SAGN & FORTÆLLINGERFRA

THAILAND

IndholdsfortegnelsePhikul Thong .............................................................................................................................................2Historien om Makatho...............................................................................................................................4Kaninen & krokodillen...............................................................................................................................6Diamanter skære Diamanter.......................................................................................................................7Den utaknemmelige mand..........................................................................................................................9

Phikul Thong

Der var engang en fantastisk smuk kvinde der hed Phikul. Faktisk så var hun ikke bare fysisk smuk – hun havde også gode manerer. Hendes moder døde desværre da hun var ganske ung, så hun blev passet af hendes stedmoder, der også havde en datter der hed Mali. Desværre så var både stedmoderen og hendes datter onde mennesker der tvang den smukke Phikul til at arbejde hårdt hver dag.

En dag da Phikul var færdig med at tærske ris, tog hun ned til et lille vandløb ikke så langt fra hjemmet, for at hente vand til aftensmaden. På vejen tilbage dukkede der pludselig en gammel kvinde op lige foran Phikul. Kvinden spurgte om hun dog ikke kunne få lidt vand – hun var så tørstig. Phikul var meget glad for at kunne hjælpe kvinden og gav hende alt det vand hun kunne drikke og bad endda den gamle kvinde om at tage lidt ekstra til at friske ansigtet lidt op. Phikul bad hende om ikke at bekymrer sig hvis hun brugte alt vandet, for Phikul ville da bare gå ned og hente mere vand hvis det var nødvendig.

Den gamle kvinde smilede og sagde ” du er smuk og har et godt hjerte. Selv om jeg er fattig og ser ussel ud – så behandler du mig stadig godt” Efter at havde rost Phikul med de pæne ord gav den gamle kvinde Phikul en meget speciel evne – hver gang Phikul følte sympati for noget eller nogen – så kom der gyldneblomster fra Tanjong træet ( også kaldet Mimusops eller på Thai - Phikul ) ud af munden på smukke Phikul.

Da den gamle kvinde havde givet denne evne til Phikul – forsvandt hun ud i den blå luft. Da viste Phikul at den gamle kvinde var en engel i forklædning.

På grund af dette kom Phikul lidt senere hjem – og det faldt ikke i god jord hos hendes stedmoder – der troede at hun havde dovnet på sit arbejde. Phikul fortalte da hele historien og mens hun talte følte hun stærk sympati for den gamle kvinde der jo var en engel – og gyldne blomster kom ud af hendes mund.

Den grådige stedmoder ændre hurtigt sindstilstand fra at være i dårlig humør til at blive rigtigt grådig – de gyldne blomster er nemlig en formue værd på markedet da de bliver brugt til religiøse formål og er svære at få fat på. Så stedmoderen forsøgte at få Phikul til at fortsætte med at tale så hendes grådighed kunne blive tilfredsstillet.

Fra den dag samlede stedmoder hverdag mange gyldne blomster og solgte dem på markedet for rigtig mange penge. De var alle glade – Phikul; fordi hun nu ikke behøvede at arbejde så hårdt mere, selv om hun dog var nødtil at tale hele dagen – stedmoderen og hendes datter; fordi de blev rige!.

Men en dag var Phikuls stemme så træt at den forsvandt – hun kunne overhovedet ikke sige noget. Dette ophidsede Stedmoderen og hendes datter så meget at de begyndte at tæske Phikul – de prøvede at tvinge Phikul til at tale men hun kunne virkelig ikke sige et eneste ord.

For at tilfredsstille hendes behov besluttede stedmoderen at sende hendes egen datter, Mali, ned til vandløbet for at se om den gamle kvinde skulle dukke op igen. Så Mali gik ned til vandløbet – og mødte ganske rigtigt en kvinde der nede – men ikke nogen fattige ussel kvinde – derimod var der en smuk kvinde der bar smukke klæder – hun stod i skyggen af et stort træ. Kvinden spurgte om Mali havde noget vand hun kunne få, da hun var virkelig tørstig. Mali blev ude af sig af jalousi over kvindens skønhed og hendes smukke klæder – og tænkte ” denne kvinde er ikke nogen engel” så hun nægtede at give kvinden noget mens hun i sine tanker forbandede englen fordi hun ikke var kommet.

