02

KO

LOFO

N &

IND

HO

LDLEDER

ved Sarah Franzmann, formand for Red Barnet Ungdom

KAMPEN OM BEDRE ASYLVILKÅR I DANMARK

SHOTOKAN OG WADO-RYU SKAL HJÆLPE UNGE MED LEKTIERNE

X FACTOR - OFFENTLIG MOBNING ELLER GOD UNDERHOLDNING?

ET FÆLLESSKAB FOR DRENGE

FØDT I EN FLYGTNINGELEJR- STEMMEN FRA EIN EL-HILWEH

Sofie Maegaard Astrup

Mads Holm Jensen, Peter Bølling - Ladegaard og Karim Mansour

Ann-Cathrine van Pée Andersson, Sofia Adamopoulos, Lone Østergaard -

Nielsen, Sabine Bott Pedersen og Mia Løvstad

SÆTHER CREATIVES: Karin Sæther

03

04

06

08

10

12

REDAKTØR

FOTOGRAFER

SKRIBENTER

LAYOUT

LED

ERVELKOMMEN TIL VORES

3. UDGAVE AF RBU MAGASINET. I denne udgave af magasinet stiller Red Barnet Ungdom spørgsmål.

Vi spørger om det virkelig kan være rigtigt, at vi i dagens Danmarkikke bekymrer os mere om asylbørnenes forhold? Vi spørger om det er okay at DR største seersucces viser voksne mennesker der mobber de svage? Vi spørger hvad man får ud af at være dansker på besøg i en palæstinensisk flygtninge lejr?

Og så fortæller vi om nogle af de aktiviteter Red Barnet Ungdom har sat gang i, for at give børn i Danmark en god fritid, alternativ hjælp til lektierne og sjoveoplevelser med karate.

Hvis det har pirret din nysgerrighed – så kig inden for i bladet. Husk at du altid kan sende os en mail med ris, ros og gode ideer.

God læselyst

Sarah FranzmannFormand for Red Barnet Ungdom

03

04

KAMPEN OM BEDRE ASYLVILKÅR I DANMARK

AF Sabine Bott Pedersen

Hver eventyrlige søndag tager Red Barnet Ungdoms frivillige asylbørnene med ud af centrene i bestræbelsen på at give dem gode oplevelser og en bid af den barndom, de selv er så glade for, at de fik. Men er Tivoliture, biograf-besøg og fodbold i Parken godt nok? Magasinet satte juraprofessor Eva Smith stævne for at tale om børne-rettigheder, retssikkerhed og asylvilkår i Danmark.

05

KAMPEN OM BEDRE ASYLVILKÅR I DANMARK

De lever på fem kvadratmeter, side om side, nogle op imod ti år. 44 procent af dem placerer deres eget liv nederst på en skala over livskvalitet. Det er virkeligheden for og om asylbørnene i Danmark. Vi ved godt, at det ikke er så godt, men hvad kan vi gøre, og hvad sker der, hvis vi gør noget?

ASYLBØRNENE UD NUDet var en finurlig afslutning på et oplæg om retssikkerhed, der i januar 2009 fik juraprofessor Eva Smith til at reflektere over, hvad hun gør for de svageste i samfundet – asylbørnene. I dag godt et år efter er hun en af hovedkræfterne bag bevægelsen ’Asylbørnene ud nu’, der har iværk-sat en underskriftindsamling med henblik på at få børnene ud af centrene. Målet er 500.000 under-skrifter. Men det har vist sig at være sværere end forventet at mobilisere danskerne til kampen om bedre asylvilkår i Danmark.

Vi betragter os selv som ordentlige mennesker, så hvorfor gør vi ikke noget ved de vilkår, asyl-børnene lever under i landets asylcentre? Eva Smith mener, at der kan være to forklaringer. Enten har danskerne købt regeringens skræmme-billede af, at vi risikerer at blive overbefolket, eller også tror de måske, at det ikke er så slemt endda.

”VI VIL HAVE NOGLE, DER ER INTEGRATIONSEGNEDE”Men det står slemt til på landets asylcentre. Til trods for at Røde Kors anbefaler maks. et års ophold i centrene, har 139 børn boet i mere end et år på et asylcenter, enkelte op til ti år. Undersø-gelser viser, at langvarige ophold i landets asyl-centre nedbryder børn både fysisk og psykisk. Blandt andet derfor kræver Eva Smith asyl-børnene ud nu.

