Kapitel 1

Dødsoplevelsen

EG ER BLEVET BESKYLDT FOR AT TALE til og kommunikere med dødsånderne, et absolut "nej-nej" i religiøse kredse. Jeg har aldrig tænkt på det lige på den måde, men jeg formoder,

at det er sandt. Bortset fra, at de døde, med hvem jeg taler, ikke lægere er døde, men lever igen idag og passer deres daglige liv. For, som du ser, er jeg regressør. Det er den populære betegnelse for en hypnotisør, der specialiserer sig i forrige-liv-regressioner og forskning i historie.

J

Mange mennesker har det stadigt vanskeligt med idéen om, at jeg er i stand til at gå tilbage i tiden og tale til folk mens de genoplever andre liv ned gennem historien. Jeg vænnede mig hurtigt til det og fandt det fascinerende. Jeg har skrevet bøger, der beskriver nogle af mine eventyr på dette fantastiske område.

Hos de fleste hypnotisører går arbejdet med forrige liv bestemt ud over grænserne. Jeg forstår ikke rigtigt hvorfor, medmindre de er bange for, hvad de kunne finde og hellere vil holde sig til kendte situationer, som de er fortrolige med og som de véd de kan håndtere. En af disse terapeuter betroede sig til mig, som var han kommet med et virkeligt gennembrud, ”Jeg har prøvet at regressere. Jeg tog engang én tilbage til, da han var spæd.”

Han var så alvorlig, at det næsten var umuligt for mig at undertrykke en latter, idet jeg svarede, ”Aha? Det er dér jeg begynder.”

Selv blandt andre regressører, der jævnligt arbejder med erindringer fra forrige liv i terapien, har jeg fundet, at mange er bange for at tage et hypnotiseret emne igennem dødsoplevelsen eller vove sig ind i perioderne imellem liv, hvor en person

angiveligt er ”død.” De er bange for, at noget fysisk rent faktisk kunne ske emnets levende krop under trancen. At vedkommende på en eller anden måde kunne blive skadet ved at genopleve disse erindringer, især hvis oplevelserne har været traumatiske. Efter at være gået igennem denne oplevelse med hundredevis af emner, véd jeg, at der ingen fysiske problemer vil være, selv hvis den regresserede person havde en frygtelig død. Selvfølgelig tager jeg altid mine specielle forholdsregler, for at sikre mig, at der ingen fysiske virkninger vil være. Emnets velbefindende er altid det første jeg tænker på. Jeg føler, at min metode fuldstændigt sikrer emnet. I modsat fald ville jeg ikke indlade mig på denne form for forskning.

For mig er stadiet imellem liv, den såkaldte tilstand af ”død,” den mest spændende eksistenssfære jeg er stødt på, fordi jeg er overbevist om, at der er meget information, som kan være til stor gavn for menneskeheden, der kan hentes herfra. Jeg tror, at folk vil komme til at indse, at døden ikke er noget at frygte. Når de står overfor denne tid i deres liv, kan de se, at det ikke er en ny oplevelse, men en, de er velkendt. De har allerede selv gjort det mange gange. De vil ikke komme ind i det store, skræmmende ukendte, men til et velkendt sted, som de allerede har besøgt mange, mange gange. Et sted som de kalder ”hjem.” Jeg håber, at folk kan lære at se fødsel og død som en evolutionær cyklus, som hver enkelt person gennemgår mange gange og som sådan er en naturlig del af deres sjæls vækst. Efter døden er der liv og eksistens på de andre plan, der er ligeså virkelige, som den fysiske verden de ser omkring sig. Den er muligvis endnu mere virkelig.

Engang, da jeg talte med en kvinde, der betragtede sig som værende ”oplyst,” forsøgte jeg at forklare noget af det jeg har fundet. Jeg fortalte hende, at jeg forskede i, hvordan det var at dø, og hvor man kommer hen derefter. Hun spurgte spændt, ”Hvor kommer man hen ... Himlen, Helvede eller Skærsilden?”

Jeg var skuffet. Hvis det var de eneste muligheder hendes sind kunne acceptere, var det indlysende, at kvinden ikke var så oplyst, som hun troede.

Forbitret svarede jeg, ”Ingen af dem!”Hun var chokeret. ”Mener du, at vi bliver i skidtet?”

SÅLEDES ERKENDTE JEG, at for at skrive denne bog, blev jeg nødt til at spore mine trin tilbage til der, hvor jeg befandt mig, da døren først åbnede sig for mig, og forsøge at huske min overbevisning og mine tanker, som de var før lyset kom til mig. Ingen let opgave, men nødvendig, hvis jeg skal forstå og tale til dem, der stadig leder efter den dør og det lys. For jeg må tale til dem på måder, som de kan forstå og forsøge forsigtigt at lede dem henad bevidsthedens sti. Så kan de leve deres liv til fuldkommenhed, uden frygt for hvad morgendagen bringer.

