Ribe StiftsnytJUNI · JULI · AUGUST · 2014

NR

. 14

. 10

. ÅRG

AN

G

14 StiftsnytSIGILLU

M . DIOCESIS. R

IPEN

SIS

Forandring af kirkerummet

2

Af Biskop Elisabeth Dons Christensen

Glyn! Glyn! Sådan lød trinene højt og lidt rungende ind i kirkens våbenhus. Det er Guds hus, vi går ind i, sagde moderen til den lille dreng. Højtideligt. Anderledes. Un-derfuldt. Og da de stod ved den store svulmende døbe-font, kon� rmanden og den hvidhårede præst, så lagde præsten bare hånden på kanten af den tunge gamle kam-pesten og glemte helt at forklare, men sagde kun: Er den

ikke mærkelig, mærkelig?

Sådan beskriver digteren Martin A. Hansen barndom-mens møde med det helt anderledes og mærkelige rum som kirken er – i »Orm og Tyr« (1952). For rummet er mærkeligt. Underfuldt. Lige som vort liv er både mærke-ligt og underfuldt. Tænk, alt det bøvl og så alligevel gode dage, hvor glæden pipper frem. Tænk, at vi lever og har levet, at vi har åndet og taget imod godhed og kærlighed fra mennesker, som gav os godhed og kærlighed. Tænk, hvor mange gange er vi ikke dér blevet opmuntrede til at fortsætte og leve videre, når vi var lige ved at give op. Og tænk, kirkerummene har stået her i snart tusinde år. Skam få den, der ikke agtede og værnede om disse byg-ninger, som i allerhøjeste grad står som et symbol på, hvor tæt folk og historie og kristendom er vævet sammen.

Selv om jeg selv � k mit første embede som præst ved lan-dets største og smukkeste romanske katedral, Ribe Dom-kirke, og derfor har fået min præstelige opdragelse i en

Det mærkelige rum

Biskop ElisabethDons Christensen

kirke, som dybest set kun er bygget til middelalderens store pompøse pro-cessioner og derfor hele tiden giver store lydproblemer, så kan jeg ikke la-de være at hylde alle de små og over-skuelige kirkerum, hvor man kan høre hvad der bliver sagt. Endda uden di-verse højtaleranlæg.

Min gode nu afgåede kollega, Kresten Drejergaard – med hvem jeg deler ik-ke bare fødselsdag, men sandelig også fødselstidspunkt, nemlig lige midt i kirketiden en forårssøndag i krigsåret 1944 – kom under balladen i 2009 om besættelsen af Brorsonkirken på Nør-rebro i København for skade at sige, at kirken ikke var mere hellig end et lo-kum. Det kom han ikke godt fra, for det er mærkeligt og underfuldt, det der sker med os i kirken – når vi først er kommet ind.Selv i vore ofte hvide, renfærdige pro-testantiske kirkerum, hvor »Ordet kun helliger huset«, og det er forkyndelsen af evangeliet og stemmen, som skal skabe stemningen og ikke specielt rummet. Ordet skal kunne høres og forstås, ja, men rummet skal også stemme os til højtid. Derfor bruger vi så mange tanker og kræfter på Kirke-rum og kirkekunst. Den er ikke kun udsmykning, der lysner og giver be-hag for øje og sanser, nej, når Jesus og

apostlene ser på os fra kirkevæggen, så bliver også vi sete, på en anden må-de end vi ellers ville være blevet sete på. Derfor er det så stor en ulykke, at Jesus og de to disciple i Emmaus, som indtil for et par måneder siden hang i Ølstrup Kirke og beskuede og ind-drog alle os på kirkebænken i Guds kærligheds storhed, er blevet tyvstjå-let. De havde jo van dret, de to discip-le, sammen med den fremmede hele

vejen til Emmaus på hin første påske-dag. De to disciple havde ikke forstået hvorfor han, Jesus af Nazareth, som de havde håbet skulle forløse folket, skulle dø så ydmygende på et kors. Heller ikke havde de forstået, hvorfor kvinderne var kommet ud til graven og havde fundet den tom. De havde heller ikke forstået noget som helst,

selv om han, den fremmede, havde fulgt dem på vejen og havde forklaret dem det hele. Og så! Disciplene inviterer ham med ind. De sætter sig til bords. Den frem-mede bryder brødet. I det sekund gen-kender den venstre, helt fortabte disci-pel, sin Herre og mester. Den anden må have mere tid. Sådan er vi forskel-lige, men et er sikkert: De er ikke mere alene. Det er vi heller ikke. Han er til stede hos os. Han ser på os. Han er med os ind til verdens ende.

