückstadt i Rigsadvokatens Anklageskrift under VII a, gik i dette Tilfælde ud paa, at Glückstadt havde opnaaet denne Fortjeneste ved at lade Banken købe Aktierne til en uberettiget høj Pris. Tiltalen lød her paa svigagtig Handling efter Straffelovens § 257, og efter denne Paastand blev den Tiltalte ogsaa dømt.

Selvfølgelig var Landmandsbankens Forhold til Børsen ogsaa Genstand for indgaaende Undersøgelser ved Domstolene.Under Forhandlingerne gav navnlig de af Vekselererne Levin, Schiøler og Lunn afgivne Forklaringer vægtige Bidrag til Belysning af dette Spørgsmaal. Levin skelnede i Forhøret mellem ”Meningskonsortierne«, der havde til Hensigt at købe Papirer op for at tage en Avance hjem, og de Konsortier, der under hans Ledelse dannedes for under eet at overtage en stor samlet Aktiepost af Banken til en bestemt Kurs. Levin havde, for selv at skabe sig nogen Sikkerhed, almindeligvis krævet, at Ringberg og Glückstadt (eller ogsaa Banken selv) skulde gaa med i Konsortierne, og disse fik saa Betegnelsen OREG (Ove Ringberg, Emil Glückstadt). Der havde været i Hundredevis af disse Konsortier, og Papirerne var vandret fra det ene til det andet Konsortium. OREG havde saaledes haft en Omsætning paa mere end 400 Mill. Kr. hos Levin. Den 1. Juli 1921 havde Levin i sit Forhold til Banken et Underskud paa 8 Mill. Kr.Vedrørende flere Forhold rettede Vekselererne alvorlige Bebrejdelser mod Banken. Saaledes gaves der nogle interessante Oplysninger om enkelte Støttekonsortiers Skæbne. Et saadant Konsortium blev bl. a. oprettet den 13. Oktober 1919 hos Firmaet Aug. Lunn & Co. under Ledelse af Aage Lunn med 1 Mill. Kr. Gorm og 1/4 Mill. Dansk-Russere. Emil Glückstadt forlangte derefter, at disse Papirer skulde udleveres til Banken uden nogen Fortjeneste for Konsortiet. Dette Krav blev efterkommet, da han samtidig benægtede, at en Nyordning af disse

409

Selskaber var forestaaende. Men nogle Maaneder senere likviderede de begge, hvorved Aktierne udbragte

en væsentlig højere Pris, end Konsortiet havde afregnet til. I Begyndelsen af 1920 laa Støttekonsortiet af 13. Oktober 1919 endnu med et Par Millioner Kroner Landmandsbankaktier, som Lunn havde ønsket at skille sig af med. Men det vilde Ringberg imidlertid ikke gaa med til, ligesaa lidt som han vilde tillade en Opløsning af Konsortiet. Resultatet var, at Konsortiet blev hængende paa denne Aktiepost.Ligesaa hensynsløst forstod de to Landmandsbankdirektører ogsaa at sikre deres private Interesser i Syndikatet i Ø.P. Aktier, som oprindelig bestod af Interessenter, repræsenterede dels af Landmandsbanken, dels af Ø.K. Dette Syndikat havde i Tiden fra 3. December 1918 til 20. November 1920 købt godt 2 Mill. Kr. Ø.P. Aktier til Kurser mellem 250 og 320 samt 820.000 Kr. Ø.K. Aktier. I første Halvdel af Maj 1920 købtes yderligere 320.000 Kr. Ø.P. Aktier til Kurs 355, og da denne Transaktion var afsluttet den 14. Maj, overførtes endnu den selvsamme Dag 1 Mill. Kr. Ø.P. Aktier til Februar-Kontoen til Kurs 350, hvorved Syndikatet opnaaede en Avance paa ialt 991.000 Kr. Deraf udbetaltes ikke mindre end 516.000 Kr. til Glückstadt og Ringberg. Efter at denne Transaktion var gennemført, stod Glückstadt og Ringberg endnu med 410.000 Kr. Ø.K. og 422.000 Kr. Ø.P. Aktier, som de formaaede at afsætte med god Fortjeneste til nye Konsortier, et Trio-Konsortium ved J. M. Levin og et Quarto-Konsortium ved Aug. Lunn & Co. Senere, da de Herrer Glückstadt og Ringberg ønskede at trække sig ud af Aktiespekulationen, overførtes deres egne Anparter til Februar-Kontoen, medens deres Medspillere i »Trio« og »Quarto« atter blev hængende paa deres Aktier. Saaledes blev altsaa ogsaa Vekselererne til Tider grundig snydt og bedraget af de to nævenyttige Landmandsbankdirektører.

Da Bankkommissionens Beretning i Januar 1924 kom frem for Offentligheden, var det naturligvis i første Omgang ikke mulig for Systempressen at frikende Jøderne for det forfærde-

410

lige Ansvar, de havde paabebyrdet sig ved deres grænseløse Svindel. Men paa den anden Side søgte Pressen efter Evne at dæmpe Ophidselsen og at aflede Opmærksomheden fra de rigtige Skyldige. Paa dette Omraade yder »Socialdemokraten« en særlig Indsats, idet dette Blad retter en - i og for sig ikke uberettiget - Kritik mod daværende Udenrigsminister Cold *) for derved at pointere, at det ikke blot var Jøder, men ogsaa gode danske Mænd, der gik med ind i det vilde Spil. Bladet er navnlig forarget paa Prof. L. V. Birck, som har anset det for paakrævet at forsvare Cold mod Paastanden om, at han har spekuleret i sit eget Selskabs, D.F.D.S.’s, Aktier paa en Maade, der blandt Menigmand maatte anses for æreløs. »Socialdemokraten« mener heroverfor at maatte gøre gældende, at Prof. Birck ikke er helt upartisk i sin Bedømmelse af Forholdene og aabenbart kun er rede til at føre Kniven uden Gnist af Sentimentalitet, hvor det drejer sig om at ramme »en bestemt Kategori af Medborgere«. Bladet bemærker hertil i sin ledende Artikel den 31. Januar 1924 bl. a. følgende: - »Jøderne, baade de levende og de døde, baade de fuldblods og de mere eller mindre blandede, faar intet eftergivet, hvor Prof. Birck er Dommer. Men hvor har han til Gengæld været mild mod de »hvide«. Hvor har han f. Eks. trolig fulgt det Program, han opstillede, da han i et Anfald af Løsmundethed sagde: »Lad Elefanten gaa i sin Grav som den rene Hædersmand, han aldrig har været.« Og hvilken grænseløs Trofasthed ligger der ikke i den »Sympati for Cold, der er lige saa stor nu som før«.Hr. Birck havde i sit Indlæg den Frejdighed at sige til os, at han meget vilde beklage, dersom Afsløringen af Systemet kun skulde munde ud i Angreb paa Personerne. Det siger han, hvis hele Bestræbelsen bevidst eller ubevidst har været den at udpege Syndebukke af en saa ensartet Farve, at al Opmærksomhed og Harme bortlededes fra Systemet og fik en Retning, der

*) Jvf. nedenfor 5 d.

411

rummede en Appel til Instinkter, som saa ofte før er anvendt i et raaddent Systems Tjeneste. Det er just vore Angreb, rettede mod alle de skyldige uden fjærneste Hensyn til Hudfarve, Afstamning, Tro eller politisk Stade, der har naglet det kapitalistiske System fast til Anklagebænken.« -

Det kan næppe forbavse nogen, at Marxismens Landsorgan tager saaledes paa Vej mod Birck, da det jo nu engang hører til Socialdemokratiets Ideologi, at man ikke kan gøre Forskel paa Mennesker, og at Lighedsprincipet under alle Omstændigheder maa hævdes. Men det burde dog i dette Tilfælde, trods al Hengivenhed for Partidoktrinernes jødiske Ophav, ikke have afholdt Bladet fra at holde sig til de nøgterne Kendsgerninger. Og disse er nu engang, at Jøderne var de ledende Mænd i al Spekulation, at Danmark uden Jødernes Indsats aldrig havde oplevet Landmandsbankkatastrofen, og at Jøderne netop i denne Sammenhæng viste, at deres Samvittighedsløshed i Udbytningen af deres Medmennesker ikke har forandret sig og karakteriserer Racen nu som altid før i Tiden, og at deres Stræben efter at blive de herskende indenfor Samfundene gennem Kapitalmagten, nu som til alle Tider er det ledende Motiv i alle deres Handlinger og Gerninger. Det har uden Tvivl været meget ubehageligt for Systempressen incl. »Socialdemokraten«, at Bankkommissionens Beretning Side op og Side ned har maattet berette om de Bedrifter, Mænd med Navne som Glückstadt, Ballin, Heilbuth, Rothenberg, Levin, Weimann, Cohn, Dessau, Kliatschko, Nathanson, Trier, Lester, Melchior, Bing, Hertz, Katz, Salomonsen, Abrahamsen, Kobritz osv. har paa deres Samvittighed; men der kunde jo nu engang ikke nævnes andre Navne, naar der skulde være Tale om dem, der stod forrest i Dansen om Guldkalven. At der ved Siden af dem saa ogsaa findes talrige, altfor talrige Personer med ærlige danske Navne, der har ladet sig forlede til at gaa med ind i Dansen, maa ikke dølges, tværtimod! Men det skal ikke give Anledning til at forringe eller fortie Jødernes primære Ansvar. Naar Bankkommissionen med største Omhu har undgaaet at betegne blot

412

en eneste af de nævnte Mænd ved deres Race, er dermed vel taget tilstrækkeligt Hensyn til Systempressens, specielt Marxistorganets Ømfindtlighed. - Og iøvrigt burde »Social-Demokraten« huske, at dets Parti jo selv var repræsenteret i det Ministerium, der taalte en Jøde som Finansminister og tillige havde det allerstørste Ansvar for den under Krisen indledede Vare-, Aktie- og Valutaspekulation. Det var jo nu engang en Kendsgerning, at Børsjobberiet var Jødernes Værk.

I hvilken Grad denne sidste Paastand svarer til Virkeligheden, kan yderligere bevises paa Grundlag af en officiel Undersøgelse over Børsspekulationen, som foretoges af Landsoverskatteraadet for Aaret 1916 og som publiceredes i Maj 1918. *) Da Opgørelsen giver et samlet Overblik over Børsspekulanternes Fordeling indenfor hele Landet, skal dennes Hovedresultater her kort refereres.

Det viste sig bl. a., at der i 1916 fandtes 6959 Personer i Danmark, som havde haft en Omsætning paa mindst 100.000 Kr. i Effekter, beregnet efter de købte og solgte Papirers sammenlagte Værdi. Kun for et Mindretals Vedkommende drejede det sig her om Omsætning, der ikke var foretaget i Spekulationsøjemed.Og hvem var nu med i dette Børsspil? Ja, Hovedparten sad selvfølgelig i København, Frederiksberg og Nordre Birk. Her boede de 4293, medens Provinsbyerne tilsammen kun havde 1818 og Landdistrikterne endda kun 848 »Spekulanter«. Det vil sige, at paa hver 10.000 Indbyggere faldt der i Hovedstaden 66, i Provinsbyerne 30 og i Landdistrikterne kun 5, som hørte med til denne Kategori. Indenfor Hovedstadens Omraade spekulerede 11,9 pro mille af Indbyggerne i Nordre Birk – hvor jo ogsaa en særlig stor Del af de jødiske Pengemagnater er bosiddende, som i Charlottenlund, Gentofte og Klampenborg -

*) Meddelelser fra Landsoverskatteraadet: Indkomst- og Formueansættelser for Aaret 1916. Med et Tillæg om »Børsspekulanterne« i 1916. Kbh. 1918.

413

medens Forholdstallet i Frederiksberg var 6,4 og i selve København 5,5 pro mille. Antallet af den her omhandlede Kategori af Medborgere beløb sig i Odense til 216, i Aalborg til 156, baade i Aarhus og i Randers til 99 osv. Ogsaa nogle mindre Provinsbyer som Kalundborg, Ringsted, Holbæk, Maribo, ja endog Rødby var ganske godt med. I Smaabyer som Stubbekøbing, Nibe, Æbeltoft og Æreskøbing samt i fire Byer paa Bornholm fandtes imidlertid slet Ingen, der var gaaet med i Spillet. Med Hensyn til Landdistrikterne stod Maribo Amt, hvor Sukkerfabrikationens gunstige Vilkaar formodentlig havde givet Godtfolk Blod paa Tanden, forrest. Her fandtes 324 Børsspekulanter. Hele det øvrige Lands Landdistrikter talte altsaa kun godt og vel 500, som var interesseret i Børsomsætningen, og hvoraf sikkert adskillige maa søges blandt Godsejerne; andre af dem hørte til den Kategori, som ikke handlede med Papirerne i Spekulationsøjemed.I den nævnte Statistik nævnes endvidere, at det langt overvejende var Grosserere, Bankdirektører og -

funktionærer, Købmænd samt i et forholdsmæssig stort Antal Handels- og Kontormedhjælpere, der var med i Spillet. Dernæst 162 Sagførere, 40 Journalister, 141 Militære, 146 Statsembedsmænd og Statstjenestemænd. Hvis Navnene paa disse Mænd kom frem, vilde man jo letteligt kunne konstatere, at Jøderne var særligt stærkt repræsenterede. Derimod mangler Bonden, Arbejderen, den jævne Købmand og Haandværker. Om Jødernes Skattemoral i disse Spekulationens Tider kan der i denne Sammenhæng ogsaa antydes eet og andet. *) Skatte-

*) Mange af de mest fremtrædende Storkapitalister boede allerede under Krigen i Gentofte Kommune. Efter at det for Højfinansen saa gyldne Aar 1916 var afsluttet, kunde Ekstrabladet den 3. April 1917 bringe nogle Oplysninger om Skatteansættelserne for enkelte af de Rigmænd, der boede i denne Kommune. Deriblandt nævnes som største Skatteyder Direktør Siegumfeldt fra Svovlsyrefabrikkerne, som skal betale 62.500 Kr., svarende til en Indkomst paa ca. 2 Mill. Kr. Dernæst meddeles, at bl. a. Emil Glückstadt er ansat til en Indkomstskat paa 35.712 Kr., F. Steen Giebelhausen til 31.280 Kr., Grosserer Peschcke-Køedt til 27.780 Kr. og Etatsraad H. N. Andersen til 21.127 Kr. Brødrene Martin og Benny Dessau skulde herefter betale hver godt 9.000 Kr. osv. Naar man tænker paa de mægtige Indtægter, disse Finansmænd givetvis havde haft i Aaret 1916, d. v. s. i det Aar, da Landet skal have indtjent ca. 1.000 Mill. Kr., der selvfølgelig i alt overvejende Grad er kommet den her omhandlede Type af Storkapitalister tilgode, maa man sige, at Skattebeløbene har været utrolig ringe.

414

myndighederne Forholder sig naturligvis - forsaavidt det drejer sig om Navns Nævnelse - tavse, men hvem tvivler vel om, at de følgende smukke Historier om Skattesnyderi, som Departementschef Hiort-Lorenzen fortalte paa Landsoverskatteraadets Møde den 6. Januar 1917, netop refererer til driftige jødiske Forretningsmænd. Hiort- Lorenzen berettede bl. a.: »Der var saaledes en Mand, som havde opgivet 300.000 Kr. i Indtægt. Skatteraadet satte ham til 3 Millioners Indtægt og 5 Millioners Formue. Han klagede til Landsoverskatteraadet. Men da han skulde føre Bevis, erklærede han, at han ikke havde ført Bøger i 1915, og at han havde tilintetgjort de Papirer, der udviste hans Omsætning. Hans Skattebillet lyder paa 880.000 Kr. Det bliver vist ikke saa nemt for ham at komme ned derunder - saa uforsigtig han har været!« Eller: »En tredje havde omdannet sin Forretning til to Aktieselskaber, og han er saa godt som eneste Aktionær i dem begge. I det ene indrettede han det saadan, at Aktionærerne kun faar 5 pCt., medens han selv i Tantième faar 400.000 Kr.! I det andet Selskab var der et tilsvarende Tab; han var saa ædelmodig at paatage sig at dække hele Tabet. Det skulde saa gaa lige op, og der var saa ingen Skat af Betydning at betale! Samme Mand ejer to Villaer, som han ikke regner til Formue, og han er Direktør i flere Selskaber. Men den Kritik, der er øvet mod ham, har affødt tre grove Breve«. Vedrørende Børsens Spekulanter bemærker

Departementschefen, at det i Kjøbenhavns Amt havde vist sig »at 9/10 af Spekulanterne har givet urigtige Oplysninger«. Og til Bevis for, hvor ejendommeligt Enkeltmand af de forskellige Be-

415

folkningskredse reagerede overfor Spørgsmaalet om, hvad der ved Børsspekulation er Indtægtsforøgelse, nævnte han det følgende karakteristiske Forhold: »Vi har haft Tilfælde ude paa Landet, hvor Gaardmandsenken og Mejeribestyreren har skønnet rigtigt over, hvor meget de har tjent paa Børsen, medens den stedlige Bankdirektør og en Mægler og en Godsejer har savnet denne Forstaaelse«.

416

4. LANDMANDSBANKKATASTROFEN

a) Hvordan Bankens Forhold forværredes i de første Efterkrigsaar.I September 1920, da Emil Glückstadt kom tilbage fra Paris for i nogle Dage at tage Ophold i

København, havde han bl. a. Lejlighed til at tale med Vekselerer Eiler Lehn Schiøler om Situationen paa Aktiespekulationens Omraade. Schiøler fremhævede, at Stillingen var meget alvorlig og meddelte bl. a., at hans eget Firma var inde i meget omfattende Engagementer til et samlet Beløb paa 45 Millioner Kroner. Navnlig paapegede han de store Vanskeligheder, Støttekonsortierne var ude for. Det blev altsaa klart, at Banken langt om længe maatte foretage sig noget for at forebygge altfor store Tab paa Deltagerne i disse Transaktioner. Til Beskyttelse af de specielle Kunder, som var engageret deri, lod Landmandsbanken derfor i Begyndelsen af 1921 større Poster Aktier overføre til Konsortiet af 1. Februar 1917, hvorved Banken i første Omgang overtog Dækningen af Tab til et samlet Beløb paa 4,6 Mill. Kr. Bankkommissionens Beretning meddeler endvidere, at paa nævnte Tidspunkt blev ogsaa en Nyordning truffet med Hensyn til det store Konsortium i Nordisk Kabel- og Traadfabrikker samt Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab og Gummisyndikatet, hvorved der yderligere paaførtes Banken Tab paa ca. 6 Mill. Kroner. Men dermed var de tvivlsomme Engagementer langtfra alle ude af Verden. Haabløs begyndte bl. a. Stillingen at blive for Det Transatlantiske Kompagni, navnlig efter

417

at Forhaabningerne om Genoptagelsen af de russiske Handelsforbindelser viste sig ikke at holde Stik. Paa samme Maade forvoldte talrige Industriselskabers Stilling Banken alvorlige Bekymringer.

For at imødegaa de paa Spekulationskontiene opstaaede Tab anordnedes derfor fra Direktionens Side, at der af Overskudet paa Aarsregnskabet for 1920, ialt 53,4 Mill. Kr. (Filialernes Etablerings-Konto og Inventar-Kontoen iberegnet i Driftsregnskabet), skulde henlægges et Beløb paa 16 Mill. Kr. som skjult Reserve. Paa Indtægtssiden nedskreves samtidigt følgende Poster:

Indvunden Rente fra 27,2 til 22,5 Mill. Kr.Kursgevinst og Rente af Obligationer og Aktier fra 11,6 til 2,5 Mill. Kr.Rente og Agio af udenlandsk Valuta medens de øvrige Poster bibeholdtes i den oprindelige Størrelse, nemlig: Saldo pr. 1919

14,1 Mill. Kr.

Provision 6,0 Mill. Kr.Hypotekafdeling 0,3 Mill. Kr.

53,4 Mill. Kr.

Af de fradragne Poster blev derefter, som allerede andetsteds (S. 249 flg.) nævnt, 9,9 Mill. Kr., som skjulte Reserver, overført til Februar 1917-Kontoen.

En anden omfattende Hjælpeforanstaltning gennemførtes med Hensyn til Landmandsbankens egne Aktier, som Banken ifølge den nye Banklovs § 13, 1. Stk. skulde opføre under sine Beholdninger af Værdipapirer, og som ifølge Lovens Forskrifter højst maatte udgøre 10 pCt. af Bankens samlede Aktiekapital. Herom blev det i Bestyrelsesmødet besluttet »at overføre alle Obligationer til Obligations-Konto og 50 Millioner af Aktierne til Aktie-Konto. Det overskydende Beløb af Aktier skulde da

418

ejes af et Aktieselskab, der ogsaa ved større Svingninger paa Aktie-Konto skulde kunne virke regulerende«. Denne Ordning vedtoges, omendskønt den var tydeligt i Strid med Bankloven. Som dette Støtteselskab skulde nu A/S ERGOR virke, et Selskab, som havde bestaaet allerede siden 1916 og oprindelig havde med Ejendomskøb at gøre, men ifølge den nye Ordning ogsaa skulde paatage sig »at anbringe Kapital i Værdipapirer med eller uden Pant og at drive anden dermed i Forbindelse staaende Virksomhed«. Selskabets Firmanavn dannedes af Forbogstaverne i de to interesserede Direktørers Navne, Emil Raphael Glückstadt og Ove Ringberg. Selskabet Ergor kom senere til at spille en fremragende Rolle ved forskellige Støtteopkøb, men ogsaa ved Foranstaltningen til Afstivning af Det Transatlantiske Kompagni. I det her omhandlede Tidsrum tilskød Banken desuden Det Transatlantiske Kompagni nye Midler, idet Kompagniet som Modydelse deponerede Rekylriffel-Aktier.

Dog Forholdene forværredes fra Maaned til Maaned, og langt om længe blev det ogsaa Bestyrelsen og Bankraadet klart, at der maatte indledes mere gennemgribende Foranstaltninger. Personelle Nybesættelser foretoges. Den 7. September 1921 meddeltes det i Bankraadet at Departementschef K. Riis-Hansen var bleven ansat som Direktør, medens Overformynder Friis var bleven valgt til Bestyrelsesmedlem. Ringberg blev alvorligt syg og havde fra den 17. August 1921 praktisk talt trukket sig tilbage fra Bankarbejdet. Den 14. April 1922 døde han *) I December 1921 meldtes ogsaa Glückstadt som alvorlig syg, lidende af angina pectoris. Nyordningen indenfor Det Transatlantiske Kompagni, hvor C. J. Michaelsen og Knud Sthyr havde indtaget ansvarlige Stillinger, medførte, at Harald

*) Jvf. »Berlingske Tidende«s Nekrolog over Ove Ringberg den 15. April 1922, i hvilken det hedder til Slut: »De ganske uretfærdige Bagtalelser, han blev Genstand for, bragte hans Sygdom til heftigt Udbrud. Der er Godtfolk, som skal vide, at de nu har Medskyld i denne gode og fremragende dygtige Mands altfor tidlige Død«.

419

Plum ved Aarets Slutning traadte tilbage som administrerende Direktør.Dog, samtidig med disse Nybesættelser og Hjælpeforanstaltninger bredte Uroen om Banken sig. Endog

paa Rigsdagen diskuteredes Bankens Stilling, idet dennes og Firmaet J. M. Levins fortvivlede Forhold kom paa Tale den 21. Oktober 1921 *). Og Rygterne bidrog særligt til at fremkalde et stigende Udbud af Landmandsbankaktier.

For nu at imødegaa den voksende Mistillid og for samtidig at skabe Grundlaget for den ekspansive Bankpolitik, Banken endnu i Januar 1922 var inde paa, satte Bankraad og Bestyrelse denne Gang alt ind

paa saa hurtigt som muligt at fremkomme med Aarsopgørelsen for Aaret 1921. Der skulde fremlægges et glimrende Aarsresultat, koste hvad det vilde. Regnskabet skulde endvidere forelægges Offentligheden just som Forhandlingerne om Rekonstruktion af Københavns Revisions- og Diskontobank stod paa, - og som ganske uventet efterfulgtes af Forhandlinger om en Sammenslutning mellem den Private Laanebank og Landmandsbanken. Højesteretssagfører Bülow, Landmandsbankens særligt betroede juridiske Raadgiver, og K. Riis-Hansen, Landmandsbankens nye Direktør, var særlig ivrige efter at støtte Emil Glückstadt i hans Bestræbelser for at overtage disse to Hovedstadsbanker. Højesteretssagfører Bülow havde bl. a. benyttet sin Stilling som Formand i Nationalbankens Bestyrelse til allerede paa et tidligt Tidspunkt under Forhandlingerne om Diskonto- og Revisionsbankens Rekonstruktion at give en Vicedirektør i Landmandsbanken Lejlighed til at gennemgaa det Materiale, Diskontobanken havde indgivet til Nationalbanken, for at undersøge, hvorvidt der kunde skabes et Grundlag for en Rekonstruktion. Og Direktør K. Riis-Hansen havde i Sammenhæng hermed udarbejdet et Forslag til Sammenslutning af begge Banker, medens Revisions- og Diskontobankens Direktør, J. Hassing Jørgensen, derimod ønske-

*) Jvf. nedenfor Afsnit 5a.

420

de, at hans Bank skulde føres videre som et selvstændigt Foretagende efter Nedskrivning af Aktiekapitalen og Tilførsel af ny Kapital. *)

Forhandlingerne om denne Sag fandt Sted i de sidste Dage af Januar 1922. Den endelige Rekonstruktion vedtoges Søndag den 29. Januar 1922. I den sidste Forhandling forelaa til Drøftelse det af K. Riis-Hansen udarbejdede Udkast, som ifølge Bankkommissionens Beretning bl. a. gik ud paa, at alle fire Hovedbanker skulde støtte Landmandsbankens Overtagelse af den nødstedte Bank ved Tegningen af en Garantifond, paa hvilken Landmandsbanken skulde kunne trække efterhaanden som Afviklingen af de forskellige Engagementer fandt Sted. Ogsaa paa anden Maade skulde de fire Hovedbanker efter dette Udkast være medvirkende til, at Landmandsbanken kunde udvide sit Virkeomraade ved den tilstræbte Fusion. Saaledes skulde der af den dannes et Aktieselskab med det Formaal at overtage Revisions- og Diskontobankens Ejendomme, som Landmandsbanken ikke ønskede at være interesseret i. Iøvrigt ønskede Landmandsbanken selv at bestemme, til hvilken Pris Diskontobankens Aktiver skulde overtages. Der var endvidere fastsat Bestemmelser for det Tilfælde, at der skulde opstaa Uoverensstemmelser ved Vurderingen af de overtagne Værdier, hvorved det foresloges, at Nationalbanken skulde mægle osv. Forslaget forelagdes Forsamlingen af Emil Glückstadt i det afsluttende Møde Søndag den 29. Januar, hvor Repræsentanterne for alle Hovedbanker var tilstede. Det blev blankt afvist. Derimod blev Rekonstruktionsforslaget, som det var udarbejdet af J. Hassing Jørgensen, i det væsentlige godkendt og straks gennemført. For Glückstadt og Riis-Hansen var dette Forhandlingsresultat et afgjort Nederlag, da de havde alt for-

*) Københavns Diskonto- og Revisionsbank var paa dette Tidspunkt den fjerdestørste Hovedstadsbank. Aktiekapitalen androg 48 Mill. Kr., og Aktiverne opgjordes ultimo 1920 til ca. 418 Mill. Kr. Landmandsbanken vilde altsaa have opnaaet en meget betydelig Virksomhedsforøgelse, hvis Sammenslutningen var bleven gennemført.

421

beredt til Sammenslutningen, og ifølge Bankkommissionens Beretning endog »foruden det i Detailler udarbejdede Hoved-Forslag havde . . . ladet udarbejde en Henvendelse i Pressen, der skulde klargøre den foreslaaede Ordnings Fortræffelighed for Offentligheden!«

Den gik altsaa ikke. Des mere Held havde Landmandsbankens Direktører i deres Bestræbelser for at overtage Kjøbenhavns Private Laanebank. Her drejede det sig om et Foretagende, som var helt igennem

solidt og navnlig raadede over forholdsvis rigelig likvide Midler, og som derfor under normale Forhold ganske roligt kunde have fortsat sin Virksomhed, men under den Nervøsitet, der bredte sig ved Meddelelsen om Revisions- og Diskontobankens Rekonstruktion, kom ud for Vanskeligheder og i nogle Dage saa sig nødsaget til i forceret Tempo at optage egne Aktier. Overfor denne Situation tabte Laanebankens Direktion Hovedet. Da greb Landmandsbanken øjeblikkeligt kraftigt ind. Denne Chance skulde sandelig ikke gaa tabt. Her var det atter Højesteretssagfører Bülow, der tog Initiativet, idet han sammen med Landmandsbankdirektør Emil Rasmussen, der var Svoger til Formanden i Laanebankens Repræsentantskab, Carl Herforth, ved Forhandlinger under Haanden forstod at dreje Udviklingen saadan, at Landmandsbanken opnaaede at overtage denne Bank ved regulær Overrumpling. Krisen skærpedes for hurtigt, Udbudet af Laanebankens egne Aktier var steget altfor stærkt til, at Laanebankens Direktør formaaede at skabe Udveje ved egen Hjælp. Den 28. Januar 1922 havde Banken endnu kun ligget med en Beholdning paa 88.200 Kr. i egne Aktiver. Uroen ved Kjøbenhavns Diskontobanks og Revisionsbankens Rekonstruktion havde til Følge, at Banken i Dagene fra den 30. Januar til den 3. Februar maatte optage 724,000 Kr. egne Aktier og yderligere belaane 341.000 Kr. egne Aktier. Lørdag den 4. Februar laa Banken inde med en Beholdning paa 1.153.200 Aktier, enten opkøbt eller belaant, og i Løbet af nævnte Dags Formiddag blev den lovligt tilladte 10 pCt.s Grænse naaet. Da syntes det,

422

som om intet mere kunde reddes, og i Løbet af een Dag blev derfor Sammenslutningen med Landmandsbanken vedtaget. Afgørelsen faldt atter paa en Søndag, - den 5. Febr. 1922. Saa pludseligt gennemførtes Nyordningen. Bankinspektøren fraraadede telefonisk Sammenslutningen, men Handelsminister Tyge I. Rothe gav straks den fornødne Godkendelse!

Det var specielt under Hensyn til disse Forhold, at Landmandsbanken bestræbte sig for, hurtigst muligt at forelægge Aarsregnskabet for 1921 med et vel gennemtænkt flot Resultat. Men Vanskelighederne var rigtignok tusind Gange større end hos den Private Laanebank, og Opkøbet af egne Aktier laa her allerede ved Slutningen af 1921 op imod de 50 pCt.(!) og androg omkring 1. Februar daglig ½ Mill. Kr. og mere(!!), men her følte man sig ikke saadan forpligtet til at holde sig Lovens Bestemmelser efterettelig, end mindre til at give Offentligheden tilforladelige Oplysninger om Bankens Forhold. Derfor tillod man sig ogsaa Mandag den 6. Februar 1922 at lade Pressen tilgaa følgende Meddelelse om Bankens Stilling:

»I det Mandag i Landmandsbanken afholdte Bankraadsmøde fremlagdes Regnskabet for 1921. Overskudet, indbefattet Overførslen, Kr. 16.850.532 fra forrige Aar, andrager Kr. 64.521.661. Herfra gaar Omkostninger og Skatter, ialt Kr. 17.346.507. Til Afskrivninger for Tab medgaar Kroner 25.867.937. Den statutmæssige Henlæggelse til Dispositionsfonden andrager Kr. 769.320. Udbyttet fastsættes til 10 pCt. Bankens samlede Reserver andrager herefter Kr. 50.769.230 foruden Overførsel til næste Aar af Kr. 9.614.909«.

Denne Meddelelse modtoges naturligvis med største Tilfredshed i Hovedstadspressen. »Berlingske Tidende« mente, at Regnskabet, der var imødeset med saa megen Interesse, vilde virke overordentlig beroligende. Og der tilføjes: »Det er et

423

uhyre interessant Regnskab. Tallene viser, at Landmandsbanken i det forløbne Aar har drevet en stor og betydelig Forretning med et glimrende Udbytte, og at der er ført en haandfast og forudseende Konsolideringspolitik«. »Børsen« og ”Social-Demokraten« *) er endnu mere højtstemte i deres Anerkendelse af denne fremragende Institution, der kan flotte sig med et Overskud paa 64,5 Millioner

Kroner og er saa fremsynet i Tide at anvende ca. 36 Mill. Kr. til Konsolidation. Det var vel nok godt gjort. »Børsen« bemærker: »At karakterisere det Regnskab, der her foreligger, som tilfredsstillende, er kun et afstumpet Udtryk for det udmærkede Resultat, Landmandsbanken har naaet gennem sin Virksomhed i det forløbne Aar«. (Udhævelser som i Bladet selv!) Ja, sandelig! »Børsen« fremhæver, at sammenlignet med det foregaaende Aar betegnede det indtjente Driftsoverskud, en ny Fremgang, og det bekræftede saaledes det Indtryk, at det forløbne Aar trods alle Vanskeligheder bankmæssig set ingenlunde havde været daarligt. Og med Hensyn til de Midler, som blev henlagt i Konsolidations-Øjemed, fremsættes dernæst følgende yderst karakteristiske Betragtninger:

»Først og fremmest anvendes til Afskrivninger af Tab 25.867.937 Kr., og hermed har man, efter hvad vi erfarer, gjort fuldt op med alt, hvad der kan paaregnes af Tab paa foreliggende Engagements. Det gælder specielt ogsaa, Det Transatlantiske Kompagni, der er under Rekonstruktion, og hvis Forhold man nu er i Stand til fuldt ud at overse. Ethvert Tab, som kan flyde af Landmandsbankens Forbindelse med dette Selskab, er taget i Betragtning ved den foreliggende Opgørelse og inkluderet i den nævnte Afskrivning«.

Det var ren Besked, givet paa Grundlag af de Oplysninger, Landmandsbanken selv havde ladet Bladet tilflyde, og

*) Jvf. nedenfor Afsnit 5 e.

424

som gengav det Resultat, Direktør K. Riis-Hansen nu mente at være naaet til i sine Undersøgelser af Forholdene hos Det Transatlantiske Kompagni. Det var jo de nye Mænd, der gav disse Oplysninger. Kompagniet stod paa dette Tidspunkt ikke mere under Harald Plums Ledelse, men under Ledelse af Direktør Knud Sthyr, medens C. J. Michaelsen var Kommitteret i dets Bestyrelse! Nye Mænd stod ved Roret, men de var tydeligvis kraftig inficeret af den Sorgløshedens, for ikke at sige Korruptionens Aand, som havde bredt sig indenfor alle Landmandsbank-Kredse. Thi disse nye Oplysninger var grundfalske fra først til sidst! - Landmandsbankdirektøren Riis-Hansen maatte ogsaa senere lide Straf for det Medansvar, han havde, netop for Affattelsen af Aarsregnskabet for 1921. Med dette in mente, forstaar man ogsaa, at Stauning senerehen i Anledning af Harald Plum-Processen i Rigsdagsforhandlingerne krævede, at ogsaa Spørgsmaalet om, hvem der havde Ansvaret for Det Transatlantiske Kompagnis Regnskab for Aaret 1921, burde have været gjort til Genstand for retslig Undersøgelse.

Sagen er saa meget mere ubegribelig, som de nye ansvarlige Mænd ved egne Undersøgelser netop var kommet til Erkendelsen af, hvor haabløs Forholdene indenfor Det Transatlantiske Kompagni var. Endnu den 12. Januar 1922 havde Carl J. Michaelsen i en udførlig Redegørelse til Etatstaad Glückstadt - en Skrivelse, som findes optrykt i Bankkommissionens Retsforhandlinger 1, S. 35 - meddelt, at han efter en foreløbig Gennemgang af Regnskaberne mente at maatte ansætte de samlede Tab pr. 1. Januar 1922 til 110 Millioner Kroner. Derved ansloges Tabene hos Russisk Handelskompagni, Russisk-Asiatisk Kompagni, East Sibirian Company og Th. Lund & Petersen alene til 38 Mill. Kr. Der regnedes med fuldt Tab af de russiske Værdier, medens derimod Tabene paa Staalindustrien, Frysningskompagniet, Landbrugsmaskin-Kompagniet og Industrial Trading Co. endnu ikke var medregnet. Desuden nævnes, at der maatte regnes med, at de anslaaede Tab i indeværende Aar (d. v. s. 1922 ) vilde blive forøget med Ren-

425

ter til et samlet Beløb paa ca. 6 Mill. Kr. og med faste Omkostninger til ca. 5 Mill. Kr. Heroverfor vilde de

opnaaelige Fortjenester ikke kunne spille nogen nævneværdig Rolle. C. J. Michaelsen gav derefter i sin Skrivelse til Direktør Glückstadt nærmere Oplysninger om de fortvivlede Forhold, der fandtes hos Datterselskaberne i de oversøiske Lande, og karakteriserede kraftigt de skandaløse Forhold, som havde ført til de voldsomme Tab indenfor Kompagniet. Han vidste altsaa Besked. Direktør Knud Sthyr ligeledes, som netop havde været medvirkende ved Opstillingen af Tabskontoen, og som umiddelbart efter at Skrivelsen var afgivet til Banken pointerede overfor Direktør Riis-Hansen, at disse Beregninger maatte anses for at være rigtige. Direktør Riis-Hansen var altsaa fuldt orienteret; han fik selv personligt Skrivelsen af 12. Januar 1922 udleveret af C. J. Michaelsen; men han slog blot alle disse Beregninger hen og hævdede senere i en Samtale med Direktør Sthyr som sin Anskuelse, at Michaelsen dog vel bedømte Situationen alt for pessimistisk; Riis-Hansen havde forud ved egne Undersøgelser, som støttede sig til de enkelte Selskabers Status-Indberetninger, opgjort Tabene til ialt 73 Mill. Kr., og han mente nu at maatte holde sig til dette Resultat. Men iøvrigt var alle de her nævnte Personer meget betænkt paa at holde Tabenes sande Størrelse saa skjult som muligt. Direktør Sthyr erklærede herom i Retsforhandlingen den 8. Februar 1923, at han ved Opgørelsen af Tabene havde støttet sig til egne Notater, men at disse Optegnelser var bleven tilintetgjort straks efter at Beretningen fra Landmandsbanken var færdig. Han sagde herom: »Jeg har ikke med Hensyn til disse store Tab bevaret noget som helst skriftligt, fordi jeg mente, at det var det bedste, at saa faa Mennesker som muligt var inde i det, inden man saa, hvad Vej man skulde gaa«. Endelig fremgik det af Michaelsens Vidneforklaringer den 8. Februar 1923, at han selv havde afleveret sin ovennævnte til Glückstadt adresserede Skrivelse af 12. Januar 1922 til Riis-Hansen, at han havde haft Drøftelser vedrørende denne Sag

426

saavel med sidstnævnte som med Glückstadt, og at disse havde betegnet Tabsopgørelsen som en forfærdelig Historie, at Riis-Hansen havde følt det som forfærdeligt at have med denne Sag at gøre, men derefter trøstede sig med Betragtninger om, at Skæbnen jo nu engang havde sat ham og andre »paa denne forfærdelige Plads«, paa hvilken man nu maatte se som gode Borgere at gøre det bedste, som efter Omstændighederne var muligt. Glückstadt brød sig naturligvis fejl om de store Tabsberegninger. Og Resultatet var som nævnt: »Børsen« kunde den 7. Februar meddele, at man nu kunde overse Det Transatlantiske Kompagnis Forhold fuldt ud, og at de paaregnede Tab maatte anses for at være fuldkommen dækket ved de foreslaaede Afskrivninger. Og denne dristige Paastand fremkaldte ikke nogen som helst Indsigelse fra Direktørerne Carl Johan Michaelsens eller Knud Sthyrs Side!

Samme Dag som »Børsen« paa denne Maade roste Landmandsbankens Driftsregnskab op over alle Skyer og henstillede til Offentligheden, i Fremtiden at rette Opmærksomheden mere paa den sunde Kerne i Landets økonomiske Liv end stadig at beskæftige sig med Tidens mange Skader, samme Dag i samme Artikel berømmer Bladet Landmandsbankens Hjælpsomhed overfor Kjøbenhavns private Laanebank. Alle Blade er iøvrigt enige med »Børsen« i, at det var aldeles rimeligt, at den mindre Bank, som i og for sig ikke var ude for nogen egentlig Katastrofe, »i en vanskelig Periode søgte Læ under en Storbanks bredere Vingefang«. Og alle er enige om, at denne Ordning kun kan være gavnlig for Bankvæsenet, da Tidens Løsen nu engang maatte være Koncentration og Konsolidering. Herved fremhævedes det flere Steder eftertrykkeligt, at der vilde blive trukket 12 Millioner Kroner Aktier ud af Markedet ved den trufne Ordning, idet Laanebankens Aktier ifølge Overtagelsesoverenskomsten vilde blive ombyttet med Landmandsbankaktier indenfor et Tidsrum af omtrent to Aar, uden at Landmandsbanken samtidig vilde forøge sin egen Aktiekapital. Dette vilde altsaa føre til en gavnlig Beskæring af det noget

427

for rigelige Materiale af Bankaktier. Altsaa var man allevegne meget tilfreds med den nye Bankfusion. Kun

»Politiken« følte sig foranlediget til at gaa alvorligt i Rette med Laanebankens Ledelse, fordi den nu havde standset med et Tab paa ca. 5 ½ Mill. Kr. og derved havde paaført Aktionærerne et Tab paa 20 pCt., medens den Aaret i Forvejen havde betalt rundelige Gager og store Tantièmer. De fire Direktører havde foruden Gagen kunnet dele 90.000 Kr. i Tantièmer, og Repræsentantskabets 15 Medlemmer, af hvilke tre paa Regnskabsafslutningens Tid havde solet sig ved Rivieraen, havde delt de øvrige 90.000 Kr. mellem sig. Bladet spørger, om disse Tantièmer nu ikke brændte dem, som havde modtaget dem, paa Fingrene? Og endelig mener »Politiken«, at Formanden for Bestyrelsen, Carl Herforth, dog vel havde andet at foretage sig end at gaa ind i Landmandsbankens Bestyrelse, da Affæren ikke godt kunde være afgjort med, at »den øverste Kaptajn paa den nu havarerede Skude bjerger sig selv om Bord i et større og stateligere Skib og gaar ind til en endnu bedre lønnet Bank-Sinecure«. - At Bladet turde rette en saadan Henstilling til Landmandsbankdirektør Rasmussens Svoger!Kort og godt: Sammenslutningen gennemførtes, og igen lykkedes det altsaa Landmandsbanken - men nu ogsaa for sidste Gang - at bringe en Del af sine Aktier paa faste Hænder. To Maaneder efter Aarsregnskabets Offentliggørelse begyndte Bankinspektøren nemlig sit Arbejde, og det var Begyndelsen til Enden. Da viste det sig hurtigt, at ikke blot Afskrivningerne var aldeles utilstrækkelige, men at ogsaa Indtægterne var sat væsentligt højere, end de i Virkeligheden havde været, og at Tabene som Følge heraf var meget højere end i Aarsregnskabet oplyst.

I hvilken Grad, Regnskabet havde være vildledende, fremgik ifølge Bankkommissionens Beretning med tilstrækkelig Tydelighed deraf, at der ved Regnskabsafslutningen for Aaret 1922 alene ved Hovedsædet ud over de Tab (inclusive den skjulte Reserve), der ultimo 1921 opgjordes til ca. 43. Mill. Kroner,

428

maatte afsættes yderligere 216.250.000 Kr., saa det samlede Tab kom op paa ialt 250 ½ Millioner Kroner. Grunden til Sammenbrudet var som allerede paavist at søge deri, at Hovedsædet i en altovervejende Grad havde anlagt sine Midler i store spekulative Foretagender, medens der kun var ydet uforholdsmæssig ringe Kredit til solide, mindre Foretagender osv. Udlaanet paa Hovedsædets Konti stillede sig ifølge Bankkommissionens Beretning ultimo 1921 som følger:

Antal Konti i pCt. af det samlede Antal:

Udlaant Beløb i pCt. af det samlede Udlaan:

Konti under 20.000 Kr. 57 pCt. 1 pCt.Konti 20.000 – 100.000 Kr. 20 pCt. 4 pCt.Konti 100 – 500.000 Kr. 14 pCt. 13 pCt.Konti over ½ Mill. Kr. 9 pCt. 82 pCt.

