Peter Gade

Kristine Jægesen Wilkens

PETER GADE

Vinderen har altid ret ...

LINDHARDT OG RINGHOF

4

Kristine Jægesen WilkensPeter GadeVinderen har altid ret ...

© 2012 Kristine Jægesen Wilkens, Peter Gade & Lindhardt og Ringhof Forlag A/SForlagsredaktion: Elise H. NørholmOmslag: Olga Bramsen med foto af Alexander FlemmingBogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Scandbook

ISBN 978-87-11-39275-11. udgave, 1. oplag 2012

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dkLindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

5

FORORD

Der hænger en fjerbold i min stue. Fra en snor i loftet svæver den over jorden. Det meste af tiden uden at bevæge sig, men indimellem flyver den frem og tilbage – når Alma og Nanna klasker til den med en bad-mintonketsjer. Det synes de er sjovt, og det er derfor, jeg har hængt den op. Men jeg føler mig ikke overbevist om, at den skal hænge der. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til, at Alma og Nanna skal tæt på den fjerbold. Den fjerbold, som rummer så store modsætninger for mig.

Umiddelbar glæde og leg er det allerførste, jeg tænker, når jeg ser den. Jeg forbinder den også med tryghed og med lidenskab, men også med smerte.

Siden jeg var barn, har mit fokus været på den fjerbold. Jeg har holdt den imellem mine fingre, mens min fine barnehånd er vokset til en stærk, senet hånd. Mens jeg har udviklet mig fra at være dreng til ung mand og far. Gennem den fjerbold har jeg set livet – mit eget og andres. Det har føltes trygt, men på mange måder også begrænsende. Jeg er meget andet end badmintonspilleren Peter Gade, og dette andet skal nu have plads. Det er blevet tid til at ændre mit fokus, se andre steder hen.

Det har jeg for så vidt altid gjort – set og erfaret. Sådan er mit sind indrettet, sådan fungerer jeg. Min barndom og mine mange år på badmintonbanen har udstyret mig med et veludviklet sanseapparat, og de seneste mere end 15 år har jeg arbejdet med også at forstå – og særligt forstå mig selv. Jeg er gået på opdagelse i rum, som føltes utrygge at bevæge sig ind i, men samtidig dragende. Denne bog har vist sig at være en naturlig del af dén proces. Nu inviterer jeg dig som læser indenfor. Det sidste har været grænseoverskridende. Det føles sårbart at lægge sit liv frem, men først og fremmest føles det rigtigt,

6

og når jeg har den følelse, ved jeg med mig selv, at jeg skal fortsætte, uanset hvor svært det er.

Tidspunktet er det rette. Jeg er klar. I det seneste år har jeg dag for dag taget et skridt væk fra den verden af vindere, hvor jeg ikke har følt, at der var plads til at vakle i troen og til at tvivle. Denne gradvise løsrivelse fra badmintonbanens firkantede liv har betydet, at jeg er blevet klar til at fortælle om det, der er mig – på godt og ondt. Jeg vil fortælle om de nuancer, jeg rummer. De får sjældent plads i et flygtigt mediebillede, men det er også først nu, jeg mærker en frihed til at åbne op, fordi jeg ikke længere føler mig låst af den sandhed, jeg har kæmpet imod – at vinderen altid har ret. Nu går jeg et nyt liv i møde. Jeg er nysgerrig, jeg glæder mig – og jeg er usikker, men jeg kan se frem til en hverdag uden facit.

Sådan er det også med denne bog. Den rummer heller intet facit. Den rummer min historie, fortalt lige nu, og hvor den ender, ved jeg ikke.

Der hænger en fjerbold i min stue. Fra en snor i loftet svæver den over jorden. Den har fyldt alt i mit liv. Det gør den ikke mere, men den vil altid være der.

Peter Gade, august 2012

7

Prolog

Det er fyrværkeriet, der vækker Peter, men det er Paul McCartneys stemme, som følger efter braget, der holder ham vågen. Fra sin seng ved vinduet på syvende etage i et af de mange etagebyggerier, der ud-gør den olympiske by, ligger Peter stille og lytter til den gamle beatle, som synger Hey Jude. Med fire døgn til fredagens åbningsceremoni er prøverne i fuld gang på det olympiske stadion, som Peter kan se fra værelset. Selv skal han ikke deltage i begivenheden. Den beslutning har han truffet hjemmefra. Han har prøvet det, og han vil ikke bruge ressourcer på at skulle stå op og vente og gå rundt i alle de timer op til hans første kamp – og især ikke efter at han de seneste mange måneder har døjet med en dårlig fod. Han har slet ikke været i tvivl om, at det var den rigtige beslutning, men det bliver han nu. Mens de velkendte toner af hittet fra 1968 stiger til vejrs mod Londons himmel denne lune sommernat. Tanken om, at 80.000 tilskuere og atleter på tværs af na-tionalitet finder sammen i ét verdenskor under omkvædets række af universelle »na na na’er« får det til at sitre i Peter. ‘Skulle jeg alligevel gå med – det er trods alt sidste gang, jeg er med til et OL,’ lyder det spørgsmål, der dukker op.

Det gør det igen to døgn senere, da et nyt stykke musik slipper ud fra det olympiske stadion og ind gennem vinduerne i OL-byen. Denne gang er det lyden af nummeret Eclipse fra Pink Floyds mesterværk The Dark Side of the Moon, der ikke vil slippe sit greb i Peter – og som dagen efter får ham til at lede på engelske mediers hjemmesider efter et svar: Kommer Pink Floyd til åbningen? ‘Så gør jeg også,’ tænker Peter. ‘Jeg kan ikke sige nej til at gå indmarch med mit favoritband på scenen.’

Tvivlen kommer uventet. Det samme gør den kraft, som OL-stem-

8

ningen rammer Peter med. De seneste mange måneder har han holdt sig selv i et fast jerngreb i et forsøg på at holde fokus på forberedel-serne frem mod sit fjerde OL – den sidste store opgave i karrieren. Selvdisciplinens kunst har Peter altid mestret. I så ekstrem grad, at han de seneste mange år har været bevidst om at fylde sin tilværelse med indhold, der kan udgøre en modvægt til den kontrol og de krav, hans liv i elitesporten er præget af. En mission, som efter det seneste års omvæltning i hans liv uden for badmintonbanens streger har væ-ret ekstra påkrævet, men samtidig særligt svær at gennemføre. Skils-missen og det nye liv som alenefar har budt på sorg og fortvivlelse og ikke mindst uvished, der er blevet forstærket af den afsked, han inden længe skal tage med sit badmintonliv – hans identitet igennem et helt liv. Selv om Peter altid har følt sig bedst i pressede situationer, har han måttet konstatere, at han alt for længe har bevæget sig på grænsen af sin formåen. Men i et forsøg på at skabe det bedst tænkelige udgangs-punkt for sin OL-deltagelse har han negligeret sit behov for hele tiden at stræbe efter balance, og han har i stedet kanaliseret al energi mod sine to døtre og i processen frem mod OL.

