1

nr. 3/ september 2014

magasin

ISS

N: 2

245

-6

95

3

150 års mission i Indien

2

GUD ER PÅ FÆRDE i mellemrummet

mellem os.

Det sagde Jesus direkte til disciplene,

da han fortalte dem, at hvor to eller tre

var forsamlede i hans navn, ville han

være hos dem.

Og i sit billede af den store dom sagde

han: Hvad som helst I har gjort imod en

af mine mindste brødre, det har I gjort

imod mig.

Vi mærker glimt af det i vores ar-

bejde i Danmission, i mødet med kristne

brødre og søstre fra kirker verden over,

i samvær med mennesker fra andre

kulturer, i samarbejde om at skabe men-

neskeværdige livsvilkår blandt klodens

fattigste.

I 150 år har Guds rige været på færde

mellem danskere og indere. Jeg fik for et

par år siden lov at opleve lidt af det under

en rejse til Indien.

Her får I tre glimt:

DET ER TIDLIG MORGEN i Tiruvannamalai.

Vi møder Danmissions dialogkonsu-

lent Agnete Holm på dialogcenteret

Quo Vadis. Agnete har en aftale med

Michael Heiberger om en morgentur op

på det hellige bjerg, som byen er vokset

op omkring. Michael er amerikaner og

romersk-katolsk munk, men har i en halv

snes år boet og arbejdet blandt åndeligt

søgende på et hinduistisk ashram – som

er en slags refugium. I dæmringen følger

vi en smal sti op ad bjerget. Da solen står

op, gør vi holdt ved en klippe for at nyde

den fantastiske udsigt over byen med det

store tusind år gamle Shiva-tempel og

videre ud over det disede landskab med

marker og landsbyer og søer, der blinker

i sollyset. Spontant bryder vi ud i "I østen

stiger solen op" og Michael, der har boet i

Danmark et års tid, nynner med. Vi deler

en kande kaffe og lidt medbragt frugt og

brød og overlader resterne til de ventende

aber, inden vi går ned igen med et glimt af

Guds rige i rygsækken.

DE GODE FOLK fra Arcotkirken er meget

gæstfrie og vil gerne give os et indtryk

af mange dele af deres arbejde, som

Danmission er med i. Også ude ved ky-

sten, hvor en voldsom tyfon tidligere på

måneden har skabt store ødelæggelser. Vi

kører gennem noget, der for en måned si-

den var frugtbare plantager, men som nu

bare er mængder af knækkede træer. Her

møder vi pastor Socrates, (som i parentes

bemærket her i sommeren 2014 blev valgt

til biskop for Arcotkirken). For år tilbage

tilbragte Socrates nogle år i Danmark

inviteret af Danmission, og han forstår

stadig dansk. Vi bliver budt velkommen

med brede smil, blomsterkranse og stor

hjertelighed. Socrates har sammen med

menigheden allerede fået repareret kir-

kens tag, som var blevet hårdt medtaget

af tyfonen. Vi deltager i en kort andagt og

ser et af de projekter, man har iværksat:

et syprojekt for unge kvinder i området.

Her sidder de ved deres pedaldrevne

symaskiner - hinduer, kristne og tørklæ-

detildækkede muslimer side om side. Et

forbilledligt stykke diapraksis.

VI BESØGER SKOLER og sundhedsklinik-

ker. Vi møder børn i et "børneparlament",

som med begejstring fortæller os om det

ansvar, de tager for deres landsby og om

de forbedringer, de har været med til at

iværksætte. Og vi oplever, hvordan arbej-

det fremmer dialogen på tværs af religiø-

se forskelle i et samfund, hvor de kristne

udgør få procent. Til sidst besøger vi det

store ældgamle tempel i Tiruvannamalai.

Her er det brahmin-præsten Sankar, der

viser rundt iklædt orange lungi rundt om

livet. Det er flot og meget fremmedartet.

Jeg glemmer aldrig afslutningen på dette

besøg. Brahmin-præsten står ved siden af

Joshua Peters, som er præst i Arcotkirken

og leder af Quo Vadis. De fortæller om

deres tro og om den betydning, religions-

dialogen har for dem. På tværs af kaste-

forskelle og religion er de to blevet venner

og vidner for mig om, hvordan Guds rige

kan bryde frem på de mest utrolige må-

der og steder.

Tillykke til vores samarbejdskirker i

Indien med de 150 år.

Tillykke til os i Danmission med det fort-

satte samarbejde.

Peter Fischer-Møller,

formand for Danmission

Guds rige er midt iblandt jer!

Strandagervej 242900 HellerupTlf.: 3962 9911Fax: 3962 0206Mail: danmission@danmission.dkwww.danmission.dk

Giro: 600-0398Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398Sms: DM til 1277 (100 kr. + normal smstakst)

Online: danmission.dk/stoet

Udgives af Danmission Udkommer 4 gange årligt Bladet sendes til alle givere og kirker Forsidefoto: Tom Jørgensen Tryk: Rosendahl De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse

Charlotte Dyhr (ansv.), Tove Iversen (redaktør), Ole Krabbe-Poulsen (layout) Tak til alle skribenter i dette nummer af Danmission Magasin. Redaktionen modtager gerne indlæg via email (tli@danmission.dk), men forbeholder sig ret til at redigere og sortere Deadline til næste nummer: 1. oktober 2014

− er en missionsorganisation, som arbejder med kirkeudvikling, dialog og bekæmpelse af fattigdom

leder

Følg os også på www.facebook.com/danmission og www.youtube.com/danmission

3

150 år i Indien! Grundlæggelsen af Arcotkirken var et opgør med de kirker, missionær Christopher Ochs mødte i Indien. De høje-ste kaster sad tungt på magten og tog kastesystemets forestilling om såkaldt ”urørlighed” med sig ind i kirkerne, som de krævede skulle ad-skille kasterne. Og det var netop dén kombination af Kristus og kaste, Ochs ville til livs, da han var med til at grundlægge en ny kirke åben for alle: Arcotkirken. I anledning af 150 års jubilæet for Arcotkirken og for Danmissions selvstændige mission i Indien ser vi nærmere på historien og på resultaterne af missionen – også i dag. Læs om:

pigedrømmen, der blev til 35 år som missionær i Sydindien generalsekretærens hjerte for Indien kostskoledrengen, der spiser chili som slik hvordan drengen Sundar fik en ny chance på enkehjemmet, efter at

hans far var blevet myrdet fremtidens følgeskab mellem Arcotkirken og Danmission

Kirkeministeren i tale! Mød Marianne Jelved til en snak om pligten til at gøre noget ved problemerne, om religionsfrihed og om at være politiker for Vorherre. Kirkeministeren er gæstetaler på Danmissions repræsentantskabsmøde 6.-7. september.

Årets Lucia Indsamling! Vær med i Årets Lucia Indsamling, som i år har fokus på at forebygge, at børn i Madagaskar kommer til at vokse op uden deres mor. Det gør vi ved at støtte kvin-derne i at forbedre deres og dermed familiernes vilkår.

Mødestedet fylder 30! Med hjælp til rudekuverter, en snak om Gud og kaffe på kanden har Mødestedet på Vesterbro i København i nu 30 år været Danmissions tilbud til flygtninge og ind-vandrere i Danmark.

Pakistan! „Vi i Danmark har meget at give, men også meget at lære og beriges af i relationen med en kirke, der nødvendigvis må leve fra dag til dag som Pakistans kirke,“ siger Lorens Hedelund om at være på mission i verdens farligste stift. Lorens Hedelund, der som en af få danskere har turdet rejse til Peshawar Stift i snart et halvt århundrede, takker af som Danmissions assisterende landekoordinator for Pakistan.

Sommer med Danmission! Børnene på Bisseruplejren fik rejsefeber, mens pigerne på Kildeborg fik besøg af næbdyret Perry og seniorerne på Virksund skabte højskolestemning.

4-25

26-28

29

30-31

32-35

36-38

4-25

30-31

26-28

4-25

Indhold

4Foto

: Ark

iv

1862 Den danske smed og praktiske mand Hans Peter Børresen fra Christianshavn i København mødes i Berlin med den intel-lektuelt stærke nordmand Lars Olsen Skrefsrud, som havde udstået en straf på fire års strafarbejde for tyveri, men æn-drede kurs. De antages begge som missionærer af den tyske Gossnermission.

1881 Brecklum-missionen sender de første mis-sionærer til Jeypore i delstaten Orissa (nu Odisha) i Indien for at arbejde blandt kaste-løse og stammefolk.

1863 Skrefsrud udsendes til Nordindien. Det Danske Missionsselskab (DMS) be-slutter at ansætte tyskeren Christopher Ochs som mis-sionær i Sydindien. Det gør det muligt for Ochs at fort-sætte sit missionsarbejde i Arcot påbegyndt i 1861.

1932 Øst-Jeypore Missionen fu-sionerer med DMS.

1867 Børresen og Skrefsrud bygger en ny missions-station i Benagaria i del-staten Jharkand blandt santal-folket. Dette år regnes for den nordiske santalmissions start.

1865Tre danske missionærer udsendes af DMS for at arbejde sammen med Ochs i Sydindien i Arcot-området. En af dem star-ter senere i 1869 arbejdet i Tirukoilur (Siloam).

1960 Arcot Lutherske Kirke bliver selv-stændig og tæller officielt omkring 40.000 døbte medlemmer.

1876 Stiftes det ’Slesvig-Holstenske evangelisk-lutherske Missionsselskab i Breklum’, som kaldes Breklum-missionen og i dag hedder Zentrum für Mission und Ökumene – Nordkirche weltweit (ZMÖ).

1864Christopher Ochs og hustruen Sara med 18 forældreløse børn fortsæt-ter arbejdet i Melpattambakkam med både tysk og dansk støtte via Det Danske Missionsselskab (DMS) – visionen er at opbygge en kirke, hvor kastespørgsmålet ikke spiller nogen rolle. Derfor marke-rer Danmission her i 2014 150-året for vores selvstændige mission i Indien.

1920 Ved genforeningen vælger de dansksindede sønderjyske Breklum-missionærer at blive danske statsborgere, de arbejder i Øst-Jeypore og støttes af Øst-Jeypore-Missionen i Sønderjylland.

1865Børresen rejser til Indien og slutter sig til Skrefsrud. De bryder med den tyske mission og bliver en del af baptistkirkens mission.

1877 Børresen og Skrefsrud bryder med baptisterne, og Børresen er i 1876-77 med til at stifte en dansk støttekreds for arbej-det blandt santalerne i Nordindien, senere kaldet Dansk Santalmission.

1950 Den Nordlige Evangeliske Lutherske Kirke bliver selvstæn-dig kirke og tæller officielt omkring 100.000 døbte medlemmer.

tema: 150 år i indien

Indiens kristne

Indiens kristne udgør omkring 2 procent af befolk-ningen (ifølge officielle tal fra 2001), hvilket svarer til 24 millioner mennesker. Men uofficielt skønnes der at være langt flere, da mange undlader at kon-vertere officielt. En af årsagerne er, at man, hvis man forlader hinduismen, mister de privilegier, staten tilbyder kasteløse i forsøg på at komme kastesystemet til livs. Majoriteten af de kristne er katolikker, mens resten fordeler sig mellem orto-dokse og protestanter.

De seneste årtier har der været flere tilfælde af forfølgelse af kristne, især i Orissa, som i 2008 oplevede voldsomme overgreb, der sendte krist-ne i tusindvis på flugt. De mange overgreb har i første række baggrund i en politisk polarisering, hvor nationalistiske partier promoverer sig selv gennem afvisning af såkaldt fremmed indflydelse. Som en følge af disse kampagner bliver alle andre religiøse traditioner end hinduisme beskrevet som skadelige eller ødelæggende for Indien.

Ligesom andre steder i verden er der en voksende pentekostal-karismatisk (pinsevækkelse) tradi-tion i Indien, men der er også en bevægelse in-den for hinduismen selv, der identificerer sig som Jesus Bhaktas eller Christ Bhaktas, altså Jesus-tilhængere. Bevægelsen søger udtryk for kristen-troen i en hinduistisk kultur og tager derfor helt andre udtryk, end vi normalt forbinder med kirke og kristentro.

150 årsmission i Indien

1964 Jeypores Evangelisk Lutherske Kirke dan-nes som selvstændig kirke og har officielt 150.000 døbte medlemmer.

2014150 års jubilæum for Danmissions og de indiske kirkers arbejde i Indien.

2010 Samarbejdet med Den Nordlige Evangelisk Lutherske Kirke i Nordindien begrænses til en venskabsforbindelse med mindre støtte til kir-ken pga. utilfredsstillende samarbejdsforhold.

1996 DMS’s bestyrelse beslut-ter at neddrosle arbejdet i Jeypore pga. ødelæg-gende personstridigheder i kirken. Støtten fortsæt-ter yderligere nogle år kanaliseret gennem det tyske ZMÖ.

Hans Peter Børresen med det karakteristiske hvide skæg, som stiftede Dansk Santalmission (siden år 2000 en del af Danmission). Bygningerne i forgrunden er skolens op-holds- og sovesale for drengene, mens man i midten kan skimte kirkens tag.

Den traditionelle rok charkha – spinderokken – er et vigtigt symbol i Indien, som blev brugt under selvstændighedskampen mod Storbritannien. Men spindehjulet symboliserer også fint de mange trå-de, som spindes sammen til missionen i Indien.

6

Kristus og kasterneI år fejrer Arcot Lutherske Kirke 150 år som kirke for alle indere – uanset såkaldt kaste. Danmission og Arcotkirken kan samtidigt hylde et lige så gammelt partnerskab, der gennem alle årene har kæmpet for dalitternes rettigheder i det indiske samfund. En kamp der bl.a. handler om skolegang, sundhed og jord – kort sagt om rettigheder og ligeværd.

Af Anne Jensen, journalist

15 vrede og frustrerede mænd sidder i en

rundkreds i menighedshuset bag en kirke.

Deres mørke, vejrbidte ansigter, bare tæer

og slidte klædedragter fortæller, at mæn-

dene alle er dalitter, som er bunden af det

indiske kastesystem. De er vandret hele

vejen fra deres landsby i bjergene til byen

Dindigul i Sydindien for at tale deres sag.

Indtil for nylig var mændene og deres

familier bønder med et håb om en bedre

fremtid på hver deres lille jordlod. Jorden

var blevet deres som et forsøg fra sta-

ten på at hjælpe dalitter i bjergområder.

Eneste betingelse var, at familierne selv

gjorde jorden frugtbar, og med hårdt slid

og hinandens hjælp lykkedes det dem at

grave brønde og efterhånden forvandle den

stenede jord til marker.

Men en dag, da de første frugter havde

vokset sig halvstore, kom politiet. Jorden,

de stod på, tilhørte i virkeligheden en stor,

lokal frugtproducent – påstod politiet. Og

familierne blev fjernet fra deres jord med

magt. Siden har de kæmpet for at få deres

jord tilbage, og derfor er mændene gået

hele vejen til Dindigul. De fortæller, at de

nu er tvunget til at arbejde som daglejere

på deres egen jord. Det får vreden til at

koge over, og de begynder at råbe ad en

mand i hvid skjorte, der stiller sig op og

lytter på. Vreden er ikke rettet mod ham

– der er bare åbnet for måneders frustra-

tioner. Den stille mand i den pletfri skjorte

er tværtimod en advokat og præst i en af de

kristne kirker, som forsøger at hjælpe dalit-

terne med at håndhæve deres rettigheder.