Forsaavidt det drejede sig om den sidstnævnte Kategori af Laan, androg det gennemsnitlige Udlaan ikke mindre end 2 3/4 Mill. Kroner. Storspekulanterne var altsaa blevet favoriseret i et enormt Omfang, og af disse var langt den største Del Jøder.

Fordelingen af Engagementerne med Hensyn til Laan til 5 Mill. Kr. og derover stillede sig ultimo 1921 hos Hovedsædet som følger:

Transatlantiske Kompagnis Koncern 201 Mill. Kr.Børsengagementer 182 Mill. Kr.Større Industri- og Handelsvirksomheder m. v. 251 Mill. Kr.

Dertil kom, at Spekulationslaanene mod Børseffekter androg 218 Mill. Kr., overfor hvilke Depoternes

Værdi kun beløb sig til 131 Mill. Kr.; 87 Mill. Kr. var altsaa udækket. Bankens samlede Interesse i Børseffekter beløb sig ultimo 1921 til ialt. ca. 440 Millioner Kroner! Sammenlignet med Stillingen

429

ultimo 1920 *), var Koncentrationen af Kapitalen altsaa blevet yderligere videreført. Den samlede Sum af Laan ydet til den her omhandlede Kategori af Debitorer var herefter steget fra 504 Mill. Kr. ultimo 1920 til 535 Mill. Kr. ultimo 1921.

Bankkommissionen fremhæver til Slut, hvorledes Landmandsbankens Direktion i de sidste Aar forsøgte at sikre sig likvide Midler og en nogenlunde forsvarlig Ultimo-Kasse ved forskellige Transaktioner. Kommissionen understreger her, at saavel Udstedelsen af 7de Serie 6 pCt. Kommunalobligationer i Juni - Juli 1921, der startedes med et Underskud paa 25 pCt. af Provenuet, som Optagelsen af de store udenlandske Laan uden Tvivl var dikteret af det Ønske at fremskaffe likvid Kapital. Alle Kneb gjaldt for at holde Bankforretningen gaaende. Men til sidst brast det alligevel, og da kunde den grænseløse Svindel, som den feberagtige Spekulation indenfor Landmandsbanken havde affødt, ikke mere holdes skjult. I 1921 - 22 var navnlig det stigende Udbud af Bankens egne Aktier et alvorligt Varsko om, at Sammenbrudet var uundgaaelig.

b) Da det store Udbud af egne Aktier fremkaldte den endelige Katastrofe.

Den under Krigen forcerede Udvidelse af Aktiekapitalen maatte selvfølgelig forvolde de alvorligste Vanskeligheder i det Øjeblik, da Krisen i Slutningen af 1920 for Alvor satte ind, en Krise, som ikke mindst blev fremkaldt af og skærpet ved de talrige Sammenbrud, der var forskyldt af Landmandsbanken selv ved dens uheldige Kapitalanbringelser. 1918 forløb endnu nogenlunde roligt; den herskende Pengerigelighed medførte, at Efterspørgselen efter Anlægspapirer opretholdtes, og dette kom ikke mindst Landmandsbankens Aktier tilgode; de kunde den 13. September 1918 notere højeste Kurs med

*) Jf. ovenfor Afsnit 3a, S. 211.

430

196 pCt. Men saa fulgte ogsaa Omslaget meget hurtigt. I Begyndelsen af 1919 var Aktierne faldet til omkring 180, ved Begyndelsen af 1920 til ca. 150 og et Aar senere til ca. 125 pCt. De vigende Kurser havde et stigende Salg af Aktier til Følge, saa Banken nu saa sig nødsaget til uafladelig ved Opkøb eller ved Omplacering af Aktier og andre Transaktioner at støtte Aktiernes Kurs. Der foretoges igen Opkøb paa Konti under fingerede Navne, som paa Konto Kaptajn Rosen og Konto British Bank of Northern Commerce, desuden opsamledes store Aktieposter i Bankens Laane- og Depot-Fag. Ved Kupondetacheringer i de første Aar efter Krigen henlaa følgende Aktiebeløb paa Depoter, Laan for diverse Kunder samt Vekselereres Kasselaan:

1. April 1919 29.825.100 Kr.1. April 1920 36.689.000 Kr.1. April 1921 36.745.000 Kr.

derimod slet ingen paa Bankens officielle Aktiekonto. I Februar 1921 var det endnu ved to Lejligheder muligt at finde Udveje for Aktiers Placering, idet den foran skildrede Ordning blev truffet ved Overtagelsen af Handels- og Landbrugsbanken i Svendborg, og en i Principet lignende Ordning blev truffet ved Overtagelsen af Nordisk Bank, København, som den 25. Januar 1921 var traadt i Likvidation. *) Her skete

Udløsningen paa den Maade, at der for hver 3.000 Kr. Aktier i Nordisk Bank leveredes 1.000 Kr. Aktier i Landmandsbanken med Kupons for 1920. Ved disse to Fusioner lykkedes det at placere

*) Nordisk Bank var bleven oprettet i Februar 1918 med en Aktiekapital paa 5 Mill. Kr. Hovedaktionær var Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik, som overtog for 1 Mill. Kr. Aktier. Formand for Bestyrelsen var Højesteretssagfører Harboe. Vanskelighederne opstod under Krisen i Efteraaret 1920. Da de til Nationalbanken indgivne Andragender om Støtte ikke førte til noget Resultat, maatte Banken tilsidst likvidere. Senere erklærede Landmandsbanken sig villig til at overtage Nordisk Bank’s Aktiver mod de ovennævnte Betingelser.

431

1.500.000 Kr., henholdsvis 1.667.000 Kr. Landmandsbankaktier paa nye Hænder.Men en stor Mængde Aktier blev til Trods herfor flydende, og Bankens Direktion befandt sig derfor

stadigvæk i største Forlegenhed. Dette viste sig navnlig, da den nye Banklovs § 12 traadte i Kraft den 4. Oktober 1920, hvorefter belaante eller erhvervede egne Aktier skulde offentliggøres under selvstændige Poster i Maanedsbalancer og Aarsregnskab. Nu kom d’Hrr. Ringberg og Glückstadt alvorligt i Knibe. For imidlertid nu ikke at lade Offentligheden mærke, hvor alvorlig Situationen var og for at undgaa en alvorlig ForstyrreIse af Aktiekurserne, henstillede Ringberg i Telegrammer til Glückstadt, som dengang opholdt sig i Paris, at han skulde foranledige Banque des pays du Nord til at række en hjælpende Haand. Ringberg foreslog, at denne Bank skulde lægge Navn til som Debitor overfor Landmandsbanken mod dennes egne Aktier i Depot. Glückstadt svarede kort efter. Den franske Bank - som jo i 1911 var oprettet under Medvirkning af Landmandsbanken og derpaa stadig havde staaet i nærmeste Forretningsforbindelse til denne - var villig til at yde et Laan paa 2.600.000 Kr. paa Landmandsbank-Aktier til Landmandsbankens Kunder for Bankens egen Regning. Beløbet, der ved en saadan Transaktion debiteredes Banque des Pays du Nord, kunde derefter stilles til Disposition paa en anden Konto. Glückstadt bemærker hertil i sit Telegram af 21. Oktober 1920: ”Jeg foreslaar denne Form, da Loven ikke hindrer dette.« Ringberg akcepterede Forslaget og Banque des pays du Nord ydede det aftalte Laan, hvilket efter Ringbergs Ønske i første Række tjente til Omplacering af de paa Kontoen Aug. Lunn & Co. belaante Papirer. Bankkommissionens Beretning fortæller herom (S. 308): »Da Landmandsbanken som nævnt financierede Aug. Lunn & Co. og dermed ogsaa Konsortiet af 13. Oktober 1919, bevirkede Transaktionen, at Aug. Lunn & Co.s Gæld til Landmandsbanken formindskedes med 2 Mill. Kr. mod at Landmandsbanken fik den franske Bank som Debitor i Stedet for. Endvidere blev der

432

af Aktiematerialet baandlagt 1.770.000 Kr. Landmandsbank-Aktier, som opbevaredes under B-Depot, og som Banken herefter ikke betragtede som belaant i Landmandsbanken. Ved den med den franske Bank trufne Ordning og dens nærmere Udformning kom Landmandsbanken i Realiteten til at staa som Garant overfor Banque des pays du Nord, der modtog 1 pCt. i Provision.«

En lignende Ordning blev i Efteraaret 1921 truffet med Hambros Bank i London, efter at Forhandlingerne med forskellige udenlandske Banker om gensidig Udveksling af egne Aktier var strandet. Hambros Bank ydede et Laan paa £ 200.000, og der oprettedes hos Landmandsbanken en Special-Konto for Londoner-Banken og en modsvarende Konto under Navnet Diverse Laantagere i Hovedsædet og Filialerne. Førstnævnte Konto debiteredes derefter pr. 31. Oktober 1921 for 2 Mill. Kr. og pr. 31. Maj 1922 atter med et tilsvarende Beløb. I Bankkommissionens Beretning bemærkes hertil: »Direktør Glückstadt stod som

trustee for Hambros Bank, idet han bl. a. garanterede, at Kursværdien af de belaante Landmandsbank-aktier oversteg Laanesummen med 20 pCt. I Provision betaltes ½ pCt. til den engelske Bank. Landmandsbanken medregnede ikke det Beløb, der saaledes var debiteret Hambros Bank, naar den opgav, hvilke Laan Banken havde ydet paa egne Aktier. Efter Sammenbrudet i September 1922 maatte Banken opgive Kravet paa de 4 Mill. Kr., som den havde debiteret Hambros Bank«. Det samme maatte selvfølgelig ske med de fingerede Krav, der var opstaaet overfor den franske Bank. Det pointeres udtrykkelig i Beretningen, at hele Fremgangsmaaden var i Strid med Loven og erklæres: »Da Banken indestod for begge disse Laan, burde Aktierne ifølge Bankloven være medtaget i Opgivelserne af egne Aktier«.

Max Ballins Selvmord den 12. April 1921 skabte en forøget Uro omkring Banken, og denne skærpedes i den følgende Tid ved den stigende Mistillid til de af Banken financierede store Handels- og Industriforetagender, navnlig Transatlan-

433

tisk Kompagni, Heilbuths Svovlsyrefabrikker og Vekselererfirmaet I. M. Levin & Co. Udbudet paa Landmandsbankaktier oversteg langt Efterspørgselen, og Bankens Direktører vidste aabenbart ikke deres levende Raad, hvordan de skulde dæmme op for alle disse Salgsordrer i egne Aktier i en Periode, hvor Afsætningen fuldstændig svigtede. Banken ligefrem svømmede i egne Aktier, maatte bl. a. i April 1921 i nogen Tid optage 250 - 400.000 Kr. egne Aktier om Dagen. I September Maaned opsamledes 1 ½ Mill. Kr. Aktier, i første Halvdel af November s. A. et tilsvarende Beløb. I Løbet af April og Maj 1921 blev en Del af de tilbageflydende Aktiemidler indbetalt paa to Seperatkonti, lydende paa Etatsraad H. N. Andersens og D/S Orients Navn, bogført som Køb af henholdsvis 396.000 og 506.000 Kr. Landmandsbankaktier mens der dog bortsolgtes 244.000 Kr. Aktier af den sidstnævnte Konto den 11. Juli 1921. Det blev efter Rekonstruktion i September 1922 saavel fra H. N. Andersens som fra D/S Orients Side hævdet, at Købene var sket uden deres Vidende.

I den mest fortvivlede Situation i Efteraaret 1921 dannedes endelig syndikatet af 10 November 1921 til Opkøb af Landmandsbank-Aktier, efter at der havde fundet indgaaende Forhandlinger sted med Nationalbanken. Herefter blev det overdraget dette private Konsortium, at foretage Opkøb af Landmandsbankaktier indtil et Beløb af 30 Mill. Kr., som efter Direktionens Opfattelse skulde udgøre det Aktiebeløb, der oversteg Markedets Købeevne. Konsortiet skulde stille Nationalbanken en Sikkerheds-Margin paa 10 Mill. Kr. til Raadighed, hvorefter Nationalbanken forpligtede sig til at belaane de af Konsortiet opkøbte Aktier til Kurs 105 pCt., medens selve Aktiekursen skulde holdes omkring 120 pCt. Dette Indskud af 10 Mill. Kr. tilvejebragtes dels ved Udbetaling af en Landmandsbanken tilhørende skjult Reserve paa ca. 4,3 Mill. Kr., som ved Salg indbragte en Provenu af ca. 5 1/4 Mill. Kr. dels ved Støttebeløb, der tegnedes af Banken nærtstaaende Selskaber og Personer. Saaledes tegnede

434

Østasiatisk Kompagni 2.000.000 Kr.Nordiske Kabel- og Traadfabrikker 500.000 Kr.Spritfabriken Fortuna 500.000 Kr.

De nævnte Selskabers Bestyrelser fik dog ingen Underretning om disse Indskud. Af Bankens Ledere tegnede:

Direktør Glückstadt 400.000 Kr.Direktør Ringberg 400.000 Kr.Direktør Emil Rasmussen 100.000 Kr.

Direktør P. C. C. Harhoff 100.000 Kr.

Desuden tegnedes af Bankbestyrelsens Medlemmer:

Admiral Richelieu (Fmd.) 300.000 Kr.

Kommitteret Schack Eyber 200.000 Kr.

Direktør Reinhard 200.000 Kr.

Forpagter Sonne 100.000 Kr.

Grosserer Collstrop 100.000 Kr.

Direktør Reimer 100.000 Kr.

Risikoen ved Opkøbene af Aktierne skulde herefter fordeles paa den Maade, at Kursfald ned under 105 pCt. var Landmandsbankens, saa langt som dens indskudte 5 Mill. Kr.

*) Forpagter Sonne fortæller i sine Memoirer betitlet ”Min Livsmelodi« (Kbh. 1938) S. 175 f., at hans Kolleger i Bestyrelsen i Efteraaret 1921 i hans fraværelse havde anset det for passende at sætte hans Bidrag til 100.000. Kr. Først efter sin Hjemkomst fra Arbejdskonferencen i Genua havde han erfaret om denne Sag. ”Dette Beløb vilde man altsaa” bemærker han, »udbede sig min Bemyndigelse til at maatte anse som stillet til Raadighed af mig. Der var ikke Tale om kontant Indskud. Banken leverede Beløbet, som Bidragyderen forrentede, saafremt Indbetaling blev at præstere. Men dertil var der ifølge Sagens Natur kun liden Udsigt. Det foretagne Skridt turde i det Hele taget være at bedømme som en formel Gestus. - Jeg accepterede.«

435

rakte; derefter hæftede de private Indskyderes 5 Mill. Kr., medens Risikoen herudover blev Nationalbankens.

Imidlertid forværredes Situationen ogsaa efter denne Ordning, idet Udbudet af Aktierne fortsattes, til Tider endog i et meget foruroligende Tempo. Saaledes navnlig omkring 1. Februar 1922, da Udbudene enkelte Dage laa mellem 500.000 til 900.000Kr. Landmandsbanken laa med egne Aktier

Ultimo December 46.023.000 Kr.1. April 1922 50.556.000 Kr.16. Septbr. 1922 66.312.000 Kr.

Indtil 2. August 1922 havde Syndikatet opkøbt nominelt 29.989.800 Aktier mod Betaling af ca. 33 Mill. Kr. I April 1922 kunde Landmandsbanken igen sælge for 1,7 Millioner Kr. til amerikanske Købere og noget senere overtog Hambros Bank i den ovenfor skildrede maskerede Form for 2 Mill. Kr. Aktier. Men Sammenbrudet var uundgaadigt. Da Katastrofen endelig indtraadte, havde Banken ved egne Støtteopkøb tabt 21 Mill. Kr.! Dertil kom de Tab, som Banken kunde gøres ansvarlig for i Anledning af Salg af Aktier, der var foretaget paa Grundlag af det urigtige Regnskab af 1921; paa denne Konto maatte Banken alene til de amerikanske Købere yde en Erstatning af ca. 2 Mill. Kr. I Kommissionsberetningen gives der endvidere

følgende særligt karakteristiske Oplysning om de af Glückstadt og Konsorter anvendte Forretningsmetoder (S. 316): »Direktionen har som foran berørt i visse Tilfælde købt Landmandsbank-Aktier og ladet dem debitere Kunders Konti enten saaledes, at det er sket uden den Paagældendes Vidende, hvorfor Købet senere har maattet gaa tilbage, eller saaledes, at den Paagældende først bageefter har faaet Meddelelse om Købet, der tillige havde et Omfang, der ganske oversteg hans økonomiske Evne. Det Tab, der derved blev paaført Banken, kan anslaas til mindst 6 Mill. Kr.«.

436

c) Bankens Afskrivninger ultimo 1922 og senere.

Den første større Afskrivning paa Landmandsbankens Aarsregnskaber blev, som ovenfor nævnt, foretaget ved Afslutningen af Regnskabsaaret 1921. Det meddeltes i de første Februardage 1922, at der for dette Aar, i hvilket Indskrænkningen af Erhvervslivet efter Krigsperiodens Virksomhed havde paaført Banken store Tab, vilde blive afskrevet ca. 25,9 Mill. Kr. Faa Maaneder senere, i Begyndelsen af Juli 1922, maatte Glückstadt erkende, at Banken havde lidt yderligere Tab. Han gjorde selv disse op til ialt 55 ½ Mill. Kr., medens Bankinspektør Green samtidigt - efter en indgaaende Prøvelse af Bankens Bøger, der havde strakt sig over et Par Maaneder, - beregnede Tabet til 144 Mill. Kr. Hverken den ene eller den anden Beregning holdt Stik. Regnskabsaaret 1922 afsluttedes med Afskrivninger paa udestaaende Fordringer til et samlet Beløb af 209,8 Mill. Kr. Til Imødegaaelse af disse Vanskligheder var først Nationalbanken traadt hjælpende til, som det vil blive mere indgaaende behandlet i det næste Kapitel, og efter at dette var sket, maatte Staten gribe ind ved at yde fuld Garanti for alle ved Banken opstaaede Tab. *)I det følgende skal der nu gøres nærmere Rede for Tabskontienes Størrelse paa Landmandsbankens Regnskaber, samt for den specielle Kundekreds, der paaførte Banken de største Tab. Dog, forinden skal der gives et Overblik over de samlede Afskrivninger, Banken efterhaanden maatte foretage som Følge af den forrykte Spekulation, den havde indladt sig paa under og efter Verdenskrigen.Med Hensyn til selve Udviklingen af Afskrivningerne giver Landmandsbankens Aarsberetninger de fornødne Oplysninger. Det fremgaar heraf, at de i Aarene 1921-1927 stillede sig som følger:

*) Jf. nedenfor Afsnittene 5 b, c og d.

437

Tab paa udestaaende Fordringer: Afskrivninger i alt:

1921 25.867.937,01 Kr. 25.871.390,51 Kr.1922 209.836.812,83 Kr. 231.967.488,89 Kr.1923 29.960.967,02 Kr. 36.678.701,47 Kr.1924 5.187.498,46 Kr. 10.030.331,72 Kr.1925 103.887.070,45 Kr. 158.663.780,81 Kr.1926 505.929,49 Kr. 933.391,53 Kr.1927 16.303.789,99 Kr. 18.029.328,38 Kr.

391.550.005,25 Kr. 482.174.413,31 Kr.

Blandt Afskrivningerne staar som næststørste Post, efter Tabet paa udestaaende Fordringer, Tabet paa Aktier, som i den her omhandlede Periode beløb sig til ca. 76 Mill. Kr. Disse Tab faldt hovedsagelig paa

Regnskabsaarene 1922 og 1925, hvor de androg 22,1 henholdsvis 45,8 Mill. Kr. 1923 maatte Banken foretage to specielle Afskrivninger for Tab ifølge Sø- og Handelsrettens Dom af 23. 10. 1923 i en Sag, der var anlagt af det amerikanske Bankierfirma Hallgarten & Co., ca. 1,8 Mill. Kr. og for Erstatning til Aktionærerne i Kjøbenhavns private Laanebank i Henhold til Voldgiftskendelse, godt 4,9 Mill. Kr. I begge Tilfælde drejede det sig om Erstatning for Tab, der var opstaaet ved Dispositioner, som blev foretaget i Tillid til, at Aarsregnskabet for 1921 var rigtigt. Dertil kom i Regnskabsaaret 1925 de ved Deflationen forvoldte Tab paa Obligationer med ca. 5,4 Mill. Kr og paa Ejendom med 3,5 Mill. Kr.

Men dermed var Bunden ikke naaet. Efter at der ultimo 1927 var afskrevet 16,3 Mill. Kr., viste det sig ved en fornyet Gennemgang af Bankens Bøger, at der yderligere maatte regnes med Tab paa ialt 136 Mill. Kr. Som Tab forvoldt ved selve de af Banken i Spekulationsperioden 1914 - 1922 foretagne Dispositioner kan herefter i det store og hele opføres:

438

Tab paa udestaaende Fordringer Ca. 391,5 Mill. Kr.Tab ved Hallgarten-Sagen og Københavns Laanebank Ca. 6,7 Mill. Kr.Tab paa Aktiver før Deflationen Ca. 27,0 Mill. Kr.Tab opgjort i Febr. 1928 Ca. 136,0 Mill. Kr.

Ca. 561,2 Mill. Kr.

Udover dette Beløb paa godt en halv Milliard Kroner maa imidlertid ogsaa de store Tab tages i Betragtning, som umiddelbart fremtræder som foraarsagede af Deflationen, men dog maa anses for midddbart fremkaldt ved Spekulationssvindelen. Der maa altsaa tages et vist Hensyn til, at der efter Deflationen maatte afskrives Tab paa Aktier og Obligationer til et samlet Beløb paa henimod 60 Mill. Kr., og at der paa Bankens Ejendomme maatte afskrives ca. 4 Mill. Kr. Og endelig maa ogsaa de Poster, som 1928 overførtes til Afviklingskassen, Poster til ialt 105,8 Mill. Kr., sættes paa Krigsspekulationens Konto! *)

Da Banken ultimo 1922 møder op med de forfærdende Afskrivningsbeløb paa henimod 210 Mill. Kr. maa der selvfølgelig ogsaa i Aarsberetningen gives en Forklaring paa denne kraftige Forskydning i Bankens finansielle Status. Den nye Direktion for Vekselafdelingen, Emil Hertz og Oluf Nielsen, siger herom i Aarsberetningen, at selv »om man fra Bankens Side bestræbte sig for at foretage en saa nøje Undersøgelse af samtlige Engagementer som muligt, kunde det dog ikke undgaas, at man for en Del af de største Engagementers Vedkommende - navnlig i Betragtning af den korte Tid, der var levnet - maatte bygge sine Afskrivninger paa Opgivender fra de af Banken indsatte Tillidsmænd for de paagældende

*) Jvf. hertil ogsaa Afsnit 5f.

439

Foretagender eller andre med Forholdene kendte Mænd«. Dernæst tilføjes:

»En af Banken selv i Løbet af 1923 foretagen kritisk og sagkyndig Gennemgang af de paagældende Engagementer med Rekonstruktion og Sanering for Øje, til hvilken Gennemgang man nu har haft den fornødne Tid, gjorde det imidlertid klart, at der for flere af disse Foretagenders Vedkommende maatte foretages nye Afskrivninger, naar man vilde gøre rent Bord og nedskrive

Aktierne til en sund Fremtidsbasis«.

Det meddeles derefter, at der blandt større Engagementer navnlig har maattet foretages Afskrivninger paa A/S M. J. Ballins og Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker, Levin & Salomonsen, Max Levig & Co osv., og der tages endvidere Forbehold med Hensyn til de russiske Interesser og Rekylriffel-Syndikatet. Men til Slut anser man sig dog for berettiget til at fremsætte følgende fortrøstningsfulde Betragtninger:

»Det er Bankraadets bestemte Opfattelse, man ved de foretagne Afskrivninger er kommet til det Vendepunkt, hvor det atter vil gaa fremad, saa at Banken kan begynde at tjene den tabte Del af Præferencekapitalen tilbage. Hvor hurtigt dette Maal vil kunne naas, er det naturligvis umuligt at sige noget bestemt om, men det foreliggende Driftsresultat for det forløbne Aar, der er opnaaet til Trods for de urolige Forhold, vil formentlig vise, at Bankens normale Forretning er i stand til at afkaste et efter Omstændighederne tilfredsstillende Overskud«.

De Bankraadsmedlemmer, som satte Navn til denne Erklæring, var Formanden, Højesteretssagfører og Kammeradvokat Vagn Aagesen, blandt hvis særlige Tillidsposter den Blaa

440

Bog 1923 i første Række nævner hans ledende Stilling i »Præmieselskabet for den mosaiske Ungdoms Anbringelse til Kunstner eller Haandværker«s Administration. Dernæst Grosserer Aage Løwener, Heljøden Grosserer Ernst Meyer, Direktør i Carlsberg-Bryggerierne Poul C. Poulsen, Skibsmægler Christian Sass, Direktør i Ø.K. Hans Jørgen Schiødt, Hofjægermester Fred. Sporon Fiedler, Ejer af Godset Nordskov ved Ringe, Forpagter af Hvidkilde Ladegaard Jens Theilmann og Grosserer, Konsul J. Villemoes i Esbjerg.

1925 meldte der sig atter for Alvor Vanskeligheder, da Tilbageføringen af Kronen til Pariværdien medførte en voldsom Deflation, som ramte hele Erhvervslivet, og som indenfor Landmandsbankens Kundekreds navnlig paaførte Handels- Industri- og Skibsfartsforetagender, der paa dette Tidspunkt langtfra var kommet ud over de ved Krigsspekulationen fremkaldte Vanskeligheder, store Tab. Derfor maatte Banken foretage en ny Gennemgang af alle Engagementer, som resulterede i, at der paany foretoges mægtige Afskrivninger. Aarsberetningen bemærker desangaaende, at det endelige, af Banktilsynet godkendte Resultat af den i Slutningen af Marts 1925 foretagne Vurdering havde været, at der maatte afskrives og hensættes ialt 152.775.110,27 Kr., efter at driftsoverskudet for 1925, ca. 5,9 Mill. Kr., forlods var afskrevet. Denne Afskrivning omfattede ogsaa Bankens Rekyl-Interesser. Derimod havde Banken ifølge Beretningen ikke anset det for rigtigt, ogsaa at afskrive sine egne russiske Fordringer, der androg ca. 27,3 Mill. Kr.; i Stedet for havde man foretaget en tilsvarende Hensættelse. Samtidig bemærkes, at Banken som Følge af de ekstraordinære Afskrivninger og Hensættelser havde set sig foranlediget til at andrage om Forlængelse af Statsgarantien, og at Regeringen havde imødekommet denne Henvendelse. Dette havde været den eneste Vej ud af de nye Vanskeligheder, da Tegning af ny Aktiekapital havde vist sig uigennemførlig.

I 1928 fulgte endelig de afsluttende Forhandlinger om Rekonstruktionen af Landmandsbanken. I Midten af Januar for-

441

lød det, at Udvalget angaaende Landmandsbanken havde skønnet, at der maatte regnes med yderligere Tab paa ca. 175 Mill. Kroner, medens Banken selv nogen Tid senere anslog det samlede Tab til 136 Mill. Kr. Under disse Forhold maatte Direktør Emil C. Hertz tage Konsekvensen; han erklærede, at han vilde træde tilbage fra sin Post ved Aarets Udgang, efter at han havde faaet Kendskab til den af det saakaldte

Tomandsudvalg (H. Dalhoff og H. Green) afgivne Betænkning til Handelsministeren. To Maaneder senere vedtoges ved Lov af 19. 4. 1928 vedr. en Ordning af Statens Forhold til Landmandsbanken, at Ejendomsretten til Banken skulde overgaa til Staten som ufyldestgjort Kreditor, efter at den den 1. Juli 1922 af Staten, Ø.K. og Det store nordiske Telegrafselskab tilvejebragte Præference-Aktiekapital paa 70 Mill. Kr. samt den til 10 Mill. Kr. nedskrevne ordinære Aktiekapital, og den af Nationalbanken indskudte Reservefond paa 30 Mill. Kr. var afskrevet. Staten stillede derefter det konstaterede Statsunderskud paa 136 Mill. Kr. samt en Reservefond paa 34 Mill. Kr. til Bankens Raadighed og indskød endvidere en Aktiekapital paa 50 Mill. Kr., hvilke Aktier senere skulde afhændes, saa Banken langt om længe atter kunde tilbageføres til privat Eje. Det besluttedes endvidere, at der skulde oprettes en Afviklingskasse, som skulde overtage Bankens daarlige Engagementer. *)Med Hensyn til de til Afviklingsafdelingen overførte mere eller mindre dubiøse Engagementer blev der fra først af anordnet, at disse Overførsler skulde behandles strengt fortroligt, og det bemærkes i Beretningen for Tiden 1928 - 35, at denne Bestemmelse er bleven gennemført paa en saadan Maade, »at de til Afviklingsafdelingen i sin tid overførte Virksomheder saavidt muligt selv er holdt i Uvidenhed om, at de har været henlagt under Afviklingsafdelingen«. Overførslerne til Afviklingsafdelingen var afsluttet i November 1928. Paa dette Tidspunkt viste Afviklingskassen en Balance paa ca. 105,8 Mill.

*) Jvf. nedenfor 5f.

442

Kr. og en Gæld til Landmandsbanken paa 99,7 Mill. Kr. Afviklingen afsluttedes 1935, efter at Gælden pr. 31. 12. 1934 var nedbragt til 9,6 Mill. Kr. Selve Afviklingen havde indbragt 111,4 Mill. Kr. Selv om Enkelthederne i Afviklingskassens Arbejde ikke er bleven bekendt for Offentligheden af de nævnte Grunde, kan der ikke være Tvivl om, at den har udrettet et dygtigt og for Banken overmaade gavnligt Arbejde. Men den ved dette Arbejde fremmede Rationalisering af nødstedte Bedrifter har imidlertid i mange Tilfælde ogsaa ført til Løntryk og til en Forøgelse af Arbejdsløsheden og dermed haft Konsekvenser, der absolut ikke laa i de brede Befolkningslags Interesse.

De Spørgsmaal, som i denne Sammenhæng særlig trænger sig paa, er, hvilke af Landmandsbankens Kunder, Afskrivningerne til flere hundrede Millioner Kroner er kommet tilgode, og under hvilke Betingelser disse Afskrivninger et bleven foretaget.Disse Spørgsmaal kan kun besvares paa en meget utilstrækkelig Maade. Den eneste Oversigt over Afskrivningerne er publiceret i Bankkommissionens Beretning og behandler Stillingen ultimo 1922. Omendskønt Afskrivningerne senere hen er steget i en meget væsentlig Grad, er der aldrig bleven givet nærmere Oplysninger om de enkelte Gældsbeløb, der blev overtaget af Statskassen. Da det jo i overvejende Grad var Jøder eller disse nærstaaende Personer, som er sluppet af med deres Gæld paa Statens, og det vil sige paa Skatteborgernes Bekostning, havde det vel været nærliggende at give Skatteyderne, - Folket, - klar Besked om, hvem der paa denne Maade blev favoriseret fra Statens Side! Men Systempartierne saa naturligvis anderledes paa Sagen og undsaa sig heller ikke for at lade nye Jøder være medvirkende som ledende Mænd i Banken ved de i 1922 indledede Rekonstruktioner, først Heljøden Ernst Meyer, saa Kvartjøden Emil Hertz, som dog maatte trække sig tilbage i 1928. Og fra Systempartiernes Side er der

443

heller ikke efter 1922 bleven spurgt om, hvordan Afskrivningerne fordeltes paa de enkelte Debitor-Konti.I det følgende gengives nu Bankkommissionens Opstilling over Afskrivningerne ved Hovedsædet

ultimo 1922 af Tab paa 100.000 Kr. og derover, med korte Oplysninger til Enkeltposterne om de enkelte

Selskabers Direktion, Bestyrelse osv., som vedføjes i parantes. Derved er Navnene paa Jøder sat med cursiv.

Kroner:Externa (Selskabet, der overtog Det Transatlantiske Kompagni efter en Kurs af 15 pCt. for de gamle Værdier; adm. Direktør Knud Sthyr, Kommitteret Carl J. Michaelsen).

Afskrivninger og Hensættelser til Imødegaaelse af Tab paa Det Transatlantiske Kompagnis Koncern ifølge Opgave fra Externa.

51.998.970

Endvidere afskrevethvilket Beløb fremkom ved Kapitalisering af den Ergor paahvilende Forpligtelse til at betale Det Transatlantiske Kompagni yderligere 20 Mill. Kr. (for Overdragelse af Rekylrettighederne), fordelte paa 4 Aar. Dette Beløb med fradrag af Renter var krediteret Externa og altsaa benyttet til Afskrivninger ifølge Opgave fra dette.

17.488.368

Russiske Fordringer:Russisk Handelskompagni og Russisk Asiatisk Kompagni tilsammen 15.000.000Skovindustriselskabet 3.000.000

Forskellige Debitorer:Direktør Herman Heilbuth.......................... 4.500.000Levin & Salomonsen (Indeh. Frederik Salomonsen;

444

Kroner:til dette personlige Firma hørte ogsaa A/S Nordisk Læderfabrik, hvis Bestyrelse bestod af Direktør Julius Heilbuth, Broder til Herman Heilbuth, desuden Glückstadts Fætter Direktør Frederik Salomonsen og Kommitteret Schack Eyber)

4.000.000

A/S Ergor (oprindelig Ejendomsselskab, senere hovedsagelig et af Landmandsbankens Støttekonti; oprindelig sad i Bestyrelsen ORS. I. Trier og Kontorchef Roepstorff, efter Marts 1921 Kommitteret Schack Eyber. Kontoindehavere: Emil Raphael Glückstadt og Ove Ringberg)

1.500.9211

Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik (Direktion: ORS. I. Werner som Formand, Dir. Herman Heilbuth og Grosserer Erik S. Henius

2.697.309

Godsejer Bock, Helsingborg 3.500.000Nordisk Oversøisk Handelsselskab (Fmd. i Bestyrelsen Etatsraad Glückstadt; adm. Direktør Theo Kliatschko)

1.500.000

Industrial Trading Company (overtog 1917 Tvermoes & Abrahamsons tekniske Import- og Eksportforretninger. Fmd. Etatsraad Glückstadt; adm. Direktør Ing. Martin A. Abrahamson)

1.500.000

A/S Buddinge Værk (var tilsluttet A/S Landbrugsmaskin-Kompagniet, The Industrial Machinery Co., Ltd., hvis Bestyrelse dannedes af Olaf Kongsted (adm. Dir.), Ing. Martin A. Abrahamson, HRS. Harboe, Dir. Siegumfeldt, Dir. Erik Plum, Godsejer Tesdorpf, Pandebjerggaard og Lensbaron Rosenkrantz, Rosenholm)

300.000

Boie Fritz-Rasmussen (Ove Ringbergs Svoger) 635.000Grønlandsk Minedrift A/S og Grønlandsk Grafit Kompagni. (Førstnævnte Virksomhed grund-

445

Kroner:lagdes af Grosserer Julius Bernburg; Koncessionen overtoges 1. Juni 1907 af Landmandsbanken. Grønlandsk Grafit Komp. blev 1916 oprettet under Medvirkning af Grønlandsk Minedrift. I begge Selskabers Bestyrelse var Etatsraad Glückstadt Formand. I Bestyrelsen af sidstnævnte Selskab sad desuden Emil Glückstadts Morbror, Grosserer Emil Johan Raffel, endvidere Fabrikant C. S. Hasselbalch, Ing. M. Ib Nyeboe og Dir. H. P. Prior).Afskrivninger tilsammen

3.200.000

E. P. L. Frigast (Ove Ringbergs Svoger) 850.000Poul Frigast (Ove Ringbergs Svoger) 700.000Tilgodehavender hos russiske Banker 174.508Charles Dix 184.500Odense Emulsionsplade og Filmfabrik A/S – I Bestyrelsen sad Emil Glückstadts Svoger Max Lester som formand, Ringbergs Svoger Ing. E. P. L. Frigast og Dir. G. V. A. OLSEN.)

185.000

M. J. BaIlins Sønners og Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker A/S. (Den værste Jøderede indenfor de industrielle Foretagender, der financieredes af Landmandsbanken. 1920 sad i Bestyrelsen Dir. Max Ballin som Formand, desuden Dir. Benny Dessau, Dir. Justus Nathansen, ORS. Konrad Levysohn, Bankdirektør F. Paulsen, Generalkonsul Wilhelm Weimann, ORS. Otto Bang, Fabrikant C. F. Jarl, Vekselerer Johan Levin, Prof. Karl Meyer, Dir. Carl Victor Slomann, Skotøjsfabrikant H. C. Kristensen og fhv. Fabrikant John Messerschmidt. I Direktionen var Formanden Alfred Hertz, Direktionsmedlemmer var endvidere E. V. Bredahl, H. Lotinga, C. F. Müller, L. M. N. Nathan, L. Seligmann, A. F. Scheel, E. F. Ja-

446

Kroner:cob og Hugo Rothenborg. Forretningsudvalget bestod af de fem Jøder Max Ballin, Benny Dessau, Alfred Hertz, Konrad Levysohn og Wilhelm Weimann. (Blandt de nævnte er C. V. Slomann en Fætter til Julius Heilbuth, medens E. F. Jacob skal have været Fætter til Max Ballin)

5.00.000

John Levig & Co., Paris (lndeh. J. Levig, Broder til Max Lester)A/S Nielsen & Winther (Fmd. i Bestyrelsen Generalkonsul Wilhelm Weimann. Medlemmer af Bestyrelsen bI. a. Direktørerne H. P. Prior, G. Gregersen og Kaptajn Rambusch. Adm. Direktør Olaf Kongsted.)

5.00.000

Skandinavisk Frøkompagni og R. Wibollt (I Bestyrelsesraadet Gross. Carl Zøylner, af arisk Afstamning, som dog gennem sine Søskende er Svoger til Herman Heilbuth og Gross. William S. Bendix, og gennem sin jødiske Hustru, Jutta Birgitte Meyer, er Svoger bI. a. til Grossererne Ernst Meyer, Vilhelm

2.958.190

Meyer, Hartvig Dessau, William Heering osv.) Formand for Bestyrelsesraadet var Gross. Gustav Aron HenriquesDansk Saasæd-Kompagni (Bestyrelse: F. Nielsen som Direktør, Gross. H. A. Riis, L. H. A. Wibollt, Nakskov, Dir. A. W. Schmidt og Gross. l. M. Meyer.)

803.996

A/S Hios, kemiske Fabrikker. (l Bestyrelsen bl. a. Grev Eigil Knuth og Kaptajn Ove de Fine Skibsted. Et Selskab, i hvilket Emil Glückstadt og H. N. Andersen drev særlig omfattende Spekulationer.)

550.000

Chr. Stilling Andersen (Svoger til Ingeniør cand. polyt. Kai Bing) 100.000Overretssagfører Vogel Jørgensen 310.000

447

Kroner:Aage Steenstrup i Likvidation (Indeh. H. A. N. Steenstrup, Prokurist N. Levy) 231.964Oscar Peschardts Træimport i Likvidation 300.000Rusam Co. Ltd. (Russisk-Amerikansk og Dansk-Russisk Handelskompagni. Bestyrelsens Fmd. og adm. Direktør Gross. J. de Jongh (formodentlig Jøde og Slægtning til Martin A. Abrahamson *))

200.000

Skandinavisk Film Agency **) 300.000Claus Hansens Fabrikker i Likvidation (I Bestyrelsen bl. a. Gross. V. P. Heyman; Direktør var Claus Hansen.)

400.000

Tab paa diverse Aktier (i Ergor) 150.000M. H. Cohen & Lamm (Indeh. A. F. Lamrn) 275.000Jul. T. Levinsen (Indeh. Jul. T. Levinsen; Prok.: G. T. Levinsen) 3.500.000Moritz Melchior & Co. (Indeh. W. Melchior) 100.000Herman Meyer (Indeh. H. Meyer og I. Nathanson, Prok.: P. Nathanson) 624.009Aage Trier 2.000.000John Hansen 155.000Th. Schiøler 1.850.000Lunnske Konsortier (i hvilke Glückstadt og Ringberg i særlig Grad var delagtige) 15.770.000Syndikat i Nordiske Kabel- og Traadfabrikker (Aktiespekulation, som gennemførtes af H. P. Prior og Glückstadt, og som dannede Grundlaget for Bedragerisigtelse mod disse to Mænd.)

2.837.591

*) Dennes Forældre var Grosserer Arnold Abrahamson, hvis Fødenavn var Abraham Meyer, og Flora Henriette Abrahamson, f. de Jongh. Sidstnævnte døde den 24. 12. 1922 og blev begravet paa den mosaiske Kirkegaard. Jvf. ogsaa Stamtavlen Melchior, Kbh. 1920, S. 40.

**) Sikkert identisk med Skandinavisk Films Union, som likviderede 1922. Direktør var den jødiske Grosserer O. H. Davidsen; jvf. den Salomonsenske Stamtavle, S. 83.

448

Kroner:Konsortiet af 3. Juli 1919 1.150.000Konsortiet af 1. Febr. 1917 (det saa ofte omhandlede Februar-Konto, paa hvilket saa talrige jødiske Navne var opført; jf. ovenfor 2e)

5.000.000

Konsortiet i Det Transatlantiske Kompagni 1.000.000

J. M. Levin & Co., Konto for Ballin & Hertz A/S 460.000J. M. Levin & Co. (Indehavere: Martin Levin og Nevøen Johan Levin. De her opstaaede Tab er langt overvejende fremkaldt ved Jødernes Aktiespekulation)

17.000.000

Ingeniør Jørgen Jensen, Bangkok 146.000Dr. phil. Carl Rothe 300.000Grosserer Emil Mik-Meyer (Broder til Landmandsbankens Underdirektør Philip Mik-Meyer)

400.000

Direktør Ditlev von Voss 800.000William H. Smith A/S Eftfl. 125.000Frederik Salomonsen (Glückstadts Fætter og Indeh. Af Firmaet Levin & Salomonsen)

500.000

Med Hensyn til de senere foretagne Afskrivninger giver kun Aarsregnskaberne for 1923 og 1924 nogle Oplysninger om, hvilke af de større Engagementer der forvoldte yderligere Tab. Der bemærkes bl. a., at der hos A/S M. L Ballins Sønner efter Rekonstruktionen var afskrevet 2 Mill. Kr., saa hele det direkte Tab beløb sig til 7 Mill Kr. Men derudover konverterede Banken en Del af sit øvrige Tilgodehavende paa ialt 20.9 Mill. Kr. til Præference-Aktier, medens Resttilgodehavendet udskiltes som en fast Gæld. Hos A/S Svendborg Skibsværft og Maskinbyggeri steg Afskrivningsbeløbet fra ca. 3 Mill. Kr. ultimo1922 til 4.1 Mill. Kr., hos Fa. Levin & Salomonsen og Grosserer Frederik Salomonsen fra 4.5 Mill. Kr. til 6 Mill. Kr., medens der hos Landbrugsmaskin-Kompagniet og det dermed i Forbindelse staaende Buddinge Værk yderligere hensattes 4.4 Mill. Kr. til Imødegaaelse af Tab. Det meddeltes endvidere,

449

at der for A/S Externas Vedkommende udover de 132 Mill. Kr., som var tabt ultimo 1922, yderligere var bleven afskrevet 9 Mill. Kr., og at Bankens samlede Risiko derefter yderligere vilde andrage 16 Mill. Kr. Denne Risiko var 1924 nedbragt til 12 ½ Mill. Kr. De i 1924 foretagne Afskrivninger paa ialt 5.2 Mill. Kr. faldt med ca. 5 Mill. Kr. paa det Tab, Landmandsbanken led ved Diskonto- og Revisionsbankens Sammenbrud, idet der deri var indbefattet saavel Tabet paa de Banken tilhørende Aktier som det anslaaede Tab paa Landmandsbankens Tilgodehavende og dens Andel i den af Hovedbankerne overtagne Garanti for Diskontobankens udenlandske Forpligtelser i fremmed Mønt. Med Hensyn til Tabet paa Aktier gives i Aarsregnskabet den Oplysning, at der var opstaaet Tab paa ca. 1 Mill. Kr. ved Salg af en Post Aktier i et udenlandsk Foretagende. Men da der i Regnskabsaaret 1925 foretages Afskrivninger til ialt ca. 159 Mill. Kr., hvoraf paa udestaaende Fordringer alene 103.8 Mill. Kr., gives der ikke mere nogen Oplysning om, for hvilke Debitorers Vedkommende disse Afskrivninger er sket! Ved den ovenfor gengivne Opstilling efter Bankkommissionens Beretning er det paafaldende, at enkelte andre Gældsposter, som behandles udførligt andet Steds i selve Beretningen, ikke nævnes her. Saaledes gives der ingen Oplysninger om den Gæld, Valdemar Glückstadt og Max Lester, Paul Philipson osv. har overfor Banken, ligesaalidt som der gives nærmere Oplysninger om de Personer, som Bankens Afskrivninger middelbart, gennem Vekselererfirmaerne, er kommet til gode. Der tænkes herved navnlig paa Kunderne hos L M. Levin & Co., hvor der f. Eks. maatte afskrives ½ Mill. Kr. som tabt hos Herman Heilbuth, ca. 3 Mill. Kr. hos Firmaet E. L. Weimann & Co. og ca. 1.2 Mill. Kr. hos A/S Russo-Dania osv. Det er omtalt, at Generalkonsul Wilhelm Weimann har forvoldt Banken et Tab paa ca. 3 Mill. Kr., og at ORS. Axel Simonsen har sat store Midler over Styr ved Aktiespekulation hos Vekselererfirmaet Paul Philipson osv., men om alt dette

450

gives der i Opstillingen ingen Oplysninger. Der melder sig her navnlig tre Spørgsmaal:

1) Hvorledes fordeler de store Afskrivninger paa mere end 500 MilI. Kr. sig paa de enkelte Firmaer, henholdsvis de enkelte Debitorer?

