Voldsom Kærlighed Årsberetning 2014

støttet af del af

2 - Voldsom Kærlighed - Årsberetning

Twerkqueen Louise Ambassadør for Voldsom KærlighedFoto: Miklos Szabo

Voldsom Kærlighed - Årsberetning - 3

Voldsom Kærligheds første år er gået. Første maj lanceredes kampagnen ’Vold handler ikke kun om at slå’ ved fire forskellige kampagneplakater med fokus på materiel, psykisk og elektronisk vold. Særligt de unge tog godt imod kampagnen, mens voksne stemmer mente, at det ikke var relevant at sætte fokus på andre former for vold end den fysiske.

Voldsom Kærlighed besøgte eller havde besøg af mere end femten samarbejdspartnere, som enten har sit virke indenfor voldsområdet eller arbejder direkte med unge. Vi var ligeledes repræsenteret til fire internationale konferencer og tilstede på sommerens musikevents og festivaler i seks forskellige danske byer.

I det forgangne år var Voldsom Kærlighed så heldige at få sin første ambassadør om bord. Twerkqueen Louise sagde ja til at bruge sin anerkendelse og status i målgruppen til at støtte op om en vigtig sag. Louise er udover at brillere i twerkdansen også en ung kvinde, der har noget på hjertet, hvilket i høj grad har betydet, at debatten om kærestevold blev sat på dagsordenen hos de unge. Det var ligeledes i 2014, at Voldsom Kærlighed påbegyndte tilbuddet om skoleworkshops, hvor vi gik i dialog med eleverne om kærlighed, forelskelse, jalousi, grænser, venskaber, tillid og voldsom kærlighed.

Et arbejde som ufortrødent fortsætter i det nye år.

I årsberetningen kan du læse om modtagelsen af vores kampagne, de erfaringer vi har gjort os i mødet med de unge på sommerens festivaler, om netværksarbejde samt om praktikanten Louises erfaringer med praktikforløb og skoleworkshops.

Tak til Voldsom Kærligheds fantastiske ungepanel, som har været med os fra starten til at kvalificere vores arbejde. Sidst, men ikke mindst, tak til alle jer, som tog med på festivaler og events i 2014!

Kærlig hilsenLene Stavngaard, Projektleder


S

eniorrådgiver for Liberal Alliance Amalie Lyhne havde den 7. maj lagt mærke til Voldsom Kærligheds kampagne, der sætter fokus på, at vold er andet og mere end blå

mærker og knyttede næver. Lyhne harcelerede over legitimiteten af en kampagneplakat, der portrætterer en overskåren sko med teksten ”Hærger du nogen gange din kærestes ting i raseri?”. Amalie Lyhne deklarerede, at hun var indehaver af sådanne erfaringer, men mente ikke at dette kunne karakteriseres som vold. Spørgsmålet er om Lyhne har fanget budskabet i kampagnen?

“Kærester uden materiel vold” - helt ærligt, slap nu af Bekymrings-Danmark. Hvem har ikke smadret et glas eller ødelagt en dør, fordi man var rasende på sin kæreste. Skal vi ikke koncentrere os om rigtig vold? “Materiel vold” i kærlighedsforhold er altså et ikke-problem. - citat Amalie Lyhne

Jeg ønsker indledningsvis at afsløre, at Amalie Lyhne fangede om end ikke budskabet med kampagnen, så meningen med den. For er det i orden at smadre sin kærestes eller fælles ting når man er vred? En debat som kampagnen har til mål at stimulere. Bolden greb Lyhne på fornemmeste vis og modtog ligeledes respons på sin opdatering på de sociale medier, der bar tydeligt præg af,

hvor nødvendigt, det er at turde at italesætte kærestevold.

AskovFonden, som er en non-profit NGO, kunne fra 1. maj præsentere sit nyeste initiativ; Et forebyggelse- og behandlings-projekt om kærestevold. Voldsom Kærlighed bygger på 12 års erfaring fra Dialog mod Vold og Velux Fonden har bevilliget midler til dette treårige udviklingsprojekt med fokus på både holdningsændring, forebyggelse og intervention målrettet til unge op til 24 år. Projektets ene mål er, at nå de unge der, hvor de er og støtte dem i et kærlighedsliv uden vold. Det andet mål er at udvikle en rådgivning og behandling til de unge, der allerede har været voldelige overfor en kæreste. Endelig ønsker vi at medvirke til at bryde tavsheden omkring kærestevold, og derved bidrage til at flere søger hjælp.

En af kommentarerne til statusopdateringen på Facebook handlede ikke overraskende om projektets fokus på udøveren. Om det ikke var en ide at henvende sig med sine tilbud om hjælp til dem kærestevold

AF LENE STAVNGAARD

MASTER OF SEXOLOGY & PROJEKTLEDER AF VOLDSOM KÆRLIGHED

Projektets ene mål er, at nå de unge der, hvor de er og støtte dem i et kærlighedsliv uden vold.


#03

addLemon / Photo: Joshua D

. Hovey

VOLD HANDLER IKKE KUN OM AT SLÅKærester uden materiel vold - støt os på facebook.com/voldsomkærlighed


går ud over i stedet for dem der udøver den? Det er jo i og for sig et godt spørgsmål og viser trods problemets omfang, hvor usynlig vold i nære relationer er i hverdagen for de, som ikke har den tæt på livet.

Der findes på nuværende tidspunkt flere kvalificerede tiltag på området, som dog alle henvender sig til og indeholder en bred vifte af støttende indsatser for den udsatte part. Flere initiativer via digitale og sociale medier sætter fokus på faresignaler, grænsesætning samt problematisk og voldelig adfærd i kæreste-relationer, men tilbyder ikke at samle den udøvende del af målgruppen op efter de måske er blevet klar over, at de udsætter et andet menneske for vold. Voldsom Kærlighed er det eneste tilbud til unge udøvere og Voldsom Kærlighed tror på at stoppe volden, der hvor den starter.