En kirke for de laveste kasterNogle af de indiske kirker, som arbejder for

de fattigste og mest udsattes rettigheder, har

Fakta om kastesystemet

En kaste er en arvelig socialklasse i det indiske samfund. Kastesystemet har baggrund i hinduismen, hvor menneskers kastetilhørsforhold af mange opfattes som givet af gud.

I bunden af kastesystemet finder man de såkaldte dalitter (tidligere omtalt som kasteløse). De udgør den laveste gruppe i samfundet. Nederst i det sociale hierarki er også forskel-lige stammefolk.

Hver kaste er inddelt i tusinder af grupper, som ofte er forbundet med et erhverv. Dalitter er typisk landarbejdere, ufaglærte arbejdere, slagtere, tøjvaskere eller læderfor-arbejdere. Disse job betragtes som urene.

Ca. 25 pct. af befolkningen i Indien er dalitter og oplever systematisk social og økonomisk diskrimination.

I Indien blev diskrimination baseret på kaste officielt forbudt i 1950, men kastesystemet fungerer fortsat i praksis.

7

Foto

: Tom

Jørg

ensen

Støt Danmissions arbejdeScan koden og støt direkte online

eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277

(100 kr. + normal smstakst)

et langt tilhørsforhold til Danmark. I be-

gyndelsen af 1860’erne lagde Danmissions

første missionær i Sydindien grunden til

en ny kirke, Arcot Lutherske Kirke, som nu

kan fejre sit 150 års jubilæum. Danmission

og Arcotkirken kan samtidig hylde et lige så

gammelt partnerskab, som gennem alle åre-

ne både har handlet om at evangelisere og

udvikle kirken, men også om at bekæmpe

fattigdom og kæmpe for de laveste kasters

ligeberettigelse i det indiske samfund.

Grundlæggelsen af Arcotkirken var

et opgør med de kirker, missionærer

som Christopher Ochs mødte i Indien.

Kirkerne afspejlede kastesystemet: De

højeste kaster sad tungt på magten og tog

kastesystemets forestilling om såkaldt

"urørlighed" med sig ind i kirkerne, som

de krævede skulle adskille kasterne. Og

det var netop dén kombination af Kristus

og kaste, Ochs ville til livs, da han var med

til at grundlægge den første nye kirke for

alle i byen Melpattampakkam – og dermed

Arcotkirken.

„Arcotkirken har fra sin grundlæggelse

været både et religiøst samlingssted og en

social bevægelse, der kæmper for at give

indere på bunden af kastesystemet et bedre

liv. Omdrejningspunktet har været troen og

kirkens arbejde med give selv de allerfat-

tigste adgang til uddannelse, sundhed og

økonomisk fremgang,“ fortæller Joshua

Peter, præst og leder af Arcotkirkens inter-

religiøse dialogcenter Quo Vadis.

Uddannelse og sundhed I dag tæller Arcotkirken 52 menigheder og

omkring 40.000 medlemmer spredt ud

over Indiens sydlige delstat Tamil Nadu.

Arbejdet for social udvikling er stadig et

omdrejningspunkt, og Arcotkirken driver

hospitaler, skoler, børnehaver, kvindehjem

og kostskoler, ligesom de hjælper bl.a. bør-

nearbejdere og opretter børneparlamenter.

Flere af skolerne stammer helt til-

bage fra anden halvdel af 1800-tallet, og

hundredetusindvis af fattige indere har si-

den da fået deres skolegang gennem kirken.

Hver morgen møder 25.000 børn ind til en

ny dag på en af kirkens over 90 skoler. Fra 1.

klasse til gymnasiet.

„Betydningen af gratis uddannelse for

generationer af fattige indere kan ikke

overdrives. For uddannelse er den bed-

ste vej ud af fattigdommen her. Fattigdom

og kaste hænger stadigt uløseligt sam-

men i Indien. Så for en kirke som vores er

undervisning noget nær et sakramente,“

konstaterer præsten Joshua Peter – også

kendt som JP.

fortsættes næste side ...

Gennem de 150 år, hvor Danmission har arbejdet i Indien, er mange danskere rejst til landet for at tage del i eller besøge arbejdet. Men hvilket indtryk gør et ophold i Indien? En turist, et missionærbarn og tre volontører fortæller hver især, hvad mødet med Indien har af betydning for deres liv i Danmark i dag. Og hvad betyder mødet med Danmissions mission for indere? Danmission Magasin har spurgt og brin-ger over de kommende temasider en række svar fra både danskere og indere.

Birthe Frimodt-Møller, pensioneret læge. Boede sine første 13 år i Indien som mis-sionærbarn. Har siden besøgt Indien mange gange med ophold af vekslende varighed:

Jeg er født og opvokset i Indien som missionærbarn af danske forældre. Som andre med tilsvarende baggrund oplever jeg at have rødder i både Indien og Danmark, og det livsvil-kår følger mig naturligvis livet ud. Påvirkningen ses bl.a. i udvidet inte-resse for fremmede kulturer, forståelse for integrationsproblemer, opmærk-somhed på social og sundhedsmæssig ulighed m.m. – og i dagliglivet en ud-præget tilpasningsevne, nok en følge af at have et ben i to kulturer!

tema: 150 år i indien

Dalitterne (tidligere omtalt som kaste-løse) frister stadig ofte en kummerlig til-værelse i bunden af det indiske samfund. Flere kirker støtter deres kamp for retten til den jord, de dyrker.

8

Han drikker chai-te og sidder i skyggen i haven til det

interreligiøse dialogcenter, han selv har været med til at

grundlægge i sin hjemby Tiruvannamalai. Selvom dialog-

centret måske er ret nyt, er kontakten til fattige indere med

andre religioner det ikke. For kirkens skoler og øvrige tilbud

er åbne for alle, og blandt skolebørnene er der flere hinduer

og muslimer end kristne.

„Også blandt andre religioner her i Tamil Nadu er kirken

respekteret for sit arbejde med sundhed og uddannelse. Det

er simpelthen det, de fleste forbinder os med, og det opfat-

ter jeg som en stor anerkendelse.“

Kampen for jord er vigtigFattigdommen er stadig massiv blandt de laveste kaster.

Det samme er den indgroede diskrimination, som i 2006

fik Indiens daværende premierminister til at sammenligne

kastesystemet med apartheid. Indere med lavkaste-status

bor stadig afsondret under dårlige forhold i landsbyerne.

De arbejder med at bortskaffe afføring og skrald eller for de

allerflestes vedkommende: som jordløse daglejere.

„Løsningen er en landreform, der kan give de laveste ka-

ster ret til noget af den jord, de har arbejdet på i århundre-

der. Desværre tyder intet på, at det vil ske. Tværtimod bliver

landbrugsland solgt og brugt til andre formål,“ forklarer

advokaten Daniel Gnanasekaran, som møder mændene i

forsamlingshuset i byen Dindigul.

Gnanasekaran er også præst og har i en menneskeal-

der arbejdet som politisk aktivist for de laveste kaster. Han

kalder spørgsmålet om retten til jord for helt centralt. For

så længe dalitterne er afhængige af en minimal løn for at

arbejde på andres jord, vil de altid være fanget i fattigdom

og undertrykkelse.

Det ved de vejrbidte mænd fra landsbyen i bjergene, der

forklarer deres sag til kirkens advokat, alt om. Deres kamp

for at få jordlodderne tilbage har været en lang, ulige kamp

mellem fattige, dårligt uddannede dalitter og langt stærkere

kræfter. På landet i Indien går højkastefællesskabet ofte

mellem den lokale administration og jordejerne. Og når

både korruption og kaste-forbindelser er en del af daglig-

dagen, så kan embedsfolk ofte overtales til at forfalske de

dokumenter, der får jord til at skifte hænder.

Alligevel er stemingen i forsamlingshuset ved at ændre

sig blandt de vrede mænd på hvide plasticstole. Den stille

præst er begyndt at tale til mændene og er med ét blevet

deres advokat. Men selv om han lover at anlægge sagen

ved domstolene, kan han ikke love andet end en lang og sej

proces. Og selvom de vinder, kan det vare længe, før mæn-

dene og deres familier kommer til at bo på jorden igen. For

i lokale sager er det den lokale administration og det lokale

politi, der skal føre dommene ud i livet. Så advokaten må

med et suk forklare sine nye klienter, at afsagte domme er i

hænderne på det samme system, som i udgangspunktet var

problemet.

Mændene i de slidte klædedragter kigger på hinanden.

De har allerede lovet sig selv og hinanden, at de vil være den

sidste generation, der skal dyrke jorden for andre. De har

ikke meget tilbage at tabe, men meget at vinde med advoka-

tens og kirkens hjælp.

... fortsat fra side 7

Kristus og kasterne

Bønder, der er blevet fjernet fra deres jord, er mødt op i menighedshuset for at få hjælp hos kirkens advokat, som også er præst.

Foto

: Tom

Jørg

ensen

Se filmen "Børns medborgerskab – et indisk børneparlament i arbejde"

Scan koden eller besøg www.youtube.com/danmission

8

9

( T I B E T )

K

IN

A AFGHANISTAN

NEPALBHUTAN

BANGLADESH

SRI LANKA

PAKISTAN

TAJIKISTAN

MYANMAR

JHARKHAND

ASSAM

TAMIL NADU

ODISHA

VESTBENGALEN

tema: 150 år i indien

Danmission har et partnerskab med Arcot Lutheran Church, ALC (siden 1864) og med Northern Evangelical Lutheran Churches, NELC (siden 1867).

Desuden samarbejder Danmission med en paraplyorganisation for alle lutherske kirker i Indien, UELCI, og nogle teo-logiske seminarier, deriblandt United Theological Seminary (UTC) i Bangalore i delstaten Karnataka.

Partnerskabet med NELC er et ven-skabsforhold, mens partnerskabet med ALC er fuldt udfoldet med ak-tiviteter inden for kirkeudvikling, teologisk uddannelse, dialog og fattigdomsbekæmpelse.

ALC har hovedsæde i Cuddalore i delstaten Tamil Nadu, og Danmissions primære samarbejdsrelationer ud-folder sig i byerne Tirukoilur og Tiruvannamalai og i Kalrayan Bjergene. ALC har omkring 40.000 medlemmer fordelt på 50 menigheder og er ud over Danmission i partnerskab med blandt andre Det Lutherske Verdensforbund, Lutheran Partners in Global Ministry og FDF i Danmark. ALC blev stiftet af tyskeren C.C. Ochs, der i 1864 be-gyndte som missionær for Det Danske Missionsselskab (DMS).

NELC har hovedsæde i Dumka i delsta-ten Jharkand, men Danmissions pri-mære relation er med Bongaigaon Stift

i delstaten Assam. NELC har omkring 100.000 medlemmer fordelt på om-kring 500 menigheder og er i partner-skab med blandt andet Det Lutherske Verdensforbund og Normisjon. NELC har rødder tilbage i 1867 og blev stiftet af danskeren H.P. Børresen og nordman-den L.O. Skrefsrud. 1867 betragtes som Dansk Santalmissions fødselsår.

UELCI etablerer netværk for de luther-ske kirker og internationale partnere, samt koordinerer nogle få projekter, som f.eks. et kirkevækst-program.

UTC i Bangalore tilbyder teologisk ud-dannelse fra bachelor over master til doktorgrad.

Danmission arbejder med både kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse i Indien.

Kirkeudvikling: Danmission støtter driften af en bibelskole i Assam, Gaurang Boro Bible School, uddannelse af unge teologer i Arcot-området, udvikling af Arcotkirkens spejderarbejde samt lederudvikling i kirken.

Dialog: Det interreligiøse dialogcenter Quo Vadis i Tiruvannamalai i Sydindien er oprettet af Arcotkirken (ALC) og Danmission. Quo Vadis er det eneste center af sin art i de protestan-tiske kirker i Indien, så det har besøgende fra en hel række teologiske seminarier og oplever stor tilslutning. Samtidig må det bemærkes, at der ikke er et stort ejerskab til Quo Vadis blandt præster og menigheder i ALC, fordi religionsdialog stadig betragtes med en vis skepsis i den indiske kirke.

Fattigdomsbekæmpelse: Børn og kvinders ret-tigheder har høj prioritet i Danmissions arbejde. Vi støtter bl.a.: Børneparlamenter, hvor bør-nene lærer om demokrati og medborgerskab; undervisning af lærere og elever i rettigheder; kvindegrupper, som arbejder med udvikling og rettigheder – herunder jordrettigheder; center for børnearbejdere samt drift af 4 kostskoler for børn.

Støt Danmissions arbejdeScan koden og støt direkte online

eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277

(100 kr. + normal smstakst)

Danmissions partnere i Indien

Danmission i Indien

Danmission har historisk set arbejdet i disse indiske delstater. I dag er arbejdet koncentreret i Tamil Nadu med et mindre engagement i Assam.

10

Dåbshandling i floden ved Angarkata Kanerey, langfredag 1961, som det var al-

mindelig praksis i Den Nordlige Evangelisk Lutherske Kirke (NELC) på den tid.

Elever på sygeplejeskolen ved Mohulpahari Hospital i

Santal Parganas i Nordindien. Sundhed havde høj prioritet lige fra begyndelsen af den

danske mission.

Hr. John, laboratorieassistent på hospitalet i Vadathorasalur anno 1959.

At være missionær bød på mange oplevelser. Her missionær Gausdal og hans indiske hjælper Raya ved en nedlagt tiger i delstaten Assam.

10

11

20. april 1958 indsættes pastor Munshi M. Tudu som den første indiske biskop for Den Nordlige Evangelisk Lutherske Kirke (NELC). Indsættelsen foretages af hans

forgænger, pastor O. S. Bjerkestrand, i overværelse af 3000 kristne.

Dåbsforberedelse for unge i Nordindien.

Fra væveskolen ved enkehjemmet i Tiruvannamalai i Sydindien, 1977, mens DMS-missionær Else Krog havde tilsyn med skolen.

11

12

Indien i hjertet

Jeg kan stadig huske mit første besøg i Indien. Før det var

jeg fortrolig med Afrika, hvor jeg havde været missionær,

og med Mellemøsten. Indien var bare meget anderledes,

helt anderledes. At være i Indien fremkalder de store fø-

lelser. Enten elsker man det og har lyst til at vende tilbage

igen og igen, eller også kan man ikke holde det ud. For mig

var det dybt fascinerende. Der er beskidt og fattigt, der er

velstand og udvikling, der er livskraft og dødslængsel, der

er hellige mænd og gudinder, der er fremmedartet og sine

steder fantastisk smukt, der er den stærkeste religiøsitet

og tænkes store tanker. Skønheden slår mig, når jeg ser

ud over en saftiggrøn rismark med spredte palmetræer

og en flok arbejdere, der planter, luger eller høster. Ser

man nærmere på arbejderne, kan man se, at de er brændt

mørke af solen og er stærke, tynde og seje. Det er hårdt

manuelt arbejde, og man bliver ikke rig af det. Kvindernes

sarier er ikke lige kønne alle sammen i deres farvesam-

mensætning, mønstre og slid, men de fleste er smukke.

Man mærker, at inderne har sans for skønhed og det

smukkeste håndværk.