Men den smukke kvinde med de smukke klæder var engelen! Og hun var selvfølgelig ikke tilfreds med Mali’s opførelse. Englen forbandede Mali sådan at hver gang hun tænkte dårligt eller blev sur, og talte, ville der komme orme ud af hendes mund.

Da Mali kommer hjem fortalte hun hvad der er sket og mens hun fortæller bliver hun sur – og orme begynder, til deres rædsel, at komme ud af hendes mund. Hele huset blev fyldt med orme.

Stedmoderen troede at Phikul havde løjet om historien for at lokke Mali ned og møde heksen – så hun bankede hende og drog Phikul ud af huset.

Overvældet af sorg over at have mistet sit hjem vandrede Phikul alene ind i skoven. Heldigvis vandrede hun i den retning hvor en Prins var ude at ride sammen med sine soldater. Da prinsen så den unge kvinde, der grædende gik rundt ude i skoven, stoppede han hende og bad hende om at fortælle alt hvad der var hændt. Hun fortalte og fortalte og da hun var færdig med historien var hele skoven fyldt med gyldne blomster.

Prinsen blev så betaget af dette at han bad Phikul om at gifte sig med ham – senere blev han konge og Phikul blev dronning. De herskede over byen i alle deres dage – og det var lykkelige dage.

Historien om Makatho

Denne historie kan dateres tilbage til Sukhothai perioden

Der var en ung mand der hed Makatho. Han var søn af en Mon (et etnisk folkeslagg) købmand der boede i Kohwan landsbyen nær byen Mortama i nutidens Myanmar (Burma). Da Makatho var 15 år døde hans fader og han var nød til at overtage faderens forretninger.

En dag da han ledte sit salgsteam på 30 mænd, der bar varelageret, til byen Sukhothai (tidligere hovedstad i Thailand ) blev en af hans mænd pludselig syg. Makatho besluttede sig for at hjælpe den syge mand og tog hans læs over på sine egne skulder. Da de var på vej over en bakketop opstod der pludselig et voldsomt tordenvejr – med ekstremt voldsomt regn og ufattelig mange lyn nedslag omkring dem.

Et lyn ramte den bærestang Makatho bar og splittede den i 1000 små stykker. Men overraskende nok skete der ikke noget med Makatho eller nogen af de andre. 3 gange skiftede han bærestangen ud med en ny og 3 gange splittede lynet stangen. Makatho var selvfølgelig overrasket og kiggede sig omkring – og så, da et kraftigt lyn lyste himlen op, et slot eller en borg ude mod vest. Derefter forsvandt tordenvejret lige så hurtig som det var kommet.

For at vide mere om hvad denne sælsomme oplevelse kunne betyde, gik Makatho til en spåmand og bad om at få forudsagt hvad dette kunne betyde. Men spåmanden satte store krav – han sagde at Makatho skulle bringe en bunke penge der var så stor at bunken var lige så høj som Makatho selv – ellers ville han ikke kunne forud sige et så sælsomt syn.

Selv om Makatho ikke på nogen måde var fattige, så havde han ikke penge nok til det store krav som spåmanden havde stillet. Faktisk så havde han kun få bath ( 1 bath = 15,2 g sølv ). Efter at have tænkt i lang tid så så han endelig løsningen. Med raske skridt gik han hen til Spåmanden og sagde: ”kom med nu – jeg

har opfyldt dit krav”. Spåmanden var selvfølgelig overrasket over at det kunne lade sig gøre og fulgte stakåndede efter Makatho.

Men da han så hvordan Makatho havde opfyldt hans krav, så faldt hans forventninger temmelig kraftigt. Makatho havde nemlig dækket et termitbo med et tyndt lag sølv. Spåmanden måtte dog indrømme at kravet var opfyldt og havde ikke andre muligheder end også opfylde sit løfte til en mand der er så smart. Så han lavede en forudsigelse, der sagde at Makatho have en stor skæbne og at han vil blive forfremmet til en meget høj position ude mod vest. Makatho var tilfreds med denne forudsigelse og drog sammen med sine mænd videre mod Sukothai.

Da de var ankommet til Sukothai solgte Makatho alle varerne og beorderde alle sine mænd at vende hjem – han selv ville blive i byen. Han søgte husly ved mahouten ( elefantfører ) af Phra Ruang der var konge af Sukothai. Af natur var Makatho en arbejdsomlig mand så det var helt naturligt for ham at hjælpe mahouten med at passe elefanterne både dag og nat. Til gengæld delte mahouten sin løn med Makatho.