Vi skammer os alle over, at dette ene-stående Noldebillede i Ølstrup Kirke ikke kunne få lov til at hænge i fred. Men jeg takker personligt Ølstrup me-nighedsråd, fordi de har villet have, at enhver kirkegænger skulle ses på af ham, som den dag gav disciplene mod og håb. Mod og håb, det er, hvad jeg selv har fået ved at sidde dér i Ølstrup Kirke. Lige som i alle de andre mange små og dog så store kirkerum i Ribe stift. Som alle I menighedsrødder pas-ser på med en enestående kærlighed og ømhed. Hvad enten det er den sto-re kirkekunst eller en helt almindelig kirkerenovering, I arbejder med.Tak for det. Og tak for de 10 ½ år med jer og med Stiftsnyt. Nu går faklen vi-dere. Selvfølgelig. For han er jo med os indtil verdens ende.

3

Det nu stjålnealterbillede

4

Vi � k en ny kirke – næstenI Skovund sogn � ndes en dejlig, enkel og smuk kirke, holdt i den gamle landbykirkestil, men helt så gammel er den altså ikke. Den blev bygget i 1910 og derfor skulle der hol-des 100-års jubilæum i 2010. Det var anledningen.

Tanker bag ønsket om en renovering

Tankerne og idéerne var mange. I menighedsrådet talte vi om, hvad en kirke kunne indeholde, hvad den kunne bru-ges til og selvfølgelig var også stil og arkitektur med i over-vejelserne. Skulle vi bevare den traditionelle indretning el-ler ville vi gøre den moderne, og f.eks. installere elektroni-ske nummertavler og skærm til power point? Skulle vi kas-sere kirkebænkene og sætte stole ind i stedet, så vi kunne ommøblere efter behov? Vi holdt mange spændende mø-der, hvor der ivrigt blev diskuteret. Det var en inspirerende tid. Idéer blev luftet og drøftet, åbent og fordomsfrit. Vore idéer blev drøftet med arkitekten, og der blev udarbejdet en arbejdsplan.

Selve renoveringen

Der blev, så vidt jeg husker, holdt byggemøder hver uge – eller i hvert fald ofte. Og det var en god idé, for undervejs i processen viste der sig tit, at der skulle foretages ad hoc løsninger. Planlagte ting skulle ændres eller justeres.Det blev anbefalet, at der så vidt muligt blev brugt lokale håndværkere. Det var arkitektens erfaring, at når arbejdet blev forestået af lokale håndværkere, så var de også mere omhyggelige med at gøre det ordentligt – det er jo deres

egen kirke! Det råd blev fulgt – og med samme gode ople-velse af kvalitet.

Mens det hele stod på: Kirken var tømt for stole og kirke-sølv, prædikestolen var pakket behørigt ind, altertavlen var pillet ned – og alt lignede en gedigen byggeplads – da tog jeg kon� rmanderne med op i kirken. De skulle se, hvordan deres kirke så ud, hvordan den var opbygget og hvad der blev gjort ved den – inden de skulle kon� rmeres.

Resultatet – evaluering af renoveringen

Det samlede resultat er blevet virkelig godt. Der var nogle af sognets indbyggere, der syntes, at det var temmelig

Af Peter Gjelstrup,sognepræst i Ansager Sogn

Kirkerummet tømt for bænke og gulvbrædder

5

mange penge at bruge – og det var det da også. Men der kom andre sidegevinster ud af det. Her kan f.eks. nævnes, at varmesystemet blev lavet om. Igennem mange år havde menigheden og kirkebetjeningen klaget over, at der var fodkoldt bagest i kirkerummet. Det viste sig, at varmen blev blæst ind oppe ved korbuen – og til alles forundring – blev luft og dermed varme, suget ud igen i en rist, som var placeret lige neden for ved døbefonten. Så varmen kom slet ikke i bevægelse og pustet rundt i rummet!

Vi � k også et dåbsværelse bagest i kirken. Her kunne dåbs-folk komme i god tid før gudstjenesten og evt. skifte den lille, iføre ham/hende dåbskjole og frem for alt, så var det varmere at vente der, end som tidligere, hvor de skulle stå ude i våbenhuset i sus og træk fra den kolde vinterluft. Dåbsrummet bliver også anvendt ved vielser, hvor bruden kan gøre sig klar inden hun føres ind i kirken. Et rigtig hyg-geligt og smukt rum, der endda er udstyret med vinduer, så man kan se ind i kirkeskibet.

Det blev ikke til noget med power point og skærm. Den almindelige holdning er, at kirkerummet først og fremmest er til gudstjenester og derfor ikke skal foregive at være en biograf eller et forsamlingshus, hvor man bliver omklamret af diverse moderne tekniske apparater.