Kirkens skoler skal oppe sigEfter selvstændigheden i 1947 var Indien i mange år un-

derlagt statslig planøkonomi. Nu er udviklingen slået over

i sin modsætning: løbsk kapitalisme og vækst. Landet er

overbefolket, og de store byer voldsomt forurenede. Nogle

er blevet ufatteligt rige, en stor middelklasse er vokset frem,

mange er stadig fattige, men nyder godt af at have ratio-

neringskort, så de kan købe ris og andre fornødenheder

billigt. Uddannelsesniveaet er hævet betydeligt, og mange

får høje uddannelser. Det er en udfordring til kirken, der

traditionelt har haft et stort skolevæsen, som oprindeligt

blev grundlagt af Danmission for at kunne tilbyde de fat-

tigste børn god skolegang. Men nu skal kirkens skoler oppe

sig, hvis de ikke skal sakke bagud i forhold til private og

offentlige skoler.

Inderne er livsnydere, de har verdens største suk-

kerforbrug pr. indbygger, og man spiser godt og billigt i

Indien. Det kan man blive meget tyk af. Middelklassen er

velnæret og lider i stigende grad af livsstilssygdomme. Med

til at nyde livet hører kunst. Indien har sin helt egen tone,

når det gælder sang og musik. Man møder en højtstående

kultur med rige fortælletraditioner, overvældende mytologi

og fantastiske bygninger som Taj Mahal, paladser, borge og

templer af ovevældende skønhed. En stærk kontrast til det,

slumbeboerne lever i.

I Thomas Tvivlerens fodsporInderne er meget religiøse, landet emmer af religiøsitet,

den er alle vegne. Indien har givet fødsel til verdensreli-

gioner som hinduisme og buddhisme. Men også islam og

kristendom har hjemme i Indien. Der har været mus-

limske herskere, stormoguler som vi synger om i ’En lille

Nisse Rejste’, og kristendommen siges at være kommet

med apostlen Thomas, tvivleren, allerede i år 52. For mig

som teolog er mødet med det religiøse Indien dybt fasci-

nerende. Kristendommen i Indien har frembragt fremra-

gende teologer og teologisk tænkning i dette miljø, hvor

de stærke religioner mødes og lever side om side. Inderne

er meget veltalende – det er teologer og præster også – og

ikke noget sted har jeg mødt så frodig teologi som i Indien,

en teologi som har skullet tage livtag med kastediskrimi-

nation og stærke, levende religioner som hinduisme og

buddhisme.

I Indien er der forskel på folk – meget tydeligt. Når min

indiske kone og jeg er i byen i Indien, kan hun let udpege

folk og se, hvem der er fx brahminer (såkaldt højkastefolk).

Indien er på papiret et demokrati, men der findes ingen

demokratisk kultur. Der eksisterer ikke en følelse af, at man

er ét folk. Tværtimod er befolkningen delt i klasser med

brahminerne som de herskende i templet, i erhvervslivet

og i politik. I bunden af samfundet finder man de kaste-

løse og stammefolkene. Der er stadig megen kastediskri-

mination i Indien, men også mange tegn på forbedringer.

Uddannelse nedbryder grænser. Danmission og de kristne

kirker har uddannet et meget stort antal kasteløse, som har

fået helt andre muligheder i livet end det, de var født til. Og

vi arbejder stadig sammen for at oplyse de fattige om deres

rettigheder som borgere i Indien.

Til glæde for både dem og osVores historie sammen med kirkerne i Indien er lang.

Dansk mission i Indien tog sin begyndelse i 1706, da

to missionærer udsendt af Kong Frederik IV ankom til

Tranquebar i Sydindien. For Danmissions vedkommende

begyndte det i 1864 med udsendelsen af Christopher Ochs,

Af Mogens Kjær, generalsekretær

Skønheden, men også kontrasterne i det indiske samfund, er noget af det, som fascinerer Danmissions generalsekretær. „Enten elsker man det, eller også kan man ikke holde det ud,“ siger Mogens Kjær, som selv er indisk gift og vender tilbage igen og igen både på private og arbejdsmæssige besøg.

13

Støt Danmissions arbejdeScan koden og støt direkte online

eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277

(100 kr. + normal smstakst)

Foto

: Pri

vat

der med dansk støtte fortsatte sit arbejde i den sydin-

diske delstat Tamil Nadu, og i 1865 med udsendelsen af

Hans Peter Børresen til Nordindien. Få år senere stiftedes

Breklum-missionen i Sydslesvig, der arbejdede midt imel-

lem syd og nord i Jeypore i staten Orissa, som nu hedder

Odisha, også med dansk medvirken. De tre missioner – Det

Danske Missionsselskab, Dansk Santalmission og Breklum-

missionens danske del – blev i tidens løb til én organisation:

Danmission, som altså gennem tiden har arbejdet tre for-

skellige steder i Indien, hvor der nu er selvstændige kirker.

Samarbejdet har ikke altid været lige let, hvilket som kon-

sekvens har haft, at Danmission ikke længere er i Jeypore,

og at samarbejdet med Den Nordlige Evangelisk Lutherske

Kirke er stærkt nedtonet. Samarbejdet med Arcot Lutherske

Kirke i syd er også blevet af mindre omfang.

Men vi har stadig Indien i hjertet. Det var der, vi begynd-

te for 150 år siden, og vi er der stadig. Vi har gennem årene

gjort meget godt: Mange har gennem arbejdet hørt evan-

geliet om vor frelser og Herre, Jesus Kristus. En kristen tro

har befriet mennesker og givet dem nye muligheder. Kirker

voksede frem og lever. Utallige blev bragt ud af fattigdom.

Vi medvirkede til at bringe uddannelse og et udbygget, stort

sundhedsvæsen til Indien. Vi bidrog til teologisk tænkning

og blev selv præget dybt. Vi står i et fælles arbejde med at

lære af hinandens spirituelle traditioner, og her er det ikke

mindst os, der modtager. Lige fra begyndelsen har må-

let været, at flere blev kristne, og at fattige fik hjælp til at

komme ud af fattigdommen. Men formålet har også været

at kæmpe sammen med kasteløse og andre undertrykte

grupper for et liv i værdighed og at arbejde for, at menne-

sker kan leve sammen og bo dør om dør som venner, selv

om de tror på noget forskelligt. Inderne kan i stigende grad

selv, men Danmission vil fortsat være der, også for vores

egen skyld.

tema: 150 år i indien

Danmissions generalsekretær Mogens Kjær med sin hustru Kani under et besøg på dialogcentret Quo Vadis, som er oprettet af Arcotkirken og Danmission.

P. Dheenan Inbarasu, præst i Arcotkirken i Naidumangalam i Sydindien:

Mine forældre mødte hinanden på ”Lebanon”, som er kirkens hjem for enker og deres børn, og hvor de begge er vokset op. Min far arbejdede som lærer/skoleleder i danske missionssko-ler i landsbyer i Sydindien gennem 33 år. Jeg fik selv Guds kald, mens jeg gik i skole. Jeg tilskriver dette mine foræl-dres mange opfordringer til mig om at lede efter Gud. De fortalte mig altid, at de kun havde gode erfaringer med mission og missionærer fra Danmark. Min far og mor opfordrede mig til at blive missionær og derigennem bringe håb til de mest udsatte. Med økonomisk støtte fra Danmission fik jeg en teologisk uddannelse på United Theological College (UTC) i Bangalore, og jeg er taknemmelig for min tid på UTC og de muligheder, det har givet mig. Jeg har tillid til Gud og udfører efter bedste formåen min opgave som præst – både i kirken og i samfundet.

14

I 35 år var Janne Garder missionær i Sydindien, hvor hun byggede skoler og var med til, at hundredevis af børn fik en uddannelse samtidig med, at hun delte rundhåndet ud af sin kristne tro.

En pigedrøm blev til virkelighed i Sydindien

12-årige Janne Garder lader nysgerrigt blikket gå på opda-

gelse i en lille folder om en indisk kostskole ved navn Siloam.

Hun lukker øjnene og forestiller sig, hvordan det mon er at

forlade sit hjem for at bo i det fremmede Indien, tusindvis af

kilometer fra pigeværelset og det vante liv ved Limfjorden.

„Det var, som om Siloam og Indien blev printet ind i min

hjerne. Jeg var spejder – grønsmutte – og i min patrulje gik

vi meget op i at tage duelighedstegn, og vi skulle selvfølgelig

også have et i temaet ’ydre mission’. Vi fik fat i nogle foldere

om ydre missions arbejde, og så gik vi ellers i gang med at

forberede os. Jeg blev med det samme optaget af Siloam

Kostskole. Jeg vidste i mit sind, at engang skulle jeg ud og

se den skole og opleve det land,“ fortæller den nu 73-årige

Janne Garder.

Som 27-årig fik hun endelig stillet sin nysgerrighed,

da hun ankom til Siloam Kostskole, der er placeret i det

sydlige Indien i delstaten Tamil Nadu. Kostskolelivet levede

i den grad op til de forestillinger, Janne Garder gjorde sig

hjemme på børneværelset i det nordjyske. Og 35 år kom

hun til at tilbringe i Indien, som udsendt for Det Danske

Missionsselskab og sidenhen Danmission.

„Det var et kald for mig at rejse ud som missionær – det

var sådan, Gud ville det. Jeg tror på, at Han sørgede for at

lægge mit liv sådan til rette, at jeg blev missionær,“ siger

Janne Garder eftertænksomt og fortæller, hvordan hendes

ansøgning om visum til Indien blev afvist tre gange, og

man derfor overvejede at sende hende til Tanzania i stedet

– men hun holdt fast. Hun ville til Indien. Forud for udsen-

delsen havde hun været frivillig leder af missionsselskabets

børnelejre og været ansat som sekretrær for børnearbejdet.

Første møde med IndienI 150 år har generationer af danske missionærer bygget

kirker, præsteseminarier, skoler, kostskoler, fagskoler og

drevet sundhedsarbejde i Arcot-distriktet. Derfor var det

også med ydmyghed, at en ung Janne Garder stod af flyet i

Madras (i dag Chennai) i 1968 for at bestride en stilling som

leder på Siloam Kostskole.

„Varmen og en tung lugt af forurening, er det jeg husker

bedst fra de første timer på indisk jord. Jeg blev hentet af

missionær Helga Olsen i lufthavnen. Jeg var så træt, så træt

efter den lange rejse, og Helga fortalte og fortalte, da vi kørte

gennem byen. Jeg sad som i en tåge og tænkte, at storbyen

var, som jeg havde forestillet mig. Jeg havde jo forberedt mig

godt, læst om landet og talt med andre, der havde boet der,

så en ko midt i storbyens trafik, kunne ikke sådan imponere

mig,“ siger hun med latter i stemmen.

Hvad hun ikke kunne forberede sig på var mødet med

de mere end 200 indiske børn, der forventningsfulde tog

imod hende, da hun ankom til kostskolen i byen Tirukoilur.

Her åbnede Arcotkirken, der var blevet etableret et par år

tidligere, sin anden missionsstation i 1869.

„Det hele var overvældende og spændende, og jeg

tænkte: Hvordan finder jeg nogensinde ud af det her! Det

vrimlede med indere, og jeg kunne ikke tale med dem,“

erindrer Janne Garder.

At hun med tiden fik lært at tale tamil, var børnenes for-

tjeneste. Særlig én pige står stadig tydeligt i Janne Garders

erindring:

„Der var en lille pige, som de andre lærere anså for at være

lidt tung i det. Og derfor blev de noget bekymrede, da hun af

egen vilje påtog sig at lære mig tamil. Hun gik altid i hælene på

mig, og hver gang hun havde chancen, bukkede hun sig ned

i sandet og skrev, hvad tingene hed og på den måde, lærte jeg

meget. Det kan da godt være, at det ikke altid var helt korrekt,

det hun fik mig lært – men jeg har klaret mig alligevel.“

Filter mod fattigdomDet største kulturchok, der mødte Janne Garder, var fattig-

dommen. I et land hvor næsten 35 procent af befolkningen

lever i fattigdom, er armoden synlig over alt.

„Jeg undrede mig over, at mennesker midt i fattigdommen

kan være så utroligt hjertelige og taknemmelige for lidt. Det er

nok også derfor, jeg ikke kan holde min mund, når danskere

herhjemme beklager sig. Så siger jeg altid: Jamen kæreste ven-

ner, der er folk, der lever på sultegrænsen, og alligevel kan de

smile og dele,“ siger Janne Garder med fast stemme.

Gennem årene udviklede hun et filter mod fattigdommen.

„I Indien er der tiggere overalt, og det er umuligt at give

til alle. Jeg blev nødt til at forskanse mig, og til sidst tror jeg

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist

fortsættes side 16 ...

15

Med sine 35 år som missionær i Indien har Janne Garder skrevet sig ind i det stykke danske missionshi-storie, der begyndte i 1864, hvor Det Danske Missionsselskab og sidenhen Danmission sendte sine første mis-sionærer til landet. Her ses Janne Garder med skolepiger på Siloam Kostskole anno 1990.

tema: 150 år i indien

Støt Danmissions arbejdeScan koden og støt direkte online

eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277

(100 kr. + normal smstakst)fortsættes side 16 ...

16

nærmest, jeg blev immun over for fattigdommen – jeg blev

nødt til at acceptere, at jeg ikke kunne redde hele verden.“

En bette folkeskolelærerJanne Garder havde ansvar for kostskolens kostafdeling – og

fik et tæt forhold til de mange børn, som hun delte dagligdag

med. Gennem årene voksede skolen, udvidede med et gym-

nasium og fra først i 1980’erne blev den danske missionær

også koordinator for et storstilet udviklingsprojekt, der med

støtte fra Danida havde det formål at forbedre kirkens eksi-

sterende skoler og forbedre kvaliteten af undervisningen.

„Projektet kom til at omfatte alle Arcotkirkens 100

skoler, som alle fik nye bygninger. Vi oprettede to lærerse-

minarer, fik bygget et kursuscenter, startede voksenunder-

visning og kvindegrupper i landsbyerne og oprettede de

såkaldte børneparlamenter,“ fortæller Janne Garder og slår

en latter op:

„Sådan en bette folkeskolelærer som jeg, hvordan kan

jeg styre det, tænkte jeg, da bevillingen fra Danida kom, og

jeg fik ansvar for økonomien. Det blev jo et kæmpe projekt,

der ikke bare omfattede de 10 skoler, vi i første omgang

havde ansøgt om nye bygninger til, men kom til at omfatte

alle Arcotkirkens skoler.“

Fra Indien til 4. sal i HerningJanne Garder gik på pension i 2003 og rejste hjem til

Danmark, hvor et nyt liv ventede hende. Det tog tid at over-

give sig til livet som pensionist i Danmark.

„Jeg tror aldrig, at det er rart at forlade sit job efter et

langt arbejdsliv og føle, at der ikke længere er nogen, der

har brug for én. I Indien var jeg dagligt sammen med 600-

700 mennesker. Nu sad jeg pludselig på 4. sal i en lejlighed

i Herning og skulle finde ud af, hvad jeg så skulle stille op,“

siger Janne Garder.

Som noget af det første efter hun kom hjem købte hun et

sommerhus i barndommens land tæt på Limfjorden. Hendes

nye liv blev fyldt med tid i sommerhuset, arbejde i den lokale

Danmission Genbrug i Herning, engagement i Herning Kirke,

og så holdt hun foredrag om missionærgerningen i Indien.

„Jeg tror, at de mange år i Indien har givet mig et andet

syn på mennesker, end hvis jeg havde levet hele mit liv i

Danmark. Jeg tager fx parti for fremmedarbejdere, for jeg

har selv været fremmedarbejder. Jeg kan ikke, som jeg synes

mange andre kan her i landet, blive forarget over, at muslim-

ske kvinder går med tørklæde. Og jeg bryder mig ikke om

vendingen ’vi er blevet flere om at dele kagen’. Jeg synes ikke,

’kagen’ er vores. Danmark er ikke bare mit – rigdommen er

ikke bare min. De fremmede, der kommer til vores land, har

så meget at give, så lad os dog tage imod det.“ Den rolige jyde

har pludselig fået en snert af ilterhed i stemmen.

