1

ISS

N: 2

245

-6

95

3

Gud er min øverste arbejdsgiver En kirke

på torne

En brugt kommode og en skuffefuld næstekærlighed

nr. 3/september 2015

magasin

Tema:troshistorie

2

DA REDAKTØREN BAD MIG skrive leder

til dette Danmission Magasin, som har

fokus på troshistorie, spurgte hun til min

egen trohistorie. Har jeg sådan en? Tænkte

jeg. Og behøver den være dramatisk for at

være vedkommende? Kan den lille historie

være stor?

Inden I får en bid af min troshistorie,

vil jeg lige fortælle en forhistorie:

VI ER TIL GUDSTJENESTE i Abundant Life

Church i Preah Sdach i Cambodja.

Kirken blev grundlagt for ti år siden i sam-

arbejde med Danmission. Der er omkring

hundrede medlemmer – en procent af be-

folkningen i området, hvor over 90 procent

er buddhister. Kirken er beskeden, en bøl-

geblikbygning med plads til hele menig-

heden. Alteret er et groft sammentømret

spisebord med en dug af "nervøst” velour.

Alterudsmykningen består af stjerner og

guirlander – det er kun 3 uger siden, det

var jul. Og som støtte for menighedssangen

betjener kirkens præst Sao Him et noget

vakkelvornt elektronisk lydanlæg.

Der er mødt 30 mennesker op til

denne søndagsgudstjeneste. Og efter

gudstjenesten vender vi de plastic-have-

stole, der ellers fungerer som kirkebænke,

så vi sidder i en rundkreds, og så giver vi

os til at snakke sammen over en kop kir-

kekaffe. Hvornår blev du kristen? Spørger

menighedsrådsformanden Sao Am. Den

første i kredsen er en mand i 50erne. Han

er tidligere buddhistisk munk i et kloster.

Da han hørte, at der var blevet bygget en

kirke i den anden ende af byen, deltog

han af nysgerrighed i en gudstjeneste, og

det vakte hans interesse. De følgende år

kom han oftere og oftere i kirken, men

fortalte bare munkene, at han havde

været på markedet. For to år siden valgte

han at træde ud af klosteret for at blive

døbt. I dag er han en slags kirketjener og

liturg i menigheden. Den næste i kredsen

fortæller, at hun er i kirke for første gang.

Hendes veninde har inviteret hende med,

og hun synes, det har været en stor ople-

velse. Hun vil gerne komme igen og høre

mere om kristendommen, men kristen er

hun altså ikke – endnu da.

NU ER TUREN KOMMET TIL MIG. Og

hvornår og hvordan blev du kristen, Peter?

Spørger menighedsrådsformanden. Ja,

jeg er jo nærmest født kristen, svarer jeg.

Mine forældre besluttede, at jeg skulle dø-

bes, da jeg var 3 måneder gammel en ok-

toberdag i 1955. Og så har jeg jo sådan set

været kristen siden. I den unge menighed

i Preah Sdach ser de undrende på mig. Det

er virkelig meget mærkeligt at have været

kristen i næsten 60 år!

Men sådan er det altså fat med mig.

Sådan begyndte min troshistorie. En

lørdag eftermiddag har et ungt par invi-

teret til dåb i Holmens Kirke, hvor de var

blevet viet året før. Det velnærede barn

er med noget besvær blevet iklædt en

dåbskjole, som er gået i arv i familien. Det

hele går planmæssigt, indtil barnet får

hældt de tre håndfulde vand over hovedet.

Gudmoderen er ved at løbe ud af kirken

med den skrigende unge, men bliver holdt

tilbage af den venlige præst. Efter dåbs-

handlingen er der middag hos farfamilien,

og barnet bliver begavet med et sølvkrus

med navn, en gaffelske og en skubopper,

mens en onkel betænker den lille med den

mest langtidsholdbare gave: en øloplukker.

JEG ER VOKSET OP i en meget almindelig

borgerlig familie, som ikke tænkte ret me-

get over det med kirke og kristendom, eller

som i hvert fald ikke talte ret meget om det.

Det var på en måde lige så selvfølgeligt og

usynligt som den luft, vi indåndede. Min

mor bad Fadervor med mig og sang et vers,

når jeg blev lagt i seng. Min mormor havde

en stor billedbibel, som min oldefar havde

købt på tilbud i Aarhus. Men vi gik ikke i

kirke mere end nødvendigt. Det vil sige

til dåb og konfirmation i den nærmeste

familie – børn kom ikke med til begravel-

ser – og til juleaften.

Min mere bevidste troshistorie be-

gyndte med konfirmationsforberedelsen.

Jeg var som barn optaget af astronomi og

undrede mig sammen med en kammerat

over universets uendelighed. Det var ikke

til at forstå, at noget kunne være uende-

ligt. Hvad mon der var på den anden side

af uendeligheden? Døden undrede jeg mig

også over. En kær gammel onkel var død.

Blev han så bare væk i uendeligheden?

Hvad var der bag dødens grænse?

Tanken om døden gjorde for mig alting

mærkelig vægtløst. Det var ikke tanker

jeg delte med andre, og her kom konfir-

mationsforberedelsen som regn på tørt

land. En klog og dygtig præst, som havde

forstand på unge, hjalp nænsomt med at

få sat ord på nogle af de tanker, vi gik og

tumlede med.

DET VAR IKKE NOGET, der kom på én

gang, men noget der spirede og voksede.

Jeg fortsatte efter konfirmationen i en slags

studiekreds hos præsten. Og da jeg nåede

til studievalget, blev det teologi. Jo mere

jeg gik på opdagelse i kristendommens

historie og troens verden, jo mere inspire-

rende og provokerende blev Jesu historier

og historien om ham. Jo mere jeg talte med

andre om det, også med folk fra andre

trostraditioner end min sekulariserede, jo

mere spændende og udfordrende blev det.

Som præst oplevede jeg sammen med

folk i Terslev og Ørslev, hvordan troen

udfoldede sig i hverdagen i samtaler og

samarbejde. Det var lokalt og godt, det

folkelige og det kirkelige i vekselvirkning,

som det hedder på ”grundtvigsk”. Og det

var så også fra Grundtvig, at jeg fik skub-

bet til at engagere mig ud over det lokale,

at gå på opdagelse i tro og kristendom

i andre kulturer og verdensdele. Sådan

kom jeg i kontakt med Danmission, og

sådan blev der føjet endnu et kapitel til

min troshistorie.

Tak, fordi jeg fik lov til at dele min

troshistorie – og tak til jer, som deler jeres

troshistorie. Evangeliet og troen lever ved

at blive delt!

Biskop Peter Fischer-Møller,

Danmissions formand

Den store og den lille troshistorie

leder

3

Troshistorie: Når vi deler troshistorier, er det med til at gøre os bevidste om, hvordan Gud sætter fodspor i vores liv, og samtidig kan troshistorier tilskynde os til at omsætte ord til handling. Danmission sætter fokus på troshistorier i en tid, hvor de fleste danskere holder deres tro tæt ind til kroppen.

Gud er min øverste arbejdsgiver Guds fodspor Jeg vil vidne om Guds kærlighed En kirke på torne Uden skoleunifom – ingen skolegang Vi skal gøre det normalt at tale om vores tro Livet som udsendte på Zanzibar En brugt kommode og en skuffefuld næstekærlighed

FOLKEMØDE: Med en imam og en præst bød Danmission til en velbesøgt debat om, hvordan religion og religiøse le-dere kan være med til at bekæmpe ekstremisme og fremme antiradikalisering.

Danmission Unge: Kirketrommer, kangaer og karibu – velkommen til Tanzania. Få et glimt af, hvad unge danskere oplevede på sommerens rejse til Tanzania.

Årets Lucia Indsamling: Lad ikke julen komme bag på dig og din kirke, genbrugsbutik eller kor. Begynd al-lerede nu at planlægge, hvordan I kan være med i Årets Lucia Indsamling, som igen i år er inspireret af Santa Lucia. Der er gamle traditioner, men også nye ideer at hente til en festlig Luciatid.

Sommerlejre: Fra Blåvand over Honolulu og Egypten til safari i Tanzania – børn og unge kom vidt omkring på Danmissions sommerlejre 2015. Der var tid til både fællesskab og fordybelse – tro og tosserier.

4-22

23

24-25

26-29

30-31

12-13

30-31

26-29

18-19

24-25

Indhold

4

For Danmissions kald er at deltage i Guds mission gennem to selvstændige hovedopgaver, der ikke kan sammen-blandes, ikke kan skilles ad og ikke kan erstatte hinanden:

At styrke kirkens forkyndelse så evangeliet høres og mennesker rodfæstes i kristen tro.

At tjene medmennesket og samfundet så alle kan leve et værdigt liv i fred og i et retfærdigt samfund.

Grundlaget for disse to opgaver finder vi i det dobbelte kærlighedsbud:

DANMISSIONS MISSION

Hvad er kristent vidnesbyrd, og hvorfor er troshistorie så vigtig, hvis kristendommen skal trives og spredes? På de følgende sider ser vi nærmere på kristent vidnesbyrd, forstået som troshistorier og diakoni.

Jesus sagde: „Du skal elske Herren din Gud af

hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit

sind. Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det:

Du skal elske din næste som dig selv.“(Matthæusevangeliet 22,37-39)

5

tema: troshistorie

DANMISSIONS MISSION

Foto: M

ag

nus S

ort Eid

ema

k

6

"Det umulige ordner vi, mens du venter. Miraklerne tager

lidt længere tid," står der på en indrammet seddel bag di-

sken i Danmissions genbrugsbutik i Bazar Fyn i centrum af

Odense. Lokalet er stort, så der er plads til både nips, bøger,

møbler og tøj i alle størrelser og farver. I en del af den store

hal er der indrettet en særskilt butik. "Alverden" står der

over indgangen hertil, og der er virkelig varer fra stort set

hele verden, især fra lande i Asien og Afrika. Varerne, der

sælges i denne del af butikken, er fair trade-varer, det vil

sige, at de er fremstillet under gode forhold og ofte som en

del af projekter, der støtter svage, fattige og udsatte grupper.

„Jeg har selv hentet de små tasker hjem fra Madagaskar.

Danmission har købt dem gennem en kvinde, Fanja, som

støtter andre kvinder, der laver håndarbejde. Hun betaler

dem godt, og en del af overskuddet går til, at kvindernes

børn kan komme i skole,“ fortæller Torben Holm.

„Da jeg foreslog, at vi købte tasker med Hello Kitty-

motiver, troede nogle af de frivillige ikke på, at vi kunne

sælge dem. Men salget går godt,“ siger han. „Men det vigtige

er jo ikke salget i sig selv, eller profitmaksimering, som

mantraet lød på handelshøjskolen. Det giver mening, fordi

overskuddet går til at hjælpe fattige.“

Gudsbenådet iværksætterTorben Holm er leder af Danmission Genbrug, som omfat-

ter 84 butikker landet over. „Min spidskompetence er, at jeg

Gud er min øverste arbejdsgiver

Af Malene Fenger-Grøndahl, freelancejournalist

Torben Holm er leder af Danmissions arbejde med genbrug – og det er ikke nogen tilfældighed. Hans spidskom-petence er at udvikle nyt og sørge for, at det giver økonomisk gevinst, og hvad pengene går til er ikke ligegyldigt. For han opfatter Gud som sin øverste arbejdsgiver.