Siden Peter forlod Danmark og sammen med resten af badminton-truppen ankom til OL-byen, er det imidlertid, som om han har givet slip. Ikke meget, men en anelse. Han var før afrejsen til London be-vidst om, at en forudsætning for at skabe et godt resultat var, at han skulle have det godt under OL, det var en vigtig mission. Og helt i tråd med den udvikling, han de seneste år har gennemgået, er det, som om hans sind har lyttet til hans instinktive behov og åbnet små sprækker, som OL-ånden nu siver ind ad. Peter kan mærke, at han har det godt, da han torsdag formiddag efter ankomsten mandag sidder på en af de bagerste rækker i et lokale, hvor det store, fælles danske pressemøde afholdes med halvandet døgn til åbningsceremonien. Peter har haft det rigtig sjovt de seneste dage. Det lille værelse med to senge og et smalt skab som eneste inventar deler han med Carsten Mogensen, kaldet Nuller, der er hans faste værelseskammerat, og toilettet og ba-det ude på gangen deler de med holdkammeraterne Joachim Fischer og Jan Ø. Jørgensen. Michael Maze og hans bordtenniskollega Allan Bentsen bor også i lejligheden, Frederik Løchte Nielsen, der er til OL

9

som hittingpartner for Caroline Wozniacki, har gjort dem selskab, og det samme har Peters gode ven Jim Laugesen, eller Lauge, som Peter kalder ham, der også bor i OL-byen, fordi han er badmintonlandstræ-ner i Irland. De har været på lejrskole, som er det ord, Peter beskriver opholdet i OL-byen med over for pressen. Udenfor har solens stråler siden mandag banket ned fra en skyfri himmel, og nedenfor på Vil-lage Plaza har performere i farvestrålende kostumer i rotation opført deres indstuderede show, der er OL-byens officielle velkomst til de 10.000 atleter fra de 204 nationale olympiske komitéer. Et potpourri af Queen-hit er på høj volumen strømmet ud af højtalerne, krydret med en velkomsttale forfattet i de olympiske idealers tegn.

De samme idealer, som formanden for Londons organisations-komité, Sebastian Coe, et døgn senere hylder, da han byder verden velkommen til den britiske hovedstad og erklærer, »at OL bringer verdens folk sammen i harmoni og venskab og fred for at fejre det, der er bedst ved menneskeheden«.

Et spor, præsidenten for IOC (Den Internationale Olympiske Komité ), Jacques Rogge, også går ud ad, da han i sin tale fortæller, at Storbritannien var stedet, hvor begreber som fairplay og sportsman-ship for første gang blev nedfældet som håndgribelige regler i sportens verden, og da han ønsker atleterne tillykke med deres OL-deltagelse og tilbyder dem alle at blive »ægte olympianere«:

»Den ære bliver ikke bestemt af, om du vinder, men af hvordan du konkurrerer. Karakter tæller langt mere end medaljer,« som han siger.

Peter er enig, men han har kæmpet med at tro på den overbevis-ning – kæmpet med ikke bare at sige ordene, men føle dem og leve efter dem.

»Afvis doping. Respekter jeres modstandere. Husk på, at I alle er rollemodeller. Gør I det, vil I inspirere en hel generation,« lyder ordene fra Jacques Rogge.

Det har Peter alt sammen gjort, og han ved, han har inspireret børn og unge mennesker. Det bliver han igen og igen mindet om, som da han forleden modtog et fanbrev fra Taiwan.

10

Til Peter Gade, den store:Mit navn er Chang-Li Hsu. Jeg er studerende og amatørbad-mintonspiller fra Taiwan Taipei. Tilgiv mig, at jeg henvender mig, den eneste grund til, at jeg skriver dette brev, er, at jeg vil opmuntre dig, min badminton-HELT. Hvis jeg kunne, ville jeg give al min kraft og energi i 2012 til dig. For at hjælpe dig til at erobre de olympiske lege i London 2012! Du lærer os at kæmpe og fokusere på det, vi elsker. Du er den sande motivator for mig, når jeg spiller badminton, den sport, vi altid vil elske.

Held og lykke.Sæt din sjæls kraft fri!

Peter ved, at han med sine værdier har sat spor i badmintonverdenen, men er det nok? Hvad vægter det, når en kamp er spillet, når en tur-nering er forbi, når karrieren er slut? Tæller de værdier så mere end hans resultater, der kan aflæses på bundlinjen? Og hvem afgør, hvad der er sandheden? Det er spørgsmål, Peter har stillet sig selv igennem hele sin karriere, mens han undervejs har været den hårdeste til at bedømme sine bedrifter som badmintonspiller – og sig selv som men-neske. Han har egentlig altid, først ubevidst siden bevidst, været klar over, hvilken sandhed der gælder for ham: Der er plads til nuancer i den sort-hvide verden. Det er ikke kun vinderen, der har ret – det må det ikke være. Så vil det være tæt på meningsløst at have brugt hele sit liv på at slå til en ‘fucking fjerbold’, som han tænker – når nu han aldrig har vundet VM eller OL. Peter har spurgt sig selv, om det er derfor, han ikke tror på, at vinderen altid har ret. Om det er en dårlig undskyldning for at beskytte sig selv, men det føler han ikke. Der skal ikke herske tvivl om, at det ville have betydet meget for ham at blive verdensmester, ligesom han inderligt gerne vil opleve at vinde den OL-medalje, han har været tæt på, men aldrig har fået hængt om halsen – det vil være en drøm at vinde den OL-medalje i London, men lykkes det ikke, er det også okay.

Det er det, Peter har sagt i de mange interview op til OL. Og selv om han endnu ikke ved, om den følelse holder, når OL er forbi for ham, gentager han det, da han igen konfronteres med sin historie denne

11

torsdag formiddag på det fælles danske pressemøde i OL-byen, hvor et halvt hundrede af Danmarks 112 OL-atleter er mødt op med deres trænere og ledere.

»Du mangler jo stadig den der medalje – hvordan vurderer du, chancerne er for at vinde den?« lyder et spørgsmål fra en af journa-listerne.

Det er langtfra første gang, Peter er blevet bedt om at forholde sig til den olympiske medalje, han ikke har, og som kontrast til den OL-stemning, der de seneste dage er strømmet igennem ham, illustrerer spørgsmålet det paradoks, OL er for Peter. Et paradoks, der kort før, han fik spørgsmålet fra journalisten, blev foldet ud, da Danmarks chef de mission fra podiet talte om, hvor dejligt det er at opleve den olympiske ånd komme til udtryk blandt de mange deltagere på tværs af sportsgrene og nationer, og da formanden for Danmarks Olympi-ske Komité fra samme podie talte om de otte medaljer, der er dansk idræts officielle målsætning. Og som – uden at det dog blev nævnt – kort efter OL kan komme til at spille en rolle i de forhandlinger, Team Danmark skal have med specialforbundene om tildelingen af statslige støttekroner.

For Peter består paradokset af to modsatrettede poler, og akkurat som det i årevis har været en kamp for ham at dæmpe sit krævende overjeg og give plads til det lystbetonede, er det en udfordring for ham at få OL-ligningen til at gå op: at leve i OL-byen og samtidig forberede sig til at kunne præstere sit bedste.

