Pigen uden navn

pigen uden navn TRYK.indd 2 07/12/15 10.44

Christina Baker Kline

Pigen uden navnPÅ DANSK VED BIRGITTE BRIX

Gads Forlag


Pigen uden navnAf Christina Baker KlineOversat fra amerikansk af Birgitte Brix efter Christina Baker Kline: Orphan TrainCopyright © 2013 by Christina Baker KlinePublished by arrangement with Writers House, New York and Ia Atterholm Agency, SwedenDansk udgave: Copyright © 2016 Gads Forlag

ISBN: 978‑87‑12‑05142‑81. udgave, 1. oplagOmslag: Marlene Diemar/Imperiet efter amerikansk forlægOmslagsfoto: Marcos Appelt / Arcangel ImagesYolande de Kort / Arcangel ImagesForfatterfoto: Karin DianaGrafisk tilrettelæggelse: BogGrafiskTryk: Bookwell, Finland

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY‑DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk


PEFC/02-31-169

PEFC Certified

This product is from sustainably managed forests and controlled sources

www.pefc.org

11

SPRUCE HARBOR, MAINE, 2011

Gennem væggen i sit værelse kan Molly høre sine plejeforældre tale om hende inde i dagligstuen, lige uden for døren. “Det var ikke en del af aftalen,” siger Dina. “Hvis jeg havde vidst, hun havde så mange problemer, havde jeg aldrig sagt ja.”

“Nej, nej, selvfølgelig.” Ralph lyder træt. Molly ved, at det var hans idé at tage et barn i pleje. Engang for længe siden, da han var en ‘vanskelig teenager’, som han engang uden videre forklaring havde fortalt hende, meldte en socialpædagog fra hans skole ham til Big Brother‑programmet, og han har altid følt, at det program – hans mentor, kalder han det – holdt ham på sporet. Men Dina var mistænksom over for Molly lige fra begyndelsen. Det gjorde heller ikke sagen bedre, at de før Molly havde en dreng i pleje, som prøvede at stikke ild på skolen.

“Jeg har stress nok på arbejde,” siger Dina og hæver stemmen. “Jeg kan godt undvære at komme hjem til det her lort.”

Dina arbejder som indsatsleder på politistationen i Spruce Harbor, og så vidt Molly kan vurdere, er der grænser for, hvor stres‑sende det er – et par spritbilister, et blåt øje i ny og næ, smårapserier, uheld. For en indsatsleder kan man formentlig dårligt forestille sig noget mindre stressende sted i verden end Spruce Harbor. Men Dina er neurotisk anlagt. Selv det allermindste går hende på


12

nerverne. Hun venter tilsyneladende altid, at alting skal gå godt, og når det så ikke gør det – det forekommer naturligvis ret ofte – bliver hun overrasket og føler sig voldsomt krænket.

Molly er lige modsat. I hendes syttenårige liv er så mange ting gået galt for hende, at hun nærmest forventer det. Når noget en‑delig går godt, ved hun ikke, hvad hun skal mene om det.

Det er netop, hvad der er sket med Jack. Da Molly sidste år i tiende klasse skiftede skole til Mount Desert Island High School, gjorde de fleste af eleverne tilsyneladende, hvad de kunne for at undgå hende. De havde deres egne venner, deres klike, og hun passede ikke ind i nogen af dem. Ganske vist gjorde hun det heller ikke nemt for dem. Hun ved af erfaring, at sej og utilnærmelig er at foretrække for patetisk og sårbar, og hun bærer sit goth‑image som en beskyttende rustning. Jack var den eneste, der forsøgte at trænge igennem til hende.

Det var midt i oktober i samfundsfag. Da de skulle finde sam‑men i grupper til et projekt, blev Molly som sædvanlig tilovers. Jack spurgte, om hun ikke ville være sammen med ham og hans makker, Jody, der bestemt ikke virkede begejstret. I hele timen var Molly på vagt. Hvorfor var han så venlig? Hvad ville han hende? Var han en af dem, der morede sig med at mobbe den sære pige? Uanset hvad hans motiv var, ville han ikke komme langt med hende. Hun stod med korslagte arme, optrukne skuldre og det mørke stive hår ned i øjnene. Hun trak på skuldrene og gryntede, når Jack spurgte hende om noget, selv om hun fulgte godt med og gjorde sin del af arbejdet. “Den pige er helt vildt underlig,” hørte Molly Jody mumle, da de forlod klassen, efter at klokken havde ringet. “Hun er skideuhyg‑gelig.” Da Molly vendte sig om og mødte Jacks blik, overraskede han hende med et smil. “Jeg synes, hun er super,” sagde han uden


13

at slippe Molly med øjnene. For første gang siden hun begyndte i skolen, kunne hun ikke lade være, men gengældte smilet.

I de følgende måneder opsnappede Molly småstumper af Jacks historie. Hans far var migrantarbejder fra Den Dominikanske Republik og mødte hans mor, mens hun plukkede blåbær i Cher‑ryfield, gjorde hende gravid og tog tilbage til østaten, hvor han slog pjalterne sammen med en lokal pige og glemte Jacks mor. Jacks mor, der aldrig blev gift, arbejder for en rig gammel dame i et stort hus ved kysten. Hvis det var rigtigt, skulle Jack også være blandt de socialt udstødte, men det er han ikke. Et par vigtige ting taler til hans fordel: Han er lynhurtig på fodboldbanen, har et strålende smil, store brune dådyrøjne og uforskammet lange øjenvipper. Og selv om han nægter at tage sig selv alvorligt, er Molly sikker på, at han er meget klogere, end han vil indrømme, måske tilmed klogere, end han selv ved af.

Molly er totalt ligeglad med Jacks præstationer på fodboldba‑nen, men klogskab respekterer hun. (Dådyrøjnene er et yderligere plus). Hendes egen videbegærlighed er en af de ting, der har forhindret hende i at køre helt af sporet. Ved at være goth er hun fri for alle konventionelle forventninger, og hun har konstateret, at det giver hende frihed til samtidig at være underlig på flere punkter. Hun læser hele tiden – på gangene, i cafeteriaet – for det meste romaner med usikre, ængstelige hovedpersoner: Jomfruselvmorderne, Griberen i Rugen, Glasklokken. Hun skriver ord ned i en notesbog, fordi hun godt kan lide lyden af dem: Xantippe, frygtsomhed, talisman, enkedronning, enerverende, spytslikker …

Som ny kunne Molly godt lide den distance, hendes image gav hende, hun holdt af den skepsis og mistro, hun kunne læse i de andre elevers øjne. Men selv om hun nødig vil indrømme det, er


14

dette image i den senere tid begyndt at virke begrænsende. Det tager hundrede år hver morgen at komme til at se rigtig ud, og ritualerne, der tidligere var betydningsfulde – at farve håret kulsort med violette eller hvide striber, tegne sorte streger om øjnene, komme foundation på, som er flere nuancer lysere end hendes egen hud, at presse sig ned i forskellige ubekvemme klædningsstykker – gør hende nu utålmodig. Hun føler sig som en cirkusklovn, der en skønne morgen vågner op og pludselig ikke mere vil tage den røde gumminæse på. De færreste mennesker behøver at gøre sig så store anstrengelser for at fortsætte i rollen. Hvorfor skal hun så? Hun forestiller sig, at hun det næste sted, hun flytter hen – der er nemlig altid et næste sted, en ny plejefamilie, en ny skole – vil begynde forfra med et nyt image, der er nemmere at opretholde. Grunge? Sexkilling?

Sandsynligheden for, at det snarere sker i dag end i morgen, vokser for hvert minut. Dina har længe gerne villet slippe af med Molly, og nu har hun et gyldigt påskud. Ralph har sat sin trovær‑dighed på spil for Mollys opførsel. Han gjorde sig stor umage for at overbevise Dina om, at der bag det kulsorte hår og makeuppen gemte sig et uskyldigt barn. Og nu er det i hvert fald sket med Ralphs troværdighed.

