Vi er vaaben broedre

Vi er våbenbrødre – min rejse gennem det ekstreme Fodboldeuropa

Copyright © Thomas Gravgaard 2014Copyright denne udgave © Thomas Gravgaard

og People’sPress, København 2014Sats og tilrettelægning: Klahr | Grafisk Design

Omslagsdesign: Klahr | Grafisk DesignOmslagsfoto og portrætfoto: © Flemming Gernyx

Isbn: 978-87-7137-649-41. udgave, 1. oplag Printed i EU 2014

Forlaget har forsøgt at cleare alle fotorettigheder. Hvis en fotograf ikke er blevet behørigt kompenseret for brug af

billede, bedes vedkommende henvende sig til People’sPress for afregning efter gældende tarif.

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og

Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København Vwww.artpeople.dk

Våbenbrødre_Bog.indd 2 07/02/14 15:30

People’sPress

V I E R VA B E N B R O D R E

THOMAS GRAVGAARD

M I N R E J S E G E N N E M D E T E K S T R E M E F O D B O L D E U R O P A


Til gutterne – for the lads


I N D H O L D

Prolog 7

DEL 1 · TØSEDRENG 13Barndommens baner 15Det grænseløse diplomati 19En opvisning i aggression 28De umulige drømme 33

DEL 2 · ULTRA 41Den første kontakt 43Antimadridista 50Det glade vanvid 62Jeg, en forræder 71Alvorens indtog 76Truslen indefra 85En blodig blindgyde 93

DEL 3 · KRIGER 107Keltisk katarsis 109Hærdningen 119Mod slagmarken 128En ny verden 132Mit land 135Fredsprocessen 139


DEL 4 · CASUAL 147Næver af stål 149Slås, hvor end du er 155En Cardiff makeover 162Konfrontationens kunst 167Fra mørket kommer lyset 173

DEL 5 · MAND 179Tilbage til gerningsstedet 181Skizofreni 184Den skrøbelige fred 188

EFTERSKRIFT 196

TAK 204

APPENDIX I · DE BRITISKE HOOLIGANFIRMS – „THE BIG FIVE“ 205

APPENDIX II · SPANIENS STØRSTE ULTRAS-GRUPPER 217


7

P R O L O G

Edinburgh, søndag den 26. marts 2000

Jesus dingler i luften ved siden af mig, mens han ser ud til at betragte masseslagsmålet foran Haymarket Station i det vest-lige Edinburgh med en vis resignation.

Han er lavet af guld og støbt fast på det kors, som Andy bæ-rer om halsen. Grunden, til at han dingler, er, at Andy, ligesom mig, har travlt med at slå og sparke løs på en flok Rangers-til-hængere. De er selv ude om det, de idioter. De dummede sig.

Ikke så meget ved at angribe en Celtic-pub for at fejre da-gens 4-0 sejr over os på vej hjem fra kampen i Glasgow. Det er sket før, og de slipper som regel nogenlunde fra det, fordi de generelt er bedre til at slås end Celtic-tilhængere. Vi er de bedste til at få nye venner og sympati, når vi spiller. Når vi er i udlandet, tager vi på sightseeing og beundrer arkitektur og attraktioner, mens vi krammer de lokale og synger irske folkesange, der formår at fremstille IRA som nogle flinke gutter. Når Rangers rejser rundt, splitter de destinationen ad og overpisser gaderne. De er uddannede ballademagere. Og deres slagsange afslører dem: We are up to our knees in Fenian blood / Surrender or you’ll die! – Vi vader i irsk blod til knæene / overgiv dig eller dø!

Nej, deres fejl var, at de ikke undersøgte pubben ordent-lig, før de angreb. Celtic Supporters Club No 1 har åbent for


8

første gang i dag, men den triste kalkstensbygning på Hay-market Terrace ser ikke ud til at være i festhumør. Facaden er sparsomt udsmykket med et par enkelte irske flag i krøl-let, blegt papir, og næsten alle vinduer er dækket til med pap- eller spånplader. Kun i stueetagen kan man se ind. Dét gjorde Rangers-tilhængerne, da de var kommet ind med toget fra Glasgow, og de slikkede sig om munden ved synet. Selv var de en snes stykker, alle med på den værste. Gennem ruderne kunne de se ældre herrer i jakkesæt, som var kommet direkte fra søndagsmessen i St. Andrews Church lige om hjørnet. De kunne se konerne, som sad og strikkede. Og så nogle unge fyre i Celtic-trøjer, nogle måske hårdere end andre. Men ikke overvældende mange. Easy target.

