SOLDATEN | 3. Udgave | 2014

1 SOLDATEN Nr. 3 • 2014

APRIL NR. 3 • 2014

MWD – Military Working Dogs

Mads Kruse-Andersen – Eliteroer og soldat

Hør de sjove momenthistorier

ESK 722 på øvelse – Karups værnepligtige på flyvetur

2 SOLDATEN Nr. 3 • 2014

> LEDER

Udgiver:Forsvarets KommunikationsafdelingDanneskiold-Samsøes Allé 11434 København Ke-mail: [email protected]: 3266 5558

Ansvarshavende redaktør:Vickie Lind

Redaktion:Clara Hennecke Mikkelsen Stine Høvring Godsk

Korrektur:Klavs Vedel

Layout og tryk:Rosendahls - Schultz Grafisk a/s

Oplag:4.750

Copyright:Indholdet i Soldaten kan frit citeres med angivelse af kilde.

Artikler udtrykker ikke nødvendig-vis Kommunikationsafdelingens eller Værnepligtsrådets holdnin-ger.

Hej soldat! Nu har du været soldat i over to måne-der. Halvdelen af tiden er gået, og livet på kasernen er blevet hverdag. Det er måske stadig hårdt at stå tidligt op, men du har fået indstillet din dagsrytme efter det. Måske er det ligefrem gået hen og er blevet et problem for dig i weekenden, hvor du er hjemme og stadig vågner hel-vedes tidligt – før alle andre i huset - og bare ikke kan sove længere! Er Forsvaret rigtigt kommet ind under huden på dig? Måske er du en af dem, som er blevet så fanget af det, at du har valgt at søge videre på enten HRU eller GSU. Men jeres tid herinde er ikke ovre endnu! I har stadig nogle måneder igen, og det bliver kun sjovere og sjovere, som tiden går. Her i Værnepligtsrådet sker der også ting og sager. Rådsmedlemmerne har haft et møde med forsvarsministeren, som I kan læse mere om inde i bladet. Vi journalister har sat fokus på brugen af de værnepligtige som momenter. Er det overhovedet okay at blive hevet ud af tje-nesten for at være moment for andre? Vi har også talt med Mads Kruse-An-dersen, roer på ”Guldfireren”, om det at være soldat og eliteidrætsudøver på samme tid. Det er fascinerende, at det overhovedet kan lade sig gøre med kun 24 timer i døgnet at gøre godt med! I Forsvaret sker der hele tiden foran-dringer, og lige nu er nok en af de mest forandringsprægede perioder i mange

år. Den nye forsvarsreform har for al-vor haft konsekvenser, både på godt og ondt. For jeres vedkommende er det må-ske den nye infirmeristruktur, som har bevirket, at mange af jer ikke længere har mulighed for at tage på INF på jeres tjenestested, der påvirker jeres hverdag mest. Det er også blevet tiden, hvor ISAF 17 er taget af sted til Afghanistan, og hvis alt går efter planen, vil den mission snart være et afsluttet kapitel i det dan-ske forsvars historie. Så er det også ved at være tiden, hvor du måske har tænkt på, hvad der skal ske efter værnepligten. Et bud kunne være journalist på SOLDATEN. I bladet kan du læse om, hvordan du kan søge stillingen og måske blive en af de heldige udvalgte. Vi håber, du nyder livet og læsningen! Med venlig hilsen Clara Mikkelsen og Stine Godsk Journalister på SOLDATEN

KO

LOFO

N

Striber

SOLDATEN Nr. 3 • 2014 3

4-5 Momenterne

6 Fedeste foto

7 Jobannonce

8-11 Hunde i Forsvaret

12-13 Du ved, du er menig når...

14-17 Feltdag med FBU

18-19 Kendte krigsfilmscitater

20-21 Lone Survivor – vind bil-letter til filmen!

22-26 Eliteidrætsudøver og soldat

27 Find fem fejl

28-29 Værnepligtsrådet: Mini-stermøde og landstals-mandsmøde

30-31 Sergent- og menigcitater

32-33 Nyt fra Forsvaret

34 Parade i Slagelse

35 Hvad laver du, når du har fri fra Forsvaret?

Hunde i Forsvaret 8-11

IND

HO

LD

14-17 Feltdag med FBU

Did you know bro?

Den 14.-15. maj er der på Garderkaser-

nen i Høvelte Forsvarsmesterskaberne i

militær 5-kamp. Det kan alle deltage i –

også jer værnepligtige er meget velkomne.

Har du lyst til at vide mere og eventuelt

tilmelde dig, så kan Bo Ehlers kontaktes

på enten mail [email protected] eller

mobil 25 50 16 31.

34 Parade i Slagelse

4 SOLDATEN NR. 3 • 2014

Momenterne Der er måske allerede nogen fra din deling, der har prøvet det – ellers er der helt sikkert nogen, der kommer til det på et tidspunkt. At lege mo-ment. At blive taget ud af tjenesten for at skifte uniformen ud med lasede pjalter og spille godt, gammeldags skuespil. Lyder det uddannelsesrele-vant? Umiddelbart ikke. Især ikke, hvis momentspillet indebærer, at du ligger stille i et levende hegn i fire timer eller skal agere vred terrorist fra Langbortistan. Med accent og det hele! Men der er en mening med, at Forsvaret gang på gang udfordrer je-res dramatiske evner. Og tro det eller ej; HOK har også rimelig klare regler for, hvornår og hvor meget du må droppe din egen øvelsesliste for at gøre andres mere spændende.

Hvad skal det til for? ”Øh, skal vi lægge et drop..?” spurgte en mand først i 30’erne usikkert sine kammerater, da han hurtigt skulle beslutte sig for, hvordan han skulle behandle min veninde. De havde fundet hende under en patrulje, hun var sminket og havde fået instrukser om, at skulle spille meget syg – tæt på shocktilstand. Hun var moment, og de var på sanitetskursus.

Sanitetsuddannelse er et af de forløb i Forsvaret, der kræver rigtig mange momenter. Hvordan skal man el-lers lære det? I værnepligtstjenesten lærer vi at holde sammen og buddy-makker-hjælpe hinanden – og selv-følgelig gælder det også, når andre enheder har brug for brikker til at skabe et levende og dermed lærerigt momentspil for deres soldater. HOK (Hærens Operative Kommando) har i et direktiv (HOK DIR 180-100) formu-leret formålet med værnepligtige mo-mentafgivelser i deres værn: ”Vagter og afgivelser er en integreret del af uddan-nelsen, som bl.a. understøtter uddannelses-behov ved andre enheder og myndigheder. For at gennemføre en lang række aktivi-teter er det nødvendigt, at enheder eller

enkeltpersoner støtter hinanden i større eller mindre omfang. Dette har til formål at sikre den bedst mulige uddannelse og gennemførelse af den daglige tjeneste ved anvendelse af færrest mulige ressourcer.” Momenter er simpelthen en støtte til andre – og den vil vi værnepligtige naturligvis gerne give. Selvom den nogle gange indebærer at stå vagt på en forladt strand til klokken 03 om natten. Eller blive malet hvid i ho-vedet og spille panisk patient over for soldater på sanitetsuddannelse. Nogle gange er man dog heldig – min veninde slap for at blive stukket.

Får vi noget ud af det? Det er godt at hjælpe andre, men hvad får vi – de værnepligtige – selv ud af at lege momenter? Selv samme spørgsmål blev stillet til en række mænd og kvinder, der er tæt på de værnepligtiges daglige tjeneste og stadig kan se det hele lidt fra oven; delingsførerne. Som uddannelses-planlæggere ved de, hvor givende det er at have ekstra personel til rådighed ved for eksempel øvelser, men sam-tidig ved de også, hvordan man som

menig nemt kommer bagud i det korte, komprimerede uddannelses-forløb, som basisuddannelsen er. Dog er den overvejende tilbagemelding fra førerne, at der oftest bliver fulgt op på den tabte undervisning, samt at udbyttet fra momentspillet for den værnepligtige også er stort. Som moment for en anden enhed – måske endda en enhed, der står til udsen-delse – ser vi menige en helt anden side af Forsvaret. Vi får et indblik og en oplevelse – en horisontudvidelse. For nogle kan det måske endda give et skub i retning mod en ansøgning og en militær karriere. Så om du leger fjendtlig terrorist eller halvdødt offer – dit momentspil hjæl-per andre. Der er stor forskel på, hvor mange afgivelser de forskellige kom-pagnier har, og hvor længe de værne-pligtige er væk. Nogle momentspil er lærerige og uddannelsesrelevante for den menige, andre langt fra. Fæl-les for dem alle er, at de er en ideel mulighed for at få en helt anderledes oplevelse.

Mange oplever at blive taget ud af tjenesten for at agere moment for andre enheder. Det kan betyde, at den menige mister kostbar undervisning. Her er det værnepligtige fra Livgarden, der leger afghanere i Oksbøls øvelsesterræn, som momenter for ISAF 17 på MRX øvelse.

SOLDATEN NR. 3 • 2014 5

CLARA MIKKELSEN

MomenthistorierDer kan ske mange mærkelige ting,

når man agerer moment for andres uddannelse! Her kan du læse om to tidligere værnepligtiges

oplevelser under den anderledes tjeneste.