Foto: C

hristo

ph

e Merle

7

Gud er min øverste arbejdsgiver

tema: cambodja

er god til at sætte projekter i gang. På en måde kunne jeg lige

så godt være blevet missionær i traditionel forstand. Men jeg

tror, det er Guds mening, at jeg skal bruge mine nådegaver i

netop denne kombination, hvor jeg bruger min handelshøj-

skolebaggrund til at udvikle et område, som hjælper verdens

fattige,“ siger han.

Han smiler lidt skævt over, at ordet nådegave i dag bruges

meget sjældent, mens et ord som spidskompetencer er en del

af vokabulariet allerede fra folkeskolealderen. „Folk kan jo

kalde det, hvad de vil, og det var jo også ret sent i mit liv, at jeg

overhovedet stødte på begreber som mission og nådegaver –

og der gik også en del tid, før jeg kunne sætte dem i forhold til

mit eget liv,“ siger han.

Øl og karaokeDet lå nemlig ikke i kortene eller stod skrevet på cv’et, at

Torben Holm skulle blive ansat i Danmission i 2001, eller at

han skulle blive bekendende kristen og opfatte Gud som sin

øverste arbejdsgiver. Han blev ganske vist både døbt og kon-

firmeret, sådan som det gjaldt for de fleste af de børn, han

omgikkes under sin trygge opvækst i en socialdemokratisk

sindet arbejderfamilie i Rødovre. „Mine forældre kom stort

set kun i kirke i forbindelse med dåb, konfirmation, bryllup

og begravelser, og jeg tror, de var mere optaget af at få os

børn godt gennem skolen og videre ind på arbejdsmarkedet

end af at tænke Gud ind i tilværelsen,“ husker Torben Holm.

Han erindrer, at han som spejder oplevede en stor glæde

ved naturen, hvilket han i dag opfatter som en gryende

erkendelse af Guds skaberkraft. Men han satte ikke den slags

ord på i sin barndom. Det skete først langt senere, efter næ-

sten 21 års karriere i Carlsberg.

Allerede efter realeksamen fik han en attraktiv læreplads i

den hæderkronede virksomhed, som betalte hans uddannel-

se i afsætningsøkonomi. Efter opgaver i Cameroun og Norge

og mange år i København med ansvar for bl.a. sponsorering

af musikfestivaler og markedsføring af øl og sodavand base-

ret på dengang helt nye markedsanalyser, blev Torben Holm

tilbudt en stilling som leder af Carlsberg-Tuborg i Japan. Han

takkede ja, rejste til Tokyo, brugte et år på at lære japansk

og gik derefter i gang med at sælge danske øl på det store

japanske marked. „Ofte blev forretningsaftalerne indgået

på japansk manér ved, at man mødtes på barer efter fyraf-

ten, drak godt med øl, lod sig beværte af stedets kvindelige

personale og sang karaoke på skift. Sådan var kulturen, og det

anfægtede mig ikke,“ siger han.

Den 3. september 1987Torben Holms blik på forretningskulturen og sin egen rolle i

den ændrede sig imidlertid. Det skete gradvis, men vende-

punktet kan han alligevel tidsfæste præcist: „Den 3. septem-

ber 1987 kalder jeg som regel min anden fødselsdag. Den

aften sad jeg i Tokyo sammen med mine naboer, som havde

introduceret mig for en international baptistmenighed.

Deres form for gudstjeneste var noget helt nyt for mig. Der

var gospelkor og op mod 500 mennesker forsamlet, som alle

tog aktivt del i gudstjenesten. Hurtigt kom jeg med i koret, og

jeg begyndte derefter også i en studiegruppe, hvor vi lærte

passager af Bibelen udenad og talte om, hvad Gud betød

i vores liv. Det var en lang proces, men om aftenen den 3.

september var jeg parat til at tage det afgørende skridt: Jeg

bad Jesus om at tage plads i mit hjerte og styre mit liv. Jeg

overgav mit liv og min fremtid til Jesus Kristus. Og dermed

måtte jeg sige farvel til mit gamle liv.“

Efter at have bedt drak Torben Holm og hans venner i

studiegruppen en godnatøl sammen. Men Torben kunne

ikke sove og læste i stedet i Bibelen. Det lykkedes ham til

sidst at falde i søvn, men han vågnede kort efter ved noget,

der lød som et uvejr uden for vinduet. Han vidste, uden at

kunne forklare hvorfor, at der var en kamp i gang mellem

det gode og det onde om hans sjæl. „Jeg ved ikke, hvordan

sådan en kamp udspiller sig, men jeg ved, at det var, hvad

der foregik, og jeg var tryg ved, at Jesus kæmpede på min

side.“ Torben Holm faldt endnu en gang i søvn, men vågnede

ved, at der i hjørnet af stuen stod en tre meter høj engle-

skikkelse rustet til kamp. Han gik i dialog med englen, som

fortalte, at den var kommet for at følge og beskytte ham.

Løst fra kontraktHerefter stod det klart for Torben Holm, at han ikke kunne

fortsætte sin karriere i Carlsberg. Han bad om at blive løst

fra sin kontrakt, og selv om en del af hans kolleger vist

mente, han var blevet vanvittig, oplevede han det selv som

en lettelse. Han brugte herefter halvandet år på at finde

ud af, hvilken vej Gud ønskede, han skulle gå. Da det stod

klart for ham, søgte og fik han et job som direktør for et

nyt kursuscenter, som Krifa (Kristelig Fagbevægelse) skulle

bygge i Fredericia, og herefter løste han en lignende op-

gave for Muskelsvindfonden. Så var han kortvarigt ansat

som indsamlingsleder i Care Danmark og som fundraiser

i Internationalt Rehabiliterings Center for Torturofre. „For

mig var det en logisk vej, der gik via det humanitære og

næstekærlige til det kirkeligt funderede, og da Danmission

så kontaktede mig, var det et naturligt næste skridt for mig,“

siger han.

Efter fem år med ansvar for både kommunikation, net-

værk og udvikling af genbrugsområdet var organisationen

vokset så meget, at der måtte opgavedeling til. Torben Holm

blev leder af det, han er bedst til: en kombination af inno-

vation og økonomi. „Når jeg ser tilbage på Danmissions ud-

vikling i de seneste 15 år, hvor der har været stor fremgang,

tænker jeg, at Gud har forberedt mig til netop det her,“ siger

Torben Holm, som skulle blive 37 år, inden han fandt troen

på Gud. Mirakler kan, som der står på skiltet i genbrugsbu-

tikken i Odense, tage sin tid.

tema: troshistorieTorben Holm forlod karaokebaren og karrieren i Carlsberg og endte i Danmission Genbrug.

8

guds fodspor

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist

Den kristne tro er med, når Danmission inviterer til fore-

drag og fællessang i en dansk kirke; når vi lærer afrikanske

og indiske børn, at de har rettigheder; og når vi skaber dia-

log mellem kristne og muslimer i Mellemøsten.

Men hvordan udlever vi den kristne tro i vores arbejde,

hvordan omsætter vi troen til handling og lader den sætte

spor i alt arbejdet? Hvordan kan Danmission, som er

Danmarks ældste missionsorganisation, blive endnu bedre

til at vise, hvad vi er rundet af? Og hvorfor er det overhove-

det vigtigt at forholde sig til de spørgsmål?

„Danmission skal stille skarpt på, hvad der er det særlige

ved vores arbejde. Det er vigtigt med en stærk identitet, hvor

vi også er klar på, hvordan vi adskiller os fra andre organi-

sationer, som er på samme arbejdsfelter,“ siger Troels Toft,

som er teolog og fagkonsulent i Danmissions afdeling for

Kirke & Dialog. Han er ansvarlig for den del af afdelingens

nye strategi, som handler om, hvordan Danmission er et

vidnesbyrd om Guds nærvær og kærlighed – både i ord og

handling.

Han fremhæver, at Danmissions kald er at deltage i Guds

mission ved:

At styrke kirkens forkyndelse så evangeliet høres og

mennesker rodfæstes i kristen tro.

At tjene medmennesket og samfundet så alle kan leve et

værdigt liv i fred og i et retfærdigt samfund.

Det særlige er, at vi i vores mission forholder os til det som

to selvstændige opgaver, der ikke kan sammenblandes, ikke

kan skilles ad og ikke kan erstatte hinanden.

Verdensmiddag i GræstedIfølge den ældre "Ordbog over det danske sprog" er et reli-

giøst vidnesbyrd en persons bekendelse eller forkyndelse

Hvor ville verden have været i dag, hvis hyrderne på marken julenat havde tænkt, at deres møde med Jesusbarnet var en privatsag? Hvis de ikke havde fortalt historien – deres troshistorie videre? Når vi deler troshi-storier, er det med til at gøre os bevidste om, hvordan Gud sætter fodspor i vores liv. Samtidig kan troshistorier også i dag tilskynde os til at omsætte ord til handling, og derfor kigger Danmission nærmere på troshistoriernes betydning – også for vores arbejde.

Foto

: Sø

ren

Kje

ldg

aa

rd

9

guds fodspor

fortsættes side 10...

af, hvad der bevæger ham eller hende. Og den forklaring,

mener Troels Toft, giver god mening:

„Det kristne vidnesbyrd rummer helt klart et person-

ligt element. I Græsted, hvor jeg bor, har vi den senere tid

modtaget en del flygtninge fra Syrien, og de er for mig blevet

en anledning til at omsætte min tro til en meget konkret

handling. Jeg har været med til at arrangere såkaldte ver-

densmiddage, hvor vi spiser sammen, lærer hinanden at

kende og deler liv og oplevelser. Det er en måde, hvorpå jeg

giver noget af det tilbage, jeg har fået, og samtidig føler jeg

mig beriget af venskabet med de syriske flygtninge,“ siger

Troels Toft.

Begrebet troshistorie kan bruges til at beskrive, hvordan

vores tro omsættes til handling og skaber en historie. En

personlig troshistorie, som den Troels Toft netop har fortalt.

Traditionen for at dele vores troshistorier med hinanden

møder vi fx blandt hyrderne på marken, som ifølge Biblen

var de første, der modtog den skelsættende nyhed, om at

Jesus var født.

„Det er svært at forestille sig hyrderne stå der og op-

regne fordele og ulemper i forhold til, om de nu skal fortælle

det, englene har fortalt dem om Jesus. De vælger at dele de-

res troshistorie på trods af den skepsis, de bliver mødt med,“

siger Troels Toft og fortsætter: „Det, mener jeg, er kernen i

det kristne vidnesbyrd – kun ved at dele vores troshistorier,

kan vi forkynde evangeliet, og det er det, missionsorganisa-

tioner som Danmission gør“.

Hvordan opstår et menneskes troshistorie? „Et menneskes tro påvirkes og formes af alt, hvad det møder

– på godt og ondt. Noget er befordrende for troen – andet

nedbryder den. Det vi møder i vores liv og gennemlever –

glæder og smerter – er med til at forme vores tro, men vores

tro er også med til at forme dét og dem, vi som troende

Når vi deler vores troshistorier skaber det fællesskaber – også på tværs af grænser. Gudstjenesten forud for Danmissions repræsen-tantskabsmøde markerer netop dette fælleskab, som bygger på vores kristne tro – uanset om den udleves i Danmark, Pakistan eller et andet sted i verden.

tema: troshistorie

10

Foto

: Run

e Lu

nd

ø

møder. På den måde påvirkes vores tro, men vi påvirker

også andres tro,“ forklarer Troels Toft og henviser til et citat

af den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, som blev kendt for

sin modstand mod nazismen: Kristus i min brors mund er

stærkere end Kristus i mit eget hjerte.

