Dansk ørken

95 mm 95 mm141 mm 141 mm

215 mm

23 mm

DANSKØRKEN

DA

NSK

ØR

KE

N

DANSKØRKEN

martin k

ma

rt

in k

En ung forfatter og ekssoldat flytter til Berlin med kæresten. Han vil færdiggøre sin bog om krigen, men noget bliver ved med at rumstere i hans hoved. På et andet kontinent sidder familiefaderen svedende bag rattet. En rundrejse i USa skal bringe familien sammen igen, oplevelserne venter. Flere end han aner. i indien praktiserer en mand — i sit livs efterår — yoga, mediterer og dyrker sex med unge idealistiske kvinder, mens han længes efter et tættere forhold til sin store datter. Han har endnu ikke fået læst hendes bog, men hans liv ændrer sig fatalt, da han gør det.

Dansk Ørken er en roman i elleve ene stående og dog sam menhængende historier. Om en søn og en far, en spin kel bebrillet cyklist og en mørklødet terroristlignende kvinde, om en datter, en spion satellit og et sæt tvillinger. Om tilfældets magt og alt det, der binder os sammen og skiller os ad, mens i dag bliver til i morgen.

» De sidste mange måneder har jeg ikke kunnet slippe fornemmelsen af at være blevet

lettere. ifølge vægten vejer jeg det samme, som jeg hele tiden har gjort, men når jeg strækker mig ud i stillingerne, og viser mine elever, hvor dan de skal lade deres bevægelser følge åndedrættet, da føles jeg hul. Som de tomme kokosnødder på mark edet, hvis tomhed først afsløres, når toppen hugges af. Jeg mistænker min alder for at være synderen. ikke som et direkte fy si ologisk symptom, ikke kun i hvert fald, men som en belastende viden, der skaber disse mentale billeder af tørt træ, der brækker mellem fingrene, når jeg stående rører gulvet med mine håndflader. Jeg misunder de lokale, jeg har mødt, der ikke kender deres egen alder. De ved kun nogenlunde, hvornår de er født, og jeg er overbevist om, at det ville være bedre sådan. Hvis vores forældre ikke fortalte os, hvor gamle vi egentlig er.

martin k (f. 1979) er forfatter og kunst-ner. Han er en af initiativtagerne bag kunstgruppen Wooloo (www.wooloo.org), som bl.a. er kendt for ind -kvarteringsprojektet new Life Copenhagen. Dansk Ørken er Martin k’s anden bog.

Om DEBUtrOmanEn Fedt SagDE anmElDErnE:

”Bemærkelsesværdig debut.” MetroXpress

”Underholdende historie, socialrealistisk, aktuel og gen kende lig med dramatiske pust fra den tredje verden.”politiken

”Stærk stil og stemning.” Weekendavisen

”genial … En af de mest underholdende bøger, jeg nogensinde har læst.” adrian HugHes, vært på sMagsdoMMerne,

dr2

”Fængslende historie.” euroMan

”[martin k] er en uforfalsket autonom. En politisk jesuit, som intet vågent voksent menneske kan fæste lid til.”søren krarup, MF, dansk Folkeparti

ISBN 978-87-70-55467-1

M a r t i n K

DANSK ØRKEN

Roman

People’sPress

Bog Martin K-Dansk ørken FINAL:Layout 1 16/06/11 14:18 Side 3

“Hvor er tasken?” spørger faren.Kvinden kigger sig omkring. “Har du den ikke?” spørger manden, selvom han godt kan

se, at hun ikke har den. “Nej.” Hun tager hænderne op til munden.“Du må have glemt den på den der café, hvor Sinatra spi-

ste frokost,” siger han. “Den som stadig er en café.” “Det var da dig, der holdt den,” siger hun. “Jeg løber tilbage efter den,” siger han. “Vi mødes ved is-

huset derovre.” Men tasken er der ikke. Hverken på caféen, der stadig er en

café eller i huset, hvor Sinatra engang boede, og som nu er enrestaurant eller ved den biludlejning, der engang var en pri-vat klub, hvor Sinatra ofte kom, og som er det eneste sted, hankan forestille sig, den ellers kunne være. Den sorte taske medskulderrem og solcreme og vand og solbriller og bøger og teg-neserier og vigtigst af alt: det nye, dyre kamera, specielt ind-købt til denne ferie.


“Den er der ikke,” siger han svedende til hende, da han fin-der dem foran ishuet. Børnene har hver sin isvaffel i hånden.Det var aldrig sket, hvis jeg selv havde holdt den, tænker han.

