Hvad er supervision?

.'.o ";'.~'

,--------------------; Supervision er altså for mig en åbenkontrakt mellem nogle mennesker,hvor supervisor vælges, tildeles be-myndigelsen af supervisanderne. Det-te forhold har klange af en terapeutiskrelation uden dog at være identisk her-med .

Supervision i mit sprogbrug er altsåikke: gensidigt kollegialt samvær, råd-givning, undervisning eller terapi.

CAND.PSYCH., IillNISKPSYKOLOG KAREN BERING

Jeg ser supervision som enskræddersyet uddannelses-metode, der medinddragerpersonen, lægen i arbejdet.Det drejer sig altså ikke om atlære nogle teknikker eller.færdige metoder og kopieredem, men snarere er målet atidentificiere den enkelte be-handiers resurser, interesserog evner.Min erfaring er, at det giverlettelse i arbejdet og bedrekvalitet at gøre det, man reelter god til og videreudvikledet. Praktiserende læger isamtaleforløb har brug for ensupervision, der kvalificererog bringer nyt liv ind i kon-takten med patienterne. Enrække træk i den lægeligetræning kan gøre det frem-med at indgå i en supervisionog det kræver mod, men detlønner sig.

Supervision er blevet et modeord, derdækker over alt muligt forskelligt (ogsiger ikke ret meget). Jeg vil her søgeat præcisere nogle grundtræk ved su-pervision, som jeg opfatter det. Opfat-telsen er afhængig af den teoretiskesynsvinkel, man arbejder ud fra ogden praktiske stil, den enkelte supervi-sor udvikler. Det sidste finder jegsvært at sætte på en enkelt formel,men jeg vil prøve at indkredse feltetlidt. Supervision er en pædagogisk meto-de, der skal skabe overblik (super-) ogkaste lys, belyse (vision). Aktive i pro-cessen er supervisanden (eleven), su-perviser (lærer) og øvt. gruppedelta-gere.jder på skift vil fungere som ob-servatører. )

Supervisanden vælger aktivt su-pervisor og det problem, der skal ar-bejdes med. Hermed tildeler supervi-sanden supervisor den nødvendigeautoritet til at fungere som »lyska-ster«. Denne del af processen menerjeg er meget vigtig, idet først heref-ter har supervisor det nødvendigeudgangspunkt for sit arbejde. Her-med åbnes for den tillid og kontakt,der skal finde sted for at processenfører til vækst. Med disse lidt formel-le præciseringer kommer jeg frem tilen vigtig pointe: supervision er ikkedet samme som gensidig, kollegialrådgivning. For mig giver begrebetgensidig supervision ingen mening.Disse roller kan ikke skiftes somskjorter. Naturligvis kan man i »peer-groups« (kollegiale ligeværdigegrupper) udvikle sig meget fagligt,støtte hinanden etc., men i min be-grebsverden har det ikke noget medsupervision at gøre. Supervisor harbrug for en frihed i sit udgangspunkt- en tydelig rolletildeling for at kun-ne reagere fuldt ud med sine resur-ser (også sige de svære, ubehageligeting).

Da mit udgangspunkt er overvejen-de (gestaltterapeutisk - med jungiansk,

inspiration - betyder det, at jeg arbej-der med mødet, kontakten mellem su-pervisand og supervisor først. (Ser påoverføringen - modoverføringen i fre-udsk terminologi). Hvad er muligt idette møde, hvad er supervisanden pa-rat til, hvad er jeg i stand til? Dernæst iselve supervisionen har jeg ofte minopmærksomhed på relationen (fx mel-lem lægen-patienten eller lægen-sekre-tæren eller lægen-hospitalsafdelingenalt efter problemets karakter). Hvadkarakteriserer denne relation - hvader i forgrunden og hvad virker i bag-grunden. Først når disse realiteter bli-ver belyst, sker der vækst. Eller sagtmed et af gestaltterapiens paradokser:forandring sker, når du bliver den duer - på godt og ondt (og holder opmed at prøve at være den, du burdevære!)