»Alle atleter, der deltager i et OL, har hver deres historie, der for-tæller, hvordan de er nået dertil. Der er stor forskel på sportsgrenene, men vi har alle ofret meget, og det har jeg dyb respekt for. Dét var ikke en ukendt følelse, men denne gang kunne jeg for alvor mærke den. Selv om vi alle var blevet forberedt på det hjemmefra, og jeg med min erfaring vidste, at OL er anderledes end alt andet, vi deltager i, blev jeg alligevel påvirket. I de fire år, der går mellem hvert OL, når man at glemme det aspekt. Da har det handlet om at opfylde mine andre am-bitioner, og, som OL nærmer sig, forberede mig på at præstere bedst muligt til den begivenhed. Men fra jeg ankom til OL-byen, kunne jeg mærke den særlige OL-stemning, og jeg nød den. Det var så tydeligt, at alle udtrykte behov for at give bare en smule slip på det jerngreb,

12

man længe har holdt sig selv i, og jeg kunne mærke, at jeg også havde behov for at have det sjovt. Man morer sig over små ting i løbet af dagen, men man giver selvfølgelig ikke helt slip – man morer sig med håndbremsen trukket, fordi man står over for det største mål i ens karriere, for nogle måske det største i livet. At jeg denne gang turde give bare lidt slip, var imidlertid en befrielse,« siger Peter i dag.

Men lige så fedt det er at blive vækket af Paul McCartney og lytte til Pink Floyd i det fjerne, lige så forstyrrende er det. Lige så sjovt det er at møde og tale med andre atleter, lige så stressende er det.

»Hvis man skal mærke den olympiske ånd, skal man bo i den olym-piske by, for det er dér, den findes, men der er for meget virvar. Man får aldrig ro. Ikke på noget tidspunkt. Der er konstant mennesker omkring en, og man skal hele tiden forholde sig til folk, der ønsker dig held og lykke og spørger, om man er klar, om man vinder. ‘Vinder du?’ Jeg ved, det er et velmenende og umiddelbart uskyldigt spørgsmål, men folk er slet ikke klar over, hvad det rummer. De er slet ikke klar over, hvor mange gange jeg i dagene og timerne op til en kamp stil-ler mig selv netop det spørgsmål, og jeg kan jo ikke garantere, at jeg vinder. Det spørgsmål piller ved en usikkerhed, som jeg selv kæmper med, og jeg har ikke behov for at skulle forholde mig til den mere end højst nødvendigt, når jeg er i gang med at forberede mig. Jeg kan sag-tens komme ud for at få det spørgsmål, når jeg er ude til turneringer, og jeg eksempelvis møder fans eller journalister i hallen, men så kan jeg trække mig tilbage på mit hotelværelse – den mulighed eksisterer ikke i OL-byen,« siger Peter.

»Jeg har altid været professionel til fingerspidserne, og så skal jeg under verdens største sportsbegivenhed gå på kompromis med de for-hold, jeg ved, gavner mig i et forsøg på at kunne præstere mit bedste på banen – det kan jeg ikke.«

OL-paradokset står tydeligt frem, da Peter debuterer til OL i Sydney i 2000, og han som 23-årig rejser til Australien som en af Danmarks største favoritter til at vinde en medalje. Af guld vel at mærke. Her oplever han for første gang, hvor vigtigt det er at kunne balancere på det tveæggede sværd af tårnhøje forventninger og dansk hygge.

13

Det sidste har Jesper Frigast Larsen for øje, da han ved samme OL debuterer i rollen som det danske holds chef de mission. Sammen med resten af den danske stab forsøger han at skabe arrangementer, der kan samle atleterne og samtidig fungere som adspredelse imellem konkurrencerne. Og mens legene er i fuld sving, får OL-staben en idé. På sit daglige møde med teamlederne fra hver sportsgren annoncerer Jesper Frigast Larsen, at Dronning Margrethe alligevel har meldt sin ankomst til Sydney for at følge de danske atleter i aktion. Der vil blive afholdt en reception for Danmarks dronning i OL-byen dagen efter klokken 15.00, og Jesper Frigast Larsen siger til teamcheferne, at det vil være godt, at så mange atleter som muligt møder op i det officielle røde og hvide festtøj.

Da receptionen finder sted dagen efter, har OL-staben stillet borde op med sodavand og chips, og mange atleter står parate til at modtage Dronning Margrethe. Også andre, som har hørt, at OL-byen får besøg af en ægte dronning, er mødt frem. Blandt dem en af de frivillige australiere, der hjælper til under legene.

Men han får ligesom alle andre en overraskelse, da den prominente gæst fra Danmark gør sin entré.

»Oh my God, it’s a fucking drag queen,« udbryder han og forlader stedet, da en lille golfvogn kommer kørende ind, og det er tydeligt for enhver, at Dronning Margrethe ikke er Dronning Margrethe men derimod Danmarks Idræts-Forbunds informationschef, Morten Møl-holm, i lang kjole, paryk og makeup. En af holdets fysioterapeuter sidder ved siden af, klædt ud som Prins Henrik i hvid uniform og sømandskasket, mens Jesper Frigast Larsen har taget plads bagerst og denne eftermiddag skal forestille at være Prins Joachim.

Reaktionen blandt de danske atleter er knap så bramfri som den skuffede australiers. Der er dem, som synes, det er sjovt, og der er dem, der synes, det er pinligt og useriøst. Ikke mindst dem, der er blevet hjemme fra træning.

»Jeg syntes, det var amatøragtigt,« siger Peter i dag. »Jeg syntes, det var et udtryk for manglende respekt for den situation, som mange af os var i. Jeg var stadig med i turneringen, og for mig var det et forstyrrende element i en forberedelse, hvor jeg i forvejen kæmpede med at finde ro i den virak, jeg som OL-debutant aldrig tidligere havde oplevet.«

14

Den danske stab forstod signalet, som ikke kun kom fra Peter, og på de 12 år og to olympiske lege, der har passeret siden da, er meget forandret. Hvert OL har budt på erfaringer og siden ændringer i ret-ning af en mere professionel tilgang til OL-deltagelsen. Inden OL i London blev det vedtaget, at de danske atleter skal være flyttet ud af OL-byen 48 timer efter, at deres egen sportsgren er færdigafviklet. For mange danskere er ved tidligere OL blevet hængende for at feste, men så meget, at det har været til gene for de atleter, der stadig var i konkurrence, fortæller Jesper Frigast Larsen i dag.

Peter har lagt mærke til og værdsat forandringen. Men da han fire uger før OL som alle andre danske OL-deltagere havde mødepligt til et to dage langt OL-seminar, og aftenen blev brugt til at quizze, tænkte han, at der stadig er plads til forbedringer – til mere profes-sionalisme.