“Så er det da godt, vi er forsikret,” svarer hun og strygerham på armen. “Og heldigt at der ik var penge i den,” fort-sætter hun, smiler, giver hans bugnende bæltetaske et par klapog forsøger at få det til at virke sensuelt, idet hun blødt pres-ser den mod hans skridt.

“Forsikringen dækker ikke, hvis man bare glemmer den,”svarer han med tydelig irritation i stemmen. “Den skal blivestjålet fra én.”

Hun betragter ham et sekund, ser så på drengen, der har isløbende ned ad hagen og sætter sig på knæ for at tørre det afmed en serviet.

Han siger ikke noget. Han tænker på det kompakte, sølv-farvede kamera, på alle deres billeder i det, mens hun også tør-rer drengens kinder, selvom der ikke er noget is på dem. Sårejser hun sig og smider servietten i skraldespanden.

“Kan vi ik bare sige, tasken blev stjålet fra os?” spørger hun.Han tøver, forbløffet over hvad hun lige har sagt, og røm-

mer sig: “Nej, man skal have en politirapport.”“Vi kan bare melde den stjålet til politiet.” Hun ser på ham

med hænderne i siden.“Det kan vi da ikke bare.”“Hvorfor ik? Den er da blevet stjålet. Der er da nogen, der

har taget den, vi så det bare ik.” “Jo, men …”Hun afbryder ham: “Vi siger bare, at der var én, der rev den

fra os, mens vi kom gående. Det kommer vel ud på et.”

67


De aftaler, at hun skal gå hen og melde tasken stjålet. At detvil virke mere troværdigt, hvis det er en kvinde, der anmelderet tyveri.

De bliver enige om, at hun skal fortælle, at hun var alene,da det skete. På den måde roder de sig ikke ud i forklaringerom, hvorfor de ikke prøvede at afværge tyveriet.

For de beslutter sig for, at tyven skal være en mand. En ung mand omkring de tyve. En mand, der kommer op

bagfra, river tasken fra hendes skulder og løber væk. De bestemmer sig for, at det foregik på en af de små gader

et stykke fra, hvor de står nu. En af dem de kørte forbi på denguidede tur, og hvor der næsten ikke var nogen mennesker.Alt det bliver de hurtigt enige om, og de begynder at spejdeefter nogle betjente, da hun spørger, hvilken hudfarve tyvenskal have?

Det havde han ikke tænkt over. Havde faktisk automatiskforestillet sig, at han var hvid, men nu, hvor han er bevidst omdet, virker det måske mere sandsynligt, at tyven er farvet.

I den tid de har været i landet, har de hørt massevis af ef-terlysninger i bilradioen, for slet ikke at tale om alle de bille-der af mistænkte, der er flimret forbi på hotellernes flad- skærme. Langt de fleste af disse har været unge, sorte mænd.Faktisk har datteren spurgt, om det var den samme person, derbegik alle forbrydelserne.

De er begge enige om, at det ikke skal være en asiat, for detskal være en stor mand, der let ville kunne rive tasken fra enkvinde. De diskuterer lidt frem og tilbage, om de skal vælgeen latino. Dem er der så mange af, argumenterer han, men huner imod. Til sidst går de på kompromis og bestemmer sig foren ung mulat. Lidt mere mørk end lys. De vil ikke have pro-blemer, så det er nok det bedste.

For at sikre at hendes beskrivelse er fuldstændig sammen-

68


hængende, vælger de udseendet fra nogle af de unge, sortemænd, de kan se langs vejen. De tager underkroppen fra enfyr, der laver basketballtricks (hvide sportssko, hvide sokker,røde og blå shorts), overkroppen fra en, der komme gåendemed sin kæreste (sort T-shirt med rødt tryk og guldhalskæde)og hovedet fra en fyr, der sidder og spiser en hotdog (kort hår,flad næse, intet skæg).

Snart efter ser de to betjente, begge hvide, stå og tale meden ældre mand, og efter en hurtig gennemgang af deres hi-storie tager faren børnene med over på MegaGreen, hvor deskal mødes bagefter. Det burde ikke tage mere end en halv time.

“Excuse me!” Hun småløber de sidste par meter og forsøger at se oprørt

ud, da betjentene vender sig om. De bærer solbriller med spejl-glas begge to.

