SOLDATEN | 5. Udgave | 2014

1 SOLDATEN Nr. 5 • 2014

MAJ NR. 5 • 2014

Fra civil til læge i uniform

Med søværnets værnepligtige på Færøerne

Games4os – Hærens 400-års-jubilæum blev fejret i Oksbøl

Tema: Læger i Forsvaret – Mød Karen og Kamille

SOLDATEN i Camp Bastion

– Stort Afghanistan-tillæg fra side 23

2 SOLDATEN Nr. 5 • 2014

> LEDER

Udgiver:Forsvarets KommunikationsafdelingDanneskiold-Samsøes Allé 11434 København Ke-mail: [email protected]: 3266 5558

Ansvarshavende redaktør:Vickie Lind

Redaktion:Clara Hennecke Mikkelsen Stine Høvring Godsk

Korrektur:Klavs Vedel

Layout og tryk:Rosendahls - Schultz Grafisk a/s

Oplag:3.550

Copyright:Indholdet i Soldaten kan frit citeres med angivelse af kilde.

Artikler udtrykker ikke nødvendig-vis Kommunikationsafdelingens eller Værnepligtsrådets holdnin-ger.

Når enden er nær......mærker man pludselig, hvad man kom-mer til at savne. I dag, når SOLDATEN rammer landets kaserner, står I i geled-derne for sidste gang. Mens jeres strenge oversergent formaner jer om at bruge jeres liv fornuftigt, flyver tankerne hen på pigehygge eller drengehørm på stu-erne. Og når jeres delingsfører takker for et godt samarbejde i delingen, mindes I de pressede tider i felten, hvor en god kammerat fik jer med videre – eller hvor I selv fik en anden med videre. Pludselig bliver I vemodige ved tanken om, at I al-drig mere skal feje støv væk bag skabene eller rense afløb i badet på den stue, hvor I har grint, måske grædt, pudset støvler (det ved vi jo I har, hvem bruger pudse-stuen?) og formentlig mødt et par nye venner i løbet af de sidste fire måneder.Når enden er nær, mærker man pludse-lig, hvad man kommer til at savne, men man glæder sig også til den nye tid, der er i vente. Eller gamle tid – for I skal jo tilbage til det civile liv. Mange af jer starter måske på et studie efter sommer-ferien. Her venter jer en hverdag i stor kontrast til basisuddannelsens discipli-nære rutiner, og selvom det kun er fire måneder siden, at I for første gang trak i uniformen, skal der nok lige noget om-skoling til, før I kan spise uden at sluge maden, gå i samme tempo og tale på samme måde som andre civile.I er ikke de eneste, der nærmer jer en afslutning. Den danske indsats i Afgha-nistans Helmandprovins er ved at nå sin ende, og når Hold 17 i løbet af somme-ren vender hjem, er der ikke nogen, der

tager over for dem. Vi var så heldige at opleve Camp Bastion med egne øjne og ikke mindst se, hvordan mere og mere bliver lukket for hver dag, der går. I de syv dage, vi var der, oplevede vi så me-get, at vi kunne skrive et par blade kun om dét alene – men det går nok ikke. Til gengæld får I her et Afghanistan-tillæg bagerst i bladet. Vi håber, at I vil nyde ar-tiklerne og billederne fra ørkenstøvet – vi har i hvert fald nydt at lave det til jer!

Sidst, men ikke mindst, er det også en-den på en tredje æra – nemlig vores tid som journalister på SOLDATEN. Vi har haft et fantastisk halvt år fuldt af spæn-dende oplevelser, hvilket vi håber er kommet til udtryk i bladet.

Tak for denne gang. Vi ønsker jer held, lykke og god sommer.Tiiiiiil civil, TRÆD AF!Stine Godsk & Clara Mikkelsen (Snart ikke længere) Journalister på SOLDATEN

KO

LOFO

N

Striber

SOLDATEN Nr. 5 • 2014 3

4 Sergent- og menigcitater

5 Fra civil til læge i uniform

6-8 Hvem er lægerne?

9-11 Klar til Helmand – MRX i Oksbøl

12-13 Operativ flyve- og naval-medicinsk uddannelse

14-15 Rejsebreve fra missio-nerne

16-17 Games4os – Hærens 400-års-jubilæum

18-19 Værnepligtsrådet

20-22 Sejltur til Færøerne

23 SOLDATEN i Camp Bastion

24-25 Læge i Afghanistan

26-29 Felthospitalet

30-31 Fun facts om firmagear

32-33 Sprogofficer

34-35 Blev vi færdige? – interview med udsendte soldater

36-37 Snapshots fra støvet

38 Dogtags

39 Hvad er det bedste ved at være i Afghanistan?

Stort Afghanistan-tillæg fra side 23

IND

HO

LD

9-11 Lægerne uddannes til at blive klar til Helmand i Oksbøllejren

16-17 Hæren fejrede 400-års jubilæum

med sport og musik

4 SOLDATEN NR. 5 • 2014

> SERGENTCITATER

Delingen står i rør, da sergenten ser, at et

par menige ikke har venstre hånd lukket.

”Hvis I ikke husker at lukke de hænder, så

finder jeg sgu noget klamt og lægger i dem

såsom en lort... eller en PENIS!!”

Delingsfører skal forklare kendeordene for 1. øvelse og siger

iskoldt: ”Kendeordene er LIMA BRAVO for i dag, SIERRA KILO

for i morgen, og i overmorgen er det FOXTROT PAPA. I kan

huske dem på lange boller, saftig kusse og fed pik.”

Sjovt nok var der ikke en eneste menig,

der ikke kunne huske dem.

Sekondløjtnant til menig, som

sidder fast på toppen af reb

stien på forhindringsbanen:

”Er du bange for højder?”

Den menige svarer: ”Det er nu

mere faldet, jeg er bange for.”

Sergent til de menige:

”Soldater bliver ikke kolde og våde,

de bliver blå og dør!”

SG TIL DELING ”HVIS I

PÅ NOGET TIDSPUNKT

BLIVER BANGE FOR AT DØ,

SÅ SPÆND I ANSIGTET.

FOR HAR I NOGENSINDE

SET EN DØD MAND SPÆNDE

I ANSIGTET?”

SERGENT TIL DELING:

”TIL HVIL OG VEDLIGE-

HOLDELSE OG SJOV I

BADET, TRÆD AF!”

og menig

Premierløjtnant under aften appel til en

menig med skulderlangt, fedtet hår:

”Det ligner en beskidt moppe på en

skaldet mands hoved. Det er sgu klamt!”

Did you know bro?

Lægerne vælger selv, hvilket værn

de vil høre til. Det er mere eller

mindre tilfældigt, da de vælger

allerede efter en uge, og har ikke

betydning for tilknytning senere

hen i deres karriere.

SOLDATEN NR. 5 • 2014 5

Fra civil til læge i uniform

STINE GODSK

Lægerne i det danske for-svar er ikke bare soldater, som har taget et første-

hjælpskursus. Nej, de er læger, som har brugt mange år på skolebænken i det civile med medicinstudiet. Når de så er færdige med det, venter der dem fem måneders ekstra uddannelse, før de kan trække i uniformen og del-tage i for eksempel en udsendel-se til Afghanistan.

At skifte den hvide kittel ud med den grønne uniform er populært, men ikke noget, alle er egnede til. Derfor er der en op-tagelsesprøve, som alle ansøgere skal igennem. Den indeholder blandt an-det lægetjek, psykologsamtale og så en fysisk test bestående af en Cooper-test og en coretest.

Herefter starter fem ugers basiskur-sus for de udvalgte. De får lov til at blive lidt grønne i hovederne, have lange dage, lære lidt eksercits og prø-ve at skyde med et gevær. Kort sagt får de lov til at gennemgå noget af alt det, som værnepligten også byder på, så de kan begå sig blandt resten af Forsvarets personel.

Når de er færdige med det, starter en lang række af kurser. De skal blandt andet igennem et kursus i traumato-logi, flyvemedicin og behandling af dykkersyge. Alt det er ikke svært at blive enige om er lægefagligt, men så stopper det lægefaglige også der. Kur-ser i international politik, ledelse og pædagogik er også en del af det.

Pædagogik. Det er jo helt fint, men hvad havde du regnet med, de lavede på sådan et kursus? Et lille udpluk af, hvad lægerne har været igennem, lyder som følger: De har lært hinan-den, hvordan man udbener sild, bin-der slipseknuder og folder svaner af papir!

Når alt dette så er gennemgået, bli-ver de udnævnt premierløjtnanter og kan fungere som læger i Forsvaret.


Hvem er lægerne?

Både Karen og Kamille har svedt på medicinstudiet i flere år, før de blev uddannet læger. De har valgt at søge ind til Forsvaret

og har der gennemgået en længere uddannelse, som skal gøre dem klar til at blive sendt til Afghanistan og ud på et af Søværnets skibe, hvor de skal fungere som læger for Forsvarets ansatte.

KamilleKamille, 29, er fra Holstebro og har læst medicin i Aarhus, hvor hun blev færdig i 2010.Siden har hun arbejdet på forskellige hospitaler i landet, inden hun søgte ind til Forsvaret som læge.

Hvad har fået dig til at søge ind til Forsvaret?Jeg har altid tænkt, at det kunne være sjovt at komme ind i Forsvaret på en eller anden måde. Det har altid virket spændende og fascinerende, men det eneste, jeg har prø-vet, var skolepraktik i 9. klasse.Det, jeg gerne vil, er at være anæstesilæge (narkoselæge, red.), og det er der rigtig gode muligheder for at bruge i Forsvaret.Vi holder liv i patienterne, mens andre finder ud af, hvad de fejler. Hvis de ikke kan trække vejret for eksempel,


STINE GODSK

lægger vi et rør i halsen og holder liv i dem.Noget andet er, at det på sigt kunne være interessant at have en stilling i det civile, men også være tilknyttet Forsvaret.

Hvad synes dine venner og familie om det?Min mor er også læge, og hun kan godt se det ud fra et fagligt perspek-tiv, men vi har ikke soldatertradition i familien – så skal vi i hvert fald til-bage på bedsteforældre-niveau.Mine forældre har selvfølgelig været nervøse for, at jeg skulle udsendes, og det samme med mine venner.Det er giver os bare nogle mulighe-der. Alt sundhedsvæsen i det civile er præget af nedskæringer. Her er der bare rigtig meget fokus på at give os en god uddannelse og nogle dyre kur-ser, så de investerer meget i os.

Hvordan bliver det så at vende tilbage til det civile?Det bliver mærkeligt. Jeg kommer tilbage fra Afghanistan i august, og så skal jeg gerne have en stilling og bruge de næste mange år på at blive specialuddannet.Når vi er færdige her, bliver vi tilbudt en rådighedskontrakt, som er ufor-pligtende. Det betyder, at vi beholder alt vores gear, og så kan de ringe, hvis de har brug for nogen. Nogle gange opstår der ting hurtigt, som for ek-sempel da de skulle ned og samle vå-ben i Syrien.

Hvad er din plan med at være læge i Forsvaret?Lige nu er det at få nogle store ople-velser både personligt og fagligt. Når vi har været her lidt længere, skal vi

jo hoppe ud af helikopter og sådan noget.På sigt er det også at bevare en til-knytning til Forsvaret – ikke som fast-ansat, men som delelæge.

Hvorfor udsendes?Det er det, vi er trænede til. Vores ud-dannelse har gået ud på, at vi skal ud-sendes og fungere som læge på et in-firmeri i en lejr. Det ville være som at stoppe kurven, lige før den toppede, hvis jeg ikke blev udsendt – både for det lægefaglige og for oplevelsen.

Hvad er dit indtryk indtil vi-dere?Enormt positivt på mange planer, sy-nes jeg. Jeg har fået en masse oplevel-ser, som ikke er lægefaglige, og som heller ikke er strengt militære. Vi har lært mange ting. Vores uddannelse som læge er meget stram, og det, jeg har fået her, er meget bredt. Og så har vi det jo supergodt sammen!Vi har fået den her oplevelse af, at de har kigget på os og sagt, ”hvad skal vi give dem her, for at de skal kunne fungere som læger i Forsvaret?” Jeg tror bestemt ikke, der er nogen af os, der har fortrudt det.Der er mange paralleller mellem sy-gehusvæsenet og Forsvaret. Det er begge dele to stramme systemer med hierarki og uniformer, og der er man-ge af de samme ting, man skal lære at navigere rundt i.

Hvad ser du frem til?Det er jo nok at komme til Afghani-stan og få hele oplevelsen af at være ude og bo i en lejr og arbejde på felt-hospitalet. Så er det jo også en meget interessant periode, vi er ude i, nem-lig hvor de pakker det hele ned.

KarenKaren, 29, kommer fra Bogø og er fjerdegenerationslæge. Hun har læst medicin i København og blev færdig i 2011, hvorefter hun har arbejdet forskellige steder som læge, før hun søgte ind til Forsvaret.

Hvad har fået dig til at søge ind til Forsvaret?En af mine baggrunde for at læse medicin var, at jeg gerne ville kunne tage mit arbejde med ud at rejse.I slutningen af studiet var der karri-eredag på Panum, hvor jeg læste me-dicin. Der var en stand fra Forsvaret, hvor jeg så en oversigt over alt det, Forsvaret kunne tilbyde af kurser og uddannelse. Det kombineret med ud-sendelser var en helt perfekt kombi-nation for mig.Siden hen har jeg mødt mange kol-legaer, der har gennemgået samme uddannelse i Forsvaret med stor be-gejstring.