2) Til hvilke Beløb har de enkelte Debitorer faaet Gæld eftergivet, henholdsvis under hvilke Betingelser har den enkelte Debitor faaet sin Gæld afviklet?

3) I hvilket Omfang og hvilke Betingelser har Banken (og dermed Staten) uanset Afskrivningerne, givet industrielle Foretagender paa jødiske Hænder Laan til Rationalisering af Bedriften?

At en tilforladelig Besvarelse af disse Spørgsmaal vilde berede Offentligheden mange nye Overraskelser, staar efter det, der hidtil er bleven bekendt paa dette Omraade, udenfor enhver Tvivl. Nogle Eksempler vil vise det. Efter at Landmandsbankkatastrofens Omfang efter Rekonstruktionen fra September 1922 traadte stærkere frem, tilbød Etatsraad Emil Glückstadt at stille hele sin Formue til Raadighed for Banken. At der ikke er kommet altfor meget ud af dette, kan man slutte sig til af en Bemærkning, der bringes i Landmandsbankens Aarsberetning for Aaret 1923. Her meddeles nemlig vedrørende Firmaet Max Levig & Co.: »Man regnede i Fjor med, at Bankens Tab ved Firmaet vilde kunne dækkes af Direktør Glückstadts til Banken overdragne Formue, men da denne nu maa antages at indbringe mindre end forudsat, og da Firmaets egne Aktiver heller ikke har haft den Værdi, man ventede, vil en Afskrivning af ca. 2,3 MilI. Kr. være fornøden.« Overfor denne korte Meddelelse melder der sig mangehaande Spørgsmaal, bI. a.: »Hvor stor var Glückstadts egen Gæld, paaført Landmandsbanken direkte ved at han tilegnede sig Penge, der stod paa Bankens egne Konti, og indirekte gennem det Utal af Spekulationskonsortier, han sammen med Ove Ringberg var Deltager i?«

451

eller: »Hvormeget af denne Gæld er bleven erstattet ved Glückstadts Formue?« eller: »Har Glückstadt ogsaa stillet den Kapital til Raadighed, han havde i Udlandet, hos sine Bankforbindelser i Paris og London, og maaske i New York?« eller, for at stille et mere intricat Spørgsmaal: »Hvor stor en Del af sin Formue har han udskilt til Fordel for Slægt og Venner, før Krakket kom?« Glückstadt var jo saa uhyre hjælpsom overfor sine nærmeste, derfor synes det sidstnævnte Spørgsmaal virkelig at være paa sin Plads. Hans Hustru, Fru Laura Glückstadt, ofrede jo saa godt som intet, thi med Hensyn til hende meddeltes allerede i Oktober 1922 i Bladene, at hun ikke vilde give Afkald paa Arven efter sin Fader, Direktør Eduard Rée, som udgjorde 1 ½ Mill. Kr. Muligt at Fru Glückstadt endog har kunnet redde mere, da der i Bankkommissionens Beretning meddeles, at Fru Glückstadt endda stillede Krav om Udbetaling af noget over 1 Mill. Kr. af den hendes Mand tilhørende Formue, hvortil føjes en Bemærkning om, at »formentlig vil der dog kun blive Tale om Udbetaling af en Kvotadel af dette Beløb«.

Med Hensyn til den Formue, Glückstadt havde til Raadighed, er der bleven sat de ejendommeligste versioner i Omløb. Under Krigen gik man paa Københavns Børs ud fra, at han ejede ca. 60 MilI. Kr. Han levede jo i Luksus og Overflod, købte store Mængder af Automobiler, Malerier og andre kostbare Værdigenstande. Han ejede den herskabelige Ejendom i Amaliegade ved Hjørnet af Fredericiagade, en Del Pavilloner i Frederiks Hospital, det Bernstorff’ske Palæ Sølyst, som han havde købt for 1 Million Kroner, samt en Ejendom i Paris, og en anden i London, desuden Æbelø. Hans Malerisamling takseredes endnu 1922 til 12 Mill. Kr. Paa et vist Tidspunkt havde han ikke mindre end 12 Automobiler. I Palæet i Amaliegade havde han endvidere en yderst værdifuld Møntsamling, som han havde arvet efter Faderen. Som Bevis paa, at Glückstadt i de gyldneAar ikke var ængstelig for at købe, fortaltes i Pressen, at han under Krigen købte et sjældent og smukt Pa-

452

nel for 1 Mill. Kr. i London, for dermed at pryde Salene paa Sølyst. Skibet, som skulde føre dette Panel til Danmark, blev imidlertid sænket, og Glückstadt lod derpaa til Minde om Tabet den Sal, som skulde have været prydet med dette Panel, staa med ganske hvide uprydede Vægge. Men altsaa: Oprindelig nævnte man, at Glückstadt havde en Formue paa 60 Mill. Kr. Efter at Glückstadt havde overdraget hele sin Formue til Landmandsbanken ved Overenskomster af 18. og 27. Marts 1923, ansloges Værdien af alle Formuegenstande imidlertid til kun ca. 7,3 Mill. Kr. ialt. Og derfra skulde saa trækkes Glückstadts Gæld, dels til Landmandsbanken, dels til Trediemand, som Banken ifølge Overenskomsten havde paataget sig henholdsvis at kvittere og betale. Den tiloversblevne Formue var derefter end ikke tilstrækkelig til at dække den hos Firmaet Max Lester & Co. opstaaede Gæld! Saadan svandt Formuen ind. Men hvem tvivler om, at Glückstadts Slægt trods alt alligevel har kunnet sikre sig en klækkelig Del af den fordums Formue?

Særlig karakteristisk for den Lemfældighed, hvormed man behandlede Landmandsbankens Debitorer, er jo ogsaa den Imødekommenhed, man viste overfor Harald Plum. Ogsaa han stillede sin Formue til Raadighed, efter at han var bleven dømt, men desværre glemte Landmandsbankens nye Ledelse helt, at den kunde gøre dette Krav gældende, omendskønt der dog først regnedes med, at Plum kunde betale 600.000 Kr. Plum beholdt sine Penge og kunde med disse velvilligst overladte Midler paany begynde sine Svindlerier. *) Om Wilhelm Weimann berettedes, at han af Landmandsbanken mod Betaling af kun 25.000 Kr., som endog bevilgedes ham af Neergaard i Form af en Gageforhøjelse hos Store Nordiske Telegrafselskab, fik Saldokvittering for en Gæld paa 3 Mill. Kr. **) Som det fremgaar af den ovenstaaende Opgørelse over Afskrivningerne, skyldtes

*) Jvf. nedenfor 8a.**) Jf. 2. Del: Afsluttende Betragtninger.

453

der ultimo 1922 endnu 5,5 Mill. Kr. paa Februar-Kontoen 1917. Ifølge Bankens Aarsregnskab 1923 blev der herpaa yderligere indbetalt 449.370 Kr. 62 Øre i Erstatning. Hvem er det blandt Landmandsbankens særligt priviligerede Kunder, som her har faaet eftergivet Gæld? Endvidere: Hvilke Indrømmelser har en Mand som Herman Heilbuth opnaaet? Justitsminister Rytter lod jo i den store Folketingsdebat i Februar 1921 tydeligt forstaa, at her kunde der nok være Anledning til en nærmere Prøvelse. Disse og mange andre Spørgsmaal melder sig, da der jo tydeligvis er flere af Landmandsbank-Periodens store Spekulanter, som ikke blot har kunnet redde en god Del af deres Formue og indtil vore Dage vedblivende er holdne Mænd, saasom Herman Heilbuth og (den fornylig afdøde) Wilhelm Weimann, men som ogsaa ud over Katastrofetiden bevarede deres Position og Anseelse, som den Blaa Bog tydeligt udviser. Endog en Mand som Harald Plum, der i første Omgang ved sine af Landmandsbanken financierede Foretagender havde Tab paa 206 Mill. Kr., vedblev ogsaa efter at Processen mod ham var gennemført, at være den store Mand, der trods Straffedommen paa 4.000 Kr. regnedes med blandt Danmarks agtbare Mænd og Kvinder, som Blaa Bog nævnte lige til 1929!I denne Sammenhæng kan det ogsaa have sin Interesse at gaa nærmere ind paa den Ordning, Landmandsbankens nye Ledelse tilstod Direktionen og Bankraadet fra Glückstadts Tid. I Begyndelsen af Oktober 1923 henvendte Landmandsbankens Bankraad sig til Højesteretssagfører H. H. Bruun med Anmodning om at foretage en Undersøgelse af Spørgsmaalet, hvorvidt Landmandsbanken, efter at Højesteretsdommen mod den tidligere Direktion og Bestyrelse i Banken var faldet den 29. Septbr. 1923, kunde gøre Erstatningskrav gældende overfor den tidligere Ledelse.

Højesteretssagfører Bruun afgav den 19. Novbr. 1923 et Responsum herom til Banken, i hvilket der sondredes mellem de Erstatningskrav, Banken mente at have som en direkte Konsekvens af den ovennævnte Højesteretsdom, og de Erstatnings-

454

krav, som det kunde antages, at Banken havde overfor den tidligere Ledelse med Hensyn til Handlinger og Undladelser, der ikke havde været Genstand for Højesterets Paakendelse. I den førstnævnte Henseende gik Betænkningen ud paa, »at den tidligere Ledelse, hvem der ved Højesteretsdommen er paalagt Ansvar for det urigtige Regnskab for Aaret 1921, maa være erstatningsansvarlig med Hensyn til de Beløb, der er udbetalt i Tantièmer til Direktion, Bestyrelsen og Funktionærer paa Grundlag af det nævnte Regnskab, forsaavidt disse ikke senere er refunderet Banken«. Endvidere gjordes der i Betænkningen rede for Spørgsmaalet, hvorvidt den tidligere Ledelse maatte antages at være ansvarlig for de Tab, Banken havde lidt derved, at der for Aaret 1921 paa urigtigt Grundlag blev udbetalt Udbytte til Bankens Aktionærer. Hertil mente Højesteretssagfører Bruun, at Landmandsbankens Kreditorer havde opnaaet Sikkerhed for Fyldestgørelse dels ved Rekonstruktionerne i Juli og September 1922, dels ved Statens Garanti af Februar 1923, saaledes at Spørgsmaalet om dette Erstatningsspørgsmaal kunde rejses, rummede Tvivl. Men han var dog af den Opfattelse, at det nævnte Krav maatte kunne gennemføres under Hensyn til at Banken havde maattet træde i Likvidation, hvis ikke Rekonstruktionen i September 1922 var blevet gennemført, og derefter ikke vilde have været i Stand til at fyldestgøre sine Kreditorer. Endvidere udtaltes i Betænkningen, at den tidligere Ledelse maatte antages at være ansvarlig for de Tab, Banken havde lidt og vilde lide, som Følge af Krav fra Aktiekøbere, der havde købt deres Aktier paa Grundlag af det urigtige Regnskab for 1921. Med Hensyn til Spørgsmaal, som laa udenfor Højesteretsdommen, gik Betænkningen til Slut ud paa, at der muligvis kunde rettes Erstatningskrav mod den tidligere Ledelse, der sad i Direktionen og Bestyrelsen paa de Tidspunkter, da de paagældende Dispositioner var blevet foretaget med Hensyn til de følgende Forhold: Overførslerne i Januar 1921 til Konto 1ste Februar 1917, hvor en Række af Bankens Kunder blev godskrevne for Beløb, som belastedes af Banken;

455

- en Del af de Tab, som Banken havde lidt ved Engagementer med Etatsraad Glückstadts nærmeste Slægt, nemlig Generalkonsul Valdemar Glückstadt og Grosserer Max Lester; - og endelig de Tab, Banken havde lidt ved fortsat Kreditydelse til Det Transatlantiske Kompagni efter Udgangen af Aaret 1920.

Betænkningen selv indeholdt ikke nogen Beregning af de Krav, som herefter maatte kunne stilles til Bankens tidligere Ledelse. Men naar man tager Højesteretssagfører Bruuns Memorandum som Grundlag for Beregningen af de mulige Erstatningskrav, maatte der evt. paa de enkelte Poster udredes som Erstatningsbeløb: 1):Tantièmerne paa 1921-Regnskabet 923.000 Kr., af hvilke der til Bankraad og Bestyrelse blev udbetalt 230.769 Kr. og til Direktionen og de tantièmeberettigede Embedsmænd 692.308 Kr.; 2) Dividenden, forsaavidt den virkelig kom til Udbetaling paa den frie Aktiekapital, med ca. 8 Mill. Kr.; 3) De 1,8 Mill. Kr. som Banken havde maattet betale til det amerikanske Bankfirma Hallgarten ifølge Sø- og Handelsrettens Dom, som netop var bleven paakendt under Hensyn til, at det nævnte Firma havde købt Landmandsbankaktier paa Grundlag af 1921-Regnskabet. Dertil kom nogle andre lignende Krav overfor Banken, hvorved det imidlertid drejede sig om noget mindre Beløb; 4) Overførslerne til Kontoen af 1. Februar 1917, iaIt 4,6 Mill. Kr. – Der var her saaledes Tale om Erstatninger til ialt over 15 Millioner Kroner, uden at Spørgsmaalet om Bankraadsmedlemmernes Erstatningspligt endnu var berørt, og desuden stod Spørgsmaalet ogsaa aabent med Hensyn til visse andre Tab, nemlig Tab paa Engagementer med d’Hrr. Vald. Glückstadt og Max Lester og paa Kreditter ydet til Transatlantisk Kompagni efter Udgangen af 1920, som endnu i November 1923 ikke kunde opgøres til bestemte Beløb.

Om Erstatningspligten for de Bankraadsmedlemmers Vedkommende, der ikke var Medlemmer af Bestyrelsen, handlede det Responsum, som Højesteretssagfører Bache afgav til Landmandsbanken den 20. Novbr. 1923. Højesteretssagfører Bache

456

gik her ud fra, »om end under nogen Tvivl«, at disse Medlemmer af Bankraadet »under et Søgsmaal vil blive domfældte for at have tilsidesat deres Pligt til at prøve Bankens Regnskab for 1921«. Kravene kunde imidlertid i dette Tilfælde kun stilles med Hensyn til de Forhold, der vedrørte Regnskabet for 1921, hvorved det vilde dreje sig om tre Hovedposter: Udbyttet, Tantièmerne og Hallgarten-Sagen, og det i Betragtning kommende Erstatningsbeløb skulde herefter andrage 10 - 11 Millioner Kroner. Responsumet sluttede med en Bemærkning om, »at Domstolene i Kraft af moderne Retsprincipper og den frie Bedømmelse, de i det hele taget anlægger ved Fastsættelsen af Erstatningens Størrelse, vil være tilbøjelige til - under Hensyn til de foreliggende undskyldende Omstændigheder – at nedsætte de ovennævnte Beløb til en efter Graden af den udviste Pligtforsømmelse mere rimelig Sum«, hvorfor Højesteretssagfører Bache saavel af denne Grund, som fordi Spørgsmaalets Besvarelse i det hele taget rummer Tvivl, tilraader Optagelsen af i Forligsforhandlinger.

De 12 Personer, som maatte anses for at være erstatningspligtige efter HRS. Bruuns Responsum, var de samme, som var tiltalt under Landmandsbankprocessen og hvis Stilling under Processen skal behandles i det næste Afsnit. - Navnene paa de 15 Direktions- og Bestyrelsesmedlemmer, som kunde blive ramt af den i Højesteretssagfører Baches Responsum omhandlede Erstatningspligt, og som - med Undtagelse af een: Direktør H. P. Prior - ikke blev Inddraget i Processen, var:

Prof. Viggo Bentzon, Kmd. af Dbg. og Dbmd., Kammerherre, Greve Frands Brockenhuus-Schack, Storkors af Dbg. og Dbmd.,Kammerherre, Kaptajn Otto Bull, Storkors af Dbg. Og Dbmd.,Kammerherre, Hofjægermester Holger Collet, R., Dbmd.,

457

Lensgreve Aage Danneskiold-Samsøe,Grosserer Allan Hansen,Etatsraad Wilhelm Hansen, Kmd. af Dbg. og Dbmd., Kammerherre, Hofjægermester, Greve Adam Moltke, R.,Kammerherre, Hofjægermester, Lensgreve F. C. Moltke, Kmd. af Dbg. og Dbmd.,Direktør H. P. Prior, R., Dmb.,Kammerherre, Hofjægermester, Lensgreve Fr. Raben-Levetzau, Storkors af Dbg. og Dbmd.,Direktør Kay Reinhard, R., Dbmd.,Kammerherre O. C. Scavenius, Kmd. af Dbg. Og Dbmd.Kammerherre, Hofjægermester Adolf Tesdorpf, Storkors af Dbg, R. og Dbmd. pp.,Kammerherre Hofjægermester Bendt Wedell, Storkors af Dbg., Dbmd.

De borgerlige Blade var straks enige med HRS. Bache i, at det vilde være bedst, om man kunde komme til et Forlig, medens »Social-Demokraten« den 18. Jan. 1924 gjorde gældende, at det havde været rimeligere, hvis Banken havde søgt en retslig Afgørelse i Stedet for at afæske forskellige Højesteretssagførere deres Mening. Retten maatte alligevel tale det sidste Ord, og Banken kunde ikke stoppe op paa Halvvejen; Bladet resumerede, at »der er nu kun tilbage at søge Spørgsmaalet løst ved Domstolene«. Det samme mente »Politiken«, som iøvrigt i Januar 1924 kort og fyndigt erklærede: »At Direktionen - og Bestyrelsen er erstatningspligtig, ligger simpelthen i den afsagte Højesteretsdom, der statuerede Pligtforsømmelse og grov Uagtsomhed. Alligevel blev der forhandlet om Forlig, og i Midten af Decbr. 1924 fremsatte Medlemmerne af Landmandsbankens tidligere Bestyrelse og Direktion Tilbud om at

betale et Erstatningsbeløb paa tilsammen 2.150.00 Kr. Ad-

458

miral Richelieu tilbød derved for sin Part at erlægge 900.000 Kr., medens Grosserer Collstrop var rede til at betale 1 Mill. Kr. De resterende 250.000 Kr. skulde saa fordeles paa de øvrige Bestyrelsesmedlemmer, der maatte anses for pligtige at betale. Ved dette Tilbud var det tidligere Repræsentantskab udenfor Bestyrelsen ikke repræsenteret. Dette Forslag blev senerehen godkendt af den nye Bankledelse.

Selve de Mænd, der havde vist Tillid til Glückstadt og havde ladet sig vælge ind i Bankens Bankraad, maatte altsaa bøde haardt derfor. De havde for største Delen ikke været med i det vilde Spil, men de maatte selvfølgelig tage Ansvaret for, at der ikke var ført tilstrækkelig Kontrol med Bankens Dispositioner, og at Banken derved var bleven ført ud i et uhyrligt Uføre. Det maatte selvfølgelig drage alvorlige Konsekvenser efter sig. Hvor bitter denne Situation for enkeltes Vedkommende har været, viste sig navnlig med Hensyn til Bestyrelsens Formand Admiral du Plessis de Richelieu, som netop i denne Anledning var udsat for de mest pøbelagtige Angreb fra jødisk Side, - fra den Side, som havde været direkte med i Spillet, havde paaført ham meget følelige Tab, men nu bagefter troede at kunne mistænkeliggøre hans Adfærd. Dette viste sig paa Landmandsbankens Generalforsamling den 6. Oktober 1922, da Admiralen af Overretssagfører Max Rothenborg blev sigtet for at have benyttet sig af sin Viden bag Kulisserne og derfor i Tide havde solgt sine og sine Slægtninges Landmandsbankaktier.

Richelieu replicerede, at da Beskyldningen var holdt i en ondartet Form, skulde han svare tilstrækkelig tydeligt. Dernæst erklærede han: »I Begyndelsen af dette Aar viste mit Depot Landmandsbankaktier 400.000, et Beløb, der efterhaanden er vokset op med Udvidelserne. l Dag ligger der 474.000 Kr. Der blev paa et vist Tidspunkt solgt nogle Aktier, men saa snart jeg erfarede det, blev de købt tilbage. (Til hvilken Kurs?) Til samme Kurs som den, hvortil de var solgt. Hvis De ikke tror mig, kan De spørge Direktørerne, der er her til Stede. I Lø-

459

bet af indeværende Aar har jeg ydet kontant 300.000 Kr. til Støtte ved Opkøb af Bankens Aktier. . . Hvad jeg har ejet, var i Aktier; i Dag har jeg ikke en Øre i Sparekassen«.

Saavidt Richelieus Replik. Han var ikke den eneste, der tabte. Det var Tusinder af Smaasparere, der havde anlagt deres Penge i Landmandsbankens Aktier, som blev ligesaa haardt eller værre ramt. Det var dem, hvis Interesser Forfatterinden Herdis Bergstrøm saa virkningsfuldt forsvarede paa Landmandsbankens Generalforsamling den 6. Oktober 1922. Det var det jævne Folks Mening, som kom til Orde i hendes Betragtninger, naar hun bl.a. erklærede: »Jeg taler for Enkerne og de selverhvervende Kvinder. Hvem skulde vi have Tillid til i dette Land, om ikke til denne blændende Forsamling af Bankraads- og Direktionsmedlemmer! Det er jo Mænd, der saa at sige er udmærkede, baade af Gud, Konge og Fædreland! Vi har paataget os Savn, vi har spinket og sparet og er gaaet til Banken med vore ærligt fortjente Penge! Er der nu Retfærdighed her i Landet? - ja, Juraen skrives jo ogsaa af Mænd! Den Mand, som stjæler et Par gamle Bukser, der er hængt udenfor, straffes med al den Strenghed, Retfærdigheden byder. Men her? Ja, her tager de ansete Mænd mod Bankens Penge, Honorarer og Tantièmer, lige saa længe der er noget i Kassen. Og naar der saa ikke er mere, saa tager de deres forholdsvis gode Tøj og gaar deres Vej! Jeg vil anbefale, at Størrelsen af Bankraadets Honorarer og Tantièmer offentliggøres! Lad os faa at vide, hvad hver enkelt har modtaget som Tak for den Tillid, vi Enker og enligtstillede Kvinder har vist disse vort Lands mest udmærkede Mænd!« Disse af dyb Harme prægede Ord vakte selvfølgelig kraftigt Genlyd paa Generalforsamlingen, ligesom Rentier Oehlenschlägers Krav om, at de Herrer Grever og Baroner, der sad i Bankraadet og nu i 20 Aar havde hævet store Tantièmer, skulde betale noget af det tilbage. Ligesaa stærkt Bifald fandt denne Talers Konstatering af, at Menigmand ikke forstod al den Ros, der var bleven Glückstadt

til Del, og at det tværtimod maatte anses for en Skam for Dan-

460

mark, at denne Mand var bleven sendt ud som Landets største Finansgeni.Saaledes lød Protesten fra de jævne Aktionærer, som ikke i Tide var bleven advaret og derfor ikke

kunde nyde godt af den Støtteaktion, der allerede i November 1921 var bleven indledet fra Nationalbankens Side. Disse Smaafolk tabte alt det, de havde sat i de Aktier, som derpaa var bleven nedskrevet til 50 Øre. De, der havde brugt Aktierne som Anlægspapir for Sparemidler, blev ruinerede, medens de, der handlede med Aktierne som Spekulationspapir, aabenbart fandt Lejlighed til at gardere sig mod Tab, takket være Nationalbankens Indgriben!

d) Processen mod Emil Glückstadt og hans Medskyldige.

Da det viste sig, at den i Juli 1922 mellem Landmandsbanken og Nationalbanken trufne Ordning, som var tiltraadt af Regeringen, ikke kunde holde, og at Staten maatte bevillige yderligere Hjælp, hvis Landmandsbankens Sammenbrud skulde forhindres, blev Rigsdag og Regering den 17. September 1922 i en Hast sammenkaldt for at træffe Beslutninger vedrørende en ny Rekonstruktion af Banken. Blandt de Foranstaltninger, som i denne Omgang vedtoges af Rigsdagen, befandt sig ogsaa Oprettelsen af en Undersøgelseskommission, om hvilken der i Bemærkningerne til Lovforslaget udtaltes, at man ansaa det for rettest at nedsætte en saadan Kommission »til at undersøge Bankens Forhold, - samt at aabne Adgang til, hvis det skulde vise sig nødvendigt, at foretage en retslig Undersøgelse af Bankens Forhold, at anordne Kommissionen som ekstraordinær Ret«. Folketinget vedtog Lovforslaget enstemmigt, Landstinget ligeledes. Regeringen ansaa altsaa dog de Forhold, der havde ført til Katastrofen, for saa graverende, at Bankens Forhold nu skulde undersøges til Bunds. Folket, der som Skatteydere

461

skulde bidrage til at holde Banken oven Vande, maatte nu ogsaa have Klarhed over det, der var sket. Folketinget besluttede desaarsag at tydeliggøre, at det var Hensigten, »under Undersøgelsen at inddrage ikke blot Bankens indre Forhold, men ogsaa Forhold udadtil, som kan have Interesse ved Vurderingen af de Forhold, der har ført Banken ud i Katastrofen«. I Lovens § 2 blev endmere udtrykkelig fastsat, at uanset Bestemmelserne i Retsplejelovens § 43, sidste Stykke, ifølge hvilke saa vidt muligt kun faste Dommere skal beskikkes ved ekstraordinære Retter og kun saadanne, der har Hjemmel til at udøve Domsmyndighed, bliver Kommissionen i foreliggende Tilfælde »at anordne som ekstraordinær Ret«, i hvilket kun Formanden skal opfylde Betingelserne for at kunne beskikkes som Dommer. I Kommissionen, som skulde dannes af 3 Medlemmer, kunde herefter to Medlemmer uden Dommerkvalifikation, indtræde, idet det dog skulde være Personer, der maatte anses særligt egnede til at behandle de til Sagen henhørende Forhold.

Kommissionsmedlemmer blev herefter Landsdommer C. D. Rump (Formand), Professor ved Universitetet, Dr. polit. L. V Birck og Bankinspektør, Landstingsmand H. Green. Alle tre nød i Befolkningen særlig Anseelse for deres Indsats i Arbejdet for Bevarelsen af den offentlige Moral og Bekæmpelsen af al Slags Børs- og Banksvindel. Dommer Rump havde allerede før Verdenskrigen vundet Ry som Specialist i Domsbehandlingen af store Vekselererbedragerier, f. Eks. i 1911 i Processen mod Louis Cordosa og Harry Cordosa, som dømtes til strenge Forbedringshusstraffe, noget senere i den store Vekselererundersøgelse, i hvilket Firmaet Julius Bendix & Steen og Vekselerer Wulff Nathan spillede en stor Rolle og til hvis Behandling der dannedes den særlige »Rumpske Kommissionsdomstol«, der ifølge Justitsministerens offentlige Tilkendegivelse havde til Opgave at udstrække Undersøgelserne til alle, der havde medvirket ved Spekulationerne, »hvad enten de bor i Aalborg eller Kjøbenhavn«! Herunder havde

Assessor Rump haft rigelig Lejlighed til at skaffe sig en grundig Forhaandsviden om Spekula-

462

tionsforhold, Forhold, der navnlig var afsløret ved frimodige Erklæringer af Vekselererne Reimann, Theodor Trier og A. F. Lamm samt af Højesteretssagfører C. B. Henriques. Prof. L. V. Birck var i Offentligheden snarest endnu mere kendt for sin Kamp mod Højfinansen og havde navnlig vundet Berømmelse ved sine ihærdige Angreb mod Aktiespekulationen, specielt ved sit haarde Sammenstød med Industriraadets Repræsentanter i Den overordentlige Kommission. *) H. Green var endelig i første Række kendt fra sine Angreb mod »Nationens Forbillede« Herman Heilbuth. **)

I Loven indsattes endvidere en Bestemmelse, der gav Retten en mere videregaaende Beføjelse end i Retsplejeloven fastsat til at lukke Dørene under Forhørene. Der bestod i Tingene Enighed om, at der skulde skabes Ro om Banken, for at dennes samtidig indledede Reorganisation ved Hjælp af Statens Midler kunde gennemføres med Held. Idelige offentlige Forhør, der blev gengivet i Dagspressen, vilde ikke være egnet til at skabe den fornødne Ro. Paa den anden Side skulde Forhandlingerne dog gennemføres paa en saadan Maade, at Offentligheden fik Adgang til at kontrollere, at der ikke blev stukket noget under Stolen. Derfor bestemtes det i Loven, at der skulde optages stenografiske Referater af samtlige Retsforhandlinger, og at disse Referater skulde forelægges Offentligheden senest tre Uger efter Sagens Slutning.

Med Hensyn til Nedsættelsen af Undersøgelseskommissionen fremsatte Justitsminister Rytter i sin Forelæggelsestale den 19. Septbr. 1922 nogle principielle Betragtninger, - bI. a.: »Det er en ganske ekstraordinær Situation, som har fremkaldt dette Lovforslag. Hele vort Erhvervsliv kunde være blevet udsat for en Rystelse, hvorved Tusinder af Mennesker vilde være blevet gjort brødløse, og Tusinder af Sparere kunde have mistet en Del af deres Indskud. Saaledes gik det heldigvis

*) Jvf. nedenfor 9c.**) Jvf. ovenfor 3e.

463

ikke. Men mange Mennesker er faktisk blevet ramt direkte og meget haardt. Jeg sigter ikke herved til Spekulanter, som maa lide deres Tab, uden at der vises dem nogen som helst Medlidenhed af os andre, men jeg sigter til de Mennesker, som har sat deres Penge i Landmandsbankaktier i Tillid til, at de derved kunde faa en sikker Rente, jeg sigter til de Mennesker, som fra deres Forældre har modtaget i Arv Landmandsbankaktier, erhvervede i Tillid til, at Pengene var anbragt i et godt Foretagende, og som nu alle bliver haardt ramt. . . Ministeriet har ment, at der i denne Situation kræves en ekstraordinær Foranstaltning. Det bør undersøges, og det skal undersøges, om der er nogen - eventuelt hvem -, der rent juridisk har forbrudt sig og derved har paadraget sig juridisk Ansvar. Men det maa ogsaa undersøges, om der er nogen, der rent forretningsmæssigt har foretaget Handlinger, som kan paadrage dem Erstatningsansvar, saaledes at de bliver forpligtet til at stille deres Formue til Disposition. En saadan Undersøgelseskommision kunde Justitsministeriet ikke paa egen Haand nedsætte. Justitsministeriet kunde kun nedsætte en Kommission af juridiske Dommere, og Ministeriet har ment, at der i foreliggende Tilfælde baade maa være juridiske Dommere og sagkyndige Medlemmer. Da Ministeriet altsaa ikke selv kunde foretage Nedsættelsen af en saadan Kommission, har jeg tilladt mig at henvende mig til dette høje Ting om Tingets Medvirken til Nedsættelsen af selve Kommissionen.«Dertil knyttede Rytter i Landstinget en Bemærkning om, at der under Sagen sikkert vilde komme meget frem, som ikke vedkom Offentligheden, og som Offentligheden derfor ikke havde Krav paa at faa at vide. Denne Bemærkning fik, som det senerehen vil blive vist, særlig Betydning med Hensyn til de Dokumenter, som forelagdes Undersøgelseskommissionen vedrørende Harald Plums og Emil Glückstadts Bestræbelser

for at organisere en militær Aktion mod Rusland for paa denne Maade at sikre Landmandsbankens og Det Transatlantiske Kompagni’s mægtige Kapitalinteresser i Rusland og Sibirien.

464

Fru Laura Glückstadt, som i sin 1929 udgivne Redegørelse for Landmandsbanksagen gaar saa kraftigt i Rette med alle, der ansaa det for paakrævet, at der gennemførtes en Undersøgelse til Bunds, er naturligvis utilfreds med, at der indsattes en særlig Kommission, som end ikke var strikte bunden til Retsplejelovens § 43, sidste Stykke. Dristigt hævder hun, at der i denne Afvigelse fra ordinær Lov var Mindelser om lettres de cachet, om Retsvilkaarlighed! Hun synes ogsaa at formode, at Lovgiveren vist oprindeligt kun har tænkt paa, at de sagkyndiges Medvirkning fastsattes for at muliggøre den Art bankøkonomiske og bankpolitiske Analyser, som Lovens § 1 peger paa, altsaa for at klargøre, om den specielle Bank- og Aktielovgivning var overtraadt; og hun kan tilsyneladende slet ikke forestille sig, at Kommissionen skulde have til Opgave ganske generelt at undersøge, hvorvidt Foranstaltninger af illegitim Art havde bidraget til Bankens Sammenbrud, og hvorvidt de for denne Udvikling ansvarlige Personer, kunde drages til juridisk Ansvar herfor. Hun føler sig saa højt hævet over dansk Lov og Ret, at hun mener at kunne bestride Rigsdagens Ret til at afgøre, efter hvilke Retningslinier Undersøgelsen skulde gennemføres og hun slutter sig til den af Otto Benzon hævdede Opfattelse, efter hvilken alene Sø- og Handelsretten havde været den rette Instans til at behandle denne Sag! Dog: Rigsdagen havde nu truffet sin Afgørelse og Undersøgelsen maatte derfor gaa sin Vej, ganske uanset om det passede Fru Glückstadt eller ikke! Fra Slutningen af September 1922 til Begyndelsen af det nye Aar samlede Kommissionen Materialet og begyndte Udarbejdelsen af sin Beretning. Herved fandtes fra Begyndelsen en vis Deling af Arbejdet paakrævet, da Retsplejeloven ikke kender noget til, at Dommeren i Forvejen og udenfor Retten beskæftiger sig med de Sager, der behandles af Retten. Landsdommer Rump oplyste med Hensyn til dette Forhold i den anden Kommissionsforhandling i Domhuset den 6. Februar 1923, da flere Medlemmer af Bankens Direktion og Bestyrelse var tilkaldt, følgende:

465

»For at kunne arbejde efter Loven, har Kommissionen baaret sig saadan ad, at mine to Kolleger i Kommissionen først og fremmest har paataget sig Arbejdet udenfor Retten, altsaa det Arbejde, som navnlig gaar ud paa at skaffe de Oplysninger, som Almenheden maatte have Krav paa. Paa den anden Side har de saa besluttet ikke at tage Del i Arbejdet i Retten, de er kun tilstede her som Tilhørere og som Deltagere i Kommissionens Virksomhed udenfor Retten. Det har naturligvis ikke kunnet undgaas, at de Undersøgelser, der er foretaget i Kommissionen, ogsaa er kommet ind paa Forhold, som maatte komme til at foreligge her i Retten; men jeg har søgt saavidt muligt at undgaa at beskæftige mig med disse Forhold, i alt Fald ikke mere end nødvendigt. Saaledes som Loven giver Adgang til, vil jeg da alene holde Retten her og træffe de Beslutninger, der maatte komme til at foreligge her i Retten. Jeg har haabet og troet, at jeg ikke ved min hidtidige Virksomhed har mistet den Upartiskhed, som er nødvendig til at behandle denne sags Forundersøgelse, men enhver af de Indkaldte vil have Lov til at gøre retslig Indsigelse, hvis de maatte have en anden Mening.«

Fru Glückstadt knytter hertil den frække Bemærkning, at da ingen havde haft Mulighed for at kontrollere, hvorvidt Dommeren havde søgt at undgaa nær Omgang med den ikke-uvildige Majoritet (!) i sin Kommission, kunde selvfølgelig ingen sige Ja eller Nej til denne Dommerens beskedne Selv-Præsentation som ”Dommer udenfor Loven”!

Kommissionens Arbejde begyndte altsaa straks efter at Loven var vedtaget og strakte sig over hele Aaret 1923, saa den omfattende og overordentlig indholdsrige Beretning først kom til at foreligge for Offentligheden den 15. Januar 1924. Forundersøgelsen satte ind den 6. Februar 1923, og varede indtil 5.

Maj s. A. Den 9. Marts blev Glückstadt sigtet for Bedrageri ved Aflægningen af Regnskabet for 1921, fængslet og indsat i Vestre Fængsel. Den 24. Juni, midt under Domsforhandlingerne, som indlededes den 14. Juni, døde Glückstadt i Fængslet. Dommen i Sagen mod Landmandsbankens Direktør og Bestyrelsesmedlemmer faldt den 7. Juli 1923. Da Dommen paaankedes dels af de Tiltalte Friis og Riis-Hansen, dels af det Offentlige, forsaavidt angik alle de Tiltalte med Undtagelse

466

af Glückstadt, maatte ogsaa Højesteret beskæftige sig med Sagen. Højesteret afsagde Dom den 29. September 1923.

Det vilde føre alt for vidt at gaa nærmere ind paa alle de Spørgsmaal, som behandledes i Domsforhandlingerne, baade for Kommissionsdomstolen og for Højesteret. Her er det kun muligt at give enkelte Udpluk af disse Forhandlinger, der kan tjene til enkelte Tiltaltes Karakterisering. Nogle af Anklagepunkterne behandles iøvrigt mere udførligt i den følgende Undersøgelse af Fru Laura Glückstadts Forsvarsskrift, og enkelte Episoder under Retsforhandlingerne er ogsaa andetsteds bleven behandlet, bI. a. Anklager vedrørende Emil Glückstadts Kusine Anna Raffel, den for H. Bendixon førte Spekulationskonto 27605 osv. *)

Et væsentligt Spørgsmaal under Domsforhandlingerne var Spørgsmaalet om Belaaningen af Landmandsbank-Aktierne i November 1921. Dette Spørgsmaal dannede Grundlaget for det første Forhør over Glückstadt paa hans Bopæl, Christiansborggade Nr. 2, den 5. Februar 1923. Forsøget paa at faa Klarhed over, hvem der oprindelig var kommet paa Tanken om at henstille, at Nationalbanken ydede et Laan paa 30 Mill. Kr. til Støtteopkøb, lykkedes ikke. Hertil hævdede Glückstadt, at den Margin, der var fastsat for Støtteaktionen, efter hans Skøn maatte have været tilstrækkelig til at sikre langsom Nedgang af Aktiekursen, og af denne Opfattelse havde han været endnu den 9. Juli 1922, da den nye Ordning blev truffet. Dommer Rump gjorde Glückstadt opmærksom paa, at Transatlantisk Kompagni jo allerede i Efteraaret 1921 efter en af Riis-Hansen udarbejdet Opgørelse havde et Tab paa 73 Mill. Kr., for hvilket der kun delvis var Dækning, og at han dog burde have gjort Nationalbanken opmærksom herpaa, den Gang Andragendet om Laan stilledes. Dommeren mente endvidere, at det havde været hans Pligt, i Forhandlingerne i November 1921

*) Jvf. ovenfor 3b, S. 237 flg., og nedenfor 4f, S. 546.

467

at meddele Nationalbanken, hvorledes det i Virkeligheden forholdt sig med den Sikkerhedsmargin paa 10 Mill. Kr., som Landmandsbanken paatog sig at fremskaffe. Det kunde jo ikke være Nationalbanken ligegyldigt, at kun Halvdelen af denne Sum var private Midler, medens de øvrige Millioner var en skjult Reserve, Landmandsbanken selv havde opsamlet. Han burde ogsaa have betænkt, at hans Bank selvfølgelig ikke kunde ligge med skjulte Aktier ud over Banklovens Bestemmelser og ogsaa var forpligtet til at opføre dem paa Maanedsbalancerne som egne Aktier. Glückstadt kunde imidlertid ikke indse Berettigelsen af disse Krav og erklærede i øvrigt, at han ingen videre Erindring havde om de Erklæringer, han i denne Sag havde afgivet overfor Nationalbanken. Dommeren gjorde i denne Sammenhæng opmærksom paa, at Nationalbanken ogsaa var bleven vildført ved Indbetalingen af de 10 Millioner, da de »blev skaffet paa den Maade, at der blev lagt Landmandsbank-Aktier over og belaant, saa det blev derigennem, at der skaffedes de 10 Millioner, som skulde deponeres«. Paa Glückstadts Indvending, at det dog blev ganske det samme, som om man direkte indbetalte med private Penge, riposterer Dommeren: »Ja, men de følte sig alligevel skuffede«. Der pegedes endvidere af Dommeren paa det ejendommelige Forhold, at der ikke nævntes noget

i de med Nationalbanken vekslede Dokumenter om, at Landmandsbanken selv var Deltager i denne Sikkerhedsmargin, men at dette kun kom frem i de Deklarationer, som udfærdigedes med Deltagerne i Sydikatet, hvor Landmandsbankens Tilskud af den skjulte Reserve nævntes som en Forudsætning ved Siden af det med Nationalbanken aftalte.

