Koranens fortællinger (Qisas Al2anbeyaa ) Af Ibn Kathir

KKoorraanneennss FFoorrttæælllliinnggeerr

Af Ibn Kathir

ISBN 978-87-92370-14-3

Zeytuna Publication

1. Udgave, 1. Oplag Printed in Copenhagen 2008

Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf er kun tilladt med nøjagtig gengi-velse af titel og forfatternavn.

Oversættelse af Koranen

Det skal stå fuldstændig klart, at Koranen kun er autentisk på dens originale sprog, arabisk. Eftersom en perfekt over-sættelse af Koranen er umulig, har vi gennem hele bogen anvendt en meningsmæssig oversættelse af Koranen.

�� - Subhanahu wa ta’ala:

Han er ophøjet og fri for mangler.

�� - Salla Allahu ’aleihi wa sallam:

Må Allahs fred og velsignelse være med ham.

e.H – efter Hijri (Islamisk kalender)

Zeytuna Publication

[email protected]

www.Zeytuna.dk

Indholdsfortegnelse

FORORD ......................................................................................... 5

KORT OM IBN KATHIR ..................................................................... 9

HABIL OG QABIL (ABEL OG KAIN) ................................................... 11

DEN FØRSTE FORBRYDELSE PÅ JORDEN ..................................................... 11

DHUL-QARNAIN (HAM MED DE TO HORN) ..................................... 20

VAR HAN EN PROFET? ........................................................................... 22

HVORFOR HAN BLEV KALDT DHUL-QARNAIN (DEN MED DE TO HORN) ......... 23

HVAD ER HANS NAVN? .......................................................................... 24

DHUL-QARNAIN SØGER LIVETS ØJE ......................................................... 28

YÂJÛJ WA MÂJÛJ (GOG OG MAGOG) ............................................. 33

ET MEGET VIGTIGT SPØRGSMÅL ............................................................. 37

DÆMNINGEN ...................................................................................... 38

HISTORIEN OM LUQMÂN .............................................................. 42

BILQIS (DRONNINGEN AF SABA’) ................................................... 56

HISTORIEN OM SABA’ ................................................................... 65

HISTORIEN OM KOEN .................................................................... 71

HISTORIEN OM QÂRÛN (KORAH) ................................................... 75

HISTORIEN OM MUSA �� OG KHIDR ............................................. 83

ASHÂB UL-QARYAH (BYENS FOLK) ................................................. 91

SABBAT-BRYDERNE ....................................................................... 95

ASHÂB UL-KAHF (HULENS FOLK) .................................................. 100

TILBEDEREN BARSISA (DEN LOVLØSE) .......................................... 113

ASHÂB UL-JANNAH (HAVENS FOLK) ............................................. 115

AZHAB UL-AKHDÛD (GRØFTENS FOLK) ......................................... 120

AL-KÂFIR WAL MU’MIN (DEN TROENDE OG DEN VANTRO) ........... 124

AZHAB UL-FIL (ELEFANTENS FOLK) ............................................... 132

AFSLUTTENDE BØN (DU’A) .......................................................... 142

5

I Allâhs navn, den Barmhjertige, den Nådige

Forord

Al lovprisning og taknemmelighed tilkommer Allah, Alverdens Herre.

Koranen blev nedsendt til Allahs � udvalgte sendebud, Mu-hammad �. Koranen blev åbenbaret til profeten Muhammad � over en tidsperiode på 23 år.

Profeten Muhammad � brugte sit liv, fra første åbenbaring til hans � død, på at viderebringe Koranens budskab og barmhjer-tighed til menneskeheden.

Denne glorværdige Koran er et stående mirakel som ingen no-gensinde har og vil kunne lave noget lig.

Koranen kalder mennesket til at overveje formålet med eksisten-sen, og heri forsyner mennesket med retledning til livet.

Et budskab der skabte en enestående kultur, der beundres af både muslimer såvel som ikke muslimer.

Dette budskab har efterladt sine tydelige spor i mere end en mil-liard menneskers verden over, som i dag er muslimer.

Allah � har i Sin visdom også valgt at forsyne Koranen med fortællinger om folkeslag og nationer der eksisterede før Islam kom til verden.

6

�� ككذل قصن كليع ناء مبا أنم قد قبس قدو اكنيآت نا منا لدكرذ ��

“Og således beretter Vi til dig en del af hvad der skete i tidligere tider. Og sandelig har Vi givet dig en på-mindelse (Koranen) fra Os” (20: 99)

Disse fortællinger beskriver hændelser i historien med klarhed og visdom, således at generationer efter kan lære af dem og blive påmindet, og dermed træffe de rigtige beslutninger i livet.

Det er med denne betragtning at Ibn Kathir valgte at inkludere disse fortællinger fra Koranen i sit store historiske værk “Al Bi-dayah wa Nihayah” (“fra begyndelsen til afslutningen”).

Beretninger om tidligere profeter og sendebude har Ibn Kathir valgt at skrive i en selvstændig bog i sit værk som hedder Profe-ternes historie og derfor er de ikke en del af denne bog, selvom det også er historier der berettes i Koranen.

Ibn Kathir formåede at berette disse fortællinger fra Koranen i sammenhæng med Profeten Muhammads � beretninger (aha-dith) om de selvsamme begivenheder i historien. Og dermed formåede han at præsentere læseren får en levende og fyldestgø-rende opklaring af de enkelte begivenheder. Ligeledes for læse-ren et beskrivende billede af heltenes personligheder i fortællin-gerne.

Af den samme grund har Ibn Kathir og bogen opnået stor aner-kendelse blandt muslimer i historien såvel som i dag. Der har dog været enkelte beretninger der er blevet tilskrevet Profeten �, som blev brugt i den originale version der har vist sig at være opdigtede (Mawdu’a). Disse har vi i Zeytuna publication valgt at fjerne, og der hvor der stadig er beretninger som blandt hadith

7

kyndige (muhaditheen) anses for at være svage i deres beret-ningskæde (isnad), valgte vi at tilføje det ved siden af beretnin-gen.

Og Allah � ved bedst.

Zeytuna Publication har ligeledes valgt at tilføje fortællingen om Habil og Qabil til denne bog, selvom Ibn Kathir oprindeligt lag-de den i Profeternes Historie.

Til sidst vil vi blot sige at, Al lovprisning og taknemmelighed tilkommer Allah, den Almægtige.

9

Kort om Ibn Kathir

Hans fulde navn var Abu Al-Fida, 'Imad Ad-Din Isma'il bin 'Umar bin Kathir Al-Qurashi Al-Busrawi og han blev født i et område ved navn Majdal, i byen Busra i Syrien, i året 701e.H.

Hans far var byens Imam om fredagen, og døde da Ibn Kathir var blot fire år gammel. Derefter tog hans onkel ansvaret for hans opdragelse og uddannelse, og da Ibn Kathir var fem flytte-de han til Damaskus. Her studerede han under nogle af de mest prominente lærde Islam har rummet.

Hans lærere var Ibn Taymiyya, ibn Hajjar, Jamal Ad-Din Yusuf bin Az-Zaki Al-Mizzi, adh-Dhahabi, imam Hafiz og Ibn al-Firkah. Disse er blot nogle af de, der blev en del af ibn Kathirs udvikling. Han giftede sig med sin lærers, Ad-Din Yusuf bin Az-Zaki Al-Mizzi’s datter.

I 1366 e.kr. fik han en højtstående position i Damaskus’ store moske efter blandt andet at have arbejdet i officielt embede i 1341 e.kr.

Ibn Kathir nåede at påvirke et utal af lærde der studerede under ham. Deri tæller blandt andet ibn Hajji og Ibn al-Imad al-Hanbali.

Ibn Hajji beskrev ham med følgende ord:

”Han havde den bedste hukommelse når det handlede om hadith (Profe-tens � beretninger) teksterne.

Han var også den der havde mest viden når det drejede sig om berettere og autenticitet.

Hans samtidige og lærere var enige om disse kvaliteter.

10

Hver gang jeg mødte ham, lærte jeg noget fra ham.”

Blandt Ibn Kathirs mange værker tæller følgende:

Tafsir Ibn Kathir, et af de mest anerkendte tafsir værker (forkla-ring til Koranen) over Koranen.

Al-Bidayah An-Nihayah, et 14 binds historie værk fra Adams �. Tid indtil hans egen, indeholder blandt andet profetens � biografi, profeternes historier og om tidligere nationer. Al-Ijtihad fi Talabi Al-Jihad, som var et undersøgende værk om jihad og Tabaqat Ash-Shafiyah,

Disse er blot nogle af de mange værker Ibn Kathir har efterladt, nogle nåede han ikke at færdiggøre inden sin død i 774 e.H. Han mistede synet lige inden hans død indtraf, og han plejede at an-give sit natlige arbejde med det store værk, Musnad ibn Hanbal, som årsag hertil.

Al-Hafiz Ibn hajar Al-Asqalani sagde om ham;

’’ Ibn Kathir mistede sit syn lige inden hans liv sluttedes, han døde i Damaskus i 774 e.H. Må Allah � skænke ham Sin barmhjertighed og gøre ham til et af Jannahs beboere.’’

11

I Allahs navn, den Barmhjertige, den Nådige

Habil og Qabil (Abel og Kain)

Den første forbrydelse på jorden

Allah � siger:

أحدهما من فتقبل قربانا قربا إذ بالحق آدم ابني نبأ عليهم واتل ��لمل وقبتي نر مقال اآلخ كلنا قال لأقتمل إنقبتي الله نم نيقتالم �� نلئ طتسب إلي كدلني يقتتا لا مأن طاسي ببدي ��يإن أن أريد الظالمني جزاء وذلك النار أصحاب من فتكون وإثمك بإثمي تبوء��تعفطو له هفسل نقت يهأخ لهفقت حبفأص نم ريناسالخ ��

أخيه سوأة يواري كيف ليريه األرض في يبحث غرابا الله فبعث أخي سوأة فأواري الغراب هذا مثل أكون أن أعجزت ياويلتا قال

حبفأص نم نيمادالن��

”Læs beretningen om Adams to sønner op for dem i sandhed! Da de begge bragte et offer. Fra den ene af dem blev det modtaget, men fra den anden blev det ikke modtaget. Den afviste sagde: "Jeg vil sandelig slå dig ihjel!" Den anden sagde: "Allah tager kun imod fra de gudfrygtige. Selvom du strækker hånden ud mod mig for at dræbe mig, vil jeg ikke strække hånden ud mod dig for at dræbe dig. Jeg frygter Al-lah, Alverdens Herre. Sandelig, jeg ser gerne, at du pådrager dig min synd såvel som din egen, så du bli-

12

ver en af Ildens beboere. Det er gengældelsen for dem, der handler uret." Da drev hans indre ham til at dræbe sin broder, og han dræbte ham. Han blev en af de fortabte. Derpå sendte Allah en krage ud, som skrabede i jorden, for at vise ham, hvordan han kunne skjule sin broders lig. Han (morderen) sagde: "Ve mig!". "Er jeg så ude af stand, at jeg ikke kan gøre som denne krage og skjule min broders lig!" Og han blev en af dem, der angrer.” (5:27-31)

As-Sadiy berettede via Abu Malik og Abu Salih fra Ibn ’Abbas, autoriseret af Ibn Mas’ud og andre Sahabah, at Adam � plejede at gifte sønnen fra den ene fødsel til datteren fra en anden. Såle-des skulle Abel giftes med Kains søster, der var bedre og smuk-kere end nogen som helst anden. Kain ville dog beholde hende for sig selv. Adam � beordrede ham til at tillade Abel at gifte sig med hende, men det afviste han blankt. Adam � beordrede så begge at bringe en ofring til Allah �. Imens drog Adam � af sted på pilgrimsrejse til Mekka. Lige før han tog af sted forsøgte Adam � at efterlade ansvaret for sine børn (deres affærer og varetagelse) til himlene, jorden og til sidst bjergene, men alle nægtede at bære denne tunge byrde. Kain pådrog sig derefter ansvaret og efter at Adam � var draget af sted, bragte de (Abel og Kain) deres ofringer til Allah �. Abel ofrede en fed hun-ged, mens Kain ofrede et bundt rådne planter. Senere kom en ild fra himlen og tog ofringen bragt af Abel og lod Kains være urørt. Kain blev rasende og sagde til sin bror: Jeg dræber dig, så du ikke kan gifte dig med min søster. Abel sagde: ” Allah tager kun imod fra de gudfrygtige”.

’Abdullah ibn ’Amr sagde: Ved Allah! Den dræbte (Abel) var stærkere (end morderen, Kain), men han nægtede at strække sin hånd ud mod sin bror for at dræbe ham, grundet sin sandfær-dighed og gudsfrygt.

13

Abu Ja’far Al-Baqir nævnte, at Adam � var tilstedeværende, da de bragte deres ofringer. Efter at Abels ofring blev modtaget, sagde Kain til sin far, Adam �: ”Den blev kun accepteret fra ham, fordi du påkaldte Allah for Hans skyld.” Og han havde noget skjult til hensigt mod sin bror. En dag, da Abel var forsin-ket, sendte Adam � Kain for at lede efter ham. De to brødre mødtes og Kain sagde: ”Din ofring blev accepteret og min blev ikke.” Abel sagde: ”Allah tager kun imod fra de gudfrygtige”. Kain blev sur og slog sin bror med en jernstang og Abel faldt død om øjeblikkelig.

Det siges: Kain dræbte sin bror ved at slå ham med en sten på hovedet, mens han sov. Det siges også: Kain kvalte sin bror vol-deligt og bed ham til døden, som dyr gør. Men, da Kain truede med at dræbe ham, sagde Abel: ”Selvom du strækker hånden ud mod mig for at dræbe mig, vil jeg ikke strække hånden ud mod dig for at dræbe dig. Jeg frygter Allah, Alverdens Herre.” (5:28), og det indikerer hans gode moral og etik, hans frygt for Allah � og ideelle sandfærdighed, at han ikke ville skade sin bror, i modsætning til det onde, som Kain havde til hensigt mod sin bror. Omkring dette berettede Abu Bakr, at Profeten Mu-hammad � sagde:

Når to muslimer står overfor hinanden, og den ene af dem angriber sin bror med et våben, så er begge af dem i Helvede. Ahnaf, en af beretterne, sagde: ”Jeg sagde, eller det blev sagt: Allahs Sendebud! Det kan være til-fældet for den, der dræber, men hvad med den dræbte (hvorfor skal han i Helvede)?” Dertil sagde han �: ”Han havde ligeledes til hensigt at dræbe sin bror.”

Allah � siger: ”Sandelig, jeg ser gerne, at du pådrager dig min synd såvel som din egen, så du bliver en af Ildens beboere." (5:29), dvs. jeg har ikke til hensigt at kæmpe mod dig, selvom jeg er meget stærkere og hærdet end dig, men du ”pådrager dig

14

min synd såvel som din egen”, dvs. du vil bære syndet for dra-bet på mig oveni dine tidligere synder.1

Berettet af Imam Ahmad, Abu Dawud og At-Tirmidhi via Sa’d Ibn Abu Waqqas om hans udtalelse omkring ’Uthman ibn ’Af-fans prøvelse: Jeg bevidner, at Allahs Sendebud � sagde:

”Der vil snart komme en periode med kaos, hvor den, der sidder, vil være bedre end den, der står og den, der står, vil være bedre end den, der går og den, der går, vil være bedre end den, der løber.” Nogen sagde: ”Allahs Sendebud! Hvad mener du at man burde gøre, hvis en kommer ind i mit hjem og strækker sin hånd ud for at dræbe mig?”

Allahs Sendebud � sagde:

”Vær præcis som Adams søn (Abel).” Berettet af Ibn Mardwiyah via Hudhaifah ibn Al-Yaman med en anden formulering: ”Vær præcis som den bedste af Adams to sønner.”

Imam Ahmad berettede fra Mu’awiyah og Waki’, som sagde: Vi blev fortalt af Al-A’mash, autoriseret af ’Abdullah ibn Murrah fra Masruq fra ’Abdullah ibn Mas’ud, som sagde: Profeten � sagde;

Ingen (intet menneske) dræbes eller myrdes (uretfær-digt) uden at der falder en del af ansvaret for forbry-

1 Hvad angår Profetens hadith, der blev transmitteret af nogle andre berettere, som sagde: ”Dræberen vil bære alle af den dræbtes synder”, så kender ingen i hvilken grad den er gyldig; om hvorvidt den er autentisk, god (hasan), eller endda svag (daif). Den kan ikke findes i nogen af samlingerne af Profetens hadith.

15

delsen over Adams første søn, der opfandt traditionen med at dræbe (på jorden).” (Ahmads Musnad)

Der er en grotte, kendt som ”Blodgrotten”, i et bjerg, der ligger i den nordlige del af Syrien. Det menes, at det var der Kains for-brydelse af drabet på sin bror Abel fandt sted. Folk, der levede der fik dette at vide af Bogens Folk (kristne og jøder), og kun Allah den Almægtige kender til gyldigheden eller ægtheden af det. Al-Hafiz ibn ’Asakir nævner i biografien om Ahmad ibn Kathir at ”Han (Ahmad) så Allahs Sendebud �, Abu Bakr, ’Umar og Abel i en drøm. Ahmad fik at vide af Abel – der svær-gede på dette – at det var hans eget blod (der blev udgydt der (i den selvsamme grotte)). Abel sagde, at han bad Allah om at en-hver påkaldelse til Ham � og bønner, der blev udført der, blev accepteret. Allah accepterede hans egen påkaldelse og Allahs Sendebud, Muhammad � troede på dette og sagde: Jeg (Allahs Sendebud), Abu Bakr og ’Umar plejede at besøge dette sted hver torsdag.” Det skal dog lige pointeres, at denne beretning kun er en vision, en forestilling. Selv hvis den var sand, så kan ingen lov baseres på en sådan ting, og Allah � ved bedst! Allah � si-ger: ” Derpå sendte Allah en krage ud, som skrabede i jorden, for at vise ham, hvordan han kunne skjule sin broders lig. Han (morderen) sagde: "Ve mig!". "Er jeg så ude af stand, at jeg ikke kan gøre som denne krage og skjule min broders lig!" Og han blev en af dem, der angrer.” (5:31).

Nogle fortolkere sagde: ”Efter at Kain havde dræbt sin bror, bar han ham på sin ryg i et helt år (uden at vide, hvad han skulle gøre med sin brors lig!). Andre sagde: Han bar ham på sin ryg i 100 år indtil Allah � sendte to ravne, der kæmpede mod hinan-den. En af dem blev dræbt. Morderen kradsede i jorden for at skjule den døde ravns lig. Da Kain så ravnen gør dette, sagde han: ”Ve mig! Er jeg ikke engang i stand til at gøre som denne

16

ravn og skjule min brors lig? Derefter begravede han sin brors lig og dækkede det over med jord.

Historikere sagde: Adam � blev meget ked af det og følte stor sorg for sin døde søn Abel. Mujahid sagde: Kain blev straffet kort efter. På den selvsamme dag som han havde dræbt sin bror, Abel, blev hans fod bundet til hans lårben og hans ansigt blev med tvang rettet mod solen. Hans ansigt plejede at følge solen, som en straf for hvad han havde gjort mod sin bror. Allahs Sen-debud � sagde:

”Intet synd forårsager så megen straf (med så stor hast) i det nuværende liv, sideløbende med hvad der venter dens udfører i det Hinsides, end overtrædelse og at bryde familiebånd.”

Imam Abu Ja’far nævner i sin Tarikh (historie) på autoriteten af nogle folk, som sagde: Eva fødte 40 børn gennem 20 fødsler. Ibn Ishaq mente det samme og han nævnte deres navne i detaljer. Dog er hverken deres navne eller antal sikre! Andre sagde: Der var 120 fødsler, i hver blev en dreng og pige født. De første iblandt dem var Kain og hans søster Qalimah, og de sidste var ’Abdul Mughith og hans søster Umm-ul-Mugith. Så voksede mennesket i antal og spredte sig på jorden. Allah � sagde:

��يا أيها الناس اتقوا ربكم الذي خلقكم من نفس واحدة وخلق منهااء ونسا ورياال كثا رجمهنث مبا وهجوز اءلون بهستي تالذ قوا اللهات

واألرحام إن الله كان عليكم رقيبا��

”O I mennesker! Frygt jeres Herre, som skabte jer af en enkel person, af denne skabte dens mage, og fra disse to skabte mange mænd og kvinder! Frygt Al-lah, ved Hvem I kræver fra hinanden jeres ret, og

17

(bryd) ikke slægtskabsbåndet! Sandelig, Allah er Evig Vogtende over jer.” (4:1)

Historikere sagde: Adam døde ikke, før han havde set 400.000 mennesker fra sit afkom. Kun Allah � ved bedst!

Allah � siger:

�� وا ههإلي كنسيا لهجوا زهنل معجو ةداحفس ون نم لقكمي خالذفلما تغشاها حملت حمال خفيفا فمرت به فلما أثقلت دعوا الله ربهما

ريناكالش نم نكونا لنحالا صنتيآت نلئ�� ال لهعا جحالا صماها آتفلم ��شركاء فيما آتاهما فتعالى الله عما يشركون

”Han er den, der skabte jer af en enkel person (Adam). Fra ham skabte Han hans kone til at nyde livets glæ-der med ham. Da de havde været sammen (ægteskabe-ligt), bar hun en let byrde (blev gravid). Den gik hun med en tid, og da det blev tungt for hende, påkaldte de Allah, deres Herre: "Hvis Du giver os et retskaffent barn, vil vi sandelig være blandt de taknemmelige." Da Han så havde givet de to et retskaffent barn, så tilskrev de også partnere til Ham i det Han havde gi-vet dem. Sandelig, Allah er ophøjet og hævet over, hvad de sætter ved Hans side.” (7:189-190).

Adam � blev først nævnt for at drage Koranlæserens opmærk-somhed, og så blev hele menneskeheden nævnt. Det er en måde at nævne hele menneskeheden efter at dennes forfader er nævnt; Allah � siger: ”Vi skabte mennesket af et udtræk af ler. Deref-ter satte Vi det som en Nutfa (blanding af mandlig og kvinde-lig seksuel udskillelse) i en solid bolig (livmoder).” (23:12-13). Og Han � siger: ”Den nærmeste himmel har Vi smykket med lys og gjort disse lys til skyts mod satanerne. Til dem har Vi

18

gjort straffen i helvedesilden klar.” (67:5). Det er velkendt at ”lys til skyts” er ikke det samme som lys til udsmykning, men Han � gik fra at omtale en enkel kategori eller person til hele menneskeheden.

Adam � var menneskehedens fader. Han blev skabt af Allahs Hånd, Der pustede (Ruh) Sjæl i ham �, Der fik englene til at bukke sig for ham �, Der lærte ham � navnene på alting, og som fik Adam � til at hvile i Hans � rummelige Paradis. Beret-tet af Ibn Hibban i hans Sahih på autoritet af Abu Dharr, som sagde: Jeg sagde: ”O Allahs Sendebud! Hvor mange af Allahs profeter var der?” Han �� sagde: ”124.000.” Jeg sagde: ”O Allahs Sendebud! Hvor mange var Sendebude iblandt dem?” Han �� sagde: ”313, et stort antal!” Jeg sagde:” O Allahs Sendebud! Hvem var den første af dem?” Han �� sagde: ”Adam.” Jeg sagde: ” O Allahs Sendebud! Var han en profet nedsendt med et bud-skab?” Han �� sagde: ”Ja, Allah den Almægtige skabte ham med Sin hånd, og pustede Ruh (Sjæl) i ham, og formede ham så (på en meget god måde).”

I hadith’en om Natterejsen, som man kan finde i de to Sahih – Al-Bukhari og Muslim – sagde Profeten Muhammad �:

”Så blev porten åbnet og vi gik over til den nærmeste himmel og der så vi en mand siddende med nogle folk på sin højre side og nogle på sin venstre. Da han kig-gede mod sin højre side, så grinte han og da han kig-gede mod sin venstre side, så græd han. Og så sagde han: ”Velkommen! O gudfrygtige Profet og gudfrygtig søn!” Jeg spurgte Gabriel: ”Hvem er han?” Han svare-de: ”Han er Adam og folkene på hans højre og venstre side er hans afkoms sjæle. Dem på hans højre er Para-disets folk og dem på hans venstre er Helvedets folk, og når han kigger over mod sin højre side griner han

19

og når han kigger mod sin venstre side græder han.” (Al-Bukhari og Muslim)

Hvad angår Profetens � hadith, der siger: ”Så gik jeg forbi Yusuf (Josef) og jeg fandt ham med den halve skønhed.” Nogle lærde forklarer, at det betyder, at han var blevet skænket halvdelen af den skønhed, som Adam � blev skænket. Sandelig, det er me-get passende og overbevisende! At Allah �, skabte Adam �, formede ham � med sin Hånd og pustede Ruh i ham, så må Allah � have skabt det bedste af alting.

Det blev berettet via ’Abdullah ibn ’Umar og ’Abdullah ibn ’Amr, som sagde: Da Allah den Almægtige skabte Paradiset, sagde englene: ”Vor Herre! Gør dette sted til vores, for Du har skabt for mennesket den nuværende verden i hvilken de spiser og drikker.” Allah den Almægtige sagde: ”Ved Min Mægtighed og Storhed! Jeg vil ikke sammenligne de gudfrygtige blandt dem, som Jeg skabte med Min Hånd og dem, som da Jeg sagde ”Bliv”, og de blev til!”

20


Dhul-Qarnain (Ham med de to Horn)

Allâh � siger:

�كألونسيو ني عن ذينلو قل القرأتس كمليع هنا مكرا �ذا إنكنم ي لهض فاألر اهنيآتو نء كل ميا شببس� عبا فأتببى �ستلغ إذا حب

ربغم سالشا مهدجو برغي تن فيع ئةمح دجوا وهدنا عما قوقلن من أما قال �حسنا فيهم تتخذ أن وإما تعذب أن إما القرنين ياذاظلم فوفس هذبعن ثم درإلى ي هبر هذبعذ فياعا ابكرا �نأمو نم نآم

أتبع ثم �يسرا أمرنا من له وسنقول الحسنى جزاء فله صالحا وعمل نجعل لم قوم على تطلع وجدها الشمس مطلع بلغ إذا حتى �سببامله نا مونها درتس� ككذل قدا وطنا أحبم هيا لدربخ� ثم عبأت يكادون ال قوما دونهما من وجد السدين بين بلغ إذا حتى �سببا

في مفسدون ومأجوج يأجوج إن القرنين ياذا قالوا �قوال يفقهون قال �سدا وبينهم بيننا تجعل أن على خرجا لك نجعل فهل األرض

�ردما وبينهم بينكم أجعل بقوة فأعينوني خير ربي فيه مكنني ما إذا حتى انفخوا قال فينالصد بين ساوى إذا حتى الحديد زبر آتونيلهعا جاروني قال نأفرغ آت هليا عطرا �قوا فمطاعأن اس وهرظها يمو

جعله ربي وعد جاء فإذا ربي من رحمة هذا قال �نقبا له استطاعوا �حقا يرب وعد وكان دكاء

21

”Og de vil spørge dig om Dhul-Qarnain. Sig (til dem): Jeg vil nu forelæse jer noget til ihukommelse af ham. Vi gav ham visselig styrke på jorden og gav ham mid-ler til (at nå) alle ting. Derpå fulgte han en vej. Indtil han nåede solens nedgang (og) fandt, at den gik ned i mudret kilde, og fandt et folk hos den. Vi (Allah) sag-de: O Dhul-Qarnain, du kan enten straffe dem eller vise dem godhed. Han svarede: Hvad angår dem, som øver uret, så vil vi visselig straffe dem. Derpå skal de sendes til deres Herre, så vil Han straffe dem med en frygtelig straf. Den, der er overbevist og handler ret-færdigt, vil få den bedste belønning, og vi vil på vor befaling tiltale ham lettelse (ens ord). Derpå fulgte han (en anden) vej. Indtil han nåede solens opgang, og fandt den stående op over et folk, som Vi ikke havde givet nogen beskyttelse mod den. således (forholder sandheden sig). Og Vi omfattede i (Vor) erkendelse alt, hvad der var hos ham. Derpå fulgte han endnu en (an-den) vej. Indtil han nåede (stedet) mellem de to bjerge (og) ved den fandt et folk, som ikke forstod et ord. De sagde: O Dhul-Qarnain, Gog (Yajûj) og Magog (Majûj) skaber visselig korruption på jorden. Må vi betale skat til dig, på betingelse af, at du bygger en mur mellem os og dem? Han svarede: Den styrke, min Herre, har givet mig, er bedre, men hjælp mig med (je-res fysiske) styrke, så vil jeg bygge en befæstet vold mellem jer og dem. Bring mig blogge af jern. (Det gjorde de,) indtil der var jævnet ud mellem de to bjer-ge. (Så) sagde han: Blæs nu (med jeres blæsebælge). (Det gjorde de) indtil han gjorde det (rødglødende som) ild. (Derpå) sagde han: Bring mig smeltet kobber, så jeg kan hælde det derover. Derfor var (Gog og Ma-gog) ikke i stand til at overskride (volden), og de var ikke i stand til at grave igennem den. Han sagde: Det-te er en barmhjertighed fra min Herre. Så når min Her-

22

res løfte indtræffer, så vil han bryde (volden) i styk-ker. Og min Herres løfte er sand.” (18:83-98)

Var han en profet?

Allâh �, lovpriste Dhul-Qarnain for hans retsindighed i den glorificerede Koran. Han regerede over øst og vest samt mange andre regioner, hvor han udviste retfærdighed overfor befolk-ningerne og herskede over dem med en bemærkelsesværdig retfærdighed. Det mest sandsynlige er, at han blot var en retsin-dig konge, dog siges det, at han muligvis var en profet eller et sendebud. Der findes imidlertid også folk, der påstår, at han var en engel. Dette er dog ikke en udbredt holdning. De Troendes Leder, Úmar bin Al-Khattab hørte engang en mand, der højlydt kaldte på en anden mand, sige: ” O Dhul-Qarnain”. Dertil svare-de ’Umar: ”Hold mund. Er det ikke nok, at I har navngivet jer selv efter profeterne, skal I også gøre det med englene”.

Det er berettet, at Abdullah Bin Amr sagde: ”Dhul-Qarnain var en profet”. Modsat berettede Abu Hurairah, at Allâhs Sendebud � sagde:

”Jeg ved ikke, om Tubba’ var forbandet eller ej, jeg ved ikke, hvorvidt Hudud (fastlagte islamiske straffe) er gjort til undtagelse for deres folk, og jeg ved ikke, om Dhul-Qarnain var en profet.” (Denne hadith er svag)

I en anden beretning forklarer Bin Abbâs, at Dhul-Qarnain var en enestående konge, hvis bedrifter blev lovprist i Allâhs Bog. Han blev gjort sejrrig, og hans minister var Al-Khadir, lederen af hans hær og hans personlige rådgiver.