- Vi har glemt børnene, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt, siger Eva Smith og tilføjer: Jeg tror egentlig ikke, danskerne synes, det er i orden, men de tænker måske, at det ikke er så slemt. I dag fokuserer vi meget på de nære relationer og mindre på at redde verden. Det havde måske været nemmere at samle 500.000 underskrifter for 15-20 år siden. Da vi i 1992 hentede asylansøgere til Danmark, gik vi efter de svageste. Nogle, der virkelig havde brug for hjælp. I dag vil vi helst kun have dem, der er integrationsegnede.

ETHVERT BARN HAR RET TIL AT BLIVE HØRTI Red Barnet Ungdom arbejder vi med udgang-spunkt i FN’s børnekonvention. Her står blandt andet, at ethvert barn har ret til at blive hørt. Det er derfor opsigtsvækkende, at asylsagsbehandlin-gen i Danmark udelukkende tager udgangspunkt i den voksne asylansøger og ikke tager hensyn til barnets tarv. Så hvordan sikrer vi, at asylbørnene, til trods for lovgivningen, bliver hørt? I gruppen bag ’Asylbørnene ud nu’ overvejede man at anbringe en dansk familie i et asylcenter for at vise danskerne virkeligheden for asylansøgerne og deres børn. - Men vi var simpelthen bange for, at familien ville tage skade, siger Eva Smith.

I Red Barnet Ungdom tager frivillige ugentligt ud på landets asylcentre. Her udgør fodboldprojek-ter, lege, udflugter til svømmehal, Eksperimenta-riet og Tivoli frirum, hvor børnene kommer til som børn og bliver hørt som børn. Men er der mere, vi i Red Barnet Ungdom kan gøre for i endnu højere grad at høre og sørge for, at børnene bliver hørt? Eva Smith er hurtig med sit svar: - Spred viden om ’Asylbørnene ud nu’. Vi kan simpelthen ikke være vores behandling af børnene bekendt.

Læs mere om Red Barnet Ungdoms asylindsats på www.redbarnetungdom.dk og sæt din underskrift for bedre asylvilkår i Danmark på www.asylboerneneudnu.dk

06

SH

OT

OK

AN

OG

WA

DO

-RY

US

KA

L H

JÆLP

E U

NG

E M

ED

LE

KT

IER

NE

AF Lone Østergaard Nielsen

Den japanske kampform, karate, er en sports-gren, der kræver koncentration, selvkontrol og viljestyrke. Det er alle værdier, der med fordel kan integreres i skolearbejdet, og derfor har en række af Red Barnet Ungdoms frivillige meldt sig til at hjælpe unge medlemmer af karateklubber rundt om i landet med lektierne efter træningen.

For mange unge gennemfører ikke en ungdomsuddannelse, og det skal der gøres noget ved. Red Barnet Ungdom har sammen med Integrationsministeriets indsats Brug For Alle Unge (BFAU) og Dansk Karateforbund taget initiativ til at åbne lektiecaféer i fire forskellige karateklubber i henholdsvis Ålborg og København. I Ålborg Karate Skole startede den første lektiecafé således d. 9. marts i år, mens nummer to åbnede dørene op i slutningen af marts i Copenhagen Budo Academy på Nørrebro. Planen er, at de resterende to caféer begynder i løbet af april og september 2010.

BEGYNDELSEN TIL EN SUCCESHISTORIEKun kort tid efter åbningen af lektie-caféen i Ålborg, ser det ud til, at de unge har taget projektet til sig. Derfor er der allerede snak om at udvide lektie-hjælpen i Ålborg Karate Skole fra én gang ugentligt til to gange.- De unge, og ikke mindst deres forældre, virker overraskende positive. Fortæller Red Barnet Ungdoms frivillige projektleder, Tommy Krogh Larsen på 24 år, der til daglig læser til civilingeniør.