Tanja Steenholdt, værnepligtig august – november 2013

Jeg blev hevet ud som moment for sanitet. Vi blev advaret inden, hvad det var, vi gik ind til. Vi kunne godt forvente at blive set mellem ballerne eller blive stukket. Så oversergenten ville være sikker på, at ingen led af nåle-fobi. Vi blev bragt til sminkning og fik hver især en speciel rolle og blev sminket, så det lignede, at vi havde en skade. Jeg blev sminket så-ledes, at det lignede, at tarme og så videre var på vej ud af maven. Vi fik alle at vide, hvorledes vi skulle reage-re i situationen, så det passede til vo-res skade. Vi kom ud på stedet, hvor sanitetsfolkene havde deres camp, her kom vi kørende i en GD, som var fuld af sårede folk. Vi kom ikke lydløst til campen, men der gik lang

tid, før soldaterne valgte at komme ud for at redde os, men da de endelig kom, tog det fart. Jeg blev løftet ud af bilen af en lille nervøs fyr, som pru-stede og stønnede, men lod, som om jeg var det letteste i verden. Her blev jeg lagt på en båre, og stille og roligt gik han fra punkt til punkt på sin lille lap papir. Han endte så med at blive enig med sig selv om, at jeg skulle have lagt drop. Han var så nervøs, at han rystede vanvittigt, så selvfølgelig ramte han ikke en blodåre, men han troede, han kunne rette op på fejlen ved at køre nålen fra side til side i hånden på mig. Han blev så igen enig med sig selv om, at det ikke var det bedste drop og valgte at tage det ud, hvor blod løb ned ad hånden, så jeg fik et hurtigt plaster på og var lap-pet. Senere den dag skiftede vi ska-der og skulle ligge i baghold for hele

sanitetsholdet, som kørte i kolonne. Dog kom vi for sent til at kunne ligge i baghold, da premierløjtnanten ikke kunne finde vejen til stranden. Så i stedet fik vi momenter den fede tjans at skulle holde vagt, så civile ikke kom ned på stranden, imens sanitet kørte kolonne i mørke. Vi fik besked på, at vi skulle holde vagt i to en halv time, men som resten af dagens tids-plan skulle dette også vise sig ikke at holde. Så vi endte med at stå i fire timer på en mørk strand uden at kun-ne snakke sammen, fryse som bare fanden og holde vagt. Vi endte i vores senge klokken to, hvor vores dejlige værelseskammerater havde redt vo-res seng, og kunne endelig prøve at få varmen efter fire meget kolde timer på en øde strand.

Cecilie Damborg, værnepligtig august – november 2013

Vi var blevet udvalgt som momenter (HURRA!) for militærpoliti fra forskel-lige steder i Europa. Vi sad inde i et stort lokale på Nørre Uttrup kaserne, hvor vi hver især skulle melde os til forskellige opgaver op til flere gange, når chancen bød sig. Jeg tror, vi var en 20 stykker. Jeg må tilstå, at min kollega og jeg ikke rigtig havde ydet den helt store indsats den dag, da man ikke kunne prale af, at der var en skuespiller gået tabt i os, men vi besluttede os endelig for at give en hjælpende hånd. En anden af vores

kollegaer meldte sig ligeledes på sam-me opgave. Opgaven lød, at vi skulle være berusede ansatte på kasernen, som netop havde fået fri, og som var på vej til fest i militær KØTJ og uni-form. Vi skulle påkøre en mand, som dog kunne gå derfra og ikke ville gøre en sag ud af det. Men der var blod på forruden, og manden var såret. For at MP’erne kunne gennemskue, hvad der foregik, sagde ham, der instruere-de os, at vi skulle tage en slurk af den-ne finske vodka og skvulpe og gurgle den godt rundt i munden. Vi kiggede ret skeptiske på hinanden og var ret forbavsede over idéen. Manden var udlænding, så det foregik på engelsk,

men han var hysterisk morsom, så vi stolede i blindhed på ham. Vi tog en slurk af flasken to gange. De finske MP’er blev tilkaldt og skulle nu løse denne opgave. Vi nævnte flere gange, at vi skulle til ”party party with vod-ka vodka”, men der ringede tilsynela-dende ikke en klokke, så vi stod lidt målløse og tænkte, hvad søren det lige var, der foregik. Det klarede de ikke med bravur, hvilket de også fik at vide. Av av. Men vi havde haft en god dag. Hvor mange er så heldige at få lov at drikke i arbejdstiden?


FOTOVINDERNEVi spurgte jer efter

sjove/seje/flotte billeder fra jeres hverdag som værnepligtige...

Og det fik vi! Her er tre gode bud på,

hvordan det er at være ansat i det danske forsvar netop nu!

Når der virkelig skal gøres hovedrent! Her er det husar Albertslund, der går dybt i krogene med rengøringen, inden aftrædelse til civil.

Maria Hansen aka Husar Ringsted.

Selvom man ikke længere er værne-pligtig, er man mere end velkommen til at sende os hverdagsglimt. Her er det Christian Lerche, der har sendt os et billede fra Hærens Sergentskole i Sønderborg.

Et styks træt, men yderst tilfreds sol-dat, der står med den tunge kasse, der skulle slæbes igennem hele rex-banen som afslutning på felt 1. I kassen var en masse vægtklodser, samt gruppens REX-MÆRKER. JA TAK!

Jeppe Lihn.


Journalist på SOLDATEN? Har du modet og evnerne til at skifte geværet ud med en kuglepen? Har du lyst til at opleve en anden side af Forsvaret? Så har vi jobbet til dig!

SOLDATEN søger nye værnepligtige til redaktionen. Som journalist på SOLDATEN får du... • En ny, unik indgangsvinkel til Forsvaret • Samme ansættelsesforhold som under basis-

uddannelsen • Et enkeltværelse på den smukke Marinestation

Holmen i København • Opgaver og arbejde, som foregår både i civil og

militær beklædning • Eget kontor

Vi forventer, at du... • Har gode skrivekundskaber • Forstår at opsnuse ”den gode historie” • Har en åben personlighed, gåpåmod og viljen

til at samarbejde • Er engageret og dedikeret i dit arbejde • Er ansvarsfuld, også uden opsyn • Har interesse i værnepligten • Kan fange gode billeder

Lyder det som noget for dig? Så send os en ansøgning hurtigst muligt – senest den 21. april. I ansøg-ningen skal du fortælle lidt om dig selv og om, hvorfor du ville være en god journalist på SOLDATEN. Derudover skal du medsende dit bud på en artikel til bladet – det kan være en reportage fra en feltdag, en personlig oplevelse eller noget helt tredje. Vi vil bare gerne have et indblik i, hvordan du er som skribent! Sidst, men ikke mindst, skal du medsende et billede af dig selv samt andre fotos, der viser dine fotografiske evner.

Send ansøgningen til [email protected]. Hvis du har spørgsmål, kan du ringe på tlf. 32 66 55 54 eller 32 66 55 58.


Military Working Dogs Du har måske aldrig set eller hørt om dem, men det er ikke kun politiet, der har hunde. Forsvaret har også.

Hundeskolen ligger i Karup, og det er også her, afdelingen med Military Working Dogs (MWD) ligger. MWD er bom-be- og sprængstofhunde, som ikke kun er trænede til at kunne finde bomber og sprængstof, men også til at kunne finde mennesker og eventuelt bide dem.

I Danmark er der lige nu 22 hundeførere, som arbejder med MWD. At arbejde med hunden er et fuldtidsjob, så fra de starter klokken 8.00, til de går hjem klokken 15.30, står den på hundetræning. Men her slutter samværet med hunden ikke. Den skal nemlig også med hjem, og her skal den også kunne fungere sammen med resten af familien. Med hund på arbejde. Vi besøgte Karup og fulgte en lille gruppe hundeførere en dag. Richard er 34 år og har været hundefører siden september 2012. Han har lige nu sin anden hund, som er en belgisk hyrdehund ved navn Otto. Dagen startede med en lille gåtur sammen med Richard og Otto, hvor Richard også fortalte lidt om hunden: ”Otto er en belgisk hyrde-hund, og han er 15 måneder nu. Som I kan se, trækker han ret meget, og faktisk bliver hans tunge helt lilla en gang imellem!” Richard fortalte også om, hvordan arbej-det med hundene er fysisk meget krævende. Faktisk er de fysiske krav på uddannelsen nogle af de højeste overhove-det i Forsvaret. Core og styrketest niveau 4. Hvem skulle have troet det? Bare kom an, specialstyrker!

Da vi har gået nogle få hundrede meter, slipper Richard Otto løs, og hunden drøner af sted. Richard fortæller lidt om, hvor hundene kommer fra. ”Hundeskolen henter hvalpe eller unghunde rundt omkring og træner dem grundlæggende. Vi får så hundene ovre fra hundeskolen. Det bliver nøje vurderet, hvilken hund der vil passe til hvilken fører. Når man så har haft et vist antal hunde og har fået en masse erfaring, kan man selv gå ud og finde en hund, som man vil arbejde med.” Det er dog ikke 10 hunde, man når at have. Hundene starter med cirka to års træning, før de bliver operative, og så kan de ellers arbejde, til de er cirka 10-11 år.

Mens vi går gennem skoven, fortæller Richard også om, hvordan han selv blev hundefører. ”Jeg var udsendt til Afghanistan med Hold 8, hvor jeg mødte to hundeførere. Den ene havde en ordentlig køter, der hed Spike. Jeg talte rigtig meget med den ene fører, som spurgte mig, om ikke snart jeg skulle til optagelsesprøve. Senere tog jeg så til optagelsesprøven og kom ind efter 10 år i Hæren.”

Selvom dragten er tyk, efterlader hunden alligevel blå mærker, når den har haft fat, så det er ikke for sjov, når hundeføreren sender sin hund på bid.

Når hundeførerne sender deres hunde på bid, er der ikke meget at gøre. Hundene er lynhurtige, og når først de bider, så slipper de ikke igen, før føreren beder dem om det.

Did you know bro?

Hunde med lange snuder har en

bedre lugtesans end hunde med

korte snuder. Det er en af de ting,

som gør schæfere og belgiske hyr-

dehunde velegnede som MWD.

Foto

gra

f: M

ichae

l Fan

gel

Foto

gra

f: M

ichae

l Fan

gel


Richard har lige nu sin anden hund. Den første hund manglede evnen til at finde bomber og kunne derfor ikke fungere som MWD. ”Ham, jeg havde før, er i hovedvagten nu og gør det hamrende godt der.”

Arbejdet som hundefører indebærer, at hunden bliver trænet næsten hver dag. ”Når vi holder ferie, så kravler hundene rundt på væggene derhjem-me. Du er bundet og kan ikke bare tage væk. Hvis jeg alligevel er væk to dage, har vi en kennel, som hunden kan blive passet i, men jeg savner den hurtigt alt for meget.” Så der er vist ingen tvivl om, at det er noget, man skal være 100% dedikeret til.

Vi kommer tilbage til bilerne, og Ri-chard træner noget lydighed med Otto på græsplænen. ”PLADS!” Otto sidder helt klinet op ad Richards ben og viger ikke mange centimeter fra hans side, da de begynder at gå rundt. Det er tydeligt, at hunden hele tiden er opmærksom på hver en lille bevæ-gelse, Richard laver. Hunden sitrer af energi, og da den bliver beordret til at ligge ned, er det tydeligt, at den næ-sten ikke kan blive liggende. Richard fortæller, at de fleste, der vælger at blive hundefører, har set hundene for eksempel på en udsendelse. Noget andet, der kendetegner en hundefø-rer, er, at det ofte ikke er helt unge soldater i starten af 20’erne, da det at blive hundefører virkelig kræver, at man ved, hvad man vil med sit liv.