Rigsadvokaten gjorde her siden opmærksom paa, at Deklarationerne overhovedet var meget uklart affattede, eftersom man af Teksten endog kunde faa det Indtryk, at de 5 Mill. Kr. af den hemmelige Reserve slet ikke var medindbefattet. Overfor Rigsadvokaten indrømmede Glückstadt, at han under Forhandlingerne med Nationalbanken havde betegnet det som uhyre vigtigt, at der blev grebet ind, fordi det maatte blive en Lands-

468

ulykke, hvis Nedgangen i Landmandsbankens Aktier ikke standsedes. l Forundersøgelsen den 5. Februar 1923 blev det endvidere saavel af Dommeren som af Rigsadvokaten konstateret, at Landmandsbanken selv ved Støtteaktionen skulde bære de første Tab, der maatte opstaa ved Differencen mellem Køberkurs og Belaaningskurs, at Landmandsbanken ud over dette maatte bære Risikoen for de 5 Millioners Vedkommende og at de private Deltagere først derefter kom til at hæfte. Til nærmere Belysning af dette Forhold fastslaar Rigsadvokat V. Topsøe-Jensen til Slut udtrykkelig: »Schack Eybers Forklaring til de forskellige Personer gaar ud paa, at de skulde ikke komme til at løbe nogen Risiko; Landmandsbanken skulde først dække Kursdifferencen, og dernæst skulde den hemmelige Reserve tage det næste Stød, og først i saa Fald skulde der være Risiko for Deltagerne i Konsortiet«. Og han resumerer, at Banken derfor havde været forpligtet til at opføre dette Køb af egne Aktier i Maanedsbalancerne.

l Vidneførslen den 6. Februar pointeredes det eftertrykkeligt af Nationalbankdirektør Dr. Ussing, at man ikke havde haft nogen Anelse om, at Halvdelen af det Beløb, som Syndikatet stillede til Raadighed, skaffedes tilveje af Landmandsbanken selv, og at han først længe efter Juli-Ordningen havde faaet Nys om dette Forhold. Da de 10 Millioner Kr. blev indbetalt i Aktier, var man gaaet ud fra, at det var Syndikatet, der ejede disse Aktier. Om Syndikatet havde opkøbt dem i det aabne Marked, eller hvor Syndikatet havde faaet dem fra, var et Spørgsmaal, der havde ligget uden for Nationalbankens Overvejelser. l denne Forhandling kom Direktør Emil Rasmussen endvidere med den interessante Oplysning, at han overfor Glückstadt havde erklæret, han ikke kunde tænke sig, »at Nationalbanken kunde indgaa paa at yde Laan til et uansvarligt og uforbindende Konsortium«. Dertil havde Etatsraad Glückstadt svaret: ”Det maa virkelig blive Nationalbankens Sag!« løvrigt fremgik det af alle Vidneforklaringer, at ingen tilsyneladende havde gjort sig Tanke om, at Banken havde med

469

større Vanskeligheder at gøre, og specielt Nationalbankdirektør Ussing betonede, at han havde ikke tillagt Rygterne om de Tab, der skulde være paaført Banken ved Ballin-Koncernens Sammenbrud eller ved Transatlantisk Kompagni, nogen særlig Betydning. Rygter havde der til Stadighed været om Landmandsbanken, saa længe han kunde huske, dels fordi Landmandsbanken, som væsentlig Industribank, gav meget dristige Krediter, som man ikke var vant til herhjemme, og dels paa Grund af dens om sig gribende og meget ivrige Virksomhed, som havde bragt den i Miskredit hos Konkurrenterne. Ussing tilføjede, at han ikke havde været urolig i saa Henseende, navnlig da ogsaa Glückstadt selv altid var ubekymret, i hvert Tilfælde udvendig, og at han aabenbart var gaaet ud fra, at naar han mødte op med de 10 Millioner, maatte det være en Selvfølge at Nationalbanken vilde gaa ind paa det. Glückstadt havde i det mindste været meget skuffet over, at man ikke straks akcepterede hans Forslag. Bekymringer nærede denne Mand tilsyneladende aldrig, og derfor havde der ingen Grund været til særlig Mistanke. Rent principielt havde man naturligvis haft sine store Betænkeligheder, men ikke med Hensyn til Risikoen. Fra de mange

interessante Episoder i Forhandlinger vedrørende Belaaningen af Landmandsbankaktierne citeres følgende af Beretningen om Forhøret den 7. Februar 1923 (S. 24):

Rigsadvokaten (til Kommitteret Schack Eyber): Ved De, at der mellem de Poster, som blev optaget en af de sidste Dage i September Maaned, var 400.000 Kr., som blev solgt af Aarhus Privatbank?Schack Eyber: Jeg ved, at Aarhus Privatbank paa et vist Tidspunkt havde købt en Post Landmandsbankaktier, det ved jeg, de havde, og jeg ved, at de en af de sidste Dage forlangte, at disse Landmandsbankaktier skulde sælges.Rigsadv.: En af de sidste Dage? Vil det sige...S. E.: En af de sidste Dage inden. . .Rigsadv.: Inden Septemberrekonstruktionen.S. E.: Inden Septemberrekonstruktionen. Det blev sagt mig ligefrem af Direktør Andersen i Aarhus, at deres Bankraad havde forlangt, at disse

470

Aktier skulde sælges og den Ordre gik videre til Landmandsbanken, der derefter solgte dem.Rigsadv.: Har De nogen personlig Forbindelse med nogen af Direktørerne i Aarhus Privatbank?S. E.: Ja, den ene af Direktørerne i Aarhus Privatbank er min Søn; men jeg maa absolut hævde, at der aldrig nogensinde fra min Side er givet noget som helst Raad om eller Tilskyndelse til at sælge Landmandsbankaktier. - - -

Særligt indgaaende var Forhandlingerne om Regnskabsaflæggelsen for Aaret 1921. Efter forudgaaende, omfattende Vidneførsel, afhørtes Glückstadt den 5., 6. og 9. Marts paa sin Bopæl, Christiansborggade Nr. 2, i denne Sag. Her tilspidsede Situationen sig langt om længe saaledes, at han til sidst, ved Afslutningen af Formiddagsforhandlingen den 9. Marts arresteredes og hensattes i Vestre Fængsel. Denne sidste Dag stod nogle mindre graverende, men for Glückstadts letsindige Dispositioner særlig karakteristiske Forhold til Diskussion; nemlig Omposteringer af forskellige Krediter, der var stillet Det Transatlantiske Kompagni til Raadighed, i Anledning af at United Export Co. var bleven omdannet til en Handelsafdeling under Kompagniet, samt de store Aktiespekulationsopkøb i Maj - Juni 1920, paa et Tidspunkt, da Glückstadt mente at have givet sin Meddirektør Ringberg strikte Ordre til at afvikle Konsortierne. Glückstadt søgte under Forhandlingen at unddrage sig ethvert Ansvar ved stadig at hævde, at han hverken huskede det ene eller det andet. Overfor det førstnævnte Tilælde havde han den 31. Decbr 1920 foranlediget, at der aabnedes nye Kassekrediter for enkelte af Transatlantisk’s Underselskaber med Transatlantisk’s Kaution til et samlet Beløb paa 9.750.000 Kr., medens der samtidig foretoges tilsvarende Overførsler til Aktiedepot-Kontier. Saaledes gik der til United Exports Aktiedepot-Konto 5.413.000 Kr., og 1.100.000 Kr. til dets Rembours-Konto, desuden 1 Mill. Kr. til Transatlantisk Kompagnis Forskudskonto. Følgen af denne Ompostering var, at disse Konti i den saakaldte »graa Bog«, der indeholdt Konto-

471

Kuranter og regelmæssigt forelagdes Bestyrelsen til Prøvelse, blev nedbragt med 7.513.000 Kr. og i denne Skikkelse blev forelagt for Bestyrelsen ved Regnskabsaflæggelsen for 1920. Ej heller Bevillingen af de nye Kassekrediter blev, som det var foreskrevet, samlet forelagt Bestyrelsen umiddelbart efter deres Aabning, men først senere, efter hinanden og med større Mellemrum, den sidste Post til 2 ½ Mill. Kr. saaledes først ca. 9 Maaneder efter at Krediten var bleven aabnet, og uden at Bestyrelsen derved fik Oplysning om, at det samlede Beløb allerede var bleven aabnet den 31. Decbr. 1920. Glückstadt kunde ikke forklare, hvorfor han havde foretaget disse Dispositioner, henholdsvis »manipuleret paa Regnskabet«. Overfor Henvisningen til, at Bestyrelsen saaledes ikke havde faaet den rigtige Oplysning, vidste Glückstadt intet andet at svare, end at han havde givet Bestyrelsen Underretning paa forsvarlig Maade, uden imidlertid at kunne føre Bevis for dennePaastand.

Ligesaa uforsvarligt havde Glückstadt handlet ved Oprettelsen af Støttekonsortier i Sommeren 1920, ved alene i Juni Maaned gennem Ringberg at lade opkøbe for ca. 10 Mill. Kr. Aktier, senere mere, saa Konsortierne ved Udgangen af 1920 var engageret i Aktiespekulationerne med 36 - 38 Mill. Kr. Ogsaa her søgte Glückstadt at fri sig for Ansvar ved at hævde, at det var Ringberg, der i sin sygelige Tilstand havde handlet imod de Instruktioner, han fik, og at han selv ikke havde haft med disse Opkøb at gøre. Heroverfor kunde baade Dommeren og Rigsadvokaten paavise, at en Del af disse Opkøb havde fundet Sted paa et Tidspunkt, da han selv opholdt sig i København og havde kunnet kontrollere dem og at han oven i købet af Vekselerer Schiøler i September 1920 var bleven gjort opmærksom paa, hvor fortvivlede Forholdene var for Vekselererne med Hensyn til disse Børsengagementer. Glückstadt kom heroverfor stadig med den Udflugt, at han ikke anede noget om disse Sager, at han »paa det Tidspunkt ikke har haft Vidende om, at den Mand, som passede de Ting, ikke var fuldstændig normal. Det er - mente Glückstadt ved en anden

472

Lejlighed - »meget vanskeligt, naar man gaar Side om Side med en Mand saa at opdage, naar Manden bliver sindssyg«. Alligevel gjorde Rigsadvokaten gældende, at han som den ansvarlige Leder af Landmandsbanken i Tide burde have orienteret sig over sin nærmeste Medarbejders Sinds- og Sundhedstilstand og burde have nedlagt sine offentlige Hverv, saasnart han mærkede, at der var Fare paa Færde. De Oplysninger, som Vekselerer Schiøler havde givet ham under hans korte Ophold i København, burde have foranlediget ham til ikke at rejse tilbage til Paris, før der var skaffet Klarhed over Børsengagementernes Stilling. Det kunde nu engang ikke udskydes til December, idet alt stod paa Spil, ikke mindst for Vekselererne, som paa Ringbergs Tilskyndelse og aabenbart med hans egen Godkendelse havde indladt sig paa de nye Køb. Til en Begyndelse bestred Glückstadt at have haft en saadan Samtale med Schiøler, men senerehen bemærker han: »Jeg husker ikke Samtalen, men jeg har ingen Grund til at tvivle om, at det er fuldstændig rigtigt, hvad Hr. Schiøler siger«.Da der er Tale om de førstnævnte Omposteringer ultimo 1920, søger den Tiltalte at undgaa at give klare Svar, saa Rigsadvokaten ser sig nødsaget til Gang paa Gang at gaa kraftigt i Rette med ham. Paa hans Replik: »Det kan jeg ikke sige«, svarer Rigsadvokaten: »Men det kan jeg sige” og kort efter replicerer Rigsadvokaten skarpt: »Det er Deres Sag at sørge for, at Kassekrediten bliver forelagt«. Og mange andre Repliker falder fra Anklagemyndighedens Side, saasom: »Det er ganske ligegyldigt« - »De svarer ikke paa, hvad jeg spørger Dem om«, - »De skal ikke huske, men det er Logik, dette her, og ikke noget andet, De skal huske« osv. Den Tiltalte kunde nu ikke mere redde sig med Udenomssnak. Han blev ogsaa gjort opmærksom paa, at det i 1920 aabenbart havde været ham meget magtpaaliggende at bringe sin Broder, Valdemar Glückstadt, og sin Svoger, Max Lester, hurtigst muligt ud af Forlegenheden, hvorimod det generede ham mindre, at Vekselerer-Konsortierne laa med store Beløb.

473

Til Slut erklærede Rigsadvokaten, at der efter hans Skøn forelaa tilstrækkelig Grund til at antage, at »den Sigtede Emil Raphael Glückstadt« havde gjort sig skyldig i Bedrageri ved Regnskabsaflæggelsen for Aaret 1921, og at han derfor krævede den Sigtede arresteret. Dommeren sluttede sig til Rigsadvokatens Opfattelse, idet han pointerede, at den objektive ForsvarIighed af Regnskabet for 1921 maatte bestrides navnlig med Hensyn til tre Faktorer: »Børsengagementerne . . . Transatlantisk Kompagni . . . hvor man f. Eks. ikke havde hensat noget til Imødegaaelse af Tab paa russiske Interesser, og hvor 34 Millioner var regnet balancerende paa Rekylerne«. Derudover maatte der imidlertid ogsaa tages Hensyn til Bankens andre store Engagementer i Industriselskaber, hos private Storspekulanter i Aktier osv. Dommeren afsagde til Slut Arrest-Dekretet, idet han under Henvisning til den lige omtalte Begrundelse for Bedrageri-Sigtelse erklærede: ”Den Straf, det medfører, er saa betydelig, at jeg mener, at Rigsadvokaten har Krav paa for at

sikre Ansvaret, at De staar inde med Deres Person derfor; jeg maa derfor overgive Dem i Varetægtsfængsel«.

Politivagtmesteren var allerede tilstede, befandt sig i Dagligstuen ved Siden af det Værelse, hvor Forhøret holdtes og Sygebilen, der skulde befordre den Tiltalte til Vestre Fængsel, var til Stede umiddelbart efter at Arrestationen var forkyndt.

Fru Glückstadt taler i sit omtalte Skrift om Lønkammerjustits i Dagene fra 6. - 9. Marts, harmes over, at Manden maatte lide den Tort at blive behandlet ligesom enhver anden Bedrager og haaner Myndighedernes Repræsentanter, der ikke vidste anden Udvej end at arrestere Manden. Hun mener bI. a.: »Forhandlingerne tegner ligesaa tydeligt, men ikke udmærkende, min Mands Modstandere, navnlig de to, der havde den mægtigste ydre Overlegenhed over ham, - og dog blev en anseelig Distance, af noget forskellig Længde, bagved ham«. Intet vilde hun bøje sig for: hverken Berettigelsen af Bedragerisigtelsen efter Straffeloven af 1866, idet hun - henholdsvis

474

hendes Mentor, HRS. David, hvis Argumenter man støder paa allevegne i Bogen - gør gældende, at Anklagen kun burde have støttet sig til Aktieselskabslovens § 55, - heller ikke Formen for Forhørene, Arrestationen, - men alt er efter hendes Mening ren Vilkaarlighed, blodig Uret mod en helt igennem uskyldig, bundredelig og pletfri Mand. Udfra en saadan Bedømmelse kommer hun derfor ogsaa til en sønderlemmende Kritik af Forhørene i Vestre Landsret, som allerede paa Grund af de nedværdigende ydre Forhold, man havde paanødet hendes ulykkelige Mand, maatte umuliggøre et effektivt Selvforsvar. Nu led han selvfølgelig et fuldkomment Nervesammenbrud, hans Sundhedstilstand undergravedes fuldkomment, saa han maatte være udelukket fra yderligere at bidrage til Sagens Oplysning. Hun betragter Arrestationen af 9. Marts 1922 som ensbetydende med en Dødsdom, men hun trøster sig med, at, saaledes som han oplevede Betydningen af en fri og frelst Samvittighed som eneste, højeste og umistelige Eje, »saaledes blev ogsaa hans Fængselsliv det sande og gode Vidnesbyrd for ham«.

Medens den anklagede Bankdirektør sad i Vestre Fængsel, førtes Undersøgelsen videre mod ham vedrørende de Punkter, der senere skulde give Grundlag for flere Bedragerisigtelser. Herunder blev Forhørene over Glückstadt afholdt i Vestre Fængsel, da Overlæge Friis-Møller af Hensyn til hans sygelige Tilstand ansaa det for betænkeligt at lade ham afhøre i offentligt Forhør paa Domhuset. Det syntes Lægen, at Risikoen for at udsætte Glückstadt for den med saadanne Forhør forbundne sjælelige Spænding og Anstrengelse var for stor til, at han kunde paatage sig Ansvaret herfor. Retten sattes derfor i Vestre Fængsel, først den 23. og 24. Marts, da Konsortiet i Nordiske Kabel- og Traadfabrikkers Aktier behandledes, dernæst den 26. Marts samt den 6., 7., 9. og 10. April 1922, da Forholdene vedrørende Konsortiet af 1. Februar 1917 m. m. undersøgtes. Under dette saa saa vel Anklagemyndigheden som Dommeren (navnlig den 10. April) sig nødsaget til at gaa alvorligt i Rette med Arrestanten.

475

Da der den 6. April forhandles om Februar-Kontoen, indrømmer Glückstadt, at de paa nævnte Konto overførte Spekulationsbeløb gennemgaaende tilhørte Venner og Bekendte. Men han tilføjer, at disse Aktiespekulationer var bleven indledet af Ringberg og ham selv ikke af Hensyn til disse Privatpersoner, men fordi Direktionen personlig interesserede sig for disse Konti. De i Betragtning kommende Kontoindehavere havde ikke henvendt sig til ham og Ringberg som Privatmænd, men Henvendelsen til ham og Ringberg var sket i deres Egenskab af Bankdirektører, og Dispositionerne havde de begge truffet som Bankdirektører. Det Spørgsmaal blev undersøgt, hvorvidt Banken havde været berettiget til at overtage

de paa Februar-Kontoen overførte Tab paa egen Regning osv. Henimod Forhandlingernes Slutning konstateres bI. a., at Glückstadt ikke kan give nogensomhelst Oplysning om, hvem der var Participanter i »Konsortiet af 22. August 1918« og i »Konsortiet af 13. September 1918«, som endte med Tab paa ca. 333.000 henholdsvis ca. 383.000 Kr., og som i fuld Højde dækkedes af Februarkontoen. Glückstadt husker her som ved andre Lejligheder intet som helst. Da Rigsadvokaten paapeger, at der dog ved Oprettelsen af saadanne Konti maatte udstedes et Haandpante-Dokument, som Vilkaar for, at man faar Krediten indrømmet, og at man afgiver en Erklæring om, at de paa Kontoen indkøbte Papirer tjente Banken som Sikkerhed, véd Glückstadt intet andet at erindre, end at der ved visse Spekulationslaan ikke krævedes den Slags Dokumenter underskrevet! Til hvis Fordel de nævnte to Tabsposter paa rigelig 700.000 Kr. blev dækket, blev paa den Maade aldrig oplyst! Den følgende Dag drøftedes andre Indbetalinger paa Februar-Kontoen, hvorved Glückstadt bI. a. hævder, at han ikke altid straks lagde Mærke til det, naar der lejlighedsvis var bleven indbetalt Beløb paa flere Hundredtusind Kroner paa hans Konto. Paa Grund af hans stærke Optagethed kunde sligt let undgaa hans Opmærksomhed. Det var jo, siger Glückstadt, saa voldsomme Tal, man dengang regnede med, at man ikke gjorde

476

sig særlige Tanker om de store Avancer. Da Dommeren riposterer, at Glückstadt dog maatte have fulgt med i disse forskellige Forhold, svarer den Tiltalte pikeret: »Jeg var jo i den Grad optaget af forskellige Sager, at jeg ikke havde Tid til at beskæftige mig med Syndikatsforhold, saa det er muligt, at jeg ikke har set saa meget, som Landsdommeren tror«.Glückstadts særegne Mentalitet træder kraftigt frem, da han den 7. April afhøres om sit Forhold til »Syndikatet i Ø.K. Aktier«, som oprettedes den 3. Juli 1917. Syndikatet startedes med en Debitering paa 1,2 Mill. Kr. Ø.K.-Aktier til Kurs 400; Aktierne overtoges for 4,8 Mill. Kr. til Trods for, at Dagskursen androg 559. Selve Aktieposten blev overført af Ø.K. Opkøbs-Konto A, der selv den 22. 12. 1916 ved Oprettelsen var bleven krediteret med 3,7 Mill. Kr., som stammede fra Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab og som med 3 Femtedele tilhørte Ø.K. og med 2 Femtedele Landmandsbanken. Da nu de 1,2 Mill. Kr. Ø.K. Aktier til en uforholdsmæssig lav Kurs overføres til ”Syndikatet i Ø.K. Aktier”, maa der selvfølgelig gaas ud fra, at de for dette Syndikat indtjente Kursgevinster maa komme Ø.K. tilgode med 3 Femtedele og Landmandsbanken med 2 Femtedele, svarende til det Forhold, der havde været gældende i Forvejen. I Retsforhandlingen opfordres Glückstadt til at forklare, af hvilken Grund den Del af Kursgevinsterne, der rettelig burde være kommet Landmandsbanken tilgode, aabenbart var bleven udbetalt til ham personlig. Der er herved først Tale om Avancen pr. 1. Marts 1918, som androg lidt over 1 Mill. Kr., af hvilke 400.000 Kr. var bleven indsat paa Glückstadts Konto-Kurant den 8. Marts. Glückstadt svarede, at denne Indbetaling efter hans Opfattelse ikke kan staa i Forbindelse med Ø.K. Opkøbskonto A., men han kunde ikke give Oplysning om, hvorfra disse 400.000 Kr. da ellers stammede. Den næste Avance paa ialt 1,4 Mill. Kr. udbetaltes den 11. Juli 1918. Ifølge Delingsforholdet maatte der herved tilfalde Landmandsbanken eller Landmandsbankens Participanter 524.000 Kr., og over dette Beløb var der disponeret paa den Maade, at der i

477

de Dage paa Glückstadts Indenbys Konto Kurant indsattes 370.000 Kr., og paa Ringbergs Bankbog 154.000 Kr. Hertil hævdede Glückstadt, at han paa det nævnte Tidspunkt laa syg hjemme i Klampenborg og derfor heller ikke anede noget om disse Dispositioner. Dem havde Ringberg foretaget uden hans Vidende. Af Avancen paa 792.000 Kr., som udbetaltes den 16. Septbr. 1918, overførtes paany 300.000 Kr. Alt ialt fik han altsaa paa denne Maade mere end een Million Kroner udbetalt, men han kunde med den bedste Vilje ikke forklare, af hvilke Grunde han havde været berettiget til at modtage disse store Beløb. Der falder hertil

bI. a. følgende Replikskifte:

Glückstadt: Jeg vil gerne bestemt hævde, at jeg ikke har nogen som helst Erindring om de Dispositioner, der er foretaget der. Det henhører jo altsammen til det oprindelige Syndikat, som blev omtalt, i Ø.K.-Aktier.

Rigsadvokaten: Det kan være meget sandt. De kan hævde det, men saa maa De være forbavset over, at Deres forskellige Konti stadig fourneres med dog ret store Beløb. Selv i Forhold til Deres gode Kaar er her jo altsaa i Løbet af ½ Aar tilflydt Dem over 1 Mill. Kr. Jeg mener, det er jo dog alligevel Beløb, som man mærker sig, ikke sandt, - det er dog store Beløb?Glückstadt: Det er et stort Beløb, ja.Rigsadvokaten: Men det er forbavsende, hvis De slet ikke kan huske noget om det?Glückstadt: Jeg har ingen Erindring om det.Med Hensyn tiI de først udbetalte 400.000 Kr. bliver Glückstadt flere Gange spurgt, om han ikke huskede, hvor han har faaet dem fra, da han jo dog havde faaet dem kontant og selv ved Indbetalingen paa Indenbys Konto-Kurant havde skrevet Bilaget. Men han huskede intet, vidste kun, at han havde dem fra Ringberg.Rigsadvokaten spørger: »Men er det da ikke mærkeligt, naar De sidder i en Bank, at De saa faar Dem op kontant,

400.000 Kr., - det er jo en hel Kurv fuld af Sedler?Og Glückstadt svarer: »Ja, men passer det ikke ganske godt med, hvad jeg tidligere har fortalt om Direktør Ringberg, at han altid havde mange rede Penge liggende i sit Værelse. Det tror jeg, de Herrer vil kunne faa bekræftet af enhver, som har kendt Ringberg paa den Tid«. Der fortsattes:HRS. David: Laa der store Beløb i Almindelighed?Gl.: Næsten altid store Beløb.

478

Rigsadv.: Men det er underligt, at De tillod, at han laa med saa store Beløb. Det var dog uordentligt i en Bank paa den Maade.Gl.: Det var jo ikke Penge, der tilhørte Banken, saa havde jeg jo ikke noget at tillade.Rigsadv.: Ja, Bankens og Bankens, - det er dog et Spørgsmaal, om det ikke er Bankens Penge disse Avancer, der udbetales her. Det tyder jo meget paa, at Grænsen mellem Bankens og Deres Konti er noget flydende.Gl.: Ja, der maa jeg have Lov at sige, Hr. Rigsadvokat, at hvis der er gaaet Penge ind paa min Konto, som ikke har tilhørt mig, er de ikke gaaet ind med mit Vidende eller min Vilje.Rigsadv.: Nej, det er det, De siger. Og Rigsadvokaten fortsætter med sine Spørgsmaal, paapeger at de 600.000 Kr. Aktier, der endnu laa paa »Syndikatet i Ø.K. Aktier«, den 14. Oktbr. 1919 fordeltes paa den Maade, at Ø.K. lnteressenterne fik deres Part og indbetalte for Effekterne 1,6 Mill. Kr., medens Landmandsbank-Interessenternes Part, som var 212.000 Aktier, blev liggende, indtil denne Aktiepost den 25. Februar 1920 overførtes til »1. Februar 1917«, saadan at sidstnævnte Konto efter Dagskursen betalte 227.000 Kr. for meget. Atter aner Glückstadt intet og paastaar, at han paa den Tid var i Udlandet, medens Rigsadvokaten kan henvise til, at han efter Udenrigsministeriets Liste netop maa have været hjemme. Men han husker intet. Med Hensyn til selve Kontoens Udvikling var det imidlertid konstateret, at først havde Ringberg og Glückstadt ladet sig udbetale store Avancer, hvorved Glückstadt alene kvitterede for mere end een Million Kr., men da Kurserne gik nedad, lod man Februar-Kontoen 1917, det vil sige Banken, dække Tabet, med 227.000 Kr. Da Rigsadvokaten lidt senere i Forhøret bemærker, at det dog næppe kunde være undgaaet Glückstadts Opmærksomhed, at der var kommet 1 Mill. Kr. ekstra ind paa hans Konto, svarer Arrestanten: »Paa et vist Tidspunkt maatte jeg selvfølgelig bemærke det, men hvornaar ved jeg ikke«.

Som næste Punkt behandledes Afviklingen af Russisk-Øst-asiatisk Dampskibsselskab, som skete paa den Maade, at Ø.K. købte de Skibe, der tilhørte Selskabet, hvorved der tilfaldt

479

Landmandsbanken som Parthaver 972.000 Kr. Samtidig købte Ø.K. hos Landmandsbanken 65.000 Rubel for 374.000 Kr., og hele Købesummen udbetaltes Glückstadt i Check med 1.347.121,30 Kr. den 14. Januar 1921. Glückstadt spørges, om han har modtaget disse Penge.

Glückstadt: Det aner jeg ikke, det kan jeg ikke svare paa, jeg husker det ikke. Det hele er jo gaaet gennem Bankens sædvanlige Kontor. Rigsadv.: Ja, det véd jeg ikke - den Check har De modtaget.Gl.: Den Check har jeg modtaget?Rigsadv.: Ja, og De har givet den til Direktør Rothe og sagt, om han vil skaffe Dem Pengene, og derefter er Hovedkassereren kommet op med Beløbet til Dem, det er lagt kontant til Dem.Gl.: Og ved Direktør Rothe da ikke, hvad Pengene er bleven benyttet til?Rigsadv.: Han forstod, det stod i Forbindelse med Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab, men noget nærmere kendte han ikke til det. Men De mener altsa, at der skulde findes en Konto paa 2 Mill. i Banken, for det er jo Bankens Penge, de der, ikke? Gl.: Ja, utvivlsomt.Rigsadv.: Men hvorfor har De modtaget dem kontant?Gl.: Ja, det har jeg ikke noget Minde om; jeg kan ikke svare paa det i Øjeblikket.Rigsadv.: Det ser jo mærkeligt ud. Men altsaa det, som man savner Oplysning om, det er, om denne Check er indgaaet til Landmandsbanken.I Sammenhæng hermed kan Rigsadvokaten imidlertid oplyse, at Midlerne i de Dage - eller samme Dag, - er benyttet til Indbetalinger paa Valdemar Glückstadts Konto 400.000 Kr., paa Max Lesters 400.000 Kr. og paa E. Ringbergs Bo 130.000. - Da riposterer Glückstadt heftigt: »De Indbetalinger har intet med den Konto at gøre«. Men - han kan heller ikke forklare, hvor de Midler stammer fra, som ligger til Grund for disse samtidige Indbetalinger. Med Hensyn til Rubel-Aktier fremkommer dernæst yderligere interessante Oplysninger.Rigsadvokaten bemærker: »... Saa skulde ogsaa Ø.K. have disse Rubel-Aktier udleveret, de havde jo betalt 374.000 Kr. for dem, de stod paa en Konsortialkonto i Landmandsbankens Bøger, og der er de bogført til 171.795 Kr. Der stod de indtil ultimo 1920, det passer jo med Tidspunktet, saa bliver de i Regnskabet for 1920 afskrevet som værdiløse«.Gl.: Det vil altsaa sige, at hele det Beløb paa Checken er benyttet paa en anden Facon?

480

Rigsadv.: Ja, og det er Deres eget Bilag, De afskriver disse Aktier ved Deres Bilag til Ultimo-Prima-Notaen. De ser, det staar paa 1ste Side.Gl.: Ja.*)

Lidt senere falder et Replikskifte, som danner en Slags Afslutning paa Behandlingen af det saa komplicerede Kapitel om »Syndikatet i Ø.K.-Aktier« og om Det russisk-østasiatiske Dampskibsselskab, men som ogsaa tydeligt lader erkende, hvor Glückstadt staar i denne Sag.

Dommeren bemærker: »Maa jeg spørge, med Hensyn til Deres Udtalelse før om Syndikatet i Ø.K.-Aktierne, om De er klar over, at det er en meget alvorlig Skygge, den kaster over Direktør Ringberg alene, naar De hævder, at De har været helt uvidende om disse Forhold.

Gl.: Ja, Hr. Landsdommer, der er intet, jeg nødigere vilde end kaste en alvorlig Skygge over Direktør Ringberg, men jeg kan jo paa den anden Side tage enhver pekuniær Følge af de Transaktioner, han har foretaget, hvilket jo ogsaa er ret og billigt, eftersom jeg har været delagtig i de Fortjenester, der er kommet; men Ting, der er foretaget, som jeg ingen Anelse har haft om, kan jeg dog ikke, selvom jeg i allerhøjeste Grad beklager at maatte gøre det, tage paa mig.Rigsadv.: Jeg vil gerne sige, dette Tidspunkt, der er Tale om her, altsaa om Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab, det er jo paa et Tidspunkt - i Januar 1921 - da Ringberg ikke er hjemme.Gl.: Ja.

Rigsadv.: Saa mener jeg, at han er udenfor denne Historie, han kan ikke have disponeret.Gl.: Jeg kan slet ikke sige nogetsomhelst om dette i Øjeblikket. -

Det er disse stadige Udflugter, denne Paaberaabelse af, at han ikke huskede noget, der foranledigede Dommeren til, ved Begyndelsen af Forhøret den 9. April 1923 i meget indtrængende Ord at henstille til Emil Glückstadt at sige Sandheden. Ud fra Erkendelsen af, at Storbedrageren aabenbart vilde benytte sig af alle Tricks for saa meget som muligt at slippe uden om Ansvaret, rettede Dommeren, følgende Formaningstale til Arrestanten:

*) Jvf. hertil ogsaa nedenfor Afsnit f, S. 523 flg.

481

»Jeg vil blot gøre en Bemærkning til at begynde med, for at der ikke skal foreligge nogen Misforstaaelse fra Deres Side. Jeg har nemlig forstaaet paa mange af Deres Udtalelser, at De undertiden ikke ønsker at give den fulde Besked eller ønsker at tale om andre Ting end det, der direkte er spurgt om. Jeg vil blot gøre opmærksom paa, at der efterhaanden kommer til at foreligge Beviser, som viser, at De veed god Besked, og at De ikke altid taler Sandhed. Det skal De overveje i Tide, om De ikke staar Dem bedre ved at sige den rene Sandhed straks. . . .

Jeg vil ogsaa gøre en Bemærkning endnu: det er ikke for at lægge hele Skylden paa Dem, vi veed godt, der er mange Mennesker, der har hængt paa Dem; vi kan ogsaa tænke, at der er stillet mange Krav til Dem om Luksus og lignende, som De gerne har villet efterkomme, at De gerne har villet gøre noget for Deres Nærstaaende; det er altsaa ikke Meningen at lægge Skylden alene paa Dem, men De skal overveje, om De ikke staar Dem ved at lette Deres Samvittighed og sige Forholdene rent ud, som de er. Det stiller Dem heller ikke i det bedste Lys at lade en død Ven bære Ansvaret alene. - Det er blot til Deres Overvejelse, dette her.”

Eftersom Emil Glückstadt ganske aabenbart satte alt ind paa at komme uden om det Hovedansvar, han virkelig maatte bære, skulde man mene, at saadanne Henstillinger var paa deres Plads. Men Fru Glückstadt ser selvfølgelig anderledes paa det. Hun, som efter hele sit Naturel er fuldkommen fremmed overfor den Moral og den Retsopfattelse, der repræsenteres ved Anklage- og Domsmyndigheden, og som udfra sin udprægede, fanatiske Racebevidsthed føler sig himmelhøjt hævet over alle Gojim, hun veed ikke bedre i sit Skrift end at himle op om den grænseløse Skændsel, hendes Mand er udsat

482

for i dette Forhør. Hun tillader sig paa en Maade, der uvilkaarligt føles som en fantastisk Frækhed, at tale om Rigsadvokatens og om Dommerens Subjektivitet (Tro og Vantro i Forening!), om deres partiske Bedømmelse af Sagen, der gjorde, at de blev »klare over«, at Glückstadt var en Bedrager. Hun mener at kunne polemisere mod disse Mænds Argumenter, idet hun affejende kendetegner dem som letvejende »Antagelser«, og viser dermed, at hun ikke har forstaaet noget af det hele. At Sandheden i sig selv er en Magt, som man ikke kan fælde med uvederhæftige og konstruerede Paastande, kan et saadant jødisk Sind jo ikke fatte.

Men alle dialektiske Krumspring hjalp intet mere. Undersøgelsernes Gang viste til fulde, at man her havde med en Korruption uden Lige at gøre, maaske med et af de mest geniale, men derfor ogsaa det mest forvorpne og afskyelige Bedrag, der nogensinde er udført her i Landet. Nu maatte enhver erkende, at den Bank, som lededes af Landets mægtigste Mænd, havde gjort sig skyldig i et Tillidsbrud overfor sine

Sparere og Aktionærer, hvis Mage man aldrig før havde oplevet. Men da Forholdene nu engang laa saaledes, maatte der selvfølgelig ogsaa skabes rent Bord, af Hensyn til Retsprincipets Bevarelse, og til Sikring af sunde Samfundsforhold.

Der fandtes blandt de Personer, som i første Række var ansvarlige for Landmandsbankkatastrofen, nogle, der var grundigt inficeret af den Glückstadt’ske Svindleraand og selv lod sig forlede til Spekulation og Spil, saa de ogsaa paa deres Maade paaførte Landmandsbanken Tab. Der tænkes herved naturligvis i første Række paa Mænd som Ringberg, Plum og Herman Heilbuth. Men ogsaa andre Bankraadsmedlemmer som Direktør H. P. Prior og Etatsraad, Direktør Wilhelm Hansen var godt med i den vilde Hazard. Og den Holdning, Mænd som Højesteretssagfører Bülow og Kommitteret Schack Eyber viste, var ligesaa lidt egnet til at afføde Respekt. Dog blandt Bestyrelsens mest fremtrædende Medlemmer kan heldigvis to

483

Mænd nævnes, som var afgjorte Modstandere af Glückstadts Bankpolitik, men som rigtignok til Trods herfor senere maatte bøde særlig haardt, fordi de ikke i Tide havde grebet grundigt ind mod Bankens omfattende Børsmanøvrer og andre uforsvarlige Transaktioner: nemlig Formanden for Bankraadet Admiral Richelieu og Grosserer Andreas Collstrop. Efter det i Retsforhandlingerne oplyste kan der ikke være Tvivl om, at begge Mænd var stærkt imod al Spekulation; navnlig kunde Collstrop i Retsforhandlingerne ved forskellige Lejligheder pege hen paa, at han eftenrykkelig havde henvist til Nødvendigheden af en mere forsvarlig Bankpolitik. *)

Da Collstrop den 27. Febr. i Bankkommissionens Retsforhandlinger udtaler sig om Spørgsmaalet Vekseler-Konsortierne, erklærer han, at han altid var gaaet ud fra, at de var fuldt dækkede. Han havde ogsaa paa et Møde i Banken engang gjort opmærksom paa, at den Margin paa 10 à 20 eller 25 pCt., der forlangtes paa et Tidspunkt, hvor Aktierne stod i en Kurs paa 1 à 2000 Kr. for 100, var atIfor lille, ja en fuldstændig umulig, en illusorisk Garanti. Han fortalte endvidere vedrørende sin Stilling til Spekulationen under Krigen: »Landmandsbanken laa med 80 Mill. Kr. kontante Penge i Kassen og havde ikke Begreb om, hvad de skulde gøre med de Penge; det var i den rigelige Tid under Krigen. Saa stillede jeg det Forslag, at de skulde tage 10 Mill. Kr. i Guld ud af disse 80 Mill. og lægge ned i deres Kælder, for det kunde maaske en Dag vise sig at være en udmærket Reserve, da man aldrig vidste, hvad der kunde indtræffe.« Denne Plan vilde Banken imidlertid ikke gaa med til, da Direktørerne mente, at den vilde koste altfor mange Renter. Collstrop var i samme Forhandling inde paa, at han altid, ogsaa allerede 1911, havde kæmpet for en fornuftigere Dividendepolitik og for en Forøgelse af Reserverne og derfor ogsaa ved Regnskabsaflæggelsen for 1921 havde

*) Jvf. med Hensyn til Richelieus Holdning ogsaa ovenfor S. 247 og nedenfor S. 543 flg.

484

ønsket en lavere Rente end den af Nationalbanken godkendte paa 10 pCt. Da der ved Aflæggelsen af dette Regnskab ikke blev forelagt nogen trykt Beretning, havde han helst vægret sig ved at give sin Underskrift, da han altid havde holdt paa ikke at underskrive, før han havde set, hvad der stod ovenover. Men ved den her omhandlede RegnskabsafIæggelse havde han befundet sig i en Tvangssituation, hvor den, som ikke vilde have sat sit Navn under, vilde have paadraget sig et Ansvar, han ikke vilde have kunnet bære. Men Glückstadt vidste godt nok Besked med hans Betænkeligheder. I Forhandlingen den 14. April beretter CoIIstrop endvidere, at han altid havde været Modstander af Aktiespekulationen og derfor ogsaa i et Bestyrelsesmøde i 1916 havde foreslaaet at indføre saakaldte spærrede Aktier, hvorved det skulde dreje sig

om Papirer, der blev bundet paa den Maade, at Aktierne fik en Paategning om, at de ikke maatte skifte Hænder i Løbet af 1 til 2 Aar, saalænge Spærringen varede. »Man maa«, - tilføjer han som Begrundelse for dette Forslag - »huske paa, at Folk den Gang bogstavelig talt stod udenfor Banken fra Kl. 9, naar Banken lukkede op Kl. 10, for at tegne Aktier i Spekulationsøjemed. For at hindre denne vilde Spekulation var det, jeg foreslog at indføre spærrede Aktier, og at de Folk, der vilde tegne spærrede Aktier, fik Fortegningsret«. - Denne Ordning kendte han fra Tyskland, og CoIIstrop gjorde gældende, at dersom den var bleven indført, havde hele Spekulationen set anderIedes ud.Da Bankbestyrelsens Medlemmer afhørtes, viste det sig iøvrigt utaIIige Gange, hvor skamløst de var bleven ført bag Lyset af Bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg; det mest afgørende Bevis herfor var maaske givet deri, at disse Medlemmer gennemgaaende først i September 1922 havde faaet Nys om den Støttekonto, der 5 ½ Aar i Forvejen var bleven oprettet under Navnet »Konsortiet af 1. Februar 1917«!Efter at Forundersøgelsen var afsluttet, rejstes der Anklage mod 12 Medlemmer af Landmandsbankens Direktion og Bank-

485

raad samt mod et forhenværende Bankraadsmedlem, nemlig mod

Direktør Emil Rasmussen, Direktør Frederik John Rothe, Direktør Kristen Riis-Hansen, R.,Direktør Poul Christian Conrad Harhoff, R., Dbmd., Fhv. Admiral i den siamesiske Marine Andreas duPlessis de Richelieu, Storkors af Dbg., Dbmd. p.p., Overformynder Michael Petersen Friis, Storkors af Dbg., Dbmd. p. p.,Grosserer Andreas Collstrop,Fhv. Kommitteret Niels Schack Eyber, R. og Dbmd.,Direktør Herman Heilbuth,Direktør Niels Christian Viggo Reimer, R., Fabrikejer Bjørn Stephensen, R. og Dbnid., Forpagter Ole Christian Saxtorpb Sonne, Kmd. Af Dbg., Dbmd. p. p.Desuden mod det forhenværende Medlem af Bankens Bankraad, administrerende Direktør for Nordisk Kabel- og Traadfabrikker A/S Hans Peter Prior, R., Dbmd. p. p.

Anklageskriftet indeholdt 14 Anklagepunkter. Efter at Domsforhandlingen i Sagen var afsluttet med Hensyn til Anklageskriftets Punkter I-III og V-VII, afgik Direktør Emil GIückstadt ved Døden. Tiltalen maatte derfor ved den endelige Kendelse bortfalde, forsaavidt det herved drejede sig om de ikke behandlede Anklagepunkter. Men Sagen forelaa desuden for de førstnævnte Forholds Vedkommende til Paakendelse med Hensyn til Anklagemyndighedens Paastand om, at Glückstadts Bo tilpligtedes at udrede Sagens Omkostninger. Kun disse Anklagepunkter, som iøvrigt vedrørte nogle af de mest graverende strafbare Forhold, vil i det følgende blive behandlet paa Grundlag af Anklageskriftet og Dommens Præmisser.

486

I. Glückstadt sattes under Tiltale efter Straffelovens § 251 for Bedrageri:

a) ved at misbruge sin StiIIing som administrerende Direktør i Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank, til den 1. Februar 1917 at lade »Konsortiet af 1. Februar 1917« (Landmandsbanken) samtidig med, at det for en Betaling af 11.800.600 overtog nominelt Kr. 2.583.000 Aktier i forskeIIige Selskaber fra 27 Spekulationskonti

- dække Underskudene, ialt Kr. 2.237.801,73, der var paa disse Konti og paa 4 andre Konti, fra hvilke der ikke overførtes Aktier til Dækning af de nævnte Underskud benyttedes bI. a. Kr. 2.196.933,18, der hævedes for Landmandsbankens Regning paa Kontoen »Dansk Soyakagefabriks Separat Konto«; Kontiene førtes for Personer, for hvem Landmandsbankens Direktion havde udført Spekulationer paa Børsen, saaledes at de paagældende tildels ikke havde Kendskab til de enkelte Forretninger;

b) ved at misbruge sin Stilling til i Januar 1921 at lade »Konsortiet af 1. Februar 1917« (Landmandsbanken) for en Betaling af Kr 13.062.176,01, overtage nominelt Kr. 2.953.200 Aktier i forskeIIige Selskaber fra 32 Spekulationskonti af lignende Art som de under a) nævnte, samt overtage Underskud uden Aktier fra 8 Konti, hvorved »Konsortiet af 1. Februar 1917« til de enkelte Konti betalte ialt Kr. 4.612.486,32 mere, end de overførte Papirers Værdi androg, beregnet efter Kurserne paa Overtagelsesdagene, herunder dels et Beløb af Kr. 648.299,32 vedrørende Kontoen »H. Bendixon, London«, for hvilken Konto det maa antages, at Glückstadt helt eller delvis har Ansvaret, dels et Beløb af Kr. 83.397,38, der udgjorde Underskudet paa en Slægtnings Spekulationskonto, hvilket Underskud Glückstadt personlig havde paataget sig at dække, og dels et Beløb af Kr 946.695,17 vedrørende et større Parti Aktier i forskeIIige Selskaber, der havde henligget paa Kontoen »Konsortiet af 24. April 1918 A« for Glückstadts og den nu afdøde Direktør Ringbergs Regning efter deres Udtræden den 7. Juni 1920 af forskellige Konsortier;

c) ved at misbruge sin StilIing til ved forskeIIige andre Lejligheder i Tiden fra 1918 og til Slutningen af August 1922 til »Konsortiet af 1. Februar 1917« (Landmandsbanken) for en Betaling af Kr. 11.127.168,78, at overføre nominelt Kr. 2.275.500 Aktier i forskellige Selskaber fra private Spekulationskonti af lignende Art som de under a) nævnte, saaledes at Konsortiet for disse Aktier betalte ialt Kr. 3.199.018,89 mere end de overførte Papirers Værdi androg beregnet efter Kurserne paa Overtagelsesdagene, herunder dels et Beløb af Kr. 101.724 vedrørende Kontoen »Engelsk Skole, Nysted«, for hvilken Konto Glückstadt maa antages at have haft Ansvaret, dels et Beløb af Kr. 1.076.291,70 vedrørende nominelt Kr. 524.000 D.F.D.S. Aktier, der udgjorde Restbehold-

487

ningen af Glückstadts og Ringbergs Andel i »Konto Trio for D.F.D.S. Aktier hos VekseIIerfirmaet I. M. Levin & Co., og dels et Beløb af Kr. 85.846,06 vedrørende nominelt Kr. 100.000 Ø.K. Aktier, der udgjorde Restbeholdningen af Glückstadts og Ringbergs Andel i »Konto Trio for Ø.K.« hos VekseIIerfirmaet I. M. Levin & Co.