Molly lægger sig på knæ foran sengen og løfter det hulmøn‑strede sengetæppe. Hun trækker to kulørte sportstasker frem, dem, Ralph købte til hende på udsalg hos L.L. Bean Outlet i Ellsworth (den røde med Braden‑monogrammet og den orangefarvede med hawaiiblomsterne, der står Ashley på – om taskerne var på udsalg på grund af farve, stil eller bare de idiotiske hvide påskrifter, ved Molly ikke). Da hun åbner den øverste kommodeskuffe, hører hun en rytmisk trommen under sengetæppet, der går over i en


15

klaprende version af Daddy Yankees ‘Impacto’. “Så du altid ved, det er mig, og tager den forbandede telefon,” sagde Jack, da han købte ringetonen til hende.

“Hola mi amigo,” siger hun, da hun endelig finder den.“Hej, hvad så, chica?”“Åh, du ved. Dina er ikke særlig vild med mig lige i øjeblikket.”“Okay?”“Ja. Det er temmelig slemt.”“Hvor slemt?”“Tja, jeg tror, jeg ryger ud.” Hun får en klump i halsen, og det

undrer hende, i betragtning af hvor mange gange hun har stået i samme situation.

“Nej, det tror jeg ikke,” siger han.“Den er god nok,” siger hun og smider en håndfuld sokker

og undertøj i Braden‑tasken. “Jeg kan høre dem tale om det inde ved siden af.”

“Jamen, du skal jo aftjene de der timers samfundstjeneste.”“Det bliver ikke til noget.” Hun tager halskæden med vedhæng,

der ligger i en sammenfiltret klump på kommoden, og gnider guldkæden mellem fingrene i et forsøg på at få løsnet knuden. “Dina siger, ingen vil tage mig. Jeg er upålidelig.” Knuden løsner sig under hendes tommelfinger, og hun trækker de to ender fra hinanden. “Det er okay. Jeg har hørt, ungdomsfængsel ikke er så slemt. Det er jo også kun et par måneder.”

“Jamen – du stjal jo ikke den bog.”Hun klemmer mobiltelefonen fast mellem øret og skulderen,

tager halskæden på, fumler med låsen og ser sig i spejlet over kommoden. Sort øjenmakeup er tværet ud under øjnene, så hun ligner en rugbyspiller.


16

“Gjorde du vel, Molly?”Sagen er – hun har faktisk stjålet den. Eller i det mindste prø‑

vet på det. Det er hendes yndlingsroman, Jane Eyre, og hun ville eje den, den skulle være hendes ejendom. Sherman’s Bookstore i Bar Harbor havde den ikke hjemme, og hun var for genert til at bede boghandleren om at skaffe den. Dina ville ikke låne hende sit kreditkortnummer, så hun kunne købe den online. Hun havde aldrig ønsket sig noget så brændende. (Okay … ikke i lang tid i hvert fald). Og sådan var hun endt på biblioteket, på knæ i den smalle gang mellem reolerne foran hylden med tre eksemplarer af romanen, to paperbacks og én hardcover. Hun havde allerede lånt hardcoverudgaven to gange, var gået hen til skranken og havde lånt den på sit kort. Hun tog alle tre bøger ned fra hylden og vejede dem i hånden. Hun stillede hardcoverudgaven tilbage ved siden af Da Vinci Mysteriet. Den nyeste paperback stillede hun også tilbage på hylden.

Det eksemplar af bogen, hun stak ind under linningen på sine jeans, var gammelt og slidt, siderne var gulnede, og der var under‑stregninger med blyant. Den billige indbinding havde løsnet sig fra indmaden, fordi limen var tørret ind. Hvis de havde sat den til salg ved bibliotekets årlige udsalg, havde den højst indbragt ti cents. Molly regnede ikke med, at nogen ville savne den. Der var jo to andre, nyere eksemplarer. Men biblioteket havde for nylig indført magnetstriber som tyverisikring, og for et par måneder siden havde fire frivillige – ældre damer, der gik lidenskabeligt op i alt, hvad der vedrørte Spruce Harbor Library – tilbragt adskillige uger med at anbringe sådan nogle striber på indersiden af bindet på alle elleve tusind bøger. Så da Molly den dag forlod biblioteket og gik ud gennem døren, som hun ikke engang vidste, var udstyret


17

med tyverialarm, lød der en høj, gennemtrængende bippen, og lederen af biblioteket, Susan LeBlanc, kom farende som skudt ud af en kanon.

Molly tilstod straks – det vil sige, først forsøgte hun at sige, at hun bare ville låne bogen. Men det troede Susan LeBlanc ikke på. “Hvad regner du mig for? Tror du, jeg er idiot?” sagde hun. “Jeg holdt øje med dig. Jeg var sikker på, du var ude på noget.” Bare så ærgerligt, at hendes formodning havde været korrekt! Tænk, hvis hun for en enkelt gangs skyld var blevet positivt overrasket!

“Åh, shit. Gjorde du virkelig?” Jack sukker.Molly kigger sig i spejlet og stryger med fingeren over vedhæn‑

gene på halskæden. Hun går ikke så ofte med den mere, men hver gang der sker noget, og hun ved, at hun snart skal rykke videre, tager hun den på. Hun købte kæden i en discountbutik, Marden’s, i Ellsworth og trak de tre vedhæng – en blågrøn emaljefisk, en ravn af tin og en ganske lille brun bjørn – på kæden. Hun fik dem af sin far til sin otteårs fødselsdag. Han blev dræbt ved en bilulykke få uger senere, da han kom susende alene på den isglatte Interstate‑95, hvorefter hendes mor, der kun var treogtyve, indledte en nedtur, som hun aldrig fik vendt. Næste års fødselsdag blev fejret hos en ny familie, og hendes mor sad i fængsel. Vedhængene er alt, hvad hun har tilbage fra det liv, hun havde engang.

Jack er en flink fyr. Men hun har været forberedt på det her. Som alle andre – socialpædagoger, lærere, plejeforældre – vil han også en dag få nok, føle sig taget ved næsen og indse, at Molly ikke er besværet værd. Selv om hun gerne vil holde af ham, selv om hun er god til at bilde ham ind, at hun gør det, har hun aldrig rigtig givet sig selv lov. Ikke fordi hun direkte foregiver det, men noget i hende holder altid igen. Hun har lært, at hun kan kontrollere


18

sine følelser ved at tænke på sin brystkasse som en enorm kasse med kædelås. Hun åbner kassen og stopper alle de omflakkende, uregerlige følelser, ethvert uberegneligt tilløb til tristhed eller anger derind og smækker låsen i.

Ralph har også prøvet at se det gode i hende. Sådan er han skabt, han ser det tilmed, når det ikke er der. Og selv om Molly på den ene side er taknemmelig for hans tiltro til hende, stoler hun ikke helt på ham. Det er næsten bedre med Dina, der ikke prøver at skjule sin mistænksomhed. Det er enklere at gå ud fra, at folk har én i kikkerten, end at blive skuffet, når de dropper én.

“Jane Eyre?” siger Jack.“Betyder det noget?”“Jeg kunne have købt den til dig.”“Okay. Nå men …” Selv nu, da hun har alle de problemer og

sandsynligvis bliver sendt væk, ved hun, at hun aldrig ville have bedt Jack om at købe bogen. Hvis der er noget, hun hader mest ved at være i pleje, så er det afhængigheden af mennesker, hun knap kender, faren for at blive såret af deres luner. Hun har lært ikke at vente noget af nogen. Hendes fødselsdage bliver ofte glemt, i ferierne er hun den sidste, man tænker på. Hun må nøjes med, hvad hun får, og det, hun får, er sjældent, hvad hun har bedt om.

“Du er så fucking stædig!” siger Jack, som om han har læst hendes tanker. “Se selv det lort, du nu er havnet i!”

Det banker på Mollys dør. Hun holder telefonen ind til brystet og ser dørhåndtaget dreje sig. Det er en anden ting – ingen lås, intet privatliv.

Dina stikker hovedet ind. Hendes lyserøde malede læber er knebet sammen til en smal streg. “Vi må tale sammen.”

“Okay. Lad mig lige blive færdig her.”


19

“Hvem taler du med?”Molly tøver. Er hun nødt til at svare? Åh, hvad fanden. “Jack.”Dina skuler vredt. “Skynd dig. Vi har ikke hele aftenen.”“Jeg kommer om et øjeblik.” Molly stirrer udtryksløst på Dina,

til hendes hoved forsvinder bag dørkarmen. Så holder hun telefo‑nen for øret igen. “Skal ind og skydes om lidt.”