En anden sidegevinst skyldtes dog ikke arkitekten, men et par ihærdige ildsjæle fra menighedsrådet. Det gjaldt selve indgangspartiet når man kommer fra våbenhuset og går ind i kirken. Før stod der et par store hvide søjler omgivet af bænke. Det var planen, at disse bænke skulle bevares, men det blev ændret – så de kom væk og derved skabtes en lys og venlig indgang til selve kirkerummet – en lille ting måske, men det bevirker, at man føler sig velkommen – til at træde ind i det lyse og enkle rum. Dertil kommer, at gul-

vet er blevet istandsat på smukkeste vis. Der er nu en hel-hed i rumfornemmelsen som stemmer ens sind.

Endelig blev kirkebænkene bevaret, dog sådan, at de øver-ste to rækker i hver side kan løsnes fra gulvet med hasper og således skabe mere plads oppe ved korbuen. Det kan især være nyttigt, når der er optrin, sangkor eller andet, der kræver større plads.

Til sidst skal det nævnes, at vi også har fået et el-klaver i kirken. Et længe næret ønske. Det blev anskaffet af den pengegave, der var doneret kirken i anledning af 100-års jubilæet.

Endelig oprandt den store dag, hvor kirken of� cielt skulle tages i brug igen – efter 10 måneder. Biskoppen over Ribe stift Elisabeth Dons Christensen kom og holdt festgudstje-neste i en fyldt og blomstersmykket kirke. Flot var det. Ef-terfølgende var der reception på den nærliggende Skov-lund Efterskole. En, i særklasse, mindeværdig dag.

Den færdigrenoverede kirke med bl.a. nyt gulv

Da menighedsrådet i 2012 stod over for fornyelse af varmeanlæg og kalk-ning af kirken, var det naturligt at se nærmere på en mere omfattende reno-vering af kirken. Den sidste store re-novering havde fundet sted i 1930’er-ne, hvor datidens opfattelse af et kir-

kerum var præget af mørk grønne farver, tonede blyglas i vinduerne og mørk rød tegl i gulvet.

Kirkens belysning var med tiden også blevet utidssvarende. Kirkebænkenes gavle var små tårne, der begrænsede

udsynet til kirkelige handlinger. Kort sagt mørk og lidt tyngende. Med ønsket om ændringer stod me-nighedsrådet over for en spændende og udviklende opgave, hvor vi først og fremmest skulle have vore ønsker formuleret, så vi � k et godt udgangs-

Restaurering af Skærbæk Kirke

6

Af Johan Kristensen, næstformand i Skærbæk Sogns menighedsråd

Skærbæk Kirke i nyrenoveret skikkelse

7

TILGANG / AFGANG AF PRÆSTER I RIBE STIFT

Malt Provsti Føvling

Gertrud Yde Iversen er

konstitueret i stillingen som

sognepræst under vakancen

fra den 1. marts 2014.

Skads Provsti Bryndum-Vester Nebel

Kirsten Katrine Tilma er ansat

i stillingen som sognepræst

fra den 1. april 2014.

Guldager-Hostrup

Mette Præstegaard Friis har

tjenestefrihed til feltpræste-

tjeneste fra 1. juli 2014 -

28. februar 2015.

Skjern Provsti Rækker Mølle Pastorat

Jens Kristian Holmgaard er

afskediget efter ansøgning

med udgangen af september

måned 2014.

Grene Provsti Randbøl-Nørup

Christina Munk har barselsor-

lov fra 2. april - 19. august 2014.

Orloven kan forlænges.

Helle Lindholt Pahus er ansat

som vikarierende sognepræst.

Tønder Provsti Hostrup-Højst

Kirsten Katrine Tilma er ansat

i stillingen som sognepræst

i Bryndum-Vester Nebel

Pastorat fra den 1. april 2014.

punkt for mødet med arkitekt og konservator, der var vores rådgiver i valg af farver.

Vi havde to vigtige ønsker, nemlig at kirken blev meget lysere og � k bedre belysning. Derfor blev blyglasset erstattet med klart glas, og der blev opsat en ny og rigtig god belysning. På gul-vene blev de mørke sten erstattet af en lys gul teglsten. Disse to ting betyder sammen med kalkningen, at kirken nu fremstår meget lys og imødekommende. Det næste væsentlige punkt var kirkebænkene, hvor vi � k fjernet den tårn-formede del, så alle nu � k udsyn til hele kirken. Da kirken nu blev meget lys, valgte vi sammen med konservatoren en mørk – næsten sort – far-ve og med lysere karryfarvede hynder, netop for at få en smuk farveharmoni.