Jeg er lidt en outdoor-girl. Jeg har for eksempel redet i mange år og kan godt lide adventure-livet. Derfor var der rigtig mange andre ting end de lægefaglige aspekter i Forsvaret, der tiltalte mig.

Hvordan reagerede din familie og venner?Efter et års anæstesi (narkose, red.), hvor jeg havde haft meget med den akutte patient at gøre, overvejede jeg dels Forsvaret, men også Læger Uden Grænser. Det var min familie lidt uro-lige over.Da jeg så fortalte mine forældre, at jeg skulle udsendes med Forsvaret,


syntes de først og fremmest, at det var rart, at jeg ikke skulle ud med Læ-ger Uden Grænser. Min mor kan godt få en klump i halsen over, at jeg skal til Afghanistan, men hele min familie er generelt trygge ved Forsvaret.Alt i alt har jeg fået fuld støtte fra fa-milie og venner, og jeg tror, det er for-di de ved, det er noget, jeg higer efter.

Hvad er din plan med at være læge i Forsvaret?Jeg vil gerne i løbet af hele min karri-ere, løbende med mit civile job, blive i Forsvaret. Det er lige præcis den måde, jeg har lyst til at være læge på. Jeg elsker udfordringer og også at være læge i nogle andre rammer end hospitalets.Jeg drømmer om at flyve SAR-helikop-ter og få en rådighedskontrakt. Og så drømmer jeg om flere udsendelser.

Hvad er dit indtryk indtil videre?Mit indtryk er, at jeg føler mig meget heldig med at komme ind i Forsvaret som læge, fordi jeg kommer til at be-

røre en helt masse spændende ting.Jeg kan nogle gange knibe mig i ar-men og tænke ”får jeg virkelig penge for det her”, når jeg står på skydeba-nen og skyder med pistol. Selvom vi har rigtig lange dage fra 8-21.30 man-ge gange, så har Forsvaret formået at lave en god kombination mellem teori og praksis, og det trives jeg godt medJeg føler, at vi bliver taget meget se-riøst i forhold til den opgave, vi skal ud på. Det er også en af grundene til, at jeg valgte Forsvaret. Det er vigtigt, at vi er godt klædt på til de alvorlige udfordringer, vi lige pludselig kan stå over for.Jeg er rigtig glad for de lægefaglige kurser, men jeg har også en stor appe-tit på at lære om andre ting end medi-cin efter syv år på studiet, hvor man lidt render rundt i en medicinboble. Derfor har jeg været lige så glad for kurser som international politik, pædagogik og missionsforberedende kurser, som er en øjenåbner for mig om, hvad der foregår rundt omkring i verdenen.

Hvad ser du frem til?Lige nu er det operativ flyve- og na-valmedicinsk uddannelse i Frederiks-havn (endnu et kursus lægerne skal på, red.). Helikopterkurset glæder jeg mig rigtig meget til.-Min mor siger, at jeg er på et halvt års betalt polterabend!Jeg glæder mig selvfølgelig meget til Afghanistan, men jeg er også spændt på, hvordan det bliver på Hvidbjør-nen i Nordatlanten (et af Søværnets skibe, hvor Karen skal ud som læge, red.), hvor jeg er helt alene og ikke ligesom i Camp Bastion har feltho-spitalet lige om hjørnet. Jeg er meget glad for at sejle og ser frem til flere uger med havudsigt.Jeg håber og forventer, at jeg bliver udfordret i Afghanistan og i Nordat-lanten. Også meget på det personlige plan. En udfordring bliver for mig at skulle kommunikere hurtigt og fag-ligt på engelsk. Jeg glæder mig til at se, hvordan andre nationaliteter ar-bejder, opleve stemningen i lejren, være der for soldaterne og hænge ud på Kuffen.


Klar til HelmandTilbage i januar var det danske bidrag til ISAF Hold 17 på en afsluttende øvelse, der skulle markere, at holdet nu var klar til Afghanistans udfordringer. Karen, Kamille og resten af det sundhedsfaglige personale

var også med i den store opsætning. Fredag den 10. januar ankom SOLDATEN til Oksbøllejren for at følge lægerne og få et indblik i deres rolle i øvelsen.

Vi havde på forhånd fået at vide, at øvelsen var den største af sin slags i ti år. Det var dog ikke til at se, da vi tril-lede ind i Oksbøllejren fredag aften – der var stort set ingen mennesker at spotte. Inde i lejren var folk ved at gå

i seng i de store, opstillede sovetelte. Resten var fordelt rundt om i Oksbøls enorme øvelsesterræn.

Øvelsen kaldes for MRX, som er en forkortelse for Mission Rehearsal

Exercise, og fungerer som en general-prøve for personel, der står til at skulle udsendes. Denne gang overgik set-up'et alle tidligere øvelser, da det ikke kun var ISAF 17, men også den danske Reaktionskampgruppe fra Jydske Dragonregiment samt det danske bidrag til NATO Responce Force 2014 fra Opklaringsbataljonen på Bornholm, der deltog. Derudover var værnepligtige fra Livgarden samt sprogofficerer med som momenter. I alt deltog 1.840 personer i øvelsen, der varede fra den 7. til den 16. januar 2014.

Allerede fredag aften så vi øvelsen som en succes; det lykkedes lægerne

CLARA MIKKELSEN

I løbet af øvelsen havde lægerne forskellige momenter til be-handling som en del af uddannelsen. Her er det en sprogofficer, der spiller en gravid, bosnisk kvinde.

Der blev ikke sparet på teatersminken – det var vigtigt, at mo-menternes skader så realistiske ud.

Infirmeriets medarbejdere var hele tiden i beredskab og klar til at tage imod patienter – både momenter og ’skarpe’ patienter. Akkurat som de er, når de er udsendt til Afghanistan.


at få os flyttet fra de tildelte feltsenge til en varm belægningsstue. Det var tydeligt at mærke, at det sundheds-faglige personale havde en anden rolle og dermed nogle andre fordele end soldaterne, der lå under teltfla-ger ude i felten. Næste morgen star-tede programmet kl. 8 med morgen-møde i det grønne telt, der fungerede som infirmeri. Hele teamet af læger, sygehjælpere, sygepassere og sygeple-jersker var samlet for at modtage da-gens briefing, slå fast hvem der havde vagttelefon og så videre. For første gang nogensinde så vi læger gå rundt med pistol og sygepassere gå rundt med fragtvest. I teltet, hvor man be-stemt kunne sige, at to verdener hav-de mødt hinanden, var det tydeligt, at personalet både var forberedt på de ”bløde” situationer – de sundheds-faglige og kulturelle – og de ”hårde” situationer i form af kampøvelser.

Det grønne infirmeritelt havde flere forskellige rum; en modtagelse, hvor det administrative blev ordnet, en sengeafdeling til indlæggelse, et rum med et enkelt traumaleje samt et af-

lukke til såkaldte skarpe patienter. De skarpe patienter var de soldater, der kom med rigtige skader eller syg-domme – dem var der en lille flok af hver dag. Flere kom ind med influen-zalignende symptomer efter et par dage i det kolde og våde vejr, men der var også et par stykker, der krævede lidt mere behandling. En uheldig re-krut fra Livgarden måtte for eksem-pel syes med flere sting, efter at hans

geværpibe havde ramt hans kind med lidt for høj fart.

Influenza og småflænger kan sagtens opstå i Afghanistans krigszone, men øvelsen gik for lægerne først og frem-mest ud på sammen med resten af teamet at øve sig i behandlingen og håndteringen af de traumer, de kan komme ud for. Til det skulle der bru-ges et antal momenter og et par gode sminkører.

Vi overværede vores første moment-behandling lørdag formiddag. Det var en sprogofficer, som spillede en gravid, bosnisk kvinde. Det hele var meget gennemført – sprogofficeren holdt sig i rollen og talte udelukkende gebrokkent engelsk. Efter at lægerne havde gennemført deres behandling, som de ville have gjort i Camp Bas-tion, blev der kaldt ’endex’, og dem, der havde stået for behandlingen, fik tilbagemelding.

Sprogofficererne stod for en stor del af momentspillet på infirmeriet. Det var et ekstra og vigtigt aspekt i ud-dannelsen, at læger og sygeplejersker også skulle have fokus på de kulturel-le og sproglige færdigheder, hvilket sprogofficererne kunne hjælpe med. Momentlederen sagde dog heller ikke nej til andre typer momenter, så

Søndagens ulykke/øvelse satte alle i arbejde!

Søndag formiddag ”sprang en bombe” et stykke fra det grønne telt, gjorde det ud for infirmeri. Nogle af de mange tilskadekomne måtte derfor flyttes på alternativ vis.


STINE GODSK

Karen Kamille på øvelse i OksbølEfter et par begivenhedsrige dage i Oksbøl, hvor vi fik lov til at se lægerne i aktion, spurgte vi dem om, hvordan det havde været for dem.

KamilleHvad har du oplevet her?Det primære ved den her øvelse har været at arbejde sammen med de sa-nitetsfolk, som jeg skal arbejde sam-men med i Afghanistan.

Hvad har du fået ud af det?Der har været de her momentøvel-ser sammen med dem, som vi skal ud med. Der har vi så øvet det sam-arbejde, vi skal lære. Vi har også kørt det videre til, hvordan vi skal transportere patienterne videre fra os af. Det har givet en fornemmelse af, hvordan det bliver i Viking (den danske lejr i Camp Bastion, red.) og på infirmeriet dernede.

Er du forberedt til din mission?Ja, men det synes jeg også, jeg var før. Den uddannelse, vi har fået, har gjort os klar. Det, den her øvelse mere gør, er at gøre os trygge ved de mennesker, vi skal arbejde sammen med. Og jeg har en rigtig god for-nemmelse af, at det kommer til at gå rigtig godt både fagligt og socialt.

KarenHvad har du oplevet her?Jeg har oplevet, at øvelsen kræver stor omstillingsparathed.Det har været fedt, at infirmeriet er gjort så ”Afghanistan look-a-like” som muligt. Det er første gang, jeg har fået et rigtigt indtryk af, hvor-dan det er at være ung læge i Afgha-nistan både med akutte traumer og mindre skader fra soldater og lokal-befolkning.Det har også givet mig en mere prak-tisk forståelse af, hvad vores rolle er.Jeg var med ude og opsætte for-binderplads 2 (et mindre infirmeri under øvelsen, red.), og der var det rigtigt rart at have noget tværfagligt arbejde, hvor jeg det ene øjeblik står med soldaterne og arbejder sammen over et moment på en handlebane, og det andet øjeblik bliver indsat i soldaternes syn på patter og seksua-litet med mere.Det har også været første gang, at vi læger har været i Forsvaret blandt soldater. Det har nærmest givet mig præstationsangst og åndenød over, om jeg havde refleksbind på i natte-timerne og har haft lynlås og knap-per lukket!

Hvad har du fået ud af det?Den vigtigste ting, jeg har taget med, er at se, hvordan soldaterne i sanitetssektionen arbejder, og hvil-ke kompetencer de har.

Er du forberedt til din mission?Ja!

vi meldte os ved først givne lejlighed til at lege patienter.

Næsten en time tog det at få smin-ket sår og fundet momenttøj, men så var vi også klar. Vi skulle agere soldater, der havde været ude for en brandulykke og derfor var ble-vet forbrændte på arme og hænder. Sminkørerne gjorde et imponerende stykke arbejde med at lave sår og vab-ler – langt fra et indbydende syn! Det var ikke blevet meldt, at vi kom, så overraskelsesmomentet udgjorde en ekstra udfordring, da vi væltede ind på infirmeriet, hulkende af smerter. Sygepasserne, der tog i mod os, holdt dog hovedet koldt og fik hurtigt fat i lægerne og sat behandlingen i gang. For os var det sjovt at opleve lægerne i aktion fra patientens perspektiv. De var både effektive og rolige på sam-me tid, og det var tydeligt, at de kom med en masse uddannelse i bagagen – både fra det civile og fra Forsvaret.

Resten af dagen gik med at træne for-skellige situationer, hvor forskellige læger og sygepassere skiftedes til at være på. Inden vi sagde farvel og tog fra Oksbøl søndag formiddag, nåede vi akkurat at overvære et større mo-mentspil med over ti mere eller min-dre slemt tilskadekomne. Scenariet satte alle i sving, og teamet blev for alvor testet i at arbejde sammen. Igen gik det godt, og fra vores perspektiv var der ingen tvivl; lægerne var klar til Helmand.

På øvelsen i Oksbøl skulle det sundheds-faglige personale for første gang prøve at være et samlet team. Her tager de sig sammen af et moments falske traume – i Afghanistan skal de være klar til at gøre det rigtigt.

Did you know bro?

Søværnet bruger i dag de gamle

Lynxhelikoptere, men de er

ved at blive skiftet ud med nye

Seahawkhelikoptere fra USA.

Det forventes, at de første bliver

leveret i løbet af 2016.


Operativ flyve- og navalmedicinsk uddannelseDag 1Forestil dig, at du ligger ude midt i Atlanterhavet mange tusinde kilome-ter fra land. Du er lige sprunget fem meter ud over rælingen på dit skib, som nu er en synkende skude. Vandet er isnende koldt, det er nat, stormen raser, og lynene glimter. Bølgerne er mange meter høje, og vandet pisker ind i dit ansigt. Du kan knap nok trække vejret, og du kæmper for at få fat i nogle af dine besætningsmed-lemmer i vandet omkring dig. Det eneste, der holder dig fra døden, er den redningsdragt og den rednings-vest, som du er iført.