Hvis de nu havde taget sig tid til at kigge sig rigtig godt for, ville de have fundet ud af, at der oven over stuelokalet var yderligere tre etager, alle tætpakkede med Celtic-tilhængere. Og vi var mere bitre end sædvanligt. Det er mindre end et år siden, at den 16-årige Celtic-fan Thomas McFadden blev stukket ihjel som det seneste af et halvt hundrede ofre for Rangers-tilhængeres sekteriske overfald siden midt i halvfem-serne. Og rent sportsligt er dagens ydmygende 0-4 nederlag på Ibrox kulminationen på tre mørke måneder, hvor en suve-ræn førsteplads er blevet forvandlet til en andenplads med et tocifret antal point op til Rangers. I starten af februar så vi vo-res hold tabe 1-3 hjemme til Inverness Caledonian Thistle i en uhørt pokalydmygelse. Efterfølgende oplevede vi fejlcastede John Barnes forlade managersædet til fordel for den upopulæ-re gnavpot Kenny Dalglish, uden at resultaterne blev bedre. I en af de få kampe, hvor spillet kørte, brændte Mark Viduka den ene gigantchance efter den anden, så Rangers kunne lu-ske sig til en sen 1-0 sejr på vores stadion. Og for få timer siden så vi så på tv-skærmene samme forhadte ærkerival køre os ud af banen akkompagneret af publikums tordnende slagsange


9

om etnisk udrensning i Nordirland. For en gangs skyld var vi mere rasende end Rangers. Og vi var fire gange så mange, som de troede. Bring it on.

Rygtet om angrebet steg som Guinness-duftende røg-signaler op gennem bygningen og udløste en lavine af Celtic- tilhængere, der forsøgte at skubbe sig nedad. Jeg lod mig rive med fra tredje sal for at se, hvad der skete. Da lavinen nåede ned til stueetagen, stoppede den foran en ældre mand, der lå på gulvet med ansigtet nedad og blødte fra den ene side af hovedet. Ved siden af ham lå et askebæger i to dele. Der stod „Jame“ på det ene skår og „son“ på det andet. Jeg havde fået et eksemplar af samme slags i afskedsgave, da jeg stoppede som bartender på den irske pub Paddy Go Easy i Aarhus sid-ste efterår. Derfor ved jeg, at det irske destilleri har hang til tunge, massive askebægre. Sådan nogle, som det gør ondt at få smadret i ansigtet.

Det var i dette øjeblik, ved synet af den blødende mand, det ituslåede sværvægtsaskebæger og den kronragede idiot, der havde brugt det som slagvåben, at jeg bestemte mig for, at tiden var inde til at prøve noget nyt. For første gang glemte jeg alt, hvad mine forældre havde lært mig om at være en sød, artig dreng, der for enhver pris skulle undgå ballade. Jeg glemte, at jeg aldrig nogensinde før havde slået eller sparket nogen andre end min storesøster, da vi var børn, og mine to kusiner en sommerdag i 1987, da de bagbandt mig i et skur, hvilket lyder uendeligt meget mere frækt, end det var. Og jeg glemte min selvopfattelse som en tøsedreng med pindarme og konstante kærestesorger. Nu ville jeg smadre nogen.

Modstandens omfang gik hurtigt op for Rangers-flokken, og de skyndte sig ud igen. Men vi fulgte efter dem, og ude i rundkørslen foran togstationen er de blevet fanget af trafikken.

Og det her, at Jesus ser på, mens Andy, jeg og de andre fyre fra pubben går til den. Jeg er iført en alt for stor Celtic-trøje


10

årgang 1995, der svæver som en graviditetskjole over min øl-mave, mens jeg sparker en væltende modstander lige i hans store, sekteriske Rangers-røv. Jeg har krydset den usynlige linje, frigjort mig fra selvkontrollens klodsede rustning, og jeg har aldrig haft det bedre. „Fuckin’ come on then!“ råber jeg, mens jeg kaster mig over den næste.