23

Al-Azraqi og andre beretter, at Dhul-Qarnain omfavnede og adopterede islam i Profeten Ibrahims � nærvær, og at han ud-førte Hajj-ritualerne ved Ka’bah sammen med ham og hans søn Ismail �.

Ligeledes berettedes det via Úbaid Bin Umair og hans søn samt af Ábdullah og andre, at Dhul-Qarnain drog på pilgrimsfærd på eget initiativ, og da Ibrahim � hørte om dette, bød han ham velkommen samt lavede Du’a for ham og rådgav ham. Udover dette befalede Allâh � skyerne om at underlægge sig Dhul-Qarnain, og føre ham hen, hvor han ønskede. Allâh � ved bedst.

Hvorfor han blev kaldt Dhul-Qarnain (Den med De To Horn)

Dette er et kontroversielt diskussionsemne, da der ikke hersker en absolut og entydig forklaring på dette. Nogle siger, at han havde noget placeret på sit hoved, der lignede to horn. Wahb Bin Munabbih sagde ” Han havde to horn af messing på sit hoved”. (Denne fortolkning er meget svag)

Nogle lærde blandt Bogens Folk sagde om dette emne: ”Dette er fordi, at han regerede over persiske og romerske territorier”. Det er også blevet berettet, at han nåede den første solstråle fra øst og fra vest, og at han regerede alt imellem disse. (Den sidstnævnte holdning er den mest pålidelige, og den er blevet fortalt af Az-Zuhari).

Al-Hasan Al-Basri sagde: Han havde to fletninger af hår, som han plejede at folde op, og derfor blev han kaldt Dhul-Qarnain”. Ishaq Bin Bishr berettede, at farfaren til ’Umar Bin Shuáib sagde: ”Dhul-Qarnain kaldte engang en tyrannisk konge til Allâhs vej. Kongen af-slog og slog ham på hovedet og brækkede et af hans horn. Dhul-Qarnain kaldte endnu engang kongen til Allâhs vej, og som resultat

24

brækkede kongen det andet horn. Han blev efterfølgende kaldt Dhul-Qarnain”.

Ath-Thawri berettede, at ’Ali Bin Abu Talib engang blev spurgt om Dhul-Qarnain. Han svarede: ”Han var en retsindig og from mand. Han kaldte sit folk til Allâhs vej, men de slog ham på hans horn (en af siderne af hans hoved), og han døde. Allâh � genoplivede ham, og han begyndte på ny at kalde sit folk til Allâhs vej, de afslog hans kald og slog ham på hans andet horn, hvorefter han døde. Allâh � bragte ham til live endnu en gang, og han blev derfor kaldt Dhul-Qarnain”. I en anden beretning, beretter Abu At-Tufail, at ’Ali Bin Abu Talib sagde: ”Han (Dhul-Qarnain) var hverken en profet, et sendebud eller en engel, men derimod en oprigtig og from tjener af Allâh”.

Hvad er hans navn?

Retslærde er uenige om Dhul-Qarnains oprindelige navn. Az Zubair Bin Bakkar berettede følgende via ’Abdullah Bin Abbâs: ”Hans (Dhul-Qarnain) navn var ‘Abdullah Bin Ad-Dahhak Bin Ma'd, eller Mus'ab Bin 'Abdullah Bin Qinan Bin Mansur Bin 'Abdullah Bin Al-Azd Bin Ghauth Bin Nabt Bin Malik Bin Zaid Bin Kahlan Bin Saba' Bin Qahtan”.

Det er berettet i en hadith, at han var fra Himyar stammen, og at hans mor var en romersk kvinde. Det siges, at han blev kaldt filosoffen grundet hans enestående mentalitet. As-Shuaili beret-tede følgende: ”Hans navn var Marzaban Bin Marzabah”. Ibn Hisham berettede ligeledes, at hans navn var As-Sa´b Bin Dhi Mara’id, som var farfaren til Tababi’ah, og det var ham der af-sagde dom til Ibrahims � fordel vedrørende As-Sab´ brønden.

Følgende er blevet berettet: Han var Afridun Bin Asfiyan, som dræbte Ad-Dahhak. Al-Qass Bin Saídah Al-Ayyadi sagde i sin

25

kendte tale: ”O folk af Ayyad Bin As-Sa´b!! Dhul Qarnain regerede over øst og vest. Han herskede over jinn og mennesket og levede i totu-sind år, dette varede ikke længere end et øjeblik”.

Ad-Darqutni og Bin Makula nævnte, at hans navn var Hirmis eller Hirwis Bin Qitun Bin Rumi Bin Lanti Bin Kashaukhin Bin Yunan Bin Yafith Bin Nuh (Noah �). Allâh � ved bedst.

Ishaq Bin Bishr berettede via Saíd Bin Bashir, autoriseret af Qa-tadâh, som sagde: ”Alexander blev kaldt Dhul-Qarnain, hans far var den første Cæsar, og han var beslægtet med Sam Bin Nuh�”.

Ved denne formodning er det vigtigt at adskille imellem de to personligheder, som begge bar navnet Dhul-Qarnain. Den første er den retsindige Dhul-Qarnain, hvorimod den anden er Ale-xander Bin Philips Bin Masrim Bin Hirmis Bin Maitun Bin Rumi Bin Lanti Bin Yunan Bin Yafith Bin Yunah Bin Sharkhun Bin Rumah Bin Sharfat Bin Tufil Bin Rumi Bin Al-As Bin Yaqz Bin Al-’Is Bin Ishaq Bin Ibrahim �. Denne slægtslinje blev berettet af Al-Hafiz Bin Asakir i hans Tarikh (historie). Han var desuden leder af Makedonien, Grækenland og Ægypten, hvor han etable-rede Alexandria, og det var baseret på ham, at romerne baserede deres kalender. Han kom langt efter den første Dhul-Qarnain. Ovenstående (vedr. Alexander) var tre hundrede år før ’Isa �.

Hans minister var den kendte Artatalis. Endvidere var han den, der dræbte Dara Bin Dara, underlagde sig de persiske konger og overtog deres lande. Vi bragte kun dette i fokus, fordi mange mennesker tror, at de to mænd, der blev kaldt Dhul-Qarnain er den samme, hvilket er en stor fejltagelse, da der er stor forskel på de to. Den første var en oprigtig og from tilbeder af Allâh �, og han var en retsindig konge, hvis minister, Al-Khadir, var en ret-færdig mand. Ydermere mener nogle retslærde, at han også var profet. Den anden var derimod en polyteist, hvis minister var filosof. Udover dette var der en stor tidsforskel imellem dem, en

26

tidsperiode på over totusind år. Følgelig vil enhver, på nær en ignorant, se den enorme forskel imellem de to.

Allâhs Ord: ” Og de vil spørge dig om Dhul-Qarnain”, blev åbenbaret, fordi folk fra Quraish spurgte jøderne om noget, de kunne spørge Muhammed � om for at afprøve hans viden. Jø-derne sagde til dem: ”Spørg ham om en mand, som rejste igen-nem verden, og om nogle unge mænd som begav sig ud, og som ingen ved, hvad der hændte”. Derpå åbenbarede Allâh �, Den Almægtige, historierne om Hulens Folk og Dhul-Qarnain. Såle-des sagde Han �: ” Sig (til dem): Jeg vil nu forelæse jer noget til ihukommelse af ham”, dvs. tilstrækkelig viden om ham og hans status. Så sagde Han �: ” Vi gav ham visselig styrke på jorden og gav ham midler til (at nå) alle ting.”. Dvs. Allâh Den Almægtige udvidede hans kongerige og forsynede ham med det, der skulle sikre, at hans ønsker blev opfyldt. Qutaibah beret-tede, at ’Ali Bin Abi Talib engang blev spurgt om Dhul-Qarnain: ”Hvordan kunne han nå øst og vest?” Ali svarede: ”Skyerne blev underlagt ham, han blev forsynet med alle midler og blev givet forlæn-get sollys.” ’Ali tilføjede: ”Vil du have, at jeg skal forsætte?” Man-den blev tavs, og ’Ali blev ligeledes tavs.

Det blev berettet af Abu Ishaq As-Subaií via Amr Bin Abdullah Al-Wahda: ”Jeg hørte Muáwiyah sige: ”Fire personer regerede over verden: Profeten Sulaiman � Bin Dawud �, Dhul-Qarnain, en mand fra Hulwan folket og en anden mand”. En spurgte: ”Var det Al-Khadir?” Muáwiyah svarede nej.””

Az-Zubair Bin Bakkar berettede, at Sufyan Ath-Thawri sagde: ”Jeg ved, at der er fire personer, som har regeret denne verden. To af dem var troende, og to af dem var vantro. De to troende var profeten Sulaiman � og Dhul-Qarnain. Og de to vantro var Namrud og Bikh-tinassar”. Det samme blev berettet af Saíd Bin Bashir.

27

Der blev berettet af Ishaq Bin Bishr via Saíd Bin Abu Urubah via Qatadah via Al-Hasan, at: ”Dhul-Qarnain var en konge efter Nam-rud. Han var en trofast muslim, som rejste fra øst til vest. Allâh �, forlængede hans liv og gav ham sejr over hans fjender, og Han � gav ham deres ejendomme. Han erobrede lande og underlagde sig deres folk samt rejste igennem verden, indtil han nåede fra øst til vest”. Allâh � ” Og de vil spørge dig om Dhul-Qarnain. Sig (til dem): Jeg vil nu forelæse jer noget til ihukommelse af ham. Vi gav ham vis-selig styrke på jorden og gav ham midler til (at nå) alle ting.” Dvs. den nødvendige viden for at han kunne realisere sine mål. Ibn Ishaq sagde: ”Muqatil påstod, at han plejede at erobre et land og samle dets skatte, hvorefter han gav dets folk et valg. Acceptere Allâhs vej og følg mig, eller bliv dræbt.”

Ibn 'Abbâs, Mujahid, Sa'id Bin Jubair, 'Ikrimah, 'Ubaid Bin Ya' la, As-Sadyi, Qatadah og Ad-Dahhak sagde: ” Og vi gav ham mid-ler til (at nå) alle ting” vil sige viden. Qatadah og Matar Al-Warag sagde: Dette betyder landområder og milesten. Abdur-Rahman Bin Laid Bin Aslam sagde: Dette betyder sprog, da han (Dhul-Qarnain) plejede at tale med folk på deres sprog, førend han overtog deres land. Den mest sandsynlige forklaring er, at han blev forsynet med alle de midler, han skulle bruge til at rea-lisere sit mål og sine behov. Han plejede at tage skatte fra de områder han erobrede, så han var i stand til at erobre de næste osv.

Nogle lærde blandt Bogens Folk nævnte, at han tilbragte 1600 år med at kalde folk til Allâhs � vej, der hersker dog muligvis en overdrivelse omkring de antal år han tilbragte med at kalde folk til Allâhs Vej. Allâh � ved bedst.

Allâhs Udtalelse: ” Derpå fulgte han (en anden) vej. Indtil han nåede solens nedgang”, dvs. han nåede til det sted, hvis grænse ingen kan bryde, og han stod på kanten af det vestlige hav, som hed Oqyanus, hvori ørerne Al-Khalidat (De Evige) var placeret.

28

Der stod han og så ud på den faldende sol, og der ” Indtil han nåede solens nedgang (og) fandt, at den gik ned i en mudret kilde” dvs. havet, som en der står ved kysten og ser solen gå ned ”i” havet. Det vil altså sige, at det ved solnedgangen så ud som om, at solen gik ned i en mudderpøl.

Imam Ahmed berettede via Yazid Bin Hamn via Al-Awwam Bin Haushab, som sagde: ”Jeg fik fortalt af en befriet slave, som til-hørte ’Abdullah Bin Amr via Abdullah, som sagde: ”Allâhs Sen-debud � så på solen, da den var på vej ned og sagde:

”I Allâhs brændende helvede. Var det ikke for Allâhs forebyggelse og hans beordring, ville den brænde alt på denne jord”. (Denne hadith er svag)

Dhul-Qarnain Søger Livets Øje

Bin Asakir reporterede en lang beretning, hvori Dhul-Qarnain havde en ven blandt englene, som hed Ranaqil. Dhul-Qarnain spurgte ham: ”Kender du det sted på jorden, der hedder ”Livets Øje”? ”Englen fortalte, hvor dette sted lå. Dhul-Qarnain drog derefter ud og søgte efter dette sted. Han udpegede Al-Khadir som sin vismand. Al-Khadir fandt dette sted i det dunkle land, og han drak deraf.

Men Dhul-Qarnain fandt det ikke. Ikke desto mindre mødtes han med en gruppe engle i et palads, og han blev givet en sten. Da han vendte tilbage til sin hær spurgte han de lærde om ste-nen, og de lagde den på den ene side af en vægt og lagde tusind andre sten på den anden side af vægten. Den side med den ene sten tippede. Han spurgte derefter Al-Khadir, som lagde en en-kelt sten og en håndfuld jord på den side af vægte, hvor de tu-sind sten havde ligget, og denne gang tippede vægten til Al-Khadirs side. Han kommenterede så: ”Dette er ligesom Adams

29

barn, han vil aldrig være tilfreds før han er dækket af jord (be-gravet). Derpå kastede de lærde sig på jorden, som et tegn på respekt og ære. Allâh � ved bedst.

Allâh � fortalte os derefter om, hvordan Dhul-Qarnain nedfæl-dede domme over de folk han regerede. "Vi (Allah) sagde: O Dhul-Qarnain, du kan enten straffe dem eller vise dem god-hed." Han svarede: Hvad angår dem, som øver uret, så vil vi visselig straffe dem. Derpå skal de sendes til deres Herre, så vil Han straffe dem med en frygtelig straf” dvs. han vil blive ramt af lidelser i dette liv og i det Hinsides. ”Den, der er over-bevist og handler retfærdigt, vil få den bedste belønning, og vi vil på vor befaling tiltale ham lettelse (ens ord).” De troende, vil først og fremmest modtage belønning i det hinsidige liv, som er det vigtige liv. Men af Allahs � nåde vil de også blive skæn-ket retskaffenhed, viden og en rodfæstet overbevisning i dette liv. Allâh Den Almægtige siger: ” Derpå fulgte han (en anden) vej.” Dvs. han fulgte en vej tilbage fra vest til øst. Nogle siger, at det tog ham tolv år at vende tilbage til østen. ” Derpå fulgte han (en anden) vej. Indtil han nåede solens opgang, og fandt den stående op over et folk, som Vi ikke havde givet nogen beskyt-telse mod den.” Dvs. de havde ingen huse eller noget som helst ly, som kunne redde dem fra solens stærke stråler. Nogle lærde siger følgende: De plejede at søge ly i grøfter for ikke at blive brændt af solens kraftige stråler. Derefter sagde Allâh Den Al-mægtige: ” Vi omfattede i (Vor) erkendelse alt, hvad der var hos ham..” Dvs. Allâh � vidste alt om hans affærer. Han beva-rede og forskånede ham under hans rejse fra øst til vest og vice versa. Det blev berettet via Ubaid Bin Umair, via Abdullah og andre, at Dhul-Qarnain udførte pilgrimsfærd til fods. Da Ibra-him � hørte dette, mødtes han med ham, og ved deres møde bad han til Allâh � for hans skyld og rådgav ham. Det er også blevet sagt, at han fik en hest at ride på, men at han sagde: ”Jeg rider ikke på en hest i Ibrahims land.” Derefter underlagde

30

Allâh �, Den Almægtige, ham skyerne, og Ibrahim meddelte denne nyhed til ham. Skyerne plejede at føre ham hen, hvor end han ønskede. Allâh � siger: ” Derpå fulgte han endnu en (an-den) vej. Indtil han nåede (stedet) mellem de to bjerge (og) ved den fandt et folk, som ikke forstod et ord” Dvs. de var uviden-de. Det siges, at de var Tyrkere, fætre af Gog og Magog. De for-måede dog at fortælle ham, at Gog og Magog gjorde dem uret og skabte fordærv i deres land. De tilbød ham hyldest, hvis han byggede en barriere (dæmning), som kunne forhindre dem i at skabe fordærv. Han afslog at tage imod denne hyldest, da han fandt rigelig hyldest i det Allâh � havde givet ham. Allâh � sagde endvidere: ”Han svarede: Den styrke, min Herre, har givet mig, er bedre”. Så bad han dem om at bringe mænd og værktøj, så de kunne bygge en barriere. Gog og Magog kunne kun nå dem fra et specifikt sted som lå imellem to klipper. Ud over denne vej, var kun det store hav og de høje bjerge. Som følge deraf anvendte han jern og smeltet kobber: Han brugte jern i stedet for sten, og smeltet kobber i stedet for ler. Allâh � Den Almægtige sagde: ”Derfor var (Gog og Magog) ikke i stand til at overskride (volden), og de var ikke i stand til at grave igen-nem den. Han sagde: Dette er en barmhjertighed fra min Her-re” Allâh � gjorde dette til en barmhjertighed fra Ham � til Sine tjenere, så de ikke blev angrebet af Gog og Magog. ”Så når min Herres løfte indtræffer”, dvs. den tid hvor Allâh � beslutter sig for at lade dem destruere og angribe menneskeheden ved den sidste time: ”så vil han bryde (volden) i stykker. Og min Herres løfte er sand”. Dette vil uundgåeligt finde sted. Som Han � si-ger:

�ينسلون حدب كل من وهم ومأجوج يأجوج فتحت إذا حتى� براقتو دعالو قفإذا الح ية هصاخش ارصأب ينوا الذا كفرلنياوي قد

�ظالمني كنا بل هذا من غفلة في كنا

31

”(Sådan skal det være), lige til der blev åbnet for Gog og Magog, og de strømmer frem fra et hvert højdedrag. Og (opfyldelsen af) det sande løfte er kommet nær. Se da, hvor de vandtros øjne stirre. (Og de vil sige): Ve os. Vi var visselig ikke agtsomme i denne sag. Nej, vi var uretfærdige. (21:96-97)

Allâh � siger: ”Og på denne dag skal Vi lade nogen af dem strømme mod andre (af dem), og der skal blæses i (krigs) trompeten (18:99). Dvs. den dag Gog og Magog træder frem ” Og derpå vil samle dem alle sammen.” (18:99).

Det blev berettet af Abu-Dawud At-Taylisi via Ath-Thawri som sagde: ”Jeg blev fortalt, at det første menneske som nogensinde gav et håndtryk (til et andet menneske) var Dhul-Qarnain.” Li-geledes blev det berettet af Ka´b Al-Ahbar, at han sagde til Muáwiyah: ”Da Dhul-Qarnain var på sit dødsleje sagde han til sin mor, at hun efter hans død skulle samle alle kvinderne i byen og invitere alle dem, der havde mistet nogle af deres børn, til spisning, og at de, der havde mistet børn, ikke skulle række ud efter maden.” Moren gjorde som Dhul-Qarnain sagde. Moren så derefter, at ingen rakte ud efter maden og sagde: ”Lovprist er Allâh, har I alle mistet jeres børn?” De svarede: ”Ved Allâh, det har vi”. Dette var meget trøstfuldt for hende”.

Ishaq nævnte via Bishr Bin Abdullah Bin Ziyad via nogle folk fra Bogens Folk, der sagde om Dhul-Qarnains testamente, at det var et elegant og langt råd, og at han døde i en alder af tretusind år (dette er en svag mening).

Bin Asakir sagde: ”Jeg blev informeret, at han (Dhul-Qarnain) levede omkring 36 år.” Andre siger, at han levede i 32 år, og at han levede 740 år efter Dawud (David) �. Han kom 5181 år efter Adam �, og hans styre varede i seksten år. Men dette er

32

sandt for den makedonske Alexander og ikke vores Dhul-Qarnain. Han forvekslede derfor de to personer.

Iblandt dem, der forvekslede de to personligheder og erklærede dem begge som værende den samme person, er Imam Abdul Malik Bin Hisham (Forfatteren af Profetens � Biografi). Denne forveksling blev afvist af Al-Hafiz Abu Al-Qasim As-Suhaili. Han var stærk opponent af dette og satte klare grænser imellem de to personer. Han sagde: ”Måske kaldte nogle af de tidligere konger sig for Dhul-Qarnain for at følge den rigtige Dhul-Qarnains eksempel. Allâh � ved bedst!

33


Yâjûj wa Mâjûj (Gog og Magog)

Allâh � siger:

فهل األرض في مفسدون ومأجوج يأجوج إن القرنين ياذا قالوا� فيه مكنني ما قال �سدا وبينهم بيننا تجعل أن على خرجا لك نجعل

زبر آتوني �ردما موبينه بينكم أجعل بقوة فأعينوني خير ربييددى الحتى إذا حاوس نين بفيدوا قال الصى انفختإذا ح لهعا جارن

استطاعوا وما يظهروه أن اسطاعوا فما �قطرا عليه أفرغ آتوني قالا لهقبذا قال �نة همحر ني مباء فإذا رج دعي وبر لهعكاء جد

�حقا ربي وعد وكان

”De sagde: "O Dhul-Qarnain! Sandelig Gog og Magog skaber korruption på jorden. Må vi betale skat til dig på betingelse af, at du bygger en mur mellem os og dem?" Han svarede: "Den styrke, min Herre har givet mig, er bedre, så hjælp mig med (jeres fysiske) styrke! Så vil jeg bygge en mur mellem jer og dem. Bring mig blokke af jern!" (det gjorde de,) indtil der var jævnet mellem de to bjerge. Så sagde han: "Blæs nu (med jeres blæsebælge)!" (det gjorde de) ind han havde gjort det (rødglødende som) ild. Så sagde han: "Bring mig smel-tet kobber at jeg kan hælde derover." Derfor var (Gog og Magog) ikke i stand til at overskride (volden), og de var ikke i stand til at grave igennem dem. Han sagde: Dette er en barmhjertighed fra min Herre. Når

34

min Herres løfte indtræffer, så vil han bryde (volden) i stykker. Og min Herres løfte er sand. (18:94-98)

� ينسلون حدب كل من وهم ومأجوج يأجوج فتحت إذا حتى�

”Indtil den blev åbnet for Gog og Magog, og de strømmer fra ethvert højdedrag.” (21:96)

Der hersker ingen tvivl om, at Gog og Magog er blandt Adams � børn. Som bevis på dette er der en hadith, som er at finde i både Sahih Bukhari og Sahih Muslim. Der blev berettet af Al-A´mash via Abu Salih via Abu Saíd Al-Khudri, som sagde at Profeten Muhammad � sagde:

”Allâh vil sige (På opstandelsesdagen), O Adam! Og Adam vil svare, ”Labbaik wa Sa´daik, og alt ret er i dine hænder”. Allâh vil derefter sige: ”Frembring fol-ket fra Ilden”! Adam vil sige: ”O Allâh, Hvor mange er folket fra Ilden” Allâh vil svare ”Fra hver tusinde, skal du frembringe 999.” Til den tid vil børn være stædige og ulydige, enhver gravid kvinde vil abortere, og man vil se mennesket (som var de) beruset, men de vil ikke være beruset, men Allâhs vrede vil være gru-som. Profetens � ledsagere spurgte: ”O Allâhs Sende-bud. Hvem er Den Forventede”. Han sagde: ”Det er en der kommer med glædefulde budskab. Én person vil være fra jer, og 1000 vil være fra Gog og Magog”. Pro-feten � sagde endvidere: ” Ved Ham i hvis hånd min sjæl ligger, håb at I vil være en fjerdedel af paradisets folk”. Vi udråbte: ”Allâhu Akbar!” Han tilføjede: ”Jeg håber, at I vil være en tredjedel af Paradisets folk”. Vi udråbte: ”Allâhu Akbar!” Han sagde: ”Jeg håber, i vil være halvdelen af Paradisets folk”. Vi udråbte endnu en gang: ”Allâhu Akbar” Han sagde så: ”I (muslimer) (sammenlignet med vantro) er ligesom det sorte hår

35

på huden af den hvide okse, eller ligesom det hvide hår på den sorte okse. (Dvs. jeres antal er meget småt, sammenlignet med deres)”. (Bukhari og Muslim)

Denne hadith angiver deres store antal, og forklarer at de er et meget større antal end resten af menneskeheden. Desuden er de beslægtet med Nuh � (Noah), fordi Allâh � fortalte os i Kora-nen, at Nuh � bad sin Herre om jordens folk, da han � sagde:

�ديارا الكافرين من األرض على تذر ال رب نوح وقال�

”Og Nuh sagde: ”Min Herre! efterlad ikke på jorden én eneste blandt de vantro” (71:26).

Så sagde Allâh �:

�اهنفأجني ابحأصو ةينفا الساهلنعجة وآي الملعلني�

”Men Vi frelste ham, og dem, der (ellers var ombord på skibet), og Vi gjorde det til tegn for alverden” (29:15).

Og Han � sagde:

�الباقني هم ذريته وجعلنا�

”Og Vi gjorde hans efterkommere, til de eneste over-levende.” (37:77)

Imam Ahmad nævner i sin Musnad, og Abu Dawud i sin Sunan, at Noah � fødte tre sønner: Shem, Ham og Japheth. Shem var arabernes fader, Ham var sudanesernes fader og Japheth var fader til Tyrkerne.

36

Gog og Magog var blandt den del af Tyrkerne2, der udgjorde Mongoler, og som var særligt stærke og skabte fordærv. Nogle folk påstod, at Gog og Magog var skabt af en kombination af Adams sæd og Jorden, og derfor ikke fra Hawa (Eva). Men den-ne påstand, som er fra Sheik Abu Zakariya An-Nawawi i hans forklaring til Sahih Muslim og andre Lærde, er blevet klassifice-ret som værende svag, siden der ingen er beviser for dette. Des-uden strider det imod de klare tekster fra den Hellige Koran, der nævner, at hele menneskeheden fra i dag stammer fra Nuh �. Nogle folk påstod, at Gog og Magog har andre former og ud-seende. Nogle siger, at de er ligeså høje som palmetræer, andre siger, at de er meget korte, og nogle siger endda, at de kan tage deres ene øre og bruge det som seng og det andet øre som dyne. Disse påstande er dog helt uden bevis. Den rigtige holdning er, at de er blandt Adams � børn, og de har den samme natur og form.

Allâhs Sendebud � sagde:

”Allâh skabte Adam og gjorde ham 60 alen (dhira’a). Da Han skabte ham, sagde Han til ham: ”Gå og hils på den gruppe af Engle og lyt til deres respons, for det vil være din hilsen og dit afkoms hilsen”. Så sagde Adam til Englene: ”As-salamu Alaikum” (må freden være med jer). Og Englene svarede: ”As-salamu Alai-kum Wa Rahmatullah” (må freden og Allâhs barm-hjertighed være med jer) og englene tilføjede til Adams afkoms hilsen wa Rahmatullah (barmhjertig-hed). Enhver person som vil indtræde paradiset vil ligne Adam (udseende og form). Mennesket er skrum-pet siden Adams skabelse.”

2 Er ikke nutidens Tyrkere.

37

Denne hadith afkræfter de andre falske påstande, som intet be-læg har.

Et Meget Vigtigt Spørgsmål

Den tidligere nævnte hadith, hvorom der er enighed, rejser spørgsmålet om, hvorvidt de (Gog og Magog) vil blive behand-let ligesom resten af menneskene på Dommedagen, eller om de i stedet indtræder helvedets ild uden at have fået tilsendt en pro-fet, på trods af Allâhs tale:

� رسوال نبعث حتى معذبني كنا وما �

”Og Vi har ikke straffe, førend Vi har sendt et sende-bud (for at advare)” (17:15)

Svaret er følgende: De vil ikke blive straffet uden, at de er blevet advaret. Dvs. at hvis de eksisterede før Profeten Muhammeds � tid, og de fik tilsendt et sendebud, så er de blevet advaret. Men hvis de ikke fik tilsendt et sendebud, vil de blive behandlet som ”Natur Folk”, og dem, som ikke fik Islams budskab. I forbindelse med dette, findes der en hadith, som er berettet af Profetens � ledsagere, hvori Pro-feten � siger følgende:

”De (dem der ikke har fået advarsler) vil blive prø-vet på Opstandelsesdagen. Og hvem end, der accep-terer kaldet, vil indtræde paradisets porte. Og hvem end, der afslår kaldet, vil indtræde ilden”.

38

At prøve dem på Dommedagen nødvendiggør ikke deres frelse og strider derfor ikke imod beretningerne om, at de vil indtræde ilden, fordi Allâh � oplyser sin Profet � om det usete, og følge-lig har han informeret ham om, at de vil være blandt helvedes beboer, og at de vil afvise kaldet og underkastelsen til Allâh � indtil Dommedagen. Dette indikerer, at de vil være yderst stæ-dige i deres afvisning af kaldet i denne verden, da der på Dom-medagens vil eksistere folk, som plejede at benægte sandheden, men dér vil underkaste sig Allâh Den Almægtige. Allâh � siger:

�لوى ورون إذ ترمجوا المساكن همءوسر دنع همبا رنبا رنرصأب �ونموقن إنا صالحا نعمل فارجعنا وسمعنا

”Og hvis du bare kunne se, når forbryderne, vil bøje deres hoveder hos deres Herre!” (og sige) Vores Her-re! Vi har set og vi har hørt. Send os tilbage, så vi kan handle retfærdigt, sandelig (nu) har vi fået overbevisning med sikkerhed” (32: 12)

Der er foruden alt dette en hadith, der siger, at Profeten � på ”Al-Isra wal Miraj” (Den himmelske valfart) kaldte dem til Allâh �, men at de afslog ham. Denne hadith er dog fabrikeret og opdigtet af løgneren Amr Ibn As-Subh.

Dæmningen

Det blev nævnt tidligere, at Dhul-Qarnain byggede en barriere af jern og kobber, og han byggede den helt op til skyerne. Der fin-des ingen bygning på jorden, som kan måles med dens højde og dens gavn for menneskeheden. Imam Bukhari berettede i sin Sahih følgende hadith: ”En mand fortalte engang Profeten �, at han havde set denne (Gog og Magogs) dæmning. Profeten � spurgte ham: ”Hvordan fandt du den?”. Manden svarede: ”Jeg

39

fandt den som ødelagte klæder.” Profeten � sagde: ”Således har du set den”.

En lignende hadith blev berettet af Qatadah, som sagde: ”Jeg blev fortalt, at mand engang sagde: ”O Allâhs sendebud! Jeg har set Gog og Magogs dæmning.” Profeten � sagde: ”Beskriv den for mig”. Manden svarede: ”Den så ud som ødelagte klæder med røde og sorte striber”. Profeten � sagde: ”Du har set den”.

Nogle siger, at kaliffen Al-Wathiq sendte budbringere for at le-vere beskeder til forskellige konger, der gjorde, at de rejste fra land til land, indtil den dag, de nåede dæmningen. Da de vendte tilbage til kaliffen, sagde de til ham, at den havde en kæmpe dør med mange låse. Det var en meget høj og tæt bygning, og byg-ningsmaterialet var låst inde i et tårn. De sagde ligeledes, at der stadig var vagter, der holdt øje med den. De tilføjede, at dens placering var i den nordøstlige del af verden. Endvidere sagde de, at de tilhørende jordarealer var store, og at dæmningens folk levede af landbrug og jagt, samt at deres antal var enormt.