Dette scenarie træner Forsvarets læ-ger på første dag af den operative fly-ve- og navalmedicinske uddannelse, de skal igennem på Søværnets Ser-gent- og Grundskole i Frederikshavn.Det foregår inde i en svømmehal – som slet ikke er en svømmehal, men et træningsbassin, som, ved at trykke på nogle få knapper og dreje på nogle

håndtag, kan blive forvandlet til det vildeste scenarie med bølger, torden, vind og regn.Her lærer fremtidige besætningsmed-lemmer på Søværnets skibe (som læ-gerne bliver) blandt andet, hvordan redningsvesten fungerer, hvor længe redningsdragten kan holde dem i live, hvor vigtigt det er at holde fast i hinanden i vandet, hvordan de skal komme op i forskellige typer af red-ningsflåder og en masse om overle-velse til søs generelt.

Dag 2På andendagen bliver træningsbas-sinet skiftet ud med havnebassinet nede på flådestationen.På flådestationen bliver lægerne sej-let ud midt i havnebassinet til en redningsflåde, hvorfra de en efter en bliver hoistet op i Lynx-helikopteren.Ordet ”hoist” kommer af det engel-ske ord ”hejs” og er et wirespil, som en helikopter kan være udstyret med.Hoist kan bruges til at redde folk op

fra skibe eller redningsflåder, eller det kan bruges til at hoiste folk ned på et skib – for eksempel læger, hvis der skulle være brug for det.Det foregår på den måde, at der først bliver kastet en guideline ned til flå-den. Det er en snor med en sandsæk i, som er nem at styre. Hvis man bare smed den sling (selen) ned, som per-sonen skal have om sig, ville den bli-ve blæst rundt og være svær at fange.Via guidelinen firer hoistmasteren så slingen ned, og personen, som skal hoistes, tager den om overkroppen, strammer til og giver thumbs up til hoistmasteren oppe i helikopteren, som begynder at hoiste personen op. Få sekunder efter bliver personen trukket ind i helikopteren og kan trygt og sikkert nyde turen hen til landingspladsen.

Deltagerne på uddannelsen svømmer i kæde hen til redningsflåden, som de krav-ler op i en efter en.

SOLDATEN NR. 5• 2014 13

Lægerne Kamille og Karen fortæller her om deres oplevelse på flyve- og navalmedicinsk uddannelse i Frederikshavn.

Kamille, hvad synes du har været det bedste ved de her to dage?Det bedste er, at vi har fået præsenteret alle de her forskel-lige redningsmidler og fået en fortrolighed med det, så hvis vi skulle være så uheldige engang, at det blev nødvendigt at være en del af en evakuering, så har vi en helt anden forståelse for de ting, vi skal bruge. Det giver en tryghed at vide, hvordan vesten fungerer, og at dragterne fungerer, så jeg tror, man vil føle sig mere sikker, end hvis man aldrig har prøvet det før.

Karen, føler du dig klædt på til livet til søs?Ja, det synes jeg – med kyndig vejledning fra andre om bord, som har gennemgået en længere uddannelse i red-ning til søs.Jeg synes også, at noget af det bedste er, at vi har haft en meget praktisk tilgang til det, som gør, at jeg føler, jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg ved så også, hvad jeg skal være bange for. Jeg er blevet mere opmærksom på de ting, der kan ske, hvor voldsomt det faktisk kan være, og hvor svært det kan være at bevæge sig rundt, når man ligger i sådan en oppustet rednings-vest ude i nogle bølger.

STINE GODSK

”Frem til kanten. Fat ansigtet. FALD I!” Deltagerne skal lade sig falde i vandet i fartøjsdragten med red-ningsvest på for at opleve, hvordan redningsvesten ved kontakt med vand selv blæser sig op.

Hvis uheldet skulle være ude, og besætningen ender i van-det, skal de holde sammen og samtidig være så nemme at få øje på som muligt for en redningshelikopter, et fly eller et andet redningsfartøj.

Her er Karen i gang med at pakke sin redningsvest. Det var deltagerne på uddannelsen igennem flere gange, for at de skulle få en forstå-else for, hvordan den virkede.


Rejsebrev- ISAF 17-Camp Bastion, d.7.5 - 2014

Efter et døgns rejse ankommer jeg til den varme sandkasse, Camp Bastion. Det er ikke en harmonisk camp med de sandfar-vede containere, telte og beholdere placeret i forskellige grupper. Alligevel er der til tider en eksotisk stemning, når man om aftenen sidder under lyskæderne på kuffens terrasse i den varme luft og kigger ud over den store plads i Camp Viking. Man fornemmer, at man er omgivet af en storslået ørken.

Jeg føler mig utrolig tryg. Mit job som læge gør, at jeg ikke kommer uden for hegnet, og derfor er campen for mig et beskyttet værksted. Meget anderledes er det nok for de soldater, der flere gange bevæger sig ud af sandkassen.

Trods trygheden og den ofte hyggelige stemning bliver man ofte mindet om alle farerne derude. Radaren, der konstant bevæ-ger sig 360 grader rundt og opfanger et eventuelt artilleriangreb imod campen. De to kæmpe kameraer i form af to balloner, der svæver lydløst højt over campen, kan med et højteknologisk system på lang afstand overvåge alt i og uden for campen med en skræmmende detaljegrad. ”Milk fish” kalder afghanerne dem, fordi de er hvide og formet som en fisk. Jeg kalder dem Big Brother og er begyndt at holde af dem.

De daglige updates med beretninger om, hvad der er sket uden for lejren, fortæller også, at der er stadig er aktivitet med skududvekslinger, påkørsel af vejsidebomber og drab.

Jeg er taknemlig for alle dem uden og inden for campen, der 24-7 bidrager til, at vi andre kan udføre vores arbejde, træne, sove, spise og hygge os ugeneret.

Som læge hører jeg til sanitetssektionen, som varetager Medcenteret. Et særdeles velfungerende center, hvor serviceniveauet er højt, primært anført af de to fantastisk kompetente sygepassere Rune og DB. Udover fysioterapeuten, sygeplejersken og vores chef er Rune og DB mine tætteste samarbejdspartnere, hvilket er et held for mig. Derudover er der ambulancegruppen, som vekslende er ude at køre og hjemme i lejren. Jeg kender dem fra et kursus i DK, og de udmærker sig også ved at være dygtige. Derudover er de enormt søde. Da jeg ankom den første dag og følte mig som den nyeste civile pige i lejren, var det skønt at blive modtaget af to af ambulancegruppens drenge med et stort knus og et ”Uhmm, hvor du dufter godt! ” – vel at mærke oven på en 24-timers rejse.

Jeg har nu været her en uge og er begyndt at vænne mig til de 38 grader, pistolen ved min højre hoftekam samt at vågne op til lyden af helikopterpropeller.

Jeg har været ovre på felthospitalet og hilse på det team, som jeg vil følge ca. fire dage om ugen. Teamet består både af briter og amerikanere, som er meget imødekommende, også selvom jeg ikke altid forstår den britiske accent. Oven på en uge med nye mennesker, navne og ikke mindst systemer er genkendelsens glæde stor, når jeg står i traumecenteret og ser, at det ud-styr, de bruger, er noget, jeg kender fra DK, om end lidt mere avanceret. Jeg glæder mig til at få det i hænderne. Noget, jeg dog ikke helt er vant til fra DK, er, når oversygeplejersken sidder i kaffestuen og vedligeholder sit gevær. Heldigvis er der ikke mange tilskadekomne lige nu, så noget af tiden bruges også på relevant undervisning.

Jeg trives rigtig godt med infirmeriarbejdet i den danske lejr. Indtil nu er det meget hudinfektioner, luftvejsinfektioner og så idrætsskader efter fodbold eller styrketræning. Udover at jeg bruger min faglighed, er patienterne en rigtig god indgangsvin-kel til at forstå de forskellige enheders arbejde på og finde ud af, hvem der er hvem. Udover danskerne ser jeg også soldaterne fra Bosnien-Hercegovina, så der er også lidt tolkeudfordringer. Deres accent henleder af og til tankerne på Pim fra ”Drengene fra Angora”. Selvom der er faste konsultationsåbningstider, kommer soldaterne ofte sporadisk i løbet af dagen, så jeg prøver at være så tilgængelig som muligt på Medcenteret. Sent i går aftes stod jeg og sludrede med en af sygepasserne og skulle til at sige godnat, da der kom en ung mand forbi med nogle hudgener. Det var ikke noget akut farligt, men noget der generede ham. På fem minutter havde vi diagnosticeret og behandlet og forhåbentlig sendt ham mere ubekymret i seng. Det er meget tilfredsstillende.

Der er et hav af sociale tilbud, som jeg ynder at tilmelde mig. Jeg har haft mit livs første spinningtime midt i Afghanistans ørken. Derudover fik jeg tillusket mig at være med på stabsholdet i volleyball. En sport, jeg heldigvis har dyrket tidligere, hvilket nok også er grunden til, at jeg blev inviteret med til næste kamp.

Kort sagt har jeg det rigtig godt. Og kun overgået af de britiske hunde, der har deres egen swimmingpool, lader det til, at vi danskere har det rigtig godt i Camp Bastion i en yderst veldreven Camp Dannevirke, hvor respekten for den enkelte soldat/individ er stor.

Kærlig hilsenKaren Elisabeth Linnet/Junior Medical Officer


Rejsebrev fra Kamille

Så har jeg i skrivende stund været om bord på HDMS Triton i 5 dage som ’skibsDOC’!

Skibets faste besætning er typisk afsted i ca. 10 uger, hvorefter de er hjemme i en tilsvarende periode. Som DOC(det bliver lægen om bord kaldt) er man af sted i kortere tid, ofte mellem 2 og 8 uger. Jeg er så heldig, at jeg skulle påmønstre samme

dag som den nye besætning og fik derfor lov til at være med “fra start“.

Min rejse startede i Kastrup lufthavn, hvorfra en del af besæt-ningen og jeg fløj til Aalborg og hentede resten af besætningen. Ikke meget mere end to timer senere landede vi på Færøerne og blev kørt i bus ud til skibet, som lå i havn og ventede på os. Imens jeg er om bord skal vi primært sejle i nærheden af Færøerne, men som yngre læge er det også muligt at være DOC på skibe ved Grønland.

HDMS Triton er et inspektionsskib med en fast besætning på 47 mand. Der-udover læge, helikopterbesætning og værnepligtige. Skibet har flere opgaver, blandt andet suverænitetshævdelse af dansk farvand, fiskeriinspektioner og SAR–beredskab. SAR står for “Search And Rescue”, og det betyder, at vi kan tage ud og hjælpe folk i nød til vands eller lands, via gummibåd eller helikopter.

De første dage om bord brugte jeg mest på at lære rutinerne at kende og prøve at finde rundt (sværere end man lige skulle tro!). Heldigvis er alle om bord enormt søde og hjælpsomme, og gør alt hvad de kan for at hjælpe til, at man har det godt og falder til. På skibet er der fire messer hvor man skaffer (spiser) og slapper af; menigmessen, befalingsmandsmesse, officersmesse, og chefmesse. Som læge er man en del af officersgruppen. Den første dag føltes det lidt underligt, at man sådan er delt op, men inden længe tænker man ikke over det, og så er man selvfølgelig også altid velkommen i de andre messer – hvis bare man husker at banke på!Der er også en masse begreber, man skal have styr på. Søværnet har jo næsten sit eget sprog! Fx spiser man ikke – man skaffer, gulvet hedder dørken, køkkenet kaldes kabyssen, og det rum man sover i hedder et lukaf. Som DOC er man privi-legeret og har sit eget lukaf med eget bad.Før vi tog af sted havde jeg været lidt spændt på, om jeg ville blive søsyg, og det gjorde jeg da også straks vi begyndte at sejle. Efter at have ligget ned med kvalme og svimmelhed i et par timer overgav jeg mig og tog søsygeplaster på. Herefter gik det støt bedre, og om det så skyldes plasteret eller bare tilvænning, er svært at sige. Men der er vist ingen tvivl om at mit billede af, hvad der er store bølger og meget ”vipperi”, er et andet end den faste besætnings!

Som DOC er min primære opgave at tage mig af skibets besætning, men da de fleste har et godt helbred, ser jeg sjældent mere end 3 patienter om dagen, og det er sjældent, folk fejler noget alvorligt. Der er fast konsultation fra 9-9.30, men der-udover kan besætningen altid finde mig, hvis der er noget, de gerne vil have kigget på. Til at hjælpe mig har jeg en dygtig ’sanit’(sanitetsmand), og i tilfælde af flere sårede eller alvorlig sygdom hjælper kabyspersonalet også til. Vi bruger en del af vores tid på øvelser, så vi er helt klar, hvis der bliver behov for os.En anden opgave er at tage med ud på SAR, hvis der er behov for en læge. Derfor bliver jeg trænet i at flyve med i heli-kopteren og blive hoistet(hejst) fra helikopter og ned på et skibsdæk, hvis der er nogen, som er blevet syg eller såret på et andet skib. Vi træner også, at jeg skal kunne ’bårehoiste’, hvilket betyder, at jeg skal kunne få den syge/sårede i en båre, som hoistes op til helikopteren. Det er lidt vildt første gang man hænger og dingler i en sele på vej fra helikopteren til dækket, men man vender sig hurtigt til det, og så er det bare rigtigt sjovt! En mere finurlig opgave er, at der er traditionen, at DOC står i officersmessen før aftenskafning og serverer ’before-drinks’. Da skibene er alkoholfri, betyder det egentligt bare, at man hælder sodavand op i glas, men selvom man ikke kan få en gin-tonic, er det jo stadigvæk hyggeligt. Når jeg ikke har andet at lave, går jeg lidt rundt på skibet og ser hvad der sker. Det giver lidt forståelse for hvordan skibet fungerer, og så får jeg snakket med de fleste om bord. Forhåbentligt betyder det at hele besætningen ved, at de altid kan gribe fat i mig, hvis der er noget de gerne vil snakke om eller have kigget på.Et andet sted at få snakket med folk er til FFF (frivillig fælles FUT). På denne besætning bliver det afholdt hver anden dag på et af dækkene.