Allan, en anden fører, kommer til-bage med sin hund fra dyrlægen. Det betyder ikke nødvendigvis, at den fejler noget, men hundene er til et eftersyn hver tredje måned – en ser-vice, som ikke mange hundeejere har råd til!

Herefter bliver hundene sat ind i hver deres bur bag i bilen, og vi kører ud til en vej, hvor de vil demonstrere, hvor-dan man går patrulje med hunden.

Allan skal være moment og trækker i noget andet tøj. Det er nemlig vigtigt, at hundene ikke tror, at de skal angri-be folk med uniform. Efterfølgende gemmer han sig lidt væk fra vejen. Vi kører sammen med Richard og Otto ned til den anden ende af vejen,

hvor vi starter vores patrulje. Her for-tæller Richard, hvordan de også tager hundene med ud at rappelle og op i helikoptere. ”Jo mere du propper i hunden af oplevelser, jo mere skal der til for at skræmme den.”

Richard har nu sat en anden sele på Otto. Selen sidder fast i bæltet og er lidt elastisk. Otto trækker nemlig - utroligt nok - endnu mere end tid-ligere, da vi var ude at gå med ham. Pludselig får Otto færten af Allan og spæner af sted med Richard bagefter ind over buske, græs og knolde lige hen til Allan, som har en bidepølse, Otto kan tage. Hundene er nemlig trænet til at bide, når de finder no-gen. Derfor bruges de heller ikke til at finde for eksempel gamle menne-sker, som er blevet væk.

Efterfølgende får vi selskab af en tred-je hundefører, Mark. Når man er hun-defører, træner man sjældent alene, for de har hele tiden brug for nogen til at være momenter for hinanden. I den efterhånden meget proppede bus med fem mennesker og tre hunde kører vi ind til nogle bygninger på kasernen, hvor de vil demonstrere in-dendørs rundering for os. Indendørs rundering betyder, at en hund bliver sendt ind i en bygning først for at undersøge, om der er mennesker der-inde. ”Kom ud, eller jeg sender min hund ind!” råber førerne, da de på skift sender deres hund ind. Igen skif-tes de til at være momenter for hin-anden, som gemmer sig i bygningen. Mens vi venter uden for bygningen, fortæller Mark lidt om det at være hundefører: ”Der er mange måder at være hundefører på. Ude hos os bræn-der alle for det, og det er en livsstil.”

Dagen fortsætter med, at Mark viser os disciplinen afdækning ved skud. Her får han hunden til at lægge sig, går ca. 10 meter frem og affyrer tre-fire skud.

Det sidste, vi får demonstreret, er, hvordan hundene kan blive sendt efter en person, som løber væk. Her fik jeg lov til at hoppe i en stor dragt af noget tykt materiale, som hun-dens tænder ikke kan bide igennem. ”Stop, eller jeg sender hunden!” Jeg begynder at løbe, og kort efter sen-

der Mark sin hund efter. Få sekunder senere har den boret tænderne ind i min arm, og jeg ved med det samme, at man aldrig skal forsøge at stikke af fra en hund!

Mark med hunden Fando gør klar til disciplinen afdækning ved skud. Det er tydeligt, at hunden er et hundrede pro-cent opmærksom på sin førers mindste vink.

STINE GODSK

Foto

gra

f: M

ichae

l Fan

gel


Et liv med hunde

At være hundefører kræver en meget stærk fysik. Hundene trækker nemlig en hel del i snoren, så at gå tur med en MWD er ikke for småbørn. Her ses Richard og hunden Otto.


Hundeførerne deler en bil to og to. Hundene har så deres bure bag i bilen. Her er Richard ved at gøre Otto klar til patrulje.

gjorde det. Hende ville han godt lade gå tur med sig. Da jeg så kom hjem med hunden, tog det mig flere timer at få ham ud af bilen igen.

Jeg tog mange slåskampe med ham, og det tog lang tid, før jeg fik styr på ham. I de seks år, jeg havde ham, kom han aldrig til at arbejde for mig. Vi ar-bejdede sammen som ligemænd. Han skulle i hvert fald ikke være under mig.

Jeg var udsendt med ham to gange, og den sidste gang var vi af sted fem må-neder og på patrulje næsten konstant. Han solgte sin sjæl for mig hver gang. Efterfølgende var han simpelthen slidt op, så han blev aflivet. Jeg har skilt mig af med mange hunde og fået flere aflivet, men da jeg skulle af med ham her, da gjorde det virkelig ondt. Frygter du ikke, at hunden kommer til skade eller dør un-der en udsendelse? Jo, men i sidste ende er det jo hensig-ten, at hundene skal kunne gøre no-get af arbejdet, som er farligt, så hvis det skulle gå galt, så er det en hund og ikke en mand, der ryger.

Jeg har oplevet, at den hund, jeg har nu, var tæt på at dø af hedeslag. Han

blev simpelthen kølet for hurtigt ned, og blodet kunne ikke koagulere mere. Han blødte simpelthen fra alle indre organer. Han lå indlagt fire dage med drop og blodtransfusion. De hentede lige en hund ovre fra amerikanerne ved siden af, barberede pelsen af ma-ven og tappede blod over i en drop-pose. Hvad kræver det at blive hun-defører hos jer? For det første skal du være soldat i forvejen, og de ser også gerne, at du har været udsendt, så hvis du bliver sendt ud som hundefører, kan du koncentrere dig om dit arbejde i ste-det for at blive påvirket af for mange nye indtryk.

Det kræver, at du er individualist og meget selvstændig. Så skal du også ville det hundrede procent. Efter en meget begivenheds- og lære-rig dag i Karup tager vi tilbage til Kø-benhavn. Noget af det som har gjort mest indtryk, er det bånd, der er mel-lem hund og fører. Det kan næsten ikke beskrives, hvor fascinerende det er. Hunden er virkelig menneskets bedste ven – det mest trofaste og lydi-ge væsen, som vil gøre alt for at blive rost af sin fører.

Brian startede sin soldatertid som konstabel i Hæren og søgte efter noget tid i det civile til Flyvevåb-net som hundefører. Efterfølgende blev han udnævnt til NK og måtte tage turen på sergentskolen for at blive uddannet til stillingen.

Brian har haft to forskellige tje-neste hunde og har været udsendt som hundefører seks gange.

Hvad lavede du, før du blev hundefører i Forsvaret?

Jeg havde selv hund, før jeg blev hundefører i Forsvaret. Faktisk var jeg hundeopdrætter og har solgt ca. 70 hvalpe gennem tiden. Ud over det har jeg også arbejdet som vagt med hund. Fortæl lidt om den første hund, du havde. Den første hund, jeg fik, var fak-tisk en hund, som skulle aflives. Han kom ovre fra hundeskolen, men der var ingen, som kunne styre ham. Hver gang en fører nærmede sig, spiste han nærmest føreren. Jeg sagde så ja til at tage ham. Da jeg skulle have ham ud i bilen, var det en civil dame, som

Foto

gra

f: M

ichae

l Fan

gel

Foto

gra

f: M

ichae

l Fan

gel


Du ved, at vand ikke er en hindring.

Du ved, du er menig når...Du kontrollerer! Og får kuldegysninger og retter på folk i din omgangskreds, der kunne finde på at sige ”tjekker”...

Du aldrig er helt tryg uden et bundstykke i lommen eller et gæv i hånden.

Du anlægger refleksbind, når lyset tændes. Du skulle nødig blive kørt ned.

Det sundeste og mest logiske sted at gemme det skrald, du kunne finde efter morgen-rengøringen, er i klædeskabet.

Du aftager hovedbeklædning, inden du træder indenfor, og råber ad folk, som ikke gør.

En 37-timers arbejds-uge kun er noget, din chef efterstræber.

Du ikke gør rent, men ”vedl’er”.

Du får udleveret en papkasse og straks folder hænderne, vender blikket mod himlen og messer: ”Jordbærgrød, jord-bærgrød, jordbærgrød..”

Ord som ”anlægge”, ”tilgå”, ”antræde” med videre er en fast del af dit ordforråd.

Du ved, at HVER dag er endnu en ”god dag i det danske Forsvar”.

Du forventes at betragte ”dræn” som en meget slem fornærmelse.

Du på vej ned ad Strøget råber ”FREM-ADRETNINGER, SIDE-RETNINGER”, og hvis nogen svarer, råber du: ”KAN DU TALE, NÅR DU GÅR IND-TRÅDT?!?”

Ordren ”Pis, ryg og spis syrlige drops” i dine øjne er en fantastisk ordre.

Du, hvis du får sagt noget ukorrekt, udbryder ”rettelse”, hvorefter du siger det rigtige.

Du skal besøge ven-ner eller familie og banker ’Amsterdam’, inden du går ind.

Du omtaler alt med hjul som et køretøj og staver det KØTJ.

Du ved, at du skal til at være selvstændig, når ordene ”på nemmeste måde” bliver sagt.

Du siger ”javel” i en McDonald’s Drive-in, når personen bag kassen siger beløbet.

DF spørger, hvem der gerne vil have kørekort til MC, og du ikke melder dig.

Du kun kan dine venners efternavn.

Du får det direkte dårligt af at se civile gå på græsset på kaserneområdet, når du ved, at det er et faktum, at det ikke kan lade sig gøre!

Du ved, der er ingen, der siger: Giv agt, Deling, Ret! Men derimod: Gæææææv Aggg!! Deiliiiiiiinnnnnn, Ayat!!

Du i stedet for ”hva’?” siger ”gentag signal!”.


CLARA MIKKELSEN

Du ved, du er menig når...Du går i takt, med hvem du end går sammen med.

Du omtaler en hæk som et levende hegn og en bakke for en krete.

Du skarpt siger ”afslut” til folk, når de gør ting, de ikke burde gøre.

Du erklærer, at du har forstået en besked ved at sige: ”har det”.

Du vågner panisk, når nogen hvisker ’’alarm lydløs’’ i dit øre.

Du ser krigsfilm med vennerne og påpeger de ting, som ikke kan lade sig gøre.

Du tager dig selv i at hænge tøjklemmerne på tørrestativet til højre ret efter farve og type.

Du tager baretten på i bad, og det føles helt normalt.

Du ved, at uanset hvad du gør til stueeftersyn, finder sergenterne altid noget... ALTID.

