Jeppe Thordahl KrmmergaardAarhus UniversitetDDSHJLP, ET PRIVILEGIUM ELLER EN MENNESKERET?

Indholdsfortegnelse

Abstract2Indledning3Metode3Den danske stats holdning til aktiv og passiv ddshjlp4Diskussion af Kappels paradigmecase5Diskussion af det ekstreme perspektiv6Diskussion af det moderate perspektiv10Diskussion af det liberale perspektiv13Konklusion19Litteraturliste20

Abstract Euthanasia is a controversial concept in relation to the healthcare systems that pursue the goal of keeping its citizens alive. However, according to several polls the Danish population apparently wants to be able to receive euthanasia. There could be a lot of possible reasons for this, and the paper at hand therefore examines the most commonly used arguments in the debate. The Danish state assumes a de facto moderate position in the debate concerning euthanasia: it allows the passive but criminalizes the active kind. But in the Danish case, a questionable distinction between the two kinds of euthanasia makes this position less theoretically appealing. Furthermore, a discussion of the moderate position reveals that it has a limited applicability, and perhaps that the Danish state should change its perspective in order to attain a more valid position. This paper asserts that euthanasia should be legalized completely. Firstly, the complete criminalization of euthanasia cannot be defended with reference to the fact that either life is inviolable or that the legalization of any kind of euthanasia is the first step on a disastrous slippery slope. Secondly, the complete legalization of euthanasia would maximize the autonomy of the patients in the Danish health care system which can be regarded as a fairly important trade in the modern healthcare system.

IndledningSvel passiv som aktiv ddshjlp er kontroversielle begreber. Det lyder umiddelbart paradoksalt, at man italestter ddshjlp som en valgmulighed i en sundhedssektor, der frst og fremmest beskftiger sig med at forhindre eller udskyde dden. Den danske stat indtager i dag en kompleks holdning, hvor passiv ddshjlp er lovlig, mens aktiv ddshjlp er strafbar. Denne opgaves anbefaling er dog, at den danske stat i stedet burde legalisere alle former for ddshjlp. Men for at kunne n frem til den endelige konklusion behandles den flgende problemstilling:

Kan den danske stats holdning til passiv og aktiv ddshjlp betragtes som holdbar?Hvis dette ikke er tilfldet, hvilken holdning kan s betragtes som holdbar?

For at besvare disse overordnede sprgsml er denne bacheloropgave struktureret sledes. Frst flger et metodeafsnit, der tjener som en kort introduktion til opgaven. Derefter redegres for den danske stats holdning til henholdsvis passiv og aktiv ddshjlp for at skabe et grundlag for opgavens endelige diskussion. Dernst diskuteres anvendeligheden af Kappels paradigme-case som idealtype for hvilke individer, der kan modtage ddshjlp. Herefter flger frst en diskussion af det skaldt ekstreme perspektiv, s det moderate perspektiv og til sidst det liberale perspektiv. Det er flles for disse tre perspektiver, at der frst diskuteres t af de mest centrale forsvar af positionen, og derefter diskuteres t af de mere alternative af slagsen. Afslutningsvis konkluderes p den overordnede problemstilling med udgangspunkt i Kappels tre perspektiver.

MetodeI dette metodeafsnit flger der frst en kort introduktion til opgaven, dernst begrebsafklares centrale variable i opgaven, og til sidst karakteriseres nogle af diskussionens centrale parametre. Som nvnt omhandler denne opgave den danske stats holdning til ddshjlp. Dermed kan opgaven betragtes som casecentrisk. Det forsges sledes ikke at forklare den danske stats holdning til ddshjlp ved hjlp af en bestemt teori eller et specifikt paradigme, men i stedet diskuteres de forskellige holdninger til begrebet ddshjlp med indvendinger i form af blandt andet moralteori, pragmatiske betragtninger og meget andet. Opgaven er skrevet i forbindelse med deltagelse i seminaret Retfrdighed og politisk prioritering p sundhedsomrdet p Aarhus Universitet og fokuserer sledes mere p retfrdighedsbegrebet end p prioriteringssprgsml i den danske sundhedssektor. Med andre ord undersges det sledes, om den danske stats holdning til ddshjlp kan siges at vre retfrdig. Begrebsafklaringen i relation til denne bacheloropgave tager udgangspunkt i sondringen mellem passiv og aktiv ddshjlp. Afklaringen er yderst ndvendig, fordi der findes grzoner, hvor disse forskellige typer ddshjlp overlapper hinanden. Dette er et problem, nr passiv ddshjlp er dagligt benyttet p landets sygehuse, mens aktiv ddshjlp er strafbar. Men hvordan definerer man passivitet og aktivitet, hvis lgens beslutning om enten at behandle eller undlade at behandle kan have samme effekt for patientens overlevelseschancer? Passiv ddshjlp defineres i denne opgave som flger: Person A udfrer passiv ddshjlp ved at fremskynde dden ved undlade eller at stoppe med at give livndvendig medicin eller behandling til i forvejen dende patienter. Yderligere kan Person A udfre passiv ddshjlp ved at give smertestillende medicin i doser, der fremskynder dden, sfremt smertelindring og ikke patientens dd er det primre forml med handlingen. Aktiv ddshjlp defineres i denne opgave som flger: Person A udfrer aktiv ddshjlp ved direkte at forrsage dden ved at give en ddelig dosis af eksempelvis smertestillende medicin til i forvejen dende patienter, sfremt patientens dd er det primre forml med handlingen. Med inspiration fra Klemens Kappels kapitel i bogen Death, Rigthts & Ethics in Modern Medicine fra 2002 lgges der i opgavens diskussion vgt p specielt to parametre. For det frste kan patienternes selvbestemmelse siges at vre et vigtigt hensyn i det moderne sundhedsvsen, og derfor er det vrd at medtage. Patienternes selvbestemmelse br prioriteres, og dette kan man enten gre instrumentelt for at ge deres velvre, eller fordi selvbestemmelsen kan siges at vre intrinsisk vigtig. For det andet kan patienternes velvre siges at vre endnu et vigtigt hensyn i denne forbindelse, blandt andet fordi en lav grad af velvre kan siges at ge patienternes eftersprgsel efter ddshjlp. Til sidst er det vrd at nvne, at diskussionen indeholder flere deontologiske argumenter. Disse argumenter skal i princippet behandles ud fra deres egne principper og kan ikke ndvendigvis evalueres i forhold til hverken de dende patienters selvbestemmelse eller velvre. Det vurderes dog, at denne opgave med sin eklektiske tilgang til emnet har de rette forudstninger for at behandle disse argumenter tilfredsstillende.