„Evangeliet lever af at blive delt, og med sit udsagn sæt-

ter Bonhoeffer ord på oplevelsen af, at de troshistorier, vi

modtager, er stærkere end den, vi selv bærer på, og det kan

tilskynde vores tro til at handle,“ siger Troels Toft.

Åndeligt blufærdigeEt af de stærkeste eksempler på kristent vidnesbyrd, som

Troels Toft har mødt i sit liv, var da han boede og arbejdede i

Cambodja. Her lærte han en kvinde at kende, der på trods af,

at hun materielt set ikke havde meget at byde på, alligevel slog

dørene op til sit hjem og inviterede forældreløse børn indenfor.

„De kræfter og den omsorg, hun havde, gav hun til

børnene. Og hendes liv blev for mig et vidnesbyrd om den

kærlighed, Kristus møder mig med, og som inspirerer mig

til også at dele ud af min tid og mit overskud.“

Troels Toft har det lige som mange andre danskere – for

ham er det langt lettere at dele andres troshistorier end sin

egen.

„I vores kultur opflaskes vi med, at vi kun kan stole på

os selv. Det er os, der skaber resultater og fremskridt, og

inden for naturvidenskaben er det kun de fysiske, målbare

observationer, vi kan stole på. Det, at vi længe har ladet et

materialistisk verdensbillede styre dagsordenen, gør, at vi er

blevet åndeligt blufærdige.“

Alligevel øver Troels Toft sig på at dele sin troshistorie

med andre – også med risiko for at blive mødt med forun-

dring og skepsis, når han fortæller, hvordan han har valgt at

lade Gud indtage en central rolle i sit liv.

„I Bibelen beskrives Gud som en far, der drager omsorg

for os. For mig betyder det, at jeg først og fremmest er en del

af Hans familie. At jeg på den måde lader Gud sidde i fører-

sædet i mit liv, tror jeg, at nogen kan opleve som uansvarligt

eller i hvert fald mærkeligt og uforståeligt.“

Del med partnerne Én ting er, at vi som individer kan dele vores troshistorier

med hinanden og på den måde berige og udfordre hin-

anden, men hvorfor er det vigtigt for en organisation som

Danmission at arbejde bevidst med troshistorie?

„Som missionsorganisation er det vigtigt, at vi hele tiden

minder os selv om, hvem vi er, og hvad vi er rundet af. Det

Foto

: Tov

e Li

nd

Iv

erse

n

... fortsat fra side 9

Guds fodspor

1111

Af Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet

Hvad er kristent vidnesbyrd?Alle gode ord kan misbruges, fx kan ”vidnesbyrd” bru-ges om et rigidt skudsmålssystem eller om en ubærlig selvudkrængning. Men grundlæggende betyder det blot at bevidne noget vigtigt om en anden. Da Plinius den Yngre mistede en god ven, skrev han: ”Jeg har mi-stet vidnet til mit liv... jeg er bange for, at jeg fra nu af vil komme til at leve mere skødesløst." Det er elemen-tært, at vi har brug for vidner til vore liv – et eller flere mennesker, som også, når vi ikke selv er i stand til det, kan bevidne, hvem vi er. Det er det, hverken mere eller mindre, Kristusvidnesbyrdet handler om: at bevidne, hvem Jesus Kristus er. Det er et udtryk for Jesu Kristi dybe menneskelighed, at han som vi andre har brug for vidner til sit liv.

På græsk hedder et vidne en martys, mens det at vidne hedder martyría. Kristusvidnesbyrdet kom til at koste og koster stadigt mange kristne livet. Derfor har martyrium også fået den betydning at dø, fordi man holder fast ved Kristustroens vidnesbyrd. Men grund-læggende betyder martyría blot at vidne om eller for en anden. Mission i kristen forstand er at vidne om Jesus – fra Jerusalem til Jordens ende (ApG 1,8), dvs. på vejen, hvor man står og går (Luk 24, 13-35).

Paulus siger i Rom 10,17, at troen forudsætter, at Kristusvidnesbyrdet er blevet præsenteret for men-nesker – og det på en troværdig måde. Ingen kan ind-lade sig på en tro, de ikke har hørt om på en troværdig måde. Den kristne tro kan ikke leve, hvis den ikke gøres troværdigt gældende. Det kræver to ting: 1) at der er mennesker, for hvem troen er gældende på en måde, så det er umagen værd for dem og måske endda er en glædelig nødvendighed at præsentere Kristustroen for andre mennesker, og 2) at den kristne, der skal præ-sentere kristendommen, synes, at andre mennesker er gode nok til at få fortalt det gode budskab.

Hvad er troshistorie?Troshistorien er historien om, hvad den kristne tro har betydet i og for den enkeltes liv. Ofte har troshistorien nogle udgangs- eller knudepunkter i de situationer i ens liv, hvor man har mødt et trosværdigt vidnesbyrd. Det er en god og oplysende øvelse at sætte sig om et bord og lave en rundesang, hvor man skiftes til at for-tælle fra ens personlige troshistorie.

er en måde, hvorpå at vi kan sikre os, at vi beholder den

identitet, som er kendetegnende for Danmission og vores

arbejde,“ siger Troels Toft og henviser til en forsker og psy-

kolog, Dorthe Kirkegaard Thomsen, som har beskæftiget sig

med troshistorie:

„Hun understreger i en af sine bøger, at hvis vi glemmer

at fortælle hinanden om de begivenheder og hændelser, vi

udsættes for i løbet af vores liv, så kan vi risikere at glemme,

hvem vi er, og hvad vi er sammensat af.“

Derfor er det også vigtigt, at Danmissions samarbejds-

partnere inddrages, så vi inspirerer hinanden til at finde

nutidige udtryk for vores tro og troshistorie.

„Vi oplever helt klart et behov fra vores partnere i for-

hold til at kunne sætte ord på, hvorfor vi støtter og samar-

bejder med kirker. De har brug for at kende vores troshi-

storie, og vi har brug for at kende deres for at få det bedst

mulige samarbejde,“ pointerer Troels Toft og fortsætter:

„Det er ikke længere kun os, der stiller krav til partnerne

– de stiller også krav til os, fordi de vil forstå vores motiva-

tion og vores rødder. Og det skal vi prioritere, så det hele

ikke går op i, at de som partnere skal afrapportere og huske

at bruge de rigtige udviklingspolitiske termer – det skal de

også, men vi skal også huske at dele vores tro.“

tema: troshistorie

Foto: R

une Lun

dø

Det vi møder i vores liv og gennemlever – glæder og smerter – er med til at forme vores tro, men vores tro er også med til at forme dét og dem, vi som troende møder. På den måde påvirkes vores tro, men vi påvirker også andres tro.

Troels Toft, fagkonsulent i Danmissions afdeling for Kirke & Dialog

Støt Danmissions arbejdeScan koden og støt direkte online eller

brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1245

og støt med 100 kr.

12

Alireza Sechani lukker øjnene for at kon-

centrere sig om sin bøn. Hans ører er dæk-

ket af hovedtelefoner, der via en simultan-

tolk sender præstens danske ord ind i hans

øregange på sproget farsi. Stemmerne, der

flyder sammen i et Fader Vor denne søndag

i Apostelkirken på Vesterbro i København,

stammer fra både danskere, iranere,

afghanere, irakere og flere andre nationa-

liteter. Fælles for dem er, at de har

valgt at blive en del af den kristne

folkekirke.

Hver søndag kommer 33-årige

Alireza Sechani i Apostelkirken.

Apostelkirken og Danmission

har et tæt samarbejde om bl.a.

Mødestedet, hvor flygtninge og ind-

vandrere som Alireza Sechani fx

kan få rådgivning, lektiehjælp, tage

med på udflugter, høre foredrag og

være med til fællesspisning og høj-

skoleaftener. Det er i Apostelkirken,

Alireza Sechani for syv måneder

siden blev døbt og officielt skiftede

islam ud med kristendommen.

„Jeg er vokset op i en muslimsk familie,

men Ishafan, hvor jeg kommer fra, er en

særlig by, for der lever kristne og muslimer

side om side. Jeg hørte altid kirkeklokker

fra vores hus, så på den måde var kri-

stendommen ikke helt fremmed for mig,“

fortæller Alireza Sechani, der i Iran drev sit

eget elektronikfirma.

I hans hjemland hører henrettelser til

dagens orden. Kun Kina henretter hvert år

flere mennesker end Iran. Tortur er også

udbredt, ligesom piskeslag og amputationer

stadig bruges som afstraffelsesmetoder.

Ytrings-, presse- og forsamlingsfriheden

er voldsomt indskrænket, og politikere og

aktivister fængsles uden grund og uden

retssag. Der er mange grunde til, at Alireza

Sechani i 2009 flygtede til England.

Vejen til Danmark og kristendommen

har absolut ikke været snorlige. Efter kun et

år i England blev han sendt tilbage til Iran.

Her levede han skjult i et års tid, inden det

igen lykkedes ham at flygte, denne gang

til Danmark. I løbet af de fire år, han har

været i Danmark, har han boet på en hånd-

fuld forskellige asylcentre, fået afslag på at

blive i landet, søgt igen og nu endelig fået

opholdstilladelse. Det sørgmodige blik i

Alirezas Sechanis øjne erstattes af et forbe-

holdent smil, da han fortæller, at det bare er

to uger siden, at han fik opholdstilladelse.

Mysteriet om treenighedenDet var ambitionen om at blive bedre til

engelsk, der førte Alireza Sechani ind i en

kirke, mens han havde midlertidig op-

holdstilladelse i England. I kirken tilbød

man hver søndag sprogundervisning og i

takt med, at ordforrådet blev udvidet blev

også hans nysgerrighed pirret.

„Jeg begyndte at stille præsten spørgs-

mål. Jeg var især optaget af mysteriet om

treenigheden. Som muslim var det svært

for mig at begribe, hvordan kristne tror

på én Gud i tre personer – og jeg

forstod heller ikke det med, at Gud

bliver til Jesus. Det er jo så ander-

ledes end islam,“ forklarer Alireza

Sechani.

Tænk at blive tilgivetAlireza Sechani blev ved med at

læse i Biblen – han anså stadig sig

selv som muslim, men han kunne

samtidig mærke, at der var opbrud

indeni.

„Jeg blev deprimeret og ramt af

håbløshed, da jeg i november 2012

fik afslag på at blive i Danmark.

Jeg troede, at det var Gud, der ville

straffe mig,“ siger Alireza Sechani.

Han befandt sig pludselig i ingen-

mandsland – han tvivlede på sin tro, kunne

ikke tage hjem til Iran og heller ikke blive:

„Jeg kunne ikke beslutte mig for, hvilken

vej, jeg skulle gå i livet.“

Alireza Sechani var igen sendt i vente-

position i et asylcenter, og her mødte han

en kristen iraner fra sin hjemby. De to blev

venner, og med sine gode engelskkundska-

ber hjalp Alireza Sechani sin nye ven med

at google sig frem til en kirke, hvor der blev

holdt gudstjenester på farsi.