I Domspræmisserne til dette Punkt bemærkes indledende, at det af Sagens Oplysninger fremgaar, »at Glückstadt og Ringberg i Tiden efter Verdenskrigens Udbrud i meget betydelig Udstrækning har ladet Banken financiere Børsspekulationer, i hvilke de selv og andre var Deltagere, og at dette i vidt Omfang er sket uden Iagttagelse af Bankens normale Belaaningsregler, idet de indkøbte Papirer alene tjente til Sikkerhed for Engagementerne, hvorhos der hyppigt udbetaltes Gevinst ved Kursstigning, medens der omvendt ikke krævedes Indbetalinger i Tilfælde af, at Spekulationerne ved Kursfald udviste Tab«. Der gives dernæst nærmere Oplysninger om de Transaktioner, Glückstadt foretog i Anledning af Indledelsen af den uindskrænkede Ubaadsblokade til Fordel for en Del af de private Spekulationskunder, saaledes som ovenfor skildret i Anklageskriftet samt om den Oplysning, der vedrørende denne Sag blev givet Bestyrelsen den 7. Febr., gaaende ud paa, at »de Differencer, der var opstaaede, var bragt ud af Verden uden at influere paa Bankens Overskud«. I det følgende gøres der saa Rede for, hvorledes Debet-saldoen paa Februar-Kontoen først den 13. Febr. 1917 blev dækket ved en Overførsel fra Dansk Soyakagefabriks Separatkonto, der førtes i Landmandsbanken for Østasiatisk Kompagnis Regning, og hvorledes sidstnævnte Debitering derefter i Begyndelsen af Juli 1917 dækkedes ved en Overførsel fra Kontoen for »Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab”, hvilken Konto iøvrigt afgav Grundlag for Anklageskriftets Punkt III. Disse Overførsler resulterede til sidst i, at Kontoen af 1. Februar 1917 saaledes dækkedes for et Beløb af 1.6 Mill. Kr. af Landmandsbankens Andel i Syndikatets Overskud.

Der tilføjes i Præmisserne: »Glückstadt har ikke erkendt, at han ved Overførselen pr. 1. Februar 1917 har gjort sig skyldig i Bedrageri. Han har forklaret, at han inden denne Overførsel fandt Sted under en Samtale med Direktør for Østasiatisk Kompagni, Etatsraad H. N. Andersen, havde sat denne ind i Situationen, og at Etatsraad Andersen da gav Glückstadt Tilsagn om, at der til Dækning af det paagældende Spekulationstab, kunde regnes med en Avance for Banken paa Kontoen for Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab. Da Østasiatisk Kompagni var Herre

over, hvor stor en Avance der vilde fremkomme paa denne Konto, og da den Banken saaledes tilflydende Indtægt var af en ganske ekstraordinær Karakter, har Glückstadt anset sig berettiget til at anvende den til Dækning af det ekstraordinært overtagne Spekulationstab.

488

Etatsraad Andersen har som Vidne benægtet at have givet Glückstadt noget saadant Tilsagn, og mod Rigtigheden af Glückstadts Forklaring herom taler yderligere, at det fornødne Beløb til Dækning af Underskudet paa Kontoen af 1. Februar 1917 ikke straks toges fra Syndikatkontoen, men - uden at han har kunnet afgive Forklaring herpaa foreløbig, og ikke med det fulde Beløb, afholdtes af Soyakagefabrikens Konto og først i Juli 1917 krediteres denne Konto ved Overførsel fra Syndikatkontoen. Sagens Oplysninger tyder derhos paa, at Glückstadt og Ringberg i hvert Fald foreløbig har villet skjule Posteringerne paa de nævnte 2 Konti for Østasiatisk Kompagni. Men selvom Glückstadts Forklaring om, at der kunde regnes med en saadan ekstraordinær Avancer var rigtig, vilde det ikke kunne fritage ham for Ansvar, idet Indtægten i hvert Fald maatte blive Bankens, og dens ekstraordinære Karakter ikke vilde kunne berettige ham til at anvende Beløbet til Dækning af et Banken uvedkommende Spekulationstab.«

Til Imødegaaelse af Forsvarets Argumenter pointeres derefter, at Landmandsbankens Direktører uden Tvivl af Hensyn til, at de vilde være ilde stedte overfor deres private Forbindelser og overfor Bankens Bestyrelse, naar deres Dispositioner kom for Dagen, havde bestemt sig til at overføre Tabene paa Banken, fortie Overførselen for Kunderne og kun give Bestyrelsen ufuldstændige Oplysninger om det passerede, at Antagelsen af, at Glückstadt ved Overførselen skulde have regnet med, at Tabet for Banken senere vilde kunne indvindes ved Kursstigning paa de overtagne Aktier, strider ganske mod Karakteren af de trufne Dispositioner og mod de herom afgivne Forklaringer, og at Bestyrelsen ikke havde faaet fuld Besked og derfor ej heller kunde befri Glückstadt for Ansvaret, bortset fra at ej heller Bestyrelsen havde været kompetent til at sanktionere en saadan Overførsel af private Spekulanters Tab paa Banken.Med Hensyn til Overførslerne til Februar-Kontoen 1917 i Januar 1921 samt af andre i Anklagens Post 1b nævnte Beløb gaaes der i Præmisserne ud fra, at Glückstadt har været indforstaaet med de her omhandlede Spekulationsforretninger, at han helt eller delvis har haft Ansvaret for Kontoen »H. Bendixon, London«, at han har paataget sig at dække den omtalte Slægtning, Frøken Anna RaffeIs Tab, og at han har beordret eller billiget Overførselen af det nævnte Parti Aktier fra Konsortiet af 24. April 1918. Vedrørende Overførselen fra »Konsortiet af 24. April 1918 A« findes det ifølge Præmisserne uantageligt, at Ringberg skulde have beordret denne uden at Glückstadt skulde have været vidende om, at Kontoens betydelige Debetsaldo i alt væsentligt hidrørte fra de Aug. Lunnske Konsortier, ligesom det i Betragtning af de store Poster, disse Konsortier laa inde med, findes uantageligt, at han skulde have været

489

uden Kendskab til, hvorledes det forholdt sig med hans Andel. De øvrige ikke særligt nævnte Overførsler, der ligesom de allerede nævnte beordredes af Glückstadt personlig, anses ligeledes for at være uretmæssig foretaget, hvorhos yderligere bemærkes, at Uforsvarligheden af Ringbergs Dispositioner ikke kunde berettige Glückstadt til at lade Banken bære Tabet.

Til Anklagens Punkt 1 c bemærkes bI. a., at det mod Glückstadts Benægtelse ikke kan betragtes som godtgjort, at han har haft Kendskab til Overførselen af Tabet paa »Konto Trio for Ø.K.«, men at han har været kendt med de øvrige nævnte Overførsler og derved vidste, at Ansvaret for disse Konti ikke var Bankens.

Overførselen vedrørende »Konto Trio for Ø.K.« tilregnedes derefter ikke Glückstadt som bedragerisk Forhold, derimod alle andre under Post I anførte Transaktioner.

II. Glückstadt sattes under Tiltale for Overtrædelse af § 55 Nr. 1 i Lov Nr. 468 af 29. September 1917 om Aktieselskaber

ved paa Landmandsbankens Bestyrelsesmøde den 12. Januar 1921 overfor Bestyrelsen bevidst at have afgivet urigtige og vildledende Angivelser med Hensyn til de af »Konsortiet af 1. Februar 1917« overtagne Aktier og dækkede Underskud.

Domspræmisserne gaar ud paa, at Glückstadt maa anses for skyldig i dette Forhold, da der ikke er ført Bevis for, at han har givet Bestyrelsen fyldigere Oplysninger udover den utilstrækkelige Oplysning i Bestyrelsesprotokollen, og da denne Protokoltilførsel var baade urigtig og i høj Grad vildledende for Bestyrelsen.

III. Glückstadt anklagedes efter Straffelovens § 251 for Bedrageri:

a) ved at misbruge sin Stilling til fra Kontoen »Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab«, i hvilket Landmandsbanken deltog for 2/5 den 3. Juli (den 5. Juli) 1917 at overføre et Beløb af Kr. 3.747.676,53 til Kontoen »Ø.K.’s Opkøbskonto A« og fra denne Konto til Kurs 400 (Dagskursen var 559) at overføre nominelt Kr. 1.200.000 Ø.K. Aktier til Kontoen »Syndikatet i Ø.K. Aktier ved Etatsraad H. N. Andersen«, i hvilket Syndikat deltog Interessenter repræsenteret ved Landmandsbankens Direktion for 425/1200; fra denne Konto lod han derefter den 1. Marts, 11. Juli og 16. September 1918 udbetale til Landmandsbankinteressenterne ialt Kr. 1.181.311,21 af Avancen paa Kontoen, Syndikatet i Ø.K. Aktier, hvilket Beløb maa antages at være kommet Glückstadt og Ringberg til Gode, og

ved den 25. Februar 1920 efter at Syndikatet i Ø.K. Aktier i 1919 var opløst, at lade Kontoens Restbeholdning af Ø.K. Aktier overføre til

490

»Konsortiet af 1. Februar 1917« (Landmandsbanken), saaledes, at Konsortiet herfor betalte Kr. 227.714,41 mere, end Aktiernes Værdi androg efter Kurserne paa Posteringsdagen.

b) ved at modtage og for egen Regning den 19. Januar 1921 at hæve en af Det Østasiatiske Kompagni til egen Ordre udstedt og kvitteret Check, stor Kr. 1.347,121,31, og derved tilvende sig dels Landmandsbankens Avancer Kr. 972.721,31 ved Afslutningen af »Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab«, dels et Beløb af Kr. 374.400, der af Det Østasiatiske Kompagni betaltes Landmandsbanken for dennes Aktie i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab nominelt 65.000 Rubler, hvilke Aktier, ved Landmandsbankens Regnskabsafslutning for 1920 efter Glückstadts Ordre blev afskrevne som værdiløse.

Til dette Punkt bemærkes bI. a. i Præmisserne, at Glückstadt har forklaret, at han intet kender til Debiteringen af de ca. 3.7 Mill. Kr. paa Kontoen »Syndikat i Russisk Østasiatisk Dampskibsselskab«, og at han ej heller kender til Oprindelsen til Syndikatet i Ø.K. Aktier. Der tilføjes, at Glückstadts oprindelige Forklaring med Hensyn til den førstnævnte Konto var gaaet ud paa, at Landmandsbanken som saadan var lodtagen i den endnu ved dens Afslutning i Januar 1921; men at han senere havde gjort gældende, at Kontoen efter Opgørelsen den 3. - 5. Juli 1917 førtes for privat Regning, saaledes at Direktørerne i Østasiatisk Kompagni var lodtagne med 3/5, Glückstadt og Ringberg med 2/5. I Dommen antages, at Landmandsbanken, ogsaa efter den 3. Juli har været Parthaver i Kontoen og som Begrundelse for denne Opfattelse anføres, at dette maa formodes efter Kontoens Oprindelse, ogsaa ifølge Ringbergs Optegnelser om Kontoen og den Omstændighed, at Kontoen efter 3. - 5. Juli 1917 fortsættes uden at Bankens Embedsmænd har modtaget nogen Meddelelse om, at Banken skulde være udtraadt, desuden navnlig paa Grund af den Omstændighed, at Kontoen ved dens Afslutning i en af Glückstadt selv paa Bankens Vegne underskreven Skrivelse af 19. Januar 1921 til Østasiatisk Kompagni betragtes som tilhørende Landmandsbanken og Østasiatisk Kompagni, ligesom det samme forudsættes i en Skrivelse af 10. Februar 1921 fra Glückstadts Sekretær, Erik Glückstadt, til Underdirektør Nicolaysen i Landmandsbanken. Der resumeres, at Glückstadt har været klar over Karakteren af de her omhandlede urigtige Posteringer og Udbetalinger, at han, til Trods for sine Benægtelser, har været vidende om, at Udbetalingerne kom ham og Ringberg personligt til Gode og derfor har gjort sig skyldig i Bedrageri. Derimod fandtes der ikke ved det foreliggende tilstrækkeligt Grundlag for at anse ham for skyldig i Bedrageri ved den i Februar 1920 stedfundne Overførsel til Kontoen af 1. Februar 1917. Men Hensyn til Rubelsagen ansaas han for skyldig i Overensstemmelse med Anklageskrifet.

491

Vedr. Anklageskriftets Punkter V, VI og VII.

Glückstadt dømtes endvidere for Bedrageri efter Straffelovens § 251 for det i Anklageskriftets Punkt V

omhandlede Forhold, ifølge hvilket han ved Opløsningen af Kommanditselskabet Dansk Søfart-Selskab havde ladet sig den 26. Novbr. 1919 af Landmandsbankens Hovedkasse kontant udbetale en Fjerdedel, Kr. 469.275,68, af den Banken tilkommende Avance, Kr. 1.877.102,73, saaledes at Beløbet ikke kom Landmandsbanken til Gode. Paa samme Maade dømtes han for Bedrageri efter nævnte Paragraf, fordi han ifølge Anklagepunkt VI den 20. Januar 1920, den 5. Januar 1921 og den 30. Marts s. A. havde ladet Landmandsbankens Hovedkasse udbetale sig henholdsvis Kr. 633.600, 633.600 og Kr. 444.259,72, ialt Kr. 1. 711.459,72, der udgjorde den Banken tilkommende Andel i Fortjenesten ved Køb og Salg af Raagumini, som foretoges i Aaret 1919 gennem »Gummi Syndikatet under United Baltic Corporation«, Beløbet var ikke kommet Landmandsbanken til Gode, men var paaviselig tildels indsat paa Glückstadts Konti i Banken. Endelig blev Glückstadt efter Anklageskriftets Punkt VII dømt for svigagtigt Forhold efter Straffelovens § 257 i forskellige mindre vigtige Forhold.

Yderligere Bedrageri- og andre Sigtelser blev som nævntikke behandlet under Domsforhandlingerne, da den Tiltalte døde, før disse Forhandlinger kunde bringes til Afslutning.Emil Glückstadts Dødsbo blev herefter tilpligtet at udrede fire Femtedele af Sagens Omkostninger. Selvfølgelig harmes Fru Glückstadt ogsaa over denne dog sandelig overmaade hensynsfulde Kendelse; med infam Haan spørger hun, »om nu ogsaa de Døde havde Værneting i København«.

Østre Landsrets Dom mod de øvrige Anklagede faldt den7. Juli 1923. l den af »Berlingske Tidende« udgivne Løbeseddel blev dens Resultat bekendtgjort paa følgende Maade:

Dommen i Landmandsbanksagen.Ved Landsretten blev der idag afsagt

Dom i Sagen mod Direktør Prior, og Landmands-bankens tidligere Direktion og Bestyrelse:

Direktør Prior 800 Kr. i Bøde.Direktør Riis-Hansen 2000 Kr. i Bøde. Overformynder Friis 500 Kr.

Alle de øvrige Tiltalte er frifunden.

492

Omkostningerne paalægges Glückstadts Bo, Direktørerne Prior og Riis-Hansen samt Overformynder Friis.

Denne Dom maatte nødvendigvis fremkalde den største Forbavselse i Offentligheden, da samtlige Direktører og Bestyrelsesmedlemmer var anklaget for Overtrædelse af Aktieselskabslovens § 55 osv. med Hensyn til den urigtige og vildledende Regnskabsaflæggelse for Aaret 1921, Direktørerne Rasmussen, Rothe og Riis-Hansen samt Prior desuden for svigagtigt Forhold, Direktør Harhoff sammen med Bestyrelsens Medlemmer dertil for Overtrædelse af Aktieselskabslovens § 56 Nr. 1. Mod Direktør Prior rettedes der endvidere Anklage for Bedrageri efter Straffelovens § 251 i to Forhold vedrørende Nordisk Kabel- og Traadfabrikker A/S samt for Overtrædelse af Aktieselskabslovens § 55 Nr. 1 og § 56, sidste Stykke osv. Nu blev Overformynder Friis dømt, fordi han ifølge Præmisserne ikke havde draget Omsorg for, at der skete Henvendelse til Bankinspektøren om, hvorvidt Regnskabet 1921 kunde passere uden Opgivelse af nogen Beholdning af egne Aktier, skønt det efter Rettens Skøn burde have været ham klart, at

Lovmedholdigheden af den trufne Ordning var tvivlsom. Retten erkendte imidlertid, at Friis personlig havde været overbevist om den trufne Ordnings Tilladelighed efter Loven. For Riss-Hansens Vedkommende var det det særlige og skærpede Ansvar, han havde med Hensyn til Opgørelsen over det transatlantiske Kompagnis Stilling, der begrundede Dommen. Det havde efter Dommerens Opfattelse været hans Pligt at tage større Hensyn til Carl J. Michaelsens Opgørelse over Tabene, som allerede i en Beretning af 12. Jan. 1922 til Emil Glückstadt havde vurderet de samlede Tab ved Kompagniet til 110 Mill. Kr. Riis-Hansen havde handlet groft uagtsomt ved at negligere denne Opstilling, men Retten lod det gælde som en formildende Omstændighed, at han kun i saa kort Tid havde virket i Banken og derfor følte sig i særlig Grad afhængig af Etatsraad Glückstadts Erfaring. Særlig mild var Dommen mod Direktør

493

Prior, mod hvem Bedragerisigtelsen helt faldt bort; der afgaves imidlertid hertil et dissentierende Votum. Hvorom alting var: det jævne Folk stod fuldkommen uforstaaende overfor denne Dom, medens Jøderne og deres Slæng naturligvis var tilfredse. Thi her havde jo atter, som det ogsaa aabent udtaltes i Pressen, skjulte Kræfter gjort deres Indflydelse gældende, saa Dommen ikke blev til andet og mindre end en kraftig Desavouering af Anklagemyndigheden. Arbejder- og Bondebefolkningen var almindeligvis forbitrede over denne Landsretsdom, der i Realiteten betød en pure Frifindelse af alle Anklagede, og Utilfredsheden med denne efterladende Bedømmelse af højtstaaende Personers uforsvarlige Handlemaade kom kraftigt til Orde i disse Befolkningskredses Blade. Saaledes rettede »Socialdemokraten« et skarpt Angreb mod det kapitalistiske Samfund og Overklassen, idet det bl. a. bemærkede: »Er det den juridiske Retfærdighed, er det Lands Lov og Ret, hvilken Forbindelse har da Lov og Ret med det levende Liv og det mishandlede Samfunds dyreste Interesser? – Værnet for det arbejdende Samfund er det overladt Folket selv at skabe. Landsrettens Dom er en Samfundsskildring mere svidende haard mod Kapitalismen end noget socialdemokratisk Angreb. Saadan er Samfundssystemet, saadan er Loven, at hvad det arbejdende Samfund frembringer i sit Ansigts Sved, kan Overklassen sætte over Styr.« Den samme Forargelse kommer til Orde i Provinspressen; »Fyns Venstreblad« (8. Juli 1923) gjorde bl. a. gældende, at Befolkningen vil staa fuldkommen desorienteret, »fyldt med Mistænksomhed, for manges Vedkommende sikkert endogsaa med Forbløffelse og Vrede«. Og Bladet fortsætter: »Man vil sige, at Retten ikke er lige for alle, og at den højeste Jura her har reddet en Kreds af fremtrædende Mænd, der for fleres Vedkommende efter almindelig Opfattelse havde bevæget sIg udenfor Lovens Grænser, der har krævet Dom over andre, hvis Gerninger ikke har haft nær saa skæbnesvangre Følger for Land og Folk som i dette Tilfælde.« »Landmandstidende« betragter Dommen som en Haan

494

imod det danske Folk og bemærker bittert: »Det store Flertal af den Kreds af Mænd, som styrede vort største Pengeinstitut i Aarene, da Gulddansen gik vildest, ledede det til Afgrundens Rand paa en saadan Maade, at det danske Samfund gennem Skatter og Afgifter maa betale for, hvad denne Kreds har forødt, er bleven frifundet for en af vore Retsinstanser! Tre af Kredsen idømtes Pengebøder til Statskassen. Mere er der ikke . . . Tafelrunden fra Landmandsbanken har faaet en Domstols Ord for, at der intet er at bebrejde dens Medlemmer, ikke mere, end hvad der kan afgøres med beskedne Bøder for faa af dens Medlemmer.«

Kun den sociale Overklasses Blade i Hovedstaden, Jødebladene, var tilfredse med Processens Udgang, navnlig, da alle de Anklagede kunde forlade Landsretten med deres borgerlige Ære i Behold. De ønskede nu Ro om Sagen. Desværre - argumenterer »Berlingske Tidende« maatte denne Proces jo nu engang eftersom Sagen havde udviklet sig og var blevet et misbrugt Emne i den politiske Agitation, føres igennem. Og det fottsætter: »I andre Lande, hvor lignende Tilfælde er forekommet, har man disponeret anderledes og rimeligvis derved undgaaet megen Ophvirvling af Baciller, der vilde have forgiftet Omverdenens Tillid til

disse Landes indre Forhold og økonomiske Stabilitet.« Denne Henvisning til andre Lande, hvor altsaa Korruptionen efter Bladets Opfattelse havde nydt bedre Beskyttelse mod Myndighedernes Indgriben end i Danmark, var usandfærdig, men den ansaas tilsyneladende som egnet til at bidrage til Gemytternes Beroligelse. »Politiken« lægger ikke Skjul paa, at Dommen betyder en formidabel Overraskelse, men det hedder dog, »at nu da Landmandsbank-Affæren er ført frem til en retslig Afgørelse, som man kan være enig i eller uenig i, vilde det være det heldigste og det sundeste for vort Samfund, om man nu blev staaende derved, thi vi skulde jo en Gang videre i Arbejdet for at styrke vort Samfund og genrejse alt det, der i Spekulationsaarene blev nedbrudt”. Endog Venstrebladet »København« kan ikke unddrage

495

sig denne specielle Bourgeoisi-Atmosfære, der helst nu ser hele Sagen dysset ned, og konstaterer uden nogensomhelst Kritik, at det var Glückstadts dominerende, gennem mange Aar fæstnede Myndighed indenfor Banken, der afgav »Baggrunden for de lempelige Domme og Frifindelser af den Række Mænd, som dannede Medarbejderkredsen om ham«.

Men mest uforbeholden var dog »Nationaltidende« i sine Udtalelser, som først gjorde gældende, at den almindelige Opfattelse efter Glückstadts Død havde været, at nu »vilde det være ønskeligt, om den videre Rettergang kunde forløbe i størst mulige Sindighed og ikke føre til alt for beklagelige Resultater«. Tydeligere kunde man næppe give Udtryk for den Opfattelse, der raadede indenfor det af Jødedommen beherskede københavnske Borgerskab. Men »Nationaltidende« ansaa det for rigtigt at tolke disse Kredses særlige Følelser endnu kraftigere, idet Bladet gjorde denne Bankdirektør, der under Retsforhandlingen var afsløret som Storbedrager af Rang, sin allerærbødigste Reverens:

”Glückstadt var jo utvivlsomt ingen Forbrydernatur. Ogsaa han var for en væsentlig Del breven ført af Omstændigheder, over hvilke han ikke var Herre. Han var kommen ud paa et Skraaplan, hvor han ikke har kunnet standse, og bukkede under for Fristelsen til at lade staa til. Resultatet blev for hans Vedkommende som Dommen konstaterer det, en Række forbryderiske Handlinger, for hvilke han sikkert ikke vilde have kunnet undgaa Indrømmelse af en streng Straf. Døden forskaanede ham og andre for denne Tragik.«)

Det er en Frikendelse, saa den forslaar noget. Glückstadt var altsaa ikke nogen Forbrydernatur, han var blot saa uheldig at begaa »en Række forbryderiske Handlinger«. Han planlagde dem rigtignok omhyggeligt, tilegnede sig paa bedragerisk

496

Vis talrige Millioner Kroner, bortdestillerede ved fejlagtige Transaktioner sammen med sine Følgesvende de Hundreder Millioner Kroner, forvoldte ved sin gigantiske Svindel en Landsulykke, hvis Følger gør sig gældende den Dag i dag, men han var altsaa alligevel ikke nogen Forbryder!!! Og man priser sig lykkelig, at man selv blev forskaanet for den saa ubeskrivelige Tragik at se denne »Hædersmand« dømt!!! Dette svarede nu engang efter »Nationaltidende« til den »almindelige Opfattelse«!

Men den københavnske Overklasse, som saa inderligt ønskede en Standsning af hele Processen, oplevede dog denne Gang endnu en bitter Skuffelse. Anklagemyndigheden var sig sit Ansvar bevidst og vilde ikke give op, og Folkets Vilje var ligeledes i dette Øjeblik stærkere end den skjulte Inderkreds, der forud i Aarevis havde misregeret Landet og nu alligevel maatte anse det for klogere ikke at træde altfor aabenlyst frem. Dommen blev appelleret dels af de Tiltalte Friis og Riis-Hansen, dels af det Offentlige; forsaavidt angik alle de Tiltalte med Undtagelse af Glückstadt. *) Højesteret maatte altsaa afgive den

afgørende Kendelse. Her faldt Dommen den 29. September 1923, og her ramtes den fhv. Handelsminister i Landmandsbank-Ministeriet Friis, Direktør H. P. Prior, særlig haardt, idet han nu dømtes for bedragerisk Forhold overfor det i sin Tid af ham ledede Aktieselskab De Nordiske Kabel- og Traadfabrikker. Landmandsbankens Direktører og Bestyrelsesmedlemmer blev derhos dømt for grov Uagtsomhed ved Regnskabsaflæggelsen for Aaret 1921, idet der i Højesteretsdommens Præmisser kort og godt statueredes: »Efter Alt fore-

*) Den 8. Juli meddeltes i »Berlingske Tidende«, at Glückstadts egen Sag ikke vilde blive appelleret, men at der maatte regnes med, at der ved given Lejlighed fra Forsvarets Side vilde fremkomme en juridisk Redegørelse. Her bebudedes altsaa Offentliggørelsen af et Forsvarsskrift, som imidlertid først nogle Aar senere, 1929, publiceredes under Fru Laura Glückstadts Navn.

497

liggende maa der gaas ud fra, at Landmandsbankens samtlige Reserver og Overførsler samt en større eller mindre Del af Aktiekapitalen var tabt ved Udgangen af Aaret 1921, og det for dette Aar aflagte Regnskab har saaledes været urigtigt paa afgørende Punkter«. Herefter dømtes:

Direktør H. P. Prior under Hensyn til den midlertidige Straffelovs § 13 til Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 120 Dage;Direktørerne Riis-Hansen, Rothe, Rasmussen, Kommitteret Schack Eyber, Admiral Richelieu og Overformynder, fhv. Statsminister Friis til hver 4.060 Kr. i Bøde og de øvrige TiltalteDirektør Harhoff, Grosserer A. Collstrop, Direktørerne Heilbuth og Reimer, Fabrikejer Stephensen og Forpagter Sonne til hver 2.000 Kr. i Bøde.

Set paa Baggrund af de Tab paa flere Hundrede Millioner Kroner, som Landmandsbank-Svindelen foraarsagede, maa ogsaa disse Domme betegnes som meget milde.

e) Det tredie Tings Underhaandsagitation for at faaUndersøgelsen og Processen standset.

Selvfølgelig havde de skjulte Kræfter, som under Ministerierne Zahle og Neergaard vandt Ry som det saakaldte tredie Ting, ogsaa fra første Færd travlt med at faa Undersøgelsen og Processen mod de i Landmandsbankens Sammenbrud ansvarlige Personer standset. Parlamentarikernes uendelige indbyrdes Kævlerier har - sandsynligvis meget imod d’Herrers egentlige Vilje og Ønske - ført til, at der er kommet yderst interessante Oplysninger frem til Offentligheden ogsaa med Hensyn til disse Forhold, foruden de helt direkte og offentlige Udslag af Jødernes Forsøg paa at forhindre Processen, eller

498

i hvert Fald forhindre en virkelig Drøftelse af Korruptionen i det offentlige Liv. Langt om længe blev man nemlig klar over, at hele Affæren først og fremmest ogsaa bidrog til at forøge Ringeagten for politik og for det parlamentariske Systems Politikere, og man frygtede Konsekvenserne. Derfor satte den samlede Reaktion i denne Sag allerede ind paa et tidligt Tidspunkt, hvorved det ikke var mindst paafaldende, at det bI. a. var fremtrædende ariske Storkapitalister som H. N. Andersen, Alexander Foss og Otto Benzon, der følte sig tilskyndet til at gribe ind til Fordel for Glückstadt og hans Spillebrødre.

H. N. Andersen, som ligesom Meddirektørerne i ØstasiatiskKompagni, Chr. Schmiegelow og Madsen-Mygdal, havde staaet i intim Forbindelse med Glückstadt og

Ringberg ved de hasarderede Aktiespekulationer osv., havde allerede under selve Retsforhandlingerne spillet en noget ejendommelig Rolle, idet han afgav Vidneforklaringer, der maatte være absolut fældende for Glückstadt, men samtidig udtalte de mest uforbeholdent rosende Ord om selvsamme Mand. Umiddelbart efter at det i Retsforhandlingen den 14. April 1923, var statueret, at Glückstadt paa aldeles utilstedelig Maade havde ladet overføre 3,7 Mill. Kr. fra Russisk Østasiatisk Dampskibsselskabs Syndikats Konto til Ø.K.-Opkøbskonto A, erklærede Andersen paa en Maade, der virkede absolut umotiveret: » Jeg vil gerne her gribe Lejligheden til at sige, at det Billede, jeg har bevaret af Etatsraad Glückstadt, er Billedet af en elskværdig, hjælpsom og dertil ligevægtig Mand, som i daglig Omgang var meget beskeden, og jeg kan ikke tænke mig noget Tilfælde, hvor han har henvendt sig om Hjælp eller Støtte, eller om at gaa med til en eller anden Ting, uden at Kompagniet har gjort det, hvis vi har fundet, at det laa indenfor Rimelighedens Grænser«. Sympatien er altsaa bevaret, trods alt, og dette viste sig allerede i December 1922, da det netop var H. N. Andersen, der satte alt i Bevægelse for at opnaa en Standsning saavel af Undersøgelsen som af Processen.

Der skete allerede fra Begyndelsen af December i dette Aar

499

eet og andet, som tydede paa disse Bestræbelser fra det tredie Tings Side. Den 8. Decbr. 1922 bragte ”Børsen” en Artikel, i hvilken det bI. a. krævedes, at man skulde drage Lære af det, der var sket i Landmandsbanken, man burde nu bI. a. gennemføre en Reform af Tantième-Systemet, og ogsaa ved Lov forbyde Direktører at spekulere i deres eget Selskabs Aktier. Der maatte skabes en ny Moral. Saa fortsattes der: »Men naar dette erkendes, og der handles derefter, saa maa det netop samtidig erkendes, at enhver Tid til en vis Grad bør maales med sin egen Alen. Følgen heraf er imidlertid, at man snart maa være naaet til det Punkt, hvor det hedder: mørkt bag og lyst for. Det danske Samfund kan simpelthen ikke holde til for denne ”Udrensning”. Saaledes begyndte Kapitalmagten, den jødiske Højfinans, at røre paa sig. Den ønskede nu Ro om Skandaleaffæren. Selvsamme 8. December talte det konservative Folketingsmedlem Pürschel i Studenterforeningen, hvor han erklærede, at »Landmandsbank-Kommissionen havde en meget indskrænket Opgave«, og at man derfor slet ikke havde nogen Grund til f. Eks. at tage Cold-Sagen op til Behandling. Overfor disse første Tegn paa Reaktionen mod de ved Undersøgelseskommissionens Indsættelse indledede Foranstaltninger pointerede ”Social-Demokraten” den 10. Decbr. 1922 eftertrykkeligt, at »det er en Røntgenfotografering af Kapitalismens Raaddenskab, der først maa til, for at Operationen kan lykkes«. Men Modstanden greb trods alt videre om sig, gjorde sig for en Stund endog gældende fra Regeringens Side! Saaledes nægtede Justitsminister Rytter at udlevere Cold-Dokumenteme til Finansudvalget og forbød Bankkommissionen at beskæftige sig med Cold-Interviewet af 11. Juli 1916!Ogsaa »Finanstidende« udtaler i Nr. 11 den 13. Decbr. 1922 Ønsket om, at man ikke skal tale og skrive alt for meget om Sagen og mener, at den Udrensningskampagne, der føres i Pressen, er udartet til en Karikatur«. Socialdemokratiet havde al Grund til at tie, da den socialdemokratiske Sammenspisning med Henckel næppe egnede sig til at fremdrages i bengalsk

500

Belysning. Finansorganet mener, at det er den onde Samvittighed, der allevegne raader, som foranlediger al den Uro og personlige Tilrakning; thi »det gælder jo om at aflede Opmærksomheden fra sig selv og at drukne de Afsløringer, man skælver for, i den almindelige Begrebsforvirring«. Man spørger - fortsætter Finansorganet - »hvad er det egentlige Motiv til denne Ilterhed, til denne Splittethed i den danske, eller rettere københavnske Sindsforfatning? Er det en Racemodsætning som tidligere i Historien mellem dansk og tysk?« »Finanstidende« slutter med at kræve, at Undersøgelseskommissionen maa faa Ro til at fremme sit Arbejde. Da i samme Periode Herman Heilbuths Dobbeltstilling som Medlem af Landmandsbankens

Bankraad og fremtrædende radikal Politiker er paa Tale, hævder »Berlingske Tidende« i ledende Artikler den 16. og 17. December den Opfattelse, »at de politiske Partier for deres egen Skyld og for det offentlige Livs Skyld og, hvorfor ikke sige det, for selve parlamentarismens Skyld« burde give Afkald paa at bruge Bankkrak’et mod hinanden og mod hinandens Mænd. Nægtes kunde det jo ikke, at Landmandsbanken var bleven et farligt Selskab for mange af Landets gode Mænd, men det var ikke alene fra denne Side, man havde tilkøbt sig Magt og Indflydelse. Ogsaa med Hensyn til Danmarks Stilling overfor Udlandet var Varsomhed paa sin Plads; der var bI. a. ingen Grund til at give Næring »til den nordtyske Presses skadefro Begrædelser af den Skæbne, der har ramt Stammefællerne i Slesvig - disse beklagelsesværdige Germaner, som er blevet løsrevne fra et fattigt, men rent Moderland for at blive Undersaatter af en Stat med en Krop af Spæk og en Sjæl af Korruption!« Det er i denne Situation, at Etatsraad H. N. Andersen tager et kraftigt Initiativ til at skabe grundig Ro om Landmandsbanken, hvorved han ikke lagde Skjul paa, at han saa utroligt det end lyder - navnlig ønskede Glückstadt fritaget for Straf! I et Interview med »Social-Demokraten« erklærede han Ord til andet, at han »ønskede at faa Sagen om

501

Landmandsbanken hævet op over Partierne og gjort til Genstand for en Forhandling mellem Ministeriet, Partierne og Repræsentanter for Præferencekapitalen«. Endvidere erklærede han i det i »Social-Demokraten« den 22. December 1922 offentliggjorte Interview, som senere ifølge Bladets Opgivelse blev godkendt af ham selv som fuldt korrekt, følgende:

»Landmandsbanken lider ved den stadige Uro, der skabes om Banken, saa længe Kommissionen sidder, og Uroen kan ikke fjærnes, før Kommissionen har endt sit Arbejde. Da ikke alene Bankens, men hele Landets Prestige og økonomiske Liv tager ubodelig Skade deraf, maa Kommissionens Arbejde snarest muligt bringes til Ende. Det, Bankkommissionen først og fremmest bør gøre, er at undersøge de virkelige Tabs Størrelse, da det er det eneste, der har Betydning for Fremtiden; derimod bør man i det Omfang, der lader sig gøre, uden at den offentlige Retsbevidsthed krænkes, lade Fortiden hvile. Skyldspørgsmaalet skydes altsaa tilbage i anden Række, idet der hævdes, at en Storvask for aaben Tæppe vil nedbryde Tilliden til dansk Erhvervsliv i Udlandet. Den Mand, som den danske Regering har brugt til sin officielle Udsending i vigtige Hverv, kan man ikke nu som Forbryder slæbe for en Domstol... Man er dog samtidigt klar over, at der maa ryddes op i Raaddenskaben, men de Mænd, det vil komme til at gaa ud over, skal paa en eller anden Maade fjærnes i Stilhed, saaledes at det bliver synligt for alle, at de har forbrudt sig. Dermed skal deres Regnskab være gjort op og det danske Folks Retsbevidsthed ske Fyldest. - Formerne for Kommissionens fremtidige Virke og den Maade, hvorpaa Afstraffelsen skulde finde Sted, er en Sag, som den samlede danske Rigsdag skulde afgøre«.*)

Saaledes saa altsaa Etatsraad H. N. Andersen paa Sagen, og til disse Anskuelser fandt han i første Omgang Tilslutning i flere Blade af forskellig Partifarve. Han gik derefter kraftigt videre. I Kontroversen om disse Spørgsmaal, som satte ind i

*) Ejendommeligvis erklærer H. N. Andersen i en Erklæring af 12. Juli 1923, at han »aldrig har virket for eller forsøgt at paavirke nogen til at standse Sagen mod Landmandsbanken«. Denne Paastand er falsk! Endog Dr. Brandes har udtrykkelig fastslaaet i »Fyns Venstreblad« den 8. Juli 1924, at H. N. Andersen før sin Henvendelse til Neergaard henvendte sig til ham og bad ham »yde Støtte til et Forsøg paa at begrænse eller helt at standse Undersøgelsen«.

502

Slutningen af Juni 1923, blev bI. a. yderligere bekendt, at H. N. Andersen allerede den 5. December 1922 havde haft en Samtale med den socialdemokratiske Folketingsmand C. N. Hauge, idet Sammenkomsten var blevet formidlet af Direktør Kr. Riis-Hansen. Hauge havde straks efter Samtalen nedskrevet et udførligt

Referat om det skete og dernæst den 7. Decbr. meddelt Samtalens Indhold til Socialdemokratiets Formand, i hvilken Anledning han pointerede, at han havde indtaget en absolut afvisende Holdning overfor Andersens Forligsforsøg, en Holdning, som Stauning i eet og alt havde billiget. Senere vendte H. N. Andersen sig med det i Interviewet i »Social-Demokraten« bekendtgjorte Program til Statsminister Neergaard, som stillede sig velvilligt til Tanken, men udtalte, at »der vilde blive store Vanskeligheder ved at faa Rigsdagens Partier til at enes om en saadan Ordning«. Selve Fremstødet maatte derefter indstilles, da det viste sig, at Rigsadvokat Topsøe-Jensen, saasnart han blev bekendt med disse Bestræbelser, med al tænkelig, Skarphed afviste Forligs-Forsøget. »Social-Demokraten« oplyser hertil endvidere den 17. Juli 1923: »Vi har gennem vore Efterforskninger i de sidste Dage fra absolut paalidelig Kilde faaet oplyst, at Rigsadvokaten i sin Samtale med Rytter truede med Demission efter at have erfaret om de Bestræbelser, Etatsraad H. N. Andersen udfoldede, bistaaet af Landstingsmand Edvard Brandes og Direktør Riis-Hansen, og hvis første offentlige Føler fremkom i »Børsen« den 8. December«. Det viste sig altsaa, at Rigsadvokaten kun kunde gennemtrumfe Videreførelsen af Kommissionsundersøgelserne i December 1922 - Retsforhandlingerne var jo endnu ikke begyndt - ved at true Ministrene Neergaard og Rytter med sin Demission!Efter at dette var blevet bekendt, saa den tidligere Indenrigsminister Krag sig i Sommeren 1923 foranlediget til at drage i Leding mod de formastelige Socialdemokrater, som paa saa hensynsløs Maade havde afsløret hans Ministerkolleger. Den 6. Juli 1923 antyder han paa et Partimøde i Orehave ved Nak-

503

skov, og den 14. s. M. udtaler han klart og tydeligt i en offentlig Erklæring, at den socialdemokratiske Folketingsmand C. N. Hauge kort før Juli 1922 henvendte sig til ham og indtrængende bad ham

»anvende al min Indflydelse til Fremme af det nævnte Formaal (d.v.s. Begrænsning eller Standsning af Undersøgelsen mod Landmandsbanken!), idet han udtalte, at som denne Sag formede sig, vilde den ikke blot blive til Ulykke for Personer, som var en bedre Skæbne værd, og som det danske Samfund daarligt havde Raad til at miste, men den vilde virke i høj Grad skadeligt for Landet, baade indadtil og udadtil«. Hauge havde tilføjet ordret: . »Det er ikke blot Personer og Partier, men hele det danske Samfund, der lider Tabet, og Spørgsmaalet er: Har vi Raad dertil?«

Indenrigsminister Krag fortsatte i sin offentlige Erklæring:

»Jeg svarede Hr. Hauge, at jeg for saa vidt var enig med ham i hans Betragtning af den Virkning, som denne Sag ifølge hele dens Karakter vilde faa, men tilføjede, at udenom var der nu ingen Vej, og at Regeringens Opfattelse uforandret var denne, at Sagen maatte gennemføres til Bunds.«

Derefter bemærker Krag, at han selvfølgelig ikke kunde foretage sig noget alene paa Grundlag af en privat Henvendelse, men at der paa den ene eller anden Maade maatte stilles et Andragende fra Partierne, hvis der skulde foretages noget i den omtalte Retning. Da dette blev bekendt, indrømmede Hauge, at han fortroligt havde meddelt Dr. Krag de Bestræbelser, H. N. Andersen havde udfoldet, men at han aldrig havde anmodet om at faa Landmandsbanksagen standset, medens Krag heroverfor fastholdt Rigtigheden af sin Fremstilling. Det kraftige Mundhuggeri, der ledsagede hele denne Kontrovers, efterlod iøvrigt det Indtryk, at saavel Socialdemokraten C. N. Hauge som Indenrigsministeren og Venstremanden Oluf Krag for en Stund havde været enige om at faa Landmandsanksagen standset. Krag oplyste tillige, at Hauges Henvendelse var sket paa et Tidspunkt, som laa forud for Fremkomsten af Rigsadvokatens Anklageskrift. Og han gentager: »Hr.

504

Hauge søgte mig ikke om dette, men under en Samtale udtrykte han det ønskelige i, at Landmandsbanksagen kunde standses.« »Berlingske Tidende« bemærker hertil den 19. Juli 1923, at Hauge næppe kan have tilsigtet en Standsning af Undersøgelsen, men at han vel havde tænkt sig andre Muligheder for en Lempelse af Fremgangsmaaden og sikkert ikke vilde have modsat sig et Regeringsinitiativ i det Øjemed at ændre Bankundersøgelsens Maade og Form.

At Undersøgelserne ikke standsedes var altsaa udelukkende Rigsadvokat Topsøe-Jensens Fortjeneste. Og hele dette Forhold maatte Rigsadvokaten selv drage frem i Offentligheden, da Højesteretssagfører C. L. David, Glückstadts Forsvarer, i det første Møde ved Østre Landsret den 14. Juni 1923 tillod sig at karakterisere Bankkommissionens Nedsættelse som Justitsminister Rytters store Dumhed, som »det uklogeste, man kunde gøre i den foreliggende Situation«, idet »man gennem al den Skandalisering og Mistænkeliggørelse, som en saadan Undersøgelse maatte føre med sig, kun vilde tjene de mindre gode Instinkter i Folket og vilde skade Samfundets Anseelse indadtil og udadtil. HRS. David ønskede selvfølgelig ikke, at hans kære Racefælle, for hvilken han nævnte Dag ikke kunde finde Lovord nok, og hvem han ligefrem forherligede som Landets ædleste og mest fremragende Personlighed, skulde sættes under Anklage for saadanne Bagateller som Bedrageri for nogle Millioner Kroner. Nedsættelsen af Kommissionen var, siger han, set paa Basis af Glückstadts Fortid, en Utaknemmelighed og Ubillighed. C. L. David retter samtidig en underfundig Kritik mod Sammensætningen af Kommissionen, navnlig mod Prof. L. V. Birck, hvis »Kvalifikationer var, at han hverken var Jurist eller Bankmand eller overhovedet belemret med nogen praktisk Uddannelse, men en udmærket Teoretiker og dertil absolut diskret«. I tilsvarende rent personlige Udtalelser mente denne Kapitalismens Advokat at maatte gaa i Rette med Dommerne og med Repræsentanten for den offentlige Anklagemyndighed, og overfor saadanne ubeføjede Angreb er det, at Rigs-

505

advokat Topsøe-Jensen ser sig nødsaget til at give klar Besked og navnlig at hæve Sløret med Hensyn til de Bestræbelser, uansvarlige og anonyme Kræfter havde udfoldet for at standse Processen allerede i Opløbet. Han udtalte under Forhandlingerne i Landsretten den 14. Juni 1923 følgende til eget Forsvar:

»Det er Lovgivningsmagten, som har krævet denne Sag frem. Den er lagt i Hænderne paa Domstolene. Begge angribes nu for deres Utaknemmelighed og Ubillighed; det hele er et Led i en Forfølgelse mod en Mand, som er Kreditor overfor det danske Samfund, og som kan kræve, at ligegyldigt, hvad man saa gør, vil man se gennem Fingre med det. Der har under Sagens Forberedelse været Tidspunkter, hvor man vilde have denne Sag standset, hvor man vilde forsøge at sætte en Stopper for den, og henviste baade til de Tjenester, Glückstadt havde vist Danmark, til hans Position i Udlandet, og til, at Danmark ikke kunde taale at en saadan Sag kom frem, saa vilde vor Stilling mellem Samfundene være ødelagt. Disse Bestræbelser tog stærk Fart i Slutningen af forrige Aar. Jeg erkender, at jeg har, da jeg paa det Tidspunkt var klar over, hvorledes Sagen forelaa, paa det bestemteste modsat mig, at Sagen blev stoppet, og jeg vilde ikke fortsætte i den Stilling, jeg er i, hvis Sagen blev stoppet. Forsaavidt lægger man ogsaa paa mig Ansvaret for Utaknemmelighed og Ubillighed mod den Mand, som Samfimdet skylder saa meget. Men det er ét, hvad man kan undskylde, og hvad man kan se gennem Fingre med, naar der er Tale om en Mand, som har paataget sig mangt og som man har anmodet om at hjælpe udadtil paa mange Maader. Men en anden Ting er, at der er en vis Lighed for Loven, som jeg i alt Fald ikke vil se bort fra i den Stilling, jeg staar i.