Den danske stats holdning til aktiv og passiv ddshjlpI det flgende afsnit redegres for den danske stats holdning til henholdsvis passiv og aktiv ddshjlp for at etablere et udgangspunkt for den videre opgaves diskussion. Passiv og aktiv ddshjlp behandles separat, og afslutningsvis konkluderes p statens overordnede holdning ved hjlp af Kappels terminologi. Passiv ddshjlp er lovlig i Danmark, og der har ikke vret bemrkelsesvrdige forsg p at ndre dette fra politisk side siden legaliseringen i 1992. Det medgives, at passiv ddshjlp er et omdiskuteret emne. Men selve diskussionen fokuserer mere p principper og procedurer i grzonerne mellem passiv og aktiv ddshjlp end p, om den passive ddshjlp reelt skal kriminaliseres. Det er sgar nrmest umuligt at finde empiriske undersgelser af partiernes holdning til passiv ddshjlp, hvilket tyder p, at der er en udbredt konsensus p emnet. Den danske stats siger alts Ja til passiv ddshjlp. Aktiv ddshjlp er ulovlig i Danmark. Aktiv ddshjlp kan dog kun give op til tre rs fngsel[footnoteRef:1], hvilket indikerer, at man fra statens side er bevidst om dt faktum, at aktiv ddshjlp har en markant anderledes karakter end eksempelvis forstligt drab, der kan give livsvarigt fngsel[footnoteRef:2]. Alligevel viser en undersgelse, der er foretaget for Etisk Rd, at strstedelen af Folketingets medlemmer ikke gr ind for aktiv ddshjlp[footnoteRef:3]. Mere prcist er 61 procent af Folketingets medlemmer imod legaliseringen af aktiv ddshjlp. Den danske stat siger alts Nej til aktiv ddshjlp. [1: http://www.etiskraad.dk/da-dk/Tema/Aktiv-doedshjaelp/Temaer/Lovgivning.aspx] [2: http://da.wikipedia.org/wiki/Drab] [3: http://www.etik.dk/aktiv-doedshjaelp]

Konklusion er sledes, at den danske stat er for passiv ddshjlp men imod aktiv ddshjlp. Denne kombination af holdninger betyder, at den danske stat i Kappels terminologi tilslutter sig det moderate perspektiv. Men hvilke problemer giver dette?

Diskussion af Kappels paradigmecaseI det flgende afsnit diskuteres det hvilke af sundhedssystemets patienter, der burde have mulighed for at benytte sig af ddshjlp. Der tages udgangspunkt i Kappels Paradigme-case, der i denne opgave fungerer som en slags idealtype for de potentielle modtagere af ddsjlpen. Afslutningsvis diskuteres implikationerne af at betragte casen som netop en idealtype. Casen er som flger: 1) patienten er ved at d af en uhelbredelig sygdom, 2) patienten oplever omfattende lidelse p grund af enten ulidrelig, fysisk smerte eller, at patienten opfatter den resterende del af dennes liv som meningslst eller uvrdigt og derfor uden vrdi, 3) der kan ikke gres mere for patienten end en marginal forbedring af patientens situation, 4) patienten er fuldt ud kompetent til at trffe valget om aktiv eller passiv ddshjlp, og 5) patienten eftersprger gentagent og reflekteret en specifik form for ddshjlp. Kappel karakteriserer med sine egne ord paradigme-casen som en idealtype. Dette er ensbetydende med, at de potentielle modtagere af ddshjlp ikke ndvendigvis skal kunne opfylde alle casens krav for at kunne modtage ddshjlp. Paradigme-casen er alligevel blevet kritiseret for at vre irrelevant, da kombinationen af de omtalte livsbetingelser i casen er urealistisk. Men dette ikke er meningen med casen som idealype[footnoteRef:4]. Kun en hndfuld patienter i sundhedssystemet ville kunne opfylde alle kriterierne, og derved ville adgangen til ddshjlpen blive enormt restriktiv. P den ene side kan dette anses for at vre et problem, hvis individets ret til at bestemme over sit liv gennem tilvalget af ddshjlp anses for at vre essentiel for ethvert menneske. P den anden side kan det ikke anses for at vre et problem, hvis det er meningen, at ddshjlp skal vre et privilegium rettet mod en lille patientskare, der lever et liv uden nogen form for vrdi. Diskussionen i denne opgave har blandt andet individets selvbestemmelse i fokus, og derfor kunne man anse den restriktive tilgang til den aktive ddshjlp som et problem. Men som beskrevet er Kappels paradigme-case en idealtype, hvilket betyder, at ikke alle kriterierne ndvendigvis skal opfyldes, og derfor er adgangen til ddshjlp ikke forbeholdt en lille udvalgt skare. [4: Kappel, Klemens (2002)]

Denne lempelse af adgangen til velfrdsgodet ddshjlp har dog implikationer, der rejser en anden slags kritik mod paradigme-casen, som man i det mindste skal overveje. Man kan forestille sig en situation, hvor patienten lever op til alle casens kriterier med undtagelse af, at han eller hun ikke er fuldt ud kompetent til at trffe valget om passiv eller aktiv ddshjlp. Mske er patienten dement og derfor umyndiggjort, eller ogs er patienten s plaget af smerter, at denne ikke kan tnke rationelt. Hvis paradigme-casen anses for at vre en idealtype, skulle denne patient have lov til at modtage aktiv ddshjlp. I Belgiens parlament arbejder man lige nu p at udstrkke retten til aktiv ddshjlp til brn og demente[footnoteRef:5]. Ved at slkke p kriterierne for adgangen til ddshjlp bevger man sig dog ind p et kontroversielt omrde, og dette er n af konsekvenserne ved at opfatte paradigme-casen som en idealtype. [5: http://edition.cnn.com/2013/11/27/world/europe/belgium-euthanasia-children/]

Det konkluderes, at Kappels paradigme-case trods indvendingerne kan benyttes som en idealtypisk case til at bestemme hvilke patienter, der potentielt kan modtage ddshjlp. I den resterende del af denne opgave diskuteres det hvilke af Kappels perspektiver, der kan anses som det mest holdbare.

Diskussion af det ekstreme perspektivI det flgende afsnit diskuteres to af det ekstreme perspektivs centrale argumenter for den totale kriminalisering af alle former for ddshjlp. Mere specifikt drejer det sig om, at livet er ukrnkeligt, og at enhver legalisering af ddshjlp kan siges at vre frste skridt p en katastrofal glidebane. Det moderate perspektiv, som den danske stat tilslutter sig, krver, at passiv og aktiv ddshjlp er gensidigt udelukkende og klart definerede begreber uden grzoner. Man kan som nvnt argumentere for, at situationen p nuvrende tidspunkt ikke forholder sig sledes. Derfor er det vigtigt at diskutere Kappels ekstreme perspektiv, fordi det udgr et muligt alternativ til det moderate perspektiv. Det mest ekstreme og samtidig mest benyttede argument indenfor det ekstreme perspektiv lyder som flger:

Livet er ukrnkeligt, og derfor skal man forbyde bde passiv og aktiv ddshjlp

Livet er ukrnkeligt, og derved kan ingen forventet mngde fordele, der opstr ved at afslutte en lidende patients liv, anses som vrdifuld nok til at forsvare, at patientens liv afsluttes. Med andre ord har argumentet alts en deontologisk karakter, hvor livet per definition er intrinsisk godt, mens dden per definition er intrinsisk skidt - upagtet af patientens oplevelse af livet. I forhold til den passive ddshjlp er det afgrende, at man altid vil vre forpligtet til at redde et liv, hvis dette er muligt. Sledes vil en ekstrem implikation af dette perspektiv vre, at man som patient heller ikke vil have ret til at afsl en behandling - uanset grad af fysiske smerter eller opfattet meningslshed i den resterende del af livet. Dette synes at forbryde sig bde mod patientens ret til velvre og selvbestemmelse, som er centrale hensyn i denne diskussion. Argumentet har alts et paternalistisk tilsnit, fordi staten bestemmer, hvad der er bedst for individet. I sin grundform er paternalisme ikke et negativt begreb, men i denne kontekst vil jeg alligevel pst, at paternalisme ikke er tilrdelig. Som nvnt er selvbestemmelse et centralt hensyn i denne opgave, og denne forudstning forbryder paternalismen sig per definition imod. Derfor konkluderes det, at man ikke kan argumentere for, at passiv ddshjlp kan forbydes med henvisning til, at livet er ukrnkeligt. I forhold til den aktive ddshjlp er det afgrende, at man ikke kan tvinge noget menneske til at udfre en handling, der direkte afslutter et andet menneskes liv, fordi denne handling forbryder sig mod livets ukrnkelighed. Det betyder, at man ikke kan tvinge lgerne til at udfre den aktive ddshjlp (eller den passive ddshjlp for den sags skyld). Forsvarere af det moderate eller liberale perspektiv ville i denne forbindelse kunne argumentere for, at tvang af lgestanden ikke ndvendigvis er en del af legaliseringen ddshjlp. Man kan sagtens forestille sig et sundhedssystem, hvor det er lgens eget valg, om han eller hun nsker at tilbyde ddshjlp. Derved m uhelbredeligt syge patienter blot finde en anden lge, der indvilliger i at udfre ddshjlpen, hvis deres foretrukne lge afslr. Sdanne institutionelle undtagelser findes allerede i andre dele af den danske lovgivning; eksempelvis har prster ret til at afvise at vie homoseksuelle par i kirken. I forlngelse af dette kritikpunkt ville forsvarerne af det ekstreme perspektiv kunne pst, at drabshandlingen i sig selv er moralsk forkert, og derfor burde man ikke legalisere nogen former for ddshjlp. Men det virker problematisk at sige, at en bestemt type handling skal forbydes blot p grund af handlingens natur. Hvis man gr dette, ignorerer man bde motiverne bag og konsekvenserne af den givne handling. I relation til diskussionen af ddshjlp ignorerer man alts, at der kan ligge valide, empatiske overvejelser til grund for at krnke livet[footnoteRef:6] - samt at ddshjlpen muligvis gr en ende p et liv, der har en mindre vrdi for patienten end intet liv ville have. [6: Kappel, Klemens (2002)]

Som nvnt antages det i det ekstreme perspektiv, at livet altid er at foretrkke fremfor dden, nr man benytter livets ukrnkelighed som argumentet. Men denne antagelse er problematisk, hvis man tager udgangspunkt i Kappels paradigme-case. Det kan sledes virke en smule kontraintuitivt, hvis man pstr, at livet altid vil vre bedre end dden for en uhelbredeligt, ddelig syg patient, der oplever omfattende lidelse p grund af enten ulindrelig, fysisk smerte eller en opfattelse af den resterende del af livet som uvrdig eller vrdils. Hvis patienten er kompetent til at trffe beslutningen og ydermere giver udtryk for, at aktiv ddshjlp er en nskvrdig afslutning p livet, s er der ikke tvivl om, at man forbryder sig mod patientens ret til selvbestemmelse, nr denne patient ikke fr lov til at f aktiv ddshjlp. Hvis man yderligere fokuserer p patientens velvre, s m man stille sig sprgsmlet, om livet nogensinde kan f en negativ vrdi. Iflge det ekstreme perspektiv vil man ikke kunne forestille sig en situation som denne. Men hvis man fokuserer p selvbestemmelseskriteriet, kunne man formulere det flgende princip: hvis livet ikke har nogen vrdi for den dende patient, og patienten nsker det, s er aktiv ddshjlp tilladeligt. P denne mde respekteres patientens selvbestemmelse og velvre, fordi det er patienten selv, der bestemmer, hvornr livet har net s lav en grad af velvre, at dden er at foretrkke fremfor livet. Man kan konkludere, at det ekstreme perspektiv ikke kan argumentere for kriminaliseringen af passiv og aktiv ddshjlp med henvisning til livets ukrnkelighed. Dette konkluderes, fordi man kan problematisere, at forbuddet mod ddshjlp ikke forbryder sig mod patienternes selvbestemmelse, at tvang af lgestaben er en ndvendig del af legaliseringen af ddshjlp, og at livet altid er bedre end dden.

Et mere moderat argument indenfor det ekstreme perspektiv er glidebaneargumentet, som ofte benyttes inden for samfundsvidenskaben. En variant af dette klassiske argument kan lyde som flger:

Enhver form for legalisering af ddshjlp er frste skridt p en katastrofal glidebane,og derfor skal man forbyde bde passiv og aktiv ddshjlp

Glidebaneargumentet har tit en lidt negativ klang, ofte fordi kausalsammenhngene mellem udgangspunktet og glidebanens endelige konklusion er sgt eller spekulativ. Forsvarerne af det ekstreme perspektiv ville typisk argumentere for, at selv legaliseringen af passiv ddshjlp kan tnkes at vre frste skridt p en glidebane. Alternativt kan man forestille sig en situation, hvor der udvikles en markedsmodel, sledes at ddshjlp bliver outsourcet til den private sektor. I realiteten er det kun fantasien, der stter grnserne for glidebaneargumentet, hvilket ogs kan bidrage til, at argumentet ikke tages alvorligt. Som nvnt kan man kritisere glidebaneargumenterne for at have tvivlsomme kausalsammenhnge mellem situation A og situation B. Sledes kan man problematisere, om det overhovedet er sandsynligt, at situation A direkte medfrer situation B? Kunne man ikke forestille sig andre scenarier? Samtidig kan man stille sprgsmlene: (1) om det vrst tnkelige udfald i virkeligheden er s katastrofalt, som det psts, (2) om det ikke er muligt at implementere foranstaltninger mod det vrst tnkelige udfald, sfremt man medgiver, at dette udfald rent faktisk er katastrofalt, og (3) om det vrst tnkelige udfald ved at g fra situation A til situation B i virkeligheden ikke er mindre katastrofalt end udfaldet, hvis man ikke gr noget som helst. Kort sagt kan man alts problematisere glidebaneargumentet ved at s tvivl om pstandens prmisser. I relation til legaliseringen af ddshjlp kunne man derved sprge; (1) om det ville vre s katastrofalt, hvis legaliseringen af passiv ddshjlp med tiden medfrte, at samfundet fik et mere lempeligt syn p aktiv ddshjlp, hvilket ville ge danskernes selvbestemmelse i sundhedssystemet, (2) om det ikke er muligt at sikre, at livets ukrnkelighed ikke bliver et udvandet begreb, sfremt bemyndigelsen til at udfre ddshjlp bliver placeret ved lgestanden og sker efter veldefinerede principper, og (3) om den totale kriminalisering af ddshjlp ikke blot vil medfre, at langt flere uhelbredeligt syge danskere enten begr selvmord eller rejser til Holland, Belgien eller Luxembourg for at medtage ddshjlp. Alt i alt kan man alts problematisere glidebaneargumentets gyldighed i relation til den totale kriminalisering af ddshjlp. Dog synes glidebaneargumentet alligevel at have en smule relevans. Belgiens parlament legaliserede i 2002 aktiv ddshjlp. Principperne for ddshjlpen tog udgangspunkt i Hollands legalisering af samme praksis i 2001. Dog var der sm forskelle mellem de to landes lovgivninger p omrdet. I november 2013 stemte en belgisk senatskomit for et lovforslag, der skal gre det muligt for demente og brn, der lider af uhelbredelige sygdomme med ubrlige smerter, at modtage aktiv ddshjlp[footnoteRef:7]. Men er det resultatet af en moralsk glidebane? Principperne for ddshjlp i Belgien er jensynligt p vej til at blive udvidet, hvilket iflge det ekstreme perspektiv per definition er en negativ hndelse. Men hvis man ikke automatisk accepterer, at dden altid er en negativ hndelse, s kunne man argumentere for, at det belgiske lovforslag blot maksimerer en befolkningsgruppes selvbestemmelse. [7: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2013/11/28/203403.htm]