For mange mennesker forekommer ordet ”død” så truende, så endeligt, så håbløst. Et sort tomrum af mystik og forvirring, fordi det repræsenterer en afskårethed fra den fysiske verden, som er det eneste sted de med sikkerhed ved eksisterer. Og dog ved vi, at det er noget alle med tiden må opleve. Ligegyldigt hvor meget vi gerne vil skubbe det bagest i vor bevidsthed og ikke tænke på det, ved vi, at kroppen kun er dødelig og en dag vil udånde. Hvad sker der så? Vil personligheden, som vi betragter som os selv, også omkomme med den fysiske skal? Er dette liv alt der er? Eller er der noget mere, noget sjældent og smukt hinsides dét vi kender som livet? Måske har kirkerne ret, når de prædiker om Himlen for de gode og Helvede for de onde og fordømte. Med min umættelige nysgerrighed, søger jeg altid efter svar, og jeg tror at der er mange andre der deler mit krav om at vide. Det ville gøre livet så meget lettere, hvis vi kunne leve vores tid ud i lykke og kærlighed, uden at frygte hvad der er ved slutningen.

Da jeg først begyndte min regressionsforskning, havde jeg ingen idé om, at jeg ville finde svarene på nogle af disse spørgsmål. Som historieentusiast fornøjede jeg mig oftes ved at gå tilbage i tiden og tale med mennesker fra forskellige epoker. Jeg nød at gernopleve historien mens den blev til, og som de huskede den, idet de huskede deres andre liv. Jeg ville gerne skrive bøger om deres oplevelser af disse historiske perioder, fordi hver enkelt - uden at vide det - bestyrkede andres beretninger under deres dybe trance. Der er mønstre jeg ikke forventede at finde. Men så skete der noget uforventet, der åbnede op for en hel ny verden for mig at forske i. Jeg opdagede perioderne imellem liv, den såkaldte ”død” tilstand, det sted, hvor folk tog hen, efter at de forlod et fysisk liv her på Jorden.

Jeg kan stadigt huske første gang jeg snublede ind af døren og talte med ”den døde.” Det var under en regression til forrige liv, og da emnet ”døde” for mig – skete det så hurtigt og spontant, at jeg blev taget uden varsel. Jeg var ikke helt klar over, hvad der var sket. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet ville ske, hvis nogen skulle gå igennem dødsoplevelsen. Men, som jeg sagde, skete det så hurtigt, at der ikke var tid til at stoppe det. Personen så ned på sin krop og sagde, at den lignede ethvert andet lig. Jeg var forbavset over, at personenligheden så absolut var forblevet hel – den havde ikke forandret sig. Dette er vigtigt. Det er en frygt nogle folk har: at oplevelsen af at dø på en eller anden måde vil ændre vedkommende eller dem de elsker til noget andet, til noget fremmed og uigenkendeligt. Igen, - det er frygten for det ukendte. Hvorfor er vi ellers bange for spøgelser og ånder? Vi tror at processen - at komme over på den anden side, på en eller anden måde vil ændre vedkommende fra den elskede person vi kendte, til noget ondt og skræmmende. Men jeg har opdaget, at personen forbliver den samme. Skønt den i nogle tilfælde oplever momentan forvirring, er det grundlæggende den samme person.

Da jeg kom mig over mit chok og min forundring over at være i stand til at tale med én, efter at vedkommende var død, tog min videbegærlighed over og jeg var fyldt med spørgsmål, som jeg altid havde grundet over. Fra da af og frem, gjorde jeg det til en praksis hver gang jeg fandt et emne, der kunne gå ind i dette dybere hypnosestadie, der er påkrævet til denne form for forskning, at stille nogle af de samme spørgsmål. Religiøse overbevisninger synes ikke at have nogen indflydelse på hvad de berettede. Deres svar var grundlæggende ens hver gang. Skønt med forskellige ord, sagde de alle det samme – et fænomen i sig selv.

Siden jeg begyndte på mit arbejde i 1979, har jeg haft hundreder og atter hundreder af folk, der er gået igennem dødsoplevelsen. De er døde på enhver tænkelig måde: ved uheld, skydning, knivstikkeri, brand, hængning, halshugning, drukning, og endda, i et tilfælde, under en atomeksplosion, hvilket jeg har skrevet om i min bog A Soul Remembers Hiroshima. De er også døde på naturlig måde, ved hjertestop, sygdom, alder og fredfyldt i deres søvn. Til trods for, at der har været en hel del variation, har der også været bestemte mønstre, der er dukket op. Måden at dø på kan være forskellig, men hvad der sker derefter, er altid det samme. Af denne grund, er jeg kommet til den konklusion, at der virkeligt ikke er nogen grund til at frygte døden. Vi véd ubevidst, hvad der sker og hvad der er derovre. Det burde vi, - vi har øvet os så meget i det. Vi har alle været igennem det utallige gange. Så i mit studie af døden, har jeg fundet fejringen af livet. Det er langt fra at være et morbidt emne, men en yderst fascinerende anden verden.

Med døden kommer også visdom. Noget sker ved aflæggelsen af den fysiske krop og en helt ny dimension af viden åbner sig. Tilsyneladende er mennesket begrænset og hæmmet af at være i det fysiske. Personligheden eller ånden, som fortsætter,

er ikke hæmmet på denne måde og kan opfatte så meget mere end vi endda kan forestille os. Af denne grund, kunne jeg, når jeg talte med disse mennesker efter at de var ”døde,” indhente svar på mange ellers gådefulde og forvirrende spørgsmål – spørgsmål, der har hjemsøgt menneskeheden fra tidernes morgen. Hvad ånden meddelte, afhang af den personlige åndelige udvikling af den ånd. Nogle havde mere viden end andre og var i stand til at udtrykke sig klarere, på måder der var lettere for os dødelige at fatte. Jeg vil forsøge at beskrive, hvad de oplevede, ved at lade dem tale for sig selv. Denne bog er en samling af, hvad mange mennesker har berettet.