Hvordan kan man betvivle Allâhs � tale i den beærede Koran, som siger: ” Derfor var (Gog og Magog) ikke i stand til at over-skride (volden), og de var ikke i stand til at grave igennem dem.” (17:97). Og hadith’en fra Profeten �, som er berettet igen-nem Imam Bukhari og Imam Muslim via De Troendes Moder, Zainab Bint Jahsh, som sagde: ”Profeten kom engang til mig i en tilstand af frygt og sagde:

”Ingen har ret til at blive tilbedt foruden Allâh. Ve over araberne for den fare, der er nær. Der er kommet en åbning som denne i Gog og Magogs mur. (Han for-mede en cirkel med sine fingre). Zainab Bint Jahsh sagde: ”O Allâhs sendebud, bliver vi destrueret, selv-om om der er oprigtige mænd iblandt os”. Han svare-de: ”Ja, hvis de onde personer forøges”. Og i en anden

40

beretning sagde Profeten �: ”Allâh har lavet en åb-ning i Gog og Magogs mur” og viste den ved hjælp af sine fingre.” (Al-Bukhari og Muslim)

Forklaringen er som følger. Førnævnte kan betyde to ting. Det første er, at åbningen i dæmningen er revnen og åbningen for ondskab og kaos, og at Profetens � udtalelse blot tjener eksem-plificering. Anden mulighed er, at Allâhs tale: ”Nu kunne de (Gog og Magog) hverken overskride den eller gennembryde den.”, var relateret til en bestemt tidsperiode, hvilket vil sige, at det ikke strider imod muligheden for, at der var en åbning i de-res mur.

Hvad angår den hadith, der er berettet af Imam Ahmad i hans Musnad, som siger, at Profeten � sagde:

Sandelig, Gog og Magog graver hver dag igennem dæmningen, og så snart de kan se solens stråler igen-nem den, vil deres leder sige: ”Gå tilbage, I vil færdig-gøre den i morgen”. Den næste dag vil de finde den kraftigere end nogensinde. Indtil det rigtige tidspunkt indtræffer, når Allâh ønsker at sende dem mod menne-skeheden. Da vil de grave til de ser solens stråler igennem den, og deres leder vil endnu en gang sige: ”Gå tilbage og I vil færdiggøre den i morgen”. Når de kommer næste dag, vil de se den, som de efterlod den, og de vil grave igennem den og gå imod menneskehe-den. De vil drikke enhver dråbe af vand, de møder på deres vej. De vil beskytte sig selv med fæstninger, og Gog og Magog vil skyde med pile op mod himlen. Når pilene vender tilbage med det, der umiddelbart ligner blod, vil de sige: ”Vi har besejret Jordens og Paradi-sets folk”. Så vil Allâh � sende orme igennem deres nakker, som vil dræbe dem alle.” Allâhs Sendebud � sagde: ”Ved Ham i hvis Hånd Muhammads sjæl lig-

41

ger! Levende væsner på jorden vil blive fede og tak-nemmelige for at spise deres kød og (drikke deres) blod”.

Så rapporterede Imam Ahmad denne hadith på autorisering af Hasan Ibn Musa via Sufyan via Qatadah. At-Tirmidhi rapporte-rede den samme hadith på autorisering af Abu Awanah via Qa-tadah, hvor han sagde: ”Det er en ”mærkelig” hadith, som kun er nået os igennem en beretningskæde.”

42


Historien om Luqmân

Allâh � siger:

�لقدا ونيان آتة لقمكمأن الح كراش لهل نمو كرشا يمفإن كرشي فسهنل نمو فإن كفر الله غني يدمإذ �حان قال ولقم نهألب وهو ظهعي ينابال ي ركشت إن بالله كرل الشظلم يمظا �عنيصوان واإلنس

هيدالبو هلتمح ها أمنهلى ون عهو الهصفي ون فيامأن ع كري اشل كيدالولو إلي ريصإن �المو اكداهلى جأن ع ركشا بي تم سلي لك

به لمفال ع هعطاتا ممهباحصي وا فينوفا الدرعم بعاتبيل وس نم ابأن إلي ثم إلي كمجعرم ئكمبا فأنبم ملون كنتمعت� ينابا يهإن إن كنت

في أو ماواتالس في أو صخرة في فتكن خردل من حبة مثقال وأمر الصالة أقم يابني �خبري لطيف الله إن الله بها يأت األرض

وفرعبالم هانو ننكر عالم براصلى وا عم كابإن أص كذل نم مزع الله إن مرحا األرض في تمش وال للناس خدك تصعر وال �األمور

من واغضض مشيك في واقصد �فخور مختال كل يحب الكتوإن ص أنكر اتواألص توري لصمالح�

”Vi gav Luqmān visdommen: "Vær taknemmelig mod Allâh!" Den taknemmelige er taknemmelig til egen fordel; men den utaknemmelige! - Allâh er rig og prisværdig. Da Luqmān sagde til sin søn, idet han formanede ham: "Min søn! Sæt ingen anden ved

43

Allâhs side! At sætte nogen ved Allâhs side er en vældig uret." Vi har pålagt mennesket at tage vare på sine forældre, for hans moder bar ham møjsommeligt, og siden varede det to år at afvænne ham: "Vær tak-nemmelig mod Mig og mod dine forældre! Hos Mig ender alting. Men hvis de bekæmper dig, for at du skal sætte noget, som du ikke har nogen viden om, ved Min side, skal du ikke adlyde dem! Du skal om-gås dem pænt i dette liv; men følg den vej, som de, der vender sig angrende til mig, følger! Til Mig skal I vende tilbage, og da vil Jeg underrette jer om, hvad I gjorde." "Min søn! Om det så ikke vejer mere end et sennepskorn, om det ligger på en klippe, i himlene el-ler i jorden, så vil Allâh bringe det for dagen. Sande-lig, Allâh er Den, der kender de mindste ting, og (Han er) indsigtsfuld. Min søn! Udfør Salah! Påbyd det rette, og forbyd det slette! Bær tålmodigt, hvad der rammer dig! Det er udtryk for beslutsomhed. Vræng ikke ansigt ad folk, og gå ikke selvtilfreds omkring på jorden! Allâh elsker ingen forfængelig pralhals. Gå med afmålte skridt, og tal med sænket stemme! Sandelig, den hæsligste stemme af alle er æslets skrål." (31:12-19)

Han er Luqman Ibn Anqa Ibn Sadun, eller som det er berettet af As-Suhaili via Ibn Jarir og Al-Qutabi, at han var Luqman Ibn Tahran fra folket i Jerusalem (Quds). Han var en from mand, som hengav sig til Allâh � og var forsynet med meget visdom. Det siges, at han var en dommer under Profeten Dawuds � livstid, men Allâh � ved bedst.

Der er berettet af Sufyan Ath- Thawri via AlAsháth via Ikrimah, autoriseret af Ibn Abbâs, at Luqman var en slave fra Etiopien, der plejede at arbejdede som tømrer. Qatadah beretteed via Ab-dullah Ibn Az-Zubair, som sagde: ”Jeg spurgte Jabir Ibn Abdul-

44

lah om Luqman. Han sagde: ” Han var lav og havde en flad næ-se. Han var fra Nubien.”

Det blev berettet af Yahya Ibn Saíd Al-Ansari via Saíd Ibn Al-Musayib, som sagde: ”Luqman var blandt de sorte mænd fra Egypten. Han havde tykke læber og Allâh � forsynede ham med visdom, men ikke med Profetskab”. Al-Awzaí sagde: ” jeg er blevet fortalt af Abdur-Rahman Ibn Harmalah, at en sort mand kom til Saíd Ibn Al-Musayib og bad ham om almisse. Saíd svarede: ”Du skal ikke føle dig underlegen over din mørke farve, for blandt de bedste mænd på jorden, var der tre sorte mænd: Bilal Ibn Rabah, Majah (Umar Ibn Al-Khattabs befriet slave) og Luqman Den Vise fra Nubien, som var sort og havde tykke læber.”

Følgende blev berettet af Al-A´mash via Mujahid: ”Luqman var en stor mørk slave med tykke læber, og han havde skæve fød-der”. Umar Ibn Qais sagde følgende: ”Luqman var en mørk slave med tykke læber og skæve fødder. Han havde skæve fødder, fordi han engang prædikede for folk, og en mand kom til ham og spurgte: ”Er du ikke ham, der plejede at hyrde får med mig?” Luqman sagde: ”Jo, det er jeg”. Manden sagde: ”Hvad løftede dig op til denne status?” Luqman svarede: ”At sige sandheden og at være tavs om ting, der ikke vedrører mig.”(Berettet af Ibn Jarir via Ibn Hamid via Al-Hakam)

Ibn Abu Hatim sagde: ”Jeg blev fortalt af Abu Zaráh, at han blev fortalt af Safwan via Al-Walid via Abdur-Rahman Ibn Abu Yazid Ibn Jarir, som sagde: ”Allâh � forøgede Luqmans visdom: En mand som kendte ham, så ham en dag og sagde: ” Er du den slave, der plejede at se efter mine får?” Luqman svarede ja. Manden sagde derefter: ”Hvad har ophøjet din status?” Luqman svarede: ”Et guddommeligt budskab, at være oprigtig og at sige sandheden. ”

45

Følgende er ligeledes berettet af Ibn Wahb: ”Jeg blev fortalt af Abdullah Ibn Ayyash Al-Fityani, som via Umar, Afrahs befriet slave, som sagde: ”En man kom engang over til Luqman Den Vise og spurgte: ”Er du ikke en slave?” Luqman svarede: ”jo”. Manden sagde derefter: ”Du er den mørke fårehyrde!” Luqman sagde derefter: ”Hvad angår min hudfarve, så står den meget klar, så hvad er det, der har gjort dig forbavset?” Manden svarede: ”Du er blevet en person, som folk opsøger for at få udstedt domme, og de accepterer glædeligt din dom.” Luqman sagde: ”O min fætter, hvis du gør, hvad jeg siger til dig, vil du også blive sådan.” Manden svarede: ”Hvad er det?” Luq-man sagde: ”At sænke sit blik, at passe sin tunge, kun at spise, hvad der er tilladt, at være gavmild, at udvise gæstfrihed, at respektere ens naboer og at se bort fra de ting som ikke vedrører én. Alle disse ting har gjort mig til den, jeg er i dag.”

End dag nævnte Abu Ad-Darda noget om Luqman Den Vise: ”Han var ikke udstyret med visdom, fordi han var velhavende eller havde børn, eller grundet andre særtegn. Han blev udstyret med visdom, fordi han udøvede selvbeherskelse, og fordi han var dybt tænkende, samt fordi han aldrig sov om dagen. Desu-den var der aldrig nogen, som havde set ham spytte eller gøre andre trivielle ting. Han var meget veltalende og velformuleret. Han græd ikke da alle hans børn døde. Han plejede ligeledes at få prinse og folk med autoritet til at ihukomme og tænke dybt. Det var på grund af dette, at han fik tildelt visdom.”

Nogle folk påstår at han blev tilbudt profetskab, men at han frygtede, at han ikke ville leve op til dets krav og høje status, og derfor valgte han blot at dele ud af den visdom, han allerede havde, Allâh � ved dog bedst.

De fleste lærde mener, at han var en vis mand og ikke en Profet. Han blev nævnt i Koranen hvori Allâh � lovpriste og roste ham og citerede ham for hans råd til sin søn. "Min søn! Sæt ingen anden ved Allâhs side! At sætte nogen ved Allâhs side er en

46

vældig uret." Luqman forbød sin søn dette og advarede ham mod at tilbede andre end Allâh �. Imam Al-Bukhari sagde: ”Det blev berettet af Qutaibah via Jarir via Al-Amash via Ibrahim via Alqamah via Abdullah, som sagde. Da verset:

�ينوا الذنآم لموا ولبسي مهانبظلم إمي كلئأو مله ناألم مهون ودتهم�

”Dem, som er overbeviste og ikke sammenblander de-res overbevisning med det, der er forkert. Disse er i sikkerhed, og de er retledet.” (6:82)

blev åbenbaret, sagde vi: ”O Allâhs Sendebud, hvem i blandt os har ikke skadet sig selv og gjort uret.” Profeten � svarede: ”Det, der omtales, er at begå Shirk.” Dvs. tilbedelse af andre ved siden af Allâh �.

Allâh � åbenbarede derpå versene, der omhandler, hvordan man skal behandle sine forældre godt, selv hvis de var polytei-ster. Det er dog klart, at man ikke må adlyde dem, hvis de kalder en til at følge deres falske tro. Derefter færdiggjorde Allâh � Luqmans råd til sin søn: "Min søn! Om det så ikke vejer mere end et sennepskorn, om det ligger på en klippe, i himlene eller i jorden, så vil Allâh bringe det for dagen. Allâh er Den, der kender de mindste ting, og (Han er) indsigtsfuld.” Han forby-der her sin søn at skade mennesker, selv på den mindste måde, og forklarer, at den, der gør det, vil Allâh � finde og stille til regnskab. Allâh � siger:

�ذرة مثقال يظلم ال الله إن�

”Sandelig, Allâh begår ikke et støvgrans vægt af uret.” (4:40)

Han � siger ligeledes:

47

�عضنو ازينوط المسم القويل ةاميفال الق ظلمت فسئا نيإن شكان و �حاسبني بنا وكفى بها أتينا ردلخ من حبة مثقال

”Og vi vil gøre op med al uretfærdighed på Domme-dagen, og ingen vil derpå blive behandlet uret. Og hvis der er en uret gerning på størrelse med et sen-nepskorn, vil Vi frembringe den. Vi er sandelig til-strækkelig til at gøre regnskab”(21:47).

Luqman fortalte sin søn, at alle handlinger, store som små, i himlene eller på jorden, sandelig vil blive frembragt af Allâh �. Han � er alvidende. Allâh � siger ligeledes:

�هدنعو حفاتب ميا ال الغهلمعإال ي وه لمعيا وي مف رر البحالبا ومو وال رطب وال األرض ظلمات في حبة وال يعلمها إال ورقة من تسقط �مبني كتاب في إال يابس

”Hos Ham findes nøglerne til det skjulte. Dem kender kun Han. Han ved, hvad der er på landjorden og i ha-vet. Intet blad falder, uden at Han ved det. Der findes intet frø i jordens mørke, intet vådt og intet tørt, uden at det er optegnet i et tydeligt skrift” (6:59)

Han � siger:

عالم لتأتينكم وربي بلى قل الساعة اتأتين ال كفروا الذين وقال� وال األرض في وال السماوات في ذرة مثقال عنه يعزب ال الغيبرغأص نم كال ذلو ري إال أكباب فتبني كم�

”De vantro sagde: ”Timen vil ikke kom til os.” Sig: ”Jo! Ved min Herre, den vil komme til jer. Han er den

48

der kender det skjulte. Ikke et støvgrans vægt i him-lene eller på jorden overses af Ham. Der er intet min-dre eller større end dette, uden at det er optegnet i et tydeligt skrift.” (34:3)

As-Sadiy påstod, at den klippe, som er omtalt i det tidligere nævnte vers, er den som ligger under den syvende himmel. Det-te er dog forkert, da ordet ”klippe” i sætningen ikke er bestemt men ubestemt, så der er ikke tale om en specifik sten. Abu Saíd Al Khudri berettede at Profeten � sagde: ”Selv hvis en af jer udfører noget under en solid sten, vil hans handling blive kendt.” Luqman sagde ” O min søn: Udfør Salah” Her tales der om at udføre Salah på en korrekt måde og på rette tidspunkt. Derefter sagde han: ”Påbyd det gode og forbyd det slette” dvs. at kalde til Allâh � med alt det, man besidder af kraft og styrke, og hvis ikke det er muligt, så med hjertet. Derpå opfordrede han ham til at være tålmodig: ”Bær tålmodigt, hvad der rammer dig! Det er udtryk for beslutsomhed.” Dette sagde han, fordi han vidste, hvad der venter én der kalder til Allâh �, nemlig at blive betrag-tet som en fjende af folket. Allâh � Siger: ” Det er udtryk for beslutsomhed.” Hvilket vil sige, at det er uundgåeligt, at man vil blive bekæmpet, hvis man underkaster sig Allâh �.

Allâh � siger: ”Vræng ikke ansigt ad folk med stolthed.” Ibn Abbâs, Mujahid, Ikrimah, Saíd Ibn Jubair, Ad-Dahhak, Yazid Ibn Al Asam, Abu Al-Jawza og andre siger, at dette vers bety-der, at man ikke skal være hovmodig eller arrogant. Allâh � siger endvidere: ”Gå ikke selvtilfreds omkring på jorden! Allâh elsker ingen forfængelig pralhals.” Her forbyder Luq-man sin søn at være arrogant og indbildsk.

49

Allâh � siger yderligere:

�طوال الجبال تبلغ ولن األرض تخرق نل إنك مرحا األرض في تمش وال�

”Gå ikke i arrogance omkring på jorden! Du kan hverken gennembore eller udtrække jorden eller blive så høj som bjergene.” (17:37)

Dvs. at den, som besidder en arrogant karakter ikke kan betræde hele jorden på en gang, ej heller gennembore den ved at gå eller løbe hurtigt på den, og han vil aldrig være så høj som bjergene, uanset, hvor meget han strækker sig i hovmod og arrogance. Man skal altså kende sin menneskelige natur, da man ikke er andet end et menneske, som er skabt for at tilbede Allâh �. En hadith siger følgende: ”Mens en mand gik på vejen, med sine lange klæder slæbende hen ad jorden af stolthed, blev han slugt af jorden, og han vil blive ved med at synke indtil dommens dag”.(Berettet af Imam Al-Bukhari i hans Sahih)

En anden beretning siger følgende: ”Pas på med at slæbe jeres klæder med stolthed, da dette er uforskammethed, og det er no-get der er ildeset af Allâh”

Allâh � siger: ”Allâh elsker ingen forfængelig pralhals”

Efter Luqman havde forbudt sin søn at være arrogant, beordrede han ham at være et ydmygt væsen. Han sagde: ”Gå med afmål-te skridt”.

50

Allâh � siger ydermere:

�ادبعن ومحالر ينون الذشملى يض عا األرنوإذا هو مهاطبخ �سالما قالوا الجاهلون

”Og de oprigtige slaver af Den Nådige (Allâh), er dem, der går på jorden med sænket blikke og ydmyg-hed, og når de tåbelige adresserer dem, svarer de med milde ord.” (25:63)

Luqman sagde også: ”Og tal med sænket stemme!” Når menne-sket taler, skal det altså ikke hæve stemmen.

Det er blevet berettet af Abu-Hurairah, at Profeten � sagde: ”Når du hører haner gale, så spørg om Allâhs velsignelse, for hanernes galen indikerer, at de har set en engel. Og når du hører et æsel skryde, så søg tilflugt hos Allâh fra Satan, for deres skryden indikerer, at de har set Satan” (Berettet af Imam Al-Bukhari i hans Sahih). På bag-grund af dette, er det forbudt at hæve stemmen uden en beret-tiget årsag. Det er dog tilladt at hæve stemmen under Adhan (kaldet til bøn) og på slagmarken.

Disse er nogle af de råd, Luqman gav til sin søn, som nævnt i Koranen. Mange andre er nævnt i bogen Hikmat Luqman (Luqmans Visdom) Fra denne værdige bog citerer vi følgende: Det er berettet af Imam Ahmad, at Ibn ’Umar sagde: ”Vi fik at vide af Allâhs sendebud �, at Luqman Den Vise plejede at sige: ” Hvis noget betros Allâh, så vil han bevare det.”

Det er blevet berettet af Ibn Hatim, at Al-Qasim Ibn Mukhaimi-rah sagde, at Profeten � sagde: ”Luqman sagde til sin søn, da han rådgav ham: ”O min søn! Tag dig i agt for maskering, for det er forræderi om natten og uværdigt om dagen.”

51

Det er berettet af Damurah, at As-Sariy Ibn Yahya sagde: ”Luq-man sagde til sin søn: ”O min søn! Sandelig, visdom har bragt fattige mænd til kongernes sale.”

Det blev berettet via 'Abdah lbn Sulaiman via Ibn Al-Mubarak via 'Abdur Rahman Al-Mas' udi, at 'Aun Ibn 'Abdullah sagde: ”Luqman sagde til sin søn: ”O min søn! Hvis du møder et folk, så start med at give dem Allâhs � hilsen. Stå så til side og sig ikke et ord, før de har talt. Hvis du finder dem ihukommende Allâh �, så tilslut dig dem. Men hvis de udfører andet, så forlad dem og søg efter andre.

Det blev ligeledes berettet gennem ’Amr Ibn Uthman via Damu-rah Ibn Hafs Ibn Umar, som sagde: ”Luqman placerede en sæk med sennepskorn ved siden af sig og begyndte derefter at rådgive sin søn, og med hvert råd gav han ham et korn, indtil sækken var tom. Han sagde: ”O min søn! Hvis de råd jeg har givet dig, blev givet til bjergene, ville de knuses.” Da blev hans søn ramt af chok.”

Imam Ahmed nævnte i sin bog ”Az-Zuhd” Luqmans biografi og mange andre værdifulde ting. Han sagde: ”Jeg fik af vide af Waqi via Sufyan via en ukendt mand via Mujahid, som sagde: ”Allâhs tale: ”Vi gav Luqmān visdommen.” Betyder visdom og indsigt”. Han tilføjede: ”Han var ikke Profet.”

Waqi berettede via Sufyan via Asháth via ’Ikrimah via Ibn Abbâs, som sagde: ”Luqman var en etiopisk slave”

Aswad berettede via Hammad via Ali Ibn Yazid via Saíd Ibn Al-Musayib, som sagde: ”Luqman var en skrædder.” Saiya be-rettede via Ja´far via Malik Ibn Dinar, som sagde: ”Luqman sag-de til sin søn: ”O min søn! Gør lydighed mod Allâh � til dit er-hverv, og du vil opnå fortjeneste uden at have nogen varer.” Yazid berettede via Abul Ashhab via Muhammad Ibn Wasi´, som sagde: ”Luqman sagde til sin søn: ”O min søn! Frygt Allâh

52

�, og lad ikke folk bemærke, at du frygter ham, for at du derved opnår hæder, mens dit hjerte er syndigt.”

Yazid Ibn Hamn og Waqi berettede os via Abul Ashhab via Kha-lid Ar-Rabií, som sagde: ”Luqman var en Etiopisk slave, der arbejde som tømrer. En dag beordrede hans mester ham til at slagte en ged og bringe ham de to mest frodige og saftige dele. Luqman slagtede geden og bragte mesteren gedens hjerte og dens tunge. Mesteren spurgte: ”Kunne du ikke finde noget, der var bedre og mere behageligt end dette?” Luqman svarede nej. Efter et stykke tid beordrede mesteren Luqman til at slagte en ny ged og kaste de to mest afskyelige dele væk. Luqman slagtede geden og kastede derefter hjertet og tungen væk. Mesteren ud-brød: ”Jeg bad dig om at bringe mig de to bedste dele, og du bragte mig hjertet og tungen. Derefter bad jeg dig smide de to mest afskyelige dele af geden ud, og du smed hjertet og tungen ud! Hvordan kan dette være?” Luqman svarede: ”Intet kan være mere tilfredsstillende end disse to dele hvis de er gode. Intet kan dog være mere afskyeligt end dem, hvis de ikke er gode.”

Dawud Ibn Rashid berettede via Ibn Al-Mubarak via Muámir via Abu Uthman, der via en mand fra Basra berettede: ”Luqman sagde til sin søn: ”O min søn! Vær ikke venner med et fjols, så han tror, at du acceptere hans fjollerier. Og tag ikke den vise mands vrede let, da han vil holde sig fra dig”

Dawud Ibn Usaid berettede via Ismail Ibn Ayyash via Damdam Ibn Zaráh via Shuraih Ibn Ubaid Al-Hadrami via Abdullah Ibn Zaid, som sagde: ”Luqman sagde: ” Sandelig Allâhs hånd holder på munden af de klogeste mænd: Ingen af dem taler om noget, uden at Allâh har beordret det.”

Abdur-Razzaq fortalte, at han havde hørt Ibn Juraij sige: ”Jeg plejede at maskere mig selv om aftenen, og Umar sagde til mig: ”Har du ikke hørt, at Luqman sagde, at maskering om dagen er

53

ydmygelse, og om dagen er det uværdigt? Så hvorfor maskerer du dig om natten?” Jeg svarede: ”Luqman var ikke i gæld.”

Det blev berettet af Hasan via Al-Junaid via Sufyan, som sagde: Luqman sagde til sin søn: ”O min søn! Jeg har aldrig fortrudt at være tavs. Hvis tale er sølv, så er tavshed guld.”

Det blev berettet af Abdus-Samad via Waqi via Abul Ashhab via Qatadah, som sagde: ”Luqman sagde til sin søn: ”O min søn! Forlad det onde og det onde vil forlade dig.”

Imam Ahmed berettede: ”Jeg fik af vide af 'Abdur-Rahman Ibn Mahdi via Nafi' Ibn 'Umar via Ibn Abu Malikah via 'Ubaid Ibn 'Umair, som sagde: ”Luqman sagde til sin søn, mens han rådgav ham: ”O min søn! Vælg imellem forsamlinger med omhu. Hvis du finder en forsamling hvor Allâh � bliver ihukommet, så sid iblandt dem, og hvis du er belært (Âlim), vil din viden gavne dig. Men hvis du er uviden, så vil de belære dig. Hvis Allâh � ønsker dem noget godt, får du en del af den godhed. O min søn! Sæt dig ikke i en forsamling hvor Allâh � ikke bliver ihukommet, for hvis du besidder viden, så vil din viden ikke gavne dig, og hvis du er uviden, vil de tilføje til din uvi-denhed. Hvis Allâh � ønsker at straffe dem, vil du også blive straffet. O min søn! Fryd dig ikke ved synet af en stærk mand, der udgyder de troendes blod, for Allâh � udpeger én til at dræbe ham, som aldrig dør.”

Abdur-Razzaq berettede via Muámir via Ayyub via Abu Qula-bah, som sagde: ”Luqman blev en gang spurgt: ”Hvem er den bedste i tålmodighed?” Han sagde: ”Det er ham, som ingen ska-de udøver, efter at have udvist tålmodighed.” ”Hvem er den bedste i viden?” Han svarede: ”Det er ham, som forøger sin vi-den gennem andres viden.” De spurgte efterfølgende: ”Hvem er den bedste af alle mennesker?” Han svarede ”Det er de rige og de velhavende.” De sagde: ”Er det ham, som har penge og ejen-

54

dom?” Han svarede: ”Nej. Det er ham, der gav ud af den rigdom han besad, og som ikke holdt den tilbage.”

Det blev berettet af Sufyan Ibn Uyaynah, at Luqman engang sagde, at den værste af alle mennesker, er den, der ikke føler skam, når han har begået en forbrydelse

Det blev berettet af Abu As-Samad via Malik Ibn Dinar, som sagde: ”Jeg fandt nogle visdomsord, som er følgende: Allâh � destruerer folk, der udtrykker meninger, som følger folks lyster. Og der er intet godt i at lære noget nyt, mens man ikke handler ifølge det, man tidligere har lært.”

Abdullah Ibn Ahmed sagde: ”Jeg fik af vide af Al-Hakam Ibn Abu Zuhair Ibn Musa via Al-Faraj Ibn Fudalah via Abu Saíd, som sagde: ”Luqman sagde til sin søn: O min søn! Lad kun op-rigtige mænd spise din mad, og spørg de retslærde til råds i dine affærer.”

Dette er hvad Imam Ahmad citerede fra Luqman, og jeg har selv tilføjet noget, som han ikke har og omvendt. Allâh � ved bedst.

Ibn Abu Hatim sagde: ”Jeg fik af vide af min far, som hørte fra Al-Abbâs Ibn Al-Walid via Zaid Ibn Yahya Ibn Ubaid Al-Khuzaí via Saíd Ibn Bashir via Qatadah, som sagde: ”Allâh � gav Luqman valget imellem profetskab og visdom, og han fore-trak visdommen frem for profetskabet. Da kom Jibreel � ned, mens han sov og forsynede ham med visdom, og han begyndte at forkynde den næste morgen.”

Saíd sagde: ”Jeg hørte Qatadah sige følgende: ”Der blev sagt til Luqman: ”Hvorfor foretrak du visdom frem for profetskab, da Allâh � tilbød dig at vælge frit imellem dem?” Han svarede: ”Hvis Allâh � valgte at give mig profetskab ville jeg acceptere det og gøre alt for at vinde hans tilfredshed, men han valgte i

55

stedet, at lade mig vælge, hvad jeg ville have. Jeg var bange for at være for svag til profetskabet, så jeg valgte visdommen.”

Denne beretning er ikke helt autentisk, fordi beretningsmanden, Saíd Ibn Bashir, ikke er en troværdig person. Den mest udbred-te holdning ibland de lærde, såsom Mujahid, Said Ibn Al-Musayib og Ibn Abbâs er, at Allâhs � Tale: ”Vi gav Luqmān visdommen”, betyder, at han blot var udstyret med visdom og viden, uden at være profet med et specifikt budskab. Han var således ikke en profet og derfor er intet blev åbenbaret til ham.