»OL er en begivenhed, vi alle har kæmpet for i flere år, og fire uger, inden det går løs, er jeg SÅ fokuseret på alle små detaljer, at jeg ikke gider at bruge min tid på at deltage i en quiz. På det tidspunkt i for-beredelserne vender jeg hver eneste time, hvert eneste minut, for at få plads til det, jeg præcis ved, jeg skal. Til det hører også at slappe af og ikke lave noget derhjemme, det er lige så vigtigt som at træne, og det, som jeg for alt i verden ikke gør på det tidspunkt i min forberedelse mod en stor begivenhed, er at foretage mig noget, jeg ikke ved, hvor-for jeg gør. Og meget af det, der foregik på det OL-seminar, kunne være klaret på langt færre fokuserede timer. Jeg ved godt, at sådan en quiz arrangeres for at skabe sammenhold blandt os atleter. Vi skal stå sammen og lære hinanden at kende, men så kort tid før OL er det ikke dér, ens fokus skal være. Ligesom de fleste andre synes jeg, det er dejligt at være en del af noget, og derfor sker der tit det for mig, at jeg går ind i den proces, som bliver sat i gang, når vi alle mødes. Men på et eller andet tidspunkt opstår spørgsmålet inden i mig: ‘Hvorfor er det egentlig, jeg skal det her? Hvordan gavner det mig i forhold til det, jeg er her for?’« fortæller Peter i dag.

Dertil er han nået denne torsdag formiddag, da han sidder ved det fælles danske pressemøde. Han har mærket OL-stemningen, så det har kriblet i ham, men nu trænger han til ro, og derfor glæder han

15

sig over, at han sammen med resten af badmintonholdet efter denne presseseance skal forlade OL-byen for at flytte på hotel ved Wembley Arena. Dér har OL-værterne valgt at placere badmintonturneringen, men da det kræver en busrejse på halvanden til to timer at nå Wem-bley Arena fra OL-byen – det har de første dages ture til træningen bekræftet – har man fra officielt hold stillet et hotel til rådighed for alle landes badmintonspillere.

Så efter at Peter har talt med de sidste journalister – både danskerne og de udenlandske, som stopper ham og også vil tale med ham – og han har stillet op til fotografering sammen med de to håndbold-spillere og OL-debutanter Christina Krogshede og Mette Melgaard, der suger OL-minder til sig, tager Peter tre døgn efter ankomsten til London afsked med atleternes OL-by. De seneste dages stemning får ham til at håbe, at han og de andre gutter fra lejrskolen kan mødes, når de er færdige med deres konkurrence. Han håber, han slutter sin OL-deltagelse af på en måde, som giver ham lyst til at se de andre i øjnene. En medalje vil være den mest åbenlyse vej dertil, men han er bevidst om, at der er en risiko for, at det ikke ender sådan, men efter en frustrerende kamp for at finde sit spil i det seneste halve år, kan mindre også gøre det. Peters håb er, at han kan sige farvel på en god måde og en sidste gang vise det, han står for.

Om han vil være i stand til det, ved han ikke, da han et par timer senere tjekker ind på hotellet i Wembley.

Det bliver her, fra hotelværelset, at Peter fredag aften ser Paul McCartney synge Hey Jude til åbningsceremonien, og oplever det, han den første nat i OL-byen forestillede sig ske: 80.000 tilskuere og atleter, der synger i kor. Det kribler en smule indeni, og endnu mere, da Pink Floyd – dog kun på bånd – akkompagnerer det afsluttende festfyrværkeri over det olympiske stadion. Men selv om han de se-neste dage har været i tvivl, kan beslutningen om at takke nej til den oplevelse ikke være anderledes.

16

17

Kapitel 1

Han fokuserer på den grå stikkontakt på væggen, helt tæt på dørkar-men. Hans barnehånd griber fast om det sorte legetøjsbat. Mellem fingrene på venstre hånd holder han den lille gule skumbold. Han trækker vejret dybt. Kigger ned et kort øjeblik, inden hans blik igen finder den aflange dobbelte lysafbryder. Det er dér, lige oven over stikkontakten, serven skal sidde. Lige over de tre stablede blå kasser med legetøj – nettet.

Bolden skal sendes af sted med masser af kraft, hvis den skal springe tilbage fra væggen. Men den skal også placeres. Rammer den bare lidt til venstre for kontakten, på det hvide tapet med de tynde blå striber, eller lidt til højre på dørkarmen, er serven ude – og pointet tabt. Han står mellem det hvide skrivebord og skibsbriksen med de koboltblå hynder, men han ænser intet af det. Kun stikkontakten.

I en helstøbt bevægelse af præcision og power fører han det lille plasticbat fra Bilka fremad. Inden han et splitsekund senere slipper grebet om den lette skumbold.

Serven er god. Bolden hopper tilbage, duellen er i gang. Det er Peter Gade, der på det lille værelse pisker rundt i små, hur-

tige bevægelser, så sveden pibler frem på panden og gennemvæder hans T-shirt. Men det er Yang Yang, der er på banen. Med sin fantasti-ske teknik og sit kvikke fodarbejde. I næste øjeblik er det kineserens landsmand Zhao Jianhua, som spiller i højt tempo hen over nettet. Og pludselig er det Xiong Guobao, som sender bolden i retning af væggen. Det hænder også, at Peter er Morten Frost. Så træder han et lille skridt tilbage på det grå gulvtæppe og tager de mere defensive våben i brug. Men det sker ikke særlig tit. Det er først og fremmest de aggressivt spillende kinesere og indoneserne Eddy Kurniawan og

18

Liem Swie King, der er i kamp på drengeværelset. Spillerne med de mest spændende navne og den mest spændende spillestil.

Lisbeth Christensen og Per Gade Christensen kører i deres røde Volvo Amazon ind i Terndrup en efterårsdag i 1978. De har set boligan-noncen i avisen og lavet en aftale med ejendomsmægleren. Det er det eneste hus, de skal se. Et nybygget parcelhus på knap 130 praktiske kvadratmeter. Roligt beliggende på en lukket vej i det parcelhuskvar-ter, de i byen kalder for pip-kvarteret på grund af vejene, som er op-kaldt efter fuglenavne. Et parcelhuskvarter, der er skudt op mellem Hedevej og Bælumvej, siden Terndrup blev administrativt centrum for Skørping Kommune i 1970.

Fire år tidligere har det unge par i begyndelsen af 20’erne mødt hinanden til en fest i Aalborg-bydelen Vejgaard, hvor Per er vokset op. Lisbeth stammer fra Lindholm i Nørresundby nord for Aalborg. De bliver kærester og flytter straks sammen på to lejede værelser over et gammelt værksted på Eventyrvej i Dall Villaby, en lille satellitby otte kilometer syd for Aalborg.

Per arbejder i Jyllands Kreditforening, mens Lisbeth er ved at ud-danne sig til korrespondent. Hun mangler tre måneder og en afslut-tende eksamen, da hun 14. december 1976 føder parrets første barn på Aalborg Sygehus Nord. En lille dreng, som et par måneder senere bliver døbt Peter Gade Birkeholm Christensen.