Du ved, du ligner PIS, hvis man kan se enden af dine snørebånd.

Du ved, hvad det vil sige at gå på spade-patrulje.

Du ved, at regn-vejr er baretvejr og derfor dejligt.

Du ved, det hedder SLØRING og ikke camouflage og KAMPVOGN og ikke tank.

Du er helt indforstået med, at dit skab bliver røvet for alt (eller i det mindste får smidt indholdet ud på gulvet), det sekund du forlader stuen uden at låse det.

Du ved, hvilken vej fiberpelsen skal vende.

Du under en bytur tømmer din øl og råber ”FEJL FEJL”, knæler ned, mens du søger i dine lommer efter en fyldt øl. Derefter kaster dig på buffen og kravler i et dybt V til baren og tilbage for så at råbe ”KLAR KLAR” og drikke videre.

Du nytårsaften kaster dig ned i planken og råber ”ARTILLERIIIII” og holder stillingen, til bragene holder op.

Du synes, at den bedste og mest logiske måde at få folk til holde mund og rette opmærksomheden mod dig er at råbe ”GIV AGT!”

Du har fundet ud af, at du kan sove overalt! Selv på ladet af en larmende, bumlende lastbil.

Du ved, at det ypper-ste kompliment, du kan få, er, når du får at vide, at det ”spiller max.”

Du ikke længere pisser i kanten af skoven, for der gemmer den gode soldat sig.

Du beskriver dig selv efter en bytur som værende nedkæmpet, ikke mega stiv.


Feltdag med FBU Flyvevåbnets basisuddannelse minder på mange måder om Hæ-rens – men skiller sig alligevel lidt ud. Mens Hæren har værne-pligtige fordelt ud over hele landet, foregår FBU’en kun i Karup. Ét kompagni fordelt på fire delinger. Onsdag den 26. februar fulgte vi – SOLDATENs redaktion – to af delingerne på, hvad de værnepligtige selv troede, var en helt almindelig feltdag. Det viste sig dog pludselig, at det var en stor fordel at have valgt Flyvevåbnet – i hvert fald, hvis du er fan af at skifte lastbilerne ud med et par EH-101 Merlin-helikoptere.

Taktisk troppetransport Hemmelighedskræmmeriet begynd-te allerede fredagen inden feltdagen. Her skulle de værnepligtige modtage den obligatoriske sikkerhedsbriefing for at flyve med rednings- og trans-porthelikopteren. For at sløre briefin-gens egentlige formål fik delingerne at vide, at kendskabet til eskadrillens Merlin-helikoptere er en del af Flyve-våbnets basisuddannelse. Det lod da også til, at de menige accepterede den forklaring. At de i virkeligheden

skulle være momenter for en del af eskadrillens personel og dermed kun køre mellem Karup og Oksbøl den ene vej på den kommende feltdag, var selv eskadrillen uvidende om. Det var nemlig først ugen efter, at besæt-ningen fik eksamensopgaven, som

bestod i taktisk troppetransport af de værnepligtige.

Dagens program startede kl. 05:00 om morgenen i appelgården. Her blev vi mødt af 22 trætte menige i fuld ud-rustning, intetanende om at det ikke var de parkerede køretøjer, der skulle fragte dem sikkert til Oksbøls øvelses-terræn. Trods mørket var det tydeligt at se overraskelsen hos 1. deling, som var dem, vi havde fået æren af at følge den første halvdel af dagen, da de fik den nye melding. Hurtigt blev hjelm, fragbriller og høreværn monteret, og de to helikoptere blev fyldt, præcis som da vi øvede det under sikkerheds-briefingen. Flyveturen varede cirka tre kvarter, og da solen ikke var lige så tidligt oppe som de værnepligtige, fik vi en smuk tur over lyset fra byerne.

Skydestillinger i terrænet er ikke altid nemme at finde. Her er det dog lykkedes en menig at finde et træ med den rette tykkelse, så han er sikret dækning.

Did you know bro?

Redningstjeneste til søs er den opgave,

som Eskadrille 722 i høj grad er kendt

for. Tilbage i 2005 havde eskadrillen

cirka 200 af denne type missioner.

Dagen stod også på orienteringslære, hvor 2. deling skulle på deres første stjerneløb med kort og koordinater.

Lidt strå i hjelmen og så havde den været der!


CLARA MIKKELSEN

Klar til kamp Man følte sig næsten som en anden actionhelt, da vi nåede frem og skulle have fast grund under fødderne igen. Vi løb ud af den larmende helikopter for derefter at se den lette og stige til vejrs, mens verden omkring var ved at blæse væk. Så var feltdagen saft-suseme i gang!

Klar til kamp blev ordnet i skjul, før undervisningen begyndte. Teorien omhandlede skydestillinger i terræn og dækningstykkelse. Det var delin-gens femte feltdag, så de var allerede godt inde i stoffet. Mens DF undervi-ste i dækningstykkelse for løst sand og stampet jord, ankom 2. deling i lastbiler – uvidende om, hvordan de ville komme hjem til Karup om un-der otte timer.

Op ad formiddagen blev det muligt at skimte blå himmel og svage, mis-visende solstråler et sted mellem alt det grå. Kulden afslørede dog, at det stadig var februar, så da en af sergen-terne arrangerede en lille repetitions-leg, var det naturligvis med indbyg-get mikrotræning. ”Hvad hedder det, når vi kigger hen over geværet?” Intet

svar. ”LØB!”. Den udpegede menig, der ikke havde kunnet svare på ser-gentens spørgsmål, måtte spurte de 20 meter ned til banens anden ende og squatte med geværet over hove-

det. Imens mumlede en nedslået re-krut til sin sidemakker ”Jeg kan ikke huske nogen af dem... Jeg har heller ikke fået morgenmad.”

Delingen har fået at vide, at de skal smide deres tøj og stumper, så de kan hoppe i Vesterhavet og gennemføre selvtillids-prøve nummer ét. Sæt i værk!

“Hold inde! Jeg tager selvfølgelig pis på jer. Vi er ikke på øvelse, og vi skal heller ikke have selvtillidsprøve...”

“… vi skal hjemad om en lille halv time, og det skal vi i to EH-101 Merlin-helikoptere, der kommer og samler os op her på stranden!”

”JEG KAN IKKE HUSKE NOGEN AF DEM... JEG HAR

HELLER IKKE FÅET MORGENMAD.”

-Nedslået rekrut.

Snige-snige faktoren skal være høj, når man kryber rundt i terrænet. Her øver værne-pligtige fra 1. deling sig i at krybe i stilling på en lille krete, uden at tiltrække sig for meget opmærksomhed. Deres kritiske kollegaer mente dog hurtigt at både hjelm og geværpibe afslørede dem.

Frokost i felten. Der var god stemning hos 2. deling, mens de nød deres hjemmesmurte madpakker. Efter frokost stod den på signaltjeneste.


Vi blev sammen med 1. deling til og med deres frokostpause. Før vi tak-kede af og sagde på gensyn, fik vi lige netop hørt den velkendte lyd af sam-let ildoverfald med løst krudt. Samti-dighed, samhørighed. Det var dejligt at være i felten igen!

Skal vi sove herude..? ”Mellem den vej, der går lige, og den vej, der drejer, der må være et T-kryds.” Vi fandt 2. deling, og hos dem stod den på o-lære. To og to var de blevet sendt ud efter poster med kort og koordinatsæt. Vi hægtede os på to friske fyre, der dog hurtigt fik lidt problemer med at finde deres før-ste post. Ni minutter efter måludpeg-ningen af T-krydset gik vi i modsat

retning, stadig på jagt efter T-kryds og levende hegnende i koordinat 490 693. ”Hvornår er det, kortet er fra?!” udbrød den ene fra det lidt frustre-rede makkerpar efter yderligere otte minutters finkæmning af terrænet, hvor posten burde være. Den anden spejdede blot ud over det øde områ-de. Vi måtte gå tilbage til Brikbys råd-hus uden posten. Nedslåede. Vi fandt dog hurtigt ud af, at der var sket en fejl. At posten ikke var blevet anbragt

det rigtige sted. Pyha.. Vi valgte dog stadig at forlade makkerparret for at se, om de andre rekrutter havde mere held med sig.

Vores nye følgesvende fik straks ret-tet på påklædningen, da de så vores

kameraer – og fra højre lød der da også en ordre til at smile på samtlige billeder, vi kunne finde på at tage af dem undervejs.

Det gik noget nemmere med denne post. Sammen med drengene fandt vi den efter små ti minutter på et vej-skilt. Posten blev noteret, og turen gik tilbage til rådhuset igen. ”Jeg har altid villet noget inden for Forsvaret” erklærede den højeste af de to mand-lige værnepligtige på vej retur til Brikby. Han fortalte os, at han havde bestemt sig for at søge GSU. Vi nik-kede lyttende. Det var hyggeligt og interessant at få et indblik i de meni-ges syn på soldaterlivet. Og andet. Før værnepligten var selvsamme menig for eksempel anlægsgartner.

”JEG HAR ALTID VILLET NOGET INDEN FOR FORSVARET!”

-Målrettet menig.

Der var to Merlin-helikoptere med til troppetransporten. Her lander HELO 1 med en lille sandstorm og bliver derefter hurtigt fyldt med soldater.

Det var de færreste, der havde været så tæt på Forsva-rets helikoptere i aktion før. Nu er helikopterflyvning noget alle fire delinger fra Karup kan skrive på CV’et.

Proceduren for at blive samlet op af HELO’en er kort og præcis; tropperne er linet op, og alle er indforståede med, hvor de skal løbe hen, når der bliver meldt klar.


ESK 722 Eskadrille 722 er Flyvevåbnets redningshelikoptereskadrille. Eskadrillens hovedopgave har siden 1956 været SAR-operatio-ner, hvilket er en forkortelse for Search and Rescue. Eskadrillens besætninger består af en luftfartøjschef, en andenpilot, en fly-maskinist, der også fungerer som hoistoperatør, en redder, der også fungerer som tekniker, samt en systemoperatør, der også er reserveredder. Denne femmands-besætning er konstant på vagt tre steder i landet; Flyvestation Aalborg, Flyvestation Skryd-strup og i Roskilde Lufthavn. Her er de klar til at gå i luften på under 15 minutter om dagen og 30 minutter om natten. En vagt varer cirka 72 timer med rullende udskiftning hver tredje dag. Netop nu bevæger eskadrillen sig ind i en tid, hvor også taktisk troppetransport vil være en del af enhedens opgavekompleks. Det var en eksamen i netop dette, der gav Karups værnepligtige chancen for at få en tur i helikopteren.