Andy er endnu mere ustyrlig. Den blege, ranglede mand i retrotrøjen fra Celtics Europa Cup-triumf i 1967 er så ivrig, at han kommer til at knalde en anden Celtic-fan ned. Han ser overhovedet ikke ud til at kunne stoppe møllesvingene igen, og selv om jeg har hængt ud med ham det meste af dagen, vælger jeg at lægge en smule afstand til ham. Med endnu et spark, denne gang i nyreregionen, fulgt op af et højrehånds-hug á la Andy, sender jeg en anden af modstanderne på flugt op ad Morrison Street. Hvis han fortsætter med den fart, en-der han hurtigt foran min stampub, The International Bar, oppe ved Tollcross, og dér, formoder jeg, står det næste Cel-tic-slæng klar til at tage imod ham. Jeg sætter efter ham de første hundrede meter for at sikre mig, at dét er lige præcis, hvad han gør.

Tilbage ved Haymarket samles alle de sejrende soldater igen. Vi klapper hinanden på skuldrene, mens vi griner som kun mænd, der selv synes, at de lige har udrettet noget helt vildt sejt, kan grine. Der er intet sarkastisk ekko fra de piger, der har opholdt sig på pubben og nu står med os ude foran.

Politiet ankommer i to salatfade, men ingen bliver anholdt. Betjentene kan godt regne ud, at vi bare har forsvaret os selv, vores grøn-hvide farver, ja, vores blotte tilstedeværelse som katolikker generelt på de britiske øer og mere specifikt i denne nyåbnede Celtic Supporters-klub ved siden af Haymarket-sta-tionen. Men pubben bliver lukket ned for i dag, og betjentene beder os om at drikke videre et andet sted.

Det bliver hjemme hos tre af pigerne fra pubben. De er


søstre fra Irland, der studerer her i Edinburgh. Den yngste er afsindigt køn. Da jeg otte timer senere vil forlade festen, spør-ger hun, om jeg ikke vil låne hendes seng – hun kan bare sove på sofaen i stedet for mig. Jeg afviser først, men hun insisterer.

„It’s alright. You’ve earned it.“ Jeg har fortjent det. Og havde hun ikke været katolik, havde jeg fået tilbudt en endnu større belønning.

For første gang nogensinde falder jeg i søvn med en følelse af at være en rigtig mand. For første gang synes jeg om mig selv og ikke bare om det, jeg indimellem gør. For første gang er jeg sådan én, jeg gerne selv vil hænge ud med. Og hvad er vigtigere end ens eget selskab?



D E L 1

T O S E D R E N G



15

B A R N D O M M E N S B A N E R

Her er mit barndomsparadis: korthårede, mørkegrønne plæ-ner, mål med kridhvide net, blomstrende buske og træer som fyldte, vuggende tribuner, og den nedgående sols orange sta-dionlys bag de østjyske vange mellem Galten og Skovby. Vi er helt i fred, min ven Kim og jeg, sammen med vores bold. De eneste lyde kommer fra vores fødders leg med læderet og vores hæse imitationer af 80.000 ellevilde fans i buskene og træerne omkring os. Og så fra min pande, som jeg igen og igen nådesløst banker mod træstolperne i tiltagende straffe-aktioner, hver gang jeg har skudt forbi mål.

Jeg er ikke masochist. Jeg er bare en dreng, der skal til at begynde i gymnasiet uden så meget som at have kysset en pige. En dreng, der hader sin spidse, skæve næse så meget, at han ville ønske, at tilværelsen var todimensionel, og som på tærsklen til at blive en ung mand kan mærke, at der også er noget mere grundlæggende galt. En dreng, der dybest set ikke kan lide sig selv.

Det kan pigerne til gengæld. Jeg er, akkurat som de gerne vil have mig til at være. Jeg lytter til deres kærestesorger og sætter dem op med mine venner, som de kysser med hver weekend til voksenlivets første, famlende privatfester og to-nerne af Roxette, Chesney Hawkes eller Bryan Adams’ enor-me Robin Hood-hit. Jeg står altid på spring til akut udrykning, når de ringer, om der så er landskamp i fjernsynet. Jeg er deres


16

veninde og en rigtig god af slagsen. Jeg er tættere på dem, end de fleste drenge nogensinde kommer. Mit intellekt fortæller mig, at jeg intet har at klage over. Alt andet i mig skriger, at den er helt gal. At jeg ikke skal være nogens veninde.