Det er ham, der er den primære årsag til, at Lisbeth og Per har fun-det vej til Terndrup. Siden familien blev udvidet fra to til tre, har de rådet over hele etagen i Dall Villaby, men de vil gerne have lidt mere plads, og også gerne deres eget. Pengene rækker ikke til et hus i Aal-borg, så parret har holdt øje med boligannoncerne uden for byen og fundet huset i Terndrup 30 kilometer syd for Aalborg mod Hadsund. Ingen af dem kender noget til byen med de omkring 1.300 indbyg-gere, men der er masser af natur, skolen går helt til 10. klasse, der er en idrætshal, og så er der forretningsliv, læger og et sygehus. Og selve huset er til at betale for Pers indtægt.

Der kommer til at gå nogle år, før familien råder over mere end en enkelt lønindkomst. Mens rødstrømpebevægelsen rundt om i landet får tag i flere og flere kvinder, der demonstrerer for lige løn og lige

19

vilkår for mænd og kvinder, har Lisbeth ikke travlt med at forlade hjemmet og de huslige pligter, som hun alene står for. Ingen andre skal passe hendes søn. Det er ikke altid nemt at få pengene til at slå til, som når bremserne på bilen går sig en tur, og et farvefjernsyn er der heller ikke råd til lige med det samme, men anderledes kan det ikke være. Ikke for Lisbeth. Hun er godt klar over, at der er kvinder, der hæver understøttelse, mens de går derhjemme. Det må man i tre år, og så kan man jo starte forfra, når barn nummer to kommer. Men sådan udnytter man bare ikke samfundet, er Lisbeths holdning, og først senere, da Peter er startet i skole, begynder hans mor at arbejde på halv tid, da hun hjemmefra etablerer sit eget tekstbehandlingsfirma. Indtil da går Lisbeth derhjemme og passer sine børn, men vælger at lade Peter begynde i børnehave det sidste halve års tid før skolestart – bare et par timer om eftermiddagen.

For at spare syr hun alle gardiner selv, da den lille familie køber huset i Terndrup. Ligesom hun syr og strikker meget af børnetøjet til Peter og hans lillesøster, Camilla, der er kommet til verden tre år efter Peter, i december 1979. I hverdagen kører Lisbeth og børnene ofte med til Aalborg, når Per skal på arbejde. Så bliver de sat af i den lille lejlighed i Lindholm hos mormor og bedstefar. Og efter fyraften vender Per tilbage. Tit spiser de hos mormor og bedstefar, inden de kører hjem til Terndrup.

Her kan Lisbeth mærke, at hun og hendes mand lige skal ses an. Og hun er ikke i tvivl om, at det er, fordi Per skiller sig ud ved ikke at være håndværker som mange andre mænd i byen. Per er faktisk en rigtig dygtig håndværker, men det er ikke noget, han lever af. Han har en høj uddannelse og et godt job oppe i Aalborg. Indimellem mø-des Lisbeth alligevel med de andre hjemmegående mødre fra deres kvarter. Mens børnene leger, drikker de formiddagskaffe, og så går snakken om folk fra byen. Om ham, der lige er blevet fyret, eller dem, der nu skal bygge til. Lisbeth synes, at der bliver sladret meget, også lidt for meget til hendes smag. Den slags vil hun helst holde sig fri af, og det er også en af grundene til, at tilflytterparret ikke har lyst til at deltage i det årlige pinsebal oppe i hallen. Nogle gange er det bedre ikke at vide for meget.

Men de ses med naboerne på vejen. Børnene er jævnaldrende og

20

leger med hinanden, og med årene bliver det en tradition at holde nytårsaften sammen. En både hyggelig og sjov festaften, der står i børnenes tegn.

En anden vej ind i lokalsamfundet er medlemskabet af Terndrup Idrætsforening. Per spiller fodbold, og ægteparret går sammen til bad-minton.

»Må jeg komme med?« spørger Peter altid sin mor og far, når de skal af sted. Han spiller badminton hjemme i den lange gang, men det er alligevel ikke det samme som at spille oppe i hallen. Og han ved, at hans mor og far næsten altid har lyst til at spille lidt med ham, når de er færdige med deres kamp. I ventetiden finder han som regel nogle andre børn, han kan spille med, og ellers sidder han bare og venter. Det har han ikke noget imod.

Da han fylder seks år, er han endelig gammel nok til selv at blive medlem af klubben.

Fra det tidspunkt og de næste mange år frem bruger Peter sit vin-terhalvår på at træne badminton og spille turneringer, og i de lyse måneder snører han fodboldstøvlerne og dyrker den sport, han fik lov at starte på allerede som fireårig.

Mens badmintonbanerne i Terndrup Hallen ligger en cykeltur væk, er byens fodboldstadion tæt på at være placeret i Peters baghave. De første år følger hans mor ham over Bælumvej og igennem den ram-ponerede røde jernlåge ind bag træerne til fodboldbanen. Da han er gammel nok til selv at krydse vejen, går han næsten dagligt over på stadion med sin bold under armen.

Langt fra Nordjylland får Sepp Piontek med sin tyske disciplin sat skik på de danske fodboldspillere, som i 1981 først slår de senere ver-densmestre fra Italien, i 1983 banker England 1-0 på mægtige Wemb-ley, og i 1984 er med i det fine selskab af fodboldnationer ved EM i Frankrig, inden Danmark to år senere viser verden, hvordan fodbold spilles, når det er smukkest – lige indtil Spanien bliver endestation for denne jomfruelige rejse i Mexico. Imens løber Peter rundt i Tern-drup og er Michael Laudrup, Zico og Maradona. Fra sommeren 1986 taknemmelig og stolt over sine nye Patrick Platini Super-støvler, som koster 798 kroner, men som hans mor er heldig at finde på udsalg til 465 kroner.

21

Peter ser det hele i fjernsynet. Landskampene og Danmarks inter-nationale gennembrud. Sport i fjernsynet har hele familiens interesse. De har flag på bordet, når der er landskamp, og hans mor serverer rejemadder eller smørrebrød. Når Peter ikke skal ud og spille kamp i weekenden, besøger han ofte sin mormor og bedstefar, og så ser han SportsLørdag sammen med sin bedstefar. Peters yndlingshold er Liverpool. Hans far har engang haft et Liverpool-halstørklæde med hjem efter en rejse til England med sit arbejde. Når ‘dong’-lyden af-bryder Niels Christian Niels-Christiansen eller Svend Gehrs under-vejs i ugens kamp fra den engelske 1. division, tjekker Peter og hans bedstefar den tipskupon, som de sammen har udfyldt med halve og hele garderinger.

Det er ikke kun fodbold, Peter har lyst til at se i fjernsynet. Det me-ste sport interesserer ham, men det er nu ikke altid, han får lov til at se det, han gerne vil se. Som den sommeraften i 1984, da han på den anden side af midnat skriver en besked på et stykke ternet A4-papir og skubber det ind gennem døren til sine forældre i stuen.

»Må jeg se SPORT?« står der på papiret. Der er OL i Los Angeles. Badminton er ikke på OL-programmet.