En enfoldig tro Janne Garders liv blandt Indiens kristne blev en bekræf-

telse af den tro, hun havde med i rygsækken hjemme fra

Nykøbing Mors.

„Jeg har levet blandt mennesker, som har en barnlig

og nærmest enfoldig tro på Gud. For mig er det at have en

enfoldig tro ikke negativt. Det er blot en sikker tro på og en

erkendelse af, at vi ikke nødvendigvis kan løse de proble-

mer, vi står overfor, men kan sige til Gud: ’Det har jeg ikke

kræfter til.’ Og derpå lægge problemerne i Guds hænder og

vide, at der ligger de godt.“

Den pensionerede missionær mener også, at hun er ble-

vet et langt mere bedende menneske af at leve som kristen

i Indien, hvor bøn ikke nødvendigvis er forbeholdt kirke-

rummet eller privatsfæren.

„Både vores kristne og vores hinduistiske chauffører

bøjede altid hovedet og slog et kors på rattet, inden de kørte

Vaskedag på Siloam Pigekostskole i Tirukoilor under ledelse af Janne Garder.

Foto: Jørgen Nørgaard Pedersen

Janne Garder (tv.) sammen med missionærkollegerne Esther Hendriksen, Poul Bertelsen, Helga Johansen i Sydindien.

Foto: Leif Munksgaard

... fortsat fra side 14

En pigedrøm blev til virkelighed i Sydindien

17

af sted. Jeg har altid syntes, det er så trygt, at man på den

måde lige sender en bøn til Gud. Dét har jeg taget til mig. Så

mange gange i løbet af en dag, sender jeg en tanke eller en

bøn til Gud. For mig er Gud en virkelighed, som jeg har brug

for at tale med.“

Én gang missionær altid missionærSelvom Janne Garder er gået på pension, så ser hun stadig

sig selv om missionær: „Jeg er ikke noget særligt, fordi jeg

har været missionær i Indien i en menneskealder. Jeg rejste

ud, fordi jeg gerne ville dele min kristne tro med andre, og

det vil jeg sådan set stadigvæk gerne.“

Den høje lyse jyde, der unægteligt må have raget godt op

over de indiske børn, har aldrig selv stiftet familie eller er

blevet gift.

„Jeg ved ikke, hvordan livet havde formet sig, hvis jeg ikke

var rejst til Indien. Måske ville jeg have haft mand og børn og

et parcelhus og en stilling som skoleinspektør. Men skulle jeg

gøre livet om, ville jeg gøre nøjagtig det samme igen.“

Selvom det er mere end 10 år siden, at Janne Garder

forlod arbejdet i Indien, så siger hun stadig "vi", når hun

med varme i blikket og iver i stemmen taler om kostskolen.

Hun ringer jævnligt sammen med vennerne i Indien og har

været tilbage efter, at hun stoppede som missionær.

„Den største glæde er altid at møde de gamle elever og

se, hvad de er blevet til. De kommer jo fra små og fattige kår,

men mange ender med at sidde i gode stillinger og får sig et

fint og godt familieliv. Den største opgave var – og er stadig

– at få børnene lært at tage ansvar og medansvar for livet,“

siger Janne Garder og fortsætter: „Jeg ved ikke, om jeg vil

sige, at jeg er stolt, men jeg er glad for den udvikling, der har

været. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at de ting ikke var sket,

hvis jeg ikke havde været der. Jeg er taknemmelig over, at

jeg fik lov at være med.“

Kamachi fik sin barndom igenKamachi var nødt til at gå ud af skolen, da hun var kun 6 år, fordi hun skulle passe sine 2 små brødre. Kamachis mor fjernede Kamachi med magt fra sko-len, og det selvom Kamachi efterfølgende nægtede at spise i 2 dage, fordi hun ønskede at blive på skolen.

Så snart brødrene kunne passe sig selv, pantsatte Kamachis forældre hende for 1.500 rupees til en murstensfabrikant i Eda Pallayam ved Tiruvannamalai

i Sydindien, så hun kunne arbejde 12 timer om dagen med at lave mursten i en murstensovn. Men nogle af de ansatte på Arcotkirkens Center for Børnearbejdere opdagede Kamachi på fabrikken sammen med 14 andre børn i alderen 6 til 17 år. Fordi ejeren

af murstensfabrikken blev klar over de mulige konse-kvenser af at overtræde loven ved at udnytte børne-arbejdere, lod han modvilligt børnene gå. Centret for Børnearbejdere, som Danmission støtter, arbejder på at finde en løsning, så Kamachi kan komme tilbage i skolen – indtil da bliver der taget hånd om hende og de andre børnearbejdere fra murstensfabrikken.

„Jeg venter spændt på den dag, hvor jeg langt om længe skal begynde i rigtig skole sammen med andre børn i samme alder som mig. Jeg vil gerne være læge og hjælpe de syge. Jeg er så taknemmelig for at få lov at være barn igen,“ siger Kamachi, som i dag er 11 år.

Laura Bjørg Petersen, teologistuderende i Aarhus. Laura var Danmission-volontør i Indien i efteråret 2011:

Mine fire måneder i Indien har haft stor indflydelse på min hverdag i Danmark! Udover at have forårsaget rejsefeber og chiliresistente smagsløg har jeg også fået en stadig voksende interesse for kultur- og religionsmø-der. Denne interesse gør, at jeg i dag læser teologi på universitetet, og den er min motivation i mit engagement i bl.a. Danmission Unge, FDF og KFUM/KFUKs internationale arbejde. Mødet med indisk spiritualitet, bl.a. på dia-logcentret Quo Vadis, har tilføjet medi-tation til min egen religiøse praksis. Jeg må snart tilbage efter endnu en dosis Indien!

tema: 150 år i indienSe filmen "Playschool - om dansk pædagogik i indiske skoler" med Janne Garder.

Scan koden eller besøg www.youtube.com/danmission

18

Manikandan stikker hånden ned i en chili-busk og plukker

tilfreds en moden chili af den grønne plante. Han er en 11-

årig knægt med tæt, sort, vandkæmmet hår og et stort smil.

Han knækker chilien, stopper den ene halvdel i munden og

rækker hånden frem for at byde på en smagsprøve fra den

køkkenhave, han selv er med til at passe. I det samme lyder

et højt råb bagfra. Det er Manikandans lærer fru Vimala på

kostskolen i Suviseshapuram, der advarer: Chilien er eks-

trem stærk og egner sig kun til indiske maver. Manikandan

ser forvirret op, trækker på skuldrene og spiser resten selv.

Manikandan er bare en af de 60 drenge og piger, der bor

på kostskolen. Bag ham ligger fire små grå bygninger, der til-

sammen danner en lille gårdhave, som her i middagspausen

er fyldt med børn mellem 6 og 12 år. Søjlerne, der bærer taget,

er tætskrevet med engelske ord, som børnene i de lysebrune

og røde skoleuniformer skal øve sig på. Men alt om engelske

gloser er glemt her i pausen, hvor middagsmaden lige er spist,

og nogle kan lege, mens andre – som børn overalt i verden –

skuffede må opdage, at det er deres tur til at tage opvasken.

Forældre er spredt over hele IndienSolen bager ned i gårdhaven, og middagsvarmen får to

piger til at flytte deres leg ind på gulvet i sovesalen. Om da-

gen er måtterne, som børnene sover på, rullet sammen, og

stengulvet er køligt. Rummets eneste møbel er en lav hylde,

der løber rundt langs alle fire vægge. På hylden står en grøn

metalkasse til hvert barn på kostskolen. En af pigerne løfter

genert låget af sin kasse og viser sine skatte frem: Lidt tøj,

sæbe, blyanter og et foto af en mor og far langt væk.

Ligesom næsten alle på kostskolen er den chili-spisende

Manikandan født i nærheden, og hans forældre lever stadig,

men de er mere end 1000 kilometer væk. For fem år siden

rejste de til Mumbai i jagten efter arbejde og har kun været

tilbage i landsbyen få gange siden. Den oplevelse deler han

med sine venner på skolens kostafdeling.

Uddannelse er vejen ud af fattigdomBørnene og deres familier betegnes som dalitter – dem

man også traditionelt har kaldt kasteløse, og som i århund-

reder har levet på bunden af det indiske samfund fx som

jordløse landarbejdere. I dag bliver mere og mere lands-

brugsjord opslugt af de voksende byer, samtidig med at et

mere moderne landbrug kræver færre arbejdshænder. Det

gør livet i landbyerne sværere og får sammen med drøm-

men om et bedre liv i de moderne storbyer en del af de

fattigste til at forlade landsbyerne. Det forklarer Sundar

Gandhi fra Arcotkirken, som er Danmissions partner i

Tamil Nadu i Sydindien. Som leder af Arcotkirkens skole-

projekter er han øverste administrative chef for kostskolen

i Suviseshapuram og kirkens flere end 90 andre skoler, der

I Indien bliver tusindevis af børn hvert år ladt tilbage eller taget ud af skolen, når deres fattige forældre må rejse fra landsbyen på jagt efter arbejde i de store byer. Små kostskoler drevet af Arcotkirken i tilknytning til landsbyskolerne sikrer børnene undervisning og en tryg base tæt på deres egne landsbyer

Lokale kostskoler sikrer efterladte børn uddannelse

Af Tom Jørgensen, journalist

19

tilsammen giver over 25.000 elever gratis undervisning.

Sundar Gandhi er bekymret for de børn, der hvert år

rejser med deres forældre til storbyerne, for drømmen

ender ofte med et liv i slummen:

„Migrantarbejderne risikerer at ende i mindst lige så stor

fattigdom, som de kommer fra. Mange arbejder i de hår-

deste og dårligst betalte job. Andre må leve fra dag til dag

og sove under åben himmel. Under de betingelser kan for-

ældrene ikke give deres børn skolegang. Og så er børnene

fanget: de kan hverken klare sig i byen eller vende tilbage

til landsbyen for at dyrke jorden. Derfor er kostskolerne så

vigtige – uddannelse er deres vej ud af fattigdom.“

Sammen med andre børn fra landsbyenMiddagspausen er slut, og Manikandan har taget sin bedste

ven Selvam i hånden og står sammen med de andre i to

snorlige rækker. Turen går et par hundrede meter tilbage til

skolebygningen, hvor de fleste elever fra landsbyen allerede

er dukket op. Klar til at begynde skoledagen igen sammen

med deres klassekammerater fra kostskolen.

Den varmeste tid på dagen er ovre, og i et klasselokale

klemmer de største elever sig sammen ved skolepultene. I

lokalet ved siden af dækker små røde shorts og nederdele det

kølige stengulv og med alle på plads i skrædderstilling be-

gynder undervisningen for Manikandan og de andre børn.

Foto

: Tom

Jørg

ensen

Fakta om kostskoler: Kostskolen har plads til 30 piger og 30 drenge

i alderen 6-12 år.

Alle børn er velkomne på kostskolen – uanset forældrenes religion.

Alle på kostskolen har forældre, der er rejst til andre dele af Indien for at arbejde.

Forældre betaler et symbolsk beløb på 100 rupee (9 kr.) om måneden for kost og logi.

Arcotkirken driver over 90 skoler med i alt 25.000 elever med støtte fra bl.a. Danmission.

Karsten Høgild, sognepræst i Åby sogn, Aarhus. Karsten var i vinteren 2004 volontør med ”Vestens Unge” i Indien.

Mit ophold i Indien har præget mig på den måde, at jeg er blevet bevidst om, hvordan det er at tilhøre en minori-tetskirke. I Indien fik jeg også nogle erfaringer i at tale med mennesker om tro, og jeg har lært altid at gøre mig umage for at møde den anden for-domsfrit der, hvor han eller hun er. Det menneskelige møde og tro, der møder tro, kaster ofte et nyt og udfordrende lys over mit eget livssyn. Indien kom til at præge min teologi ret meget – jeg kom hjem med et noget forandret syn på andre religioner!

tema: 150 år i indien

Støt Danmissions arbejdeScan koden og støt direkte online

eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277

(100 kr. + normal smstakst)

Drengene på kostskolen spiser chili som slik. De er selv med til at passe køkken-haven, som giver grøntsager til de 60 elever på Arcotkirkens kostskole i lands-byen Suvisesharuram. Kostskolerne støttes af Danmission.

20

På dialogcentret Quo Vadis mødes krist-ne, muslimer, buddhister og spirituelt søgende vesterlændinge, som valfarter til Tiruvannamalai.

Væveriet på enkehjemmet "Lebanon" i Tiruvannamalai. Foto: Charlotte Dyhr

Store elever optaget af lektierne på Danish Missionary School i Tiruvannamalai. Foto: Charlotte Dyhr

Sognepræst Anne Dolmer fra Danmissions bestyrelse velsigner kirkens nye musikfor-

stærker ved en gudstjeneste i 2009. Foto: Ole Krabbe-Poulsen

20

21

Danmissions formand, biskop Peter Fischer-Møller, besøger et af bør-neparlamenternes, som støttes af Danmission. Foto: Charlotte Dyhr

På en kunstworkshop lærte børnene om

medborgerskab og malede billeder af,

hvad medborgerskab betyder for dem.

Tre danske volontører – Natalie, Aron og Christina – på Dialogekspedition til Indien. Foto: Tove Lind Iversen

Guruen Suryalingam Swami i trosdialog med den danske præst Nicolaj Stubbe

Hørlyck i Tiruvannamalai. Et møde med guruen, som er en gammel ven

af Danmission, afsluttes altid med et Fadervor. Foto: Egon Lauersen

22

Missionærerne viste vejen

Af Sundar Gandhi, leder af Arcotkirkens skoleprojekter

Min familie har haft tætte relationer til Danmission gennem

flere generationer. Min oldefar, pastor Mathew Suviseham,

arbejdede sammen med de første danske missionærer

på Mel Pattampakkam, der var Arcotkirkens første mis-

sionstation. Min bedstefar, pastor Bushanam, var afgø-

rende for etableringen af landsbyen Suviseshapuram, hvor

Danmission stadig støtter kostskolen. Han huskes med stor

glæde af menigheden for sin trofaste udførelse af sit hverv

som præst her gennem 22 år.

Og efter at min far i 1954 var blevet myrdet af hindu-

ekstremister, søgte min mor, min søster og jeg ly på

"Lebanon", som er et hjem for enker og deres børn i den

sydindiske by Tiruvannamalai. "Lebanon" blev oprettet i

1916 af en dansk missionær og drives af Arcotkirken.

Jeg boede på "Lebanon" fra jeg var 3 år. Fra min barn-

dom husker jeg tydeligt de danske missionærer Ellen

Linden Mayer og Else Krog, som gik meget vidt i deres

bestræbelser på at vise os deres betingelsesløse kærlighed.

Deres moderlige omsorg hjalp mig med at vokse og blive til

den modne og omsorgsfulde person, jeg synes, at jeg er ble-

vet til i dag. De to kvinder havde endog meget stor indfly-

delse på min opvækst og udvikling og gav mig færdigheder

til og mod på at møde livet, som det nu en gang udfolder

sig. De lærte os børn en række færdigheder – jeg hjalp med

i landbruget, ved tøjvask, med rengøring, i snedkeriet og

med at fange de opdrættede fisk. Dette arbejde, som foregik

efter skoletid, hjalp mig med at indse betydningen af at

arbejde, men også med at respektere alle mennesker uanset

deres økonomiske status og karriere. Men der var også fritid

med leg og spil. Børnene på "Lebanon" havde fx mulighed

for at lege med danske LEGO-klodser, hvilket har hjulpet

mig med at blive analytisk og nytænkende.