- Det er slet ikke nødvendigt at henvende sig direkte til børnene; de kommer helt automatisk springene med deres lektie-bøger og sætter sig ved bordet og beder om hjælp. Nogen har brug for højtlæs-ning, andre for hjælp til matematikop-gaver, og så er der dem, der bare gerne vil hygge. De unge er 100 % positive og åbne overfor projektet, fortæller han.

GAMLE TRADITIONER DER STADIG HOLDER- Det lå lige til højrebenet at kombinere karatesporten med lektierne. Udtaler formand for Dansk Karateforbund, Kim Bøhmert. Den japanske tradition og de værdier, der ligger bag, er helt oplagte at tage med ind i skolearbejdet. Karatesporten er forbundet med en helt speciel attitude, som er unik for lige netop den sportsgren. Det handler om disciplin og respekt. - Den hårde træning består af masser af gentagelser, som er vejen til selvdisci-plin; det er nærmest meditativt, fort-sætter Kim Bøhmert. Så selvom det bliver kedeligt, så fortsætter man, for man kan altid forbedre sig. Og det er alt sammen noget, man kan bruge, når man skal lave lektier.

07

ET GRUNDLAG FOR EN FREMTIDIG UDDANNELSEBlandt de unge der enten dropper ud af ungdomsuddannelserne eller slet ikke påbegynder en, har en stor del anden etnisk baggrund end dansk. Eksempelvis er der ved de erhvervsfaglige uddan-nelser et frafald på omkring 60 % blandt unge indvandrere. Det vil Red Barnet Ungdom sammen med BFAU og Dansk Karateforbund prøve på at gøre noget ved. Fordi det især er unge med anden etnisk baggrund, der ikke kommer videre i uddannelsessystemet, er det specielt vigtigt at få fat i lige netop den målgrup-pe ved hjælp af et initiativ som lektie-caféerne i karateklubberne.

EN NY RAMME OM ET KENDT KONCEPT- Der eksisterede allerede mange tilbud om lektiehjælp, men det var svært at få de ældre drenge til at deltage. Derfor syntes vi, at det var en god idé at skabe nogle andre rammer om lektiecaféerne, hvor drengene er mere motiverede for at deltage, siger konsulent for Brug For Alle Unge, Inaam Illahi Sahibzada om det nye initiativ i karateklubberne. -Vi overvejede en række sportsklubber, men karate virkede som den mest oplagte på grund af de indlæringsøvelser og dyder, som sporten indeholder, og som man kan kanalisere over i arbejdet med lektierne. Udover at vi selvfølgelig ønsker, at de unge skal få gavn af lektie-hjælpen, så håber vi også, at de opnår en større tilknytning til de enkelte sportsklubber og på længere sigt måske selv vil deltage i det frivillige arbejde, tilføjer Inaam Illahi Sahibzada.

Shotokan er den mest udbredte form for karate og bliver bl.a. trænet ved Copenha-gen Budo Academy på Nørrebro, mens man i Ålborg Karate Skole praktiserer Wado-Ryu. Karatesporten skiller sig ud fra andre sports-grene i og med at den lægger særlig vægt på personlig udvikling og mental balance.

08

X- OFFENTLIG MOBNING ELLER

GOD UNDERHOLDNING?

AF Sofia Adamopoulos

Endnu en vinder af X Factor er kåret efter mere end 1,5 million danskere fredag efter fredag har fulgt med i tredje omgang af X Factor. Det store fokus på de mindre talentfulde deltagere under de første auditionsprogrammer vakte stor kritik fra bl.a. Etisk Råd og lagde op til seerdebat. DR, som tidligere har været en aktiv spiller i kampen mod mobning, måtte pludselig se kanalens fredagsunderholdning kritiseret for netop at lægge op til mobning.

HVORFOR X FACTOR ER SÅ POPULÆRT”Det er mobning af allerværste karat.” ”I giver folk ar på sjælen – og lærer i øvrigt børn at mobbe.” Sådan lyder nogle af de seerhenvendelser, som DR har modtaget. På trods af mange menneskers forargelse over X Factors måde at gøre grin med nogle af delt-agerne på i auditionsprogrammerne, viser de høje seertal dog, at en stor del

af befolkningen føler sig underholdt af, at se andre mennesker blive ydmyget og såret. Psykolog Ole Kyed fra Børne-rådet giver følgende forklaring på de høje seertal: - Der er en tilbøjelighed til at vise inter-esse for og snage i andres uheld, ”ulykke” og kommen galt af sted. Det er nemlig med til at fjerne opmærk-somheden fra en selv. Desuden er der tilpas afstand, og det er omkostningsfrit at more sig over folk på TV. Man føler sig ikke direkte medansvarlig og be-høver ikke gøre noget.