56


Bilqis (Dronningen af Saba’)

Allâh � sagde:

�فقدتو را فقال الطيي مى ال لأر دهداله كان أم نم بنيائالغ� هنذبا لأعذابا عيددش أو هنحلأذب ني أويأتلي لطانبني بسكث �مفم

رغي يدعفقال ب طتا أحبم ط لمحت به كجئتو نإ مبإ سبني بنقي� �عظيم عرش ولها شيء كل من وأوتيت تملكهم امرأة وجدت إني

”Og han holdt mønstring over fuglene og sagde så: "Hvorfor ser jeg ikke hærfuglen? Eller er den en af dem, der ikke møder op? Jeg vil tildele den en streng straf eller slagte den, med mindre den fremlægger en klar årsag for mig." Den lod dog ikke vente længe på sig og sagde da: "Hvorfor ser jeg ikke hærfuglen? El-ler er den en af dem, der ikke møder op? Jeg vil tildele den en streng straf eller slagte den, med mindre den fremlægger en klar årsag for mig." (27:20-23)

الشيطان لهم وزين الله دون من للشمس يسجدون وقومها وجدتها�مالهمأع مهدفص نبيل عالس مون ال فهدتهوا أال �يدجسي لهي لالذ

رجخء يبي الخف اتاومض الساألرو لمعيو فون امخا تمو سننظر قال �العظيم العرش رب هو إال إله ال الله �تعلنون

قتدأص أم كنت نم بنيب �الكاذابي اذهتذا بكه هفألق همإلي ثم �يرجعون ماذا فانظر عنهم تول

57

”Jeg fandt hende og hendes folk tilbedende solen i stedet for Allâh. Satan har ladet deres handlinger fremstå i et smukt lys for dem og afledt dem fra ve-jen, så de ikke lader sig retlede, så at de ikke under-kaster sig Allâh, som bringer det skjulte i himlene og på jorden for dagen og ved, hvad I holder skjult, og hvad I åbent siger. Allâh, der er ingen, der har ret til at blive tilbedt foruden Ham, den vældige trones Her-re." Han (Sulaiman) sagde: "Vi vil få at se, om du ta-ler sandt, eller om du er en af dem, der lyver. Drag af sted med denne min skrivelse og overbring den til dem! Vend dig så fra dem og vent på deres svar!" (27:24-28)

�ا قالتا يهي امللأ أيإن يألق إلي ابتك كرمي� هإن نان ممليس هإنو قالت �مسلمني وأتوني علي تعلوا أال �الرحيم الرحمن الله باسم قالوا �تشهدون حتى أمرا قاطعة كنت ما أمري في أفتوني امللأ ياأيهانحلوا نأو ةأولوا قوأس وب يددش راألمو كاذا فانظري إليم رينأمت�

"O I ledere!" sagde hun. "Sandelig, en ærefuld skri-velse er blevet mig overbragt. Den er fra Sulaiman og lyder: ’I Allâhs navn, den Nådige, den Barmhjertige. Sæt jer ikke over mig, men kom til mig som musli-mer, mens I overgiver jer!’" Hun sagde: "O I ledere! Giv mig et råd i min sag! Jeg vil ikke træffe nogen af-gørelse, uden at I er vidner." De sagde: "Vi har styrke og stor krigskunnen; men det tilkommer dig at befale, så overvej, hvad du vil befale!" (27:29-33)

�إن قالت لوكلوا إذا المخة ديا قروهدلوا أفسعجة وزا أعهللة أهأذ ككذللون وفعي �يإنلة وسرم همإلي ةيدة بهراظفن بم جعري

58

خير هالل آتاني فما بمال أتمدونن قال سليمان جاء فلما �المرسلون بجنود فلنأتينهم إليهم ارجع �تفرحون بهديتكم أنتم بل آتاكم مما

�صاغرون وهم أذلة منها ولنخرجنهم بها لهم قبل ال

”Hun sagde: "Sandelig, når konger drager ind i en by, skaber de fordærv i den og fornedrer de mægtige af dens folk, således gør de. Jeg vil sende ham en gave og vente på de udsendtes svar." Da Sulaiman hørte det-te, sagde han: "Forstrækker I mig med rigdom, selv-om det, Allâh har givet mig, er bedre end det, som Han har givet jer? Nej, I kan selv glæde jer over jeres gave! Vend tilbage til dem! Vi vil komme til dem med hærstyrker, som de ikke kan stille noget op imod og fordrive dem derfra, ydmyge og i underkastelse!" (27:34-37)

Her nævner Allâh � historien om hærfuglen, da den blev fundet manglende fra hæren. Alle mulige slags forskellige fugle i Su-laimans � hær havde deres kommandører og ledere, som kom til ham med regelmæssige rapporter om daglige anliggender, hvilket var en sædvane blandt regenter. Hærfuglens opgave var, ifølge Ibn ’Abbâs og andre, at finde vandkilder, da de engang var på rejse gennem ørkenen. Hærfuglen har evnen til at opdage vand under jorden, og når den opdagede vand, ville hæren gra-ve i jorden og drikke af vandet. Da Sulaiman � beordrede den til at vise sig for ham, blev den fundet manglende. Så sagde Su-laiman �: "Hvorfor ser jeg ikke hærfuglen? Eller er den en af dem, der ikke møder op? Jeg vil tildele den en streng straf el-ler slagte den, med mindre den fremlægger en klar årsag for mig." Sulaiman � truede med at irettesætte den for dens fra-vær uden at have givet besked, enten ved at straffe den hårdt eller ved at slagte den, medmindre den kom med en god und-skyldning for dens fravær.

59

Da hærfuglen snarligt kom tilbage til Sulaiman � og sagde til ham: "Jeg har fået nys om noget, som du ikke ved. Jeg bringer dig sikker underretning om Saba’. Jeg fandt, at det er en kvin-de, der hersker over dem. Hun har fået alt, der kan besiddes af en regent på jorden og har en vældig trone.” Hærfuglen fortalte Sulaiman � om kongeriget Saba’, der regerede over Yemens lande. I Sulaimans � tid blev kongeriget arvet af en kvinde fra den kongelige familie, hvis ikke der var nogen mand til at arve tronen.

Det blev berettet af Imam Bukhâri via Abu Bakr, at Profeten � sagde, da nyheden, om at perserne havde udpeget en kvinde som dronning, kom til ham:

”Intet folk med en kvinde som deres leder vil få succes.”

”Hun har fået alt, der kan besiddes af en regent på jorden og har en vældig trone.” Noget af alting betyder dét, som konger normalt besidder og har beføjelser over. En vældig trone er en indikation på, at hendes trone var udsmykket med kostbare sten og perler og var lavet af guld.

Hærfuglen nævnte dernæst, at hendes folk, selvom de var blevet skænket sådanne store rigdomme af Allâhs � nåde, ikke tilbedte Ham � og ikke var Ham taknemmelige. De tilbad solen, der var skabt af Allâh � som en nåde til dem. Satan havde helt klart afledt dem fra den rette vej, fra Allâhs � Vej. Allâh �, der har skabt universet, og som er vel bekendt med selv den mindste af alle skabninger i dette univers. Allâh � er Den, der fortjente al deres tilbedelse. Han � er Ejeren af den Vældige Trone.

Efter at have hørt dette fra hærfuglen skrev Sulaiman � et brev til dronningen af Saba’ og kaldte hende til Allâhs � Vej, til at tilbede Ham � og til udelukkende at underkaste sig Hans Vilje samt at indlemme sit kongerige i Sulaimans � kongerige. ”Sæt

60

jer ikke over mig, men kom til mig som muslimer, mens I overgiver jer!’"

Da brevet blev modtaget af dronningen fra hærfuglen, læste hun det og kaldte alle sine ministre og rådgivere sammen til konsul-tation omkring brevets indhold. Hun informerede dem: "Sande-lig, en ærefuld skrivelse er blevet mig overbragt. Den er fra Sulaiman og lyder: ’I Allâhs navn, den Nådige, den Barmhjer-tige. Sæt jer ikke over mig, men kom til mig som muslimer, mens I overgiver jer!’"

Hun søgte så deres råd i denne sag og sagde: "I øverste! Giv mig et råd i min sag! Jeg vil ikke træffe nogen afgørelse, uden at I er vidner."

Som respons sagde de: "Vi har styrke og stor krigskunnen". Dvs. vi har midler nok til at gå i krig, og vi har tilstrækkelig styrke dertil, ”men det tilkommer dig at befale, så overvej, hvad du vil befale!"

Hendes holdning til sagen var dog langt visere end deres. Hun kendte til Sulaimans � mægtighed, og vidste, at hans brev ikke blot var en tom trussel: ” Hun sagde: "Sandelig, når konger drager ind i en by, skaber de fordærv i den og fornedrer de mægtige af dens folk, således gør de.” Hun fortalte dem rigtig nok, at hvis Sulaiman � erobrede deres kongerige, så ville de blive de mest fornedret ydmyget blandt folk. Så hun sagde: ” Jeg vil sende ham en gave og vente på de udsendtes svar.” Hun ville bestikke Sulaiman � og aflede hans opmærksomhed fra hende og hendes kongerige ved at sende ham gaver og etablere et venskab. Men hun vidste ikke, at Sulaiman � var en profet, som ikke ville gå på kompromis med de vantro og sidestille no-gen eller noget med Allâh.

61

”Da Sulaiman hørte dette, sagde han: "Forstrækker I mig med rigdom, selvom det, Allâh har givet mig, er bedre end det, som Han har givet jer? Nej, I kan selv glæde jer over jeres gave!” Så beordrede han udsendingen: ”Vend tilbage til dem!”, og truede med at sende dem en kæmpe hær, som de ikke ville kunne mod-stå, ”Vi vil komme til dem med hærstyrker, som de ikke kan stille noget op imod, og fordrive dem derfra, ydmyge og i un-derkastelse!"

Da udsendingen vendte tilbage til sin dronning med denne trus-sel, fandt hun ingen anden udvej end at overgive sig til Sulai-man �. Så hun underkastede sig ham, og tog af sted med sine ministre for at møde Sulaiman �. Da Sulaiman � hørte nyhe-den om, at de var på vej til ham, sagde han til de jinn, der var til stede:

قال �مسلمني يأتوني أن قبل بعرشها يأتيني أيكم امللأ ياأيها قال�فريتع نم ا الجنأن يكآت ل بهأن قب قومت نم كقامي مإنو هليع

لقوي نيي قال �أمالذ هدنع لمع نم تا ابالكأن يكآت ل بهأن قب دتري كإلي فكا طرفلم آها ررقتسم هدنذا قال عه نل مي فضبر

فإن كفر ومن لنفسه يشكر فإنما شكر ومن أكفر أم أأشكر ليبلوني من تكون أم أتهتدي ننظر عرشها لها نكروا قال �ميكر غني ربي

ينون ال الذدتهي�

”Han sagde: O forsamling!" "Hvem af jer vil bringe mig hendes trone, inden de kommer til mig og overgi-ver sig?" En ’ifrit (stærk jinn) blandt jinnerne sagde: "Jeg skal bringe dig den, før du har rejst dig fra din plads! Jeg er stærk og pålidelig nok dertil." Ham, der havde viden om Skriften, sagde: "Jeg bringer dig den, inden du når blinke med øjet!" Da han så den stå hos

62

sig, sagde han: "Dette hører til min Herres gunst, for at Han kan prøve mig: Om jeg er taknemmelig eller utaknemmelig. Den, der er taknemmelig, er taknem-melig til sin egen fordel, men den, der er utaknemme-lig! – Sandelig, min Herre er rig og gavmild." Han sagde: "Gør hendes trone ukendelig for hende! Lad os se, om hun genkender den eller ej genkender den." (27:38-41)

قبلها من العلم وأوتينا هو كأنه قالت عرشك أهكذا قيل جاءت فلما� من كانت نهاإ الله دون من تعبد كانت ما وصدها �مسلمني وكنا لجة حسبته رأته فلما الصرح ادخلي لها قيل �كافرين قوم

فتكشو نا عهاقيقال س هإن حرص درمم نم اريرقو قالت بي رإن تفسي ظلمن تلمأسو عان ممليس لهل بر نيالمالع�

”Da hun kom, sagde man: "Ser din trone således ud?" Hun sagde: "Man skulle tro, at det var den samme!" (Sulaiman sagde:) " Vi blev skænket viden før hende, og vi har overgivet os til Allâh." Det, som hun tilbed-te i stedet for Allâh, stod i vejen for hende. Hun hørte til et vantro folk. Man sagde til hende: "Træd ind i paladset!" Da hun så det, troede hun, at det var dybt vand og blottede sine ben. Han sagde: "Det er et pa-lads, der er belagt med krystal." Hun sagde: "Herre! Jeg har handlet uret mod mig selv! Jeg overgiver mig ligesom Sulaiman til Allâh, alverdens Herre." (27:42-44)

Da Sulaiman � bad jinnerne om at bringe ham Bilqis’ trone, som hun sad på, når hun var i præsidens, før hun nåede til ham, trådte en ’ifrit frem iblandt dem og sagde: "Jeg skal bringe dig den, før du har rejst dig fra din plads!”, dvs. før du har rejst dig fra dit møde. Sulaiman � plejede dagligt fra morgen til middag

63

at tage sig af sit kongeriges anliggender. Jinnen sagde, at han havde den fulde evne til at udføre denne opgave: ”Jeg er stærk og pålidelig nok dertil.”

Men en af de troende blandt jinnerne, der var i hans retssal, og hvorom det siges, at han kendte til Allâhs Mægtige Navn, sagde til Sulaiman �: " Jeg bringer dig den, inden du når blinke med øjet!"

Således så Sulaiman � hendes trone for sig inden hans øje nåe-de at blinke, hentet over en distance, der rakte fra Yemen til Je-rusalem. Han sagde så: "Dette hører til min Herres gunst, for at Han kan prøve mig: Om jeg er taknemmelig eller utaknemme-lig. Den, der er taknemmelig, er taknemmelig til sin egen for-del, men den, der er utaknemmelig! - Min Herre er rig og gav-mild."

Så beordrede Sulaiman � at tronens udseende blev ændret, så den blev forklædt for hende og som en prøve, for at se om hun kunne genkende den eller ej. "Gør hendes trone ukendelig for hende! Lad os se, om hun genkender den eller ej genkender den." Da hun kom, blev der sagt: "Ser din trone således ud?" Hun sagde: "Man skulle tro, at det var den samme!" Hun ude-lukkede muligheden for, at det var hendes trone, da dens ud-seende for det første var blevet ændret, og for det andet fandt hun det umuligt, at det skulle være hendes trone, eftersom hun havde efterladt den på dens palads.

Sulaiman � havde fået bygget et storslået palads af krystalglas, og i alle passager i paladset, var der vandstrømme dækket med krystalglas. I disse vandstrømme var der fisk og andre dyr fra vandet, og det så mest ud som et akvarium inde i paladset. Da Bilqis kom til ham, blev hun bedt om at træde ind i paladset. Da hun trådte ind i paladset, ”troede hun, at det var dybt vand og blottede sine ben. Han sagde: "Det er et palads, der er belagt

64

med krystal." Hun sagde: "Herre! Jeg har handlet uret mod mig selv! Jeg overgiver mig ligesom Sulaiman til Allâh, alverdens Herre."

Det nævnes af Tha’labi og andre, at Sulaiman � giftede sig med hende og beholdte hende som dronning af Yemen og sendte hende tilbage. Han besøgte hende en gang om måneden og blev med hende i tre dage. Han beordrede også jinnerne til at bygge tre paladser i Yemen, som blev kaldt Ghamdân, Sâliheen og Bei-tun.

65


Historien om Saba’

Allâh � siger:

�إ كان لقدبسي لف كنهمسة مآي انتنج نني عمال يمشكلوا و نم فأرسلنا فأعرضوا �غفور ورب طيبة بلدة له واشكروا ربكم رزق

همليل عيرم سالع ماهلندبو هميتنبج تننجى ياتأكل ذو طمأثل خو إال نجازي وهل كفروا بما جزيناهم ذلك �قليل سدر من وشيء

ا �الكفورلنعجو مهنيب نيبى وي القرا التكنارا بيهى فة قررظاه باعد ربنا فقالوا �آمنني وأياما ليالي فيها واسري السير فيها وقدرنا

نيا بفارنوا أسظلمو مهأنفس ماهلنعيث فجادأح ماهقنزمق كل وزمم �شكور صبار لكل آليات ذلك في إن

”Sandelig, Saba’ havde et tegn i deres hvilesteder: To haver, en til højre og en til venstre. "Spis af jeres Her-res underhold og vær taknemmelige mod Ham! Det er et godt land, og Han er en tilgivende Herre." Men de vendte sig bort, og da lod Vi flodbølgen komme over dem og gav dem i stedet for deres haver to andre ha-ver med frugter af tornebusk, med tamarisk og nogle få lotus træer. Dette gengældte Vi dem med, fordi de var utaknemmelige. Skulle Vi straffe nogen anden end den utaknemmelige? Mellem dem og de byer, som Vi havde velsignet, anbragte Vi synlige byer og gjorde rejsen imellem dem let: "Rejs i sikkerhed dér, nat og dag!" "Vor Herre!" sagde de da. "Gør vore dagsrejser længere!" De handlede uret mod sig selv. Da gjorde

66

Vi dem til fortællinger og rev dem i stumper og styk-ker. Sandelig, deri er der tegn for enhver, der er tål-modig og taknemmelig. (34:15-19)

Muhammed Ibn Ishaq sagde: ”Navnet på Saba’ er Abd Shams Ibn Yashjub Ibn Ya rub Ibn Qahtan. Han var den første til at tage gidsler, og han var en meget gavmild mand.” As-Suhaili sagde: ”Det er blevet sagt, at han var den første person nogensinde der blev kronet.” Andre lærde siger, at han var muslim, og at han besad store poetiske kompetencer, hvormed han plejede at brin-ge gode nyheder om fremtiden, om Muhammed �. Sidstnævnte holdning blev bragt i At-Tanwir fi Maulid Al-Bashir An-Nashir, skrevet af Ibn Didya.

Imam Ahmed sagde: ”Jeg blev fortalt af Abu Abdur-Rahman via Abdullah Ibn Luhaiáh via Abdullah Ibn Da´lah, som sagde:” Jeg hørte Abdullah Ibn Abbâs sige: ” En person spurgte Profeten � om Saba’, om hvorvidt han var en mand, en kvinde, et land eller et navn på et land? Han � sagde: Sandelig, han var en mand, der fik 10 sønner. Seks af dem arvede Yemen og fire af dem arvede Sham (Levanten)”.

Sønnerne i Yemen var: Madhaj, Kindah, Al-Azd, Al-Asháriyun, Anmar og Himyar. Dem, der arvede Levanten, var: Laghm, Judham, Amilah og Ghassan. Manden, der spurgte Profeten �, var Farwah Ibn Musaik Al-Ghatifi.

Dette betyder, at navnet Saba’ dækker alle disse stammer, og blandt dem var At-Tababiáh i Yemen. Deres konger plejede at bære kroner, ligesom kongerne i Persien plejede at gøre. Ara-berne plejede at kalde enhver, der regerede over Yemen og Hadramaut ”Tubba’ ”, og de plejede at kalde de royale på den arabiske halvø og i Levanten for ”Qaisar”. Kongen over Persien kaldte de Kisra. Den, der regerede Egypten, plejede de at kalde

67

”Firáun” (Farao), og lederen af Indien plejede de at kalde ”Pto-lemes”. Bilqis var fra Himyar kongefamilien, der regerede over Yemen. De plejede at leve lykkeligt og enkelt, med rigelige for-syninger. Frugter, afgrøder og andre rigdomme. De var et oprig-tigt folk, som fulgte den rigtig vej, indtil den dag, de fordrejede Allâhs � budskab og benægtede det. Derpå blev de ydmyget og destrueret.

Muhammed Ibn Ishaq berettede igennem Wahb Ibn Munabah, at Allâh � sendte dem tretten profeter. As-Sadi påstod, at Allâh � har sendt dem tolv tusind profeter, men Allâh � ved bedst.

Pointen er, at efter de skiftede den sande overbevisning ud med falsk tro og underkastede sig solen i stedet for Allâh �, hvilket fandt sted i perioden under Bilqis og hendes forfædre, sendte Allâh � en flodbølge hen over dem: ”Men de vendte sig bort, og da lod Vi flodbølgen komme over dem og gav dem i stedet for deres haver to andre haver med frugter af tornebusk, med tamarisk og nogle få lotus træer. Dette gengældte Vi dem med, fordi de var utaknemmelige.”

Mange lærde nævnte, at Ma´rab dæmningen var bygget for at holde vandet bag to enorme bjerge, og da vandet forsvandt be-gyndte folk at dyrker frugter og grøntsager. Det siges, at dæm-ningen var bygget af Saba’ Ibn Ya´rub, hvilket ændrede strøm-mens retning, så vandet ikke oversvømmede folk. Udover dette forsøgte han at sikre, at vandet ikke blev en fare for folket, men han døde før dette blev realiseret. Himyar stammen færdiggjor-de hans arbejde, og dæmningen blev bygget solid. Derefter be-gyndte folket at leve i frugtbarhed og lykke. Qatadah og andre sagde: ”En kvinde blandt dem ville gå omkring med en kurv på hovedet, og den ville altid være fyldt friske, modne frugter, og den luft de indåndede, var så ren, at der hverken levede fluer eller skadelige parasitter i deres land”. Allâh � Siger: ” Sande-

68

lig, Saba’ havde et tegn i deres hvilesteder: To haver, en til højre og en til venstre. "Spis af jeres Herres underhold, og vær Ham taknemmelige! Det er et godt land, og Han er en tilgi-vende Herre."

Han � siger ligeledes:

�لشديد عذابي إن كفرتم ولئن لأزيدنكم شكرتم لئن ربكم تأذن وإذ�

”Og da jeres Herre forkyndte: "Hvis I er taknemmeli-ge, vil Jeg give jer endnu mere; men hvis I er utak-nemmelige, da er Min straf streng".” (14:7)

De begyndte at bede om forvandlingen af godhed til ondskab, ligesom Israels Børn, som bad Allâh � om at forvandle Manna og vagtler til urter, agurker, hvidløg, linser og løg. Derpå blev de frataget Allâhs � velsignelser og deres land blev destrueret. Allâh � siger: ”Men de vendte sig bort, og da lod Vi flodbøl-gen komme over dem”

Mange lærde sagde, at Allâh � sendte rotter og mus ned under dæmningen, og da de opdagede dette, hentede de katte som skulle jage musene væk. Alt dette var dog forgæves. Deres dæmning var for svag, og vandet endte med at oversvømme alt. Deres frugtbare land forsvandt, og Allâh � ”gav dem i stedet for deres haver to andre haver med frugter af tornebusk, med tamarisk og nogle få lotus træer”, Som var dækket af torne. ”Dette gengældte Vi dem med, fordi de var utaknemmelige. Skulle Vi straffe nogen anden end den utaknemmelige?”

Dette vil sige, at Allâh kun straffer dem, som er uretfærdige og ulydige.

69

Allâh � siger endvidere: ”Da gjorde Vi dem til beretninger og rev dem i stumper og stykker.” Dvs. at da Allâh � havde de-strueret deres haver og deres land, var de nødt til at emigrere. De blev spredt for alle vinde. Nogle af dem flyttede til Hijaz, og Khuzaáh flyttede til Mekka. Nogle af dem flyttede til Medina, og de var de første til at bosætte sig der, efterfulgt af tre stammer blandt jøderne: Banu Qainuqa’, Banu Quraidah og Banu An-Nadir. Jøderne formede alliancer med Aus og Khazraj og boede der, indtil Profeten Muhammed � uddrev dem, grundet deres forræderi. Nogle af dem flyttede til Syrien og konverterede sene-re til kristendommen. Disse var Ghassan, Amilah, Bahra, Lukham, Judham, Tanukh, Taghlub og andre.

Muhammed Ibn Ishaq sagde i sin biografi af Profeten �, at de første til at forlade Yemen før flodbølgen var: Amr Ibn 'Amir Al-Lukhami. Lukham var sønnen af 'Adyi Ibn Al-Harith Ibn Mur-rah Ibn Azd Ibn Zaid Ibn Muha' Ibn 'Amr Ibn 'Uraib Ibn Yashjub Ibn Zaid Ibn Kahlan Ibn Saba'. Ibn Hisham tilføjede følgende: Lukham Ibn 'Adyi Ibn 'Amr Ibn Gharib Ibn Saba'

Grunden til, at han flyttede til Yemen, var at han en dag så rotter under dæmningen, og indså at den snart ikke ville holde længe-re, og at vandet ville bryde igennem.

Han narrede dog folk til at tro, at der var en anden årsag bag hans afsked. Han fik nemlig sin yngste søn til at give ham en lussing foran en stor forsamling. Derpå sagde han: ”Jeg vil aldrig bo et sted, hvor min yngste søn frit kan give mig en lussing”. Han tilbød derefter at sælge sin ejendom. Yemens handelsfolk sagde: ”Udnyt Amrs vrede og køb al hans ejendom.” Derefter flyttede han væk med sine børn og slægtninge. Azd stammen sagde: ”Vi forlader aldrig Amr Ibn Amir.” Så de solgte også de-res ejendom og drog af sted med Amr, uden at kende den reelle

70

årsag bag hans afsked. De ankom til landet hvor stammen ”’Ak” levede, og mod dem udkæmpede de en jævnbyrdig krig.

Til sidst tog de af sted fra ’Ak´s land og skiltes undervejs. Ibn Jafnah Ibn Amr Ibn Amir tog til levanten, Al-Aus og Khazraj tog til Yathrib (Medina), Khuzaáh tog til Maran, Azd As-Sarah tog til As-Sarah, og Azd-Amman tog til Amman. Derefter sendte Allâh � flodbølgen mod deres dæmning, og den kollapsede.

As-Sadi berettede noget lignende, og Ibn Ishaq sagde, at Amr Ibn Amir var præst. Andre siger, at hans kone var Tarifah Bint Al-Khair Al-Himyariah, og at hun var præstinde. Det siges, at hun forudså flodbølgen.

Dog var det ikke alle folk af Saba’, der flygtede fra Yemen, efter dæmningen kollapsede. De fleste blev derimod boende. Kun folket fra Dam tog af sted og forsvandt fra landet. Dette kommer til udtryk i den førnævnte hadith, hvori Abdullah Ibn Abbâs siger, at flertallet af yemenitterne blev i Yemen. Kun 4 stammer tog af sted, og seks stammer blev, hvor de var. De blev boende og regerede selv landet i 70 år, indtil Kongen Negus erobrede området. Derefter regerede Saif Ibn Dhi Yazan Al-Himyari kort efter Muhammeds � fødsel. Senere sendte Profeten Muhammed � Ali Ibn Abu Talib, Khalid Ibn Al-Walid, Abu Musa Al-Ashári og Muádh Ibn Jabal for at invitere Yemens folk til Islam. Deref-ter erobrede Al-Aswad Al-Ansi Yemen og udrev Profetens � udsendinge. Under Abu Bakr Al-Siddiqs tid erobrede musli-merne Yemen tilbage og havde nu endnu engang kontrol over Yemen.

71


Historien om Koen

Allâh � siger i Sûrat Al-Baqarah:

أتتخذنا قالوا بقرة تذبحوا أن يأمركم الله إن لقومه وسىم قال وإذ� يبين ربك لنا ادع قالوا �الجاهلني من أكون أن بالله أعوذ قال هزوا

ذلك بين عوان بكر وال رضفا ال بقرة إنها يقول إنه قال هي ما لنا يقول إنه قال لونها ما لنا يبين ربك لنا ادع قالوا �تؤمرون ما فافعلوا

�الناظرين تسر لونها فاقع صفراء بقرة إنها

”Og da Musa sagde til sit folk: "Sandelig, Allâh befa-ler jer at slagte en ko!" De sagde: "Holder du os for nar?" Han sagde: "Jeg søger tilflugt hos Allâh fra at være blandt de uvidende!" De sagde: "Bed på vore vegne din Herre om at forklare os, hvad det skal være for én!" Han sagde: "Han siger, at det skal være en ko, der hverken er for gammel eller for ung. Det skal være én, der er derimellem. Så gør nu, hvad I har fået be-sked på!" De sagde: "Bed på vore vegne din Herre om at forklare os, hvilken farve den skal have!" Han sag-de: " Han siger, at det skal være en ko af en klar gul farve, en fryd at kigge på." (2:67-69)

شاء إن وإنا علينا تشابه البقر إن هي ما لنا يبين ربك لنا ادع قالوا�ون اللهدتهقال �لم هقول إنا يهة إنقرولذل ال ب ريثت ضال األرو

وما فذبحوها بالحق جئت اآلن قالوا فيها شية ال مسلمة الحرث تسقي

72

كنتم ما مخرج والله فيها فادارأتم نفسا قتلتم وإذ �يفعلون كادوا ويريكم الموتى الله يحي كذلك ببعضها بوهاضر فقلنا �تكتمون

هاتآي لكملون لعقعت�

De sagde: "Bed på vore vegne din Herre om at forklare os, hvordan den skal være, for i vore øjne ligner alle køer hinanden. Sandelig om Allâh vil, bliver vi ledt til den." Han sagde: "Han siger, at det skal være en ko, der ikke er opdrættet til at vende jorden og vande marken, en ko uden plet og normal." De sagde: "Nu er du kommet med sandheden!" Så slagtede de den. Men det var lige før, at de ikke havde gjort det. Og da I så slog én ihjel og derpå kom op at strides om forbrydel-sen; hvad I holder skjult, det bringer Allâh frem - da sagde Vi: "Slå ham med et stykke af koen!" Således giver Allâh de døde liv og viser jer sine tegn. Således, at I (derved) må forstå! (2:70-73)

Ibn ’Abbâs, Mujâhid, Suddi og andre lærde sagde: Der var en meget rig mand blandt israelitterne. Han var gammel og havde nogle nevøer, der ønskede ham død, så de kunne arve hans rig-dom. En nat dræbte en af dem ham og smed hans lig på midten af vejen; eller som i en anden udgave: På en mands dørtrin.

Om morgenen begyndte de at skændes om, hvem der havde dræbt ham. Mandens nevø kom frem og begyndte at græde høj-lydt. Folk sagde: ”Hvad skændes I for? Hvorfor går I ikke til Allâhs Profet?” Så gik nevøen hen til Musa �, og klagede over mordet på sin onkel. Musa � sagde: ”Jeg spørger enhver af jer i Allâhs Navn. Hvis I har nogen som helst viden om denne hændelse, så skal I fortælle os det.” Men ingen så ud til at have nogen viden om det. Så folk forlangte af Musa, at han spurgte Allâh � om denne sag.

73

Da Musa � spurgte Allâh � om denne sag, så befalede Han � israelitterne til at slagte en ko. Musa � sagde til dem: ”Allâh befaler jer at slagte en ko!". De tog det som en spøg og troede, at han � holdte dem for nar, fordi de ikke kunne tro, at han � havde spurgt sin Herre om denne sag, og at Han � ville bede dem om at slagte en ko. Så de sagde: "Holder du os for nar?" Musa � svarede dem ved at sige: " Jeg søger tilflugt hos Allâh fra at være blandt uvidne!" Jeg søger tilflugt hos Allâh � fra at sidesætte nogen partner med Ham �, som Han � ikke har befa-let mig. Det er ignoranternes foretagende, at forfalske ting og derefter henvise til Allâh �. Det er hvad Han � befalede mig, da jeg spurgte Ham � om denne sag.

Ibn’Abbâs, Mujâhid, Suddi og andre sagde: Havde de slagtet en hvilken som helst anden ko, så ville det have været tilstrækkelig og accepteret. Men de blev ved med at diskutere, så Allâh � gjorde det sværere for dem.

Israelitterne spurgte så efter koens karakteristika, såsom koens farve og dens alder.

Hver gang de spurgte efter mere klarhed blev de givet oplysnin-ger, der gjorde det sværere for dem at finde den specifikke ko.

De blev så befalet at slagte en ko, der var midaldrende; hverken ung eller gammel. Men de pressede Musa � til at spørge efter farven. Så blev de befalet at slagte en ko med farven gul, som skulle være dyb og lys, skulle fryde iagttagerne, og som er me-get sjælden og kær. Dette var tilsyneladende ikke nok for dem, så de indsnævrede deres egne muligheder for at finde en sådan ko ved at spørge efter mere klarificering. De sagde: "Bed på vore vegne din Herre forklare os, hvordan den skal være, for i vore øjne ligner alle køer hinanden. Om Allâh vil, bliver vi ledt til den."