Alt i alt er det en spændende oplevelse at være ude at sejle. Jeg har været rigtig glad for det, og jeg håber bestemt at det er noget jeg får mulighed for igen en anden gang.

Mange søhilsner og ohøj,Kamille.


Til lykke, Hæren!

I anledningen af Hærens 400-års-jubilæum blev der torsdag den 8. maj afholdt et sports- og musikarrangement i Oksbøllejren og det store, omkringliggende øvelsester-ræn. Idrætsdagen, der blev navngivet Games4os, var den største i Hærens historie. Der var i alt arrangeret otte disci-pliner; sport gennem tiden, fanestafet, biathlon, cross, o-løb, 3-kamp, terrænsport og feltskydning. Over 6.500 af Hærens ansatte var samlet for at deltage i de venskabelige konkurrencer, hyggen og fejringen – og så naturligvis aftenens koncert, hvor blandt andet Duné satte gang i festen. I sidste ende var det 1. kompagni 1. bataljon fra Den Kongelige Livgarde, der løb med sejren og pokalen. Til at overrække præmien var Kronprins Frede-rik, der selv havde deltaget i biathlon tidligere på dagen. HOKs presseafdeling forevige-de dagen i billeder, der tyde-ligt viser en god og anderle-des dag. Måske kan du finde dig selv.

Foto: Henri Hammer Niclasen, Peter Strandgaard, Jill Willumsen & HOK


CLARA MIKKELSEN

Til lykke, Hæren!

> SKREVET AF VÆRNEPLIGTSRÅDET


Nyt værnepligtsrådHold februar har netop afholdt deres sidste landstalsmandsmøde. På dette møde blev der valgt nyt råd, som skal overtage efter de nuværende råds-medlemmer.

Det nye råd kommer til at bestå af fire rådsmedlemmer frem for tre, som det har været indtil nu, da man fra Værnepligtsrådets side ønsker at være mere synlige hos de værneplig-tige ude på tjenestestederne.

De fire nye rådsmedlemmer, som er blevet valgt, er følgende:Kasper Sørensen fra Livgarden, Hold december 13Andreas Holt fra HEC, Hold februar 14Mads Krabsen fra IGR, Hold februar 14 og Daniel Kirsten fra TGR, Hold februar 14

Kasper og Andreas blev valgt på land-stalsmandsmødet i april og startede i Værnepligtsrådet umiddelbart efter påskeferien. Kasper nåede kun at af-tjene de fire første måneder af sine

otte måneder i Livgarden, og kan derfor sidde en hel periode som råds-medlem. Mads og Daniel blev valgt på mødet i maj og har opstart i rådet, når de er aftrådt fra deres tjenested til 1. juni.

Det nye råd vil arbejde videre på nog-le af de problemstillinger, som det tidligere råd også har arbejdet med igennem de sidste syv måneder. De emner, som har været oppe at vende på de landstalsmandsmøder, der har været afholdt i foråret, er bl.a. den nye infirmeristruktur og de problemer, som har været en følge af denne.

De problemer, som har været disku-teret meget til landstalsmandsmøder, er fritagelsessedler, og om hvorvidt det er fair, at en værnepligtig skal ta-ges ud af tjeneste for at komme på in-firmeri, fordi tjenestestedet ikke har noget infirmeri, og den værnepligtige skal rejse til nærmeste infirmeri for at komme til læge.

Ud over infirmeri har landstalsmæn-dene også diskuteret vigtigheden af internetadgang for de værnepligtige. Vi kan konkludere, at der er flere tjenestesteder, der ikke har internet, som de værnepligtige kan bruge, mens de er tjenestegørende. Land-stalsmændene stiller sig uforstående over for dette, fordi man er under ud-dannelse, mens man er værnepligtig. De værnepligtige modtager i øvrigt deres lønseddel via e-Boks, hvor der kræves adgang til internettet for at se denne – landstalsmændene mener ikke, der bør være en merudgift for de værnepligtige til at investere i eget internet, som de kan bruge i deres fri-tid på tjenestestedet.

På det sidste landstalsmandsmøde, som var i maj, blev Værnepligtsrådet og landstalsmændene enige om, at der ikke var nogen emner til panelet, som ikke allerede havde været oppe til et tidligere landstalsmandsmøde – der blev derfor taget en beslutning om, at panelet ikke skulle deltage på sidstedagen af mødet.


Over and outNu er tiden ved at være inde til at sige farvel og tak for denne gang. Et nyt hold rådsmedlemmer er fundet, og vi nuværende rådsmedlemmer skal til at afslutte 11 fantastiske måneders værnepligt, hvor vi har haft spændende oplevelser, vigtige mø-der, sjove besøg og fede feltture.

Vi har været rundt på alle landets ka-serner og holdt foredrag, hvor vi ori-enterede jer om arbejdsmiljø, de mi-litære love samt talsmandsordningen og mødt alle landets værnepligtige. Efter alle foredrag har vi haft interes-serede og ivrige værnepligtige henne og tale med os om løst og fast og om det at være værnepligtig. Vi har i den grad opfattelsen af, at dette hold har været glade for at være en del af det danske forsvar.Det har også afspejlet sig til vores landstalsmandsmøder, hvor samtlige landstalsmænd har bidraget positivt med gode historier fra deres tjene-stesteder, men også med kritiske og velargumenterede forslag til panelet, der består af repræsentanter fra de operative kommandoer. Der er ble-vet vendt alt fra infirmeristrukturen, handsker til ekstra støvler og sågar sengeheste.

Vi har haft et fint samarbejde med det norske værnepligtsråd, som vi har mødt ved flere lejligheder og ud-vekslet erfaringer med.

Ud over vores obligatoriske møder og foredrag på tjenestestederne har vi også haft fornøjelsen af mere ufor-melle besøg. Jeg var så heldig at få lov til at følge Hesteskadronen i to dage og få et indblik i deres hverdag og opgaver og måtte erkende, at til trods for flotte eskorter og tiden på hesteryg følger der et hårdt arbejde og lange dage i stalden.

Vi i Værnepligtsrådet fik også en enestående chance for at opleve vær-nepligten i Søværnet, først i form af rundvisning på Dannebrog og senere, da vi var på sejlads med inspektions-skibet Triton ved Færøerne.

Imens vores journalist Stine og jeg udforskede vandene ved Færøer-ne, deltog resten af rådet i Hærens 400-års-jubilæum i Oksbøl og blev igen her mødt af glade og positive værnepligtige.

En af vores mærkesager har været, at alle værnepligtige skal kunne stille op til Værnepligtsrådet, hvilket ikke er muligt nu, fordi man, ifølge dansk lovgivning, kun må være værneplig-tig i 12 måneder. Det gør, at værne-pligtige der har gennemført en fuld tjeneste ved Den Kongelige Livgarde, Hesteskadronen eller Dannebrog, ikke kan blive repræsenteret, hvilket vi mener er udemokratisk.Dette har vi drøftet både med for-svarsministeren og Forsvarets Perso-neltjeneste, men desværre uden held.Rådet vil fortsat kæmpe for sagen og vi håber, at alle værnepligtige en dag vil have samme mulighed for at for-længe deres værnepligt med syv må-neder i Værnepligtsrådet.

Til alle jer, der er ved at afslutte jeres tid i det danske forsvar, ønsker vi al held og lykke i fremtiden og håber, at I har haft en fantastisk tid, som I vil kunne kigge tilbage på med positivi-tet og stolthed.

Med venlig hilsenKatrine BendtsenVærnepligtsrådet


Besøg på TritonAt bo på et skib kan tage dig helt ud, hvor du ikke kan bunde. Du kan risikere, at alt går i fisk, og du kommer til at bo som sild i en tønde, men det kan også give dig et hav af oplevelser og blive en livsstil mere end et arbejde. For mange om bord på in-spektionsskibet Triton er det lige hvad det er – en livsstil, mens det for andre er første gang, de er en del af besætningen. Det er selvfølgelig de værnepligtige det handler om.

Katrine fra Værnepligtsrådet og jeg tog nordpå til Færøerne, hvor vi be-søgte Triton og fik et indblik i den hverdag og det arbejde, som finder sted og udføres der. Vi fulgte de vær-nepligtige igennem deres daglige arbejde og fik et indtryk af livet om bord på Triton.

De første par dage gik for vores ved-komne med, at komme ind i rutinen på skibet. Vi lærte at finde rundt, begå os på meget lidt plads, afprøvede alle nødudgangene og vænnede os til, at

gulvet – eller dørken som det hedder på skibssprog – ikke står helt stille. Ud over det fik vi udvidet vores ord-foråd væsentligt, som du kan se i fak-taboksen.

De værnepligtige på TritonDe værnepligtige i Søværnet er mod-sat de fleste i Hæren operative. De bli-ver en del af skibets besætning og får nogle faste opgaver om bord.På Triton er der 11 værnepligtige, som er delt ind i tre forskellige divisio-ner kaldet T (teknisk), F(forplejning), O(operation) og en sektion kaldet V(våben). Divisionerne og V-sek. har forskellige arbejdsområder og opga-

ver. Vi fulgte hver division og fik et ind-blik i, hvad de hver især gik og lavede.

TeknikdivisionenHver morgen er der møde i divisio-nerne. Her gives information om re-levante nyheder og dagens opgaver. De fire værnepligtige, som hører til den tekniske division, møder i kon-trolrummet sammen med resten af divisionen. Jacob er værnepligtig i den tekniske division, og jeg spør-ger ham, hvad deres opgave består i. ”Hver morgen har vi daglig maskine, daglig gummibåd og daglig helo (heli-kopter, red.). Det er en kontrolrunde vi går hver dag. Vi bliver sat sammen med en eller flere af de andre fra den faste besætning, og så går vi rundt

Fakta om Triton � Triton er 112,6 meter langt over kølen

(bunden). � Triton har et helikopterdæk, og på vores

tur var der også en Lynx helikopter med. � For at få ferskvand på skibet er det

udstyret med et system, som omdanner saltvand til ferskvand.

� Besætningen på vores tur bestod af 47 fastansatte plus 11 værnepligtige.

� Skibet er udstyret med redningsflåder til mindst dobbelt så mange personer, som der er om bord.

� Triton har tre hovedmotorer med 4000 hk hver.

� Triton kan sejle maks. 21 knob. � Triton har et stabiliseringssystem, som

består af to stabs (vinger), der kan slås ud til hver side under vandet.

� Triton er udstyret med to gange 12,7 mm tungt maskingevær og to gange 7,62 mm let maskingevær og en 76 mm kanon.


STINE GODSK

med dem og er en slags assistent.”Jeg går med Jacob og en fastansat i den tekniske division ud for at lave daglig gummibåd. Der er to gummibåde om bord, og de skal startes op hver mor-gen for at kontrollere, at de virker. Ud over det skal lyset og trimmet kontrol-leres, der skal være to ekstra dunke benzin og lappegrej i båden. Daglig gummibåd er en af de hurtige opgaver. Daglig maskine er en del mere omfattende. Her skal generatorer, motorer, hjælpemotorer, gearkasse, køleanlæg, airconditionanlæg, fyrer, lufttanke, brandoliecentrifuge, smø-rercentrifuge og et hav af andre maski-ner og anlæg kontrolleres. Her fik Jo-nas, som er værnepligtig lov til at være med. Han gik rundt med en checkliste, som det er meningen, han selv skal være i stand til at bruge senere, når han måske får lov til at gå runden selv.

ForplejningsdivisionenDer er fire værnepligtige i forplejnings-divisionen. De har fire forskellige op-gaver, som alle er knyttet til kabyssen. Én er skyller (opvasker), én hjælper med at lave mad og to dækker bord, servere mad og rydder af i henholdsvis sergentmessen og officersmessen.Katrine har opgaverne i officersmes-sen, og hun fortæller, hvordan de er

endt med de opgaver, de nu har. ”Den første uge havde vi to dage i hver di-vision. Efter det havde vi en fornem-melse for de forskellige divisioner, og vi kunne bare ønske, hvor vi ville hen. Jeg havde det godt med dem i f-divisionen, så det gik jeg bare efter.Det var meningen, vi skulle skifte, så vi havde en uge i kabyssen (køkkenet, red.), en uge i sergentmessen, en uge i officersmessen og en uge som skyl-ler (opvasker, red.), men det endte bare sådan her med, at vi havde en fast opgave.”I officersmessen har de ansatte faste pladser efter rang. Skibets chef spi-ser ikke i officersmessen, men for sig selv, så det er NK, der har pladsen for bordenden. I modsætning til messen hvor konstablerne og de værneplig-tige spiser, bliver der i officersmessen dækket bord og sat fade på bordet. Når de er færdige med at spise, har de så en klokke, de kan ringe på og på den måde fortælle Katrine at de er fær-dige, og det er tid til at tage af bordet.