Kim og jeg leger løs på plænerne som de børn, vi begge ved, at vi snart ikke vil være længere. Her har vi leget mange somre i træk. Men det er ikke det samme mellem os mere. For Kim er alt det, jeg ikke selv er. Han har været kærester med næsten alle de populære piger og er eftertragtet af re-sten. Han har styr på tøj og musik, og så er han i øvrigt også bedre til at spille fodbold end mig. Når vi er sammen, vokser mine komplekser. Også når vi bare leger. Jeg er begyndt at indse, at jeg er en dreng med markante mangler, også uden for fodboldbanen. Når jeg socialiserer, gør jeg det, som jeg altid har gjort: som en pige. Jeg snakker om ugens forelskelse, sladrer, nusser og viser ubegrænset forståelse. Nu kan jeg ikke længere lide mig selv, når jeg gør det. Men jeg aner ikke, hvor-dan jeg ellers skal opføre mig. Jeg betragter med forundring Kims og mine andre venners omgang med pigerne og har det, som om de taler et helt andet sprog med dem, som jeg ikke forstår et ord af.

Kun ét sted synes jeg virkelig om mig selv: når jeg er på sta-dion for at se AGF. Her er der ingen risiko for, at jeg pludselig løber ind på banen og knalder hovedet mod en målstolpe.

Min far har endnu ikke givet mig et eneste godt råd om piger. Men han gav mig mine første, uvurderlige oplevelser på År-hus Stadion i midten af firserne. Her var og er der ikke nogen piger at pleje eller tage hensyn til, og jeg forstår hvert et ord. Jeg elsker det. Efterhånden har min far selv mistet interessen. Han kører stadig mig og mine venner derind, men fortsætter


17

selv videre ud i skovene ved Moesgård Strand for at løbe ori-enteringsløb eller gå lange ture, inden han henter os igen.

Jeg har forstand på stadionlivet. Jeg kender både sproget og miljøet. Hvis jeg og mine venner vil have en rolig dag, sætter vi os på trinene nede i Ebeltoft-svinget. Hvis der ikke er ret mange tilskuere, kan vi endda ligge ned. Det er smart, for kampene bliver altid spillet søndag, og vi er så småt begyndt at drikke heftigt om lørdagen. Hvis vi derimod har lyst til larm, flag og kampråb, så foregår det ovre på træbænkene på den ene langside, hvor taget giver en fed akustik. Og hvis det regner, men vi ikke vil betale ekstra for at komme dérind, så tager vi plads under halvtaget på ståpladserne modsat Ebel-toft-svinget, hvor vi kan fejre målene sammen med en snu-sket mand, der altid har en pose med fjer og dun med. Dem spreder han rituelt ud over tribunen, når GF scorer.

Allerede her først i halvfemserne kan man være til fodbold på vidt forskellige måder på Århus Stadion. Men for hver sta-diontur bliver én bestemt måde mere og mere udtalt, efter-hånden som inspirationen fra TV 2’s søndagstransmissioner fra den italienske Serie A for alvor manifesterer sig i bannere, nødblus og romerlys hos fanklubben Det Hvide Brøl.

I det tidlige forår 1992 laver jeg selv mit første banner. Jeg får et gammelt lagen af min mor og skriver med farvekridt „Ultras“, et ord, som jeg har set de store italienske fodbold-fanflokke benytte på billederne i mit klistermærkehæfte fra Serie A. Jeg pepper det op med et par symboler: en snerrende bulldog fra Den Haags hooligans, slangen fra Inters tilhæn-gergruppe Boys San og et pentagram fra mit yndlingsband Slayer. Banneret får premiere på Bytoften i Galten, hvor mine gutter på det lokale ynglinge A-hold godt nok taber 1-2, men hvor en sen reducering giver mig anledning til at skyde et en-kelt stykke fyrværkeri af, omhyggeligt gemt fra nytårsaften tre måneder tidligere. De lokale piger ser fnisende på, mens


jeg står med fontænen, der sprutter ivrigt i april-tågen. De tænker nok, at der er ved at være noget galt med mig. Af en pigedreng at være er jeg ved at blive lige lovlig „vild“.