74

Musa � sagde til dem: "Han siger, at det skal være en ko, der ikke er opdrættet til at vende jorden og vande marken, en ko uden plet og lyd." De sagde: "Nu er du kommet med sandhe-den!" Så slagtede de den. Men det var lige før, at de ikke havde gjort det.” At finde en ko med de kvaliteter var nemlig yderst usandsynligt. Fordi de blev befalet at slagte en ko, der ikke var opdrættet til at vende jorden eller vande markerne. Uden plet og lyd. Qatâdah og Abul-’Âliyah sagde, at koen ikke måtte have anden farve end foreskrevet. Og da Musa � gave dem alle be-skrivelserne, sagde de: "Nu er du kommet med sandheden!".

Det siges, at de så begyndte at lede efter en ko, der passede til beskrivelserne, og de fandt den kun hos en mand, der var lydig mod sine forældre. Da de tilbød at købe koen af ham, afslog han. De prøvede at lokke ham med et stort beløb og tilbød ham end-da dens vægt i guld. Men han afviste dem. Manden ville kun sælge den til dem, hvis han fik dens vægt tifoldigt i guld.

Da de så kom i besiddelse af koen, bad Musa � dem slagte den, ”Så slagtede de den. Men det var lige før, at de ikke havde gjort det.” Dernæst befalede Musa � dem at slå den døde mand med et stykke af dens kød. Da de slog ham, brage Allâh � ham til live igen. Han stod op, og Profeten Musa � spurgte ham: ”Hvem dræbte dig?” Han sagde: ”Min nevø.” Og så faldt han død om igen.

Allâh � sagde: ”Således giver Allâh de døde liv og viser jer sine tegn. Således, at I (derved) må forstå!”

Dvs., som I bevidnede genopstandelsen ved Allahs påbud, så kan Han gøre det samme med alle døde mennesker, Han �siger: ”Skabelsen og genopstandelsen af jer alle er ligesom for en person. Sandelig, Allah er den Al-Hørende, Al-Seende”. (31:28)

75


Historien om Qârûn (Korah)

Allâh � siger:

إن ما الكنوز من وآتيناه عليهم فبغى موسى قوم من كان رونقا إن�هحفاتوء منلت ةبصي بالعأول ةقال إذ القو له همال قو حفرإن ت ال الله

بحي نيغ �الفرحتابا ويمف اكآت الله الدة اررال اآلخو نست كيبصن نا مينالد سنأحا وكم نسأح الله كال إليغ وبت ادي الفسض فإن األر ال الله بحي ينفسدالم�

”Qârûn hørte til Musas folk. Så begik han overgreb mod dem. Vi gav ham så mange skatte, at nøglerne dertil ville være en tung byrde for en flok stærke mænd. Da hans folk sagde til ham: "Fryd dig ikke! Allâh elsker ikke dem, der fryder sig. Stræb efter den hinsidige bolig med det, Allâh har givet dig, men glem ikke din andel i denne verden! Og gør godt, ligesom Allâh har gjort godt mod dig! Og Stræb ikke efter for-dærv på jorden! Allâh elsker ikke dem, der skaber for-dærv." (28:76-77)

قبله من أهلك قد الله أن يعلم أولم عندي علم على أوتيته إنما قال�نم ونالقر نم وه دأش هنة مقو أكثرا وعمال جأل وسي نع وبهمذن

الحياة يريدون الذين قال هزينت في قومه على فخرج �المجرمون الذين قال �عظيم حظ لذو إنه قارون أوتي ما مثل لنا ياليت الدنيا

76

يلقاها وال صالحا وعمل آمن لمن خير الله ثواب ويلكم العلم أوتوا �رونالصاب إال

”Han sagde: "Det blev kun givet mig i kraft af min egen viden!" Vidste han ikke, at Allâh før ham har til-intetgjort slægter, der var stærkere end ham og havde samlet mere sammen? De, der forbryder sig, vil ikke blive spurgt om deres synder. Han trådte frem for sit folk i sin pragt. De, hvis hu stod til det jordiske liv, sagde: "Gid vi havde fået det samme som Qârûn! Han har en vældig lykke med sig." Men de, der havde fået viden, sagde: "Ve jer! Allâhs belønning er bedre for den, der tror og handler ret! Kun de standhaftige vil få den tildelt." (28:78-80)

الله دون من ينصرونه فئة من له كان فما األرض وبداره به فخسفنا� يقولون باألمس مكانه تمنوا الذين وأصبح �املنتصرين من كان وما

الله من أن لوال ويقدر عباده من يشاء لمن الرزق يبسط الله ويكأن اآلخرة الدار تلك �الكافرون يفلح ال ويكأنه بنا لخسف علينا

�للمتقني والعاقبة فسادا وال األرض في علوا يريدون ال للذين نجعلها

”Da lod Vi ham og hans bolig synke i jorden. Han havde ingen flok af mænd til at hjælpe sig i stedet for Allâh; han var ikke blandt dem, der fik hjælp. Om morgenen sagde de, der dagen før havde ønsket at væ-re i hans sted: "Ak, det ser ud til, at Allâh tildeler un-derhold rundhåndet, til hvem Han vil af sine tjenere, eller knapt tilmålt. Hvis ikke Allâh havde vist os godhed, havde Han ladet os synke. Ak, det ser ud til, at de vantro ikke får succes." Det er den hinsidige bo-lig. Den lader Vi tilkomme dem, der ikke ønsker over-

77

legenhed på jorden og ikke ønsker fordærv. Alt vil en-de godt for de gudfrygtige.” (28:81-83)

Det er berettet af Ibn ’Abbâs, at Qârûn var Profeten Musas � fætter.

Ibn Jarîr sagde: Det er de fleste lærdes holdning, at Qârûn var hans onkels søn. Dog sagde Ibn Ishâq: Han var Musas � onkel. Qatâdah sagde: Han blev kaldt ”Al-Munawwar”, den oplyste, fordi han læste Toraen med en smuk stemme. Men han brød senere med Musa � grundet sin arrogance omkring sin rigdom, hvilket endte med at ødelægge ham.

Allâh � har nævnt hans overvældende rigdom i Koranen, og at selv nøglerne til hans skattekamre skulle bæres af en gruppe af velbyggede mænd. Det siges, at nøglerne var lavet af skind, og blev båret på 60 muldyr.

Da han udviste arrogance, blev han stillet til regnskab af nogle gode folk, der sagde: "Fryd dig ikke!”. Handl ikke hovmodigt og opfør dig ikke stolt. ”Allâh elsker ikke dem, der fryder sig.”

”Stræb efter den hinsidige bolig med det, som Allâh har givet dig”. (28:76). Lad din indsats og rigdom blive brugt på Allâhs � Vej og for at opnå Hans � belønning i livet efter døden., for det er det evige liv. Men ”glem ikke din andel i denne verden,” og tag af alle nydelserne, der er blevet gjort dig tilladte i dette liv. ”Gør godt, ligesom Allâh har gjort godt mod dig!” Glem ikke de mindre velstilledes andel i din rigdom og vær god mod dem, som Han � har været god mod dig. ”Stræb ikke efter fordærv på jorden!”, ved at mislede dem og ved at være hovmodig mod dem. Hvis du gør det, så vil det være fordærv og ondt, der vil fremme den Guddommelige Straf over dig, for ”Allâh elsker ikke dem, der skaber fordærv." (28:77)

78

Trods alt dette, var Qârûn stolt af sin enorme rigdom og autori-tet, og han havde ingen hensigt om at lytte til dem, der irettesat-te ham. Så ”Han sagde: "Det blev kun givet mig i kraft af min egen viden!" Jeg har hverken behov for jeres prædikener eller jeres irettesættelse. Det, jeg har, er grundet min egen viden, som I ikke har, og at jeg er det værd. Hvis ikke mine handlinger var Allâh � mere kære, så ville Han � ikke have skænket mig denne enorme rigdom. Allâh � afviste hans argument ved at sige: ”Vidste han ikke, at Allâh før ham har tilintetgjort slægter, der var stærkere end ham og havde samlet mere sammen? De, der forbryder sig, vil ikke blive spurgt om deres synder.” Mange af de tidligere nationer der blev destrueret, var mægtigere end Qârûn, og de besad flere bunker af rigdomme, end han havde arbejdet for, og de var også stærkere end ham. Hvis han havde ret i det, han sagde, ville Allâh � ikke have straffet og destrueret de tidligere nationer.

At være rigere og mere magtfuld er ikke et bevis på, at man er retskaffen eller udvalgt af Allâh �.

Allâh � siger i Sûrat Al-Mu’minûn:

في لهم نسارع �وبنني مال من به نمدهم أنما أيحسبون�اتريل الخون ال برعشي�

Regner de med, at Vi, når Vi forstrækker dem med formue og børn, fremskynder de gode ting for dem? Nej, de aner intet! (23:55-56)

Fortolkere siger, at Qârûn kom ud i en stor parade og fremviste al sin rigdoms guld og pragt. Dem, der stræbte efter rigdom og en lignende livsstil, ønskede, at de kunne få den samme hæder. Men da de religiøse lærde hørte dem, stræbende efter den præg-tige livsstil, irettesatte de dem, sigende: ”Ve jer! Allâhs beløn-

79

ning er bedre for den, der tror og handler ret! Kun de standhaf-tige vil få den tildelt." (28:80)

Allâh � siger: ”Da lod Vi ham og hans bolig synke i jorden. Han havde ingen flok af mænd til at hjælpe sig i stedet for Allâh; han var ikke blandt dem, der fik hjælp.” (28:81). Da Qârûn kom ud med sit guld og i sin overdådige parade, mens han fremviste sin arrogance og stolthed overfor sit folk, blev han straffet ved at blive slugt af jorden. Det er blevet berettet i en hadith fra Ibn ’Umar, som sagde, at Profeten � sagde:

”Mens en mand gik og trak sine klæder i arrogance, for-årsagede Allâh, at han blev slugt af jorden, og således vil han synke i den indtil Dommedagen”.

Det er berettet af Ibn ’Abbâs og Suddi, som sagde: Qârûn gav nogle penge til en prostitueret og bad hende om at sige til Musa � foran folket: ”Du har gjort sådan og sådan med mig”. Så den prostituerede råbte op omkring det foran folk. Da Musa hørte det, blev han rystet og bad to Rak’âtân3 og gik så til hende. Han bad hende sværge, at hendes påstand var sand, og han spurgte hende, hvad der fik hende til at gøre det, hun gjorde. Hun fortal-te Musa �, at det var Qârûn, der havde tvunget hende til at gøre, som hun gjorde, og hun bad derefter om Allâhs � Tilgivel-se og fortrød sin synd. Musa � faldt derefter på knæ og påkald-te Allâhs � forbandelse over Qârûn. Allâh � sendte Sin åbenba-ring til ham, sigende: Jeg har befalet jorden at adlyde dig i denne sag,” og Musa � befalede så jorden at sluge ham og hans hus, og det skete.

Det er ligeledes blevet berettet, at da Qârûn kom ud med pomp og pragt, gik han forbi en forsamling, hvor Musa � irettesatte sit folk. Da folk så ham, vendte de sig mod Qârûn og stirrede på

3 Fastlagte bevægelser og udtalelser i bønnen.

80

hans pragt. Musa � bad Qârûn om at fortælle, hvad der havde fået ham til at handle således. Han sagde: ”O Musa! Hvis du er blevet udvalgt til Profetskab, så er jeg blevet udvalgt til rigdom. Hvis du vil, så kan vi gå et bestemt sted hen, og så kan du på-kalde den Guddommelige Forbandelse over mig, og jeg kan gøre det samme mod dig.”

Musa � og Qârûn gik så med deres folk, og Musa � sagde til ham: ”Vil du påkalde først eller skal jeg?” Qârûn sagde: ”Jeg påkalder først.” Og da han havde påkaldt den Guddommelige Forbandelse, blev den ikke accepteret mod Musa �. Så sagde Musa � til ham: ”Skal jeg påkalde nu?” Qârûn sagde: ”Ja.” Mu-sa � sagde så: ”O Allâh! Befal jorden, at den skal adlyde mig i dag.” Allâh � åbenbarede for ham, at Han � havde gjort det. Musa � sagde: ”O jord! Fang dem,” og jorden lod deres fødder synke. Så sagde han �: ”O jord! Tag dem,” og de sank yderlige-re, indtil jorden gik dem til knæene og så til skuldrene. Så sagde Musa �: ”O jord! Bring deres rigdomme og skatte,” og så kom jorden med dem. Så sagde Musa �, gestikulerende med sin hånd: ”Slug disse Levitter,” og således sank de i jorden.

Da dette skrækkelige scenarie udspilledes sig for øjnene af dem, der havde ønsket en sådan rigdom og pragt, sagde de: ”Hvis ikke Allâh havde vist os godhed, havde Han ladet os synke. Ak, det ser ud til, at de vantro ikke får succes." (28:82). De var derefter taknemmelige for ikke at have været i Qârûns sted, og således blev de reddet fra en pinefuld straf.

Så informerede Allâh � os, at livet i det Hinsidige er det evige liv, og det liv som er den rette grund til fejring og stolthed eller til bedrøvelse og evig smerte. ”Det er den hinsidige bolig. Den lader Vi tilkomme dem, der ikke ønsker overlegenhed på jor-den, og ikke ønsker fordærv. Alt vil ende godt for de gudfryg-tige.” (28:83)

81

Det er muligt, at denne hændelse kan have fundet sted i Egyp-ten, før Musa � forlod den med israelitterne, som Allâh � Si-ger: ”Da lod Vi ham og hans bolig synke i jorden.” (28:81), siden bolig umiddelbart ser ud til at betyde bygning. Den anden mulighed er, at det kunne have sket, da de vandrede i ørkenen, og her kunne bolig så betyde telte eller telt-by.

Qârûn er blevet nævnt i andre vers i Koranen. Allâh � siger i Sûrat Ghâfir:

�لقدا ولنسى أروسا مناتبآي لطانسبني ون إلى �موعران فامهو �كذاب ساحر فقالوا وقارون

Vi udsendte Musa med Vore tegn og en tydelig be-myndigelse, til Farao, Hāmān og Qârûn. De sagde: "En løgnagtig troldmand!" (40:23-24)

Det er ligeledes blevet åbenbaret i Sûrat Al-Ankabût:

في فاستكبروا بالبينات موسى جاءهم ولقد وهامان وفرعون وقارون� عليه أرسلنا من فمنهم بذنبه أخذنا فكال �قنيساب كانوا وما األرض ومنهم األرض به خسفنا من ومنهم الصيحة أخذته من ومنهم حاصبا

نا مقنا أغرمكان و الله مهمظليل نلكوا وكان مهفسأن ونيمظل�

Og Qârûn, Farao og Hāmān! Musa bragte dem de kla-re beviser. De var hovmodige på jorden, og de kunne ikke undslippe. Hver og én straffede Vi for sin synd. Over nogle af dem sendte Vi en sandstorm, og andre blev taget af skriget. Nogle af dem lod Vi synke i jor-den, og andre lod Vi drukne. Det var ikke Allâh, der gjorde dem uret, men de handlede uret mod sig selv. (29:39-40)

82

Imam Ahmad har berettet fra Abdullâh bin ’Amr, at Profeten � nævnte bønnens mægtighed en dag og sagde:

”Hvem end, der er opmærksom på sin bøn, så vil den være et lys og en frelse for ham på Dommedagen, og hvem end, der forsømmer den, vil blive fjernet fra dens lys og frelse, og han vil blive genoprejst med Qârûn, Farao, Hâmân og Ubai bin Khalaf.”

83


Historien om Musa �� og Khidr

Allâh � sagde:

أمضي أو البحرين مجمع أبلغ حتى أبرح ال لفتاه موسى قال وإذ� البحر في سبيله فاتخذ حوتهما نسيا بينهما مجمع بلغا فلما �حقبا هذا سفرنا من لقينا لقد غداءنا آتنا لفتاه قال جاوزا فلما �سربا وما الحوت نسيت فإني الصخرة إلى أوينا إذ أرأيت قال �نصبا

انيهسطان إال أنيأن الش هذ أذكرخاتبيل وسي هر فحا الببجقال �ع كا ذلا مغ كنبا ندتلى فارا عما آثارهصقص�

”Da Musa sagde til sin tjener: "Jeg fortsætter, indtil jeg når det sted, hvor de to have mødes, eller jeg vil vandre år efter år!" Da de så kom til stedet, hvor de to have mødes, glemte de deres fisk, og den fandt hurtigt vej igennem havet. Da de var gået videre, sagde han til sin tjener: "Bring os vor frokost, for vi er sandelig udmattede af vor rejse!" Han sagde: "Så du da vi søg-te tilflugt ved klippen? For dér glemte jeg fisken. Og kun Satan kunne få mig til at glemme den, så jeg ikke tænkte på den. Den fandt vej til havet på forunderlig vis." Han sagde: ”Det er det, vi søger efter!" Og så gik de tilbage ad samme vej, skridt for skridt.” (18:60-64)

84

�علما لدنا من وعلمناه عندنا من رحمة آتيناه عبادنا من عبدا فوجدا� إنك قال �رشدا علمت مما تعلمن أن على أتبعك هل موسى له قاللن يعطتسي تعا مربص� فكيو برصت ا لىعم ط لمحت ا بهربقال �خ

فال اتبعتني فإن قال �أمرا لك أعصي وال صابرا الله شاء إن ستجدني �ذكرا منه لك أحدث حتى شيء عن تسألني

”De fandt en af Vore slaver, som Vi havde vist Vor barmhjertighed og tildelt af Vor viden. Musa sagde til ham (Khidr): "Må jeg følge dig, så du kan lære mig no-get af det, du selv er blevet belært af sandheden?" Han sagde: "Sandelig, du vil ikke kunne være tålmodig med mig. Hvordan skulle du kunne have tålmodighed med det, som du ikke har nogen viden om?" Han (Musa) sagde: "Om Allâh vil, vil du finde mig udholdende. Jeg vil ikke sætte mig op imod dig i nogen sag." Han sagde: "Hvis du følger mig, så spørg mig ikke om noget, før jeg selv nævner det for dig!" (18:65-70)

لقد أهلها لتغرق أخرقتها قال خرقها السفينة في ركبا إذا حتى فانطلقا�ئا جئتيا شرقال �إم أقل ألم كإن لن يعطتست يعا مربال قال �ص

لقيا إذا حتى فانطلقا عسرا أمري من ترهقني وال نسيت بما تؤاخذني �نكرا شيئا جئت لقد نفس بغير زكية نفسا أقتلت قال فقتله غالما

شيء عن سألتك إن قال �صبرا معي تستطيع لن إنك لك أقل ألم قال �عذرا لدني من بلغت قد تصاحبني فال بعدها

”De drog af sted, indtil de gik om bord på et skib, hvor-efter han (Khidr) brød hul på det. Han (Musa) sagde: "Har du brudt hul på det for at få folkene derpå til at drukne? Du har begået noget forfærdeligt!" Han sagde:

85

"Sagde jeg ikke til dig, at du ikke ville kunne være tål-modig med mig!" Han (Musa) sagde: "Lad mig ikke blive stillet til regnskab, at jeg glemte det! Læg ikke for stor en byrde på mig i min sag!" Så de drog af sted, og da de så mødte en ung dreng, slog han ham ihjel. Han (Musa) sagde: "Har du slået et uskyldigt menneske ihjel, uden at det var gengældelse for et andet liv? Du har begået noget afskyeligt!" Han sagde: "Sagde jeg ik-ke til dig, at du ikke ville kunne være tålmodig med mig!" Han (Musa) sagde: "Hvis jeg herefter spørger dig om noget, så skal du ikke længere følges med mig! Du er på forhånd undskyldt fra min side." (18:71-76)

فوهمايضي أن فأبوا أهلها استطعما قرية أهل أتيا إذا حتى فانطلقا� عليه التخذت شئت لو قال فأقامه ينقض أن يريد جدارا فيها فوجدا

عليه تستطع لم ما بتأويل سأنبئك وبينك بيني فراق هذا قال �أجرا أن فأردت البحر في يعملون ساكنيلم فكانت السفينة أما �صبرا

فكان الغالم وأما �غصبا سفينة كل يأخذ ملك وراءهم وكان أعيبهااهون أبينمؤا مينشا أن فخمقههرا يانيا طغكفرو�

”De drog af sted, og da de så kom til folkene i en by, bad de dem om noget at spise. Men de nægtede at tage imod dem som gæster. Så fandt de en mur i den (byen), der var ved at styrte sammen, og han (Khidr) byggede den op igen. Han (Musa) sagde: "Hvis du ville, kunne du have taget løn for det!" Han sagde: "Så må vore veje skilles! Jeg vil give dig en forklaring på det, som du ik-ke havde tålmodighed med: Skibet tilhørte nogle fatti-ge mennesker, som arbejder på havet; jeg ville blot give det en skade, for der var en konge efter dem, som tog hvert eneste skib med magt. Den unge mand havde tro-

86

ende forældre, og vi frygtede, at han ville lade under-trykke dem med oprørskhed og vantro.” (18:77-80)

دارالج وأما �رحما وأقرب زكاة منه خيرا ربهما يبدلهما أن فأردنا� أبوهما وكان لهما كرت تحته وكان المدينة في يتيمين لغالمين فكان

ربك من رحمة كرتهما ويستخرجا أشدهما يبلغا أن ربك فأراد صالحا �صبرا عليه تستطع لم ما لتأوي ذلك أمري عن فعلته وما

Vi ønskede, at deres Herre skulle give dem en, der var mere retskaffen og tættere på barmhjertighed i stedet for. Hvad angår muren, så tilhørte den to unge foræl-dreløse drenge i byen, og under den lå der en skat, som tilhørte dem. Deres far var retskaffen, og din Herre øn-skede, at de skulle nå myndighedsalderen og derpå fremdrage deres skat som en barmhjertighed fra din Herre. Og jeg gjorde det ikke på egne vegne. Det er for-klaringen på det, du ikke var tålmodig med."(18:81-82)

Nogle jødiske lærde mener, at den Musa, der mødte Khidr ikke er profeten Musa �, men Musa bin Manasseh bin Yusuf � bin Ya’qub � bin Ishaq �. Nogle muslimske lærde, der følger de-res holdning, har også denne mening. Dog er den mening, der støttes af Koranen og hadith, og der er enighed om blandt mus-limske lærde, at han var Musa bin ’Imrân �, profeten der blev sendt til israelitterne.

Imam Bukhâri har berettet fra Sa’îd bin Jubair, som sagde: Jeg sagde til Ibn ’Abbâs: ”Nauf Al-Bakâli påstår, at den Musa, der mødte Khidr ikke er den Musa, der blev sendt til israelitterne”. Ibn ’Abbâs sagde: ”Han lyver, fordi Ubai bin Ka’b har fortalt mig, at han hørte Profeten � sige: ”Musa holdt en tale for israe-litterne, og en af dem spurgte ham: ”Hvem er den person med viden?” Musa sagde: ”Det er jeg”. Så Allâh � skældte ham ud,

87

fordi han ikke tilskrev viden til Allâh �. Allâh � sagde så til ham: ”Jeg har en slave ved havets sammenløb, der er mere vi-dende end dig.” Musa sagde: ”Min Herre! Hvordan kan jeg fin-de ham?” Han � sagde: ”Tag en fisk med dig i en vandfyldt beholder, og når end du ser, at fisken er forsvundet, så vil man-den være der” ”.

Så tog Musa � en fisk og puttede den i en vandfyldt beholder, og søgte efter manden. Han tog sin tjener, Joshua bin Nûn, med sig, og da de nåede frem til en sten lagde de sig på den og faldt i søvn. Mens de sov, formåede fisken at vrikke sig ud af beholde-ren og forsvandt i havet. Da de stod op glemte hans tjener at fortælle ham om fiskens forsvinden, og de fortsatte så deres rejse i yderligere en dag og en nat.

Da det blev morgen igen, sagde Musa � til sin tjener: "Bring os vor frokost, for vi er sandelig udmattede af vor rejse!" Indtil de passerede stenen, hvor de sov, havde Musa � ikke følt sig træt eller sulten. Så da han � spurgte efter sin morgenmad, huskede Joshua fiskens forsvinden og sagde: ”Så du da vi søgte tilflugt ved klippen? For dér glemte jeg fisken. Og kun Satan kunne få mig til at glemme den, så jeg ikke tænkte på den. Den fandt vej til havet på forunderlig vis." Da Joshua sagde dette udbrød Musa �: ”Det er det, vi søger efter!” Og så gik de tilbage ad samme vej, skridt for skridt.”

De skyndte sig tilbage, skridt for skridt, og da de var nået tilbage til stenen fandt de en mand der sad dækket i et klæde. Musa � hilste på ham, og sagde: ”Jeg er Musa.”. Manden sagde: ”Musa, Israels søn?” Musa � sagde: ”Ja, og jeg er kommet til dig for at lære af den visdom, du er blevet givet.” Han sagde: "Du vil ikke kunne være tålmodig med mig.” O Musa! Jeg har viden fra Allâh, som du ikke har og du har viden fra Allâh, som jeg ikke har.” Musa � sagde: "Om Allâh vil, vil du finde mig udhol-dende. Jeg vil ikke sætte mig op imod dig i nogen sag."

88

Khidr sagde: "Hvis du følger mig, så spørg mig ikke om noget, før jeg selv nævner det for dig! Og de drog af sted”, gående langs kysten. Så passerede et skib dem, og de spurgte skibsfol-kene om at tage dem med sig. Skibsfolkene genkendte Khidr og tog dem med uden betaling. Mens de var på skibet tog Khidr en økse og smadrede en af skibets planker. Musa � sagde til ham: ”Hvad gjorde du? De tog os med uden betaling, og du lavede et hul i skibet, ”for at få folkene derpå til at drukne? Du har be-gået noget forfærdeligt!" Han sagde: "Sagde jeg ikke til dig, at du ikke ville kunne være tålmodig med mig!" Han (Musa) sagde: "Lad mig ikke blive stillet til regnskab, at jeg glemte det!”

Profeten � kommenterede dette og sagde, at det var Musas � første afbrydelse som resultat af hans forglemmelse. Han � sag-de endvidere: ”Så kom en spurv og satte sig for enden af skibet og dyppede sit næb en eller to gange i havet. Khidr sagde til Musa: ”Min viden eller din viden, i forhold til Allâhs viden, er ikke sammenligneligt med andet end det som spurven har taget fra havet med sit næb.”

Så gik de af skibet og begyndte at gå langs kysten. Mens de gik, så Khidr en dreng, der legede med andre børn. Khidr gik hen til ham, holdt hans hoved med sin hånd, flåede det af hans krop og dræbte ham. Musa � sagde til Khidr i al forbavselse: "Har du slået et uskyldigt menneske ihjel, uden at det var gengældelse for et andet liv? Du har begået noget afskyeligt!" Khidr svarede ham: "Sagde jeg ikke til dig, at du ikke ville kunne være tål-modig med mig!" Musa � indså endnu engang, at han ikke kunne undertrykke sin nysgerrighed, og derfor havde han igen adspurgt ham, efter at han havde lovet ikke at gentage det. Så sagde Musa �: "Hvis jeg herefter spørger dig om noget, så skal du ikke længere følges med mig! Du er på forhånd und-skyldt fra min side."

89

Så rejste de igen videre, og ”De drog af sted, og da de så kom til folkene i en by, bad de dem om noget at spise. Men de nægte-de at tage imod dem som gæster. Så fandt de en mur i den (by-en), der var ved at styrte sammen, og han byggede den op igen.” Musa � sagde til ham: ”Dette er folket, som vi kom og spurgte om lidt mad, men de gav os hverken mad eller ophold som gæster. Alligevel har du repareret muren. "Hvis du ville, kunne du have taget løn for det!" Han sagde: "Så må vore veje skilles! Jeg vil give dig en forklaring på det, som du var tål-modig med.”

Profeten � sagde, efter at han � havde berettet denne historie: ”Vi ønsker, at Musa kunne have forholdt sig tålmodig, så Allâh kunne fortælle os mere om deres historie.” (Al-Bukhâri)

*************

Allâh � siger:

جاءكم ثم وحكمة كتاب من آتيتكم لما النبيني ميثاق الله أخذ وإذ� على وأخذتم أأقررتم قال ولتنصرنه به لتؤمنن معكم لما مصدق رسولكمري ذلا قالوا إصنروا قال أقردها فاشأنو كمعم نم ينداهالش �

”Og da Allâh sluttede pagt med profeterne: "Når Jeg har bragt jer noget af skriften og visdom, og der siden kommer et sendebud til jer for at bekræfte, hvad I har, så skal I tro på ham, og I skal hjælpe ham!" Han sag-de: "Kan I gå med til dette, og vil I slutte pagt med Mig på dette grundlag?" De sagde: "Vi går med til det." Han sagde: "Så vær da vidner! Jeg er vidne sammen med jer." (3:81)

Dette vers viser, at Allâh � tog et løfte fra enhver profet, om at støtte og hjælpe de profeter, der kommer efter ham. Dette løfte

90

indebærer også, at de er overbevist om Profeten Muhammad �, fordi han � er Profeternes Segl. For enhver profet, der end må have mødt ham �, ville det være krævet af ham at være overbe-vist om ham � og hjælpe ham � i fuldførelsen af hans � mål. Hvis Khidr var i live i Profetens � tid, ville han altså ikke have lov til andet end at møde vores Profet � og følge ham � samt hjælpe ham � med opnåelsen af hans � mål. Khidr ville så san-delig have været blandt dem, der deltog i Badr-slaget, og han ville have kæmpet under vores Profet �, ligesom Gabriel (Jibreel) � og andre engle gjorde det.

Khidr kan enten have været en profet, hvilket synes at være den korrekte holdning og mening, eller et Sendebud eller en engel, som det også menes. Hvad end han måtte være, så er en ting sikker. Nemlig at Gabriel er englenes leder, og at Musa � er mere eminent end Khidr. Og var han i live, ville det have været ham pålagt, at være overbevist om Profeten Muhammad � og hjælpe ham.

Hvad angår dem, der siger at Khidr var en Wali (Allâhs � ven), så er det mere passende, at Khidr tælles blandt Profeter og Sen-debude. Det er ikke berettet i nogen som helst autentisk eller svag hadith, at Khidr kom til Profeten � og mødte ham.