OperationsdivisionenDitte er den eneste værnepligtige i operationsdivisionen. Hendes opgave foregår oppe på broen, som er der, skibet styres fra. Vi besøger hende på en af hendes vagter, og hun viser os, hvordan man bruger søkort og finder skibets position. Det er ikke noget, hun har lært hjemmefra som en del af basisuddannelsen. ”Det er noget, jeg har lært her. Jeg fik lov til rime-

lig meget af den gamle besætning.” Skibet har næsten lige skiftet hele den fastansatte besætning ud, så det er helt nye mennesker, de værneplig-tige arbejder sammen med. Ditte har planer om, at hun gerne vil videre i Forsvaret efter værnepligten. ”Jeg havde vagt med den taktiske officer og han hørte at jeg gerne ville videre på søværnets officersskole. Han gav mig så lov til at plotte positioner ind på kortet og skrive i kursbogen. Ind i mellem fik jeg også lov til at sejle skibet.”At få lov til at være rorgænger (sidde og styre roret) er en af de opgaver, flere af de værnepligtige om bord får lov til. Vagtchefen siger så, i hvilken kompasretning skibet skal sejle, og rorgængeren drejer på roret. Nu tror du sikkert roret er et stort rat, men der må jeg skuffe dig. Det er en lille bitte ”kugle”, man kan sidde og dreje på med én hånd.Ditte har vagter fire timer ad gangen – også om natten. Det kan godt blive ret kedeligt, at sidde og holde udkig, men til gengæld kan hun nyde en af de bedste udsigter på skibet.

VåbensektionenJeg tager til morgenmønstring i v-sek-tionen, som står for våbensektionen. Til hverdag har de ikke meget med vå-ben at gøre, men i den helt usandsyn-lige situation, at skibets våben skulle tages i brug, ville det være besætnin-gen i denne sektion, som stod for det.


Til hverdag er det dog helt andre og meget varierede opgaver de laver. Det var da også en af grundende til at Daniel, som er værnepligtig, valg-te sektionen. ”Du kommer rundt på skibet lidt over det hele… så er du på dækket og så er du lidt på broen og så videre. Hvis du er i kabyssen laver du ikke andet end at være der og hvis du er i t-div., er det KUN det du laver.”Meget af den vedligeholdelse, der finder sted på skibet som maling el-ler vedligeholdelse af tovværk står

v-sektionen for. Alt der har med gum-mibådssejlads eller helikopter falder også under deres ansvarsområde. Det var da også gummibådene og helikop-teren, som trak da Justin, som også er værnepligtig valgte v-sektionen. ”Det var mit førstevalg mest på grund af gummibåden og helikopteren. Fordi jeg er i v-div. har jeg været ude og sejle i gummibåd mange gange.” Når gummibåden skal i vandet er det besætningen fra v-sektionen, som står for at få den hejst ned og sejle båden. Ud over dem er der også altid en tekniker med fra t-divisionen og eventuelt andre besætningsmedlemmer. Ved heli kop-ter flyvning er det besætningen fra v-sektionen, der står for surringerne (helikopteren er spændt fast til dæk-ket når den står der) og tankningen.Fiskeriinspektion er en anden af v-sektionens opgaver. Det er ofte rus-siske skibe, som bliver inspiceret. En gruppe fra besætningen sejler over til skibet i gummibåden og kravler ad en lejder op på skibet. Her bliver fiske-ritilladelse og papirer gennemset og lasten tælles op for at kontrollere, at det passer med den mængde, der er registreret. Det kan tage alt fra en til fem timer.

Tak for turenI løbet af vores uge på havet var Ka-trine og jeg så heldige, at få lov til at deltage i en fiskeriinspektion på et is-landsk fartøj. Her fik vi prøvet, hvor-dan det er, at blive sat ned i en gum-mibåd ude midt på havet og kravle op ad en lodslejder (rebstige) på ydersi-den af et skib. Vi kiggede også på, da helikopterbesætningen skulle træne hoist (hejse folk op og ned) af lægen og en båre op og ned fra dækket og lærte at lave splejsninger og tacklin-ger på tovværket Men et af turens ab-solutte højdepunkter var, da vi blev fløjet i helikopteren ind til lufthav-nen på Færøerne.Efter en oplevelsesrig uge på inspek-tionsskibet Triton, var vi klar til at vende snuden hjemad mod fastere grund. Vi havde begge fået et godt indblik i, hvad det egentlig er Søvær-net sejler rundt og laver ude på de store have, og hvad de værnepligtiges roller er.

Faktaboks:Der er så mange andre ord i Søværnet, så de ligefrem har en lille ordbog med dem. Her er bare et lille uddrag fra ordlisten.

Væg: SkotGulv: DørkLoft: DækCAF: MessenMessen: MandskabsklubbenSpand: PøsSkraldespand: SkidtpøsStige: LejderKabyssen: Køkkenet Skaffe: SpiseGulvmobbe: Kuttendækker


SOLDATEN i Camp BastionSOLDATEN skiftede for en uge kontoret på Nyholmen og de sorte støvler ud med Camp Bastion og et par ørkenfarvede støvler. Vi tog til Afghanistan for med egne øjne at se, hvad der egentlig foregår dernede, og for at kunne give jer læsere noget ekstraordinært godt læsestof.

Camp Bastion, Camp Leatherneck og Camp ShorabakFor lige at få det grundlæggende på plads så ligger Camp Bastion i det sydlige Afghanistan i Helmandprovinsen, nærmere bestemt på koor-dinat 31°51’24”N 064°13’15”E, hvis det interes-serer dig.

Camp Bastion er helt sikkert et sted, du har hørt om før, men hvad med Camp Leatherneck og Camp Shorabak? Faktisk udgør Camp Bastion, som primært er britisk, kun godt en tredjedel af hele basen. Resten af basen består af Camp Leatherneck, som er den amerikanske del, og Camp Shorabak, som er den afghanske del.

Camp Bastion blev bygget i 2006 – inklusive en landingsbane, som siden hen er blevet udvidet, så den nu er 3.500 meter lang og har kapacitet til, at selveste Antonov An-225 – verden største transportfly kan lande og lette inden for hegnet.

DANCON ISAF HOLD 17DANCON ISAF Hold 17 adskiller sig fra de sene-ste års hold ved at være ”lukkeholdet”.

Det overordnede formål med den danske indsats i Afghanistan nu er at få overdraget opgaverne til de afghanske myndigheder og få transporte-ret de mange tons materiel hjem til Danmark.

I løbet af de seneste 11 år har Afghanistan væ-ret mål for en omfattende militær, politisk og civil indsats, som nu har lagt grunden for gen-opbygningen af landet. I flere år har en stor del af ISAFs opgave bestået i at uddanne de afghan-ske myndigheder til at varetage sikkerheden og udvikling i landet. Denne opgave er nu nået til et punkt, hvor de afghanske myndigheder helt skal overtage opgaverne fra de internationale styrker i takt med, at disse trækker sig ud af landet – dog ikke uden fortsat støtte fra bl.a. Danmark i form af bidrag til kapacitetsopbyg-ningen og en omfattende udviklingsbistand.

Sociale aktiviteter i Camp BastionCamp Bastion danner rammerne om mange sol-daters hverdag – en hverdag, som skal give sol-daterne de optimale arbejdsforhold, men også nogle muligheder for at leve et nogenlunde normalt liv med andet indhold end arbejdet. I Camp Bastion er der mulighed for at deltage i en lang række forskellige sociale aktiviteter. Der er både de mere sportslige aktiviteter som hockey, volleyball, spinning, salsa og gulvkamp samt de mindre sportslige, men ikke mindre sociale aktiviteter som hyg og byg (bygning af små modelkampvogne), gudstjenester, brunch, filmaftener, vaffelbagning og lignende på Kuf-fen

Vi deltog i så mange af aktiviteterne som muligt i løbet af ugen, og vi kan varmt anbefale både salsa, hyg og byg, gudstjeneste og ikke mindst Kuffens vafler og brunch!

Efter en uge i Camp Bastion med mange nye indtryk, nye mennesker og store oplevelser tog vi tilbage til København og et fantastisk forårs-vejr. Vi fik alt, hvad vi kom efter, og mere til, så tilbage var bare at få alle oplevelserne og inter-viewene formet til dette blad.

STINE GODSK

Kilder: http://en.wikipedia.org/wiki/Camp_Bastionfolderen ”INFORMATION OM DANCON ISAF HOLD 17”


Læge i AfghanistanI Danmark har alle muligheden for at gå til lægen. Du har din egen læge, som du er tilknyttet – lige bortset fra når du er værnepligtig, selvfølgelig. I Afghanistan er det ikke anderledes. De danske soldater har deres helt egen danske læge, som hol-der til på MEDCEN (Medical Center, på dansk infirmeri) i Camp Viking, den danske del af Camp Bastion. Her kan de komme med alt fra vabler til større skader, som kræver en tur på felt-hospitalet. Men medcenteret er ikke kun for danskere. Også bosniere og civilansatte udenlandske arbejdere kommer af og til og skal have hjælp, og dem er der også tid til.

Medcenteret i VikingPå medcenteret i Viking er det læ-gen Jesper, som er i gang med sine to måneder som Junior Medical Of-ficer (svarer næsten til praktiserende læge), mens vi er på besøg. Ud over ham har MEDCEN en sanitetsbefa-lingsmand, som er seniorsergent og chefen på stedet, to medics (behand-lerspecialister), en sygeplejerske og en fysioterapeut.

Hvad kan alle de folk så? En læge, en fysioterapeut og en sygeplejerske ved du sandsynligvis godt, hvad er, men hvad er forskellen så på en medic og en sygeplejerske?

En sygeplejerske er civilt ansat, mens en medic er uddannet i Forsvaret i sa-nitetstjeneste og derudover har flere sygehjælperkurser. De to medics har en hjælpefunktion på medcentret. De hjælper f.eks. med at køre patienter hen på felthospitalet og finder medi-cin frem fra lageret. Ud over det pas-ser de også medcentret og tager sig af patienter, når lægen ikke er til stede.

Alle de ansatte på medcenteret arbej-der tæt sammen for at give den bedst mulige behandling til patienterne.Herhjemme i Danmark har en læge og en fysioterapeut hver deres ad-skilte praksis, som ofte er placeret to

forskellige steder, men på MEDCEN i Camp Viking har de en unik mulig-hed for at arbejde sammen om de patienter, som kan have gavn af det. Et eksempel på dette oplevede jeg, da en patient med knæsmerter skulle have vurderet, om det udsprang af en dårlig arbejdsstilling, og hvordan en eventuel behandling kunne se ud.

Er det anderledes end i Dan-mark?Hvordan adskiller medcentret sig så fra lægehuset, som du kender det hjemme? Den første ting, som springer i øjnene, er, at medcente-ret i Viking er bygget af containere.

Alt udsendt personel skal holdes skarpe, hvis en situation skulle opstå, hvor de skal bruge deres våben. Her ses lægen Jesper på skydebanen i Camp Bastion.

Lægen Jesper og fysioterapeuten er ved at lave en fælles vurdering af en patients arbejdsstilling, som har resulteret i knæproblemer. Han er mekaniker på kampvognene og viser her sin arbejdsstilling, som der ikke rigtig kan ændres på.

Did you know bro?

I Danmark har de civile læger ansat

ved Forsvaret rang af premierløjtnant.

Når lægerne så bliver udsendt, får de

rang af kaptajner, fordi britiske læger

har det


Det ser ikke prangende ud udefra, og hvis man ikke ved, det ligger der, så er det ikke sikkert, man opdager, at der faktisk ligger et medcenter. En anden måde, hvorpå det adskiller sig fra Danmark, er, at man i Viking ikke skal bestille tid hos lægen. Han er på kontoret fra 8-10 hver dag – og de fleste dage også senere. Patienterne kommer så dumpende ind, efterhån-den som de kan finde tid til det.

Faciliteterne på medcentret er gode. Der er alt, hvad en læge kan ønske sig – næsten da. I modsætning til hos din praktiserende læge i Danmark kan lægen her ikke tage blodprøver af den simple grund, at der ikke er et laboratorium på stedet. På felthospi-talet kan de dog tage blodprøver, så hvis patienterne skal have det foreta-get, må de derhen.Medcenteret er udstyret med to pa-tientstuer, så hvis det skulle blive nødvendigt for en patient eller to at være indlagt på MEDCEN, har de mu-ligheden for at rykke ud af POD’en (teltene, soldaterne sover i) og op på medcentret i en container.Hvad sker der så på medcenteret?Der sker ikke det helt store på med-centret - og når man tænker over

det, så giver det ret god mening. Der er slet ikke lige så mange danskere i Camp Bastion, som der tidligere har været, og de, der er, er ikke så me-get ude på farlige missioner, som de var tidligere. Til gengæld er det en anden slags patienter og en anden slags skader, end Jesper ser hjemme i Danmark. I Afghanistan er soldaterne hele tiden på arbejde, og de skal hele tiden kunne fungere, så selv små ska-der som vabler eller en lille forkølelse bliver fanget i opløbet og behandlet, så soldaterne hurtigst muligt kan virke igen. Jesper fortæller også, at noget, der har overrasket ham, er, at patienterne her aldrig brokker sig, men tværtimod bare gør, som der bliver sagt. Dette er ikke normalen i Danmark, hvor mange patienter ikke vil affinde sig med lægens ord.