Højesteretssagfører David kom mod Slutningen ind paa forskellig Kritik af Sagens Behandling. Jeg kan med Hensyn til den henholde mig til Retsformandens Udtalelser. Den Mening, som er fremsat af Hr. David, hyldes ikke af det store brede, danske Folk. Det store og brede, ærlige danske Folk har gennem Lovgivningsmagten forlangt denne Sag frem. Og der har efter mit Skøn ikke været vist nogen som helst Partiskhed overfor Glückstadt; tværtimod, der har været vist ham Hensyn, som ikke vises alle. Hvad Spørgsmaalet om Arrestationen angaar, er det afgjort af denne Ret og kan ikke debatteres for denne Ret. Vilde man mene, at det var urigtigt, maatte man henvende sig til den højeste Domstol her i Landet. Det har man ikke villet, og da man ikke har villet bruge denne Rekurs, har man jo

maattet acquiescere ved den baade af Undersøgelsesretten og senere af Landsretten trufne Afgørelse. Det er paa mit Ansvar,

506

at Emil Glückstadt sidder som Arrestant i Vestre Fængsel. Jeg har overfor Højesteretssagfører David flere Gange forklaret, at det er et tungt Ansvar, som forsaavidt hviler paa mig - ligesom hele denne Sag hviler tungt paa mig - fordi han er en syg Mand; men han har saa god Hjælp der, som man kan faa, og jeg mener, at han ikke kan løslades, under Hensyn til de Ting, som jeg mener, det er bevist, at han har gjort, og derfor maa han sidde.« (Udhævelser af Forf.)

Det var Synd at sige, at disse Betragtninger vakte Bifald i de borgerlige Hovedstadsblade. Man følte sig stærkt benovet ved denne mandige Tale, følte sig aabenbart særlig ubehageligt berørt ved Rigsadvokatens Krav om Lighed for Loven og ved sin Paaberaabelse af »det store, brede og ærlige danske Folk«, der ikke havde nogen Forstaaelse for de rabulistiske Argumenter, som en Mand ved Navn David tillod sig at fremføre til Forsvar for en Mand ved Navn Glückstadt. Rigsadvokaten havde udtrykkelig hævdet, at den Tankegang, som her kom til Orde, var fremmed for det jævne danske Folk. De nævnte Hovedstadsblade følte sig nærmest oprørt over denne dristige Tale, der ikke respekterede Jødernes Tabu og røbede en Retsfølelse, som var i skarpeste Modstrid med den sociale Overklasses Klassefordomme. Men nu da dette var sket, ansaa man det dog for klogest at dysse Sagen ned i Stedet for at polemisere altfor stærkt mod Topsøe-Jensen. Det var jo ikke nødvendigt at gøre Folket opmærksomt paa, hvorledes Rigsadvokaten havde maattet kæmpe for, at Undersøgelsen gennemførtes saaledes som oprindelig efter Loven fastsat. Det skulde derefter forbeholdes Fru Laura Glückstadt med rasende Fanatisme at forhaane den Rigsadvokat, som end ikke nøjedes med at tie, men som komplimenterede »det store og brede, ærlige danske Folk«.

Dog - det tredie Tings formaaende Mænd indskrænkede sig ikke til det skildrede Muldvarpearbejde, de gik ved Lejlighed ogsaa mere aabent til Værks. Saaledes tog Forfatteren, Apoteker og Fabrikejer Otto Benzon - en Mand, som paa forskellige Maade havde Slægtsforbindelse med Jøder, og som

507

efter hele sin Stilling hørte med til Kapitalmagtens Inderkreds - kraftigt til Orde til Fordel for Emil Glückstadt i en Artikel, som kort efter de ovenfor nævnte April-Forhør over Glückstadt offentliggjordes i »Berlingske Tidende« under Overskriften: »Et pinligt Skuespil«. Benzon er klar over, at det ikke mere er klogt at tale den jødiske Finansmagts Sag altfor frimodigt - Folkets Retsbevidsthed er paa Vagt - og han søger derfor først at bevise, at han ikke paa nogen Maade føler sig personlig knyttet til den Anklagede; han har, siger han, »ikke staaet i noget Venskabsforhold til Emil Glückstadt, aldrig faaet Tips eller indbringende Raad af ham . . . og har endelig baade direkte og indirekte tabt meget ved Bankens Sammenbrud«. Dette mente han at maatte fremføre for ikke at blive betragtet som inhabil. Og saa tillader han sig, opfordret, som han siger, ved saaret Retsfølelse, at kritisere de Mægtige, som nu sidder til Doms over den saa haardt ramte Bankdirektør. Dette Forsøg paa at præsentere sig som en aldeles uhildet og objektiv Tilskuer kunde Hr. Otto Benzon passende have sparet sig, da han som allerede nævnt stod i alt for nær Kontakt med den Inderkreds, der virkeligt var de Mægtige i Landet. Han havde jo ikke Behov at gaa videre end til sin Broder for at komme i Forbindelse med en Mand, der aldeles ikke stod Landmandsbankens Direktør fjern, Alfred Benzon var bl. a. Medlem af Bestyrelsen for Nordisk Kabel- og Traadfabrikker, i hvilket Glückstadt var Formand, og den til 120 Dags Fængsel dømte H. P. Prior mente i sit Forsvar i Landsretten, ved Lejlighed endog at kunne paaberaabe sig Alfred Benzons Tilslutning til en af sine mindre heldige Dispositioner. Otto Benzon, som iøvrigt ej heller havde Grund til at klage over sine Tab ved Landmandsbanken, naar han selv dog var Aktiespekulant, kunde herefter saa sandelig ikke anses for at være den aldeles upartiske Iagttager.

Men han følte sig altsaa trods alt kaldet til at forsvare Glückstadt, rigtignok ikke til at klage over Processen i og for sig, men over Maaden, paa hvilken Domstolen behandlede den

508

Tiltalte. Han harmes over, at Retten mener at maatte tage Hensyn til Folkets Retsbevidsthed - hvad rager dog denne Proces Folket! Han harmes over, at denne Bankkatastrofe, der forvoldte Landet Tab paa den Bagatel paa et Par hundrede Millioner Kroner, overhovedet drøftes i Offentligheden og bemærker hertil bI. a.:

»At dette finder Sted ved en ekstraordinær og opsigtvækkende Kommission, bærer Regering og Rigsdag Ansvaret for, og det hele har da ogsaa en politisk Bismag. »Folket« vilde se Blod, og Folkets Vilje ske. Men Landet har man ikke gavnet ved den opreklamerede Storvask. Afset fra, hvad den koster direkte, koster den indirekte Landet enormt. Den styrker ikke vor Kredit. Ogsaa andre Lande har haft lignende Katastrofer, men de har ikke lavet Sensation ud deraf. .«

Saaledes argumenterer Otto Benzon! Det er altsaa ikke Glückstadt og hans Vennekreds, der er Skyld i, at Landets Kredit udadtil er bleven svækket, men det er Folket, der bidrager til at svække Landets Kredit, fordi det følger den efter hans Opfattelse absurde Idé, at Retten skal ske Fyldest overfor Kapitalmagtens Mænd. Han hader og foragter Folket ligesaa godt som en racebevidst Jøde kan gøre det, og han pointerer næsten ligesaa kraftigt som H. N. Andersen, at en Mand som Glückstadt maatte staa over Retten. Han anser ogsaa Særdomstolen for absolut uegnet til at behandle en Sag som den foreliggende og er ligesom Fru Laura Glückstadt af den Opfattelse, at Sø- og Handelsretten havde været det rette Forum. Han mener, at Jurister, der nu var sat til at holde Rettergang over Glückstadt, ikke sjældent gjorde Indtryk af at bevæge sig paa et Omraade, hvor de ikke hørte hjemme, og han mener, at »der burde dog maaske tilraades dem en vis Forsigtighed i deres Bevægelser«. Med et dybt Hjertesuk resumerer han, at hele den retslige Forfølgelse mod den syge Glückstadt nærmest

509

virkede, som »om man eksekverede en langsom og torturlignende Dødsstraf paa en Mand, som endnu ikke er dømt«. Saaledes vovede denne Kapitalismens Talsmand at vække Medlidenhed hos ubefæstede Sjæle, medens han selvfølgelig ikke røber nogen som helst Medlidenhed med de Mennesker, der tabte deres sidste Spareskillinger ved Landmandsbankens Sammenbrud, ej heller saa noget betænkeligt ved, at Statsborgerne skulde betale de af Banken forvoldte Milliontab osv.

Denne anmassende Kritiker holdt sig endog til Slut for berettiget til at tale Folket til Rette, idet han mindede det om nogle Alvorsord, han i Januar 1923 havde offentliggjort i »Berlingske Tidende«. De lød: »Der holdes for Tiden Hovedrengøring i Danmarks Hus. Smudset afdækkes, der skruppes og skures og luftes ud, og der udtages Syndebukke, som jages ud i Ørkenen, skønt de næppe bærer paa grimmere Synder end mange af dem, der bliver tilbage og vender Øjnene mod Himlen. Her lugter, som naar man tømmer en septic tank, og Dannerfolket holder sig for Næsen. Men Dannerfolket skulde lidt tidligere have mobiliseret sin Lugtesans og sin Indignationsevne. For det er ikke nu, da Folket mister deres Penge, at de lugter, værst; de lugtede som Regel værre, da de annammede dem. Men dengang maabede Menigheden i Beundring og Misundelse, blændede af den metalliske Glans, der stod over Spillere, Spekulanter og Mæcener paa Kredit, dengang tog man med udspilede Næsebor, logrende Hale og fremstrakt Pote Tips af de Samme, som man nu hvæser ad«. Det er et meget livfuldt Billede, Otto Benzon her giver af Spekulationens Overdrev, og man kan have godt af at læse denne lille markante Skildring to og flere Gange, men det ændrer ikke noget ved den Kendsgerning, at han ogsaa her tager saa syndigt Fejl af Forholdene. Den vilde Hazard blev forbeholdt

den Inderkreds af Mænd, han selv tilhørte; Folket blev uberørt deraf, selvom det saa sig nødsaget til paa alle mulige Maader at gardere sig mod Spilledjævelens Raseri og den af den forrykte Spekulation fremkaldte Stigning i Prisniveauet. Dannerfolket, d. v. s.

510

den jævne Arbejder og Haandværker, Bonden og Husmanden, eller som Benzon siger, »Menigheden« havde saa sandt andre Interesser end at tage Del i Børsspekulationen og havde hverken Raad eller Trang til at modtage Tips fra Samfundets rovgridske Mæcener. Og naar Benzon bebrejder Dannerfolket, at det glemte at mobilisere Forargelsen i Tide, saa rammer ogsaa denne Beskyldning ved Siden af. Folket anede ikke, at det skulde antrenge sin Lugtesans, da det takket være dets Ukendskab til den jødiske Højfinans’ Svig og Bedrag ikke kunde vide noget om den grænseløse Korruption, der bredte sig indenfor den sociale Overklasse i København, og fordi Jødemagten nok skulde sørge for, at Sandheden ikke kom frem. Løgnen var jo Princip, og Pressen var underkøbt og skulde nok vare sig at røbe alt for meget om Glückstadt’ske, Plum’ske, Heilbuth’ske og Ballin’ske Transaktioner. Tages alt dette i Betragtning, føles Otto Benzons Kritik rigtignok som en grænseløs Anmasselse. Naar han bebrejder Folket, at det ikke i Tide slog Alarm, trænger sig umiddelbart den Tanke paa, hvorfor han da ikke selv med sit nøje Kendskab til Forholdene, rettidigt advarede Godtfolk mod sine Staldbrødres Svindel og Bedrag. Det var saa sandelig ikke Folket, der svigtede, men det var, alt vel overvejet, dog vel snarere ham, der forsømte sin Pligt.Efter Otto Benzon tog Jøderne selv med deres nærmeste Venner fat paa Sagen.Da Forhandlingerne ved Østre Landsret stod paa, publicerede Industriforeningens to Ærespræsidenter, Ingeniør Alex. Foss og Porcelænsfabrikant Harald Bing endnu fem Dage før Glückstadt døde et Forsvar for den anklagede Direktør H. P. Prior, et Forsvar, som indirekte skulde tjene Glückstadts Sag. Det viste sig altsaa paany, at uansvarlige Kredse udefra - midt under Retsforfølgningen - forsøgte at indvirke paa Domstolen. Kapitalmagtens indflydelsesrige Mænd lod saa sandelig intet Middel uforsøgt for at redde deres egne, og ved denne Lejlighed griber ogsaa Jøden (Bing) umiddelbart ind for at

511

komme sin nødstedte Racefælle til Hjælp. Forsvaret førtes i Form af en skriftlig Henvendelse til Industriforeningens Medlemmer, men da det samtidig - den 19. Juni 1923 - offentliggjordes paa fremtrædende Plads i »Berlingske Tidende«, var Hensigten jo klar. Henvendelsen til Medlemmerne var i Realiteten en Henvendelse til Domstolen om at tage sig i Vare: Finansmagten krævede at blive hørt!

Tendensen i de to Industrimænds Indlæg fremgaar med tilstrækkelig Tydelighed af de indledende Ord: »Om faa Dage vil en af Industriens bedste Mænd, H. P. Prior, staa for Rettens Skranke, anklaget for med Forsæt at have tilvendt sig uretmæssig Vinding. Det kan ikke være andet end, at denne Anklage har gjort et dybt og smerteligt Indtryk paa Alle, som i en Aarrække har kunnet følge hans Færd - den offentlige som den private - og lært ham at kende som Hædersmand, retsindig, aaben og loyal i sin Handlemaade baade i Forretningslivet og som Leder af vor Standsorganisation«. *) Med Hensyn til de Forhold, som dannede Grundlaget for Tiltalen mod Prior, erklæres det derefter af de to Underskrivere til det ene Forhold bI. a., »at det er os umuligt at se, at der er noget som helst at bebrejde Direktør Prior i den Anledning«, med Hensyn til et andet Forhold, at Transaktionen forekommer dem rimelig og velbegrundet. Da Prior efter en vis Transaktion paa

*) H. P. Prior var Formand for Industriforeningen 1910 - 11; i April - Maj 1920 som nævnt Handelsminister i Millisteriet Friis. Han hørte allerede siden Halvfemserne til den Glückstadt’ske Inderkreds, idet han 1893 traadte i Forretningsforbindelse med Hermann Raffel, Emil Glückstadts Morbroder. Det var Raffel, som kom paa den Idé at

oprette en hjemlig Traadindustri, og som til Gennemførelsen af Planen satte sig i Forbindelse med Prior, der 1891 havde anlagt Nordisk Kabelfabrik. Det lykkedes ogsaa disse to Mænd langt om længe at gennemføre Oprettelsen af det senere saa betydelige Aktieselskab: Nordiske Kabel- og Traadfabrikker. I Stiftelsesmødet i Hermann Raffels Kontor i Bredgade 33 den 5. Februar 1898 deltog foruden Hermann Raffel Broderen Emil Raffel og Svogeren Isaac Glückstadt, desuden Kompagnon’en Johannes Jørgensen, H. P. Prior, Grosserer Oskar Ekmann og Direktør for Orlogsværftet I. C. Tuxen. H.

512

uretmæssig Maade havde ladet sig kreditere 200.000 Kr. i Landmandsbanken, bemærker de Herrer Foss og Bing - efter at have konstateret, at nogle mener, at Prior uden Betænkelighed kunde disponere som sket var, andre, at han straks burde have givet Afkald paa den ham godskrevne Overkurs - følgende: »Kyndige Forretningsmænd vil undres over, at Prior ikke straks fik Øje herpaa (d.v.s. paa Nødvendigheden af at træffe en Ordning med sin Bank om at refundere Beløbet), da han foretog Overdragelsen af Aktierne, men Forklaringen er den, at Direktør Prior vel er en paa sit Omraade fremragende Industridrivende, en dygtig Tekniker, en talentfuld Organisator, han har den skabende Evne, der fører til de store Resultater, men Regnskabs- og Bogholderisager har for ham maattet træde i anden Række. Her har han været vant til at støtte sig til andre, ikke mindst til Mændene i den Bank, ved hvis Hjælp han grundlagde sin Virksomhed, og som var ham en trofast Støtte under dens store Udvikling. Det kan ej heller efter vort Skøn - og vi tør dog antage at have nogen Ret til at udtale os om et saadant forretningsmæssigt Forhold - siges, at Banken ikke ogsaa ved denne Lejlighed har ordnet Sagen paa en for alle Parter rimelig Maade«.Det havde unægtelig været sømmeligere, hvis Industriforeningens Ærespræsidenter havde holdt disse Betragtninger tilbage til efter Domfældelsen, navnlig eftersom Henstillingen i

P. Prior blev ved denne Lejlighed det nye Selskabs Direktør, og samtidig fik Hermann Raffel Monopol paa Afsætningen af Aktieselskabets Fabrikater for et Tidsrum af 10 Aar. Denne Ret til Eneforhandling blev senere fornyet indtil 1918. Den 20. Decbr. 1906 var H. P. Prior sammen med Emil og Alfred Raffel, Sønnerne af ovennævnte Hermann Raffel og dermed Emil GIückstadts Fætre, medvirkende ved Starten af Dansk Staalbeholderfabrik. (Jvf. Th. Hauch-Fausbøll, Hermann Raffel 1869 - 1919, Kbh. 1919). Naar man véd dette, er det mere forstaaeligt, at Jøderne satte alt ind paa at faa Processen mod den dem saa nærstaaende Forretningsven standset. Prior hørte jo med til Finanskliken, der styrede Landet, og maatte som saadan efter denne Klikes Opfattelse selvfølgelig staa udenfor Landets almindelige Love.

513

de sidste Ord ikke blot indeholdt et Forsvar for Prior, men ogsaa for Glückstadt. Nu, da de havde afgivet deres Votum overfor Offentligheden, var det et aabent Forsøg paa at indvirke paa Domstolene, og anderledes blev denne Henvendelse heller ikke bedømt i Offentligheden. Resultatet var jo ogsaa, at Prior blev ikendt en latterlig lille Bøde paa 800 Kr., medens Højesteret som nævnt senere dømte Prior til Fængselsstraf. Fru Laura Glückstadt vurderer ogsaa netop denne Sag som særlig betydningsfuld for den Dom, der eventuelt vilde være overgaaet hendes Mand, idet hun atter, polemiserende mod de saakaldte folkelige Krav, bemærker: »Nu blev der dog i Priors 120 Dages sædvanlig Fangekost, der vistnok ikke i synderIigt Maal har angrebet hans personlige Anseelse eller svækket Vidnesbyrdene fra Alex. Foss og Bing, en Efterklang af alle de Bedrageriernes Krigstoner, som skulde følge min Mand til Graven«.

Det kraftigste Fremstød for at forebygge en offentlig Drøftelse af Afsløringerne, som man vidste vilde fremkomme i Bankkommissionens Beretning, foretoges imidlertid i Begyndelsen af December 1923. Da rettede nemlig Erhvervenes ledende Mænd en indtrængende Appel til Befolkningen om nu ikke mere at tale om gamle Skader, men kun om at rette Blikket fremad. Efter at det var lykkedes Finanskliken at

gennemtrumfe, at Harald Plum kun blev dømt til en mindre Bøde, og at Regeringen frafaldt Appel, skulde nu ogsaa saavidt muligt forhindres, at den saa frygtede officielle Beretning om Landmandsbanksvindelen gav Anledning til yderligere Diskussion. Af denne Grund offentliggjordes i næsten alle borgerlige Blade den 7. December følgende:»Der er i de senere Aar, saavel fra offentlig som privat Side gjort et energisk Arbejde for at bringe dansk Erhvervsliv ud af de vanskelige og uheldige Forhold, som Krigen har medført for vort Land, og efter at der i Tilslutning hertil nu af Statsmagten og Hovedbankerne er truffet Foranstaltninger til at

514

stabilisere vor Valuta og hæve den op til dens naturlige Leje for derved atter at skabe fuld Tillid til Danmarks økonomiske Stilling, retter undertegnede Erhvervsorganisationer en indtrængende Henstilling til Befolkningen som Helhed om at yde nævnte Bestræbelser Støtte ved endrægtigt og forsonligt Samarbejde og til Pressen om at medvirke hertil.

Det vil herunder være af afgørende Betydning, at enhver offentlig Drøftelse af Erhvervsforhold sker paa en saglig, underbygget Maade og ikke benyttes til personlige Angreb eller til Fremme af partipolitiske Formaal, da dette vilde være en nødvendig Forudsætning for, at den for Landet og de bærende Erhverv fornødne Arbejdsro vil kunne opnaas.

For Dansk Damskibsrederiforening: Chr. Sass.

For Grosserer-Societets Komité:Ernst Meyer.

For lndustriraadet: For Landbrugsraadet:B. Dessau. P. P. Pinstrup.

Det mest ejendommelige ved denne Proklamation var den Alliance, Venstremanden P. P. Pinstrup her havde ingaaet med Højfinansens jødiske Repræsentanter Ernst Meyer og Benny Dessau. Nu ønskede man altsaa for Alvor, at Glemselens Slør skulde lægges over Finansmagtens forbryderiske Transaktioner. Og Landbrugets ledende Mand var sammen med de Erhvervsgrupper, som havde været førende i den vilde Dans om Guldkalven, enig i, at nu skulde der være Ro om alle disse Ting! Nu skulde man paabegynde »endrægtigt og forsonligt Samarbejde«, for at Højfinansen i Ro og Mag kunde indlede sit nye Røvertogt mod det arbejdende Folk ved at fremskynde Deflationen, ved at faa den saakaldte »ærlige Krone« indført. Dog, fremfor alt ønskede man Tavshed om Landmandsbanksagen! Ganske aabent erklærede »Nationaltidende« den 7. 12.

515

(Aften), at denne Henstilling »falder i god Traad med de Anskuelser, vi ofte har gjort gældende«, og »Politiken« mente, »at man deri, at Henvendelsen er holdt i saa stor Almindelighed, vil se et Udtryk for Tidens Alvor«. Dog, den 8. 12. 1923 røbede »Nationaltidende« med rene Ord Opraabets Hensigt, idet Bladet bemærkede:

»Rimeligvis vil Kommissionens Betænkning blive afgivet i Løbet af den kommende Uge og vil naturligvis afføde en Del offentlig Debat; man regner dog med, at denne vil blive dæmpet af den forleden offentliggjorte Opfordring fra Erhvervslivets Hovedorganisationer om at vise Forsigtighed i Omtalen af erhvervspolitiske Forhold «.

Hvilken Rædsel maa det tredie Tings Mænd dog have følt, at de paa denne Maade mente at maatte mane Folket til Forsigtighed og at undlade unødig Kritik. Endog en Benny Dessau, som senere viste sig at være en af de særlig kompromitterede Personer, undser sig ikke for at underskrive en saadan Proklamation!Jo, det tredje Tings Mænd sparede sig intet for at forhindre Rettens Gang. De hvilede heller ikke i Foraaret 1924, da Kommissionsberetningens Offentliggørelse gav Stødet til offentlig Diskussion. Da var det Overretssagfører Ludvig Bing (ORS. Laurits Heines Kompagnon!), som i Anledning af Rigsdagsdebatten om denne Beretning den 3. Februar 1924 i »Politiken« rettede en indtrængende Henstilling til Folketingsmand Ove Rode om dog ikke mere at drøfte Landmandsbanksagen. Han bønfalder: »Lad os nu - hvilket Parti vi end tilhører - holde op med den vilde Jagt paa Personerne. Hvert Parti har haft sine Døde og Saarede i disse Aar. Lad os samle alle gode Kræfter i Danmark om det, der er langt vigtigere end at stille nogle flere Mænd og Kvinder i Gabestokken, nemlig - uden Hensyn til øjeblikkelig partipolitisk Fordel - at søge at finde Midlerne mod de vanskelige økonomiske Forhold i Landet«.Og han henstiller til Rode ikke at kræve yderligere Oplysninger om Navnene paa andre »Favørkonti« i Landmandsbanken.

516

Man forstaar saa godt, at Nationalbankdirektør H. Green - den fhv. Bankinspektør - i sine Nytaarsbetragtninger til Aaret 1923 under Hensyn til disse idelige Indgreb udtalte Ønsket om, at det tredie Ting snart maatte træde tilbage i den Ubemærkethed, hvorunder det uden Tvivl fungerede bedst. Det varede rigtignok endnu nogen Tid, inden dette Ønske blev opfyldt.

f) Hvordan Laura Glückstadt, født Rée, forsvarede sin Mands Sag.

Fuldstændig Klarhed over de Transaktioner, der førte til Landmandsbankkatastrofen, blev aldrig opnaaet, ligesom de to Hovedskyldige i Sammenbrudet ej heller kom til at lide Straf for deres forbryderiske Spil med betroede Bankmidler. Skæbnen vilde det anderledes. Ove Ringberg døde den 14. April 1922, kort Tid før det for Alvor trak op til Uro om Banken, medens Glülckstadt afgik ved Døden den 24. Juni 1923, midt i den Periode, da Domsforhandlingen ved Østre Landsret stod paa. Ingen af disse to fik altsaa deres Dom, kun blev Glückstadts Bo tilpligtet at udrede en større Del af Sagsomkostningerne for de af Sagens Punkter, der var bleven endelig behandlet.

Under Hensyn hertil har Fru Laura Glückstadt anset det for klogt, at udgive et Skrift under Titlen: »Emil Glückstadt. En Redegørelse.« nogle Aar efter at Processen var endt, nemlig i Aaret 1929 *). Her forsøger hun at skildre sit Syn paa Sagen

*) Den Redegørelse, Fru Laura Gückstadt giver i sit i dette Afsnit omhandlede Skrift, fortjener ikke blot Opmærksomhed som et Indlæg til Forsvar for hendes Mand, men nok saa meget, fordi hun selv uden Tvivl spiller en ikke ubetydelig aktiv Rolle i Landmandsbanktragedien. Hun er af Rée-Slægten, Datter af Storspekulanten i Sukkeraktier Eduard Rée, og selv besjælet af grænseløs Pengegridskhed og Ærgerrighed. Det er sikkert rigtigt, alt hvad det socialdemokratiske Blad »Klokken 5« beretter om disse Forhold den 25. September 1922, hvorved bI. a. meddeltes, at Glückstadt blev drevet frem af sin Kone, der tørstede efter fyrsteligt og adeligt Selskab. Der bemærkes endvidere: »Hr. Glückstadt viser sig ikke mere sammen med almindelige Overklassemænd. Hans Slotte vokser i Tal, og de udstyres med vanvittig Luksus i alle Henseender. Med vild Energi trænger han sig ind hos Hoffet, og det blev hans og Hustruens lykkeligste Øjeblikke, naar Prinser og Prinsesser sammen med Adelen samledes i hans overdaadige Slot i Klampenborg.« Naar dette tages i Betragtning forstaar man bedre, at Fru Glückstadt mener at kunne forsvare Mandens fantastiske Svindlerier, og at desuden denne Trang til at færdes i de fornemme Kredse har holdt sig hos hende indtil vore Dage. Hun indgik iøvrigt den 31. Oktober 1942 andet Ægteskab med den overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister,

Kammerherre H. A. Bernhoft (Storkors i Diamanter osv.), fhv. Direktør i Udenrigsministeriet og nuværende kst. Gesandt i Paris henholdsvis Vichy, og har derved atter fundet nær Tilknytning til Hoffet.

Naar man endvidere erfarer, at Glückstadt gik ind og ud ved Hoffet og var Dus med Adelen, forstaar man ogsaa, at der findes saa talrige fyrstelige og højadelige Navne paa Februarkontoen!

Billede

Fru Kammerherreinde Laura Bernhoft, Enke efter afd. Etatsraad Emil Glückstadt, sammen med sin Mand, fhv. Direktør i Udenrigsministeriet, Gesandt i Vichy og Paris H. A. Bernhoft, ved Prinsesse Aages Basar for de katolske Søstre i Danmark.

(Billed-Bladet, 17. 11. 1942.

Billede

Direktør H. P. Prior.Født 25. 2. 1866 Kbh., død 27. 9. 1936 sst. Direktør for A/S Nordiske Kabel-- og Traadfabrikker 1897 - 1923. Handelsminister i Ministeriet Friis under Paaskekrisen 1920.

517

under Paaberaabelse af, at fuldstændig Klaring af Forholdene aldrig opnaaedes paa Grund af de to Hovedanklagedes tidlige Død, og at navnlig Ringberg havde efterladt sig en Række uløselige Gaader, hvis Opklaring maatte have tjent til hendes Mands Rehabilitering. Hun kommer derved til det Resultat, at hendes Mand simpelthen er blevet Offer for et Justitsmord. Bogen, som i stor Udstrækning støtter sig til de Argumenter, Højesteretssagfører C. L. David og Overretssagfører Chr. F. Brorson benyttede under deres Defensorat, skal efter Forfatterindens Hensigt tjene til at udslette det Bedrageriets Stempel, som i Processen blev sat paa Mandens Minde. At Maalet ikke naas, er en Selvfølge. For den Sags Skyld kunde man se helt bort fra dette Indlæg. Naar det alligevel skal behandles her, er det, fordi den Fare, der truer Samfundet fra Jødedommen, her paany har faaet et særligt prægnant Udtryk, ikke just derved, at Forfatterinden mener at kunne forsvare sin Mands sag - det vilde man endda kunde forstaa - men navnlig fordi hun under dette Forsøg viser sig fuldkommen blind for de

518

Ulykker, Landmandsbankkatastrofen paaførte Samfundet, idet hun retter en fuldkommen uhjemlet Kritik mod de ansvarlige Instanser i Procesførelsen og endda forsøger at stille Mænd, der havde hørt til Bankens specielle Venner - som navnlig Direktørerne for Østasiatisk Kompagni - i et for dem uheldigt Lys. At hun derunder argumenterer dristigt og kynisk paa tværs af Sandheden, saa det forslaar noget, gør ikke hendes Indlæg i Sagen mindre tiltrækkende. Naar man nemlig læser, hvad hun skriver, da ved man først, hvad Jøden er, hvordan den fremmede Races Repræsentanter her i Landet ogsaa i vore Dage mener at kunne sætte sig udover Godtfolks Moral, Takt og Retsfølelse.Det er en anmassende og dristig Overlegenhed, som karakteriserer Fru Glückstadts Skrift fra først til sidst.Allerede det, at hun paa den mest hensynsløse Maade retter Bebrejdelser mod Undersøgelsekommissionen

og selve Formen for Domsforhandlingen, er symptomatisk for denne overspændte Selvbevidsthed. Fru Glückstadt begriber ikke, at hendes Mand overhovedet kunde sættes under Anklage. Hvorfor dog det? Er Jøden da ikke Tabu? Var man da ikke almindeligvis inden for dette Land, der regeredes efter Demokratiets og Marxismens Principer, blevet enige om, at det at være Modstander af Jødedommen var ikke andet end Udtryk for et kulturfjendsk og bornert Sindelag? Var det jødiske Finansherredømme da ikke mere anerkendt, Emil Glückstadt ikke mere denne Magts mest indflydelsesrige og formaaende Repræsentant? Hvorledes kunde man da risikere at indlede Undersøgelse mod ham, at anklage ham, hvorledes bl. a. forlange, at han skulde vige sin Plads som administrerende Direktør, forlange at han skulde lide Straf? Lad gaa, at der ved hans Mangel paa Kontrol med Banken, ved hans hemningsløse Trang til den mest løsslupne Spekulation, ved hans brændende Ærgerrighed og hans ustyrlige Begærlighed efter at spille en mægtig Rolle indenfor Verdenshandelen og Verdenspolitiken paaførtes Landet en Finanskatastrofe af fantastisk Format: hvad rager det

519

Folket, hvad rager det Regering og Rigsdag? Jøden er dog Tabu! Skulde man virkelig have glemt det?Ja, Fru Glückstadts Argumentation er helt igennem gennemsyret af denne forbløffende og fantastiske

Tankegang. Først og fremmest harmes hun over, at der overhovedet ved Lov blev anordnet en særlig Kommissionsundersøgelse. Loven Nr. 412 af 21. September 1922 analyseres i alle Retninger. Hun mener, at der efter Juliordningen af 1922 ikke paa nogen Maade var Anledning til at anordne en ekstraordinær Ret, eftersom Retsplejeloven af 11. April 1916 kun foreskrev at lade en saadan Ret udnævne, naar et Fallitbo ”befindes at være af en ganske særegen vidtløftig og indviklet Beskaffenhed”, eller naar en Bank eller Sparekasse kom under Konkursbehandling. Fru Glückstadt er endnu 1929 af den Mening at Landmandsbankens Forhold ikke kunde anses for en Sag af en ganske særegen vidtløftig Betydning osv., omendskønt det efterhaanden dog havde vist sig at de ved Sammenbrudet forvoldte Tab androg flere Hundrede Millioner Kroner. Dette Forhold imponerer selvfølgelig ikke en Dame af Slægten Rée. Hun undser sig derfor heller ikke for at konstatere, at 1922-Loven havde gjort en Ekstra-Undtagelse for en Bank, der ikke var under Konkursbehandling, skønt hun hellere burde have overvejet, at det saa sandelig ikke var hendes Mands Fortjeneste, naar Konkursbehandlingen blev undgaaet. Hun anser Bestemmelsen om, at Undersøgelseskommissionen skal anordnes som ekstraordinær Ret uanset Bestemmelserne i Retsplejelovens § 43, sidste Stykke, for absolut forkastelig, omendskønt hun som ikke helt uinteresseret Part egentlig skulde have gjort sig klart, at det maa være Rigsdag og Regering forbeholdt at træffe Afgørelsen om, hvad der skal være Lov og Ret. I sin Iver for at diskreditere Undersøgelseskommissionen tillader hun sig derefter den enestaaende Frækhed at hævde, at »der er Mindelser af lettres de cachet i denne Afvigelse fra § 43’s tydelige Bestemmelse«. Dette er en utvetydig Paastand om, at Vilkaarlighed og Partiskhed skal have været afgørende i den mod Landmandsbankens

520

Mænd indledede Undersøgelse! Fru Glückstadt ønsker, at kun Personer, der havde Dommerkvalifikationer, burde kunne være Medlemmer af Undersøgelseskommissionen, da det er hende en Vederstyggelighed, at Mænd som Bankinspektør Green og Prof. L. V. Birck, der hver paa sin Maade havde særlige Forudsætninger for at trænge til Bunds i Landmandsbankkatastrofens Aarsager og Udvikling, fik det Hverv at foretage de nødvendige Undersøgelser.Den jødiske Kvindes afsindige Raseri mod de Mænd, der ikke vilde respektere Jødernes Tabu og havde moralsk Mod til at gaa i Rette med den jødiske Højfinans, finder derefter kraftigt Udtryk i det Angreb, hun (S. 24) retter mod Undersøgelseskommissionens Medlemmer. Man høre:

»Hvad Lovgivningsmagten havde begyndt den 21. September 1922, fuldførte Regeringen. Ved Loven var den fritaget fra at vælge Dommerne iblandt de fagligt kvalificerede. Skulde nogen Garanti for deres Habilitet blive tilbage, maatte de da være aldeles uimpIicerede i den forestaaende Sag og overfor dens mulige Ansvarshavende; ikke frembyde nogetsomhelst, »som er egnet til at vække Tvivl om deres fuldstændige Upartiskhed«; ikke lade befrygte, »at Parterne ej kan have fuld Tillid til dem« (RetsplejeIovens § 62), - være mere upartiske end Søskendebørn eller tidligere Vidner i Sagen, end en i Udfaldet Interesseret, en Forurettet, en offentlig Anklager o. s. v. Hvorefter Regeringen under Formandskab af daværende Landsdommer Rump - hvis Ord og Gerninger snart og ofte vil komme til at »tale for sig selv« - beskikkede Bankinspektør Green, der havde været »sagkyndigt Vidne« imod Landmandsbankens tidligere Ledelse under Bankdramaets næstsidste Akt, samt Professor Dr. polit. L. V. Birck, der offentlig havde bekæmpet min Mand saa godt som nogen »offentlig Anklager«.« --

Saadan en Kritik mener altsaa en Storbedragers Hustru at kunne tillade sig overfor de Autoriteter, som efter Lovens Bud røgtede deres Hverv i Undersøgelseskommissionen med den mest udprægede Retssans og den strengeste Objektivitet, der tænkes kan. Dog det bliver værre. Thi ikke mindst maa den offentlige Anklager i Processen, Rigsadvokat Topsøe-Jensen, staa for Skud. Vedrørende ham bemærker Fru Glückstadt: »Til

521

»særlig Anklager« efter Loven 1922 § 2, valgtes en Rigsadvokat, der udstyredes med et særlig udrustet Revisions-og Anklage-Hjælpekorps til at granske, sortere og sammenvæve for lukkede Døre ethvert mistænkeligt Spor, ethvert anfægteligt Indicium. Vi vil se ham tage Protokollater som Første-Vidnesbyrd under det højeste Politisegl og opbygge Anklageteori og Materiale i uransagelig Vekselvirkning ex officio med Kommissionen, for derefter, - tilsidst - da alle Undersøgelsens Apparater var justerede, at aabne Offentlighedens Døre for de intetanende Sigtede og deres Forsvarere og lade den deraf opstaaede Forvirring stenografere.«

Mindre kunde ikke gøre det. Andre vil sagtens mene, at denne Form for Polemik mod en Undersøgelseskommission gaar langt ud over Sømmelighedens Grænser. Men den jødiske Forfatterinde tænker aabenbart anderledes og fortsætter med sine Betragtninger i den samme Dur, taler dristigt om »Kriminaljustits« (S. 37), om hvilken hun mener, at den i intet andet Land vilde være blevet taalt saadan som her er sket. Hun kan ikke himle nok op om den brutale Adfærd, Rigsadvokaten skal have tilladt sig overfor hendes dødssyge Mand. Side op og Side ned fortæller hun om den forfærdelige Behandling, hendes (ak) saa ærekære Mand var bleven udsat for, ligesom hun selvfølgelig føler det som en himmelraabende Uretfærdighed, at man overhovedet vovede at rette Bedragerisigtelse imod ham, ja, at den offentlige Anklager ovenikøbet lod ham arrestere! Hvor kunde man dog risikere at behandle ham – den jødiske Pengemagnat Emil Glückstadt, den med Storkorset af Dannebrogsordenen dekorerede stormægtige Etatsraad, Multimillionæren og den danske Regerings mest betroede Finansmand -, ja, hvor kunde man dog risikere at behandle ham ligesom enhver anden Misdæder, der er kommet i Strid med Loven. Sandelig, Fru Glückstadt er forfærdet over, at Jøden ikke mere er Tabu, at end ikke hendes Mand staar udenfor Loven. Men naar det endelig skulde være, og Undersøgelsen gennemførtes, saa vil hun idetmindste vise, at hun ikke bøjer sig for

522

det, som er kendt for Ret! Derfor de rasende Angreb. Derfor ogsaa Forsøget paa at paavise, at Rigsadvokaten havde bestilt og instrueret sine Vidner i Behandlingen af Anklagepunktet vedrørende Det russisk-østasiatiske Dampskibsselskab, - at Spørgsmaalene var blevet afpasset efter Anklagens Behov, at de rigsadvokatoriske Vidner skulde til deres eget Bedste, men ikke til Gavn for Sagens Oplysning, kun repetere tidligere udenretslige Forklaringer, i Forhandlingen for Østre Landsret den 14. April 1923 «! (S.

82.) Alvorligere Beskyldning kan dog vel ikke rettes mod en offentlig Anklager. Men Fru Glückstadt har selvfølgelig frit Slag. Vi er jo i Danmark, og hun er Jøde. Ogsaa i anden Sammenhæng paastaar hun (S. 57), at Rigsadvokatens Vidner »var godt forberedt paa Spørgsmaal og Svar«, hun betegner Anklageren og hans Hjælpere som inkompetente (S. 65), hun taler om den Justitsulykke, der var ved at trække op under Undersøgelseskommissionens Arbejde.

Toppunktet for de hadefulde Angreb naas imidlertid i Behandlingen af den saakaldte Kabelsag, hvor fru Glückstadt vil gøre gældende, at endogsaa Højesteret har ladet sig intimidere af den offentlige Mening. Da Højesteret i nævnte Sag idømmer Direktør - tilligemed Bankraadsmedlem og fhv. Handelsminister - H. P. Prior 120 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost for Bedrageri, og ved denne Dom giver Grundlag for en Formodning om, at den Hovedanklagede, hvis han havde levet, vilde være blevet ikendt en væsentlig strengere Frihedsstraf, mener Fru Glückstadt at maatte bemærke: »»Nuvel, - man har vel Føje til med al Ærefrygt for Højesteret at spørge, om ikke Landsrettens uappelerede Dom med de mange »Antagelser« af milIionmæssige Bedragerier eller »Tyverier« kastede sit Lod i Vægtskaalen, da Kabelsagen blev paadømt. Maaske vilde det være overmenneskeligt, om det ikke var saa - men hvilken Skade iøvrigt, at Højesteret ikke voterede offentligt i 1923.««Dette er altsaa Formen for den Irettesættelse, Storspekulan-

523

tens Hustru mener at kunne tiilade sig overfor Undersøgelseskommissionen og Domstolene.

Fru Glückstadt tager derefter de enkelte Anklagepunkter op til nærmere Prøvelse. Paa hvilken Maade er allerede lejlighedsvis bleven vist, bI. a. ved Drøftelsen af Sagen Frk. Raffel. *) Andre af de omhandlede Spørgsmaal skal her behandles, forsaavidt de er egnet til at karakterisere hele den Fru Glückstadt’ske Bevismetode. Med Hensyn til selve Grundlaget for de enkelte Anklager henvises til Dommen og dens Præmisser, som foran refereret.

Fru Glückstadt behandler Spørgsmaalene vedrørende Det russisk-østasiatiske Kompagni, den saakaldte »Februar-Konto« samt Dansk Søfartskompagni i de Afsnit, der er tænkt og anlagt som et Opgør med Direktionen for Ø.K.Hvad angaar det Russisk-østasiatiske Dampskibsselskab og dets Udløbere »Ø.K.s Opkøbs-Konto A.« samt »Syndikatet i Ø.K. Aktier ved Etatsraad H. N. Andersen«, søger Forfatterinden at fastslaa, at Spekulationerne paa disse Konti blev gennemført i privat Øjemed, og at de opnaaede Spekulationsgevinster derfor maatte tilkomme Deltagerne som Privatmænd og ikke de Institutioner, i hvis Tjeneste de stod, altsaa Ø.K. henholdsvis Landmandsbanken. Det omtalte Dampskibsselskab var bleven oprettet 1915 til Overtagelse af 6 Dampere, som man agtede at sætte ind i en Rute Hamborg-Amerika. De for Skibene udstedte Aktier overtoges af et Tredjedels-Selskab, i hvilke Landmandsbanken, Ø.K. og et af Privatpersoner bestaaende Konsortium, over hvis Sammensætning der ikke bestaar Klarhed ud over, at Formanden for Landmandsbankens Bestyrelse Admiral Richelieu var et af Medlemmerne, participerede med lige Dele. Udviklingen førte med sig, at Skibsfarten bragte store Fortjenester, efter at de indtraadte Vanskeligheder

*) Jvf. ovenfor 3 b, S. 237 flg.