“Nej, nej, hør lige her,” siger Jack. “Jeg har en idé. Det er lidt … sindssygt.”

“En idé?” svarer hun gnavent. “Jeg må gå nu.”“Jeg talte med min mor …”“Seriøst, Jack? Sagde du det til hende? Hun hader mig allerede.”“Hør nu, hvad jeg siger. For det første hader hun dig ikke. For

det andet talte hun med den dame, hun arbejder for, og det ser ud til, at du kan aftjene din samfundstjeneste hos hende.”

“Hvad?”“Præcis.”“Jamen – hvordan det?”“Okay, du ved, min mor er verdens værste husholderske.”Molly elsker den måde, han siger det på – sagligt, ikke fordøm‑

mende, som om han konstaterede, at hans mor er venstrehåndet.“Damen vil have ryddet op på sit loft – gamle papirer og kas‑

ser og alt det gamle lort. Det er et sandt mareridt for min mor. Så fik jeg den idé, at du kunne gøre det. Jeg tør vædde på, du nemt kunne få bugt med de halvtreds timer der.”

“Lige et øjeblik – du vil have mig til at rydde den gamle dames loft?”

“Jeps. Det er lige dig, ikke? Come on, jeg ved, hvor nørdet du er. Prøv ikke på at nægte det. Alting står på række og geled. Alle dine papirer sidder i mapper. Og står dine bøger ikke i alfabetisk orden?”


20

“Har du lagt mærke til det?”“Jeg kender dig bedre, end du tror.”Hvor sært det end lyder, må Molly indrømme, at hun godt kan

lide at holde orden. Hun er faktisk lidt af en ordensfreak. Når man flytter så meget rundt, som hun har gjort, har hun lært at passe på sine få ejendele. Men hun ved nu ikke rigtig, hvad hun skal mene om Jacks idé. Alene i dagevis på et støvet loft for at sortere en eller anden dames gamle bras?

Men alligevel – når hun tænker på alternativet …“Hun vil gerne møde dig,” siger Jack.“Hvem?”“Vivian Daly. Den gamle dame. Hun vil gerne have, du kom‑

mer til en …”“Til en samtale? Du mener, jeg skal komme til jobsamtale?”“Det er bare en del af aftalen,” siger han. “Er du frisk?”“Har jeg noget valg?”“Selvfølgelig. Du kan også gå i fængsel.”“Molly?” bjæffer Dina og banker på døren. “Kom herud med

det samme!”“Okay!” råber hun. “Okay,” siger hun også til Jack.“Okay hvad?”“Jeg gør det. Jeg skal nok mødes med hende. Til en jobsamtale.”“Fedt,” siger han. “For resten – du skulle måske tage en nederdel

på eller noget, bare – du ved nok. Og måske fjerne et par af dine ørenringe.”

“Hvad med næseringen?”“Jeg elsker din næsering,” siger han. “Men …”“Forstået.”“Bare til det første møde.”


“Det er okay. Og – tak.”“Det er ren egoisme,” svarer han. “Jeg vil gerne beholde dig

her lidt længere.”Da Molly åbner døren og ser Dina og Ralphs anspændte og

bekymrede ansigter, smiler hun. “I skal ikke være bekymrede. Jeg har fundet et sted, hvor jeg kan klare min samfundstjeneste.” Dina sender Ralph et blik, et udtryk, Molly genkender efter mange års erfaring med plejeforældre. “Men jeg kan godt forstå, hvis I vil af med mig. Jeg skal nok finde noget andet.”

“Vi vil ikke af med dig,” siger Ralph, samtidig med at Dina erklærer: “Vi må tale om det.” De glor på hinanden.

“Whatever,” siger Molly. “Hvis det ikke fungerer, er det okay.”Og lige i det øjeblik er det virkelig okay takket være den selv‑

sikkerhed, Jack har givet hende. Hvis det ikke fungerer, så fun‑gerer det bare ikke. Molly har for længst lært, at en stor del af de hjertesorger og det forræderi, som andre mennesker frygter hele livet, har hun allerede oplevet. Far død. Mor gået fra forstanden. Sendt frem og tilbage og afvist gang på gang. Alligevel trækker hun stadig vejret og sover og vokser. Hun vågner hver morgen og tager tøj på. Når hun siger, at det er okay, mener hun, at hun ved, hun kan overleve næsten hvad som helst. Og lige nu, for første gang så længe hun kan huske, har hun en, der passer på hende. (Hvad er for resten hans problem?)


22

SPRUCE HARBOR, MAINE, 2011

Molly tager en dyb indånding. Huset er større, end hun har fore‑stillet sig – en victoriansk hvid kolos med krummelurer og sorte skodder. Gennem forruden kan hun se, at det er meget velholdt – ingen tegn på afskalning eller andet forfald. Det må være blevet malet for nylig. Den gamle dame har sikkert folk ansat, som ar‑bejder på det hele tiden, en hel hær af arbejdsbier.

Det er en varm aprilmorgen. Jorden er smattet af smeltet sne og regn, men det er en af de sjældne milde dage, der får én til at tænke på sommer. Himlen er strålende blå med store lammeskyer. Krokus står udsprungne i små klynger alle vegne.

“Okay,” siger Jack. “Sagen er, at hun er en flink dame, men en smule stiv i det. Du ved – ikke nogen humørbombe.” Han parke‑rer bilen og giver Mollys skulder et klem. “Du skal bare nikke og smile, så skal det nok gå.”

“Hvor gammel er hun egentlig?” mumler Molly. Hun er sur på sig selv, fordi hun er nervøs. Slap dog af! Det er jo bare en gam‑mel kælling med samlermani, som skal have hjælp til at blive af med sit gamle lort. Hun håber bare, det ikke er lige så ulækkert og klamt som den slags huse, man ser på tv.

“Det ved jeg ikke – gammel. Du ser for resten sød ud,” tilføjer Jack.Molly skuler til ham. Hun har en lyserød Lands’ End‑bluse


23

på, som Dina har lånt hende til lejligheden. “Jeg kan næsten ikke genkende dig,” sagde Dina tørt, da Molly kom ud fra sit værelse. “Du er så … ladylike.”

På Jacks opfordring har hun taget sin næsering ud og har kun to ørestikker i hvert øre. Hun har brugt mere tid end ellers på sin makeup, brugt en foundation, der gør hende knap så bleg, og holdt lidt igen med det sorte omkring øjnene. Hun har tilmed købt en lyserød læbestift – Maybelline Wet Shine Lip Color i ‘Mauvelous’, et latterligt navn. Hun har taget de mange billige ringe af og har taget halskæden med hendes fars vedhæng på i stedet for det sæd‑vanlige klodsede udvalg af sølvkrucifikser og dødningehoveder. Hendes hår er stadig sort med den hvide stribe på begge sider af ansigtet, og hendes negle er også sorte – men man kan tydeligt se, at hun har gjort sig umage for at ligne “et normalt menneske”, som Dina bemærkede.

Efter Jacks ‘Red Molly’‑aktion gik Dina modvilligt med til at give hende en chance mere. “Gøre rent på en gammel dames loft?” prustede hun hånligt. “God fornøjelse. Jeg giver det en uge.”

Molly ventede ganske vist ikke noget stort tillidsvotum fra Dina, men hun har selv sine tvivl. Skal hun virkelig ofre halvtreds timer af sit liv for en vranten gammel enke på et trækfyldt loft med at gennemgå kasser, der vrimler med møl og støvmider og gud ved hvad ellers? I ungdomsfængslet ville hun have brugt tiden på grup‑peterapi (altid interessant) og med at se The View i tv (heller ikke kedeligt). Hun ville kunne hænge ud med de andre piger. Nu har hun kun Dina derhjemme og den gamle dame her til at overvåge hvert et skridt, hun tager.

Molly ser på sit ur. De er kommet fem minutter for tidligt tak‑ket være Jack, der havde så travlt med at få hende ud ad døren.