91


Ashâb ul-Qaryah (Byens folk)

Allâh � siger:

�رباضو مثال لهم ابحأص ةيا إذ القراءهلون جسرا إذ �الملنسأر همن إلييا اثنموها فكذبنززفع ثفقالوا بثال اإن كملون إليسرقالوا �م

إال أنتم إن شيء من الرحمن أنزل وما مثلنا بشر إال أنتم ما البالغ إال علينا وما �لمرسلون إليكم إنا يعلم ربنا قالوا �تكذبون

بنيا اقالو �الما إننرطيت بكم نلئ وا لمهنتت كمنمجرلن كمنسمليا ونم ذابع يمقالوا �أل كمرطائ كمعم نأئ متل ذكرب متأن مقو

اتبعوا مياقو قال يسعى رجل المدينة أقصى من وجاء �مسرفوننيلسروا �المبعات نال م ألكمسا يرأج مهون ودتها �ممو يال ل

دبي أعني الذفطر هإليون وعجرذ �تخأأت نم ونهة دهإن آل نردي نمحالر رن ال بضغي تنع مهتفاعئا شيال شو ذوننقي �يي إذا إنلف

قال الجنة ادخل قيل �فاسمعون بربكم آمنت إني �مبني ضاللتاليي يمون قولمعا �يبم ي غفري لبلني رعجو نم نيمكرا �الممو إن �مرتلني كنا وما السماء من جند من بعده نم قومه على أنزلنا

تة إال كانحية صداحفإذا و مون هدامخ�

92

”Og præg for dem et eksempel om en bys indbyggere, da sendebuddene kom til dem. Da vi sendte dem to sendebud, forkastede de dem begge. Så styrkede vi (dem) med et tredje (sendebud), og de sagde (alle): vi er visselig sendt til jer (fra Allah). De svarede: I er kun dødelig som os, og den Nådige har ikke åbenbaret no-get. I lyver kun. (Sendebuddene) svarede: vor Herre ved, at vi sandelig er sendt til jer (fra Ham). Og vore forpligtelse er kun at forkynde budskabet klart og ty-deligt. De sagde: vi tager sandelig ondt varsel af jer. Hvis I ikke holder inde, vil vi visselig stene jer, og en smertelig straf skal visselig ramme jer fra os. (Sende-buddene) svarede: jeres onde varsel beror jer selv. Men hvad, om i formanes (ved budskabet)? Nej, I er et folk, som overskrider (alle grænser). Men fra den fjerneste by kom en mand ildende og sagde: O mit folk, følg (al-le) sendebuddene. Følg dem, der ikke beder jer om no-gen løn, men som er retledede. Og hvorfor skulle jeg ikke tilbede Ham, Som har skabt mig, og til Hvem I skal bringes tilbage? Skulle jeg tage andre guder ved siden af Ham? Hvis den Nådige skulle ønske (at tilfø-je) mig ondt, så vil deres bøn ikke gavne mig det mindste, ej hellere kan de frelse mig. Jeg vil da visselig være i åbenbar vildfarelse. Jeg tror da visselig på jeres Herre, hør da på mig. Det blev sagt (til ham): Gå da ind i paradis. Han sagde: O gid mit folk vidste (be-sked om dette). Hvorledes min Herre har beskyttet mig (mod synd) og gjort mig til en af de, der vises ære (af Ham). Og Vi sendte ikke ned over hans folk efter ham nogen hærskare fra himlen, og Vi sender ikke (nogensinde sådanne hærskare). Der lød kun ét råb, og se, de var (alle) stille (lydløse, døde, ødelagte)”. (36:13-29)

93

’Abdullah ibn ’Abbâs, Ka’b Al-Ahbar og Wahb ibn Munabih og mange andre beretter historien om en by ved navn Antioch (An-takiyah), der blev regeret af kongen Antikhis ibn Anitkihis. Den-ne konge plejede at tilbede idoler. Allâh � sendte ham tre sen-debude, som han modsatte sig hårdt. Disse Sendebude var Sadiq �, Masduq � og Shalum �.

Det er krystalklart, at de var sendebude sendt af Allâh �. Qata-dah mente, at de var sendebude sendt af ‘Isa �. Den samme holdning har Ibn Jarir via Wahb Ibn Sulaiman og Shu’aib Al-Jiba’i, der tilføjede, at disse sendebude blev kaldt: Shamoun (Simon), Yuhanna (Jonas) og Paulus (Paul), samt at byen blev kaldt Antioch. Denne holdning er ubegrundet, fordi folket i Antioch modtog tre af ‘Isas � disciple, som var de første til at tro ham �. Antioch var derefter en af de fire byer, hvori der eksisterede kristne patriarker. Disse fire byer var Antioch, Jeru-salem, Alexandria og Rom. Dog blev folk fra disse byer ikke destrueret, hvorimod folk fra den førnævnte by, i versene fra Koranen, blev fuldstændig destrueret, grundet drabet på deres landsmand, som Allâh � havde sendt for at tilrettevise dem. Allâh � siger: ”Der lød kun ét råb, og se, de var (alle) stille (lydløse, døde, ødelagte)”. (36:29). Der er ingen modsigelse mel-lem de to fortolkninger, hvis tilfældet er, at de tre af Allâhs � Sendebude blev sendt til det tidligere Antioch, og at de blev beskyldt for at lyve, hvilket forårsagede fuldstændig destrukti-on. Så blev deres land befolket på ny, og under ‘Isas � levetid troede det nye folk på de tre sendebude.

Påstanden, om at historien, der nævnes i den Mægtige Koran, er om ‘Isas � sendebude, er meget absurd og ubegrundet. Kon-teksten viser klart, at de, Sendebuddene, blev sendt af Allâh �.

Allâh � siger: ” Og præg for dem et eksempel”, dvs. giv dit folk som eksempel, O Muhammad �, ” da sendebudende kom til dem. Da vi sendte dem to sendebud, beskyldte de dem for at

94

lyve, Så styrkede vi (dem) med et tredje (sendebud).”, dvs. Vi støttede dem med et tredje Sendebud, ” sagde (alle): vi er visse-lig sendt til jer (fra Allah). ". byens folk sagde, at Sendebudde-ne kun var mennesker, og de afviste, at Allâh � skulle have sendt mennesker som Sine sendebude til menneskeheden. Sen-debuddene fortalte, at Allâh � ved, at de er blevet sendt til dem, og hvis de lyver, så vil Han � sandelig give dem den hårdeste af alle straffe. De tilføjede: ” Og vore forpligtelse er kun at for-kynde budskabet klart og tydeligt..", dvs. hvad de var sendt med, og at retledning og vildledning udelukkende ligger i Allâhs � Hånd. "Vi tager sandelig ondt varsel af jer”, dvs. i det som I bringer os. ”Hvis I ikke holder inde, vil vi visselig stene jer, og en smertelig straf skal visselig ramme jer fra os!", dvs. de truede med at ydmyge dem og dræbe dem (stening til dø-den). "jeres onde varsel beror jer selv", dvs. jeres varsler vil skade jer. "Men hvad, om i formanes (ved budskabet)?”, fordi vi påmindede jer om retledning og kaldte jer til den, så truede i os med drab og ydmygelse. ”I er et folk, som overskrider (alle grænser). Dvs. I overtræder alle grænser ved at begå alle mulige former for synder og ved at være ulydige mod Allâh �.

95


Sabbat-bryderne Allâh � siger:

�مألهاسو عن ةيي القرالت تة كانراضر ححون إذ البدعي يف تبالس كذلك تأتيهم ال يسبتون ال ويوم شرعا سبتهم يوم حيتانهم تأتيهم إذ

ملوهبا نوا بمقون كانفسإذ �يو ة قالتأم هنمم مظون لعا تمقو الله مكهلهم أو مهذبعا مذابا عيددة قالوا شرذعإلى م كمبر ملهلعو

السوء عن ينهون الذين أنجينا به ذكروا ما نسوا فلما �يتقون عتوا فلما �يفسقون كانوا بما بئيس بعذاب اظلمو الذين وأخذنا

نا عوا مهن هنا عقلن موا لهة كوندرق نيئاسخ�

”Spørg dem om den by, der lå ved havet! Da de begik overtrædelser på sabbatten! Da deres fisk på deres sabbatsdag kom til dem i stimer, mens de ikke kom den dag, hvor de ikke holdt sabbat! Således prøvede Vi dem, fordi de var ulydige overfor Allahs påbud. Og da en gruppe iblandt dem sagde: "Hvorfor formaner I folk, som Allâh vil tilintetgøre eller tildele en streng straf?" De sagde: "For at opnå tilgivelse fra jeres Herre; måske bliver de gudfrygtige!" Da de siden glemte det, hvorom de var blevet påmindet, frelste Vi dem, der havde forbudt det onde, og ramte dem, der havde handlet uret, med en hård straf, fordi de pleje-de at overtræde Allahs påbud. Og da de overskred grænserne med det, som de var blevet forbudt, sagde Vi til dem: "Bliv til aber, som man kyser bort!" (7:163-166)

96

Og Han � siger:

�لقدو متملع ينا الذودتاع كمني مف تبا السفقلن مله ة واكوندرق نيئاسا �خاهلنعكاال فجا نمل نيا بهيدا يما ولفهظة خعومو نيقتلمل�

”I ved besked om dem af jer, der begik overtrædelser i forbindelse med sabbatten, hvorfor Vi sagde til dem: "Bliv til aber, som man kyser bort!" Så Vi lod deres straf være et advarende eksempel for deres samtid og eftertid, en formaning til de gudfrygtige.” (2:65-66)

قبل من معكم لما مصدقا نزلنا بما آمنوا الكتاب أوتوا الذين أيها يا� أصحاب لعنا كما نلعنهم أو أدبارها على فنردها وهاوج نطمس أن

تبكان السو رأم وال اللهفعم �

”I, der har fået Skriften! Tro på det, som Vi har sendt ned til bekræftelse af, hvad I allerede har, før Vi ud-visker ansigter (på nogle af jer) og vender dem på vrangen, eller forbander dem, som Vi forbandede fol-kene med sabbatten! Hvad Allâh befaler, sker.” (4:47)

’Abdullah bin ’Abbâs, Mujahîd, ’Ikrîmah, Qatadah, Al-Suddi og andre sagde, at de var Aylah-folket. Ibn ’Abbâs tilføjede, at deres by lå imellem Madian og At-Tur. De sagde desuden, at Aylah-folket var meget opmærksomme på Toraens lærdomme og Sab-battens forbud mod at fiske på lørdage. Men fiskene plejede strømme til kysten om lørdagen og holde sig væk resten af ugen. ”Da deres fisk på deres sabbatsdag kom til dem i stimer, mens de ikke kom den dag, hvor de ikke holdt sabbat! Således prø-

97

vede Vi dem, fordi de var ulydige.”, dvs. at Allâh � prøvede dem ved at sende dem så store stimer af fisk på Sabbatten, grundet deres ulydighed og oprør. Da de så dette, lavede de et nummer for at kunne fange fisk på Sabbatten. De ordnede deres net og reb på en sådan måde, at havvandet kunne strømme ind i igennem dem, men ikke ud igen. Alt dette gjorde de om freda-gen som forberedelse på fiskenes ankomst om lørdagen. Således kom fiskene om lørdagen og blev fanget i nettene, rebene og de kunstige strømme. Da lørdagen sluttede, kom Aylah-folkene for at hente deres store fangst. Som konsekvens heraf blev Allâh � rasende på dem, og Han � forbandede dem grundet deres svin-del og bedrag. Eftersom det kun blev gjort af en gruppe iblandt dem, blev de resterende, der ikke tog del i deres syndige hand-ling, delt i to grupper: En gruppe, der forkastede deres handling og forsøg på at bedrage Allâh � og snyde med Hans Befaling. Den anden gruppe forbød og forkastede ikke de syndiges hand-ling, de misbilligede snarere den første gruppes reaktion, da de formanede de syndige. De sagde: "Hvorfor formaner I folk, som Allâh vil tilintetgøre eller tildele en streng straf?", dvs. hvad er meningen med at formane et folk, der uundgåeligt vil blive straffet af Allâh �? Den første gruppe svarede: "For at opnå til-givelse fra jeres Herre”, da Han � har beordret os til at påbyde det gode og forbyde det onde; således overholder vi dette af frygt for Hans � straf. ”Måske bliver de gudfrygtige!", dvs. dem, der begik disse synder vil muligvis fortryde det, som de har gjort og således blive sparet for Allâhs �, og det er muligt, at Han tilgiver dem alle.

Allâh � sagde: ”Da de siden glemte det, hvorom de var blevet påmindet, frelste Vi dem, der havde forbudt det onde, og ram-te dem, der havde handlet uret, med en ulykkelig straf, fordi de var overtrædere. Og da de fremturede med det, som de var blevet forbudt, sagde Vi til dem: "Bliv til aber, som man kyser bort!". Dvs. at de, der handlede uret, var stolte og arrogante mod

98

den gruppe, der forbød dem det onde. Derfor reddede Allâh � dem, der kaldte til det gode og forbød det onde, og Han � straf-fede dem, der udførte den syndige handling, med en voldsom straf. Allâh � forklarede så, hvilken straf de blev givet, nemlig at de blev gjort til aber.

Her er pointen, at Allâh � udslettede dem, der handlede ondt, reddede dem, der handlede godt og skånede de troende, der hverken påbød det gode eller forbød det onde. Retslærde er uenige angående den tredje gruppe. Nogle mener, at de blev frelst. Andre mener, at de blev udslettet sammen med dem, der handlede ondt. Det er dog den første mening, der accepteres af de velkendte lærde, inklusiv Ibn’Abbâs, Fortolkernes Overho-ved, som refererede til denne holdning i en debat med sin lærer ’Ikrîmah, der gav Ibn ’Abbâs et værdifuldt klæde som beløn-ning, da han vandt diskussionen.

Det bør her bemærkes, at den tredje gruppe ikke blev nævnt blandt dem, der blev frelst, selvom de foragtede den syndige handling med deres hjerter, idet de burde have drevet deres le-gemer (hånd eller tunge) til at forbyde en sådan handling. De blev således frelst med dem, der kaldte til det gode, fordi de ikke selv havde begået den syndige handling, men derimod forbød den med deres hjerter.

Det er blevet berettet af ’Abdur Razzaq gennem Juraij gennem en mand, hvis navn ikke er kendt, gennem ’Ikrimah gennem Ibn ’Abbâs; og Malik har berettet fra Ibn Ruman, Shaiban, Qatadah og ’Ata Al-Khurasani, som sagde, at resten af folket vendte ryg-gen til dem, der havde begået den syndige handling. Nogle af dem erklærede sin forkastelse og afstandstagen. Overtræderne lyttede ikke til dem, der påbød det gode og forbød det onde. Efterfølgende plejede de (overtræderne), at tilbringe natten ad-skilt fra resten af landsbyens folk, og der var døre eller barrierer mellem dem og resten af folket, som forventede at straffen snart

99

ville ramme dem. En dag havde de endnu ikke åbnet sine døre ved middagstid. Resten af folket blev derfor nysgerrige og send-te en for at se, hvad der var sket med de andre. Han klatrede op på en af barrierne og så, at de var blevet forvandlet til aber med haler, og de skreg. Folket åbnede dørene og aberne genkendte deres slægtninge, mens deres slægtninge ikke kunne genkende dem. Da sagde en blandt folket: ”Forbød vi jer ikke at begå en sådan handling?” Aberne da nikkede anerkendende med hove-derne. Efter at have hørt denne historie græd ’Abdullah ibn ’Abbâs og sagde: ”Sandelig, vi ser mange onde handlinger, som vi ikke forkaster eller benægter eller så meget som kommente-rer!”

Det blev berettet af Ibn Abu Hatim og Jarir gennem Ibn Abu Nujaih gennem Mujahid, som sagde: ”Kun deres hjerter og ikke deres figur blev forvandlet til aber. Ligesom tilfældet i Hans � tale”:

يحمل الحمار كمثل يحملوها لم ثم التوراة حملوا الذين مثل� القوم يهدي ال والله الله بآيات كذبوا الذين القوم مثل بئس أسفارا

نيمالظال�

”De, der blev pålagt Toraen, hvorefter de ikke bar den, de er at ligne med et æsel, som bærer bøger. Hvilken ulykkelig sammenligning for de folk, der kalder Allâhs tegn for løgn! Allâh retleder ikke de folk, der handler uret.” (62:5).

Denne holdning virker dog meget sær, og den modstrider den åbenlyse betydning af Koranen samt de tidligere lærdes og deres efterfølgeres holdning.

100


Ashâb ul-Kahf (Hulens Folk)

Allâh � siger:

�أم تسبأن ح ابحأص فيم الكهقالروا وكان نا مناتا آيبجإذ �ع من لنا وهيئ رحمة لدنك من آتنا ربنا فقالوا الكهف إلى الفتية أوى ثم �عددا سنني الكهف في آذانهم على فضربنا �رشدا أمرنا

ماهثنعب لمعنل ن أييبزى الحصا أحما لبثوا لدأم� نحن قصن كليع مأهبن قبالح مهة إنيتوا فنآم همببر ماهنزدى ودا �هطنبرلى وع

وا إذ قلوبهما وافقال قامنبر بر اتاومض الساألرو لن وعدن نم ونهد لوال آلهة دونه من اتخذوا قومنا هؤالء �شططا إذا قلنا لقد إلها

وإذ �كذبا الله على افترى ممن أظلم فمن بين بسلطان عليهم يأتونموهملتزتا اعمون ودبعإال ي وا اللهإلى فأو فالكه رنشي لكم كمبر نم

هتمحئ ريهيو لكم نم ركمرفقا أمى �مرتو سمإذا الش تطلع راوزت نع همفكه ني ذاتمالي إذاو تبغر مهقرضت ال ذاتمالش مهو

يضلل ومن المهتد فهو الله يهد من الله آيات من ذلك منه فجوة فيفلن جدت ا لهيلا ودشرم� مهبسحتقاظا وأي مهو قودر مهقلبنو ذات

عليهم اطلعت لو بالوصيد ذراعيه باسط وكلبهم الشمال وذات اليمنيتليلو مهنا ماررف ئتللمو مهنا مبعر� ككذلو ماهثنعاءلوا بستيل مهنيل قال بقائ مهنم كم ما قالوا لبثتا لبثنموي أو ضعم بوقالوا ي كمبر

101

لما أعبم مثوا لبثتعفاب كمدأح كمرقبو هذإلى ه ةيندالم نظرا فليهأي �أحدا كمب يشعرن وال وليتلطف منه برزق فليأتكم طعاما أزكىمهوا إن إنرظهي كمليع وكممجري أو وكميدعي يف هملتم لنوا وحفلت

الساعة وأن حق الله وعد أن ليعلموا عليهم أعثرنا وكذلك �أبدا إذا ربهم بنيانا عليهم ابنوا فقالوا أمرهم بينهم عونيتناز إذ فيها ريب ال

لمأع قال بهم ينوا الذلى غلبع مرهذن أمختلن همليا عجدسم� رجما لبهمك سادسهم خمسة ويقولون كلبهم رابعهم ثالثة سيقولون

يعلمهم ما بعدتهم أعلم ربي قل كلبهم وثامنهم سبعة ويقولون بالغيب �أحدا منهم فيهم تستفت وال ظاهرا مراء إال فيهم تمار فال قليل إال ربك واذكر الله يشاء أن إال �غدا ذلك فاعل إني لشيء تقولن وال ولبثوا �رشدا هذا من ألقرب ربي يهديني أن عسى وقل نسيت إذا لبثوا ابم أعلم الله قل �تسعا وازدادوا سنني مائة ثالث كهفهم فيله بغي اتاومض الساألرو رصأب به عمأسا وم مله نم ونهد نم يلو

�أحدا حكمه في يشرك وال

”Regner du hulens folk og indskriften for at være no-get forunderligt blandt Vore tegn? Da de unge mænd søgte tilflugt i hulen og sagde: "Herre! Vis os barm-hjertighed fra Dig og muliggør for os en ret vej i vor sag!" Så forseglede vi deres ører i hulen i adskillige år. Så vækkede Vi dem for at få at vide, hvem af de to grupper, der bedst kunne regne ud, hvor længe de hav-de været der. Vi fortæller dig sandfærdigt beretningen om dem. Sandelig, de var unge mænd, der troede på deres Herre, og Vi gav dem yderligere retledning. Vi befæstede deres hjerter, da de rejste sig og sagde: "Vor

102

Herre er himlenes og jordens Herre. Aldrig vil vi på-kalde nogen Ilah (Skaber) foruden Ham, for så ville vi sige en uhyrlig kufr (overtræde alle grænser). Vore folk har taget sig afguder ud over Ham. Hvorfor frem-lægger de ikke et klart bevis om dem? Hvem handler da mere uret end den, der finder på løgne om Allâh? Da I nu har lagt afstand til dem og det, som de tilbe-der ud over Allâh, søg da tilflugt i hulen! Så vil jeres Herre udbrede noget af sin barmhjertighed til jer og berede jer støtte i jeres sag." Når solen stod op, kunne I se den trække sig væk fra deres hule, højre om, og når den gik ned, veg den til venstre, uden om dem, mens de befandt sig i dens rummelige indre. Dette er et af Allâhs tegn. Den, som Allâh retleder, er retledet; men den, som Han vildleder, for ham vil du ikke finde nogen hjælper til at vise den rette vej. I kunne anse dem for vågne, som de lå dér og sov, og som Vi lod dem vende sig om på højre og venstre side, og som de-res hund lå med udstrakte forben ved indgangen. Hvis I havde fået øje på dem, havde han vendt sig bort på flugt, opfyldt af skræk for dem. Og således vakte Vi dem til live igen, så de kunne forhøre sig indbyrdes. En af dem sagde: "Hvor længe har I været her?" Nogle sagde: "Vi har vel været her en dags tid, eller noget af en dag." Andre sagde: "Jeres Herre ved bedst, hvor længe I har været her. Send en af jer af sted til byen med de sølvmønter, som I har, så han kan se, hvem der har den reneste mad dér, og bringe jer fødevarer fra ham! Men han skal være forsigtig, så ingen får nys om jer! Hvis de får kendskab til jer, vil de stene jer el-ler tvinge jer til at gå tilbage til deres levemåde. I så fald vil I aldrig være succesrige." Således gjorde Vi deres sag kendt, for at man kunne vide, at et løfte fra Allâh er sandhed, og at der ikke hersker nogen tvivl om Timen (opstandelsen). Da de (byens folk) stredes

103

indbyrdes angående dem! Nogle, og deres Herre kender dem bedst, sagde: "Rejs en bygning over dem!" Men andre, og det var dem, der fik deres vilje angående dem, sagde: "Lad os lave os et tilbedelsessted over dem!" Nogle sagde: "De var tre; den fjerde af dem var deres hund." Andre sagde: "De var fem; den sjette af dem var deres hund", gættende om det usete. Eller de siger: "De var syv; og den ottende af dem var deres hund." Sig: "Min Herre kender bedst deres antal." Kun få ved noget om dem, så du skal ikke diskutere dem – undtagen med klare beviser, og du skal ikke bede no-gen af dem (Jøder og Kristne) om deres mening angå-ende dem. Sig ikke om noget: "Dette vil jeg gøre i morgen!" uden et: "Om Allâh vil!" Hvis du glemmer det, skal du nævne din Herre og sige: "Måske vil min Herre lede mig til noget, der er nærmere den sandhe-dens vej end dette!" De var i deres hule i trehundrede år og derpå yderligere i ni. Sig: "Allâh ved bedst, hvor længe de var der." Ham tilhører det skjulte i himlene og på jorden. Hvor skarpt Han dog ser, og hvor skarpt Han dog hører! De har ingen hjælper foruden Ham. Han lader ingen tage del i Hans dom og styre.” (18:9-26)

Disse vers samt versene der omhandlede Dhul-Qarnain, blev ifølge Muhammed Ibn Ishaqs biografi af Profeten �, åbenbaret af følgende årsag: Folk fra Quraish opsøgte engang en gruppe jøder med det formål at få leveret spørgsmål af dem, så de kun-ne afprøve Profeten Muhammeds � viden. Jøderne sagde, at de skulle spørge ham om et folk, der forsvandt i fortiden, og som ingen vidste noget om, samt om en mand, der plejede at rejse jorden rundt og om Ar-Ruh (livets hemmelighed). Som svar på dette åbenbarede Allâh � følgende Koran vers:

104

�كألونسين ووح عقل الر وحالر نر مي أمبا رمو ميتأوت نلم مالع �قليال إال

”Og de spørger dig, O Muhammed om Ruh, (livets hemmelighed). Sig: ”Ruh er en af de ting, der er forbe-holdt min herre, og I er kun blevet givet en lille andel af viden”. (17:85)

Allâh � åbenbarede ligeledes:

�كألونسيو ني عن ذينلو قل القرأتس كمليع هنا مكرذ �

”Og de spørger dig om Dhul-Qarnain. Sig: "Jeg vil re-citere en beretning om ham for jer."” (18:83)

Og her siger Han � yderligere: ”Regner I Hulens folk og ”Ar-Raqim” inskriptionen (navnene eller nyheden om hulens folk) for noget forunderligt blandt vore tegn?”

Dette vil sige at historien om Hulens Folk ikke er mere signifi-kant og fantastisk end alle de andre vidunder og gigantiske tegn Allâh � har forsynet os med. Hulen er et hul i et bjerg. Shuáib Al-Jibaí nævnte at deres hule hed ”Haizam”. Med hensyn til ”Ar-Raqim” berettede IbnÁbbâs følgende: ”Jeg ved ikke, hvad det betyder.” Nogle lærde, såsom Ibn Jarir og andre, sagde føl-gende om emnet: Det er det sted, hvor de dokumenterede nyhe-den om dem og offentliggjorde deres navne. Det siges ligeledes, at det er navnet på det bjerg, hvor deres hule lå. Der er dog ble-vet sagt en del ting om dette, og det absolutte svar ligger hos Allâh �, den Alvidende. Shuáib Al-Jiba fortalte ydermere, at deres hund hed ”Himran”.

At jøderne havde kendskab til dem (Hulens Folk) afkræfter nog-le fortolkeres påstand om, at de kom efter ’Isa �, og at de var

105

kristne. Det må være klart, at deres folk var idol-tilbedere. Man-ge fortolkere og historiker fastslår ligeledes, at de levede i en periode, hvor en konge ved navn ”Diqyanus” regerede, og at de var sønner af adelen eller tilhørte royale familier. De mødte hin-anden ved et festmåltid, og bar alle vidne til ritualer, hvor deres folk lovpriste idoler, og på det tidspunkt løftede Allâh � sløret fra deres hjerter, og de indså, at deres folk var vildfarne.

Som følge deraf forkastede de deres folks falske tro og valgte i stedet udelukkende at tilbede Allâh �. Det er ligeledes blevet berettet, at de hver især blev vejledt af Allâh � og derefter fandt sammen.

Imam Muslim meddelte i sin Sahih følgende beretning fra Profe-ten � som understøtter ovenstående:

Abu Hurairah berettede, at Profeten � sagde:

Sjæle er tropper, som er ført sammen og dem som har forhold til hinanden (i himlen, hvor fra de kom) vil have tæt bånd til hinanden (på jorden) og dem i blandt dem (sjælene), som modsatte sig hinanden (i himlen) vil også være adskilt (på jorden)

De (hulens folk) udspurgte hinanden om deres tilstand og be-sluttede sig for at forlade og forkaste deres folks tro samt at flyg-te med denne sande overbevisning.

Allâh � siger:

�نحن قصن كليع مأهبن قبالح مهة إنيتف نواآم همببر ماهنزدو السماوات رب ربنا فقالوا قاموا إذ قلوبهم على وربطنا �هدى

قومنا هؤالء �شططا إذا قلنا لقد إلها دونه من ندعو لن واألرض

106

ممن أظلم فمن بين بسلطان عليهم أتوني لوال آلهة دونه من اتخذوا � كذبا الله على افترى

”Vi fortæller dig sandfærdigt beretningen om dem. De var unge mænd, der troede på deres Herre, og Vi for-øgede dem i deres retledning. Vi befæstede deres hjer-ter, da de rejste sig og sagde: "Vor Herre er himlenes og jordens Herre. Aldrig vil vi påkalde nogen Ilah (Skaber) foruden Ham, for så ville vi sige en uhyrlig kufr. Vore folk har taget sig afguder ud over Ham. Hvorfor fremlægger de ikke et klart bevis om dem? Hvem handler da mere uret end den, der finder på løg-ne om Allâh?” (18:13-15)

Klar bemyndigelse betyder i denne sammenhæng absolutte be-viser eller tegn på deres påstandes sandhed.

�نفم أظلم نمى مرلى افتع ا اللهبإذ �كذو موهملتزتا اعمو ويهيئ رحمته من ربكم لكم ينشر الكهف إلى فأووا الله إال يعبدون

لكم نم ركمرفقا أمم �

”… Hvem handler da mere uret end den, der finder på løgne om Allâh? Da I nu har lagt afstand til dem og det, som de tilbeder ud over Allâh, søg da tilflugt i hu-len! Så vil jeres Herre udbrede noget af sin barmhjer-tighed til jer og berede jer støtte i jeres sag." (18:15-16)

Dvs. Efter i har forladt deres tilbedelse af idoler. Allah � siger følgende om Profeten Ibrahim �:

الذي إال �تعبدون مما براء إنني وقومه ألبيه إبراهيم قال وإذ� � سيهدين فإنه فطرني

107

”Og husk at Ibrahim sagde til sin fader og sit folk: "Sandelig, jeg siger mig fri af det, som I tilbeder bort-set fra Ham, der skabte mig. Sandelig, han vil retlede mig.” (43:26-27)

På samme måde forlod disse unge mænd deres folks tro, og de måtte søge tilflugt i hulen for ikke at blive ramt af folket og de-res tros ondskab.

من لكم ويهيئ رحمته من ربكم لكم ينشر الكهف إلى فأووا� ركمرفقا أمم�

”Søg da tilflugt i hulen! Så vil jeres Herre udbrede noget af sin barmhjertighed til jer og berede jer støtte i jeres sag.” (18:16)

Hvilket vil sige, at Allâh � vil beskytte og belønne jer for jeres bestræbelser. Derpå beskrev Allâh � selve Hulen, idet Han � beskriver, at dens åbning var mod nord: ” Når solen stod op, kunne man se den trække sig væk fra deres hule, højre om, og når den gik ned, veg den til venstre, uden om dem, mens de befandt sig i dens rummelige indre” Dvs. at solen stod op vest for deres hule og gik ned øst for den. Den visdom, der ligger heri, er at Allâh gav dem frisk luft af og til, så Hulen var forsynet med ren luft, mens de lå i den, ”mens de befandt sig i dens rummelige indre. Dette er et af Allâhs tegn”

Altså er dette et bevis på Allâhs � storhed, og at Han � sandelig er den eneste Skaber, da de var inde i Hulen i en unaturlig lang periode: ” Den, som Allâh retleder, er retledet; men den, som Han vildleder, for ham vil du ikke finde nogen hjælper til at vise den rette vej. I kunne anse dem for vågne, som de lå dér og sov, og som Vi lod dem vende sig om på højre og venstre side”. Det er blevet fortalt, at de blev vendt og drejet fra side til

108

side en gang om året. Hvor mange gange de egentlig blev vendt ved dog kun Allâh �. ”og som deres hund lå med udstrakte forben ved indgangen” dette vil sige, at deres hund, som gjorde dem selskab, ikke indtrådte Hulen. Den sad derimod foran Hu-len med strakte ben. Den var en lydig hund, og dens forbliven uden for hulen var et tegn på respekt, da englene ikke indtræder et hus, hvori der er en hund. Denne hund var dog velsignet, idet den gjorde de Oprigtige selskab.