I Danmark er kun den passive ddshjlp som nvnt legaliseret, mens den aktive er forbudt. Der har siden 1992 ikke vret serise forsg p at stemme lovforslag igennem, der har haft til hensigt at udvide danskernes mulighed for ddshjlp. Men iflge glidebaneargumentet burde vi s ikke p nuvrende tidspunkt over 20 r senere have oplevet den omtalte glidebaneeffekt? Burde den danske stat ikke allerede have udvidet principperne for den passive ddshjlp som flge af livets udvandede ukrnkelighedsbegreb? Dette synes ikke at vre tilfldet, men der har dog i de senere r vret diskussion om emnet, og mske kan dette siges at vre det frste spde skridt p glidebanen - at man tillader sig offentligt at diskutere en ide, man end ikke ville overveje fr. Ydermere er den danske befolkning tilsyneladende positivt stemt overfor muligheden for at yde aktiv ddshjlp: hele 71 procent af de reprsentativt udvalgte danskerne tilkendegav, at de var enige eller meget enige i, at aktiv ddshjlp skulle vre tilgngelig[footnoteRef:8]. Rapporten blev udarbejdet i 2013 af Trygfonden og Palliativt Videncenter. Undersgelsen bestod af over 1000 respondenter, der som samlet gruppe kunne siges at vre reprsentative for den danske befolkning i forhold til blandt andet kn, geografi, alder og politisk orientering. Derved synes det alts rimeligt at p, at man ogs i Danmark kan tale om, at der er sket n eller anden form for udvikling i relation til holdningen til ddshjlp. [8: http://www.pavi.dk/Libraries/Borgersite/Danskernes_viden_om_og_%C3%B8nsker_til_den_sidste_del_af_livet_-_Baggrundsrapport.sflb.ashx]

Alternativ kunne man forestille sig, at legaliseringen af netop den aktive ddshjlp er dn trskel, der for alvor stter gang i glidebanen, nr den er overskredet. Hvis man accepterer prmissen, der ligger i, at der er en afgrende forskel p aktivt og passivt at vre en del af, at et andet menneske dr, s m det ogs vre en naturlig flge, at legaliseringen af aktiv ddshjlp er et udtryk for, at staten har overskredet en slags usynlig grnse. Mske kan dette vre en del af forklaringen p, at den danske stat p nuvrende tidspunkt blot har legaliseret den passive ddshjlp, mens den belgiske stat arbejder p at udvide den aktive ddshjlp til flere patientgrupper, end det frst var intenderet. Alt i alt har glidebaneargumentet alts en smule relevans, fordi holdningerne til ddshjlp tilsyneladende ndrer sig over tid, men man kan dog stille sprgsmlstegn ved, om der ikke er tale om en naturlig udvikling af disse holdninger snarere end en katastrofal glidebane bde globalt og nationalt. Konklusionen p det ekstreme perspektivs generelle anvendelighed er sledes, at man ikke kan forsvare det totale forbud af ddshjlp i den danske stat med henvisning til enten, at denne praksis forbryder sig mod livet ukrnkelighed, eller at enhver legalisering af ddshjlp er frste skridt p en katastrofal glidebane. Men hvis dette forbud mod ddshjlp ikke er en holdbar lsning, er svaret s, at man indtager en differentieret holdning til begrebet ddshjlp, som tilfldet er i Danmark lige nu?

Diskussion af det moderate perspektivI det flgende afsnit diskuteres to af det moderate perspektivs centrale argumenter for den differentierede lovgivning i relation til ddshjlp. Mere specifikt drejer det sig om, at der er en afgrende forskel p at gre og at tillade, og at intentionen med en handling har en afgrende betydning for, om handlingen kan betragtes som forkert. Det ekstreme perspektiv har som nvnt svrt ved at forsvare sig mod kritikkerne af nogle af perspektivets centrale argumenter. Hvis man derfor anerkender, at livet ikke br vre ukrnkeligt for enhver pris, og at legaliseringen af passiv ddshjlp ikke ndvendigvis er frste skridt p en glidebane, kunne man argumentere for, at det moderate perspektiv muligvis er mere holdbart end frst antaget. Den centrale sondren indenfor det moderate perspektiv omhandler forskellen mellem at gre og at tillade, og derfor lyder det mest benyttede argument inden for dette perspektiv som flger:

Moralsk er der en afgrende forskel p at gre noget og p at tillade noget,og derfor skal passiv ddshjlp forbydes, mens aktiv ddshjlp skal tillades

Rsonnementet er sledes, at det moralsk er mindre forkert, hvis man indirekte forrsager en patients dd ved at forholde sig passivt som lge, end hvis man direkte forrsager patientens dd ved at handle aktivt. Styrken ved argumentet er, at man formr at inkorporere dele af bde det ekstreme og liberale perspektiv p samme tid. P den ene side anerkender man, at livet har en vis intrinsisk vrdi, og derfor er det yderst vigtigt at formulere veldefinerede principper for mderne, hvorp livet potentielt kan afsluttes fr tid. P den anden side anerkender man ogs, at livets opretholdelse ikke har en deontologisk karakter, sledes at livet altid er at foretrkke frem for dden. Derfor er det en naturlig flge, at man i dette perspektiv tillader den passive men forbyder den aktive ddshjlp. Man kan starte med at sprge sig selv, om det i realiteten ikke er udtryk for en aktiv handling, at man helt undlader eller blot stopper med at udskrive og give livndvendig medicin eller behandling til patienter, der har brug for den for at overleve. Med andre ord kan man alts problematisere, om ikke-handling ikke ogs er en slags handling. Denne kritik udgr et reelt problem for det moderate perspektiv, fordi passiv ddshjlp er lovlig og alment benyttet, mens aktiv ddshjlp er strafbar. Det er derfor vigtigt at italestte disse grzoner. Men hvis forskellen mellem passiv og aktiv ddshjlp er defineret af, om lgen rent fysisk foretager sig en aktiv handling, s synes en yderligere kritik at vre, at man hr benytter en meget unuanceret forstelsesramme til at navigere i meget komplekse situationer, hvor motivet bag en given handling i nogle tilflde kan siges at vre vigtigere end selve handlingens karakter. Forsvarerne af det moderate perspektiv ville herefter hvde, at det er definitionerne af og mden hvorp, man skelner mellem passiv og aktiv ddshjlp, der er problemet. Man kan sledes eliminere de omtalte grzoner ved at prcisere definitionerne af passiv og aktiv ddshjlp. Problemet ved det moderate perspektivs forsvar er imidlertid, at man ikke giver noget bud p, hvad de nye og mere prcise definitioner skal tage udgangspunkt i. Dette emne berres dog senere i det nste afsnit. Konklusionen er, at det moderate perspektivs skelnen mellem passiv og aktiv ddshjlp er problematisk, sfremt den tager udgangspunkt i forskellen mellem at tillade og at gre. Dette resulterer i grzoner, hvilket er et stort problem for det moderate perspektivs holdbarhed. Alternativt kunne en lsning vre at prcisere definitionerne af ddshjlp, men s er sprgsmlet blot, hvad disse definitioner skulle tage udgangspunkt i. Dette punkt behandles i det nste afsnit.