24

“Husk: øjenkontakt,” siger han. “Og så skal du smile.”“Ja, ja, mor.”“Ved du, hvad dit problem er?”“At min kæreste opfører sig som min mor?”“Nej. Dit problem er, at du åbenbart ikke ved, at det her er

knald eller fald.”“Knald? Hvad for et knald?” Hun ser sig om.“Hør lige her.” Han gnider sig på hagen. “Min mor fortalte ikke

Vivian noget om ungdomsfængsel og alt det. Den gamle dame tror, det er et almennyttigt projekt for skolen.”

“Hun ved altså ikke noget om min kriminelle fortid? Idiot.”“Ay diablo,” siger han, åbner bildøren og står ud.“Kommer du med ind?”Han smækker døren, går bag om bilen og åbner bildøren for

hende. “Nej. Jeg følger dig kun hen til fortrappen.”“Sikke en gentleman.” Hun smutter ud. “Eller er du bange for,

jeg skal stikke af?”“Helt ærligt, begge dele,” siger han.

Da Molly står foran den store dør i massiv valnøddetræ og med en enorm dørhammer af messing, tøver hun. Hun vender sig om en gang til mod Jack, som allerede sidder i bilen igen med høre‑telefoner på og blader i en bog. Hun ved, det er en slidt samling noveller af Junot Díaz, som altid ligger i handskerummet. Hun retter ryggen, stryger håret om bag ørerne, retter på blusens krave (hvornår har hun sidst har haft tøj med krave på? Et hundehalsbånd tæller nok ikke med) og griber om dørhammeren. Intet sker. Hun banker igen, lidt højere. Så får hun øje på dørklokken til venstre for døren og trykker på den. Den ringer højlydt inde i huset, og


25

få sekunder efter åbner Jacks mor, Terry, døren med et bekymret udtryk i ansigtet. Det er altid en overraskelse at se Jacks store brune øjne i hans mors brede ansigt med de bløde træk.

Selv om Jack har forsikret Molly, at hans mor er på deres parti – “Du aner ikke, hvor længe det forbandede loftsprojekt har hængt over hovedet på hende” – ved Molly, at det i virkeligheden er mere kompliceret. Terry elsker sin eneste søn over alt og vil gøre stort set hvad som helst for at glæde ham. Uanset hvor gerne Jack vil tro, at Terry er helt indforstået med hans plan, så ved Molly, at han har lavet et bagholdsangreb på sin mor.

Terry åbner døren og ser op og ned ad Molly. “Du ser pæn ud.”“Tak, skal jeg vel sige,” mumler Molly. Hun ved ikke, om Terry

er i uniform, eller om hendes tøj bare er så kedeligt, at det ligner: lange sorte bukser, klodsede sorte sko med gummisåler og en konet ferskenfarvet T‑shirt.

Molly går efter hende hen ad en lang gang med guldind‑rammede oliemalerier og raderinger. En tyk orientalsk løber på gulvet dæmper deres skridt. For enden af gangen er der en lukket dør.

Terry lægger øret til døren og lytter et øjeblik, så banker hun forsigtigt. “Vivian?” Hun åbner døren på klem. “Pigen er her. Molly Ayer. Ja, okay.”

Hun åbner døren helt, og de træder ind i en stor, lys opholds‑stue med udsigt over vandet. Reoler dækker alle væggene, og der er antikke møbler overalt. En gammel dame i en sort højhalset kashmirsweater sidder ved karnapvinduet i en falmet rød øre‑klapstol med de årede hænder foldet i skødet og et skotskternet uldtæppe over knæene.

“Det er mrs. Daly, Molly,” siger Terry, da de står foran hende.


26

“Goddag,” siger Molly og rækker høfligt hånden frem, som hendes far har lært hende.

“Goddag.” Den gamle dames hånd er tør og kølig. Hun er en livlig, spinkel kvinde med en smal næse og gennemborende nøddebrune øjne, så klare og skarpe som en fugls. Hendes hud er tynd, nærmest gennemsigtig, og hendes bølgede sølvgrå hår er samlet i en knude i nakken. Lette fregner – eller er det aldersplet‑ter? – er drysset ud over ansigtet. Årerne på hendes hænder og håndled ligner et topografisk kort, og hun har masser af ganske fine rynker omkring øjnene. Hun minder Molly om nonnerne i den katolske skole i Augusta, hun en kort overgang gik i (en kort mellemstation hos en uegnet plejefamilie). De virkede ældgamle i nogle retninger og i andre unaturligt unge. Ligesom nonnerne har denne kvinde også en lettere bydende mine, som om hun er vant til at få sin vilje. Hvorfor skulle hun ikke også det? tænker Molly. Hun er vant til at få sin vilje.

“Okay. Jeg er ude i køkkenet, hvis der er brug for mig,” siger Terry og forsvinder ud ad en anden dør.

Den gamle dame bøjer sig frem mod Molly og rynker panden let. “Hvordan i alverden har du fået det til at se sådan ud? Med striben,” siger hun og stryger over sine egne tindinger.

“Øh …” Det kommer bag på Molly. Det spørgsmål har ingen no‑gen sinde stillet hende. “Det er en kombination af at blege og farve.”

“Hvordan har du lært at gøre det?”“Jeg så en video på YouTube.”“YouTube?”“På nettet.”“Nåh.” Hun løfter hovedet. “Computeren. Jeg er for gammel til

at begynde på den slags særheder.”


27

“Jeg synes ikke, man kan kalde det en særhed, når det har æn‑dret vores måde at leve på,” siger Molly og smiler brødebetynget. Nu har hun allerede rodet sig ud i en meningsudveksling med sin potentielle arbejdsgiver.

“Ikke den måde, jeg lever på,” siger den gamle dame. “Det må være ret tidsrøvende.”

“Hvad?”“At gøre det ved håret.”“Åh, det er ikke så slemt. Jeg har gjort det længe efterhånden.”“Hvad er din naturlige hårfarve, hvis jeg må spørge?”“Det må De gerne. Det er mørkebrun.”“Jeg er rødhåret fra naturens hånd.” Det varer et øjeblik, før det

går op for Molly, at hun spøger med, at hun er gråhåret.“Jeg kan godt lide det, De har gjort ved håret,” svarer hun. “Det

klæder Dem.”Den gamle dame nikker anerkendende og læner sig tilbage i

stolen. Molly slapper lidt af i skuldrene. “Undskyld min uhøflig‑hed, men i min alder hjælper det ikke at pakke tingene ind i vat. Dit ydre virker ret stiliseret. Er du en af disse her – hvad hedder de nu: gotisker?”

Molly smiler uvilkårligt. “Det kan man godt sige.”“Du har lånt blusen, ikke?”“Øh …”“Det havde du ikke behøvet. Den klæder dig ikke.” Hun gør

tegn til Molly om at sætte sig over for hende. “Du må gerne sige Vivian til mig. Jeg har aldrig brudt mig om at blive kaldt mrs. Daly. Min mand er død, forstår du.”

“Det er jeg ked af.”“Det skal du ikke være. Han døde for otte år siden. Jeg er trods


28

alt enoghalvfems år gammel. Ikke mange af de mennesker, jeg kendte engang, lever længere.”

Molly ved ikke rigtig, hvad hun skal svare – er det ikke høfligt at sige til folk, de ikke ser nær så gamle ud, som de er? Hun ville ikke have gættet på, at damen her var enoghalvfems, men hun har heller ikke ret meget at sammenligne med. Hendes fars forældre døde, mens han var lille, og hendes mors forældre var ikke gift, så hun har aldrig kendt sin morfar. Hun har kun kendt sin mormor, og hun døde af kræft, da Molly var tre.

“Terry har fortalt mig, at du bor hos en plejefamilie,” siger Vivian. “Er du forældreløs?”