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist

JEG VIL VIDNE OM GUDS KÆRLIGHED

Alireza Sechani valgte at skifte islam ud med kristendommen. Nu er han opsat på at invitere andre med på trosrejsen.

Der er Bibler på mange sprog i Apostelkirken i København.

13

Foto

: Cæ

cilii

e Ph

ilip

a V

ibe

Ped

erse

n

13

„Det var sådan, at jeg fandt Apostel-

kirken, og jeg husker tydeligt den første

gang, jeg trådte ind i kirken. Jeg blev over-

vældet og var nærmest i chok, da jeg opda-

gede, hvor mange iranere, der var samlet

på ét sted,“ forklarer han.

Fra prædikestolen den søndag blev

lignelsen om Den Fortabte Søn fortalt.

I lignelsen hører man, hvordan en søn

rejser bort med arven fra sin far, ødsler

den bort og ender med at leve som fattig

daglejer. Alligevel tager faderen imod sin

søn med åbne arme og en fest, da han

vender hjem.

„Det rørte mit hjerte dybt. Jeg regnede

ikke med, at Gud ville tilgive mig, men

med ét følte jeg, at det var muligt at få

Hans tilgivelse. Og lige dér følte jeg mig fri

til at vælge kristendommen,“ siger Alireza

Sechani.

Et vidnesbyrd på asylcentretDen unge iraner begyndte på dåbsun-

dervisning i Apostelkirken, og efter seks

måneders undervisning blev han døbt.

„Jeg følte, at jeg blev født igen. Jeg blev

overstrømmet af kraft og lyst til at ændre

mit liv. Før jeg blev kristen, var det vigtigste

mål i mit liv at få lov at blive her i landet.

Det er stadig vigtigt, at jeg får skabt et godt

liv her, men lige så vigtigt er det, at jeg

fokuserer på mit indre liv og på at udvikle

og dele min tro,“ siger Alireza Sechani. Den

eftertænksomhed, der kendetegner hans

svar bliver for en kort stund erstattet af

ivrighed.

„Tilgivelse er for mig noget af det vig-

tigste i kristendommen – i islam bruges af-

straffelse,“ siger han for at pointere, hvorfor

han valgte at konvertere.

Alireza Sechani ønsker at dele kristen-

dommen med sine medmennesker. På

asylcentret har han fået stablet en bibel-

gruppe på benene, og han ser det som sin

opgave at invitere andre asylansøgere med

i fællesskabet i kirken.

„Mange er så forvirrede, at de skal vises

vejen. Og derfor beder jeg Gud, om at vise

dem den rette vej, som han har vist den

for mig. Jeg ser mig selv som et kristent

vidnesbyrd – jeg vil vidne om Guds kærlig-

hed,“ siger Alireza Sechani.

tema: troshistorie

Vejen fra moskéen i Iran til søndagsgudstjeneste i Apostelkirken i København har bestemt ikke været snorlige for Alireza Sechani.

14

EN KIRKE

PÅ TORNEAf Tove Lind Iversen, redaktør

Hvordan kan man trøste og fortrøste sine sognebørn, når selvmordsbombere forårsager et blodbad efter søndagsgudstjenesten? Biskop Humphrey Safaraz Peters fortæller i dette interview om at være kirke og kristen i det ter-rorramte Peshawar i Pakistan.

„Safaraz – husk også at skrive mit paki-

stanske navn. Det er vigtigt for mig,“ siger

biskop Humphrey Safaraz Peters.

„Ja OK,“ svarer jeg. Mens tankerne er

fokuseret på, hvordan jeg får biskoppen til

at fortælle om det at vidne om Guds kær-

lighed i en tid, hvor kirken og de kristne er

lagt for had af ekstremister. Først undervejs

i samtalen står det klart for mig, hvorfor det

er så vigtigt for biskoppen at få pointeret

sit pakistanske ståsted, inden han begyn-

der at fortælle fra verdens farligste stift –

Peshawar i Pakistan.

Hvordan kan man være et vidne om Guds kærlighed, når selvmordsbombere trækker ens sognebørn med sig i døden?„Det er vigtigt, at vi løbende besøger dem,

der lider, og dem, der har mistet. Det er

absolut nødvendigt, at kirken er til stede

midt i det hele – hvem skulle ellers dele

Guds kærlighed og Guds nåde? Jeg føler

mig taknemmelig og privilegeret over, at

Gud i sin visdom har sat mig i Pakistan med

mulighed for at være en kilde til velsignelse

for andre,“ siger Humphrey Safras Peters.

Og så kommer vi uvægerligt til at tale

om 22. september 2013. Den søndag da

to selvmordsbombere blandede sig med

kirkegængerne efter gudstjenesten i Alle

Helgens Kirke i Peshawar og sprængte sig

selv i luften. Op mod 100 mistede livet, og

endnu flere blev såret i det værste angreb

rettet mod Pakistans kristne minoritet.

Hvordan kan man give sjælesorg i den si-tuation? Noget om martyrium – som jeg ikke helt forstår…

„Lidelse og martyrium er en del af kri-

stendommen. Martyrium betyder netop

at vidne om Gud, og martyrerne i min

kirke oplever, at de er vigtige i Guds plan.

Selv om kirken og de kristne går gennem

trængsler, er vi altid er i Guds hænder.

Måske giver lidelsen os en følelse af at være

tættere på Gud. Tættere på nåden. Måske

får lidelserne og martyrierne os til bedre

at kunne forstå mysteriet om Gud. Det kan

måske være svært for jer at rumme i en

fredelig dansk kirkesammenhæng. Men i

Peshawar Stift giver det trøst.“

Har du besøgt ofre, som har fået dig til bedre at forstå dette mysterium?„Alle hjem har deres særlige historier. Men

lad mig dele en af dem. Kirkens ung-

domskoordinator, som få måneder inden

attentatet var blevet enkemand, mistede

sine to små børn, sin mor og flere andre

familiemedlemmer i terrorangrebet. Vi

måtte ringe til ham i USA, hvor han var på

arbejdsrejse, så han kunne haste hjem til

begravelserne, som der var så mange af i

de dage. Da jeg besøgte ham i hans hjem

bagefter, mødte han mig med et smil på læ-

ben, men med smerten i øjnene. Han sagde:

"Biskop, Gud er vores skæbne." Og som så-

dan er vi kristne nødt til at forstå alting. Der

er ingen anden vej end gennem Gud.“

Pakistans Kirke beskriver sig selv som en kirke på torne i den islamiske verden. Kan den lille kristne menighed i Pakistan holde ud – har den en fremtid?„Kirken skal være alle steder og være til

glæde og velsignelse der, hvor vi nu engang

hører til. Det er ikke løsningen, at vi som

kristne flygter eller får vores eget isolerede

område. Jeg er pakistansk kristen, som le-

ver blandt pakistanske muslimer,“ siger bi-

skoppen, som lægger vægt på sit pakistan-

ske navn Safaraz, og pointerer, at kirken og

de kristne er vigtige for Pakistan.

„Kirken bidrager bl.a. med uddannelse,

hospitaler og hjælp til handicappede til

gavn for alle – ikke bare de kristne. Det er

godt for det pakistanske samfund. Samtidig

er det et kristent vidnesbyrd, som kan være

med til at dæmpe frygten for de kristne –

en frygt som ellers kan vendes til had og til

blodsudgydelser både i Pakistan og i resten

af verden. Så alle – også den globale kirke

– må forstå, at det er vigtigt, at Pakistans

Kirke overlever selv i disse fjendtlige tider.

For de kristnes skyld, for hele Pakistans

skyld og for Vestens skyld.“

Kan man elske sin næste, når næsten lige har dræbt ens sognebørn?„Først og fremmest skal vi kunne tilgive.

Efter angrebet på Alle Helgens Kirken

bad vi for ofrene, men vi bad også for

selvmordsbomberne.

Vi skal også alle huske, at der er få eks-

tremister, og at terroren ikke kun er rettet

mod de kristne,“ siger Humphrey Safras

Peters og henviser til, at der med jævne

mellemrum er blodige angreb ved moskéer,

politistationer, busser, skoler, markeder osv.

„Mange muslimer støtter deres kristne

venner og naboer – nogle gange beder de

sammen med os, når terroren rammer. At vi

kan bede sammen er et rigtig godt signal, som

skal udbredes for den globale freds skyld.“

15

Hvert år til påske går unge og gamle

– mænd, kvinder og børn under sang og

bøn gennem Peshawars forblæste, smalle

gader. Påskeprocession er et stærkt sym-

bol – både på styrken i Pakistans Kirke og

på de kristnes forankring i det pakistanske

samfund.

„Vi blev advaret om faren forud for den

første påskeprocession efter terrorangrebet

på Alle Helgens Kirke. Selv om kun om-

kring 600 mødte op, begyndte vi at gå. Men

efter en halv time var vi tusind, og til slut

flere end 6.500 – og mange muslimer hilste

os undervejs,“ fortæller biskoppen tydeligt

rørt og kalder påskeprocessionen for et af

menighedens kristne vidnesbyrd.

At være kristen i Pakistan giver

hverken penge, magt eller sikkerhed.

Tværtimod! De kristne varetager job som

fx lokumstømning, rengøring og reno-

vation. Hvis man konverterer til kristen-

dommen bliver ens livsvilkår således ofte

væsentlig ringere.

Livet som kristen kan være farligt – ikke

mindst hvis man er konvertit. Så hvad siger

du til en muslim, som efter at have mødt

Gud gennem dig, ønsker at konvertere?

„Jeg opfordrer først muslimen til at gå

dybere ned i sin egen tro: "Du kan finde

meget godt der. Hvis det ikke er løsningen,

så vær velkommen i min kirke. Bed til Gud

og Jesus Kristus. Han kan udføre mirakler i

dit liv og få dig til at forstå mere."”

Så, du ønsker ikke at omvende andre?„Nej, men hvis de selv ønsker det, så er det

godt. Min opgave er at dele det glædelige

budskab om frelsen og genopstandelsen.“

tema: troshistorie

Høring på ChristiansborgBiskop Humphrey Safaraz Peters er en af oplægsholderne ved en dansk høring om menneskerettigheder og religiøse minoriteter med udgangspunkt i Pakistan. Høringen, som er arrange-ret i samarbejde mellem Danmission, Institut for menneskerettigheder, Det Mellemkirkelige Råd og Dansk Missionsråd, finder sted 2. september kl. 13-15.30 i Christiansborgs Fællessal.

Se mere på www.danmission.dkTilmelding: tto@danmission.dk

Foto

: Ka

rste

n Fl

emm

ing

Th

om

sen

Humphrey Safaraz Peters, biskop i Peshawar – kaldet verdens farligste stift.

Pakistans kristneDe kristne udgør omkring 1,6 pct. af de 179 millioner indbyggere i det altdomi-nerende muslimske land. Mange af de kristne er efterkommere af hinduer, som under det britiske kolonistyre i Indien konverterede for at slippe ud af kaste-systemet. De kristne er stadig blandt de fattigste i Pakistan og varetager job som renovation, kloak og rengøring.

Pakistans Forenede Kirke er en pro-testantisk kirke, som samler anglika-nere, lutheranere, presbyterianere, metodister og andre konfessioner. Sammenslutningen præsenterer sig med bibelcitatet:

"Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme." (1. Korintherbrev 1:27)

Danmission i PakistanDanmission har siden 1901 samarbejdet med Peshawar Stift. Vi støtter både arbejdet for marginaliserede grupper, udbredelsen af Evangeliet og trosdialog.