En udfordring og en personlig gevinstJesper er den eneste læge på medcen-teret, og modsat i Danmark har han ikke mulighed for bare at henvise patienterne til en specialist, hvis de kommer med nogle meget specifikke problemer. Hans eneste mulighed, hvis det er tilfældet, er at sende dem en tur hen på felthospitalet.

En anden udfordring ved at være den eneste læge er, at der ikke lige er andre at spørge til råds. Jesper sid-der med ansvaret selv, men hvis han kommer i tvivl eller føler sig usikker, kan han kontakte sine kollegaer i Danmark. De har bare ikke mulighed for at se patienten selv.

Alle udfordringerne og alt ansvaret er dog ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Som læge i Viking får Jes-per nogle oplevelser, som er meget unikke. Både lægefagligt og person-ligt udvikler han sig meget. Han ople-ver, hvor meget han egentlig kan, når han står med det selv, og ligesom de andre udsendte oplever han et kam-meratskab og møder nogle menne-sker, han ikke ville have muligheden for i Danmark.

STINE GODSK

Lægen Jesper ude foran det danske infirmeri i Camp Viking. Lægen Jesper på sit kontor, hvor han har konsultationer med sine patienter. Som så mange andre ”bygninger” er dette også bare en container.


Felthospitalet i Camp BastionEt godt stykke ude i den afghanske ørkenprovins ligger en militærbase. Den store lejr består af Camp Bastion (den britiske del, hvor danske Camp Viking også ligger), Camp Leatherneck (den amerikanske del) og Camp Shorabak (den afghanske del). De tre camps har på de fleste områder hver deres systemer og måder at gøre tingene på. Men én ting er de fælles om: hospitalet. Midt i Camp Bastions ørkenstøv ligger et stort, fælles hospital, der hjælper alle, der har brug for det – britere som afghanere, danskere som talibanere. Alle, der er såret som følge af krigen, bliver behandlet.

Did you know bro?

Som udgangspunkt er hospitalet under

britisk kommando, men tilbage i juli 2009

til oktober samme år blev felthospitalet i

Camp Bastion ledet af en dansker samt

fortrinsvis bemandet med dansk personel.

97 danske læger, sygeplejersker, sygepas

sere, laboranter og andre med sundheds

faglig uddannelse samarbejdede med 43

britiske og 45 amerikanske kolleger.

Kilde: rigshospitalet.dk

Hvis man blot ved en smule om den hygiejne og den teknologi, det kræ-ver at drive et godt hospital, bliver man hurtigt en smule skeptisk ved tanken om felthospitalet midt ude i den støvede ørken. Halvvejs inde i vores afghanske eventyr fik vi lov til at besøge det sted, der modsat mange andre funktioner inden for hegnet udelukkende har til formål at redde liv.

Felthospital? Hvad vil det sige?Soldater er gode til at klare sig ude i felten. Dog er det ingen hemmelig-hed, at man ofte må gå på kompro-mis med den vante kvalitet, når der bliver sat ‘felt’ foran – bare tænk på feltrationen, feltbadet og feltspaden. Gælder det så også felthospitalet i Helmandprovinsens krigszone? Be-stemt nej.Felthospitalet, der styres af briterne, men har ansatte med både dansk, amerikansk, afghansk og bosnisk na-tionalitet, er topmoderne og professi-onelt. Her udnyttes pladsen og tiden, og arbejdsgangene tilpasses efter de anderledes skader, krigen medfører.

Ligesom på et typisk dansk sygehus har felthospitalet forskellige afdelin-ger. Strukturen og opbygningen lig-ner som udgangspunkt mange andre

hospitaler i andre dele af verden. De største forskelle ligger i de større el-ler mindre tilpasninger, der gør, at hospitalet på bedste vis kan hjælpe krigens sårede. Hospitalet har en stærk akutafdeling og er altid klar til at modtage patienter med alt fra en forstuvet fod eller et lille snitsår til soldater med store traumer. Alt efter hvor alvorlig en skade det er, skal patienten igennem flere forskel-lige afdelinger, der kan yde forskellig hjælp. Alle patienter starter med at blive modtaget i traumemodtagelsen, der også har funktion som en skade-stue.

Der er seks pladser i traumemodta-gelsen. En plads kaldes også et trau-meleje. Deraf kan minimum tre være fuldt bemandet på én gang. Et trau-meteam består af en ledende læge, to anæstesilæger (også kaldet narkose-læger), en basislæge (for eksempel en reservelæge) og et antal sygeplejer-sker. Udover traumeteam står et an-tal speciallæger fra forskellige kirur-giske specialer standby i baggrunden. De står klar, så de kan træde ind og støtte traumelederens vurdering og planlægning af forløbet.I traumemodtagelsen bliver patien-ten stabiliseret og livreddende første-hjælp udført. Derfra bliver patienten

Når en soldat kommer ind på felthospita-let med et alvorligt traume, er det vigtigt at få ham scannet hurtigst muligt, da han kan have skader, man ikke umiddelbart kan se. Det gøres i en af de to store CT scannere hospitalet råder over.


CLARA MIKKELSEN

enten kørt over på den anden side af gangen, hvor to store CT-scannere exceptionelt hurtigt (15 minutter fra ind til ud) kan give et meget præcist billede af de indre skader, eller direk-te ind på operationsstuen. Hvilken vej, der vælges, afhænger af skadens omfang og alvor – hvis blodtryk og luftveje er o.k., bliver patienten ty-pisk kørt til scanning.

Fra de store traumelejer til operati-onsstuen er der kun få meter og en dobbeltdør, og der er naturligvis altid kirurger og sygeplejersker klar til at modtage patienter. Felthospitalet har en stor operationsstue med tre steder, hvor der kan foretages operationer,

disse kaldes også operationslejer. Et af lejerne er større end de andre, i og med at det har bedre plads omkring sig, og er derfor det primære. Det er her, man først og fremmest opererer de akutte traumer. Det andet opera-tionsleje er placeret lige over for det primære, men det er mindre og bru-ges derfor helst til planlagt kirurgi. Det tredje er placeret i et mindre aflukke og bruges primært til børn og hunde. Nemlig – hunde! Flere na-tioner – blandt andet Danmark – har gennem tiden haft hunde udsendt til Afghanistan med deres førere. Som med de menneskelige soldater sker det desværre engang i mellem, at en hund bliver enten såret eller syg som følge af missioner og hårdt ar-bejde. Derfor er der også både ved traumelejerne og på operationsstuen specielt udstyr til de logrende kol-legaer. Så sent som i januar måned blev udstyret taget i brug, da der var en britisk hund på operationsbordet.

Lige nu er der ikke danskere på ope-rationsafdelingen på felthospitalet, men de, der engang var, blev rost meget af deres tilbageværende kol-

legaer, da de viste os rundt på operationsstuen. De fortalte

yderligere, at der netop nu er 30 procent lavere aktivitet på opera-

tionsstuen end sidste forår.

I årernes løb har det sundhedsfaglige personale på felthospitalet lært en masse.På operationsstuen har man for ek-sempel gjort sig erfaringer, der be-tyder, at man generelt har ændret taktik og fremgangsmåde. Før opere-rede man så meget som muligt, når en patient kom ind med et alvorligt traume, men nu prøver man at ope-rere så lidt som muligt – gerne under én time! Det skyldes, at overlevelses-chancerne er større, hvis man bliver sendt hurtigt videre til intensivafde-lingen, hvor kroppen kan komme sig. Når kroppen så har samlet kræfter, bliver man sendt tilbage til operati-

Den danske læge, der egentlig er tilknyt-tet medcenteret i Camp Viking, er med på felthospitalet et par dage om ugen. Her står Jesper klar til kamp ved et traumeleje.

Ikke alle patienter er soldater. Felthospi-talet har både haft hunde og lokale børn inde til behandling og/eller operation. Derfor har de også specielt udstyr til net-op disse to grupper. Udstyret til børn og hunde er det samme, men der er et sæt til hver. Udstyret på billedet er specielt til hunde, hvilket er indikeret med en pote på skærmen.


onsbordet, hvor kirurgerne så kan tage en etape mere. I visse tilfælde bliver det vurderet, at patienten har bedst af at komme hurtigt til et andet hospital. I så fald er både helikopte-re og fly klar til at lette, enten til et større hospital i den afghanske storby Kandahar eller helt hjem til Rigsho-spitalet i København.

Intensivafdelingen er dér, hvor pa-tienterne ligger den første tid efter en operation, eller hvis de er meget syge.

Sygeplejersken, der viste os rundt dér, havde været i Camp Bastion siden ja-nuar måned og havde kun oplevet én dag uden patienter. Patienterne, der ligger på intensiv, har typisk skudsår eller IED-skader, men den bosniske sygeplejerske fortalte os, at de også havde oplevet tilfælde af tuberkulose. Generelt, fortalte hun, er det meget svingende, hvor mange patienter de har på afdelingen.Lige nu er der to danske sygeplejer-sker på afdelingen.

Når en patient ikke længere behøver behandling eller monitorering på in-tensivafdelingen og ikke skal flyves hjem til for eksempel Danmark, kom-mer vedkommende hen på hospita-lets sengeafdeling. Her er 30 senge og 4 isolationsstuer, hvor kvinder, der ønsker privatliv, eller folk med diarré kan få en seng. Da status er, at de af-ghanske tropper selv har overtaget de fleste missioner og derudover ikke har det bedste beskyttelsesudstyr, ender flere afghanere end tidligere med at skulle et smut forbi felthospi-talet. Derfor har sengeafdelingen to afghanske sygeplejersker ansat. De var ikke uddannet på forhånd, men er ved at blive lært op. Det er en stor fordel at have dem på afdelingen, da det betyder, at de afghanske patien-ter har nogen, der kender sproget og kulturen, når de modtager behand-ling og pleje.

Blod, blod, blodEn anden vigtig og spændende af-deling, vi fik lov til at se på vores rundvisning, var laboratoriet. I la-boratoriets blodbank bliver to typer blod opbevaret: britisk blod og ame-rikansk blod. Laboranten, vi talte med, kunne (måtte) ikke sætte tal på, hvor store mængder blod afdelingen har liggende, men forsikrede os om, at der var rigeligt til massive transfu-sioner. Førhen havde de også blod fra hunde liggende klar til blodtransfu-sion. Nu har hospitalet en transfusi-onshund gående. Det er godt at have

en bestemt hund til formålet, da den skal være stor nok (minimum veje 20 kg) og have den blodtype, man oftest bruger til transfusion.

På felthospitalets laboratorium arbej-der man meget med hvide blodlege-mer. Vores britiske rundviser Nick fortalte, at man havde haft mulighed for at lave undersøgelser, der viser, at hvide blodlegemer stopper blødnin-ger bedre. Generelt har felthospitalet gjort sig nogle gode erfaringer, man kan tage med hjem. Som han formu-lerede det: “We understand how it works. The UK system has changed what products to give and in what quantaties because of this. We take knowledge back to UK.”

Udvikling og modernisering viser sig også i konceptet ‘Walking Blood Bank’. Det er et system, som feltho-spitalet har sat op, og alle de britiske soldater er med i det. Walking Blood Bank bliver sat i værk, hvis der er hårdt brug for – eller mangel på – en bestemt blodtype. Blodtypen bliver meldt over lejrens højtalere, og do-norerne er fremme i løbet af ingen tid.

Man ser lidt af hvert...Som de opsøgende journalister vi prøvede at være, spurgte vi i løbet af dagen vores forskellige rundvisere, om de havde haft nogle oplevelser på felthospitalet, der skilte sig ud.

Vores første rundviser, reservelægen Nick, havde engang oplevet en U.S. Marine komme ind med svære ska-der. Han var blevet ret overrasket, da man besluttede at åbne soldatens brystkasse – det var ikke noget, han havde oplevet før. At åbne soldatens brystkasse havde to formål; 1) at sæt-te klemmer på de store blodårer til den nederste del af kroppen, så blo-det blev i den øverste del af kroppen, og de nedre blødninger dermed blev stoppet og 2) at give åben hjertemas-sage. Det havde desværre ikke virket,

Did you know bro?

Hunde kan modtage alt blod, selvom

de har forskellige blodtyper. Alle

de britiske hunde er barberet flere

steder på kroppen på forhånd – som

minimum over ribbenene på hver side.

Det betyder, at lægerne hurtigt kan

anlægge et dræn og udføre en blod

transfusion, hvis det bliver nødvendigt.

Personalet på felthospitalet står, ligesom så mange andre i Camp Bastion, på beredskab, og har derfor ikke altid noget at lave. Her hygger et par britiske sygeple-jersker sig med et kastespil.


men Nick havde været imponeret over lægernes arbejde – de havde kæmpet alt, hvad de kunne.

Vores næste rundviser, en kvindelig sygeplejerske tilknyttet operations-stuen, fortalte om en fødsel tilbage i efteråret 2012. En kvindelig, britisk soldat gik til lægen med mavesmer-ter – og fandt dér ud af, at hun var ved at føde. Fødslen gik fint, og både mor og barn blev efterfølgende fløjet hjem i god behold. Derudover fortalte sygeplejerskens overordnede om en episode tilbage i marts 2008, hvor en landsby var blevet blandet ind i et krigsscenarie. Der var 48 menne-sker fra landsbyen, der var kommet på hospitalet – det var den episode, der ifølge oversygeplejersken havde sendt flest på hospitalet på samme tid nogensinde. Stuerne og gangene

var pludselig fyldte! Heldigvis var der primært tale om småskader.