ER DR GÅET OVER STREGEN?DR er blevet kritiseret for mangel på etik, og debatten har gået på, om det er i orden at udstille psykisk syge og udviklingshæmmede, der ikke selv kan overskue konsekvensen af deres del-tagelse i X Factor. DR’s seerredaktør Jacob Mollerup erklærede sig enig i, at DR var gået over stregen, men hævd-

09

ede samtidigt, at der i flere tilfælde overdrives, og at forargelsen ikke er berettiget. Han udtalte på sin blog: - Når en venlig historiestuderende synger pænt, men ret søvndyssende, så er det altså ikke den store katastrofe, at man i et underholdningsprogram laver lidt grin med det - og viser nogle dækbilleder, der understøtter pointen. Jeg vægrer mig også ved at tro, at sådan en spøg fremmer mobning i skolerne.

LEGALISERER X FACTOR MOBNING?Spørgsmålet er, om der er noget forkert i, at man laver lidt sjov med folk i et underholdningsprogram i den bedste sendetid. Er det i orden, at familien Danmark samles om et program, der ikke kun handler om at finde det største sangtalent, men som også lægger op til, at det er i orden at grine af folk. Kan det have negative konsekvenser, at børn ser deres forældre grine ad folk, der på en mere eller mindre uheldig måde skiller sig ud og som bevidst bliver udstillet?- På den ene side er det godt, at børn ser X Factor sammen med deres foræl-dre - hvis forældrene ellers snakker om, det der foregår, er kritiske og sørger for, at børnene ikke sluger det råt. Samtidig kan man dog sige, at det, at de er sammen med deres børn om at se dette program, legaliserer det der foregår, svarer Lars Stilling Netteberg, program-koordinator i Red Barnet. Ifølge Ole Kyed kan børn via deres forældre lære, at det er okay at se andre dumme sig og være i vanskelige sit-uationer, og at det er okay at more sig over det.

- Det er en slags underholdning på linje med stand up comedy. Det kunne være ønskeligt, at forældrene, når de ser disse programmer, bevidstgjorde børnene om, hvordan det kan opleves, og hvordan de mennesker, som del-tager, kan opleve det. Hvis ikke man forholder sig bevidst hertil, så kan det medvirke til, at X-factor indirekte/direkte er med til at legalisere, at mobning er OK – bare det ikke direkte rører os, og vi ikke har følelser i klemme, siger han.

Og Lars Stilling Netteberg forklarer: - Det der er problematisk er ikke selve konkurrencen, det er måden man latterliggør de grimme, de dårlige, de skæve. Det at have en konkurrence er ikke med til at fremme mobning, men netop ydmygelsen og håneretten er med til at fremme kulturen, som kan blive til mobning i skolen el. andre steder. Et program som dette kan ikke i sig selv skabe mobning, men kan være med til at fremme mobbekulturen.

DR TIDLIGERE FORTALER I KAMPEN MOD MOBNINGDanmarks Radio gik i forsommeren 2008 massivt ind i kampen mod mob-ning som samarbejdspartner i den landsdækkende antimobbekampagne ”Sammen mod mobning - for trivsel, tolerance og tryghed”, som havde til formål at bekæmpe mobning i de danske folkeskoler. At DR i den forbin-delse bl.a. bidrog med produktion af tv-programmer og undervisningsmateri-ale og lagde hus til Undervisningsminis-teriets antimobbecamp, gør kun denne debat endnu mere interessant. For måske er den tidligere indsats for en mobbefri skolegang afløst af konkurren-cen om popularitet og høje seertal.