Støt Danmissions arbejdeScan koden og støt direkte online eller

brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1245

og støt med 100 kr.

15

16

Tre hårtoppe dukker op fra den anden side af bjerget, og

under dem er tre glade pigeansigter. De er kommet løbende

for at byde mig velkommen. Velkommen til den lille, meget

beskedne hytte, som er deres hjem. Hytten er to en halv

gange tre en halv meter og er lavet af flettede grene dækket

med mudder. Den ligger på en bakkeskråning i Bugene i det

nordvestlige Tanzania, hvor der er et meget lille lag jord, så

næsten ingenting kan gro her.

De tre store piger på 7, 9 og 12 år bor her sammen med

deres to yngre søstre på 3 og 5 år og deres mor, Sarafina

Thomas. Deres far døde for to år siden af HIV/AIDS. Moren

og den yngste søster er begge smittet med HIV-virus,

så fremtidsudsigterne for de store piger er ikke ligefrem

rosenrøde.

Moren har ikke noget job, men forsøger dag for dag at

finde noget arbejde, så hun kan forsørge sin familie. Det er

ikke nemt, så det bliver sjældent til mere end ét måltid, højst

to, om dagen.

Diakoniafdelingen under den Evangelisk Lutherske Kirke

i Karagwe Stift, som Danmission støtter, fik kontakt med

familien, da moren kom til kontoret for at bede om hjælp

til at komme på sygehuset. I den forbindelse kom det frem,

at de store piger var derhjemme, selvom de alle tre er i den

skolepligtige alder. Grundskole er gratis i Tanzania, og der

er skolepligt. Men moren kan ikke finde penge til skoleuni-

former, sko, kladdehæfter og blyanter… og så kan skolen ikke

tage imod pigerne. Med hjælp fra diakoniafdelingen er det

blevet købt, så nu går de tre piger igen i skole!

Familier som denne findes der desværre rigtig mange

af. Nogle af dem kommer diakoniafdelingen i kontakt med.

Andre forbliver oversete. Den barske sandhed er, at de i

Tanzania ikke har andre steder at henvende sig for hjælp

end en kirkes diakoniafdeling.

Diakoni betyder at tjene – som Jesus tjente sine med-

mennesker. At gøre som den barmhjertige samaritaner, der

hjælper den tilskadekomne fremmede, som han møder på

sin vej. Diakoni er at udleve det kristne ord i handling – at

være et kristent vidnesbyrd.

„Forkynd evangeliet. Brug ord om nødvendigt,“ som

tiggermunken Frans af Assisi sagde. Eller som min sogne-

præst, Marianne Vigen Smolarz, i Sejs-Svejbæk Kirke siger:

„Giv dem en hånd at holde, et blik at møde. Lad dem møde

kærligheden.“ Vi har alle en hånd at række ud, og bliver den

grebet, er der et medmenneske som Sarafina Thomas og

hendes døtre, der har mødt kærligheden og dermed kernen

af det kristne budskab.

Af Anne Juel Katabaro, tidl. udsendt til diakoniafdelingen i Karagwe Stift for Danmission

UDEN SKOLEUNIFORM – INGEN SKOLEGANGDiakoni betyder "at tjene", og det er en vigtig del af det at være kirke. En skoleuniform, sko, en blyant og et kladdehæfte fik tre piger tilbage på skolebænken i Tanzania.

Børnene her har fået tøj fra kirkens diakoniafdeling, og moren har fået penge til at købe skoleuniformer, sko, kladdehæfter og blyanter, så de igen kan gå i skole.

17

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist

Vi skal gøre det normalt at tale om vores troUDEN SKOLEUNIFORM

– INGEN SKOLEGANG Selvom over halvdelen af den danske befolkning ifølge flere nyere undersøgelser tror på Gud, så holder de fleste deres tro tæt ind til kroppen. Vi mangler mod til og et sprog for at udtrykke vores tro, mener religionssociolog Ina Rosen.

Siden kong Harald Blåtand i år 965 indførte

kristendommen har den haft stor indfly-

delse på vores samfund og tankegang. 79

procent af den danske befolkning er i dag

medlem af folkekirken. Alligevel er mange

af os tilbageholdende med at dele vores

personlige tro – vores troshistorier – med

hinanden.

Religionssociolog Ina Rosen, der har

forsket i danskernes forhold til tro og re-

ligion, mener, vores frygt for at dele vores

personlige tro grunder i, at det at tro er

blevet gjort til en indre følelse.

„Hvis jeg skal forklare dig, hvor meget jeg

elsker mine børn eller min mand, så kan jeg

overhovedet ikke beskrive det med ord. På

samme måde forholder det sig for mange i

forhold til at beskrive deres tro. Troen er en

følelse, og derfor er vi enormt sårbare om-

kring vores tro, og det gør, at vi bliver bange

for at være åbne,“ siger Ina Rosen.

Hun har i sit arbejde mødt flere tro-

ende og konvertitter, der er blevet mødt

med afvisning og nedladenhed, når de har

fortalt deres troshistorie til andre. De bliver

beskyldt for at pådutte sig selv og deres

børn en tro.

„For mange mennesker er religion sy-

nonymt med et system, hvor man under-

kaster sig, og hvor man opgiver lidt af sig

selv til fordel for nogle rammer. Og det går

dårligt i spænd med, at vi lever i en kultur,

hvor individualiteten er vigtig. Mange ser

ikke det at være troende, som et voksent

og modent valg, men nærmere som en

underkastelse.“

Og dermed kan det være grænseover-

skridende og ligefrem en voldsom ople-

velse, hvis man efter at have fortalt om sin

personlige tro bliver betvivlet af andre.

„Det er jo ikke kun ens religion, der

bliver betvivlet, men også en selv. Derfor

kan der være en stor risiko forbundet med

at dele sin troshistorie.“

Hvorfor er det vigtigt, at vi tør tale om vores tro? „Jeg oplever, at der er stort behov i vores

samfund for at tale alvorligt om livet. Folk

betaler i dyre domme for at tale med psy-

kologer om liv og død. Den samtale kunne

kirken også rumme.“

Ifølge religionssociologen går vi alle og

tumler med eksistentielle spørgsmål, som

vores tro kan være med til at give et sprog

for at tale om. Med vores tro, kan vi være

med til at "åbne" samtalen, hvad enten den

finder sted i kirken, til et middagsselskab

eller på vores arbejdsplads.

„Man kan bruge sig selv og sin egen

tro i snakken – de der har taget stilling har

mange flere ord. På den måde kan vi hjælpe

hinanden til at reflektere mere og i sidste

ende leve mere, som vi gerne vil.“

Ina Rosen mener, de sociale medier

hjælper os til at dele vores tro.

„Da min far døde i 2009, skrev jeg det

på Facebook. Det oplevede mange som no-

get meget mærkeligt at gøre. I dag ville in-

gen undre sig over, at jeg delte et sådant tab

på Facebook. Så på blot få år har grænsen

for, hvad man deler, rykket sig markant.“

Ina Rosens håb er, at vi kan tale om liv,

død, kærlighed og dele vores tro og tros-

historier uden at være bange for, at vi blive

set skævt til. Men det kræver, at

nogen tør gå foran.

„Det sker ikke af sig

selv, så som troende

skal vi selv turde

og være villige

til at dele vores

fortællinger og

tanker, så kan

vi være med til

at skabe et sprog

for vores tro og

normalisere det at

tale om den.“

tema: troshistorie

Foto: A

nn

e Juel Ka

tab

aro

Foto: Operate

Danmission støtter dia-koni gennem Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT).

Tanzania er plaget af malaria, fattigdom og underernæring. Og det er barske udfordrin-ger for de fleste, men for de svageste i samfundet er det katastrofalt. Kirkens diakoniaf-deling hjælper de svageste og opbygger netværk, der tager vare på menighedernes diako-nale arbejde. Hjælpen er fx:

Medicin og lægehjælp Hytte eller reparation af

hytte Skoleuniformer Tæpper Rådgivning

Støt Danmissions arbejdeScan koden og støt direkte online eller

brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1245

og støt med 100 kr.

18

Hvorfor har I valgt at flytte til et fremmed land og arbejde der?„Vi har valgt at rejse ud, fordi vi synes, op-

gaverne er spændende, og fordi vi tænker

lidt som H.C. Andersen, når han siger: „At

rejse er at leve„. Vi har lyst til at gå på opda-

gelse i en større sags tjeneste, og ser frem

til at være på rejse sammen.“

Hvor henter I jeres inspiration til arbejdet ude?

„Vi kommer begge to fra en baggrund, hvor

kirke, kristent fællesskab og praksis er

vigtigt – ikke blot i de nære sammenhænge,

men også i forståelsen af at være del af en

større og universel kirke.

Vi har undervejs i vores liv været tæt

på og mødt missionærer i såvel Afrika

som Sydamerika og er fascineret af deres

kristne vidnesbyrd.

I 1998 rejste vi til Peru og besøgte en

dansk missionær, Peter Tandholt, som

boede blandt indianerne i højlandet. Han

var både en stor sportsmand, der havde

spillet på landsholdet i fodbold og hånd-

bold, og han var jurist, og havde forladt en

karriere i Justitsministeriet. Med de mange

muligheder han havde haft i Danmark

havde han alligevel valgt at leve og støtte de

fattige højlandsindianere, der netop havde

brug for et menneske med store kræfter og

en person, der kunne styrke dem i arbejdet

for at opnå rettigheder.

LIVET SOM UDSENDTe PÅ

ZANZIBARLotte og Nik Bredholt flyttede til Zanzibar her i sommer sammen med deres søn Tim på 9 år. Lotte skal arbejde med sy-skolen Upendo, mens Nik har fokus på dialog og samtidig skal være regionsleder for Danmissions arbejde på Zanzibar og i Madagaskar.

Foto

s: Private fo

tos

Lotte og Nik Bredholt med deres børn Simone og Tim.

1919

På Danmissions hjemmeside www.danmission.dk kan du følge Lotte og Nik Bredholt og deres arbejde som udsendte til Zanzibar. Her kan du også læse blog med oplevelser og overvejelser fra Danmissions øvrige udsendte.

Og i efteråret 2005, da vi netop var

kommet til Nairobi, blev søster Leonella,

en italiensk missionær i Somalia, myrdet,

mens hun krydsede vejen mellem sit hjem

og det missionshospital, hvor hun arbej-

dede. Hendes begravelse og de tanker, det

satte i gang, har fulgt os siden.

Der blev holdt en stor begravelse for

hende med deltagelse af flere hundrede

mennesker. Biskop Bertin fra Djibuti, som

var en personlig ven af søster Leonella,

prædikede, og det blev et stærkt vidnes-

byrd om hendes dedikation til at arbejde

blandt Somalias krigshærgede befolkning,

i tillid til at det var der, Gud ønskede hende.

For biskop Bertin var det ikke nogen tilfæl-

dighed, at hendes livvagt, en muslimsk far

til fire børn, døde sammen med hende: "At

en italiener dør sammen med en somalier,

en europæer sammen med en afrikaner,

at en hvid dør sammen med en sort, en

kristen sammen med en muslim, en kvinde

sammen med en mand vidner om en

sameksistens såvel i livet som i døden. At

leve sammen på trods af forskelle, forud-

sætter en ændring i hjertet, et håb, vilje og

udholdenhed."