På "Lebanon" fik vi både indpodet de kristne værdier – især

mindes jeg de daglige bønner og forberedelserne til julen – og

blev motiveret til at hjælpe de svageste og mest udsatte.

Jeg fandt altid indre fred og indre glæde takket være de

eksemplariske forbilleder, som de tidlige missionærer var.

Vi kaldte missionærerne for "amma", hvilket betyder ”mor”.

De bekymrede sig så meget for vores fremtid, at de lyttede

til selv vores mindste bekymringer.

Lektiehjælp hos "amma"Mange af os børn fra "Lebanon" var de bedste elever i vores

klasser. Om aftenen samledes vi i missionærernes bunga-

low, da det var det eneste sted med elektricitet, og de kom

med snacks til os, mens vi læste. Da vi nåede de højere

klasser fandt Else Krog støttelærere til os, så vi kunne blive

bedre til vores fag. Missionærerne opfordrede os altid til at

vælge de studier eller job, som vi interesserede os mest for.

Jeg blev bindeled mellem skolen og os børn, der fik

„På enkehjemmet fik vi både indpodet de kristne værdier og blev motiveret til at hjælpe de svageste og mest udsatte,“ fortæller Sundar Gandhi. Efter mordet på faderen voksede han op på enkehjemmet "Lebanon" i Tiravannamalai, som støttes af Danmission.

23

Sonja Schiøtt Dygaard, seniorsygeplejerske. I 2012 var Sonja på en 15-dages tur i Indien:

I januar 2012 besøgte jeg dialogcen-tret Quo Vadis, som er en oase midt i larmen af tudende biler, omvandrende køer og den konstante summen af hundredevis af mennesker, der går imellem hinanden. Hver dag i Indien bragte nye udfordringer og nye men-nesker at forholde sig til. Men uden tvivl det største indtryk for mig var at se den enorme fattigdom: Mennesker der kun har den bare jord, de står på og et håb om at lægge sig ned og sove i ro og måske få et måltid mad på et tidspunkt. Et uforglemmeligt indtryk, som har betydet, at jeg har fået øjnene op for, at der er mange udsatte men-nesker – også i mit eget land – og at vi kan gøre noget ved det! Jeg tror, det kristne budskab forkynder, at vi finder meningen med livet i forholdet til vores medmennesker.

tema: 150 år i indien

støtte gennem kirken. Erfaringerne herfra førte i sidste

ende til, at jeg fik mine nuværende opgaver og karriere som

leder af Arcotkirkens skoleprojekter. Vejen hertil er bl.a.

gået gennem en læreruddannelse, som er suppleret med

kirkens lederuddannelse for unge, hvor man fx lærer at

organisere møder, tage referater, afholde workshops samt

oplære ungdomsledere.

Det fællesskab, vi havde på "Lebanon", skabte en god

platform for os. Vi lærte vigtige menneskelige værdier

såsom at deles om ressourcerne og hjælpe andre gennem

svære tider – vi lærte om familieværdier og næstekærlig-

hed. Vores skoletid, mens vi boede på "Lebanon" gav os

også bedre muligheder for at finde en levevej. Efter min

lærereksamen arbejdede jeg på ”Lebanon” i næsten 10 år,

inden jeg for 27 år siden skiftede til administrative jobs i

kirkens uddannelsesafdeling, hvor jeg i dag er leder.

Danmission har vist min og mange andre familier Guds

kærlighed og samtidig givet os mulighed for en bedre fremtid.

Jeg og hundredevis af andre fra "Lebanon" og de øvrige pro-

jekter forbliver i taknemmelighedsgæld for at have ændret mit

liv til det bedre og givet mig muligheder i tilværelsen.

Som tegn på vores taknemmelighed har flere tidligere

beboere på Lebanon stiftet foreningen "Lebanon Welfare

Association", hvor vi hvert år yder økonomisk støtte til børn

på ”Lebanon”, så de kan få en højere uddannelse.

Vijalakshmi kan forsørge familien„Nu har jeg tillid til, at det vil lykkes mig at give mine børn en uddannelse,“ siger Vijalakshmi, mor til 2.

16 år gammel blev hun gift, men blot 4 år efter blev hendes ægtemand alvorligt syg, så plud-selig faldt forsørgerbyrden på hendes skuldre. Vijalakshmi fandt et job på en kiksefabrik, men hun vidste aldrig, hvornår hun bare blev sendt hjem igen. Vijalakshmi drømte om at blive skræd-der, så hun opsøgte kirken, som hjalp hende med en faguddannelse. Hun viste sig at være meget dygtig og leder i dag en gruppe skræddere i et af Arcotkirkens kvindeprojekter ved Tiruvannamalai.

„Lønnen ikke er så høj, men jeg er mere sikker i ansættelsen, og så er jeg glad og stolt over at være med til at uddanne andre fattige kvinder. At oplære andre i mit fag har givet mig både status og aner-kendelse i samfundet,“ fortæller Vijalakshmi.

Den anerkendelse har dog også en bagside. For efter at Vijalakshmi kom i gang med skrædderud-dannelsen, begyndte hendes mand at behandle hende dårligt. Han blev misundelig og krævede, at hun skulle opgive sit arbejde. Han fik sat spørgs-målstegn ved hendes moral, og det blev en kamp i kampen for Vijalakshmi at overbevise sin mand, der er sengeliggende, og hans familie om, at hun ikke gør noget moralsk kritisabelt i det meget tra-ditionelle og mandsdominerede samfund.

Støt Danmissions arbejdeScan koden og støt direkte online

eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277

(100 kr. + normal smstakst)

Sundar Gandhi kom til enkehjemmet ”Lebanon” sammen med sin mor og sin søster, efter at faren var blevet myrdet. Her fik han et hjem og samtidig opbakning fra de danske missionærer, som gav ham mod og mulighed for at tage en uddannelse. I dag er han leder af Arcotkirkens skoleprojek-ter og dermed en af Danmissions samarbejdspartnere.

Foto

: Ca

rsten Brin

kmeyer

24

Kernen i samarbejdet mellem Arcotkirken og Danmission er en

vision om at være tæt på hinandens udvikling og skabe muligheder

for, at vi kan lære af og med hinanden.

I november 2013 mødtes Arcotkirken (ALC) og Danmission til

en samtale om, hvordan samarbejdet skal udvikle sig. Det gør vi

med jævne mellemrum, men denne gang var sigtet at forny den

generelle aftale, som havde været gældende siden 2005. Det kom

der spændende diskussioner ud af, og en aftale, som indeholder nye

elementer, samtidig med at en række af de gamle formuleringer

blev bekræftet.

Tidligt, allerede i 1980’erne blev samtalerne mellem ALC og

Danmission formaliseret, og fordi det var vigtigt at give rum til hin-

anden blev formen på drøftelserne det, man kaldte en ”kaffeklub”.

Drøftelserne i disse år handlede om partnerskab, som havde været

et tema, siden ALC blev selvstændig i 1960, og mere specifikt blev

det diskuteret, hvordan et partnerskab kan være gensidigt både i

vidnesbyrd om Kristus og i diakonal tjeneste.

Efter nogle år blev "kaffeklubben" til et partnerråd, og fokus var

mere på ressourcedeling, hvilket bl.a. betød, at en af de indiske

præster, Raja Socrates, blev sendt til Danmark og var her i syv år.

Det er i øvrigt den selvsamme Socrates, som i juli i år blev valgt til

Arcotkirkens biskop. Partnerrådet blev i årene omkring år 2000 til

en partnerkonsultation, og ordet følgeskab blev introduceret for at

angive, at partnerskab var andet og mere end økonomisk deling.

Ved det sidste større møde for ALC og alle partnere, i august 2011,

Hvad vil det sige "at være sammen i mission", og hvad er den fælles mission for Arcotkirken og Danmission?

Visionerne fra kaffeklubben

Af Henrik Sonne Petersen, programchef for Kirke & Dialog samt regionsleder for Indien

Pastor Samuel Kennedy, Arcotkirken, om be-tydningen af partnerskabet mellem Arcotkirken (ALC) og Danmission:

Et partnerskab er en relation, som bygger på gensidighed og ligeværdig deltagelse. For mig at se skal gensidig-hed forstås som at give og give tilbage – lige fra social velfærd til åndelighed. I partnerskabet mellem Arcotkirken og Danmission arbejder vi for anerkendelse af alle trods forskellige negative struktu-rer i det indiske samfund – herunder ka-stesystemet. Partnerskabet mellem ALC og Danmission er en fælles kamp for at styrke de svageste af de svage i det indiske samfund, som et udtryk for Guds kærlighed til mennesker. Men ALCs part-nerskab med den danske folkekirke og Danmission er ikke udelukkende en ind-sats for at hjælpe de underprivilegerede og de marginaliserede. Partnerskabet slutter heller ikke med, at vi beder for hinanden. ALCs og Danmissions fælles indsats for retfærdighed og fred fører også til en dybere indbyrdes relation, som nærmest kan karakteriseres som familiær.

Det seneste eksempel på godt part-nerskab og gensidighed er dialog-centret Quo Vadis, som er oprettet af Arcotkirken og Danmission i fællesskab og leder os ad nye veje i kristenlivet midt i en religiøs og politisk turbulent tid.

Vi har en lang og god historie bag os, hvor vi som kirke har arbejdet for retfærdighed og fred i samfundet. De første danske missionærers mission var respekt for og støtte til mennesker. I dag skal vi passe på, at kirken ikke pri-mært bliver en institution og en politisk platform for at opnå magtfulde positio-ner. Det skal ændres. Vores indgroede vaner og traditioner er meget stærke og svære at bryde, men vi bør sikre, at vi fremover bevarer fokus på selvværd, selvrespekt og selvbestemmelse. Dette for at sikre, at også samfundets fattig-ste får et liv som ligeværdige medbor-gere. Partnerskabet opfordrer os til at leve op til Jesu ord og det kristne bud-skab – også når vi oplever trusler mod menneskeligheden.

24

25

Nimalan Nesaraja, frivillig på Arcotkirkens dialogcentret Quo Vadis:

Jeg har en kristen familiebaggrund, og da jeg var barn, måtte jeg derfor ikke gå i hindutempel. Men på Quo Vadis har jeg fået en chance for at lære både min og andres religion bedre at kende. Jeg har lært at lytte og har delt oplevelser og erfaringer med tro. Det har givet mig svaret på mange af mine spørgsmål og har styrket min egen indre tro. Gennem mange sam-taler og oplæg har jeg lært, at vi alle er Guds børn. Uanset hvem vi beder til, om vi læser religiøse bøger eller ej, om vi går i kristen kirke, hindutempel eller muslimsk moské, er vi alle Guds børn. Jeg har så afgjort Gud i mit liv, men på Quo Vadis har jeg mødt andre, der også har Gud i deres liv, selv om de beder til andre end Jesus. Jeg har indset, at jeg kun er én af mange med Gud i mit liv, og at jeg kan stole på de andre på Quo Vadis, selv om de ikke er kristne.

tema: 150 år i indien

Sarala, frivillig på Arcotkirkens dialogcenter Quo Vadis:

Jeg blev født ind i en hindu-familie i en stærkt troende hindu-landsby. Senere, efter at jeg blev gift med en kristen mand, lærte jeg den kristne kirke og Jesus at kende. Det var med den baggrund, at jeg begyndte på Quo Vadis. Indledningsvis var jeg en tavs deltager på Quo Vadis, men nu del-tager jeg mere aktivt. Quo Vadis har givet mig mange muligheder for at tale med andre om Gud og kristendommen. Det har udviklet mig meget, og jeg ser nu Gud uden fordomme. Jeg ser ikke længere noget galt i, at jeg deltager i hindu-festivaller med min familie. Det rokker ikke ved, at jeg er kristen og tror på Jesus som min frelser. Jeg forsagede Ham tidligere, men nu er Han min frel-ser, mit et og alt.

blev der talt om et "arbejde-sammen-møde", fordi fokus ikke var

på geografisk afgrænsede områder, men på et samliv, et familieliv,

under Guds missions store paraply.

I aftalen fra slutningen af 2013 står vi på skuldrene af alle de

forrige aftaler og formuleringer. Derfor er der både en bekræftelse

af, at følgeskab har en helt praktisk side med deling af ressourcer,

men den taler også om en vision og en vilje til at udforske, hvad det

betyder "at være sammen i mission". Det kan måske synes som små

forskelle og et spil om ord, men dykker vi ned i de tanker, der ligger

bagved, handler det om, at vi nu er gensidigt forpligtede. Ikke bare

på at tale sammen eller følge et projekt som professionelle, men

Danmission er forpligtet af det, vi bliver enige om i Indien, og vice

versa. Dermed har samtalerne for alvor bevæget sig ud af diskussio-

nen om selvstændighed.

Fra ord til handlingDet er vigtigt at have sig for øje, at én ting er aftaler og tekster, noget

andet er, hvordan vi virkeliggør aftalerne og får et samarbejde til at

fungere. Der er altid et arbejde med at finde ud af, hvordan visio-

nerne og de fine ord får krop og udtryk, og således også her, hvor vi

har en vision om ”at være sammen i Guds mission”.

Følgeskabet får støtte af to koordinerende afdelinger i

Arcotkirken – en for udviklingsområdet og en for kirkeområdet. De

to koordinationskontorer løfter noget af byrden af ALC ledelsen,

som har haft sværere og sværere ved at levere overblik og sparring,

efterhånden som vores fælles aktiviteter bliver mere og mere speci-

fikke. Nu er ALC-ledelse så fri til at fokusere på interne forhold, løn

til præsterne, drift af institutionerne osv.

Og så kommer vi til de konkrete ting, Arcotkirken og Danmission

er fælles om nu og fremover. På udviklingsområdet sigter vi på at

udfase de statslige Danida-midler til Indien og finde et niveau, som

kan fortsættes på basis af Danmissions egne indsamlede penge. Den

proces begyndte her i 2014 og afsluttes med udgangen af 2015.

Konkret er ALC og Danmission fælles om et engagement for børn

og børns rettigheder i Arcot-området – herunder hører omsorg for

gadebørn og deres fremtid. I det hele taget er meget af den fælles

mission orienteret mod børn og unge. Vi står fælles om at tilbyde

ALC’s unge teologisk uddannelse, men vi står også fælles om at

"danne" unge danskere via ophold i Arcot-området. Vi er sammen

om, at børn og unge lærer Evangeliet om Jesus at kende, samtidig

med at den fælles mission for ALC og Danmission også i de kom-

mende år vil være præget af religionsdialogen, som bæres så smukt

af centeret Quo Vadis.

Måske er det lige her, sammen med børnene og de unge, at vi i de

kommende år finder mere ud af, hvad det vil sige "at være i mission

sammen"?

25

Med Marianne Jelved fik Danmark tidligere

på året en ny kirkeminister, som helt fra

barns ben er gået efter indsigt og intellek-

tuel inspiration.

„I en periode, da jeg var omkring 12 år

gik jeg - uden at sige hvorhen - i forskellige

kirker for at høre, om præsten sagde noget,

som jeg kunne tænke over. Ved familie-

sammenkomster satte jeg mig også altid

ved de ældste deltagere og lyttede til deres

samtaler.“

En af de sætninger, Marianne Jelved

hørte som barn og som har fulgt hende lige

siden, lyder: "Jesus har kun dine øjne at se

med".