Besætningen sørger for, at alt er, somdet skal være, når helikopterneer i luften. Man har et stortansvar – til gengæld harman også de pladsermed bedst udsigt.

Solen tilsluttede sig øvelsen, samtidig med at vi tilsluttede os et nyt hold o-løbere. ”Ved I, om det er rigtigt, at vi skal være herude til fredag??” Den ene rekrut prøvede at overtale os til at tale over os. Han havde regnet ud, at vi nok havde noget insiderviden i vores embede som reportere. Og ja, vi vidste, at 2. delings befalingsmænd havde overbevist delingen om, at det i stedet for en almindelig feltdag var en feltøvelse, de var på. At de skulle sove ude til fredag, skulle leve af feltrationer og ikke mindst gennem det famøse ’tyrens røvhul’ den føl-gende dag. Så vi sagde det, som det var; at det kunne være, de ville få lov til at sove i Brikbys mennesketomme bygninger, samt at DMI ikke havde lo-vet regn de næste tre døgn.

”ER I stadig happy?” råbte sergenten. ”JAVEL”. Intet kunne slå Flyvevåb-nets værnepligtige ud. Heller ikke befalingsmanden, der formanede dem om at skifte sokker efter den kommende, lange march og eventu-elle vandpassage. Vi blev imponerede over, hvor gennemført joken var, og glædede os pludselig endnu mere til at se delingens reaktion, når de fandt ud af, hvad dagens program egentlig sluttede af med. Vi måtte dog vente endnu et par timer, da de først skulle have deres første lektion i signaltje-neste. Her benyttede vi lejligheden til at teste, om vi, som den gode soldat

burde, stadig kunne sove, hvor og hvornår det skulle være. Testen var positiv.

Selvtillidsprøve nummer ét Klokken slog 14, da alle fra 2. deling var blevet samlet på stranden. Her in-troducerede DF selvtillidsprøve num-mer ét: 10 minutters træde vande i Vesterhavet. Med koncentrerede mi-ner lyttede delingen til chefens pep-talk - 10 minutter fik de til at skifte fra kampuniform til regntøj. Én, to, tre. Fløjten lød, og alle satte straks i værk. Men! De nåede knap nok at aflægge gevær og basis, før der blev råbt ”HOOOLD INDE”, og alle frøs for-virret. ”Jeg tager selvfølgelig pis på jer”, var næste melding. ”Vi er ikke på øvelse, vi skal heller ikke have selvtil-lidsprøve. Vi skal hjemad om en lille halv time, og det skal vi i to EH-101 Merlin-helikoptere, der kommer og samler os op her på stranden!” Mens

meldingen om den ikke-forestående selvtillidsprøve bragte blandede reak-tioner, kom der smil og hujen fra alle, da helikopteren blev nævnt. Stemnin-gen kunne ikke have været bedre. Flyveturen hjem foregik på samme måde som om morgenen. Turen be-stod blandt andet af næsten 30 mi-nutters taktisk flyvning cirka 100 meter over jordens overflade – ikke ligefrem kedeligt! Og da det denne gang var lyst, var der gennem heli-kopterens åbne bagende god udsigt over jyske byer og marker. Dagens program var ved at lakke mod enden, og vi kunne se tilbage på en god dag i godt selskab. Da helikopterne lan-dede ved Karups hangar, var kame-raets hukommelseskort fuldt. Vi tog det som et tegn på, at det var på tide at vende hjem, og satte kursen mod Sjælland.

Omkring klokken 15 havde vi fast grund under fødderne igen, og vi kunne se tilbage på en god og oplevelsesrig dag.


Kendte (krigs)filmscitater Pearl Harbour (2001)

President Franklin D. Roosevelt: I like sub commanders. They have no time for bullshit, and neither do I.

Troy (2004) Hector: All my life I’ve lived by a code; and the code is simple: Honor the gods, love your woman, and defend your country. Troy is mother to us all. Fight for her! Black Hawk Down (2001) Struecker: No one gets left behind, you know that.

Braveheart (1995) William Wallace: Every man dies, not every man really lives. Apocalypse Now(1979) Chef: Why do all you guys sit on your helmets? Soldier: So we don’t get our balls blown off. Meet the Spartans (2008) Leonidas: That is how men greet each other in Sparta: high-fives for the women and open-mouthed tongue kis-ses for the men!


STINE GODSK

King Arthur (2004) Lancelot: You look frightened. There’s a large number of lonely men out there. Guinevere: Don’t worry, I won’t let them rape you. Australia (2008) Drover: We’re not really used to… Lady Sarah Ashley: A woman? I suppose you think I should be back in Darwin, at the church fete or a lady’s whatever you call it. Well I will have you know, I am as capable as any man. Drover: Guests. We’re not used to guests is what I was about to say, but now that you mention it I happen to quite like the women of the outback.

Apocalypse Now (1979) Lieutenant Colonel Kilgore: Do you smell that? …Napalm, son. Nothing else in the world smells like that. I love the smell of napalm in the morning. Predator (1987) Dutch: If it bleeds, we can kill it. Saving Private Ryan (1998) Private Reiben: Do you wanna explain the math of this to me, what’s the sense in risking eight guys to save one? Patton (1970) General George Patton: Now I want you to remember that no bastard ever won a war by dying for his country. He won it by making the other poor dumb bastard die for his country.

Full Metal Jacket (1987) Gunnery Sgt. Hartman: You will be a minister of death pray-ing for war. But until that day you are pukes. You are the lo-west form of life on Earth. You are not even human, fucking beings. You are nothing but unorganized grabastic pieces of amphibian shit… I am hard but I am fair. There is no racial bigo-try here. I do not look down on niggers, kikes, wops or greasers. Here you are all equally worthless.

“

”

Vind billetter til filmen

Vil du også opleve amerikanske elitesoldater i Afghanistans krigszone? SOLDATEN udlover lige nu 2 billetter til filmen Lone Survivor!

Alt du skal gøre er at sende en mail til [email protected], hvor du fortæller om en situation i din værnepligt, hvor du var glad for, at du ikke var alene. Mailen skal indeholde navn, tjenestested og adresse, og skal sendes senest den 11. april. Billetterne kan bruges i alle biografer, der viser filmen, og skal senest bruges den 9. maj 2014.



LONE SURVIVOR

– SOLDATEN i biografenForestil dig, at du ligger i skjul i de afghanske klipper. Du har skudsår, brækkede knogler, er dehydreret, og dine bedste venner og kollegaer – dine brødre – er døde. Alle sam-men. Du er helt alene. Det er ikke bare scenariet i filmen Lone Survivor, men det virkelige sce-narie for Navy SEAL-soldaten Marcus Luttrell tilbage i juni 2005. Som titlen afslører, er han den eneste overleven-de efter en mislykket mission, mis-sion “Red Wings”, hvor han sammen med tre andre amerikanske Navy SE-ALs skulle fange eller dræbe Taliban-

lederen Ahmad Shah. Missionen går frygteligt galt, da de fire elitesoldater bliver opdaget og må kæmpe mod en fjende, der, foruden at kende terræ-net ud og ind, talmæssigt er stærkt overlegen. Det ser sort ud.

Mandag den 3. marts var SOLDATENs redaktion i biografen for at se det Oscarnominerede krigsdrama. Fil-men, der bygger på Marcus Luttrells bog af samme navn, er instrueret af amerikanske Peter Berg og har Mark Wahlberg i hovedrollen.

Man kommer gennem stort set hele følelsesregistreret i løbet af de godt

og vel to timer, filmen varer, og på trods af amerikansk patriotisme og stærk brug af appelformen patos er det en fantastisk og rørende film. Det virker. Bragene, krigen, tapperheden, fællesskabet. Det er næsten hårdt at se de opofrende frømænd kæmpe til det sidste for ikke at nævne de bille-der af mændene – heltene – som var med den dag for snart ni år siden, der til sidst kommer frem på det store lærred. Hårdt, men en oplevelse, vi ikke ville have været foruden. En klar anbefaling herfra!

CLARA MIKKELSEN

Det amerikanske krigsdrama er baseret på virkelige hændelser, hvilket kun gør oplevelsen af filmen stærkere.

Foto: United International Pictures


I dag er Mads 35 år, gift og far til to. Den professionelle karriere som sol-dat og roer er nu lagt på hylden til fordel for familielivet og arbejdet som fabrikschef hos Novo Nordisk. ”I skolen blev jeg mobbet på grund af min højde. Jeg var meget højere end alle de andre, og jeg duede ikke til fodbold og håndbold.” Heldigvis havde han en granfætter, som tog ham med ned i roklubben, og pludse-lig var hans størrelse en fordel. Mads fik hurtigt succes. ”Som menneske er jeg ret ambitiøs og kunne sætte mig nogle mål. Allerede som 12-årig træ-nede jeg en fire-fem gange om ugen.” I løbet af sin karriere som roer har han vundet adskillige mesterskaber. Blandt andet junior-VM i 1996 i dob-beltfirer, en 1.-plads ved VM i 2003 og 2004 i letvægtstoer, og i 2008 nåede han nok karrierens højdepunkt, da han sammen med de tre andre be-sætningsmedlemmer i ”Guldfireren” vandt guld ved OL i Beijing. Men sam-tidig med at karrieren som roer tog fart, begyndte Mads i det danske forsvar, hvor han først blev re-serveofficer i Hæren og derefter linjeofficer. Hvordan startede karrieren i Forsvaret? Jeg kom til session og trak lavt nummer. Der startede jeg min tid i Forsvaret i 1998, 20 år gam-mel.

Jeg kom så til at snakke med en klas-sekammerat, som havde en bekendt, der var i gang med reserveofficersud-

Mads Kruse-Andersen– SOLDAT OG ELITEROER Eliteidrætsudøver og soldat. Det er ikke to ting, som normalt spiller sammen. Begge erhverv er meget tidskrævende, og mange eliteidræts-udøvere undgår at blive indkaldt, så de kan fokusere på deres sport. Det er dog ikke helt umuligt, og ganske få får faktisk livet som elite-idrætsudøver og soldat til at spille sammen. Mads Kruse-Andersen er et glimrende eksempel på dette.

dannelsen. Jeg kan godt lide at være med til at bestemme ting, så jeg søgte RESOFF og blev optaget, inden jeg nå-ede at blive indkaldt til værnepligt.