Søster Leonella vidste, at hun var

dødeligt såret og kunne knapt få luft. "Jeg

tilgiver, jeg tilgiver," var hendes sidste ord

ifølge de søstre, som var omkring hende,

da hun døde. De selv samme ord som Jesu

ord på korset, som biskop Bertin tilføjede i

sin prædiken.

Ved begravelsen lå søster Leonella med

et smil i sin åbne kiste. Biskop Bertin gav

da også udtryk for i sin prædiken, at han

særligt havde bemærket sig hendes ansigt.

Hun smilte stadig naivt, kendetegnende

for den naivitet, som hun byggede sin tro

og gerning på – nemlig, at Guds rige, som

Jesus bebudede, er at finde på Jorden,

hvis vi blot lader være med at reducere

realisme til pessimisme. Hendes smil og

naivitet fortæller os, fortsatte han dengang,

at en ny verden er mulig, og at der er håb

for et nyt Somalia. Et Somalia, som søster

Leonella forestillede sig det: helbredt for

borgerkrigens sår. Det

er tankevækkende, at

et dødsfald, endda et

mord, kan udlægges

som håb for en bedre

verden og sameksistens.

I dag godt 10 år senere

er der stadig borgerkrig

i Somalia, og verden er

måske mere end nogen-

sinde præget af spæn-

dinger og konflikter;

krige og befolkninger på

flugt. Mennesker som

Peter Tandholt og søster

Leonella, som i deres

mission for en bedre

verden er indstillet på

at ofre noget, står som

stærke eksempler for os

at følge. Søster Leonella

skulle engang have sagt:

"I det mindste prøvede

jeg."“

Hvad er det sværeste ved at rejse ud?„Det kommer til at tage

tid at få en hverdag til at fungere, etablere

nye venskaber og arbejdsrelationer og ikke

mindst at skulle lære swahili. Det gælder

for os alle, også for vores søn Tim på 9 år,

som i september starter i den internatio-

nale skole.

Det absolut sværeste er, at skulle væk

fra den nære familie. Vores forældre er

gamle, og har brug for vores omsorg og op-

mærksomhed. Nu kommer vi til at bo flere

tusinde kilometer væk, og selvom Skype og

hurtige fly kan klare meget, så vil vi være

på afstand. Og vores store datter skal blive

hjemme i Danmark, hvor hun studerer

kunsthistorie. Hun kommer til at savne os,

og vi vil savne hende.

Nogle af de bedste erindringsbilleder

fra tidligere år i udlandet er de besøg, vi

har haft af venner hjemmefra. Det er dejligt

at have minder sammen, uanset om man er

ude eller hjemme, men det står stærkt, når

man oplever sammen i det fremmede.

Når man rejser væk fra familien og

vennerne, så er man pludselig alene. I det

fremmede skal man gøre en indsats for

at skabe nye venner og forbindelser, og

det kræver mod at turde bevæge sig ud i

relationerne.“

Er der højtider, det er særligt udfordrende at afholde væk fra Danmark?„Det er vores erfaring, at særligt bryllup-

per er ærgerlige at være væk fra, og det er

svært at være væk fra begravelser – særligt

begravelser tæt på. Det er begivenheder,

som ikke kommer igen. Højtider kan få en

helt ny ramme, som når man fejrer jul i

vandkanten med et plasticjuletræ og skal

lære de nye venner at danse om juletræet

og synge danske salmer.“

Lotte arbejder på syskolen Upendo, mens Nik er tilknyt-tet dialogcen-tret samtidig med, at han er regionsleder for Zanzibar og Madagaskar. Begge arbejder tæt sammen med lokale partnere.

tema: troshistorie

Lotte og Nik Bredholt med deres børn Simone og Tim.

20

De sidder tæt i sofaen – familien Dawood

fra Syrien – der tæller far, mor og seks

børn. Den lille toværelses lejlighed i

Ålestrup i Nordjylland, hvor familien har

boet de seneste tre måneder, er indret-

tet med møbler fra genbrug. De to sofaer,

lænestolene, bordet og kommoden er langt

fra den stil, de indrettede sig med i Syrien.

I byen Al Hasakah i det nordøstlige Syrien,

hvor de boede i et treetagers hus, var

hjemmets hjerte – stuen – indrettet med

elegant tapet og mosaikker på væggene,

smukke keramikvaser og bløde madrasser

på gulvet.

„Vi er slet ikke vant til at sidde i sådan

nogle møbler,“ fortæller datteren Hemrin

med smil i øjnene.

I takt med at flygtninge som fami-

lien Dawood fra det krigshærgede Syrien

sendes ud at bo i de danske kommuner,

oplever flere af Danmission Genbrugs bu-

tikker en stigende efterspørgsel på møbler,

service og tøj.

I Vesthimmerlands Kommune, hvor

familien Dawood er endt, efter at de har

fået midlertidig opholdstilladelse, har

man ifølge Jørgen Smed fra Hvalpsund

Genbrug, som Danmission er med i, et

budget på 1200-1500 kroner til at møblere

et hjem for en flygtningefamilie.

„Vi har endnu ingen flygtninge boende

her i Hvalpsund, men kommunen indkø-

ber møbler til flygtningefamilierne i de

nærliggende byer, Ålestrup og Farsø. Og

efter at vores nedlagte folkeskole blev lavet

om til sprogskole, så har vi også mærket

en stigning i antallet af flygtninge, der

handler i butikken,“ fortæller Jørgen Smed,

der er leder af afdelingen med møbler i

Hvalpsund Genbrug.

Han vurderer, at butikken det seneste

år har leveret møbler til omkring 10 lejlig-

heder og efterspørgslen fortsætter.

„Vi kan nu sælge kakkelborde og fyr-

retræsmøbler, som normalt er svære at

afsætte. For når flygtningenes hjem skal

møbleres, så er det altså prisen, der er i

højsædet og ikke stilen,“ siger Jørgen Smed.

Danskerne dumper ikke indenforAbdel Dawood krammer kærligt den

En brugt kommode og en skuffefuld næstekærlighed

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist

Når Danmissions genbrugsbutikker er med til at møblere lejligheder for syriske flygtninge og hilser dem kærligt velkom-ment til lokalsamfundet, så kan det også ses som et kristent vidnesbyrd om Guds kærlighed – som ord til handling.

21

yngste datter, der placerer et kys på hans

ene kind. Familien snakker uafbrudt – og i

munden på hinanden – som om de flyder

over af ord, de må dele. Det er ikke mere

end tre måneder siden, Abdels kone og de

fem yngste børn ankom til Danmark. Selv

forlod han Syrien for et år siden. Og for en

måned siden lykkedes det også at få fami-

liens ældste søn ud af det krigshærgede

land, hvor flere end 10 millioner er på flugt

– enten i andre lande eller inde i Syrien.

Samlet i Danmark kan familien endelig

tale frit igen.

„Vi er så lettede over, at vi er væk fra

krigen“, siger Abdel Dawood.

Lejlighedens vægge er bare, kun et

par børnetegninger svømmer ensomt

rundt over den beigefarvede sofa, som

Abdel om aftenen slår ud til sig selv og

konen. I værelset ved siden af deles de

fem hjemmeboende børn om to senge og

to madrasser.

„Vi glæder os til at få lidt mere plads

og senge til alle, men vi er taknemlige og

takker Gud for, at vi er kommet væk fra

krigen,“ siger Abdel Dawood og tilføjer:

„Så gør det altså ikke noget, at vi skal

undvære vores ejendele, og at møblerne

ikke er, som dem vi er vant til. For os er

det vigtigste lige nu, at vi er i et land, hvor

der er fred.“

Det familien savner allermest hjem-

mefra er livet i gaderne, vennerne og

familien, naboerne og den mellemøstlige

tradition for, at man bare dumper ind hos

hinanden.

„Her i Danmark skal man planlægge

alt, man går ikke bare på besøg, og det gør

det svært at lære danskere at kende,“ siger

moren, Andera Dawood.

Vidnesbyrd om Guds kærlighedI genbrugsbutikken i Hvalpsund gør man

meget ud af at få områdets nye beboere

til at finde sig til rette og for at få de lokale

og frivillige i butikken til at vise åbenhed

frem for skepsis.

„For nogle af vores frivillige har det

været svært at forstå, hvorfor der plud-

selig kommer flygtninge til vores lokal-

samfund, og nogle har været bange og

En brugt kommode og en skuffefuld næstekærlighed

genbrugFo

to: Kirstin

e Thye Skovh

øj

FAKTA:I Vesthimmerlands Kommune bliver de flygtninge, der kom-mer fra asylcentret ud i en bo-lig udstyret med basale for-nødenheder og møbler såsom køkkenservice, håndklæder, sengetøj og møbler. Når en lej-lighed skal møbleres, henvender kommunen sig fx til Danmission Genbrug i Hvalpsund, hvor de kan indkøbe møbler og lamper til en billig pris. Flygtningene vælger ikke selv deres møbler.

Det indkøbes typisk til møblering af en lejlighed:

1 reolTV-bord

Sofa2 lænestole1 sofabord

1 lampe

fortsættes side 22...

Familien Dawood fra Syrien i deres genbrugssofa i lejligheden i Nordjylland. Mange flygtningefamilier får møbler m.m. fra genbrugsbutikker rundt om i Danmark.

22

utrygge. Det bunder mest i uvidenhed.

Jeg plejer at sige: Tag chancen og snak

med dem!“, siger Jørgen Smed, der som

afdelingsleder er ansvarlig for de omkring

35 frivillige, der er tilknyttet Hvalpsund

Genbrug i byen.

Han ser stor værdi i, at Danmission

Genbrug indirekte og direkte er blevet en

del af flygtningenes nye liv i Danmark.

„For mig handler det om, at vi er med

til at fordele den strøm af kærlighed, som

fosser ned fra oven. Det er vores opgave

at dele ud af kærligheden – og det gør

vi gennem handling: Vi står her i butik-

ken og gør noget, som vi føler glæde ved.

Flygtningene får billige møbler og tøj og et

godt indtryk af lokalsamfundet. Det sidste

led som også mærker vores kærlige hand-

linger, er de mennesker, som Danmission

hjælper ude i verden med omsætningen

fra butikken. Det er strømmen af kærlig-

hed, der fordeler sig,“ lyder det fra Jørgen

Smed.

Grethe Østergaard er én af de frivillige,

der hver uge ekspederer i butikken, og for

hende er det blevet en mærkesag også at

tage godt imod flygtningene.

„Det er ikke altid, at vi forstår hinanden,

men vi kommer langt med fagter. For mig

er det vigtigt, at jeg er med til at give dem et

godt indtryk af Danmark, og det er jeg ved

at være imødekommende og hjælpsom.“

Også Lene Poulsen, der har været fri-

villig i Danmission Genbrug gennem et års

tid, ser stor værdi i at kunne række ud mod

de nyankommne flygtninge.

„Jeg føler, at jeg gør noget for andre,

men lige så vigtigt er det, at jeg oplever, at

der er behov for min indsats. Alle behø-

ver at behøves! For mig er det at være et

ordentligt menneske ensbetydende med,

at vi tager os godt af vores medmenne-

sker,“ siger hun, mens Jørgen Smed nikker

samstemmende.