I Red Barnet Ungdom tror vi på, at jo tidligere man gør en indsats, jo større mulighed har man for at stoppe uhensigtsmæssig adfærd. Derfor har Red Barnet Ungdom etableret en række antimobbeprojekter, hvor frivillige unge gennem leg og dialog engagerer folkeskoleelever i kampen mod mobning. For mere information: mobsquadkbh@redbarnetungdom.dk nina@redbarnetungdom.dk

10

ET

FÆ

LLE

SS

KA

B

FOR

DR

EN

GE

Bordfodbold, kort-spil og virksomheds-besøg. Det er blot nogle af de mange aktiviteter, som børnene i alderen 8-13 kan hygge sig med i drengeklubben i Valby – en af i alt fire drengeklubber, som Red Barnet Ungdom står bag.

Mens piger med etnisk minoritetsbag-grund klarer sig bedre og bedre i skolen, har nogle drenge det svært i uddannels-essystemet og falder fra ungdomsud-dannelserne. I det kølvand følger risi-koen for, at de involverer sig i kriminelle aktiviteter i lokalområdet, hvor oprør er det vand, man let kan falde i, og det skal en forebyggende indsats være med til at lave om på: Drengeklubberne.

KUN FOR DRENGE- Jeg kan bedst lide at spille bordfod-bold, playstation og poker… Man kan lave forskellige ting, nogen spiller wrestling og andre spiller bordfodbold, og så kan man være med. Jeg har også været i svømmehallen i DGI-byen, fortæller Jonas på 13 år, som er fast inventar i drengeklubbens farverige fælleslokaler i Valby.

Drengeklubben i Valby er en ud af i alt fire af slagsen, som Red Barnet Ung-dom har etableret i et partnerskab med to boligforeninger i henholdsvis Køben-havn og Århus samt en kampagne, som integrationsministeriet har igangsat under navnet Brug For Alle Unge. Klubberne er alle placeret i socialt udsatte boligområder, og gennem mødet med unge frivillige fra Red Barnet Ungdom er formålet at styrke de 8-13 åriges sociale, faglige, kreative og demokratiske kompetencer.

”Drengeklubberne er et rigtig godt tilbud, som uden tvivl er med til at sende en gruppe børn med vanskelige vilkår i den rigtige retning. Det er vigtigt, at børnene ikke føler sig overladt til sig selv, og at de kan være en del af et godt fællesskab”

- Københavns børne - og ungdoms-borgmester, Anne Vang (S).

Frederik, der er 26 år og ved at færdig-gøre sine kommunikationsstudier på RUC, er projektleder i drengeklubben i Valby. Han kan mærke, at drengene er glade for at komme i klubben og har taget projektet til sig med kyshånd: - Det skaber et fællesskab, og det kan være med til, at de kommer ud af mobning. Den eneste kontakt mange af drengene har med voksne, er den de har med deres forældre og deres lærere, så vi kan være der på en anden måde. I december julehyggede vi med ris à la mande og gaveleg, hvilket mange af dem slet ikke var vant til.

AF Ann-Cathrine

van Pée Andersson

11

Frederik er en ud af i alt seks unge, som har valgt at engagere sig frivilligt med børnene en gang om ugen, når fælleslokalerne står til rådighed i drengeklubbens tegn. Som regel kommer der omkring femten drenge af gangen ud af de i alt ca. tyve, der er tilknyttet.

ROLLEMODELLER FOR DRENGENEEt nyt fællesskabs- og dialogfrem-mende initiativ er netop nu på tapetet: - Da mange af drengene har en Face-book-profil, har vi snakket om at oprette en gruppe derinde, hvor man kan dele information og på den måde også skabe mulighed for et fællesskab derinde.

De frivillige ildsjæle har fået et godt netværk op at stå med børnenes foræl-dre, som tilbyder deres hjælp og er

engagerede i det, der foregår. - Forældre kommer ind imellem ned til os med aftensmad, bl.a. er en af dem kommet med fantastisk marokkansk mad i klubben. Det var et stort hit, fortæller Frederik.

Derudover er et nyt samarbejde i støbeskeen med motorcykelværkstedet Ehlers Performance Motorcycles over de næste mange tirsdage: -Vi har lavet en aftale med værkstedet om, at de kommer ud til klubben og fortæller om motorcyklerne, giver dem lov at skrue på dem, lærer dem at lappe cykler osv. Lidt ligesom et praktikforløb, afslører Frederik om et af de kommende indslag i drengeklubben.