Jeg blev delingsfører for et hold vær-nepligtige på Sjælsmark Kaserne. Det var rigtig fedt at stå der som 21-årig og bestemme. Jeg kan huske, at jeg i min deling havde en gut på 30, som var uddannet teolog. Liv-serfaringsmæssigt var han jo way ahead, men jeg var uddannet leder i Forsvaret, og der havde jeg jo den uddannelsesmæssige og erfarings-mæssige fordel. Samarbejdet lyk-kedes godt, og han blev også tals-mand i batteriet.

Jeg blev færdig som delingsfører i maj 2000 og var egentlig blevet op-taget på medicin, men min delingsfø-rer, som var premierløjtnant, havde talt for, at jeg skulle søge ind på HO

(red. Hærens Officersskole). Han sag-de, at hans kæreste læste medicin, og det var slet ikke mig, så jeg søgte HO og kom ind.

Hvad tiltalte dig ved soldater-livet? Jeg er en, der godt kan lide at være i nogle faste rammer. Et system, jeg kan forholde mig til. Jeg er enormt ambitiøs også karrieremæssigt, så jeg kan godt lide et system, hvor man kan bevæge sig opefter.

I slutningen af min elitekarriere gik jeg til noget coaching i at gå fra idrætsudøver til en erhvervskarri-

ere. Min coach siger så: ”Mads, du skal ikke ind i en flad ledel-sesstruktur, men en hierarkisk ligesom Forsvaret, hvor lederen har en leder.” Jeg kan mærke, at det er det, der tænder mig men-neskeligt – at sætte retningen og bestemme, hvad der skal ske. Det fandt jeg meget hurtigt ud af i Forsvaret.

Det skal være transparent, og det kan godt være, der er nogle høje krav, men jeg ved, hvad der skal til for at nå det næste step.

Som menneske er jeg ret ambitiøs og kunne sætte mig nogle mål. Allerede som 12-årig

trænede jeg en fire-fem gange om ugen.

“”

Jeg kan mærke, at det er det, der tænder mig menneskeligt – at sætte retningen og bestemme,

hvad der skal ske. Det fandt jeg meget

hurtigt ud af i Forsvaret.

“

”

SOLDATEN NR. 3• 2014 23

STINE GODSK

Officersskolen og roningen spiller sammen

Din karriere i Forsvaret var for alvor begyndt. På det tidpunkt i dit liv, hvor meget fyldte spor-ten så? I efteråret 2000 startede jeg på of-ficersskolen. Det meste af 1999 og 2000 fik jeg ikke trænet roning, men hen over sommeren 2000, da jeg gik og ventede på at starte på Hæ-rens Officersskole, begyndte jeg at ro igen i Bagsværd. Jeg kunne mærke, at jeg skulle vinde flere guldmedaljer, så jeg meldte mig til på landsholdet, men der fik jeg at vide, at jeg var for tung i forhold til min højde.

Jeg var tæt på at sige okay, nu er jeg blevet juniorverdensmester, så jeg behøver ikke mere, men da jeg så fik stillet stolen for døren, måtte jeg tage en beslutning, så jeg bestemte, at jeg ville være letvægtsroer. Det betød, at jeg måtte smide 16 kilo, samtidig med at jeg trænede mig i form igen. Jeg fik lagt en kostplan af Team Dan-mark, som jeg fulgte nøjagtigt. Og jeg kunne se allerede efter den første uge, at det virkede!

Der kom så pludselig gang i roningen igen. Ja, det gjorde der. I januar 2001 var jeg til DM i letvægtsklassen, hvor jeg normalt var i top 20. Der blev jeg så nummer 5!

Det gjorde så, at landstræneren fik øje på mig igen, og jeg kom på holdet. Året efter blev jeg sat på en 8’er. Det var første gang, jeg skulle ro med bare en åre. Der blev vi så nummer 6 til VM.

Det var svært at ro 8’er. På sådan et stort hold er det svært at blive enige alle sammen. Nogle kan godt synes, at nu har vi nået finalen, og det er sejr nok i sig selv, mens andre bare motiveres til at kæmpe endnu mere.

Jeg vidste så ikke, at landstræ-neren havde holdt øje med mig, men pludselig kom han og sag-de, at nu skulle jeg være reserve på ”Guldfireren”.

”Du skal i en toer og ro sammen med Bo Helleberg, og I skal vinde VM til sommer”. Det kom han og

Jeg bestemte, at jeg ville være letvægtsroer.

Det betød, at jeg måtte smide 16 kilo,

samtidig med atjeg trænede mig

i form igen.

“”


Jeg kan også fornemme, at der er en

anden holdning til Forsvaret i Team

Danmark i dag, og det bilder jeg mig ind, at jeg

var med til at ændre.

“

”

Fra Hærens Officers-skole til drømmejobbet på Center for IdrætDen 31. maj 2003 bliver Mads ud-nævnt premierløjtnant fra Hærens Officersskole og får en stilling som logistikofficer på Sjælsmark Ka-serne på Sjælland. At Mads får en stabsstilling er et bevidst valg, da han vil have nemmere ved at passe sin træning, end hvis han blev de-lingsfører.

Tre måneder efter udnævnelsen vinder Mads sammen med Bo Hel-leberg VM i letvægtstoer – en suc-ces, som gentager sig året efter.

De næste to år går med op- og nedtu-re. I 2004 er Mads med som reserve på ”Guldfireren” ved OL i Athen, og efterfølgende får han en plads på holdet, da tre af roerne stopper. Men året efter, i 2005, bliver et katastro-falt år for ”Guldfireren”, som ender med, at de 14 dage før VM i Japan melder afbud simpelthen på grund af for dårlige resultater. Samme år bliver det også besluttet, at Sjæls-mark Kaserne skal nedlægges, og Mads er tæt på at stoppe i Forsvaret og starte på medi-cinstudiet. I sid-ste øjeblik får han dog tilbudt en stilling på Center for Idræt på Svanemøl-lens Kaserne.

”Det var en spændende periode på grund af Irak og Afghanistan. Der var mere fokus på træning og eli-teidræt. Det var supergodt for mig, for jeg kunne bidrage med mange af mine erfaringer fra næsten 15 år med træning på eliteniveau. Det betød, at jeg fik lov at lave de før-ste træningsplaner for et hold nye

soldater, som skulle trænes op og videre i mission.”

Hvordan kom det til at gå på Center for Idræt? Det første år arbejdede jeg på al-mindelige vilkår og passede min træning om eftermiddagen.

Vi havde kun to år op til OL, og jeg fik brug for at træne mere. Så lige pludselig ud af det blå har Team Danmark taget fat i Forsvarsmi-nisteriet og spurgt, hvordan man ville støtte potentielle OL-deltagere i deres træning frem til OL. Der var så kun en af slagsen – mig. Det resulterede i, at min sagsbehand-ler ude i FPT kom frem til, at jeg kunne få fri med løn i hele 2007 og 2008, så jeg bare kunne træne og møde på arbejde, når jeg havde behov.

Jeg fik nogle gode opgaver. At gå ind og undervise en klasse kan jo

planlægges i for-vejen, og de var jo bare glade for det, jeg kunne bidrage med. Man må sige, at jeg kunne ikke forlange det bedre. Jeg havde super forhold. Jeg havde alligevel en del timer - også PR-mæssigt - in-terviews og så vi-

dere. Her var blandt andet også en del artikler om det her med elite-idræt for at vise, at det kunne man egentlig også.

Jeg kan også fornemme, at der er en anden holdning til Forsvaret i Team Danmark i dag, og det bilder jeg mig ind, at jeg var med til at ændre.

sagde en dag - og vi blev faktisk verdensmestre. Man tænkte bare ”hvordan faen!” Hvad gjorde du så for at få det til at hænge sammen, og hvilke udfordringer var der? De, der dyrker militær idræt på de militære landshold, får fri til at træne, men os, der dyrker idræt, som ikke er på de mili-tære landshold, vi får ikke fri. Jeg havde så Team Danmark i ryggen, og der var en god dia-log - måske fordi Forsvaret også kunne se, at jeg var en god rol-lemodel. Vi indgik så nogle af-taler om, hvordan det skulle skrues sammen. Når jeg var på træningslejre, skulle jeg skrive opgaver og sende hjem til læ-rerne, og de taktiktimer, jeg gik glip af, skulle jeg tage med årgangen under. Jeg gik så glip af mange af de sjove aktiviteter, som ikke betød noget for det faglige, men det var mit valg. Tilvalg er også fravalg.

SOLDATEN NR. 3• 2014 25

Soldaten og roeren i en og samme person

Har det, at du var officer, givet dig noget, du kunne tage med og bruge i din roning?

Der er forskellige ting, som jeg kunne tage med og bruge. Som mennesker er vi meget forskellige både uddannelses-mæssigt og socialt. Jeg var god til at se på helheder og løfte mig op og sige, der er nogle ting, vi skal have styr på for at få helheden til at hænge sammen, mens andre er gode til træningen og detaljerne omkring det.

Var det svært for dig ikke at tage en lederrolle? Ja, det var det – meget! For på sådan et hold er der jo ikke en leder, men en flad ledelsesstruktur. Men når de andre så sagde ”Javel!”, så vidste jeg godt, at jeg skulle holde lidt igen.

Har det at være soldat og dyrke eliteidræt noget til fælles?

Ja, det har det. Du skal være god til at planlægge. Du skal være disciplineret og seriøs omkring din egen præstation. Jeg kunne ikke have klaret nogen af delene alene, fordi

jeg er en god individualist sam-men med en gruppe. Det er din performance i gruppen, der skaber det samlede resultat. Du er ikke stærkere end det svageste led. Det handler om at hæve bundniveauet hele tiden, og jo højere det er, jo mindre bliver udsvinget.

I en gruppe, hvor du er 8-10 mand på patrulje, skal alle jo med hjem. Det hjælper ikke, at du har en i gruppen, som er god til at finde vej og hurtig, hvis ham nede bagved ikke kan følge med.

Det er din performance i gruppen, der skaber det

samlede resultat. Du er ikke stærkere end det svageste led.