En dag kom Kong Ruang for at se sine elefanter. Mens han kiggede på elefanterne, fra den forhøjede platform, fik han øje på Makatho der var ved at vaske gulvet. Kong Ruang havde godt styr på hvem der arbejdede for ham og hvem der ikke gjorde og han viste at han aldrig havde set Makatho før. Så han spurgte mahouten hvem denne person var. Efter at mahouten havde fortalt historien blev Kongen venlig stemt og bad mahouten tage sig godt af Makatho. Mens han kiggede på elefanterne spyttede kongen pludselig en areca nød ud på gulvet med sådanne en kraft at støvet rejste sig i hele stalden.

På det sted hvor kongen spyt ramte jorden dukkede der – ud af den blå luft – en muslingeskal – fyldt med penge - op midt på gulvet. Kongen beordrede Makatho til at samle pengene op. Makatho viste sin respekt for Kongen og samlede den pengefyldte muslingeskal op.

Makatho var meget lykkelig – selv om det ikke var det helt store beløb der var i muslingeskallen. Det værdifulde lå i at han havde fået det af Kongen. Så han ville ikke bare bruge af den kongelige mønt til ingenting, men ville derimod forøge beløbet. Makatho gik på markedet og købte noget sæd til kål.

Sælgeren viste ikke hvordan han skulle kunne sælge sæden da beløbet som Makatho var i besiddelse af, ikke var stort nok til at købe det kvantum som man normalt har som en minimum for køb af såsæd. Men Makatho viste sælgeren hvordan han skulle måle det – han stak fingeren ind I munden så den blev våd af spyt og lagde så sin finger ned på såsæden. ”se – alt hvad der hænger fast på min finger skal jeg have - ikke mere” sagde Makatho. Sælgeren smilede og roste han for hans intelligens og mente nok at denne person ville blive en stor person i fremtiden.

Efter at have fået såsæden gjorde Makatho et lille stykke jord klar, satte sæden og gødede efter med elefant afføring. En dag da Kongen kom for at se til sine elefanter, skyndte Makatho sig at plukke et kålhovede og give det til Kongen, der blev overrasket og spurgte hvor det kålhovede dog kom fra. Makatho fortalte så historien. Kongen blev meget tilfreds og mente denne søn af en Mon var både meget arbejdsom og intelligent. Derfor forfremmede kongen Makatho til at arbejde i det kongelige køkken. Der arbejdede Makatho også både godt og hårdt. Så kongen mente at det måtte være på plads med mere ansvar og forfremmede Makatho til Khun Wang hvis funktion var at tage sig af økonomien. Makatho tog arbejdet meget seriøst og arbejdede meget hårdt. Kongen behandlede ham som sin egen søn og alle viste ham stor respekt.

Senere spurgte Makatho om tilladelse til at besøge sin hjemby, hvilket han kongen gav sin tilladelse til. Men fordi Makatho arbejdede så hårdt og var så populær så var der også nogle mennesker der ikke kunne lide ham. En af dem var herskeren af byen Martamavar, den by der lå tæt på MMahatho’s landsby. Herskeren

var jalousi og lagde planer om at dræbe Makatho. Og det bedste tidspunkt at gøre det, er selvfølgelig mens Makatho besøger sin hjemby. Men via sine mange venner havde Makatho fået nys om disse drabelig planer og i stedet lykkes det for Makatho at dræbe herskeren af Martamavar. Byens befolkning valgte derefter Makatho som deres nye hersker.

Makatho’s første handling som hersker var at sende bud til Kong Ruang for at tilbyde ham byen og delande der hørte til byen. Til hans store tilfredshed gav Kongen ham et nyt navn ”Phra Chao Fa Rua” hvilket betyder ”kongen at den lækkende sky”. Han udvidede sine territorier til nær og fjern.

Kaninen & krokodillen

For meget lang tid havde kaninerne meget lange og flotte haller – ligesom et egern har i dag – og kroko-dillerne havde tunger ligesom de fleste andre dyr har i dag.