“Min mor lever, men – ja, jeg betragter mig som forældreløs.”“Men egentlig er du det ikke?”“Når man ikke har forældre, der tager sig af en, kan man kalde

sig, hvad man vil, synes jeg.”Vivian ser længe på hende, som om hun overvejer tanken. “Det

kan du have ret i,” siger hun. “Så fortæl mig om dig selv.”Molly har boet i Maine hele sit liv. Hun har aldrig så meget som

krydset statens grænser. Hun husker småstumper af sin barndom på Indian Island, før hun kom i familiepleje: den grå camping‑vogn, hun boede i med sine forældre, kulturcentret med de mange pickupper, der holdt parkeret rundt om, Sockalexis Bingo Palace og St. Anne’s Church. Hun husker en indiansk dukke af majs‑blade med sort hår og en traditionel indianerdragt, som sad på hylden i hendes værelse – selv om hun foretrak de Barbie‑dukker, der blev doneret af velgørende organisationer og bortloddet ved juletid i borgercentret. Det var selvfølgelig aldrig de mest popu‑lære – aldrig Cinderella eller Beauty Queen Barbie, men i stedet sjældenhederne, der kun var én af, og som samlere kunne finde


29

på loppemarkeder: Hot Rod Barbie, Jungle Barbie. Men det var lige meget. Uanset hvor mærkværdig Barbies outfit var, så var hun altid den samme: de mærkeligt formede fødder, som kunne smutte i et par stiletter, den kæmpestore barm og ribbensløse overkrop, opstoppernæsen og det blanke plastichår …

Men det er ikke det, Vivian vil høre om. Hvor skal hun begynde? Hvor meget skal hun røbe? Og heri ligger problemet. Det er ingen lykkelig historie, og Molly har lært af erfaring, at folk enten viger tilbage, tror, det er løgn, eller, værre endnu, ynker hende. Hun har derfor lært at fortælle en forkortet udgave. “Jo,” siger hun. “På min fars side er jeg en penobscot‑indianer. Da jeg var lille, boede vi i et reservat i nærheden af Old Town.”

“Aha. Derfor det sorte hår og krigsmalingen.”Molly bliver forfærdet. Hun har aldrig set en sammenhæng –

er det virkelig derfor?En eller anden gang i ottende klasse, der var et særlig hårdt

skoleår – rasende, råbende plejeforældre, jaloux plejesøskende, en flok ondskabsfulde piger i skolen – fik hun fat på en æske timi‑nutters hårfarve fra L’Oréal og en kulsort Cover Girl‑eyeliner og forvandlede sig selv i familiens badeværelse. En veninde, der havde job hos Claire’s i butikscentret, lavede piercingerne den følgende weekend – en række huller i hvert øre helt op gennem brusken, en stikker i næsen og en ring gennem øjenbrynet (den holdt nu ikke, men blev snart betændt og måtte fjernes. Arret ligner et spindelvæv). Piercingerne var dråben, der fik hende smidt ud af plejefamilien. Missionen fuldført.

Molly fortsætter sin historie – hvordan hendes far døde, og hendes mor ikke kunne tage sig af hende, og hvordan hun endte hos Ralph og Dina.


“Terry har fortalt, at du deltager i et samfundsprojekt og fik den glimrende idé, at du skulle hjælpe mig med at rydde op på loftet,” siger Vivian. “Det kunne se ud, som du har trukket det korteste strå, men hvad ved jeg om det?”

“Jeg er en slags ordensfreak, tro det eller lad være. Jeg elsker at bringe orden i ting.”

“Så er du endnu mærkeligere, end du ser ud til.” Vivian læner sig tilbage og folder hænderne. “Nu skal jeg sige dig noget. Ifølge din definition blev jeg også forældreløs i næsten præcis samme alder. Det har vi altså til fælles.”

Molly ved ikke, hvad hun skal svare. Vil Vivian have, at hun skal spørge ind til det, eller er det bare en konstatering? Det er svært at vide. “Dine forældre …” spørger hun endelig forsigtigt, “tog de sig ikke af dig?”

“De prøvede. Men så udbrød der brand …” Vivian trækker på skuldrene. “Det er alt sammen så længe siden, jeg husker det knap nok. Nå – hvornår vil du begynde?”


31

NEW YORK CITY, 1929

Maisie mærkede det først. Hun græd og græd. Da hun var en måned gammel, blev vores mor syg, og derefter sov Maisie hos mig i min smalle barneseng i det lille vinduesløse rum, vi delte med vores brødre. Det var så mørkt, at jeg, for jeg ved ikke hvilken gang, tænkte på, om det føltes sådan at være blind – indhyllet i dette tomrum. Jeg havde svært ved at skelne, eller måske kunne jeg kun fornemme omridset af drengene, der lå og spjættede uroligt, men dog sov. Dominick og James, de seksårige tvillinger, der for varmens skyld lå tæt sammenkrøbne på en madras på gulvet.

Jeg sad i min seng med ryggen mod væggen og holdt Maisie, som mor havde vist mig, med hovedet på min skulder. Jeg prø‑vede alt, hvad jeg kunne finde på for at trøste hende, alt, hvad der plejede at hjælpe: Jeg strøg hende over ryggen, lod to fingre glide ned over hendes næse, nynnede fars yndlingssang, ‘My Singing Bird’, dæmpet i øret på hende: I have heard the blackbird pipe his note. The thrush and the linnet too / But there’s none of them can sing so sweet, my singing bird, as you. Men hun skreg kun højere og krummede sig sammen som i kramper.

Maisie var halvandet år gammel, men vejede ikke mere end et bundt klude. Kun et par uger efter hendes fødsel fik mor feber og kunne ikke amme hende, så vi klarede os med varmt, sødet


32

vand, langtidskogte valsede havregryn og mælk, når vi havde råd. Vi var alle sammen tynde. Der var mangel på mad. Der kunne gå flere dage, hvor vi ikke fik andet end gummiagtige kartofler i tynd suppe. Selv når mor var rask, var hun ingen ørn til at lave mad, og somme tider gad hun slet ikke prøve. Indtil jeg lærte at lave mad, skete det mere end én gang, at vi spiste rå kartofler direkte fra spanden.

Det var to år siden, vi havde forladt vores hjem på Irlands vestkyst. Dér var livet også hårdt. Vores far fik og mistede det ene job efter det andet, men tjente aldrig nok til at forsørge os. Vi boede i et lille uopvarmet stenhus i en lille landsby, der hed Kinvara, i County Galway. Mange mennesker fra egnen flygtede til Amerika. Vi hørte historier om appelsiner på størrelse med ba‑gekartofler, solen, der skinnede fra en skyfri himmel på bølgende, frodige kornmarker, rene, tørre bjælkehuse med indlagt vand og elektricitet. Og en overflod af job. Som for at gøre os en sidste vennetjeneste – eller måske for at slippe af med den konstante, irriterende bekymring – skrabede fars forældre og søstre penge nok sammen til, at familien på fem kunne sejle til Amerika, og en varm forårsdag gik vi om bord på Agnes Pauline med kurs mod Ellis Island. Den eneste forbindelse, vi havde til vores fremtid, var et navn kradset ned på et stykke papir, som min far stoppede i brystlommen, da vi gik om bord. Det var navnet på en mand, der var udvandret til New York ti år forinden, og som nu ifølge hans familie i Kinvara ejede en restaurant i New York City.

Selv om vi havde tilbragt hele vores barndom i en landsby ved vandet, havde ingen af os nogen sinde været om bord på en båd, for slet ikke at tale om et skib midt ude på havet. Alle på nær min bror Dom, der var stærk som en okse, var søsyge det meste


33

af vejen. Det var værst for mor, som undervejs opdagede, at hun var gravid igen, og stort set ikke kunne holde mad i sig. Men jeg følte trods alt optimisme, når jeg forlod vores lille, mørke kahyt på mellemdækket og fra det underste dæk kiggede ud på vandet, der skummede om kølen på Agnes Pauline. Selvfølgelig ville vi finde et sted at være i Amerika, tænkte jeg.

Den morgen, vi ankom til New Yorks havn, var det så tåget og overskyet, at mine brødre og jeg, der stod ved rælingen og spejdede ud i støvregnen, havde svært ved at skelne det spøgel‑sesagtige omrids af Frihedsgudinden et kort stykke fra kajen. Vi blev gennet ind på lange rækker for at blive kontrolleret, udspurgt, få vores stempler og derpå sluppet løs blandt hundredvis af andre immigranter, der talte sprog, der i mine ører lød som brægen og brølen fra dyr på en bondegård.