I forbindelse med ddshjlp kan motivet bag en given handling som nvnt siges at vre mindst lige s vigtig som selv handlingen. Dette afspejles ogs i den juridiske behandling af sager om ddshjlp, hvor strafferammen er lavere end ved manddrab. Motivet bag handlingen er derfor ndt til at afspejles i forstelsen af passiv og aktiv ddshjlp. Af denne grund kunne man fokusere p lgens intention eller forst, nr man skal skelne mellem passiv og aktiv ddshjlp. Argumentet lyder som flger:

Moralsk er der en afgrende forskel p bevidst at forrsage noget og p ubevidstat forrsage noget, hvor udfaldet er en forudset men ikke intenderet konsekvens,og derfor skal passiv ddshjlp forbydes, mens aktiv ddshjlp skal tillades

Dette argument relaterer sig specifikt til administreringen af den smertelindrende medicin til de uhelbredeligt syge patienter. Med andre ord er det alts mindre moralsk forkert, hvis man som lge uheldigvis slr en patient ihjel som flge af get morfinadministrering, hvis den primre hensigt med handlingen var at smertelindre, end hvis man intentionelt overmedicinerer en dende patient efter patientens nske. I denne opgave og i dansk lovgivning betragtes det som passiv ddshjlp, hvis lgen giver smertestillende medicin i doser, der accelererer dden, sfremt patientens dd ikke er den primre grund til handlingen. Men andre ord skal man alts i hvert enkelt tilflde vurdere, om det reelt var lgens hensigt at gre en ende p den dende patients liv. Men hvordan vurderer man dette? En mulig lsning p problemet kunne vre at undersge, om administreringen af den smertestillende medicin har vret for omfattende. Brugen af morfin er et glimrende eksempel p, at man dog ikke kan udregne og benytte standardiserede recept-mngder til patienter. Ofte benyttes morfin for at smertestille de dende patienter, men morfinen har tre store bivirkning[footnoteRef:9]. For det frste opbygger patienterne med tiden en vis tolerans overfor prparatet, og derved er lgen ndt til at ge dosen for at smertelindre patienten tilstrkkeligt. For det andet er morfin ekstremt afhngighedsskabende, hvilket betyder, at lgen til en vis grad er ndt til at administrere morfin for at sikre, at patienten er abstinensfri. For det tredje kan morfinen pvirke patienternes vejrtrkning, hvilket kan medfre dden. Alt i alt str lgen alts i en situation, hvor han eller hun er ndt til at ge dosen af morfin, fordi patienterne opbygger tolerans imod og bliver afhngige af prparatet. Men det medfrer en get risiko for at d. Konklusionen er, at de enkelte sager om passiv ddshjlp derfor ikke kan evalueres ud fra en objektiv mlestok for brugen af smertestillende medicin. Dette gr det enormt besvrligt at vurdere, om lgen har givet en tilsyneladende ddbringende dosis smertestillende medicin med det primre forml at gre end ende p patientens liv, hvilket ville gre handlingen til aktiv ddshjlp. [9: http://etiskraad.dk/upload/publikationer/aktiv-doedshjaelp-og-doendes-forhold/doedshjaelp-en-sammenfatning.htm]

Mske er det dog vigtigere at stille sig selv sprgsmlet, om lgens intention reelt har nogen betydning i forbindelse med ddshjlp. Hvis man forestiller sig en situation, hvor den ddeligt syge patient er kompetent til at trffe om ddshjlp, og gr dette ved flere lejligheder, hvorfor skulle det sledes ikke vre moralsk forsvarligt, at lgen bevidst og utvungent indvilliger i at udfre den aktive ddshjlp? Kun hvis man fastholder, at livet har en intrinsisk vrdi, der vejer tungere end patienternes selvbestemmelse, synes denne situation at vre problematisk. Konklusionen p det moderate perspektivs generelle anvendelighed er sledes, at der ikke er tilstrkkelig forskel p at gre noget og p at tillade noget i relation til ddshjlp, og at der ikke kan opretholdes et tilfredsstillende skel mellem passiv og aktiv ddhjlp. Dette er et problem, da den ene praksis er lovlig, mens den anden er strafbar. En mulig lsning p dette problem kan vre, at man prciserede definitionerne af de forskellige typer ddshjlp, men disse definitioner kan ikke tage udgangspunkt i lgens intention bag handlingen - bde fordi et individs reelle intention er s godt som umulig at pvise, og fordi man i dette paradigme ville skabe lige s mange grzoner som i den oprindelige situation.

Diskussion af det liberale perspektivI det flgende afsnit diskuteres to af det liberale perspektivs centrale argumenter for den totale legalisering af ddshjlp. Mere specifikt drejer det sig om, at muligheden for ddshjlp fremmer patienternes selvbestemmelse, og at ddshjlp er konomisk rentabel. Hvis hverken den totale kriminalisering eller differentiering af lovgivning i relation til ddshjlp vurderes til at vre plausibel, s er det kun den totale legalisering af samme, der er tilbage. Som nvnt er t af de centrale hensyn i denne diskussion patienternes autonomi eller selvbestemmelse. Derfor ville det virke mrkeligt, hvis denne opgave ikke behandlede t af de mest centrale argumenter for at legalisere svel passiv som aktiv ddshjlp. Argumentet lyder som flger:

Bde aktiv og passiv ddshjlp skal legaliseres, fordi det fremmer patienternes selvbestemmelse