Men uheldigvis skete der det - at en dag hvor kaninen drak vand fra bredden af en flod, uden af se den fare der lurede fra floden – en meget stor krokodillen var i bevægelse – ind mod kaninen – krokodillen kom tætter og tætter på – og pludselig angreb den – snappede kaninen og holdt den inde i sin mund da den

havde tænkt sig at spise kaninen meget langsomt.

Krokodillen havde heller ikke lavet noget sjovt i meget lang tid så den beslutter at lave lidt sjovt med kaninen – så mens kaninen er inde i munden laver krokodillen en meget høj og frygtindgydende lyd – for at skræmme kaninen! Og bange var kaninen – men kaninen var fast besluttet for ikke at vise sin frygt – så kaninen råbte så højt den kunne inde fra krokodillens mund: ”stakkels krokodille – selv om du er stor er jeg ikke bange for dig!! Den frygtindgydende lyd du lavede var ikke høj nok til at skræmme mig! Det er fordi du ikke åbnede munden!” Uden at tænke på at det kunne være et tricks – så åbnede krokodillen sin mund for lave et vildt og frygtindgydende brøl. Så snart krokodillen havde åbnet munden sprang kaninen i land – men dens skarpe kløe rev tungen af krokodillen – hvilket medførte at krokodillen – i smerte – smækkede kæberne i og bed kaninens flotte hale af.

Fra den dag af havde kaniner ikke længer haler og krokodiller ikke længer tunger. Kaninerne lærte at frygte krokodillerne – og derfor drikker de ikke længer fra flodbredderne men har derimod lært at drikke dug fra græsstrå.

Diamanter skære Diamanter

Der var engang en fattig mand der rejste for at besøge en syg slægtning i en anden by. Distancen var en hel dags vandring, så hans hustru havde givet ham en klump ris med på vejen. Da de var meget fattige havde de ikke råd til at han kunne på lidt karry eller suppe til risen. På vejen passerede den fattige mand et hus der tilhørte en millionær

Kokken i huset var ved at tilberede karry til husets beboer. Duften af karryen bredte sig fra huset og fandt vej op i den fattige mands næse. Denne vidunderlige duft af karry gjorde den fattige mand meget meget sulten. Så han satte sig under et træ og tog hans ris frem så han kunne spise, mens han havde karry duften omkring sig. Han forstillede sig at han spiste ris med karry og det hjalp ham til at spise op. Normalt var det meget svært for ham at sluge risen uden at have suppe eller karry.

Efter at have spist gik han op til huset for at bede om lidt drikke vand fra kokken. Han fik vandet og før han vandrede videre lovpriste han den kvindelig kok for den pragtfulde karry, hvor bare duften alene havde hjulpet han til at spise sin ris. Kokken var selvfølgelig meget glad for at høre dette.

Glad i sindet gik kokken op og serverede karryen for millionæren Men til hendes store overraskelse beklagede han sig over at karryen i dag ikke var tilberedt ordentlig – den smagte ikke af noget. Kokken blev bange for hvad millionæren kunne finde på for at straffe hende – så hun fortalte han at karryen var blevet smagløs fordi en fattig mand havde stjålet duften, mens han spiste sin ris uden for huset.

Millionæren blev meget vred over at høre dette. Han beordre sine tjener at bringe denne fattige mand til sig, så han kunne få hele historien. Den fattige mand blev indhentet og bragt til huset – hvor han indrømmede at han havde inhaleret duften af millionærens karry uden tilladelse dertil. Millionæren krævede kompensation af den fattige mand for den tabte duft. Men han havde ikke andet end en mønt og den kunne han meget vel få brug for på sin tur til byen. Der var stadig lang vej at vandre.

Så millionæren arresterede ham og tog ham til landsbyen for at blive afhørt af landsbychefen. Efter at have fået hele historien bad landsbychefen sine tjener at bringe ham en skål med vand. Derefter spurgte han den fattige mand hvor mange penge han havde. Den fattige mand fortalte helt ærligt at han kun havde en mønt som han skulle bruge for være sikker på at kunne besøge sin syge slægtning.