For at vende tilbage til Amalie Lyhnes kommentar til kampagnen formulerer Lyhne flere interessante begreber såsom ”Bekymrings-Danmark”, ”ikke-problem” og ”rigtig vold”. Begreber der taler ind i de herskende diskurser i samfundet omkring vold.

Jeg er ikke klar over, hvor Amalie Lynhes bagatelgrænse går, men det direkte svar er at der ifølge SIFs undersøgelse om kærestevold i 2012 i ”Bekymrings-Danmark” er 1-2 elever i hver gymnasieklasse, der havde været udsat for kærestevold. Bag hver udsat ung står ligeledes en udøver, som nu har mulighed for at søge hjælp og ændre sit liv samt eliminere konsekvenserne, som vold har for den udsatte part.

Amalie Lyhne mener altså, at materiel vold er et ”ikke-problem”. Materiel vold rækker imidlertid ud over ødelagte ting. Materiel vold handler om at skade eller ødelægge din kærestes eller jeres fælles ting. Det kan være en mobiltelefon, der kastes i vrede og går i stykker. Det kan også være, at du ødelægger noget, som du ved at din kæreste er glad for f.eks. tøj eller billeder. Materiel vold er ikke kun at ødelægge, men også hvis du tager ting fra din kæreste eller bestemmer over din kærestes økonomi. Materiel vold kan ligeledes handle om at såre din kæreste eller få din kæreste til at gøre, som du vil. Måske går Lyhnes bagatelgrænse ved ødelagte døre og smadrede glas eller også overser Amalie Lyhne det problematiske i intentionen bag raseriødelagte materielle ting.

Måske er der ingen umiddelbar fare ved den smadrede dør, men som en anden svarer på Amalie Lyhnes opdatering ”Så er der ikke langt fra en smadret iPad til smadrede tænder”. Det er selvfølgelig den ene side af sagen, at volden starter et sted og kan udvikle sig i relationen. Den anden side handler om, hvilke konsekvenser voldsom adfærd har i en relation. Det er ikke den smadrede dør der er problemet, men frygten for, hvad der smadres næste gang. Den smadrede dør kan have en effekt på, hvordan ens kæreste håndterer eller ikke håndterer konflikter i fremtiden af frygt for hvad konflikter kan udvikle sig til.

Jeg antager dernæst, at når Amalie Lyhne bruger udtrykket ”rigtig vold” , refererer hun til blå mærker og tyranni a la Julia Roberts grusomme oplevelser i ”I seng med fjenden”. Virkeligheden

er dog, at kærestevold ofte ikke er af den karakter og at vold i nære relationer er progressiv. Ved at nuancere og sætte voldsbegrebet til debat bliver der mulighed for at identificere

Voldsom Kærlighed er det eneste tilbud til unge udøvere og Voldsom Kærlighed tror på at stoppe volden, der hvor den starter.

Ved at nuancere og sætte voldsbegrebet til debat bliver der mulighed for at identificere voldelige handlinger og stoppe udviklingen af kærestevold.


voldelige handlinger og stoppe udviklingen af kærestevold. Holdningsændringen er en betydelig del af problemløsningen.

Ud over det massive tabu der ligger omkring vold i familien, partnervold og ikke mindst kærestevold, er vold i nære relationer tildækket af fordomme og stereotype forestillinger. Mange forestiller sig, at det er den dominerende tatoverede muskuløse mand eller den magtsyge kalkulerende erhvervsleder, der slår bag hjemmets fire vægge. Mens virkeligheden er, at vold ikke har social klasse, psykiatriske diagnoser, heteroseksuel eksklusivitet eller nødvendigvis et specifikt køn. Dialog mod Volds erfaringer viser derimod, at det mest fremtrædende fællestræk blandt voldsudøvere er, at 78% selv har været udsat for eller overværet vold i barndommen.

De gode nyheder er dog, at det er muligt at bryde dette mønster og at 75% af de voldsudøvere, der har gennemført et terapeutisk samtaleforløb hos Dialog mod Vold rapporterer, at de er holdt op med at være voldelige. Det er derfor vigtigt for Voldsom Kærlighed, at tilbyde en værdig position for unge udøvere, så flere tør henvende sig og får mulighed for at bryde mønsteret.

Amalie Lyhne kommenterer slutteligt: ”Denne statusopdatering blev omtalt i Pressen på P3 i går. Og her var det altså mange lyttere, der ringede ind og fortalte om langt værre ”materiel vold” end min ødelagte dør. Så jeg er ikke alene.”

Det er ikke overraskende, at Amalie Lyhne ikke er alene med sine erfaringer og projekt Voldsom Kærlighed vil fortsat arbejde

med at få italesat nuancerne i voldsformer og opfordre til holdningsændring i forhold til kærestevold, så det i fremtiden bliver unødvendigt at koncentrere sig om ”rigtig vold”. •

75% af de voldsudøvere, der har gennemført et terapeutisk samtaleforløb hos Dialog mod Vold rapporterer, at de er holdt op med at være voldelige.


H

vordan får man fat i unge mennesker, der dagligt bombarderes af diverse kampagner og opfordringer både på de sociale medier, på uddannelsesinstitutionerne og på

gaden? Hvordan får man fat i en generation, der er træt af at tale med pædagogiske voksne, som brænder inde med et budskab og et læringsformål. Kan man som voksen overhovedet møde unge på deres præmisser? Den opgave satte ”Voldsom Kærlighed” sig selv på, da vi hen over sommeren 2014 forsøgte at tale om kærlighed og kærestevold med de unge. Hvordan det gik handler nærværende artikel om.