DEN MEST ALMINDELIGE BESKRIVELSE jeg har hørt om det øjeblik, hvor døden indtræffer, er følelsen af kulde, og pludselig står ånden ved siden af sengen (eller hvorend) og ser på sin krop. Som regel kan de ikke forstå, hvorfor de andre folk i rummet er så oprørte, fordi de selv har det så vidunderligt. Den overordnede følelse er opstemthed snarere end angst.

Det følgende er en beskrivelse af udfrielsens øjeblik, for en kvinde i hendes 80’ere, der døde af alderdom. Det er et typisk eksempel og bliver konstant gentaget.

- [Dolores] Du levede længe, gjorde du ikke?- [Emne] Mmm, jo. Jeg bevæger mig langsomt, ta’r så lang tid.

(Jamrer) Der er ikke meget fornøjelse mere. Jeg er så træt.

Idet hun tydeligt oplevede ubehag, førte jeg hende frem i tiden, indtil døden var overstået. Da jeg var færdig med at tælle, rykkede hele hendes krop sig på sengen og pludseligt smilede hun. Hendes stemme var fuld af liv, intet der lignede de trætte toner fra kun et øjeblik tidligere. ”Jeg føler mig fri! Jeg er let!” Hun lød så glad.

- Kan du se kroppen?- (I væmmelse) Uhh! Den gamle ting? Den er dernede! Åhh!

Jeg havde ingen anelse om, at jeg så så dårlig ud! Jeg var så rynket og vissen. Jeg har det for godt til at være så vissen. Det hele var slidt. (Hun kom med glade lyde) Åh, åh, jeg er så glad for, at jeg er her!

Jeg kunne dårligt lade være med at le – kontrasten i hendes udtryk og stemmeføring taget i betragtning.

- Ingen undren, at den var vissen. Den krop levede i mange år. Det er sandsynligvis derfor, at den døde. – Du sagde, at du var ”her.” Hvor er du?

- Jeg er i lyset, og ohh, det føles godt! Jeg føler mig intelligent ... jeg føler fred ... jeg er rolig. Jeg har ikke behov for noget.

- Hvad vil du gøre nu?- De fortæller mig, at jeg må hvile mig. Åh, jeg hader at hvile,

når jeg har så meget at gøre.- Skal du hvile dig, hvis du ikke ønsker det!- Nej, men jeg har ikke lyst til at føle mig trængt inde igen. Jeg

vil gerne vokse og lære.

Efter dette, var jeg ikke i stand til at få flere svar ud af hende, udover at hun flød. Jeg skønnede, udfra hendes udtryk og vejrtrækning, at hun befandt sig på hvilestedet. Når et emne befinder sig dér, er det som om, at vedkommende er flydt ind i en dyb søvn og ikke ønsker at blive forstyrret. Det er nyttesløst at forsøge at stille flere spørgsmål, idet svarene vil være usammenhængende.

Dette særlige sted, vil blive beskrevet i flere detaljer senere i denne bog.

I ET ANDET TILFÆLDE geneoplevede en kvinde at give fødsel til et barn hjemme. Hendes vejrtrækning og kropsbevægelser fortalte, at hun oplevede de fysiske symptomer af at nedkomme. Kropslige symptomer som dette viser sig ofte, når både kroppen og sindet husker. For ikke at forårsage emnet kropsligt ubehag, førte jeg hende frem i tiden til dét tidspunkt, hvor fødslen skulle have været overstået.

- Fik du barnet?- Nej, jeg havde det svært. Det ville bare ikke komme. Jeg var

udslidt, så jeg forlod bare min krop.- Ved du hvad barnet blev?- Nej. Det gør ingen forskel.- Kan du se din krop?- Ja. Alle er oprørte.- Hvad vil du nu?- Jeg tror jeg vil hvile. Med tiden må jeg tilbage, men jeg vil

blive her et stykke tid. Jeg er i lyset. Jeg kan slappe af. - Kan du fortælle mig, hvor dette lys er?- Hvor al viden og alt er kendt. Alt er rent og enkelt. Der er

mere ægte sandhed her. Man har ikke alle verdens ting til at forvirre én. Man har sandheden i verden, man ser den bare ikke.

- Men, du sagde, at du blev nødt til at komme tilbage på et tidspunkt. Hvodan ved du det?

- Jeg var svag. Jeg burde have været i stand til at udstå smerten. Jeg må lære at modstå den bedre. Jeg kunne være blevet, hvis ikke jeg havde været så svag. Jeg er glad for, at jeg ikke kan huske smerten. Jeg véd, at jeg bliver nødt til at

tage tilbage og jeg må blive fuldkommen, hel. Smerte er én ting jeg må overkomme. Jeg må overkomme alle verdens smerter.

- Men at opleve smerte er meget menneskeligt, og det er altid svært, når man er i kroppen. Fra den side, hvor du befinder dig nu, er det lettere at se på den på en anden måde. Tror du, at det er en lektion du gerne vil lære?

- Jeg vil, ja. Det tager mig nogen tid sommetider, men jeg kan klare alt. Jeg mener, at jeg burde have været stærkere. Jeg ville have gjort det bedre, men jeg tror, at jeg havde en masse frygt, der stammede fra den sygdom, som jeg havde som barn. Jeg var bange for, at dette ville blive ligeså slemt. Og ... jeg gav op. Smerte ... når man har med det højere bevidsthedsplan at gøre, og man fjerner sig til det rene lys og den rene tanke, ophører smerte med at eksistere. Smerte er kun en lektion. Når vi lærer om smerte på det menneskelige plan, bliver vi hektiske og viser ydre bekymring og kun for det øjeblik. Ved at fjerne os selv, og koncentrere os, og nå dybt, og have tålmodighed, kan vi stige op over den.