Supervisorsansvar , .--~.

Supervision op'tl:'æder for tiden i man-ge sammenhænge: hos psykologerneer en vis mængde supervision i sigselv kompetencegivende efter den nyepsykologlov. I den nye § 2 aftale forpraktiserende læger er, som nogetenestående i København, indført su-pervision i tilknytning til honoreredesamtaler. Jeg synes disse forhold kal-der på en præcisering af supervisorsrolle og ansvar. Supervisor har ansvarfor, hvad der foregår i supervisionsti-men. Lægen har ansvaret for udøvel-sen af sin praksis og herunder sinesamtaler og psykologen for sine terapi-er.

Mødet med en fag kultur

I mit supervisionsarbejde igennem enårrække med praktiserende læger harjeg, udover en række enkeltpersoner,mødt en fagkultur . Jeg vil her fremhæ-ve en række træk, som jeg finder ka-rakteriserer mange praktiserende læ-ger. Man kunne kalde disse træk»modstandkilder« i supervisionspro---cessen:

- »rigtig/forkert verdensbillede«Naturvidenskabelig tænkning opere-rer med rigtig/forkert modeller. Su-pervisionen har ikke denne dikotomeindfaldsvinkel, Den har ingen »rigtigesvar«, men undersøger processen ogsigter mod, at lægen finder en meningfor sig selv.

LÆGEN-APRIL 1994 11

- »kan selv syndromet-En del af lægens træning i teori ogpraksis sigter mod, at lægen selv skalkunne løse problemer. En kreativ su-pervision kræver, at lægen åbner sigfor hjælp og inspiration udefra - ta'rind - »smager på det nye« - sortererog beholder det brugbare.Sagt på en anden måde: for at kunnemodtage noget nyt, må man erkendeet behov og turde tage nyt ind.

- »jeg har lært - opfattelsen-I supervisionen, bliver man aldrig ud-lært. Det er en proces, der består så-længe man arbejder professionelt medsamtalen. Naturligvis vil der være peri-oder med pauser, men da samtalen er

levende, vil der tilbagevendende værebehov for »belysning«.

- »huad fejler patienten-I supervisionen flytter vi ofte kikker-ten fra patienten til lægen og undersø-ger lægens andel af fx den fastlåstemagtkamp eller den livløse samtale.Har lægen en fastlåst indstilling til pa-tienten, der umuliggør et levendemøde og hvordan kan denne låses opuden at lægen forråder sine princip-per? Det kan give stor lettelse og øgetarbejdsglæde at finde ud af sådannefastlåste situationer. Dette fokusskifteer uvant i den lægelige uddannelse.

- »ajsløringsangstjubehag«I almen praksis vænner lægen sig til at

arbejde alene i sin konsultation. Derkan udvikles en slags privathed om-kring arbejdet, der kan være svær atbryde. Jo længere den har varet, josværere.

Det kræver et stort mod at invitereandre indenfor, selv i den indirekteform som supervision er, kan dengamle præstationsangst fra eksamens-situationen stikke sit ubehagelige ho-ved frem.

»skyggesiden«En almen angst alle kender (ikke kunpraktiserende læger!) er angsten for atmøde uerkendte, fortrængte person-lighedssider (skyggen). Supervisionenvil bringe dig i kontakt med ønsker, fø-lelser, synspunkter, som du troede, du

12 LÆGEN - APRJL 1994

havde styr på eller som du slet ikketroede, du havde. Perspektivet meddette arbejde er at frigøre energi bun-det i disse fortrængte følelser og re-vurdere dem. Er der fx noget ved minselvhævdende, grådige side, der kanhjælpe mig nu, hvor mit arbejde er atleve mig ind i andre og gi' og gi' framorgen til aften?