Vores sidste rundviser – en britisk laborant – fortalte uopfordret om en U.S. Marine, der var kommet på ho-spitalet i februar i år. Han lå på ope-rationsbordet i flere timer og endte med at få en fuldblodstransfusion. Dette er sjældent, da man normalt fil-trerer blodcellerne fra og kun bruger plasmaet. Manden fik amputeret beg-ge ben, men overlevede. Laboranten sluttede af med at vise os et billede af en ung fyr i en hospitalsseng, med trætte øjne, en tommel i vejret og et smil, der fastslog taknemmelighed.

Et godt stykke ude i den afghanske ørkenprovins ligger en militærbase, med alt hvad en militærbase skal indeholde. Også et hospital. Her er

ikke gået på kompromis med noget – selvom der står ”felt” foran. Hver dag står mennesker af forskellig køn, nationalitet og kultur klar til at mod-tage patienter, der har brug for deres hjælp, hvad enten skaden er stor el-ler lille, og uanset om patienten hed-der John eller Ahmed. Camp Bastions felthospital har som formål at redde liv – og det lykkes heldigvis ofte!

Did you know bro?

Var der nogen, der sagde effektivt?

Hvis en dansk soldat bliver såret på

Helmandprovinsens slagmarker, og det

bliver vurderet, at han skal hurtigst

muligt hjem til Rigshospitalet, går der

som udgangspunkt ikke mere end 24

timer fra skaden sker, til han lander

på Riget!

Hygiejne er noget hospitalet vægter højt. I steriliseringsrummet bliver alle redskaber dampet ved høje temperaturer og derefter pakket. Det tager tre timer at få én bestemt ting gennem hele sterili-seringsprocessen. Derudover bliver der gjort rent på hospitalet flere gange om dagen for at fjerne det støv, der uundgå-eligt lægger sig i løbet af kort tid.

Da vi besøgte felthospitalet i Camp Bastion, var stort set alle sengene på sengeafdelingen tomme.



Fun facts om firma gear:

Topløfteren

Topløfteren...• har syv venner hjemme i Danmark; fire i

Vordingborg og tre i Aalborg.

• er ret stærk. Den kan løfte op til 26 tons.

• er selv en tung gut på 53 tons.

• løfter store containere op til en højde, der svarer til 3. sal.

• er unik, da den er det eneste køretøj, der kan løfte den store 40-fods-container (som på billedet).

• er dog en smule tung bag i og har derfor kun en tophastighed på 37 km/t.

• hedder på engelsk “Rough terrain contai-ner handler”.

• er sej, fordi den (som det engelske navn antyder) kan flytte containere i hårdt terræn.

CLARA MIKKELSEN


Overskriften forstår du sikkert ikke meget af, men for en lille skare af Forsvarets ansatte er det, hvad deres hverdag handler om. Det er selvføl-gelig sprogofficererne, det drejer sig om, og vi kan afsløre, at teksten oven-over er arabisk og russisk.Sprogofficersuddannelsen er en re-serveofficersuddannelse, hvor man specialiserer sig i et sprog. Det er for-skelligt hvilke sprog, der bliver star-tet op, men i 2014 er det arabisk og russisk.Det er ikke en uddannelse, man bare lige gennemfører. 8 timers under-visning, 8 timers lektier og 8 timers søvn. Sådan lyder opskriften på hver-dagen for eleverne på uddannelsen, så det kræver en vis dedikation og selvdisciplin at komme igennem.

I løbet af vores uge i Camp Bastion møder vi Søren, som er sprogofficer. Han fortæller lidt om jobbet og hans egne oplevelser i missionen.

”Først og fremmest er vi solda-ter, herefter specialister.”Nogen er gode til transport og lo-gistik, andre til sanitet, og så er der sprogofficererne, som er gode til sprog. Alle er de specialister inden for deres felt, men fælles er, at de alle er soldater. ”Vi fungerer i en militær sammenhæng, og derfor er vi alle først og fremmest soldater,” siger Sø-ren.Det er nogle meget forskellige missio-ner og opgaver, sprogofficererne får. Det kan være alt fra at sidde og tolke omkring et mødebord i Litauen til at være med panserinfanteristerne ude i Afghanistan. Af den grund er det også meget bredt, hvilke kompetencer de har brug for at få trænet under uddan-nelsen. Søren beskriver træningen og uddannelsen på følgende måde: ”Det er altid et kompromis mellem, hvad der er Forsvarets behov, hvad der of-ficielt er krævet på uddannelsen, og så den enkelte soldats opgave… Men

der er stor forskel på, hvad den en-kelte udsendelse kræver.”

Uddannelsens første fire måneder er en basisuddannelse i militære færdig-heder, og efterfølgende er det specia-liseringen i det valgte sprog og kul-turen, taktik og ledelse, der fylder på skemaet. Umiddelbart en ret kort pe-riode med militære færdigheder, men da missionerne er meget forskellige, er det også meget forskelligt, hvor vidt disse færdigheder er relevante eller ej – et kompromis. Jeg spørger Søren, om han kunne have tænkt sig, at den mili-tære del af uddannelsen var større.”Jeg tænker, at det kunne være me-get fint at have noget mere militært i nogle sammenhænge, men det skulle så være i forhold til et videre karriere-forløb inden for Forsvaret. Vi er tids-begrænsede, fordi vi er specialister og defineret af den enkelte mission.”

Sanitetsfolk er også specialister, og det er soldaterne inden for transport og logistik også, men det er alligevel på en anden måde. Deres specialise-ring er inden for et område, som altid vil være relevant. Uanset hvad de dan-ske soldater laver, eller hvor i verden de er sendt ud til, vil der altid være brug for sanitetsfolk, transportfolk, og logistikfolk, men ikke altid en pashto-ekspert.

Når missionen er slutHvad så når udsendelsen er ovre? Det er meget individuelt, hvordan sprog-officerernes karrieremæssige forløb udvikler sig, og hvordan de får gavn af deres kompetencer eller slet ikke gør.Søren kunne godt tænke sig, at der fra Forsvarets side blev taget mere hånd om den videre karriere efter missio-nen. ”Det, som jeg kunne tænke mig anderledes helt personligt, er, at der ville være nogle mere tilrettelagte veje i forhold til, hvor vi kan søge hen i Forsvaret, når vi kommer hjem fra mission. Normalt når vi kommer

hjem fra mission, så har vi en fyresed-del i hånden – vi tilgår så reserven, hvor vi primært deltager i missions-uddannende øvelser og briefinger, så længe det er aktuelt.”

Varierende opgaverSom tidligere nævnt er det meget for-skelligt, hvilke opgaver en sprogof-ficer får, og det er naturligvis meget defineret af sproget, hvor i verden det kommer til at foregå. Der er stor for-skel på, om opgaven foregår i det tid-ligere Jugoslavien, Rusland, Irak eller Afghanistan.

Hvis man bare fokuserer på Afgha-nistan, så har opgaverne der også varieret meget igennem hele forlø-bet. Søren forklarer, hvordan nogle af opgaverne har set ud tidligere, og hvad noget af hans mission går ud på: ”I alle faserne hernede har vi haft forskellige roller – vi har tolket ved frontlinjen, vi har administre-ret på kontorerne, vi har indhentet efterretninger, vi har givet input til at planlægge operationer, opbygget samarbejdsrelationer og så videre. Vi har været mange. Nu er vi nået dertil, hvor behovet ikke er så stort for, at vi er mange – jeg er jo også den eneste hernede lige nu.Min opgave kan være at kigge på situ-ationen i Afghanistan. Hvad siger me-dierne, hvad siger efterretningerne. Hvordan er normalbilledet lige pt., hvad skal man være opmærksom på kulturelt og religiøst? Jeg er med på operationer og tilsyn. Jeg oversætter skrift og sidder og tolker her i lejren. Jeg er der i tilfælde af, at der skulle blive et behov – og det er der! Også for vore samarbejdspartnere. Briter-ne har et behov lige nu, hvor de lige mangler en kapacitet, som jeg kan bidrage med.”

TolkEn af sprogofficerens opgaver kan være at tolke, men det

?eller måske Русский… العربيه– Sprogofficer


er der jo også ansat lokaltolke til, så hvad er fordelene og ulemperne ved at vælge en lokal tolk frem for en sprogofficer?Nøgleordet her er tillid. Tillid spiller en kæmpe rolle, når det kommer til brug af tolke. Selv om der er stor kon-trol med, hvem de afghanske tolke er, før de bliver ansat, så er der altid risi-koen og frygten for, at den informa-tion, de får via tolkejobbet, kan ende hos Taliban. Det er ikke bare hypo-tetisk, men et scenarie, som op til flere gange har været realiteten – af flere forskellige årsager.Søren forklarer det på følgende måde: ”Som tolk kommer du i nærheden af alle informa-tioner, når du står og tolker, for det er dig, der leverer in-formationen. Den her tillid er enormt vigtig, for så skal førerne ikke hele tiden gå og gætte på, hvad der egentlig blev sagt, og om det er det rig-tige budskab, der ryger ud den anden vej.En anden fordel ved en sprogof-ficer er, at vi indgår som almin-deligt personel. Jeg har også mine våben, og jeg kan passe på mig selv. Vi giver ikke de lokale våben. Igen – tillid, den betyder rigtig, rigtig me-get.”En anden kompetence, en sprog-officer besidder, som en lokal tolk ikke gør, er den dob-belte kulturforståelse. Sprogofficeren er ud-dannet inden for

den lokale kultur, men har samtidig sin danske og militære baggrund, som giver ham eller hende en forståelse for begge kulturer og dermed mulig-heden for en bedre forståelse af situa-

tionen og en bedre forståelse for bud-skabet med det, der bliver sagt.

Men er der overhovedet situationer, hvor det er bedre at bruge en lokal-

tolk, spørger jeg Søren.”Ja, det er der klart. Lokal-

tolke er bedre til det al-mindelige talesprog, end

vi er. Det er jo derfor, vi bruger lokaltolke.

Så snart der snak-kes i koder og bil-leder, skal vi være rigtig dygtige, og det bliver vi først et stykke tid inde i missionen Så nogle gange kan de få et hurti-

gere resultat, hvor vi kan have brug for at spørge en ekstra gang. Lokale

kan navigere hurtigere i nor-

malbilledet og se nogle andre ting i

lokalområdet, end vi kan, men så kan vi også være bedre til at få det rigtige budskab ud og ser-vere det rigtigt på vegne af vores fø-rer.”

STINE GODSK


Blev vi færdige?Hver dag forsvinder mere og mere af den store militærlejr i Hel-mandprovinsen. Det gælder også i danske Camp Viking. Dan-mark er ved at bryde op, lukke ned og vende hjem. At Danmark snart er ude af den afghanske ørkenprovins, og at vi overhovedet har været der, er der herhjemme delte meninger om. Men hvad mener soldaterne selv? Dem der har været dér i brændpunktet og set udviklingen med egne øjne. Jeg mødtes med Thomas Lund og Allan Madsen på Kuffen i Camp Viking til en snak om kulturforskelle, Afghanistans udvikling og dét at være med til at gøre en forskel.

Allan MadsenAllan Madsen har været udsendt med Forsvaret fem gange i årerne 2006, 2007, 2008, 2009 og 2011. Nu er han her igen, og kan altså snart vende hjem for sjette gang. Allan er 29 år gammel og kan i år holde et lille jubi-læum efter ti år i Forsvaret. Han star-tede i Varde tilbage i år 2004, hvor han var en del af det sidste hold menige, der aftjente ni måneders værnepligt. Derefter var han i luftværnet i to år, og som 22-årig blev han udsendt for første gang. Det var her, det slog ham, at “det er fandeme fedt, det her!”. Da der ikke var de store udsigter til at blive udsendt med luftværnet igen, flyttede han over til TACP, der står for tactical air control party og er en støt-te til både Hæren og Flyvevåbnet. Der har han været lige siden. Allan nåede kun at være hjemme i et halvt års tid efter sin første mission, så var det af sted igen.

Hvorfor var én eller to gange ikke nok? Hvorfor seks gange? Jeg gør det sådan set for min egen skyld. Jeg kan lide det! Jeg kan se et formål med det, jeg laver, når jeg træner op derhjemme for så at blive udsendt, og bruge det, jeg har trænet. Man får en masse personlig og faglig erfaring som soldat, når man er ud-sendt. Det er simpelt hernede. Ruti-ne. Det er dét, jeg godt kan lide ved Forsvaret. Man har en rolig hverdag, men kan hurtigt rykke ud, når der bliver brug for det. Så er man klar, og så er det bare af sted.

Har der været stor forskel på ud-sendelserne? Både aktiviteten her-nede og for dig som person? Hvis vi tager udgangspunkt i mis-sionerne i Helmandprovinsen.. Første udsendelse var med Hold 3, og vi var spændte og klar på at kæmpe. Typisk kørte vi rundt, fik en “kør frem til fø-ling”, kørte frem og kæmpede, og så var det dét. Vi kørte rundt, vandt mange små kampe og forlod aldrig køretøjet.På Hold 7 gik vi med infanteristerne rundt i Green Zone. Det er nemmere at bevæge sig afsiddet. Vi fungerede som observatører og brugte kryptere-de radioer. Det betød, at man kunne tale i klart sprog i stedet for at benytte sig af kodeord på en tid, hvor resten af Hæren endnu ikke havde modtaget radioer, der kunne krypteres.