På den årlige københavnske musikfestival Distortion rykkede projektholdet fra ’Voldsom Kærlighed’ ud på både Nørrebro og Vesterbro. Gadefesterne var en del af lanceringen af Voldsom Kærligheds kampagne, der sætter fokus på, at kærestevold ikke kun handler om at slå. Projektholdet byggede en dialogtrappe på Nørrebro og et loungeområde på Vesterbro for at komme helt tæt på målgruppen (unge mellem 16 og 24 år). Til festerne kunne unge få en midlertidig tatovering med Voldsom Kærligheds logo, og en snak med én af de fire medarbejdere. Voldsom Kærlighed deltog ligeledes på Roskilde Festival, Bas Under Buen og var på tour med Stella Polaris.

At række ud…Der er noget særligt ved festivaler. Store som små. Den stille summen af hårdtarbejdende mennesker, inden det hele går i gang. Teltstænger der bliver rejst, højttalere der sættes på plads, pølsevognes grillduft der langsomt breder sig. Det er her tingene finder deres form, deres plads, inden de tages i brug. Omtrent på denne måde stod vi også dér, hver gang vi indtog en ny festivalplads. Parate til mængden, parate til at blive en del af festivalen, en del af kulturen.

Vi havde inden vores ”festivalturné” gjort os flere tanker om, hvordan vi bedst kunne udbrede Voldsom Kærligheds budskab. Vi var optagede af at skabe et outreach, som ikke signalerede psykologer, behandling, løftet pegefinger mv. Vi var interesserede i, at være til stede som menneskene bag arbejdstitlen. Vi ønskede, at vores projekt -sammen med de unge- kunne

AF NINA WEHMEYER

AUT. PSYKOLOG, VOLDSOM KÆRLIGHED, ASKOVFONDEN

(MALENE LEI RABEN I POLITIKEN 14.09.14)

Vores fokus var, hvordan vi kunne nå de unge, der ikke gider tale med voksne, som de netop har sagt farvel til, når de tager mod festivalens forførende rus.


Foto: Troels Hansen


samskabes med den energi, festivaler emmer af. Kodeordet var altså deltagelse og ikke iagttagelse. Vores fokus var, hvordan vi kunne nå de unge, der ikke gider tale med voksne, som de netop har sagt farvel til, når de tager mod festivalens forførende rus.

To become a memberNår vi bevægede os ind i festivalkulturen, havde vi den fordel, at de unge var på hjemmebane. Det var deres arena. De var i kontekster, hvor de kendte koderne, hvor de tilmed havde rusens vingesus med sig i form af musik, venner og diverse flydende varer. Og hvad gør man til festivaler? Man taler med andre. Vi opdagede at ved at agere som festivalgæster/festdeltagere, indtrådte vi i et rum, hvor vi blev mulige samtalepartnere. De fleste sociale projekter har sikkert erfaret, at målgruppen med unge fyre og piger er særligt svære at nå. Gennem festivaldeltagelsen var det muligt for os at tale med netop dem. Udefra set blev deres position ikke ændret af at tale med os. Udefra set var vi jo bare festivalgængere. Hvad andre ikke kunne se var, at vi også diskuterede alvorlige emner med dem. Fortalte dem om Voldsom Kærlighed, om jalousi, konflikter, og at vold er et sprog, der kan ændres.

Adgangen der blev til indgangenVi havde gjort os flere tanker om, hvordan vi kunne komme i dialog med de unge. Hvad giver dem en god grund til at stoppe op og tale med os? Hvornår har vi lov til at tage et par minutter af deres tid?

Løbende har vi haft et ungepanel bestående af ca. 10 unge til at hjælpe os med vores projekt. Panelet er blandt andet blevet præsenteret for ideen om at producere en rub-on-tattoo med vores logo. Af mange ideer, der blev skudt hårdt og præcist ned af vores unge, faldt denne i god jord. Så god, at en af de unge proklamerede, at han gerne ville have den i en ægte udgave. I stadig fake udgave drog vi ud i den festende mængde af unge

festivalgængere. Hurtigt opdagede vi, at tatoveringen netop fungerede som en medierende og brobyggende artefakt, der skabte adgang til dialog.

Påsætningen af tatoveringen legitimerede, at vi fik to minutter af de unges tid. Det var nok til at starte en dialog med

modspørgsmål. Men det var ikke det eneste. Det særlige ved tatoveringen var, at den åbnede op for et mere fortroligt rum. Tatoveringen kræver nemlig, at du sprøjter vand på tatoveringen og masserer tatoveringen ind i huden. Det vil sige, du rører ved et fremmed menneske. Det kræver tillid, og det skaber tillid. Vi erfarede med tiden, at etableringen af dette berøringsmæssige rum, muliggjorde nærvær og dermed andre samtaler end hvis vi havde haft en pjece og et bolsje. Flere gange opdagede vi, at de unge huskede os, når de mødte os igen. Vores ønske var at sætte aftryk for at gøre indtryk. Og det blev gældende i flere forståelser.

De unge lærte os hurtigt, at mobilen også skulle i brug. Tatoveringen skulle foreviges. Ikke blot med fotoet men via Instagram og Facebook og videre til egne venner, hvilket igen gav yderligere outreach gennem de sociale medier. Påsætningen af tatoveringen fik således en ritualiseret form. Vand, berøring, samtale, foto, et kram og en tak. Pludselig havde vi sammen med de unge skabt et fællesskab både virtuelt og konkret. Indgangen var at bære tatoveringen, budskabet var at stå op for et forhold uden vold.

Når de unge leder efter de voksne ”Hey må min ven ikke også få en tatovering?!”. Når vores outreach gik bedst, erfarede vi, at de unge kom til os efter en tatovering. Tatoveringen blev et samlende hele, der skabte forbindelser mellem unge og mellem unge og os. Tatoveringen

Påsætningen af tatoveringen fik således en ritualiseret form. Vand, berøring, samtale, foto, et kram og en tak.