De retslærde er uenige om Hulens præcise beliggenhed. Nogle siger, at den lå i Jerusalem (Quds), andre siger, at den lå placeret i Ninawa-området. Nogle siger også, at hulen var i Levanten, hvilket også er mest sandsynligt, men Allâh � ved bedst.

Allâh � forsynede os også med en eminent beskrivelse af deres udseende, da de lå i hulen og visualiserede dem for os.

Han � sagde: ”Hvis I havde fået øje på dem, havde han vendt sig bort på flugt, opfyldt af skræk for dem.” Dette er et resultat af deres udseendes høje værdighed. Dette vers er ikke kun rettet mod Profeten �, da det er en naturlig ting at føle ærefrygt, når man sanser dydige ting.

Efter 309 år valgte Allâh � at vække dem fra deres dybe søvn, og en blandt dem udtalte:

""Hvor længe har I været her?" Nogle sagde: "Vi har vel været her en dags tid, eller noget af en dag." Andre sagde: "Jeres Her-re ved bedst, hvor længe I har været her. Send en af jer af sted til byen med de sølvmønter, som I har, så han kan se, hvem der har den reneste mad dér, og bringe jer fødevarer fra ham! Men han skal være forsigtig, så ingen får nys om jer! Hvis de får kendskab til jer, vil de stene jer eller tvinge jer til at gå tilbage til deres levemåde. I så fald vil I aldrig være succesrige."

109

Dette betyder, at det aldrig ville gå dem godt, hvis de vendte tilbage til deres folks tro, efter Allâh � havde retledet dem. De troede, at de blot havde sovet en dag, eller noget af en dag, og de havde slet ikke forestillet sig, at de skulle havde sovet i 300 år. En periode så lang, at alt havde ændret sig i mellemtiden. Deres genration var væk, og en ny generation havde arvet deres land. Da en af dem tog ned til byen for at anskaffe føde, var han bange for, at han skulle blive genkendt og forfulgt endnu en gang. Han forklædte sig derfor som en anden. Da byens folk så ham i hans klæder, blev de mistænksomme og troede, at han var en spion, der kunne skade dem. Nogle lærde siger, at han formåede at flygte fra dem, andre siger dog, at han informerede dem om sin situation og bragte dem til Hulen, hvor hans følgesvende var. Da de nærmede sig Hulen, gik han ind og fortalte sine ledsagere om den lange periode, de havde tilbragt i Hulen, og at det var et guddommeligt værk af Allâh �. Det er blevet sagt af nogle lær-de, at de vendte tilbage til deres søvn, mens andre mener, at de faldt døde om.

Hvad angår byens beboere, så siges det, at de ikke gik ind i Hu-len, fordi de enten frygtede, hvad der ville ske, eller fordi de simpelthen ikke kunne. Der opstod en debat blandt byens folk omkring Hulen og dens folk. Nogle blandt byens beboer sagde: ” Lad os bygge en bygning over dem.” Dvs. blokere indgangen så ingen kunne skade dem. Den mest udbredte og udspredte holdning var dog, at hulen skulle gøres til en bygning som en hæder til dens folk, og så folk kunne få en stærk tilknytning til deres storhed. Dette var alment i tiden før Profeten Muhammed �, men Islam forkaster ideen om, at bygge hellige monumenter over gravpladser, selv hvis en Profet skulle være begravet der. Profeten � sagde:

”Må Allâh �� forbande jøderne og de kristne. De har tilbedelsessteder over deres profeters grave.”

110

Profeten � advarede muslimer mod, at blive et folk, der, ligesom de forrige nationer, dyrker de oprigtige folks grave.

Allâh � siger: ” Således gjorde Vi deres sag kendt, for at man kunne vide, at et løfte fra Allâh er sandhed, og at der ikke her-sker nogen tvivl om Timen (opstandelsen).” Da beviste Allâh � Sin magt ved at lade disse unge mænd sove uafbrudt i 300 år. Ham der lagde dem i denne tilstand, er så sandelig i stand til at genoprejse et dødt folk, og bringe dem til live på ny. Og de Overbeviste har ingen tvivl i dette spørgsmål:

�فيكون كن له يقول أن شيئا أراد إذا أمره إنما�

”Sandelig, Hans beordring sker, hvis Han ønsker det. Han siger blot bliv, og så det bliver til.” (36:82)

Allâh � siger

"Nogle sagde: "De var tre; den fjerde af dem var deres hund." Andre sagde: "De var fem; den sjette af dem var deres hund", gættende om det usete. Eller de siger: "De var syv; og den ot-tende af dem var deres hund." Sig: "Min Herre kender bedst deres antal." Allâh � fortæller her om folks uenighed omkring deres antal (Hulens Folk). Han citerer tre bud på deres antal, mens han forkaster to af dem, og giver en indikation på, at det sidste er sandt. Men Allâh � oplyste Sin Profet � om de bedste egenskaber, og sagde til ham, at han altid skulle sige ”Allâh ved bedst.” Derfor siger Allâh � ” Sig: "Min Herre kender bedst deres antal”

Hans tale ” Sig: "Min Herre kender bedst deres antal." Kun få ved noget om dem, så du skal ikke diskutere dem – undtagen med klare beviser, og du skal ikke bede nogen af dem (Jøder og Kristne) om deres mening angående dem.” Allâh � oplyste

111

ikke deres antal i starten af deres historie, da Han � sagde: ”Sandelig, de var unge mænd, der troede på deres Herre”

Hvis der var visdom i deres antal, ville Allâh � sandelig have nævnt det.

Allâh � siger: ”Sig ikke om noget: "Dette vil jeg gøre i mor-gen!" uden et: "Om Allâh vil!" Hvis du glemmer det, skal du nævne din Herre og sige: "Måske vil min Herre lede mig til noget, der er nærmere den sandhedens vej end dette!" Det er en stor og høj moralsk lektion, som Allâh � giver os her. Og det er, at når en muslim ønsker at udfører noget, så skal vedkom-mende tilføje ”om Allâh vil”, da han ikke ved, hvad der kan ske i morgen. Abu Hurairah berettede, at Profeten � sagde:

”Allâhs sendebud, Sulaiman Ibn Dawud, sagde føl-gende: ”Jeg vil have samleje med 70 koner på en nat. De vil alle give fødsel til drenge, og de vil alle (dren-gene) kæmpe for Allâhs sag.” Hans ledsagere eller Englene sagde: ”Sig: ”Med Allâhs Vilje (insha’-Allah)”. Men Sulaiman gjorde det ikke, fordi han glemte det. Som resultat fødte ingen af hans koner et barn, bortset fra en som fødte et barn for tidligt.” Allâhs sendebud �� sagde yderligere: ”Hvis han havde sagt ”Med Allâhs Vilje” ville hans ønske blive op-fyldt.”

Allâh � siger: ”Hvis du glemmer det, skal du nævne din Her-re”, fordi glemsomhed nogle gange forårsages af Satan, og hvis man ihukommer Allâh �, vil Satan forlade ens hjerte, og man vil huske, hvad man havde glemt. ”Og sig: " Måske vil min Herre lede mig til noget, der er nærmere den sandhedens vej end dette!"” Dvs. hvis der er uenighed eller debat om noget, så skal man referere til Allâh �, og han vil retlede. Allâh � siger ligele-des: " De var i deres hule i trehundrede år og derpå yderligere i

112

ni. Sig: "Allâh ved bedst, hvor længe de var der." Ham tilhører det skjulte i himlene og på jorden. Hvor skarpt Han dog ser, og hvor skarpt Han dog hører! De har ingen hjælper foruden Ham. Han lader ingen tage del i Hans dom og styre.”

113


Tilbederen Barsisa (Den Lovløse)

Allâh � siger i Sin Glorværdige Koran:

�� كنريء مي بقال إن ا كفرفلم اكفر انإلنسإذ قال ل طانيثل الشكمنيالمالع بر الله افي أخن ��إنيدالار خي النا فمها أنمهتباقفكان ع

نيماء الظالزج كذلا ويهف��

”Ligesom med Satan, når han sagde til mennesket: Bliv vantro. Når mennesket bliver vantro så siger Sa-tan: Jeg siger mig løs af dig, Sandelig jeg frygter Al-lah, Al Verdens Herre. Så enden for begge vil være, at de skal forblive i ilden. Således er straffen for dem der gør uret (Dhalimun).” (59-16-17)

Ibn Jarîr siger, at ’Abdullah bin Mas’ud fortolkede ovenstående Koranvers således: Engang for længe siden var der en kvinde, der passede sine får og geder. Hun havde fire brødre. Hun ple-jede(af en eller anden årsag), at tilbringe natten i en munks celle. Munken begik hor med hende, og hun blev gravid. Satan kom til ham og sagde: ”Dræb kvinden og begrav hende derefter, for du er en højt respekteret mand” (risiker ikke dit omdømme for så-dan en simpel kvinde). Munken dræbte hende og begravede hende derefter. Satan besøgte så hendes fire brødre i deres drømme, mens de sov og sagde til dem: ”Munken begik hor med jeres søster, og hun blev gravid. Han dræbte hende og be-gravede hende det og det sted.” Om morgenen sagde en af dem: ”Ved Allâh! I nat drømte jeg om noget, og jeg ved ikke, om jeg skal fortælle jer det eller holde det for mig selv?” De sagde: ”For-

114

tæl os det”. Det gjorde han så, og en af dem sagde: ”Ved Allâh! Jeg havde den samme drøm”. Den tredje sagde det samme, og det gjorde den fjerde også. De blev enige om, at der måtte være noget om den drøm. De tog hen til kongen og bad om hans hjælp mod munken. Kongens tropper arresterede ham, og han blev taget væk. På vejen kom Satan til ham og hviskede i hans øre: ”Jeg narrede dig. Ingen andre kan redde dig fra dette. Da bukkede munken for Satan. Da han så blev ført frem for kongen sagde Satan til ham: ”Jeg er fri fra dig!” Til sidst blev munken dræbt.

Den samme historie blev berettet af De Troendes Leder, ’Ali bin Abu Tâlib med en anden ordlyd. Ibn Jarîr sagde: ”Jeg blev fortalt af Khallad bin Aslam, autoriseret af An-Nadr bin Shamil, der blev fortalt af Shu’bah, der blev fortalt af Abu Ishâq, der blev fortalt af ’Abdullâh bin Nahik, som sagde: ”Jeg hørte ’Ali sige: ”En munk tilbedte udelukkende Allâh � i 60 år. Satan satte sig for at friste ham, men han kunne ikke. Han gik til en kvinde og berørte hende med sin ondskab (gjorde hende skør). Kvinden havde brødre, der blev besøgt af Satan, som fortalte dem, at de skulle tage hende til munken for behandling og helbredelse. De tog hende over til munken, og han behandlede hende. Efterføl-gende blev hun hos ham i hans celle i en tid. En dag blev han tiltrukket af hende og begik hor med hende. Hun blev gravid, så han dræbte hende (for at skjule sin forbrydelse). Hendes brødre kom (efter at de blev bekendte med, hvad der var sket) og Satan kom frem igen og sagde til munken: ”Jeg er din ven, jeg fandt ingen måde at vildlede dig på, men til sidst narrede jeg dig. Så adlyd mig, og jeg vil redde dig fra dette. Buk dig for mig, og du vil blive reddet.” Munken gjorde det. Så sagde Satan, som nævnt i Koranen: Jeg siger mig løs af dig, Sandelig jeg frygter Allah, Al Verdens Herre.

115


Ashâb ul-Jannah (Havens Folk)

Allâh � siger:

ليصرمنها أقسموا إذ الجنة أصحاب بلونا كما بلوناهم إنا� نيبحصال �مون وثنتسي� ا فطافهليع فطائ نم كبر مهو

على غدواا أن �مصبحني فتنادوا �كالصرمي فأصبحت �نائمونكمثرإن ح مكنت نيارمفانطلقوا �ص مهون وافتختال أن �ي فلما �قادرين حرد على وغدوا �مسكني عليكم اليوم يدخلنها

ألم وسطهمأ قال �محرومون نحن بل �لضالون إنا قالوا رأوها فأقبل �ظالمني كنا إنا ربنا سبحان قالوا �تسبحون لوال لكم أقل

مهضعلى بض ععون بمالوتا قالوا �يا يلنيا وا إنكن نيى �طاغسع العذاب كذلك �راغبون ربنا إلى اإن منها خيرا يبدلنا أن ربنا

ذابلعو ةراآلخ رأكب وا لوون كانلمعي �

”Vi udsatte dem visselig for prøvelser, ligesom Vi ud-satte dem med haven for en prøvelse, da de svor, at de ville høste den næste morgen, uden at sige ”Hvis Al-lah vil”. Da kom en ild fra din Herre over den og brændte den, mens de sov. Om morgenen var den sort ligesom en kulsort nat. De kaldte på hinanden næste morgen: "Gå tidligt ud til jeres jord, hvis I vil høste!" Så drog de af sted, mens de hviskede til hinanden: "I dag skal ingen fattig komme ind i den til jer!" De drog tidligt ud, målbevidste og selvsikre. Da de så den, sagde de: "Vi er gået forkert. Nej, vi er blevet

116

straffet!" Den bedste af dem sagde: "Sagde jeg ikke til jer: ’Hvorfor siger I ikke ”Hvis Allâh vil” (insha’Allah)?’" "Lovprist være vor Herre!" sagde de. "Sandelig, vi har handlet uret." Så vendte de sig mod hinanden med bebrejdelser. "Ve os!" sagde de. ”Vi er visselig blandt forbryderne! Måske giver vores Herre os noget bedre i stedet for den. Sandelig, vi vender os mod vores Herre." Således er straffen; men straffen i det hinsidige er større. Hvis de blot vidste det!” (68:17-33)

Allâh � fremsætter her et eksempel til Quraish’ polyteister, idet Han gjorde dem en tjeneste ved at sende den beærede og mæg-tige Profet, Muhammad �, men de troede ikke på ham og forka-stede det, han havde bragt til dem.

Allâh � siger:

�ى ألمرإلى ت ينلوا الذدة بمنع ا اللهلوا كفرأحو مهمقو ارد �القرار وبئس نهايصلو جهنم �البوار

”Har du ikke set dem, der ombytter Allâhs nåde for vantro og lader deres folk slå sig ned i fortabelsens bolig, i Helvede, hvor de skal brænde? Hvilket ondt sted at være!” (14:28-29)

Ibn ’Abbâs sagde, at Koranverset omtaler Quraish’ polyteister, som blev sammenlignet med havens folk. Haven, der indeholdt adskillige modne fugter og planter, som var klar til at blive hø-stet. Således siger Han �: ”Da de svor”, i hemmelighed, ”at de ville høste den næste morgen”, så de ikke blev set af hverken fattige eller trængende, for de ønskede at undgå at give dem af frugternes. Så de svor uden at sige ”Hvis Allâh Vil”. Som konse-kvens heraf lammede Allâh � dem og sendte en ild over deres

117

have, der brændte den og intet efterlod. Han � siger: ” Da kom en ild fra din Herre over den og brændte den, mens de sov. Om morgenen var den sort ligesom en kulsort nat.”

Allâh � siger yderligere: ”De kaldte på hinanden næste mor-gen: "Gå tidligt ud til jeres jord, hvis I vil høste!" Dvs. at de stod tidligt op om morgenen og kaldte på hinanden for at drage tidligt af sted of høste frugterne, før nogen fattig eller trængende kunne nå at komme og bede om almisser. Historien fortsætter: ”Så drog de af sted, mens de hviskede til hinanden: "I dag skal ingen fattig komme ind i den til jer!" De drog tidligt ud, mål-bevidste og selvsikre.” De hviskede til hinanden for ikke at bli-ve hørt og blev enige om, at de skulle gøre det, så de ikke skulle give ud. Historien fortsætter og fortæller, at de gik fremad med seriøsitet, magt og en beslutsom, ondsindet hensigt.

’Ikrimah og Ash-Shu’abi sagde: ”De drog tidligt ud, målbevid-ste og selvsikre”, betyder vrede og med dårlig hensigt mod den fattige. ”Da de så den, sagde de: "Vi er gået forkert." Nej, vi er blevet straffet!", dvs. at da de nåede deres have, så de, hvad der var sket med den og mente, at de var blevet straffet for deres onde hensigter, og de var således blevet frataget høstens velsig-nelse.

Om ”Den bedste af dem”, siger Ibn ’Abbâs , Mujahîd og andre, at han var den bedste og mest retfærdige iblandt dem alle. " Sagde jeg ikke til jer: ’Hvorfor siger I ikke ”Hvis Allâh vil” (insha’Allah)?’", dvs. at de burde have sagt et godt ord frem for at lægge ondsindede planer. "Lovprist være vor Herre!" sagde de. "Sandelig, vi har handlet uret." Så vendte de sig mod hin-anden med bebrejdelser. "Ve os!" sagde de. ”Vi er visselig blandt forbryderne!”, de fortrød og udviste sorg, da de intet kunne stille op mod Allâhs � afgørelse, og de indrømmede de-res syndige handling, efter at de var blevet straffet, og deres plan var blevet spoleret.

118

Det siges, at de var brødre, der havde arvet haven fra deres af-døde far, som pleje at give meget ud til velgørenhed. Men nu, hvor de besad haven, nægtede de at gøre det samme som deres afdøde far, og de havde til hensigt at snyde de fattige for havens frugter. Af denne grund straffede Allâh � dem hårdt. Pga. den-ne episode befalede Allâh �, at der skal gives til velgørenheden af frugter, og det foretrækkes, at der gives på selve høstdagen.

Han � siger:

�هوي وأ الذشأن اتنج اتوشرعم رغيو اتوشرعل مخالنو عرالزو ثمره من كلوا متشابه وغير متشابها والرمان والزيتون أكله مختلفا

�المسرفني يحب ال إنه اتسرفو وال حصاده يوم حقه وآتوا أثمر إذا

”Han er den, der lader haver opstå, med vækster, der slynger sig op ad noget, og vækster, der står alene; palmer og korn af forskellig slags; oliven og granat-æbler; noget, der ligner hinanden, og noget, der ikke ligner hinanden. Spis af deres frugt, når de bærer, og giv, hvad I har pligt til, når høsten er inde. Men gå ikke for vidt! Allâh elsker ikke dem, der går for vidt.” (6:141)

Det siges, at de var fra Yemen, fra en landsby kaldet ”Darwan”. Det siges også, at de var fra Abbyssinien.

Allâh � siger: ”Således er straffen; men straffen i det hinsidige er større. Hvis de blot vidste det!”, dvs. således straffer Vi dem, der ikke adlyder Vores befaling og ikke viser godhed mod de nødlidende af Vores skabninger.

Denne historie ligner det, som Allâh � sagde:

119

�برضو ثال اللهة ميقر تة كاننة آمنئطما ميهأتا يقها رزغدر نم بما والخوف الجوع لباس الله فأذاقها الله بأنعم فكفرت مكان كل

العذاب فأخذهم فكذبوه منهم رسول جاءهم ولقد �يصنعون كانوامهون ومظال�

”Allâh giver som eksempel en by: Den var tryg og ro-lig og fik sit rigelige underhold alle vegne fra. Men den benægtede Allâhs nådegaver. Så lod Allâh den smage hungerens og frygtens kval for det, de havde gjort. Et sendebud var sandelig kommet til dem, en af deres egne, men de kaldte ham en løgner. Så ramte straffen dem, mens de handlede uret.” (16:112-113)

Det siges, at dette eksempel er Mekkas folk, og de blev givet som eksempel til dem selv, og der er sandelig ingen modsætning i dette.

120


Azhab ul-Akhdûd (Grøftens Folk)

Allâh � siger:

�ومشهود وشاهد �الموعود واليوم �البروج ذات والسماء� �قعود عليها هم إذ �الوقود ذات النار �األخدود أصحاب قتل

مهلى وا علون مفعي ننيمؤبالم ودها �شموا وقمن مهنوا أن إال منمؤي زيز باللهالع يدمي �الحالذ له لكم اتاومض الساألرو اللهلى وع يتوبوا لم ثم والمؤمنات المؤمنني فتنوا الذين إن �شهيد شيء كل

مفله ذابع منهج ملهو ذابر عيقالح �

”Ved himlen der bærer stjernebillederne! Ved den lo-vet dag (opstandelsesdag). Og ved den bevidnende dag (fredag), og den bevidnet dag (’Arafat dagen). Død over grøftens folk. Af ilden der næres med brændsel. Da de sad ved den og bevidnede, hvad de gjorde mod de troende (brændte dem). De havde ingen fejl andet end at de var overbevist om Allah Den Al-Mægtige og Den Prisværdige! Til hvem herre-dømmet over himlene og jorden tilhører! Allâh er vidne til alt. Sandelig de, der udsatte de troende mænd og kvinder (torturerede dem og brændte dem), og derefter ikke anger, så vil de få Helvedes straf, og de vil få flam-mernes straf.” (85:1-10)

121

Muhammad Ibn Ishaq mente, at de levede kort efter ‘Isa �, men andre lærde var uenige med ham og mente, at de levede før ham �. Dog nævner mange lærde, at denne hændelse fandt sted mere end én gang. Der er en hadith fra Profeten �, der beret-ter historien om dem, der nævnes i den beærede Koran. Imam Ahmed sagde: ”jeg blev fortalt af Hammad Ibn Salamah, der blev fortalt af Thabit, der blev fortalt af ’Abdur Rahman Ibn Abu Laila, som sagde: ”Suhaib sagde, at Allâhs Sendebud � sagde:

”Der levede en konge før jer, og han havde en magiker i sit hof. Da han (magikeren) blev gammel, sagde han til kongen: ”Jeg er blevet gammel, så send en ung dreng til mig, så jeg kan lære ham magi”. Han (kongen) sendte en ung dreng til ham, som han skul-le træne (i magi). På sin vej (til magikeren) fandt han (den unge dreng) en munk, der sad. Han lyttede til munkens tale og blev imponeret af den. Det blev en vane for ham at passere munken og tilbringe tid med ham, lyttende til hans lære, for derefter at tage for sent af sted til magikeren. Han (magikeren) slog ham pga. hans forsinkelse. Han beklagede sig til munken, og munken sagde til ham: ”Når du føler frygt for magikeren, så sig: ”Mine slægtninge opholdte mig. Og når du føler frygt for din familie, så skal du sige: Magikeren opholdte mig”” Det skete så, at et stort rovdyr kom og blokerede vejen for folket, og han (den unge dreng) sagde: ”I dag vil jeg finde ud af, om magikeren eller mun-ken er overlegen.” Han samlede en sten op og sagde: ”O Allâh, hvis munkens foretagende er Dig mere kært end magikerens, så forårsag død til dyret, så folk kan bevæge sig frit.” Han kastede derefter stenen mod dyret og dræbte det, hvorefter folk kunne bevæge sig frit. Han (den unge dreng) kom så til munken og for-talte ham det, og munken sagde: ”Min søn, i dag er du mig mere overlegen. Du er nået til et punkt, hvor du snarligt vil blive sat på prøve, og hvis det viser sig, at du gør, så lad vær med at af-slører mig.” Den unge dreng begyndte at behandle de blinde og dem, der led af spedalskhed. Han begyndte at helbrede folk mod alverdens sygdomme. Da en af kongens ledsagere, som var blevet

122

blind, hørte om dette, kom han til ham med utallige gaver og sagde: ”Hvis du helbreder mig, vil alle disse ting være dine.” Han sagde: ”Jeg helbreder ikke nogen med min egen magt. Det er Allâh, der helbreder, og hvis du tror på Allâh, så vil jeg også bede Allâh om at helbrede dig.” Han troede på Allâh, og Allâh helbredte ham, hvorefter han tog hen til kongen og sad ved hans side, som han førhen plejede. Kongen sagde til ham: ”Hvem gav dig dit syn tilbage?” Han sagde: ”Min Herre!” Kongen blev for-arget: ”Betyder det, at din Herre er en anden end mig”. Han sag-de: ”Min Herre og din Herre er Allâh.”. Så tog kongen fat om ham og gav ham smerter og lidelser, indtil han røbede drengen. Den unge dreng blev således tilkaldt kongen sagde til ham: ”Dreng! det er kommet mig for øre, at du er blevet så dygtig i din magi, at du helbreder de blinde og dem, der lider af spedalskhed, og at du gør sådan og sådan”. Drengen sagde: ”Jeg helbreder in-gen; det er Allâh, der Helbreder.” kongen tog fat om ham og gav ham smerter og lidelser, indtil drengen røbede munken. Munken blev således tilkaldt, og der blev sagt til ham: ”Du burde vende ryggen til din overbevisning”. Han nægtede dog at gøre dette. Kongen beordrede, at en sav blev bragt frem, og han placerede den midt på munkens hoved og savede det i stykker indtil et stykke faldt af. Så blev kongens følge bragt frem, og der blev sagt til ham: ”Vend ryggen til din overbevisning”. Men han næg-tede, og saven blev så placeret midt på hans hoved, som blev savet i stykker indtil et stykke faldt af. Så blev den unge dreng bragt frem, og der blev sagt til ham: ”Vend ryggen til din overbe-visning”. Han nægtede, og han blev så overrakt til en gruppe af kongens mænd. Kongen dømte: ”Tag ham til bjerget, få ham til at klatre op ad det, og når I når dets top, så bed ham om at ven-de ryggen til sin overbevisning, og hvis han nægter, så smid ham ud (fra bjerget)”. Så tog de ham og fik ham til at klatre op ad bjerget, og han sagde: ”O Allâh, red mig fra dem, som Du øn-sker”. Bjerget begyndte så at skælve, og de faldt alle ned, og den unge dreng kom tilbage til kongen. Kongen sagde til ham: ”Hvad er der sket med dem, der gik med dig?” Han sagde: ”Allâh har

123

reddet mig fra dem.” Han rakte ham igen til nogle af sine mænd og sagde: ”Tag ham ud i en lille båd og når I når til midten af havet, så bed ham om at vende ryggen til sin overbevisning, men hvis han nægter, så smid ham i (havet)”. Så tog de ham, og dren-gen sagde: ”O Allâh! Red mig fra dem, og fra det de vil gøre”. Lidt efter kæntrede båden og de druknede, og han kom tilbage til kongen, og kongen sagde til ham: ”Hvad er der sket med dem, der gik med dig?” Han sagde: ”Allâh har reddet mig fra dem.” Han sagde til kongen: ”Du kan ikke dræbe mig, førend du gør, hvad jeg beder dig om.” Kongen spurgte: ”Hvad er det?” Drengen sva-rede: ”Du skal samle folk et åbent sted og hænge mig ved en træ-stamme. Tag så en pil fra dit kogger og sig: I Allâhs Navn, Al-verdenernes Herre, og skyd så en pil. Hvis du gør alt dette, vil du være i stand til at dræbe mig.” Kongen samlede folket et åbent sted og bandt drengen til stammen af et træ. Kongen tog derefter en pil fra sit kogger, placerede pilen i buen og sagde: ”I Allâhs navn, den unge drengs Herre”; han affyrede pilen, og den satte sig fast i hans tinding. Han (drengen) placerede sine hænder på tindingen, hvor pilen havde ramt og sat sig fast, og han døde. Folket sagde: ”Vi bevidner vores overbevisning på denne unge drengs Herre, vi bevidner vores overbevisning på denne unge drengs Herre, vi bevidner vores overbevisning på denne unge drengs Herre.” Kongens følge kom til ham og sagde: ”Ser du, Allâh har faktisk gjort det, som du prøvede at undgå. De (folket) har bevidnet deres overbevisning på Allah.” Kongen beordrede at man gravede grøfter bestemte steder på vejen. Da grøfterne var blevet gravet ud, blev der tændt ild i dem, og der blev sagt til folket: ”Den, der ikke vender ryggen til denne drengs overbevis-ning vil blive kastet i ilden eller beordret at hoppe ned i den. Folket valgte døden og vendte ikke ryggen til deres overbevis-ning, indtil en kvinde kom med sit barn og tøvede med at hoppe i ilden, og barnet sagde til hende: ”O moder, hold denne prøvelse ud, for det er Sandheden.” (Berettet af Imam Ahmed, Imam Muslim og An-Nisa’i fra Hammad Ibn Salamahs hadith).

124


Al-Kâfir wal Mu’min (Den Troende og den Vantro)

Allâh � siger:

�رباضو مثال لهن مليجا رلنعا جمهدن ألحيتنج ناب منأع ولم أكلها آتت الجنتين كلتا �زرعا بينهما وجعلنا بنخل وحففناهما

مظلت هنئا ميا شنرفجا وماللها خرهكا �ننو له رفقال ثم بهاحصل وهو هاورحا يأن أكثر كناال مم زأعا وفرل �نخدو هتنج وهو مظال

فسهنا قال لم أن أظن بيدت هذا هدا �أبمو ة أظناعة السمقائ نلئو تددإلى ر بن يرا لأجدريا خهنا منقلبقال �م له هباحص وهو هاورحي تي أكفربالذ لقكخ ناب مرت ثم نم طفةن ثم اكوس

دخلت إذ ولوال �أحدا بربي أشرك وال ربي الله هو لكنا �رجالكتنج ا قلتاء مش ة ال اللهإال قو إن بالله نرا تأقل أن كناال مم حسبانا عليها ويرسل جنتك من خيرا يؤتيني أن ربي فعسى �وولدا

ناء ممالس بحصا فتيدعص� أو بحصي امها اؤرغو فلن يعطتست له يط �طلبأحو رهبثم حبفأص قلبي هلى كفيا عم ا أنفقيهف يهو تكن ولم �أحدا بربي أشرك لم ياليتني ويقول عروشها على خاوية

ئة لهف هونرنصي نم وند ا اللهما كان ورصنتم� كالنة هاليالو لهل قالح وه ريا خابثو ريخا وقبع�

125

”Og giv dem eksemplet om de to mænd: Vi gav den ene af dem to haver med druer, og omgav dem med dadelpalmer, og mellem de to lagde Vi et dyrket jord. Hver af de to haver gav sit udbytte (i overflod) og svigtede ikke det mindste heri. Og mellem dem lod Vi en flod strømme frem. Og han havde frugt (i mængde) og sagde til sin fælle, i det han strides med ham: Jeg har større rigdom end du har, og jeg er mægtigere ifølge (dvs. i antal). Han trådte ind i sin have, idet han handlede uret mod sig selv. Han sagde: Jeg tror ikke, at dette nogensinde skal foregå. Og jeg tror ik-ke, at Timen (opstandelsesdagen) nogensinde vil komme, og selvom jeg også blev sendt tibage til min Herre, så vil jeg visselig finde et bedre sted, end dette når jeg vender tilbage til ham. Hans fælle sagde til ham, idet han strides med ham: Fornægter du Ham, der skabte dig af støv, derpå af nutfa (en blanding af mandlig og kvindelig seksuel udskillelse), og som så gjorde dig til et fuldkomment menneske. Hvad mig angår, så tror jeg, at Allâh er min Herre, og jeg sætter ikke en eneste partner ved siden af min Herre. Og hvorfor sagde du ikke, da du trådte ind i din have: (kun) det, som Allâh vil (er blevet skænket mig). Der er ikke nogen magt, foruden Allàh. Hvis du ser mig som ringere end dig på rigdom og børn, så vil min Herre måske give noget bedre end din have, og vil sende over den en storm fra himlen, så den skal blive gold, glat jord. Eller dens vand vil synke (i jorden), så du ikke vil være i stand til at finde det. Og hans frug-ter blev (virkelig) omfattet (af en ødelæggelse), og han begyndte at vride sine hænder (af fortrydelse) over hvad han havde givet ud på den, nu da den lå sammenstyrtet på sine (vinranke) stilladser. Og han vil sige: O gid jeg ikke havde stillet nogen partner ved siden af min Herre. Og han havde ikke et parti,

126

som kunne hjælpe mod Allâh, og han var heller ikke i stand til at hjælpe sig selv. I et sådant tilfælde kom-mer (virkelig) beskyttelse fra Allâh, den Sande. Han giver den bedste belønning, og Han giver det bedste resultat. (18:32-44)

Nogle retslærde sagde: Dette er et eksempel, der ikke nødven-digvis har fundet sted i det virkelige liv. Majoriteten af de rets-lærde har dog den holdning, at den rent faktisk fandt sted i menneskets tid. Hans � udtalelse, ”Giv dem eksemplet”, dvs. Quraish’ polyteister, da de var stolte og arrogante mod de svage og de fattige. Det er som Allâhs � tale, når han siger:

� اضورب مثال لهم ابحأص ةيا إذ القراءهلون جسرالم�

”Giv dem eksempelet med byens folk, da de udsendte kom dertil”. (36:13).