I sommeren samme år dukker jeg op i tv i et klip, der vi-ser modsætningsforholdet mellem den Thomas, jeg stadig er uden for fodbolden, og den Thomas, jeg egentlig gerne vil være. Det er den aften, hvor Danmark slår Frankrig 2-1 i Malmø og dermed kvalificerer sig til EM-semifinalen. Vi har set kampen hos en af de lidt ældre fyre ude i Skovby. Han har kørekort og har fragtet os ind til Aarhus for at fejre en højst uventet triumf.

Aftenen byder ikke ligefrem på den storslåede, spontane folkefest, som TV 2 Østjylland havde håbet på. De har sendt en kameramand i byen for at skaffe billeder til et indslag med arbejdstitlen „Aarhus går amok i EM-rus“, men han må nø-jes med vores flok på seks teenageknægte fra Galten. Vi får rigeligt med sendetid. Og dagen efter, da jeg ser udsendelsen på video, kan jeg betragte mig selv stå dér, iført artige, hvi-de Bilka-jeans og en ufarlig, sandfarvet V-neck, mens jeg stolt fremviser mit Ultras-banner og dets referencer til fjerne, ag-gressive fodboldkulturer. Jeg ligner en VU’er, der ikke er klar over, at han vifter med hammer og segl. En ung fyr på randen af en indre og ydre revolution.


19

D E T G R AE N S E L O S E D I P L O M AT I

En eftermiddag i slutningen af niende klasse sidder jeg på mit værelse sammen med en veninde og ser en film. Pludselig rin-ger en af mine venner og spørger, om jeg ikke vil med ud i det dejlige forårsvejr og spille fodbold. Jeg siger nej med hen-visning til, at jeg jo nu sidder og ser videofilm sammen med hende. Alligevel bliver hun så sur over hans opringning, at hun ikke snakker til mig, før jeg begynder at græde en time senere. Så siger hun, at det er okay, og spørger, om jeg ikke vil være med til at gå en tur hen til hendes ekskæreste, så han kan se os sammen og måske blive lidt jaloux. Selvfølgelig siger jeg ja tak.

I samme periode får jeg også en del ubehagelige besøg af en dreng fra parallelklassen. Han er en småskummel outsider, der bliver drillet af pigerne fra årgangen. Da han ved, at jeg er venner med dem alle sammen, har han valgt at rette sin vrede og desperation mod mig. Aften efter aften ringer det på døren, igen og igen åbner jeg den og får serveret dagens om-gang skældud, trusler og forsikringer om, at han vil søge ind i Fremmedlegionen og lære alt om våben, så han en dag kan få hævn over os alle sammen. Og hver gang går jeg ind på mit værelse bagefter og sætter mig ned, tappet og skræmt, stirrer ind i væggen og føler en diffus skyld. Besøgene stopper først, da han får tæsk af én af mine klassekammerater.


20

Det forandrer ikke det store, at jeg starter i gymnasiet. Godt nok begynder jeg nu endelig at kysse med pigerne. Og selv om mine venner stadig er en etape foran mig og er be-gyndt at gå i seng med dem, føler jeg mig ikke helt så hæg-tet af længere. Men jeg mangler stadig nogle basale sociale redskaber, når de stadigt mere kaotiske privatfester nu og da løber af sporet.

Til en sådan giver en overvægtig pige mig en gevaldig op-sang foran et helt Pisang Ambon-beruset selskab. Hun mener at have hørt mig sammenligne hende med et specifikt patte-dyr fra det afrikanske kontinent, som er bredt om hofterne og har det med at slynge sin lort rundt med halen. „Flodhesten“ kender mig ikke og ved derfor ikke, at jeg er alt for velopdra-gen til at brygge komik på hendes kropsform. Det viser sig da også, at hun har forvekslet min stemme med en andens, men i stedet for at forsvare mig, begynder jeg at tude. Akkurat som pigerne gør, når de ramler ind i misforståelser og intriger, el-ler det viser sig, at ham, de har kysset med, også har kysset med alle de andre piger samme aften.

Min reaktion på den helt urimelige skideballe er kendeteg-nende for mig i min tidlige ungdom. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg skal vise vrede offentligt, når jeg ikke lige er på et stadion. Selv i åbenlyst urimelige situationer kan jeg ikke finde ud af at forsvare mig og bide fra mig. I stedet giver jeg mig bare til at tude.