Han er ikke tvivl om, at mange af de

lokale indbyggeres negative indstilling til

flygtningene lige så stille har forvandlet sig

til venlighed.

„Jeg håber, der flytter flygtninge her

til Hvalpsund. Jeg glæder mig til at knytte

bånd, til at række ud og passe på dem i ste-

det for at støde dem fra os. De mennesker

har været igennem så meget smerte, så de

fortjener at blive taget imod med omsorg.“

For mig handler det om, at vi er med til at fordele den strøm af kærlighed, som fosser ned fra oven. Det er vores opgave at dele ud af kærligheden – og det gør vi gennem handling.

Jørgen Smed, Hvalpsund Genbrug, om det kristne vidnesbyrd, man

også kan være i en genbrugsbutik

... fortsat fra side 21en brugt kommode...

genbrug

„Vi er så lettede over at være væk fra krigen,“ siger Abdel Dawood fra Syrien.

To af familien Dawoods seks børn.

Vil du være frivillig i Danmission Genbrug?

Læs mere på :www. genbrug.danmission.dk

eller kontakt din lokale genbrugsbutik.

23

sommeroaseI sommer var Danmission med på den kristne lejr, SommerOase, på Rudehøj Efterskole i Odder. Her kunne deltagerne nyde den afslappede og eksotiske stemning i Café Zanzibaren, som frivillige og ansatte fra Danmission stod for. Om torsdagen var caféen fyldt til randen, da stand-up komiker Jakob Svendsen gik på. Han tog udgangspunkt i din, min og vores hverdag. Familie, ægteskab, mirakler, stillezoner, børn, usympatiske sider og uheldige situationer. Det hele var bygget op om 70 % sandhed, 40 % løgn og 13 % forkert statistik.

Solen stod højt over Solskinsøen, da der i juni for tredje

gang blev afholdt det årlige Folkemøde på Bornholm.

Danmission var vært ved en debat om ekstremisme og

antiradikalisering.

I debatten deltog imam Mohammad Abou Zeid fra

Libanon, den kristne præst Hadi Ghantous fra Syrien,

Zubair Butt Hussain, debattør og tidligere talsmand for

“Muslimernes Fællesråd”, og Henrik Sonne Petersen, der

er programleder for Danmissions kirke- og dialogarbejde.

Som ordstyrer var debattør Natasha al-Hariri.

Paneldeltagerne diskuterede, hvordan religion og reli-

giøse ledere kan være med til at forhindre ekstremisme og

radikalisering i Mellemøsten – og i Danmark.

“Folkemødet er det ideelle sted at møde vores samar-

bejdspartnere og møde dem, vi ønsker et fremtidigt sam-

arbejde med,” siger kommunikationschef Charlotte Dyhr.

”Folkemødet er et sted for dem, der har noget på hjerte. Og det

har Danmission! Vi har som missionsorganisation brug for

at tydeliggøre, hvordan vi arbejder med mission i dag, og på

Folkemødet er det muligt at få vores mærkesager bragt i spil.”

Læs interview med Mohammad Abou Zeid på Danmissions

hjemmeside www.danmission.dk

KOLLEKT 2015Danmission er på kollektlisten i mange kirker 14.-22. søndag efter trinitatis. Hvis I også samler ind i din kirke, kan følgende læses op i forbindelse med indsamlingen.

Kollekttale:Vi hører meget om de kristnes situation i Mellemøsten. Danmissions partnere i bl.a. Egypten har sagt, at de kristnes fremtid i Mellemøsten først og fremmest afhænger af, om de kan leve fredeligt sammen med deres muslimske naboer.

Danmissions partnere beder om hjælp til at skabe gode forbindelser til de muslimske naboer, hvilket Danmission gør gennem dialogarbejde. Her opstår venskaber og fællesskaber, hvor kristne, moderate muslimer og ateister arbejder for et inkluderende samfund.

Det fører til den bedste løsning for de kristne: At de kan leve i fred med deres naboer i de lande, som altid har været deres fædreland.

Støt Danmissions arbejde med dialog i MellemøstenGiro 6000 398Reg.nr. 4190Kontonr. 6000 398Mærke "kollekt"

Foto

: Ch

arl

ott

e D

yhr

Et vellykket Folkemøde for Danmission

Jens Juul Petersen (til højre), der er fagkonsulent for Danmissions arbejde i Mellemøsten, havde fået den

fornemme opgave at transportere Danmissions gæster sikkert til Bornholm. På passagersædet imam Mohammad

Abou Zeid fra Libanon, på bagsædet i midten den kristne præst Hadi Ghantous fra Syrien flankeret af de danske debattører Zubair Butt Hussain og Natasha al-Hariri.

24

Foto

: Cæ

cilii

e Ph

ilip

a V

ibe

Ped

erse

n

HusbesøgetBiler og busser med tekster som: "God loves you" eller "One way – Jesus" ses over alt i gadebilledet i Tanzania. Og det fortæller meget præcist, hvor meget troen fylder i tanzanianernes hverdag. Flere gange under vores rejse talte vi om den store kontrast, der er mellem kirken i Tanzania og i Danmark. Kirken har meget åbne arme. I stopfyldte kirker blev vi taget imod med "karibu sana" (du er meget velkommen på swa-hili), som blev sagt ved hvert håndtryk og de mange kram. Med bøn, dans og sang takkede de Gud for, at Han havde gjort det muligt, at vi kunne komme på besøg hos dem. Vi besøgte en kirke, som tog os med på deres ugentlig husbesøg hos de familier, der ikke har været i kirke i et stykke tid. Her blev holdt en lille andagt og bedt for familien. De familier, vi besøgte, var meget glade og taknemmelige for at få besøg og blive in-viteret med i kirke igen. At troen på Gud fyldte så meget i deres hverdag var en vild oplevelse. I Danmark er troen for de fleste en privatsag, og mange ville nok opleve det som grænseoverskridende, hvis den lokale folkekirke kom på husbesøg for at høre, hvorfor man ikke har været i kirke på det seneste. Men i Tanzania virker det som udtryk for gensi-dig ansvarlighed for hinanden. Under rejsen talte vi om, hvorvidt den tanzanianske kirke, som er så levende og med et stærkt fællesskab, kan inspirere kirken i Danmark.

KIRKETROMMER, KANGAER OG KARIBU 20 danske unge var i sommer to uger i Tanzania med Danmission Unge. Formålet var at give tanzaniske unge og danske unge mulighed for at møde hinanden – at knytte bånd omkring at være ung, at være frivillig og at ville noget godt for verden.

Vi bringer her et par glimt fra rejsen, og har du fået lyst at vide mere, så læs deres blog på www.blog.danmission.dk/dmu/. Eller mød dem, når de i den kommende tid holder foredrag om deres oplevelser og overvejelser.

Du kan bestille deres foredrag hos Karin Ravnborg, 41 999 330 eller kra@danmission.dk.

Af Maria Sandborg-Olsen, Danmission Unge

24

25

genbrugSparekoenI Tanzania er der ikke tradition for at spare de penge op, man tje-ner. Har man en smule mad eller penge, så deler man med sin fa-milie og naboer. Det er egentlig en meget smuk tanke og et udtryk for den store gavmildhed, som vi også blev mødt med overalt på vores rejse i Tanzania. Men der er en bagside for mange fattige bønder, som mangler penge til de mere langsigtede investerin-ger – fx køb af en ko eller børnenes skolegang. I Bukoba besøgte vi – på en ganske særlig dag – låne-spare-grupper, som er støttet af Danmission. Vi fik æren af at overrække bønderne det, de hver især havde sparet op ved salg af afgrøder det år, hvor de samtidig var blevet undervist i bedre landbrugsmetoder og rettigheder. Det gjorde stort indtryk, da en kvinde fortalte, at hun ville bruge sin opsparing på at købe en ko – det er ellers forbeholdt mænd at eje kvæg og jord, men gennem projektet har hun lært, at hun også har den ret. Fantastisk at møde mennesker, som helt konkret får en bedre hverdag. Pludselig gav det så meget mening, at vi i Danmission Unge samler penge ind til arbejdet ude i verden.

KIRKETROMMER, KANGAER OG KARIBU

25

26

Klumme Af Gitte Lacarriere,indretningsarkitekt med speciale i genbrug

Årets Lucia Indsamling 2015

Mange danske piger drømmer sikkert om at gå forrest i Luciaoptog, når vi hvert år 13. december fejrer Luciadag. Ligesom den katolske helgen Santa Lucia for 1700 år siden har nutidens Luciabrude lyskrans på hovedet og hænderne fri – fri til at gøre godt og være forbillede.

Santa Lucia har også inspireret os i Danmission. I Årets Lucia Indsamling sætter vi fokus på børnene – Danmission Fremtidsbørn. Alle børn har ret til at vokse op under sunde og trygge forhold, men mange har ikke de muligheder og rammer, der skal til. Derfor ligger det Danmission særligt på sinde at være med

til at give børnene og deres familier bedre vilkår. Sammen med vores partnere ska-ber vi fællesskaber og er med til at gøre børnene til ledestjerner i deres eget liv.

I dette magasin (side 28-29) kan du læse om Mona Ali Mohammad, som har overtalt sin mand til, at deres to døtre, Hanin og Namaa, ikke skal omskæres. Omskæring af piger har store omkost-ninger – både fysisk og psykisk. Og som Nadia Maazooz, der er leder af et center i Ain Shams i Egypten, fortæller: „Når pigerne oplever, at deres barnekrop kan krænkes og lemlæstes, lærer de samtidig, at de heller ikke senere har rettigheder og

indflydelse på deres liv – fx til at beslutte at tage en uddannelse eller deltage i poli-tik og engagere sig i samfundet i øvrigt.“

Derfor er det vigtigt at styrke børns rettigheder, som Danmission gør gennem undervisning og fortalervirksomhed.

Tak til alle rundt om i landet, som vil være med i Årets Lucia Indsamling 2015 – både jer som laver Luciaoptog i kirken eller genbrugsbutikken, som sælger og køber skrabelodder, som synger eller møder op til koncerter eller på anden måde bidrager til Årets Lucia Indsamling. Sammen kan vi gøre verdens børn til Fremtidsbørn.

Gør verdens børn til Fremtidsbørn

Foto: Lea Sorth26

27

ÅLI for KirkerEn engel gør forskellen!Bestil Danmissions kasse med engle og skrabelodder til kirkenSælg dem ved enhver given lejlighed og støt Årets Lucia IndsamlingSe mere på: www.danmission.dk/lucia

ÅLI for korLuciastafetten er en del af Årets Lucia Indsamling, som giver mening til årets ju-lekoncerter. Når I er med i Luciastafetten, får I fortæl-linger fra Egypten, som I kan bruge ved koncerten. Fortællingerne følges op af en opfordring til at støtte Danmissions arbejde for at forandre vilkårene for piger og kvinder. Koret deltager i en konkurrence om en korwork-shop. Alle slags kor kan til-melde sig, børnekor, gospel-kor, voksenkor og seniorkor. I skal bare holde en julekoncert med indsamling til Årets Lucia Indsamling.