Imens glæder Jonas sig allerede til, at det bliver tirsdag igen …

”De kan godt finde på at fortælle os, hvis de har været oppe at slås, og så lærer vi dem, at det ikke er sejt”

– Frederik, projektleder i drenge-klubben i Valby.

”Vi følger mange af drengene hjem og har faste ordninger med nogle af forældrene.”

– Frederik

12

FØD

T I

EN

FLY

GT

NIN

GE

LEJR

- S

TE

MM

EN

FR

A E

IN E

L-H

ILW

EH

En grå november morgen tog Anne og Karen fra Red Barnet Ungdoms Libanon-gruppe afsted til Libanon for at søsætte magasinet ‘Voice of Ein el-Hilweh’. De skulle undervise en gruppe unge i en af verdens største flygtningelejre i, hvordan man skriver journalistiske artikler. Artiklerne skulle samles i et magasin, som derefter skulle distribueres i området. For de to ud-sendte blev det nogle måneder, der kom til at byde på lidt af hvert. På godt og på ondt, men mest på godt, blev det en eksistentiel rejse for de to frivillige. Online-magasinet har efterfølgende mødt Anne fra Libanon-gruppen til en snak om projektet, om livet som ung palæstinenser i en flygtningelejr, og om at være udsendt som frivillig, for at gøre en forskel, for de unge i lejren.

ET ARABISK UNGDOMSMAGASINHar det rykket noget ved projektet, at du og Karen har arbejdet i flygtningelejren?- Ja, det mener jeg helt bestemt, at det har. Vi er ligesom kommet derned, som et frisk pust udefra, og har fået samlet nogle unge mennesker til at starte magasinet. Vi fik coachet dem til, hvor-dan man kan skrive journalistisk. Fordi det at gå med sine egne tanker omsin situation, det er én ting, en anden ting er rent faktisk at skrive det ned i et sprog, som andre gider at læse. Vi kunne med det samme fornemme den proces, der blev sat i gang. Flere af de unge mennesker blev på en eller

anden måde mere konstruktivt tænk-ende omkring deres tilværelse. Det gik op for dem, at de selv kan gøre noget aktivt, for at ændre fremtiden.

Kan du komme med nogle eksempler på den proces?- Ja. Der var f.eks. en af de unge, som fortalte mig, at han, efter at have mødt Karen og jeg, havde indset, hvor vigtigt det var, at han prøvede at komme væk fra Libanon og væk fra Ein el-Hilweh bare i nogle år. At prøve at leve et andet sted evt. for at studere, eller bare for atopleve en anden kultur, for så at kunne komme tilbage og bidrage med noget ny, positiv og konstruktiv energi, som ikke kun handler om at dvæle i denne her armod med, at ”vi palæstinensere har det forfærdeligt”. Og dét rykkede virkeligt meget, da han sagde det. Det var ret vildt.”

THE VOICE OF EIN EL-HILWEHNoget af det sværeste og mest kræv-ende ved udviklingsprojekter er at sikre bæredygtighed og kontinuitet, efter at man skilles med sin samarbejdspartner. For selv om et projekt kan virke nok så stabilt og selvkørende, mens man samarbejder tæt med de frivillige i lokalområdet, kan det nemt falde fra hinanden, når man igen befinder sig tusindevis af kilometer fra hinanden i hver sin del af verden.

Fra trygge rammer i Danmark til ingenmandsland i Libanon. Det var det skift de to frivillige fra Red Barnet Ungdom for alvor oplevede, da de besluttede sig for at drage afsted, for at arbejde med børn og unge i den palæstinensiske flygtningelejr i Libanon.

AF Mia Løvstad

13

Tror du, at de unge vil fortsætte med at skrive, efter I er taget hjem?- De er i gang med at lave det næste tryk. Så det gør de. Det er helt vildt fedt! Det der hele tiden har været vigtigt ved magasinet er, at de selv får lov til at udtrykke sig. Nogle gange er der jo nogle journalister, der tager ind til Ein el-Hilweh. Men jeg synes, at det er meget vigtigere, at de unge selv får lov til at fortælle om livet i lejren; hvad de synes er skidt ved at være der, og om hvad der kan forbedres. De der kommer udefra, fokuserer tit på sikkerhedssitu-ationen og på kampene. I går udbrød der eksempelvis kampe inde i lejren, og der var faktisk en kvinde, der blev skudt på gaden. Det var ret forfærde-ligt. Så det er det, der bliver fokuseret på i medierne. Man mangler lidt det der indblik i hverdagslivet. Hvordan er det at være født i en flygtningelejr? Folk der bor i lejren har jo også et liv – det er deres verden.