Jeg kunne ikke se nogen bølgende kornmarker eller kæmpe‑appelsiner. Vi tog færgen over til Manhattan og gik til fods gennem gaderne, mor og jeg vaklende under vægten af vores ejendele, mens tvillingerne højlydt krævede, at vi skulle holde dem i hånden. Far havde en kuffert under hver arm, et bykort i den ene hånd og den krøllede seddel med Mark Flannery, The Irish Rose, Delancey Street, skrevet med mors ulæselige håndskrift, i den anden. Efter at vi var faret vild flere gange, opgav far kortet og begyndte at spørge folk på gaden om vej. De fleste vendte ryggen til uden at svare, en mand spyttede på fortovet med et hadefuldt udtryk i ansigtet. Men til sidst fandt vi alligevel stedet – en irsk pub, så lurvet som de værste knejper i Galways baggader.

Mor, drengene og jeg blev stående udenfor på fortovet, mens far gik ind. Det var holdt op med at regne, men luften var fugtig, og det dampede fra den våde gade. Vi stod i vores klamme tøj,


34

der var stift af indtørret sved og snavs, og kløede vores sårplagede hoveder (lus var lige så almindelige på skibet som søsyge) og med fødderne fulde af vabler i de nye sko, farmor havde købt til os, før vi rejste, men som mor først havde givet os på, da vi satte foden på amerikansk jord – og undrede os over, hvad vi havde indladt os på. Bortset fra den ynkelige efterligning af en irsk pub havde intet i dette land den mindste lighed med den verden, vi kendte.

Mark Flannery havde fået et brev fra sin søster og ventede os. Han hyrede vores far som opvasker og tog os med hen til et kvarter, hvis lige jeg aldrig havde set – store murstenshuse klos op ad hinanden i smalle gader, der vrimlede med mennesker. Han havde hørt om en lejlighed til leje for ti dollar om måneden, på tredje sal i en femetages ejendom i Elizabeth Street. Han forlod os i døren, og vi fulgte med den polske udlejer, mr. Kaminski, gennem den flisebeklædte opgang. Vi kæmpede os videre op ad trappen i heden og mørket med vores bagage, mens han prækede for os om renlighed, flid og høflighed, dyder, som han åbenbart antog, at vi ikke kendte. “Jeg har ingen problemer med irere, så længe de ikke volder problemer,” erklærede han, så det rungede i opgangen. Jeg kiggede på far og så et udtryk i hans ansigt, som jeg aldrig før havde set, men øjeblikkelig forstod: Den chokerede erkendelse af, at han her på dette fremmede sted ville blive mødt med mistillid, så snart han åbnede munden.

Værten kaldte vores nye hjem en togvognslejlighed: Rummene var indbyrdes forbundne som togvogne. Mine forældres ganske lille soveværelse, med et vindue ud til bagsiden af en anden byg‑ning, lå i den ene ende. Det værelse, jeg delte med drengene og Maisie, var det næste, så kom køkkenet og til sidst opholdsstuen med to vinduer ud mod den travle gade. Mr. Kaminski trak i en


35

kæde, der hang ned fra køkkenloftet, og en elektrisk pære udsendte et svagt lys over et ridset træbord, en lille, plettet vask med en koldtvandshane og et gaskomfur. På gangen uden for lejligheden var der et toilet, vi delte med naboerne – et barnløst tysk ægtepar ved navn Schatzman, fortalte værten. “De er rolige og venter det samme af jer,” sagde han og så strengt på mine brødre, der hop‑pede uroligt frem og tilbage og puffede til hinanden.

Trods værtens misbilligelse, den smeltende varme, de mørke værelser og den kakofoni af fremmede lyde, der var så uvant for mit landlige øre, svulmede håbet i mig igen. Jeg så mig om i vores fire rum, og jeg følte virkelig, at vi stod foran en ny begyndelse og havde lagt de mange prøvelser i Kinvara bag os: modløsheden, der stak dybt i os alle, den ynkelige, alt for lille hytte, vores fars drikfældighed – har jeg nævnt det? – der satte selv den mindste forbedring over styr. Her havde vores far fået løfte om et job. Vi kunne trække i en kæde, hvis vi ville tænde lyset, og der kom vand ud af en hane, når vi drejede på den. Lige uden for døren i en tør gang var der et toilet og et badekar. Beskedent, ja, men en chance for at begynde forfra.

Jeg ved ikke, hvor meget min erindring om den tid er påvirket af den alder, jeg har nu, og hvor meget det er et resultat af min alder dengang – jeg var syv, da vi forlod Kinvara, og ni den nat, da Maisie græd så utrøsteligt, den nat, der ændrede min livsbane endnu mere end den dag, da vi forlod Irland. Toogfirs år efter for‑følger lyden af hendes gråd mig stadig. Havde jeg dog bare været mere opmærksom på, hvorfor hun græd, i stedet for blot at prøve på at berolige hende. Havde jeg dog bare tænkt mere over det.

Jeg var så bange for, at vores tilværelse igen skulle blive ødelagt, at jeg prøvede at ignorere de ting, der skræmte mig mest: vores


fars stadige kærlighed til flasken, som livet i et andet land ikke havde ændret på. Mors dårlige humør og raserianfald og mine forældres uophørlige skænderier. Jeg ville have, at alting skulle være i orden. Jeg trykkede Maisie ind til mig og hviskede i øret på hende – there’s none of them can sing so sweet, my singing bird, as you – for at berolige hende. Da hun omsider holdt op med at græde, blev jeg bare lettet og forstod ikke, at Maisie som en kana‑riefugl i en kulmine advarede os om en fare. Men det var for sent.


37

NEW YORK CITY, 1929

Tre dage efter branden vækker mr. Schatzman mig for at sige, at han og mrs. Schatzman har fundet den perfekte løsning (ja, han siger perfekt, og i det øjeblik forstår jeg betydningen af overdri‑velsens grusomme magt). De vil bringe mig hen til Children’s Aid Society, et sted med venlige voksne mennesker, der sørger for, at alle børn får tag over hovedet og mad nok.

“Jeg er nødt til at blive her,” siger jeg. “Min mor får brug for mig, når hun kommer hjem fra hospitalet.” Jeg ved, at min far og mine brødre er døde. Jeg så dem nede i opgangen, dækket med lagner. Men mor blev bragt bort på en båre, og jeg hørte Maisie klynke og så hende bevæge sig, da en mand i uniform bar hende hen ad gangen.

Han ryster på hovedet. “Hun kommer ikke tilbage.”“Jamen Maisie …”“Din søster, Margaret, klarede det ikke,” siger han og vender

ryggen til.Min mor og far, to brødre og en søster, jeg elsker som mig

selv – jeg savner ord for mit tab. Og selv om jeg fandt ordene til at beskrive, hvad jeg føler, er der ingen, jeg kan tale med om det. Alle, jeg er knyttet til i denne verden – i denne nye verden – er døde eller forsvundet.


38

På brandnatten, den nat, de hentede mig ind til sig, kunne jeg høre mrs. Schatzman inde i deres soveværelse diskutere med sin mand, hvad de skulle stille op med mig. “Jeg har ikke bedt om det her,” hvæsede hun, og jeg hørte ordene så tydeligt, som befandt vi os i samme rum. “Typisk irere! For mange børn på alt for lidt plads. Det eneste, der undrer mig, er, at det ikke sker oftere.”

Mens jeg lyttede til hende gennem væggen, bredte der sig en tomhed i mig. Jeg har ikke bedt om det her. Det var kun få timer siden, min far var kommet hjem fra sit job i baren og havde skif‑tet tøj, som han altid gjorde efter arbejde, og for hvert lag han tog af, bredte der sig en væmmelig lugt. Mor sad og lappede en bunke tøj, som hun tjente lidt penge ved. Dominick skrællede kartofler. James legede i en krog. Jeg sad og tegnede på et stykke papir sammen med Maisie, prøvede at lære hende bogstaverne med hendes varme krop som en varmedunk på skødet og hendes fedtede fingre i mit hår.