Det kommer sporten først otte år senere ved OL i Barcelona, men Peter vil gerne se alle de andre konkurrencer fra OL – ikke mindst 100-meteren med Carl Lewis. Peter har allerede fået nej én gang. Tids-forskellen mellem den amerikanske vestkyst og Danmark betyder, at OL-transmissionerne ligger alt for sent for en syvårig dreng, mener hans forældre – men hvorfor give op, når der er noget, man virkelig gerne vil? De fleste sportsbegivenheder får han dog lov til at se. Som Wimbledon-turneringen, der spilles i hans sommerferie. På det tids-punkt af året er han næsten altid på ferie i sin mormor og bedstefars sommerhus i Grønhøj syd for Løkken i første klitrække ud mod Ve-sterhavet. Og når kampene på de grønne græsbaner i det sydvestlige hjørne af London er forbi, går Peter udenfor og server som Pat Cash, Ivan Lendl og Boris Becker.

Peter er interesseret i dem, der er gode til det, de gør. Han iagttager dem og prøver at gøre det efter. Sådan er det også, når han går over på stadion. Det bedste, han ved, er at se på, når hans far spiller kampe. Så kan han også se det store lokale talent Jens Harder Højbjerg. Nogle

22

gange støder Peter også ind i Futter. En rod, der hænger ud på stadion med sin motorcykel. Rygtet siger, at hans grumme hoste skyldes et dagligt forbrug af 80 smøger, men det interesserer ikke Peter. Han er fascineret af Futters spark. Han har det vildeste spark, man kan forestille sig, og han har ikke noget imod at spille med Peter, selv om Peter er mange år yngre. Så det gør de. Peter står på mål, og Futter tyrer.

Men Peter kan også godt selv ramme bolden. Han er en klejn fyr, men han er teknisk dygtig og lynende hurtig.

Han træner to gange om ugen og spiller kamp i weekenden, og på et tidspunkt begynder de også at bruge ham på holdet ovenover. En dag er den syvårige dreng på vej hjem fra stadion efter at have spillet kamp mod rivalerne fra nabobyen Bælum – en af den slags kampe, der er masser af prestige i at vinde. På vejen møder han en lærer fra Terndrup Skole.

»Nå, har du været ude at spille?« spørger læreren. »Ja,« svarer Peter. »Hvordan gik det så,« spørger læreren. »Det gik godt, vi vandt 11-0.« »Scorede du nogen mål?« vil læreren vide. »Ja, det gjorde jeg,« svarer Peter. »Hvor mange lavede du,« spørger læreren. »Jeg lavede 11,« fortæller Peter. Han lader benene tale. Og når han har gjort det, tier han. Man pra-

ler ikke, mens andre hører på det. Det er aldrig noget, der bliver sagt direkte til ham, det fornemmer han bare. Og når andre gør det, hører han sin mor bemærke, at den slags ikke er pænt. Heller ikke når man har scoret alle målene i en sejr på 11-0.

I dag synes Lisbeth, at hendes søn noget oftere skulle glæde sig over det, han har præsteret. Hun kan sjældent få ham til at tale om sin karriere. Peters mange pokaler står i kælderen hos hans forældre, og scrapbøgerne, som Lisbeth har skabt af alt fra breve, kampprogram-mer, billeder samt avis- og ugebladsartikler siden Peters første sejr som minipusling, er heller ikke noget, han kigger i.

»Prøv lige at se en flot fyr,« siger Lisbeth og tager et portræt af sin

23

søn op fra bunken af billeder, da hun i Tranbjerg viser kasserne frem med Peter Gade-minder.

Peter sidder på en stol. Han er klædt i sort uldblazer, hvid skjorte og sølvfarvet slips med små sorte prikker. På knæene hviler et ind-rammet diplom, og i hånden holder han en buket af farvestrålende blomster. Han smiler, nærmest griner, og de brune øjne skinner.

‘Nr. 2 i 98: Årets Sportsnavn’ står der skrevet med sort tusch bag på farvefotoet.

»Men det kan godt være, at det er noget, der kommer fra hans opdragelse – at man over for andre ikke skal tro, man er noget. Man må gerne prale derhjemme og sige ‘skide godt gået’, ligesom Peter i mange år ringede til sin bedstefar, hver gang han havde scoret. Men man skal holde glæden inden døre. Sådan er vi nok,« siger Lisbeth.

»Det var ikke nemt at skille sig ud i så lille et samfund. Jeg tror ikke, han havde haft de venner, han havde, eller at han havde passet ind, hvis han havde været storskrydende og en pralerøv,« siger hun i dag.

Men selv om man ikke skal råbe op om egne evner, oplever Peter, at det er en værdi at være god til noget. At have styr på sine ting. Man skal yde sit bedste. Og gerne det perfekte. Sådan er indstillingen hos Peters mor og far, og særligt hans far stiller høje krav til sin søns indsats i skolen. I de første år er det Lisbeth, der hjælper Peter med lektierne, men da matematikken i de ældste klasser bliver for svær, træder Peters far til. Det sker dog af og til, at Per mister tålmodighe-den, hvis hans søn ikke forstår opgaven med det samme. Så ender lektielæsningen i skænderier, og Peters mor tager alligevel over.

Med sin koboltblå og selvlysende orange Pilot-skoletaske på ryg-gen er Peter i august 1981 begyndt i den ene af to børnehaveklasser på Terndrup Skole, der i det følgende årti vil komme til at mærke sin storhedstid med et elevtal på godt 350 børn. Siden Terndrup Skole blev bygget i 1956, har ægtepar domineret lærerværelset. Som et historisk levn fra 1950’erne og 1960’erne, da folkeskolelærere var en efterspurgt arbejdskraft. Som lokkemiddel blev de stillet en lejebolig i udsigt, hvis de valgte at slå sig ned og udføre deres hverv i Terndrup. Det gjorde mange. Og da Peter begynder i skole, underviser flere lærerpar stadig på Terndrup Skole, og de fleste af dem siger eleverne hr., fru og De til.

24

Skoledagen begynder med morgensang, og i de mindste klasser beder eleverne fadervor. Man opfører sig ordentligt og går i skole for at lære noget. Helt i tråd med den holdning Peters forældre har til deres børns skolegang.

Og Peter opfører sig ordentligt, han lærer noget. Han laver ikke fis og ballade. Han er flittig og vil have styr på sine ting, han vil klare sig godt. Men som andre mennesker tæt på Peter også vil komme til at opleve i årene fremover, mærker lærerne en følsomhed. Denne dreng er en enspænder. Når eleverne får lov til at lave gruppearbejde, er Peter ikke den, der stormer hen til andre. Det er ikke, fordi han ikke er populær i klassen, de andre kan godt lide ham, men han vil bare gerne lave sine ting selv. Så godt som overhovedet muligt. Og lykkes det ikke, kan han indimellem blive rigtig ked af det. Peter kan ikke lide at lave fejl, som kommer til klassens kendskab.

Selv om Peter ikke praler med sine evner, ved både elever og læ-rere, at han er god til sport. Og en dag bliver der i forbindelse med en idrætstime spillet en badmintonkamp mellem Peter og klassens idrætslærer. Det er ikke nogen pludselig indskydelse, men noget, de har talt om flere gange. Rygtet har bredt sig på skolen, og da kampen skal finde sted, er mange elever mødt frem i hallen for at følge opgø-ret.