“My bag got stolen. A guy grabbed it. Over there.” Hun peger i retning af det sted, de har aftalt, og betjente-

nes ansigtsudtryk ændrer sig straks til dyb alvor.“When did it happen, mam?” spørger den højeste af be-

tjentene. “About ten minutes ago,” svarer hun. “Why didn’t you come to us earlier? It’s gonna be difficult

catching him now,” siger betjenten, og gør tegn til hende omat følge med.

Hun løber efter dem over til en politibil parkeret på detmodsatte gadehjørne. Kigger tilbage uden at kunne se hver-ken mand eller børn. Den ene gang hun tidligere har meldtnoget stjålet, var på Bali for mange år siden, og dengang vardet faktisk blevet stjålet, og betjenten på stationen gad knapnok skrive rapport.

Med blinket tændt kører de i retning af det sted, hvor en

69


ung mulat, der ikke findes, ikke har stjålet hendes taske, menshun beskriver, på mere usikkert engelsk end ellers, præcisthvad der ikke skete til den betjent, der ikke kører. Undervejsindtaler han hendes forklaring og oplysninger i en slags mi-krofon, og det lyder langt mere alvorligt, når han gentager detind i den lille boks.

De standser bilen i et kryds mellem to gyder og stiger udpå det sted, hvor hun fortæller dem, at det skete. Der er ingenandre end dem i den smalle gade. Hun forklarer det hele igen.

Da hun er færdig, går betjentene over til bilen og konfere-rer. Den laveste af dem peger ned ad gaden. Op mod bygnin-gerne omkring dem. Så går de tilbage til hende.

“Are you sure this happened, mam?” siger den største afbetjentene.

“Ehh ... jæs, of course,” hun forsøger at lyde overbevisende,men er ikke sikker på det lykkes. Synes, at betjentene udvek-sler blikke bag solbrillerne.

“Lying to the police is a very serious offence. We need toknow if this really happened?”

“It did happen. He stole my bag. Don’t you believe me?”Hun føler sig svimmel.

Den lave betjent træder frem, og de to udveksler tydeligtblikke denne gang. Så tager han over: “This street is underconstant video surveillance, so anything that happened willshow up on the footage.”

Han peger op mod huset over for dem, og hun kan se enlille, grå kugle oppe ved tagkanten. Huset ved siden af har ogsåen. Hun kan se tre af dem, fra hvor hun står.

“I’m going to call up the control centre now, so I need youto tell me, if you really were robbed by a young black male?”

De kigger begge på hende med deres spejløjne, og hun kanhuske en artikel i et modeblad, hvor der stod, at man på en

70


shoppingtur i det centrale London i gennemsnit bliver filmetaf 1.000 forskellige overvågningskameraer.

Hendes mund føles tør, mens hun tænker, at hverken hendeselv, og i endnu mindre grad hendes mand, bryder sig særligtom Frank Sinatra. At de aldrig har ejet et album eller overho-vedet lyttet til hans musik, og inde i hende trænger en stemmesig på, en stemme, der kunne være Sinatras på en gammelplade, et sted langt væk, fra langt tilbage, en stemme hun kanhuske og alligevel ikke. Og hun skal til at bekende det hele.Fortælle, at der ikke var en ung mulat af gennemsnitlig højdemed shorts og T-shirt, der stjal hendes taske, at de bare glemteden, at det var hendes ide, men at det ikke var meningen. Bør-nene venter på MegaGreen. Den smeltede is på hagen. Fængs-ler. Selvom hun aldrig har været i et, har hun set masser affængsler, pansrede døre og irisscanninger, udstrakte hændermellem tremmer. For det meste optaget i studier i Hollywood,som dem hun selv har set på sin rundvisning nogle dage for-inden. Og så genkender hun stemmen, der trænger sig på,stemmen, der er hendes egen, fra sengen om natten, efter etmareridt, og stemmen råber: “FAR!” mens hun ser ind i be-tjentens spejlglas og ser sig selv stirre tilbage og siger, fra etsted, der ikke længere helt er hende, men der, hvor stemmenkommer fra: “My bag was stolen.”

“Alright, mam.” Betjenten går tilbage til bilen og begyn-der at tale i sit apparat.

Da han kommer tilbage igen, er den hårde tone slået om.“Are you sure this is the exact place it happened? There

isn’t anything showing up on the videos of this street,” sigerbetjenten.

“I don’t know.” Hun tøver. Kigger ned og op igen. “Maybeit was one of the other streets. It was a very stressful experi-ence.”

71


Idet hun udtaler ordene, føles det næsten rigtigt, som omhun virkelig er blevet bestjålet og nu, på en mærkelig måde,fortæller sandheden.


Documents

Dansk ørken