Jeg prøver at glemme rædslen over det, der er sket. Eller – måske er glemme et forkert ord. Hvordan kan jeg glemme? Og så allige‑vel – hvordan kan jeg tage så meget som et skridt fremad uden at måtte undertrykke min fortvivlelse? Når jeg lukker øjnene, hører jeg Maisies gråd og mors skrig, jeg lugter den bidende røg, føler heden fra ilden på min hud og sætter mig forfærdet og badet i sved op i min feltseng i Schatzmans stue.

Min mors forældre er døde, hendes brødre har den ene efter den anden meldt sig til militæret i Europa, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal finde dem. Men jeg kommer i tanke om det, og jeg siger til mr. Schatzman, at nogen kunne prøve at komme i kontakt med min farmor og min faster hjemme i Irland, selv om vi ikke har hørt fra dem, siden vi ankom til Amerika. Jeg har aldrig set et


39

brev fra farmor eller set min far skrive. Vores liv i New York var så trøstesløst, og vi klamrede os til det med så usikkert et greb, at jeg tvivler på, min far havde lyst til at berette om det. Jeg husker ikke meget andet end navnet på vores landsby og min fars efter‑navn – skønt det måske ville være tilstrækkeligt.

Men mr. Schatzman rynker panden og ryster på hovedet, og i samme øjeblik går det op for mig, hvor ensom jeg er. Der er ingen voksne på denne side af Atlanten, som har nogen interesse i mig, der er ingen til at følge mig om bord på en båd eller betale for bil‑letten. Jeg er en byrde for samfundet, og ingen har ansvaret for mig.

“Du der – den irske pige. Herover.” En tynd kvinde med hvid hat vinker mig vredt over til sig med en knoklet finger. Hun må vide, jeg er irsk, fra de papirer, som mr. Schatzman udfyldte for mig, da han for adskillige uger siden bragte mig hen til Children’s Aid – eller måske er det min accent, der ikke er til at tage fejl af. “Hmm,” siger hun og kniber munden sammen, da jeg står foran hende. “Rødt hår.”

“Desværre,” siger den tykke kvinde ved siden af hende og sukker. “Og så de fregner. I hendes alder er det i forvejen svært at få dem afsat.”

Den magre slikker på sin tommelfinger og stryger håret væk fra mit ansigt. “Du vil da ikke skræmme dem væk med det samme, vel? Du må sørge for, det er strøget tilbage. Hvis du er ordentlig og velopdragen, så bliver du måske ikke afvist ved første øjekast.”

Hun knapper mine ærmer, og da hun bøjer sig ned for igen at binde snørebåndene på mine sorte sko, stiger en muggen lugt op fra hendes hat. “Det er bydende nødvendigt, at du ser præsentabel ud. Sådan en slags pige, en kvinde gerne vil have i huset. Ren og høflig. Men ikke for …” Hun kaster et blik på den anden.


40

“For hvad?” spørger jeg.“Nogle damer bryder sig ikke om, at en køn pige sover under

deres tag,” siger hun. “Ikke fordi du er så … men alligevel.” Hun peger på min halskæde. “Hvad er det?”

Jeg rører ved den lille keltiske claddagh, et kors af tin, som jeg har gået med, siden jeg fyldte seks, og følger omridset af hjertet i midten med fingeren. “Et irsk kors.”

“Du må ikke have personlige ejendele med i toget.”Mit hjerte hamrer, så jeg tror, hun kan høre det. “Det har været

min farmors.”De to kvinder kigger på korset, og jeg kan se dem tøve og prøve

at beslutte sig for, hvad de skal gøre.“Hun gav mig det i Irland, før vi kom herover. Det er … det er

det eneste, jeg har tilbage.” Det er sandt, men det er også sandt, at jeg siger det for at få dem til at ombestemme sig. Det gør de også.

Vi hører toget, før vi ser det. En dæmpet brummen, det rumler i jorden under os, et dybt, hæst fløjt, først svagt og så højere og højere, efterhånden som toget nærmer sig. Vi strækker hals for at kigge hen ad sporet (selv om en af de hjælpende damer, mrs. Scatcherd, skingert råber: “Bø‑ørn! Tilbage, bø‑ørn!”), og pludselig er det her: Det sorte lokomotiv tårner sig op over os og kaster skygge på perronen, mens det slipper dampen ud som et stort, gispende dyr.

Jeg er sammen med en gruppe på tyve børn i forskellige aldre. Vi er renskurede og iført det tøj, der er doneret til os, pigerne i kjoler med hvide smækforklæder og tykke strømper, drengene i knæbukser, knappet under knæet, hvide skjorter, slips og tykke uldne frakker. Det er en usædvanlig varm efterårsdag, indian


41

summer, som mrs. Scatcherd siger, og vi er ved at smelte af varme på perronen. Mit hår er fugtigt i nakken, forklædet stift og ube‑kvemt. I den ene hånd knuger jeg en lille brun kuffert, der rummer alt, hvad jeg ejer og har i denne verden, og bortset fra korset er alt i den nyt: en Bibel, to sæt tøj, en hat, en sort frakke, der er flere numre for lille, og et par sko. I frakken er mit navn broderet af en frivillig hos Children’s Aid Society: Niamh Power.

Ja, Niamh. Udtales ‘Neev’. Et ganske almindeligt navn i County Galway og ikke så usædvanligt i de irske boligblokke i New York, men absolut uacceptabelt, uanset hvor toget transporterer mig hen. Den dame, der for et par dage siden broderede bogstaverne, rystede på hovedet. “Jeg håber ikke, du hænger for meget ved det navn, unge dame, for jeg kan love dig, at hvis du er så heldig at blive valgt, vil dine nye forældre ændre det med et snuptag.” Min Niamh, kaldte min far mig altid. Men jeg hænger ikke så meget ved det navn. Jeg ved, det er svært at udtale, fremmedartet, grimt for dem, der ikke forstår det – et underligt virvar af umage konsonanter.

Ingen har medlidenhed med mig, fordi jeg har mistet min familie. Vi har alle sammen en sørgelig historie, ellers var vi her ikke. De fleste har den fornemmelse, at det er bedst ikke at tale om det, at glemsel vil bringe den hurtigste lindring. Children’s Aid Society behandler os, som om vi først blev født i det øjeblik, vi ankom, som om vi var insekter, der brød ud af vores kokoner, lagde vores gamle liv bag os og, om Gud vil, snart begynder et nyt.

Mrs. Scatcherd og mr. Curran, en genert mand med brunt overskæg, stiller os op efter højde, største til mindste, hvilket i reglen betyder ældste til yngste, hvor de børn der er over otte, tager babyerne på armen. Mrs. Scatcherd presser en baby i armene på mig, før jeg kan protestere – en skelende mørklødet dreng på


42

fjorten måneder. Han hedder Carmine (jeg formoder, at han snart vil lyde et andet navn). Han klamrer sig til mig som en bange kat‑tekilling. Med min brune kuffert i den ene hånd og Carmine på den anden arm forsøger jeg besværligt at komme op ad de høje trin til toget, før mr. Curran kommer styrtende og tager kufferten fra mig. “Tænk dig dog om, pige,” siger han vredt. “Hvis du falder, slår I hul i hovedet begge to, og vi må efterlade jer her.”

Træsæderne i toget vender alle fremad undtagen to grupper sæder over for hinanden længst fremme, adskilt af en smal gang. Jeg finder en plads med tre sæder til Carmine og mig, og mr. Curran lægger min kuffert op i nettet over mit hoved. Carmine prøver straks at kravle ned fra sædet, og jeg har så travlt med at distrahere ham i at undslippe, at jeg knap nok bemærker de andre børn, der lidt efter lidt fylder vognen.

Mrs. Scatcherd står forrest i togvognen og holder fast i to læderryglæn, så ærmerne på hendes sorte slag ligner vingerne på en krage. “Man kalder det for orphan train, børn, et tog med forældreløse børn, og I er heldige at være kommet med. I lægger nu et ondt sted bag jer, fuldt af uvidenhed, fattigdom og laster til fordel for det ædle liv på landet. Mens I kører med toget, skal I følge et par enkle regler. I skal være hjælpsomme og høre på vore anvisninger. I skal vise respekt for ledsagerne. I må under ingen omstændigheder beskadige togvognen. I skal tilskynde dem, I sidder ved siden af, til at opføre sig passende. Kort sagt, I skal opføre jer, så mr. Curran og jeg kan være stolte af jer.” Hun hæver stemmen, mens vi sætter os til rette. “Når I får lov at forlade toget, skal I holde jer inden for det område, I får anvist. I må på intet tidspunkt fjerne jer. Hvis jeres opførsel bliver problematisk, hvis


43

I ikke overholder disse simple regler for almindelig god opførsel, bliver I sendt direkte tilbage til det sted, hvor I kommer fra, og sat på gaden, hvor I må klare jer selv.”