Hvad betyder sætningen for dig? Og hvordan påvirker det dine holdninger som menneske og beslutninger som politiker? „Det er en kodeks om ikke at lukke øjnene,

men at gøre noget ved problemerne. Det

har præget min tid som lærer, hvor jeg har

haft mange elever med særlige behov. Og

det præger mit arbejde som politiker. Man

skal ikke lade udfordringer ligge og over-

lade til andre at løfte dem – vel vidende,

at man ikke kan løse alt i denne verdens

uorden. Men det, man kan, skal man, og

man kan mere, end man tror. Ja, den sæt-

ning har betydet, at jeg føler mig forpligtet

til at handle, når jeg ser eller ved, at noget

er forkert.“

Du har tidligere sagt: „Vi er alle politikere for Vorherre!“ Hvad mener du med det?„Der er en tendens til at gøre politik til

noget, som kun folkevalgte beskæftiger sig

med. Det, mener jeg, er alt for snævert. Vi

træffer hver dag som menneske politiske

valg. Hvilken retning vores liv skal tage.

Hvad vi lærer vores børn eller undlader at

lære dem. Om vi bruger energi hæmnings-

løst og uden omtanke for miljøet. Om vi

blander os i vores fællesskaber, eller lader

andre om det og melder os ud af med-

ansvaret for vores lokalsamfund, vores

arbejdsplads, vores børns skole osv. Vi

træffer på den måde mange beslutninger,

som berører fællesskabet og dermed andre

mennesker. Derfor er vi politikere, hvad

enten vi kan lide det eller ej. Så er vi det -

om ikke andet – så for Vorherre.“

Som kirkeminister er du også minister for mission. Hvad indebærer det for dig?„Ja, i en vis forstand kan man sige, at jeg er

minister for mission. For mission handler

jo grundlæggende om at forkynde Guds

ord for mennesker. Og forkyndelsen er fol-

kekirkens første og væsentligste opgave -

det tror jeg, de fleste kan være

enige om.

En del

mennesker

har det svært

med ordet

"mission".

De forbin-

der det med

Jesus har kun dine øjne at se med

Mød Marianne Jelved til en snak om pligten til at gøre noget ved problemerne, om religionsfrihed og om at være politiker for Vorherre. Kirkeministeren er gæstetaler på Danmissions repræsentantskabsmøde 6.-7. september.

Af Tove Lind Iversen, redaktør

2626

Jesus har kun dine øjne at se med

interview

BLÅ BOG:Marianne Jelved er født 1943 og uddannet folkeskole-lærer. Blev kirkeminister 3. februar 2014, samtidig med at hun fortsat bestrider posten som kulturminister. Har tidligere været økonomiminister og minister for nor-disk samarbejde. Siden 1987 har hun været medlem af Folketinget for De Radikale. Har skrevet selvbiografien ”Alt har sin pris”.

fordømmende kristendomsforståelse.

Organisationer, der beskæftiger sig med

mission har derfor en særlig opgave med at

formidle, hvad deres - ja, mission - egent-

lig er, og hvordan de udfører opgaven.

Såvel i folkekirken som i frie folkekirkelige

organisationer bliver Guds ord forkyndt på

mange måder. Som kirkeminister har jeg

ikke noget ønske om at blande mig i, hvor-

dan Danmission arbejder her i landet eller

i udlandet. Men der er aspekter i arbejdet

i folkekirken og i en organisation som

Danmission, som jeg sætter højt.“

Hvordan har kristendom sat sit præg på dansk politik? Og hvad er udfordringen i den sammenhæng?„Danmark har været et kristent land i over

tusind år, så det er klart, at vores samfund

er præget af kristendommen. Selv om de

ti bud ikke er en del af den danske lovgiv-

ning, så finder vi eksempler i den danske

straffelov, som vi genkender fra de ti bud

i Det Gamle Testamente, fx "Du må ikke

stjæle" eller "Du må ikke slå ihjel".

Vores måde at tænke etik og moral på

er inspireret af kristendommen. Ansvaret

for dine medmennesker og fællesskab-

stænkningen, synes jeg, er eksempler på

tankegods, der stammer fra kristendom-

men, og som vi som samfund værdsætter.

Jeg skal skynde mig at tilføje, at det ikke er

noget kristendommen har patent på, men

fortsættes næste side ...

Foto

: Nico

las To

bia

s Følsg

aa

rd

27

28

blot sige, at vi i Danmark må vedkende os,

at meget af det, vi tillægger værdi, er rundet

af kristendommen.

Med grundloven af 1849 blev der indført

religionsfrihed. I grundlovens § 67 står

der, at borgerne har ret til at forene sig i

samfund for at dyrke Gud på den måde, der

stemmer med deres overbevisning, dog at

intet læres eller foretages, som strider mod

sædeligheden eller den offentlige orden.

Det er en vigtig bestemmelse, for det

betyder - i den helt korte form - at religi-

onsfriheden alene er begrænset af et krav

om, at man skal overholde landets love.

For ca. 20 år siden var medlemsprocen-

ten til folkekirken omkring de 90, så der er

naturligvis sket noget de senere år. Det kan

ikke være anderledes i en globaliseret og

international verden, hvor danskere rejser

ud i verden, og hvor mange både med

kristen og med ikke kristen baggrund kom-

mer her til landet for at bosætte sig eller

tage ophold for kortere eller længere tid.

Det er en udfordring for samfundet, og

det er en udfordring for den danske folke-

kirke. Det håndterer man også i folkekirken

på forskellig vis. Der er fx et arbejde om

folkekirken og religionsmøde, og i nogle

sognemenigheder har man et samarbejde

med migrantmenigheder. Jeg synes, det er

vigtigt, at arbejdet foregår i dialog og med

respekt. Den frugtbare dialog giver mu-

lighed for, at man kan lade sig inspirere og

lære af hinanden.“

Hvad mener du - som kirkeminister og som regeringsmedlem - er Danmarks an-svar og handlemuligheder i kampen mod kristenforfølgelse, mod diskrimination og for religionsfrihed? Hvad kan og skal vi konkret gøre?„Hver for sig og som samfund er vi forplig-

tet til at respektere, at andre har en anden

tro, end den vi selv har, og at de har frihed

til at udøve deres tro, lige som vi selv har.

Vi skal også respektere de mennesker,

som beslutter at skifte fra en religion til en

anden. Det gælder uanset om et menne-

ske konverterer til kristendommen fra en

anden religion eller fra kristendommen til

en anden religion.

Spørgsmålet om forfølgelse af kristne

mindretal forskellige steder i verden er et

alvorligt problem. Forfølgelse af kristne

er naturligvis helt uacceptabelt. Det har

udenrigsministeren understreget tidligere

i år. Regeringen fordømmer overgreb på

kristne, og det vil regeringen fortsætte

med.

Men udfordringerne for kristne er

forskellige og varierer fra land til land.

Derfor er indsatsen også forskelligartet.

Der føres en dialog med andre landes

regeringer, der arbejdes i internationale

fora og i EU, og der gøres brug af forskelige

bistands-instrumenter.“

Hvad er din mission som kirkeminister?„Mission betyder opgave. Som kirkemi-

nister er det min opgave at sørge for, at

folkekirken har gode rammer om sit virke.

Det er en opgave, som jeg tager alvorligt.

Det gælder i drøftelserne med Folketingets

partier, når det handler om lovgivning for

folkekirken. Men det gælder også i høj grad,

når jeg deltager i de mange folkekirkelige

arrangementer, som jeg bliver inviteret til.

Jeg sætter stor pris på at komme ud og

høre om de mange forskellige måder, man

kan være folkekirke på. Og jeg glæder mig

over, at diskussions- og spørgelysten altid

er stor. Dialog og samtale er vigtig i politik,

og de mange mennesker, jeg møder, er en

inspirationskilde i mit politiske arbejde,“

siger Marianne Jelved, der altså som 71-årig

og med flere ministertitler stadig gerne

lytter og lader sig inspirere. Det får hun

så også mulighed for, når hun er med på

Danmissions repræsentantskabsmøde 6.-7.

september 2014.

Foto

: Nico

las To

bia

s Følsg

aa

rd

Kirkeminister Marianne Jelved er ikke en, der lukker øjnene for problemerne. Sætningen "Jesus har kun dine øjne at se med" har fulgt hende siden barndomsårene. „Det er en kodeks om ikke at lukke øjene, men gøre noget ved problemerne. Det man kan, skal man, og man kan mere, end man tror,“ siger ministeren, der er gæstetaler på Danmissions repræsentantskabsmøde 6.-7. september.

... fortsat fra side 27

Jesus har kun dine øjne at se med

29

"Bone Falck Rønne - En pioner i folkeop-

lysning og mission" lyder titlen på en ny

biografi, som udkommer 1. september 2014

og er skrevet af Danmissions tidligere gene-

ralsekretær Harald Nielsen. Anledningen er,

at det i år er 250-året for præsten Bone Falck

Rønnes fødsel.

Bogen omhandler Falck Rønnes afhæn-

gighed af sin samtid og hans indflydelse

på tiden i overgangen mellem 1700’erne og

1800’erne.

I eftertiden huskes Falck Rønne først

og fremmest som stifteren af Det Danske

Missionsselskab (nu Danmission) og der-

med den folkelige missionsbevægelse i

Danmark. Men biografien ønsker at tegne et

billede af hele Rønnes virke i dansk folkeop-

lysning og kirkeliv – i undervisning, fattig-

forsorg og landbrugsudvikling.

Hans Raun Iversen, dr. theol. h.c.,

lektor i praktisk teologi, leder af Center for

Kirkeforskning ved Københavns Universitet,

skriver om bogen:

„Vi kender Grundtvig, men hvem kender

Bone Falck Rønne, der blev født knapt 20 år

før Grundtvig? Målt med vor tids målestok

var de begge vækkelseskristne, selv om de

ikke tilsluttede sig vækkelsesbevægelserne.

På hver deres måde ville de forene det men-

neskelige og folkelige med det kristelige og

kirkelige. Som pioner inden for pædagogik,

socialforsorg, landbrug, præstearbejde,

bibelsag og mission udfoldede Falck Rønne

en energi og et iværksættergen på omgangs-

højde med Grundtvigs. Hvor Grundtvigs

nationale engagementer slog rod lokalt,

bredte Falck Rønnes lokale engagementer

sig nationalt. Derfor er det en sand hori-

sontudvidelse at læse Harald Nielsen bog

om denne anderledes Grundtvig 20 år før

Grundtvig.“

"Bone Falck Rønne - En pioner i folkeoplysning

og mission". 220 sider, 185 kr. + porto. Købes:

mail til harald2860nielsen@gmail.com,

ring 2478 7125 eller skriv til Harald Nielsen,

Gyngemose Parkvej 7,4 th, 2860 Søborg.

Danmission hjælper, når mor mangler. I Madagaskar arbej-der vi for at forbedre kvinders vilkår og rettigheder for på den måde at forebygge, at gassiske børn skal vokse op uden deres mor. Kvinder bliver oplyst om deres sociale rettighe-der i selvhjælpsgrupper, og formålet er bl.a. at bekæmpe tidlig graviditet, vold i hjemmet og tidligt ægteskab. Krænkelse af disse sociale rettigheder er ofte grunden til, at kvinderne dropper ud af skolen og ikke får ballast til at klare sig i livet – og i yderste konsekvens forlader deres børn.

„Min mor er den sejeste, jeg kender. Hver dag sørger hun nemlig for, at min søster og jeg får det, vi har brug for. Hun er det kære-ste, jeg har på denne jord – hun er min mor,“ fortæller 8-årige Diary.

„Jeg har aldrig mødt min far, for han døde, da jeg stadig var i min mors mave. Da min far døde, blev min mor forvist fra deres jord af svigerfamilien. Derfor arbejder hun nu som daglejer. Min mor tjener 2,5 kr. om dagen. Selvom det ikke er nok, så sørger

min mor for, at jeg kommer i skole for de penge, hun har. Hun siger, jeg har et kvikt hoved og er overbevist om, at uddannelse er det bedste redskab, så jeg kan klare mig selv, når jeg bliver voksen.“

Årets Lucia Indsamling støtter børn som Diary og deres familier. Vi kan ikke overvinde mørket,

men vi kan tænde et lys - og derfor har vi brug for dig. Lad os sam-men tænde lys inspireret af Santa

Lucia – den kristne kvinde, som i 300-tallets Sicilien delte mad ud til de fattige og syge.

Kontakt netværkskoordinator Anna-Marie Lauenstein på 41 999

332 og hør mere om Årets Lucia Indsamling, og om hvordan du, din

kirke, kor eller genbrugsbutik kan være med. Danmission tilbyder også i år

diverse materialer til brug for indsamlingen, der er en årligt tilbagevendende begivenhed, som

kulminerer på Luciadagen 13. december.

Ny bog om missionens fader

29

Husk Årets Lucia Indsamling

30

30 år med rudekuverter, Gud og kaffe på kanden

Kort om MødestedetI 2013 9.278 besøg af mennesker fra

flere end 80 forskellige nationaliteter og etniske grupper.

Hovedparten af de besøgende har tyrkisk, kurdisk, kinesisk, ma-rokkansk, iransk eller pakistansk baggrund.

3 fastansatte medarbejdere.

Omkring 30 frivillige

Praktikanter fra Den Sociale Højskole.

Mødestedets formål er:at skabe dialog og fællesskab/samvær

mellem mennesker med forskellig kul-turel, religiøs og etnisk baggrund

at højne livskvalitet og trivsel blandt socialt udsatte med anden etnisk bag-grund og støtte den enkelte til at gøre brug af egne ressourcer

at medvirke til en gensidig og positiv integration

at udvikle og skabe rammer for tvær-kulturelt kristent fællesskab

Af Inger og Bent Dahl, journalist

Mødestedet på Vesterbro i København – Danmissions tilbud til flygtninge og indvandrere – fylder 30 år.

Foto

: Ben

t Da

hl

Inge Mortensen (tv.) er frivillig på Mødestedet, hvor hun bl.a. hjælper Nazia fra Pakistan med dansk.

31

TROSMØDE:Et spinkelt kors, der er bundet sammen af to grene, og et bord med to lys. Den enkle opstilling ved den ene væg på Mødestedet fortæller, når der er gudstjeneste. Det er en fast tradition den anden torsdag i måneden. Rundt i sofaer-ne og på stole sidder deltagerne. Antallet svinger, men her kommer både danskere, indvandrere og flygtninge. Kristne, muslimer og ateister.

FRIVILLIGE & BRUGERE:Madlavning, lektiehjælp, hjemmebesøg, kontaktperson, samtaler, højskoleaftner, klaverakkompagnement og spil ved poolbordet er nogle af de opgaver, de ca. 30 frivillige varetager på Mødestedet. En del kommer jævnligt og har været med i mange år, mens andre giver deres arbejds-kraft i en kortere periode.