Udefra ligner det en ulige kamp. Skolens stærkeste mand mod lille, spinkle Peter. Det handler jo bare om at udnytte den store forskel i råstyrke og smashe boldene ned på ham, tænker læreren. Men han får sig en overraskelse. Peter kører rundt med sin lærer og bliver ved med at returnere de tunge slag, som den voksne mand sender over nettet. Mens eleverne rundt om banen bakker op, bringer Peter sig hurtigt foran med 14-0. Det går nøjagtig, som hans klassekammerater har råbt op om.

»Gi’ ham nul, Peter,« sagde de igen og igen op til kampen. Peter svarede ikke rigtigt på det. Men indeni var det også hans plan at give læreren nul, da han gik på banen. Og nu mangler han bare et enkelt point for at fuldføre opgaven.

Men sådan skal det ikke gå. Under den næste bold har idrætslæ-reren heldet på sin side og reducerer til 14-1. Med et ændres Peters humør. Han bliver sur og irriteret, kan læreren mærke. Det næste

25

point vinder Peter. 15-1 lyder sejrscifrene, men det får ikke Peter til at juble som den vinder, han er. Han bliver mut og indesluttet og svær at komme til.

Peter har gået til badminton i næsten fire år, da han sammen med sin søster en aften i foråret 1986 får lov til at tage med forældrene op til Aalborg. I Gug lidt uden for centrum skal de spille holdkamp med Terndrup. Peter har taget sit eget udstyr med, og han får lov til at varme op sammen med sin far. Ungdomsleder Bente Pedersen fra Gug Badmintonklub lægger mærke til den niårige dreng.

»Han kan sgu da godt slå, ham der den bitte dreng. Ham skal vi da have fingre i,« siger hun til Peters mor.

Lisbeth forstår ikke, hvorfor hendes søn skulle tage helt til Aalborg for at spille. Men senere på aftenen, da hun har spillet sin kamp, får hun sig en snak med Bente Pedersen, der fortæller om sin egen datter, Ingrid, som er en af Danmarks bedste pigespillere og også er i klub-ben. Og i de følgende dage kan Lisbeth Christensen ikke slå tanken ud af hovedet. Hvis hendes søn har evnerne, skal de også udnyttes. Det er hendes holdning.

Peter er ni år, da han begynder at tage rutebilen fra Terndrup til Aalborg. I de første par år sker det i selskab med en anden dreng fra Terndrup, men da han stopper, tager Peter turen alene. Hans mor siger farvel på rutebilstationen i Terndrup, og i Aalborg forlader hans far for en stund sit arbejde for at hente sønnen ved bussen og køre ham de sidste kilometer til træning i Gug. Derefter kører Per igen på arbejde, inden han efter fyraften henter sin søn, så de sammen kan komme hjem til Terndrup. To dage om ugen – og indimellem tre – stiger Peter op i rutebilen og kører de 30 kilometer op til Aalborg.

De hyppige ture til træning langt fra Terndrup direkte efter skole-tid isolerer langsomt Peter fra kammeraterne i klassen. Det er svært at finde et tidspunkt, hvor Peter kan lege, som oftest spiller han også kamp i weekenden. Og når han endelig kan, er det ikke sikkert, at kammeraterne er med på den. Han kan godt mærke, at han skiller sig ud, men han er glad for at være skiftet til Gug.

Hjemmefra har han indspillet kassettebånd, så han kan høre Aero-smith og Alice Cooper på sin walkman, og ofte læser han også bøger. De fem-bøgerne, men han er mest vild med Alfred Hitchcock og De tre

26

detektiver om drengene Jupiter, Pete og Bob, der bor på Californiens stillehavskyst og leger detektiver med eget visitkort. Peter er fascineret af de tre drenges hule, hvor de graver sig ned og fordyber sig.

Selv kan han også grave sig ned i sine lege. Han kan tilbringe ti-mevis i selskab med sine små soldater eller de sodavandskapsler med fodboldspillere, han samler på og opbygger lege omkring. På gulv-tæppet i fordelingsgangen laver han turneringer, hvor hver kapsel, hver fodboldspiller, skyder på mål. Parcelhusets knudepunkt er også arena for verdens hårdeste cykelløb, Tour de France. Peter klipper små firkanter ud af papir for hver deltager i det mytiske etapeløb, tegner en cykel på hver lille lap og farvelægger den, så det er tydeligt, hvem der kører på hold sammen. Og til lydsporet af sin egen kom-mentatorstemme ligger han på gulvtæppet og kører hver etape med sine små hjemmelavede cykelryttere, som på skift er i udbrud på de franske landeveje op og ned ad bjergene. Og når samtlige ryttere er i mål, bliver deres point og placeringer ført ind i et skema, som Peter har lavet med lineal. På samme måde afholdes tennissportens fire Grand Slam-turneringer på Spurvevej 12. Lodtrækningen forud for begivenheden foregår ved terningekast, før hver spiller føres ind i turneringsskemaet.

Nogle gange er de flere drenge til at føre ryttere, tennis- og fod-boldspillere hen over gulvet, men tit er Peter sig selv.

»Jeg husker, at jeg kunne lide at lege alene. Jeg befandt mig godt i mit eget selskab. Jeg tror, jeg fandt en tryghed, som lige siden har skinnet igennem hos mig. Jeg har aldrig befundet mig i en situation, hvor jeg har kigget ud i luften og tænkt: ‘Hvad skal jeg lave?’ Aldrig! Hverken når jeg på anden uge har siddet på et hotelværelse langt væk hjemmefra eller tilbragt ventetid i en lufthavn. Efter at jeg fik børn, har jeg længtes hjem, så det til tider har været svært at holde ud, men jeg har ikke kedet mig. Jeg har åbenbart udviklet en tryghed ved at gøre ting alene,« siger Peter i dag.

I Gug Badmintonklub bliver Peter en del af et miljø, der adskiller sig fra fritidsaktiviteten i Terndrup. Spillerne er bedre, kravene højere og ambitionerne ligeså. Og selv går Peter forrest.

Hans talent er åbenlyst for ledere og trænere i Gug. Peter bruger håndleddet rigtigt og slår ikke til fjerboldene, som er det en tæppe-

27

banker, han har i hånden. Men hans indstilling springer endnu mere i øjnene. Han går op i øvelserne, går op i teknikken i øvelserne, og når træningen er forbi, er han en af dem, som spiller videre.

»Nu pjatter du ikke mere, nu er det alvor,« får mange af børnene ofte at vide af deres ledere, når de træner eller spiller kamp og lige skal følge med i, hvad der sker på en af de andre baner.