Det er velkendt, at en af disse mænd var troende, mens den an-den var vantro. Det siges ligeledes, at de begge var meget rige. Den troende spenderede al sine rigdom og velstand for Allâhs � skyld. Hvad den vantro angår, så afveg han fra Allâhs � vej, selvom han gav to haver og frugtplantager ud. Hans to haver indeholdt vindruer og dadelpalmer, der omringede hans planter og vindruer, foruden rindende floder og strømme, der løb over-alt på hans jord. Hans træers frugter og planter var utallige, ude-lukkende grundet Allâhs � nåde, og synet af hans haver var imponerende. Manden med de to haver blev dog stolt og hand-lede arrogant mod den troende, sigende: " Jeg har større rigdom end du har", dvs. jeg er bedre end dig, idet du spilder din rig-dom, og fordi du ikke handler som jeg handler ved at købe ha-ver og frugtplantager og investere penge heri for at få et afkast senere. Du burde have fulgt i mine fodspor! ” ). Han trådte ind i sin have, idet han handlede uret mod sig selv. Han sagde: Jeg

127

tror ikke, at dette nogensinde skal foregå”, fordi der var så mange planter og træer, og hvis nogen af dem skulle forgå, så ville han udskifte dem med nogle bedre og finere af slagsen. Fordi, tænkte han, at han havde alt: Overflod af vand, utallige frugter og en masse forskellige planter.

Den vantro sagde: ”Jeg tror ikke på, at Timen (opstandelsesda-gen) nogensinde vil komme”, idet han lagde sin lid til dette livs spildte nydelser og benægtede eksistensen af det hinsidige. Så sagde han: ” og selvom jeg også blev sendt tilbage til min Her-re, så vil jeg visselig finde et bedre sted ", dvs. hvis der reelt er et hinsides liv og en Sidste Dag, så vil han dér finde noget, der er bedre end det, han blev givet i dette liv. Han blev bedraget af det, han var blevet givet og troede, at Allâh � skænkede ham alle disse goder og velsignelser, fordi Han � elskede ham og favoriserede ham frem for andre. Det samme blev sagt af Al’As ibn Wa’il, som Allâh � åbenbarede det i Koranen:

�تأيي أفرالذ ا كفرناتقال بآيو نياال لأوتا ملدوو� أاطلع بيالغ ذ أمخات دنن عمحا الردهع �

”Har du mon set ham, der forkaster vore tegn sigende: Jeg vil visselig få rigdom og børn!". Kender han det usete, eller har han mon sluttet en (særlig) pagt med den Barmhjertige?” (19:77-78).

Og Allâh � sagde henvisende til den, som Han � havde skæn-ket goder:

� نلئو اهة أذقنمحا رنم نم دعاء برض هتسم قولنذا ليي ها لمأظ ون الذين فلننبئن للحسنى عنده لي إن ربي إلى رجعت ولئن قائمة الساعة �غليظ عذاب من ولنذيقنهم عملوا بما كفروا

128

”Og hvis Vi lader det smage barmhjertighed fra Os efter (de) trængsler, der har ramt det, så vil de visse-lig sige: Dette tilkommer mig (med rette), og jeg tror ikke, at Timen (nogensinde) oprinder. Men hvis jeg sendes tilbage til min Herre, så vil jeg visselig få det bedste hos Ham. Men Vi skal visselig meddele de vantro, hvad de har gjort, og Vi skal visselig lade dem smage en hård straf. (41:50).

Qarun (Kora) sagde:

�عندي علم على أوتيته إنما قال �

"Der svarede han: Jeg har kun fået dette givet på grund af den viden jeg besidder!". (28:78)

Men Allâh � siger:

�لمأو لمعأن ي الله قد لكأه نم هلقب نم ونالقر نم وه دأش هنة مقو أكثرا وعمال جأل وسي نع وبهمون ذنرمجالم �

”Vidste han ikke, at Allâh før ham har tilintetgjort slægter, der var stærkere end ham og havde samlet mere sammen? De, der forbryder sig, vil ikke blive spurgt om deres synder.” (28:78)

Og Allâh � siger endvidere:

آمن من إال زلفى عندنا تقربكم بالتي أوالدكم وال أموالكم وما� الغرفات في وهم عملوا بما الضعف جزاء لهم فأولئك صالحا وعمل �آمنون

129

”Det er ikke jeres ejendom og jeres børn, der bringer jer i Vor nærhed. Men de, der tror og handler rigtigt, vil få det dobbelte til gengæld for, hvad de har gjort. De vil være i sikkerhed i de høje værelser”. (34:37)

Og Han � siger:

في لهم نسارع �وبنني مال من به نمدهم أنما أيحسبون� اتريل الخون ال برعشي�

”Regner de med, at Vi, når Vi forstrækker dem med formue og sønner, fremskynder de gode ting for dem? Nej, de aner intet!” (23:55-56)

Da denne uvidende person blev vildledt af det, som han var blevet givet i dette liv, benægtede han det Hinsidige og påstod, at hvis der skulle vise sig at være et hinsides liv, så ville han dér finde, hvad der er bedre end det, som han blev givet. Da den troende hørte ham, sagde han til ham: "Tror du ikke på Ham, som først skabte dig af jord og derpå af en dråbe, for endelig at forme dig til en mand?” Dvs. benægter du Genopstandelsen, mens du ved, at Allâh � er den, der skabte dig af jord, så af en nutfa og dernæst formede dig til en mand, indtil du blev en sta-bil og oprejst mand med hørelse, syn, forståelse og de organer, som du forbryder dig med! Hvorledes kan du så benægte Gen-opstandelsen, mens du ved, at Allâh � er i stand til at skabe dig ud af intet? ”Jeg, derimod: Han er Allâh, min Herre, og jeg sæt-ter ingen ved siden af min Herre!” Dvs. jeg er overbevist om noget andet end det, som du er overbevist om. Jeg tilbeder ingen ved siden af Ham �, og jeg er overbevist om, at Han � vil gen-oprejse de døde og samle de spredte, rådne knogler, og jeg ved, at der ingen partner er med Allâh � i Hans herredømme eller i Hans skabninger, og at der ingen Ilâh er foruden Ham �.

130

Så henledte den troende den vantros opmærksomhed på det, som han burde have sagt, da han trådte ind i haven: ”Hvorfor sagde du ikke, da du trådte ind i din have: ’Hvad Allâh øn-sker!’? Der findes ingen magt undtagen hos Allâh!”, dette er det bedste at sige for enhver, der beundrer noget af sin rigdom, sit hjem, sine børn eller sin status.

Så sagde den troende til den vantro: ”Hvis du synes, at jeg har mindre formue og færre børn end dig, så kan det dog være, at Allâh vil give mig noget, der er bedre end din have”, dvs. i det Hinsidige. ”Og sende en afregning ned over den fra himlen”, dvs. en plage eller et uvejr, der vil rive dens træer og planter op, ”så den bliver til nøgen højslette”, dvs. blød, mudret jord, hvor der ikke vokser planter eller træer. ”Eller vandet siver bort, så du ikke længere kan få fat i det", således at der opstår tørke, så ingen plante kan gro.

Allâh � siger: ”Hans afgrøde blev ødelagt fra alle sider.”, Dvs. at alle hans frugter og planter blev ødelagte og udryddet. ”Da vred han om morgenen sine hænder over alt det, som han hav-de givet ud på den, for den var rykket op med rode”, dvs. fuld-stændig ødelagt. Dette var modsat alle hans håb og ønsker, idet han tidligere havde sagt: "Jeg tror ikke på, at dette nogensinde vil forgå”. Han fortrød nu sine tidligere handlinger og udtalel-ser, der gjorde ham vantro, og sagde nu i stedet: "Gid jeg dog ikke havde sat nogen ved min Herres side!" Så sagde Allâh �: ”Han havde ingen flok til at hjælpe sig, ingen ud over Allâh; og han fik ingen hjælp”. Han kunne altså hverken hjælpe sig selv eller få hjælp af andre.

131

Deraf Allâhs � tale:

� ناصر وال قوة من له فما�

”Da vil det (mennesket) ingen styrke have, og ingen hjælper”. (86:10)

Og Hans � udtalelse: ”Her findes beskyttelsen hos den Allâh, den Sande”, dvs. at det absolutte herredømme og den endelige afgørelse udelukkende tilkommer Allâh �. ”Han er bedst til at belønne og gengælde”, dvs. at Allâh � er den bedste at indgå en handel med, da Han � giver den bedste af alle belønninger og hos Ham ligger den bedste af alle destinationer.

Afslutningsvis understreger denne historie tre ting:

a) Man bør ikke sælge sig selv til dette livs luksus og lade sig vildlede heraf. Endvidere bør man stole mere på det, der er hos Allâhs �, end på det, der ligger i menneskets hænder. Man bør sætte al sin lid til Allâh �. Lydighed mod Allâh � bør være ens første og sidste mål. Enhver, der foretrækker andet end Allâh � og at adlyde Ham, vil sandelig blive straffet herfor.

b) Man bør acceptere det gode råd fra ens medfølende bror med hele hjertet, da der i afvisningen af hans råd ligger komplet destruktion og ødelæggelse.

c) Fortrydelse gavner intet, hvis Allâhs � afgørelse er truf-fet.

132


Azhab ul-Fil (Elefantens Folk)

Allâh � siger:

�ى ألمرت فل كيفع كباب رحيل بأصالف� ل ألمعجي مهدي كيف من بحجارة ترميهم �أبابيل طيرا عليهم وأرسل �تضليل �مأكول كعصف فجعلهم �سجيل

“Har du ikke set, hvorledes din Herre handlede med elefantens folk? Lod Han ikke deres plan blive tilin-tetgjort? Han sendte flokke af fugle imod dem. Der kastede teglsten over dem. Og gjorde dem lig en op-ædt stubmark.”(105:1-5)

At-Tabari sagde: ”Den første til at tæmme elefanter var Ifridun Ibn Athqiyan, som dræbte Ad-Dahhaq. Han var den første til at bruge sadler på heste. Den første til at ride og tæmme heste, var dog Tahmuris, den tredje konge på jorden.” Det er også blevet berettet, at Ismail Ibn Ibrahim � var den først blandt araberne til at ride på heste, Allâh � ved dog bedst.

Det er yderligere blevet berettet, at selvom elefanter er forholds-vise store dyr, så har de en frygt for katte. Derfor udarbejdede nogle krigsherrer en god strategi, da de kæmpede mod inderne. De bragte katte med til slagmarken for at skræmme de elefanter, inderne havde med sig.

133

Ibn Ishaq sagde: ”Guvernøren, Abraha Al-Ashram, byggede en kæmpe kirke og skrev derefter til kongen Negus følgende ord: ” jeg har bygget dig en unik kirke, og jeg har i sinde at udfører pilgrimsfærd fra Mekka til Abbysinien.”

As-Shuaili sagde: ”Abraha Al-Ashram beordrede yemenitterne til at bygge den enorme kirke og pressede dem, indtil de ikke smagte andet end ydmygelse. Han plejede at hugge hænderne af de arbejdere, som kom for sent på arbejde. Han plejede ligeledes at tage værdifulde genstande fra paladser, såsom perler, ædel-sten og lign. Han lavede kors ud af guld og sølv samt prædike-stole af ibenholt og elfenben. Han fik også kirken udvidet og fik forhøjet dens status. Efter Abraha blev dræbt, plejede Jinner at irettesætte de mennesker, der prøvede at plyndre kirken, fordi den var bygget ovenpå to kæmpe idoler kaldet Kuáib og hans kone.”

Yemenitterne tøvede med at røre og nærme sig kirken. Det for-blev på denne måde indtil perioden, hvor den første kalif fra Abbâsidernes æra, Al-Saffah, regerede. Han beordrede sine mænd til at destruere den.

Ibn Ishaq berettede, at da araberne hørte om det brev Abraha havde sendt til kongen Negus, blev en mand fra Kinanah vred. Han drog ud på en rejse, indtil han nåede kirken, hvorefter han urinerede på dens vægge. Ingen lagde mærke til ham og han tog derefter hjem sikkert. Nyheden nåede Abraha, som spurgte efter den, der havde begået hærværk mod kirken. Folk svarede ham: ”Det blev gjort af en af araberne. Da han var i færd med at udfø-re pilgrimsfærd ved Mekka, fik han nyheden om din intention om at aflede fokus fra deres pilgrimsdestination, ved at bygge denne kirke. Araberen blev vred og valgte at besudle kirken, så folk ville frastødes.” Da Abraha hørte om dette, blev han rasen-de og svor, at han ville destruere Ka´bah. Han beordrede deref-

134

ter de kristne om at forberede sig til krig. Han ledte en stor eks-pedition, hvor der var mange elefanter i hans hær. Araberne fik nys om dette og var skrækslagne, men da de opdagede, at Abra-has intention var at ødelægge Ka´bah, besluttede de sig for at bekæmpe ham.

En nobel mand blandt yemenitterne, ved navn Dhu Nafar, be-sluttede sig for at komme araberne til undsætning og mobilise-rede sin klan. Dhu Nafar og hans klan mødtes med Abraha og hans hær på slagmarken og udkæmpede en stor kamp. Dhu Na-fars hær led nederlag, og Dhu Nafar selv blev taget til fange, hvorefter han blev bragt frem til Abraha. Abraha var ved at dræbe ham, men Dhu Nafar udbrød: ”O min konge! Dræb mig ikke, jeg være i din interesse.” Abraha skånede ham og valgte at holde ham fængslet. Abraha forsatte videre på sit krigstogt. Han ankom til Khataám landet, hvor han mødte Nufail Ibn Habib Al-Khath som førte to stammer – Shahran og Nahis- samt en række folk blandt araberne. Nufail led også nederlag og blev ligeledes taget til fange og bragt foran Abraha. Abrahas hensigt var at dræbe ham, men han sagde: ”O min konge! Dræb mig ikke, jeg vil føre dig hen, hvor du ønsker.” Da løslod Abraha Nufail og tog ham som sin guide.

Da de passerede Taíf, mødte de Mas' ud Ibn Mu' tab Ibn Malik Ibn Ka' b Ibn 'Amr Ibn Sa'd Ibn 'Auf Ibn Thaqif, der sammen med sit følge sagde: ”O konge! Vi er dine slaver, og vi vil lytte til dig og adlyde dig, og vi vil aldrig være oprørske, der er ingen ufred mellem Dem og os, det er ikke vores hus (Al-Lat) de øn-sker at destruere, vi vil fører dem derhen, hvor De ønsker.”

Ibn Ishaq fortalte yderlige, at Al-Lat var et bedehus i Taíf, og det betød for dem, hvad Ka´bah betød for Quraish. De sendte en mand ved navn Abu Rughal, som skulle fører Abraha til Ka´bah. De forsatte deres rejse, indtil de nåede til et sted der hed Al-

135

Maghmas, hvor Abu Rughal døde. Han blev begravet der, og araberne plejede i årene efter at stene hans grav.

Jeg nævnte i Historien om Thamud, at Abu Rughal var med i Abrahas krigstogt, og at han blev dræbt efter at have fået kastet en sten i hovedet. Profeten � sagde: ”Som et tegn på dette, blev han begravet med to gyldne grene.” Folk gravede derefter dybt efter dem og fandt dem. Ved sammenligning af Profetens � ud-talelse og Ibn Ishaqs beretning, konkluderer jeg, at det er to for-skellige personer, der deler det samme navn og er beslægtet.

Ibn Ishaq berettede videre, at da Abraha ankom til Al-Makhmas, sendte han en mand der hed Al-Aswad Ibn Mas’ud ud på en ekspedition med en gruppe ryttere. Al-Aswad indtog dele af arabernes territorium, hvor der befandt sig to hundrede kame-ler, som tilhørte Abdul Muttalib, Profetens � onkel, som den gang var en nobel og prisværdig mand. Da dette skete, beslutte-de Quraish, Kinanah og Hudhail sig for at bekæmpe Abraha, men de overvejede beslutningen, og indså at de ikke havde mid-lerne til det. Derpå sendte Abraha Hanatah Al-Himiari til mekka for at opsøge arabernes leder og bringe ham følgende besked:” Jeg (Abraha) kom ikke for at bekæmpe jer, men kun for at øde-lægge jeres hellige hus. Hvis I ikke står i vejen for dette, vil vi ikke gøre skade på jer.” Abraha sagde ydermere til sin budbrin-ger: ”Hvis han viser sig at være villig til dette, så bring ham til mig.”

Da Hanatah ankom til Mekka spurgte han efter lederen. Han fik af vide, at det var Abdul-Muttalib Ibn Hashim. Han så ham og leverede meddelelsen til ham. Abdul-Muttalib svarede: ”Ved Allâh! Vi har ikke til hensigt at kæmpe, det har vi nemlig ikke råd til. Dette er Allâhs hellige hus og hans Khalil (ven) Ibrahims hus, og det er kun ham, der kan beskytte det, hvis han ønsker

136

det.” Da Hanatah hørte dette sagde han: ”Kom med mig og mød Abraha, det er det, han ønsker.”

Abdul-Muttalib drog sammen med nogle af sine sønner ud for at mødes med Abraha. Da han nåede lejren spurgte han efter Dhu-Nafar, som var hans ven. Han tog hen til hans fangested og sag-de: ”O Dhu Nafar! Kan du ikke gøre noget for os i denne svære tid?” Dhu Nafar svarede: ”Hvad kan en fange, som kun venter på sin henrettelse yde? Det eneste jeg kan gøre er at få min ven, elefantpasseren Anis, til at lægge et godt ord ind for dig hos Abraha, så du kan mødes med ham.” Abdul-Muttalib svarede, at det var nok. Dhu Nafar sagde derefter til Anis: ”Sandelig, Ab-dul-Muttalib lederen af Quraish, han er god mod mennesker og mod dyr, og kongen Abraha har beslaglagt to hundrede af hans kameler. Så spørg Abraha, om han ville mødes med ham, og læg mange kræfter deri.” Anis svarede ja og gik til kongen Abraha. Anis sagde: ”O konge! Lederen af Quraish er her, og han vil præsentere sig for dig, så vær nådig og giv ham tilladelse.” Abraha gav ham sin tilladelse. Abdul-Muttalib var en meget flot mand, og da Abraha så ham, udviste han stor respekt og var meget imponeret. Abraha ville derfor ikke have, at Abdul-Muttalib skulle sidde ydmyget på sine knæ som andre, Han ville dog heller ikke lade ham sidde på en trone som ham selv, derfor valgte han selv at sætte sig med ham på det royale tæppe. Da sagde han til sin tolk: ”Spørg ham om, hvad han vil.” Abraha blev overrasket over Abdul-Muttalibs svar. Han bad nemlig kun om kompensation for sine 200 kameler og ikke om at frede Ka´bah.

Da Abraha udtrykte sin overraskelse sagde Abdul-Muttalib: ”Kamelerne tilhører mig, og jeg er mester over dem. Ka´bah til-hører derimod Allâh � og har Ham som beskytter.” Abraha svarede: ”Ingen kan beskytte den imod mig.” Abdul-Muttalib sagde: ”Gør hvad du ønsker!”.

137

Ibn Ishaq berettede, at da Abdul-Muttalib gik til Abraha, var han ledsaget af Ya'mur Ibn Nafa'ah Ibn 'Adiy Ibn Ad-Dail Ibn Bakr Ibn 'Abd Manaf Ibn Kinanah, lederen af Banu Bakr stammen samt Khuwailid Ibn Waílah, lederen af Hudahail stammen, som tilbød Abraha en tredjedel af ejendommene fra Tihamah distrik-tet, for at han til gengæld skulle lade Ka´bah være i fred. Abraha afslog dog deres tilbud. Ibn Ishaq tilføjede til denne beretning, at han ikke var sikker på om den var autentisk.

Da Abdul-Muttalib vendte tilbage til Quraish fortalte han dem, hvad der var sket, og beordrede dem til at evakuere byen og søge tilflugt i bjergene. Derefter tog han nogle retskafne mænd med sig hen til Ka´bah, hvor de bad til Allâh � om hans hjælp.

Efter dette drog Abdul-Muttalib af sted til bjergene og ventede på, hvad der skulle ske. Abraha forberedte sig imens på at inva-dere Mekka, og han mobiliserede sine tropper og sin elefant. Hans elefant hed Mahmoud. Da elefanten Mahmoud var rettet imod Mekka, trådte Nufail Ibn Habib frem i nærheden af den og hviskede i dens øre: ”Gå ned på knæ Mahmud, og tag sikkert hjem igen. Du er nu ankommet til Allâhs hellige by.” Derefter slap Nufail elefantens øre og den knælede.

As-Shuail sagde om dette, at det betyder at elefanten faldt til jorden, eftersom elefanter ikke knæler. Dog påstår nogle, at ele-fanter kan knæle ligesom kameler. Men Allâh � ved bedst.

Nufail Ibn Habib drog så af sted, indtil han var i sikkerhed og udenfor farer. De kristne slog elefanten, for at presse den til at rejse sig, men den reagerede ikke på slagene. De slog den endda på hovedet med et økse-lignende våben, men den nægtede at lystre. De gjorde alt, hvad de kunne for at få den til at stå på sine ben, men de kunne simpelthen ikke. Da de så vendte den fra Mekkas retning og mod Yemen, begyndte den at rejse sig og gå.

138

På samme måde begyndte den at gå, da de vendte den i retning af Syrien.

Ibn Ishaq berettede, hvordan de på ny prøvede at vende den mod Mekka, men at den igen afviste at bevæge sig. Da sendte Allâh � fugle, der lignede høge, ind fra kysten. Hver fugl bar tre sten. En i næbbet og to i kløerne. Stenene var på størrelse med bønner og linser. Alle dem, der blev ramt af en stenene døde. Fuglene ramte dog ikke dem alle, og de resterende flygtede, mens de spurgte efter Nufail Ibn Habib, så han kunne følge dem tilbage Yemen.

Ibn Ishaq sagde, at de kristne flygtede med døden i hælene. Abraha blev ramt af en sten, og hans mænd bar hans krop, mens den faldt fra hinanden, del for del, indtil de nåede Sanáa, hvor hans bryst, ifølge historikerne, flækkede, og han døde.

Ibn Ishaq sagde: ”Jeg fik af vide af Ya´qub Ibn Utbah, at det var det år, mæslinger, kopper og andre sygdomme spredte sig på den arabiske halvø.”

��ى ألمرت فل كيفع كباب رحيل بأصالف�� ل ألمعجي مهدي كيف من بحجارة ترميهم ��أبابيل طيرا عليهم وأرسل ��تضليل ��مأكول كعصف فجعلهم ��سجيل

“Har du ikke set, hvorledes din Herre handlede med elefantens folk? Lod Han ikke deres plan blive tilintetgjort? Han sendte flokke af fugle imod dem. Der kastede teglsten over dem. Og gjorde dem lig en opædt stubmark”(105:1-5)

139

Ibn Hisham og Ibn Ishaq havde hver deres tolkning af dette vers. Ibn Hisham sagde: ”Ordet ”Ababil” betyder i flokke, dog brugte araberne ikke dette ord, før Allâh � Åbenbarede det i Koranen. Hvad angår ordet ”Sijjil”, så fik jeg at vide af Yunus An-Nahwi og Abu Ubaidah, at araberne plejede at bruge det som”Stærk” og ”Solid”. Endvidere siger nogle lærde at ordet oprindeligt var persisk, og består af to ord Sinj og lil. ”Sinj” be-tyder sten og ”lil” står for ler, hvor Sijjil betyder hårde sten af ler.” Han tilføjede at ”Assf” betyder blade. Al-Kasaí sagde: ”Jeg hørte nogle grammatikere sige: ”Ordet ”Ababil” hedder i ental ”Abil.” Mange lærde mener desuden, at ”Ababil” betyder fugle-flokke i grupper.

Abdullah Ibn Abbâs berettede: ”Deres næb var fuglenæb, men deres ben var ligesom hundenes.” Udover dette berettede Ikri-mah: ”Deres hoveder var som løvernes, de var grønne og kom fra kysten.” Ubaid Ibn ’Umair sagde ligeledes: ”de var sorte hav-fugle, som havde sten i næbbet og i deres kløer.” Abdullah Ibn Abbâs sagde yderligere: ”De lignede ørne, og den mindste sten, de havde, var så stor som et menneskehoved, mens andre var så store som kameler.” Yunus Ibn Bakir deler samme holdning som Ibn Ishaq herom. Allâh � ved bedst.

Ibn Abu Hatim sagde, at Abu Zaráh berettede, autoriseret af Muhammad Ibn 'Abdullah Ibn Abu Shaibah via Mu'awiyah via Al-A'mash via Abu Sufyan via Ubaid Ibn Umair, som sagde: ”Da Allâh ville destruere elefantens folk, sendte han flokke af fugle mod dem. Hver fugl bar tre sten, en i næbbet og to i kløer-ne. De fløj, indtil de svævede lige over hæren, hvor de skreg og smed stenene.” Stenene lemlæstede enhver, der blev ramt ramte. Foruden dette sendte Allâh � en kraftig vind, som øgede stene-nes hastighed og styrke.

140

Ibn Ishaq sagde, som nævnt tidligere, at ikke alle de kristne blev ramt af sten. Nogle af dem formåede at flygte og vende tilbage til Yemen, hvor de fortalte deres folk, hvad der var sket med dem og deres hær. Abraha blev dog ramt af stenene. Han blev båret tilbage til Yemen, hvor han døde. Må Allâh � forbande ham.

Ibn Ishaq sagde, at han fik at vide af Abdullah Ibn Abu Bakr via Samurah, at Aíshah sagde: ”Jeg har set elefantens rytter og dens passer, og han var en gammel og blind krøbling. Han spurgte folk, om de kunne fodre ham.” Det blev nævnt tidligere, at ele-fantpasseren hed Anis, men rytteren er ukendt. Allâh � ved bedst.

I sin tafsir (fortolkning) nævnte An-Naqqash, at en oversvøm-melse tog ligene og smed dem ud i havet. Det samme år dette skete, blev Profeten Muhammed � født. Nogle siger dog, at det-te skete to år før hans fødsel.

Ibn Ishaq citerede nogle af de digte, araberne skrev for at beskri-ve denne mægtige hændelse, hvor Allâh � gjorde sit hellige hus sejrrigt, idet Han � ønskede at skænke dette hus ære, værdig-hed og respekt igennem sit Sendebud Muhammed � og den lovgivning, der blev nedsendt til ham. En af søjler i denne lov-givning er Salah, som udføres i retning mod den beærede Ka´bah.

Det, Allâh � gjorde ved elefantens folk, var ikke for Quraish stammens skyld, Da de kristne havde tættere tilknytning til Ka´bah end Quraish, som var en polyteistisk stamme. Denne sejr var derimod til selve Ka´bah for at forberede den til Muhammed � og muslimerne.

141

Ibn Ishaq tilføjede: ”Efter Abrahas død overtog hans søn Yak-sum herredømmet, hvorefter hans bror Masruq Ibn Abraha blev deres sidste konge.”

Hændelsen med elefanten fandt sted under Muharram måne-den, år 882 ifølge den romerske kalender. Efter Abraha og hans to sønners død, blev det Abbysinske styre over Yemen bragt til ophør, og den kirke, som blev bygget af Abraha blev forladt. Ingen turde nærme sig den, da den var bygget over en grav-plads, hvor de to idoler Kuáib og hans kone lå.

De to idoler var lavet af træ, og de var berørt af Jinn. Derfor tur-de ingen, at nærme sig den eller at røre dens rigdomme, da de var bange for Jinn. Den forblev forladt, indtil den første Kalif i Abbâsidernes æra hørte om den rigdom, kirken indeholdt, og beordrede den destrueret.

142

Afsluttende bøn (du’a)

Afslutningsvis bør enhver muslim løfte sine hænder i vejret og sige: ”O Allâh! Al lovprisning tilkommer dig. Du er lyset i him-lene og på jorden. Al lovprisning tilkommer dig. Du er vogter over himlen og jorden. Al lovprisning tilkommer dig. Du er Her-re over himlen og jorden, og alt hvad, der er imellem. Du er sandheden, Dit løfte er sandheden, Din tale er sandheden, og mødet med Dig er sandheden, og paradiset er sandheden og helvedet er sandheden, og alle profeterne er sandheden og Ti-men er sandheden. O Allâh! Jeg underkaster mig Dig og er overbevist om Dig og afhængig af Dig, og jeg søger Din tilgivel-se, og for Din sag vil jeg kæmpe, og ifølge Din lov vil jeg handle. Tilgiv mig for mine fortidige synder og mine fremtidige synder, og de synder, jeg begik hemmeligt, og de synder, jeg begik of-fentligt. Det er Dig, jeg tilbeder. Ingen har ret til at blive tilbedt foruden Dig.

Documents

Koranens fortællinger (Qisas Al2anbeyaa ) Af Ibn Kathir