Jeg er vokset op i et hvidt parcelhus med verdens dejligste have sammen med min tre år ældre storesøster. Det ligger og putter sig bagerst i et trygt vænge i et trygt kvarter i en tryg by i et trygt land. Men vi er i høj grad børnebørn af Anden Verdens-krig. Min far blev født i 1941 i den vesttyske industriby Offen-


21

bach am Main. En tredjedel af byen blev lagt i ruiner af De Allieredes luftbombardementer. Hans tidligste minder var lø-beturene til beskyttelsesrummet, når luftsirenerne skreg, tabet af min farfar, der blev dræbt dybt inde i Sovjetunionen under Hitlers fatale vinteroffensiv, og den efterfølgende flugt med min farmor til et uvenligt land, der hadede tyskere: Danmark.

Min mor kom også til verden under krigen, i Højer ude i den sønderjyske marsk, et stykke glemt Danmark, på alle må-der tættere på fjenden mod syd end på rigets egen hovedstad. Hendes forældre var, som hovedparten af byens borgere, tysksindede, og hun kunne efter Nazitysklands kapitulation se sin far blive sendt to år i Frøslev-lejren sammen med en stor del af Højers øvrige mandlige indbyggere.

Med den baggrund har det vigtigste for mine forældre – ud over at sikre familien materiel tryghed – naturligvis væ-ret at undgå unødvendig opmærksomhed og konflikter med omverdenen. Dem var der nok af i deres egen barndom. Og metoden til at undgå konflikter er for vores vedkommende at være nogle søde børn. Dét er vejen frem. Måske har mine forældres oplevelser som folkeskolelærere også påvirket deres ambitioner på min søsters og mine vegne: hellere velopdrag-ne børn, der præsterer fagligt, end børn, der sætter grænser og mander sig op i konfliktsituationer. Hvis nu altså der skulle være en modsætning mellem de to slags.

Men konfliktsituationer har der selvfølgelig været, uanset hvor eksemplarisk jeg har opført mig. Hér har jeg haft brug for hjælp. I de tidlige år fra mine forældre, senere fra min bed-ste ven i folkeskolen, Dalgård. Gennem årene har han taget alle slagsmål på vej i min retning for mig. Engang i sjette klas-se, hvor han var syg og måtte blive hjemme fra skole, benyt-tede de andre drenge anledningen til at give mig en ordentlig omgang venskabelige høvl i fællesrummet. Nu var der jo in-gen til at passe på mig. Hverken Dalgård eller mig selv.


22

En kæk 7-årig udgave af mig står klar til en af sine første kampe for Skovby IF. Senere samme dag blev jeg udvist til absolut fortjente latterbrøl fra både store og små, da jeg midt i kampen, i en trængt situation tæt på eget mål, bestemte mig for, at også markspillere måtte tage bolden op i hænderne i straffesparkfeltet. Måske jeg bare skulle have spillet gælisk, australsk eller amerikansk fodbold i stedet … (Foto: Privat)


23

I de tidligste konflikter gjorde mine forældre egentlig det fornuftige. Altid. Men det fornuftige er sjældent tydeligt på samme måde som det heroiske, og det har ikke altid stået klart for mig, at de faktisk var på min side – som Dalgård si-den hen, uden skyggen af tvivl, altid har været det.

I børnehaveklassen var vi en gruppe børn, der gik hjem sammen fra skole hver dag. Der var omtrent en kilometer fra Skovbyskolens ligblege halvfjerdserbunker, som kun kvalmegrønne muralger skænkede nogen som helst farve, hjem til mit hus i Tinbækparken. Det første stykke gik rundt i et sving og ned gennem et tunnelrør med jungler af spin-delvæv hængende fra det rillede loft, inden man kom op til den gamle landsbykerne med den røde granitkirke knejsen-de på byens eneste bakke. Og det var her, ved buskene foran kirkegården, at Røde Peter fra anden klasse lå på lur. I en periode på nogle uger skræmte han hver dag livet af os ved at springe frem og råbe ad os. Da han også begyndte at slå og sparke os, fortalte vi det derhjemme. Vores forældre ringede sammen og blev enige om at give ham en lærestreg. Min far var med på den.