“

”


SLUT på OL, SLUT med roning og FARVEL til Forsvaret I december 2007 blev Mads far til en søn, og det blev starten på slutningen. ”Som far udvikler forholdet til barnet sig. Jeg kunne mærke, at det behov bare blev større og større. Jeg kan hu-ske, at jeg tænkte nede på trænings-lejren, at nu synes jeg, fravalgene har en større indflydelse end tilvalgene. Det gjorde, at jeg besluttede, at efter det her OL skulle det slutte.”

Mads havde dog stadig sin stilling hos Center for Idræt, men da han kom hjem fra OL og blev beordret til Af-ghanistan uden mulighed for at ud-skyde det, så han kunne lære sin søn at kende, tog han en beslutning om at sige sit job op. ”Jeg havde egentlig været mentalt forberedt på, at jeg skulle udsendes, for det havde jeg undgået på grund af min sport indtil da. Men jeg var ikke klar over, at det skulle ske så hurtigt.” Savner du Forsvaret? Det gør jeg på en måde. Den måde at analysere og bryde en opgave ned på og lave nogle delmål, samtidig med at du hele tiden har det store mål for øje, er god, også i erhvervslivet. Den jargon, der er mellem officerer og

militærfolk i det hele taget, skaber en god kultur og et godt sammenhold. Så der er helt sikkert elementer, jeg sav-ner, men når jeg vejer det op med de elementer, der også følger med som at blive udsendt, så er jeg ret godt tilfreds med det valg, jeg har truffet, og det tror jeg også, min kone er. Der er ingen tvivl om, at officersud-dannelsen for mig var en af de bedste oplevelser, jeg har haft. Men det er jo også min videregående uddannelse. Tiden på officersskolen var enormt givende både som menneske og som leder. Jeg kan jo også mærke, at den ballast, jeg har fået som leder fra of-ficersskolen, er med mig i dag. Det er jo en fantastisk uddannelse.

Hvis man er eliteidrætsudøver, er den uddannelse fantastisk at tage sam-tidig med, for der er en respekt om dig, fordi du VIL noget og er seriøs om det, du laver.

Har du et godt råd til elite-idrætsudøvere, som bliver soldater? Jeg synes, de skal forfølge det, hvis de er på det her niveau - Team Danmark-

niveau. Hvis du ikke er det, kan det blive rigtig svært, fordi du ikke har opbakning fra Team Danmark i for-hold til Forsvaret. Der bliver ikke lagt en plan for dig om, hvordan det kan hænge sammen.

At være eliteidrætsudøver i Forsvaret kræver ikke bare træning, men du skal være i god tid og skabe et over-blik over, hvad det er, du har brug for, og hvad du kan levere den anden vej. Da jeg var stabsleder, kunne jeg få lov til at afspadsere på forhånd. Jeg arbej-dede så over bagefter og tog nogle op-gaver, som andre ikke ville have. Der fik jeg jo så en værdi, fordi jeg gjorde det. Men vær åben og ærlig og sig, hvad du har brug for. Det kan være svært at se, hvad man kan give til gen-gæld, men der må man tage en dialog og finde frem til noget. Her er Center for Idræt og Team Danmark gode sam-arbejdspartnere. Alle de her ting skal man så have styr på fra starten af.

SOLDATEN Nr. 3 • 2014 27

Svar: brystlomme åben, intet bælte, snørebånd hænger ude, ingen baret, hænderne i lommerne

Find fem fejl: Her ser du et billede af en menig, men sikke et dræn! Der er hele fem ting ved påklædningen, som ikke spiller. Kan du finde fem fejl?


Landstalsmandsmøde. Her bliver relevante emner for værnepligtige taget op og debatteret, og lands tals-mændene udarbejder selv ved hjælp af lokale erfaringer og panelets viden løsningerne på problemerne. Lands-tals mændene har mulighed for at løfte deres problemstillinger for panelet, som består af repræsentanter fra Flyvertaktisk kommando, Søværnets operative kommando, Hærens opera tive kommando og Forsvarets personeltjeneste. Derudover var oberstløjtnant Jan Stoltensborg fra Livgarden også tilstede.

Der er 3 landstalsmandsmøder igen-nem en værnepligt, og hver enkelt kaserne sender en tillidsvalgt repræ-sentant til møderne, som Værne-pligtsrådet står for.

Der var 14 landstalsmænd til mødet. Alle som en var de spændte på deres første officielle møde inklusiv os fra Værnepligtsrådet.

Mødet startede kl. 1600 i et konferen-celokale, som summede af forvent-ning. Katrine indledte mødet med at byde deltagerne velkommen og give

praktisk info. Herefter fulgte opsam-ling på sidste mødes emner, som bl.a. var internet på kaserner og ID-kort. Vi fra Værnepligtsrådet oplyste, at Forsvaret er i gang med at implemen-tere internet på de kaserner, som mangler dette, men som alt andet i Forsvaret kører det efter de tre T’ers princip (ting tager tid). Derudover er ID-kortets modificering desværre sat i bero, da Forsvaret står og skal spare 2,7 milliarder.

Derefter lagde landstalsmændene ud med statusrapporter fra deres tjene-stesteder. Det er her problemstillin-gerne, som kan blive taget op for pa-nelet dagen efter, kommer frem.

Det viste sig, at landstalsmændene havde været grundige og reflekte-rende over deres egen lokale situa-tion. De problemstillinger som bl.a. blev taget op var rygepolitikken på de forskellige kaserner, mangel på sengeheste og problemer med infir-meristrukturen.

Mødedag 1 sluttede med disse pro-blemstillinger summende i hoveder-ne på de aktive landstalsmænd. Som

traditionen tro afsluttedes aftenen med lidt hygge og natmad.

Så kom dagen, hvor panelet ville bi-stå med deres ekspertise til at løse problemerne rundt omkring.

Et af de emner som landstalsmæn-dene blandt andet valgte at udtryk-ke deres frustrationer omkring, var infirmeristrukturen. Hertil svarede panelet, at landstalsmændene skulle nedskrive deres oplevelser med For-svarets infirmerier og fremlægge det for en repræsentant fra Forsvarets Sundhedstjeneste.

Som et nyt pust var rygepolitikken på kasernerne også oppe og vende. Land-stalsmændene mener at der burde være ens rygepolitik for både værne-pligtige og andre ansatte på de pågæl-dende kaserner. Hertil svarede pane-let, at der er forskellig rygpolitik på kasernerne, men at der selvfølgelig skal være god mandskabsbehandling.

Vi fra Værnepligtsrådet siger tak for denne gang, og sikke nogle fantasti-ske landstalsmænd I har valgt.

NANNA ORKILD

Landstalsmandsmøde Den 5.-6. marts blev årets første landstalsmandsmøde afholdt på Høveltegård. Her blev der debatteret på livet løs omkring alt, lige fra de nye sundhedsydelser til værnepligtige til hvordan rygepolitikken er på kasernerne.

Værnepligtsrådet og dette holds landstalsmænd.


Infirmerierne og forlængelse af valgperioden for VærnepligtsrådetOnsdag den 19. februar mødte Nanna, Katrine, Andreas og Karina fra Værnepligtsrådet forsvarsminister Nicolai Wammen for at fremlægge og diskutere nogle af de største problem-stillinger i forbindelse med værnepligten i dag.

Den første sag, som blev fremlagt på mødet, er en sag, som i øjeblik-ket fylder meget i de værnepligti-ges hverdag. Det er et omdiskuteret emne mange steder i Forsvaret, som omhandler strukturændringer, hvad angår værnepligtiges adgang til infir-merierne og den generelle sundheds-behandling. Værnepligtsrådet undrer sig over, at værnepligtige i sammen-ligning med vores civile kammerater kan risikere at skulle bruge en hel dag på at komme til lægen. Med sam-menlægningen af infirmerierne har mange værnepligtige over en times transport til og fra konsultation ved det nærmeste infirmeri. Vi sætter spørgsmålstegn ved, om værneplig-tige bliver stillet ringere end det om-kringliggende samfund, og om det er acceptabelt at miste en hel dags dyre-bar uddannelsestid hver gang.

Den anden store sag, som blev frem-lagt og diskuteret med forsvars-ministeren, var forlængelse af Værne pligtsrådet. Det er sådan, at vær ne pligtsloven siger, at man kun kan være værnepligtig i 12 måneder. For langt de fleste er det slet ikke noget, som de behøver tænke på, da værnepligten er tilrettelagt, så den ikke overskrider det. Når det kommer til Værnepligtsrå-det, bliver det dog et problem. Som rådsmedlem forlænger man sin vær-nepligt med 7 måneder, så når der i HESK er 12 måneders værnepligt, i Livgarden 8 måneder og på Dan-nebrog 9 måneder, så skal der ikke mere end simpel matematik til for at regne ud, at det ikke kan lade sig gøre at blive valgt ind i Værnepligtsrådet, hvis man har aftjent sin værnepligt på et af de tjenestesteder. Dermed er over 1000 værnepligtige hvert år afskåret fra at stille op til Værne-pligtsrådet. Denne problemstilling er tidligere blevet løst ved at lave en

dispensation for et medlem, som er blevet valgt ind på trods af, at han el-ler hun har aftjent sin værnepligt på et af ovenstående tjenestesteder. Men nu vil Værnepligtsrådet forsøge at få en lovændring igennem, som gør, at det fremover vil være muligt, at stille op til Værnepligtsrådet uden at have brug for en dispensation.Ud over, at værnepligtige fra HESK, Livgarden og Dannebrog vil have mu-lighed for at stille op, er der også en række andre fordele ved det. Det vil give rådsmedlemmerne mulighed for at stille op igen og dermed få mere erfaring, kontinuitet og bedre mulig-hed for at repræsentere de værneplig-tige. Det vil give mulighed for at bibe-holde kontakter ud til de forskellige enheder i Forsvaret og på den måde sikre et bedre samarbejde.

Ovennævnte sager lå sammen med andre generelle problemstillinger på landsplan til grund for, at vi i Værne-pligtsrådet anmodede forsvarsmini-steren om et møde. Det er svært at vurdere, hvor højt for-svarsministeren prioriterer et sådan

møde med Værnepligtsrådet, men det første, han sagde, skabte en god ramme for mødet: ”Min far har selv været talsmand, dengang han var værnepligtig, så jeg har fået at vide fra hjemmefronten, at de værnepligtige, de er fornuftige unge mennesker, dem skal du lytte til.” Vi fremlagde vores punkter, forsvars-ministerens tre rådgivere noterede flittigt, og vi havde en god dialog med forsvarsministeren. En halv time gik, som var det et kort åndedrag, og vi takkede for et godt møde og for, at forsvarsministeren tog tid ud af kalenderen for at lytte til Værnepligtsrådet. Vi havde alle fra Værnepligtsrådet en god mavefornemmelse efter mødet, og vi krydser fingre for, at vi havde held til at inspirere Forsvarsmini-steren og hans rådgivere med vores vinkler på sagerne. Om der kommer konkrete resultater ud af mødet, kan kun fremtiden vise. Hvis ikke, må vi jo skrive til ministe-ren igen…

ANDREAS MEYER-JUHLIN


> SERGENTCITATER

Delingen står og venter

og småsnakker.