Foto: Troels Hansen


cementerede et fællesskab. For os betød det ikke noget, at fællesskabet måske (også) handlede om at blive set på Facebook eller at få tatoveringen på mere blufærdige steder. For os var det vigtigt, at vi skabte noget med de unge. En forbindelse. At sætte noget på sig selv er et særligt statement. Det er at gøre budskabet til ens eget. Og det sker helt automatisk, for en tatovering kalder på et svar. Hvor mange unge har mon spurgt deres ven om, hvad tatoveringen betød? (Som i øvrigt er utrolig svær at få af). Hvor mange har mon googlet det, hvis festivaldagene havde taget hukommelsen? Hvor mange mon vil genkende det, næste gang de står ved et busstoppested og ser vores kampagne?

På den måde håbede vi, at de unge blev hinandens outreach, mere end de blev vores outreach.

At gå med rusen: Når de unge ikke længere behøver de voksne Ved et par tilfælde levede tatoveringen videre uden os. Vi mødte unge, der blev så grebet af konceptet, at de selv ønskede at sprede budskabet. Velvidende at det primære formål handlede om at komme i kontakt og flirte med andre unge, gav vi dem en stak tatoveringer. Devaluerede det formålet? Det synes vi ikke, det gjorde. Vi synes snarere, at det handlede om at koble sig på de unges interesser. At gå med rusen.

Og de var hurtigt mere effektive end os. De opnåede at sætte flere tatoveringer på andre og nye steder, end vi havde gjort. Måske vidste de ikke meget om projektet, men alligevel vidste de nok til at fortælle en del af budskabet. Vi er ikke så optagede af, hvor meget de fortalte, men mere med hvilken autenticitet de fortalte. Lige meget hvad vi som velformulerede formidlere bestræber os på, vil de unges egne ord altid have mere pondus. Når et budskab kan leve videre uden vores indsats, er det ikke længere et budskab men en bevægelse i ungdomskulturen. På nanoniveau – selvfølgelig.

Nøgenhed, sociale medier og faglighedTiden må vise, om vi har opnået det, vi ønskede. Vores formål var at gøre opmærksom på projektet. Vi ønskede at være autentiske og nærværende formidlere af budskabet og sætte tanker samt diskussioner i gang hos de unge - om både kærlighed, om voldsomhed og om meget mere. Det er en udfordring, at måle effekten af vores outreach. Vi kan selvfølgelig tælle, hvor mange unge der henvender sig til os for hjælp, og hvor mange der

deltager på vores Facebook-side. Men vi kan ikke måle, om debatten fortsatte, da soveposen blev skiftet ud med hverdagen. Og om det har en effekt i det - i øvrigt - levede liv. Men vi kan vurdere vores erfaringer og vores metode.Det kan være nærliggende at spørge, om vi gav køb på fagligheden, når vi hang ud på

festivaler, når vi indlod os på at sætte tatoveringer på den nøgne hud og taggede det på Facebook.

Som professionelle er det hele tiden vores opgave at koble faglighed på det vi gør. Det vil sige at overveje hvorfor vi gør, som vi gør i forhold til det projekt, vi er i gang med at etablere. Og samtidig have for øje, hvordan vi kan udvikle de traditionelle outreach metoder uden at være begrænset af en særlig idé om faglighed. Vores ønske var at komme tættere på målgruppen, både fysisk men også i antropologisk forstand. Det synes vi, at vi opnåede. Vi byttede så at sige blot det terapeutiske rum ud med en festivalplads, hvor vi gik med de unges deltagelse. Principperne er til dels de samme.

Det var vigtigt for os ikke at være iagttagere, der påvirker en gruppe eller bliver associeret til uundgåelig reklame. Vi erfarede, at der var kort afstand mellem at være irriterende ”facers”, iagttagende voksne og deltagende festivalgængere med et

Når et budskab kan leve videre uden vores indsats, er det ikke længere et budskab men en bevægelse i ungdomskulturen.


budskab. Og dette krævede forskellige navigationer fra festival til festival. Et af vores største mål var, at vores møde med de unge gjorde vores projekt levende. Det var også vigtigt for os, at så mange som mulig fik budskabet med; nemlig at kærlighed kan være vild, passioneret og for nogen til tider for voldsom. At man må tale om det, tage ansvar for det og ændre det. Ikke mindst at de unge som venner også har et ansvar for hinanden. Hvis de unge køber bare lidt af den præmis, tror vi på, vi er nået et stykke.

Hvad så med al den nøgne hud? Egentlig er vi ikke så bekymrede for, om Voldsom Kærlighed blev devalueret af at sidde på en nøgen hud og vist frem på Facebook. Vi har fuld tillid til, at de unge kan navigere i dette. At de kan skelne mellem alvor og sjov.

Det kræver livet af dem, og i dialogen med dem oplevede vi, hvor gode de var til at balancere alvoren. AfslutningSommeren er gået på hæld. Festivalerne er lukket. Også i Voldsom Kærlighed afslutter vi vores sommerturné. Noget var vildt, og noget var i hvert fald ud over det sædvanlige. Men vi lærte af det, vi voksede med det, og kan se en effekt af det. Vi kan kun takke de unge for en forrygende sommer, og for at have lært os så meget gennem praksis. Lært os at udfordre den gængse faglighed, lært at gribe nuet og udvikle metoder, der måske ikke klassificeres som fagligt efter bogen, men i stedet deltage og bare være med. •

Foto: Troels Hansen


Folkemødet på BornholmDistortionRoskilde FestivalStella PolarisBas Under BuenPalads Biografen novemberIPPF konference, SarajevoIMPACT konference, Barcelona’Progress in protecting children’s rights’ konference, VilniusWork With Perpetrator Europe Network AGM, Firenze

Sex & SamfundBørn og Unge i Voldsramte FamilierBørns VilkårLOKKDannerBørnetræet i Kvindehjemmet på jagtvejMandecentretDiamantforløbet i RødovreKrisecentret BalticWhite RibbonLGBT ungdomTUBAGIRLTALKUNGMODDet Kriminalpræventive RådSKR (Unizon)