Næste dag skulle vi bare gå hjemad som sædvanlig. Men denne gang ville vores fædre også ligge på lur. Jeg glædede mig. Nu var der tydelig beskyttelse. Vi var de sædvanlige fire, der fulgtes: tre piger og mig. Vi var ved at revne af spænding, mens vi gik ned forbi kirken. På en af sidevejene holdt min far i vores røde Austin Allegro. Da vi nåede hen til ham, bad han mig komme ind i bilen og vente der. Jeg undrede mig. Nu var jeg ikke længere lokkemad og min far ikke længere involveret i den forestående irettesættelse. Turde han ikke forsvare mig? Helt som ventet sprang Røde Peter frem fra krattet, da de tre piger nåede derhen. Men samtidig blev han omringet af et par granvoksne mænd, der holdt ham tilbage: de andre børns fædre. Min far og jeg sad og så det hele fra bilen.


24

Jeg var dybt skuffet over, at han ikke var med til at sætte Røde Peter på plads. Hvor ville jeg have været stolt af ham.

I virkeligheden gjorde han det fornuftige. Han var lærer, og det ville være en potentielt jobtruende situation, hvis han tog del i indgrebet, og det udartede sig. Men det var bare ikke særligt sejt for en lille, bange dreng at opleve.

Et års tid senere kom næste opvisning i diplomati fra mine forældre. I første klasse var jeg lun på lille Søs med Skovbys kønneste ansigt og klareste blå øjne. Hun var ikke til at stå for. Åbenbart heller ikke for lærerne, skulle jeg finde ud af. Jeg havde leget med hende og en anden dreng fra klassen hjemme i hendes have og havde på vej hjem sagt noget i stil med „Giv hende lige et dask fra mig af“ til ham. Det valgte han så at gøre, mens jeg slet ikke var i nærheden, i det første frikvarter dagen efter, med venlig hilsen fra mig. Og Søs havde åbenbart lært at slå fra sig. Mens jeg stod på legepladsen, fik jeg pludselig øje på den normalt så nuttede pige, der nu lignede en vred version af dragen Puff, som vi netop havde sunget om i timen. Hun kom stormende mod mig og gav mig en hvinende lussing, der sendte en af mine rokketænder ud i sandkassen. Sådan, Søs.

Vi gik ind til den næste time. Læreren var Jørgen, en kæm-pestor, rødhåret mand med karakteristisk autoritær mousta-che. Jeg blødte inde i munden, men prøvede at holde den luk-ket, så Jørgen ikke fik øje på noget.

„Søs har slået Thomas,“ sladrede en af de andre fra klassen. „Jamen, det var fordi, at han fik ham dér til at slå mig,“ sva-

rede hun med det samme. Jørgen kiggede på mig. „Er det rigtigt?“ „Ja, men ...“


25

Længere nåede jeg ikke. „Kom herop, begge to!“ vrissede manden, der nu havde

samme ansigtskulør som hårfarven. Han pegede på mig og den anden dreng. Vi listede op til

katederet med sænkede hoveder. Følelsen af at stå skoleret for en hel klasse kender de fleste,

der har haft bare en smule sjov i skoletiden. Det er ubehage-ligt, men som regel kortvarigt. Men de færreste har nok ople-vet det, der nu skete. Jørgen tog to stykker A4-papir frem og skrev med rød sprittusch: „Jeg er en dårlig kammerat“ på dem begge. Derefter tapede han dem fast på vores trøjer.

„Og så bliver I stående her ved tavlen hele timen. Og I tager ikke papirerne af, før I er kommet hjem!“

Så stod vi der, rædselsslagne og ydmygede ved tavlen, indtil timen næsten var forbi, og Jørgen sagde, at det nu alligevel var ok at tage papirerne af. I ren taknemmelighed lavede jeg hurtigt en tegning af en kampvogn til ham.

Jeg turde ikke fortælle mine forældre noget. De var jo læ-rere og helt sikkert på Jørgens side. Men to uger senere blev jeg kaldt ind i stuen til en snak. Den anden drengs mor havde ringet og fortalt, hvad der var sket.

„Er det rigtigt?“ „Ja, det er det.“ „Hvorfor har du ikke sagt noget til os?“ „Jeg troede, I ville blive sure på mig.“ Herefter fulgte en del ringerier mellem diverse forældre.