MG til MG: ”Hvornår er vi færdige i dag?”

MG svarer: ”Omkring kl.12”

SG: ”Der er ikke noget, der hedder

omkring, med mindre man står i

geledderne!”

De menige er ved at få undervisning om PVV. En af de

menige står dog og kigger på et træ i stedet for at følge

undervisningen.

SG: ”Hvad er det, der er så spændende derovre?”

Den menige kigger på sergenten og siger: ”Ingenting, hr. sergent”

SG: ”Jo, hvad er det?”

MG: ”Ikke noget, hr. sergent”

SG: ”SIG DET SÅ!!”

Den menige kigger ned i jorden, mens han mumler: ”Et egern,

hr. sergent” SG: ”Du er sgu ligesom en hund fra filmen UP!”

SG til deling: ”Når jeg siger TIL HØJRE

RET, vil jeg se hovederne dreje så hurtigt,

at snottet står i guirlander fra mand til

mand!”

Ude i felten under

stillingsindtagelse.

SG til sin gruppe: ”Højrebegræns-

ning: skov med mange grene!”

SG: ”EN MENIG,

DER BEDER FOR SIT LIV,

DET GÅR FANDEME LIGE

I BUKSERNE”

og menig


SERGENT TIL SINE REKRUTTER:

”DER FINDES KUN ÉN VINDER

OG SÅ EN FLOK RANGEREDE

TABERE.”

Sergent til stuen under stue-

eftersyn: ”Hvis jeg finder

noget støv under den her

seng, så detonerer jeg så

meget, at jeg ville få en

brintbombe til at ligne

legetøj!”

Soldater ved Livgarden er lige gået i gang med

eksercitsuddannelse. I løbet af ti minutter er

der fire gardere, som taber geværet.

SG: ”Den næste, der taber sit gevær, kan hen-

vende sig til mig, og så kan vedkommende få

en farve, som han kan danse, indtil resten af

vagtholdet kan gætte, hvilken farve det er!”

Der blev ikke tabt flere geværer den dag.

SERGENT TIL REKRUT VED

STUEEFTERSYN: ”HVIS JEG SER,

DU LÆNER DIG OP AD SENGEN EN

GANG MERE, REKRUT, SKÆRER

JEG HALSEN OVER PÅ DIG OG

SKIDER DIG NED I HULLET”.

SERGENT TIL SINE

REKRUTTER: ”DENNE

EKSERCITS ER NÆSTEN

LIGE SÅ SVÆR SOM AT

SMØRE SENNEP I RØVEN

PÅ EN VILDKAT MED

EN STRIKKEPIND!”


HÆREN FÅR ET NYT LET MASKINGEVÆR Hærens enheder får nyt let maskingevær (LMG), og valget er faldet på den amerikan-ske M60E6 i kaliber 7,62 millimeter fra fir-maet U.S. Ordnance.

Hæren får et lettere, mere ergonomisk og træfsikkert LMG, som lever op til de krav, som missionerne på Balkan, i Irak og Af-ghanistan har vist nødvendige.

Det gamle LMG M/62 er udviklet til statio-nær kamp, hvor maskingeværets vægt og balance ikke er så afgørende, som det er i dag, hvor skytten selv skal bære våben og ammunition under længerevarende ind-sættelser til fods i svært terræn. Kilde: Forsvaret.dk

Nyt fra forsvaret

MANGFOLDIGHED BEDRER TONEN Mangfoldigheden i Forsvaret begynder at ligne det omgivende samfund. Tilgangen af især kvinder har gavnet adfærden posi-tivt. Hele 97% af de værnepligtige i 2013 var unge, som meldte sig frivilligt.Samme år var hver femte værnepligtige kvinder, der havde valgt at bruge deres værneret. Set over ti år er andelen af kvindelige værne-pligtige steget fra 2,6% i 2004 til 19,3% i 2013. ”Vi har registreret et klart fald i køn-skrænkende sager mod kvindelige solda-ter, i takt med at der er blevet flere og flere kvinder,” fortæller Stefan Thorbjørnsen. Han er specialkonsulent i Forsvarskom-mandoen og arbejder med at realisere Forsvarets mangfoldighedspolitik. Kort fortalt forsøger Forsvaret at rekruttere og fastholde medarbejdere, der afspejler be-folkningssammensætningen i det øvrige Danmark. ”Forsvaret ansætter medarbej-dere ud fra kvalifikationer til at løse op-

gaverne - ikke ud fra, om man er kvinde eller mand. Det er vores klare opfattelse, at opgaveløsningen bliver mere nuanceret og dermed bedre, jo flere forskellige kom-petencer der bringes i spil. Køn og etnicitet er derfor områder, der har Forsvarets inte-resse, og vi tilstræber at øge andelen for at nærme os det omgivende samfund”, for-tæller Stefan Thorbjørnsen. Kilde: Forsvaret.dk


SUCCES BLIVER MÅLT PÅ AFGHANERNES EGEN INDSATS Den danske kampvognsdeling og de støttende spe-cialistenheder afbrød en operation før tiden. Årsag: Afghanerne løste alle opgaverne selv Tilstedeværelsen af ISAF-styrker i området viser sig at være unødvendig. Afghanerne vil og kan selv løse opgaven. Beslutningen bliver taget. Opholdet i stil-lingen bliver afkortet, og den danske enhed kan løse andre opgaver. Afghanerne lever op til forventningerne ISAF-styrkernes direkte støtte til de afghanske sikker-hedsstyrker ophører i løbet af 2014. Overdragelse af det fulde ansvar til afghanerne selv er i fuld gang. Lejre, patruljebaser og checkpoints bliver lukket el-ler overdraget til afghanerne, der selv planlægger og gennemfører operationerne.

”Når vi ser på de opgaver, som de afghanske sikker-hedsstyrker løser, så lever de op til forventningerne. Vi skal hele tiden huske på at måle ud fra en af-ghansk målestok, og her er kvaliteten af de afghan-ske styrker tilfredsstillende”, siger oberst Michael Thøgersen, chef for DANCON ISAF Hold 17, efter at have vurderet forløbet af de første operationer, som kampbidraget har deltaget i. Kilde: Forsvaret.dk

Nyt fra forsvaret

SOMALISK DELEGATION PÅ FLÅDEBESØG En delegation fra den somaliske re-gerings maritime myndigheder be-søgte i slutningen af februar Dan-mark. Formålet var at vise, hvordan

den danske flåde er organiseret og løser sine opgaver. Somalia står over for store udfordringer i løsningen af sine opgaver inden for det maritime område. Her har Danmark med sine lange søfartstraditioner mu-lighed for at være inspirationskilde for andre lande i forhold til organiseringen af flåden og en kyststats forpligtelser. Delegationen besøgte Vessel Traffic Service Storebælt, den operative logistiske støtteen-hed ved Flådestation Korsør, fregatten Iver Huitfeldt samt en masse andre steder. Den var ude at sejle med patruljefartøjet Rota.

Besøget sluttede med møder i Udenrigsministeri-ets Stabiliseringssekretariat, Somali Fair Fishing, Søfartsstyrelsen og Forsvarskommandoen. Under besøget mødtes den somaliske delegation med den herværende somaliske diaspora og modtog oriente-ringer fra enkelte firmaer i Danmark. Deltagerne i delegationen udtrykte stor tilfredshed med besøget, og også fra dansk side var der tilfreds-hed. ”For at vi kan bidrage med maritim kapacitetsopbyg-ning i Somalia, er det vigtigt for os at drøfte med de somaliske myndigheder, hvordan vi vil kunne støtte dem med at opbygge egen kapacitet inden for det maritime domæne. Det har vi haft rig mulighed for under besøget i denne uge, uden at der dog blev gi-vet tilsagn om støtte”, siger kaptajnløjtnant Nicolai Svane fra SOKs Maritime Sikkerhedsafdeling, Kilde: Forsvaret.dk

STINE GODSK


STINE GODSKVelkommen hjem, ISAF Hold 16!

Fredag den 28. februar blev der holdt et ar-rangement for det hjemvendte ISAF Hold 16, som det er traditionen, når et hold kom-mer hjem. Gardehusarregimentet i Slagelse stod i spidsen for arrangementet, som star-tede i Antvorskovhallen med en parade for pårørende og taler fra chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Per Ludvigsen, og medlem af Forsvarsudvalget Jakob Ellemann-Jensen (V).

Efter seancen i Antvorskovhallen gik solda-terne en ca. tre km march gennem byen, hvor mange mennesker var mødt op for at hylde dem. Heriblandt Hesteskadronen og en deling fra Livgarden.

De ca. 300 soldater marcherede gennem byen, hvor mange var

mødt op for at hylde dem.

Iblandt de mange, som var mødt op langs ruten, var også en deling fra Livgarden, som her har taget opstilling.

Hesteskadronen havde stillet flot op på Nytorv og tiltrak sig også meget op-

mærksomhed fra byens fremmødte borgere.

Her fik soldaterne lige en ekstra lille hyldest på et banner, som to stolte landsmænd havde lavet.


CLARA MIKKELSEN

Hvad laver du, når du har fri

fra Forsvaret?

”Jeg bruger rigtig meget tid på at træne. Jeg træner seks dage om ugen, fordelt over løb, svømning og styrketræning. Og så er jeg sam-men med de mennesker, der er omkring mig i privatlivet.”

Emil Rasmussen, marinekonstabel i militærpolitiet

”Derhjemme? Der er jeg også sammen med min hest og meget i stalden. Prøver så vidt muligt at få tid til familie og venner og sådan nogle ting.”Sarah Corydon, værnepligtig i HESK

”Jeg læser tykke romaner og roder rundt i min kolonihave.”

Karen Dahlin, journalist på Forsvarsavisen.


Documents

SOLDATEN | 3. Udgave | 2014