Sex & SamfundBørn og Unge i Voldsramte FamilierBørns VilkårLOKKDannerBørnetræet i Kvindehjemmet på jagtvejMandecentretDiamantforløbet i RødovreKrisecentret BalticWhite RibbonLGBT ungdomTUBAGIRLTALKUNGMODDet Kriminalpræventive RådSKR (Unizon)


I Dialog Mod Vold forstår vi volden som et sprog, der er indlært igennem det levede liv, og som derfor kan aflæres. De unge vi arbejder sammen med henvender sig, fordi de vil ændre deres

voldelige adfærd. Når man vil ændre voldsomme handlinger, er det 1) væsentligt at forstå hvordan voldens sprog blev indlært, 2) at forstå intentionen bag de voldsomme handlinger, 3) at finde frem til hvad den unge gerne vil med sit liv, og 4) finde frem til hvordan den unge kan skabe positive og værdifulde livsændringer.

Det klassiske terapeutiske rum, hvor en terapeut og en klient mødes i et lokale og samarbejder, er afskåret fra den verden, som vi lever i. Det har både fordele og ulemper. Det terapeutiske rum er glimrende til at undersøge de livshistorier som producerer volden, og til at undersøge hvad den unge gerne vil med livet - men det terapeutiske rum er ikke altid effektivt i forhold til at skabe reelle ændringer i det levede liv.

Vi er i Voldsom Kærlighed optaget af at finde frem til de bedst mulige metoder, der kan understøtte de ændringer i livet, som den unge ønsker.

Tidligere erfaringer fra døgninstitutioner, skoler, daginstitutioner og psykiatriI Voldsom Kærlighed har vi erfaringer fra andre psykologfaglige kontekster. Vi har arbejdet som terapeuter, i psykiatrien, på døgninstitutioner, daginstitutioner og i skoler. Et fællestræk fra vores erfaringer er, at man som terapeut primært samarbejder med et større netværk af mennesker. Det kan ses i modsætning til

den traditionelle kliniske psykologi, hvor man arbejder alene sammen med individet. Vi har alle oplevet, at individuel terapi som kombineres med samarbejde i et netværk bestående af

den unge, andre fagpersoner, forældre og venner har et stort transformerende potentiale og en varig effekt.

I det følgende beskrives forskellige cases, hvor jeg har oplevet, hvor gavnligt det er at sammen med den unge at træde ud af terapilokalet og ind i tilværelsen.

AF ULRIK KROG GAUSBØL

AUT. PSYKOLOG, VOLDSOM KÆRLIGHED, ASKOVFONDEN

Vi er i Voldsom Kærlighed optaget af at finde frem til de bedst mulige metoder, der kan understøtte de ændringer i livet, som den unge ønsker.


At være advokat og rollemodel for den unge i samarbejdet med socialforvaltningenSara er en ung kvinde på 21 år. Hun har en opvækst, som er præget af massivt omsorgssvigt. Da Sara henvendte sig til os, boede hun sammen med sin kæreste. Deres parforhold var præget af massiv gensidig vold. Indledningsvis arbejde jeg sammen med Sara om at stoppe volden. Sara arbejdede intenst og med stort mod i det terapeutiske rum, men hun havde svært ved at komme ud af de gamle handlemønstre. Hun var i en kontekst, som hele tiden kaldte på det sprog, som hun havde lært og brugt for at overleve i sin barndom – voldens sprog.

Sara fandt i terapien frem til, at hun gerne ville flytte fra hendes kæreste, men de gange hun mødtes med hendes sagsbehandler, for at få hjælp til at finde et nyt sted at bo, havde hun svært ved at få systemet i tale. Hun fik besked på, at da hun var studerende og ikke under fattigdomsgrænsen, var det ikke muligt at hjælpe hende. Det vækkede Saras temperament, hvilket ikke gavnede hendes samarbejde med socialforvaltningen.

Jeg besluttede at hjælpe Sara med at finde en bolig, da hun ikke havde mulighed for at profitere optimalt af terapi i den livssituation, som hun var i. Vi tog sammen op på socialforvaltningen, og vi blev bekræftet i, at man fra systemets side ikke kunne hjælpe Sara. Saras sagsbehandler kunne godt se den knibe Sara var i, og sammen med sagsbehandleren fandt vi frem til, at vi kunne henvende os til Kollegiernes Fællesadministration. Her kunne det være muligt at finde et værelse. Sara fortalte, at hun havde forsøgt at henvende sig men uden held. Jeg tog sammen med Sara op på Kollegiernes Fællesadministration. Her hjalp jeg Sara med at fremlægge hendes sag. Vi mødte en sekretær, som havde en god forståelse for Saras situation, og hun fandt en alternativ vej igennem systemet, som gjorde, at Sara fjorten dage senere havde et kollegieværelse.

I dag bor Sara på kollegiet og hun er på vej ud af det dysfunktionelle parforhold. Hun er ved at afslutte sin uddannelse, og hun er blevet tilbudt job, når hun er færdiguddannet. Sara og jeg arbejder fortsat sammen om, at Sara kan leve en tilværelse uden vold i den nærmeste relation. Dette synes meget muligt, da Sara nu er i en livssituation, som giver hende overskud og ro, til at arbejde med de omfattende livsændringer, som hun ønsker.

I mit samarbejde med Sara, brugte jeg kun få arbejdstimer sammen med Sara ude i verden. Havde jeg valgt at bruge denne tid på traditionel terapi, er det ikke sikkert, at det havde været muligt for Sara at nå så langt, som hun er nu. Sara gav mig lov til at være hendes advokat og en rollemodel, som kunne vise hende måder at konstruktivt samarbejde med socialforvaltningen og andre vigtige aktører, som var gatekeepers for det grundlæggende forhold at have ens egen sikre base.