Kirkens funktion var hele tiden i tankerne. Fra præsternes side blev der lagt vægt på, at områ-det mellem bænke og alter blev gjort større, så der bliver bedre plads ved arrangementer, be-gravelser m.v. Derfor fjernede vi et par bænke, så der nu er et stort frit område til rådighed. Ved en tidligere renovering var der lavet to trin mellem kor og skib, ligesom en del af soklen var afdækket. Det hindrede adgang for kørestols-brugere. Her sænkedes gulvet foran altret, så der nu kun er et mindre trin, hvor en smuk ege-træsrampe giver adgang for alle.

Renoveringen er færdig, og der er i menigheden stor glæde over kirkens nye fremtoning. Menig-hedsrådet har haft et uvurderligt godt samar-bejde med arkitekt Bruno Viuf Larsen og kon-servator Bent Jacobsen.

Ribe StiftKorsbrødregade 7 · 6760 RibeTlf. 7542 1800 · Fax 7688 5635kmrib@km.dk · www.ribestift.dk

Åbningstid:Mandag-torsdag kl. 9.30-15.00Fredag kl. 9.30-13.00

Redaktionens adresse:Ribe StiftKorsbrødregade 7 · 6760 RibeTlf. 7542 1800 e-mail: BIH@km.dk

Ribe Stiftsnyt � ndes også på www.ribestift.dk

Telefontid:Mandag-torsdag kl. 10.00-15.00Fredag kl. 10.00-13.00Biskop: Elisabeth Dons ChristensenTræffes efter aftale el. tlf. 2145 7785e-mail: elch@km.dkStiftskontorchef: Elisabeth Aggerbeck, tlf. 7688 5625

Ribe Stiftsnyt:Udsendes 1/12, 1/3, 1/6 og 1/9 til alle, der arbejder i og for folkekirken i stiftet.

På museumsbesøg

SPID

SEN

Af S

imon

T. L

. Stu

bkjæ

r, so

gnep

ræst

i Sc

t. C

atha

rinæ

-Kal

vslu

nd-O

bbek

ær

sogn

e

For nogle år siden skulle førstesalen i vores sommerhus laves. Huset er stråtækt, og derfor er der særlige regler for isolering. Jeg konsultere-de bygningsreglementet, men syn-tes, at der var noget, som ikke vir-kede rigtigt, hvilket fik mig til at kontakte en lokal tækkemand, for at høre hans vurdering. Han fortalte, at jeg ikke skulle følge byggeregle-mentet, fordi stråtaget ville rådne indefra, da der ikke var taget højde for, at et stråtag skal kunne ånde.Underligt nok var det hvad jeg kom i tanker om, da Stiftsbladets »Spid-sen« skulle forfattes. Grunden til at jeg nævner byggereg-lementets skrivebordslogik kontra den faktiske verden er, at jeg selv har været vidne til, hvordan regler,

subjektive iagttagelser og stillings-betegnelser kan stå i vejen for hver-dagens praktiske tilgang.Det drejer sig om istandsættelse af kirkebygninger.Hver gang et menighedsråd ønsker at ændre noget ved deres lokale sog-nekirke, skal et større apparat køres i stilling. Konsulentrunde (som forhåbentlig lægger turen forbi) med kgl. byg-ningsinspektør. Så følger ansøgnin-ger til provsti, stift, Kulturstyrelsen, Nationalmuseet; arkitekt indkaldes og tegninger udfærdiges. Oven i alt dette skal økonomien være i orden, som igen skal igennem provstiud-valgets i forvejen voksende ønske-seddel fra forskellige sogne. Og in-den man ser sig om, er medlemmer-

ne af menighedsrådet ved at smide håndklædet i ringen. Kan det virke-lig passe?Selvfølgelig skal vi værne om vore historiske bygninger og istandsætte med omtanke, men burde vi ikke lytte til brugerne, dvs. kirkegænge-re og menighedsråd, så kirkerum-met ikke bliver en større afstands-skaber, end det er i forvejen.Det synes, at der er anskuelser der stritter i hver sin retning. Hvis er bygningen, hvordan skal den bru-ges? Er det en kalket grav eller et hus til brug for levende mennesker?I den evg.-lutherske kirke sættes or-det i højsædet, men ord kan virke tunge og uhørbare, hvis omgivel-serne ligner fortidslevn uden skelen til tid og tilhørere.

Redaktion: Elisabeth Dons Christensen (ansvarshavende), Birgitte Hausted, Karl Lund, Hans Jacob Iversen, Simon Talbo Linneberg Stubkjær, Betina Kirstine Di-chov Rasmussen og Jane Marie Sognstrup