524

ved den uindskrænkede Undervandsbaadsblokade var overvundet, hvorefter det ønskedes, at Privatmandsgruppen skulde sættes ud. Dette skete. Paa det Tidspunkt, da denne Sag skulde afvikles - Juli

1917 -, beløb Kursavancen sig til 4,8 Mill. Kr., af hvilke der blev udbetalt Konsortiet 1,6 Mill. Kr. og Landmandsbanken (inclusive en yderligere i Mellemtiden ved Kursbedring frigjort Garantipost) 2.196.000 Kr. Ø.K. fik godtgjort 1 Mill. Kr., som indbetaltes paa den Ø.K. tilhørende Dansk Soyakagefabriks Separatkonto, der i Begyndelsen af Februar samme Aar var bleven debiteret med 2.196.000 Kr. til Kredit for Landmandsbankens Konto »Konsortiet af 1. Februar 1917 «.Denne Million Kroner, som overførtes til Soya-Kontoen, beregnedes nemlig som Differencen mellem de 3,2 Mill. Kursavance, som Landmandsbanken og Ø.K. i Fællesskab havde tilgode fra Russer-Kontoen, minus det Beløb paa 2,2 Mill. Kr., der af Soya-Kontoen var bleven overført til Februar-Kontoen. Hvordan der imidlertid herefter kan være Tale om en ligelig Fordeling af den paa Russer-Kontoen opnaaede Kursavance, er et Spørgsmaal for sig; endog Fru Glückstadt er opmærksom paa denne ejendommelige Fordeling af Avancer, idet hun mere fordunklende end oplysende bemærker: ”Det kunde altsaa se ud, som om Ø.K. har faaet ca. 600.000 Kr. for lidt, og Banken ca. 600.000 Kr. for meget, - men det er vistnok kun tilsyneladende.«Kort og godt: Af Russerkontoen udbetales Juli 1917 den indtil da opnaaede Forøgelse af Kursværdien, og Aktierne overtages derefter af et nyt Korrsortium bestaaende af Ø.K. og Landmandsbanken alene, af hvilke førstnævnte participerer med tre og sidstnævnte med to Femtedele. Dette Anpartsforhold betegnes paa en af Ringberg skrevet Kladde ved Ordene: »Det ny Syndikat D.Ø.K. 3/5 og Lmb. 2/5 ejer. . . .« Efter Glückstadts Mening, som ogsaa forsvares af hans Hustru, betød nu denne Formulering, at Participanterne paa den ene Side var tre Direktører af Ø.K. og paa den anden Side to Landmandsbankdirektører, nemlig ham selv og Ringberg. Som Følge heraf blev

525

senere, 1921, da »Syndikatet i det russisk-østasiatiske Dampskibsselskab « (R.Ø.D.) afvikledes, Udbyttet heraf udbetalt til Direktørerne personlig forsaavidt Landmandsbankens 2/5 angik. Paa dette Tidspunkt købte Ø.K. derhos de 6 Skibe for et Beløb paa 28 Mill. Kr., hvormed først Kontoens Debetpost paa 13.207.307 Kr. udlignedes og Overskudet derefter fordeltes. Paa hver Anpart faldt herefter henimod 973.000 Kr. som Overskud ifølge Beregningen, der blev foretaget af Bogholderichefen i Ø.K., Direktør H. Schiødt.

Om Udbetalingen af denne Post bemærker nu Fru Glückstadt: »Den 12. Januar 1921 faar min Mand fra Ø.K. en ganske uofficiel Opgørelse over, hvad der ifølge H. N. Andersens Beslutning og Schiødts Udregning skal tilkomme ham og Ringberg, - Anklagen mener naturligvis med sin Konsekvens: Landmandsbanken, - nu ved Syndikatets Opløsning. Beløbet er sat til 972.72.1 Kroner 31 Øre; endvidere angiver Opgørelsen, at der fra Kompagniets Side vil blive erlagt 374.400 for en speciel Aktiepost paa 65.000 Rubler, som i Banken dækkede en Konsortialkonto paa 171.000 Kroner. Disse to Summer: 972.721 Kr. 30 Øre + 374.400 Kr., altsaa tilsammen 1.347.121 Kroner 30 Øre, oversender Kompagniet til min Mand den 14. Januar ved en kvitteret Chek til egen Ordre.« Og dertil knytter den prægtige Forfatterinde følgende Bemærkning: »Allerede denne Opgørelses- og Betalingsform peger med alt muligt Eftertryk paa, at de ca. 1.350.000 Kr. ikke skal gaa fra Kompagniet til Banken; thi Kontoens 10 Gange saa store Debetsaldo, over 13 Mill. Kr., udlignes ved Bogpostering samtidigt; hvorfor saa ikke ogsaa disse ca. 10 %, dersom Kreditor var den samme?«

Man forbavses unægtelig, naar man læser denne Forklaring og sammenligner den med den Forklaring, Direktør Schiødt fra Ø.K. afgav i Domhusforhøret den 14. April 1923. Af den fremgaar det nemlig aldeles tydeligt, at Ø.K. til Stadighed er gaaet ud fra, at de 2/5 Dele Anpart skulde tilfalde selve Banken, ligesom de 3/5 Dele Anpart tilfaldt Ø.K. Replikskiftet

526

om denne Sag faldt i det nævnte Forhør som følger (Udhævelserne foretaget af Forf.):

»Rigsadvokaten: Saa kommer Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab. Det bliver saa afsluttet, afregnet og gjort op i Januar 1921. (Schiødt: Ja.)Og der udbetales der? Hvad var Anpartsforholdet der?Schiødt: Det var tre Femtedele til Ø.K. og to Femtedele til Landmandsbanken.Rigsadv.: Og saa faar Landsmandsbanken udbetalt sin Avance?S.: Som er 972.000 Kr., samtidig med at Kompagniet køber de 65.000 Rubler i Aktier, som Banken ejer, for 374.000 Kr., saaledes at der udbetales 1.347.000 Kr.Rigsadv.: Og det er udbetalt i en Check?S.: Det er udbetalt i en Check.Rigsadv.: Til egen Ordre?S.: Ja.Rigsadv. : Var det i og for sig ikke underligt at udbetale i en Check? Plejer Kompagniet og Landmandsbanken ikke at afregne paa anden Maade?S.: Jo, som Regel gaar det jo i Mellemregning, men det er sket ifølge en speciel Anmodning i dette Tilfælde.Rigsadv.: Hvem har anmodet om det?S.: Det har Etatsraad Glückstadt.Rigsadv.: Har han anmodet Dem? Ringede han til Dem?S.: Ja, han telefonerede til mig og bad om, at han maatte faa det paa den Maade.Rigsadv.: Ringede Glückstadt til Dem og bad om at faa det i Check? (S.: Ja.) Udstedt til Landmandsbanken? (S.: Nej.) Hvad da?S.: Udstedt til Kompagniets Ordre, endosseret.Rigsadv.: Gav han nogen Forklaring paa, hvorfor han vilde have det paa den Maade?S.: Nej.«

Derefter rettede Højesteretssagfører David nogle Spørgsmaal til Schiødt, som bI. a. besvaredes med, at Glückstadt havde anerkendt den ham i Sagen tilsendte Afregning i et Brev af 19. Januar 1921 lydende saaledes: »Vi tiIlade os herved at meddele, at vi have debiteret Deres Indenbys Konto Kurant med Kr. 13.427.307,20 Kr. 1. ds. Hermed er Kontoen for Syndikatet i Russisk Østasiatisk Dampskibsselskabs Aktier udlignet, og vi bringe Dem vor bedste Tak for den trufne Ordning. . .

Med Højagtelse! Den danske Landmandsbank, sign. E. Glückstadt.«

527

Paa Forespørgsel stadfæstede Direktør Schiødt derefter udtrykkelig, at det Beløb, der ikke gik over Mellemregning og tilfaldt den Side, som ikke var repræsenteret ved Landmandsbanken, gik til Ø.K., direkte i Kompagniets Kasse.

Omendskønt Fru Laura Glückstadt i sine Undersøgelser særligt indgaaende dvæler netop ved Forhandlingerne den 14. April 1923, nævner hun ikke med et Ord disse af Schiødt afgivne Erklæringer, men søger tværtimod ved at fortie dem at fremkalde det Indtryk, at ogsaa Kompagniet gik ud fra, at Kursavancen rettelig tilkom Direktør Glückstadt. Hun viger altsaa ikke tilbage for at komme paa Kant med Sandheden, men det gælder jo rigtignok ogsaa her om at forsvare en Transaktion, ved hvilken Glückstadt tilegnede sig ca. 1,35 Mill. Kr. paa Bankens Bekostning. Ogsaa Spørgsmaalet vedrørende Ø.K.’s Køb af 65.000 Rubler i Aktier strejfes i det ovenfor citerede Replikskifte, hvorved Schiødt pointerer, at det er Banken, som ejer dem. Ogsaa Udbyttet af dette Salg, 374.400 Kr., er ikke kommet Banken til Gode; hvem der i sidste Instans har faaet Pengene, kan Fru Glückstadt ikke oplyse. Dog under Retsforhandlingerne blev, som det nedenfor (S. 538) vises, ogsaa dette Punkt opklaret.

Hvorledes det i øvrigt forholdt sig med disse Aktier til 65.000 Rubler fremgaar ligeledes af den ovenfor nævnte Skrivelse, som Glückstadt den 19. Januar 1921 sendte til Ø.K. Her fandtes nemlig ogsaa føIgende Passus: »Samtidig har vi i vore Bøger noteret, at de hos Banque de L’Azov Don deponerede Ro. *) 65.000

Aktier i Det Russisk Østasiatiske Dampskibsselskab fremtidig henligger for Deres Regning og Risiko.«Denne Passus findes i Bankens Skrivelse; det drejer sig om en Erklæring, der afgives af Glückstadt i hans Egenskab af Bankens Direktør. Paa samme Maade siges i en Bemærkning, som Bankens Sekretær, Direktør Emil Glückstadts Nevø Erik Glückstadt, den 10. Februar s. A. sendte til Laanefaget i Ban-

*) Ro. = Rubel.

528

ken, at »ligeledes er Ro. 65.000 R.Ø.D.s Aktier (Bankens Beholdning) overgaaet til Ø.K.« (I en Note, der var vedføjet en Skrivelse fra Underdirektør Nicolaysen.) Med Hensyn til denne Transaktion bemærkede Rigsadvokat Topsøe-Jensen i Domsforhandlingen den 16. Juni 1923, at Tilegnelsen af Betalingen for de 65.000 Ro. Aktier fra Direktør Glückstadts Side maatte betegnes som »oplagt bedragerisk«, at »der ikke kan være nogensomhelst Tvivl om, at her foreligger et rent og skært Bedrageri«. »Der kan« - fortsætter han - »ikke være nogen Tvivl om, at disse 65.000 Ro. Aktier er Bankens Aktier. Og det har GI. heller ikke kunnet modsige, eller villet modsige.«

Til Russer-Kontoen knytter sig endnu den besynderlige Historie om de 27 Bundter 500 Kr. Sedler, der forsvandt, og om de kraftige Selvmodsigelser, Glückstadt gjorde sig skyldig i under Retsforhandlingerne, da han skulde gøre Rede for dette Forhold. Det viste sig, at den Tiltalte den 19. Januar 1921 havde ladet Kompagniets Check hæve kontant. De enkelte Omstændigheder, der knyttede sig til denne Sag, blev nøje oplyst i Forhørene den 10 April 1923. Det var Hovedkassereren, Kongstad, som havde modtaget Ordren til at udbetale Checken. Han forklarede, at han den 19. Januar havde faaet Ordre af Direktør Rothe til at fremskaffe Pengene, og at han, da han ikke havde tilstrækkeligt i Kassen, havde maattet tage dem hjem fra Nationalbanken. Pengene, ialt 27 Bundter 500 Kr. Sedler med 50.000 Kr. i hver Bundt, var derefter ved 11-Tiden i en lille Kasse blevet bragt op i Direktør Glückstadts Kontor, for - ifølge sidstnævntes Forklaring - at blive stillet ind i Ringbergs Pengeskab. Kongstad oplyste videre, at hele Beløbet havde været Nationalbanksedler, og at Banken kun havde haft 300 - 400.000 Kr. i saadanne Sedler. Samme Dag om Eftermiddagen havde han fra Fonds-Kassen faaet 800.000 Kr. i de samme Bundter. Kasserer Lyhne-Thomsen oplyste derefter, at han havde modtaget de 2 X 400.000 eller 800.000 Kr., der skulde indsættes paa Max Lesters og Valdemar Glückstadts Navn, om Eftermiddagen ved 2 ½-Tiden. Det var Erik Glück-

529

stadt - Emil Glückstadts Nevø - der kom ned med dem selv. Beløbet blev ført i Mellemregning, da Kasserer L.-Th. samtidig fik Besked om, at Pengene først skulde gaa over den næste Dag.

Hvorfor Pengene var hævet kontant, kunde Glückstadt i første Omgang ikke huske, blot vidste han, at han ikke havde disponeret Over disse Midler. (Jvf. ovenfor S. 479) Han vilde ikke nægte, at der selvsamme Dag var bleven indbetalt 400.000 Kr. paa Broderen Valdemar Glückstadts og Svogeren Max Lesters Konto, men han erklærede med Bestemthed, at disse 800.000 Kr. stammede fra en Avance, han havde haft paa et Syndikat i Raagummi, og som ikke havde noget som helst med den saakaldte Russerkonto at gøre. Nogle Replikker fra Forhandlingen den 10. April 1923 er i saa Henseende overmaade karakteristiske.

Rigsadvokaten: Det tyder paa, at det er de samme Penge, der kommer igen, de 2 X 400.000 Kr., som indsættes paa Lesters og Valdemar Glückstadts Konti?Glückstadt: Ja, jeg har ingen Erindring ud over, hvad jeg har sagt. Jeg kan med Bestemthed sige, at de Penge, der er indsat paa d’Herrers, ikke er kommet fra Russisk-ØstasiatisK Kompagni. - Glückstadt gentager senere to Gange, efter Forhøret af Hovedkasserer Kongstad, at »de to Ting ikke kan sættes i Forbindelse med hinanden og at »de to Ting ikke kan føres sammen«, hvortil Dommeren bemærker, at Interessen vel

kun var den, »at faa Pengene ud kontant for den Check, saa ingen kunde se, hvor Pengene (til Indbetalingen ved Fonds-Kassen) kom fra«. Dertil svaredeGlückstadt: Jeg kan ikke sige mere, end jeg har sagt, men jeg haaber at kunne komme med en Forklaring senere, hvis min Hukommelse ikke bliver endnu mere ødelagt, end den er blevet nu. l Øjeblikket kan jeg ikke give anden Forklaring.Efter Kasserer Lyhne-Thomsens Forklaringer spurgtes Glückstadt af Dommeren: Har De noget at bemærke til disse Vidneforklaringer?Gl.: Jeg er ganske ukendt med de Forhold.Rigsadv.: Kan De huske, at Erik Glückstadt havde noget med det at gøre?Gl.: Jeg tror, Erik Glückstadt ordnede de to Indbetalinger, men derudover veed jeg intet.

530

Først senere ændrede Glückstadt sin Forklaring paa dette Punkt, et Forhold, som ganske er undgaaet Fru Glückstadts Opmærksomhed. Hun fremstiller Sagen, som om Glückstadt fra Begyndelsen af har indrømmet, at Udbetalingerne paa de to Gange 400.000 Kr. var sket fra Kontoen »Russisk Østasiatisk Dampskibssdskab«, til Stadighed havde fastholdt denne Paastand og samtidig havde hævdet Berettigelsen af denne Transaktion. Ogsaa i dette Punkt gør hun sig altsaa skyldig i en dristig Fordrejelse af Sandheden! - Glückstadts oprindelige ovenfor citerede Forklaring, som han senere frafaldt, kunde iøvrigt heller ikke opretholdes, da den led af den væsentlige Mangel, at Gummiavancen paa ½ Mill. Kr. udbetaltes paa hans Konto 5. Januar 1921, og det eneste naturlige vilde da have været at foretage en almindelig bogholderimæssig Overførsel. Men lndbetalingen af de 800.000 Kr. paa de to Konti skete som nævnt først 14 Dage senere, da Glückstadt hæver Cbecken paa 1,3 MilI. Kr., og han betaler med Kontanter, med de samme 500 Kr. Sedler, som han et Par Timer i Forvejen har Iadet bringe op til sig.Dog til den saakaldte Russerkonto knytter sig endnu andre højst ejendommelige Transaktioner. Den 5. Juli 1917, da Opløsningen af det gamle Syndikat (D.Ø.K.) finder Sted, efter at Privatmandsgruppen er trængt ud af Sagen, overføres ca. 3,7 Millioner Kroner af det ny Konsortiums Tilgodehavende paa Kontoen til en Konto, som hedder »Ø.K.’s Opkøbskonto A«, en nødlidende Konto, paa hvilket der skyldtes ca. 8 ½ Mill. Kr. paa indkøbte 1,2 Mill. Kr. Ø.K. Aktier, der efter Dagskursen kun havde en Værdi paa ca. 6 3/4 Mill. Kr. Ved Overførelsen af de 3,7 MiIl. Kr. skaffedes der rigelig Dækning for det opstaaede Tab. Aktierne paa denne Konto nedbragtes derved til en kunstigt lav Kurs af 400 og D.F.D.S.-Aktier, som forud havde ligget paa denne Opkøbskonto, kunde derefter henlægges under et nyt Konsortialforetagende med Navnet »Syndikatet i Ø.K. Aktier ved Etatsraad Andersen«. Alt dette skete paa selvsamme Dag, den 5. Juli 1917, og indbragte Parti-

531

cipanterne, blandt hvilke atter Ringberg og Glückstadt befandt sig, en Fortjeneste paa smaa to Millioner Kroner. Saavidt det nu ses, har Etatsraad Andersen ejendommeligvis ikke faaet Oplysninger om denne Transaktion paa dette Tidspunkt til Trods for, at det var hans Firma og ham selv, der maatte lægge Navn til. Hvor egenmægtigt Direktørerne ved Landmandsbanken er gaaet frem i denne Sag viste sig atter i Bankkommissionens Retsforhandlinger i et Replikskifte, der fandt sted den 14. April 1923 mellem Højesteretssagfører David og Etatsraad Andersen. Vi citerer:

David: Maa jeg spørge Excellencen, om De erindrer en Konto: Ø.K.-Opkøbskonto A, paa hvilken der efterhaanden laa for 1,2 Mill. Kr. Ø.K.-Aktier? Det ligger saa langt tilbage som i første Halvdel af 1917. *)

Andersen: Jeg erindrer noget om det, men ikke Detaillerne.D.: Den Konto blev afløst af en anden Konto: Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Dem.A.: Det har jeg aldrig givet mit Samtykke tiI, og jeg vil gerne, hvis jeg tør det her, nedlægge en bestemt Protest imod,

at mit Navn er bleven brugt paa den Maade. Jeg har aldrig vidst, før Kommissionen meddelte mig det, at mit Navn er bleven brugt paa en saadan Maade i Banken.D. : Var der ikke sendt Konto-kurant til Kompagniet vedrørende den Konto?A.: Senere har man akviesceret derved. Det er en Konto, man senere har faaet at vide, et Aar efter, ved et privat Brev til Direktør Schiødt fra Direktør Ringberg, og saa er Spørgsmaalet blevet taget op til Behandling mellem begge Direktioner. Vi har akviesceret, under Forudsætning af at Kontoen hurtigst muligt blev afviklet. Det er sket, der er ikke foretaget Køb mere, det er afviklet. Og jeg skal yderligere oplyse, at der

*) I »Bemærkninger i Anledning af Etatsraadinde Glückstadts Bog«, ved Højesteretssagførerne F. Bülow og I. F. Fenger (1930) stadfæstes, at det nævnte Opkøbskonto, paa hvilket der den 5. Juli 1917 indførtes 1,2 Mill. Kr. Ø.K. Aktier, var Kompagniet ubekendt. Først ved Brev af 1. 3. 1918 fra Direktør Ringberg til Direktør Schiødt - der var skrevet mere som et privat Brev end som et Forretningsbrev - fik Ø.K. Anelse om Indkøbene. Kompagniet fik imidlertid først i Marts 1923 en Kontokurant over denne Konto tilsendt, altsaa først længe efter Landmandsbankens Sammenbrud. Det gentages her, at den paa Kontoen opnaaede Fortjeneste kun er kommet Kompagniet tilgode.

532

er fremkommet en Avance - Direktør Schiødt har meddelt, hvor stor den Avance er. Den er ikke kommet Direktionen tilgode, men er gaaet over til Kompagniet.

D.: Paa et vist Tidspunkt blev den Konto krediteret for 3,7 Millioner, som overførtes fra Russisk Østasiatisk Dampskibsselskabets Syndikats Konto. Denne Kreditering maa dog formentlig have fundet Sted efter Ordre fra Kompagniets Side.A.: Nej.D.: Banken var dog ikke Herre over dette Syndikats Konto.A.: Jo, det er en Postering, Banken egenmægtigt har foretaget. Der er aldrig sket Henvendelse til mig om, hvad Postering man vilde foretage inden for Banken. Jeg kender ikke noget til Bankens Regnskabsvæsen. Der er aldrig sket Henvendelse til mig om de enkelte Forhold. Sædvanlig er det kommet langt senere. Det er jo almindelig Kutyme over hele Verden, at naar man aftaler en Forretning om Millioner, saa bekræfter man det bagefter, enten ved Brev, eller muligvis ved en Overenskomst. Det har sikkert ikke fundet Sted her.

D.: Men der er aldrig af Kompagniet rejst Protest imod den Kreditering.A.: Jo, den er bleven rejst, i det Øjeblik man faar den at vide, i det Øjeblik der bliver forelagt mig et privat Brev - hvad jeg ogsaa finder underligt - fra Direktør Ringberg til Direktør Schiødt, hvor det Spørgsmaal bliver taget op.

Disse Tilsnigelser fra Glückstadts og Ringbergs Side, som afsløres i dette dramatiske Ordskifte, nævnes selvfølgelig ikke heller af Fru Glückstadt, ligesom hun ikke nævner, at Etatsraad Andersen udtrykkelig fremhæver, at Kompagniet i mange Tilfælde, hvor Landmandsbanken havde anmodet det om at gaa med til en eller anden Ting, havde maattet give Afslag. Nej, saadanne Bemærkninger fortier hun, fordi de ikke pynter paa Glückstadts Sag. Dog indrømmer Forfatterinden uden Omsvøb, at de to Bankdirektører var privat engageret i saavel Opkøbskonto A samt i ”Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad Andersen” med Partsfordelingen 425/1200. Og saa hævder hun frækt og dristigt, at for den øvrige Parts Vedkommende paa 775/1200 var d’Herrer Direktører fra Ø.K. privat interesseret ligesom hendes Mand og Ringberg - under Paaberaabelse af en Deklaration af Direktørerne i Ø.K. af 23. Aug.

533

1921, der netop beviser, at de ikke vil være private Deltagere i Foretagendet. - Hun paastaar det modsatte til Trods for de ovenfor citerede utvetydige Erklæringer af Etatsraad Andersen i Retsforhandlingerne! Hun insinuerer, at Ø.K.’s Direktører oprindeligt i denne Sag havde været reelle Medspekulanter, men saa vel senere var bleven betænkelige ved Sagen og hun formulerer denne sin Tankegang i Ordene: »Hertil har

Rigsadvokaten vel tænkt: » Ja-a, den Deklaration kunde man se endnu den 23. August 1921; men hvad saa man i Juli 1917?« Denne Indvending er selvfølgelig hen i Vejret, idet man af Etatsraad Andersens Forklaring ved, at han først paa et senere Tidspunkt fik Nys om Sagen, og at han straks efter at have erfaret om Landmandsbankdirektørernes besynderligeForanstaltninger med Misbrug af hans og hans Firmas Navn, havde sørget for en hurtig Afvikling af den ominøse Konto og – at han iøvrigt i mange Tilfælde ikke havde haft rigtig Forstaaelse for d’Herrer Glückstadts og Ringbergs forretningsmetoder.Afviklingen af »Syndikatet i Ø.K. Aktier ved Etatsraad Andersen«, som Etatsraaden hurtigst muligt ønskede gennemført, bragte som nævnt en betydelig Avance, takket være det Tilskud paa 3,7 Mill. Kr., som var overført til Opkøbskonto A. fra den saakaldte Russerkonto og som muliggjorde, at førstnævnte Kontos Aktier kunde overføres til en uforholdsmæssig lav Kurs til det hovedsagelig paa Glückstadts og Ringbergs Initiativ oprettede »Syndikat i Ø.K. Aktier«. Det er uden Tvivl ikke nemt at finde sig tilrette i denne Labyrint af Konsortier, som jo ovenikøbet staar i nærmeste Forbindelse med Februar-Kontoen og Dansk Soyakagefabriks Separatkonto, hvilke er en Slags Forløbere for de ovennævnte tre Konsortier. Men her er det tilstrækkeligt først at fastholde i sin Hukommelse, at det indledende nævnte »Syndikat i Ø.K. Aktier ved Etatsraad Andersen«, der af Bankdirektørerne indrettes uden Etatsraad Andersens Vidende, af Bankdirektørerne udnyttes til privat Fordel, medens Ø.K.-Direktørerne, saasnart de faar Anledning

534

til at beskæftige sig alvorligt med Sagen, lader Udbyttet tilflyde Kompagniet og radikalt afviser Tanken om, at det herved skulde dreje sig om et Privatmandskonsortium. Og det maa dernæst fastholdes, at de store Avancer, der udbetaltes ved Afviklingen af »Syndikatet i Ø.K. Aktier«, ene og alene opnaaedes paa Grund af de 3,7 Mill. Kr. Tilskud, der stammede fra en Landmandsbanken og Ø.K. tilhørende Konto. Derfor bemærker Rigsadvokaten ogsaa under Domsforhandlingen den 16. Juni, at man skulde antage, det vilde være Landmandsbanken og Ø.K., der under de givne Forhold maatte profitere ved de opnaaede Kursavancer. Men det var altsaa langtfra Tilfældet. De kom ifølge Rigsadvokatens Redegørelse, i det mindste saa vidt der var Tale om Landmandsbanken, i større eller mindre Udstrækning Glückstadt eller Ringberg personlig til Gode. Til Belysning heraf fremfører Rigsadvokaten i sit Aktorat følgende: »Der udbetales første Gang pr. 1. Marts 1918 lidt over 1 Mill. Kr. Avance paa Salget af 600.000 Kr. Aktier; Ø.K.’s Anpart er 685.000 Kr., Landmandsbankens Anpart 375.000 Kr. Den 8. Marts er der efter Bilag, som GI. selv har skrevet, indsat 400.000 Kr. paa hans indenbys Kontokurant-Konto. Den næste Udbetaling sker den 11. Juli 1918 med 1,4 Mill. Kr.; Landmandsbankens Anpart er 524.000 Kr. Dagen efter faar GI. indsat paa sin egen Konto 375.000 Kr., hvilket iøvrigt svarer til 1/4 af den samlede Avance. Den sidste Udbetaling finder Sted den 16. September 1918 med 792.000 Kr.; Landmandsbankens Anpart er 280.000 Kr. To Dage efter er der indsat paa Ringbergs Konto 50.000 Kr., og den 24. September paa GI.’s Konto 300.000 Kr.«

Saavidt om de Transaktioner, der knyttede sig til den saakaldte Russerkonto og dennes Udløbere. Fru Glückstadt mener heroverfor i enhver Henseende at kunne gøre gældende, at hendes Mand aldrig har forsét sig og i de Forhold, hvor der trods alt ikke var handlet helt forsvarligt, maatte Skylden alene lægges paa Ringberg, der i hendes Mands Fraværelse uden Tvivl havde truffet mangehaande betænkelige Dispositio-

535

ner. Men forsaavidt Skylden virkelig maatte lægges paa Ringberg, var det ogsaa uberettiget at gøre hendes Mand medansvarlig, selvom han var den administrerende Direktør. Hun fastholder selvfølgelig ogsaa Paastanden om, at Direktørerne ved Østasiatisk Kompagni oprindelig var deltagere som Privatmænd i de den 5. Juli 1917 oprettede Spekulationskonti og henviser som Begrundelse for denne Opfattelse til den ovenfor nævnte, den 23. August 1921 af fem Ø.K.-Direktører underskrevne Deklaration, ifølge hvilken der blev truffet Afgørelse vedrørende Anvendelsen af det opnaaede Overskud ved de ovennævnte Støttekonsortier for Ø.K. og Ø.P.-Papirer. Der bestemtes herved, at Overskudet skulde benyttes »for velgørende Formaal og for Formaal, som maatte være i det Østasiatiske Kompagnis Interesse«. Heraf mener Fru Glückstadt at kunne slutte, at Direktørerne ved Ø.K. først paa et senere Tidspunkt var bleven enige om ikke at udnytte de her omhandlede Transaktioner til egen Fordel.

Hvorom alting er: Glückstadt tjente tykt paa alle de her omhandlede Transaktioner. I Begyndelsen af 1921 er det særligt store Beløb, der tilflyder ham. Den 5. Januar d. A. fik han à conto et Gummisyndikat udbetalt, 633.000 Kr., godt en Uge senere, den 14. Januar, det ovenfor nævnte Beløb paa 1.347.121 Kr. 30. Øre. Alt ialt faar han altsaa i Løbet af godt en Uges Tid henimod 2 Millioner Kroner udbetalt. Og alligevel bemærker Fru Glückstadt - føler han sig ikke vel tilpas ved Situationen. Pengemæssigt set lever han i Overflod, men iøvrigt har han netop nu, i dette Tidspunkt, sine største Bekymringer: Det er jo Ringberg, der har foretaget saa mange uheldige Dispositioner, som nu paa det alvorligste truer Bankens Eksistens. Fru Glückstadt mener at kunne paastaa, at hendes Mand »paa det alvorligste har foreholdt Ringberg Uforsvarligheden af hans Børsdispositioner, - over Privatkonti, ogsaa hans Broders og Svogers, der uden nogen som helst Føje, for hans Familiemedlemmers Vedkommende endog mod

536

deres Protest, er belastede ved nye Køb eller nægtede Salg«.Ringberg har altsaa Skylden. Ogsaa med Hensyn til det Transatlantiske Kompagni, mener Fru Glückstadt at maatte konstatere, at der efter hendes Mands Opfattelse »var disponeret mere end voveligt, og ganske imod Principerne for dens Forhold tiI Banken«. Atter er Ringberg den, der faar Skylden.Saaledes skæmmes død Mands Minde fra en Side, der var mindst berettiget til at gaa i Rette med den angrebne. Endelig henviser Forfatterinden til, at Glückstadt den 12. Januar 1921 overfor Bankens Bestyrelse havde afgivet en Forklaring vedrørende de tabforvoldende Placeringer og de store Underskudskonti hos Vekselererne, hvorunder der for en Gangs Skyld ikke tales om Ringbergs Skyld, et Argument, der unægtelig ogsaa her havde været i særlig Grad uheldigt, eftersom Direktør Glückstadt jo selv var med i et meget stort Antal af de Spekulationsforretninger, der for hans og Ringbergs Regning gennemførtes hos Banken nærtstaaende Vekselererfirmaer.Dernæst fører Fru Laura Glückstadt det sidste afgørende Forsvar for sin Mand i denne Sag, idet hun giver specielle Oplysninger om Anvendelsen af den Kursavance paa ca. 1.350.000 Kr., som Glückstadt fik udbetalt den 14. Januar 1921. Thi netop her viste sig - efter Fru Glückstadts Opfattelse - det ædle Sindelag, den stærke Offervilje, som Manden havde været besjælet af.

Først ydede han nemlig et Indskud paa to Gange 400.000 Kr. til Fordel for sin Svoger Max Lester og

sin Broder Valdemar Glückstadt for at nedbringe disses Gæld til Banken med tilsvarende Beløb. Dernæst indbetalte han - som Fru Glückstadt antager, efter Ringbergs særlige Anmodning - 130.000 Kr. til Dækning af Ringbergs nyligt afdøde Broders Skyld til Banken. Denne Raaden over 930.000 Kr. anser Fru Glückstadt ikke blot for uangribelig, men for anerkendelsesværdig! Thi denne Ordning, mener hun, kom »kun

537

Bankens Stilling tilgode«, hvorved hun desværre ser bort fra, at de ærede Familiemedlemmer dog af Hensyn til deres Stilling maatte være mindst ligesaa stærkt interesseret i denne Ordning som Banken og navnlig ogsaa Emil Glückstadt qua Bankdirektør, da han vel maatte føle sig medansvarlig for den overmaade letsindige og uforsvarlige Kreditgivning til Direktørernes nærmeste Paarørende.

Dog: over et Beløb paa 930.000 Kr. var der disponeret paa den skildrede Maade. Hvor blev saa Restbeløbet, de ca. 417.000 Kr. af? Ja, det kan heller ikke Fru Glückstadt gøre Rede for, blot véd hun, at hendes Mand ikke har tilegnet sig dem paa uretmæssig Maade. Fantastisk, hvad hendes Hjerne udpønser af Udflugter og Undskyldninger herfor. Højtideligt retter hun sin Kritik mod Rigsadvokaten: »Ved han nogetsomhelst om, hvor de af min Mand ikke disponerede ca. 417.000 Kroner, - der maaske netop laa i Kontanter, fordi han ikke vidste at disponere over dem, - er blevet af? Véd han, om de ikke er lagt i Ringbergs Skab, til hans Beholdning, eller indskudte paa Sparekassebogen Nr. 90019 til hans Ordre, for at de kunde finde netop den rette Anvendelse, hvorom min Mand Intetsomhelst kunde vide uden speciel Instruktion, saasnart Ringberg selv kom hjem og kunde tage sig af det? Vi véd endnu ikke idag, om der tilkom Banken 171.000 Kr. eller 374.100 Kr. - eller slet intet. Men Ringberg vidste det. Er der da foregaaeet noget, til Fortræd for Banken, ved at Spørgsmaalet med rigeligt vedlagte Penge afventer hans Disposition, om hvis Redelighed min Mand intet Øjeblik - hverken den Gang. eIler senere - har tvivlet?« Ja, saaledes forsvarer Fru Glückstadt sin Mand, og derefter formaner hun Rigsadvokaten – som hun saa ofte gør det i Skriftet - til at holde sig Principet »in dubio pro reo« efterrettelig, d.v.s. at bøje sig for den Grundsætning, at enhver Tvivl med Hensyn til Skyldbeviset kommer den Sigtede til Gode. Dette Princip maatte selvfølgelig for

538

Fru Glückstadt være et Frelsens Evangelium, eftersom hun, ligesom sin Mands Forsvarere jo i alle Anklagepunkter paaberaabte sig den Omstændighed, at fuld Klarhed ikke kunde skaffes og Tvivl maatte blive bestaaende, da Ringberg, Hovedvidnet, var død uden at efterlade sig de til Opklaring af Tvivlsspørgsmaalene fornødne Oplysninger, samt at Ringberg jo havde disponeret selvstændigt i alle Forhold og alene vidste nøje Besked med Glückstadts Pengeforhold, bedre end Glückstadt selv, og at derfor enhver Erklæring, der blev afgivet af Glückstadt, maatte staa til Troende. In dubio pro reo!Ogsaa i dette Tilfælde kører Fru Glückstadt imidlertid galt i Byen. Hun vil give det Udseende af, at hun ikke vidste, hvordan der var blevet disponeret over det nævnte Restbeløb paa 417.000 Kr. Dette er atter - lad os sige - et mindre velovervejet Paaskud, thi hun kender jo Procesforhandlingernes Akter bedre end nogen anden og maa derfor ogsa være kendt med, hvad hendes Mands Forsvarer, ORS. Brorson, oplyste angaaende denne Sag i Landsretsforhandlingen den 16. Juni 1923. I nøje Overensstemmelser med de Synspunkter, der ogsaa fremføres af Fru Glückstadt, gjorde Forsvareren her gældende, at Glückstadt med dette Beløb foretog sig det eneste fornuftige, han kunde gøre, idet han indsatte det paa Sparekassebog Nr. 90019, saa Ringberg kunde disponere over det, saasnart han vendte hjem den 18. Februar. Brorson fortsatte ifølge den trykte Protokol: »GI. kan ikke fordele selv, for han kender ikke Partsforholdene. Ringberg har

skabt dette Syndikat i 1917 og har sikkert ogsaa informeret GI. i Januar 1921 om, at Landmandsbankens 65.000 Rubel-Aktier skulde afskrives. GI. har i 3 - 4 Aar næppe hørt om Syndikatet og lægger altsaa Pengene og Afregningen, hvis den er fulgt med, til Side til Ringbergs Hjemkomst. Sparekassebogen Nr. 90019 benytter derefter Ringberg. Den 30. Marts indskyder han paa denne Sparekassebog hele Restgummibeløbet, de 440.000. Kr., og nogle Uger efter, den 18. Maj, hæver han hele Saldoen, Kr. 964.184,58 til Dækning af et Konsortium i Ballin, hvori han

539

havde engageret sig og Gl. Denne Afregning var indtil fornylig GI. ubekendt og er ikke helt forstaaelig, men Eksemplet med denne Sparekassebog, der ogsaa indeholder Ringberg’ske Midler, viser bedst, hvor ringe Oplysning Gl. kunde vente af at studere sine egne Konti«.Besynderligt, at Fru Glückstadt ikke husker disse Betragtninger, og mere besynderligt, at hendes Mand slet ikke skal have anet noget om de for hans personlige Regning foretagne Dispositioner. Saadan noget skulde man ellers anse for at være uværdigt for en Bankmand. løvrigt kan dette Forhold nok give Anledning til, at man gør sig sine Tanker om, hvor let saadan en Finansmand dog kom til sine Millioner, naar det konstateres, at de store Beløb, han Indtjente i Januar 1921, kom ham tilgode, uden at han ogsaa blot paa allermindste Maade havde bidraget til de Dispositioner, der senere forskaffede ham denne kolossale Indtægt. Sandelig, Gl. har veI Grund til at føle sig i Taknemmelighedsgæld til Ringberg, thi disse Penge var vel nok let tjent. De kostede her saa at sige kun den Møje at indløse Ø.K.’s kvitterede Check paa egen Ordre i Banken; ikke mere end det!

Saavidt om KapitIet vedrørende Syndikatet i Det russisk-østasiatiske Dampskibsselskab og dets Udløbere. Fru Glückstadt behandler selve dette Spørgsmaal særlig udførligt, fordi hun anser det for Kardinalsagen, der betød hendes Mands Fald. Hendes Partiskhed forleder hende rigtignok samtidig til at hævde, at selve Sagens Udfald førte til et uopretteIigt Nederlag for Statsadvokaten, eftersom den af Forsvaret indbragte Deklaration fra Ø. K.-Direktørerne af 23. August 1921 havde kuldkastet hele Grundlaget for Anklagen i dette Hovedpunkt. Saadan tænker - eller skriver i alt Fald denne Jødinde -, hun burde ved det ovenstaaende nu være bleven overbevist om, med Hensyn til forskellige Punkter at have argumenteret paa en Maade, der ikke er i overensstemmelse med Sandheden.

540

I det næste store Kapitel i Bogen om Emil Glückstadt behandles Temaet »Februar-Kontoen«.Medens det i de hidtil omhandlede Spørgsmaal drejede sig om Dispositioner over Kursgevinster, der var opnaaet paa Spekulationskonti, drejer det sig ved den saakaldte Februarkonto om Dispositioner over Tabsposter paa Spekulationskonti, som blev overført til »Konsortiet af 1. Februar 1917« for at lade Banken overtage Risikoen for fejlslagne Spekulationer, henholdsvis dække de Opstaaede Tab. Saa sikkert som Glückstadt og Ringberg gladelig strøg Gevinsten ind, hvor den kunde hentes, saa sikkert var de indstillet paa at lade Banken springe ind, naar deres eller deres Slægtninges og Venners private Spekulation mislykkedes. I saadanne Tilfælde reddede disse ubekymrede Storspekulanter sig ved at lade de afsvækkede Børseffekter overføre til en hemmelig, Banken tilhørende Konto, hvor de ved vigende Kurser opstaaede Tab kunde afvikles, uden at Spekulanterne (incl. de to Bankdirektører) selv led Tab.

Blandt de Konti, der tjente dette ædle Formaal, fik »Konsortiet af 1. Fehruar 1917« størst Betydning. Om denne Kontos Virkemaade er der allerede i det foregaaende bleven sagt adskilligt.Her skal blot gaas ind paa de Betragtninger, Fru Glückstadt fremfører med Hensyn til Februar-Kontoen.For det første var det omstridt, hvorvidt Etatsraad H. N. Andersen 1917 havde givet sit Minde til, at Dansk

Soyakagefabriks Separatkonto debiteredes med 2.196.000 Kr. til Gunst for Februarkontoen, hvilket Beløb skulde tjene til Sikkerhed for Øjeblikkets Risiko paa 31 i Banken beroende Konti, hvis Indehavere hørte til Bankens priviligerede Kundekreds. Glückstadt hævdede, at Andersen havde givet sit Samtykke til den omtalte Overførsel og havde været orienteret om, at det navnlig drejede sig om en Støtteaktion for Personers Vedkommende, der sad inde med Aktier i de H. N. Andersen’ske Selskaber, Ø.K., Ø.P. og Orient. Fru Glückstadt forsvarer ogsaa her sin Mands Sag, idet hun navnlig hæfter sig ved, at det, som Forholdene laa

541

efter Erklæringen af den uindskrænkede Undervandsblokade, maatte være Etatsraad H. N. Andersen selv magtpaaliggende, at den her omhandlede Ordning gennemførtes, og at Ordningen jo i 1917 i Realiteten heller ikke havde paaført Banken Tab, men derimod endog givet Banken en Gevinst paa 650.000 Kr. I dette Tilfælde er Fru Glückstadt, der i Kapitlet vedrørende det russiske-østasiatiske Dampskibsselskab var særlig aggressiv, mere tilbageholdende, men det er alligevel ikke saa lidt dristigt ogsaa i denne Sammenhæng at tale om H. N. Andersens Samtykke til Ordningen, efter at han i Retsforhandlingen saa eftertrykkeligt som muligt havde afvist Glückstadts Paastand om, at der var truffet en Aftale om Bevillingen af et ekstraordinært Tilskud fra Soya-Kontoen.H. N. Andersens Udsagn er absolut præcise og ikke til at misforstaa. I sin Forklaring den 14. April 1923 bemærker han: »Jeg har aldrig kendt den Konto eller de Personer, hvis Tab dækkes under den, og som logisk Følge deraf kan jeg heller ikke have givet noget Tilsagn i den Retning«. Og til Rigsadvokatens Spørgsmaal, om Etatsraaden da ikke havde givet noget Tilsagn om ekstraordinær Avance for at redde visse Personer ud af de Tab, de havde faaet, gentager han »Nej, for jeg har aldrig kendt de Personer, har ikke vidst, hvem de var, har ikke kendt noget til en saadan Konto. Det har aldrig været meddelt mig, at der var nogle Personer, som var i Nød og skulde hjælpes. Dengang drejede det sig ikke om Personer, det var Landet, det drejede sig om”. Tydeligere kunde de Glückstadt’ske Paastande jo ikke afvises, og man forstaar derfor, at Fru Glückstadt ikke gaar nærmere ind paa denne Side af Sagen.