Samarbejdet med forældre til udadreagerende ungeNikolaj er en ung mand på 17 år. Vi blev kontaktet på vores rådgivningstelefon af hans mor, da hun oplevede, at Nikolaj, når han var frustreret blev udadreagerende og fysisk og psykisk voldelig. Nikolaj var tidligere blevet diagnosticeret med ADHD og Nonverbal Learning Disorder, og et overordnet parameter for begge dianoser, er at den unge er udfordret i forhold til at hæmme impulser. Efter tre telefonsamtaler, blev Nikolajs mor og jeg enige om, at hun skulle tale med Nikolaj om at starte et terapeutisk forløb hos os. Moderen talte med Nikolaj, og han gav udtryk for at, han gerne ville komme hos os.

Til at starte med mødte jeg Nikolaj tre gange uden hans mor. Nikolaj fortalte at hans forældre var skilt, og at han var vokset op med sin mor. I den mellemliggende periode var Nikolaj flyttet hjem til sin far. Vi undersøgte sammen, hvad der ledte op til Nikolajs voldsomme adfærd. Nikolaj var på den ene side fanget af, at han have svært ved at tage ansvar for sit liv, og at han på den anden side følte sig umyndiggjort. Nikolaj og jeg fandt


sammen måder, hvor det var muligt for Nikolaj at tage mere ansvar i hans liv. Efter dette arbejde inviterede vi hans mor med i det terapeutiske rum. Ved at Nikolajs mor kom og arbejde sammen med os, åbnede vi terapilokalet op for det levede liv mellem Nikolaj og hans mor. Nikolaj kunne nu fortælle sin mor om hans frustrationer, og hun kunne fortælle Nikolaj om den angst, som hun var begyndt at opleve, når hun var sammen med ham. Vi har siden arbejdet med at finde frem til hvordan Nikolaj og hans mor kunne arbejde med at understøtte Nikolajs selvstændighed, samtidig med at vi har fundet frem til hvilke dynamikker mellem Nikolaj og hans mor, som har understøttet den voldsomme adfærd. Vi har sammen fundet daglige rutiner, som støtter op om Nikolajs ønske om selvstændighed og medansvar, samtidig med at de giver en forudsigelig hverdag, som både Nikolaj og hans mor trives med.

Aktuelt bor Nikolaj fem dage om ugen hos sin far og to dage om ugen hos sin mor. Både Nikolaj og hans mor giver udtryk for, at det har været meget gavnligt at have et andet menneske til sammen med dem at undersøge de dynamikker, som førte frem til de voldsomme episoder.

I mit samarbejde med Nikolaj, har han givet mig lov til, at hjælpe ham med at fortælle sin mor om de frustrationer han oplevede. Det var tidligere svært for Nikolaj at tale om hans følelser. I mit samarbejde med Nikolajs mor, har det været lettende for hende, at få sparring i forhold til at forstå Nikolajs frustrationer, og til at kunne se de mønstre som var mellem dem. Vi har sammen skabt et rum, hvor Nikolaj og hans mor kender hinandens intentioner, og hvor Nikolaj kan opleve at han bliver frustreret, og Nikolajs mor kan mærke at hun bliver ængstelig, dog uden at de behøver at udspille de konflikter, som tidligere var ved at ødelægge deres relation.

Afsluttende tanker Som vist i de ovennævnte cases, er det medvirkende til succesfulde ændringer i de unges liv, at vi sammen med de unge skaber en forståelse af deres livsverden, og at vi hjælper de unge til at påvirke deres liv på måder, som skaber rum og plads, der giver mulighed for at ændre deres voldsomme adfærd. De unge giver udtryk for, at det er hjælpsomt for dem, at vi tager med ud i livet sammen med dem, eller at vi kan drage deres levede liv med ind i det terapeutiske rum.

Det er effektfuldt, at vi kan træde ud af den traditionelle terapeutrolle, og fungere som den unges advokat og rollemodel, som kan

hjælpe med at løse helt konkrete situationer, der har en stor effekt i forhold til at gøre det muligt at ændre deres liv.

Det er vigtigt, at vi sammen med de unge kan fortælle deres nærmeste om baggrunden for volden. Det kan medvirke til, at den unge forstås som et menneske, der forsøger at kommunikere med sin omverden på en uhensigtsmæssig måde.

Vi kan som terapeuter ikke skabe forandring alene. Vi er altid afhængige af den unges ønsker og mod til at skabe radikale ændringer i deres liv. Og når den unge giver os lov til at træde med ud i livet med den kan vi være med til at facilitere væsentlige livsændringer, som medfører at voldens sprog erstattes af værdifuldt levet liv. •

Det er effektfuldt, at vi kan træde ud af den traditionelle terapeutrolle, og fungere som den unges advokat og rollemodel, som kan hjælpe med at løse helt konkrete situationer, der har en stor effekt i forhold til at gøre det muligt at ændre deres liv.


#04

VOLD HANDLER IKKE KUN OM AT SLÅKærester uden materiel vold - støt os på facebook.com/voldsomkærlighed


I denne artikel vil jeg fokusere på hvordan Voldsom Kærlighed arbejder med aftabuiseringen af vold ved blandt andet at tilbyde workshops i skoler og uddannelsesinstitutioner.

Voldsom Kærlighed ønsker at nedbryde tabuet gennem dialog og ved at fremme det sociale medansvar vi alle har for hinanden, og derved gøre din vold til vores vold.

Oprindeligt er tabu et polynesisk religiøst begreb, der betegner et forbud og forholdsregler udstedt af nogen som er mægtigere end en selv f.eks. Guder, høvdinge, forfædre eller forældre (den store danske).