- Har smerte et formål?- Smerte er et belæringsredskab. Sommetider er den brugt til at

ydmyge visse mennesker. Sommetider kan en hovmodig ånd blive bragt ned og belært, gennem lidelse, til at blive mere elskværdig. Det kunne lære dem, at de med tiden bliver nødt til at stige over smerten, og så kan de håndtere den. Sommetider, bare ved at forstå smerte og hvorfor vi har den, formindskes den.

- Men, som du sagde, bliver folk hektiske og de tror, at de ikke kan håndtere den.

- De bliver for selvcentrerede. De bliver nødt til at stige over deres egne interesser og hvad de føler for øjeblikket, op på et mere åndeligt plan, og så kan de håndtere den. Nu er det

sådan, at der er nogle mennesker der bringer smerten frem, fordi den er et ly. De kan have smerten, som en undskyldning, eller som en ”udvej,” og det er dens formål. Det varierer med individet. Hvad er smerte? Den kan ikke røre en, hvis man ikke lader den gøre det. Hvis man indrømmer, at det vil gøre ondt, giver man smerten styrke. Lad være med at give den styrke. Det er unødvendigt at føle den. Det er altsammen forbundet med mennesket. Ræk ind til din ånd, dit højere sind, og smerten vil ikke have hold i en.

- Kan folk adskille sig selv fra smerte?- Selvfølgelig, hvis de gerne vil. De vil ikke altid. De vil gerne

have medfølelsen og straffe sig selv og alle mulige ting. Folk er sjove. Alle ved, hvordan man gør disse ting, hvis man tager sig tiden til det. Man må selv finde en måde, fordi folk ikke vil tro det, hvis man fortalte dem, at der var en lettere måde. Man må selv finde ud af det. Det er en del af lektionen, der får en dertil.

- Folk er så bange for at dø. Kan du fortælle mig, hvordan det føles, når det sker?

- Jo. Når jeg er i kroppen, føles det tungt. Det trækker i mig. Det er bare ubehageligt. Men, når man dør, er der en vægtlettelse. Det er afslappende. Folk bærer rundt på alle disse problemer. Og det er som om, at de bærer rundt på en vægt, fordi de er tunge og bebyrdede med alle disse andre ting. Når man dør, er det som at smide dem ud af vinduet, og det føles godt. Det er en transformation.

- Jeg tror, at folk for det meste er bange, fordi de ikke véd, hvad de kan forvente sig.

- De frygter det ukendte. De må bare være vedholdende i troen og bare have tillid.

- Hvad sker der, når en person dør?

- Man stiger bare op og forlader det. Man kommer herop. Ind i lyset.

- Hvad foretager man sig, når man er der?- Retter op på alle ting.- Hvor tager man hen, hvis man bliver nødt til at tage væk fra

lyset?- Tilbage til Jorden.- Er det usædvanligt for os at tale med dig i en tid som denne?- Men tid har ingen mening. I disse rammer er der ingen tid. Al

tid er den samme.- Så gør det dig ingenting, at vi taler med dig fra en anden tid

eller et andet plan?- Hvorfor skulle det det?- Jo, men vi tænkte at det kunne, og jeg vil ikke forstyrre dig.- Det synes at forstyrre dig mere end det forstyrrer mig.

ENDNU ET EKSEMPEL var en lille pige, der døde i en alder af ni år. Da jeg først begyndte at tale med hende, skulle hun på hølæs på skovtur med skolen sidst i 1800-tallet. Der var en bæk nærved det sted, hvor de skulle indtage deres frokost, og de andre ville ud at svømme. Hun kunne ikke svømme så godt og var bange for vandet, men hun ville ikke have, at de andre børn skulle vide det, af frygt for at blive gjort til grin. Da nogle af de andre havde fiskestænger med, havde hun besluttet sig for, at hun ville lade som om at hun fiskede, så ingen ville vide, at hun ikke kunne svømme. Den lille pige var virkeligt bekymret for det og nød ikke turen på hølæsset overhovedet. Jeg bad hende bevæge sig frem i tiden til en vigtig dag, hvor hun var ældre. Da jeg var færdig med at tælle, meddelte hun lykkeligt, ”Jeg er der ikke mere. Jeg er i lyset.” Det var en overraskelse, så jeg spurgte hende, hvad der var sket.

- (Sørgeligt) Jeg kunne ikke svømme. Mørket lukkede sig bare om mig. Jeg følte, at mit bryst brændte. Og så kom jeg bare ud og ind i lyset, og det betød ikke længere noget.

- Tror du, at bækken var dybere end du troede!- Jeg tror ikke, at den var så dyb. Jeg blev virkeligt bange. Jeg

tror bare mine knæ bukkede sammen og jeg kunne ikke stå op. Jeg var bare bange.