Udvelse af retten til ddshjlp kan siges at vre den ultimative form for selvbestemmelse. I realiteten betyder det, at man fr s stor selvbestemmelse, at individet kan bestemme, hvornr individet ikke lngere skal vre til. Dette kan p samme tid virke bde enormt intuitivt og enormt kontraintuitivt. Det intuitive element ligger i, at man i forbindelse med ddshjlp kan have svrt ved at give et bud p en person eller myndighed, der skulle kunne bestemme over den potentielle afslutning p et individs liv - andet end individet selv. Implikationerne af denne pstand synes at vre, at ddshjlp kun kan betragtes som legitim, hvis denne sker p foranledning at det individ, som ddshjlpen i sidste ende omfatter. Omvendt ligger det kontraintuitive element i, at man ogs med selvbestemmelsesargument bestemmer, at individet har retten til at gre en ende p individet. Med andre ord betyder det, at man kan siges at tillade passiv og aktiv ddshjlp med henvisning til maksimeringen af selvbestemmelse - hvilket dog resulterer i, at der ikke lngere vil blive truffet selvbestemmende valg, da individet dr. Dette er et soleklart paradoks. Specielt utilitarister vil have svrt ved at acceptere konsekvensen af den totale legalisering af ddshjlp, fordi en dd patient hverken kan producere velvre eller nytte i en klassisk forstand. Omvendt kan man dog som nvnt diskutere, om der ligger en speciel form for velvre eller nytte i, at et smertefyldt (og derved ikke nyttebringende) liv afsluttes. Det er dog ikke overraskende, at autonomiargumentet vurderes til at vre plausibelt i denne opgave. Argumentet er skrddersyet til denne diskussion, netop fordi begrebet selvbestemmelse ogs fungerer som t af de centrale parametre i opgavens diskussion. Dette kunne give anledning til kritik af opgavens perspektiv, fordi autonomi-argumentet allerede inden selve diskussionen kan siges at vre forfordelt. Men samtidig er det vigtigt at fokusere p, at individets selvbestemmelse er et centralt hensyn i det moderne sundhedssystem. Dette er ogs n af de centrale grunde til, at dette parameter i frste omgang blev medtaget i diskussionen. Med andre ord ville diskussionen derfor vre mangelfuld, hvis ikke autonomiargumentet blev behandlet, men det er dog vigtigt at tage forbehold for den ovenstende metodiske indvending i den afsluttende konklusion. Som nvnt maksimerer man patienternes selvbestemmelse ved selv at lade dem vlge mellem livet og dden. Argumentet str i diametral modstning til det ekstreme perspektivs centrale argument, der lgger vgt p livets ukrnkelighed. Det ekstreme argument mder en udbredt og berettiget kritik, og der findes ydermere mange gode grunde til at godtage, at den totale legalisering af ddshjlp er tilrdelig. Eksempelvis kunne man forestille sig en situation, der minder om Klemens Kappels paradigme-case, hvor den uhelbredeligt syge patients liv er fyldt med smerter samt en flelse af, at den resterende del af livet er meningsls. Et sdant eksempel kan som nvnt vre med til at problematisere den intrinsisk vrdi og deontologiske karakter, det ekstreme perspektiv tillgger livets blotte opretholdelse. Tilhngere af det liberale perspektiv ville i stedet pst, at lsningen p det tnkte eksempel ville vre at legalisere alle former for ddshjlp. Ogs Ronald Dworkin har givet sit bud p, hvorfor alle former for ddshjlp burde legaliseres. Han lgger vgt p, at dden er s fundamentalt et kendetegn ved livet, at mden, hvorp et individ dr, har en afgrende effekt p individets opfattelse af hele livet[footnoteRef:10]. Selvom det er nrliggende at tro, at vrdighed er grunden til, at Dworkin indtager dette perspektiv, s er det ikke direkte tilfldet. Det afgrende er tilsyneladende, at individet bde i livet og dden skaber en fortlling eller et narrativ om sin eksistens. Denne fortlling kan sledes sagtens fokusere p vrdighed som begreb, men alfa og omega er, at individet besidder selvbestemmelsen til at forme sin egen fortlling, og dette indebrer ogs i yderste konsekvens den totale legalisering af ddshjlp. [10: Andersen, Svend (2002)]

Men svel Kappels som Dworkins perspektiv kan dog problematiseres af det samme sprgsml: Er det autonome valg altid det rette valg? Min relativt ukontroversielle pstand er, at de fleste mennesker vil kunne erklre sig enige i, at selvbestemmelse som begreb er positivt. Det er konsekvenserne af det autonome valg, der muligvis kan anses som vrende negative. Derfor er man ndt til at faststte principper, der sikrer, at det autonome valg er legitimt. P den ene side kunne man forestille sig, at selvbestemmelse hviler p en prmis af accountability of reasonableness[footnoteRef:11], hvor rationalet bag enhver beslutning skal kunne accepteres af alle - eller reasonable rejection[footnoteRef:12], hvor rationalet bag enhver beslutning som minimum ikke skal kunne forkastes af de involverede parter. Men i relation til selvbestemmelse er disse teoretiske tilgange utilstrkkelige, netop fordi individet ikke er selvbestemmende - men skal have godkendt sine beslutninger. Svaret kunne i stedet vre at benytte rational choice teorien som underlggende prmis for individets valide, autonome beslutninger[footnoteRef:13]. Anthony Downs teori er oprindeligt udviklet til at nuancere begrebet vlgeradfrd, men hans tanker om det rationelle valg og faktorerne, der gr forud for det rationelle valg har en vis berettigelse i forbindelse med emnet ddshjlp, selvom det lyder en smule alternativt. [11: Daniels, Norman & Sabin, James (2012)] [12: Scanlon, Thomas (1989)] [13: Downs, Anthony (1957)]