De offerritualer som høvdingen lavede, blev kaldt tabu, og ingen andre måtte se, høre eller vide hvordan disse foregik. Selvom nogle måske havde smugkigget, var det strafbart at vide, hvad der foregik til ceremonierne. Ordet ”tabu” fik derfor betydningen ”stedet vi ikke kommer” og ”det som vi ikke taler om”.

Jeg har i efteråret 2014 været i praktik i Voldsom Kærlighed, ungdomsafdelingen under Dialog mod Vold, som er det eneste foretagende, der tilbyder terapi til unge voldsudøvere i aldersgruppen 16-24 år.

Her har jeg oplevet tabuet omkring vold, både ift. hvor udfordrende det er for klienter at tage kontakt til os og derved

tage ansvar for deres voldelige handlinger, men også tabuet i diskussionen med det omkringliggende samfund, når vi fortæller at vi tilbyder hjælp til udøvere.

Voldsom kærlighed er et forebyggelses- og behandlingsprojekt om kærestevold, der både har som mål at nå de unge, hvor de er og give dem støtte til et kærlighedsliv uden vold. Hertil ønskes også at udvikle en rådgivning og behandling til de unge, der allerede har været voldelige. I Voldsom Kærlighed anses vold som et sprog,

som personen har lært. Vi tror derfor på, at det er muligt at lære personen at tale et andet sprog. Endelig ønsker vi at være med til at udfordre tavsheden omkring kærestevold, og nedbryde tabuet.

Hvert år bliver 32.000 unge udsat for kærestevold, hvilket svarer til det antal unge, som kan være i en udsolgt Parken (Plauborg et al., 2012). For at stoppe volden, der hvor den starter, hos udøveren, må vi modarbejde tabuet omkring vold. På denne måde bliver det muligt for unge, der udøver vold at bede om hjælp til at ændre deres sprog.

UngdomslivetDet senmoderne samfund, vi i dag lever i, er et individfokuseret samfund (Giddens, 1999). Dette ses i høj grad i den indivi-dualiserende kultur blandt unge. Unge skal i dag ikke blot konstruere en identitet, der er anderledes fra deres families og

AF LOUISE MARIA SØDERLIND KJØLSEN

PSYKOLOGI STUDERENDE PÅ KU OG PRAKTIKANT HOS VOLDSOM KÆRLIGHED

I Voldsom Kærlighed anses vold som et sprog, som personen har lært.


forældres og på den måde blive selvstændige voksne (Ziehe, 2004). De skal konstant tage stilling til at lykkes i forhold til deres uddannelse, udseende, sundhed, i sammenligning med deres venner, i forholdet til deres kærester osv. I takt med udbredelsen af de sociale medier så som Facebook, Twitter, Instagram og Snapchat promoveres det vellykkede liv eller det ”perfekte liv”. (Zhao et al., 2008). På denne måde mislykkes den unge der tyer til vold på flere måder; Vedkommende er ikke blot en person, der bruger vold imod en anden person, hvilke de fleste ved er forkert. Vedkommende lykkes heller ikke med projekt ”det perfekte liv”, og på denne måde mødes personen af et dobbelttabu. Dette gør det yderligere udfordrende at tale om vold, hvilket kan medføre en klar-det-selv kultur, hvor man anstrenger sig for at opretholde iscenesættelsen af ”det perfekte liv” (Jensen & Jensen, 2003).

Voldsom Kærligheds skoleworkshops handler ikke kun om at informere unge om voldsstatistikker. De respektive workshops har i høj grad til formål at møde de unge, hvor de er, og diskutere hvad de oplever som vold. At åbne samtalen op om hvornår noget er ok, og hvornår det ikke er ok længere. At give de unge et indblik i at de ikke er alene med deres oplevelser og overvejelser. Vi ønsker at skabe et rum, hvor der er plads til at tabuerne kan komme frit frem, så vi kan tale om dem.

”Jeg kan godt lide sushi”Tabu er et abstrakt og måske en smule fjernt begreb når det bruges i sætninger såsom ”kærestevold er et tabu i vores samfund”. For at arbejde aftabuiserende forsøger vi at gøre tabuet konkret og skabe en følelsesmæssig involvering af de unge.

Vi sidder alle i en cirkel, udsagnet ”jeg kan godt lide sushi” læses op, alle de enige rejser sig op og bytter plads. Mange er enige. ”Jeg piller næse når ingen ser det” nogle rejser sig op. ”Jeg føler

mig nogle gange ensom”. Mange rejser sig op. ”Jeg synes denne øvelse er underlig”. En enkel rejser sig op, halvvejs i bevægelsen opdager han at han er den eneste, og kroppen prøver at stoppe, men er allerede i gang.

Bagefter fortæller de unge om, hvordan de lige tjekkede hvem der ellers rejste sig før de selv rejste sig. De fortæller, hvordan det var overraskende, men rart at mange rejste sig ved spørgsmålet om at opleve ensomhed. Den unge mand fortæller, hvordan det var lidt grænseoverskridende at være den eneste, der stod op. Nogle gange bruger de unge ordet tabu, andre gange ikke. Men de er enige om oplevelsen af det. Det er skræmmende at være alene, og det er rart at være fælles om at have det på en bestemt måde.

Vi deltager selv i øvelserne, og rejser os op hvis vi piller næse eller føler os ensomme, fordi vi gerne vil være rollemodeller for det

uperfekte, og skabe et rum hvor der er mange måder at være menneske på.

Det synes jeg I denne øvelse arbejder vi med et holdningskontinuum, hvor de unge får mulighed for at tage stilling til hvad de selv synes er ok, de bliver udfordret på hvordan forskellige kontekster påvirker deres holdninger og de får syn for hvor forskellige deres grænser er ift. de samme problemstillinger. Øvelsen går ud på at vi læser et udsagn op ”Din kæreste har overnattet ude efter en

fest, et sted hvor der både var drenge og piger, er det ok?”. De unge placerer sig nu på en linje imellem ”enig” og ”uenig”. Vi hører hvorfor de står hvor de gør, og imens én taler, kan det ske at andre lader sig inspirere af argumentet og rykker sig lidt den ene eller anden vej. På denne måde viser vi hvordan holdninger er individuelle, kontekstuelle, men også dynamiske. Disse positioneringer foregår i en kontinuerlig og dynamisk

For at arbejde aftabuiserende forsøger vi at gøre tabuet konkret og skabe en følelsesmæssig involvering af de unge.