- Véd du, hvor du er?- (Hendes stemme var stadigt barnlig) Jeg er i evigheden.- Er der nogen sammen med dig?- De arbejder. De har allesammen travlt ... overvejer, hvad de

skal gøre. Jeg prøver at holde fast i det hele.- Tror du, at du nogensinde har været på dette sted før?- Ja, der er meget fredfyldt her. Men jeg vil tage tilbage. Jeg

må overkomme frygt. Frygt er noget man sætter iværk, og den er lammende. Jeg tror ikke virkeligt, at vandet var dybt. Jeg tror, at jeg fordoblede det på grund af min frygt. Det værste der kan ske, er normalt ikke så forfærdeligt, som vi frygter. (Nu var stemmen mere voksen.) Det er et uhyre i menneskets sind, og frygt påvirker kun dem på Jorden. Det er det kødelige sind. Ånden lades upåvirket.

- Tror du, at når folk er bange for noget, at de tiltrækker det?- Åh, ja! Man bringer disse ting ned over sig selv. Tanker er

energi, - der er kreativ og får ting til at ske. Det er let at se, hvordan en anden persons frygt kan være dum og uvigtig, og man tænker, ”Hvorfor er de bange for det?” Men, når det er éns egen frygt, er den så dyb og så personlig og berører én så meget, at den bare opsluger én. Så. hvis man kan se på andre folks frygt og hjælpe dem med at forstå deres, så tror jeg, at noget et eller andet sted i dette forløb, vil hjælpe mig forstå den frygt jeg havde.

- Det giver meget mening. Du véd, en af de største bekymringer folk har er, at de er så bange for at dø.

- Det er ikke så slemt. Det er det letteste jeg nogensinde vil gøre. Det er som afslutningen på al forvirring, indtil man begynder helt forfra igen, og så er det mere forvirring.

- Hvorfor bliver folk så ved med at komme tilbage?- Man må fuldende cyklussen. Man må lære alt og overkomme

alle verdens ting, så man kan træde ind i perfektionen og det evige liv.

- Det er en stor mundfuld, at forsøge at lære alt.- Ja. Sommetider er det meget trættende.- Synes at ville tage lang tid.- Og dog synes det hele så enkelt herfra, hvor jeg befinder mig.

Jeg har styr på det. For eksempel kan jeg forstå frygten, og den måde jeg føler det nu, - jeg føler det, som kunne jeg ikke berøres af den. Og dog er der noget med den menneskelige person. Når man er dér, opsluger det én. Jeg mener, at det bliver en del af én og det berører én, og det er ikke så let af stå på sidelinjen og være objektiv.

- Nej, det er fordi man er følelsesmæssigt involveret. Det er altid let for en anden at se på og sige, ”Hvor enkelt.”

- Det er som at se på en andens frygt. Jeg må lære at udstå det og blive ved et liv og ikke forlade det, før jeg kan tage så meget, som jeg overhovedet kan fra det liv. Jeg tror, at hvis jeg havde et liv, som jeg kunne blive ved, for at komme igennem mange oplevelser, ville det være meget lettere, end at gå igennem så mange korte. Jeg spilder en masse tid. Så jeg vil være omhyggelig med at vælge et, hvor jeg kan opleve mange ting og derved indskrænke mine ture tilbage. Men, jeg tror også, at det vil være hårdere. Der er visse ting, man må arbejde sig ud af i mellemmenneskelige forhold. Hvad man gør kommer tilbage.

DER HAR LÆNGE VÆRET et udtryk i vor kultur, at ”hele éns liv udspiller sig for øjnene af én,” når man er døende. Dette er sket i nogle af de tilfælde, jeg har undersøgt. Det sker oftere efter døden, når den døende ser tilbage på sit liv og analyserer det, for at se, hvad vedkommende har lært af det. Det er ofte gjort med hjælp fra mestrene på den anden side, der er i stand til at se på livet mere objektivt, uden følelser involveret.

Et af mine emner var i stand til at gennemleve sit forrige liv på en ukonventionel måde, skønt det er vanskeligt at afgøre, hvad der er konventionelt og hvad der følger en række mønstre, når man arbejder på dette område for regressiv hypnotisk forskning.

Kvinden havde lige genoplevet et forrigt liv gennem regression, og var kommet til tidspunktet for døden i det liv. Hun døde fredfyldt, som en gammel kvinde og så på, da hendes krop blev ført op på en bjergtop, for at blive begravet på en familiegravplads. Men, istedet for at fortsætte over på den anden side, besluttede hun sig for at vende tilbage til sit hjem og forsøge at færdiggøre nogle ikke-færdiggjorte ting. Dér fandt hun sig forskrækket over at optræde som et spøgelse og have evnen til at gå igennem vægge. Hun så sig selv, som en tåge eller en dis, med omridset af en person, men hun var forbavset over at opdage, at møbler og ting kunne ses igennem hende, som var hun gennemsigtig. Det var meget interessant for hende at finde sig selv i denne mærkelige tilstand, og hun vandrede igennem huset, for at finde ud af, hvad hun var i stand til at gøre. På et tidpunkt overhørte hun kammerjomfruerne bemærke, at den gamle kvinde hjemsøgte huset, for de kunne høre hende gå omkring.

Efter en tid, blev dét at være spøgelse kedeligt, fordi hun nu vidste, at ingen kunne se eller høre hende, og hun kunne ikke kommunikere med nogen. Snart gik det op for hende, at hun ikke ville være i stand til at fuldende, hvad det end var, hun var taget

tilbage for at gøre, på grund af sin ikke-faste tilstand. I samme øjeblik dette åbenbarede sig for hende, var hun ude af huset og stod på et bjerg og skuede ud over en dal. Hendes afdøde mand var kommet for at møde hende og stod ved siden af hende. I denne dimension, var de unge igen og så ud nøjagtigt, som de havde gjort den dag de blev gift. Som de stod der arm i arm og så ud over dalen, blev den til en ”livets dal.” Hun beskrev det senere, som var en stærkt farvet pallet eller quilt smidt udover dalen, og den fremstod som en kollage af scener og steder fra det liv, hun lige havde forladt. Istedet for, at hendes liv bevægede sig frem for hendes indre blik på liniær måde, en scene efterfulgt af den næste, var det hele lagt frem foran dem.