Fru Glückstadt hævder for det andet, at Ringberg havde været berettiget til at overføre nødlidende Spekulationskonti, der tilhørte nogle af Bankens bedste Venner, til Februar-Kontoen. Han vilde jo blot deres Fordel og gik stadig ud fra, at det derved kun vilde dreje sig om en forbigaaende Foranstaltning, da han regnede med en Stigning paa Kurserne, som vilde

542

forhindre Tab. Hans Beregning i saa Henseende havde heller ikke slaaet Klik. Forfatterinden argumenterer meget spidsfindigt, at »Glückstadt maatte skønne, at disse (nødlidende) Konti - om ikke formelt, saa reelt ved den kompetente Direktørs Beslutninger, - var blevet Bankens paa diverse tidligere Tidspunkter« og derfor - saadan maa man resumere – ved positivt Udbytte maatte komme Kunderne til Gode, ved negativ Udgang maatte falde Banken til Last. Nota bene, naturligvis kun, forsaavidt Kunderne hørte til Bankdirektørernes nærmeste Slægt og Venner! Intet er derfor, efter Fru Glückstadts Opfattelse mere rimeligt end at Glückstadts Broder og Svoger senere paa Februar-Kontoen faar en meget stor Godskrivning for Bankens Regning; de havde, siger Fru GI., et gyldigt Krav derpaa, »fordi Ringberg paa deres Konti vitterligt havde handlet enevældig, idet han ikke blot forbød dem at sælge, men endog købte imod deres Ordre«. Hvoraf atter maa resumeres, at Fordelene ved en Bankdirektørs Dispositioner paa det her drøftede Omraade maa komme Kunderne til Gode, medens Tabene maa bæres af Banken, atter rigtignok med det Forbehold, at der her er Tale om Slægt og Venners privilegerede Konti. En herlig Moral, der ganske vis ikke fandt Medhold hverken hos Rigsadvokaten eller Dommeren. (Her sés der endda bort fra, at Hovedmændene i Spekulationen jo var d’Herrer Glückstadt, og Ringberg selv!)

Efter Fru Glückstadts Mening var det endvidere fuldt forsvarligt, at hendes Mand hverken vedrørende Dispositionerne i 1917eller i 1921 gav Bestyrelsen fuld Besked, fordi der blot var blevet skabt Uro om Banken, hvis han i Bestyrelsesmøderne den 7. Febr. 1917 henholdsvis den 12. Jan. 1921 havde gjort nærmere Rede for Forholdene. Hun indrømmer, at det begge Gange drejede sig om relativt store Øjebliksrisikoer - 1917 godt 2 MilI. Kr., 1921 ca. 4,6 Mill. Kr.; men alligevel, mangehaande Grunde maatte gøre det ønskeligt, at Bestyrelsen ikke erfarede nærmere om de foretagne Transaktioners Rækkevidde, 1) fordi Bankbestyrelsen jo alligevel maatte sank-

543

tionere, at juridisk og moralsk ugyldige Krav paa Privatpersoner frafaldtes af Banken, 2) fordi en Desavouering af Ringberg paa den ene eller anden Maade netop paa de nævnte Tidspunkter kunde være blevet skæbnesvanger for Banken og 3) fordi en Bestyrelse ikke var et passende Forum for Fremlæggelse af Navnelisten paa de Personer, Bankdirektørerne havde anset for særlig værdige til at blive beskyttet mod Tab. Dette mener altsaa Fru Glückstadt.

Den 14. April 1923 var Formanden for Bankbestyrelsen, Admiral Richelieu, i Forhandlingerne ved Østre Landsret blevet spurgt om nøjagtig de samme Ting og havde rigtignok fremsat et helt andet Syn paa Sagen. Rigsadvokaten gjorde her opmærksom paa, at Direktør Glückstadt ifølge egen Erklæring havde givet fyldestgørende Oplysninger vedr. Oprettelsen af den saakaldte Februar-Konto i Delegationsmødet den 7. Februar 1917, og at det var ganske utænkeligt, at Bestyrelsen ikke skulde have faaet Besked om, at det drejede sig om Differencer paa 2 Mill. Kr. osv.

Richelieu svarer:, Nej, efter min bedste Viden har Bestyrelsen ikke faaet Meddelelse om det.Rigsadv.: Hvis nu Bestyrelsen har faaet Meddelelese om, at det drejede sig om Aktieopkøb paa det Tidspunkt, da Børsen skulde lukke, da der var Panik, paa 12 Mill. Kr., og at man skulde dække Differencen paa 2 Mill. Kr., tror De saa, Bestyrelsen vilde have sanktioneret det?R.: Nej, saa tror jeg, det var bleven underkastet en Overvejelse, ubetinget, hvis det var bleven nævnt.

Paa samme Maade spørger Rigsadvokaten om det Indtryk, Richelieu havde faaet af de Oplysninger, GI. gav i Mødet den 12. Januar 1921. Ogsaa her viser det sig, at Bestyrelsens Formand ikke anede noget om Februar-Kontoens Eksistens, og at overhovedet intet Bestyrelsesmedlem havde anet noget om de foretagne Transaktioners Omfang og Rækkevidde, hvorfor de heller ikke havde forlangt nærmere Oplysninger. Vedrørende Direktør Glückstadts Erklæring om, at Banken havde bragt en Del mindre Konti, der udviste Underskud, ud af Verden, bemærkerRichelieu: Det ligger nærmere. Men det blev nævnt som noget, der var ganske uden Betydning, for man mente nærmest, det var noget, der var bragt ud af Verden af Banken, allerede før det blev nævnt paa Mødet,

544

og som derfor ikke havde nogen Interesse som andet end en Meddelelse, og saavidt jeg husker, blev der heller ikke stillet noget Spørgsmaal angaaende denne Sag. Man tog det som en Meddelelse om en Sag, der var, for at bruge dette Udtryk, bragt ud af Verden.

Rigsadv.: Det bringes ud af Verden ved, at Banken betaler 4,6 Mill. Kr.R.: Ja, men det vidste vi ikke denne Gang, Hr. Rigsadvokat.Rigsadv.: Nej, men det undrer mig, at De ikke spurgte om det der, for den Meddelelse, der gives, kunde jo nok trænge til nogle supplerende Oplysninger.

R.: Ja, men der var jo saa mange Ting paa Møderne, der blev talt om, saa man mente, det var en Meddelelse; meget var jo Meddelelse om Ting, som var passeret siden sidste Møde; efter Ordningen, jeg tror af 13. November

1919, skulde Direktionen frembringe for Bestyrelsen alt, hvad der var passeret af vigtige Sager siden sidste Møde.Rigsadv.: Hvad vilde De have gjort, hvis De havde hørt Sandheden? R.: Jeg vilde have spurgt, hvorledes det var kommet frem, og set at komme til Bunds i Sagen, og hvorledes det hang sammen.Rigsadv.: Vilde De have ladet Banken overtage det, 4,6 Mill., for private Spekulanter?R.: Nej, det vilde jeg ikke have gjort, Hr. Rigsadvokat.

Formanden: Men De har altsaa hverken ved Overførselen i 1917 eller i 1921 eller nogen af de andre Overførsler haft Forestilling om, at det var Bankens Midler, der blev benyttet til Dækning af Underskud?R.: Nej, Hr. Landsdommer, det har jeg ikke haft. Jeg har aldrig hørt om det før i Juli, (1922), og jeg har aldrig hørt om Overførslerne før efter at den højtærede Bankkommission var nedsat.HRS. David: Men hvis Midler skulde det være, man benyttede til at dække disse Underskud?R.: Jeg vidste ikke, der var noget Underskud at dække.HRS. David: Jo, det blev nævnt i Bestyrelsesmødet, at der var visse Underskud; det ene Sted siges der: Differencer, som er bragt ud af Verden, det andet ligefrem: Laanekonti, som udviste Underskud.

R.: Mindre Konti, som udviste Underskud, var bragt ud af Verden.HRS. David: Ja, men gik De, Hr. Admiral, ud fra, at disse Laanekonti, som udviste Underskud, var bragt ud af Verden af andre end Banken?R.: At de Papirer, som jeg antog maatte ligge til Grund for dem, var blevet overført til andre, og jeg synes, det var meget rimeligt, at

545

Banken kunde afsætte disse Papirer i 1917, da Papirerne jo stod højt og alle Mennesker jo vidste, at det var store Udbytter, der vilde falde paa D.F.D.S. og Ø.K. og Orient; det viste sig ogsaa kort efter, at D.F.D.S. betalte 35 pCt, Ø.K. 45 pCt, og Orient 65 pCt., hvis jeg husker rigtigt. Vi ved da ogsaa, at alle Veksellererne kendte de indre Værdier af Papirerne, De vidste, at Ø.K.’s og Orients Skibe sejlede meget lidt i Farezonen, de færdedes mest i andre Verdensdele, hvor Krigsforholdene ingenting havde at sige. De vidste ogsaa, at D.F.D.S. kunde dække sig for den Risiko, Selskabet var nødt til at være ude for for at vedligeholde Forbindelsen med England, ved Assurance, og den forhøjede Assurancepræmie kunde man dække sig for ved at sætte Fragten op. Det var det Synspunkt, der gjorde sig gældende hos os, der sad med alle de vanskelige Forhold i den Tid baade i D.F.D.S., hvor jeg var Formand, og i Ø.K., hvor vi diskuterede det Spørgsmaal, og jeg ser ingen Grund til, at der skulde være nogen som helst Risiko ved at overtage disse Papirer, der var taget til den Værdi, de havde paa Børsen, da den blev lukket. - Saavidt behandlede Admiral Richelieu Situationen i Aaret 1917. - Da HRS. David senere spørger, om Admiralen ogsaa var gaaet ud fra, at de i 1921 opstaaede Underskud var bragt ud af Verden uden Bankens økonomiske Hjælp, svarerRichelieu: Ja, jeg kunde ikke tænke mig, at man vilde sige, de var bragt ud af Verden uden at influere paa Bankens Overskud, hvis de ikke var bragt over paa andre Hænder, jeg kunde ikke tænke mig, at de var bragt ud af Verden paa den Maade, at de var sat over paa en anden Konto; det har jeg aldrig tænkt mig, før jeg saa det.HRS. David: Saa var det i og for sig underligt, at man gav Meddelelse til Bestyrelsen om, at det var bragt ud af Verden, hvis det var Direktørerne, som privat havde gjort sig den Fornøjelse.R.: Det var vist ingen Fornøjelse, men Direktørerne skulde meddele Bestyrelsen, hvad der var forefaldet af vigtigere Sager siden sidste Bestyrelsesmøde, og af den Grund antager jeg, det var, at Etatsraad Glückstadt, Direktør Ringberg eller en anden meddelte Bestyrelsen dette og pointerede, at det ingen Indflydelse havde haft paa Bankens Overskud. . .

Dette er en Hædersmands Tale, klare ærlige Ord, der vidner om anstændigt Sindelag og om Ansvarsfølelse, samtidig rigtignok ogsaa om slet dulgt Harme over det uhyrlige Bedrag, Bankens Direktører har tilladt sig overfor Bestyrelsen. Heroverfor staar Glückstadts positivt usandfærdige Erklæringer og hans Hustrus Forsøg paa at retfærdiggøre den Svig og det

546

Bedrageri, der er begaaet overfor Bankens mest repræsentative Forsamling, Bestyrelsen.Efter at have forsvaret Februarkontoens Oprettelse o.s.v. paa den nævnte Maade, gaar Fru Glückstadt

over til en Behandling af specielle Forhold, der staar i Forbindelse med denne Konto. Hun strejfer Sagen vedrørende Bendixon-Kontoen. Denne Konto var opstaaet ved, at Glückstadt under Krigen købte forskellige Værdigenstande som Møbler, Malerier og desl. i London, med Direktør H. Bendixon ved Bank of Northern Commerce i London som Mellemmand, for hvilke Betalingen foretoges over en i Landmandsbanken indrettet Konto: Bendixons Syndikat-Konto. De indkøbte Kunstgenstande o.s.v. solgtes senere her i Landet, men bragte tilsyneladende ikke fuld Dækning for Indkøbsprisen, saa der tilsidst resterede en Debet-Saldo paa Kontoen paa 69.000 Kr. Antagelig for at dække dette Underskud blev der senere oprettet en Spekulationskonto »H. Bendixon, London«, paa hvilken der hovedsagelig spekuleredes i Ø.P.-, Ø.K.- og D.F.D.S.-Aktier. Af denne Konto hævedes der den 3. Januar 1920 71.427Kr. 10 Øre, hvilket Beløb derefter tjente til Udligning af Debet-Saldoen paa førstnævnte »H. Beridixons Syndikat Konto«. Samme Dag som denne Overførsel fandt Sted, udbetaltes der til Glückstadt af Kontoen H. Bendixon 50.373 Kr. 61 Øre, og den 11. Februar udbetaltes yderligere 20.000 Kr. mod Glückstadts egenhændige Kvittering. Glückstadt har angaaende disse Transaktioner erklæret, at Spekulationskontoen var oprettet i Bendixons Favør, og at han har faaet udbetalt de hævede Beløb som Avance, og at han ogsaa var orienteret om, at der førtes en Spekulationskonto for ham. Dette benægtedes ganske kategorisk af Bendixon i en Skrivelse med følgende Ordlyd: »Jeg har aldrig i mit Liv haft nogen Aktietransaktion eller Spekulation med Hr. Glückstadt eller hans Befuldmægtigede i Landmandsbanken under nogen som helst Form. Jeg har aldrig modtaget Penge fra hans Bank eller fra ham for udviste Tjenester. Mine eneste Transaktioner med ham angik Køb for ham lejligheds-

547

vis af Kunstværker til Costpris, Ting af helt privat Natur.« Dette var rene Ord for Pengene. Men alligevel mener Fru Glückstadt, at der ikke er nogen Grund til at antage, at hendes Mand har beholdt de af Kontoen H. Bendixon hævede Penge, men simpelthen havde glemt, paa hvilken forsvarlig Maade der var bleven disponeret over de 50.000 og de 20.000 Kr. Han havde jo intet personligt Behov, siger hun, og til egen Fordel vilde han utvivlsomt ikke have hævet de 50.000 Kr. den 3. Januar 1920, da han netop denne Dag rejste til Paris og derfor slet ikke havde Brug for danske Kroner. Ja, saaledes ræsonnerer Fru Glückstadt. At iøvrigt de paa »Syndikats-Konto H. Bendixon« indbragte Aktier tilsidst overførtes til Februar-Kontoen med et Tab for Banken paa 648.000 Kr., nævnes selvfølgelig ikke af Fru Glückstadt, et Faktum, som jo aIligevel havde nogen Interesse, da Bendixon ifølge sine egne Erklæringer aldrig har anet noget om Konsortiet, altsaa heller ikke var Deltager, saa der er en vis Formodning om, at H. Bendixons Syndikats Konto førtes for E. Glückstadts, maaske ogsaa Ringbergs Regning!Fru Glückstadt behandler derefter nogle andre Konti, som staar i Forbindelse med »Konsortiet af 1. Februar 1917«. Det drejede sig herved om Dækning af Tab, der var opstaaet paa d’Hrr. Direktørers egne Spekulationskonti og som, da det kom til Stykket, ikke overtages af Spekulanterne selv, men overførtes til Februarkontoen. Her er bl. a. Tale om »Konsortiet af 24. April 1918 A«, til hvilket der i Juni 1920 henlagdes for ca. 3 ½ Mill. Kr. Aktier, som Glückstadt havde spekuleret med i Konsortier hos Vekselererfirmaet Aug. Lunn. Paa dette Engagement opstod et Tab paa ca. 950.000 Kr., som dækkedes af Banken. Fru Glückstadt paastaar, at Ringberg i denne Sag har handlet imod hendes Mands udtrykkelige Ordre, idet Ringberg havde faaet bestemt Anmodning om at afvikle disse Effekter, men saa, til stor Bestyrtelse for Glückstadt, havde ladet Effekterne gaa ind paa Februar-Kontoen. Det paastaar altsaa Fru Glückstadt, og saa maa Erklæringen jo staa til Troende - thi:

548

in dubio pro reo. Paa en »Konto Trio for D.F.D.S. Aktier« og en »Konto Trio for Ø.K.«, der førtes hos Firmaet J. M. Levin med de to Landmandsbankdirektører samt Vekselererfirmaet (eller ogsaa Johan Levin personlig) som Tredjedelsdeltagere, opstod paa samme Maade Tab ifølge Kursnedgang, som dækkedes paa den ofte nævnte Maade, idet de paa Konsortial-kontiene henlagte Papirer overførtes til Februar-Kontoen. Ved den første af disse Konti overtog Banken gennem Konsortiet af 1. Februar 1917 et Kurstab paa 1.076.291 Kr. 70 Øre, og ved den sidste et Kurstab paa 85.846 Kr. 06 Øre, alt ialt altsaa henimod 1,2 Millioner Kroner. Ogsaa herom har Fru Glückstadt Forsvaret paa rede Haand, for her mener hun at vide ganske bestemt, at de nævnte Konsortialkonti for en Gangs Skyld førtes for Bankens Regning, ikke for Direktørerne. ”Men« - siger hun nemlig ordret - »om denne Konto er min Mand fuldt vis paa, at Ringberg selv har sagt ham, at den var Bankens, ikke Direktørernes«. Ja, og naar Manden erklærer det, maa det jo atter staa til Troende for alle og enhver; thi: in dubio pro reo. Ejendommeligt er det rigtignok, at Fru Glückstadt mener her at kunne se bort fra den Redegørelse, Bankkommissionens Beretning (Kbh. 1924) bringer i Bilaget S. 68 - 70; det fremgaar her af de i Vekselerer-Firmaets Kopibøger fundne Kopier af udfærdigede Notaer med tvingende Evidens, at d’Herrer Glückstadt og Ringberg var Deltagere i begge de nævnte Trio Konti. Naar Fru Glückstadt alligevel hævder det modsatte, maa det vel tages som Bevis paa, at der ifølge hendes naturlige Anlæg ganske aabenbart fattes hende Evnen til at erkende Sandheden eller at give Udtryk for det, som er sandt. Hun hævder iøvrigt ufortrødent Mandens Ret til at føre sin Bankbestyrelse bag Lyset med Hensyn til den her omhandlede Februar-Konto og vil vel ud fra samme Anskuelse kræve Ret for sig selv til at føre Godtroende, der ikke har Forudsætninger for at gennemskue en intelligent jødisk Kvindes rabulistiske Bevismetoder, bag Lyset ved sit Forsvarsskrift. Set med hendes Øjne, tænkt med hendes Sind, har Fru Glück-

549

stadt, af Slægten Rée, sikkert Ret. Den, der imidlertid har bevaret Sindet rent for jødisk Besmittelse af den ene eller anden Art, vil dømme anderledes; han vil ikke forvente nogen overvættes stor Sandhedskærlighed fra Jødens Side, men han vil for sig selv kræve Retten til at dømme frit og vil kræve Straf over dem, der lever paa Svindel og Bedrag.

Hvor Fru Glückstadt staar, er allerede vist i det foregaaende. Hvor uretsindig en Type hun er, har hun vist ikke blot i sin Kritik mod Undersøgelseskommissionen og Domstolene, men ogsaa i Behandlingen af de enkelte Anklagepunkters materielle Indhold. Ogsaa det Forsvar, hun fører med Hensyn til de øvrige Forhold i Dommen, som angaar Mandens bedrageriske Handlinger, er af samme Skuffe. Historien om ”Dansk Søfartsselskab«, henholdsvis »Konsortiet i Gorm Aktier«, hvorved der tilfalder Glückstadt en Andel af Gevinsten paa 469.275,68 Kr., er ligeledes i mange Retninger uklar, fordi Ringbergs Vidnesbyrd mangler. Fru Glückstadt gør overfor dette Forhold bI. a. gældende, at Banken ved Udbetaling af mere end 2 Mill. Kr. af Spekulationsgevinsten havde faaet mere end nok, og at en hæderlig Privatmand »næppe havde vovet at gengælde en anseelig Velgerning (!) paa over 2 Mill. Kroner med Mistanke og Mistænkeliggørelse for, at Velgøreren ved en Løgn havde forholdt ham en lille halv Million Kroner«. At Glückstadt havde retslig Krav paa den halve Million Kroner, han her tilranede sig, kan Fru GI. ikke bevise; men eftersom Manden i Forhøret den 7. April havde erklæret, at Gorm-Konsortiet ikke tilhørte Banken, skal man - mener Fru GI. - tro det, ifølge Principet: in dubio pro reo. Den samme Melodi igen i Sagen vedrørende Gummisyndikatet, hvor Glückstadts Fjerdeparts-Udbytte beløb sig til 1.711.459 Kr. 42 Øre. Hertil erklærede en af Deltagerne i Syndikatet, Direktør Madsen-Mygdal fra Ø.K., at det var Landmandsbanken selv, der havde faaet Tilbudet om at gaa med ind i Spekulationen og at Kompagniet altid kun havde kendt

Landmandsbanken

550

som Deltager i dette Forhold. Glückstadt paastod imidlertid, at ikke Banken, men han selv var Parthaver, og - Fru Glückstadt kræver selvfølgelig paany, at man skal tro hendes Mand, ikke Madsen-Mygdal. Thi: in dubio pro reo. Da KabeIsagen behandles, i hvilken den Medanklagede Direktør H. P. Prior bliver ikendt Fængselsstraf, fører hun indirekte Forsvaret for sin Mand ved at skamrose Prior, som en af Industriens bedste Mænd, for hvilke ogsaa Industriforeningens to Ærespræsidenter Alexander Foss og Harald Bing havde sagt god. *) Alle Kneb gælder. Men ogsaa i dette Tilfælde maatte enhver Udenomssnak være ørkesløs, da Højesterettens Kendelse mod Glückstadts Medanklagede Prior paa 120 Dages Fængsel jo tilfulde havde vist, hvorledes Transaktionen i Kabelsagen rettelig var at bedømme. Hvor betænkelige Transaktionerne i denne Sag har været, kan man skønne, naar man bI. a. erfarer, at den saa radikale Jødeven Apoteker Alfred Benzon, ifølge Skrivelse fra Hr. Prior til Bankkommissionen af 21. April 1923, havde givet Udtryk for, at Prior burde refundere en ubillig Kursavance paa noget over 200.000 til sit Firma Nordiske Kabel- og Traadfabrikker med Vedføjende om: ». . . og forresten synes jeg ogsaa, at Glückstadt burde betale«.

Skulde man nu tro, at Fru Laura Glückstadt ved den ovenfor behandlede Argumentation i tilstrækkelig Grad har dokumenteret sin komplette Mangel paa Retsindighed, Sandfærdighed og Takt, tror man fejl. Hun er jo Jødinde, tilhører en fremmed Race med fremmede, os fjendtlige Moralbegreber, og savner som saadan enhver Forstaaelse for almindelige Folks Retsopfattelse. Hvilken Afgrund der skiller den hæderlige Menigmands Opfattelse af Ret og Sandhed fra hendes, det giver sig i endnu stærkere Grad tilkende dér, hvor hun er inde paa en mere almen Vurdering af de herhen hørende Problemer, altsaa giver Udtryk for sit mere principielle Syn paa Sagerne.

*) Jvf. ovenfor 4e, S. 510 flg.

551

Man tænke sig bI. a., at hun i absolut kategoriske Vendinger bestrider, at hendes Mand nogensinde havde været pengebegærlig!

Hun siger f. Eks. paa S. 10 i sit Skrift, at ”Penge har aldrig spillet nogen Rolle for ham, maaske fordi han var vant til at have, hvad han skulde bruge, og aldrig brugte mere end han havde«. Udtrykkeligt pointerer hun, at han efter Faderens Død 1910 arvede saa meget, at han var uafhængig stillet i økonomisk Henseende og allerede af denne Grund kunde bryde sig fejl om Pengene. »Forsømte han sine egne Penge, kunde han gøre det med let Hjærte og uden Frygt; for hans to Nærmeste var alene de baandlagte Arvemidler i Overformynderiet Betryggelse nok.« (S. 55) Dristigt paastaar Fru Glückstadt paa S. 53, at man jo ikke havde fundet Træk af Havesyge, selv i det mindste Format, hos hendes Mand. Og med patetiske Ord fortsætter Jødinden: »Forstod man da ikke af hans Liv, at han aldrig havde kendt Pengestræbet; var han ikke - saa øjensynlig - besjælet af stærkere Handlemotiver, der Aar efter Aar holdt ham langt borte fra den daglige Gerning med al dens overstrømmende Pengemuligheder?« Paa S. 47 fortæller hun dernæst, med særlige Udhævelser, at »netop den store Beskedenhed var et af hans Grundtræk« og paa S. 44 fremhæver hun ufortrødent, at han kunde tjene Penge, saa mange han vilde. Pengebegærlighed laa ikke for ham; thi »han havde jo i Overflod, - nok til de allerstørste Million-Gaver, - meget, meget mere end hans Helbred og Liv forslog til; og han havde den videste Adgang til at berige sig paa lovlig vis, - med

Tantièmer, saa mange han vilde.« Og saa fortæller hun, hvorledes Glückstadt saa ofte havde givet Afkald paa store Beløb til Gunst for Banken, uden selvfølge-

552

lig med et Ord at røbe, hvilken Fordel det var for ham, at han kunde spekulere med sin egen Banks Kreditter, baade direkte og indirekte, og hvorledes han berigede sig paa Bankens Bekostning ved paa bedragerisk Vis at tilegne sig Bankmidler.

Man skal rigtignok læse saadanne Paastande to og flere Gange for at kunne tro sine egne øjne. Naar en Mand, der har en Bankdirektørgage paa 30.000 Kr. i 1920 og 84.000 Kr. i 1921, som ialt fra 1914 – 1921 tjener 294.000 Kr. i Gage og derudover 1.769.609 Kr. i Tantième, ikke kan give sig tilfreds med saadanne Indtægter, men samtidig driver de mest hasardiøse Børsspekulationer, kan han saa sandelig ikke gøre Krav paa at berømmes for Beskedenhed, endmindre frikendes for at være besjælet af Havesyge, Pengegriskhed o.s.v. Hvad var dog eIlers Motivet til, at Glückstadt gik med ind i de mere end 200 Spekulationskonsortier hos J. M. Levin & Co., i talrige andre Konsortier i Banken selv og i andre Vekseleretfirmaer, hvad var da Motivet til, at Glückstadt fra Tid til anden uden Skrupler indstrøg Gevinster ikke i Titusinder eller Hundredtusinder af Kroner, men til Tider Beløb paa mere end en Million Kroner, og hvorved han i største Omfang lod sin egen Bank direkte eller indirekte financiere disse Transaktioner; hvad var Motivet til, at han søgte at slippe bort fra de opstaaede Tab ved paa bedragerisk Maade at lade saadanne Tabsposter dække af Bankens Midler, hvad var Motivet til at han søgte at forskaffe sig Iedende Bestyrelsesposter indenfor et meget stort Antal af storindustrielle Foretagender, deriblandt Ø.K. og Transatlantisk Kompagni o.s.v. - hvad var da Motivet til alt dette, hvis det ikke var en ubændig Trang til at forskaffe sig uendelige Rigdomme og i Sammenhæng hermed en over Alt dominerende Pengemagt?

553

Sandelig, man skal være Jødinde for under saadanne Omstændigheder at ville bestride Berigelsesmomentet i Glückstadts Gerninger.

Og hvad den paastaaede »store Beskedenhed« vedrører, da havde Rigsadvokat Topsøe-Jensen saa sandelig Ret, naar han gjorde gældende, at Glückstadt »efterhaanden førtes til et efter danske Forhold meget luksuriøst Liv med Palæet i Amaliegade, Schimmelmanns Sølyst, Æbelø og Palæet i Paris«. Alt dette, mener Rigsadvokaten, med tilhørende Opkøb af kostbare Malerier og Bohaver, Juveler og andre Kostbarheder har kostet ham umaadelige Summer. Man skal vel være Jødinde for ikke at kunne forstaa Berettigelsen af saadanne Betragtnlnger, men alligevel at kunne tale om Glückstadts »store Beskedenhed« som Grundtrækket i hans Væsen.

Man tænke sig endvidere, at Fru Glückstadt Gang paa Gang taler om sin Mands ubetingede Sandfærdighed og Redelighed.

Hun hævder bI. a. paa S. 122 i sit Skrift, at hendes Mand »aldrig har talt nogen bevidst Usandhed«. Det stærkeste Forsvar for hendes Mand i denne Henseende er iøvrigt efter hendes Opfattelse givet i Overretssagfører Brorsons Ord, som hun citerer udførligt paa S. 42. Disse Ord fra Defensionens Side fortjener her at blive gengivet, fordi de viser, hvor blind man har kunnet stirre sig paa Glückstadts forlorne Autoritet.Her siges: »Tilbage staar at nævne Glückstadts Egenskaber paa det moralske Omraade, hans Retsindighed i Betydning af at bøje sig for Andres Ret, og Respekten for Sandheden. I første Henseende har jeg aldrig hørt, at han er faldet for den Fristelse, der ligger for saa mange ledende og bankledende Personligheder: at fragaa eller bortforklare et givet mundtligt Tilsagn. Jeg har tværtimod Vidnesbyrd nok og giver mit eget med for, at man kunde stole paa ham. Det vil ogsaa

554

de betydende Mænd sige, der i Ind- og Udland har staaet ham nær og har bevaret ham deres fulde Tillid og Sympati i hans Ulykke, og som har kendt ham nøje. . . Hans uanfægtelige Sandhedskærlighed træder jeg ogsaa i Skranken for. Det har ganske vist behaget Dommeren i Forhøret den 9. April at bestride den, men ikke hverken paa Stedet eller senere at argumentere derfor.«

Mindre kunde vel ikke gøre det. Men hvor lidet troværdig denne Fremstilling er, derom vidner ikke blot den Komedie, Glückstadt sammen med sin Kollega Ringberg spiller indenfor Banken - for at skjule for Personalet, i hvilket Omfang og med hvilke Metoder de driver den vildeste Børsspekulation, derom vidner ikke blot de fingerede Kontiers Historie, den systematiske og infame Vildledelse af Bankbestyrelsen med Hensyn til Februar-Kontoens Indretning og Virkemaade o.s.v., men derom vidner ogsaa de talrige under Undersøgelsen og Domsforhandlingerne fremskaffede Oplysninger, der stod i skarpeste Modsætning til Glückstadts Erklæringer; her skal, for blot at nævne et særlig karakteristisk Eksempel, henvises til Bendixons ovenfor citerede Erklæring om de under hans Navn førte Spekulationskonti i Landmandsbanken. Kun et i Grund og Bund uredeligt Menneske kunde handle som Glückstadt gjorde det, og kun en Person af samme Race som han, der er gennemsyret af Talmudmoral, kan forsvare denne Storbedragers Gerninger. At Fru Glückstadt ikke kan se Brist og Mangler i sin Ægtemands Karakter, kan maaske ikke forbavse; hun er eo ipso gennem sit Slægtskabsforhold forhindret i at dømme objektivt. Vigtigt er selvfølgelig ogsaa, at hun dømmer som Jødinde og selvfølgelig aldrig vil desavouere sin egen Race. Men naar hun endelig forsvarer en saa bundraaden og skandaløs Sag som den,

555

hendes Mand maa gøres ansvarlig for, finder det selvfølgelig sin dybeste Forklaring i, at hun selv er konstitutionelt forIøjet og derfor ikke formaar at erkende, endsige anerkende, Modpartens Ret. Ligesaa lidt som man kan forlange af en Blind, at han skal skelne mellem Farverne, ligesaa lidt kan man forvente af en Kvindetype som Fru Glückstadt, at hun skal kunne skelne mellem Sandt og Usandt, mellem Ret og Uret: Hun bliver jo, hvad hun er, og hun argumenterer selvfølgelig saaledes, som det svarer til hendes Naturel.

Fru Glückstadts Forsvarsskrift vidner endnu i eet og andet om overspændt Selvfølelse. Hun er i saa Henseende den mest renlivede Repræsentant for Pengearistokratiet, der føler sig højt hævet over det jævne Folk og kræver for sig og sine en Særstilling indenfor Samfundet. Hun føler Racehadet, Hadet mod de foragtede Gojim. Hele hendes Bevisførelse bygger som nævnt bl.a. paa den Opfattelse, at der aldrig burde være rettet Anklage mod hendes Mand. Derved gør hun ved Lejlighed endog gældende, at der ikke fandtes Dommere i Danmark, der havde Forudsætninger for at kunne dømme i en Proces mod Glückstadt, da de ifølge deres, i Sammenligning med dennes Millionindtægt ubetydelige Indkomster, slet ikke kunde skønne rigtigt om en formuende Bankdirektørs Dispositioner.I en (S. 46) mod Dommeren rettet Polemik bemærker hun desangaaende:

»Hvis Hr. Rump ræsonnerede dybere over de mange Uretfærdigheder i Verden, vilde han træffe denne, at en Bankdirektør kan have en Aarsindtægt, der er 6 eller flere Gange større, end hele Højesteret koster Staten. Hr. Rump vil ikke kunne paa Embeds Vegne kalde dette en Uretfærdighed; men han maa ifølge dette Misforhold i Indtægter se anderledes paa »Luksus og lignende« end Bankdirektøren, som nok kan samle paa adskillige luksuøse Værdier, hvis han ikke vil samle paa Sparekassebøger.«

Altsaa, Dommeren - og iøvrigt ogsaa Rigsadvokaten - burde efter Fru GIückstadts Opfattelse have afholdt sig fra at tale med om disse Ting. Millionærer har deres Opfattelse om Luksus og deslige og kan naturligvis ikke tillade, at nogle smaatskaarne og mindre velbeslaaede Jurister gør Opstandelse, fordi de Rige paa den ene eller anden Maade bortøder deres Midler, som det passer dem bedst. Ja, Fru Glückstadt er i det hele taget meget forarget over, at man har bebrejdet hende og hendes Mand, at de havde gjort sig skyldig i udfordrende Luksus, og at Pressen navnlig paa dette Punkt havde opagiteret en saa aggressiv Stemning mod dem. Hvor uforsvarlig maatte dog ikke saadan en Kritik være,

556

navnlig da den vakte Misundelse og Bitterhed i de brede Befolkningslag og over for den paastaaede Glückstadt’ske Luksus »holdt Stemningen i Kog og satte ondt Blod«. Hvad skulde Millionærerne gøre med deres Penge, hvis de ikke skulde flotte sig lidt for dem? Samle paa Sparekassebøger? spørger Fru Glückstadt. Vi er da vel ikke - mener hun underforstaaet - Pøbel, der sparer - hører da vel ikke med til Rakket, der maa holde paa Skillingen?

Den samme anmassende Selvfølelse ytrer sig, hvor Fru Glückstadt taler om Krisen i Efteraaret 1922. Hun begriber ikke, at hendes Mand i denne September-Maaned maatte opgive sin Direktørpost, og at Offentligheden fik Lejlighed til at beskæftige sig med Mislighederne i Landmandsbanken. Dristigt paastaar hun, at Katastrofen i Virkeligheden ikke fremkaldtes ved Bankdirektørernes letsindige Dispositioner, ved Aktiespekulationer og desl.; absolut ikke! Nej - fortæller hun S. 179:

»De Skridt, der førte til Ødelæggelsen, var Sagens Inddragning under og offentlige Behandling paa Rigsdagen, med Offentliggørelsen bI. a. af Bankinspektørens Beretning; September-Rekonstruktionen med Afskedigelsen af min Mand og den gamle Direktion; og Udnævnelsen af den nye Direktion, samt Nedsættelsen af »Undersøgelses-Kommissionen«.«

Altsaa: ikke Glückstadt er Skyld i Landmandsbankkatastrofen, men Rigsdagen, fordi den lod Sagen offentlig behandle; lod Bankinspektørens Opgørelse komme frem, o.s.v. Ja, det siger hun! Fru Glückstadt gaar derved yderligere stærkt i Rette med Parlamentarikerne, som havde benyttet sig af Forhandlingerne om Bankrekonstruktionen til at fremkalde en Regeringskrise, og paaberaaber sig herved Dr. Ussings Betragtninger, ifølge hvilke den i Virkeligheden golde uenighed indenfor Venstreministeriet vedrørende Hjælp til Landmandsbanken havde bidraget til at øge Spændingen paa Rigsdagen og at fremkalde den voldsomme Kritik mod Nationalbanken og Regeringen. Haanende knytter hun hertil følgende Bemærkninger:»Under disse Forhold og med saadanne »ledende« Mænd er det vel næppe underligt, at de svigtede over for Gadens og Pressens Raab paa min Mands Hoved. Nu gjaldt det kun »sauve qui peut« og Tagen længst mulig Afstand fra min Mand.«

Saaledes søger Fru Glückstadt at vælte Ansvaret for Landmandsbankens Sammenbrud over paa Rigsdagen, der efter hendes Mening havde anset det for rigtigt at lefle for de brede Befolkningslags Hævngerrighed. Havde Rigsdagen holdt sig i Skindet og afstaaet fra at give Offentligheden nærmere Oplysninger vedrørende Katastrofens Omfang, havde man endvidere ladet Glückstadt beholde sin Stilling som den mægtige Bankdirektør, vilde efter Fru Glückstadts Opfattelse alt være gaaet i Orden. Thi udadtil, hos den internationale Kapitalmagt, havde hendes Mand jo

557

ikke tabt i Anseelse og Indflydelse. Hvad det betød, havde ogsaa Dr. Ussing erkendt, da han i sit ofte omtalte Værk om Nationalbanken S. 259 flg. bI. a. ytrede Tvivl om, om Landmandsbanken overhovedet kunde undvære Glückstadts Indsigt og udenlandske Forbindelser. Ja, dette Spørgsmaal har ogsaa Fru Glückstadt stillet sig selv, og hun kommer selvfølgelig til det Resultat, at hendes Mand netop af Hensyn til den udenlandske Bankverden - d.v.s. den internationale Højfinans! - nødvendigvis maatte blive paa sin Post. De internationale Finansmænd holdt selvfølgelig til Stadighed paa hendes Mand. Det havde fortæller hun, ogsaa tilfulde vist sig, da hun i Septemberdagene 1922 drog med sin Mand udenlands. Der troede man ikke paa hendes Mands Uduelighed og Uhæderlighed. Udtrykkelig bemærker hun: »Under vort Ophold i England og Frankrig i Tiden fra 4. til 17. September blev der overalt fra de ledende Kredse vist min Mand den største tillid.« Og hun fortæller ydermere, at efter Hjemkomsten havde Direktør Marcus Wallenberg fra Stockhohns Enskilda Bank paa hendes Mands Opfordring hele den 17. September 1922 været sammen med ham i Banken for at bistaa ham med Raad og Daad, men der havde desværre ingen haft Bud denne Dag hverken efter hendes Mand eller Vennen Wallenberg fra Stockholm.Havde man altsaa lystret den internationale Kapitalmagts Paroler ogsaa i dette Tilfælde, vilde efter Fru Laura Glückstadts uforgribelige Mening endnu alting være gaaet godt. Saa kunde man ogsaa have sparet sig det, hun kalder »Undersøgelses-Kommissionen« - i Gaaseøjne o.s.v. o.s.v. Bedre véd hun ikke!

Hvor uforstaaende hun staar overfor Landmandsbankkatastrofens egentlige Aarsager fremgaar endelig bI. a. af, at hun atter og atter forsøger at paavise, at det er Indflydelser udefra, der har fremkaldt

Sammenbruddet, og at det navnlig var Rygterne, der skabte Uroen om Banken og umuliggjorde Rekonstruktionen i Tide. Bankens uforsvarlige Finansieringsmetoder og Bankdirektørernes direkte og indirekte Medvirkning ved den forrykteste og forsaavidt helt igennem forbryderiske Børsspekulation mener hun altsaa at kunne se bort fra som Aarsag til Krak’et. Ligesaa mener hun, at selve Processen kun var et Resultat af, at Folket vilde have nogen at hævne sig paa, da Gulaschperiodens skæbnesvangre Følger viste sig. Hun kender selvfølgelig Moselovens Ord i 3. Bog, 16,15 om »Syndofferets Buk, som er for Folket« og mener, at den offent-

558

lige Mening slog ned paa Glückstadt, fordi Fangsten her var saare let og Valget af Syndebuk i 1922, i saa Henseende slet ikke var svært. Hun antyder ogsaa flere Gange, at Domstolene traadte i Aktion blot for at give efter for Folkets Stemning, den »vulgære Aand«, denne »Massesuggestion«, som krævede sit Offer. Ja, hun mener endog at maatte antyde, at det vel ogsaa »maatte være overmenneskeligt« for Højesteret ikke at følge med i Kølvandet og føre den Lønkammerjustits videre, der var paabegyndt i Landsretten. Hun vender sig derfor - som hun udtrykkeligt betoner i Slutningen af sit Skrift - imod »Syndebuk-Sindelaget« i det »letbevægelige danske Sind«. Hun vender sig med frække ironiske Betragtninger mod Rigsadvokaten, der ikke blot tillod, at »Lynchjustitsen« mod hendes Mand blev fremmet, ikke blot forholdt sig tavs overfor den i Offentligheden fremkomne Kritik mod Pengefyrsten, men ovenikøbet komplimenterede »det store og brede, ærlige danske Folk«. Godt forresten, at hun ogsaa naaede at faa dette sagt, for derved at dokumentere al den Foragt og alt det Had hun nærede overfor det brede, ærlige danske Folk, der ikke vilde føje sig under Højfinansens Pisk. Hvem kunde vel vente andet.Det mest rabiate Angreb mod dette saa foragtede Folk retter Fru Glückstadt imidlertid i et af Indledningskapitlerne, hvor hun paaberaaber sig nogle af den norske fhv. Statsminister Chr. Michelsen fremsatte Ord for at klargøre, at alle var Skyld i Krigsaarenes Spekulation, og at alle havde ladet sig paavirke af Børsspillets farlige Tillokkelser. Ordret gentager hun efter Michelsen følgende Betragtninger:

»Alle har vi ligget under for et alt for optimistisk Syn paa Krigsværdierne. Alle har vi syndet, og vort Folk har næppe vist sig den Opgave synderlig voksen, som det blev stillet overfor. At bevare Balancen viste sig ikke at være vor stærke Side. Saa længe vi kunde opretholde vor Neutralitet, havde vi alle Betingelser for at komme gennem Krigen som det Folk, der havde tjent mest og tabt mindst paa den. Dog er intet Folk

559

gaaet saa ribbet ud af Krigen som vi. Det kommer af, at vi har forsømt at koncentrere os om vore naturlige Erhvervsgrene og kastet os ind i: ikke Spekulation, men Spil, den rene og vilde Hazard. Vi har udvist en vanvittig Optimisme. Dette er Folkets Forhold.«

Lad gaa, at disse Ord kan stemme for Norge, for Danmark gælder de ikke, og naar Fru Glückstadt drister sig til at argumentere med Michelsens Ord, gør hun sig skyldig i en utrolig Vildfarelse, ja, det som er værre: et Forsøg paa Vildledelse af den offentlige Mening. Thi det var ikke Folket, der kastede sig ind i Spekulationer, men det var Landets af Jødedommen beherskede Højfinans og dens lydige Redskaber i Rigsdag og Regering, der fremkaldte den vilde Spekulation, det var Mænd som Edvard Brandes, Max Ballin, Ove Ringberg, Herman Heilbuth, Frederik Salomonsen, Johan Levin, Eduard Rée, Harald Plum, Hugo Rothenberg o.s.v. o.s.v., som havde Ansvaret for de forrykteste Kapitaldispositioner og var med til at øde Landets Formue bort. Men forrest i denne Dans om den gyldne Kalv gik Emil Glückstadt, Finansminister Edvard Brandes mest betroede finansielle Raadgiver og Landets største Hasardeur! Dette Spil satte ind i København, indenfor de sammenspistes Klub, og bredte sig herfra som en Smitte inden for vide Kredse af Folket. Men her at tale om nostra culpa, prædike, at »alle har vi syndet«, er latterligt, thi

hvis Jøderne i København ikke ved en taabelig Valuta- og Kreditpolitik ligefrem havde pisket Folket til at spekulere, vilde det vilde Spil om Børspapirerne, den vanvittige Forøgelse af Papirværdier, Overprioriteringen indenfor Landbrug og Industri o.s.v. under og efter Verdenskrigen aldrig være blevet til Virkelighed. Her kan der derfor aldrig være Tale om nostra culpa, men vel havde Fru Laura Glückstadt haft Grund til at tale om mea culpa, min Skyld, Jødens Skyld, hun havde haft Grund til at tale netop om Jøden, der var samvittighedsløs nok til ved Spil, den rene og vilde Hazard, at føre Landet ud paa Ruinens Rand. Dette var Jødens Forhold.

560

Naar der publiceres et Skrift om Emil Glückstadt kunde der endelig ogsaa have været sagt eet og andet om den Landsulykke, der opstod ved Landmandsbankens Sammenbrud, om den Fortvivlelse og Nød, der fulgte i dette Sammenbruds Kølvand for utallige hæderlige Mennesker, der havde ladet sig forlede til Hazard og Spil. Dog ikke eet Ord siges om disse Ting. Hvad gælder vel Folk og Land, naar jødiske Kapitalinteresser staar paa Spil. Fru Glückstadts Bog giver Svaret: Intet som helst!