Den slags behøver man ikke sige til Peter. Han er til stede for at spille badminton. Som den dag i december, da klubben holder afslut-ning op til juleferien. Omkring 100 børn er samlet i Gughallen, og lederne har fundet en, som kan spille guitar til fællessangen i cafe-teriaet, hvor der serveres kage og sodavand. Børnene skal også spille badminton, men ikke med fjerbolde. Ledere og trænere har pustet balloner op, som børnene skal spille med, og nettene har de klistret til med papir, så man ikke kan se sin modstander. Alle børnene synes, det er sjovt – bortset fra Peter. På en af træbænkene langs gavlen sidder den 10-årige dreng i sin blå træningsdragt stille for sig selv. Peter er ikke kommet for at fjolle rundt, for at spille badminton med balloner og papir på nettet. Og da slet ikke for at synge julesange. Men det skal han.

»Du får lov til at træne, hvis du går med ind og synger en sang med os andre,« siger træneren til ham, og så rejser Peter sig og trasker over til de andre børn i cafeteriet.

Gug Badmintonklub opbygger igennem 1980’erne Nordjyllands stær-keste ungdomsafdeling og nyder også godt af den enorme interesse, som badmintonsporten generelt oplever i det årti. Mens Morten Frost, Ib Frederiksen, Lene Køppen og Kirsten Larsen får hængt medaljer om halsen ude i den store verden, bliver flere og flere danskere med-lem af Dansk Badminton Forbund (DBF), som specialforbundet endnu hedder, og fremgangen kulminerer i 1988 med 172.621 medlemmer.

Ud over at Gug oplever tilgang af børn, unge og voksne, der aldrig før har spillet badminton, tiltrækker klubben også unge talenter fra andre klubber. Det spirende talentmiljø samt de dygtige ungdoms-ledere og -trænere, der hver uge lægger timevis af frivilligt arbejde i Gug, lokker de unge spillere til. Unge spillere, som oftere og oftere finder vej til lokalavisernes spalter. Nogle gange som et nøgternt re-

28

sultat af weekendens bedrifter, andre gange som en regulær artikel med billede.

Allerede fra Peter er ni år, begynder han at vinde mesterskaber af alle slags; til kreds-, jyske- og landsmesterskaber vinder han medaljer og som oftest af guld, og tit også i double. Det er også i den alder, Peter spiller sin første turnering i udlandet, og weekenderne bliver brugt i landets badmintonhaller. Mange tror, at Gug er en forkortelse ligesom håndboldsammenslutningen GOG på Fyn, men i de år finder de ud af, hvad Gug er for en størrelse. Om ikke før så i hvert fald da puslin-gespillerne i 1990 vinder DM for hold ved at slå mægtige Højbjerg i finalen. Århus-klubben med de årelange og stolte traditioner.

Gug oplever en massiv opbakning fra forældrene, og Peters foræl-dre er blandt de aktive. De har begge deltaget i bestyrelsesarbejdet i Terndrup og kommer også senere til at gøre det i Højbjerg, og i Gug er de altid villige til at køre, når børnene skal til stævne. Lisbeth og Per vil gerne gøre en indsats som en tak for det, de føler, at deres søn får, og ved at deltage aktivt i forskellige foreningsudvalg får de samtidig en viden om turneringer og træningsmuligheder, som kan komme Peter til gavn.

»Min mor var ambitiøs. Det var hende, som sørgede for, at jeg kom til Gug, og hun mente, at man var nødt til at arbejde lidt mere for tin-gene, hvis det skulle føre til noget. Jeg er i dag ikke i tvivl om, at hun dengang og i dag synes, det er fantastisk, at man udmærker sig og er god. Hun blev revet med af min succes, men så blev hun alligevel ramt af den der med, at man ikke må skille sig ud, at man ikke må være for god og for kendt. Det går ikke, og så har hun trukket i den anden retning. Den dobbelthed er jeg blevet påvirket af,« siger Peter i dag.

Hans forældre er med ude til turnering, så ofte det lader sig gøre. Men indimellem rejser Peter også alene sammen med de andre spil-lere fra Gug. Dansk Badminton Forbund står bag Jysk Fællesrejse, som er et tog, der lægger ud i Frederikshavn og derefter samler spillere op ned gennem Jylland, over Fyn og videre til Sjælland. Med luftmadras-ser og soveposer stiger de mange Gug-talenter på toget, åbner deres madpakker, spiller Donkey Kong på de populære bip-bip-spil, og de hvide tennissokker bliver sorte af at hoppe rundt på gangene.

Bente Pedersen er som frivillig leder oftest med. Det kan godt være,

29

at hun kun er mor til Ingrid Pedersen, men hun er reservemor for alle de andre. Det er hende, som husker spillerne på, at de får spist. Hende, som sørger for, at de opfører sig ordentligt og ikke hænger rundt i rib-berne. At de husker at bruge nogle af deres småmønter i lommerne på at ringe hjem til mor og far, og at de nu også kan finde ned i deres sovepose om aftenen.

Bente Pedersen er der også, hvis en spiller har brug for at blive trøstet efter et nederlag. Det har Peter ikke. Ikke fordi han ikke bliver ked af det, når han en sjælden gang taber. Men Peter holder sig for sig selv. Og så kommer han tilbage.

Som da han kommer længere op i teenageårene og efter et neder-lag trækker sig tilbage på sit værelse og bare ligger stille på sin seng og lytter til musik. Selv om døren er lukket ind til Peter, siver den trykkede stemning ofte ud i hjemmet og får lov til at præge familien. Påvirkningen begynder nogle gange, inden Peter overhovedet er kom-met hjem fra et stævne. Når hans far ringer hjem og fortæller, at Peter har tabt, bliver hans mor ofte ked af det, fordi hun ved, hvor meget det betyder for Peter at vinde. De dage synes Peters lillesøster, at det er rarest at finde på noget at lave, så hun kan slippe væk fra det dårlige humør derhjemme.

Peter klarer sig selv. Han er alene på banen og alene med ansvaret. Det har han det godt med, og han lader den følelse være afgørende for sin beslutning, da han som 13-årig skal vælge, om han vil dyrke fod-bold eller badminton. Det er ikke, fordi han bliver bedt om at vælge. Det kan bare ikke være anderledes. Han har badmintontræning tre dage om ugen plus turneringer i de fleste weekender, og fodboldak-tiviteten byder også på træning flere gange om ugen samt kampe i weekenden. Det er tæt på fysisk umuligt at gå til både badminton og fodbold på det niveau.

»Jeg kan tydeligt huske, at jeg mange gange følte, at jeg havde kæm-pet røven ud af bukserne på mit fodboldhold, og så tabte vi alligevel 3-0. Jeg kunne godt lide at spille på et hold, og det har jeg kunnet i hele min badmintonkarriere. Thomas Cup-kampene er noget af det største, jeg har været med til som badmintonspiller. Derfor var det heller ikke let for mig at stoppe med at spille fodbold. Men jeg kunne ikke magte begge ting, og glæden ved at stå med sejren alene kunne

30

jeg allerede dengang lide. Jeg kunne også godt lide, at jeg ikke kunne sige, at det var andres skyld, når jeg tabte. Jeg oplevede det ikke som et pres at være alene på banen, og det har jeg aldrig gjort. Tværtimod. Det er en bonus,« siger Peter.

En følelse, der ofte hersker i Peter i årene fremover. På godt og ondt.