Landsbychefen bad da den fattige mand om at lægge sin mønt ned i skålen med vand. Millionæren var nu glad, fordi han troede at han ville få mønten erstatning for den tabte duft. ” tusinde tak landsbychef, du har lavet en retfærdige beslutning. Det er derfor alle folk har så stor respekt for dig” sagde millionæren med et bredt smil og strækte sin hånd frem for at tage mønten. Men landsbycheften tog hurtig skålen med vand og gav mønten tilbage til den fattige mand og rakte derefter skålen frem til millionæren og sagde ”ok – denne fattige mand tog den lækker duft af din karry, nu kan du tage vandet i denne skål med hjem. Deri er duften af den fattige mands penge. Men husk kun at tage vandet – skålen er min og den viljeg beholde”. Millionærens ansigt blev meget langt og den fattige mand blev meget glad.

Den utaknemmelige mand

Der var engang en meget meget fattig ung mand der forsøgte at overleve ved at rejse fra by til by og søge tilfældigt arbejde. En dag da han kom til en lille by mødte han en forkrøblet tigger, der bad han om mad. Den unge mand følte sympati med tiggeren og gav ham både mad og vand.

Efter tiggerne have spist og drukket samlede den unge mand sine ting sammen igen og gjorde klar til at gå videre. Tiggeren tog da hans hånd og sagde ” unge mand! Du er et rart menneske – selv om du selv er fattig så har du givet mig mad og vand. For at vise min taknemmelighed vil jeg give dig en magisk formular. Du skal lære den i dit hjerte - en dag vil du få brug for den!”

Den magiske formular gav personen mulighed for at skaffe en hvilken som helst slags frugt – også selv det er uden for sæsonen. Det virker på den måde at personen skal bringe en skål med vand og efter at have gentaget formularenen og have pustet på vandet – så hældes vandet på træets rødder – straks efter kommer der frugter på træet.

Men tiggeren satte et krav til den unge mand for at han kunne få denne magiske formular. Han skulle – hele sit liv – altid vise inderlige respekt for ham der havde givet formularen – ellers vil formularen miste sin kraft. Den unge mand accepterede dette uden nogen bekymringer. Han var lykkelig og gav en tribut til tiggeren før han forsatte sin vandring til andre byer.

En dag kom den unge mand til en meget stor by. Inde i byen fandt han mange mennesker forsamlet og kom lige i tide til at høre en annoncement fra kongens mænd. Den der kunne skaffe mangoer på denne tid af året og give den til den gravide dronning vil få en kæmpe belønning. Opgaven syntes faktisk umuligt da det på denne tid ikke var sæson for mango – men Dronningen var så glad for at spise mangoer at hun alligevel ville prøve.

Den unge mand meldte sig øjeblikkelig til at skaffe mangoer til Dronningen. Han lånte en skål med vand – hviskede den magiske formular og pustede på vandet. Derefter gik han hen til mangotræt og hældte vandet på træts rødder. Han bad alle i byen om at komme tilbage dagen efter.

Overraskende var træt dagen efter fuldt med moden mango frugt. Dronningen var lykkeligt da hun nu kunne spise så mange mangoer som hun havde lyst. Som lovet så fik den unge mand en meget stor betaling og Dronningen bad han om at bosætte sig i byen.

Den unge mand var blevet rig på en nat og levede nu lykkeligt i byen. Han behøvede ikke længere at vandre fra by til by i sine bestræbelser på at overleve. Men hans evner gjorde selvfølgelig folk nysgerrige – også selve kongen. Alle ville gerne vide hvem der havde lært den unge mand en så magtfuld magisk formular. Men da Kongen spurgte var den unge mand flov over at fortælle sandheden. Han kunne ikke få sig selv til at fortælle at denne pragtfulde formular var givet til ham af en forkrøblet tigger. Så han fortalte i stedet at han havde fået formularen af en enebor langt langt mod øst.

Nogle dage senere havde Dronningen spist alle mangoerne og ville gerne have flere. Så Kongen beordrede den unge mand til at bringe flere mangoer til Dronningen Den unge mand lavede ceremonien som han havde gjort før. Men denne gang gav træt ikke så meget som en eneste mangofrugt. Kongen blev meget vred og bad den unge om at give en forklaring. Da kongen lærte sandheden at kende fordømte han den unge mand og forviste ham fra byen. Alle hvad han ejet blev konfiskeret af Kongen. Den unge mand var fattig igen. Han forstod at formularen ikke virkede længer fordi han ikke havde vist respekt til den, der havde givet ham stor respekt.