Hun sagde, ”Vi kan se gravstedet, vi kan se storbyen, vi kan se huset, vi kan se bjergene. Det er som kan vi se alt det, vi nogensende har kendt, alt i én kombination. Det er som dette var vort liv, og dette er, hvad vi havde sammen. Og vi kan se, at vi delte det og kom igennem det sammen. Vi var glade for, at vi kom igennem det liv på den måde, som vi gjorde. Vi havde noget helt, da det var overstået. Det er fredfyldt. Det er på en måde, som står man dér og undersøger det. Som havde man nogle kæmpestore marker og man havde forskellige ting, der voksede på dem. Eller, hvis man havde masser af blomster i en have, og man står og undersøger dem. Man vil huske, hvad man gjorde, for at få haven parat. Man vil huske, hvordan tingene voksede og udviklede sig. Og dette var det endelige resultat, spredt ud foran én. Man ser ud over denne livets dal, peger på bestemte områder og siger, ”Ja, vi havde virkeligt en god tid her, og dette var det store, som vi gjorde sammen her.” Man beundrer alle de forskellige dele af haven, og man kan se det hele på én gang. Alle de forskellige scener af éns liv er lagt ud, og man kan røre dem. Det var bogstaveligt, som gennemgik vi en skrapbog over vore liv, men det var mere eller mindre som en dal.”

Det var meget tilfredsstillende for hende at betragte scenerne, skønt de hårdere dele af livet var vanskelige at gense. Der var heller ingen fordømmelse involveret. Der forekom at være en mental noteskrivning, for at minde dem om, hvad de gerne ville ændre i næste omgang. Dette er uden tvivl ikke den enseste måde at betragte det liv, man lige er afgået ved døden i, men det var en smuk måde.

I ET ANDET TILFÆLDE talte jeg med en mand, der lige var død i et stenskred. Jeg spurgte ham om, hvordan det var at dø.

- Har du nogensinde dykket ned i et dybt vandhul ... indtil det er mørkt og skummelt ved bunden? Når man kommer tilbage opad imod vandoverfladen, bliver det lysere og lysere. Så, når man bryder vandoverfladen, er der sollys overalt. Sådan var døden.

- Tror du, at det var sådan på grund af den måde du døde på, med sten, der faldt ned over dig?

- Nej, det var sådan, fordi jeg kom fra det fysiske plan til det åndelige plan. Idet jeg forlod min krop, var det som at komme op igennem vandhullet. Da jeg så nåede det åndelige plan, var det som at bryde overfladen af vandet og komme ud og ind i sollyset. Hvis man dør i en ulykke, er det fysiskt smertefuldt lige inden man mister bevidstheden på det fysiske plan, fordi ens krop er blevet såret. Men, efter at man har mistet bevidstheden, er det meget let og naturligt. Det er ligeså naturligt som alt andet i livet: at elske, gå, løbe, svømme. Det er bare en anden del af livet. Der er ikke nogen død. Man fortsætter bare på en anden scene af éns liv. At dø er rart. Hvis folk er bekymrede for det, sig til dem, at de skal tage til et sted i floden, der har et dybt hul. Fortæl dem, at de skal dykke ned til bunden af hullet. Og så, ved bunden, skub

kraftigt opad med ens fødder og kast sig op over overfladen. Fortæl dem, at det er som det.

- Jeg tror, at mange mennesker er bekymrede for, at døden vil være smertefuld.

- Døden er ikke smertefuld, med mindre man har behov for smerte. For det meste er der ingen smerte, medmindre det er ønsket. Det kan være yderst smertefuldt, hvis man ønsker, at det skal være det, eller hvis man føler, at man har brug for det, for at lære en lektion. Men, man kan adskille sig fra det til enhver tid. Og det er muligt ligegyldigt, hvor forbundet man er med, hvad der foregår. Det er muligt for enhver, - adskillelsen af kroppen og sjælen under en tid med smerte.

- Men den faktiske død selv, forladelsen af kroppen, er det smertefuldt?

- Nej. Forandringen sker med lethed snarere end med tvang. Smerte kommer fra kroppen. Ånden føler ingen smerte udover anger. Det er virkeligt den eneste form for smerte ånden kan føle. En følelse af, at man kunne have gjort noget ... mere. Det er smertefuldt. Men fysisk smerte har ikke længere betydning, for den blev efterladt med kroppen.

- Er det muligt at forlade kroppen, inden den faktiske død indtræffer, og lade kroppen lide smerten?

- Ja. Personen har valget mellem enten at blive der og gå igennem det, eller forlade den og bare se på. Det er en valgmulighed, der står åben for alle.

- Jeg tror personligt, at det ville være lettere, især hvis det skulle blive en traumatisk død.

- Det er udelukkende op til den enkelte.