„Jeg lærer dansk på Sprogcenteret og kommer på Mødestedet en gang om ugen, hvor Inge hjælper mig med at læse og skrive dansk. Jeg øver mig også i at tale dansk. Jeg har været lærer i Pakistan, og jeg vil gerne være lærer i Danmark og undervise i engelsk og urdu.“

Nazia fra Pakistan får hjælp af Inge Mortensen med en tekst, hun har skrevet på dansk, og som

hun skal læse højt til en prøve. Hun er 36 år og har været i Danmark i fire år

„Din allervigtigste opgave lige nu er at lære dansk, og hvis du vil have et arbejde, er du nødt til at tage de obligatori-ske kurser, selv om du måske kan tingene i forvejen.“

Grethe Kocks opsang til en gæst, som beklagede sig over alle reglerne efter endnu en gang at have glemt en tid på hospitalet og derfor fik et par ord

fra Grethe med på vejen om det danske samfund.

„Selvom mennesker kommer fra forskellige nationale baggrunde, så er torsdagens højskoleaften ikke en inter-national aften, men nærmere en dansk debataften. Et af vores mål er, at de kan komme her og danne netværk, reflektere over deres egen situation og opleve sig som en del af det danske samfund.“

Thyra Smidt, leder af Mødestedet

„En opgave er at gøre følgeskab med mennesker, som ønsker at blive kristne eller være en del af et fællesskab, som Mødestedet er en del af. Nogle af dem er asylansø-gere. De er skrøbelige og befinder sig i meget skrøbelige livsvilkår, hvor de ofte har brug for et nært fællesskab og støtte – også i deres åndelige vandring.“

Niels Nymann Eriksen, sognepræst ved Apostelkirken og indvandrerpræst på Vesterbro, hvoraf en del af

arbejdet sker med udgangspunkt i Mødestedet

„Jeg begyndte at komme for tre år siden og dukker op en-to gange om ugen for at snakke og bruge computeren til at læse nyheder og lignende. Jeg deltager somme tider i gudstjenesten på Mødestedet, selv om jeg er muslim, for

jeg respekterer jøder og kristne, sådan som jeg har lært det som muslim.“

Ayman er palæstinenser og har været i Danmark siden 1984. Han har fået en diskus-

prolaps og kan ikke arbejde som chauffør

„Min far er kristen og min mor muslim. Det er måske, derfor jeg er blevet ateist. Jeg føler fred, og det er meget spændende at høre præsten fortælle nogle gode historier, som alle kan lære af. Vi hører om Bibelen, som jeg aldrig hørte om i Rusland.“

Kauther, iraker opvokset i Rusland og nu bosid-dende i Danmark, hvor hun er læge. Frivillig på

Mødestedet og deltager ofte i gudstjenesten

„Vi ser hele mennesket, også gæsternes tro. Vi tager deres tro alvorligt og har mange gode samtaler, som udsprin-ger af hverdagens udfordringer. Det ene øjeblik taler vi om at tage sine tabletter, og det næste øjeblik har vi en samtale om tro. En af kvinderne sagde: ’I gør det, der står i Koranen.’ Hun er stadig muslim, og jeg er kristen, men derfor kan vi godt have en dyb forbindelse. Den opstår først, når der er opbygget tillid.“

Elna Fredsgaard Larsen, tværkulturel medarbejder på Mødestedet

„Kirken har en forpligtelse til at være en god nabo. I det store perspektiv står det lysende klart, at religioner nogle steder i verden har det svært med hinanden, og det lader til, at den gode tone og det gode naboskab dér er slået helt fejl. Hvis vi drømmer om, at kristne i andre verdensdele skal kunne leve godt og trygt som minorite-ter i samfund, hvor der kan være en fjendtlig indstilling over for dem, så må det være vores forpligtelse i en by som København, hvor folkekirken er majoritetsreligionen at udvise godt naboskab. Derfor har sognet sat gang i en forsigtig proces, som simpelthen begynder med, at vi ved, hvem hinanden er, og lærer hinanden at kende.“

Anton Pihl, formand for Mødestedets bestyrelse, om besøgsrunde til kvarterets moskéer

32

Af Tove Lind Iversen, redaktør

„Vi i Danmark har meget at give, men også meget at lære og beriges af i relationen til en kirke, der nødvendigvis må leve fra dag til dag som Pakistans kirke,“ siger Lorens Hedelund om at være på mission i verdens farligste stift. Lorens Hedelund, der som en af få danskere har turdet rejse til Peshawar Stift i snart et halvt århundrede, takker af som Danmissions assisterende landekoordinator for Pakistan. I den anledning fortæller han bl.a. om frygten for Talibans terror og om at turde træde ud i dialogens ingenmandsland – om Bibler på hjul og lokumstømmere og om at det elske Guds kærlighed, men også misunde muslimer.

Det var ikke nogen traditionel bryllupsrejse, da Aase og

Lorens Hedelund som nygifte flyttede til Pakistan i 1968.

Alligevel beskriver Lorens mødet med landet og folket som

sin og konens fælles kærlighed – en kærlighed og et engage-

ment, der ligesom ægteskabet snart kan fejre guldbryllup.

Når Lorens Hedelund nu stopper som Danmissions

assisterende landekoordinator for Pakistan, er det da hel-

ler ikke, fordi kærligheden til det turbulente Pakistan er

kølnet, men fordi der skal være mere tid til Aase, børnene

og ikke mindst de 7 børnebørn. Lorens dropper dog ikke

Pakistan, Danmission eller trosdialogen. Han fortsætter i

Danmissions landekreds for Pakistan og i Genbrugsland i

Gjellerup, ligesom han er meget optaget af "Din tro – min

tro" i Århus Stift, hvor 10 kristne og 10 muslimer parvis

tager ud og underviser i folkeskoleklasser.

Hvorfor blev det lige Pakistan, der kom til at fylde så me-get i dit liv? „Aase og jeg ankom hertil tre måneder, efter vi blev gift. Det

var vores fælles kærlighed, og vi blev her i næsten 7 år, indtil

vi – af uudsagte årsager – blev udvist af landet.

Det, der altid vender tilbage som det største indtryk fra

mit første møde med Pakistan, er anderledesheden og is-

lam. Da vi blev udsendt af Dansk Pathan Mission i 1968, var

islam ukendt herhjemme – det var virkelig en fremmed tro.“

Peshawar, hvor familien Hedelund boede kaldes "verdens

farligste stift". 2 af deres 3 børn er født her – det tredje kom

til verden under hjemmebesøg i Danmark. Og Lorens har

som en af få vesterlændinge også siden løbende været i den

del af Pakistan. Under dette forårs partnerbesøg var han

og en vesterlandsk udseende kvinde formentlig de eneste

"fremmede" om bord på flyet.

Er du aldrig bange? „Når jeg lander i Pakistan skifter jeg altid til lokal klæde-

dragt. Jeg har også holdt sproget så meget ved lige, at jeg kan

klare mig på pashto. Det betyder meget, at jeg kan høre og

forstå, hvad der sker omkring mig. Det er min berigende

oplevelse, at sproget danner bro.

De seneste 3 år har jeg ikke kunnet bevæge mig rundt

alene. Faren for overgreb er vokset, og kirkens biskop og

gæster færdes nu oftest med bevæbnede politivagter – også

i bil. Om jeg er bange? Nej … jo. Jeg er hele tiden sammen

med kirkens folk, men ved jo også, at disse ikke selv er

sikrede mod overgreb. Inden vi kører nogen steder bedes

en bøn, og i det hele taget bedes der dagligt og inderligt om

Guds beskyttelse over den nye dag og dens gøremål.

Aktuelt er situationen i Peshawar Stift anspændt og

usikker. Ingen ved, hvornår den næste selvmordsbomber

igen tager uskyldige med sig i døden. Kirken arbejder stadig

intenst med at hele de mange sår efter attentatet ved Alle

Helgens Kirke 22. september 2013. Efter katastrofen, som

krævede næsten 300 ofre i alle aldre – 117 døde og 162

sårede – blev det svært for mange at opsøge kirkerne og

deltage i gudstjenesten. Især børnene er bange.“

Hvorfor er det så svært at være kristen og kirke i Pakistan?„I det gamle Indien før 1947 udgjorde muslimerne 20 pro-

cent af befolkningen og var delvist marginaliserede. Heraf

opstod ønsket om at få et muslimsk hjemland, hvilket kort

sagt førte til oprettelsen af Pakistan. Mange kristne valgte

det nye Pakistan fremfor det nye Indien i lyset af deres

forhistorie som kasteløse, og fordi man troede på større

ligestilling i Pakistan – også selv om man blev en lille kristen

minoritet blandt muslimer.

Men i 1979 fik Pakistan en ultra-ortodoks militærleder,

general Zia Ul Haq, som præsident. Han gjorde en ende på

årene med det socialistiske og relativt åbne styre under

Zulfiqar Ali Bhutto, som blev henrettet. Den nye leder ind-

førte islamismen og sharialove, hvor det lod sig gøre. Det

går værst ud over landets religiøse minoriteter – heriblandt

sikher, ahmadiaer, hinduer, kristne og de seneste år også

shia-muslimerne.

Det er svært at være kristen i dagens Pakistan, fordi man

er frataget retten til at være fuldgyldig og ligeværdig med-

borger/pakistaner. De kristne marginaliseres og diskrimi-

neres voldsomt. Kun i sjældne tilfælde kan de kristne opnå

overordnede positioner i samfundet, selvom de faktisk er

kvalificerede. Den sociale arv fra kastesystemet betyder,

på mission i pakistan

Mødestedets formål er:at skabe dialog og fællesskab/

samvær mellem mennesker med forskellig kulturel, religiøs og etnisk baggrund

at højne livskvalitet og trivsel blandt socialt udsatte med anden etnisk baggrund og støtte den enkelte til at gøre brug af egne ressourcer

at medvirke til en gensidig og positiv integration

at udvikle og skabe rammer for tvær-kulturelt kristent fællesskab

Kort om MødestedetI 2013 9.278 besøg af mennesker fra

flere end 80 forskellige nationaliteter og etniske grupper.

Hovedparten af de besøgende har tyrkisk, kurdisk, kinesisk, marokkansk, iransk eller pakistansk baggrund.

3 fastansatte medarbejdere.

Omkring 30 frivillige

Praktikanter fra Den Sociale Højskole.

fortsættes på side 34 ...

33

BLÅ BOG:Lorens Hedelund, 71 år, er opvok-set i et klassisk indremissionsk hjem med stærk hældning til KFUM/K. Han er oprindelig uddannet inden for handel og kontor, men rejste i 1968 ud som missionær sammen med sin hustru Aase, der er labo-rant/lægesekretær. Først til Pakistan (1968-74) med Dansk Pathan Mission

og dernæst til Oman (1974-79) med Det Danske Missionsselskab (DMS). Bestyrelsesmedlem i DMS 1988-90 og herefter missionssekretær for Afrika frem til 2001. Formand for Danmissions Landekreds for Pakistan og fra 2005 indtil i dag assisterende landekoordinator for Danmissions arbejde i Pakistan.

Lorens Hedelund er gået på pension, men er fortsat meget aktiv som rej-seleder, foredragsholder, debattør, frivillig i Danmission Genbrugsland i Gellerup og med i forskellige mis-sions- og dialogtiltag i Aarhus. Aase og Lorens har to sønner og en dat-ter – som alle er født i Peshawar i Pakistan.

Lorens Hedelund i samtale med lokal pakistaner.

Foto

: Jørg

en Nø

rga

ard

Pedersen

fortsættes på side 34 ...

34

... fortsat fra side 33

på mission i pakistan

at 75 procent af de kristne, der oftest er klassificeret som

såkaldt kasteløse, må tage til takke med de job, andre ikke

vil have: som skraldemænd, lokumstømmere, teglværksar-

bejdere og ufaglærte arbejdsmænd.

Dertil kommer voldelige overfald og terrorangreb

på kristne og på kirker som det mod Alle Helgens Kirke.

Angrebene menes at være en udløber af krigen i nabolandet

Afghanistan. Taliban, som har spredt sig til det pakistanske

grænseområdet i Pakistan, målretter sine angreb på rege-

ringen, som støttes af Vesten, og på vestlige interesser, som

kirken henregnes under.“

Hvorfor blive ved at bruge kræfter på mission i Peshawar Stift?„Dansk mission har gjort en væsentlig forskel i Pakistan –

først Teltmissionen, så Dansk Pathan Mission, Det Danske

Missionsselskab og nu Danmissions partnerskab med

Pakistans Kirke. Lige fra begyndelsen blev der fokuseret på

det hele menneske, hvor sundhed, diakoni, undervisning

og forkyndelse gik hånd i hånd. Senere kom kirkedannelse

og selvstændiggørelse til samt ligeværdigt partnerskab med

en kirke, som i dag understreger relationen som betyd-

ningsfuld og vigtig. Jeg betragter det som en selvfølge, at

Danmission fortsætter følgeskabet med Pakistans Kirke.

Vi i Danmark har meget at give, men også meget at lære og

beriges af i relationen med en kirke, der nødvendigvis må

leve fra dag til dag.“

En del af eksistensgrundlaget for Pakistan er adskillelse af muslimer, hinduer og kristne. Giver det mening at tale om trosdialog i den kontekst?„Ja, dialog giver god mening i Pakistan. Religionsdialogen,

som jeg lærte den at kende fx gennem litteraturbussen,

kom ganske af sig selv. Målet med bussen var at bringe den

gode litteratur ud til folket – også i de afsidesliggende egne.

Bogtitlerne var skøn poesi, fantastiske historier, vidunderlig

prosa og meget mere samt Koranen og Det nye Testamente.

Men samtidig gav turene mulighed for at møde folk på en

”bølgelængde”, hvor der var rig mulighed for at tale tro.

Ikke mindst om aftenen, hvor vi ofte overnattede i de små

landsbymoskéer, oplevede vi en ubeskrivelig gæstfrihed,

som uden problemer ledte ind i religionssamtalen. Siddende

på gulvet i moskéen – i en rundkreds der altid kan udvides,

og hvor ingen sidder "over for" hinanden – blev de store

kristent-muslimske temaer taget op.

Det handler ikke om at vinde dialogen – og dermed tabe

hinanden. Dialog er for mig et møde, hvor det at lytte til den

anden part har første prioritet. Jeg har flere gange siddet

under havens store mangotræ det meste af en dag sammen

med min muslimske ven Abdul Ghani Khan og er blevet

Aase og Lorens Hedelund sammen med deres ældste barn Bjarne, som sidder på kokkens arm. 1970

Litteraturbussen bragte bøger, Bibler og Koraner til øde egne af Pakistan. Men bussen var også en chancen for missionærer som Lorens Hedelund til at komme i kontakt med lokalbefolkningen og få en snak om tro.

35

Pakistans kristneDer er i forbindelse med udgravninger i byen Taxila, nær Islamabad, fundet kors og andre spor af en meget tidlig kristen tilstedeværelse i Pakistan. Man mener, sporene leder tilbage til disciplen Thomas, der skulle være kommet dertil i forbindelse med sin mission i Indien omkring år 52-72 e.Kr., og hvis navn forbindes med Mar Thoma Kirken.

I dag er ca. 3 procent af Pakistans 175 mio. indbyggere kristne, hvoraf langt de fleste fortsat lever på samfun-dets nederste trin og kæmper hårdt for både lige ret-tigheder og det daglige brød. Halvdelen af de kristne er romersk-katolske, 30 procent tilhører Pakistans Kirke (Church of Pakistan), mens resten er med i pinsebe-vægelsen og en lang række andre frikirker. Pakistans Kirke, der er en unionskirke, blev dannet i 1970 og består af anglikanere, metodister, presbyterianere og lutheranere. Danmission samarbejder med Pakistans Kirke – især Peshawar Stift, hvor Teltmissionen be-gyndte sit virke i 1901.