DMV 2012Photo: picjumbo


forhandlingsproces. Når en position indtages, i en forhandling med andre, konstruerer vedkommende dynamiske identiteter. Forskellige positioner har forskellige handlemuligheder, ved at kunne indtage mange mulige positioner skaber man nuancerede sociale identiteter, med mange handlemuligheder og megen agency (Davies & Harré, 1990).

Olivers historieOlivers historie er et interaktivt dilemmaspil, baseret på en virkelig historie, hvor målet er at bryde stereotype opfattelser af udøvere, ved at nuancere de unges forståelse af hvordan vold bliver det sprog man tyer til i pressede konflikter. 33.000 børn overværer

årligt vold i hjemmet, og statistikker hos DMV viser at 78% bærer denne arv videre (DMV, 2012).

Denne viden hjælper til at afkræfte ideen om det ”onde menneske”, idet vi her ser hvordan en udsat bliver til en udøver. En nuancering af de unges sprogbrug omkring vold, ved at introducere vores 6 typer vold, medfører måske at de kan sætte ord på noget de ikke oplevede som ok, men ikke havde sprog til at beskrive.

Disse 6 typer er fysisk vold, psykisk vold, elektronisk vold, seksuel vold, materiel vold og stalking (DMV).

PSYKISK VOLDNår du bruger ord til at skade, såre, nedgøre eller kontrollere din kæreste.

ELEKTRONISK VOLDNår du gennem de elektroniske medier

prøver at styre, overvåge eller hænge din kæreste ud.

FYSISK VOLDNår du udøver skade på din kærestes krop,

nægter din kæreste søvn eller mad eller fastholder din kæreste.

SEKSUEL VOLDNår du presser din kæreste til

seksuelle handlinger, som ikke er noget I har lyst til begge to.

STALKINGNår du forfølger eller gentagende gange søger uønsket kontakt med

din kæreste eller eks-kæreste.

MATERIEL VOLDNår du ødelægger din kærestes

ting eller tager ting fra din kæreste i vrede.


I denne øvelse fortæller vi om Olivers barndom med vold, og hvordan den påvirkede hans forhold til sine venner, sin familie, sit arbejde og især til sin kæreste. Han søgte hjælp hos Voldsom Kærlighed fordi han ikke ville være ligesom sin far. Og fordi han selv sagde: ” …fra at slå på en væg er der altså ikke langt til at slå på en anden person”.

Imens vi fortæller hans historie, stopper vi op og lader de unge tage stilling til nogle af de dilemmaer Oliver og mennesker omkring ham såsom hans lærer, hans venner og hans kæreste mødte.

Dilemma 4: hvad skal Olivers venner gøre?

a) Lade Oliver være, han har måske bare mange dårlige dageb) Spørge hans kæreste, om der er noget galt med Oliverc) Kræve at Oliver får ekstra hjælp. Man skal og kan ikke altid have dårlige dage

De unge tilkendegiver deres mening, og diskuterer hvorfor de mener, det ville være det bedste. Ofte kombinerer de svar eller efterspørger helt fjerde løsninger, måske fordi de igennem workshoppen har fået skærpet deres opmærksomhed på hvor kompleks en problemstilling dette er.

Vi har ansvar for hinandenNoget tyder på, at vi er i stand til at skabe et rum der kan rumme et emne som vold uden det bliver et tabu. Vi oplevede på flere workshops at unge delte deres personlige oplevelser med vold: en fortalte at han var blevet slået af sin far, en fortalte at hendes to veninder blev slået, en fortalte at hendes kæreste var vokset op med vold i hjemmet. Flere elever fortalte at de nogle gange slog i en væg eller kastede med ting når de blev vrede. Andre fortalte at de læste kærestens sms’er eller loggede ind på dennes Facebook.

I det rum vi i fællesskab havde skabt var det muligt at sige, at hvis man var træt til en fest skulle kæresten følges med en hjem, men hvis man selv ville blive var det ok. Vi skabte et rum hvor en elev kunne sige at Oliver skulle tale med kommunen og en anden kunne sige at hun syntes han skulle være en mand og klare det selv.

Det rum der opstod gav plads til mange forskellige fortællinger om mange forskellige unge. Og de gav plads til hinandens forskelligheder uden at dømme. Og selvom vi flere gange oplevede, at en ung blev berørt af emnet, var der altid en veninde eller en ven der trøstede og så kom de tilbage og fortsatte i workshoppen.

På trods af, at de teorier jeg læser på studiet peger på at ungdomskulturen bliver mere og mere individualiseret, oplevede jeg på skolerne et stort socialt ansvar for alle i gruppen. De unge pointerede at gode venner blandede sig i hinandens liv, også selvom det var svære emner. Gode venner gav ikke op, selvom den anden skubbede dem væk, man blev ved, fordi man vidste at den anden havde brug for en.

Jeg tænker, at det netop er ansvaret for andre, der skal til for at bryde tabuet omkring vold.

Sådan at din vold, er alles vold, og alles ansvar. •

Det rum der opstod gav plads til mange forskellige fortællinger om mange forskellige unge.

Gode venner gav ikke op, selvom den anden skubbede dem væk, man blev ved, fordi man vidste at den anden havde brug for en.


*unge mellem 16-24 år (SIF 2012). Photo Flickr: discosour


voldsomkærlighed.dk

støttet af del af

Documents

Voldsom Kærlighed Årsberetning 2014