Derudover er der det politiske aspekt. Efterhånden som operationsmønstre-ne har ændret sig og med COMISAFs guidelines, er de direkte kampe med modstanderen blevet færre, og mu-ligheden for at bruge våbeneffekt er også blevet formindsket. Førhen var det mindre restriktivt, hvordan man kunne indsætte våbeneffekt fra for eksempel fly og kamphelikoptere, i dag er der mange flere krav, der skal være opfyldt, før man kan indsætte våbenvirke fra artilleri og flystøtte.

For mig personligt... Bastion har æn-dret sig lidt, men ellers er det meget det samme at være udsendt. På Hold 11 kom vi til et sted, vi kunne kende – et sted, vi havde været før og mi-stet en kammerat. Det var lidt pud-sigt! Man ser de samme steder og ser, hvordan de udvikler sig. Det samme med de lokale soldater. Men man kan se udviklingen i, hvad de kan.

Hvad er nogle af de største kul-turchok og udfordringer hernede?I starten var det virkelig, at man kunne se de mudderhytter, de bor i. Det er den ældste i landsbyen, der bestemmer, og det er ikke unormalt at slå og sparke børn og dyr. Når vi spørger en afghansk mand om vej, vil han hellere lyve end at sige, at han ikke ved det. Det er virkelig en helt anden kultur.

Her i Camp Bastion har vi jo vildt gode forhold, så det er helt klart nogle anderledes udfordringer end de første gange, jeg var udsendt. Vores garage-område er blevet pillet ned, hvilket betyder, at vi ikke har så meget at lave for tiden. Ofte hjælper vi med at pille andre ting ned. Jeg vidste godt, at det ville blive ret stille denne her gang, da det jo er et lukkehold. Det er da lidt en udfordring, men jeg var mentalt forberedt, og det betyder meget.

Hvilken tilstand oplevede du lan-det i, første gang du var her, og hvordan ser situationen ud i dag i dine øjne? Der er fremgang. Første gang jeg var af sted, havde jeg en premierløjtnant, der sagde ‘det er et middelalderligt samfund med billigt, kinesisk elek-tronik’. Det var sådan, vi oplevede det. Nu sker der fremgang, men ved at vi hiver alle de her vestlige faktorer ned over dem – stemmeret til kvinder og så videre – skal de også igennem noget af et kulturspring. Der er langt igen.

Synes du Danmark har opnået det, vi kom for? Føler du, vi kan tage hjem med god samvittighed?Selvfølgelig har vi gjort en forskel. Talibanerne render ikke frit over det


CLARA MIKKELSEN

hele, nu er der i det mindste en

regeringshær, der kæmper mod dem. De

er meget interesseret i at få talibanerne sparket ud.

Om vi har opnået det, vi kom for, handler om, hvilken målsætning man tog af sted med. Det, der bliver formuleret blandt politikerne, bliver der jo efterfølgende tolket på. Men ja, der er fremgang. Vi har hjulpet deres hær og deres børn med at komme i skole. Man kan se en ændring.

Men helt ærligt, så betyder det politi-ske grundlag for krigen ikke så meget for mig. Jeg gør det mest for min egen skyld.

Thomas LundThomas Lund er 32 år og har været i Forsvaret siden år 2001. Han startede med at tage sin værnepligt i Slagelse, men røg hurtigt på sergentskole. Ef-ter at have været sergent for et par hold værnepligtige startede han på Hærens Officersskole og rykkede til Dragonregimentet i Holstebro, hvor han har været siden. Ud over Hold 17 har Thomas også været udsendt med Hold 7 til Armadillo, hvor han var for-bindelsesofficer mellem danskerne og de lokale, samt Hold 12 til Camp Price, hvor han fungerede som efter-retningsofficer. Denne gang fungerer han igen som efterretningsofficer samt sikkerhedsofficer.

Thomas har vidst, at han ville arbejde inden for Forsvaret, siden han tilbage i 90’erne så en dokumentar om Jæ-gerkorpset. Det fangede ham allerede dengang, at man skulle være så fysisk aktiv i sit job. I år 2008 var han på Jægerkorpsets patruljekursus.

Hvorfor var én eller to gange ikke nok? Hvorfor tre gange? For hver mission lærer man en masse om sig selv og jobbet. Jeg var på VUT 1 til kaptajn i 2012/2013, så det her er min første stilling efter den uddan-nelse. Det er altid givet godt ud, når man efter en uddannelsessituation kan få praktisk erfaring.

Har der været stor forskel på udsen-delserne? Både aktiviteten hernede og for dig som person?

I 2009, da jeg var hernede på Hold 7, var der rigtig stor kinetisk aktivitet. Det vil sige, at der var mange kampe mellem ISAF-styrker og Taliban. Den-gang kunne de afghanske sikkerheds-styrker ikke håndtere sikkerheden selv, så der var vi meget i fronten. Jeg var ofte i føling med fjenden. Man kan sige, at Hold 7 var der, hvor det hele peakede for mig. Derefter fik jeg mere kontorarbejde. Nu havde jeg også prøvet at gå i områder med IED’er og så videre, så det passede mig fint.

Udover i mit eget arbejde kunne jeg også se en stor forskel i lokalområ-derne fra Hold 7 til Hold 12. I den store handelsby Gereshk, hvor jeg var på Hold 12, var der meget mere liv i gaderne. Folk turde komme ud. På de tidligere hold var Gereshk nærmest en spøgelsesby. Nu på Hold 17 kan jeg med glæde konstatere, at de af-ghanske sikkerhedsstyrker kan hånd-tere opgaverne selv. Nu er det dem, der løser alle opgaverne, og dem, der går forrest. Der er altså sket et kæm-pe fremskridt. Valget i lørdags viste også, at afghanerne selv kan hånd-tere sikkerheden, og det er positivt.

Hvad er nogle af de største kul-turchok og generelle udfordringer hernede? Vi kæmper mod en modstander, som ikke regner et liv for noget. For en dansker, der regner liv for det høje-ste, virker det helt grotesk, at man gambler sådan med andre folks liv, som modstanderen gør. Derudover er der store kontraster mellem afgha-nernes og vores værdier. Hvis man er åben over for nye indtryk, kan det selvfølgelig sagtens fungere i miljøet, men det er noget, man skal tage høj-de for.

Så synes jeg også, det er interessant at opleve, hvordan folk, der er så fat-tige, som mange afghanere er, samti-dig kan være så gæstfrie, som de er. Mange gange fik vi mulighed for at tale med de lokale, når vi var ude og gå patruljer, og lige meget hvor fat-tige de var, så tilbød de altid te og no-get frugt eller kage. Det er noget, der virkelig rører én – og ikke noget, man umiddelbart ville opleve i Danmark.

Hvilken tilstand oplevede du lan-det i, første gang du var her, og hvordan ser situationen ud i dag i dine øjne? Afghanistan udvikler sig helt eks-plosivt. Det kan dels tilskrives deres egen vilje til at ville det, og dels den internationale hjælp. Det, man godt kan frygte vil ske fremadrettet, er, at når flere og flere lande trækker sig ud af Afghanistan, vil bistanden fra dem dale. Afghanistan i dag bygger jo i høj grad på den bistand, som de får fra det internationale samfund, og hvis den forsvinder, mister de også lidt de-res grundlag. Med så stor en hær og alle de andre ting, der er sat i værk, kræver det økonomisk hjælp udefra. De kan ikke selv finansiere det. Det er både NATO og USA også meget op-mærksomme på.

Synes du Danmark har opnået det, vi kom for? Føler du vi kan tage hjem med god samvittighed? Ja, det mener jeg helt klart. Vi kom jo på opfordring fra den afghanske regering. Vores opgave var at løse sikkerhedssituationen, og det har vi gjort ud fra de vilkår, vi havde. Man kan altid optimere ting, men på et tidspunkt bliver man også nødt til at sige ‘nu er det nok, nok’, og for af-ghanerne er det her godt nok. Set ud fra et dansk synspunkt er der stadig mange ting, der kan forbedres, men sådan skal vi passe på med at tænke. Ud fra afghanernes standarder er det her godt nok til, at vi kan trække os tilbage.


Snapshots fra ørkenstøvetMidt i Camp Viking er rejst dette mindesmærke til ære for de danske soldater, der gennem årerne er faldet i Afghanistan. I alt er 42 mænd og en enkelt kvinde omkommet siden 2002.

Vi nåede også forbi EOD’erne, der viste os deres mindste robot; Dragon Runner.

Feltpræsten velsigner soldaterne, der er på vej ud af Camp Bastion i deres køretøjer, for at tage på mission på den anden side af hegnet.

Camp Bastion har deres helt egen radiostation. Den ene af radioværterne, Simon, spiller her et

interview for os. Interviewet er med Ed Sheeran, der havde været i campen og spillet koncert

nogle uger forinden.

Nogle af drengene fra den bornholmske sikring/eskorte-deling. For at holde deres færdigheder ved lige trænede de både kamp fra stilling og kampexercits, mens vi besøgte dem.

Der er mange sociale arrangementer i Camp Bastion i løbet af ugen! Et af de danske er “hyg & byg”, hvor man fredag aften mødes for at hygge og bygge modelkampvogne.

I Camp Viking er der mulighed for at ringe hjem via velfærdstele-fonerne. Boksene man ringer fra, er overskre-vet og -tegnet af soldater i formentlig sårbare øjeblikke, hvor de har savnet deres nærmeste og Danmark. “Graffiti-en” bærer præg af både negativitet og vrede, men også – som der står her – af vilje og håb.

Hver søndag morgen arrangerer kuffen gratis brunch for alle danskere. Det kræver dog lidt hjælp udefra, for eksempel et par stykker der påtager sig rollerne som rugbrødsskærer.

Det danske område i Camp Bastion har gode træningsmuligheder. I sær de udendørs faciliteter er po-pulære – når det altså ikke lige er for varmt til at holde på jernet.


CLARA MIKKELSEN

Snapshots fra ørkenstøvetKøretøjerne, der kaldes for MRAPs, bliver flittigt brugt i Afghanistan. MRAP står for “Mine-Resistant Ambush Protected”.

Vand vand vand. Det skal der indtages meget af under Afghanistans sol! Rundt omkring i Camp Bastion stod der små skure som dette, så man altid kunne snuppe sig en liter af campens eget vand. Indgangen til danske Camp Viking.

Det var tydeligt at se, at Hold 17 er et lukkehold. Overalt stod der

oppakning, der ventede på at blive sendt hjem.

Indenfor hegnet findes flere forskellige skydebaner.

Der gives udførlige instrukser inden den næste skydning.

Skydefærdighederne skal naturligvis holdes vedlige!

Til møde med briterne!

Hver søndag aften er der gudstjeneste i Camp Viking. Tidspunktet er altid det

samme, men stedet varierer pt. fra gang til gang. Palmesøndag blev guds-

tjenesten afholdt hos mekanikerne.


CLARA MIKKELSEN

Dansk dog tag

Engelsk dog tag

Bosnisk dog tag

Dog tagsI over 100 år har soldater fra hele verden båret de famøse dog tags – eller hundetegn, som det hedder på dansk – når de skulle i krig. Hundetegnet fungerer som identifikation, hvis soldaten skulle falde på slagmarken, og har fået sit navn grundet ligheden med en hunds identifikationsplade i halsbåndet. Men ikke alle hundetegn er ens – både informationen og de-signet ændrer sig fra land til land. Her på siden har vi indsat billeder af fire forskellige hunde-tegn, vi stødte på i Afghanistan.

Det danske hundetegn adskiller sig fra både det britiske, amerikanske og bosniske, ved kun

at bestå af én plade, der så bliver knækket i to, hvis dens bærer omkommer. De tre andre nationaliteter har to plader i samme kæde. Det danske hundetegn herover har dog også to plader, da ejeren er allergiker. En dansk soldat med allergi får en ekstra rød plade, der infor-merer om, hvad soldaten er allergisk overfor.

Derudover står der ikke soldatens blodtype på det danske hundetegn. Det gør der på de fleste andre. Den information er dog også lige-gyldig, da man aldrig ville udføre en blodtrans-fusion med en blodtype, man udelukkende havde fået oplyst på hundetegnet!

Amerikansk dog tag


CLARA MIKKELSEN

Hvad er det bedste ved at være i Afghanistan?

> Dennis Johansen, behand-lerspecialist på infirmeriet“Det bedste ved at være i Afghani-stan – og det gælder alle missioner – det er, at det, du træner til der-hjemme, det får du lov til at lave skarpt.”

< Phidel, investigator for the US government (NCIS)“You know what, I’ve been to Af-ghanistan many times before, and I think the best thing about being here are the people we meet. Bri-tish people, American people, civi-lians, military.. the Danes! For me, it is the expirience of meeting the different cultures, the different people, and getting to know them. For me it is a wonderful experi-ence.”

> Rune Møller Lassesen, behandlerspecialist/medic på medcenteret i Bastion“Det må være gratis mad, gratis træning og godt vejr.”

< Mark Ebrada, security guard“The gym and salsa-night.”

> Simon Søvndahl, KUF-mand“Det må være fællesskabet, vi har med alle soldaterne. Det er jo én stor familie.”

< Emil “Stege” Stegemeyer, Observatør. “Det er helt klart dét at være afsted – udsendt – og få lov at prøve sine færdigheder af. Vi har trænet et år til det her, så at få lov til at gøre det skarpt er helt klart dét værd.”


Documents

SOLDATEN | 5. Udgave | 2014