Alle – også Søs’ mor og far – var enige om, at der måtte gø-res noget. Min far forklarede mig, at det med at sætte skilte på folk, var sådan noget nazisterne i sin tid havde gjort ved jøderne. Men jeg var i tvivl om, hvorvidt han mente, at jeg, modsat jøderne, måske havde fortjent det.

Igen forventede jeg nemlig en reaktion fra ham, der kunne stå mål med den fornedrelse, hans søn åbenbart var blevet ud-


26

sat for. Men det blev ved en henvendelse til skoleinspektøren, der gav Jørgen en påtale. Og så kom der i øvrigt en opringning til mine forældre fra Jørgen selv, der brokkede sig over, at de overhovedet havde sagt noget til inspektøren. Han gav hver-ken dem eller mig en undskyldning. Men han gjorde mig al-drig noget igen. Diplomatiet havde virket. Og nogle år senere begyndte Jørgen endda indimellem at dukke op i vores hjem for at dele computerspil med min far, mens han samtidig fort-satte sine opfindsomme overfald på eleverne, kulminerende da han komplet umotiveret bankede spidsen af sin bilnøgle ned i hovedbunden på Dalgård, mens han sad og læste ved siden af mig i klassen.

Det besynderlige er, at min far derhjemme altid har været en vulkan, der lige så ofte er i udbrud, som den er slumrende. Han har udspyet enorme mængder lava op gennem årene. Jeg husker, at vi det ene øjeblik kunne gå de hyggeligste aftenture ud på markerne ved Tinbækåen sammen, hvor han viste mig stjerneformationerne og lærte mig deres navne. Det næste kunne han gå amok med svedperlevandfald fra sin dirrende overlæbe, fordi papkasserne, der udgjorde det hjemmelavede trommesæt på mit værelse, larmede eller støvede for meget (vel egentlig et absolut fair indgreb, når det nu som regel var dårligt produceret, tysk speed-metal, jeg spillede med på) …

Men i de sammenhænge tidligere i min barndom, hvor jeg inderligt ønskede, at han skulle give sin vrede frit løb – når jeg blev truet på vej hjem fra skole, eller når en lærer tvang mig til at stå med et skilt, der hængte mig ud foran mine klassekam-merater – så blev selv han en mand, der adfærdsmæssigt be-vægede sig i grænseområdet mellem dygtig diplomat og kej-tet kujon. Af en eller anden grund havde han selvkontrol nok


til at undgå offentlig aggression. Og jeg fornemmede tidligt, uden overhovedet at kunne forstå det, at det raseri, han kunne udvise privat, ikke var godt for noget i en sammenhæng uden for hjemmet, selv ikke når det så absolut var på sin plads.

Sådan så jeg ham som barn, og sådan oplever jeg nu mig selv som teenager. De frustrationer, jeg døjer med, er absolut ikke noget, jeg skal vise offentligt. Og jeg tør ikke forstyrre mine forældre med dem. Jeg afreagerer, når jeg hører min mærkelige musik inde på mit værelse med høretelefoner på, eller når jeg spiller fodbold med Kim eller med mig selv – de situationer i mit liv, jeg føler mig mest hjemme i, og som for mig er de mest private. Aggression er for mig stadig, her en god måneds tid før min attenårs fødselsdag, enten noget med at gribe den primitive træguitar, jeg lavede på en enkelt sløjd-time i niende klasse – og som på et efterfølgende forældremø-de med rette blev fremhævet som et eksempel på, hvor helt og aldeles håbløs vores klasse var til faget – og spille med til et heavy metal-band, der synger om krig og lemlæstelse, mens jeg tavst mimer med for ikke at forstyrre nogen. Eller også er det noget med at slå på mig selv, ofte med knyttet næve i mit eget ansigt, og andre gange altså ved hjælp af en målstolpe. Frustrationerne findes, aggressionerne er til stede. Og fore-løbig evner jeg udelukkende at rette dem mod et stykke træ, som kun jeg kan se forestiller en guitar. Eller mod mig selv.

Men den 31. marts 1993, på vores 2. g-studietur til Buda-pest, får jeg for første gang øje på en voksen mand, der får aggression til at fremstå som noget sejt og brugbart. Og det kommer på ingen måde bag på mig, at det sker på et fodbold-stadion.


Documents

Vi er vaaben broedre