DET HANDLER OM ET MENNESKELIGT ANSVARDet er bestemt ikke første gang, at Anne rejser ud i den store verden. Alligevel virker det som om, at denne rejse har været en af de største op-levelser i Annes 28-årige liv. Spørger man Anne om, hvad hun har lært af opholdet i Libanon og i flygtningelejren er listen lang. - Jeg har lært endnu engang, at Dan-mark er da et helt utroligt trygt lille land, hvor vi bare har det fuldstændig fantas-tisk. Hold kæft, hvor er man heldig i at være født i Danmark. Jeg føler i endnu større grad nu, at det forpligter at være født så heldig. Alle har jo deres person-lige historier, men det er jo ingenting iforhold til, hvad de oplever i flygt-ningelejren. Tænk engang, at jeghar den fremtid, og alle de muligheder. En anden ting, jeg har lært er, at i et land som Libanon, hvor alt er så kom-plekst, og man har problemer med at integrere palæstinensere af politiske årsager. Jeg kan godt se, at det er nogle svære problemstillinger. Men det jeg har indset er, at det starter med et

menneskeligt ansvar. Uanset hvad! Uanset om landets økonomi og struktur ikke kan bære de her palæstinensere, så starter det virkeligt med, at den libanesiske befolkning, eller heleverden, går ind og anerkender, at der er et problem.

Hvad var det fedeste ved at være der?”Det var at møde de palæstinensere, vi mødte, og deres venlighed og deres oprigtighed. At de bare tog en, for hvad man var, og havde en umiddelbar inter-esse i en, fordi man bare kom til Ein el-Hilweh. Det kunne jeg virkeligt godt lide. Og så blev man inviteret hjem til dem, og til at sove hos dem. Jeg haraldrig, aldrig mødt så venlige mennesk-er! Folk er SÅ venlige. De ved jo, at vi er der for dem, og det synes jeg virkelig var fantastisk.” DET SVÆRE FARVEL For en udenforstående kan tanken om at skulle opholde sig i en flygtningelejr indhegnet af pigtråd og bevæbnede vagter virke næsten klaustrofobisk. Men for Anne var den aller værste oplevelse ved forløbet faktisk at skulle rejse derfra igen. - Det var helt forfærdeligt. Jeg fik sådan en skyldfølelse over at sige, ”Nu vil jeg væk fra det her, som er jeres liv, for jeg synes faktisk, at det er for hårdt! - Så nu glæder jeg mig rigtigt meget til at kom-me hjem til det, der er derhjemme”. På en eller anden måde er det ret hårdt at være hjemme igen. Altså, det er også dejligt, men jeg kan godt sidde på en café, og føle mig sådan helt malplaceret og tænke: ”Ej, jeg kan da ikke bare sidde her, og bare drikke en kop kaffe”. Det er faktisk det værste. Jeg kan mærke, at efterdønningerne stadigvæk er der. Nu har jeg lige fået at vide, at der udbrød kampe i går, og jeg skrev til de unge i lejren i dag. Jeg skrev til Yussef: ”Er du okay, og hvad med de andre?” Det kunne jo godt være en af hans venner, der var blevet skudt på gaden.

vil ha’ en børnevenlig verden, hvor børn og unges rettigheder bli’r taget alvorligt. Derfor arbejder vi med udgangspunkt i FNs Børnekonvention, og vi baserer vores arbejde på projekter. Vi har mere end 1400 medlemmer og omkring 500 aktive frivillige. Vi arbejder med projekter inden for integration, antimobning, asyl og internationalt arbejde.

Læs mere om Red Barnet Ungdom på www.redbarnetungdom.dk Hvis du har kommentarer til magasinet kan du skrive tilsofie@redbarnetungdom.dk

RED BARNET UNGDOM