Teorien er gennem tiden blevet kritiseret, men samtidig kan den i forbindelse med selvbestemmelse og ddshjlp vre med til at forsvare det liberale perspektiv mod potentielle indvendinger. Teorien har nogle forskellige kriterier til det rationelle valg, men i denne opgave behandles primrt de tre mest centrale. For det frste antages det, at mngden af information, der er tilgngelig for individet, er uendelig eller bare stor. For det andet antages det, at individet altid har den mentale kapacitet til at bearbejde og vurdere den tilgngelige information. For det tredje antages det, at det altid vil vre muligt at rangordne prferencerne mellem de forskellige valg, et individ str overfor. Antagelsen om frit tilgngelig information er frst og fremmest blevet kritiseret, fordi dette kan siges at vre en urealistisk forudstning for individet. Forudstningen er urealistisk, fordi begrnsninger som eksempelvis tid og ressourcer har indvirkning p informationsmngden, et individ kan samle sammen. Denne kritik vurderes at vre berettiget, men det er ogs vigtigt at holde sig for je, at det mest af alt er en kritik af den idealtypiske variant af rational choice teorien, hvor den tilgngelige information betragtes som uendelig. Man kan i stedet forestille sig en tillempet version af teorien, hvor sundhedssystemet p den mest muligt omfattende mde forsger at servere den ndvendige information for patienterne. Den tillempede variant af rational choice teorien kan derved vre med til at forsvare det det liberale perspektiv mod forskellige indsigelser. Kritikere ville eksempelvis kunne argumentere for, de dende patienter ikke handler ud fra deres reelle prferencer, nr de anmoder om ddshjlp, fordi (1) der i morgen kan offentliggres ny teknologi eller medicin, der kunne have reddet de patienter, der modtager ddshjlp i dag og (2) nsket om ddshjlp kan siges at vre resultatet af sundhedssystemets manglende evne til at tilbyde tilfredsstillende alternativer for patienten. Men begge disse problematiske situationer kan potentielt set afhjlpes med inspiration fra rational choice teorien, hvis sundhedssystemet prioriterer at informere patienterne s meget s muligt, s det tilstrkkeligt rationelle valg kan trffes. Antagelsen om den altid tilstrkkelige mentale kapacitet hos informationens modtagere er ogs blevet kritiseret for at vre urealistisk. Selv hvis sundhedssystemet kan stille en uendeligt stor mngde information til rdighed, kan man s forvente, at patienterne altid ville kunne bearbejde informationerne? Umiddelbart lader svaret til at vre nej. Men ogs her kan det vre en fordel at benyttede en tillempet variant af rational choice teorien, sledes at det blot er sundhedssystemets opgave at formidle den ndvendige information p en sdan mde, at patienten er i stand til at trffe et oplyst valg. Naturligvis kan man forestille sig en situation, hvor en given patient objektivt set bare ikke har de ndvendige ressourcer til at bearbejde en stor mngde sundhedsfaglig information - eksempelvis p grund af meget lav intelligens eller strke smerter. Men i dette tilflde vil det i stedet vre sundhedssystemets opgave at informere eller oplyse patienten efter bedste evne, s valget bliver tilstrkkelig rationelt. Antagelsen om, at det altid vil vre muligt at rangordne prferencerne mellem de forskellige valg, kan ogs kritiseres. Hvis man eksempelvis forestiller sig en situation, hvor en sandsynligvis uhelbredeligt syg patient har valget mellem (1) at udve sin ret til at modtage passiv ddshjlp, (2) at blive behandlet mod sygdommen trods de minimale overlevelseschancer og (3) kun at blive smertelindret uden chance for mirakuls helbredelse, s kan det potentielt set vre svrt at rangordne de opstillede alternativer i forhold til hinanden. Patienten foretrkker muligvis det frste scenario fremfor det andet og det andet fremfor det tredje, mens han eller hun foretrkker samtidig det tredje scenarie fremfor det frste. P denne mde kan man ikke konkludere, hvad der kan siges at vre det rationelle valg. Der er mange forskellige hensyn at tage i denne forbindelse. Forventet levetid, smertepvirkning og overlevelseschance er blot nogle af de potentielt modsatrettede hensyn, man som patient str overfor, nr man skal rangordne sine prferencer. I mere betalingsbaserede sundhedssystemer end det danske kunne man sledes ogs forestille sig, at konomiske udgifter var et andet relevant hensyn. Afslutningsvis er det vrd at overveje, om det i virkeligheden er et krav, at det autonome valg er rationelt. Rational choice teorien fungerer som en slags kontrol af, at patienternes valg indeholder den rette rationalitet. Men dette er ikke ndvendigt, hvis det autonome valg har en slags deontologisk karakter. I s fald vil selv det irrationelle, autonome valg vre acceptabelt. Valget er jo stadig autonomt. Disse afsluttende bemrkninger tjener som problematisering af rational choice teorien, fordi den kan siges at vre irrelevant i relation til det virkeligt autonome valg. Konsekvensen af denne deontologiske tankegang er dog, at man ville vre ndt til at legalisere alle former for ddshjlp, og ydermere ville man vre forpligtet til at udstrkke muligheden for at modtage ddshjlp til alle befolkningsgrupper, ogs brn og demente. Et autonomt valg er stadig autonomt upagtet af rationaliteten eller manglen p samme. Det konkluderes, at den totale legalisering af ddshjlp vil maksimere patienternes selvbestemmelse i det danske sundhedssystem. Alternativt kan man kombinere det liberale perspektiv med rational choice teorien for at sikre, at det autonome valg er oplyst og informeret. Men denne kontrol med det autonome valg sker p bekostning af patienternes selvbestemmelse, hvilket jo var grunden til at legalisere ddshjlp i frste omgang.

Det er som nvnt ikke overraskende, at det centrale argument indenfor det liberale perspektiv rent faktisk har en vis validitet i denne opgaves diskussion. Et lidt mere alternativt forsvar af det liberale perspektiv fokuserer p den konomiske side af ddshjlp. Dette m siges at vre et relevant hensyn at tage, nr man beskftiger sig med den potentielle legalisering af bde aktiv og passiv ddshjlp i et universelt sundhedssystem, hvor sundhedsudgifterne betales flles af alle skatteydere (som tilfldet er i Danmark) i en lavkonjunktur, hvor de offentlige finanser per definition er knappe. Argumentet lyder som flger:

Bde aktiv og passiv ddshjlp skal legaliseres, fordi dette er konomisk rentabelt

En afart af dette argument er ogs benyttet som forsvar for det moderate perspektiv, hvor man argumenterer for, at legaliseringen af aktiv ddshjlp ville vre for omkostningsfuld for sundhedssektoren, blandt andet fordi det ville krve et stort, komplekst juridisk apparat at regulere et lovomrde som aktiv ddshjlp[footnoteRef:14], hvor man skal forsge at minimere grzonerne og tvivlssprgsml med udpenslet lovgivning. Folketinget skal stemme loven igennem, politiet skal hndhve loven, ombudsmanden skal lbende behandle loven, og derfor gr den offentlige sektor sledes gede udgifter i mde. Med andre ord kan dette siges at vre prisen for en differentieret lovgivning. Det virker derfor plausibelt at pst, at staten kunne reducere sine udgifter i forbindelse med ddshjlp, hvis den enten valgte helt at forbyde eller legalisere ddshjlp. P denne mde undgr den danske stat at skulle benytte ressourcer p den differentierede lovgivning i relation til ddshjlp. Min egen pstand er dog, at det totale forbud mod ddshjlp sandsynligvis er den billigste lsning for samfundet. Hvis man forestiller sig den modsatte situation, hvor ddshjlp er fuldstndig lovligt, s vil det alligevel vre ndvendigt, at kriterierne for ddshjlpen overholdes og efterleves. Dette krver, at den danske stat alligevel afstter ressourcer til at implementere og kontrollere, at lovgivningen overholdes p tilfredsstillende vis. Men selvom den totale kriminalisering af ddshjlp tilsyneladende er en konomisk rentabel position, s forbryder man sig som nvnt mod idealet om selvbestemmelse ved at tilslutte sig dette perspektiv. [14: Kappel, Klemens (2002)]