Støt Danmissions arbejdeScan koden og støt direkte online

eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277

(100 kr. + normal smstakst)

Lorens Hedelund om milepæle i Danmissions arbejde i Pakistan: Danmission har igennem årene støttet stiftets ar-

bejde blandt psykisk og fysisk handicappede børn og unge på Mental Health Centre, der er det eneste af sin art i provinsen. Netop denne sygdom bety-der ofte marginalisering og udstødelse. Hvem er nærmere til at påtage sig denne opgave end kirken?

Så er der uddannelse af stiftets ledere og medar-bejdere, hvoraf langt de fleste er frivillige. ”Lønnen” kan være videreuddannelse og dygtiggørelse til op-gaverne. Stiftet satser meget på den form for ka-pacitetsopbygning, men har brug for Danmissions støtte.

Stiftet har også en flot historie med at ”række ud” til majoritetssamfundet. Biskop emeritus Mano RumalShah tog for 6 år siden initiativet til organi-sationen ”Trosvenner”, hvor sikher, hinduer, kristne shia- og sunnimuslimer mødes i bestræbelse på at vise samfundet, at det lader sig gøre at leve sam-men i respekt og fordragelighed og dermed imø-degå ufred og fjendtlighed.

Derudover driver stiftet en række skoler, hospitaler og klinikker – og sætter Evangeliets forkyndelse og det kristne vidnesbyrd som overskrift på alt, der gøres. Og måske kommer dagen, hvor det oprin-delige formål for Teltmissionen – nemlig at forkyn-de evangeliet ind i det lukkede land Afghanistan – kan blive til virkelighed.

Lorens Hedelund om milepæle i Danmission arbejde i Pakistan:

rigeligt bespist, mens vi har drøftet livets og troens spørgs-

mål. For ham er det vigtigt 100 procent at vide, at det, han

er og tror på, har min fulde respekt og uenighed – fordi jeg

er kristen. Da vi skiltes sidst – og det blev sidste gang vi så

hinanden – udtrykte min ven dagens møde i et spændende

vidnesbyrd: ‚Islam ville være den perfekte religion, om den

kendte Kristus‘.“

En ægte dialog mellem religionerne indebærer vel mulig-heden for omvendelse – har du selv tvivlet på din kristne tro eller været bange for at blive omvendt i mødet med muslimer?„En gammel missionær sagde engang til mig, at dialogen ofte

bliver et skridt ud i "ingenmandsland", der hvor man vover

sig selv. Og den engelske missionær Colin Chapman siger

om det at betragte "den anden": ‚Giv plads for misundelse‘.

Jeg kan misunde mine muslimske venner deres rytme og

selvfølgelighed – samtidig med, at jeg elsker at være fri og

begribe en smule af den Guds kærlighed, der giver sig selv.

For en tid siden kørte jeg i taxa og blev af min pakistanske

chauffør udspurgt: ‚Er du kristen?‘ Ja, kunne jeg svare. ‚Er du

troende?‘ Ja, men også tvivlende. ‚Beder du?‘ ville han vide.

Hertil fik han et ja. Da vi nåede frem til målet, stod han ud af

bilen, åbnede min dør og omfavnede mig, som man gør det i

Pakistan, og sagde: ‚Du er en af de sjældne danskere‘.“

Når Lorens Hedelund besøger det terror-hærgede Peshawar Stift, skifter han altid til lokal klædedragt for ikke at stikke mindst muligt ud. At han behersker sproget pashto gør også, at han føler sig mindre udsat.

36

Af Isis Ronja Melander, frivillig

Bisseruplejren har for 38. gang taget sine deltagere med på eventyr. I år gik rejsen gennem Sverige, Rusland, Mongoliet og Kina.

63 usædvanligt stille børn i alle aldre

tripper forventningsfuldt mellem deres

forældre i den bagende sol. De venter på at

få lov til at stige på toget.

Uniformerede konduktører med mari-

neblå kasketter løfter smilende deltagernes

bagage ned i sovekupeerne. De er ikke min-

dre forventningsfulde. Om lidt er der afrejse

med Den Transsibiriske Jernbane. De skal

nå den halve klode rundt på kun en uge.

I virkeligheden er toget en fastlig-

gende sommerlejr omgivet af skov og

Smålandshavets lokkende badevand.

Konduktørerne er lejrens ledere, som i

månedsvis har arbejdet for at planlægge

en fantastisk rejse. Selvom toget ikke flyt-

ter sig fysisk i løbet af ugen, kræver det kun

en smule tro at gøre illusionen levende.

Rejsen med Peter Og troen er med på hele færden. Børnene

følger i den daglige bibeltime disciplen

Peters rejse, når han bliver udfordret i sin

tro. De fortolker historierne i leg, tegning

og sang og varmer op til friluftsgudstjene-

ste under det krogede træ i haven, mens

teenagerne graver et spadestik dybere i

livets store spørgsmål.

„Er du virkelig en rigtig præst?“

Det vil en 7-årig pige gerne vide. For en

lang, sort præstekjole er et lidt usædvanligt

syn på den solbeskinnede græsplæne. Men

selvom vi er langt fra de hvidkalkede vægge

og den højloftede akustik, man normalt

forbinder med gudstjenester, er lejrpræsten

med den hvide krave ægte nok.

Rundt om bibeltimerne er skemaet tæt

pakket med stikbold og strandture.

Børn i tøj, der er gennemblødt efter

spontane vandkampe, dyster mod hinan-

den i at lære kinesisk og skyde med bue.

Genertheden er hurtigt forduftet. Sang og

kampråb lyder over alt fra de før så stille

deltagere.

Endestationen Når mørket blander sig med lyset, stiger

vi igen på toget for at rejse mod den næste

destination. Hele lejren fyldes af fælles-

sang, latterkramper, musik og aftenunder-

holdning i vanvittige kostumer.

Måske er det jetlag. Måske er det fordi,

vi har spist svenske köttbullar, bygget

russiske provinsbyer op fra bunden, lært

at synge trestemmigt i kor og titusinder

af andre ting på kun syv dage. I hvert fald

begynder trætheden så småt at indfinde

sig.

Måske er det den eneste sommer-

lejr i verden, hvor kan man nå alt dette,

mens man knytter venskaber for livet.

Det eneste sikre er, at det er en god idé

at tage med på næste års Bisseruplejr,

hvis man ønsker sig en uforglemmelig

rejseoplevelse.

Hvor rejsen går hen til næste år er endnu

uvist, men tilmeldingen til Bisseruplejren

2015 starter 1. februar kl. 18.

Læs mere om Bisseruplejren på

www.danmission/bisserup

Bisseruplejren fik rejsefeber

Bisserup-børnene gik sponsormarch til fordel Danmissions Fremtidsbørn. 305 kilometer indbragte 7.382 kroner. Godt gået!

Foto

: Nico

lai D

iemer

37

Grin og nærvær uden mobiltelefon

Af Helle Merete Dissing, lejrchef

I mange, mange år har Danmission afholdt børnelejr ved den skønne Hvidbjerg Strand i Blåvand på den smukke gamle lejr Blåvandgård – jeg var selv med for første gang i sommeren 1981. Og i år var der, som altid børnelejr i en uge og dernæst teenlejr i den efterfølgende uge.

Blåvandgård er en uge med totaloplevelser og klassiske sommeraktiviteter i kombination med kreative og fantasifulde løb og lege. En uge hvor man lever på en anden måde, end man plejer.

Alle børn, burde have lov at prøve det: en uge, hvor man får nye venner. En uge, hvor den rolle man har til hverdag udfordres. En uge hvor der IKKE er mobiltelefon, tablets, computer og fjernsyn, men ægte nærvær. En uge hvor der er voksne, der hele tiden har tid til at lytte, tale, lege. Hvor der er voksne, der ikke er bange for at gøre sig til grin eller klæde sig ud for at underholde, gøre tingene livag-tige og være det gode samværs ambassadører.

En forælder der hentede sit barn på lejren sagde: „Det er her, minder skabes! Vi kan slæbe vores børn til alle dyre oplevelsesparker, men det er her, minder skabes!“

Næste år gør vi det igen! Send jeres børn på lejr – alle er velkomne!

Pigelejr med Phineas og Ferb

Af Søster Bente Birkmose, lejrleder

„Jeg ved, hvad vi skal lave i dag!“ Det var temaet for Kildeborg Pigelejr 2014, hvor 38 glade piger i alderen 7-14 år tog på tur ind i tegnefilmens verden. I selskab med figurerne Phineas og Ferb sang og lyttede børnene sig til en viden om både Bibelens fortællinger og Danmission, som altid er omdrejningspunkt på lejren.

En stor, trofast gruppe medarbejdere – køkkentan-ter og unge kusiner, der år efter år yder en flot indsats på Kildeborg, stod for spændende aktiviteter ude som inde og sørgede for, at alle blev mætte. Desuden kom tidligere missionærer og volontører og ”tog os med” til Bangladesh, Indien og Cambodja samt Mødestedet på Vesterbro i København.

Måske disse små dryp om Danmissions arbejde er år-sag til Kildeborg-pigernes iver efter at samle penge ind til 2 kostskolebørn i Bangladesh. Man mærker en glæde hos pigerne ved at kunne hjælpe et barn, der ikke fik så gode livsvilkår som dem selv.

SOMMER MED DANMISSION

Kandis med næbdyret Perry og sine brødre Phineas og Ferb var med på Kildeborg Pigelejr i år.

38

„Jeg kan ikke sætte fingeren på noget, der ikke var godt,“ siger en af lejrens ledere, Bodil Jensen, om årets Virksundlejr arrangeret af Danmission. Næsten 40 seniorer deltog.

„Der var en behagelig og afslappet stemning. Folk var glade for at træffe nye ansigter – der blev snakket alle steder. Man snakker ikke mindre af at komme op i alderen! Det var som til en

højskoleelevfest,“ siger Bodil Jensen og tilføjer, at der også var plads i pro-grammet til, at de 65-85-årige seniorer kunne snuppe en middagslur i ny og nær.

Dagsprogrammet bød på bibeltime om formiddagen og et eftermiddags- og aftenmøde. Fælles for bibeltimerne og møderne var lejrens tilbagevendende fokus på mission.

„Det kristne indhold og det gode samvær opliver mig.“ Og til spørgsmå-let om, hvorvidt hun vil med på lejren næsten år, kommer svaret prompte: „Selvfølgelig! At holde ferie med indhold er dejligt!“

I år 2015 afholdes Danmissions seniorlejr på

Virksund 8. til 12. juni. For mere info kontakt

Bodil og Asger Jensen på 7576 1325.

Seniorer i højskolestemning

Af Maria Elisabeth Sandborg-Olsen, Danmission Unge

Danmission var med, da omkring 6.000 mennesker i uge 29 var samlet i Odder til Dansk Oases årlige sommerstævne kaldet SommerOase. Det var en uge spækket med spændende un-dervisning, tid til fordybelse, seminarer, musik og fællesskab på tværs af danske folke-, fri- og valgmenigheder.

Os fra Danmission – en masse unge frivillige og et par an-satte – stod for salg af morgenmad til stævnets deltagere og bod med slik og is hver eftermiddag. Salget gik strygende, og samt-lige kunder i butikken fik budskabet ”Du’ For Nice” med på vejen. Budskabet var på både vores T-shirts, slikposer, servietter, bolsjer samt balloner og spredtes derved hurtigt ud over hele stævne-pladsen. ”Du’ For Nice” er Danmission Unges slogan – ”du er god nok”, kunne man også sige. I løbet af ugen kørte vi et par konkur-rencer, som stævnedeltagerne kunne deltage i. Hovedpræmien var en campingvogn til SommerOase 2015. Den gik til en af de mange, som i løbet af ugen var forbi Danmissions Facebook-side og gav den et ”like”. Særligt populært blandt stævnets mange teenagere og unge var vores instagram-konkurrence, hvor vi hver dag præmierede et vinderbillede med to biografbilletter. SommerOase var For Nice – håber vi ses næste år.

SommerOase var

39

Et dødsfaldVi må med sorg meddele, at genbrugskonsulent Bjørn Clausen 23. juli 2014 er afgået ved døden efter flere års sygdom. Bjørn blev ansat 1. april 2007 og fik ansvar for Kirkens Genbrugs butikker vest for Storebælt. Efter delingen af Kirkens Genbrug blev hans ansvarsområde Syd- og Sønderjylland samt Sydfyn for Danmission Genbrug.

Bjørn var meget glad for at besøge "sine" butik-ker og deltog ivrigt i udviklingen. Han var uddannet

boghandler og holdt mange kurser i, hvordan man finder og prissætter de gode bøger. Derudover havde Bjørn særligt fokus på arbejdsmiljø i butikkerne.

Bjørn var altid optimistisk og på vej med nye planer til det sidste. Vi vil savne hans gåpåmod og munterhed – hans indsigt og visioner.

Æret være Bjørns minde.

På Danmissions vegne – Torben Holm, genbrugsleder.

Danmission tilbyder 5 su-perforedrag med relevans og aktualitet for menig-heder og kirken af i dag – foredragene er særligt målrettet kirkehøjskolen.

Foredragene byder på god og saglig formidling om kir-kelige og teologiske temaer, kulturel perspektivering

og oplysning på et højt fagligt plan, samtidig med at formidlingen er under-holdende, inspirerende og aktuel.

De 5 "superforedrag" er:

Forfølgelse af kristne – ved Mogens Kjær, gene-ralsekretær i Danmission

Gudsbilleder – ved Mogens Kjær, gene-ralsekretær i Danmission

En verden til forskel – ved Lars Mandrup, tidl. formand for Danmission

Den næste kristendom – ved Lars Mandrup, tidl. formand for Danmission

Når tro bliver til handling – ved Charlotte Dyhr, kommunikationschef i Danmission

Læs mere om foredragene og foredragsholderne på www.danmission.dk/kirkehoejskole

Foredragene bestilles hos

Birgitte Nørgaard Warming, teamleder for netværk på 41 999 315 eller bnw@danmis-sion.dk. Den hidtidige fore-dragskoordinator, Christa Lund Herum, er udsendt af Danmission med sin familie til Bangladesh, og Birgitte er derfor fungerende fore-dragskoordinator, indtil stillingen er genbesat.

Bestil et Danmission-foredrag til din lokale kirkehøjskole

GospelAid gav 194.983 kroner

194.983 kroner! Så meget stod der på den check, som GospelAid overrakte til Danmission under den store støttekoncert lørdag aften 14. juni i Københavns Domkirke. Koncerten markerede afslutningen på en hel dag i hovedstaden med gospelsang, genbrug og godt til ganen.

„Man bliver glad af at synge gospel. Det har jeg ople-vet i dag. Men det fantastiske er, at med GospelAid spre-der glæden sig helt til udsatte børnene i Egypten. Tak for opbakningen,“ sagde Danmissions generalsekretær

Mogens Kjær, da han tog imod gaven, som blev overrakt af Peter Dyhr fra The Gospel Fellowship.

Det er gospelkirken The Gospel Fellowship, der står bag GospelAid i samarbejde med Danmission. Pengene støtter udsatte børn i Cairo – børnearbejdere, handicap-pede, gadebørn og andre børn, som har brug for op-bakning. Det var tredje år, GospelAid blev afviklet – alle gange til fordel for Danmissions arbejde.

Tak til alle, som bidrog – sangere, frivillige, sponsorer og publikum!

Foto

: Mia

Gutierrez

magasinid 46005

600-0398 600-0398

Støt Danmission– dermed støtter du også kirken i Indien

Ingen kan stå alene!

Foto: Carsten Brinkmeyer