Jeg har med andre ord stor forståelsefor den læge, der føler ubehag og frem-medhed overfor at indgå i et supervisi-onsforløb, men lokkemaden er, at kanman overvinde sit ubehag, ligger derofte lettelse, energi, bedre arbejde ogøget selvværd forude. Man kan ligefremblive afhængig af supervision.

Supervisionstemaer

De temaer, der tages op i supervision,kan spænde meget vidt: her nævnerjeg en række eksempler fra min prak-sis:- vil jeg overhovedet ha' det arbejde

resten af mit liv?- jeg kan ikke holde gamle, syge be-

klagende kvinder ud -- samtalen igår kører rundt i hovedet

på mig-- jeg kan ikke komme i kontakt med

disse raske, yngre, stressedemænd med orden i alting og dog såmange fysiske klager -

- jeg kan ikke holde tiden med enbestemt type klienter -

- jeg er så stresset, at alle patienterglider sammen for mig -

- jeg ved ikke, hvad der sker, menjeg føler mig træt og flad hver gang»X« forlader konsultationen-

Arbejdsgiverrollen:- min sekretær laver ikke, det jeg

har brug for -jeg skal tage mig af/høre på minsekretær, når jeg endelig har pausefor patienterne -kan jeg blande mig i, hvordan huntaler i telefon?hvad skal jeg prioritere ved ansæt-telse af medarbejdere i praksis?

Hjemlige/private problemer kan gøreen professionelt uklar overfor beslæg-tede problemer. Det er nødvendigt atbringe det private tema frem, gøre det

tydeligere for sig selv, undersøge af-smitningen på arbejdet og endeligoverveje, om man evt. har brug foryderligere hjælp til forarbejdning afdet hjemlige tema, eller har det værettilstrækkeligt at tydeliggøre det i grup-pen.

Et andet svært og vigtigt tema vi hararbejdet tilbagevendende med, er læ-gens afmagt overfor alvorligt syge pa-tienter. Hvordan bliver lægen op-mærksom på de spildte, til tider despe-rate tiltag for at slippe uden om sinegen afmagt? Hvordan rummer mansin afmagt og bliver i stand til at mødepatienten igen? Den døende patientkan også være en svær udfordring forlægen, især efter et langvarigt forløb.Hvordan har lægen det med at sigefarvel? Hvordan gør man?

Afslutning

Jeg finder, at supervision er et uund-værligt værktøj, når man arbejder pro-fessionelt med samtalen. Og da samta-len er det grundværktøj, der indgår ial virksomhed i almen praksis, er detmeget glædeligt, at den nye § 2 aftalestøtter et udvildingsarbejde omkringsamtalen.

De samtaleforløb aftalen sigter på,kan forhåbentligt blive inspirerendearbejde for mange læger, der føler sigtiltrukket til denne arbejdsmåde og jegtror det vil betyde, at mange patientervil føle sig bedre hjulpet et trygt ogvelkendt sted. At kvalificere sig til det-te arbejde indgår kun meget begræn-set i den lægelige uddannelse i forve-jen, så det vil kræve en indsats af læ-gen. Her kommer supervisionen indsom en skræddersyet pædagogisk mo-del, hvor den enkelte kan arbejde mednetop det, han trænger til at kommevidere med.

Rent praktisk kan supervisionen or-ganiseres på flere forskellige måder.

Man skal finde en supervisor, hvisteoretiske ståsted tiltrækker en, der-næst skader det aldrig, hvis det ogsåer en person, man synes om.

Om man skal arbejde i gruppe ellerindividuelt er et valg. Vælger mangruppe - skal det så være med venner-ne eller tværtimod nogle helt nye, såman ikke fastholdes i gamle roller?

Endelig er kun tilbage at ønske heldog lykke på rejsen - man bliver aldrighelt den samme igen efter et supervisi-onsforløb! O

LÆGEN-APRll994

\

13