Det er alts den differentierede lovgivning p omrdet, der kan siges at vre rsagen til, at de offentlige budgetter str overfor gede udgifter. Heraf er det sledes en naturlig flge, at det konomiske argument ikke kan fungere som et forsvar for det moderate perspektiv, som det ellers ofte er tilfldet. Faktisk er det kombinationen af legaliseringen af passiv ddshjlp sammenholdt med kriminaliseringen af aktiv ddshjlp, der i virkeligheden kan siges at vre omkostningsfuld for samfundet - og ikke blot legaliseringen af aktiv ddshjlp i sig selv, som det oprindelige argument ellers lyder. Derfor benyttes det konomiske argument i denne opgave som forsvar for det liberale perspektiv. Som nvnt har det konomiske aspekt af ddshjlp en stor betydning specielt i universelle velfrdssystemer som i Danmark. I relation til disse velfrdssystemer taler man ofte om den skaldte popularitetsklemme, hvorfor den offentlige sektor vokser og vokser. Det er nrmest umuligt for politikerne at reducere velfrdsgoderne i den offentlige sektor, fordi dette vil medfre protester i befolkningen, der jo skal genvlge politikerne. P denne mde bliver det ikke rentabelt for politikerne at fre en lempelig konomisk politik selv i lavkonjunkturer, hvor man m antage, at dette italesttes fra politisk side. Denne mekanisme er en alvorlig trussel for det universelle velfrdssystem. En relativt kontroversiel pstand kunne derfor vre, at det er kontraintuitivt, at politikerne ikke nsker at legalisere bde aktiv og passiv ddshjlp. Dette ville betyde, at presset p den offentlige sektor blev mindsket, fordi de potentielle modtagere af ddshjlp ikke skal passes, smertelindres eller behandles af det skattefinansierede sundhedssystem. Modtagergruppen af henholdsvis aktiv og passiv ddshjlp er i Kappels paradigme-case karakteriseret ved, at de blandt andet er uhelbredeligt syge med enten ulidelige smerter eller en flelse af, at den resterende del af livet er meningslst. Vi taler alts her om en gruppe patienter, der ikke lngere nsker at modtage behandlingen fra sundhedssystemet. Man kan sledes betragte den totale legalisering af ddshjlp som en slags konsekvensfri indskrnkning af de offentlige sundhedsudgifter. Dette argument kan dog kritiseres for at vre unuanceret og forenklet i sit syn p virkeligheden. Den konomisk rentabilitet er ikke det eneste hensyn, man skal tage i den offentlige sektor. Ved at indtage den det rent konomiske perspektiv ignorerer man vigtige menneskelige aspekter af debatten. Det er samtidig vigtigt, at man ikke benytter den totale legalisering af ddshjlp som en politisk sparevelse[footnoteRef:15]. Som det er diskuteret tidligere i opgaven, kan man problematisere, at det skulle vre legitimt at benytte livets ukrnkelighed som forsvar for kriminaliseringen af enhver form for ddshjlp, men dette er ikke ensbetydende med, at livets blotte opretholdelse i frste omgang slet ikke har nogen vrdi. Livet har en vis vrdi i sig selv, og derfor kan man ikke legalisere ddshjlp af rent konomiske grunde. Yderligere kunne en konomisk motiveret legalisering af ddshjlp tnkes at have katastrofale konsekvenser for befolkningens tillid til lgestanden. Grundene, der ligger bag den omdiskuterede legalisering af bde passiv og aktiv ddshjlp, er sledes vigtigere, end man frst kunne antage. Hvis man lovliggr ddshjlp af de forkerte grunde, s tilskriver man ogs livet en mindre vrdi, end livet er berettiget. Iflge denne opgave kan ndringer i lgeloven sledes ske med henvisning til maksimeringen af patienternes selvbestemmelse i livets sidste tid - men ikke til konomiske rentabilitet. [15: Andersen, Svend (2002)]

Konklusionen p det liberale perspektivs overordnede anvendelighed er, at selvbestemmelses-argumentet p valid vis kan benyttes til at forsvare den totale legalisering af ddshjlp. Legaliseringen af bde passiv og aktiv ddshjlp kan siges at maksimere patienters selvbestemmelse, hvilket er et centralt hensyn i det moderne sundhedssystem. Hvis man i stedet benyttede det konomiske argument i debatten, ville det bde have konsekvenser for befolkningens syn p livets vrdi og befolkningens tillid til lgestanden. Sundhedssystemet kunne prioritere at oplyse patienterne om deres muligheder i strre grad, end tilfldet er i dag, hvilket muligvis ville gre patienternes autonome valg mere rationelle. Men denne kontrol med det autonome valg ville potentielt ske p bekostning af patienternes selvbestemmelse, der oprindeligt var grunden til at legalisere ddshjlpen i frste gang.

Konklusion:Den danske stats holdning til passiv og aktiv ddshjlp kan ikke siges at vre holdbar. Den differentierede lovgivning p omrdet kan problematiseres, fordi den benyttede sondren mellem passiv og aktiv ddshjlp i bedste fald er fuld af grzoner og tvivlssprgsml. Man benytter en unuanceret forstelsesramme til at navigere i meget komplekse situationer. Dette er et stort problem, da den ene praksis er lovlig, mens den anden er strafbar med op til tre rs fngsel. Alternativet er, at man bliver derfor ndt til enten at legalisere eller kriminalisere ddshjlp fuldstndigt. Den totale kriminalisering af ddshjlp kan problematiseres, fordi de diskuterede argumenter ikke kan anses som holdbare. Livet kan ikke anses for at vre ukrnkeligt, fordi dette har potentielle konsekvenser for svel de dende patienters velvre som for deres selvbestemmelse. Og yderligere har legaliseringen af passiv ddshjlp i Danmark tilsyneladende ikke haft den katastrofale glidebaneeffekt, som kritikerne havde forudset. Dog er det vrd at bemrke, at der mske er tale om en udvikling i den danske holdning til ddshjlp, fordi flertallet i befolkningen tilsyneladende nu gr ind for aktiv ddshjlp. Denne opgaves endelige konklusion og anbefaling til den danske stat er, at den totale legalisering af bde passiv og aktiv ddshjlp kan betragtes som den mest holdbare lsning af de tre muligheder. Det konomiske argument vurderes ikke til at have nogen reel berettigelse i debatten, da argumentet potentielt set kan have konsekvenser for befolkningens syn p livets vrdi og befolkningens tillid til lgestanden. Det centrale argument indenfor dette perspektiv lgger i stedet vgt p, at den totale legalisering af ddshjlp giver patienterne selvbestemmelse, hvilket allerede i dag er et centralt hensyn i sundhedssystemet. Alternativt kan autonomi-argumentet kombineres med en get oplysning fra sundhedssystemet for at sikre, at de syge patienter er velinformerede om deres valgmuligheder. Der skal dog tages et enkelt lille forbehold for denne opgaves konklusion. Netop selvbestemmelses-argumentet bliver tilgodeset i denne opgave, fordi selvbestemmelse er t af diskussionens centrale parametre. Opgavens konklusion har dog alligevel en vis validitet, fordi selvbestemmelse er et centralt parameter af en grund. Selvbestemmelsen prioriteres som nvnt i det moderne sundhedssystem. Dette var grunden til, at kriteriet i frste omgang blev medtaget som parameter i diskussionen. Og dette er grunden til, at man alligevel skal acceptere opgavens endelige konklusion trods forbeholdet.

Litteraturliste Svend Andersen 2002: "The Right to a Good Death" i Ethics, Rights and Death in Modern Medicine, Philosophia Press, Aarhus, side 62-78 Daniels, Norman & Sabin, James 2012: Accountability for Reasonable Priority Setting i Rationing Health Care: Hard Choices and Unavoidable Trade-Offs, Maklu, Antwerpen, side 11-24 Downs, Anthony 1957: The basic logic of voting i An Economic Theory of Democracy, Harper and Row, New York, side 36-46 Kappel, Klemens 2002: "The Morality of Euthanasia" i Ethics, Rights and Death in Modern Medicine, Philosophia Press, Aarhus, side 79-108 Scanlon, Thomas 1998: Aggregation i What We Owe to Each Other, Harvard University Press, Cambridge, side 229-247

http://www.etiskraad.dk/da-dk/Tema/Aktiv-doedshjaelp/Temaer/Lovgivning.aspx http://da.wikipedia.org/wiki/Drab http://www.etik.dk/aktiv-doedshjaelp http://edition.cnn.com/2013/11/27/world/europe/belgium-euthanasia-children/ http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2013/11/28/203403.htm http://www.pavi.dk/Libraries/Borgersite/Danskernes_viden_om_og_%C3%B8nsker_til_den_sidste_del_af_livet_-_Baggrundsrapport.sflb.ashx http://etiskraad.dk/upload/publikationer/aktiv-doedshjaelp-og-doendes-forhold/doedshjaelp-en-sammenfatning.htm1