ÅLI for genbrugI mange af Danmissions gen-brugsbutikker er der allerede tradition for at markere Årets Lucia Indsamling. Det kan være ved at sælge skrabe-lodder, ved at holde et lucia-optog med børnebørn eller ved at lave en særlig juletom-bola eller lykketræ. Hvad skal din genbrugsbutik lave i år? Fortæl os om det på: www.danmission.dk/lucia

ÅLI for privateDu kan bestille en bunke skrabelodder og sælge dem. Du kan opfordre din kirke til at bestille kassen med engle – måske kan du tilbyde at stå for salget. Indbyd byens kor til at deltage i Luciastafetten eller arranger et lucia-optog med fokus på kvinders og pigers rettigheder, hvor der sælges luciabrød til fordel for Årets Lucia Indsamling. Har I allerede gode traditioner om-kring Årets Lucia Indsamling, så hold endelig fast i dem. Du kan altid kontakte os via: www.danmission.dk/lucia

årets lucia indsamling

Hæklede engle fra BangladeshI en landsby i Bangladesh bor Gita på 28 år med sin mand og deres søn på 9 år. Hun forsørger mand og barn. Hun drømmer om, at hendes søn bliver lærer, fordi det vil give ham mulighed for at få en sikker fremtid.

Når du køber de hæklede engle, er du med til at sikre, at Ginas søn kan færdiggøre skolen og fortsætte sin uddannelse i en større by.

Vær en del af Årets Lucia Indsamling 2015

Sisal-engle fra TanzaniaNår Jeneth fremstiller engle af sisal og

bananblade, tjener hun lidt penge, som hun sparer op for at købe mere jord. Familien drømmer om at være selvfor-synende med det meste af maden. For Jeneth har 4 børn, hvoraf den ældste

er 9 år og går i skole – og det skal de mindste også med tiden. Uddannelse

og familie er vigtige i Tanzania, og derfor støtter Jeneth også sine søstre, som går i 8.-11. klasse. Når du køber englene fra Tanzania, er du med til at sikre selvforsyning til en familie og skolegang for flere børn.

Gør verdens børn til Fremtidsbørn

Foto: Lea Sorth

28

„Mine døtre skal ikke omskæres - og jeg

er parat til at kæmpe for det.“ Sådan siger

Mona Ali Mohammad med en hæs og rolig

stemme. Hendes to døtre, Namaa på 11 år

og Hanin på 7 år, ser tillidsfuldt på hende.

Det er en modig udtalelse. For det betyder,

at Mona tør stå op imod en ældgammel,

undertrykkende tradition og en barba-

risk praksis, der stadig er meget udbredt i

Egypten: nemlig kvindelig omskæring.

Vi befinder os i bydelen Ain Shams i

Kairo, hvor Den Anglikanske kirke, som er

en af Danmissions partnere, driver et lokalt

udviklingscenter. Ain Shams er en af de

fattigste bydele i Kairo. Husene er slidte, ga-

derne uden asfalt og kvarterets børn løber

og leger udenfor på bare fødder. Indenfor

i centret sidder Mona Ali Mohammad og

hendes to døtre, der er med i projektet "Min

kære datter", som støttes af Danmission.

SeksualundervisningHer giver teenagepiger på 15-17 år yngre

piger lektiehjælp og støtter dem på andre

måder. Men Nadia Maazooz, der er leder af

centret i Ain Shams, fortæller, at projektet

også tilbyder pigerne seksualundervisning.

I Egypten er seksualundervisning tabu, og

det er først i de seneste år, at man åbent er

begyndt at tale om seksualitet. Derfor har

det været vigtigt for projektets ansatte at

få forældrene i tale, så de forstår, hvad det

indeholder, og hvorfor det er vigtigt.

„Vi lærer pigerne, at de har et valg, når

det gælder deres egen krop – at de selv be-

stemmer over den. Vi fortæller dem også,

at kvindelig omskæring er farlig og hvorfor,

og vi opfordrer dem til at kæmpe for, at det

ikke sker for dem,“ siger Nadia Maazooz.

„Denne undervisning har stor betyd-

ning i et samfund, hvor omskæring blot

er ét konkret og meget alvorligt eksempel

på, hvordan kvinders ret til medbestem-

melse og indflydelse undertrykkes. Når

piger oplever, at deres krop kan krænkes og

lemlæstes, lærer de samtidig, at de heller

ikke senere har rettigheder og indflydelse

på deres liv – fx til at beslutte at tage en ud-

dannelse eller deltage i politik og engagere

sig i samfundet i øvrigt,“ uddyber hun.

Mona Ali Mohammad og hendes døtre

er et godt eksempel på, hvordan kvinder og

piger selv kan være med til at tage kontrol

over deres eget liv. Namaa og Hanin har

MONA ER EN MODIG

MORNår piger bliver omskåret, lærer de samtidig, at de er magtesløse, hvis deres rettigheder i øvrigt krænkes. Kampen mod omskæring af piger i Egypten er en del af Danmissions arbejde for at forbedre børns vilkår. Tak for din støtte til Årets Lucia Indsamling 2015, som sætter fokus på børnene – Danmission Fremtidsbørn.

Af Christa Lund Herum, udsendt af Danmission

Årets Lucia Indsamling 2015

29

OmskæringKvindelig omskæring – det som på engelsk meget præcist hedder lemlæstelse af de kvindelige køns-organer – praktiseres i 29 lande i verden. Primært i det nordlige Afrika, visse steder i Mellemøsten og af nogle muslimer Asien.

Kvindelig omskæring er ikke nævnt i hverken Biblen eller Koranen, og kilder fra oldtiden viser, at piger blev omskåret, længe før kristendommen og islam kom til. I størstedelen af den muslim-ske verden – fx Iran, Afghanistan, Marokko, Saudi-Arabien og Tyrkiet – omskærer man ikke piger. I Etiopien sker det derimod både blandt ortodokse kristne, muslimer og jøder samt hos nogle kristne koptere i Egypten.

Imamer og præster har i gene-rationer støttet omskæring af piger. Derfor er det vigtigt at få også de religiøse overhoveder i tale i kam-pen mod omskæring – og det lyk-kes i vid udstrækning i Danmissions projekter.

Foto: Lea

So

rth

Foto: Priva

t

besluttet, at de vil tage en uddannelse, og at

de vil sætte sig ind i deres rettigheder med

hjælp fra "Min Kære Datter".

„Først forklarede Nadia mig om ska-

derne ved omskæring og andet, som jeg

ikke vidste. Fx at det ikke er en islamisk

pligt. Det fortalte jeg så til min mand, og

han er nu enig med mig i, at Namaa og

Hanin ikke skal omskæres,“ siger Mona Ali

Mohammad.

Lovforbud er ikke nokHvert år omskæres millioner af egyp-

tiske piger – både muslimer og kristne.

Indgrebet er risikofyldt og farligt og

udføres enten af læger, der bestikkes til

det, eller af selvlærte jordmødre, der ofte

foretager indgrebet under ekstrem dårlige

hygiejniske forhold og ofte uden bedøvelse.

Pigerne bløder voldsomt bagefter, de

lider, traumatiseres og i værste tilfælde dør

de af deres blødninger og efterfølgende

komplikationer. I Egypten har kvindelig

omskæring været forbudt i de sidste 10 år,

men det er en kultur og tradition, der er

svær at komme til livs. Særligt de ældre ge-

nerationer, bedsteforældrene, mener, at det

er en måde at sikre, at pigerne ikke bliver

vilde, uregerlige og seksuelt promiskuøse,

og at det altså derfor er en beskyttelse af

pigen selv og hendes kommende familie.

Denne fordom kan være svær at aflive for

en mor, der måske ikke selv kan læse, og

som aldrig er blevet oplyst om emnet.

Danmission har i årevis samarbej-

det med vores partnere i Egypten om at

bekæmpe omskæring af piger, men vi

arbejder lige så meget for en holdnings-

ændring blandt forældre, læger, lærere og

religiøse ledere. Det er svært at ændre no-

get, som er omgærdet af tavshed, og derfor

er oplysning et af kodeordene til succes i

kampen mod omskæring. I projektet "Min

kære datter" får pigerne både oplysning og

ord til at tale imod den undertrykkende

tradition.

„Denne oplevelse af at have fået en

stemme og at blive lyttet til styrker pigerne

og giver dem mod på at engagere sig aktivt i

deres eget liv ved fx at tage en uddannelse,

få et job og gøre en aktiv indsats for deres

familie og for samfundet,“ siger Nadia

Maazooz og smiler til Mona og hendes to

døtre.

I uge 30 var der traditionen tro Danmission Børnelejr på Blåvandgård ved Vesterhavet. En uge hvor deltagerne kom rundt i både det nye og det gamle Egypten. Vi havde en fantastisk uge med plads til ALLE, de små på 6 år og de store på 13 år. Blåvandgård er en lejr med mange traditioner, og mange ting der går igen år efter år. Morgenbadning i Vesterhavet, flaghejsning og morgensang, en hel masse udklædning, fordybelse og tænketid, masser af løb og strand-OL, natløb, fyrtur og underholdning. Igen i år blev Blåvandgård et sted, hvor børn fra hele Danmark mødtes og havde en skøn og udviklende uge med sammenhold, rummelighed, næstekærlighed og ansvar.

25 herlige 7-14-årige piger var sammen med 7 små tantebørn med på Kildeborg Pigelejr 2015. Dertil en flok trofaste køkkentanter samt en gruppe unge kusiner, som stod for spændende aktiviteter med børnene. Temaet i år var ”En forunderlig – for underlig verden”. Ud fra den overskrift var omdrej-ningspunktet at lære børnene noget om kristendom og mission samt at give dem en glad uge med livs-udfoldelse, fællesskab og nærvær.

Blå

va

nd

kil

deb

or

g

Her midt på

sommeren fejrer pigerne på Kildeborg

jul

Hænderne vaskes grundigt med sæbe før de skal spise ris med

fingrene – som man gør i Bangladesh.

Pigerne på Kildeborg udfolder sig i glædesfyldt

leg.

Udgives af Danmission Udkom-mer 4 gange årligt Bladet sendes til alle givere og kirker Forsidefo-to: Christina Kofoed-Nielsen Tryk: Rosendahl De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendig-vis af bestyrelsen eller redaktionen Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse

Charlotte Dyhr (ansv.), Tove Iver-sen (redaktør), Ole Krabbe-Poulsen (layout) Tak til alle skribenter i dette nummer af Danmission Ma-gasin. Redaktionen modtager gerne indlæg via email (tli@danmission.dk), men forbeholder sig ret til at redigere og sortere Deadline til næste nummer: 15. september 2015

sommer

bisserup

På Bisserup-

lejren åbnes porten præcis kl.

14.00 - og så er der næsten rykind som

på Roskilde Festivalen

Her ses toppen af en

menneskepyra-mide - forestil dig

syv børn læn-gere nede

Deltagerne er på regntidsløb

og skal transportere vand på alternative

måder. Det skete heldigvis i dejligt

vejr.

Strandagervej 242900 HellerupTlf.: 3962 9911Fax: 3962 0206Mail: danmission@danmission.dkFølg:www.danmission.dkwww.facebook.com/danmissionwww.youtube.com/danmissionStøt:Giro: 600-0398Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398Sms: DM til 1245 og støt med 100 kr.Online: danmission.dk/stoet

Wraughhhhhh!

magasinid 46005

600-0398 600-0398

Diakoni er en næstekærlig håndsrækning til de allerfattigste

HJÆLP SARAFINA THOMAS OG HENDES DØTRE!

støt online:danmission.dk/

stoet

Giv 100 kr. SMS "DM" til 1245

Brug girokortet