De mindre børn virker rådvilde over denne præken, men de af os, der er over seks eller syv, har allerede hørt en version af det adskillige gange på børnehjemmet, før vi tog af sted. Ordene preller af på mig som vand på en gås. Jeg tænker mere på, at Carmine er sulten, akkurat ligesom jeg selv er. Vi fik kun et tørt stykke brød og et krus mælk til morgenmad, og det er mange timer siden, det var, før det blev lyst. Carmine klynker og sutter på fingrene, en vane, der åbenbart trøster ham. (Maisie suttede på tommelfingeren). Men jeg er klog nok til ikke at spørge om, hvornår vi får mad. Den kommer, når de voksne er parat til at uddele den, og ingen bønner kan ændre ved det.

Jeg tager Carmine på skødet. Ved morgenmaden, da jeg kom sukker i min te, stak jeg to stykker i lommen. Nu knuser jeg det ene mellem fingrene, slikker på pegefingeren og dypper den i suk‑keret, før jeg stikker den i munden på Carmine. Hans forbløffede ansigtsudtryk, hans begejstring, da han opdager, hvor heldig han er, får mig til at smile. Med sine to små buttede hænder griber han om min hånd og holder fast, mens hans falder i søvn.

Til sidst slumrer jeg også selv ind til den regelmæssige rumlen af de klikkende hjul. Da jeg vågner, og Carmine begynder at røre på sig og gnider øjnene, står mrs. Scatcherd bøjet over mig. Hun er så tæt på, at jeg kan se de små lyserøde årer, der som strengene på bagsiden af et blad spreder sig over hendes kinder, de fine dun på hendes hage og de strittende sorte øjenbryn.

Hun stirrer ufravendt på mig gennem de små runde brilleglas. “Der var små søskende derhjemme, går jeg ud fra.”


44

Jeg nikker.“Det lader til, du ved, hvad du foretager dig.”Carmine griber straks stikordet og giver sig til at klynke. “Jeg

tror, han er sulten,” siger jeg. Jeg føler på hans ble, der er tør ud‑vendig, men svampet. “Og trænger til at blive skiftet.”

Hun vender sig om og gør tegn til mig over skulderen. “Kom her.”

Med barnet trykket ind til mig rejser jeg mig usikkert op og vakler efter hende gennem gangen. Børn, der sidder to og tre sammen, ser op med triste øjne, da jeg går forbi. Ingen ved, hvor vi kører hen, og bortset fra de allermindste tror jeg, at vi alle er ængstelige og bange. De voksne har ikke fortalt os ret meget. Vi ved kun, vi skal til et sted, hvor en overflod af æbler hænger på de lavtsiddende grene, og hvor køer, grise og får går frit rundt i den friske landluft. Et sted, hvor gode mennesker – familier – er ivrige efter at byde os velkommen i deres hjem. Jeg har ikke set en ko eller for den sags skyld et dyr overhovedet, siden vi forlod Galway, bortset fra en omstrejfende hund og nu og da en dumdristig fugl, og jeg glæder mig til at se dem igen. Men jeg er skeptisk. Jeg ved kun alt for vel, hvordan det er, når skønne drømmebilleder, man har fået indpodet, ikke lever op til virkeligheden.

Mange af børnene i toget har været så længe hos Children’s Aid, at de ikke kan huske deres mødre. De kan begynde forfra, blive hilst velkommen i armene hos de eneste familier, de nogen sinde vil lære at kende. Jeg husker for meget: min farmors fyldige barm, hendes små tørre hænder, det lille mørke hus med den smalle have omgivet af en forfalden mur. Den tætte tåge, der lå over bugten tidligt om morgenen og sidst på eftermiddagen, det fårekød og de kartofler, som farmor kom med, når mor var for træt til at lave mad,


45

eller vi ingen penge havde til at købe noget for. At købe mælk og brød i butikken i Phantom Street – Sraid a’ Phuca kaldte min far den på gælisk – der havde sit navn, fordi stenhusene i den bydel var bygget på kirkegårdsjord. Min mors sprukne læber og flygtige smil, den melankoli, der fyldte hjemmet i Kinvara, og som fulgte med os over havet og tog permanent ophold i de mørke kroge af vores lejlighed i New York.

Og nu står jeg her i dette tog og tørrer Carmines numse. Mrs. Scatcherd viger ikke fra os og holder et tæppe op foran os for at skjule proceduren for mr. Curran, mens hun udsteder overflødige instruktioner. Da Carmine endelig er ren og tør, lægger jeg ham over skulderen og går tilbage til min plads, mens mr. Curran ud‑deler madpakker med brød og ost og frugt og blikkrus med mælk. Jeg mader Carmine med brød dyppet i mælk, og det minder mig om en irsk ret, der hedder champ, og som jeg ofte har lavet til Maisie og drengene – kartoffelmos med mælk og forårsløg (når vi en sjælden gang imellem havde nogle) og salt. De aftener, hvor vi gik sultne i seng, drømte vi alle sammen om champ.

Efter at mr. Curran har uddelt maden og et uldtæppe til os hver, bekendtgør han, at der er en spand med vand og en øse, og hvis vi rækker hånden i vejret, kan vi komme hen og få en tår vand. Han informerer os om, at der er et toilet i toget. (Vi finder ganske vist snart ud af, at dette ‘toilet’ er et uhyggeligt åbent hul over sporet).

Carmine, der er beruset af den søde mælk og brødet, strækker sig på skødet af mig med sit mørke hoved på min arm. Jeg pakker os ind i det kradsende tæppe og hører togets rytmiske klapren, mærker stilheden brede sig i togvognen og føler mig indhyllet i den. Carmine dufter så dejligt som cremebudding, og den massive vægt af hans krop er så beroligende, at jeg får tårer i øjnene. Hans


bløde hud, hans bøjelige lemmer, hans mørke øjenvipper – selv hans suk får mig til at tænke på Maisie (hvordan kan jeg andet?). Tanken om, at hun døde alene på hospitalet af de smertefulde brandsår, er ikke til at bære. Hvorfor er jeg i live, mens hun er død?

I vores opgang var der familier, der rendte ud og ind af lejlighe‑derne hos hinanden, deltes om børnepasningen og madlavningen. Mændene arbejdede sammen i butikkerne og smedjerne. Kvin‑derne helligede sig hjemmearbejde, stoppede sokker og kniplede. Når jeg passerede deres lejligheder og så dem sidde i en rundkreds bøjet over deres håndarbejde og tale et sprog, jeg ikke forstod, følte jeg et stik af smerte og sorg.

Mine forældre forlod Irland i håb om en bedre fremtid, og vi havde alle troet, vi var på vej til et land, der flød med mælk og honning. Men udfaldet blev, at de led nederlag i dette nye land i næsten enhver tænkelig retning. Mine forældre var muligvis svage mennesker, uegnet til emigrationslivets prøvelser. Ydmygelser og kompromisser, der krævede såvel selvdisciplin som eventyrlyst. Men jeg gad vide, hvordan det var gået, hvis min far havde væ‑ret en del af et familieforetagende, der gav ham struktur og en regelmæssig indkomst, i stedet for at arbejde i en bar, det værst tænkelige sted for en mand som ham – eller hvis min mor havde været omgivet af kvinder, søstre og niecer måske, som kunne have afhjulpet hendes armod og ensomhed, været et tilflugtssted fra alt det fremmede.

I Kinvara havde vi trods al vores fattigdom og utryghed i det mindste familie i nærheden, mennesker, der kendte os. Vi havde fælles traditioner, samme syn på verden. Før vi forlod Irland, vidste vi ikke, i hvor høj grad vi tog disse ting for givet.


Documents

Pigen uden navn