I miit arbejde, har jeg været ude for eksempler på dette. Under en regression, blev en ung kvinde brændt på bålet for hendes overbevisninger, mens hele byen så på. Hun var skrækslagen, men

var også meget vred på de snæversynede mennesker, der var ansvarlige for dette. Som flammerne sprang opad, besluttede hun, at hun ikke ville give dem tilfredsstillelsen af at se hende lide. Så hun forlod kroppen og så på fra en svævende position over scenen. Dér, meget til sin ærgrelse og forbitrelse, så hun sin krop skrige idet den gik igennem kvalerne af at blive brændt til døde. I dette tilfælde, var det meget tydeligt, at kroppen og ånden var to adskilte ting.

Jeg tror, at det vil være meget beroligende og trøstende for folk, der har mistet elskede på en voldsom, forfærdelig måde, at vide, at den døde sandsynligvis ikke engang oplevede den mest traumatiske del af den. Det giver en hel del fornuft at indse, at ånden ikke ville ønske at blive i kroppen og opleve al den smerte. Derfor fjerner den sig og kroppen reagerer bare spontant. Meget som vi reagerer, når vi skærer eller brænder os ved et uheld. Vi råber op og trækker hånden til os. Det er ikke en bevidst reaktion, men en automatisk. På denne måde, forekommer det, at kroppen, under en frygtelig død, bare reagerer, mens den virkelige personlighed har forladt den og ser på fra sidelinjen.

EN ANDEN BESKRIVELSE af døden:

- Forestil dig selv nøgen, kold og blødende imens du går gennem de mørke skove fulde af tornekrat og vilde dyr og mærkelige lyde. Du ved, at der bag hver eneste busk ligger et dyr parat til at kaste sig over dig og bide dig i stykker. Og så pludselig går du ind i en lysning, hvor græsset gror og fugle synger, skyer på himlen og en dejlig, leende bæk, der bugter sig vej til sit bestemmelsessted. Se forskellen i disse scenarier, og du kan se min analogi, der portrætterer, hvad man kalder liv og død.

- Men, der er mange mennesker på Jorden, der er bange for den.

- Mange mennesker, der er i skoven, er bange, det er rigtigt. Når de én gang er ude af skoven, er der ingen frygt. Frygten er i skoven.

- Så er der ingenting at være bange for i overgangen!- Der er nogle overgange der er mere ønskværdige end andre.

Det vil jeg ikke kløve ord på. Imidlertid er en dør blot en dør. Ligegyldigt hvor mange gange man åbner den, vil den ganske enkelt ikke ændre sig fra at være en dør.

ENDNU EN BESKRIVELSE:

- Folk burde ikke være bange for at dø. Døden er ikke at frygte mere end at trække vejret. Døden er ligeså naturlig og ligeså smertefri som ... at blinke med øjnene. Og det er næsten som det. Et øjeblik befinder man sig på et eksistensplan. og man blinker med øjnene, så at sige, og man befinder sig på et andet eksistensplan. Det er sådan set den fysiske fornemmelse man har, og det er ligeså smertefrit som det. Enhver smerte, man føler i processen, er fra fysisk skade, men åndeligt er der ingen smerte. Ens erindringer er intakte og man føler det samme, som hvis ens liv fortsatte. Sommetider tager det et lille stykke tid at opdage, at man ikke længere er forbundet med sin fysiske krop, men sædvanligvis opdages det med det samme, fordi ens opfattelsesevne er udvidet til at kunne rumme det åndelige plan, uden at sløret er i vejen. Det er dette forplumrende spejl, som nogle har sammenlignet det med. Hvad der sker er, at der først er en orienteringsperiode. Man er stadig meget bevidst om det fysiske plan, men man udforsker og opsuger

fornemmelsen af at være bevidst om det åndelige plan, indtil man har vænnet sig til den kendsgerning, at man virkeligt befinder sig på det åndelige plan og man føler sig veltilpas med det.

- Kan du sige mig, inkluderer ens ånd ens sjæl, når den forlader kroppen?

- Ens ånd er ens sjæl. Sjælebegrebet omfatter den energi, som man vil kalde ånden, éns identitet, éns virkelighed. Det er jo virkeligt ens sande selv. Man kan kalde det sin ånd eller sin sjæl, afhængigt af hvilken forståelse man vælger at integrere i sin virkelighed.

- Vi har hørt meget om dét, der bliver kaldt ”sølvtråden.” Er der noget sådant?

- Det er, som du muligvis opfatter det, en livline til ens krop, der er meget virkelig i sin natur. Energimæssigt, er dette tråden, der forsyner en livline med éns energier til sin krop. Det er sandelig en virkelig anordning.

- Så ved dødstidspunktet er denne tråd afskåret?- Det er rigtigt.- Nogle mennesker er bange for at have ud-af-krop-oplevelser

af frygt for, at de kunne blive adskilt fra deres krop i utide.- Det er muligt at blive. Imidlertid er det næsten altid gjort med

vilje og ikke ved et uheld,- Mener du, at når man tager ud af kroppen, forbinder

sølvtråden en, så man ikke kan fare vild, så at sige?- Det er rigtigt. Der burde ingen frygt være for at opleve en

astralrejse, for var det ikke meningen, ville det aldrig ske.- Men i mange tilfælde er det ikke planlagt, - det sker spontant.- Det er rigitgt. Det sker ”spontant.”- Er der nogen fare for én, der bliver ude af kroppen for længe

på en af disse rejser?

- Vi forstår, at der ingen farer er. For skulle personen ikke vende tilbage, ville det være vedkommendes eget valg og ikke på grund af, at en ondsindet energi var kommet bagfra og havde afskåret tråden.

- Man kunne, med andre ord, ikke fare vild og ikke kunne finde sin vej tilbage?

- Vi opfatter det ikke som sandsynligt.- Så er de med sikkerhed forbundet med deres krop, indtil

dødens time, og så er tråden afskåret? Det er som en navlestreng, så at sige.

- Det er fuldstændigt rigtigt.- Hvis døden skulle indtræffe under en ud-af-krop-oplevelse,

hvad ville vi så sige, at kroppen døde af? Ville det være et hjertestop?

- Du spørger om, hvad de fysiske symptomer ville være. Pludselig vuggedød bliver ofte tilskrevet dette. Der er også de, der på grund af alder simpelthen vælger ikke at vende tilbage og således bliver fundet i deres søvn.

- Er det af hjertestop?- Det er ikke tilfældet, for hjertestop er død forårsaget af en

fysisk lidelse og er ikke hvad vi hentyder til her. De ville dø i deres søvn, og det ville blive tilskrevet ”af naturlige årsager.”

- Hvis en obduktion blev foretaget, ville de ikke finde nogen årsag overhovedet?

- Det er rigtigt.- Hvad med folk, der synes at dø af selvantændelse! Det er et

uforklaret mysterium.- Det skyldes en ubalance i, hvad I vil kalde ”kemikalier” i

systemet. Det er på grund af den kendsgerning, at menneskelige kroppe forbrænder mad skønt ved en meget reguleret og langsom proces. En sådan død er forårsaget af forbrændingen af kropsvæsker. Det skyldes ofte en arvelig

faktor, der forårsager en ubalance i kroppens kemiske sammensætning. For eksempel for meget fosfor i kropssystemet.

- Er det fremkaldt af kosten!- Ikke så meget af kosten, som af de signaler kroppen får, om

at producere disse kemikalier.- Er det et uheld, der sker, eller er det bevidst?- Det vil være svært at sige, for alle oplevelser er enestående.

Det kunne være en af delene eller begge.- Hvad med mennesker, der ser ud til at dø i grupper? Der er

mange tilfælde, som togulykker, massakrer, jordskælv, hvor mange mennesker dør på samme tid. Valgte de alle at tage af sted på en gang, eller havde de overhovedet noget at skulle have sagt i den forbindelse?

- Du kender til karmakonceptet på et personligt plan. Der er faktisk også, hvad man vil kalde ”gruppekarma.” Der har igennem mange æoner været tilfælde, hvor sjæle har haft en tendens til at samle sig i grupper, for at udføre bestemte opgaver, eller for at lægge grunden til forandringer, eller for at opleve livet i en gruppe, - meget som man har tendens til at opleve på individuel basis. Disse former for ”gruppe-død” er intet andet end individuelle sjæle, der vil samles på visse tidspunkter i deres overgang, det vil sige, i deres læringsoplevelse af at dø. Og med dette, finder hver enkelt sig selv i et afgørende øjeblik, hvor det vil være mest passende for dem, at tage af sted samtidigt.

- Indvilligede de i at gøre det før deres indtræden i livet?- Det er rigtigt. For det er i denne gruppeovergang, at de finder

støtte. Man deler oplevelsen i og med, at man ikke er alene i denne overgangsoplevelse. I mange tilfælde har der været multifødsler og fælles liv, så det er ikke ualmindeligt at finde multi- eller delte dødsfald.

- Var det tilfældet med astronauterne, der gik bort under rumskibet Challenger’s ulykke?

- Faktisk var dette et tilfælde, i hvilket det var aftalt, at der ville være denne fælles dødsoplevelse.

- Men der var så meget lidelse i familierne og blandt folk over hele landet, da dette skete. Hvis de tog til deres bestemmelsessted, hvorfor kan vi så ikke være lykkelige over det?

- Måske er der en kortsigtethed, når man ser på disse begivenheder. Man tænker kun på den enkelte, der gik bort. Det er ikke tilfældet. Der er mange andre faktorer involveret. I tilfælde som dette, fandt der en sammenkomst sted af de overlevende, en fælles oplevelse. Ved at se, at en anden deler ens sorg, er det meget lettere at opleve den, idet man ved, at en anden går igennem det samme. På denne måde var dette en gruppeoplevelse på mange plan.

Mange emner beskriver oplevelsen efter, at de har forladt den fysiske krop, som at fare imod et kraftigt, blændende lys for enden af tunnellen eller hvadend. Disse beskrivelser er gengivet i rapporter over NDES (Near Death Experiences - Nær Døds Oplevelser). Et af mine emner sagde, at dette hvide lys var et intenst energifelt, der virker som en barriere imellem vor fysiske verden og den åndelige verden. I NDES vil personen nærme sig lyset, men blive trukket tilbage i kroppen, før vedkommende kommer ind i det. De har faktisk befundet sig i en nær-død situation, men gennemførte ikke transitionen. Vedkommende kom ikke langt nok. Når mine emner har genoplevet dødsoplevelsen, kommer de igennem det hvide lys, barrieren. På det tidspunkt, er energien så intens, at den afskærer ”sølvtråden,” navlestrengen, der knytter ånden til den fysiske krop. Når dette sker, kan ånden ikke komme tilbage igennem barrieren og indtage kroppen igen.

De to er for evigt adskilte. Uden denne forbindelse til sin livskraft (sjælen eller ånden), begynder kroppen hurtigt at nedbrydes.